L 92 Forslag til lov om fond til grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 19-01-2010

Afgivet: 19-01-2010

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 19. januar 2010

20091_l92_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 19. januar 2010

1. Ændringsforslag

Økonomi- og erhvervsministeren har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 16. december 2009 og var til 1. behandling den 12. januar 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.


Høring

Lovforslaget blev samtidig med fremsættelsen sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 16. december 2009 høringsmaterialet til udvalget. Den 8. januar 2010 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 4 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder det vigtigt, at støtten til hårdt ramte områder og yderområder ikke begrænses af, at der ikke kan gives støtte til både nye og eksisterende virksomheder. Netop nye og eksisterende virksomheder kan sammen udgøre en stærk og innovativ klynge, der kan skabe fornyet vækst og nye arbejdspladser inden for bl.a. det grønne område og velfærdsområdet. Derfor opfordres økonomi- og erhvervsministeren til at undersøge, om Europa-Kommissionen vil modsætte sig driftsstøtte til en gruppe af virksomheder, der også består af eksisterende virksomheder, og hvor der gives støtte til virksomheder, der flytter ind på nye lokaliteter, for at sikre bedre rentabilitet og bevarelse af arbejdspladser, som ellers ville være gået tabt. Samtidig opfordres til, at fonden støtter sådanne projekter og eksisterende virksomheder.


Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 9

Af økonomi- og erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Som stk. 4 og 5 indsættes:

»Stk. 4. Regioner og kommuner kan medfinansiere de projekter, hvortil fonden har tildelt midler.

Stk. 5. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om, at fondens bestyrelse som vilkår for tildeling af tilskud kan fastsætte, at tilskuddet i en periode på indtil 3 år fra udbetalingen kan kræves tilbagebetalt helt eller delvis, såfremt det projekt, der har modtaget tilskud, viser sig at generere en væsentlig højere indtjening end forventet for tilskudsmodtageren.«

[Indsættelse af eksplicit hjemmel til, at regioner og kommuner kan medfinansiere projekter, og af bemyndigelse til økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte regler om, at fondens bestyrelse har mulighed for at kræve udbetalte tilskud tilbagebetalt ved væsentlig højere indtjening end forventet]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ad stk. 4

Lov om erhvervsfremme indeholder de generelle rammer for det offentliges erhvervsudviklingsaktiviteter. I lovgivningen i øvrigt er der en del særlige regler, som supplerer lov om erhvervsfremme, hvor der er behov herfor, f.eks. inden for lovgivningen om trafikal infrastruktur og lov om administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond.


Der lægges i lovforslaget vægt på, at der skal ydes regional medfinansiering af fondens projekter. Med udtrykket regional medfinansiering forstås, at en eller flere kommuner, regioner, offentlige institutioner eller private virksomheder bidrager til finansieringen af projektet. For at afklare den tvivl, der måtte være, om regioners og kommuners mulighed for at finansiere sådanne projekter i henhold til de kommunalfuldmagtsretlige grundsætninger, indsættes der med ændringsforslaget en eksplicit hjemmel, som betyder, at regioner og kommuner inden for rammerne af EU's statsstøtteregler kan medfinansiere de projekter, der opnår bevilling fra fonden, selv om der i disse projekter indgår subsidier til private virksomheder. Der skal dog herudover naturligvis stadig være bevillingsmæssig dækning hos de berørte myndigheder.


Ad stk. 5

Formålet med fonden er at fremme grøn omstilling og erhvervsmæssig fornyelse. Fonden har til det formål en bred vifte af instrumenter til rådighed, herunder tilskud, garantier, lån m.v. Tildelingen af fondens midler vil ske på baggrund af en konkret vurdering af støttebehovet, herunder en vurdering af, at støtten er nødvendig for projektets gennemførelse, samt at støttebehovet ikke kan dækkes på anden vis.


Med ændringsforslaget bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om, at fonden har mulighed for at kræve udbetalte tilskud tilbagebetalt helt eller delvis, såfremt det projekt, der har modtaget tilskud, viser sig at generere en væsentlig højere indtjening end forventet for tilskudsmodtageren i forbindelse med behandlingen af ansøgningen. Dette kunne f.eks. være et projekt inden for markedsmodning. Konkrete betingelser for tilbagebetaling vil blive fastsat af fonden som et vilkår for tilskuddet. Dette skal ses i sammenhæng med, at der, når fonden f.eks. yder lån eller stiller garanti, vil være et tilbageløb af midler. Bestemmelser om tilbagebetaling af tilskud kendes også fra f.eks. Fødevareministeriets område.


Fonden kan kun kræve et tilskud tilbagebetalt helt eller delvis i indtil 3 år fra udbetalingen af tilskuddet. Herefter vil tilskudsmodtager ikke kunne blive mødt med krav om tilbagebetaling af tilskud som følge af en væsentlig højere indtjening end forventet i forbindelse med behandlingen af ansøgningen, men vil dog fortsat kunne blive mødt med krav om tilbagebetaling efter lovforslagets § 13.


Ændringsforslaget indebærer, at det er fondens bestyrelse, der på baggrund af de af ministeren fastsatte regler vurderer, om det i det konkrete tilfælde er relevant at stille vilkår om tilbagebetaling af tilskud helt eller delvis, i tilfælde af at det projekt, der har modtaget tilskud, viser sig at generere en væsentlig højere indtjening end forventet i forbindelse med behandlingen af ansøgningen. I de tilfælde, hvor der stilles et sådant vilkår, vil det under iagttagelse af ligheds- og saglighedsprincippet konkret blive fastsat, hvilke økonomiske kriterier der skal være opfyldt, for at tilskuddet skal betales helt eller delvis tilbage. Der vil desuden blive lagt vægt på, at administrationen af vilkårene bliver så smidig som mulig.


Hans Christian Schmidt V fmd. Jacob Jensen V Jens Vibjerg V Lars Christian Lilleholt V Tina Nedergaard V Colette L. Brix DF nfmd. Pia Adelsteen DF Mike Legarth KF Henrik Rasmussen KF Orla Hav S Benny Engelbrecht S Henrik Dam Kristensen S Niels Sindal S Karsten Hønge SF Flemming Bonne SF Morten Østergaard RV Frank Aaen EL

Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
1
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 92


Bilagsnr.


Titel


1
Lovforslag som sendt i høring, fra økonomi- og erhvervsministeren
2
Høringssvar og høringsnotat, fra økonomi- og erhvervsministeren
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren
6
Yderligere ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren
7
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 92


Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren vil ændre lovforslaget, så det klart fremgår, at de 50 mio. kr., der blev afsat i Erhvervspakken fra september 2009 til markedsudvikling af offentlige velfærdsløsninger til styrkelse af offentligt-privat samarbejde og eksport af velfærdsløsninger, ikke tilføres fonden, men udmøntes mellem regeringen og forligspartierne bag Erhvervspakken, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om ministeren vil arbejde for, at der til indsatsområdet vedrørende omstilling i hårdt ramte områder prioriteres støtte til etablering af virksomheder, der både omfatter nye virksomheder og eksisterende virksomheder, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm., om ministeren ikke mener, at det vil være fornuftigt, hvis et provenu, der kommer ud af et samarbejde mellem fonden og en virksomhed, kommer tilbage til fonden, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvilke muligheder statsinstitutioner, kommuner og regioner har for at lave kommercielle aktiviteter med støtte fra den grønne fond, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå