L 84 Forslag til lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg.

Af: Justitsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 02-12-2009

Fremsættelse: 02-12-2009

Skriftlig fremsættelse (2. december 2009)

20091_l84_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (2. december 2009)

Justitsministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg

(Lovforslag nr. L 84).

Formålet med lovforslaget er at gennemføre en samlet regulering, der er særlig rettet mod malkekvægs velfærd. Lovforslaget indeholder en række mindstekrav til hold af malkekvæg og afkom af malkekvæg og udgør et supplement til den øvrige dyrevelfærdslovgivning, herunder de mere generelle regler i dyreværnsloven. De foreslåede regler vil betyde et markant løft for dyrevelfærden på bedrifter med hold af malkekvæg.


Lovforslaget bygger på et lovudkast i en rapport om hold af malkekvæg, der i februar 2009 blev afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet med deltagelse af bl.a. repræsentanter for landbrugserhvervet og for dyreværnsorganisationer.


Det foreslås bl.a., at der stilles krav til de fysiske rammer, som malkekvæg holdes i, herunder til totalareal pr. ko, gangarealer, gulves skridsikkerhed, indretningen af sengebåsestalde og sygebokse. I den forbindelse foreslås der indført bemyndigelser til justitsministeren til bl.a. at fastsætte nærmere krav til størrelsen af sengebåse og bredden af gangarealer. Endvidere foreslås der indført et forbud mod at binde køer, sådan at bindestalde (dvs. stalde, hvor kreaturer står opbundet) forbydes. Der foreslås nærmere regler om kælvning, herunder om indretningen af kælvningsfaciliteten og om tidspunktet for adskillelse af ko og kalv efter kælvning.


Herudover indeholder lovforslaget særlige regler for ungdyr og kalve. Det foreslås således, at en række af kravene til de fysiske rammer, som malkekøer holdes i, finder tilsvarende anvendelse for ungdyr og kalve. Endvidere foreslås der indført et forbud mod at holde ungdyr og kalve på fuldspaltegulv. Lovforslaget indeholder endvidere en række øvrige bestemmelser, der gælder for både malkekøer, ungdyr og kalve, herunder forbud mod anvendelse af elektriske aggregater til at styre kreaturers adfærd, krav om tilsyn med kreaturer og om rengøring af stalde samt regler om kloveftersyn.


Det foreslås, at politiet eller en myndighed under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan påbyde den ansvarlige for bedriften at rette op på forhold, som ikke er i overensstemmelse med lovens krav, og at overtrædelse af loven straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.


Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2010. Bl.a. i lyset af den nuværende økonomiske situation i samfundet foreslås det dog, at loven først fra den 1. juli 2014 finder anvendelse for bedrifter, der er etableret før den 1. juli 2010. Med henblik på at sikre disse bedrifter rimelig tid til at indrette sig på lovforslagets krav vil der herefter for en række krav gælde overgangsperioder på 2, 10 eller 20 år afhængig af karakteren af det enkelte krav. I den forbindelse foreslås der i udfasningsperioden for fuldspaltegulv indført et krav om afgræsning for kvier og kviekalve, der holdes på fuldspaltegulv. Lovforslaget indeholder ikke herudover krav om afgræsning hverken for malkekøer eller kvier.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.