Fremsat den 9. december 2009 af
justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven og
forskellige andre love
(Ny politiklageordning m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret ved § 3 i
lov nr. 526 af 7. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1. Overskriften til første bog, femte afsnit, affattes
således:
»Femte afsnit.
Politiet«
2.
Efter § 117 indsættes:
»Sjette afsnit.
Den Uafhængige
Politiklagemyndighed
Kapitel 11 a
§ 118. Den Uafhængige
Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) er en
selvstændig myndighed, der ledes af Politiklagerådet og
en direktør.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden behandler klager over politiet, jf. kapitel
93 b, og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel
93 c.
Stk. 3.
Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld
uafhængighed.
§ 118
a. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens
øverste ledelse og har det overordnede ansvar for
myndighedens virksomhed.
§ 118
b. Politiklagerådet består af en formand, som
skal være landsdommer, en advokat, en universitetslærer
i retsvidenskab og to repræsentanter for offentligheden.
Stk. 2. Medlemmerne
beskikkes af justitsministeren for 4 år ad gangen.
Genbeskikkelse kan finde sted én gang.
Stk. 3. Formanden
beskikkes efter indstilling fra landsretterne.
Stk. 4. Advokaten
beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet.
Stk. 5.
Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings
Samråd.
Stk. 6. Medlemmer
af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke
være medlemmer af Politiklagerådet.
Stk. 7. Der
beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer.
Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af
suppleanter.
§ 118
c. Politiklagemyndighedens daglige ledelse varetages af
direktøren, der udnævnes og afskediges af
justitsministeren efter indstilling fra Politiklagerådet.
Direktøren skal følge de anvisninger og
retningslinjer, som gives af rådet.
Stk. 2.
Direktøren deltager i Politiklagerådets møder,
medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet.
§ 118
d. Politiklagerådet fastsætter selv sin
forretningsorden og de nærmere regler om arbejdets fordeling
mellem rådet og direktøren.
§ 118
e. Politiklagemyndigheden afgiver en årlig beretning
om sin virksomhed til Folketinget og justitsministeren. Beretningen
offentliggøres.«
3. I
første bog ændres »Sjette afsnit.
Advokater« til: »Syvende afsnit. Advokater«.
4. I
§ 722, stk. 1, nr. 2,
ændres »§ 40 i lov om social service«
til: »§ 52 i lov om social service«.
5. I
§ 769, stk. 2, nr. 1,
ændres »denne lovs« til:
»straffelovens«.
6. I
§ 821 b, stk. 1, 2.
pkt., indsættes efter »personfotografi«:
»samt udtagelse af spyt- eller blodprøve«.
7. Kapitel 93
b affattes således:
»Kapitel 93 b
Behandling af klager over
politipersonalet
§ 1019. Den Uafhængige
Politiklagemyndighed undersøger og træffer
afgørelse vedrørende klager over politipersonalets
adfærd i tjenesten (adfærdsklager).
Stk. 2.
Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden
bistand til undersøgelsen.
Stk. 3. Politiet
kan på egen hånd foretage uopsættelige
undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at
sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette
Politiklagemyndigheden herom.
§ 1019
a. Klage indgives til Politiklagemyndigheden. Indgives
klagen til politiet eller anklagemyndigheden, skal den straks
videresendes til Politiklagemyndigheden, medmindre klagen er egnet
til notitssagsbehandling efter § 1019 k. I så fald
sender politiet en kopi af klagen til Politiklagemyndigheden.
Stk. 2. Klage over
myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en
straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen
under straffesagens behandling.
Stk. 3. Klage skal
indgives senest 6 måneder efter, at det forhold, som klagen
angår, har fundet sted. Politiklagemyndigheden kan i
særlige tilfælde se bort fra fristen.
§ 1019
b. Politiklagemyndigheden kan af egen drift
iværksætte en undersøgelse efter reglerne i
dette kapitel.
§ 1019
c. Politiklagemyndigheden undersøger sagen og
sørger for, at alt relevant materiale tilvejebringes.
Politiet stiller det materiale og de oplysninger til
rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om.
Politiklagemyndigheden kan indhente oplysninger fra klageren,
indklagede og andre.
§ 1019
d. Politiklagemyndigheden kan afvise en adfærdsklage,
hvis det findes åbenbart, at der ikke er grundlag for at
indlede eller fortsætte en undersøgelse. Det skal
fremgå af afgørelsen, at den er truffet på dette
grundlag.
§ 1019
e. Indklagede skal have udleveret en kopi af klagen eller en
fremstilling af sagens omstændigheder og have adgang til at
udtale sig herom.
§ 1019
f. Indklagede har ret til at møde med en bisidder.
Politiklagemyndigheden kan bestemme, at udgifterne til bisidder
betales af statskassen.
§ 1019
g. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til
Politiklagemyndigheden, hvis forklaringen må antages at ville
udsætte den pågældende for strafansvar eller
disciplinæransvar.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden vejleder indklagede om indholdet af
stk. 1 og § 1019 e, § 1019 f og
§ 1019 l, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives
snarest muligt og senest, inden indklagede afgiver forklaring
første gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at
indklagede har modtaget behørig vejledning.
§ 1019
h. Politiklagemyndigheden kan bestemme, at forklaring skal
afgives i retten.
Stk. 2.
Retsmøder kan afholdes ved byretten i enhver retskreds, hvor
oplysning i sagen må antages at kunne tilvejebringes.
§ 1019
i. Politiklagemyndigheden giver møde i
retsmøder, hvor der skal afgives forklaring efter
§ 1019 h, stk. 1.
Stk. 2. Indklagede
og klager skal så vidt muligt underrettes om retsmøder
i sagen og have lejlighed til at være til stede.
Stk. 3. Indklagede
har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt forklaringen
antages at ville udsætte den pågældende for
strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder
indklagede herom.
Stk. 4. Sagen
behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af
domsmænd.
§ 1019
j. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 h,
beskikker retten en advokat for klageren og indklagede.
Stk. 2. I andre
tilfælde kan retten, når særlige grunde taler
derfor, efter begæring fra klageren eller indklagede beskikke
en advokat for den pågældende. Politiklagemyndigheden
vejleder om adgangen til at begære en advokat beskikket, og
Politiklagemyndigheden sørger for, at en anmodning herom
indbringes for retten. § 1019 h, stk. 2, finder
tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest muligt og
senest, inden den pågældende afgiver forklaring
første gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at
den pågældende har modtaget behørig
vejledning.
Stk. 3.
Advokatbeskikkelse efter stk. 1 og 2 sker uden udgifter for
klageren og indklagede.
Stk. 4. Den
beskikkede advokat skal løbende have tilsendt kopi af det
materiale, som Politiklagemyndigheden tilvejebringer som led i
undersøgelsen. Advokaten må ikke uden tilladelse fra
Politiklagemyndigheden overlevere det modtagne materiale til sin
klient eller andre.
Stk. 5. Den
beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer,
der afgives af klienten hos Politiklagemyndigheden, og har ret til
at stille yderligere spørgsmål til sin klient.
Advokaten underrettes om tidspunktet for afgivelse af forklaring,
der så vidt muligt skal aftales med advokaten.
Stk. 6. Den
beskikkede advokat har adgang til at overvære forklaringer,
der afgives i retten, og har ret til at stille yderligere
spørgsmål. Advokaten underrettes om tidspunktet for
afholdelse af retsmøde, der så vidt muligt skal
aftales med advokaten.
§ 1019
k. En adfærdsklagesag kan sluttes ved en samtale
mellem en overordnet polititjenestemand og klageren
(notitssagsbehandling). Notitssagsbehandling kan kun
gennemføres, hvis klageren er indforstået hermed.
Samtalen skal gennemføres hurtigst muligt efter klagens
modtagelse.
Stk. 2. Indgives en
adfærdsklage til politiet, kan politiet tilbyde klageren en
notitssagsbehandling. I en sag, der er under behandling i
Politiklagemyndigheden, kan denne myndighed bestemme, at sagen skal
sendes til politiet med henblik på notitssagsbehandling, hvis
det skønnes hensigtsmæssigt.
Stk. 3. Indhentes
der som led i notitssagsbehandling en udtalelse fra indklagede, kan
der ikke efterfølgende pålægges den
pågældende disciplinæransvar for det eller de
forhold, som indgår i notitssagsbehandlingen.
Stk. 4. Den
overordnede polititjenestemand, der gennemfører samtalen
efter stk. 1, skal udarbejde en notits om det passerede. Det
skal fremgå af notitsen, at klageren er vejledt om
betydningen af notitssagsbehandling, og at sagen kan forlanges
afgjort af Politiklagemyndigheden. Det skal af notitsen endvidere
fremgå, om klageren ønsker klagen afgjort af
Politiklagemyndigheden.
Stk. 5. Politiet
sender kopi af notitsen til Politiklagemyndigheden, den regionale
statsadvokat og rigspolitichefen.
§ 1019
l. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes,
hvis
1) der er grundlag
for at rejse sigtelse mod indklagede,
2) indklagede er
mistænkt for et strafbart forhold og forlanger sagen
behandlet som straffesag, eller
3) det bestemmes,
at sagen skal undersøges efter reglerne i lov om
undersøgelseskommissioner.
Stk. 2. I
tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2,
behandles straffesagen efter reglerne i kapitel 93 c. Behandlingen
af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses
eller gennemføres til fældende dom.
§ 1019
m. Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i
klagesagen. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
§ 1019
n. Politiklagemyndighedens afgørelse i klagesagen
skal træffes inden rimelig tid efter, at myndigheden har
modtaget klagen.
Stk. 2. Er
afgørelsen ikke truffet inden 6 måneder efter
modtagelse af klagen, skal Politiklagemyndigheden skriftligt
underrette klageren og indklagede om, hvorpå sagen beror, og
hvornår der kan forventes en afgørelse. Der skal gives
underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den
seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse.
§ 1019
o. Politiklagemyndigheden underretter vedkommende
politidirektør og rigspolitichefen, når der indledes
en adfærdsklagesag. Politiklagemyndigheden underretter
endvidere vedkommende politidirektør, statsadvokat og
rigspolitichefen om afgørelsen i
adfærdsklagesager.
Stk. 2.
Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage
indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen
er afsluttet.
§ 1019
p. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse
ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet
til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter
kræver det.
§ 1019
q. Politiklagemyndigheden kan behandle og afgøre en
klage over en disposition, som politipersonale har truffet, hvis
der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen og
en adfærdsklage, som Politiklagemyndigheden
behandler.«
8. Kapitel 93
c affattes således:
»Kapitel 93 c
Straffesager mod politipersonale
§ 1020. Anmeldelser om
strafbare forhold begået af politipersonale i tjenesten
indgives til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Indgives
anmeldelsen til politiet eller anklagemyndigheden, videresendes den
straks til Politiklagemyndigheden.
§ 1020
a. Politiklagemyndigheden iværksætter efter
anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er
rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har
begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden iværksætter endvidere
efterforskning, når en person er afgået ved
døden eller er kommet alvorligt til skade som følge
af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i
politiets varetægt.
Stk. 3.
Bestemmelserne i § 1019 o finder tilsvarende
anvendelse.
§ 1020
b. Sager om overtrædelse af færdselslovens
hastighedsbestemmelser, der er begået af politipersonale,
efterforskes ikke af Politiklagemyndigheden, hvis
1) den
pågældende erkender sig skyldig,
2)
hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville
medføre anden sanktion end bøde eller betinget
frakendelse af førerretten, og
3)
hastighedsovertrædelsen ikke involverer tredjemand.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager, hvor
politidirektøren har vurderet, at der i forbindelse med
politipersonales overtrædelse af færdselslovens
hastighedsbestemmelser er tale om udrykningskørsel i et
køretøj mærket med politiets kendetegn eller
med synlige udrykningssignaler.
Stk. 3.
Politidirektøren underretter Politiklagemyndigheden og
rigspolitichefen om udenretligt vedtagne bøder og betingede
frakendelser af førerretten i sager omfattet af
stk. 1.
§ 1020
c. Ved behandlingen af de sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a, udøver
Politiklagemyndigheden under efterforskningen de beføjelser,
der ellers tilkommer politiet, jf. dog § 1020 d,
stk. 3.
Stk. 2.
Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden
bistand under efterforskningen.
Stk. 3. Politiet
kan på egen hånd foretage uopsættelige
efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at
sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette
Politiklagemyndigheden herom.
§ 1020
d. Offentlig påtale i de sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a, tilkommer statsadvokaten,
medmindre påtale efter denne lov eller regler fastsat i
medfør af loven tilkommer rigsadvokaten eller
justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer
påtalemyndigheden.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden udøver ved behandlingen af de sager,
der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de
beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter
§ 749, stk. 1. Politiklagemyndighedens
afgørelser efter 1. pkt. kan påklages til
statsadvokaten.
Stk. 3.
Statsadvokaten udøver ved behandlingen af de sager, der er
nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de
beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter
§ 749, stk. 2.
Stk. 4.
Statsadvokaten varetager udførelsen af de sager, der er
nævnt i §§ 1020 og 1020 a, ved byretterne og
landsretterne.
§ 1020
e. Når efterforskningen er afsluttet, sender
Politiklagemyndigheden sagen til statsadvokaten med henblik
på afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden udarbejder en redegørelse til
statsadvokaten om efterforskningen. Redegørelsen skal
indeholde en gennemgang af efterforskningen og oplysning om de
faktiske omstændigheder af betydning for sagens
afgørelse. Redegørelsen kan indeholde en vurdering af
vægten af de fremkomne beviser.
Stk. 3.
Statsadvokaten kan anmode Politiklagemyndigheden om at foretage
yderligere efterforskning.
Stk. 4.
Politiklagemyndigheden kan påklage statsadvokatens
afgørelser efter § 1020 d, stk. 1 og 3, til
rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan
ikke påklages til justitsministeren. Fristen for at klage er
4 uger efter, at Politiklagemyndigheden har fået meddelelse
om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af
denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen
må anses for undskyldelig.
§ 1020
f. Er der ikke inden 1 år fra modtagelsen af en
anmeldelse om et strafbart forhold, der er omfattet af dette
kapitel, truffet afgørelse om afvisning af anmeldelse,
indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller tiltalerejsning, eller er der ikke anmodet om
retsmøde med henblik på sagens behandling som
tilståelsessag i medfør af § 831, skal der
gives skriftlig underretning til anmelder og de personer, der skal
underrettes om statsadvokatens afgørelse efter
§ 1020 d, stk. 1 og 3, eller Politiklagemyndighedens
afgørelse efter § 1020 d, stk. 2.
Stk. 2.
Underretning efter stk. 1 skal ligeledes gives, hvis der ikke
inden 1 år efter, at Politiklagemyndigheden har indledt
efterforskning i sager omfattet af § 1020 a, stk. 2,
er truffet afgørelse om indstilling af efterforskningen,
påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning eller
er anmodet om retsmøde med henblik på sagens
behandling som tilståelsessag i medfør af
§ 831.
Stk. 3. Der skal
gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den
seneste underretning fortsat ikke er truffet afgørelse.
§ 1020
g. Retten beskikker en forsvarer, hvis det følger af
bestemmelserne i kapitel 66, eller særlige grunde taler
derfor.
§ 1020
h. Retten beskikker en advokat for den forurettede, hvis det
følger af bestemmelserne i kapitel 66 a, eller efter
anmodning fra den pågældende, hvis særlige grunde
taler derfor.
Stk. 2. Er
forurettede afgået ved døden, beskikker retten efter
anmodning fra forurettedes nære pårørende en
advokat for de pårørende, når forholdene taler
derfor.
Stk. 3. Den
advokat, der er beskikket efter stk. 1 eller 2, har adgang til
det materiale, der er nævnt i § 741 c, stk. 2,
2. pkt., uanset om der er rejst tiltale i sagen.
Stk. 4.
Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende
anvendelse.
§ 1020
i. Statsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der
omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal
efterforskes af Politiklagemyndigheden efter bestemmelserne i dette
kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med
hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede, og en samlet
efterforskning skønnes hensigtsmæssig.
Stk. 2.
Politiklagemyndigheden kan behandle en klage over en disposition,
som politipersonale har truffet, hvis der er en nær
sammenhæng mellem dispositionsklagen og en igangværende
efterforskning i Politiklagemyndigheden.
Stk. 3.
Statsadvokaten træffer afgørelse i dispositionsklager
omfattet af stk. 2.
§ 1020
j. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af
straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse.
§ 1020
k. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal
behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens
sikkerhed eller forholdet til fremmede magter kræver det.
§ 1020
l. Erstatningskrav, der rejses af en person, der er kommet
alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller
mens den pågældende var i politiets varetægt,
eller af nære pårørende til en person, der er
afgået ved døden som følge af politiets
indgriben, eller mens afdøde var i politiets varetægt,
behandles på begæring efter fremgangsmåden i
kapitel 93 a. Erstatningskrav skal dog fremsættes inden to
måneder efter endelig afgørelse i en sag omfattet af
§ 1020 a, stk. 2, eller i en straffesag mod
politipersonale i anledning af skade eller dødsfald som
nævnt i 1. pkt.
Stk. 2. Udgifter
til advokatbeskikkelse i sager, der er omfattet af stk. 1,
afholdes af statskassen.«
9. Kapitel 93
d ophæves.
§ 2
I lov nr. 415 af 10. juni 1997 om
gennemførelse af Europolkonventionen, som ændret ved
lov nr. 1435 af 22. december 2004, foretages følgende
ændring:
1.
Efter § 5 indsættes:
Ȥ 5
a. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om
forbrydelser mod den offentlige myndighed og kapitel 16
om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv finder også
anvendelse, når forholdet er begået mod eller af
Europolansatte under udførelse af opgaver i Danmark efter
konventionens artikel 3 a.
Stk. 2. Forvolder
Europolansatte under udførelse af opgaver i Danmark efter
konventionens artikel 3 a skader, som efter dansk ret
medfører erstatningspligt, udbetales erstatningen af
justitsministeren.
Stk. 3. Klager over
Europolansattes adfærd under udførelse af opgaver i
Danmark efter konventionens artikel 3 a behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 11 a og 93 b.«
§ 3
I lov nr. 1435 af 22. december 2004 om
ændring af lov om gennemførelse af Europolkonventionen
og lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om
konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af
tillægsprotokoller til Europolkonventionen m.v.) foretages
følgende ændring:
1. § 1, nr. 5, ophæves.
§ 4
I lov nr. 479 af 17. juni 2008 om ændring
af lov om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om
registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af
Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om
dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer) foretages
følgende ændring:
1. I
§ 5, stk. 2,
ændres »93 b og 93 d« til »11 a og 93
b«.
§ 5
Stk. 1. Lovens
§ 1, nr. 4-6, og §§ 3 og 4 træder i
kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2. Lovens
§ 1, nr. 1-3 og 7-9, træder i kraft den 1. januar
2012.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelse af lovens § 2.
§ 6
Stk. 1. Verserende
sager den 1. januar 2012 om klager over politipersonale og
anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale
færdigbehandles efter reglerne i denne lov. Verserende sager
kan dog efter drøftelse mellem vedkommende statsadvokat og
Politiklagemyndigheden færdigbehandles og afgøres af
statsadvokaten efter de hidtil gældende regler.
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på
verserende undersøgelse og efterforskning, der af egen drift
eller efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 2, er iværksat inden den 1.
januar 2012.
Stk. 3. Klager over
afgørelser, der er truffet inden den 1. januar 2012, og
klager over afgørelser, der efter stk. 1 og 2 er
truffet efter de hidtil gældende regler, behandles efter de
hidtil gældende regler.
Stk. 4 De hidtidige
medlemmer af politiklagenævnene kan færdiggøre
sager, der efter stk. 1-3 behandles efter de hidtil gældende
regler.
Stk. 5. Ved den
første beskikkelse af medlemmer af Politiklagerådet
beskikkes advokaten og repræsentanten udpeget af Kommunernes
Landsforening for en periode på 2 år.
§ 7
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland
Stk. 2.
§§ 2-4 kan ved kongelig anordning sættes helt
eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som de grønlandske eller
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | |
Almindelige
bemærkninger |
| | | |
1. | Indledning |
| 1.1. | Lovforslagets formål og
baggrund |
| 1.2. | Lovforslagets hovedindhold |
2. | Gældende
ret |
| 2.1 | Behandling af klager over politiet |
| | 2.1.1. | Tidligere overvejelser |
| | 2.1.2. | Den gældende ordning |
| | 2.1.3. | Politiklagenævn |
| | 2.1.4. | Adfærdsklager - retsplejelovens
kapitel 93 b |
| | 2.1.5. | Straffesager mod politipersonale -
retsplejelovens kapitel 93 c |
| 2.2. | Dispositionsklager |
| 2.3. | Disciplinærsager |
| 2.4. | Erstatningskrav |
3. | Lovforslagets
udformning |
| 3.1. | Generelle overvejelser om
politiklageordningen |
| | 3.1.1. | Behovet for at ændre den
gældende politiklageordning |
| | 3.1.2. | Mulige modeller |
| | 3.1.3. | Udvalgets vurdering af model 1 og 4 |
| | 3.1.4. | Udvalgets vurdering af model 2 og 3 |
| | 3.1.5. | Behovet for parallelle
klageordninger |
| | 3.1.6. | Justitsministeriets overvejelser |
| 3.2. | Politiklagemyndighedens organisation
mv. |
| 3.3. | Generelle spørgsmål
vedrørende Politiklagemyndighedens kompetence |
| | 3.3.1. | Hvem kan der klages over? |
| | 3.3.2. | Hvilke sager bør være
omfattet af klageordningen? |
| | 3.3.3. | Særligt om dispositionsklager |
| | 3.3.4. | Politiklagemyndighedens information til
offentligheden |
| | 3.3.5. | Justitsministeriets overvejelser |
| 3.4. | Politiklagemyndighedens kompetence i
adfærdsklagesager |
| | 3.4.1. | Undersøgelse og afgørelse i
adfærdsklagesager |
| | 3.4.2. | Notitssager |
| | 3.4.3. | Konfliktmægling |
| | 3.4.4. | Klagefrist |
| | 3.4.5. | Justitsministeriets overvejelser |
| 3.5. | Politiklagemyndighedens kompetence i
straffesager mod politipersonale |
| | 3.5.1. | Efterforskning |
| | 3.5.2. | Afslutning af sagen |
| | 3.5.3. | Særligt om færdselssager |
| | 3.5.4. | Justitsministeriets overvejelser |
| 3.6. | Parternes pligt til at udtale sig samt
advokatbeskikkelse og bisidder |
| | 3.6.1. | Klager, anmelder og forurettede |
| | 3.6.2. | Indklagede eller anmeldte politimand |
| | 3.6.3. | Advokatbeskikkelse og bisidder |
| | 3.6.4. | Justitsministeriets overvejelser |
| 3.7. | Sagsbehandlingstid |
| 3.8. | Erstatningskrav |
4. | De økonomiske
og administrative konsekvenser for det offentlige |
5. | De økonomiske
og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv. |
6. | De administrative
konsekvenser for borgere |
7. | De
miljømæssige konsekvenser |
8. | Forholdet til
EU-retten |
9. | Hørte
myndigheder mv. |
10. | Sammenfattende
skema |
| | | |
1. Indledning
1.1. Lovforslagets formål og baggrund
Formålet med lovforslaget er at gennemføre en
revision af retsplejelovens regler om behandling af klager over
politipersonale og om behandling af straffesager mod
politipersonale.
Lovforslaget indebærer, at der oprettes en ny myndighed
- Den Uafhængige Politiklagemyndighed - der i givet fald skal
undersøge og træffe afgørelse i sager om
politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager) og
efterforske strafbare forhold begået af politipersonale i
tjenesten.
Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1507/2009 om
behandling af klager over politiet (herefter
»betænkningen«) og svarer i det væsentlige
til betænkningens lovudkast.
Betænkningen er afgivet af et bredt sammensat udvalg
nedsat af Justitsministeriet i oktober 2006 (herefter
»udvalget«). Udvalget har haft til opgave at foretage
en gennemgang og vurdering af den gældende ordning med
behandling af klager over politiet og behandlingen af straffesager
mod politipersonale. Udvalget har gennemgået retsplejelovens
regler herom (kapitel 93 b-93 d) med henblik på at overveje,
om den gældende ordning i lyset af de indhøstede
erfaringer mv. fungerer tilfredsstillende, eller om der er behov
for at foretage ændringer af klageordningen.
Udvalget har i den forbindelse haft til opgave at overveje, om
det er muligt inden for de overordnede rammer for den
nuværende klageordning i endnu højere grad at sikre
offentlighedens tillid til, at sager vedrørende politiets
personale behandles på betryggende vis, f.eks. ved at styrke
politiklagenævnenes kompetence, eller om der bl.a. i lyset af
udenlandske erfaringer med andre klageordninger er behov for mere
vidtgående ændringer af klageordningen. Udvalget har
også været opmærksom på vigtigheden af, at
klageordningen i videst muligt omfang sikrer en hurtig
gennemførelse af sagernes behandling.
Udvalget har endvidere haft til opgave at gennemgå og
vurdere, om også klager over politiets dispositioner uden for
strafferetsplejen (f.eks. beslutning om at anbringe en person i
detentionen) bør indgå i et eventuelt nyt
klagesystem.
1.2. Lovforslagets hovedindhold
Lovforslaget indeholder navnlig følgende
hovedpunkter:
Det foreslås, at der oprettes en ny myndighed - Den
Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden) -
der overtager statsadvokaternes opgaver efter retsplejelovens
kapitel 93 b med at undersøge og træffe
afgørelse i sager om politipersonalets adfærd i
tjenesten (adfærdsklager). Den nye myndighed skal endvidere
overtage statsadvokaternes opgave efter retsplejelovens kapitel 93
c med at efterforske strafbare forhold begået af
politipersonale i tjenesten samt sager om personer, der er
afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade
som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt. Efter
lovforslaget vil et politiklageråd få det overordnede
ansvar for Politiklagemyndighedens virksomhed. Det vil efter
lovforslaget fortsat være anklagemyndigheden
(statsadvokaterne og Rigsadvokaten), der tager stilling til
tiltalespørgsmålet og i givet fald møder i
retten som anklager.
Den såkaldte notitssagsbehandling i mindre
adfærdsklagesager, der er blevet etableret i praksis,
foreslås lovfæstet. Det bør herudover ved alle
adfærdsklager overvejes, om sagen under visse betingelser kan
afsluttes ved en samtale mellem en overordnet politimand og
klageren.
Det foreslås, at det udtrykkeligt kommer til at
fremgå af retsplejeloven, at der skal træffes
afgørelse i adfærdsklagesager inden rimelig tid.
Herudover foreslås pligt til at underrette klager og
indklagede i adfærdsklagesager, hvis der ikke er truffet
afgørelse inden for 6 måneder. I straffesager
foreslås pligt til at underrette anmelder og de personer, der
skal underrettes om statsadvokatens eller Politiklagemyndighedens
afgørelse (typisk sigtede og forurettede), hvis der ikke
inden for 12 måneder efter anmeldelsen er truffet
afgørelse om indstilling af efterforskning,
påtaleopgivelse mv.
Det foreslås, at Politiklagemyndigheden ikke skal
efterforske sager om overtrædelse af færdselslovens
hastighedsbestemmelser, der er begået af politipersonale,
hvis den pågældende erkender sig skyldig,
hastighedsovertrædelsen ikke skønnes at ville
medføre anden sanktion end bøde eller betinget
frakendelse af førerretten, og hastighedsovertrædelsen
ikke involverer tredjemand. Sådanne sager skal efter
forslaget behandles af politiet.
Endelig foreslås det, at den forenklede procedure for
behandling af erstatningskrav i retsplejelovens kapitel 93 a om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning
også skal kunne anvendes ved erstatningskrav i sager om
personer, der er afgået ved døden eller kommet
alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller
mens den pågældende var i politiets varetægt. Det
indebærer bl.a., at der er en nem adgang til
domstolsprøvelse af erstatningsspørgsmålet, og
at der sker advokatbeskikkelse.
2. Gældende ret
2.1 Behandling af klager over
politiet
2.1.1. Tidligere overvejelser
Som der nærmere er redegjort for i betænkningen
side 25-28, har behandlingen af klager over politiet løbende
været debatteret, og ordningen er blevet ændret flere
gange.
Indtil 1973 var det politiet selv, der foretog
undersøgelser af klager over politiet. I 1973 blev der i
hver politikreds oprettet et lokalnævn vedrørende
politiets virksomhed. Baggrunden var, at det i 1960'erne i den
offentlige debat var blevet kritiseret, at politiet selv foretog
undersøgelser af klager over politipersonale, og det blev
anført, at der var behov for kontrol med disse
undersøgelser.
Ved lov nr. 325 af 13. juni 1973 blev der således
gennemført en ordning, hvorefter kontrollen med
undersøgelser af klager over politiet skulle overgå
til et organ, hvis flertal var folkevalgt (lokalnævn).
Formålet hermed var i første række at styrke
tillidsforholdet mellem politiet og befolkningen.
Ved gennemførelsen af lokalnævnsordningen blev
der i hver politikreds oprettet et lokalnævn
vedrørende politiets virksomhed. En hovedopgave for
lokalnævnet var at vedligeholde og udbygge kontakten mellem
politiet og befolkningen. En anden hovedopgave var at træffe
bestemmelse om undersøgelse af klager over politipersonalets
adfærd under udførelsen af tjenesten. Det var fortsat
politiet, som foretog undersøgelsen.
På baggrund af den kritik, der fra flere sider havde
været rejst mod lokalnævnsordningen, blev der i 1981
gennemført ændringer i reglerne om lokalnævnenes
behandling af klagesager mv., navnlig således at en advokat,
der var udpeget af Advokatrådet blandt de beskikkede
forsvarsadvokater i politikredsen, skulle medvirke ved
lokalnævnenes behandling af klager over politiet (lov nr. 270
af 10. juni 1981).
2.1.2. Den gældende ordning
De gældende regler om behandlingen af klager over
politipersonalet blev indsat i retsplejeloven ved lov nr. 393 af
14. juni 1995 om behandlingen af klager over politipersonalet mv.
og trådte i kraft den 1. januar 1996.
Reglerne bygger på anbefalingerne i betænkning nr.
1278/1994 om behandlingen af klager over politipersonalet, der blev
afgivet af et udvalg nedsat af Justitsministeriet. Udvalget blev
nedsat, da en række spørgsmål i relation til
behandlingen af klager over politipersonale havde givet anledning
til debat, og det anføres i udvalgets kommissorium bl.a., at
tilliden til politiet forudsætter, at klager over
politipersonalet undergives en korrekt behandling, og at
klagesystemet opleves som betryggende.
Der er efterfølgende foretaget visse ændringer i
reglerne. Det kan navnlig nævnes, at der i 2005 blev indsat
hjemmel til, at der i straffesager mod politipersonale, når
forholdene taler for det, kan beskikkes en bistandsadvokat for
nære pårørende til en person, der er død
i politiets varetægt eller som følge af politiets
indgriben.
Reglerne om behandling af klager mv. findes i tre kapitler i
retsplejeloven. Kapitel 93 b og kapitel 93 c regulerer henholdsvis
behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet og
behandlingen af straffesager mod politipersonalet, mens kapitel 93
d vedrører politiklagenævnene.
Den nuværende ordning indebærer, at
statsadvokaterne undersøger og afgør
adfærdsklager. Statsadvokaterne efterforsker endvidere
straffesager mod politipersonale og afgør
tiltalespørgsmålet i disse sager. Til hver
statsadvokat er der tilknyttet et kontrolorgan (et
politiklagenævn), der består af en advokat og to
lægmænd, der har indseende med statsadvokaternes
behandling af adfærdsklager og straffesager mod
politipersonale.
Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om behandlingen
af klager over politipersonalets adfærd i tjenesten samt
straffesager mod politipersonale.
Nedenfor redegøres for retsplejelovens kapitel 93 d om
politiklagenævnene (pkt. 2.1.3), retsplejelovens kapitel 93 b
om behandlingen af adfærdsklager over politipersonalet (pkt.
2.1.4) og retsplejelovens kap 93 c om behandlingen af straffesager
mod politipersonale (pkt. 2.1.5). I pkt. 2.2 og 2.3 er behandlingen
af dispositionsklager henholdsvis disciplinærsager mod
politipersonale beskrevet. I pkt. 2.4 er der redegjort for visse
erstatningsretlige aspekter i klager over politipersonale.
2.1.3. Politiklagenævn
Der er etableret seks politiklagenævn, der
organisatorisk er afgrænset i overensstemmelse med de
regionale statsadvokaters stedlige kompetence.
Hvert politiklagenævn består af en advokat som
formand og to lægmænd, som udpeges af justitsministeren
for et tidsrum af 4 år. Genbeskikkelse kan kun finde sted
én gang, jf. retsplejelovens § 1021.
Formanden udpeges efter indstilling fra Advokatrådet.
Lægmændene udpeges efter indstilling fra Kommunernes
Landsforening.
Lægmændene må ikke være medlemmer af
en kommunalbestyrelse, et regionsråd eller Folketinget.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 70 om nævninger og
domsmænd finder tilsvarende anvendelse på
lægmændene. Det indebærer, at visse stillinger er
uforenelige med hvervet som medlem af politiklagenævn. Det
gælder f.eks. ministre, advokater, advokatfuldmægtige,
centraladministrationens, domstolenes, anklagemyndighedens,
politiets og fængselsvæsenets tjenestemænd.
Advokaten skal have kontor og lægmændene
bopæl i det område, der hører under vedkommende
politiklagenævn.
I bekendtgørelse nr. 1042 af 15. december 1995 om
politiklagenævn er der fastsat nærmere regler om bl.a.
politiklagenævnenes sammensætning og udpegning af
medlemmer til nævnene. Endvidere er der i
bekendtgørelse nr. 1041 af 15. december 1995 fastsat en
forretningsorden for politiklagenævnene.
Politiklagenævnet fører tilsyn med
statsadvokatens behandling af klager over politipersonale og
straffesager mod politipersonale og tilkendegiver, hvordan disse
sager efter nævnets opfattelse bør afgøres, jf.
nærmere herom nedenfor i pkt. 2.1.4 om adfærdsklager og
2.1.5 om straffesager mod politipersonale.
2.1.4. Adfærdsklager - retsplejelovens kapitel 93
b
2.1.4.1. Klager over
politipersonalets adfærd i tjenesten (adfærdsklager)
behandles af statsadvokaterne, jf. retsplejelovens
§ 1019, stk. 1. Bestemmelsen indebærer, at
statsadvokaten skal undersøge og afgøre klager over
politipersonalets adfærd i tjenesten.
Klageordningen omfatter politipersonale, dvs. den del af de
ansatte ved politiet, der har politimyndighed. Omfattet er
således det politiuddannede personale og politiets jurister.
Ordningen omfatter ikke det juridiske personale hos
statsadvokaterne og Rigsadvokaten eller politiets og
anklagemyndighedens kontorpersonale mv.
Klageordningen omfatter udelukkende forhold, der er
begået i tjenesten, og ikke forhold, der er begået uden
for tjenesten. Det vil afhænge af en konkret vurdering, om en
handling er foretaget i tjenesten. På grund af
polititjenestens særlige karakter bør begrebet
»i tjenesten« efter lovens forarbejder i denne
sammenhæng tolkes temmelig vidt. Kravet om at være i
tjeneste vil almindeligvis være opfyldt, når
politipersonale har optrådt i uniform, har legitimeret sig
som politipersonale eller i øvrigt har tilkendegivet sig som
politipersonale og påberåbt sig sin særlige
myndighed over for en borger.
Som eksempler på tilfælde, hvor der er handlet i
tjenesten, kan nævnes en sag om en politimand, der blev anset
for at være indtrådt i tjenesten, da han som gæst
på et værtshus angav at ville skrive en såkaldt
beværternotits, en sag om en politimester, der kørte
spirituskørsel i frokostpausen, og en sag om en politimand,
der brugte politilegitimation i forbindelse med en
taxakørsel efter en julefrokost.
Begrebet adfærdsklager omfatter, jf. Justitsministeriets
vejledning nr. 7 af 18. januar 1982, bl.a.:
Klager over vold og anden hårdhændet behandling i
forbindelse med anholdelse, under opløb og lignende.
Klager over myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med
anholdelse eller ransagning.
Klager over anden ukorrekt fremgangsmåde under
udførelsen af tjenesten.
Klager over uhøflig tiltale eller anden ukorrekt
personlig optræden.
Uden for klageordningen falder klager over materielle
afgørelser og politipersonalets dispositioner i forbindelse
med sagsbehandlingen (dispositionsklager). Om sondringen mellem
adfærdsklager og dispositionsklager henvises i øvrigt
til pkt. 2.2.
Må en klage opfattes som en anmeldelse om et strafbart
forhold, behandles sagen efter reglerne i retsplejelovens kapitel
93 c, jf. pkt. 2.1.5. nedenfor. Det er ikke afgørende,
hvordan klageren selv betegner forholdet.
2.1.4.2. Selv om det efter
ordlyden af retsplejelovens § 1019, stk. 1, er
statsadvokaten, der behandler klager over politipersonalets
adfærd, forudsættes det i bestemmelsens forarbejder, at
mindre klagesager kan afgøres ved en samtale mellem en
overordnet polititjenestemand og klageren. Begrebet »mindre
klagesager« fortolkes i praksis som rene bagatelsager og
anvendes i sager om uhøflig tale eller anden ukorrekt
optræden.
Modtager klageren i sådanne tilfælde en beklagelse
af det passerede eller en forklaring med tilsagn om, at forholdet
vil blive påtalt, og erklærer vedkommende sig tilfreds
hermed, vil der ofte ikke være behov for at
iværksætte nogen nærmere undersøgelse.
Klageren skal dog vejledes af politiet om den formelle
klagemulighed til statsadvokaten, og politiet skal udfærdige
en notits om det passerede, som forelægges statsadvokaten,
således at statsadvokaten kan få lejlighed til
eventuelt at iværksætte en undersøgelse af egen
drift. Det forudsættes, at statsadvokaten sender en kopi af
notitsen til politiklagenævnet, der har mulighed for at
anmode om yderligere undersøgelser.
Denne særlige måde at behandle visse
adfærdsklager på betegnes som
notitssagsbehandling.
Indtil 2002 var notitssagsbehandling forbeholdt klager, hvor
borgeren valgte at henvende sig direkte til det lokale politi med
sin klage. Rigsadvokaten har i cirkulæreskrivelse af 30.
september 2002 om forenkling af politiklagenævnsordningen i
Danmark udvidet muligheden for notitssagsbehandling ved at give
statsadvokaten mulighed for at sende en modtaget bagatelklage til
vedkommende politidirektør med henblik på den
beskrevne notitsbehandling. Statsadvokaten kan
tilbagesende en modtaget klage til politidirektøren under
forudsætning af, at klageren over for statsadvokaten
erklærer sig indforstået med, at sagen søges
afgjort på denne måde, at klageren vejledes om, at
sagen, hvis klageren ikke er tilfreds med udfaldet af samtalen med
en overordnet politimand, kan behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 b, og at samtalen gennemføres
kort tid efter, at klagen er indgivet. Politidirektøren skal
også i dette tilfælde udfærdige en notits om det
passerede. Notitsen sendes til statsadvokaten, der underretter
politiklagenævnet ved kopi af notitsen.
Notitssagsbehandling har i de senere år været
anvendt i en ikke uvæsentlig del af
adfærdsklagesagerne. F.eks. blev 129 ud af 379
adfærdsklagesager i 2006 og 147 ud af 489
adfærdsklagesager i 2007 afsluttet som notitssager.
2.1.4.3. En klage over
politipersonalets adfærd indgives til vedkommende
statsadvokat, jf. retsplejelovens § 1019 a. Hvis klagen
modtages af politiet eller en anden myndighed, skal den
videresendes til statsadvokaten.
Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under
behandlingen af en straffesag kan endvidere fremsættes
mundtligt til retsbogen under straffesagens behandling, jf.
§ 1019 a, stk. 1. Retten sender i så fald en
udskrift af retsbogen til statsadvokaten.
Retsplejelovens § 1019 a indeholder ikke en
nærmere regulering af, hvem der kan klage. Typisk vil en
klage blive indgivet af den, der anser sig for forulempet af
politiet, eller eventuelt af en advokat for den
pågældende. Klagen vil imidlertid også kunne
indgives af andre, f.eks. af den pågældendes
forældre eller af forbipasserende, der har overværet
den episode, klagen vedrører.
Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis klagen
indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen
angår, har fundet sted, jf. retsplejelovens § 1019
a, stk. 2. Dette er begrundet i, at mulighederne for at
gennemføre en undersøgelse i anledning af en klage
kan være væsentligt forringede, hvis klagen indgives
længe efter den episode, der giver anledning til klagen.
Bestemmelsen er dog fakultativ, og statsadvokaten kan beslutte at
realitetsbehandle sagen, selv om fristen er overskredet, hvis
omstændighederne taler for det.
Statsadvokaten kan ikke afvise at indlede en
undersøgelse efter kapitel 93 b i anledning af en klage,
fordi klagefristen er sprunget, uden at sagen forinden har
været forelagt for politiklagenævnet.
Statsadvokaten kan endvidere af egen drift
iværksætte en undersøgelse efter reglerne i
kapitel 93 b, jf. retsplejelovens § 1019 k. Det kan
f.eks. ske, hvis en offentlig interesse tilsiger, at
omstændigheder i forbindelse med politiets virksomhed ved en
bestemt lejlighed bør søges fastlagt f.eks. som
følge af kritisk omtale i medierne af politipersonalets
adfærd.
Politiklagenævnet kan af egen drift over for
statsadvokaten tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse
bør indledes en undersøgelse efter reglerne i kapitel
93 b, jf. retsplejelovens § 1021 a, stk. 2.
Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om
adfærdsklager, der skal behandles efter retsplejelovens
kapitel 93 b. Derved sikres det, at politiklagenævnet fra
starten kan følge disse sager.
Statsadvokaten underretter endvidere vedkommende
politidirektør og Rigspolitiet, når der indledes en
adfærdsklagesag. Derved får
ansættelsesmyndigheden lejlighed til at tage stilling til, om
den indklagede politimand bør suspenderes eller midlertidigt
overføres til andet arbejde, mens sagen verserer.
Statsadvokaten færdigbehandler adfærdsklagesagen
(dvs. træffer afgørelse i sagen), før der i
givet fald indledes disciplinærsag. Statsadvokaten skal ikke
fremkomme med nogen indstilling til ansættelsesmyndigheden
om, hvorvidt der bør indledes disciplinærsag, jf. i
øvrigt pkt. 2.3 nedenfor.
2.1.4.4. Det er statsadvokaten,
der undersøger en klage over politipersonalets adfærd
i tjenesten. Politiet kan i adfærdsklagesager udelukkende
foretage uopsættelige undersøgelsesskridt, dvs.
undersøgelsesskridt, der ikke kan afvente, at statsadvokaten
indleder sin undersøgelse af sagen, jf. retsplejelovens
§ 1019, stk. 3. Det kan f.eks. være
iværksættelse af en lægeundersøgelse
på en skadestue eller sikring af vidners identitet.
Formålet med bestemmelsen, der har et snævert
anvendelsesområde, er at undgå bevistab som
følge af den tid, der i praksis vil kunne gå,
før statsadvokaten kan tage sig af sagen. Hvis politiet
foretager sådanne undersøgelsesskridt, skal
statsadvokaten snarest muligt underrettes herom.
Statsadvokaten kan anmode Rigspolitiet om bistand til
undersøgelsen, jf. retsplejelovens § 1019,
stk. 2. Dette kan omfatte bistand fra Rigspolitiet, Nationalt
Efterforskningscenter og Rigspolitiets øvrige
specialafdelinger, f.eks. Kriminalteknisk Center.
Modtager statsadvokaten en klage, beder denne
politidirektøren om at identificere begivenheden og den
involverede politimand samt om at underrette indklagede (dvs. den,
klagen angår). Hvis oplysningerne allerede fremgår af
klagen, underretter statsadvokaten snarest muligt den involverede
politimand om klagen. Indgives klagen til politidirektøren,
identificerer denne begivenheden og den involverede politimand,
underretter denne og fremsender materialet til
statsadvokaten.
Statsadvokaten undersøger herefter klagen og udarbejder
en sagsfremstilling på grundlag af de foreliggende
oplysninger. Det forudsættes dog i forarbejderne, at der ikke
udarbejdes en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder
i tilfælde, hvor en klage eller en anmeldelse afvises
på det foreliggende grundlag, uden at der indledes en
undersøgelse eller efterforskning, f.eks. fordi klagen
må anses for åbenbart grundløs, eller
klagefristen er overskredet.
Politiklagenævnet skal efter retsplejelovens
§ 1021 b løbende have tilsendt kopi af det
materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med
undersøgelsen. Statsadvokaten skal endvidere løbende
orientere politiklagenævnet om alle væsentlige
beslutninger, der træffes i forbindelse med
undersøgelsen.
Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at
foretage bestemte yderligere undersøgelsesskridt. Det
forudsættes dog i forarbejderne, at politiklagenævnet
som hovedregel først benytter sig af muligheden for at
anmode om foretagelse af bestemte yderligere
undersøgelsesskridt efter, at statsadvokaten har afsluttet
sin undersøgelse. Det forudsættes endvidere, at
statsadvokaten i almindelighed vil efterkomme sådanne
anmodninger.
Såfremt statsadvokaten i en adfærdsklagesag
modsætter sig politiklagenævnets anmodning, kan
nævnet påklage statsadvokatens afgørelse til
Rigsadvokaten.
2.1.4.5. Indklagede skal have
udleveret statsadvokatens fremstilling af sagens faktiske
omstændigheder og have adgang til at udtale sig om
fremstillingen, jf. retsplejelovens § 1019 b. Indklagede
har ret til at møde med en bisidder ved afhøring hos
statsadvokaten, jf. retsplejelovens § 1019 c.
Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i
retten, jf. § 1019 f, stk. 1.
Udgangspunktet er, at politipersonale er forpligtet til over
for statsadvokaten at fremkomme med oplysninger om forhold
vedrørende tjenesten. Det samme udgangspunkt gælder
over for dommeren, hvis forklaring afgives i retten.
I overensstemmelse med princippet om, at en person ikke har
pligt til at inkriminerer sig selv, har indklagede imidlertid ikke
pligt til at afgive forklaring, hvis forklaringen antages at ville
udsætte ham eller hende for strafansvar eller
disciplinæransvar, jf. retsplejelovens § 1019 d,
stk. 1. Det samme gælder, hvis sagen behandles i retten,
jf. § 1019 g, stk. 3.
Disciplinæransvar omfatter i denne forbindelse et
formelt disciplinært ansvar, dvs. en formel
irettesættelse eller advarsel, en bøde,
overførelse til andet arbejdssted eller stilling,
degradering eller afsked. En risiko for, at et forhold uden for det
disciplinære område kan give anledning til en tjenstlig
tilkendegivelse fra ledelsen, forudsættes efter forarbejderne
ikke at medføre, at indklagedes pligt til at udtale sig
bortfalder.
Som der nærmere er redegjort for i betænkningen
side 38, antages det uanset forbuddet mod selvinkriminering, at
politipersonale i et vist omfang må være forpligtet til
at fremkomme med oplysninger af rent faktisk karakter, f.eks. om
forløbet af en politiforretning, også selv om denne
måtte have givet anledning til en klage eller en
anmeldelse.
Hvis den pågældende politimand undlader at afgive
forklaring eller afgiver urigtig erklæring til statsadvokaten
i en sag, hvor der ikke er risiko for straf eller formelt
disciplinært ansvar, vil det efter omstændighederne
kunne behandles som en selvstændig tjenesteforseelse. Hvis
han eller hun undlader at afgive forklaring i retten, hvor der ikke
er risiko for straf eller formelt disciplinært ansvar, vil
forholdet skulle bedømmes efter de almindelige regler om
vidners vægring ved at afgive forklaring. Politimanden vil
endvidere i givet fald efter omstændighederne kunne straffes
for falsk forklaring for retten, jf. straffelovens § 158,
hvis vedkommende kommer med urigtige oplysninger.
Hvis der er risiko for straf eller disciplinær sanktion,
vil politimanden ikke ifalde strafansvar for urigtig
erklæring eller falsk forklaring for retten, hvis han eller
hun udtaler sig til statsadvokaten eller afgiver forklaring i
retten, jf. straffelovens § 159, stk. 1, om sigtedes
afgivelse af falsk forklaring i straffesager. Princippet i
§ 159, stk. 1, fører også til
straffrihed i tilfælde, hvor den, som har forklaret falsk,
har haft føje til at antage, at han eller hun kunne blive
sigtet ved at afgive sandfærdig forklaring. Det samme antages
at gælde, hvis politimanden har haft føje til at
antage, at han eller hun kunne blive udsat for en disciplinær
sanktion.
Klageren er ikke forpligtet til at udtale sig udenretligt til
statsadvokaten. Hvis statsadvokaten har bestemt, at der skal
afgives forklaring i retten, jf. retsplejelovens § 1019
f, vil klageren som udgangspunkt efter de almindelige regler i
retsplejeloven være forpligtet til at afgive
vidneforklaring.
2.1.4.6. Afgives forklaring i
retten, beskikker retten en advokat for klageren og indklagede, jf.
retsplejelovens § 1019 e, stk. 1.
Advokatbeskikkelsen er obligatorisk. Som omtalt ovenfor vil en
klage kunne indgives af f.eks. tilfældigt forbipasserende,
der har overværet den episode, klagen vedrører. I
relation til spørgsmålet om advokatbeskikkelse sigter
udtrykket »klageren« imidlertid kun til den, der anser
sig for forulempet af politiet, og som derfor kan betragtes som
part i sagen.
I andre tilfælde kan retten, når forholdene taler
for det, på klagerens eller indklagedes begæring
beskikke en advokat for den pågældende, jf.
retsplejelovens § 1019 e, stk. 2. Det beror på
en konkret vurdering i den enkelte sag, om der skal ske
advokatbeskikkelse, og der må herved navnlig lægges
vægt på karakteren af klagen. Er der tale om en klage
over hårdhændet behandling i forbindelse med
anholdelse, under opløb og lignende, eller klager over
myndighedsmisbrug, f.eks. i forbindelse med anholdelse eller
ransagning, vil der efter retspraksis ofte være anledning til
at beskikke en advokat. Endvidere kan der være anledning til
at beskikke en advokat for klageren, hvis klageren er
mindreårig, eller hvis klageren på grund af legemlig
eller psykisk sygdom har et særligt behov for bistand. Det er
dog en forudsætning for advokatbeskikkelse, at klagen ikke er
åbenbart grundløs.
Er der tale om klager over anden ukorrekt fremgangsmåde
under udførelsen af tjenesten eller klager over
uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig
optræden, vil der som regel ikke være
tilstrækkelig anledning til at beskikke advokat.
Parterne skal vejledes af statsadvokaten om muligheden for
advokatbeskikkelse, og advokatbeskikkelsen sker uden udgift for
parterne.
Den advokat, der beskikkes, skal løbende have tilsendt
kopi af det materiale, som statsadvokaten tilvejebringer som led i
undersøgelsen, og har adgang til at overvære
afhøringer af sin klient såvel hos statsadvokaten som
i retten og har ret til at stille yderligere spørgsmål
til sin klient.
2.1.4.7. Statsadvokaten
udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet
om resultatet af undersøgelsen efter kapitel 93 b, jf.
retsplejelovens § 1021 d.
Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af
forløbet af undersøgelsen og en gennemgang af de
faktiske omstændigheder, der er af betydning for sagens
afgørelse.
I de tilfælde, hvor der ikke indledes en
undersøgelse, f.eks. fordi klagen er åbenbart
grundløs, skal statsadvokaten ikke udfærdige en
redegørelse. Statsadvokaten må imidlertid
nærmere begrunde over for politiklagenævnet, hvorfor
der ikke er fundet anledning til at indlede en
undersøgelse.
Det skal fremgå af redegørelsen, hvordan
statsadvokaten finder, at sagen bør afgøres.
Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at
foretage bestemte yderligere undersøgelses- og
efterforskningsskridt.
Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan sagen
efter dets opfattelse bør afgøres, jf.
retsplejelovens § 1021 e. I adfærdsklager kan
politiklagenævnet tilkendegive som sin opfattelse, at
statsadvokaten over for klageren bør beklage det passerede,
eller at en klage bør afvises.
2.1.4.8. En sag vil normalt blive
afsluttet, hvis klagen tilbagekaldes. Da en undersøgelse
også kan iværksættes på statsadvokatens
initiativ, kan behandlingen af klagen dog fortsætte, hvis
statsadvokaten finder grundlag for det.
Statsadvokaten afviser en adfærdsklage, hvis der ved
undersøgelsen ikke er fremskaffet oplysninger, der
støtter klagen, eller klagen er åbenbart
grundløs. Finder statsadvokaten på baggrund af
undersøgelsen, at der er grundlag for at give klageren helt
eller delvist medhold i klagen, vil statsadvokaten i sin
afgørelse beklage det passerede over for klageren.
Statsadvokatens beklagelse af, at der er begået
individuelle fejl, vil ofte munde ud i en kritik af den indklagede
politimand. Dette behøver imidlertid ikke at være
tilfældet. Beklagelsen kan også angå fejl af mere
generel karakter, som undersøgelsen har afdækket. I
sådanne situationer kan statsadvokatens beklagelse
følges op af en henvendelse til de relevante myndigheder,
som oftest Rigspolitiet, politidirektøren eller
Justitsministeriet med henblik på en kvalitetsforbedring af
politiets arbejde og en vurdering af politiets metoder.
Statsadvokaten har endvidere i nogle sager beklaget et
hændelsesforløb eller et forhold over for klageren,
selv om der ikke har været grundlag for at bebrejde den
indklagede politimand noget.
Endvidere er der tilfælde, hvor statsadvokatens
undersøgelse er mundet ud i, at der er udvist kritisabel
adfærd eller endog strafbart forhold, men hvor den
pågældende politimand ikke har kunnet
identificeres.
En adfærdsklagesag overgår til at blive behandlet
som en straffesag efter retsplejelovens kapitel 93 c, jf. pkt.
2.1.5 nedenfor, inden statsadvokaten træffer
afgørelse, hvis der er grundlag for at rejse sigtelse mod
indklagede, eller hvis indklagede er mistænkt for et
strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag, jf.
retsplejelovens § 1019 i. Behandlingen af
adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller
gennemføres til fældende dom.
Rigsadvokaten har i en cirkulæreskrivelse af 30. maj
2000 vedrørende forenkling og standardisering af
formuleringen af afgørelser i adfærdssager fastsat
retningslinjer for, hvilke afgørelser undersøgelsen
kan munde ud i, herunder hvilke udtryk der som udgangspunkt
bør anvendes ved beskrivelsen af en kritisabel adfærd.
I cirkulæreskrivelsen er der fastsat en kritikskala i tre
grader: kritik, alvorlig kritik og meget alvorlig kritik.
Hvis statsadvokaten finder, at der ikke er
tilstrækkeligt grundlag for at kritisere en adfærd, kan
denne karakteriseres som uhensigtsmæssig.
Får klageren helt eller delvist medhold i sin klage, er
statsadvokatens reaktionsmuligheder udtømte. Sagen
oversendes til de disciplinære myndigheder
(politidirektøren eller Rigspolitiet), der herefter
træffer afgørelse om, hvilke konsekvenser
statsadvokatens afgørelse skal have i forhold til den
pågældende politimand, jf. pkt. 2.3 nedenfor.
2.1.4.9. Klager over
afgørelser truffet af statsadvokaterne vedrørende
adfærdsklager behandles af Rigsadvokaten, hvis
afgørelse i en klagesag ikke kan påklages til
Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 1019 h.
Det er kun sagens parter og politiklagenævnet, der kan
klage over statsadvokatens afgørelse til
Rigsadvokaten.
Som part anses efter almindelige forvaltningsretlige regler
den, der har en væsentlig, direkte, individuel og retlig
interesse i sagens afgørelse. Det vil navnlig være den
forurettede.
Sagens parter skal underrettes, hvis afgørelsen i en
adfærdsklagesag påklages.
Fristen for klager over afgørelser i
adfærdsklagesager er 4 uger efter, at klageren har fået
meddelelse om afgørelsen. Fremkommer klagen efter
udløbet af denne frist, kan den kun behandles, såfremt
fristoverskridelsen må anses for undskyldelig, jf.
retsplejelovens § 1019 h, stk. 2.
Klageadgangen indebærer en helt ny realitetsbehandling
af sagen. Der skal således på ny foretages en
fuldstændig prøvelse af beviserne,
retsspørgsmål og skønsspørgsmål.
Rigsadvokaten kan som led i klagesagens behandling indhente nye
oplysninger, herunder for at belyse omstændigheder, der er
gjort gældende i forbindelse med klagen. Dette kan f.eks.
være yderligere eller supplerende afhøringer af
vidner, klageren eller indklagede og indhentelse af fotografier
eller rids.
Rigsadvokaten påser ved sin behandling, både at
afgørelsen indholdsmæssigt er rigtig, og at de
formelle regler for sagsbehandlingen er overholdt. Dette
indebærer, at Rigsadvokaten f.eks. ikke er bundet af, at der
har været enighed mellem statsadvokaten og
politiklagenævnet om, hvilke faktiske omstændigheder
der kan lægges til grund ved sagens afgørelse.
2.1.5. Straffesager mod politipersonale - retsplejelovens
kapitel 93 c
2.1.5.1. Anmeldelser om strafbare
forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til
vedkommende statsadvokat, jf. retsplejelovens § 1020.
Reglerne i kapitel 93 c omfatter ligesom adfærdsklager de
ansatte i politiet, der har politimyndighed, dvs. det
politiuddannede personale og politiets jurister.
Bestemmelsen indebærer, at anmeldelser om strafbare
forhold begået af politipersonale i tjenesten skal indgives
til statsadvokaten og ikke - som det ellers er tilfældet i
andre straffesager - til politiet. Hvis anmeldelsen modtages af
politiet (eller en anden myndighed), må den videresendes til
statsadvokaten.
Statsadvokaten afviser en indgivet anmeldelse, hvis der ikke
findes grundlag for at indlede efterforskning, jf. retsplejelovens
§ 1020 g. Henvendelsen vil imidlertid efter
omstændighederne kunne føre til, at statsadvokaten
indleder en adfærdsklagesag efter reglerne i kapitel 93 b,
jf. pkt. 2.1.4 ovenfor.
Klageordningen omfatter ligesom retsplejelovens kapitel 93 b
om klager over politipersonalet udelukkende forhold, der er
begået i tjenesten.
For så vidt angår retsstillingen for indklagede og
klageren henvises til pkt. 2.1.4 om adfærdsklagesager efter
retsplejelovens kapitel 93 b.
Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der omfatter
flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal behandles af
statsadvokaten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 93 c, hvis
en sådan behandling er påkrævet med hensyn til et
af forholdene eller en af de sigtede, jf. retsplejelovens
§ 1020 f. Der vil f.eks. kunne forekomme tilfælde,
hvor politipersonale har begået kriminalitet både i og
uden for tjenesten, men hvor praktiske hensyn taler for, at sagen
behandles under ét af statsadvokaten efter reglerne i
kapitel 93 c.
Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal behandles
efter reglerne kapitel 93 c, hvis hensynet til statens sikkerhed
eller dens forhold til fremmede magter kræver det, jf.
retsplejelovens § 1020 i. Bestemmelsen har efter
forarbejderne et snævert anvendelsesområde. Som
eksempel kan nævnes, at justitsministeren kan beslutte, at en
sag mod en politimand, der mistænkes for spionage, skal
efterforskes af Politiets Efterretningstjeneste.
2.1.5.2. Statsadvokaten
iværksætter efter anmeldelse eller af egen drift
efterforskning, når der er rimelig formodning om, at
politipersonale i tjenesten har begået et strafbart forhold,
som forfølges af det offentlige, jf. retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 1. Dette svarer til, hvad der
gælder i straffesager, som efterforskes af politiet, jf.
retsplejelovens § 742, stk. 2, og skal ses i
sammenhæng med det såkaldte objektivitetsprincip, jf.
retsplejelovens § 96, stk. 2, hvorefter de
offentlige anklagere ikke blot skal påse, at strafskyldige
drages til ansvar, men også, at forfølgning af
uskyldige ikke finder sted.
Efterforskningen har til formål at klarlægge, om
betingelserne for at pålægge strafansvar er til stede,
og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens
afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.
Statsadvokaten udfærdiger snarest rapport om de
afhøringer, der foretages, og om andre
efterforskningsskridt, medmindre oplysninger herom foreligger
på anden måde.
Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet om
sager, der skal behandles efter retsplejelovens kapitel 93 c.
Derved sikres det, at politiklagenævnet fra starten kan
følge disse sager.
Ligesom ved sager, der behandles efter retsplejelovens kapitel
93 b, kan politiklagenævnet af egen drift over for
statsadvokaten tilkendegive, at der efter nævnets opfattelse
bør indledes efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c,
jf. § 1021 a, stk. 2.
Statsadvokaten kan ikke afvise at indlede efterforskning i
anledning af en anmeldelse, uden at sagen forinden har været
forelagt for politiklagenævnet, jf. retsplejelovens
§ 1021 e, stk. 1.
Hvis statsadvokaten finder, at sagen må behandles som en
adfærdsklage, indledes en undersøgelse efter reglerne
i kapitel 93 b, og politiklagenævnet underrettes herom.
Finder politiklagenævnet, at sagen i stedet bør
efterforskes som en straffesag efter reglerne i kapitel 93 c, kan
nævnet tilkendegive dette over for statsadvokaten.
Statsadvokaten underretter vedkommende politidirektør
og Rigspolitiet, når der indledes efterforskning. Der
indledes ikke disciplinærundersøgelse, før
statsadvokatens efterforskning er afsluttet. Formålet hermed
er at undgå, at sagen samtidig undersøges både
som straffesag og som disciplinærsag. Dette er ikke til
hinder for, at den pågældende suspenderes eller
midlertidigt overføres til andet arbejde efter de
almindelige regler herom, mens sagen verserer.
Når efterforskningen er afsluttet, orienterer
statsadvokaten Rigspolitiet eller politidirektøren med
henblik på stillingtagen til, om der bør indledes
disciplinærsag. Statsadvokaten skal ikke fremkomme med nogen
indstilling om, hvorvidt der bør indledes
disciplinærsag, jf. i øvrigt pkt. 2.3 nedenfor.
2.1.5.3. En særlig gruppe af
straffesager mod politipersonale er færdselssagerne. Denne
gruppe omfatter dels sager, hvor der er sket færdselsuheld,
dels andre typer af færdselsforseelser, herunder
hastighedsovertrædelser. En stor del af færdselssagerne
er rene bødesager, men gruppen omfatter også sager med
betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten, f.eks.
på grund af spirituskørsel, og sager, hvor nogen ved
et færdselsuheld, hvor politiet er indblandet, er blevet
dræbt eller kommet alvorligt til skade.
Efter de gældende bestemmelser i retsplejelovens kapitel
93 c behandles færdselsstraffesager mod politipersonale
på samme måde som andre straffesager.
Ved mindre færdselsuheld (de såkaldte
forsikringssager), hvor der alene sker mindre skader på
køretøjerne, f.eks. parkeringsskader, optages der af
politiet i almindelige sager normalt kun rapport, hvis forholdet
anmeldes som et strafbart forhold. I så fald kan der
være tale om en overtrædelse af færdselslovens
§ 3.
I overensstemmelse hermed har statsadvokaterne for
politipersonales vedkommende ikke fundet anledning til af egen
drift at indlede efterforskning i sådanne sager, hvor det,
uden at der foreligger en anmeldelse, er kommet til statsadvokatens
kundskab, at en politimand kan have gjort sig skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 3.
En meget stor del af færdselssagerne er
hastighedsoverskridelser, herunder navnlig i forbindelse med
automatisk trafikkontrol (ATK-sager). For at lette behandlingen af
dette meget store antal sager udsendte Rigsadvokaten den 30.
september 2002 en cirkulæreskrivelse om forenkling af
politiklagenævnsordningen i Danmark.
Når en »uniformeret« politibil registreres i
en hastighedskontrol, vil der efter cirkulæreskrivelsen i
almindelighed være en formodning for, at der ikke er
begået et strafbart forhold i forbindelse med
hastighedsoverskridelsen. Behandlingen af sådanne sager er
derfor forenklet, således at politidirektøren alene
skal fremsende sagen til statsadvokaten i de tilfælde, hvor
der kan være grundlag for at antage, at der ikke var tale om
udrykningskørsel på gerningstidspunktet.
Foretages hastighedsoverskridelsen i et civilt
køretøj, gælder den forenklede procedure ikke.
Sagen skal derfor altid fremsendes til statsadvokaten med oplysning
om, hvorvidt der var tale om udrykningskørsel.
Sager, der berører tredjemand, er heller ikke omfattet
af den forenklede ordning. Det gælder sager, hvor der er sket
færdselsuheld, eller hvor der er indgivet anmeldelse mod
politipersonale.
2.1.5.4. På ét punkt
fraviger reglerne i kapitel 93 c det almindelige krav om, at der
skal bestå en rimelig formodning om et strafbart forhold, for
at der kan indledes efterforskning. Efter retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 2, iværksætter
statsadvokaterne efterforskning, når en person er
afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade
som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt (f.eks. som
anholdt eller detentionsanbragt). Efterforskningen skal i disse
tilfælde altid foretages i strafferetsplejens former, uanset
om der i det konkrete tilfælde er formodning om et strafbart
forhold.
Om baggrunden for denne bestemmelse anføres det i
betænkning nr. 1278/1994, side 146-147, at der på den
ene side er et påtrængende behov for en grundig
undersøgelse i disse tilfælde, mens det på den
anden side kan være unødigt belastende for det
involverede politipersonale, såfremt disse sager altid
efterforskes i strafferetsplejens former, hvis dette
nødvendigvis skulle indebære en formodning om, at der
er begået et strafbart forhold.
Efterforskningen har i de sager, der er omfattet af
§ 1020 a, stk. 2, et noget videre sigte, end det
normalt er tilfældet efter retsplejelovens § 743.
Begivenhedsforløbet bør søges klarlagt
således, at der tilvejebringes det fornødne grundlag
for at vurdere ikke blot, om et strafferetligt eller
disciplinært ansvar kan komme på tale, men også
om man gennem ændrede procedurer eller regler mv. bedre kan
forebygge lignende hændelser. Hvis statsadvokatens
efterforskning giver grundlag for at føre straffesag mod
politipersonale, må straffesagen behandles af statsadvokaten
efter reglerne i kapitel 93 c.
Vurderingen af, hvornår en person må anses for at
være kommet alvorligt til skade, tager i praksis udgangspunkt
i de skader, der er omfattet af straffelovens § 249, der
omhandler uagtsom tilføjelse af betydelig skade på
legeme eller helbred. Skader, der f.eks. medfører varige
mén, vil således i almindelighed være
betydelige, mens det for eksempel ikke gælder ukomplicerede
armbrud. Den omstændighed, at en person rammes af skud fra
politiet, indebærer efter praksis, at der - uanset om skaden
er omfattet af § 249 - iværksættes en
efterforskning efter retsplejelovens § 1020 a,
stk. 2.
2.1.5.5. Efterforskningen
foretages af statsadvokaten selv eller det juridiske personale i
statsadvokaturerne.
Ved behandlingen af straffesager mod politipersonale kan
statsadvokaterne udøve de beføjelser, som ellers
tilkommer politiet, jf. retsplejelovens § 1020 b. Det vil
navnlig sige, at statsadvokaterne kan foretage afhøringer
(retsplejelovens kapitel 68) og anholdelse (kapitel 69),
begære sigtede varetægtsfængslet (kapitel 70),
foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden (kapitel 71),
legemsindgreb (kapitel 72), ransagning (kapitel 73) og
beslaglæggelse (kapitel 74).
I særlige tilfælde kan statsadvokaten anmode
Rigspolitiet om bistand under efterforskningen. Formålet
hermed er navnlig at sikre, at statsadvokaterne altid råder
over de fornødne ressourcer også til at behandle meget
omfattende eller komplicerede straffesager. Efterforskningen
foretages i alle tilfælde for statsadvokaten og på
dennes ansvar.
Politiet kan udelukkende foretage uopsættelige
efterforskningsskridt, dvs. efterforskningsskridt, der ikke kan
afvente, at statsadvokaten indleder sin behandling af en konkret
sag. Formålet hermed er at undgå bevistab som
følge af den tid, der i praksis vil kunne gå,
før statsadvokaten kan tage sig af sagen. Såfremt
politiet foretager sådanne efterforskningsskridt, skal
statsadvokaten snarest muligt underrettes herom.
Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt kopi
af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i forbindelse med
efterforskningen. Statsadvokaten skal endvidere løbende
orientere politiklagenævnet om alle væsentlige
beslutninger, der træffes i forbindelse med
efterforskningen.
Efter retsplejelovens § 1021 c, stk. 1, kan
politiklagenævnet anmode statsadvokaten om at foretage
bestemte yderligere undersøgelses- eller
efterforskningsskridt. Det forudsættes dog i forarbejderne
til bestemmelsen, at politiklagenævnet som hovedregel
først benytter sig af muligheden efter, at statsadvokaten
har afsluttet sin efterforskning. Undtagelse vil f.eks. kunne
gøres, hvis der er risiko for tab af beviser. Det
forudsættes endvidere, at statsadvokaten i almindelighed vil
efterkomme sådanne anmodninger.
Hvis statsadvokaten, sigtede eller dennes forsvarer
modsætter sig politiklagenævnets anmodning,
forelægges spørgsmålet for retten til
afgørelse. Retten kan vurdere lovligheden og
hensigtsmæssigheden af det efterforskningsskridt, som
politiklagenævnet har anmodet om.
2.1.5.6. Statsadvokaten
udfærdiger en redegørelse til politiklagenævnet
om resultatet af efterforskningen efter kapitel 93 c, jf.
retsplejelovens § 1021 d.
Det skal fremgå af redegørelsen, hvordan
statsadvokaten finder, at sagen bør afgøres.
Finder politiklagenævnet i lighed med statsadvokaten, at
sagen kan afgøres på det foreliggende grundlag,
meddeler nævnet statsadvokaten, hvordan sagen efter
nævnets opfattelse bør afgøres. I straffesager
kan politiklagenævnet tilkendegive, at der bør rejses
tiltale, at der bør meddeles tiltalefrafald, at påtale
bør opgives, at en påbegyndt efterforskning bør
indstilles, eller at en anmeldelse bør afvises.
Finder politiklagenævnet derimod, at sagen ikke kan
afgøres på det foreliggende grundlag, kan nævnet
anmode statsadvokaten om at foretage yderligere
undersøgelses- eller efterforskningsskridt, jf.
retsplejelovens § 1021 c, stk. 1.
Det skal fremgå af statsadvokatens afgørelse, om
den er i overensstemmelse med politiklagenævnets
opfattelse.
2.1.5.7. Retten beskikker en
forsvarer for den politimand, som sagen drejer sig om, når
forholdene taler derfor, eller såfremt det følger af
bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 66, jf. retsplejelovens
§ 1020 d. Der skal således som minimum beskikkes en
forsvarer for den pågældende i de tilfælde, hvor
dette følger af de almindelige regler i retsplejelovens
kapitel 66 om sigtede og dennes forsvar (navnlig
§§ 731 og 732), f.eks. når der er rejst
tiltale i sager, i hvilke der bliver spørgsmål om
højere straf end bøde.
Retten beskikker efter anmodning en advokat for den
forurettede, når forholdene taler derfor, eller såfremt
det følger af bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 66 a
om advokatbistand til den forurettede. Er forurettede afgået
ved døden, beskikker retten på begæring af den
forurettedes nære pårørende en advokat for de
pårørende, når forholdene taler derfor, jf.
retsplejelovens § 1020 e, stk. 2.
Det anføres i bestemmelsens forarbejder, at det
bør være den altovervejende hovedregel, at der
beskikkes en advokat for parterne, hvis der er en sådan
mistanke om, at et strafbart forhold er begået, at der er
grundlag for at rejse sigtelse mod politimanden.
2.1.5.8. Efterforskningen kan
munde ud i forskellige afgørelser.
Statsadvokaten afviser en anmeldelse, hvis den er
åbenbart grundløs. Derudover indstiller statsadvokaten
efterforskningen, hvis den ikke har bragt oplysninger frem, der
giver en rimelig formodning om, at der er begået et strafbart
forhold, som forfølges af det offentlige.
Har statsadvokaten foretaget en undersøgelse efter
retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, om personer, der
er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til
skade som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt, kan
statsadvokaten på samme måde indstille
efterforskningen. Det sker, når sagens omstændigheder
er fuldt oplyst, og der ikke herved er skabt en rimelig formodning
om, at der er begået et strafbart forhold, som
forfølges af det offentlige.
Statsadvokaten kan også afgøre straffesagen ved
at rejse tiltale, opgive påtale eller frafalde tiltale mv.
efter de almindelige regler i retsplejeloven.
Offentlig påtale i straffesager mod politipersonale
vedrørende forhold begået i tjenesten tilkommer som
hovedregel statsadvokaten. Påtalen tilkommer dog
rigsadvokaten eller justitsministeren, hvis dette følger af
retsplejeloven eller regler fastsat i medfør af
retsplejeloven. Derimod er det i intet tilfælde
politidirektøren, der rejser tiltale i disse sager.
Adgangen til at opgive påtale tilkommer statsadvokaten
eller - hvis påtalekompetencen efter de almindelige regler
tilkommer denne - rigsadvokaten eller justitsministeren.
Politidirektøren kan ikke opgive påtale, heller ikke i
de tilfælde, hvor sigtelsen har vist sig grundløs,
således som det ellers er tilfældet efter
retsplejelovens § 721, stk. 2, jf. stk. 1, nr.
1.
Statsadvokaterne varetager udførelsen af straffesager
mod politipersonale vedrørende forhold begået i
tjenesten såvel ved byretterne som ved landsretterne. Dette
indebærer en fravigelse af retsplejelovens § 104,
stk. 1, hvorefter politidirektørerne varetager
udførelsen af straffesager ved byretterne. Efter
retsplejelovens § 99, stk. 1, varetager
Rigsadvokaten udførelsen af de pågældende
straffesager ved Højesteret og Den Særlige
Klageret.
2.2. Dispositionsklager
Dispositionsklager er ikke omfattet af den gældende
politiklageordning. Afgørelser og dispositioner, der er
truffet af politidirektørerne eller på disses ansvar
er således undergivet et andet klagesystem.
Klage over politimæssige dispositioner uden for
strafferetsplejen skal ske til Rigspolitiet, hvis der er tale om
rent politimæssige (operationelle) dispositioner uden for
strafferetsplejen. Rigspolitiets afgørelser kan ikke
indbringes for Justitsministeriet, jf. retsplejelovens
§ 109, stk. 2. En operationel disposition kan f.eks.
være bortvisning af en person fra en lokalitet,
afspærring af et område, anbringelse i detentionen,
anvendelse af tåregas eller indsættelse af politihunde.
En klage over manglende politimæssig bistand
(»udrykning«) er også en dispositionsklage, der i
første instans afgøres af politidirektøren, og
hvor klage skal ske til Rigspolitiet.
Er dispositionen foretaget som led i en strafferetlig
efterforskning, er der tale om en disposition inden for
strafferetsplejen, og afgørelsen kan påklages til den
regionale statsadvokat. Det kan være afgørelsen om at
benytte bestemte efterforskningsskridt, herunder f.eks. at anholde
en person. Der kan også klages over, at bestemte
efterforskningsskridt ikke er foretaget. Der kan også klages
til statsadvokaten over politiets sagsbehandlingstid i forbindelse
med en strafferetlig efterforskning, at en sag er
utilstrækkeligt eller urigtigt oplyst, eller at en rapport
indeholder en ukorrekt gengivelse af en afgivet forklaring.
Sondringen mellem adfærdsklager og dispositionsklager
har i praksis givet anledning til visse
afgrænsningsvanskeligheder. Det er ikke ualmindeligt, at en
klage kan indeholde både en dispositionsklage inden for og
uden for strafferetsplejen, en adfærdsklage og en anmeldelse
for strafbart forhold. Som eksempel kan nævnes, at en person
mener sig uberettiget bortvist fra et sted, og at han eller hun i
forbindelse hermed bliver anholdt. Klagen over bortvisningen vil
være en dispositionsklage uden for strafferetsplejen, mens
klagen over anholdelsen vil være en dispositionsklage inden
for strafferetsplejen. Begge dispositionsklager vil falde uden for
politiklagenævnsordningen. En klage over, at anholdelsen har
været unødvendigt hårdhændet eller over
politipersonales sprogbrug i forbindelse med anholdelsen, vil
derimod være en adfærdsklage efter kapitel 93 b. Mener
klageren, at en politimand i forbindelse med anholdelsen har
begået et strafbart forhold, må denne del af klagen
behandles efter kapitel 93 c.
2.3. Disciplinærsager
Reglerne om behandling af disciplinærsager mod
politipersonale fremgår navnlig af kapitel 4 i
tjenestemandsloven samt af Rigspolitiets kundgørelse I, nr.
10, af 14. juli 1999 om disciplinærsagers behandling.
Efter tjenestemandslovens § 19 kan der indledes
disciplinær undersøgelse mod enhver
tjenestemandsansat. For politiets vedkommende er det
politiuddannede personale, det tjenestemandsansatte kontorpersonale
og det tjenestemandsansatte juridiske personale omfattet af
tjenestemandslovens regler herom.
Det er Rigspolitiets opfattelse, at enhver kritik eller
beklagelse af politipersonales adfærd over for borgerne skal
have tjenstlige konsekvenser, uanset om der er tale om en
adfærdsklagesag eller en straffesag, jf. kundgørelsen
om disciplinærsagers behandling.
Disciplinær forfølgning indledes som følge
af manglende overholdelse af tjenestemandens pligter. Der kan i den
forbindelse navnlig henvises til tjenestemandslovens
§ 10, hvorefter tjenestemanden til enhver tid
samvittighedsfuldt skal overholde de regler, der gælder for
vedkommendes stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise
sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen
kræver.
Efter tjenestemandslovens § 24 kan der som
disciplinær straf for en tjenstlig forseelse anvendes
advarsel, irettesættelse, bøde, der dog ikke må
overstige 1/2 måneds løn, tvangsforflyttelse,
degradering eller afsked. Sanktionsvalget sker ud fra en konkret
vurdering af sagens omstændigheder, hvor der bl.a. vil blive
lagt vægt på forseelsens grovhed og eventuelle
tidligere disciplinære afgørelser.
Disciplinærsager behandles alt efter sagens karakter af
politidirektøren, Rigspolitiet eller
Justitsministeriet.
I alvorligere sager skal der efter tjenestemandslovens
§ 20, stk. 2, når disciplinær
undersøgelse indledes mod en tjenestemand, udpeges en
forhørsleder, der skal forestå tjenstligt
forhør.
Mens sagen verserer, kan tjenestemanden eventuelt
overføres til andet arbejde eller suspenderes.
2.4. Erstatningskrav
Erstatningskrav, der rettes mod politiet, kan fremsættes
og behandles efter de særlige regler i retsplejelovens
kapitel 93 a, hvis der er tale om erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning.
I sager om erstatning i anledning af strafferetlig
forfølgning har bl.a. den, der har været anholdt eller
varetægtsfængslet som led i en strafferetlig
forfølgning, krav på erstatning for den derved
tilføjede skade, såfremt påtale opgives eller
tiltalte frifindes, uden at dette er begrundet i, at han eller hun
findes utilregnelig. Efter samme regler kan en sigtet, der som led
i en strafferetlig forfølgning har været udsat for
andre straffeprocessuelle indgreb (f.eks. legemsindgreb og
ransagning), tillægges erstatning. Ansvarsgrundlaget er i
disse sager objektivt, dvs. at det ikke skal bevises, at det
offentlige efter almindelige erstatningsregler har handlet
ansvarspådragende.
Det er en betingelse for at behandle et erstatningskrav efter
kapitel 93 a, at der er tale om erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning. Hvis politiet som led i
ordenshåndhævelsen afgiver skud som en
nødværgehandling, vil et erstatningskrav i forbindelse
hermed ikke kunne behandles efter kapitel 93 a, mens et
erstatningskrav ved skudafgivelse i forbindelse med en anholdelse
vil kunne behandles efter de særlige regler i kapitel 93 a.
Erstatningskrav i forbindelse med detentionsdødsfald vil
f.eks. heller ikke kunne behandles efter kapitel 93 a.
Statsadvokaten træffer afgørelse i sager omfattet
af kapitel 93 a og afgørelsen kan påklages til
Rigsadvokaten.
Kapitel 93 a indebærer en særlig let adgang til
domstolsbehandling af et erstatningskrav. Kravet skal på
begæring af den erstatningssøgende indbringes for
retten af statsadvokaten, og det er således ikke den
erstatningssøgende, der selv skal anlægge sag, jf.
retsplejelovens § 1018 f, stk. 1.
Efter retsplejelovens § 1018 h kan erstatningskrav,
der på grundlag af dansk rets almindelige erstatningsregler
rejses i anledning af en strafferetlig forfølgning, på
begæring behandles efter reglerne i kapitel 93 a. Dette
indebærer, at de processuelle regler i kapitel 93 a finder
anvendelse, hvilket bl.a. omfatter den særligt nemme adgang
til at få indbragt erstatningskrav for domstolene og reglerne
om advokatbeskikkelse.
Der er ikke i reglerne om behandling af klager over politiet
særlige bestemmelser vedrørende erstatningskrav. Det
fremgår af cirkulæreskrivelse nr. 18 af 15. marts 2007
om politiets behandling af visse erstatningssager, at der over for
private kan ydes erstatning for skader som forvoldes af ansatte i
politiet. Politidirektøren kan træffe afgørelse
i sager om erstatningskrav, hvis kravet ikke overstiger 50.000 kr.
Sager om erstatningskrav over 50.000 kr. og sager af principiel
karakter skal med politidirektørens indstilling
forelægges for Rigspolitiet til afgørelse.
Afvises et erstatningskrav i anledning af et strafbart forhold
begået af politipersonale, vil kravet kunne gøres
gældende i forbindelse med en eventuel straffesag mod
politimanden efter reglerne om den såkaldte
adhæsionsproces i retsplejelovens kapitel 89 om påtale
af borgerlige krav under straffesager.
I adfærdsklagesager kan et erstatningskrav, som ikke
imødekommes, gøres gældende ved et civilt
søgsmål. Det samme kan den erstatningssøgende
vælge at gøre for så vidt angår
erstatningskrav i forbindelse med efterforskning i en straffesag
mod politipersonale, herunder § 1020 a, stk. 2-sager
(om dødsfald mv.), hvor der ikke rejses tiltale. Sagen skal
i så fald anlægges i den borgerlige retsplejes former.
Den, der mener sig berettiget til erstatning, har mulighed for at
søge fri proces til sagsanlægget efter de almindelige
regler herom.
De særlige processuelle regler i kapitel 93 a anvendes
ved erstatningskrav i forbindelse med klager over politipersonale,
hvis der er tale om en sag inden for strafferetsplejen. Der
anlægges også i den civile retsplejes former
jævnligt sager med påstand om erstatning i sager, hvor
anklagemyndigheden ikke har fundet grundlag for at rejse tiltale
mod politipersonale.
Erstatningsgrundlaget i disse sager vil være et
almindeligt culpaansvar, hvilket betyder, at skadevolderen skal
have handlet enten forsætligt eller uagtsomt for at kunne
blive pålagt erstatningsansvar. I sager om ulovlig
magtanvendelse mv. vil der være tale om en streng
culpabedømmelse. Erstatningskravet kan vedrøre
både tingsskade og personskade og opgøres efter de
almindelige erstatningsretlige regler, herunder
erstatningsansvarslovens regler om erstatning og godtgørelse
for personskade. Der kan efter reglerne i erstatningsansvarsloven
f.eks. blive tale om erstatning for helbredsudgifter og tabt
arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte og
varigt mén. Hvis det er de efterladte til en person, der er
død i politiets varetægt eller som følge af
politiets indgriben, der anlægger sagen, kan der rejses krav
om erstatning for tab af forsørger og for
begravelsesudgifter.
Der vil efter omstændighederne også kunne blive
tale om godtgørelse for tort og godtgørelse til de
efterladte efter den særlige bestemmelse herom i
erstatningsansvarsloven.
3. Lovforslagets udformning
Som anført ovenfor i pkt. 1 har udvalget
vedrørende klager over politiet gennemgået og vurderet
ordningen med behandling af klager over politiet og af straffesager
mod politipersonale. På grundlag af udvalgets overvejelser og
anbefalinger foreslås det, at der oprettes en ny
uafhængig politiklagemyndighed, der skal overtage
statsadvokaternes opgave med at undersøge og træffe
afgørelse i sager om politipersonalets adfærd i
tjenesten (adfærdsklager). Politiklagemyndigheden skal efter
lovforslaget endvidere efterforske strafbare forhold begået
af politipersonale i tjenesten, mens det som i andre straffesager
vil være anklagemyndigheden, der tager stilling til
tiltalespørgsmålet i straffesager. Efter lovforslaget
vil et politiklageråd få det overordnede ansvar for
Politiklagemyndighedens virksomhed.
Pkt. 3.1 nedenfor indeholder generelle overvejelser om den
nuværende politiklageordning og om udformningen af en
fremtidig ordning på dette område. Herefter behandles
den foreslåede politiklagemyndigheds organisation og
sammensætning mv. (pkt. 3.2) og forskellige generelle
spørgsmål vedrørende myndighedens kompetence
(pkt. 3.3). De to følgende afsnit angår
Politiklagemyndighedens kompetence i henholdsvis
adfærdsklagesager og straffesager (pkt. 3.4 og 3.5). Derefter
behandles visse særlige spørgsmål: De
involveredes pligt til at udtale sig og spørgsmålet om
advokatbeskikkelse (pkt. 3.6), sagsbehandlingstiden (pkt. 3.7) og
behandlingen af erstatningskrav (pkt. 3.8).
3.1. Generelle overvejelser om
politiklageordningen
3.1.1. Behovet for at ændre den gældende
politiklageordning
Udvalget finder overordnet, at den gældende
politiklageordning stort set har fungeret tilfredsstillende.
Som der nærmere er redegjort for i betænkningen
side 182-183, finder udvalget, at der generelt ikke er grundlag for
at fastslå, at tiltalepraksis i forhold til politipersonale
har været hverken for restriktiv eller for vidtgående,
herunder at der kan påvises sager, hvor der ikke er rejst
tiltale, og hvor en straffesag ved domstolene ville have
ført til domfældelse, hvis der var blevet rejst
tiltale. Udvalget bemærker i den forbindelse, at den kritik
mod statsadvokaternes tiltalepraksis, der for nogle år siden
kom til udtryk, i væsentlig grad er aftaget efter de
straffesager, der har været gennemført mod
politipersonale navnlig siden 2005.
Udvalget finder på denne baggrund, at det fortsat
bør være anklagemyndigheden (statsadvokaterne og
Rigsadvokaten), der har kompetencen til at rejse tiltale mod
politipersonale i anledning af strafbare forhold begået i
tjenesten. Dette stemmer med den almindelige
lovgivningsmæssige linje gennem mange år, hvorefter det
er anklagemyndigheden - og ikke en særmyndighed på et
bestemt område - der har tiltalekompetencen.
Udvalget bemærker, at der kan være gode grunde
til, at anklagemyndigheden lader en sag, der må betegnes som
et grænsetilfælde, prøve i retten, også
hvis der er tale om en straffesag mod politipersonale. Det må
derimod ikke være sådan, at
tiltalespørgsmålet i relation til politipersonale
afgøres på et andet juridisk eller bevismæssigt
grundlag end det, der gælder for andre borgere. Det vil
derfor efter udvalgets opfattelse ikke være acceptabelt, hvis
der rejses tiltale mod politipersonale i videre eller mindre omfang
end mod andre borgere i ensartede tilfælde. Risikoen for en
sådan forskellig tiltalevurdering ville efter udvalgets
opfattelse være større, hvis tiltalekompetencen blev
henlagt til et organ uden for den almindelige
anklagemyndighed.
Udvalget bemærker i øvrigt, at en sag i
tilfælde af risiko for inhabilitet bør behandles af en
anden statsadvokatur, og at det som udgangspunkt kun bør
være chargerede medarbejdere i statsadvokaturerne og ikke
turnusmedarbejdere (statsadvokatfuldmægtige i
uddannelsesstillinger), der vurderer
tiltalespørgsmålet i sager mod politipersonale.
Udvalgets flertal (11 medlemmer) finder endvidere overordnet
set, at den gældende klageordning også i adfærdsklagesager og i relation til
efterforskningen af straffesager stort
set har fungeret tilfredsstillende, og at den behandling, som
sagerne har fået i statsadvokaturerne, gennemgående har
været på et højt fagligt niveau.
Udvalget bemærker i den forbindelse bl.a., at der i de
senere år er taget en række tiltag med henblik på
at nedbringe sagsbehandlingstiden. Udvalget fremhæver bl.a.,
at klagesagerne nu behandles af en særskilt afdeling i alle
statsadvokaturer. Herved er der sikret dels en yderligere
ekspertise vedrørende politiklagesagerne dels en
større fleksibilitet, idet statsadvokaturerne kan
tilføre ekstra ressourcer til området efter
behov.
Udvalgets flertal anfører dog samtidig, at der bl.a. i
offentligheden og i medierne har været en del kritik af den
efterforskning, der har fundet sted, og at der også i
adfærdsklagesager har været kritik af statsadvokatens
afgørelser. Hertil kommer, at der i de lande, som Danmark
normalt sammenlignes med, for at styrke befolkningens tillid til
politiet og til klagesystemet er sket en styrkelse af
uafhængigheden af den myndighed, som forestår
efterforskning mod politipersonale.
Udvalgets flertal finder, at det for at forøge
befolkningens generelle tillid til politiklagesystemet er vigtigt,
at den myndighed, der forestår undersøgelse og
efterforskning af politipersonale, funktionelt og personelt
løsrives fra politiet og anklagemyndigheden. Udvalgets
flertal henviser også til, at en brugerundersøgelse,
som Aalborg Universitet har foretaget for udvalget, viser, at 84
pct. af de adspurgte mener, at politiklager bør behandles af
en selvstændig enhed, jf. betænkningen side 185.
Flertallet bemærker endvidere, at da
adfærdsklagesager ikke er straffesager, skal de - medmindre
andet er udtrykkelig bestemt - derfor ikke behandles efter
retsplejelovens bestemmelser herom, men efter reglerne i
forvaltningsloven mv. Det kan tale for, at adfærdsklagesager
bør behandles af en anden myndighed end statsadvokaterne,
hvis kompetence og ekspertise først og fremmest er knyttet
til straffesager.
Flertallet nævner også, at statsadvokaturerne ikke
har efterforskere ansat. Det betyder, at efterforskningen i
straffesager mod politipersonale hidtil er blevet foretaget af
juridisk personale uden særlig efterforskningsmæssig
baggrund og uddannelse.
Flertallet finder på denne baggrund, at der er behov for
en revision af den gældende politiklageordning med henblik
på at styrke uafhængigheden af den myndighed, der
behandler disse sager. Om den nærmere udformning af forslaget
om at oprette en uafhængig politiklagemyndighed henvises til
pkt. 3.1.2-3.1.4 nedenfor.
Et mindretal af udvalgets medlemmer (5 medlemmer) finder, at
den nuværende klageordning er velfungerende og med nogle
justeringer vil kunne styrkes yderligere. Mindretallet henviser
bl.a. til, at efter gennemførelsen af et leanprojekt og
efter en tilførsel af yderligere ressourcer i 2007 er
problemet med lange sagsbehandlingstider løst.
Hvis det imidlertid for at øge befolkningens tillid til
klagesystemet skønnes påkrævet at
gennemføre ændringer, der ikke kan rummes inden for de
overordnede rammer for den nuværende klageordning, kan disse
medlemmer af udvalget tilslutte sig forslaget om etablering af en
politiklagemyndighed som nærmere beskrevet nedenfor.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
181-186.
3.1.2. Mulige modeller
Udvalget har til brug for overvejelserne om en ny
politiklageordning opstillet 4 mulige modeller for den fremtidige
klageordning.
Udvalget har ved udformningen af modellerne lagt vægt
på, at klageordningen skal være egnet til at skabe
tillid i befolkningen, herunder ved hjælp af
lægmænd i klageordningen. Udvalget har i den
forbindelse også lagt vægt på klageordningens
gennemskuelighed, overskuelighed og betydelige uafhængighed
af politiet samt på, at der sikres en saglig og grundig
behandling af klager samt effektivitet og anvendelighed i den
praktiske hverdag.
Efter udvalgets opfattelse bør der endvidere ikke
etableres en ordning, hvor kompetencen til at tage stilling til
tiltalespørgsmålet i sager mod politipersonale
tilkommer et nævn eller et lignende kollegialt organ.
Stillingtagen til tiltalespørgsmål kræver
betydelig anklagerfaglig erfaring og sagkundskab, og
afgørelsen af tiltalespørgsmålet bør
efter udvalgets opfattelse som i andre straffesager henlægges
til anklagemyndigheden.
Udvalget lægger endvidere vægt på, at det
ikke er i overensstemmelse med dansk retstradition at lade en
dommer deltage i selve efterforskningen eller i forbindelse med
stillingtagen til, om der skal rejses tiltale for et strafbart
forhold. Det bør efter udvalgets opfattelse fastholdes, at
dommernes rolle i overensstemmelse med retsplejelovens regler er at
træffe afgørelse i de straffesager, hvor der rejses
tiltale, og i de sager inden for strafferetsplejen eller i den
civile retsplejes former, hvor der rejses erstatningskrav mod
politiet.
Udvalget finder det derimod ikke betænkeligt, at en
dommer kan fungere som formand for et råd, der har
afgørelseskompetencen i adfærdsklagesager.
Tværtimod må det antages, at et sådant organ med
en dommer som formand vil være med til at skabe øget
tillid til de afgørelser, der træffes
vedrørende klager over politiets adfærd.
Disciplinærsager afgøres i dag af
ansættelsesmyndigheden (f.eks. Rigspolitiet for det
politiuddannede personale), og det er efter udvalgets opfattelse
den rigtige løsning. Den myndighed, som har den
ansættelsesretlige kompetence, bør også tage
stilling til, hvilke konsekvenser en medarbejders handlinger skal
have for hans eller hendes ansættelsesforhold. Udvalget
foreslår derfor ikke ændringer i relation til
sammenhængen mellem politiklageordningen og
disciplinærsystemet.
Med udgangspunkt i disse generelle overvejelser har udvalget
opstillet 4 mulige modeller for en fremtidig
politiklageordning.
Efter model 1 forestår
statsadvokaterne ligesom i dag undersøgelsen i
adfærdsklagesager. Politiklagenævnene træffer
afgørelse i klager over politipersonalets adfærd (som
i dag afgøres af statsadvokaterne), og statsadvokaturerne
fungerer i den forbindelse som sekretariat for
politiklagenævnene, idet statsadvokaterne skal
redegøre for sagens faktiske omstændigheder,
eventuelle retlige spørgsmål og komme med en
indstilling om, hvordan sagen bør afgøres.
Straffesager mod politipersonale vil efter denne model skulle
behandles på samme måde som hidtil. Kompetencen til at
efterforske straffesager og foretage undersøgelse i sager,
hvor nogen er afgået ved døden eller kommet alvorligt
til skade i politiets varetægt eller som følge af
politiets indgriben, vil stadig være hos statsadvokaten. Det
vil også være statsadvokaten (eller i særlige
tilfælde Rigsadvokaten eller Justitsministeriet), der
træffer afgørelse om tiltalespørgsmålet
efter de almindelige regler herom i retsplejeloven. Sagen skal som
hidtil forelægges for politiklagenævnet, inden
statsadvokaten tager stilling til
tiltalespørgsmålet.
Efter model 2 oprettes en
særlig politiklagemyndighed under Justitsministeriet og
uafhængig af politi- og anklagemyndighed. Myndigheden kan
organiseres som en administrativ myndighed med en direktør,
men vil også kunne organiseres med et kollegialt organ
(Politiklageråd) som bestyrelse bestående af bl.a. en
dommer og lægmand. Myndigheden kan enten være centralt
placeret eller have lokale kontorer rundt om i landet. Myndigheden
skal bestå både af jurister og efterforskere.
Myndigheden skal undersøge og træffe
afgørelse i adfærdsklagesager. Myndigheden skal
endvidere efterforske straffesager mod politipersonale og sager,
hvor personer er afgået ved døden eller er kommet
alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller
mens den pågældende var i politiets varetægt.
Under efterforskningen af et strafbart forhold har myndigheden de
samme beføjelser som politiet.
Det er som udgangspunkt fortsat statsadvokaterne, der tager
stilling til spørgsmål om tiltalerejsning med
klageadgang til Rigsadvokaten.
Efter model 3 oprettes en
særskilt myndighed, der skal undersøge og efterforske
alle klagesager, træffe afgørelse i
adfærdsklagesager og tage stilling til
tiltalespørgsmålet med klageadgang til Rigsadvokaten.
Modellen kan have to udformninger.
Efter den første variant kan myndighedens
afgørelser i alle sager påklages til Rigsadvokaten, og
Rigsadvokaten kan give myndigheden generelle instruktioner.
Efter den anden variant tilknyttes et kontrolorgan i form af
et eller flere politiklagenævn, der enten skal have samme
kompetence som i dag eller yderligere beføjelser i form af
afgørelseskompetence i adfærdsklagesager. Udvalget
finder derimod ikke, at denne model kan kombineres med et
politiklageråd som en egentlig bestyrelse. Som nævnt
ovenfor bør det efter udvalgets opfattelse ikke være
et kollegialt organ - især ikke med en dommer som formand -
der skal tage stilling til, om der bør rejses tiltale. Det
vil således stadig være Rigsadvokaten, der har den
endelige afgørelse i spørgsmålet om
tiltalerejsning, men det kan overvejes, om der i
adfærdsklagesager bør være adgang til at klage
over politiklagenævnets afgørelse til
Rigsadvokaten.
Efter model 4 oprettes en
fritstående særskilt myndighed, som skal have adgang
til at undersøge og efterforske alle klagesager og
træffe afgørelse i adfærdsklagesager og
vedrørende spørgsmålet om tiltalerejsning. Der
vil eventuelt kunne etableres et politiklagenævn, et
tilsynsråd, en bestyrelse eller lignende i tilknytning til
myndigheden.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
124-137.
3.1.3. Udvalgets vurdering af model 1 og 4
Udvalget finder, at model 1 ikke
vil være egnet til fremadrettet at sikre den fornødne
tillid til politiklagesystemet. Der vil være tale om en meget
begrænset ændring af afgørelseskompetencen, og
undersøgelsen og efterforskningen af sagerne vil som i dag
blive foretaget af statsadvokaterne.
En gennemførelse af denne model med flere
politiklagenævn vil også skabe et stort behov for
koordinering, som det umiddelbart er vanskeligt at pege på,
hvem der skal stå for, idet nævnene i deres virksomhed
skal være uafhængige. En anden mulighed vil være,
at der alene er et enkelt politiklagenævn for hele landet,
men det vil kræve et sekretariat af betydelig
størrelse, og det vil i givet fald stadig være de
lokale statsadvokater, der skal sørge for at få
også adfærdsklagesagerne tilstrækkeligt
oplyst.
Det må i givet fald overvejes, hvordan
politiklagenævnene skal sammensættes, hvis de skal
have afgørelseskompetencen i adfærdsklagesager,
herunder om der skal være adgang til prøvelse i to
instanser. Den nuværende sammensætning bør efter
udvalgets opfattelse i givet fald ændres. Det vil formentlig
være nødvendigt for at sikre koordineringsbehovet og
den nødvendige tillid, herunder ikke mindst fra
politipersonalet, at der bliver mulighed for at indbringe
politiklagenævnenes afgørelser for Rigsadvokaten,
eller at der etableres en ressourcekrævende ordning,
hvorefter der med Rigsadvokaten som sekretariat oprettes et
særligt (over)politiklagenævn.
Udvalget anfører, at model 1 i modsætning til
model 2 ikke vil indebære den styrkelse, der ligger i, at et
uafhængigt politiklageråd vil få det overordnede
ansvar for hele klagesagsbehandlingen og vil kunne fastlægge
generelle retningslinjer for både efterforskningen i
straffesager og undersøgelsen og afgørelsen i
adfærdsklagesager.
På denne baggrund kan udvalget ikke anbefale denne model
hverken med opretholdelse af det nuværende antal
politiklagenævn eller med et enkelt politiklagenævn for
hele landet.
Udvalget kan endvidere ikke anbefale model 4, som
indebærer, at der oprettes en helt ny fuldstændig
fritstående myndighed, der skal have kompetence til at
undersøge og efterforske alle politiklagesager og
træffe afgørelse i alle sager, herunder i relation til
spørgsmålet om tiltalerejsning i straffesager, uden at
dette kan indbringes for nogen anden myndighed.
Udvalget lægger som nævnt afgørende
vægt på, at kompetencen til at rejse tiltale mod
politipersonale fortsat er hos anklagemyndigheden (statsadvokaten
og Rigsadvokaten).
Det er udvalgets opfattelse, at det vil være principielt
betænkeligt at henlægge tiltalekompetencen i sager mod
politipersonale til et særligt organ uden for den almindelige
strafferetsplejes organisation. En sådan myndighed vil
på et specifikt område få en kompetence, som er
sideordnet med anklagemyndigheden, herunder Rigsadvokaten. Ud fra
retssikkerhedsmæssige hensyn forekommer det særdeles
betænkeligt, hvis sager mod politipersonale skulle
efterforskes og spørgsmålet om tiltalerejsning
afgøres af en sådan myndighed uden mulighed for at
påklage spørgsmålet om tiltalerejsning til
Rigsadvokaten, der har det overordnede ansvar for at koordinere
anklagemyndighedens arbejde og sikre en ensartet
tiltalepraksis.
Der kan efter udvalgets opfattelse heller ikke ses bort fra,
at der kan være risiko for, at en sådan
»alternativ« anklagemyndighed med dens meget
snævre ansvarsområde vil rejse tiltale i større
omfang end den almindelige anklagemyndighed, der også er
ansvarlig for en lang række andre sagskategorier. Dermed
kunne der være risiko for usaglig forskelsbehandling af
politipersonale i forhold til andre borgere, og man kunne frygte,
at det i en sådan fritstående myndighed i længden
ikke ville være muligt at opretholde et højt fagligt
niveau. Det vil heller ikke stemme med den almindelige udvikling de
seneste mange år, som klart er gået i retning af, at
det er anklagemyndigheden, der har tiltalekompetencen i alle
straffesager.
Udvalget understreger i den forbindelse, at det er meget
vigtigt, at politiklageordningen ikke blot af befolkningen opleves
som tillidsskabende, men at den også opfattes som
tillidsvækkende og legitim af det politipersonale, som der
klages over, eller mod hvem der indledes en efterforskning.
Udvalget bemærker også, at det i et lille land som
Danmark i praksis vil være meget vanskeligt at opnå en
så høj grad af uafhængighed, som modellen
lægger op til, uden at det risikerer at gå ud over
kvaliteten af sagsbehandlingen. Hertil kommer, at det må
anses for stort set umuligt at etablere en ordning, hvor en
fritstående myndighed slet ikke må trække
på politiets specialafdelinger, men skal have egen
ekspertise.
Så vidt det er udvalget bekendt, er der heller ikke
lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, hvor man er
gået så langt som at oprette en fuldstændig
fritstående politiklagemyndighed uden klageadgang
vedrørende tiltalespørgsmålet til den
øverste anklager.
Udvalget kan således ikke anbefale model 4.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
197-200.
3.1.4. Udvalgets vurdering af model 2 og 3
Udvalget finder som anført i pkt. 3.1.1, at det er
nødvendigt for at styrke tilliden til politiklageordningen,
at den myndighed, der efterforsker og undersøger disse
sager, gøres uafhængig af politi og anklagemyndighed.
Udvalgets drøftelser herom har koncentreret sig om model 2 og 3.
Begge disse modeller indebærer, at der oprettes en ny
særskilt politiklagemyndighed. Forskellen på de to
modeller er, at myndigheden i model 3 tillægges
påtalekompetencen (dvs. afgørelsen af, om der skal
rejes tiltale) med klageadgang til Rigsadvokaten, mens denne
kompetence i model 2 ligesom i alle andre straffesager er hos
anklagemyndigheden. Model 2 minder om den engelske klageordning
(Independent Police Complaints Commission), mens model 3 minder om
den norske ordning med Specialenheten for politisaker.
Udvalget har nærmere drøftet de fordele og
ulemper, der er forbundet med de to ordninger, herunder i lyset af
erfaringerne i Norge og Storbritannien.
I begge modeller styrkes tilliden til, at der finder en
uafhængig undersøgelse og efterforskning sted, idet
undersøgelsen og efterforskningen varetages af
politiklagemyndigheden og flyttes væk fra
statsadvokaturerne.
I relation til model 3 kan det anføres, at det
nuværende system for så vidt bevares, i det omfang
ordningen udformes sådan, at der vil være klageadgang i
de konkrete sager til Rigsadvokaten. Det forudsættes, at
Rigsadvokaten kun undtagelsesvis griber ind i myndighedens arbejde
i forbindelse med straffesager mod politipersonale efter begge
varianter af modellen. Endvidere forudsættes det, at
Rigsadvokaten kun undtagelsesvis griber ind i myndighedens
behandling af adfærdsklagesagerne i den første variant
af modellen, hvor der er klageadgang til Rigsadvokaten i
adfærdsklagesagerne. For så vidt angår
straffesagerne kan dette føre til, at der reelt ikke bliver
tale om en prøvelse af tiltalespørgsmålet i to
instanser. Hertil kommer, at det i forbindelse med model 3 vil
være vanskeligt at bevare det læge elements indflydelse
og den bredere indflydelse, som et politiklageråd kan give,
idet en myndighed med tiltalekompetence efter udvalgets opfattelse
som nævnt ikke bør ledes af et bredt sammensat
råd. Som kontrolorgan i model 3 må det derfor i givet
fald overvejes at oprette et centralt politiklagenævn for
hele landet - en ordning, som udvalget som tidligere nævnt
ikke finder at kunne anbefale.
Mod model 2 kan det indvendes, at der ikke bliver nogen
klageadgang i adfærdsklagesagerne, og at de indvendinger, der
har været rejst mod statsadvokaternes tiltalekompetence i
sager mod politipersonale, ikke vil blive løst.
Efter udvalgets opfattelse vil det imidlertid med et bredt
sammensat politiklageråd være ubetænkeligt, at
der ikke er nogen klageadgang i adfærdsklagesagerne. Som
nævnt ovenfor i pkt. 3.1.1 finder udvalget endvidere, at der
generelt ikke er grundlag for at fastslå, at tiltalepraksis i
forhold til politipersonale har været for restriktiv eller
for vidtgående, herunder, at der kan påvises sager uden
tiltalerejsning, hvor en straffesag ved domstolene ville have
ført til domfældelse, hvis der var blevet rejst
tiltale. Den kritik mod statsadvokaternes tiltalepraksis, der for
nogle år siden kom til udtryk, er desuden i væsentlig
grad aftaget efter de straffesager, der har været
gennemført mod politipersonale navnlig siden 2005.
Udvalget bemærker endvidere, at en straffesag ved risiko
for inhabilitet bør behandles af en anden statsadvokatur, og
at det som udgangspunkt kun bør være chargerede
medarbejdere i statsadvokaturerne og ikke turnusmedarbejdere
(statsadvokatfuldmægtige i uddannelsesstillinger), der
vurderer tiltalespørgsmålet i sager mod
politipersonale.
Efter en samlet vurdering af de to modeller anbefaler
udvalget, at model 2 gennemføres.
Denne model indebærer, at retssikkerhedsgarantierne for
alle implicerede i politiklagesagerne, der ofte er af indgribende
betydning for parterne, bevares og udbygges. Modellen vil
også sikre en ensartet behandling af klagerne hos én
myndighed og vil kunne sikre en høj faglig kompetence hos de
personer, som skal forestå og udføre efterforskningen.
En uafhængig politiklagemyndighed vil også kunne
bidrage til øget borgertilgængelighed og bedre
informationsformidling og give befolkningen bedre indsigt i
behandlingen af politiklagesager, hvilket er vigtigt for tilliden
til klageordningen og dermed dens legitimitet.
I nogle lande kan politiet selv afgøre
adfærdsklager, men udvalget finder, at det gældende
danske system, hvor adfærdsklager ikke behandles og
afgøres af politiet selv, har fungeret på en så
hensigtsmæssig måde, at det ville være et
væsentligt tilbageskridt, hvis disse klagesager på ny
skulle afgøres af politiet. Hertil kommer, at det vil
være med til at give en ny uafhængig
politiklagemyndighed en vis sagsmængde, at myndigheden
undersøger og træffer afgørelse også i
adfærdsklagesager.
For at tydeliggøre, at en ny uafhængig
politiklagemyndighed ikke er en del af politiet eller
anklagemyndigheden, foreslås bestemmelserne herom indsat i et
nyt særskilt afsnit i retsplejeloven.
Udvalget har også overvejet den del af den
gældende klageordning, der indebærer, at der som
kontrolorgan er knyttet et politiklagenævn til hver af
statsadvokaturerne, jf. pkt. 2.1.3 ovenfor.
Udvalget anfører, at politiklagenævnene siden
deres oprettelse i 1996 har udført et godt stykke arbejde,
men at de er alene rådgivende uden nogen form for
afgørelseskompetence, og med deres nuværende
sammensætning vil det som nævnt ovenfor næppe
være hensigtsmæssigt at tilføre dem yderligere
kompetence.
Udvalget finder endvidere, at der ikke er behov for at
opretholde den nuværende ordning med politiklagenævn
som kontrolinstans, hvis der oprettes en ny uafhængig
politiklagemyndighed med bl.a. et politiklageråd med en
dommer som formand og med offentlighedsrepræsentanter som
medlemmer.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
184-186 og 200-201.
3.1.5. Behovet for parallelle klageordninger
Udvalget har i tilknytning til overvejelserne om model 1-4
overvejet, om et flerstrenget system med elementer af »frit
lejde«- som det f.eks. kendes inden for sundhedsområdet
og luftfarten - kunne anvendes inden for
politiklageordningen.
Inden for sundhedsområdet er der således f.eks. 3
ordninger. For det første behandler Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn klager over sundhedspersonales faglige
virksomhed, f.eks. undersøgelse, diagnose, behandling eller
pleje. Nævnets afgørelse sendes bl.a. til
ansættelsesmyndigheden, der derefter har mulighed for at tage
ansættelsesretlige skridt i forhold til den, der har
begået fejl.
For det andet behandler Patientforsikringen - med klageadgang
til Patientskadeankenævnet - sager om erstatning til
patienter og efterladte til patienter, som påføres
skade i forbindelse med undersøgelse, behandling og lignende
på et sygehus. Der er i princippet vandtætte skotter
mellem Patientklagenævnet og patientforsikringsordningen. En
sag må derfor ikke sendes fra patientforsikringsordningen til
Patientklagenævnet, og de bilag, der indgår i de to
systemer, må ikke udveksles. Det er hensigten med denne
ordning at øge mulighederne for, at sundhedspersonalet vil
bidrage med at belyse en erstatningssag, hvis vedkommende ikke
risikerer, at sagen sendes videre til
Patientklagenævnet.
For det tredje har sundhedspersoner, som bliver
opmærksom på en utilsigtet hændelse i forbindelse
med en patients behandling eller ophold på sygehus, pligt til
at rapportere disse hændelser. Regionerne registrerer og
analyserer rapporteringerne og indberetter disse til
Sundhedsstyrelsen i anonymiseret form. Formålet med
rapporteringerne er at forbedre patientsikkerheden og behandlingen
af patienter.
Inden for luftfartsvæsenet er der pligt til at
indberette havarier og mere alvorlige hændelser, der f.eks.
har været tæt på at medføre en ulykke, og
visse driftsforstyrrelser og andre irregulære forhold af
betydning for flyvesikkerheden. Sådanne indberetninger er
undergivet tavshedspligt, og den indberettende kan ikke straffes
for overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser i
luftfartsloven.
Udvalget anfører bl.a., at politiets opgaver adskiller
sig væsentligt fra andre myndighedsopgaver, da politiet har
mulighed for (og i visse tilfælde pligt til) fysisk
magtudøvelse over for borgerne. Klager over politiet bliver
derfor formentlig i højere grad, end det er tilfældet
på andre områder, opfattet som en klage over den
enkelte politimand, og risikoen for, at den pågældende
kan blive udsat for kritik med tjenstlige konsekvenser til
følge, er større end på andre områder.
Disse forhold har efter udvalgets opfattelse ført til - og
må nødvendigvis føre til - at hensynet til den
enkelte politimands retssikkerhed tillægges særdeles
stor vægt, således at kravene til bevisets styrke for
at give en klager medhold også i en adfærdsklagesag
nærmer sig kravet til bevisets styrke i en straffesag. Det
indebærer, at der i sager om en klage over en politimands
adfærd eller anmeldelse af en politimand for strafbare
forhold ikke må være nogen rimelig tvivl om, at klagen
eller anmeldelsen er berettiget. Særligt i sager, som skal
afgøres uden andre beviser end klagers eller anmelders og
politimandens udtalelser, kan der derfor ofte ikke med den
fornødne sikkerhed lægges til grund, at den
pågældende politimand har begået fejl. Hertil
kommer, at den pågældende politimand ofte kan
påberåbe sig en selv-inkrimeringsrisiko og dermed kan
undlade at udtale sig nærmere, hvilket kan føre til en
dårligere belysning af de faktiske forhold, der er
afgørende for klagen.
Udvalgets flertal (15 medlemmer) bemærker bl.a., at det
næppe vil være acceptabelt, at politipersonale, der
begår et strafbart forhold i tjenesten, eller som handler
på en sådan måde, at det vil kunne give anledning
til en alvorlig disciplinær reaktion, ikke vil kunne drages
til ansvar. Flertallet finder på denne baggrund, at der ikke
bør indføres en ordning, der generelt giver
politipersonale mulighed for at afgive forklaring under »frit
lejde«. Området for et eventuelt flerstrenget system
vil i praksis ikke blive særlig stort. Hertil kommer, at
statsadvokaterne allerede efter det nuværende klagesystem har
mulighed for at udtale såkaldt systemkritik, og at en ny
uafhængig politiklagemyndighed også bør have og
udnytte denne mulighed.
Skulle man forestille sig en flerstrenget klageordning i
relation til klager over politiet, kunne den efter flertallets
opfattelse gå ud på, at der var dels en streng i
relation til klagen over den enkelte politimand, dels en streng,
der i lighed med Patientskadeankenævnet vedrørte
spørgsmålet om erstatning fra politiet som
sådan. Hvis et sådant flerstrenget system skulle have
nogen reel betydning i forhold til et »enstrenget
klagesystem«, måtte det forudsætte, dels at
kravene til bevisets styrke for, at der var begået fejl mv.,
var mindre i erstatningsstrengen, dels at der ikke kunne udveksles
oplysninger mellem de to strenge. Et sådant dobbeltstrenget
system vil imidlertid blive kompliceret, og dets nytteværdi
ville efter flertallets opfattelse næppe stå mål
med anstrengelserne, bl.a. set i lyset af, at der vil være
mange sager, hvor der ikke er lidt noget tab. Det vil også
for klageren kunne fremstå som uforståeligt, hvis han
eller hun får medhold i, at vedkommende skal have erstatning,
men at der ikke er noget at kritisere den pågældende
politimand for.
For at lette borgernes mulighed for at få prøvet
erstatningskrav mod politiet foreslår et enigt udvalg i
stedet, at den lette adgang efter retsplejelovens kapitel 93 a til
at få prøvet erstatningskrav mod politiet bør
gælde i alle tilfælde, hvor nogen er afgået ved
døden eller er kommet alvorligt til skade som følge
af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i
politiets varetægt, jf. nærmer herom i pkt. 3.8
nedenfor.
De problemer, der i nogle tilfælde har været med
at få politipersonale til at opfylde deres oplysningspligt i
sager, hvor der for de pågældende ikke er risiko for
selvinkriminering, lader sig efter flertallets opfattelse ikke
løse ved en ordning med frit lejde eller i
politiklagesystemet i øvrigt. Disse tilfælde må
løses ved uddannelse og dialog og eventuelt ved
iværksættelse af tjenstlige sanktioner mod den
politimand, der ikke opfylder sin oplysningspligt. Som eksempel kan
nævnes den situation, at det ønskes oplyst, hvem der
modtog et bestemt alarmopkald. Under afhøring af den mulige
kreds af personer, der kan have modtaget opkaldet, er der ingen,
der vil udtale sig herom. Hvis det efterfølgende afklares,
hvem der modtog opkaldet, vil de øvrige politifolk efter
omstændighederne kunne ifalde et disciplinæransvar for
ikke at have opfyldt deres oplysningspligt, jf. også pkt. 3.6
nedenfor.
Flertallet bemærker også, at den
omstændighed, at personer ikke får medhold af
bevismæssige grunde, ikke er særegen for
politiklageordningen. Problemstillingen er generel inden for
strafferetsplejen. Uanset hvordan politiklagesystemet indrettes,
vil det således ikke være muligt at gøre alle
tilfredse i den forstand, at alle vil få helt eller delvist
medhold i deres klage.
Efter en samlet vurdering finder udvalgets flertal på
denne baggrund ikke grundlag for at foreslå et flerstrenget
klagesystem med elementer af »frit lejde« i lighed med
sundhedsområdet og luftfarten.
Et mindretal i udvalget (1 medlem) er enig i, at reglerne
inden for luftfarten og sundhedssektoren ikke vil kunne
overføres til politiklageområdet, men peger på,
at de dog illustrerer, at lovgiver i nyere tid har været
opmærksom på problemerne med, at klagesager forbindes
med spørgsmålet om muligheden for at
pålægge den enkelte et ansvar. Mindretallet
foreslår på denne baggrund visse ændringer af
Politiklagemyndighedens kompetence og indklagedes retsstilling
inden for rammerne af den politiklageordning, som udvalget i
øvrigt foreslår. Mindretallets ændringsforslag
behandles nærmere i pkt. 3.6.3 nedenfor.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
186-191 og 196-197.
3.1.6. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at den
gældende politiklageordning overordnet set må anses for
at være velfungerende, men at det bl.a. i lyset af den
kritik, der har været af ordningen, er vigtigt fremadrettet
både hos befolkningen og politiet at sikre grundlaget for en
almindelig tillid til, at behandlingen af politiklager
foregår korrekt, objektivt og retssikkerhedsmæssigt
forsvarligt.
Af de grunde som udvalgets flertal i øvrigt har
anført, kan Justitsministeriet på denne baggrund
tilslutte sig »model 2«. Justitsministeriet er
således enig i, at der bør oprettes en ny
uafhængig politiklagemyndighed, der fremover skal
undersøge og afgøre klager over politipersonales
adfærd i tjenesten (adfærdsklager) og efterforske
straffesager vedrørende politipersonale. Justitsministeriet
kan også tilslutte sig forslaget om, at et
politiklageråd med en dommer som formand og med
offentlighedsrepræsentanter bør have det overordnede
ansvar for Politiklagemyndighedens virksomhed.
Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at det
ligesom i andre straffesager bør være
anklagemyndigheden (normalt statsadvokaterne), der tager stilling
til tiltalespørgsmålet i straffesager mod
politipersonale, mens efterforskningen af sagen som nævnt
bør varetages af Politiklagemyndigheden. Justitsministeriet
lægger bl.a. vægt på, at
tiltalespørgsmålet i straffesager mod politipersonale
af principielle grunde bør afgøres efter de samme
retningslinjer som i andre straffesager, idet politipersonale med
hensyn til »rollen« som tiltalt i en straffesag
bør behandles som alle andre borgere i forhold til
retssystemet. Justitsministeriet er således enig i, at
tiltalespørgsmålet bør behandles af den
myndighed, som har en bred generel anklagerfaglig ekspertise og
erfaring fra en lang række andre sagskategorier,
således at der sikres en ensartet tiltalepraksis i
straffesager.
Med hensyn til spørgsmålet om såkaldt
parallelle klageordninger med mulighed for »frit lejde«
for det implicerede politipersonale er Justitsministeriet enig med
udvalgets flertal i, at der som følge af politiets
særlige rolle og magtbeføjelser ikke er grundlag for
at indføre en ordning med frit lejde for politipersonale,
således at politifolk ikke skulle kunne pålægges
disciplinære eller strafferetlige reaktioner i anledning af
deres adfærd, hvis de f.eks. vælger at udtale sig under
sagen, jf. dog pkt. 3.4.2 nedenfor om de såkaldte
notitssager. Af de grunde, som er anført af udvalgets
flertal, kan Justitsministeriet endvidere tilslutte sig, at der
ikke er tilstrækkelig anledning til at indføre
såkaldt parallelle klageordninger på dette
område.
Det tilføjes, at ministeren for sundhed og forebyggelse
senere i denne folketingssamling forventes at fremsætte et
lovforslag om etablering af et nyt patientklagesystem - en
patientombudsmands-/patientklageinstitution - der bl.a. vil give
patienterne bedre klagemuligheder, skabe én indgang til
klagesystemet og give mulighed for hurtigere afgørelser i
klagesager.
Med hensyn til den nærmere udformning af den
foreslåede fremtidige politiklageordning henvises i
øvrigt til pkt. 3.2-3.8 nedenfor.
3.2. Politiklagemyndighedens organisation mv.
3.2.1. Udvalget finder, at
Politiklagemyndigheden i sin virksomhed bør være
fuldstændig uafhængig af politiet og
anklagemyndigheden. Det foreslås derfor, at myndigheden i
administrativ henseende placeres direkte under Justitsministeriet,
der vil være den øverste ansvarlige for
Politiklagemyndighedens bevillinger og andre økonomiske
forhold, personale og IT.
Da myndigheden er uafhængig, vil dens afgørelser
i konkrete adfærdsklagesager ikke kunne påklages til
Justitsministeriet eller nogen anden administrativ myndighed.
Spørgsmål om Politiklagemyndighedens
undersøgelse i adfærdsklagesager og myndighedens
afgørelser i disse sager vil således ikke kunne
indbringes for anden administrativ myndighed.
Politiklagemyndigheden bør have den endelige kompetence
i adfærdsklagesager, mens kompetencen til at tage stilling
til tiltalespørgsmålet i forbindelse med eventuelle
strafbare forhold begået af politipersonale - som i alle
andre straffesager - bør være hos anklagemyndigheden
(statsadvokaterne og Rigsadvokaten og i særlige
tilfælde Justitsministeriet), jf. pkt. 3.1.1-3.1.4
ovenfor.
Med hensyn til behandlingen mv. af straffesager bør
Politiklagemyndigheden være undergivet anklagemyndighedens
generelle instrukser (fra Rigsadvokaten og statsadvokaterne).
Myndigheden skal således følge de generelle
forskrifter og direktiver om efterforskningen i straffesager, der
kommer fra navnlig Rigsadvokaten, mens efterforskningen i konkrete
sager gennemføres af Politiklagemyndigheden. Statsadvokaten
involveres som udgangspunkt ikke i Politiklagemyndighedens
efterforskning og har ikke nogen indflydelse på
tilrettelæggelsen af denne. Myndigheden skal således
ikke forelægge for statsadvokaten, hvilke
efterforskningsskridt der skal foretages, og statsadvokaten kan
ikke give pålæg om, at efterforskningen skal
foregå på en bestemt måde. Der kan heller ikke
klages over efterforskningen til statsadvokaten, idet eventuel
uenighed om lovligheden af Politiklagemyndighedens
efterforskningskridt og om f.eks. en forsvarers rettigheder
må afgøres af retten, jf. retsplejelovens
§ 746 (som ikke foreslås ændret). Der er dog
efter udvalgets opfattelse intet til hinder for, at
Politiklagemyndigheden i større sager underretter
statsadvokaten om efterforskningen, eller at der i øvrigt
finder et samarbejde sted i større konkrete sager. Udvalget
fremhæver, at statsadvokaten ikke kan bede
Politiklagemyndigheden om at stoppe en efterforskning, og at
statsadvokatens involvering kun kan ske på initiativ fra
Politiklagemyndigheden. Politiklagemyndighedens afvisning af en
anmeldelse vil dog kunne påklages til den regionale
statsadvokat, jf. forslaget til § 1020 d,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
202-203.
3.2.2. Udvalget foreslår, at
der som en del af Den Uafhængige Politiklagemyndighed
oprettes et Politiklageråd, der skal have det
overordnede ansvar for Politiklagemyndighedens virksomhed og
fastlægge generelle overordnede retningslinjer for
myndighedens arbejde.
Det daglige ansvar for myndighedens arbejde bør
påhvile en direktør, der er chef for myndighedens
medarbejdere.
Udvalget finder, at der ved denne sammensætning af
Politiklagemyndigheden opnås en god balance mellem den
faglige del af myndigheden, der skal forestå det daglige
arbejde, og ekstern indflydelse og kompetence i form af et
råd, der som en slags bestyrelse eller kontrolinstans har det
overordnede ansvar for myndighedens virke. Ved denne model bevares
også det læge element som i dag findes i
politiklagesystemet, og et bredt sammensat politiklageråd vil
også kunne være med til at styrke
Politiklagemyndighedens uafhængighed og anseelse og
være med til at forøge tilliden til
politiklagesystemet.
Udvalget foreslår, at Politiklagerådet skal have 5
medlemmer. Det foreslås, at medlemmerne beskikkes af
justitsministeren efter indstilling fra relevante myndigheder og
organisationer, jf. nedenfor. Det forudsættes, at
justitsministeren i almindelighed vil skulle følge
indstillingerne. Der beskikkes et tilsvarende antal suppleanter.
Det foreslås, at beskikkelse sker for en periode på 4
år med mulighed for genbeskikkelse for yderligere én
periode. Den maksimale periode, som et medlem kan deltage i
rådets arbejde, vil således være 8
år.
For at styrke tilliden til rådets arbejde og dets
uafhængighed foreslås det, at formanden skal
være landsdommer. Formanden beskikkes efter indstilling fra
de to landsretter. For at sikre at begge landsretter bliver
repræsenteret, bør formandskabet gå på
skift mellem de to landsretter, og således at suppleanten for
formanden er en dommer fra Vestre Landsret, hvis formanden er fra
Østre Landsret, og omvendt.
Det foreslås, at rådet ud over formanden skal
bestå af en advokat, en universitetslærer i
retsvidenskab og to repræsentanter for offentligheden. Herved
får Politiklagerådet en bred sammensætning, hvor
også det læge element, som i dag kendetegner
politiklagenævnene, indgår.
Svarende til, hvad der gælder for Den Særlige
Klageret (retsplejelovens § 1 a, stk. 3) og
Dommerudnævnelsesrådet (retsplejelovens § 43
b, stk. 3), foreslås det, at advokaten beskikkes efter
indstilling fra Advokatrådet, og at de to
offentlighedsrepræsentanter beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings
Samråd. Universitetslæreren i retsvidenskab bør
- ligesom det er tilfældet i relation til Den Særlige
Klageret og Procesbevillingsnævnet - udpeges direkte af
justitsministeren, idet det forudsættes, at der udpeges en
erfaren professor eller lektor med interesse for politiets arbejde.
Udvalget finder det for at styrke uafhængigheden
rigtigst, at der er tale om en juridisk universitetslærer,
der er tilknyttet et af universiteterne, og tilføjelsen i
retsplejelovens §§ 1 a, stk. 3, og 23,
stk. 1, (om udpegning af medlemmer til Den Særlige
Klageret henholdsvis Procesbevillingsnævnet) om »en
anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse«
foreslås derfor ikke medtaget.
Politiklagerådet bør på samme måde
som en bestyrelse have det overordnede ansvar for
Politiklagemyndighedens arbejde og fastlægge de generelle
overordnede retningslinjer for dette arbejde.
Rådet bør endvidere kunne behandle og
træffe afgørelse i konkrete sager, der er af
principiel karakter eller af betydelig almindelig interesse, eller
som af andre særlige grunde findes at burde afgøres af
rådet. I andre sager træffes afgørelsen af
direktøren eller af den, som er bemyndiget hertil af
rådet eller direktøren. Udadtil bør
afgørelsen fremtræde som truffet af
Politiklagemyndigheden, idet der ikke kan klages over
direktørens afgørelser til rådet. Det er ikke
tanken, at rådet skal involveres i alle konkrete sager, men
det vil i øvrigt være op til rådet selv at
fastlægge de nærmere retningslinjer for, hvilke sager
der skal forelægges for rådet.
Politiklagerådet bør selv fastsætte sin
forretningsorden og regler om arbejdets fordeling mellem
rådet og direktøren. Forretningsordenen bør
f.eks. indeholde nærmere regler om de tilfælde, hvor
der finder afstemning sted i rådet. Det forudsættes, at
afgørelse i rådet ved uenighed træffes ved
almindelig stemmeflerhed. Der er ikke noget til hinder for, at det
fremgår af en afgørelse fra Politiklagemyndigheden, om
den har været drøftet i Politiklagerådet, men
resultatet af en eventuel afstemning bør i almindelighed
ikke offentliggøres.
Politiklagemyndighedens daglige arbejde bør som
nævnt ledes af en direktør, der er chef for de
medarbejdere, der er ansat i myndigheden. Udvalget foreslår,
at direktøren ansættes og afskediges af
justitsministeren efter politiklagerådets indstilling.
Direktøren skal være forpligtet til alene at
følge de anvisninger og retningslinjer, der gives af
rådet, og altså ikke anvisninger fra anden side. Dog
vil Politiklagemyndigheden som nævnt ovenfor være
underlagt Rigsadvokatens generelle instrukser om behandlingen af
straffesager.
Direktøren bør deltage i Politiklagerådets
møder, medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet,
hvilket forudsættes alene at ske i helt særlige
tilfælde. Der er ikke noget til hinder for, at også
andre medarbejdere deltager i rådets møder,
såfremt rådet giver samtykke hertil.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
202-203.
3.2.3. Udvalget finder som
nævnt, at Politiklagemyndigheden bør ledes af en
direktør, der forudsættes at være en erfaren og
anerkendt jurist. Derudover vil det formentlig være
nødvendigt med en souschef, der kan varetage
direktørens funktioner, når denne ikke er til stede.
Der vil endvidere til afdelingen skulle knyttes et yderligere antal
juridiske medarbejdere. Der bør fortrinsvis være tale
om chargerede medarbejdere, der på egen hånd vil kunne
varetage myndighedens funktioner. Myndigheden vil herudover skulle
bestå af en eller flere efterforskningsledere, et antal faste
efterforskere og administrativt personale.
Antallet af faste efterforskere bør efter udvalgets
opfattelse udgøre 5-10 medarbejdere. Hvis der er brug for
det, bør Politiklagemyndigheden kunne anmode om bistand fra
Rigspolitiet. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor
Politiklagemyndigheden ikke selv har ressourcer til at
gennemføre efterforskningen, eller hvor det ikke vil
være hensigtsmæssigt, hvis Politiklagemyndigheden
træder frem, f.eks. i forbindelse med mistanke om, at der
lækkes tavshedsbelagte oplysninger fra en politistation. Det
forudsættes, at en sådan undersøgelse i givet
fald bør styres nøje af Politiklagemyndigheden og
foretages på myndighedens ansvar. Politiklagemyndigheden
bør også i andre sammenhænge, f.eks. i relation
til kriminalteknisk bistand, kunne trække på
Rigspolitiets specialafdelinger.
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå
særlige regler om sammensætningen af personalet i
Politiklagemyndigheden, f.eks. i relation til tidligere arbejde i
politi eller anklagemyndighed.
Der er efter udvalgets opfattelse på den ene side intet
til hinder for, at en medarbejder har en politimæssig
uddannelse og tidligere har gjort tjeneste i politiet, mens dette
på den anden side ikke kan stilles som en betingelse. Det
må nok forventes, at der vil være en meget stor andel
af efterforskere med politimæssig baggrund, herunder
tidligere politipersonale. Også personer, der har en
politimæssig uddannelse, men som har været
beskæftiget med andet arbejde i en periode, vil være en
mulighed som efterforskere i Politiklagemyndigheden.
Udvalget fremhæver, at hver enkelt medarbejder i
Politiklagemyndigheden i sit daglige virke bør have for
øje, at myndigheden er uafhængig af politiet og
anklagemyndigheden.
Udvalget finder ikke anledning til at stille forslag om en
»karantæneperiode« for tidligere medarbejdere i
politiet. Udvalget har herved navnlig lagt vægt på, at
det vil være særdeles vanskeligt at skaffe
kvalificerede efterforskere, hvis der stilles krav om en
sådan karantæneperiode. Politiklagemyndighedens
efterforskning må nødvendigvis være på et
meget højt fagligt niveau, så der er den
nødvendige tillid hertil hos befolkningen, og hos det
politipersonale, som efterforskningen retter sig imod, og som selv
har en politimæssig baggrund og ofte
efterforskningsmæssig erfaring.
Udvalget har også lagt vægt på, at der
hverken i det engelske Independent Police Complaints Commission
eller i den norske Specialenhet for politisaker er krav om en
karantæneperiode for efterforskere.
Politiklagemyndigheden skal kunne rykke ud med meget kort
varsel, f.eks. i forbindelse med sager, hvor en person er
afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade
som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt. Udvalget har
derfor overvejet, om myndigheden permanent bør have et eller
flere kontorer rundt omkring i landet. Udvalget finder imidlertid i
lyset af Danmarks størrelse og de lette transportmuligheder
ikke anledning til at anbefale dette. Der er dog naturligvis intet
til hinder for, at der i en periode - hvis der måtte
være behov for det - indrettes midlertidige kontorfaciliteter
for Politiklagemyndigheden andre steder end på myndighedens
hovedadresse.
Udvalget bemærker, at antallet af sager, hvor en person
er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til
skade som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt, i
årene fra 2002 til 2005 var mellem 7 og 10, i 2006 har
været 20 og i 2007 21. Det forudsættes i øvrigt,
at der etableres en vagtordning, således at medarbejdere fra
myndigheden med kort varsel vil kunne komme til stede, når
der er brug for det.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
212-215.
3.2.4. Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag om
Politiklagemyndighedens organisatoriske placering,
sammensætning mv., og lovforslaget er med enkelte
redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse med
udvalgets udkast.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (forslag
til retsplejelovens § 118 (om Politiklagemyndighedens
uafhængighed), §§ 118-118 b og 118 d (om
Politiklagerådets sammensætning og opgaver) og
§ 118 c (om direktørens opgaver)), § 1,
nr. 7 (forslag til retsplejelovens § 1019, stk. 2
(om Rigspolitiets bistand til undersøgelsen i
adfærdsklagesager)), og § 1, nr. 8 (forslag til
retsplejelovens § 1020 c, stk. 2 (om Rigspolitiets
bistand til efterforskningen i straffesager mod politipersonale)),
og bemærkningerne hertil.
3.3. Generelle spørgsmål vedrørende
Politiklagemyndighedens kompetence
3.3.1. Hvem kan der klages over?
Udvalget finder efter en samlet vurdering ikke anledning til
at foreslå ændringer i, hvilke personer (funktioner)
der bør være omfattet af politiklageordningen.
Det politiuddannede personale bør fortsat være
omfattet af ordningen. Det er den mulighed for magtanvendelse,
herunder af fysisk karakter, som denne del af politiets personale
har, der er baggrunden for, at der er etableret en særlig
klageordning vedrørende politipersonale.
Udvalget finder i lyset af de arbejdsopgaver, som politiets
kontorpersonale mv. har, at der ikke er anledning til, at disse
personalegrupper bør være omfattet af klageordningen.
Klage over disse personalegrupper bør derfor som hidtil
behandles af politidirektørerne og Rigspolitiet.
For så vidt angår politiets juridiske personale er
det andre hensyn, der gør sig gældende end for det
politiuddannede personale. Selv om det juridiske personale har
mulighed for at anvende politimæssige beføjelser i
form af anholdelse mv., er det i praksis sjældent, at det
sker, mens der er flere tilfælde, hvor en af politiets
jurister beskyldes for uhøflig optræden eller
anvendelse af urimelig sprogbrug. Anmeldelser om strafbare forhold
mod politiets jurister er sjældent forekommende, men det sker
dog, at der er anmeldelser i form af f.eks. beskyldninger om
korruption og lignende. Samlet er antallet af klagesager over
politiets jurister beskedent.
Udvalget finder på denne baggrund, at det er mest
hensigtsmæssigt at bevare den nuværende ordning,
hvorefter jurister, der gør tjeneste i en politikreds eller
hos Rigspolitiet, er omfattet af politiklageordningen.
Medarbejderne hos den overordnede anklagemyndighed
(statsadvokaterne og Rigsadvokaten) bør efter udvalgets
opfattelse fortsat ikke være omfattet af
politiklageordningen. Klage over disse medarbejdere vil endeligt
skulle afgøres af Justitsministeriet.
Nogle af politiets jurister møder i sager ved
landsretten (og eventuelt i nævningesager i byretterne) som
medhjælpere for statsadvokaten, jf. retsplejelovens
§ 103, stk. 2. Da de pågældende i denne
funktion direkte er undergivet statsadvokaten, bør klage
over deres optræden i forbindelse med denne funktion som
hidtil ikke være omfattet af politiklageordningen.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
173-174.
3.3.2. Hvilke sager bør være omfattet af
klageordningen?
Udvalget finder, at den nuværende afgrænsning af
den særlige politiklageordning til adfærdsklagesager og
sager om strafbare forhold i tjenesten er hensigtsmæssig og
velbegrundet. Udvalget finder således, at ordningen, som
udgangspunkt ikke bør omfatte forhold uden for
tjenesten.
Udvalget har herved lagt vægt på, at
klageordningen udspringer af de særlige beføjelser til
at bruge fysisk magt, som politiet i modsætning til andre
myndigheder er tillagt. Udvalget har også lagt vægt
på, at begrebet »i tjenesten« fortsat i
tvivlstilfælde bør fortolkes vidt, jf. pkt. 2.1.4
ovenfor. Herudover har udvalget lagt vægt på, at det er
vigtigt, at Politiklagemyndighedens ressourcer fra starten anvendes
i de sager, hvor der er et reelt behov for, at efterforskningen
foretages af en uafhængig myndighed. Udvalget bemærker
endvidere, at eventuelle habilitetsproblemer i forbindelse med
forhold uden for tjenesten må løses ved, at sagen
overgives til behandling i en anden politikreds eller eventuelt i
Rigspolitiet.
Udvalget foreslår dog, at Politiklagemyndigheden i
særlige tilfælde skal kunne forestå
efterforskningen også af forhold, der er begået uden
for tjenesten. Det drejer sig navnlig om de situationer, hvor der
er mistanke mod en politimand om forhold, der er begået
både i og uden for tjenesten. Det foreslås, at
statsadvokaten i sådanne tilfælde kan bestemme, at
Politiklagemyndigheden skal forestå efterforskningen i hele
sagen mod den pågældende. Statsadvokaten vil også
kunne bestemme, at en sag, hvor der både er en eller flere
sigtede politimænd, og andre sigtede uden tilknytning til
politiet, i sin helhed skal efterforskes af
Politiklagemyndigheden.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
175.
3.3.3. Særligt om dispositionsklager
Ved et tillægskommissorium af 6. august 2008 blev
udvalget anmodet om at overveje, om klager over politiets
dispositioner uden for strafferetsplejen bør indgå i
en eventuel ny politiklageordning. Baggrunden for
tillægskommissoriet var presseomtale af borgeres klager over
politibetjeningen, herunder ønsker om politimæssig
bistand (»udrykning«).
Udvalget finder ikke, at alle dispositionsklager uden for
strafferetsplejen bør være omfattet af den
særlige klageordning.
Udvalget har herved lagt vægt på, at antallet af
dispositionsklager er meget stort, og at der er tale om meget
forskelligartede klager. Der kan bl.a. være tale om klage
over egentlige ledelsesmæssige vurderinger og
beføjelser, og der må nødvendigvis indgå
et betydeligt politifagligt og ledelsesmæssigt skøn i
sådanne dispositioner. Hertil kommer, at en stor del af
klagerne over politiets dispositioner efter udvalgets opfattelse
slet ikke vil være egnede til at indgå i
politiklagesystemet. Ofte er der tale om klager over dagligdags
dispositioner, der klares med en samtale med borgeren, og hvor der
ikke træffes og ikke er behov for en formel
afgørelse.
Hertil kommer, at dispositionsklager er karakteriseret ved, at
klagen ikke vedrører magtmisbrug mv. fra politiets eller en
enkelt politimands side, men angår tilfælde, hvor det
skøn, som er udøvet i forbindelse med en bestemt
politimæssig disposition, ved en efterfølgende
vurdering viser sig muligvis at burde have været
udøvet anderledes. De hensyn, der ligger bag, at der er
etableret en særlig klageordning i forbindelse med
magtmisbrug og andre tjenesteforsømmelser mv. eller
strafbare forhold fra politiets side, gør sig således
ikke på samme måde gældende i relation til
dispositionsklager. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis
der er mulighed for, at der f.eks. foreligger magtmisbrug eller
anden tjenesteforsømmelse, eller der er tale om dårlig
adfærd fra politiets side i forbindelse med en
dispositionsklage, vil sagen allerede efter de gældende
regler overgå til at blive behandlet som en
adfærdsklage i politiklagesystemet. Er der tale om en
disposition, hvor der er mistanke om et strafbart forhold, vil
sagen også allerede efter de gældende regler skulle
behandles efter de særlige regler i kapitel 93 c om
straffesager mod politipersonale.
Hvis den foreslåede uafhængige
politiklagemyndighed i den nye klageordning skulle overtage alle
dispositionsklager, ville det indebære, at der skulle
tilføres meget betydelige ressourcer til
politiklageordningen, og der ville være risiko for, at der
ville blive åbnet op for et uoverskueligt klagesystem, hvor
de afsatte ressourcer og indsatsen efter udvalgets opfattelse ikke
ville stå mål med den opnåede gevinst.
I relation til de tilfælde af manglende udrykning fra
politiet, som bl.a. har været fremme i den offentlige debat,
er det udvalgets opfattelse, at det vil være
betænkeligt, hvis alle klager over manglende politibetjening
skulle rettes til en ny uafhængig politiklagemyndighed. Det
ville således betyde, at Politiklagemyndigheden bl.a.
detaljeret skulle vurdere opbygningen af politikredsenes
vagtcentraler, herunder hvilke ressourcer der skal afsættes
hertil, og størrelsen og prioriteringen af det
politimæssige beredskab i øvrigt.
Efter udvalgets opfattelse bør de rene
dispositionsklager således som udgangspunkt ligesom i
dag holdes uden for politiklagesystemet og behandles af
anklagemyndigheden (ved dispositionsklager inden for
strafferetsplejen) eller af politidirektørerne og
Rigspolitiet (ved dispositionsklager uden for
strafferetsplejen).
Udvalget finder dog, at der kan være tilfælde,
hvor det vil være hensigtsmæssigt og forsvarligt, at
dispositionsklager som et accessorium til en politiklage vil kunne
behandles i politiklageordningen. Det vil være
tilfældet i de situationer, hvor der i forbindelse med en
adfærdsklage eller en anmeldelse om strafbart forhold tillige
klages over en disposition, som en politimand har truffet i
forbindelse med den pågældende politiforretning. De
rent ledelsesmæssige dispositioner bør derimod ikke
være omfattet af politiklageordningen, f.eks. om hvordan
politiets ressourcer skal anvendes eller generelle overvejelser af
operationel/polititaktisk karakter.
Udvalget foreslår derfor, at Politiklagemyndigheden,
hvis der er en nær sammenhæng mellem en
dispositionsklage og en adfærdsklage eller en straffesag mod
en politimand, skal have mulighed for også at behandle
dispositionsklagen. Politiklagemyndigheden bør dog i
forbindelse med behandlingen af en dispositionsklage
forelægge sagen for den pågældende politimands
foresatte, typisk en politidirektør eller Rigspolitiet,
således at politiledelsen kan få lejlighed til at komme
med bemærkninger om dispositionen.
Som eksempler, hvor der kan være en sådan
nær sammenhæng, kan nævnes beslutningen om at
indsætte politihunde eller et detentionsdødsfald.
Beslutningen om at indsætte hunde i forbindelse med en
politiforretning vil i almindelighed være en
politimæssig disposition. Må det antages, at klagen
f.eks. går på, at brugen af hunde er sket i
chikanøst øjemed eller som led i magtmisbrug fra
politiets side, kan klagen dog være omfattet af kapitel 93 b
om klager over politipersonalet (eller eventuelt kapitel 93 c om
straffesager mod politipersonale). Ved efterforskningen af et
dødsfald i en detention kan der tilsvarende indgå
vurderinger både af politiets detentionsanbringelse og
gennemførelsen af anbringelsen.
Udvalget anfører, at det må antages, at der vil
blive tale om et forholdsvis begrænset antal tilfælde,
hvor Politiklagemyndigheden som et accessorium vil kunne behandle
dispositionsklager.
Udvalget finder ikke, at det på forhånd bør
være udelukket, at Politiklagemyndigheden vurderer en
disposition inden for strafferetsplejen, hvis der er en nær
sammenhæng med klagen i øvrigt. Som eksempel kan
nævnes en anholdelse af en person (som sker inden for
strafferetsplejen), der mener sig uberettiget bortvist.
Udvalget foreslår, at der i retsplejelovens kapitel 93 b
om adfærdsklager indsættes en særlig bestemmelse
om denne adgang for Politiklagemyndigheden til i visse
tilfælde at behandle og afgøre dispositionsklager, der
har en nær sammenhæng med en adfærdsklage.
Udvalget foreslår endvidere, at der i retsplejelovens
kapitel 93 c indsættes en bestemmelse om, at
Politiklagemyndigheden også i forbindelse med
efterforskningen af en straffesag kan behandle dispositionsklager,
der har en nær sammenhæng med straffesagen.
Politiklagemyndigheden bør derimod ikke i disse
tilfælde vurdere hensigtsmæssigheden af dispositionen,
hvis sagen i øvrigt forelægges for statsadvokaten med
henblik på afgørelse af
tiltalespørgsmålet. Det bør i disse sager
være statsadvokaten, der vurderer dispositionen.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
151-156 og 175.
3.3.4. Politiklagemyndighedens information til
offentligheden
Politiklagemyndigheden bør efter udvalgets opfattelse
have en række opgaver af mere informativ karakter både
i forhold til offentligheden og til politiets personale.
Myndigheden bør også overtage Rigsadvokatens opgave
med at indsamle og koordinere statistisk materiale på
politiklageområdet. Det forudsættes således, at
myndigheden skal have egen hjemmeside, hvor alle oplysninger om
klager over og straffesager mod politipersonale samles, og at
myndigheden udarbejder en årsberetning om klager over
politiet. Årsberetningen bør også indeholde
nærmere oplysninger om de straffesager og
disciplinærsager, der i årets løb har
været rejst som følge af myndighedens arbejde. Det
forudsættes, at Politiklagemyndigheden til brug for
årsberetningen modtager de nødvendige oplysninger fra
anklagemyndigheden, Rigspolitiet og
politidirektørerne.
Udvalget anbefaler endvidere, at medarbejdere fra myndigheden
deltager som undervisere i forbindelse med uddannelse af politifolk
og i øvrigt deltager i oplysende arbejde om klager over
politiet. Endelig anbefales det, at myndigheden deltager i det
internationale samarbejde, der er under opbygning i forhold til
tilsvarende myndigheder i andre europæiske lande.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
212.
3.3.5. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet er enig i udvalgets overvejelser om
afgrænsningen af, hvilke persongrupper og sager som
bør være omfattet af Politiklagemyndighedens
kompetence, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse
hermed.
Af de grunde, som udvalget har anført, er
Justitsministeriet endvidere enig i, at den foreslåede
Politiklagemyndighed ikke bør have beføjelse til
generelt at behandle klager over politiets dispositioner uden for
eller inden for strafferetsplejen.
Justitsministeriet er enig med udvalget i, at en
dispositionsklage dog bør kunne behandles sammen med en
klagesag eller straffesag, hvis der er en nær
sammenhæng mellem sagerne. I forhold til udvalgets lovudkast
er der indføjet en bestemmelse i lovforslaget, som
udtrykkeligt fastsætter, at det er statsadvokaten, der
på grundlag af Politiklagemyndighedens efterforskning (og
efter høring af politidirektøren/Rigspolitiet)
træffer afgørelse i en sådan dispositionsklage,
når den behandles sammen med en straffesag mod
politipersonale, jf. forslaget til retsplejelovens § 1020
i, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 1 (forslag til retsplejelovens § 118 c (om
Politiklagemyndighedens årlige beretning)), § 1,
nr. 7 (forslag til retsplejelovens § 1019, stk. 1,
(om klager over politipersonalets adfærd) og § 1019
q (om adgangen til at behandle dispositionsklager i forbindelse med
adfærdsklagesager)), og § 1, nr. 8 (forslag til
retsplejelovens § 1020 i, stk. 1, (om samlet
behandlingen af strafbare forhold begået i og uden for
tjenesten) og § 1020 i, stk. 2 og 3, (om adgangen
til at behandle dispositionsklager i forbindelse med
straffesager)), og bemærkningerne hertil.
3.4. Politiklagemyndighedens kompetence i
adfærdsklagesager
3.4.1. Undersøgelse og afgørelse i
adfærdsklagesager
Udvalget foreslår, at Politiklagemyndigheden skal have
til opgave at undersøge alle adfærdsklagesager bortset
fra klager, der kan behandles som notitssag, jf. pkt. 3.4.2
nedenfor.
Ved modtagelsen af en sag bør
Politiklagemyndigheden tage stilling til, om sagen skal
behandles som en adfærdsklage eller som en anmeldelse af et
strafbart forhold. Det er naturligvis af betydning, hvordan
klageren selv betegner sin klage, men det er ikke afgørende.
Hvis en klager fastholder, at der er tale om en anmeldelse af et
strafbart forhold, har den pågældende krav på, at
der tages stilling hertil.
Udvalget foreslår, at Politiklagemyndigheden selv
tilrettelægger sin sagsbehandling.
Det er udvalgets vurdering, at de gældende bestemmelser
om indenretlig afhøring i tilstrækkelig grad giver
mulighed for at foretage indenretlige afhøringer, hvis det
anses for hensigtsmæssigt eller påkrævet.
Udvalget foreslår derfor, at Politiklagemyndigheden kan
bestemme, at der skal afgives indenretlig forklaring i forbindelse
med undersøgelse af en adfærdsklage i samme omfang som
i dag. Udvalget foreslår dog, at værnetingsbestemmelsen
gøres mere enkel, så der skabes mulighed for, at
indenretlig afhøring kan finde sted i den retskreds, hvor
det er mest hensigtsmæssigt. Dette svarer til
værnetingsbestemmelsen i retsplejelovens § 694,
stk. 1 (som ikke foreslås ændret), om
retsmøder under efterforskningen i straffesager.
Politiklagemyndigheden møder i givet fald selv i retten
under sådanne retsmøder.
Udvalget foreslår herudover, at Politiklagemyndigheden
på et hvilket som helst tidspunkt af sagsbehandlingen kan
afvise en adfærdsklage, hvis det findes åbenbart, at
der ikke er grundlag for at give klageren medhold. En sådan
adgang til at afvise adfærdsklager bør anvendes med
varsomhed, men myndigheden bør have mulighed for ikke
unødvendigt at bruge ressourcer på chikanøse,
useriøse, uforståelige og åbenbart
grundløse klager.
Hvis der ikke sker afvisning, træffer
Politiklagemyndigheden, når undersøgelsen er
tilendebragt, afgørelse i adfærdsklagesagen og tager i
forbindelse hermed stilling til, om der er grundlag for at udtale
kritik. Kritikken kan vedrøre en bestemt politimands udsagn,
adfærd eller handlemåde, men kan også være
en »systemkritik«.
Udvalget finder i lyset af forslaget om et særligt
Politiklageråd ikke grundlag for at foreslå, at der
skal gælde en særlig klageadgang for
adfærdsklagesagerne eller opretholdes et særligt
kontrolorgan i form af et politiklagenævn, jf. også
pkt. 3.1.4 ovenfor. Det bør således afgøres
endeligt af Politiklagemyndigheden, om der er grundlag for kritik i
anledning af en adfærdsklage.
Hvis en klage vedrørende samme begivenhedsforløb
indeholder både en adfærdsklage og anmeldelse om et
strafbart forhold, bør spørgsmålet om, hvorvidt
der skal rejses tiltale, forelægges for statsadvokaten,
før Politiklagemyndigheden tager stilling til
adfærdsklagen. Vedrører klagen derimod
forskellige hændelsesforløb uden sammenhæng,
bør Politiklagemyndigheden afgøre, om det er mest
hensigtsmæssigt at vente med at tage stilling til
adfærdsklagen, indtil statsadvokaten har vurderet, om der i
relation til et andet hændelsesforløb er grundlag for
at rejse tiltale.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
206-209.
3.4.2. Notitssager
Som nævnt i pkt. 2.1.4 ovenfor kan mindre
adfærdsklagesager efter praksis i dag afsluttes med en
samtale mellem en overordnet politimand og klageren og en
efterfølgende notits til statsadvokaten og
politiklagenævnet.
Udvalget finder, at den nuværende ordning med
notitssagsbehandling har været meget velfungerende, og peger
på, at en udvidelse af ordningen med notitssagsbehandling i
sager om klager over politiets adfærd i tjenesten vil kunne
være med til at sikre en hurtig og fleksibel
gennemførelse af sagsbehandlingen og samtidig frigive
ressourcer til behandling af bl.a. mere tunge
adfærdsklagesager. Udvalget foreslår på denne
baggrund at lovfæste og udvide anvendelsesområdet for
sådanne notitssager. Udvalget har i den forbindelse
også lagt vægt på, at en
brugerundersøgelse, som Aalborg Universitet har
gennemført, bl.a. viser, at op mod halvdelen af de klagere,
der deltog i undersøgelsen, frem for et formelt
klageforløb, som de oplevede, ville have foretrukket en
uformel samtale med en overordnet polititjenestemand og dermed en
væsentlig hurtigere behandling af klagen.
Det forudsættes, at behandlingen af en adfærdssag
på denne lettere måde alene gennemføres,
såfremt klageren ønsker det. Klageren kan når
som helst i processen forlange, at sagen behandles i det
sædvanlige klagesystem.
Udvalget finder endvidere, at det bør være en
forudsætning for notitssagsbehandling, at en indklaget
politimand, der til brug for notitssagsbehandlingen afgiver en
udtalelse, skal kunne gøre dette uden risiko for en
disciplinær reaktion. Udvalget foreslår derfor, at der
ikke efterfølgende kan pålægges en politimand,
der som led i notitssagsbehandlingen er fremkommet med en
udtalelse, en disciplinær sanktion i anledning heraf. Derved
sikres det, at indklagede kan medvirke ved notitssagens behandling
uden at risikere, at de oplysninger, som han eller hun fremkommer
med, senere kan bruges imod vedkommende.
Udelukkelsen af en disciplinær sanktion bør
først indtræde, når indklagede afgiver en
udtalelse til brug for notitssagsbehandlingen. Inddrages indklagede
ikke i notitssagsbehandlingen, vil en efterfølgende
disciplinær sanktion således ikke være udelukket,
hvis klageren ikke ønsker sagen afgjort som notitssag. Hvis
klageren efter, at indklagede er fremkommet med en udtalelse, ikke
ønsker sagen afgjort som notitssag, vil
Politiklagemyndigheden kunne udtale kritik mv., men der vil ikke
som følge heraf kunne pålægges nogen
disciplinær sanktion.
Udvalget finder, at notitssagsbehandling kun bør kunne
finde sted i adfærdsklagesager. Er der mistanke om et
strafbart forhold, kan notitssagsbehandling således ikke
gennemføres. Sagen må i så fald som enhver anden
straffesag efterforskes, og det må vurderes, om der er
grundlag for at rejse tiltale mod nogen. Det vil således
navnlig være i de mindre alvorlige adfærdsklagesager om
f.eks. ukorrekt fremgangsmåde i tjenesten og uhøflig
tiltale eller anden ukorrekt personlig optræden, at
notitssagsbehandling vil være velegnet.
Udvalget finder dog ikke på forhånd at kunne
udelukke, at notitssagsbehandling vil kunne finde sted i
forbindelse med f.eks. en klage over hårdhændet
behandling i forbindelse med en anholdelse. Det bør derfor
ved enhver adfærdsklage konkret overvejes, om sagen
skønnes egnet til notitssagsbehandling. Er der tale om en
adfærd, der nærmer sig vold, således at der er
mulighed for, at sagen kan ende med en alvorlig disciplinær
sanktion i forhold til den indklagede politimand, eller er der som
nævnt tale om mistanke om strafbart forhold, bør sagen
ikke kunne sluttes som notitssag.
Udvalget foreslår, at politiet ligesom i dag
forestår notitssagsbehandlingen ved en samtale med klageren.
Den overordnede politimand, der gennemfører samtalen med
klageren, skal udarbejde en notits om samtalen og dens udfald. Af
notitsen skal det fremgå, at klageren er vejledt om, at han
eller hun kan få en formel afgørelse i sagen, men at
den pågældende ikke har ønsket dette og er
indforstået med notitssagsbehandling.
Udvalget finder fortsat, at det bør være muligt
at lade den indklagede politimand deltage i samtalen, idet det dog
bemærkes, at den overordnede politimand næppe
bør gennemføre egentlige
mæglingsbestræbelser, idet dette i givet fald
bør ske under medvirken af en uafhængig
konfliktmægler i overensstemmelse med almindelige
mæglingsstandarder, jf. også pkt. 3.4.3 nedenfor.
Udvalget foreslår, at der i retsplejelovens kapitel 93 b
om adfærdsklagesager indsættes en udtrykkelig
bestemmelse om, at adfærdsklagesager kan sluttes ved
notitssagsbehandling.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
156-162.
3.4.3. Konfliktmægling
Der er i udvalget enighed om, at der også på
politiklageområdet i adfærdsklagesager kan være
muligheder i at anvende en form for konfliktmægling, men der
er samtidig betydelig skepsis over for, om konfliktmægling
vil være en brugbar løsningsmodel i andet end et helt
minimalt antal sager. Udvalget peger i den forbindelse bl.a.
på, at det er vigtigt, at offentligheden har tillid til, at
adfærdsklager også ved anvendelse af
konfliktmægling behandles på betryggende vis. Ethvert
mæglingsforløb er imidlertid fortroligt, og der vil
derfor ikke på grundlag af mæglingen
efterfølgende kunne blive tale om disciplinær- eller
strafforfølgning mod den pågældende
politimand.
Udvalget finder ikke grundlag for i retsplejeloven at
foreslå særlige regler om konfliktmægling i
politiklagesager, men peger på, at den nye uafhængige
politiklagemyndighed i givet fald vil kunne etablere en
forsøgsordning med egentlig konfliktmægling i
adfærdsklagesager.
Med en sådan forsøgsordning vil det kunne
afklares, om konfliktmægling i adfærdsklagesager er et
brugbart redskab til at få løst nogle sager til alle
involveredes tilfredshed. Desuden vil nogle af de
spørgsmål, som konfliktmægling i
adfærdsklagesager rejser, kunne afklares, f.eks.
sammenhængen mellem fortroligheden ved mægling og
behovet for disciplinærforfølgning mod
politimænd.
Udvalget er opmærksom på, at konfliktmægling
i adfærdsklagesager vil rejse en række
problemstillinger, der bør afklares, inden en
forsøgsordning iværksættes, men udvalget finder
ikke, at disse forhold er af en sådan karakter, at de
på forhånd bør udelukke, at
Politiklagemyndigheden kan iværksætte en
forsøgsordning med konfliktmægling. Man kan sagtens
forestille sig situationer - også uden for
notitssagsområdet - hvor personer, der klager over bestemte
af politiets adfærdsformer (eksempelvis sprogbrug, chikane
mv.), primært ønsker en forklaring om eller beklagelse
af det passerede i umiddelbar forlængelse heraf og netop ikke
har indgivet klagen for at »forfølge« den
enkelte politimand. I sådanne situationer vil en
forsøgsordning med konfliktmægling kunne være en
mulighed i tilfælde, hvor sagen ikke kan sluttes ved
notitssagsbehandling.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
162-164.
3.4.4. Klagefrist
Udvalget finder, at der fortsat bør være en frist
på 6 måneder for indgivelse af klage. Hvis klagen ikke
er indgivet inden for fristen, bør den afvises, medmindre
den enten har en sådan alvorlig karakter, at afvisning ikke
skønnes rimelig, eller det er undskyldeligt, at klagen ikke
er indgivet tidligere.
Udvalget foreslår, at bestemmelsen om afvisning
ændres, således at det fremgår, at
6-måneders fristen er en egentlig klagefrist og ikke blot en
»kan-regel«. Det betyder, at klagen skal afvises, hvis
den ikke er indleveret inden 6 måneder, men således at
Politiklagemyndigheden i særlige tilfælde kan behandle
sagen, selv om klage indgives senere.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
178-179.
3.4.5. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets overvejelser og
forslag, herunder overvejelserne om konfliktmægling, og
lovforslaget er i det væsentlige udformet i overensstemmelse
hermed.
Det forudsættes, at den foreslåede
notitssagsbehandling ikke vil blive gennemført, hvis det er
tvivlsomt, om sagen er egnet til at blive søgt behandlet som
notitssag, f.eks. fordi der i den konkrete sag er tvivl om,
hvorvidt politimandens adfærd eventuelt vil kunne give
anledning til en alvorligere disciplinær sanktion. Det
forudsættes herunder, at der ikke indhentes en udtalelse fra
indklagede, før det i givet fald står klart, at
klageren er indforstået med notitssagsbehandlingen.
For så vidt angår politipersonales mulighed for at
afgive oplysninger til brug for en notitssagsbehandling uden at
risikere disciplinæransvar bemærkes, at det i lyset af
høringen over betænkningen i forslaget til
retsplejelovens § 1019 k, stk. 3, er
præciseret, at dette alene gælder det eller de forhold,
som indgår i notitssagsbehandlingen. Politipersonale
bør naturligvis ikke kunne undgå et eventuelt
disciplinært ansvar som følge af en anden kritisabel
adfærd ved at oplyse om denne i forbindelse med
notitssagsbehandlingen af en klage over f.eks. uhøflig
tiltale.
I lyset af høringen over betænkningen
foreslås det endvidere i forslaget til retsplejelovens
§ 1019 o, stk. 2, at den regionale statsadvokat skal
underrettes om Politiklagemyndighedens afgørelse i
adfærdsklagesager. Baggrunden herfor er statsadvokaternes
generelle tilsynsforpligtelse i forhold til politikredsenes
behandling af straffesager, jf. retsplejelovens § 101,
stk. 2, 1. pkt. (som ikke foreslås ændret).
Det bemærkes, at en adfærdsklagesag i nogle
tilfælde udspringer af en episode, som fører til en
straffesag mod klageren. Begge sager kan derfor vedrøre
samme begivenhed. Dette kan give anledning til overvejelser om,
hvilken sag der bør behandles først. Sættes
klagesagen i bero vil politimanden ikke have vidnepligt i sagen mod
klageren, og forklaringen afgives ikke under sædvanligt
vidneansvar. Politiklagemyndigheden vil i givet fald ligesom
statsadvokaterne i dag have et vidt skøn over, hvordan en
undersøgelse i disse tilfælde tilrettelægges,
herunder om det efter en konkret vurdering er hensigtsmæssigt
at sætte behandlingen af en adfærdsklagesag i
bero.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag
til retsplejelovens §§ 1019-1019 m og 1019 o-1019 q
(om undersøgelse og afgørelse i
adfærdsklagesager, notitssagsbehandling og klagefrist)), og
bemærkningerne hertil.
3.5. Politiklagemyndighedens kompetence i straffesager mod
politipersonale
3.5.1. Efterforskning
Udvalget foreslår, at Politiklagemyndigheden skal have
til opgave at efterforske sager, hvor der er mistanke om strafbart
forhold begået af en politimand i tjenesten, jf. dog pkt.
3.5.3 neden for om visse færdselsstraffesager. Anmeldelser om
strafbare forhold, der modtages af politiet eller
anklagemyndigheden, skal videresendes til efterforskning hos
Politiklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden bør også - ligesom
politiet i almindelige straffesager - have kompetence til af egen
drift at tage sager op til undersøgelse og efterforskning. I
tilfælde, hvor nogen er død eller kommet alvorligt til
skade i politiets varetægt eller som følge af
politiets indgriben, bør myndigheden endvidere ligesom
statsadvokaterne i dag gennemføre en efterforskning,
også selv om der ikke er mistanke om, at en politimand har
begået et strafbart forhold.
I forbindelse med efterforskningen i straffesager bør
Politiklagemyndigheden udøve de beføjelser, som
ellers tilkommer politiet. Det betyder, at Politiklagemyndigheden
under efterforskningen kan udøve politiets beføjelser
efter retsplejelovens kapitel 67-75 b, herunder i relation til
afhøringer og straffeprocessuelle tvangsindgreb som
anholdelse, varetægtsfængsling, indgreb i
meddelelseshemmeligheden, legemsindgreb, ransagning og
beslaglæggelse.
Politiklagemyndigheden tilrettelægger selv sin
sagsbehandling. Det er udvalgets opfattelse, at de gældende
bestemmelser om indenretlig afhøring i tilstrækkelig
grad giver mulighed for at foretage indenretlig afhøring,
hvis det skønnes påkrævet, og reglerne herom
foreslås videreført for Politiklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden møder selv i retsmøder, der
afholdes i forbindelse med en strafferetlig efterforskning.
Efterforskningen i straffesager bør i øvrigt ske i
overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler om
behandling af straffesager.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
206-208.
3.5.2. Afslutning af sagen
Som der nærmere er redegjort for i pkt. 3.1 ovenfor,
finder udvalget, at kompetencen til at tage stilling til, om der
skal rejses tiltale i sager mod politipersonale, fortsat bør
være hos statsadvokaten (dog Rigsadvokaten eller
justitsministeren, hvis dette følger af de almindelige
regler om påtalekompetencen, hvorefter f.eks.
justitsministerens beslutning er en forudsætning for
tiltalerejsning i sager om terrorisme). Det er således
statsadvokaten, der bør have den påtalekompetence, der
efter retsplejelovens § 719, stk. 1, og
§§ 721 og 722 tilkommer politiet i
»almindelige« straffesager. Hverken
politidirektøren eller Politiklagemyndigheden har
således efter forslaget kompetence til at tage stilling til
tiltalespørgsmålet, jf. dog pkt. 3.3.5.3 neden for om
visse hastighedsovertrædelser.
Efter retsplejelovens § 749, stk. 1, kan
politiet i almindelige straffesager afvise en indgivet anmeldelse,
hvis der ikke er grundlag for at indlede efterforskning. Udvalget
finder det ikke nødvendigt, at denne type anmeldelser skal
forelægges for statsadvokaterne, og det foreslås
derfor, at Politiklagemyndigheden tillægges
afvisningskompetencen efter § 749, stk. 1, i
relation til anmeldelser mod politipersonale om strafbare forhold.
Da der er tale om en afgørelse inden for strafferetsplejen,
finder udvalget det rigtigst, at Politiklagemyndighedens
afgørelse om at afvise en anmeldelse kan påklages til
den regionale statsadvokat. Da der ikke er tale om en
afgørelse truffet af statsadvokaten i 1. instans, vil
statsadvokatens afgørelse ikke kunne påklages til
Rigsadvokaten, jf. retsplejelovens § 99, stk. 3, og
§ 101, stk. 2 (som ikke foreslås
ændret).
Efter retsplejelovens § 749, stk. 2, kan
politiet beslutte at indstille en efterforskning, hvis der ikke har
været rejst sigtelse. Udvalgets flertal (15 medlemmer)
finder, at denne kompetence i straffesager mod politipersonale som
en væsentlig del af den anklagemæssige kompetence
bør være hos statsadvokaterne. Det er således
kun ved den indledende vurdering af, om en anmeldelse skal afvises,
at Politiklagemyndigheden bør kunne træffe
afgørelse. I alle andre tilfælde bør sagen
sendes til statsadvokaten med henblik på at vurdere, om
efterforskningen skal indstilles.
Udvalgets mindretal (1 medlem) finder, at
Politiklagemyndigheden også bør have beføjelse
til at slutte sager efter § 749, stk. 2, og
§ 721, stk. 1, nr. 1 (om åbenbart
grundløse sigtelser), jf. herom pkt. 3.6.3 nedenfor.
Har Politiklagemyndigheden afsluttet efterforskningen i en
sag, hvor der er indgivet anmeldelse om et strafbart forhold, hvor
en politimand har været sigtet eller afhørt med en
sigtets rettigheder, eller hvor myndigheden i øvrigt finder,
at der er eller har været rimelig grund til antage, at der
har været tale om et strafbart forhold, sendes sagen til den
regionale statsadvokat til afgørelse af
tiltalespørgsmålet.
I forbindelse med fremsendelsen af sagen til statsadvokaten
bør Politiklagemyndigheden udfærdige en
redegørelse til statsadvokaten om efterforskningen.
Redegørelsen bør indeholde en gennemgang af
forløbet af efterforskningen og oplysning om de faktiske
omstændigheder, der er tillagt betydning for sagens
afgørelse.
Udvalget har overvejet, om Politiklagemyndigheden ud over
denne redegørelse for sagens faktiske omstændigheder
bør have pligt til eller mulighed for at komme med en
vurdering af beviserne i sagen og sagens juridiske aspekter,
herunder navnlig tiltalespørgsmålet.
Det er ikke hensigten, at Politiklagemyndigheden skal
udarbejde en juridisk redegørelse til statsadvokaten i form
af en længere indstilling med en udførlig gennemgang
af tiltalespørgsmålet, herunder tilkendegivelse om,
under hvilke bestemmelser i straffeloven eller anden lovgivning et
forhold bør henføres. Det er heller ikke tanken, at
Politiklagemyndigheden skal udarbejde udkast til anklageskrift.
Udvalget finder derfor ikke, at Politiklagemyndigheden bør
have pligt til at komme med en indstilling om beviserne og sagens
juridiske aspekter. På den anden side bør
Politiklagemyndigheden ikke være afskåret fra at udtale
sig om beviserne og i den forbindelse komme ind på juridiske
aspekter i sagen. Udvalget foreslår derfor, at
Politiklagemyndigheden i forbindelse med redegørelsen til
statsadvokaten kan (dvs. har mulighed for at) komme med en
vurdering af de fremkomne beviser. Det vil i givet fald være
op til Politiklagerådet og direktøren nærmere at
udmønte denne mulighed i praksis.
Udvalget har herved også lagt vægt på, at
Politiklagerådets formand efter udvalgets forslag skal
være landsdommer, og at en bestemmelse om pligt for
Politiklagemyndigheden til at udtale sig om beviserne kan
støde på principielle betænkeligheder om en
dommers rolle i forbindelse med overvejelserne om tiltalerejsning,
jf. også pkt. 3.1.2 ovenfor. Udvalget henviser i den
forbindelse også til § 4, stk. 5, i lov om
undersøgelseskommissioner, hvorefter en
undersøgelseskommission med en dommer som formand kun kan
foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger
grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til
ansvar, i det omfang dommeren finder det
retssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Udvalget fremhæver, at det er Politiklagerådet,
der i givet fald tager stilling til, i hvilket omfang rådet
skal involveres i konkrete sager. Ved denne vurdering må
rådet have for øje, at rådet (eller den dommer,
der er formand for rådet) ikke skal have funktion som
»undersøgelsesdommer«.
Udvalget foreslår, at Politiklagemyndigheden bør
underrette anmelderen, mistænkte og sigtede politimænd
og eventuelt andre involverede (f.eks. forurettede, hvis denne ikke
er anmelderen) om sagens fremsendelse til statsadvokaten.
Politiklagemyndigheden bør ikke underrette om indholdet af
redegørelsen til statsadvokaten, men oplyse, at
redegørelsen, herunder myndighedens eventuelle vurdering af
bevisernes vægt, vil komme til at fremgå af
statsadvokatens afgørelse. Når statsadvokaten
træffer sin afgørelse, bør der henvises til
Politiklagemyndighedens redegørelse, og statsadvokatens
afgørelse bør også indeholde oplysning om
Politiklagemyndighedens eventuelle vurdering af bevisernes
vægt.
Finder statsadvokaten, at der mangler oplysninger i sagen,
bør han eller hun kunne anmode Politiklagemyndigheden om at
foretage yderligere efterforskning. Der er i øvrigt ikke
noget til hinder for, at Politiklagemyndigheden i alvorlige sager
orienterer statsadvokaten på et tidligere tidspunkt under
efterforskningen, eller at der under efterforskningen i
sådanne sager på Politiklagemyndighedens initiativ
finder en drøftelse sted med statsadvokaten.
Spørgsmålet om, hvorvidt der bør rejses
tiltale, afgøres herefter af anklagemyndigheden på
samme måde som i enhver anden straffesag efter
retsplejelovens bestemmelser herom. Statsadvokatens
afgørelse vil kunne påklages til Rigsadvokaten, mens
Rigsadvokatens afgørelse ikke kan påklages til
Justitsministeriet, jf. retsplejelovens § 99, stk. 3
(som ikke foreslås ændret).
Det betyder, at det er statsadvokaten, der foretager den
strafferetlige vurdering af, om der bør rejses tiltale, og i
givet fald afgør, hvilke bestemmelser tiltalen skal
angå. Det er også statsadvokaten, der har kompetence
til at opgive påtale eller træffe bestemmelse om
tiltalefrafald, og det er statsadvokaten, der bestemmer, om en sag
skal søges afgjort ved bødeforelæg i
overensstemmelse med retsplejelovens § 832 eller som
tilståelsessag, jf. § 831. Politiklagemyndigheden
har således i relation til tiltalespørgsmålet
ikke nogen kompetence til at udføre anklagerfunktioner.
Politidirektørerne har heller ikke nogen kompetence i
relation til tiltalespørgsmålet, jf. dog nedenfor i
pkt. 3.5.3 om visse færdselssager.
Udvalget finder ikke, at Politiklagemyndigheden ligesom
politiklagenævnene i dag bør tillægges en
selvstændig beføjelse til at klage til Rigsadvokaten,
hvis statsadvokaten ikke rejser tiltale. Det må således
forventes, at en forurettet, der ikke er tilfreds med
afgørelsen, oftest vil udnytte klageadgangen. Forurettede
vil ved sin stillingtagen til, om den pågældende
ønsker at klage, kunne lade Politiklagemyndighedens
eventuelle vurdering af beviserne indgå i sit
vurderingsgrundlag. Udvalget har også lagt vægt
på, at politiklagenævnenes nuværende mulighed for
at klage til Rigsadvokaten kun udnyttes i meget begrænset
omfang.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
209-212.
3.5.3. Særligt om færdselssager
3.5.3.1. Færdselssager
udgør en væsentlig del af straffesagerne mod
politipersonale, og en stor del af sagerne afgøres ved
bødevedtagelse. I 2005 udgjorde færdselssagerne f.eks.
45 pct. af de 579 straffesager vedrørende politipersonale,
som statsadvokaterne afgjorde, og 96 pct. af alle de sager, hvor
statsadvokaterne fandt, at der var grundlag for at rejse tiltale.
Statsadvokaterne fandt, at der var grundlag for at rejse tiltale i
69 pct. (179) af de anmeldte færdselssager. Af disse
vedrørte 84 pct. (150 sager) hastighedsovertrædelser
registreret i en automatisk hastighedskontrol.
Der kan efter udvalgets opfattelse være anledning til at
overveje, om det er nødvendigt, at alle færdselssager
undergives den samme meget grundige og tidskrævende
behandling som mere alvorlige sigtelser mod politipersonale, eller
om det vil være forsvarligt - som det allerede i den
gældende ordning er sket administrativt - at forenkle
behandlingen af nogle af disse sager.
Efter udvalgets opfattelse er det væsentligste ved de
mindre alvorlige færdselslovsovertrædelser, typisk
hastighedsovertrædelser, at sikre, at disse
overtrædelser registreres, og at den pågældende
politimand idømmes den bøde mv., som efter fast
praksis er sanktionen ved overtrædelsen. Med andre ord
består opgaven i at sikre, at ingen politimand falder for
fristelsen til at undlade at registrere
hastighedsovertrædelsen, fordi der er tale om en kollega.
Udvalget bemærker, at dette imidlertid ikke er noget, som
politiklagesystemet kan sikre, og at den nævnte situation
på grund af dansk politis integritet og høje standard
næppe er noget stort problem i praksis.
Der har dog været enkelte tilfælde, hvor
politifolk har set igennem fingre med
færdselslovovertrædelser, som er begået af andre
politifolk. I de meget få tilfælde, hvor dette
måtte forekomme, vil behandlingen af en straffesag mod den
politimand, der har undladt at rejse sigtelse i en
færdselssag mod en kollega, skulle foregå efter de
foreslåede regler om behandling af straffesager mod
politipersonalet. Problemstillingen bør derimod ikke
være afgørende for, hvordan de færdselssager mod
politipersonale, der er oprettet og kendt i systemet, bør
behandles.
Udvalget bemærker, at man ved tilrettelæggelsen af
den fremtidige ordning for behandling af færdselsstraffesager
mod politipersonalet dog bør være opmærksom
på, at der netop er behov for særlig opmærksomhed
på offentlighedens tillid til systemet i de tilfælde,
hvor der ikke rejses tiltale mod en politimand for en
tilsyneladende færdselslovsovertrædelse, fordi den
pågældende eksempelvis har kørt
udrykningskørsel. I den omvendte situation, hvor der rejses
tiltale i overensstemmelse med registreringen i eksempelvis en
automatisk hastighedskontrol, kan der derimod næppe rejses
spørgsmål om offentlighedens tillid til
systemet.
3.5.3.2. De færdselssager,
der i dag er undtaget fra politiklageordningen, bør efter
udvalgets opfattelse fortsat være undtaget. Det drejer sig om
de helt bagatelagtige sager - de såkaldte forsikringssager,
hvor der almindeligvis ikke er en formodning om, at der er
begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige. Det drejer sig om sager med mindre færdselsuheld,
der kun medfører mindre skader på
køretøjets materiel, f.eks. parkeringsskader, og hvor
der alene kan være tale om en overtrædelse af
færdselslovens § 3, stk. 1, om hensynsfuld og
agtpågivende færdsel.
I disse sager bør politidirektøren fortsat kunne
foretage de undersøgelser, der er nødvendige for at
fastslå, om der er rimelig formodning for, at et strafbart
forhold, der forfølges af det offentlige, er begået af
de implicerede politimænd. Udvalget finder ikke, at der er
behov for en særskilt bestemmelse herom i retsplejelovens
kapitel 93 c.
3.5.3.3. Sager om
hastighedsoverskridelser behandles i dag forskelligt
afhængigt af, om overtrædelsen er registeret i en
automatisk hastighedskontrol, og om overtrædelsen er
foretaget i et »uniformeret« eller »civilt«
tjenestekøretøj. Ved et »uniformeret«
køretøj forstås i denne sammenhæng et
køretøj, der er mærket med politiets kendetegn
eller med synlige udrykningssignaler.
Der er efter udvalgets opfattelse ikke behov for, at sager om
politipersonales hastighedsovertrædelser efterforskes af
Politiklagemyndigheden i de tilfælde, hvor den
pågældende politimand erkender sig skyldig,
hastighedsovertrædelsen alene indebærer en
bødestraf og eventuelt en betinget frakendelse af
førerretten, og overtrædelsen ikke berører
tredjemand. Dette gælder, uanset om
hastighedsovertrædelsen konstateres ved automatisk
trafikkontrol (ATK) eller på anden måde, f.eks. ved
anvendelse af policepilot (udstyr til hastighedskontrol i en
politibil). Baggrunden herfor er, at sager om
hastighedsoverskridelser afgøres meget skematisk. I disse
tilfælde bør bødeforelægget, uanset
hvilken slags hastighedskontrol der er tale om, kunne udarbejdes af
politidirektøren og forelægges den
pågældende politimand uden forelæggelse for
Politiklagemyndigheden. Hvis bødeforelægget vedtages,
sendes kopi heraf til Politiklagemyndigheden og Rigspolitiet.
I tilfælde, hvor politidirektøren vurderer, at
der i forbindelse med en hastighedsoverskridelse er tale om
udrykningskørsel, finder udvalget, at det ved en
hastighedsovertrædelse i et »civilt«
køretøj er rigtigst, at det er
Politiklagemyndigheden, der efterforsker sagen og vurderer, om
betingelserne for udrykningskørsel var opfyldt. Baggrunden
herfor er, at der i disse tilfælde kan være behov for
en uafhængig undersøgelse og vurdering for at
fastholde offentlighedens tillid til ordningen.
Er der derimod tale om et »uniformeret«
køretøj, er der en væsentlig større
sandsynlighed for, at der er tale om udrykningskørsel. Det
vil derfor efter udvalgets opfattelse i overensstemmelse med den
gældende administrative ordning være forsvarligt, at
sagen ikke sendes til Politiklagemyndigheden, hvis
politidirektøren vurderer, at der er tale om
udrykningskørsel. Politidirektøren kan i så
fald beslutte at indstille efterforskningen i sagen.
3.5.3.4. Efter
færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 5,
indebærer en hastighedsoverskridelse på mere end 30
pct. et såkaldt »klip« i kørekortet. Hvis
den pågældende inden for en periode på tre
år har gjort sig skyldig i tre forhold, der indebærer
et klip, skal han eller hun betinget frakendes retten til at
føre motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort.
Det er udvalgets opfattelse, at det forhold alene, at en
politimand i tjenesten har overskredet fartgrænserne med 30
pct. og således skal have et »klip« i
kørekortet, ikke bør medføre, at sagen skal
forelægges for Politiklagemyndigheden, hvis den
pågældende politimand erkender sig skyldig. Det
skyldes, at et »klip« udløses automatisk,
når den pågældende har vedtaget bøden for
hastighedsforseelsen. Der er således ikke mulighed for
skønsmæssigt at undlade et »klip« i
kørekortet. Nægter politimanden sig skyldig, vil sagen
på sædvanlig måde skulle oversendes til
Politiklagemyndigheden.
Efter færdselslovens § 125, stk. 1, nr.
3, skal føreren af et motordrevet køretøj,
hvortil der kræves kørekort, betinget frakendes retten
til at føre et sådant køretøj, hvis
føreren har overskredet de tilladte hastigheder med mere end
60 pct. eller har kørt med en hastighed på 160 km i
timen eller derover.
Betinget frakendelse er en automatisk reaktion, der
udløses ved de nævnte hastighedsovertrædelser.
Der er således heller ikke mulighed for
skønsmæssigt at undlade betinget frakendelse. Selv om
sager, hvor en politimand i tjenesten er sigtet for at have
overskredet fartgrænserne med 60 pct. eller at have
kørt med en hastighed på 160 km i timen, må
betragtes som alvorlige overtrædelser af færdselsloven,
finder udvalget det unødvendigt, at Politiklagemyndigheden
inddrages i sådanne sager, hvis den sigtede politimand
erkender sig skyldig. Sagen kan i så fald afgøres ved,
at den pågældende vedtager en bøde og betinget
frakendelse. Hvis der ikke foreligger en erkendelse, bør
Politiklagemyndigheden som i andre straffesager forestå
efterforskningen og sende sagen til statsadvokaten med henblik
på stillingtagen til, om der bør rejses tiltale med
påstand om betinget førerretsfrakendelse.
Også i tilfælde, hvor en politimand som
følge af 3 klip i kørekortet for
hastighedsoverskridelser skal frakendes førerretten
betinget, behøver sagen efter udvalgets opfattelse ikke at
blive sendt til Politiklagemyndigheden, hvis den
pågældende politimand erkender sig skyldig og vedtager
en bøde og betinget frakendelse af førerretten.
Udvalget foreslår, at politidirektøren i sager,
hvor en politimand i forbindelse med en
hastighedsovertrædelse vedtager en bøde, skal
underrette Politiklagemyndigheden herom.
I tilfælde, hvor ubetinget frakendelse kan komme
på tale, herunder spirituskørsel, bør sagen
efter udvalgets opfattelse i alle tilfælde sendes til
Politiklagemyndigheden til efterforskning. Det gælder
også, selv om politimanden erkender sig skyldig. Når
efterforskningen er afsluttet, er det statsadvokaten, der
afgør, om sagen kan afgøres efter de særlige
vedtagelsesregler i færdselsloven.
Sager om politipersonales hastighedsovertrædelser i
tjenesten, der berører tredjemand, bør efter
udvalgets opfattelse altid efterforskes af Politiklagemyndigheden.
I disse sager vil der bl.a. kunne opstå
spørgsmål om ansvarsplaceringen hos enten politimanden
eller tredjemand, hvis der er sket et færdselsuheld, og
efterforskningen i sagerne bør derfor af hensyn til
offentlighedens tillid til sagsbehandlingen foretages af
Politiklagemyndigheden. Det gælder også, selv om
politimanden erkender sig skyldig.
3.5.3.5. Udvalget foreslår
ikke en enklere sagsbehandling ved andre overtrædelser af
færdselsloven end hastighedsoverskridelser. Det skyldes dels,
at der antalsmæssigt ikke er tale om særligt mange
sager, dels at der oftest både i rene bødesager og i
relation til spørgsmålet om betinget frakendelse af
førerretten vil indgå vurderinger af mere
skønspræget karakter, som det er rigtigst, at
Politiklagemyndigheden og statsadvokaten foretager.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
164-171.
3.5.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets (henholdsvis
udvalgets flertals) overvejelser og forslag vedrørende
Politiklagemyndighedens behandling af straffesager mod
politipersonale, og lovforslaget er i det væsentlige udformet
i overensstemmelse hermed.
I forhold til udvalgets lovudkast er det i lovforslaget
præciseret, at politidirektøren skal underrette
Politiklagemyndigheden om vedtagne bøder og betingede
frakendelser af førerretten i de sager om overtrædelse
af færdselslovens hastighedsbestemmelser, som efter forslaget
behandles af politidirektøren. Der henvises til forslaget
til retsplejelovens § 1020 b, stk. 3.
I forbindelse med høringen over betænkningen er
det anført, at Politiklagemyndigheden bør have adgang
til at klage over statsadvokatens afgørelse af
tiltalespørgsmålet i en straffesag på samme
måde som politiklagenævnet efter den gældende
politiklageordning kan klage til Rigsadvokaten over statsadvokatens
afgørelse.
Som anført af udvalget vil den forurettede i sagen i
givet fald kunne klage over statsadvokatens afgørelse om
f.eks. at undlade videre strafforfølgning af den
pågældende politimand, og politiklagenævnene har
kun i meget begrænset omfang udnyttet klageadgangen efter de
gældende regler. Efter Justitsministeriets opfattelse vil en
videreførelse af denne klageadgang således, at
Politiklagemyndigheden får mulighed for at klage til
Rigsadvokaten over statsadvokatens afgørelse af
tiltalespørgsmålet, imidlertid bidrage til yderligere
at sikre den almindelige tillid til den foreslåede nye
politiklageordning. En sådan klageadgang kan også ses i
forlængelse af forslaget om, at Politiklagemyndigheden i
forbindelse med, at sagen sendes til statsadvokaten, bør
have mulighed for (men ikke pligt til) at udtale sig om beviserne i
sagen mv. Det vil i givet fald være op til
Politiklagemyndigheden nærmere at vurdere, i hvilket omfang
denne mulighed for at udtale sig om bevisernes vægt og for at
klage over statsadvokatens afgørelse bør udnyttes i
praksis. Det foreslås på denne baggrund, at
Politiklagemyndigheden får mulighed for at klage til
Rigsadvokaten over statsadvokatens afgørelse af
tiltalespørgsmålet i en straffesag mod
politipersonale, f.eks. en beslutning om at opgive påtale i
sagen.
I forbindelse med høringen over betænkningen er
det endvidere anført, at det bør overvejes, om
Politiklagemyndigheden bør undersøge alle sager, hvor
politiet har affyret skud og ramt en person, uanset om personen er
kommet alvorligt til skade. Efter den gældende bestemmelse i
§ 1020 a, stk. 2, skal statsadvokaten bl.a. foretage
undersøgelser, hvor en person er kommet alvorligt til skade
som følge af politiets indgriben mv. I praksis fortolkes
begrebet »alvorligt til skade« som udgangspunkt i
overensstemmelse med retspraksis efter straffelovens
§ 249 om uagtsom betydelige skadeforvoldelse.
Statsadvokaten undersøger imidlertid alle sager, hvor
politiet har affyret skud og ramt en person, uanset om personen er
kommet alvorligt til skade. I forbindelse med høringen over
betænkningen er det herudover anført, at det
bør overvejes, om Politiklagemyndigheden i givet fald
også bør undersøge sager, hvor politiet har
affyret skud uden at ramme nogen.
I overensstemmelse med udvalgets anbefalinger foreslås
det, at Politiklagemyndigheden på samme måde som
statsadvokaterne i dag skal undersøge sager, hvor personer
er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til
skade som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt, jf.
forslaget til retsplejelovens § 1020 a, stk. 2. Det
forudsættes, at bestemmelsen ligesom i dag i praksis anvendes
således, at alle sager, hvor en person er blevet ramt af skud
fra politiet, uanset om personen er kommet alvorligt til skade,
undersøges af Politiklagemyndigheden.
Justitsministeriet finder, at den særlige
politiklageordning bør begrænses til sager, hvor de
særlige hensyn, som ligger bag ordningen, gør sig
gældende. Dette omfatter f.eks. sager, hvor personer er
kommet alvorligt til skade eller er blevet ramt af skud, men ikke
en række tilfælde, hvor politipersonale har affyret
skud uden at ramme nogen, f.eks. skud brugt til aflivning af et
lidende dyr eller varselsskud affyret uden risiko for fare. Det
bemærkes i den forbindelse, at alle sager, hvor
politipersonale har affyret skud, skal indberettes til
Rigspolitiet. Hvis der i den forbindelse er eller opstår
mistanke om, at den pågældende politimand har handlet
strafbart, vil sagen af politidirektøren eller Rigspolitiet
skulle sendes til Politiklagemyndigheden (efter den gældende
ordning til statsadvokaten) med henblik på, at sagen kan
blive efterforsket efter reglerne om straffesager mod
politipersonale.
Det bemærkes, at en straffesag mod politipersonale i
nogle tilfælde udspringer af en episode, som også
fører til en straffesag mod klageren. Begge sager kan derfor
vedrøre samme begivenhed. Dette kan give anledning til
overvejelser om, hvilken sag der bør behandles først.
Sættes straffesagen mod politimanden i bero, vil politimanden
ikke have vidnepligt i sagen mod klageren, og forklaringen afgives
ikke under sædvanligt vidneansvar. Politiklagemyndigheden vil
i givet fald ligesom statsadvokaterne i dag have et vidt
skøn over, hvordan en undersøgelse i disse
tilfælde tilrettelægges, herunder om det efter en
konkret vurdering er hensigtsmæssigt at sætte
efterforskningen af en straffesag mod politipersonale i bero.
Tilsvarende gælder for anklagemyndighedens vurdering af
tiltalespørgsmål i de to »parallelle«
straffesager.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 8 (forslag til retsplejelovens §§ 1020-1020 e og
1020 j-1020 k (om efterforskning mv. i straffesager mod
politipersonale)), og bemærkningerne hertil.
3.6. Parternes pligt til at udtale sig samt
advokatbeskikkelse og bisidder
3.6.1. Klager, anmelder og forurettede
Udvalget finder ikke anledning til at foreslå
ændringer i en klagers eller anmelders retsstilling i
henholdsvis adfærdsklagesager og straffesager. Han eller hun
vil således ikke være forpligtet til at udtale sig
udenretligt til Politiklagemyndigheden, men vil efter
retsplejelovens almindelige bestemmelser være forpligtet til
at afgive forklaring som vidne i retten, hvis
Politiklagemyndigheden efter den foreslåede
politiklageordning (ligesom statsadvokaten efter gældende
regler) har bestemt, at der skal afgives forklaring i retten.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
175.
3.6.2. Indklagede eller anmeldte politimand
Udvalget finder ikke anledning til at foreslå
ændringer i de gældende regler om indklagedes eller
anmeldtes ret og pligt til at udtale sig, jf. pkt. 2.1.4 ovenfor,
hvorefter udgangspunktet er, at en politimand er forpligtet til
over for statsadvokaten at fremkomme med oplysninger om forhold
vedrørende tjenesten. Det samme udgangspunkt gælder
over for dommeren, hvis forklaring afgives i retten. I
overensstemmelse med princippet om, at en person ikke har pligt til
at inkriminere sig selv, har indklagede imidlertid ikke pligt til
at afgive forklaring, hvis forklaringen antages at ville
udsætte ham eller hende for strafansvar eller
disciplinæransvar.
Udvalget bemærker, at selv om der er forekommet
situationer, hvor det har virket uheldigt, at det ikke har
været muligt at finde frem til, hvilken af flere politifolk
der har foretaget en bestemt strafbar handling, må det
fastholdes, at politipersonale - ligesom alle andre - ikke har
pligt til selvinkriminering.
Udvalget anfører, at nogle af de forhold, der har givet
anledning til usikkerhed i forhold til politipersonales
retsstilling, er problemstillinger af mere generel karakter, som
også vedrører andre offentligt ansatte. Det
gælder f.eks., i hvilket omfang en politimand i kraft af
tjenesteforholdet er forpligtet til at fremkomme med oplysninger af
faktisk karakter. Det samme gælder udstrækningen af
strafansvaret for falsk forklaring, hvis den, der ikke har pligt
til at svare, alligevel udtaler sig. Udvalget finder, at
sådanne problemstillinger i givet fald bør behandles i
en bredere sammenhæng og henviser i den forbindelse
også til, at offentligt ansattes pligt til at udtale sig
bl.a. er beskrevet i vejledningen »God adfærd i det
offentlige« fra juni 2007 udgivet af Personalestyrelsen, KL
og Danske Regioner.
Udvalget bemærker endvidere, at det ligesom i dag
bør være en dommer, der i givet fald tager stilling
til, om politipersonale har pligt til at udtale sig, og der
må således tages skridt til en indenretlig
afhøring, hvis politipersonale ikke vil afgive forklaring
udenretligt til Politiklagemyndigheden.
Et mindretal i udvalget (1 medlem) finder det tvivlsomt, om
udvalgets forslag vil medføre en væsentlig
forøgelse af offentlighedens tillid til klagesystemet. For
at optimere Politiklagemyndighedens
undersøgelsesbeføjelser og dermed muligheden for at
få klarlagt, hvad der faktisk er sket, foreslår
mindretallet, at politipersonale i et vist omfang skal kunne afgive
forklaring til Politiklagemyndigheden uden at risikere straf eller
disciplinære sanktioner samtidig med, at politipersonale skal
have en strafsanktioneret pligt til at udtale sig til
Politiklagemyndigheden.
Mindretallet foreslår således, at
Politiklagemyndigheden bør tillægges beføjelse
til at udelukke et strafansvar eller et disciplinært ansvar,
hvis det er åbenbart, at der ikke er grundlag for et
sådant, og at Politiklagemyndigheden bør have samme
beføjelser som politidirektøren til at frafalde en
rejst sigtelse i »almindelige straffesager«, jf.
retsplejelovens § 749, stk. 2, og § 721,
stk. 1, nr. 1, om indstilling af efterforskning og
påtaleopgivelse, jf. også pkt. 3.4.1 ovenfor.
For så vidt angår politipersonales pligt til at
udtale sig til Politiklagemyndigheden er den almindelige regel
efter mindretallets opfattelse, at en ansat har pligt til at give
oplysning til sin overordnede i almindelige klagesager.
Politiklagemyndigheden er uafhængig og er ikke overordnet det
almindelige politipersonale. Det medfører efter
mindretallets opfattelse, at politipersonalet næppe efter
almindelige forvaltningsretlige regler har pligt til at afgive
oplysninger til Politiklagemyndigheden. Mindretallet foreslår
derfor, at politipersonalet i adfærdsklagesager bør
have pligt til under strafansvar at afgive forklaring til
Politiklagemyndigheden. Mindretallet foreslår endvidere en
regel om politipersonales pligt til at udtale sig i straffesager
mod politipersonale svarende til tjenestemandslovens
§ 21, stk. 4, hvorefter enhver ansat har pligt til
under strafansvar at afgive forklaring til forhørslederen.
Hvis en ansat vægrer sig ved at afgive forklaring, kan
vedkommende indkaldes til at afgive forklaring i retten med
udtalepligt og under sædvanligt vidneansvar. Mindretallet
finder, at den foreslåede regel bør praktiseres
således, at den ansatte har udtalepligt, men at denne alene
kan gennemtvinges gennem indenretlig afhøring.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 176
og 191-197.
3.6.3. Advokatbeskikkelse og bisidder
De gældende regler om advokatbeskikkelse for klager og
den indklagede politimand i adfærdsklagesager og for
forurettede og den sigtede politimand i straffesager mod
politipersonale har efter udvalgets opfattelse i det
væsentlige fungeret tilfredsstillende og foreslås
derfor som udgangspunkt videreført i en ny
politiklageordning. Bestemmelserne afspejler efter udvalgets
opfattelse på en passende måde den afvejning, der
bør foretages mellem på den ene side hensynet til
klageren og den indklagede politimand og på den anden side
hensynet til de udgifter, der er forbundet med beskikkelse.
Udvalget finder dog, at der på et par punkter kan
være anledning til at foretage justeringer af loven.
Udvalget finder ikke anledning til at foreslå
ændringer af den nuværende praksis om
advokatbeskikkelse, jf. herom pkt. 2.1.4 ovenfor, men
foreslår, at det i bestemmelserne om advokatbeskikkelse
markeres, at advokatbeskikkelse - ud over de tilfælde, hvor
der skal afholdes retsmøde, eller hvor det følger af
retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse af forsvarer eller
kapitel 66 a om beskikkelse af bistandsadvokat for forurettede -
kan ske efter en konkret vurdering, når særlige grunde
taler derfor.
Udvalget foreslår endvidere, at det i reglerne
vedrørende adfærdsklagesager præciseres, at
beskikkede advokater ikke blot skal indkaldes til retsmøder,
hvor deres klient skal afgive forklaring, men også til
retsmøder, hvor andre skal afgive forklaring til brug for
sagen. Det gælder både klagerens og indklagedes
advokat. Det foreslås endvidere, at den beskikkede advokat
skal have mulighed for under retsmøder ikke blot at stille
spørgsmål til sin klient, men også til andre,
der skal afgive forklaring i retten. Efter udvalgets opfattelse
bør den beskikkede advokat i forbindelse med forklaringer
hos Politiklagemyndigheden fortsat kun have adgang til at
overvære forklaringer, der afgives af klienten. Det
foreslås endvidere, at det i lovteksten udtrykkelig angives,
at tidspunktet for afgivelse af forklaring i alle tilfælde
så vidt muligt bør aftales med en beskikket
advokat.
Udvalget er opmærksom på, at en beskikket advokat
i adfærdsklagesager derved vil få større
mulighed for at stille spørgsmål end en
bistandsadvokat efter retsplejelovens kapitel 66 a. Udvalget finder
imidlertid ikke, at dette kan give anledning til
betænkeligheder under hensyn til sagernes forskellige
karakter og de forskellige roller, som parterne har i en
adfærdsklagesag og en straffesag.
Udvalget foreslår også, at den gældende
bestemmelse om indklagedes adgang til at møde med en
bisidder opretholdes, dog således at der sker en
ændring af reglerne om betaling af udgifterne til bisidder. I
dag afgøres spørgsmålet om betaling af en
politimands udgifter til en bisidder efter tjenestemandslovens
§ 23, hvorefter tjenestemænd godtgøres
udgiften til en bisidder, hvis en undersøgelse efter
tjenestemandsloven afsluttes uden disciplinærsanktion. I
andre tilfælde afgør vedkommende minister under
hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne i
øvrigt, om udgiften til bisidder skal godtgøres helt
eller delvist.
Udvalget foreslår, at det i stedet bliver
Politiklagemyndigheden, der bestemmer, om udgifterne til bisidder
skal betales af statskassen. Politiklagemyndigheden bør
efter udvalgets opfattelse normalt kun tage stilling hertil efter
anmodning. Hvis der ikke udtales kritik af den indklagede
politimand, bør det normalt bestemmes, at statskassen
betaler udgifterne til bisidder, mens det i andre tilfælde
må bero på en konkret vurdering, om udgifterne til
bisidder bør betales af statskassen. Hvis retten har givet
afslag på at beskikke en advokat, kan det indgå i
Politiklagemyndighedens vurdering af, om der er anledning til at
lade statskassen afholde udgifterne til en advokat som
bisidder.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
176-178.
3.6.4. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets (henholdsvis
flertallets) overvejelser og forslag om parternes pligt til at
udtale sig og om advokatbeskikkelse, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
Med hensyn til spørgsmålet om politipersonalets
pligt til at udtale sig til Politiklagemyndigheden og mindretallets
bemærkninger herom bemærker Justitsministeriet, at det
med lovforslaget er forudsat, at politipersonale vil have pligt til
at udtale sig udenretligt over for Politiklagemyndigheden i samme
omfang, som de i dag har pligt til at udtale sig over for
statsadvokaterne, når disse undersøger politiklager,
jf. pkt. 2.1.4 ovenfor om gældende ret. Det må som
udgangspunkt anses for omfattet af politipersonalets tjenstlige
forpligtelser at udtale sig til den myndighed, som efter
lovgivningen behandler klager over politiet og anmeldelser om
politipersonales strafbare forhold - naturligvis som udgangspunkt
med de begrænsninger, der følger af princippet om, at
der ikke er pligt til at udtale sig ved risiko for
selvinkriminering. Dette har bl.a. den konsekvens, at en
politimand, som afviser at udtale sig, selv om der ikke er risiko
for selvinkriminering, både i dag og efter den
foreslåede ordning efter omstændighederne vil kunne
mødes med disciplinære sanktioner. Hertil kommer, at
der både efter den gældende og den foreslåede
ordning er mulighed for indenretlig afhøring af
politipersonale som vidner under sædvanligt strafansvar
også her med respekt for princippet om, at en person ikke har
pligt til at inkriminere sig selv.
Rigsadvokaten har i øvrigt over for Justitsministeriet
oplyst, at man i den gældende ordning i praksis meget
sjældent oplever tilfælde, hvor politipersonale afviser
at udtale sig i forbindelse med behandlingen af en klagesag
mv.
Forslaget fra udvalgets mindretal indebærer, at
politipersonalet under strafansvar skal være forpligtet til
at afgive forklaring til Politiklagemyndigheden, og er i hvert fald
i et vist omfang kombineret med en frit lejde-ordning, hvor den
pågældende ikke risikerer straf eller disciplinær
forfølgning. Som der nærmere er redegjort for i pkt.
3.1.6 ovenfor, finder Justitsministeriet imidlertid ligesom
udvalgets flertal, at der som følge af politiets
særlige magtbeføjelser ikke bør indføres
en ordning, hvor den pågældende politimand i andet end
de mindre alvorlige notitssager, jf. pkt. 3.4.2, ikke kan
pålægges disciplinært ansvar eller strafansvar i
anledning af sine handlinger.
På den anførte baggrund finder Justitsministeriet
ikke grundlag for at indføre en ordning som foreslået
af udvalgets mindretal.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag
til retsplejelovens §§ 1019 f-1019 g og 1019 i-1019
j (om indklagedes og klagers retsstilling i
adfærdsklagesager)) og lovforslagets § 1, nr. 8
(forslag til retsplejelovens §§ 1020 g-h (om
politipersonales og klagers retsstilling i straffesager mod
politipersonalet)), og bemærkningerne hertil.
3.7. Sagsbehandlingstid
3.7.1. I de senere år har
bl.a. sagsbehandlingstiden i sager om klager over politiet
været kritiseret. På den baggrund fremgik det af
udvalgets kommissorium, at udvalget skulle være
opmærksom på vigtigheden af, at klageordningen i videst
muligt omfang sikrer en hurtig gennemførelse af sagernes
behandling.
Udvalget konstaterer, at der de senere år er
iværksat en række tiltag med henblik på at
nedbringe sagsbehandlingstiden, bl.a. har statsadvokaterne
fået tilført yderligere jurister til at behandle
klagesagerne, der er blevet oprettet særlige enheder hos
statsadvokaterne med hovedansvar for politiklagesagerne, og der er
etableret målesystemer, så udviklingen i
sagsbehandlingstiden kan følges bedre.
Udvalget har overvejet, i hvilket omfang det som led i
bestræbelserne på at fremme politiklagesagernes
behandling kan være nyttigt at anvende egentlige fristregler
for sagsbehandlingen. Som der nærmere er redegjort for af
Strafferetsplejeudvalget i betænkning nr. 1492/2007 kan en
fristregel, der indebærer en præcis grænse for,
hvornår et bestemt skridt i sagsbehandlingen skal være
tilendebragt, virke i retning af at opnå det ønskede
resultat, men det er væsentligt at være opmærksom
på, at sådanne regler også rummer en række
ulemper.
Udvalget har også overvejet, på hvilken måde
lovregler, der (uden at fastsætte bestemte frister)
fastslår, hvem der har ansvaret for sagernes fremme, kan
være med til at fremskynde sagsbehandlingen.
Udvalget bemærker, at enhver drøftelse af
sagsbehandlingstider har sammenhæng med, hvilke ressourcer
der stilles til rådighed for sagsbehandlingen.
Udvalget fremhæver også, at det ikke er muligt at
opnå en hurtig sagsbehandling, medmindre alle aktører
»spiller med«. Det er derfor vigtigt, at der i
forbindelse med f.eks. tilrettelæggelse af afhøringer
udvises betydelig fleksibilitet, og klagerens eller indklagedes
ønske om en bestemt advokat bør vurderes i forhold
til sagens effektive fremme.
3.7.2. Udvalget sondrer ved sine
overvejelser om disse spørgsmål mellem straffesager og
adfærdsklagesager.
Det gældende kapitel 93 c om straffesager mod
politipersonale indeholder ikke særregler om efterforskning,
påtaleopgivelse og tiltalerejsning, og udvalget
fremhæver, at straffesager mod politipersonale
indholdsmæssigt bør efterforskes og afgøres
på samme måde som straffesager mod andre borgere.
Udvalget finder på denne baggrund, at der som
udgangspunkt ikke i straffesager mod politipersonale bør
gælde særlige bestemmelser med krav om en hurtigere
sagsbehandling end i andre straffesager.
Retsplejelovens § 718 a, stk. 1, om, at der
skal træffes afgørelse inden rimelig tid, og
anklagemyndighedens forpligtelse efter § 718 a,
stk. 2, til at underrette sigtede om, hvorpå sagen
beror, og hvornår afgørelse i sagen kan forventes
truffet, vil også gælde i straffesager mod
politipersonale. En sigtet politimand vil desuden kunne anvende
adgangen efter § 718 b til at indbringe sagen for retten,
hvis en afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald
eller tiltalerejsning mv. ikke truffet inden 1 år og 6
måneder efter det tidspunkt, hvor han eller hun er gjort
bekendt med sigtelsen. Yderligere vil retten efter § 733,
stk. 2, kunne nægte at beskikke den advokat, som sigtede
ønsker som forsvarer, hvis dennes medvirken vil
medføre en forsinkelse af betydning for sagens fremme.
For så vidt angår sagens behandling efter
tiltalerejsning ved domstolene følger det af retsplejelovens
§ 843 a, at hovedforhandlingen så vidt muligt skal
berammes inden 2 uger fra indleveringen af anklageskriftet, og at
det påhviler anklagemyndigheden og forsvareren at
tilrettelægge deres virke således, at sagen kan
gennemføres inden for rimelig tid.
Underretningsforpligtelsen i retsplejelovens § 718
a, stk. 2, retter sig kun mod den sigtede. I straffesager mod
politipersonale, hvor nogen påstår sig udsat for et
strafbart forhold fra den myndighed, som skal håndhæve
loven, kan der imidlertid efter udvalgets opfattelse være et
særligt behov for, at også anmeldere og forurettede
underrettes om sagens forløb.
Udvalget foreslår derfor, at der i retsplejelovens
kapitel 93 c indsættes en særlig bestemmelse om, at en
anmelder af et strafbart forhold mod en politimand, hvis der ikke
inden for 1 år er truffet afgørelse om indstilling af
efterforskningen, påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller
tiltalerejsning i sagen, skriftligt skal underrettes om,
hvorpå sagen beror, og hvornår det kan forventes, at
der vil blive truffet afgørelse i sagen. I tilfælde,
hvor der ikke er nogen anmelder, men hvor nogen er død eller
kommet alvorlig til skade som følge af politiets indgriben
eller i politiets varetægt, bør der gives en
tilsvarende underretning til den forurettede eller til de
efterladte.
Er en politimand sigtet i sagen, bør den
pågældende ligeledes underrettes om sagens stilling,
hvis der ikke er truffet afgørelse inden for 1 år fra
det tidspunkt, hvor der er indgivet anmeldelse. Efter udvalgets
opfattelse bør underretning til den sigtede i disse sager
således gives 6 måneder tidligere end til sigtede i
almindelige straffesager efter retsplejelovens § 718 a,
stk. 1, jf. ovenfor.
Udvalget foreslår endvidere, at der bør gives
underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den
seneste underretning fortsat ikke er truffet
afgørelse.
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå, at der
tillægges anmelderen mv. en særlig ret til at indbringe
sagen for retten, hvis der ikke er truffet afgørelse inden
rimelig tid. Noget sådant ville også være i
modsætning til, hvad der gælder i andre straffesager.
En sigtet politimand kan derimod efter den almindelige bestemmelse
i retsplejelovens § 718 b indbringe sagen for retten
efter 1 år og 6 måneder, hvis der ikke er truffet
afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller
tiltalerejsning mv. med henblik på, at retten i givet fald
kan fastsætte en frist for anklagemyndighedens
afgørelse af tiltalespørgsmålet.
Udvalget foreslår, at underretningen gives af den
myndighed, hvor sagen er under behandling. Er sagen under
behandling hos Politiklagemyndigheden, bør det derfor
være denne myndighed, der giver underretningen. Er sagen
sendt til statsadvokaten med henblik på stillingtagen til
tiltalespørgsmålet, bør statsadvokaten give
underretningen. Fristen på 1 år og
opfølgningerne hvert halve år bør
tidsmæssigt ses under ét. Der løber altså
ikke nogen ny frist fra sagens oversendelse fra
Politiklagemyndigheden til anklagemyndigheden.
3.7.3. Da adfærdsklagesager
ikke er straffesager, er de ikke omfattet af retsplejelovens
almindelige straffeprocessuelle bestemmelser, herunder om sagernes
fremme. Disse sager vil ofte i deres omfang og problemstilling
være af mindre indgribende betydning for både klageren
og indklagede.
Udvalget finder, at det bl.a. af hensyn til tilliden til
klageordningen er vigtigt, at sagsbehandlingstiden også i
adfærdsklagesager ikke bliver for lang. Udvalget
foreslår derfor, at der i retsplejelovens kapitel 93 b om
adfærdsklager indsættes en bestemmelse svarende til
retsplejelovens § 718 a, stk. 1, så det kommer
til at fremgå, at også adfærdsklagesager skal
afgøres inden rimelig tid. Bestemmelsen er således
ikke nogen absolut fristregel. Dertil er sagerne alt for
forskellige, og der vil altid være klager, som det af
forskellige grunde vil tage længere tid at behandle. Udvalget
finder derfor heller ikke, at det direkte i lovteksten bør
angives, at der »så vidt muligt« bør
være truffet afgørelse inden en bestemt tidsfrist. En
sådan lovbestemmelse vil efter udvalgets opfattelse ikke have
noget reelt indhold, og den tilsigtede fremskyndelse af
sagsbehandlingstiden vil bedre kunne opnås ved administrative
målsætninger svarende til dem, som allerede er
opstillet, og hvor der tages hensyn til, at der nødvendigvis
er visse sager, der trækker ud.
Udvalget foreslår endvidere, at der også i
adfærdsklagesager indføres en underretningspligt,
således at der skal gives underretning til klageren og til
den politimand, der er klaget over, hvis der ikke inden 6
måneder er taget stilling til klagen. Underretningen
bør indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror, og
hvornår det kan forventes, at der vil blive truffet
afgørelse.
Med hensyn til adfærdsklagesagerne foreslår
udvalget for at fremme sagsbehandlingen endvidere, at der
indsættes en særskilt bestemmelse i retsplejelovens
kapitel 93 b om klager, hvor det er åbenbart, at der ikke er
grundlag for at fortsætte en undersøgelse.
Bestemmelsen skal give Politiklagemyndigheden mulighed for i sager,
hvor det efter en indledende undersøgelse er åbenbart,
at der ikke kan gives klageren medhold, at træffe en hurtig
afgørelse uden yderligere undersøgelser og med en
kort sagsfremstilling i det skriftlige svar. Det bør af
afgørelsen fremgå, at der er tale om en
afgørelse, der er truffet efter denne særlige
fremgangsmåde.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
138-150.
3.7.4. Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er
udformet i overensstemmelse hermed. Det er dog i lovforslaget
præciseret, at underretning om sagsbehandlingstiden i
straffesager og sager om personer, der er afgået ved
døden eller kommet alvorligt til skade i politiets
varetægt mv., skal gives til de personer, der skal
underrettes om Politiklagemyndighedens eller anklagemyndighedens
senere afgørelse. Det vil sige, at anmelder og de personer,
der efter retsplejelovens almindelige regler skal underrettes om
afgørelsen i straffesager (typisk forurettede og sigtede ved
f.eks. påtaleopgivelser, jf. retsplejelovens § 724,
stk. 1 (som ikke foreslås ændret)), skal
underrettes i straffesager mod politipersonale mv., jf. forslaget
til retsplejelovens § 1020 f. I adfærdsklagesager
skal klager og indklagede underrettes, jf. forslaget til
retsplejelovens § 1019 n.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag
til retsplejelovens § 1019 d (om afvisning af
åbenbart grundløse adfærdsklager og
§ 1019 n om afgørelser inden for rimelig tid og
underretningspligt i adfærdsklagesager)), og lovforslagets
§ 1, nr. 8 (forslag til retsplejelovens § 1020
f (om underretningspligten i straffesager)), og
bemærkningerne hertil.
3.8. Erstatningskrav
3.8.1. I nogle tilfælde kan
der ikke gennemføres en straffesag mod en bestemt
politimand, selv om det må antages, at nogen har været
udsat for en strafbar handling fra politiets side.
I sådanne situationer er det efter udvalgets opfattelse
vigtigt at fremhæve, at det også i politiklagesager kan
pålægges politiet at betale erstatning, hvis der efter
almindelige erstatningsretlige regler foreligger et
erstatningspådragende forhold. Som det nærmere er
beskrevet i betænkningen side 58, er der flere eksempler
på, at personer har fået medhold i et erstatningskrav,
også selv om der ikke er fundet grundlag for en straffesag
mod en bestemt polititjenestemand.
Det forskellige udfald af sagerne om henholdsvis erstatning og
straf i anledning af det samme forhold skyldes, at betingelserne
for at få medhold i et erstatningskrav adskiller sig fra
betingelserne for at pålægge en person strafansvar.
Forskellen mellem en sag om erstatningskrav og en straffesag kan
efter udvalgets opfattelse sammenfattes i 3 punkter. For det
første vil beviskravene for at give en person medhold i et
erstatningskrav mod politiet almindeligvis være mindre end
for at straffe en bestemt politimand. Der skal således
normalt tilvejebringes en stærkere grad af
sandsynliggørelse i straffesager end i erstatningssager. For
det andet kræves der ikke forsæt for at
pålægge erstatningsansvar, idet også uagtsom
adfærd efter almindelige erstatningsretlige regler kan
begrunde erstatning. Det kræves således ikke, at
skadevolderen i en erstatningssag f.eks. skal have haft til hensigt
at forvolde skade. For det tredje kan systemfejl og fejl
begået af en ikke-identificeret politimand begrunde
erstatning. Det kræves således ikke, at en bestemt
politimand har begået fejlen, idet også fejl ved
politiledelsens tilrettelæggelse af arbejdet eller en fejl,
hvor den, der har begået fejlen, ikke kan identificeres,
efter omstændighederne vil kunne medføre
erstatningsansvar.
Udvalget finder ikke anledning til at foreslå, at alle
erstatningskrav mod politiet, dvs. erstatningskrav
vedrørende forhold uden for strafferetsplejen, med
tilknytning til politiklageordningen skal behandles efter den
særlige procedure i retsplejelovens kapitel 93 a. Efter denne
procedure er der bl.a. en særlig let adgang til
domstolsprøvelse i sager om erstatning i tilknytning til
sager inden for strafferetsplejen, da statsadvokaten på
begæring fra den erstatningssøgendes skal indbringe
erstatningssagen for domstolene, og der beskikkes på
begæring en advokat for den erstatningssøgende.
Adgangen hertil bør efter udvalgets opfattelse
begrænses til de alvorligste erstatningssager. Til
gengæld finder udvalget, at der i de alvorligste sager
bør gives en erstatningssøgende mulighed for at
få sit krav behandlet efter de særlige regler i kapitel
93 a, således at han eller hun ikke er nødt til at
anlægge en civil sag mod politiet.
Udvalget finder, at den lette adgang efter retsplejelovens
kapitel 93 a til at få prøvet erstatningskrav mod
politiet bør gælde i alle tilfælde, hvor nogen
er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til
skade som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt.
Afgrænsningen af personkredsen er den samme som i den
gældende bestemmelse i retsplejelovens § 1020 a,
stk. 2 (som videreføres i forslaget til retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 2, hvorefter der i disse sager skal
iværksættes en efterforskning, uanset om der er
mistanke om, at der er begået et strafbart forhold).
Erstatningskrav mod politiet vil allerede i dag i et vist
omfang kunne behandles efter kapitel 93 a, jf. § 1018 h.
Det kræver dog, at der er tale om krav i forbindelse med
sager inden for strafferetsplejen, hvilket f.eks. omfatter
erstatningskrav som følge af uberettiget
varetægtsfængsling. Udvalgets forslag indebærer,
at alle erstatningskrav i forbindelse med dødsfald eller
alvorlig tilskadekomst, f.eks. i forbindelse med
detentionsanbringelse eller andre politimæssige indgreb uden
for strafferetsplejen, vil kunne behandles efter kapitel 93
a.
Den foreslåede bestemmelse herom bør af
systematiske grunde indsættes i kapitel 93 c om straffesager
mod politipersonale og ikke i kapitel 93 a (som ikke foreslås
ændret), som alene vedrører erstatningskrav i
forbindelse med sager inden for strafferetsplejen.
Forslaget medfører, at alle erstatnings- og
godtgørelseskrav vedrørende personskade og tingsskade
i forbindelse med dødsfald og alvorlig tilskadekomst som
følge af politiets indgriben mv. kan behandles efter
retsplejelovens kapitel 93 a. Det er kun fremgangsmåden i
kapitel 93 a, der gøres anvendelig. Der er altså ikke
tale om et objektivt ansvar som efter §§ 1018 a-1018
d om bl.a. erstatning i anledning af varetægtsfængsling
i sager, hvor påtalen opgives, eller hvor tiltalte frifindes.
Der vil fortsat være tale om et almindeligt erstatningsansvar
efter dansk rets almindelige erstatningsregler (culpaansvar).
Forslaget indebærer, at det bliver statsadvokaten og
Rigsadvokaten, der skal tage stilling til et erstatningskravs
berettigelse og størrelse, jf. retsplejelovens
§ 1018 e, og sørge for, at kravet bliver indbragt
for retten, hvis den erstatningssøgende anmoder om det, jf.
retsplejelovens § 1018 f.
Endvidere indebærer forslaget, at der på
begæring skal beskikkes en advokat for den
erstatningssøgende, jf. § 1018 f, stk. 2.
Udvalget finder, at udgifterne til advokatbeskikkelse i alle
tilfælde bør afholdes endeligt af statskassen for den,
der vælger at lade en erstatningssag behandle efter kapitel
93 a.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side
171-175.
3.8.2. Justitsministeriet kan
tilslutte sig udvalgets overvejelser og forslag, og lovforslaget er
i det væsentlige udformet i overensstemmelse hermed.
Efter retsplejelovens § 1018 e, stk. 1, skal
krav fra en person, der har været sigtet, fremsættes
inden to måneder efter meddelelse til sigtede om
strafforfølgningens ophør eller efter afsigelse af en
endelig dom. Krav fra andre skal fremsættes inden to
måneder efter, at indgrebet er ophørt. Forslaget om,
at retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning skal finde tilsvarende anvendelse
på sager om dødsfald eller alvorlig tilskadekomst som
følge af politiets indgriben mv., vil efter retsplejelovens
§ 1018 e, stk. 1, medføre, at
erstatningskravet skal fremsættes inden to måneder
efter, at indgrebet er ophørt. Fremsættes
erstatningskrav inden for denne frist på 2 måneder, vil
der imidlertid i princippet skulle ske en parallel sagsbehandling
af erstatningskravet hos statsadvokaten og efterforskning af sagen
hos Politiklagemyndigheden.
For at undgå dette foreslås det, at
erstatningskrav i disse sager i stedet skal fremsættes inden
to måneder efter endelig afgørelse i sager omfattet af
§ 1020 a, stk. 2, eller i en straffesag mod
politipersonale i anledning af skader eller dødsfald
nævnt i § 1020 a, stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (forslag
til retsplejelovens § 1020 l) og bemærkningerne
hertil.
4. De
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget indebærer, at der oprettes en ny myndighed,
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden),
der overtager statsadvokaternes opgaver efter retsplejelovens
kapitel 93 b med at undersøge og træffe
afgørelse i sager om politipersonalets adfærd i
tjenesten (adfærdsklager). Politiklagemyndigheden skal
endvidere overtage statsadvokaternes opgave efter retsplejelovens
kapitel 93 c med at efterforske strafbare forhold begået af
politipersonale i tjenesten samt i sager om personer, der er
afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade
som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt. Efter
lovforslaget vil et politiklageråd få det overordnede
ansvar for myndighedens virksomhed. Politiklagenævnene
foreslås nedlagt.
Lovforslaget indebærer en omlægning af en
eksisterende opgave og skønnes derfor ikke at have
økonomiske konsekvenser af betydning for det offentlige.
Udgifterne til driften af Politiklagemyndigheden og
Politiklagerådet vil således blive finansieret af de
mindreudgifter i politi og anklagemyndighed, der er en følge
af, at de ovenfor nævnte opgaver foreslås
overført til Politiklagemyndigheden, samt af de midler, der
frigøres ved, at politiklagenævnene
nedlægges.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
5. De
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
mv.
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
6. De
administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget indebærer, at den forenklede procedure for
behandling af erstatningskrav i retsplejelovens kapitel 93 a om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning
også skal kunne anvendes ved erstatningskrav i sager om
personer, der er afgået ved døden eller kommet
alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller
mens den pågældende var i politiets varetægt. Det
indebærer bl.a., at der er en nem adgang til
domstolsprøvelse af
erstatningsspørgsmålet, og at der sker
advokatbeskikkelse. Lovforslaget indebærer således en
administrativ lettelse for borgere, der ønsker en
domstolsprøvelse af anklagemyndighedens afgørelse om
erstatningskrav i sager om personer, der er afgået ved
døden eller kommet alvorligt til skade som følge af
politiets indgriben mv.
Lovforslaget har herudover ingen administrative konsekvenser
for borgerne.
7. De
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet
til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Hørte myndigheder mv.
Betænkning nr. 1507/2009, som lovforslaget bygger
på, har været sendt i høring hos følgende
myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Foreningen af Statsadvokater, Rigspolitiet,
Politidirektørforeningen, Politiforbundet, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Advokatrådet, Landsforeningen af
beskikkede advokater, Institut for Menneskerettigheder,
Retssikkerhedsfonden, Retspolitisk Forening, Det
Kriminalpræventive Råd, Amnesty International,
Kommunernes Landsforening, Dansk Folkeoplysnings Samråd,
Danske Advokater, Landsforeningen af Politiklagenævn, Danske
Regioner og Datatilsynet.
| | |
10. Sammenfattende
skema |
| Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen af betydning |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Lovforslaget indebærer en
administrativ lettelse for borgere, der ønsker en
domstolsprøvelse af anklagemyndighedens afgørelse om
erstatningskrav i sager om personer, der er afgået ved
døden eller kommet alvorligt til skade som følge af
politiets indgriben, eller mens den pågældende var i
politiets varetægt. | |
Lovforslaget har herudover ingen
administrative konsekvenser for borgerne. | Ingen | |
Forholdet til EU-retten | Ingen | Ingen |
| | |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
(Retsplejeloven)
Til nr. 1 (overskrift til første bog, femte
afsnit)
Retsplejelovens femte afsnit har i dag overskriften
»Politimyndigheden«, men i bestemmelserne i kapitel 11
anvendes betegnelsen »politiet«. Det foreslås
på denne baggrund, at overskriften til femte afsnit
ændres til »Politiet«, herunder for at
undgå forveksling med den foreslåede overskrift til
sjette afsnit om Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Til nr. 2 (første bog, sjette afsnit)
Det foreslås, at der indsættes et nyt afsnit om
Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Til § 118
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer, at
der oprettes en ny statslig myndighed, der betegnes Den
Uafhængige Politiklagemyndighed. I daglig tale kaldes
myndigheden Politiklagemyndigheden.
Efter forslaget til stk. 1 er
myndigheden en selvstændig myndighed, der ledes af
Politiklagerådet og en direktør. Myndighedens opgave
er at undersøge og træffe afgørelse i
adfærdsklagesager og efterforske straffesager mod
politipersonale, jf. stk. 2.
I stk. 3 fastslås det,
at Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld
uafhængighed. Det indebærer, at myndigheden ikke er
underlagt anklagemyndigheden eller Justitsministeriet i faglig
henseende, og at myndighedens afgørelser ikke kan indbringes
for anden administrativ myndighed. Politiklagemyndigheden vil dog
være undergivet anklagemyndigheden (Rigsadvokaten og
statsadvokaterne) i relation til generelle instrukser i
straffesager mod politipersonalet. Myndigheden skal således
følge de generelle forskrifter og direktiver om
efterforskningen i straffesager, der kommer fra navnlig
Rigsadvokaten. Endvidere vil Politiklagemyndighedens afvisning af
en anmeldelse kunne påklages til statsadvokaten, jf.
forslaget til § 1020 d, stk. 2, og
bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 118 a
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer, at
Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens øverste
ledelse og har det overordnede ansvar for myndighedens virksomhed.
Den daglige ledelse varetages af direktøren, jf. forslaget
til § 118 c.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 118 b
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer, at
rådets formand skal være landsdommer. Rådet skal
derudover efter stk. 1 bestå af 4 medlemmer: En advokat,
en universitetslærer i retsvidenskab og to
repræsentanter for offentligheden.
Medlemmerne beskikkes efter stk. 2 for en periode på 4
år, og genbeskikkelse kan kun ske en enkelt gang. Den
maksimale periode for medlemskab af rådet er således 8
år.
Stk. 3-5 indeholder
bestemmelser om, hvem der skal indstille medlemmerne af
rådet. Det foreslås, at formanden beskikkes efter
indstilling fra de to landsretter. Det forudsættes i den
forbindelse, at formandskabet går på skift mellem de to
landsretter for at sikre, at begge landsretter bliver
repræsenteret. Endvidere bør suppleanten for formanden
være en dommer fra Vestre Landsret, hvis formanden er fra
Østre Landsret, og omvendt. Det foreslås endvidere, at
advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet, og at
offentlighedsrepræsentanterne ligesom i
Dommerudnævnelsesrådet beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis Kommunernes Landsforening og Dansk Folkeoplysnings
Samråd. Det forudsættes, at justitsministeren i
almindelighed vil følge indstillingerne.
Universitetslæreren udpeges ligesom i
Procesbevillingsnævnet af justitsministeren (uden
indstilling), idet det forudsættes, at der peges på en
universitetsjurist med viden om og interesse for
politiklageområdet.
Stk. 6 fastslår for at
sikre rådets uafhængighed af politiske interesser, at
medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser
ikke kan være medlem af Politiklagerådet. Dette svarer
til, hvad der i dag gælder for medlemmer af
politiklagenævnene, jf. den gældende § 1021,
stk. 5.
I stk. 7 er det bestemt, at
der skal beskikkes en suppleant for hvert af rådets
medlemmer. Bestemmelserne i stk. 1-6 finder tilsvarende
anvendelse ved beskikkelse af suppleanterne.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 118 c
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer
efter stk. 1, at
Politiklagemyndighedens daglige ledelse forestås af en
direktør, der er chef for myndighedens medarbejdere og
ansvarlig for driften i forhold til Politiklagerådet.
Direktøren skal i sit arbejde alene følge de
anvisninger og retningslinjer, som gives af rådet.
Direktøren bør være en fagligt velkvalificeret
jurist med interesse for politiets forhold og helst med en alsidig
baggrund og bred erfaring.
Direktøren er ikke medlem af rådet og har ikke
stemmeret ved afstemninger i rådet, men direktøren
deltager i rådets møder, jf. stk. 2, medmindre rådet
undtagelsesvis træffer anden bestemmelse. Det
forudsættes, at denne adgang udnyttes snævert.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 118 d
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer, at
Politiklagerådet selv fastsætter sin forretningsorden,
der bl.a. vil kunne indeholde bestemmelser om forberedelse af
sager, der skal forelægges for rådet, om rådets
møder og afstemninger.
Rådet vil endvidere kunne fastsætte nærmere
retningslinjer for, hvilke sager der skal eller kan
forelægges for rådet. Rådet vil have den endelige
beslutning om indholdet af retningslinjer og vejledninger, som
udarbejdes af Politiklagemyndigheden f.eks. om behandlingen af
særlige sagskategorier, og om myndighedens
årsberetning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 118 e
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden overtager Rigsadvokatens opgave med at
afgive en årlig beretning om politiklageområdet.
Beretningen skal vedrøre både adfærdsklager og
straffesager. Årsberetningen bør også indeholde
nærmere oplysninger om de straffesager og
disciplinærsager, der i årets løb har
været rejst som følge af myndighedens arbejde. Det
forudsættes, at beretningen udarbejdes under inddragelse af
anklagemyndigheden, politidirektørerne og Rigspolitiet, og
at disse myndigheder stiller materiale, herunder statistik og de
øvrige nødvendige oplysninger, til rådighed for
Politiklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden forudsættes også at
informere offentligheden om myndighedens arbejde på andre
måder end gennem årsberetningen. Politiklagemyndigheden
forudsættes således bl.a. at have egen hjemmeside, hvor
oplysninger om klager over og straffesager mod
polititjenestemænd samles.
Medarbejdere fra Politiklagemyndigheden kan endvidere deltage
som undervisere i forbindelse med uddannelse af politifolk og i
øvrigt deltage i oplysende arbejde om klager over
politiet.
Politiklagemyndigheden deltager desuden i det internationale
samarbejde, der er under opbygning i forhold til tilsvarende
myndigheder i andre europæiske lande.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (første bog, sjette afsnit)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
det foreslåede nye afsnit om Politiklagemyndigheden, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2.
Til nr. 4 (§ 722, stk. 1, nr. 2)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
den nye lov om social service, der trådte i kraft den 1.
januar 2007 (lov nr. 573 af 24. juni 2005, jf.
lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008).
Til nr. 5 (§ 769, stk. 2, nr. 1)
Der er tale om redaktionel ændring, idet der rettelig
skal stå »straffelovens« i stedet for
»denne lovs«.
Til nr. 6 (§ 821 b, stk. 1, 2. pkt.)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
ændringen af retsplejelovens § 792 b, stk. 1,
ved lov nr. 369 af 25. juni 2005.
Den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 821, stk. 1, 2. pkt., indeholder en henvisning til
§ 792 b, stk. 1, og en delvis gengivelse af ordlyden
af § 792 b, stk. 1, før bestemmelsen blev
ændret ved lov nr. 369 af 25. juni 2005.
Det foreslås, at ordlyden af § 821,
stk. 1, 2. pkt., ændres, så den igen kommer til at
svare til ordlyden af § 792 b, stk. 1.
Til nr. 7 (kapitel 93 b)
Det foreslås, at retsplejelovens kapitel 93 b om klager
over politipersonalet erstattes af et nyt kapitel som følge
af, at der foreslås oprettet en ny politiklagemyndighed.
Kapitlets overskrift foreslås ikke ændret og vil
således også fremover være »Klager over
politipersonalet«.
Til § 1019
Den foreslåede bestemmelse svarer - bortset fra, at
kompetencen til at undersøge og træffe
afgørelse i adfærdsklagesager henlægges til
Politiklagemyndigheden - i det hele til den gældende
§ 1019. Der foreslås således ikke
ændringer i den typemæssige eller personmæssige
afgrænsning af politiklageområdet, som er angivet i
stk. 1. Klager over
politipersonales adfærd uden for tjenesten er fortsat ikke
omfattet af klageordningen, og klageordningen omfatter ikke
politiets kontorpersonale og civilmedhjælpere og
medarbejderne i statsadvokaturerne og hos Rigsadvokaten.
Efter stk. 2 skal
rigspolitichefen yde Politiklagemyndigheden bistand til
undersøgelsen. Det kan f.eks. være politiets tekniske
afdelinger. Sådan bistand er alene tænkt at kunne blive
aktuel i meget omfattende og komplicerede adfærdsklagesager.
Undersøgelsen foretages i givet fald på
Politiklagemyndighedens ansvar, og det er Politiklagemyndigheden,
der træffer afgørelse i sagen.
Efter stk. 3 kan politiet
på egen hånd foretage uopsættelige
undersøgelsesskridt. Formålet med bestemmelsen, der
har et snævert anvendelsesområde, er at undgå
bevistab. Adgangen til at foretage uopsættelige skridt vil
formentlig have noget større praktisk betydning i
straffesager, jf. forslaget til § 1020 c, stk. 3.
Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Hvis
politiet foretager undersøgelsesskridt, skal
Politiklagemyndigheden snarest underrettes herom.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 (om assistance i
forbindelse med Politiklagemyndighedens undersøgelser), pkt.
3.3 (om hvem der kan klages over, og hvilke typer klager der skal
være omfattet af klageordningen) og pkt. 3.4 (om
Politiklagemyndighedens kompetence i adfærdsklagesager) i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 1019 a
Den foreslåede bestemmelse beskriver ligesom den
gældende bestemmelse i § 1019 a, hvordan,
hvornår og til hvem en adfærdsklage kan indgives.
Bestemmelsen indeholder ligesom den gældende bestemmelse ikke
en nærmere regulering af, hvem der kan klage. Typisk vil en
klage blive indgivet af den, der anser sig for forulempet af
politiet eller eventuelt af en advokat for den
pågældende. Klagen vil imidlertid også kunne
indgives f.eks. af den pågældendes forældre eller
af forbipasserende.
Klagen skal efter stk. 1
indgives til Politiklagemyndigheden. Indgives klagen til politiet
eller en anden myndighed, skal den straks videresendes til
Politiklagemyndigheden, uden at der iværksættes nogen
sagsbehandling. Der er dog intet til hinder for, at politiet i
forbindelse med videresendelsen fremkommer med oplysninger eller
vedlægger relevant materiale, som kan være med til at
belyse sagen. Skønner politiet, at en klage er egnet til
notitssagsbehandling, kan politiet uden forelæggelse for
Politiklagemyndigheden indkalde klageren til en samtale med henblik
på at afslutte sagen som notitssag, jf. forslaget til
§ 1019 k. Politiet skal i så fald underrette
Politiklagemyndigheden om sagen ved at sende en kopi af klagen. Det
forudsættes, at politiet sender kopi af klagen umiddelbart
efter, at klagen er modtaget. Hvis Politiklagemyndigheden ikke er
enig med politiet i, at sagen er egnet til notitssagsbehandling,
kan Politiklagemyndigheden tage sagen op af egen drift, jf.
forslaget til § 1019 b. Det forudsættes endvidere,
at Politiklagemyndigheden underretter vedkommende
politidirektør om, at sagen i givet fald ikke bør
afgøres som notitssag.
Stk. 2 svarer til den
gældende § 1019 a, stk. 1, 2. pkt., og
indebærer, at klage over myndighedsmisbrug fra politiets side
under behandlingen af en straffesag kan fremsættes mundtligt
til retsbogen. Hvis der klages til retsbogen, skal retten sende en
udskrift af retsbogen til Politiklagemyndigheden, der så
behandler sagen på samme måde som andre klager.
Stk. 3 viderefører den
gældende 6-måneders frist for klage i § 1019
a, stk. 2. Det foreslås dog, at bestemmelsen om
afvisning på grund af for sen indgivet klage ændres,
således at 6-måneders fristen bliver en egentlig
klagefrist og ikke blot en »kan-regel«. Det betyder, at
klagen skal afvises, hvis den ikke er indleveret inden 6
måneder. Politiklagemyndigheden kan dog i særlige
tilfælde behandle sagen, hvis indleveringen sker senere,
f.eks. hvis fristoverskridelsen skønnes undskyldelige
omstændigheder, eller der er tale om en alvorlig sag, som
ikke bør afsluttes alene som følge af
fristoverskridelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 b
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
§ 1019 k og indebærer, at Politiklagemyndigheden af
egen drift kan iværksætte en undersøgelse efter
kapitel 93 b, f.eks. hvis en offentlig interesse tilsiger, at
omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved
en bestemt lejlighed bør undersøges og vurderes. Der
gælder i denne situation ikke nogen 6-måneders frist,
jf. forslaget til § 1019 a, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 c
Den foreslåede bestemmelse er ny og omhandler
Politiklagemyndighedens undersøgelse. Det er
Politiklagemyndigheden, der skal sørge for at indhente det
materiale, som er nødvendigt for at afgøre sagen.
Myndigheden kan skriftligt eller telefonisk indhente oplysninger
fra klageren, en indklaget politimand og andre. Klageren,
indklagede og andre (f.eks. personer, der har overværet
episoden) kan anmodes om at afgive forklaring til brug for sagen.
Politiet stiller det skriftlige og andet materiale til
rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om, og det
forudsættes, at politiet også på anden måde
bidrager til sagens oplysning, f.eks. ved at besvare
forespørgsler fra Politiklagemyndigheden om bestemte
aspekter i sagen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 d
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden får mulighed for at afvise klager,
hvor det efter en indledende undersøgelse er åbenbart,
at der ikke kan gives klageren medhold. Sagen kan afvises ved en
hurtig afgørelse uden yderligere undersøgelser og med
en kort sagsfremstilling i det skriftlige svar. Det skal af
afgørelsen fremgå, at der er tale om en
afgørelse, der er truffet efter denne særlige
fremgangsmåde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 e
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
bestemmelse i § 1019 b, 1. pkt., med den ændring,
at det vil være tilstrækkeligt, at der - som det
allerede i dag sker i nogle tilfælde - ikke på dette
stadium af sagen udarbejdes en sagsfremstilling, men alene gives
indklagede en kopi af klagen. Muligheden for alene at give
indklagede en kopi af klagen vil navnlig have betydning i
tilfælde, hvor Politiklagemyndigheden vurderer, at der ikke
er behov for en egentlig sagsfremstilling. Er der tale om en
kompliceret klage eller en klage f.eks. med påstand om
hårdhændet behandling grænsende til en
voldsanmeldelse, er det væsentligt for indklagede
nøjagtigt at vide, hvad undersøgelsestemaet er. Der
skal derfor i sådanne sager altid udarbejdes en
sagsfremstilling, som udleveres til indklagede. Indklagede skal
også i disse sager have en kopi af selve klagen.
Indklagede skal have adgang til at udtale sig om klagen. Som
nærmere redegjort for i pkt. 3.6 i de almindelige
bemærkninger forudsættes det, at indklagede har pligt
til at udtale sig til Politiklagemyndigheden i samme omfang, som
indklagede i dag har pligt til at udtale sig til statsadvokaten.
Hvis indklagedes oplysninger kan udsætte ham eller hende for
strafansvar eller disciplinæransvar, er der dog ingen
oplysningspligt, jf. forslaget til § 1019 g,
stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 (om
Politiklagemyndighedens kompetence i adfærdsklagesager) og
pkt. 3.6 (om parternes pligt til at udtale sig samt
advokatbeskikkelse) i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 f
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den
indklagede politimand som hidtil i forbindelse med afgivelse af
forklaring har ret til at møde med en bisidder, jf. den
gældende bestemmelse i § 1019 c, 1. pkt. Denne
adgang udnyttes ofte i praksis. Det er ikke i bestemmelsen fastsat,
hvem der kan være bisidder, men det vil ofte være en
organisationsrepræsentant. Bisidderen kan også
være en advokat. Det vil som hidtil kun helt undtagelsesvist
være muligt for Politiklagemyndigheden at tilsidesætte
valget af bisidder. Politiklagemyndigheden vil således kun
kunne tilsidesætte valget af bisidder, når den
indklagedes interesse i at kunne lade sig bistå af den
pågældende findes at burde vige for væsentlige
hensyn til offentlige eller private interesser, f.eks. i
tilfælde, hvor parten under et møde med
Politiklagemyndigheden ønsker sig bistået af flere
personer og myndigheden af hensyn til sagsbehandlingen, ro og
orden, finder at burde begrænse antallet af bisiddere eller
helt udelukke andre end den indklagede selv fra at deltage i
mødet. Hvis den ønskede bisidder er ganske uegnet til
at varetage partens interesser eller måske direkte vil kunne
skade parten, kan Politiklagemyndigheden i særlige
tilfælde også tænkes at tilsidesætte valget
af bisidder af hensyn til parten selv.
Det foreslås, at henvisningen i den gældende
§ 1019 c, 2. pkt., til tjenestemandslovens § 23
udgår. Det fremgår af tjenestemandslovens
§ 23, at udgiften til en bisidder godtgøres, hvis
en undersøgelse afsluttes uden disciplinære
sanktioner. I andre tilfælde afgør vedkommende
minister, om udgiften til bisidder skal godtgøres helt eller
delvist under hensyntagen til sagens udfald og omstændigheder
i øvrigt. Det foreslås, at det i stedet bliver
Politiklagemyndigheden, der bestemmer, om udgifterne til bisidder
skal betales af statskassen. Politiklagemyndigheden skal normalt
kun tage stilling hertil efter anmodning. Hvis der ikke udtales
kritik af den indklagede politimand, bør det normalt
bestemmes, at statskassen betaler udgifterne til bisidder, mens det
i andre tilfælde må bero på en konkret vurdering,
om udgifterne til bisidder bør betales af statskassen. Hvis
retten har givet afslag på at beskikke en advokat, kan det
indgå i Politiklagemyndighedens vurdering af, om der er
anledning til at lade statskassen afholde udgifterne til en advokat
som bisidder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 g
Som nærmere beskrevet i pkt. 3.6 lovforslagets
almindelige bemærkninger forudsættes indklagede at have
pligt til at udtale sig i samme omfang som efter gældende
ret. Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
§ 1019 d og fastslår i stk. 1, at en indklaget politimand ikke
har pligt til at udtale sig, hvis forklaringen antages at ville
udsætte den pågældende for strafansvar eller
disciplinæransvar. Som hidtil er det kun risiko for formelt
disciplinært ansvar, dvs. en formel irettesættelse
eller advarsel, en bøde, overførelse til andet
arbejde, andet arbejdssted eller stilling, degradering eller
afsked, jf. tjenestemandslovens § 24, som kan begrunde,
at politimanden ikke har pligt til at udtale sig. En risiko for, at
et forhold uden for det disciplinære område kan give
anledning til en tjenstlig tilkendegivelse fra ledelsen vil ikke
medføre, at pligten til at udtale sig bortfalder.
I stk. 2 videreføres
den gældende vejledningspligt i § 1019 d,
stk. 2, der nu vil påhvile Politiklagemyndigheden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 h
Politiklagemyndigheden kan efter forslaget til stk. 1 på samme måde som
statsadvokaten efter den gældende bestemmelse i
§ 1019 f, stk. 1, bestemme, at forklaring skal
afgives i retten. Forklaringen afgives i så fald efter de
almindelige regler for vidneforklaringer, jf. i retsplejelovens
kapitel 12.
Stk. 2 indeholder
værnetingsbestemmelsen for retsmøderne. Det
foreslås, at værnetingsbestemmelsen i den
gældende § 1019 f, stk. 2, forenkles,
således at indenretlig afhøring ligesom
retsmøder under efterforskningen i straffesager, jf.
§ 694, stk. 1, kan finde sted i den retskreds, hvor
det er mest hensigtsmæssigt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 (om
Politiklagemyndighedens kompetence i adfærdsklagesager) og
pkt. 3.6 (om parternes pligt til at udtale sig samt
advokatbeskikkelse) i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 i
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 viderefører de
gældende regler i § 1019 g om sagens behandling i
retten, dog således at det er Politiklagemyndigheden og ikke
statsadvokaten, der møder i retsmøder, hvor der skal
afgives forklaring efter § 1019 h, stk. 1.
Efter stk. 2 skal klager og
indklagede så vidt muligt underrettes om retsmøder.
Hvis en part ikke har oplyst en adresse eller i øvrigt ikke
kan findes, kan det dog ikke hindre, at retsmødet
gennemføres. Det er ikke et krav, at indkaldelsen skal ske
ved anbefalet brev eller lignende. Efter den gældende
bestemmelse i § 1019 g, stk. 2, er det kun
indklagede, der skal underrettes om retsmøder, men det
foreslås, at også klageren som part i sagen bliver
underrettet og får lejlighed til at være til
stede.
Stk. 3 handler om indklagedes
pligt til at afgive forklaring. Indklagede har ikke pligt hertil,
hvis forklaringen antages at kunne udsætte den
pågældende for strafansvar eller
disciplinæransvar.
Sagen skal efter stk. 4 som
hidtil behandles i strafferetsplejens former uden domsmænd.
Det betyder bl.a., at retsmøderne vil være offentlige
i samme omfang som i straffesager, og at dørene kun kan
lukkes, hvis betingelserne herfor efter retsplejelovens
§ 29 a, stk. 1 eller 3, er opfyldt. Ved sin
retsledelse og tilrettelæggelse af sagen skal dommeren
anvende bestemmelserne i retsplejelovens fjerde bog om
strafferetsplejen og ikke tredje bog om den borgerlige
retspleje.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 (om
Politiklagemyndighedens kompetence i adfærdsklagesager) og
pkt. 3.6 (om parternes pligt til at udtale sig, advokatbeskikkelse
mv.) i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 1019 j
Den foreslåede bestemmelse indeholder reglerne om
advokatbeskikkelse i adfærdsklagesager som i dag findes i
§ 1019 e. Klage over politiets adfærd vil kunne
indgives også af f.eks. tilfældigt forbipasserende
eller andre vidner til et påstået politiovergreb, men i
relation til advokatbeskikkelse er det ligesom i dag kun den, der
mener sig forulempet af politiet, der er part i sagen og vil kunne
få en advokat beskikket.
Efter stk. 1 skal der - som
også efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1019 e, stk. 1 - altid beskikkes en advokat for
både klageren og indklagede, hvis der skal afholdes
retsmøde, idet begge parter vil kunne have brug for
advokatbistand, når det skønnes, at det er
nødvendigt med indenretlig forklaring. Der skal
således beskikkes en advokat for klager og indklagede i de
tilfælde, hvor det enten er indklagede eller klager, der skal
afgive forklaring. Der skal endvidere beskikkes en advokat for
indklagede og klager i de tilfælde, hvor andre end indklagede
eller klager skal afgive forklaring. Det kan f.eks. være i,
hvor en forbipasserende, som har overværet episoden, skal
afgive forklaring i retten.
Der kan efter stk. 2
også i andre tilfælde ske advokatbeskikkelse i
forbindelse med en adfærdsklagesag for enten klageren eller
indklagede eller for begge parter. Advokatbeskikkelse skal efter
forslaget ske, når særlige grunde taler derfor, og ikke
som efter den gældende § 1019, stk. 3,
når forholdene taler derfor. Der er ikke hermed tilsigtet en
ændring i den nuværende praksis for advokatbeskikkelse,
men det slås fast, at advokatbeskikkelse bør
være en undtagelse udover de tilfælde, hvor der skal
holdes retsmøde.
Det er som hidtil retten, der beskikker advokat for den
pågældende og tager stilling til størrelsen af
advokatens salær. Beskikkelsen sker efter stk. 3 uden
udgift for den pågældende.
Stk. 4-6 indeholder regler om den beskikkede advokats
beføjelser.
Stk. 4 svarer til den
gældende bestemmelse i § 1019 e, stk. 4, og
indebærer, at advokaten løbende skal have tilsendt
kopi af alt det materiale, som Politiklagemyndigheden indsamler
eller modtager til brug for sagen. Advokaten kan gennemgå
materialet med klienten, men må ikke uden tilladelse fra
Politiklagemyndigheden overlevere det modtagne materiale til
klienten eller til andre. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at
parterne af Politiklagemyndigheden meddeles aktindsigt efter de
almindelige regler i forvaltningslovens kapitel 4 om aktindsigt.
Undtagelsesbestemmelsen i forvaltningslovens § 9,
stk. 3 (om straffesager), finder ikke anvendelse på
adfærdsklagesager.
Stk. 5 vedrører den
beskikkede advokats rettigheder i forbindelse med, at klienten skal
afgive forklaring til Politiklagemyndigheden. Som efter den
gældende bestemmelse i § 1019 e, stk. 5, har
advokaten adgang til at være til stede og stille supplerende
spørgsmål til klienten. Dette er af helt
afgørende betydning for tilliden mellem advokat og klient og
for, at den pågældende kan føle sig tryg under
afhøringen. Advokaten skal derfor ligesom i dag underrettes
om tidspunktet for afgivelse af forklaring. Som noget nyt i forhold
til den gældende bestemmelse skal Politiklagemyndigheden
så vidt muligt aftale tidspunktet med advokaten. Ordene
»så vidt muligt« indebærer, at afgivelse af
forklaring kun kan gennemføres, hvis det ikke er muligt
inden for rimelig tid at få aftalt et tidspunkt med den
beskikkede advokat. Kriteriet svarer til det kriterium, der
gælder for indkaldelse af bistandsadvokater til
afhøring af forurettede i retten, jf. retsplejelovens
§ 741 c, stk. 1, 4. pkt. Der er ikke noget til
hinder for, at advokaten aftaler med klienten, at afgivelse af
forklaring kan ske, uden at advokaten er til stede.
Stk. 6 indebærer en
udvidelse af den beskikkede advokats beføjelser i
forbindelse med retsmøder i forhold til i dag. Advokaten
skal ikke blot indkaldes til retsmøder, hvor klienten skal
afgive forklaring, men også til retsmøder, hvor andre
skal afgive forklaring til brug for sagen. Det gælder
såvel klagerens som indklagedes beskikkede advokat. Det
foreslås, at den beskikkede advokat skal have mulighed for
under retsmødet ikke blot at stille spørgsmål
til sin klient, men også til andre, der skal afgive
forklaring i retten. Det foreslås endvidere, at det i
lovteksten udtrykkeligt angives, at også tidspunktet for
afholdelse af retsmøder så vidt muligt skal aftales
med en beskikket advokat.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 k
Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål
at lovfæste og udvide den notitssagsbehandling, der allerede
finder sted i visse sager.
Det fremgår af stk. 1,
at en sag kan afsluttes ved en samtale mellem en overordnet
politimand og klageren (notitssagsbehandling), hvis klageren er
indstillet på at medvirke hertil.
Notitssagsbehandling vil navnlig være aktuel i de mindre
adfærdsklagesager om f.eks. ukorrekt fremgangsmåde i
tjenesten og uhøflig tiltale eller anden ukorrekt personlig
optræden, hvilket svarer til praksis i dag. Det bør
imidlertid på forhånd ikke være udelukket at
anvende notitssagsbehandling i andre adfærdsklagesager,
f.eks. i forbindelse med en klage over hårdhændet
behandling i forbindelse med en anholdelse. Det bør derfor
ved enhver adfærdsklage konkret overvejes, om sagen
skønnes egnet til notitssagsbehandlingen. Sagen bør
ikke sluttes som notitssag, hvis der er tale om en adfærd,
der nærmer sig vold, og som derfor muligvis bør ende
med en alvorlig disciplinær sanktion i forhold til den
indklagede politimand. Sagen bør heller ikke sluttes som
notitssag, hvis der er mistanke om et strafbart forhold.
Endvidere forudsættes det, at den foreslåede
notitssagsbehandling ikke vil blive gennemført, hvis det er
tvivlsomt, om sagen er egnet til at blive søgt behandlet som
notitssag, f.eks. fordi der i den konkrete sag er tvivl om,
hvorvidt politimandens adfærd eventuelt vil kunne give
anledning til en alvorligere disciplinær sanktion. Det
forudsættes herunder, at der ikke indhentes en udtalelse fra
indklagede, før det i givet fald står klart, at
klageren er indforstået med notitssagsbehandlingen.
Hvis en klage indgives til politiet, vil der efter stk. 2 kunne træffes beslutning
om, at klageren skal tilbydes, at sagen behandles som notitssag.
Hvis klageren ønsker det, kan samtalen herefter
gennemføres. Modtages klagen af Politiklagemyndigheden, vil
myndigheden kunne oversende klagen til politiet med henblik
på behandling som notitssag. Samtalen skal som hidtil
gennemføres af en overordnet politimand.
Af stk. 3 fremgår, at
der ikke kan pålægges en politimand en
disciplinær sanktion, hvis han eller hun som led i
notitssagsbehandlingen er fremkommet med en udtalelse. Udelukkelsen
af disciplinæransvar gælder alene, hvis politimanden
kommer med en udtalelse. Politimandens adgang til at afgive
forklaring uden at risikere disciplinæransvar gælder
alene forhold, der vedrører den konkrete klage, som kan
behandles som notitssag. Politimanden kan således f.eks. ikke
undgå disciplinæransvar i forbindelse med anden
kritisabel adfærd ved at fortælle om dette i
forbindelse med notitssagsbehandlingen af en klage over f.eks.
uhøflig tiltale.
Stk. 4 fastslår, at den
politimand, der gennemfører samtalen med klageren, skal
udarbejde en notits om samtalen og dens udfald. Af notitsen skal
det fremgå, at klageren er vejledt om, at han eller hun kan
få en formel afgørelse i sagen, og om den
pågældende ønsker dette.
Politiet skal efter stk. 5
efter samtalen med klageren sende en kopi af notitsen til
Politiklagemyndigheden, som vil være den myndighed, der har
ansvaret for, at notitssagsbehandlingen i politikredsene finder
sted på forsvarlig måde, således at befolkningens
tillid til denne måde at behandle en adfærdsklagesag
på bevares. Notitsen sendes endvidere til den regionale
statsadvokat og Rigspolitiet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 l
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
§ 1019 i om tilfælde, hvor en adfærdsklagesag
skal sluttes, fordi sagen overgår til behandling efter andre
regler.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 m
Den foreslåede bestemmelse er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i sagen,
når undersøgelsen af en adfærdsklage er
tilendebragt. Afgørelsen skal i overensstemmelse med
forvaltningslovens regler begrundes, jf. denne lovs kapitel 6 om
begrundelse. Det skal ikke fremgå af afgørelsen, om
den har været drøftet i Politiklagerådet, men
der er ikke noget til hinder herfor. Nærmere bestemmelser
herom vil eventuelt kunne optages i Politiklagerådets
forretningsorden. Politiklagerådet vil, som det i den
gældende ordning er sket ved Rigsadvokatens
cirkulæreskrivelse af 30. maj 2000, kunne bestemme, at en
adfærdsklage som udgangspunkt skal munde ud i nogle bestemte
formuleringer, der beskriver graden af den kritisable
adfærd.
Afgørelsen vil kunne indeholde kritik af en indklaget
politimand og bør ledsages af oplysninger om, at en
afgørelse er sendt til Rigspolitiet til vurdering af et
eventuelt disciplinært ansvar. Politiklagemyndigheden skal
ikke komme med en indstilling af disciplinær karakter. Denne
vurdering tilkommer ansættelsesmyndigheden i overensstemmelse
med bl.a. tjenestemandslovens regler.
Det forudsættes, at sagens parter (typisk forurettede og
den politiansatte) underrettes om afgørelsen, og at klager
underrettes om afgørelsen, uanset om vedkommende kan
betragtes som part i sagen.
Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at
afgørelsen ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed. Afgørelsen kan heller ikke forlanges indbragt for
Politiklagerådet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 (om generelle
spørgsmål om Politiklagemyndighedens kompetence) og
pkt. 3.4 (Politiklagemyndighedens kompetence i
adfærdsklagesager) i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 1019 n
Den foreslåede bestemmelse er ny og indeholder regler,
der har til formål at fremme sagsbehandlingen og undgå
urimeligt lange sagsbehandlingstider.
Det foreslås, at der som stk. 1 indsættes en bestemmelse i
lighed med retsplejelovens § 718 a, stk. 1, om, at
også adfærdsklagesager skal afgøres inden
rimelig tid. Ved fastsættelsen af, hvad der forstås ved
rimelig tid, kan der f.eks. tages hensyn til interne
målsætninger for sagsbehandlingstiden, om det er en
sag, der kræver tidskrævende undersøgelser, og
forholdet mellem Politiklagemyndighedens ressourcer og
arbejdsopgaver.
Stk. 2 indebærer en
pligt til at underrette klager og indklagede, hvis der ikke inden 6
måneder er taget stilling til klagen. Underretningen skal
indeholde oplysning om, hvorpå sagen beror, og hvornår
det kan forventes, at der vil blive truffet afgørelse. Der
skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder efter
den seneste underretning fortsat ikke er truffet
afgørelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 o
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
§ 1019 j, idet det dog ikke er fundet nødvendigt
at medtage § 1019 j, stk. 3, om den indklagede
politimands eventuelle suspendering eller midlertidige
overførelse til andet arbejde. Det er således
ansættelsesmyndigheden, der tager stilling til, om en klage
bør medføre, at en politimand skal suspenderes eller
midlertidigt overføres til andet arbejde.
Bestemmelsen i stk. 1, 1.
pkt., har til formål at sikre, at
ansættelsesmyndigheden, mens sagen verserer, kan få
lejlighed til at vurdere, om der er grundlag for foreløbige
tjenstlige skridt i form af suspension eller midlertidig
overførelse til andet arbejde. Stk. 1, 2. pkt. , skal sikre, at
ansættelsesmyndigheden får underretning om
afgørelsen i sagen og dermed får mulighed for at
vurdere spørgsmålet om eventuelle disciplinære
sanktioner. Endvidere skal den regionale statsadvokat underrettes
om sagens udfald af hensyn til statsadvokaternes generelle
tilsynsforpligtelse i forhold til politikredsens behandling af
straffesager, jf. retsplejelovens § 101, stk. 2, 1.
pkt.
Politiklagemyndigheden skal ikke fremkomme med nogen vurdering
af eller indstilling om, hvorvidt der bør indledes en
disciplinærsag. Denne vurdering skal foretages af
ansættelsesmyndigheden, der efter stk. 2 ikke kan indlede nogen
disciplinærundersøgelse, før
Politiklagemyndighedens afgørelse foreligger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 p
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
§ 1019 m, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at en
undersøgelse ikke skal foretages efter de gældende
regler om behandling af klager over politipersonalet, hvis hensynet
til statens sikkerhed eller fremmede magter kræver det.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1019 q
Den foreslåede bestemmelse er ny og giver mulighed for,
at Politiklagemyndigheden i visse tilfælde kan behandle og
afgøre klager over politipersonales dispositioner. Det kan
dog kun ske, hvis der er en nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en adfærdsklage, som
Politiklagemyndigheden behandler. Det vil f.eks. være
tilfældet i de situationer, hvor der i forbindelse med en
adfærdsklage tillige klages over en disposition, som en
politimand har truffet i forbindelse med den pågældende
politiforretning. De rent ledelsesmæssige dispositioner kan
derimod ikke være omfattet af politiklageordningen, f.eks.
beslutninger om hvordan politiets ressourcer skal anvendes eller
generelle overvejelser af operationel/polititaktisk karakter.
Som eksempel, hvor der kan være en sådan nær
sammenhæng, kan f.eks. nævnes beslutningen om at
indsætte politihunde. Beslutningen om at indsætte hunde
i forbindelse med en politiforretning vil i almindelighed
være en politimæssig disposition. Må det antages,
at klagen går på, at brugen af hunde er sket i
chikanøst øjemed eller som led i magtmisbrug fra
politiets side, kan klagen dog være omfattet af kapitel 93 b
om klager over politipersonalet (eller eventuelt kapitel 93 c om
straffesager mod politipersonale). Situationer, hvor politiet yder
bistand i forbindelse med tvangsindlæggelser efter
psykiatriloven, og hvor der klages over en politimands adfærd
i forbindelse med tvangsindlæggelsen, kan også
nævnes. I disse tilfælde kan Politiklagemyndigheden
også vurdere politiets dispositioner, hvis der er en
nær sammenhæng med undersøgelsen af
politimandens adfærd i øvrigt.
Det forudsættes, at Politiklagemyndigheden i
forbindelse med behandlingen af en dispositionsklage
forelægger sagen for den pågældende politimands
foresatte, typisk en politidirektør eller rigspolitichefen,
således at politiledelsen kan få lejlighed til at komme
med bemærkninger om dispositionen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 8 (kapitel 93 c)
Det foreslås, at retsplejelovens kapitel 93 c om
straffesager mod politipersonale erstattes af et nyt kapitel som
følge af, at der foreslås oprettet en ny
politiklagemyndighed. Kapitlets overskrift foreslås ikke
ændret og vil også fremover være
»Straffesager mod politipersonale«.
Til § 1020
Anmeldelser om strafbare forhold indgives normalt til
politiet, jf. retsplejelovens § 742, stk. 1. Den
foreslåede bestemmelses 1. pkt.
svarer til den gældende bestemmelse i § 1020,
bortset fra at anmeldelser om strafbare forhold begået af
politipersonale i tjenesten skal indgives til
Politiklagemyndigheden og ikke til statsadvokaten. Den
typemæssige og personmæssige afgrænsning af sager
omfattet af kapitel 93 d foreslås ikke ændret.
Det foreslåede 2. pkt. er
nyt og indebærer, at anmeldelser indgivet til politiet eller
anklagemyndigheden straks skal videresendes til
Politiklagemyndigheden, uden at der iværksættes nogen
sagsbehandling. Der er dog intet til hinder for, at politiet i
forbindelse med videresendelsen fremkommer med oplysninger eller
vedlægger relevant materiale, som kan være med til at
belyse sagen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 a
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
bestemmelse i § 1020 a med de ændringer, der
følger af, at det efter forslaget er Politiklagemyndigheden
i stedet for statsadvokaterne, der efterforsker sagerne. Den
gældende bestemmelse i § 1020 a, stk. 2, 2.
pkt., er flyttet til stk. 3.
Det foreslås, at Politiklagemyndigheden ikke kun kan
indlede efterforskning, hvis der indgives en anmeldelse, men
også af egen drift kan indlede en efterforskning, hvis det
på grund af oplysninger i medierne eller af andre grunde
skønnes nødvendigt at efterforske et
hændelsesforløb, hvor politipersonale kan have gjort
sig skyldig i strafbare forhold.
Det er dog efter stk. 1 en
betingelse for at indlede en efterforskning, at der er rimelig
formodning om, at der er begået et strafbart forhold, som
forfølges af det offentlige. Denne betingelse svarer til,
hvad der i øvrigt gælder i straffesager, jf.
retsplejelovens § 742, stk. 2.
Efter stk. 2 fraviges
betingelsen om en rimelig formodning om et strafbart forhold
dog i de meget alvorlige sager, hvor nogen er kommet alvorligt til
skade eller er død som følge af politiets indgriben,
eller mens den pågældende var i politiets
varetægt. Som nærmere beskrevet i pkt. 3.5.4 i
lovforslagets almindelige bemærkninger forudsættes det,
at bestemmelsen ligesom i dag i praksis anvendes således, at
alle sager, hvor en person er blevet ramt af skud fra politiet,
undersøges af Politiklagemyndigheden, uanset om personen er
kommet alvorligt til skade.
Der skal i sådanne tilfælde altid indledes en
efterforskning i strafferetsplejens former for at sikre, at der
gennemføres en tilbundsgående undersøgelse. Det
gælder også, selv om der ikke er en rimelig formodning
om, at nogen har begået et strafbart forhold.
Efterforskningen har i disse tilfælde et noget videre sigte,
end det normalt er tilfældet efter retsplejelovens
§ 743, hvorefter efterforskningen har til formål at
klarlægge, om betingelserne for at pålægge
strafansvar eller anden strafferetlig retsfølge er til
stede, og at tilvejebringe oplysninger til brug for sagens
afgørelse samt forberede sagens behandling ved retten.
Begivenhedsforløbet f.eks. i forbindelse med en
skudafgivelse, hvor nogen bliver dræbt eller kommer alvorligt
til skade, skal oplyses så grundigt som muligt ikke blot for
at vurdere, om der er grundlag for et strafferetligt eller
disciplinært ansvar, men også for at politiet og andre
kan lære af hændelsesforløbet, herunder om
forløbet kan give anledning til at ændre procedurer,
indskærpe regler eller lignende.
Forslaget til stk. 2 svarer til den gældende
bestemmelse i § 1020 a, stk. 2, dog således at
det efter forslaget vil være Politiklagemyndigheden, der skal
forestå efterforskningen.
Hvis der er rimelig formodning om, at en politimand har
begået et strafbart forhold, eller der er tale om
dødsfald eller alvorlig tilskadekomst, skal politiet straks
underrette Politiklagemyndigheden. Det forudsættes i den
forbindelse, at der etableres en vagtordning, så det altid er
muligt at få kontakt til Politiklagemyndigheden, der hurtigst
muligt sørger for at komme til stede. Indtil medarbejdere
fra Politiklagemyndigheden er kommet til stede, kan politiet f.eks.
foretage afspærring, iværksætte
lægeundersøgelse og sikre vidners identitet, jf.
forslaget til § 1020 c, stk. 3. Politiet bør
derimod almindeligvis ikke påbegynde egentlig afhøring
af de involverede eller vidner.
Bestemmelsen i stk. 3 svarer
til sidste punktum i den gældende § 1020 a,
stk. 2. Det forudsættes således, at
Politiklagemyndigheden underretter vedkommende
politidirektør og Rigspolitiet, når der indledes en
sag omfattet af retsplejelovens kapitel 93 c. Endvidere
forudsættes det, at statsadvokaten underretter vedkommende
politidirektør, Rigspolitiet og Politiklagemyndigheden om
sine afgørelser, og at Politiklagemyndigheden underretter
vedkommende politidirektør, Rigspolitiet og den regionale
statsadvokat om Politiklagemyndighedens afgørelser. Endelig
forudsættes det, at
disciplinærundersøgelse i anledning af en
anmeldelse ikke indledes, før behandlingen af straffesagen
er afsluttet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 b
Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører
hastighedsovertrædelser, der begås af politipersonale i
tjenesten.
Efter stk. 1 efterforsker
Politiklagemyndigheden ikke politipersonales overtrædelser af
færdselslovens hastighedsbestemmelser i tilfælde, hvor
den pågældende politimand erkender sig skyldig, og
hastighedsovertrædelsen alene skønnes at ville
medføre bøde eller betinget frakendelse af
førerretten og ikke berører tredjemand. Baggrunden
herfor er, at der er tale om sager, hvor der ved
sanktionsfastsættelsen ikke udøves et skøn.
Politidirektøren kan uden forelæggelse for
Politiklagemyndigheden udarbejde bødeforlæg og lade
den pågældende tjenestemand vedtage en bøde og
betinget frakendelse.
Stk. 2 vedrører
udrykningskørsel. Når et politikøretøj
overtræder færdselslovens hastighedsgrænser, kan
føreren gøre gældende, at der var tale om
udrykningskørsel. Det foreslås, at der skelnes mellem,
om der var tale om et civilt køretøj, altså et
køretøj uden særlige politikendetegn, og et
»uniformeret« køretøj, dvs. et
køretøj, der er mærket med politiets kendetegn
eller særlige udrykningssignaler. Er der tale om et
»uniformeret« køretøj, vil der ofte kunne
være tale om udrykningskørsel, og det foreslås
derfor at overlade det til politidirektøren at vurdere, om
dette er tilfældet. Sagen forelægges alene for
Politiklagemyndigheden, hvis Politidirektøren vurderer, at
der ikke har været tale om udrykningskørsel.
Er der derimod tale om et »civilt«
køretøj, skal sagen overgives til
Politiklagemyndigheden, der forestår efterforskningen og
vurderer, om der er tale om udrykningskørsel.
Politidirektøren kan således i disse tilfælde
ikke fastslå, at der var tale om udrykningskørsel med
den følge, at den pågældende politimand ikke
pålægges nogen sanktion. Er det også
Politiklagemyndighedens opfattelse, at der var tale om
udrykningskørsel, slutter sagen dermed. Har
Politiklagemyndigheden en anden opfattelse, skal sagen efter de
almindelige regler om afgørelse af spørgsmålet
om tiltalerejsning sendes til statsadvokaten til afgørelse
af, om der er tale om udrykningskørsel og dermed, om der
skal rejses tiltale for hastighedsoverskridelsen, jf. forslaget til
§ 1020 e.
Efter stk. 3 skal
politidirektøren underrette Politiklagemyndigheden og
Rigspolitiet om udenretligt vedtagne bøder og betingede
frakendelser af kørekortet i sager omfattet af
stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 c
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 1020 b, dog således at det efter
den foreslåede ordning vil være Politiklagemyndigheden
i stedet for statsadvokaterne, der udøver
beføjelserne i straffesager mod politipersonale.
Efter stk. 1 har
Politiklagemyndigheden under efterforskningen de beføjelser,
der ellers tilkommer politiet. Det indebærer bl.a., at
Politiklagemyndigheden kan foretage straffeprocessuelle
tvangsindgreb, som normalt er omfattet af politiets kompetence, og
fremsætte begæring til retten om de indgreb, som
kræver retskendelse (f.eks. telefonaflytning og
ransagning).
Det fremgår af retsplejelovens kapitel 70 om
varetægtsfængsling, at det er anklagemyndigheden, der
anmoder retten om varetægtsfængsling mv. Det
forudsættes i den forbindelse, at Politiklagemyndigheden
ligeledes varetager anklagemyndighedens opgaver i relation til
varetægtsfængsling under efterforskningen af sagen.
Når sagen er overgivet til anklagemyndigheden med henblik
på stillingtagen til tiltalespørgsmålet,
varetager anklagemyndigheden som i andre straffesager opgaverne i
relation til varetægtsfængsling. Begæringer om
varetægtsfængsling under sagens efterforskning indgives
således til retten af Politiklagemyndigheden, mens
begæring om opretholdelse af en
varetægtsfængsling, når sagen er overgivet til
statsadvokaten eller under en eventuel appel, som i andre sager
indgives af anklagemyndigheden.
Politiklagemyndigheden vil ikke helt kunne undvære
bistand fra politiet i efterforskningen. I lighed med den
gældende ordning kan Politiklagemyndigheden derfor efter
stk. 2 drage nytte af politiets
særlige ekspertise, f.eks. i relation til analyse af
fingeraftryk og andre tekniske spor. Hvis der er behov herfor
f.eks. af ressourcemæssige grunde, kan Politiklagemyndigheden
også anmode om bistand fra Rigspolitiet. Det er
Politiklagemyndigheden, der også ved en sådan
efterforskningsmæssig bistand leder efterforskningen, og de
pågældende medarbejdere fra Rigspolitiet udfører
deres arbejde på myndighedens ansvar. Det er op til
Politiklagemyndigheden at vurdere, i hvilket omfang der kan
være behov for anden ekstern specialfaglig ekspertise,
herunder i stedet for eller som supplement til politiets
ekspertise.
Efter stk. 3 kan politiet
på egen hånd foretage uopsættelige
efterforskningsskridt. Formålet med bestemmelsen, der har et
snævert anvendelsesområde, er at undgå bevistab i
den (korte) tid, der kan gå, indtil Politiklagemyndigheden
kan tage sig af sagen. Bestemmelsen giver ikke politiet
særskilt hjemmel til i øvrigt at foretage
efterforskningsskridt. Hvis politiet foretager indledende
efterforskningsskridt, skal Politiklagemyndigheden snarest
underrettes herom. Når repræsentanter for
Politiklagemyndigheden er kommet til stede, overtager de med det
samme ansvaret for efterforskningen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 d
Den foreslåede bestemmelse regulerer ligesom den
gældende bestemmelse i § 1020 c, hvem der har
påtalekompetencen i straffesager mod politipersonale, idet
bestemmelsen dog er ændret som følge af forslaget til
den nye politiklageordning.
Det foreslås, at påtalekompetencen stadig skal
tilkomme de regionale statsadvokater. I det omfang
påtalekompetencen efter de almindelige regler tilkommer
Rigsadvokaten eller justitsministeren (f.eks. i sager om
overtrædelse af straffelovens kapitel 12, hvor det er en
forudsætning, at justitsministeren træffer beslutning
om tiltalerejsning, jf. straffelovens § 110 f), vil det
også gælde straffesager mod politipersonale.
Politiklagemyndigheden skal dog i alle tilfælde sende sagen
til statsadvokaten, når efterforskningen er
tilendebragt.
Statsadvokaterne har efter stk. 1 ikke blot den
påtalekompetence, der efter retsplejelovens § 719,
stk. 2, tilkommer dem i andre straffesager, men også den
kompetence, der efter § 719, stk. 1, normalt er hos
politidirektørerne. Det er også statsadvokaten, der
har kompetencen til at opgive påtale, jf. § 721, og
til eventuelt at meddele tiltalefrafald efter
§ 722.
Efter § 749, der er placeret i kapitel 67 om
efterforskning, har politiet mulighed for at afvise en anmeldelse,
jf. stk. 1, eller for at indstille en påbegyndt
efterforskning, jf. stk. 2.
Det foreslås i stk. 2, 1.
pkt., at Politiklagemyndigheden i straffesager mod
politipersonale udøver de beføjelser, der ellers
tilkommer politiet efter § 749, stk. 1. Det vil som
følge heraf ikke være nødvendigt at inddrage
statsadvokaten i forbindelse med en afvisning af at indlede
efterforskning. Bestemmelsen om afvisning vil ligesom forslaget til
§ 1019 d i adfærdsklagesager kunne bruges til at
afvise åbenbart grundløse anmeldelser.
Da der er tale om en straffeprocessuel afgørelse om at
slutte sagen, vil Politiklagemyndighedens afgørelse efter
stk. 2, 2. pkt., kunne
påklages til statsadvokaten, men ikke til Rigsadvokaten, jf.
retsplejelovens § 99, stk. 3. Klage skal i
overensstemmelse med den almindelige regel i retsplejelovens
§ 102, stk. 1, indgives inden 4 uger.
Politiklagemyndighedens afgørelse skal indeholde oplysning
om klageadgangen og fristen herfor.
I forbindelse med modtagelse af en klage foretager
statsadvokaterne i dag en visitation af sagerne, dvs. en
stillingtagen til, om sagen skal behandles som en
adfærdsklage eller en straffesag. Politiklagemyndigheden vil
skulle foretage en tilsvarende visitation. En sådan
visitation vil efter omstændighederne kunne betragtes som en
afgørelse efter § 749, stk. 1, og vil derfor
kunne påklages til statsadvokaten. Det vil f.eks. være
tilfældet, hvis det i en klage klart er angivet, at en
navngiven politimand ønskes straffet, men
Politiklagemyndigheden mener, at der ikke er tale om noget
strafbart, men derimod en adfærdsklage.
Politiklagemyndigheden har derimod efter stk. 3 ikke kompetence til at indstille
en efterforskning, hvor der ikke er grundlag for at fortsætte
efterforskningen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2.
Hvis Politiklagemyndigheden mener, at en påbegyndt
efterforskning bør indstilles, skal sagen derfor sendes til
statsadvokaten, jf. forslaget til § 1020 e.
Politiklagemyndighedens redegørelse til statsadvokaten
behøver ikke indeholde mere end det, der er
nødvendigt for at tage stilling til, om efterforskningen
skal indstilles. Det bør ved fremsendelsen af sagen
fremgå, at Politiklagemyndigheden ikke mener, at der er
grundlag for at fortsætte efterforskningen.
Det afgøres efter retsplejelovens almindelige regler,
hvem der skal underrettes om statsadvokatens eller
Politiklagemyndighedens afgørelse efter stk. 1-3. Det
fremgår således f.eks. af retsplejelovens
§ 749, stk. 3, at forurettede eller, hvis den
forurettede er afgået ved døden, den forurettedes
nære pårørende skal underrettes, hvis en
anmeldelse afvises eller en efterforskning indstilles. Det samme
gælder andre, der må antages at have en rimelig
interesse heri. Det følger endvidere af § 724,
stk. 1, at ved afgørelse om påtaleopgivelse eller
tiltalefrafald underrettes sigtede, forurettede eller, hvis
forurettede er afgået ved døden, forurettede
nære pårørende. Det samme gælder andre,
der må antages at have en rimelig interesse heri.
Herudover forudsættes anmelder ligesom i dag at blive
underrettet om statsadvokatens afgørelse, selv om den
pågældende ikke måtte være part i
sagen.
Efter stk. 4 er det
statsadvokaten, der møder i retten i forbindelse med
straffesager mod politipersonale (både i byretten og
landsretten). Under efterforskningen er det en repræsentant
for Politiklagemyndigheden, der møder i retsmøder i
sagen, f.eks. ved anmodning om telefonaflytning og
varetægtsfængsling. Indbringes en sag med
Procesbevillingsnævnets tilladelse for Højesteret, er
det som i andre straffesager Rigsadvokaten, der møder for
anklagemyndigheden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 e
Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden bestemmer, hvornår en efterforskning
skal sluttes. Politiklagemyndigheden sender herefter sagen til den
regionale statsadvokat til afgørelse af
tiltalespørgsmålet. Det forudsættes, at
Politiklagemyndigheden underretter anmelderen, mistænkte og
sigtede politimænd og eventuelt andre involverede (f.eks.
forurettede, hvis denne ikke er anmelderen) om sagens fremsendelse
til statsadvokaten. Politiklagemyndigheden bør ikke
underrette om indholdet af redegørelsen til statsadvokaten,
men oplyse, at redegørelsen, herunder myndighedens
eventuelle vurdering af bevisernes vægt, vil komme til at
fremgå af statsadvokatens afgørelse. Når
statsadvokaten træffer sin afgørelse, bør der
henvises til Politiklagemyndighedens redegørelse, og
statsadvokatens afgørelse bør også indeholde
oplysning om Politiklagemyndighedens eventuelle vurdering af
bevisernes vægt.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 er ny og indebærer, at
Politiklagemyndigheden skal udarbejde en redegørelse om
efterforskningen i forbindelse med fremsendelsen af sagen til
statsadvokaten. Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af
forløbet af efterforskningen og oplysning om de faktiske
omstændigheder, der er af betydning for sagens
afgørelse. Politiklagemyndigheden kan herudover i
forbindelse med redegørelsen til statsadvokaten komme med en
vurdering af de fremkomne beviser. Der er ikke noget til hinder
for, at Politiklagemyndigheden i sin redegørelse også
kommer ind på sagens juridiske aspekter, men myndigheden har
ikke nogen pligt hertil. Spørgsmålet om, hvorvidt der
skal rejses tiltale, afgøres herefter af anklagemyndigheden
på samme måde som i enhver anden straffesag.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 er ny og indebærer, at
statsadvokaten kan bede Politiklagemyndigheden om at foretage
yderligere efterforskning f.eks. i form af supplerende
afhøring af allerede afhørte vidner eller
afhøring af yderligere vidner, hvis statsadvokaten finder,
at der er behov for flere oplysninger, før
tiltalespørgsmålet kan afgøres.
Efter stk. 4 kan
Politiklagemyndigheden påklage statsadvokatens
afgørelser efter stk. 1 og 3 til Rigsadvokaten. Det kan
navnlig være statsadvokatens afgørelser om
påtaleopgivelse, tiltalefrafald og tiltalerejsning.
Bestemmelsen svarer som udgangspunkt til den gældende
bestemmelse i § 1021 f, hvorefter politiklagenævn
kan påklage statsadvokatens afgørelser, idet
statsadvokaten dog ikke længere træffer
afgørelse i adfærdsklagesager, men alene i
straffesager mod politipersonale.
Politiklagemyndigheden skal klage inden for 4 uger efter, at
myndigheden har fået meddelelse om statsadvokatens
afgørelse. Det forudsættes i den forbindelse, at
statsadvokaten orienterer Politiklagemyndigheden om sine
afgørelser i straffesager mod politipersonale.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 f
Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål
at undgå urimelig lang sagsbehandlingstid i straffesager mod
politipersonale.
Ved lov nr. 493 af 17. juni 2008 om begrænsning af
langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger blev der
bl.a. indført nye regler i retsplejelovens
§§ 718 a og 718 b med det formål at
begrænse langvarige sigtelser. Efter § 718 a,
stk. 1, skal der træffes afgørelse om
påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning inden
rimelig tid efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede
bekendt med sigtelsen. Efter § 718 a, stk. 2, skal
anklagemyndigheden underrette sigtede om, hvorpå sagen beror,
og hvornår afgørelse i sagen kan forventes truffet,
hvis afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald
eller tiltalerejsning ikke er truffet, eller der ikke er anmodet om
retsmøde med henblik på sagens behandling som
tilståelsessag i medfør af § 831 inden 1
år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har
gjort sigtede bekendt med sigtelsen. Efter retsplejelovens
§ 718 b har sigtede mulighed for at indbringe sagen for
retten, hvis afgørelse om påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke er truffet, eller der
ikke er anmodet om retsmøde med henblik på sagens
behandling som tilståelsessag i medfør af
§ 831 inden 1 år og 6 måneder efter det
tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen.
Disse bestemmelser gælder også i straffesager mod
politipersonale.
Endvidere vil det efter § 733, stk. 2,
være muligt at nægte beskikkelse af en bestemt
forsvarer, hvis dennes medvirken vil medføre en forsinkelse
af sagen.
Underretningsforpligtelsen i retsplejelovens § 718
a, stk. 2, retter sig kun mod den sigtede.
Efter forslaget til stk. 1
skal der ske skriftlig underretning om, hvorpå sagen beror,
og hvornår der kan forventes at blive truffet
afgørelse, hvis ikke der inden 1 år efter anmeldelsen
er truffet afgørelse om afvisning af anmeldelsen,
indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller tiltalerejsning, eller der ikke er anmodet om
retsmøde med henblik på sagens behandling som
tilståelsessag i medfør af § 831.
Underretningen skal gives til anmelder og de personer, der
skal underrettes om Politiklagemyndighedens eller
anklagemyndighedens afgørelse efter de almindelige regler i
retsplejeloven, jf. herom bemærkningerne til forslaget til
§ 1020 e, stk. 3.
Efter stk. 2 gælder
bestemmelserne om underretning i stk. 1 tilsvarende i sager,
hvor nogen er død eller kommet alvorligt til skade som
følge af politiets indgriben eller i politiets
varetægt. Den første underretning skal således
fortages, hvis ikke der inden 1 år efter, at
Politiklagemyndigheden har indledt efterforskningen, er truffet
afgørelse.
Efter stk. 3 skal
underretning gives på ny, hvis der efter yderligere 6
måneder fortsat ikke er truffet afgørelse.
Underretningen efter stk. 1-3 skal gives af den
myndighed, hvor sagen er under behandling. Under efterforskningen
er det således Politiklagemyndigheden, der skal foretage
underretningen. Har Politiklagemyndigheden sendt sagen til
statsadvokaten til afgørelse af
tiltalespørgsmålet, er det statsadvokaten, der skal
give underretningen. Fristen på 1 år og
opfølgningerne hvert halve år bør
tidsmæssigt ses under ét. Der løber altså
ikke nogen ny frist fra sagens oversendelse fra
Politiklagemyndigheden til anklagemyndigheden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 g
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om
forsvarerbeskikkelse for den politimand, som en sag retter sig mod.
Der skal beskikkes en forsvarer for den pågældende,
hvis det følger af de almindelige bestemmelser herom i
retsplejelovens §§ 731, 731 a og 732. Det kan f.eks.
være, når der er rejst tiltale i sager, i hvilke der
bliver spørgsmål om højere straf end
bøde. Der kan herudover beskikkes en forsvarer, hvis
særlige grunde taler derfor. Det kan også komme
på tale at beskikke en forsvarer, selv om der ikke rejst
sigtelse.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 1020 d
bortset fra en ændring af »når forholdene taler
derfor« til »særlige grunde taler derfor«.
Der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring i praksis for
advokatbeskikkelse, men det er hensigten at markere, at
advokatbeskikkelse skal ske efter en konkret vurdering, når
særlige grunde taler derfor.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 h
Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om
beskikkelse af advokat for forurettede og nære
pårørende til forurettede afgået ved
døden og om advokatens beføjelser. Bestemmelsen
svarer til den gældende § 1020 e, idet det dog som
ved de andre bestemmelser om forsvarer- og advokatbeskikkelse
foreslås, at kriteriet »når forholdene taler
derfor« ændres til »særlige grunde taler
derfor«. Der er ikke hermed tilsigtet nogen ændring af
praksis om advokatbeskikkelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 i
Det foreslåede stk. 1
indebærer, at statsadvokaten får mulighed for at
bestemme, at en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere
sigtede, i sin helhed skal efterforskes af Politiklagemyndigheden.
Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i
§ 1020 f, hvorefter Rigsadvokaten i dag kan bestemme, at
en straffesag, der omfatter flere forhold eller flere sigtede, i
sin helhed skal behandles af statsadvokaten, og bestemmelsen kan
f.eks. anvendes, hvor det vil være hensigtsmæssigt, at
en straffesag mod en politimand, hvor der er forhold, der er
begået både i og uden for tjenesten, i sin helhed skal
efterforskes af Politiklagemyndigheden. Statsadvokaten kan
også bestemme, at en sag, hvor der både er en eller
flere sigtede politimænd, men også andre sigtede uden
tilknytning til politiet, i sin helhed skal efterforskes af
Politiklagemyndigheden.
Stk. 2 er ny og giver
Politiklagemyndigheden mulighed for i visse tilfælde at
behandle klager over politipersonales dispositioner, herunder
f.eks. politiets beslutning om at anbringe en person til fare for
sig selv eller andre i detentionen, i forbindelse med
efterforskningen af en straffesag. Det gælder både
dispositioner inden for og uden for strafferetsplejen. Det kan dog
kun ske, hvis der er en nær sammenhæng mellem
dispositionsklagen og en igangværende efterforskning i
Politiklagemyndigheden.
Det vil f.eks. være tilfældet i de situationer,
hvor der i forbindelse med en anmeldelse af et strafbart forhold
tillige klages over en disposition, som en politimand har truffet i
forbindelse med den pågældende politiforretning. De
rent ledelsesmæssige dispositioner kan derimod ikke
være omfattet af politiklageordningen, f.eks. en beslutning
om, hvordan politiets ressourcer skal anvendes eller generelle
overvejelser af operationel/polititaktisk karakter.
Som eksempel på en nær sammenhæng mellem en
straffesag og en dispositionsklage kan nævnes en anmeldelse
af en politimands udøvelse af vold i forbindelse med
bortvisning af en person fra offentligt tilgængeligt
område. Politiklagemyndigheden kan under efterforskningen af
anmeldelsen af politimandens vold inddrage lovligheden af
beslutningen om at bortvise den pågældende.
Det forudsættes, at Politiklagemyndigheden i forbindelse
med behandlingen af en dispositionsklage forelægger sagen for
den pågældende politimands foresatte, typisk en
politidirektør eller rigspolitichefen, således at
politiledelsen kan få lejlighed til at komme med
bemærkninger om dispositionen.
Efter stk. 3 træffer
statsadvokaten afgørelse om klager over politiets
dispositioner i forbindelse med, at der tages stilling til
tiltalespørgsmålet i straffesagen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 1020 j
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
§ 1020 g og har til formål at fastslå, at det
i det hele er strafferetsplejens bestemmelser, der gælder i
forbindelse med efterforskning mv. i sager mod politipersonale om
strafbare forhold og ved efterforskning i sager om personer
afgået ved døden, eller som er kommet alvorligt til
skade som følge af politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt. Det
indebærer f.eks., at spørgsmålet om en
forsvarers beføjelser må afgøres efter
bestemmelserne herom i kapitel 66, og at uenighed mellem
Politiklagemyndigheden og en forsvarer eller en beskikket advokat
må afgøres af retten, jf. § 746,
stk. 1.
Til § 1020 k
Den foreslåede bestemmelse svarer til den gældende
§ 1020 i, hvorefter justitsministeren kan bestemme, at en
sag ikke skal behandles efter de gældende regler om
straffesager mod politipersonalet, hvis hensynet til statens
sikkerhed eller fremmede magter kræver det.
Til § 1020 l
Den foreslåede bestemmelse er ny. Efter retsplejelovens
kapitel 93 a er der adgang til at få behandlet krav om
erstatning i anledning af strafferetlig forfølgning efter en
særlig procedure. Det foreslåede stk. 1 indebærer, at visse
erstatningskrav uden for strafferetsplejen også kan behandles
efter reglerne i kapitel 93 a.
Adgangen efter stk. 1 til at få behandlet
erstatningskrav efter proceduren i kapitel 93 a er begrænset
til krav i anledning af dødsfald eller alvorlig
tilskadekomst som følge politiets indgriben, eller mens den
pågældende var i politiets varetægt.
Afgrænsningen svarer således til den foreslåede
§ 1020 a, stk. 2, om efterforskning af sager om
personer, der er afgået ved døden eller er kommet
alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller
mens den pågældende var i politiets varetægt. Som
nærmere beskrevet i pkt. 3.5.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger forudsættes det, at § 1020 a,
stk. 2, ligesom i dag i praksis anvendes således, at
alle sager, hvor en person er blevet ramt af skud fra politiet,
undersøges af Politiklagemyndigheden, uanset om personen er
kommet alvorligt til skade. Adgangen til at få behandlet
erstatningskrav efter proceduren i kapitel 93 a er begrænset
til de sager, som er omfattet af ordlyden af § 1020 a,
stk. 2, og omfatter således ikke sager, hvor personer er
blevet ramt af skud, uden at dette har medført alvorlig
skade eller dødsfald.
Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i sager om dødsfald
eller alvorlig tilskadekomst i forbindelse med
detentionsanbringelse.
Den foreslåede bestemmelse om, at visse erstatningskrav
uden for strafferetsplejen også kan behandles efter reglerne
i kapitel 93 a, bør af systematiske grunde indsættes i
kapitel 93 c om straffesager mod politipersonale og ikke i kapitel
93 a (som ikke foreslås ændret), som alene
vedrører erstatningskrav inden for strafferetsplejen.
Forslaget medfører, at alle erstatnings- og
godtgørelseskrav vedrørende personskade og tingsskade
i forbindelse med dødsfald og alvorlig tilskadekomst som
følge af politiets indgriben mv. kan behandles efter
retsplejelovens kapitel 93 a. Det er kun fremgangsmåden i
kapitel 93 a, der gøres anvendelig. Der er altså ikke
tale om et objektivt ansvar som efter §§ 1018 a-1018
d om bl.a. erstatning i anledning af varetægtsfængsling
i sager, hvor påtalen opgives, eller hvor tiltalte frifindes.
Der vil fortsat være tale om et almindeligt erstatningsansvar
efter dansk rets almindelige erstatningsregler (culpaansvar).
Forslaget indebærer, at det bliver statsadvokaten og
Rigsadvokaten, der skal tage stilling til et erstatningskravs
berettigelse og størrelse, jf. retsplejelovens
§ 1018 e, og sørge for, at kravet bliver indbragt
for retten, hvis den erstatningssøgende anmoder om det, jf.
retsplejelovens § 1018 f.
Det foreslås, at erstatningskrav i disse sager skal
fremsættes inden to måneder efter endelig
afgørelse i sager omfattet af § 1020 a,
stk. 2, eller i en straffesag mod politipersonale i anledning
af skader eller dødsfald nævnt i § 1020 l,
stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 2,
at udgifterne til advokatbeskikkelse i alle tilfælde afholdes
endeligt af statskassen for den, der vælger at lade en
erstatningssag afgøre efter kapitel 93 a.
Der er ikke tilsigtet ændringer med hensyn til reglerne
i retsplejelovens kapitel 93 a om erstatning i anledning af
strafferetlig forfølgning.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 9 (kapitel 93 d)
Det foreslås, at retsplejelovens kapitel 93 d om
politiklagenævn ophæves som følge af den
foreslåede nye Politiklagemyndighed.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
(Lov nr. 415 af 10. juni 1997 om
gennemførelse af Europolkonventionen)
Til nr. 1 (§ 5 a)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
den foreslåede politiklageordning.
Ved lov nr. 1435 af 22. december 2004 om ændring af lov
om gennemførelse af Europolkonventionen og lov om
ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence-
og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international
fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af
tillægsprotokoller til Europolkonventionen mv.) blev der
indsat en ny bestemmelse i § 5 a i lov nr. 415 af 10.
juni 1997 om gennemførelse af Europolkonventionen. Efter
bestemmelsens stk. 3 skal klager over Europolansattes
adfærd under udførelse af opgaver i Danmark efter
Europolkonventionens artikel 3 a behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 b om klager over politipersonalet og
kapitel 93 d om politiklagenævn.
Henvisningen til reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og d
foreslås ændret til en henvisning til retsplejelovens
kapitel 11 a om Den Uafhængige Politiklagemyndighed og
kapitel 93 b om klager over politipersonalet.
Det fremgår af § 3 i lov nr. 1435 af 22.
december 2004, at justitsministeren fastsætter tidspunktet
for lovens ikrafttræden. Dette omfatter også
§ 5 a, som skal indsættes i lov nr. 415 af 10. juni
1997 om gennemførelse af Europolkonventionen. Bestemmelsen
er endnu ikke sat i kraft.
Det fremgår af lovforslag nr. 27 af 7. oktober 2009 om
Den Europæiske Politienhed (Europol), at lov nr. 415 af 10.
juni 1997 om gennemførelse af Europolkonventionen
forslås ophævet. Justitsministeriet vil fremsætte
et ændringsforslag, der tager højde for denne
ændring, hvis lovforslag nr. 27 af 7. oktober 2009 vedtages
og stadfæstes.
Til § 3
(Lov nr. 1435 af 22. december 2004 om
ændring af lov om gennemførelse af Europolkonventionen
og lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om
konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af
tillægsprotokoller til Europolkonvention m.v.)
Til nr. 1 (§ 1, nr. 5)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
lovforslagets § 2.
Til § 4
(Lov nr. 479 af 17. juni 2008 om
ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register,
retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og
lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet
(Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling
af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og
køretøjer m.v.))
Til nr. 1 (§ 5, stk. 2)
Der er tale om en konsekvensændring som følge af
den foreslåede politiklageordning.
Klager over adfærd, der er udvist af en embedsmand fra
et andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter
Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om
forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige
indsatsenheder i krisesituationer, behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d, jf. § 5,
stk. 2, i lov nr. 479 af 17. juni 2008 om ændring af lov
om Det Centrale Dna-profil-register, retsplejeloven, lov om
registrering af køretøjer og lov om konkurrence- og
forbrugerforhold på telemarkedet (Gennemførelse af
Prümafgørelsen om udveksling af oplysninger om
dna-profiler, fingeraftryk og køretøjer m.v.).
Henvisningen til reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og d
foreslås ændret til en henvisning til retsplejelovens
kapitel 11 a om Den Uafhængige Politiklagemyndighed og
kapitel 93 b om klager over politipersonalet.
Det fremgår af § 6, stk. 1, i lov nr. 479
af 17. juni 2008, at justitsministeren fastsætter for lovens
ikrafttræden. Lovens § 5 er trådt i kraft den
15. november 2009, jf. bekendtgørelse nr. 1050 af 6.
november 2009 om ikrafttræden af § 5 i lov om
ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register,
retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og
lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet
(Gennemførelse af Prüm-afgørelsen om udveksling
af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og
køretøjer m.v.).
Til § 5
(Ikrafttrædelse)
Efter stk. 1 foreslås
det, at lovens § 1, nr. 4-6, og §§ 3 og 4
træder i kraft den 1. juli 2010.
Det foreslås i stk. 2,
at lovens § 1, nr. 1-3 og 7-9, som alle vedrører
den nye politiklageordning, træder i kraft den 1. januar
2012, jf. dog de foreslåede overgangsregler i
§ 6.
Den foreslåede ikrafttrædelsesdato er fastsat med
henblik på at sikre mulighed for, at etableringen af
Politiklagemyndigheden kan samordnes med overvejelserne om
eventuelle ændringer i statsadvokaturernes opgavevaretagelse
og organisatoriske struktur. Justitsministeriets arbejdsgruppe om
en fremtidig statsadvokatordning forventes at afgive
betænkning sommeren 2010 med henblik på, at der i givet
fald fremsættes et lovforslag herom i folketingsåret
2010-11. Ikrafttrædelsesdatoen er endvidere fastsat med
henblik på at sikre tilstrækkelig tid til at få
etableret den nye Politiklagemyndighed.
Efter stk. 3 foreslås
det, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for,
hvornår lovens § 2 skal træde i kraft.
Til § 6
(Overgangsbestemmelser)
Bestemmelsen indeholder overgangsbestemmelser
vedrørende den foreslåede nye
politiklageordning.
Stk. 1 indebærer, at
klager og anmeldelser modtaget inden den 1. januar 2012, jf.
forslaget til § 5, stk. 2, som udgangspunkt
overtages og færdigbehandles af Politiklagemyndigheden (og
statsadvokaten for så vidt angår spørgsmål
om tiltalerejsning) efter de nye regler. Efter drøftelser
mellem vedkommende statsadvokat og Politiklagemyndigheden kan en
sag dog færdigbehandles og afgøres af statsadvokaten
efter de hidtil gældende regler. Det vil navnlig være
relevant i sager, hvor statsadvokaten er meget tæt på
at kunne træffe afgørelse i sagen, og hvor det af
ressourcemæssige grunde ikke vil være
hensigtsmæssigt, at Politiklagemyndigheden skal overtage
sagen. Hvis statsadvokaten og Politiklagemyndigheden ikke kan
nå til enighed, færdigbehandles sagen efter de nye
regler.
Statsadvokaterne vil således efter den 1. januar 2012 i
visse tilfælde skulle færdiggøre verserende
sager efter de hidtil gældende regler, hvilket
indebærer, at politiklagenævnenes funktion ikke
ophører ved lovens ikrafttræden.
Reglerne i stk. 1 gælder efter stk. 2 også for
undersøgelse og efterforskning, der af egen drift eller
efter den hidtil gældende bestemmelse i § 1020 a,
stk. 2, er iværksat inden den 1. januar 2012.
Efter stk. 3 vil klager over
afgørelser, der er truffet inden den 1. januar 2012, og
klager over afgørelser, der efter stk. 1 og 2 er
truffet efter de hidtil gældende regler, skulle behandles
efter de hidtil gældende regler. Det indebærer, at
afgørelser, der i første instans er truffet efter de
hidtil gældende regler, også under
klagesagsbehandlingen skal behandles efter disse regler.
Rigsadvokaten vil således i en periode efter
ikrafttræden af den nye politiklageordning fortsat kunne
behandle klager over afgørelser, der er truffet efter de
hidtil gældende regler.
Efter stk. 4 foreslås en
overgangsregel for medlemmer af
politiklægenævnene.
De nuværende medlemmer af politiklagenævnene er
udpeget indtil den 31. december 2011. Det følger imidlertid
af de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2, at
statsadvokaterne efter den 1. januar 2012 i visse tilfælde
vil skulle færdiggøre verserende sager efter de hidtil
gældende regler, hvilket også indebærer, at
politiklagenævnenes funktion i givet fald ikke ophører
ved lovens ikrafttræden. Ligeledes følger det af den
foreslåede bestemmelse i stk. 3, at klager over
afgørelser, der er truffet inden den 1. januar 2012, og
klager over afgørelser, der efter stk. 1 og 2 er truffet
efter de hidtil gældende regler, vil skulle behandles efter
de hidtil gældende regler.
På denne baggrund foreslås det, at nuværende
medlemmer af politiklagenævnene kan færdiggøre
sager, der efter stk. 1-3 behandles efter de hidtidige
regler.
For at sikre, at ikke alle medlemmer af det foreslåede
Politiklageråd skal udskiftes på samme tid,
foreslås det i stk. 5, at
advokaten og repræsentanten udpeget af Kommunernes
Landsforening ved den første beskikkelse af medlemmer af
Politiklagerådet alene beskikkes for en periode på 2
år.
Til § 7
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed. Det
foreslås, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland, men §§ 2-4
ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft
for disse landsdele med de ændringer, som de særlige
færøske og grønlandske forhold.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | |
| | I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som
ændret ved § 3 i lov nr. 526 af 7. juni 2006,
foretages følgende ændringer: |
| | |
Femte afsnit. Politimyndigheden | | 1.Overskriften til første bog, femte afsnit, affattes
således: |
| | »Femte afsnit. Politiet«. |
| | |
§ 117.
Sognefogeder bistår politiet efter de hidtil gældende
regler. | | 2. Efter § 117 indsættes: |
| | »Sjette afsnit. Den Uafhængige
Politiklagemyndighed |
| | |
| | Kapitel 11 a |
| | |
| | § 118.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (Politiklagemyndigheden)
er en selvstændig myndighed, der ledes af
Politiklagerådet og en direktør. |
| | Stk. 2.
Politiklagemyndigheden behandler klager over politiet, jf. kapitel
93 b, og efterforsker straffesager mod politipersonale, jf. kapitel
93 c. |
| | Stk. 3.
Politiklagemyndigheden udøver sine funktioner i fuld
uafhængighed. |
| | |
| | § 118
a. Politiklagerådet er Politiklagemyndighedens
øverste ledelse og har det overordnede ansvar for
myndighedens virksomhed. |
| | |
| | § 118
b. Politiklagerådet består af en formand, som
skal være landsdommer, en advokat, en universitetslærer
i retsvidenskab og to repræsentanter for
offentligheden. |
| | Stk. 2.
Medlemmerne beskikkes af justitsministeren for 4 år ad
gangen. Genbeskikkelse kan finde sted én gang. |
| | Stk. 3.
Formanden beskikkes efter indstilling fra landsretterne. |
| | Stk. 4.
Advokaten beskikkes efter indstilling fra Advokatrådet. |
| | Stk. 5.
Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes efter indstilling fra
henholdsvis KL (Kommunernes Landsforening) og Dansk Folkeoplysnings
Samråd. |
| | Stk. 6.
Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser
kan ikke være medlemmer af Politiklagerådet. |
| | Stk. 7.
Der beskikkes en suppleant for hvert af rådets medlemmer.
Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelse af
suppleanter. |
| | |
| | § 118
c. Politiklagemyndighedens daglige ledelse varetages af
direktøren, der udnævnes og afskediges af
justitsministeren efter indstilling fra Politiklagerådet.
Direktøren skal følge de anvisninger og
retningslinjer, som gives af rådet. Stk. 2.
Direktøren deltager i Politiklagerådets møder,
medmindre rådet undtagelsesvis bestemmer andet. |
| | |
| | § 118
d. Politiklagerådet fastsætter selv sin
forretningsorden og de nærmere regler om arbejdets fordeling
mellem rådet og direktøren. |
| | |
| | § 118
e. Politiklagemyndigheden afgiver en årlig beretning
om sin virksomhed til Folketinget og justitsministeren. Beretningen
offentliggøres.« |
| | |
Sjette afsnit. Advokater | | 3. I første bog ændres »Sjette
afsnit. Advokater« til: »Syvende afsnit.
Advokater«. |
| | |
§ 722.
Tiltale i en sag kan helt eller delvis frafaldes i
tilfælde, 1) (Udelades) | | |
2) hvor det i medfør af
§ 723, stk. 1, fastsættes som vilkår, at
sigtede undergives hjælpeforanstaltninger efter
§ 40 i lov om social service, 3)- 7) (Udelades) Stk. 2. og
3. (Udelades) | | 4. I § 722, stk. 1, nr. 2,
ændres »§ 40 i lov om social service«
til: »§ 52 i lov om social service«. |
| | |
§ 769.
(Udelades) Stk. 2.
Er der afsagt dom i sagen, hvorved den tiltalte er idømt
ubetinget fængsel i mere end 30 dage for en
lovovertrædelse, som er undergivet offentlig påtale,
kan den tiltalte endvidere varetægtsfængsles, når
hensynet til retshåndhævelsen skønnes at
kræve, at den tiltalte ikke er på fri fod, under
hensyntagen til, at | | |
1) der foregår et gensidigt
opgør mellem grupper af personer, hvor der flere gange som
led i opgøret enten er anvendt skydevåben eller
anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af
deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde
betydelig skade, eller begået brandstiftelse omfattet af
denne lovs § 180, og 2) (Udelades) Stk. 3.
(Udelades) | | 5. I § 769, stk. 2, nr. 1,
ændres »denne lovs« til:
»straffelovens«. |
| | |
§ 821
b. Indgreb, som efter denne lovs kapitel 71 om indgreb i
meddelelseshemmeligheden, observation og dataaflæsning,
kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74
om beslaglæggelse og edition og kapitel 75 a om andre
efterforskningsskridt kan foretages mod personer, der er sigtede
eller mistænkte, finder tilsvarende anvendelse over for
mistænkte personer under 15 år. Dette gælder dog
ikke med hensyn til optagelse af fingeraftryk og personfotografi
med henblik på senere identifikation, jf. § 792 b,
stk. 1. Politiet må endvidere ikke opbevare
personfotografi, fingeraftryk eller andet materiale og andre
oplysninger, der er tilvejebragt ved legemsindgreb, og som
vedrører mistænkte personer under 15 år, med
henblik på senere identifikation. Stk. 2.-3. (Udelades) | | 6. I § 821 b, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes efter »personfotografi«: »samt
udtagelse af spyt- eller blodprøve«. |
| | |
Kapitel 93 b Behandling af klager over
politipersonalet | | 7. Kapitel 93 b
affattes således: »Kapitel 93 b Behandling af klager over
politipersonalet |
| | |
§ 1019. Statsadvokaterne behandler
klager over politipersonalets adfærd i tjenesten
(adfærdsklager). Stk. 2.
Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand til
undersøgelsen. Stk. 3.
Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige
undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at
sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette
vedkommende statsadvokat herom. | | § 1019. Den Uafhængige
Politiklagemyndighed undersøger og træffer
afgørelse vedrørende klager over politipersonalets
adfærd i tjenesten (adfærdsklager). Stk. 2.
Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden
bistand til undersøgelsen. Stk. 3.
Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige
undersøgelsesskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at
sådanne undersøgelsesskridt er foretaget, underrette
Politiklagemyndigheden herom. |
| | |
§ 1019
a. Klage indgives til vedkommende statsadvokat. Klage over
myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen af en
straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til retsbogen
under straffesagens behandling. Stk. 2.
Statsadvokaten kan afvise at behandle en klage, hvis klagen
indgives mere end 6 måneder efter, at det forhold, som klagen
angår, har fundet sted. | | § 1019
a. Klage indgives til Politiklagemyndigheden. Indgives
klagen til politiet eller anklagemyndigheden, skal den straks
videresendes til Politiklagemyndigheden, medmindre klagen er egnet
til notitssagsbehandling efter § 1019 k. I så fald
sender politiet en kopi af klagen til Politiklagemyndigheden. Stk. 2.
Klage over myndighedsmisbrug fra politiets side under behandlingen
af en straffesag kan endvidere fremsættes mundtligt til
retsbogen under straffesagens behandling. Stk. 3.
Klage skal indgives senest 6 måneder efter, at det forhold,
som klagen angår, har fundet sted. Politiklagemyndigheden kan
i særlige tilfælde se bort fra fristen. |
| | |
§ 1019
b. Den, klagen angår (indklagede), skal have udleveret
en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have
adgang til at udtale sig om fremstillingen. Indklagede har ikke
pligt til at udtale sig om fremstillingen. | | § 1019
b. Politiklagemyndigheden kan af egen drift
iværksætte en undersøgelse efter reglerne i
dette kapitel. |
| | |
§ 1019
c. Indklagede har ret til at møde med en bisidder.
§ 23 i lov om tjenestemænd finder tilsvarende
anvendelse med hensyn til godtgørelse af indklagedes udgift
til bisidder. | | § 1019
c. Politiklagemyndigheden undersøger sagen og
sørger for, at alt relevant materiale tilvejebringes.
Politiet stiller det materiale og de oplysninger til
rådighed, som Politiklagemyndigheden anmoder om.
Politiklagemyndigheden kan indhente oplysninger fra klageren,
indklagede og andre. |
| | |
§ 1019
d. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til
statsadvokaten, såfremt forklaringen antages at ville
udsætte indklagede for strafansvar eller
disciplinæransvar. | | § 1019
d. Politiklagemyndigheden kan afvise en adfærdsklage,
hvis det findes åbenbart, at der ikke er grundlag for at
indlede eller fortsætte en undersøgelse. Det skal
fremgå af afgørelsen, at den er truffet på dette
grundlag. |
Stk. 2.
Statsadvokaten vejleder indklagede om bestemmelsen i stk. 1
samt om bestemmelserne i § 1019 b, § 1019 c, og
§ 1019 i, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives
snarest muligt og senest, inden indklagede afhøres
første gang. Det skal af rapporten fremgå, at
indklagede har modtaget behørig vejledning. | | |
| | |
§ 1019
e. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 f,
beskikker retten en advokat for klageren og indklagede. Stk. 2. I
andre tilfælde kan retten, når forholdene taler derfor,
på klagerens eller indklagedes begæring beskikke en
advokat for den pågældende. Statsadvokaten vejleder de
pågældende om adgangen til at begære en advokat
beskikket og drager omsorg for, at en begæring herom
indbringes for retten. § 1019 f, stk. 2, finder
herved tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives snarest
muligt og senest, inden den pågældende afhøres
første gang. Det skal af rapporten fremgå, at den
pågældende har modtaget behørig
vejledning. Stk. 3.
Advokatbeskikkelsen sker uden udgift for de
pågældende. Stk. 4.
Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt genpart af
det materiale, statsadvokaten tilvejebringer som led i
undersøgelsen. Advokaten må ikke uden statsadvokatens
tilladelse overlevere det modtagne materiale til sin klient eller
andre. Stk. 5.
Advokaten har adgang til at overvære afhøringer af sin
klient såvel hos statsadvokaten som i retten og har ret til
at stille yderligere spørgsmål til sin klient.
Advokaten underrettes om tidspunktet for afhøringer og
retsmøder. | | § 1019
e. Indklagede skal have udleveret en kopi af klagen eller en
fremstilling af sagens omstændigheder og have adgang til at
udtale sig herom. |
| | |
§ 1019
f. Statsadvokaten kan bestemme, at forklaring skal afgives i
retten. Stk. 2.
Såfremt klagen vedrører myndighedsmisbrug fra
politiets side under behandlingen af en straffesag eller under
fuldbyrdelse af en strafferetlig afgørelse, afgives
forklaring for den byret, som behandler eller har behandlet
straffesagen, eller for hvilken straffesagen kan forventes
indbragt. I andre tilfælde afgives forklaring ved byretten i
den retskreds, hvor det forhold, klagen angår, har fundet
sted. | | § 1019
f. Indklagede har ret til at møde med en bisidder.
Politiklagemyndigheden kan bestemme, at udgifterne til bisidder
betales af statskassen. |
| | |
§ 1019
g. Statsadvokaten giver møde i retsmøder, hvor
sagen behandles. Stk. 2.
Indklagede skal så vidt muligt underrettes om berammede
retsmøder og have lejlighed til at være til
stede. Stk. 3.
Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt
forklaringen antages at ville udsætte indklagede for
strafansvar eller disciplinæransvar. Retten vejleder
indklagede herom. Stk. 4.
Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af
domsmænd. | | § 1019
g. Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring til
Politiklagemyndigheden, hvis forklaringen må antages at ville
udsætte den pågældende for strafansvar eller
disciplinæransvar. Stk. 2.
Politiklagemyndigheden vejleder indklagede om indholdet af
stk. 1 og § 1019 e, § 1019 f og
§ 1019 l, stk. 1, nr. 2. Vejledningen skal gives
snarest muligt og senest, inden indklagede afgiver forklaring
første gang. Det skal af sagens materiale fremgå, at
indklagede har modtaget behørig vejledning. |
| | |
§ 1019
h. Rigsadvokaten behandler klager over afgørelser
truffet af statsadvokaterne vedrørende adfærdsklager.
Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan ikke
påklages til justitsministeren. Stk. 2.
Fristen for klager over afgørelser i adfærdsklagesager
er 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om
afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne
frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen
må anses for undskyldelig. Stk. 3.
Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse
på afgørelser om aktindsigt. | | § 1019
h. Politiklagemyndigheden kan bestemme, at forklaring skal
afgives i retten. Stk. 2.
Retsmøder kan afholdes ved byretten i enhver retskreds, hvor
oplysning i sagen må antages at kunne tilvejebringes. |
| | |
§ 1019
i. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes,
hvis 1) der er grundlag for at rejse sigtelse
mod indklagede, 2) indklagede er mistænkt for et
strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag,
eller 3) der træffes bestemmelse om, at
sagen skal undersøges efter reglerne i lov om
undersøgelseskommissioner. Stk. 2. I
de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde behandles
straffesagen af statsadvokaten, jf. kapitel 93 c. Behandlingen af
adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses eller
gennemføres til fældende dom. | | § 1019
i. Politiklagemyndigheden giver møde i
retsmøder, hvor der skal afgives forklaring efter
§ 1019 h, stk. 1. Stk. 2.
Indklagede og klager skal så vidt muligt underrettes om
retsmøder i sagen og have lejlighed til at være til
stede. Stk. 3.
Indklagede har ikke pligt til at afgive forklaring, såfremt
forklaringen antages at ville udsætte den
pågældende for strafansvar eller
disciplinæransvar. Retten vejleder indklagede herom. Stk. 4.
Sagen behandles i strafferetsplejens former uden medvirken af
domsmænd. |
| | |
§ 1019
j. Statsadvokaten underretter vedkommende
politidirektør og rigspolitichefen, når der indledes
en adfærdsklagesag. Statsadvokaten underretter endvidere
vedkommende politidirektør og rigspolitichefen om
afgørelsen i adfærdsklagesager. Stk. 2.
Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage
indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen
er afsluttet. Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 2 er ikke til hinder for, at den
pågældende suspenderes eller midlertidigt
overføres til andet arbejde efter de almindelige regler for
tjenesten. | | § 1019
j. Afgives forklaring i retten, jf. § 1019 h,
beskikker retten en advokat for klageren og indklagede. Stk. 2. I
andre tilfælde kan retten, når særlige grunde
taler derfor, efter begæring fra klageren eller indklagede
beskikke en advokat for den pågældende.
Politiklagemyndigheden vejleder om adgangen til at begære en
advokat beskikket, og Politiklagemyndigheden sørger for, at
en anmodning herom indbringes for retten. § 1019 h,
stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Vejledningen skal gives
snarest muligt og senest, inden den pågældende afgiver
forklaring første gang. Det skal af sagens materiale
fremgå, at den pågældende har modtaget
behørig vejledning. Stk. 3.
Advokatbeskikkelse efter stk. 1 og 2 sker uden udgifter for
klageren og indklagede. Stk. 4.
Den beskikkede advokat skal løbende have tilsendt kopi af
det materiale, som Politiklagemyndigheden tilvejebringer som led i
undersøgelsen. Advokaten må ikke uden tilladelse fra
Politiklagemyndigheden overlevere det modtagne materiale til sin
klient eller andre. Stk. 5.
Den beskikkede advokat har adgang til at overvære
forklaringer, der afgives af klienten hos Politiklagemyndigheden,
og har ret til at stille yderligere spørgsmål til sin
klient. Advokaten underrettes om tidspunktet for afgivelse af
forklaring, der så vidt muligt skal aftales med
advokaten. Stk. 6.
Den beskikkede advokat har adgang til at overvære
forklaringer, der afgives i retten, og har ret til at stille
yderligere spørgsmål. Advokaten underrettes om
tidspunktet for afholdelse af retsmøde, der så vidt
muligt skal aftales med advokaten. |
| | |
§ 1019
k. Statsadvokaten kan af egen drift iværksætte
en undersøgelse efter reglerne i dette kapitel. | | § 1019
k. En adfærdsklagesag kan sluttes ved en samtale
mellem en overordnet polititjenestemand og klageren
(notitssagsbehandling). Notitssagsbehandling kan kun
gennemføres, hvis klageren er indforstået hermed.
Samtalen skal gennemføres hurtigst muligt efter klagens
modtagelse. Stk. 2.
Indgives en adfærdsklage til politiet, kan politiet tilbyde
klageren en notitssagsbehandling. I en sag, der er under behandling
i Politiklagemyndigheden, kan denne myndighed bestemme, at sagen
skal sendes til politiet med henblik på notitssagsbehandling,
hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Stk. 3.
Indhentes der som led i notitssagsbehandling en udtalelse fra
indklagede, kan der ikke efterfølgende pålægges
den pågældende disciplinæransvar for det eller de
forhold, som indgår i notitssagsbehandlingen. Stk. 4.
Den overordnede polititjenestemand, der gennemfører samtalen
efter stk. 1, skal udarbejde en notits om det passerede. Det
skal fremgå af notitsen, at klageren er vejledt om
betydningen af notitssagsbehandling, og at sagen kan forlanges
afgjort af Politiklagemyndigheden. Det skal af notitsen endvidere
fremgå, om klageren ønsker klagen afgjort af
Politiklagemyndigheden. Stk. 5.
Politiet sender kopi af notitsen til Politiklagemyndigheden, den
regionale statsadvokat og rigspolitichefen. |
| | |
§ 1019
l. Justitsministeren kan fastsætte nærmere
regler om behandlingen af adfærdsklager. | | § 1019
l. Behandlingen af en adfærdsklagesag sluttes,
hvis 1) der er grundlag for at rejse sigtelse
mod indklagede, 2) indklagede er mistænkt for et
strafbart forhold og forlanger sagen behandlet som straffesag,
eller 3) det bestemmes, at sagen skal
undersøges efter reglerne i lov om
undersøgelseskommissioner. Stk. 2. I
tilfælde, der er nævnt i stk. 1, nr. 1 og 2,
behandles straffesagen efter reglerne i kapitel 93 c. Behandlingen
af adfærdsklagesagen genoptages, hvis tiltale ikke rejses
eller gennemføres til fældende dom. |
| | |
§ 1019
m. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse
ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet
til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter
kræver det. | | § 1019
m. Politiklagemyndigheden træffer afgørelse i
klagesagen. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. |
| | |
| | § 1019
n. Politiklagemyndighedens afgørelse i klagesagen
skal træffes inden rimelig tid efter, at myndigheden har
modtaget klagen. |
| | Stk. 2.
Er afgørelsen ikke truffet inden 6 måneder efter
modtagelse af klagen, skal Politiklagemyndigheden skriftligt
underrette klageren og indklagede om, hvorpå sagen beror, og
hvornår der kan forventes en afgørelse. Der skal gives
underretning på ny, hvis der 6 måneder efter den
seneste underretning fortsat ikke er truffet
afgørelse. |
| | |
| | § 1019
o. Politiklagemyndigheden underretter vedkommende
politidirektør og rigspolitichefen, når der indledes
en adfærdsklagesag. Politiklagemyndigheden underretter
endvidere vedkommende politidirektør, statsadvokat og
rigspolitichefen om afgørelsen i
adfærdsklagesager. Stk. 2.
Disciplinærundersøgelse i anledning af en klage
indledes ikke, før behandlingen af adfærdsklagesagen
er afsluttet. |
| | |
| | § 1019
p. Justitsministeren kan bestemme, at en undersøgelse
ikke skal foretages efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet
til statens sikkerhed eller forholdet til fremmede magter
kræver det. |
| | |
| | § 1019
q. Politiklagemyndigheden kan behandle og afgøre en
klage over en disposition, som politipersonale har truffet, hvis
der er en nær sammenhæng mellem dispositionsklagen og
en adfærdsklage, som Politiklagemyndigheden
behandler.« |
| | |
Kapitel 93 c Straffesager mod politipersonale | | 8. Kapitel 93 c
affattes således: »Kapitel 93 c Straffesager mod politipersonale |
| | |
§ 1020. Anmeldelser om strafbare
forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til
vedkommende statsadvokat. | | § 1020. Anmeldelser om strafbare
forhold begået af politipersonale i tjenesten indgives til
Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Indgives anmeldelsen til
politiet eller anklagemyndigheden, videresendes den straks til
Politiklagemyndigheden. |
| | |
§ 1020
a. Statsadvokaterne i-værksætter efter
anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er
rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har
begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige. Stk. 2.
Statsadvokaterne iværk-sætter endvidere efterforskning,
når en person er afgået ved døden eller er
kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben,
eller mens den pågældende var i politiets
varetægt. Bestemmelserne i § 1019 j finder herved
tilsvarende anvendelse. | | § 1020
a. Politiklagemyndigheden iværksætter efter
anmeldelse eller af egen drift efterforskning, når der er
rimelig formodning om, at politipersonale i tjenesten har
begået et strafbart forhold, som forfølges af det
offentlige. Stk. 2.
Politiklagemyndigheden iværksætter endvidere
efterforskning, når en person er afgået ved
døden eller er kommet alvorligt til skade som følge
af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i
politiets varetægt. Stk. 3.
Bestemmelserne i § 1019 o finder tilsvarende
anvendelse. |
| | |
§ 1020
b. Ved behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a
nævnte sager kan statsadvokaterne udøve de
beføjelser, som ellers tilkommer politiet. Stk. 2.
Rigspolitichefen yder efter anmodning statsadvokaterne bistand
under efterforskningen. Stk. 3.
Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige
efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at
sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette
vedkommende statsadvokat herom. | | § 1020
b. Sager om overtrædelse af færdselslovens
hastighedsbestemmelser, der er begået af politipersonale,
efterforskes ikke af Politiklagemyndigheden, hvis 1) den pågældende erkender sig
skyldig, 2) hastighedsovertrædelsen ikke
skønnes at ville medføre anden sanktion end
bøde eller betinget frakendelse af førerretten,
og 3) hastighedsovertrædelsen ikke
involverer tredjemand. Stk. 2.
Politiklagemyndigheden efterforsker ikke sager, hvor
politidirektøren har vurderet, at der i forbindelse med
politipersonales overtrædelse af færdselslovens
hastighedsbestemmelser er tale om udrykningskørsel i et
køretøj mærket med politiets kendetegn eller
med synlige udrykningssignaler. Stk. 3.
Politidirektøren underretter Politiklagemyndigheden og
rigspolitichefen om udenretligt vedtagne bøder og betingede
frakendelser af førerretten i sager omfattet af
stk. 1. |
| | |
§ 1020
c. Offentlig påtale i de i §§ 1020 og
1020 a nævnte sager tilkommer statsadvokaterne, medmindre
påtalen efter denne lov eller regler fastsat i medfør
af denne lov tilkommer rigsadvokaten eller justitsministeren.
Adgangen til at opgive påtale tilkommer
påtalemyndigheden. Stk. 2.
Statsadvokaterne varetager udførelsen af de i
§§ 1020 og 1020 a nævnte sager ved byretterne
og landsretterne. | | § 1020
c. Ved behandlingen af de sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a, udøver
Politiklagemyndigheden under efterforskningen de beføjelser,
der ellers tilkommer politiet, jf. dog § 1020 d,
stk. 3. Stk. 2.
Rigspolitichefen yder efter anmodning fra Politiklagemyndigheden
bistand under efterforskningen. Stk. 3.
Politiet kan på egen hånd foretage uopsættelige
efterforskningsskridt. Politiet skal snarest muligt efter, at
sådanne efterforskningsskridt er foretaget, underrette
Politiklagemyndigheden herom. |
| | |
§ 1020
d. Retten beskikker en forsvarer, når forholdene taler
derfor, eller såfremt det følger af bestemmelserne i
kapitel 66. | | § 1020
d. Offentlig påtale i de sager, der er nævnt i
§§ 1020 og 1020 a, tilkommer statsadvokaten,
medmindre påtale efter denne lov eller regler fastsat i
medfør af loven tilkommer rigsadvokaten eller
justitsministeren. Adgangen til at opgive påtale tilkommer
påtalemyndigheden. Stk. 2.
Politiklagemyndigheden udøver ved behandlingen af de sager,
der er nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de
beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter
§ 749, stk. 1. Politiklagemyndighedens
afgørelser efter 1. pkt. kan påklages til
statsadvokaten. Stk. 3.
Statsadvokaten udøver ved behandlingen af de sager, der er
nævnt i §§ 1020 og 1020 a, de
beføjelser, der ellers tilkommer politiet efter
§ 749, stk. 2. Stk. 4.
Statsadvokaten varetager udførelsen af de sager, der er
nævnt i §§ 1020 og 1020 a, ved byretterne og
landsretterne. |
| | |
§ 1020
e. Retten beskikker på den forurettedes begæring
en advokat for den pågældende, når forholdene
taler derfor, eller såfremt det følger af
bestemmelserne i kapitel 66 a. Stk. 2.
Er forurettede afgået ved døden, beskikker retten
på begæring af den forurettedes nære
pårørende en advokat for de pårørende,
når forholdene taler derfor. Stk. 3.
Den for forurettede beskikkede advokat eller den for de nære
pårørende beskikkede advokat har adgang til det i
§ 741 c, stk. 2, 2. pkt., nævnte materiale,
uanset om der er rejst tiltale i sagen. Stk. 4.
Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende
anvendelse. | | § 1020
e. Når efterforskningen er afsluttet, sender
Politiklagemyndigheden sagen til statsadvokaten med henblik
på afgørelse af tiltalespørgsmålet. Stk. 2.
Politiklagemyndigheden udarbejder en redegørelse til
statsadvokaten om efterforskningen. Redegørelsen skal
indeholde en gennemgang af efterforskningen og oplysning om de
faktiske omstændigheder af betydning for sagens
afgørelse. Redegørelsen kan indeholde en vurdering af
vægten af de fremkomne beviser. Stk. 3.
Statsadvokaten kan anmode Politiklagemyndigheden om at foretage
yderligere efterforskning. Stk. 4.
Politiklagemyndigheden kan påklage statsadvokatens
afgørelser efter § 1020 d, stk. 1 og 3, til
rigsadvokaten. Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag kan
ikke påklages til justitsministeren. Fristen for at klage er
4 uger efter, at Politiklagemyndigheden har fået meddelelse
om afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af
denne frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen
må anses for undskyldelig. |
| | |
§ 1020
f. Rigsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der
omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal
behandles af statsadvokaten efter reglerne i dette kapitel, hvis en
sådan behandling er påkrævet med hensyn til et af
forholdene eller en af de sigtede. | | § 1020
f. Er der ikke inden 1 år fra modtagelsen af en
anmeldelse om et strafbart forhold, der er omfattet af dette
kapitel, truffet afgørelse om afvisning af anmeldelse,
indstilling af efterforskningen, påtaleopgivelse,
tiltalefrafald eller tiltalerejsning, eller er der ikke anmodet om
retsmøde med henblik på sagens behandling som
tilståelsessag i medfør af § 831, skal der
gives skriftlig underretning til anmelder og de personer, der skal
underrettes om statsadvokatens afgørelse efter
§ 1020 d, stk. 1 og 3, eller Politiklagemyndighedens
afgørelse efter § 1020 d, stk. 2. Stk. 2.
Underretning efter stk. 1 skal ligeledes gives, hvis der ikke
inden 1 år efter, at Politiklagemyndigheden har indledt
efterforskning i sager omfattet af § 1020 a, stk. 2,
er truffet afgørelse om indstilling af efterforskningen,
påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning eller
anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling
som tilståelsessag i medfør af § 831. Stk. 3.
Der skal gives underretning på ny, hvis der 6 måneder
efter den seneste underretning fortsat ikke er truffet
afgørelse. |
| | |
§ 1020
g. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af
straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. | | § 1020
g. Retten beskikker en forsvarer, hvis det følger af
bestemmelserne i kapitel 66, eller særlige grunde taler
derfor. |
| | |
§ 1020
h. Justitsministeren kan fastsætte nærmere
regler om behandlingen af de i §§ 1020 og 1020 a
nævnte sager. | | § 1020
h. Retten beskikker en advokat for den forurettede, hvis det
følger af bestemmelserne i kapitel 66 a, eller efter
anmodning fra den pågældende, hvis særlige grunde
taler derfor. Stk. 2.
Er forurettede afgået ved døden, beskikker retten
efter anmodning fra forurettedes nære pårørende
en advokat for de pårørende, når forholdene
taler derfor. Stk. 3.
Den advokat, der er beskikket efter stk. 1 eller 2, har adgang
til det materiale, der er nævnt i § 741 c,
stk. 2, 2. pkt., uanset om der er rejst tiltale i sagen. Stk. 4.
Bestemmelserne i kapitel 66 a finder i øvrigt tilsvarende
anvendelse. |
| | |
§ 1020
i. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal
behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens
sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter kræver
det. | | § 1020
i. Statsadvokaten kan bestemme, at en straffesag, der
omfatter flere forhold eller flere sigtede, i sin helhed skal
efterforskes af Politiklagemyndigheden efter bestemmelserne i dette
kapitel, hvis en sådan behandling er påkrævet med
hensyn til et af forholdene eller en af de sigtede, og en samlet
efterforskning skønnes hensigtsmæssig. Stk. 2.
Politiklagemyndigheden kan behandle en klage over en disposition,
som politipersonale har truffet, hvis der er en nær
sammenhæng mellem dispositionsklagen og en igangværende
efterforskning i Politiklagemyndigheden. Stk. 3.
Statsadvokaten træffer afgørelse i dispositionsklager
omfattet af stk. 2. |
| | |
| | § 1020
j. Bestemmelserne i denne lov om behandlingen af
straffesager finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. |
| | |
| | § 1020
k. Justitsministeren kan bestemme, at en sag ikke skal
behandles efter reglerne i dette kapitel, hvis hensynet til statens
sikkerhed eller forholdet til fremmede magter kræver
det. |
| | |
| | § 1020
l. Erstatningskrav, der rejses af en person, der er kommet
alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller
mens den pågældende var i politiets varetægt,
eller af nære pårørende til en person, der er
afgået ved døden som følge af politiets
indgriben, eller mens afdøde var i politiets varetægt,
behandles på begæring efter fremgangsmåden i
kapitel 93 a. Erstatningskrav skal dog fremsættes inden to
måneder efter endelig afgørelse i en sag omfattet af
§ 1020 a, stk. 2, eller i en straffesag mod
politipersonale i anledning af skade eller dødsfald som
nævnt i 1. pkt. Stk. 2.
Udgifter til advokatbeskikkelse i sager, der er omfattet af
stk. 1, afholdes af statskassen.« |
| | |
Kapitel 93 d Politiklagenævn | | 9.Kapitel 93 d ophæves. |
| | |
§ 1021. Politiklagenævn
består af en advokat som formand og to lægmænd,
der udpeges af justitsministeren for et tidsrum af 4 år
regnet fra en 1. januar. Genudpegning kan finde sted én
gang. Stk. 2.
Medlemmer af politiklagenævn kan fortsætte behandlingen
af en verserende sag efter udløbet af det tidsrum, for
hvilket de pågældende medlemmer er udpeget, hvis
hensynet til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse i
nævnet taler for det og sagen forventes afgjort inden for
kortere tid. Stk. 3.
Advokaten udpeges efter indstilling fra Advokatrådet, idet
der til hvert af hvervene indstilles fire personer, heraf to
kvinder og to mænd. Stk. 4.
Lægmændene udpeges efter indstilling fra KL
(Kommunernes Landsforening), der for hvert politiklagenævn
indstiller otte personer, heraf fire kvinder og fire mænd,
som har bopæl inden for det pågældende
politiklagenævns område. Stk. 5.
Lægmændene kan ikke samtidig med hvervet som medlem af
politiklagenævnet være medlem af en kommunalbestyrelse,
et regionsråd eller Folketinget. Bestemmelsen i
§ 70 finder i øvrigt tilsvarende anvendelse. Stk. 6.
Advokaten skal have kontor, og lægmændene skal have
bopæl, i det område, der hører under vedkommende
politiklagenævn. Stk. 7.
For hvert medlem udpeger justitsministeren efter tilsvarende regler
som for vedkommende medlem en suppleant blandt dem, der er
indstillet i medfør af stk. 3 og 4. Stk. 8.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om antallet
af politiklagenævn og om sagernes fordeling mellem dem samt
om indstillingen af medlemmer, herunder om indstilling fra
kommuner, der ikke er medlemmer af KL (Kommunernes Landsforening),
og disses vederlag. | | |
| | |
§ 1021
a. Statsadvokaten underretter straks politiklagenævnet
om klager og anmeldelser, der skal behandles efter kapitel 93 b
eller kapitel 93 c. Stk. 2.
Politiklagenævnet kan over for statsadvokaten tilkendegive,
at der efter nævnets opfattelse bør indledes en
undersøgelse efter reglerne i kapitel 93 b eller
efterforskning efter reglerne i kapitel 93 c. | | |
| | |
§ 1021
b. Politiklagenævnet skal løbende have tilsendt
genpart af det materiale, statsadvokaten tilvejebringer i
forbindelse med undersøgelsen af de i kapitel 93 b
nævnte sager og efterforskningen i de i kapitel 93 c
nævnte sager. Politiklagenævnet må ikke uden
statsadvokatens samtykke overlevere det modtagne materiale til
andre. Stk. 2.
Statsadvokaten orienterer i øvrigt løbende
politiklagenævnet om alle væsentlige beslutninger, der
træffes i forbindelse med undersøgelsen eller
efterforskningen. | | |
| | |
§ 1021
c. Politiklagenævnet kan anmode statsadvokaten om at
foretage bestemte yderligere undersøgelses- eller
efterforskningsskridt. Stk. 2.
Hvis sigtede eller statsadvokaten i en sag, der behandles efter
kapitel 93 c, modsætter sig nævnets anmodning om
foretagelse af bestemte yderligere efterforskningsskridt,
forelægges spørgsmålet for retten til
afgørelse. § 694, stk. 2, finder herved
tilsvarende anvendelse. Rettens afgørelse træffes
på begæring ved kendelse. | | |
| | |
§ 1021
d. Statsadvokaten udfærdiger en redegørelse til
politiklagenævnet om resultatet af undersøgelsen efter
kapitel 93 b eller efterforskningen efter kapitel 93 c.
Redegørelsen skal indeholde en gennemgang af forløbet
af undersøgelsen eller efterforskningen og de faktiske
omstændigheder af betydning for sagens afgørelse samt
en vurdering af vægten af de fremkomne beviser. Det skal
fremgå af redegørelsen, hvorledes statsadvokaten
finder sagen bør afgøres. | | |
| | |
§ 1021
e. Politiklagenævnet meddeler statsadvokaten, hvordan
sager, der behandles efter kapitel 93 b eller kapitel 93 c, efter
nævnets opfattelse bør afgøres. Stk. 2.
Det skal fremgå af afgørelsen, om den er i
overensstemmelse med politiklagenævnets opfattelse. Stk. 3.
Afgørelsen skal sendes til den, der har indgivet klage eller
anmeldelse. | | |
| | |
§ 1021
f. Politiklagenævnet kan påklage statsadvokatens
afgørelser til rigsadvokaten. Rigsadvokatens
afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til
justitsministeren. Stk. 2.
Fristen for klage efter stk. 1 er 4 uger efter, at
politiklagenævnet har fået meddelelse om
afgørelsen. Fremkommer klagen efter udløbet af denne
frist, skal den behandles, såfremt fristoverskridelsen
må anses for undskyldelig. | | |
| | |
§ 1021
g. Justitsministeren kan fastsætte nærmere
regler om politiklagenævnenes virksomhed, herunder om
statsadvokaternes samvirke med politiklagenævnene. | | |
| | |
§ 1021
h. Rigsadvokaten afgiver en årlig beretning om
behandlingen af de i kapitel 93 b og kapitel 93 c nævnte
sager til Folketinget og justitsministeren. Beretningen skal
offentliggøres. | | |
| | |
| | § 2 |
| | |
| | I lov nr. 415 af 10. juni 1997 om
gennemførelse af Europolkonventionen, som ændret ved
lov nr. 1435 af 22. december 2004, foretages følgende
ændring: |
| | |
§ 5.
Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler til
gennemførelse af de aftaler m.v., der indgås i
medfør af konventionens artikel 41. | | 1. Efter
§ 5 indsættes: »§ 5
a. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser
mod den offentlige myndighed og kapitel 16 om forbrydelser i
offentlig tjeneste eller hverv finder også anvendelse,
når forholdet er begået mod eller af Europolansatte
under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens
artikel 3 a. Stk. 2.
Forvolder Europolansatte under udførelse af opgaver i
Danmark efter konventionens artikel 3 a skader, som efter dansk ret
medfører erstatningspligt, udbetales erstatningen af
justitsministeren. Stk. 3.
Klager over Europolansattes adfærd under udførelse af
opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a behandles efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 11 a og 93 b.« |
| | |
| | § 3 |
| | |
| | I lov nr. 1435 af 22. december 2004 om
ændring af lov om gennemførelse af Europolkonventionen
og lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om
konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af
tillægsprotokoller til Europolkonventionen m.v.) foretages
følgende ændring: |
| | |
5. Efter
§ 5 indsættes som ny paragraf: | | 1.§ 1, nr. 5., ophæves |
| | |
Ȥ 5
a. Bestemmelserne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser
mod den offentlige myndighed og kapitel 16 om forbrydelser i
offentlig tjeneste eller hverv finder også anvendelse,
når forholdet er begået mod eller af Europolansatte
under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens
artikel 3 a. Stk. 2.
Forvolder Europolansatte under udførelse af opgaver i
Danmark efter konventionens artikel 3 a skader, som efter dansk ret
medfører erstatningspligt, udbetales erstatningen af
justitsministeren. Stk. 3.
Klager over Europolansattes adfærd under udførelse af
opgaver i Danmark efter konventionens artikel 3 a behandles efter
reglerne i retsplejelovens kapitel 93 b og d.« | | |
| | |
| | § 4 |
| | |
| | I lov nr. 479 af 17. juni 2008 om
ændring af lov om Det Centrale Dna-profil-register,
retsplejeloven, lov om registrering af køretøjer og
lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet
(Gennemførelse af Prümafgørelsen om udveksling
af oplysninger om dna-profiler, fingeraftryk og
køretøjer) foretages følgende
ændring: |
| | |
§ 5.
(Udelades) | | |
Stk. 2.
Klager over adfærd, der er udvist af en embedsmand fra et
andet land under udførelse af opgaver i Danmark efter
Prümafgørelsen eller Rådets afgørelse om
forbedring af samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes særlige
indsatsenheder i krisesituationer, behandles efter reglerne i
retsplejelovens kapitel 93 b og 93 d. Stk. 3.-4. (Udelades) | | 1. I § 5, stk. 2, ændres
»93 b og 93 d« til »11 a og 93 b«. |
| | |
| | § 5 |
| | |
| | Stk. 1.
Lovens § 1, nr. 4-6, og §§ 3 og 4
træder i kraft den 1. juli 2010. Stk. 2.
Lovens § 1, nr. 1-3 og 7-9, træder i kraft den 1.
januar 2012. Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelse af lovens § 2. |
| | |
| | § 6 |
| | |
| | Stk. 1.
Verserende sager den 1. januar 2012 om klager over politipersonale
og anmeldelser om strafbare forhold begået af politipersonale
færdigbehandles efter reglerne i denne lov. Verserende sager
kan dog efter drøftelse mellem vedkommende statsadvokat og
Politiklagemyndigheden færdigbehandles og afgøres af
statsadvokaten efter de hidtil gældende regler. Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på
verserende undersøgelse og efterforskning, der af egen drift
eller efter den hidtil gældende bestemmelse i retsplejelovens
§ 1020 a, stk. 2, er iværksat inden den 1.
januar 2012. Stk. 3.
Klager over afgørelser, der er truffet inden den 1. januar
2012, og klager over afgørelser, der efter stk. 1 og 2
er truffet efter de hidtil gældende regler, behandles efter
de hidtil gældende regler. Stk. 4. De
hidtidige medlemmer af politiklagenævnene kan
færdiggøre sager, der efter stk. 1-3 behandles efter
de hidtil gældende regler. Stk. 5.
Ved den første beskikkelse af medlemmer af
Politiklagerådet beskikkes advokaten og repræsentanten
udpeget af Kommunernes Landsforening for en periode på 2
år. |
| | |
| | § 7 |
| | |
| | Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland Stk. 2.
§§ 2-4 kan ved kongelig anordning sættes helt
eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som de grønlandske eller
færøske forhold tilsiger. |