L 8 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler.

(Tilskud til udlændinges deltagelse i erhvervsuddannelse, Tvistighedsnævnets kompetence, omlægning af finansieringsmodellen for erhvervsgrunduddannelse, permanentgørelse af produktionsskoleforsøg for elever fra Sydslesvig m.v.).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2009

Fremsættelse: 08-10-2009

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2009)

20091_l8_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2009)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser, lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler (Tilskud til udlændinges deltagelse i erhvervsuddannelse, Tvistighedsnævnets kompetence, omlægning af finansieringsmodellen for erhvervsgrunduddannelse, permanentgørelse af produktionsskoleforsøg for elever fra Sydslesvig m.v.)

(Lovforslag nr. L 8).

Lovforslaget, som er opfølgning på en tilsynssag med seks landbrugsskoler i 2008-2009, indebærer, at adgangen for udlændinge til gratis erhvervsuddannelser indskrænkes til kun at omfatte udlændinge, der


- er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark,

- er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som medfølgende barn af en udlænding, som dels er statsborger i et land, der ikke er tilsluttet Den Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, dels er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a,

- er udvekslet med danske elever efter aftale mellem institutionen og en institution i udlandet, eller

- efter EU-retten, herunder EØS-aftalen, eller internationale aftaler, som Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere.



Ordningen svarer til den ordning, der gælder for de videregående uddannelser. Uddannelsesinstitutionerne kan som indtægtsdækket virksomhed udbyde uddannelse til andre udlændinge.


Derudover indebærer lovforslaget, at formanden for Tvistighedsnævnet og Ankenævnet vedrørende Praktikvirksomheder skal være landsdommer, og at særreglen i lov om erhvervsuddannelser, der gælder for tvistigheder mellem elever og praktikvirksomheder inden for social- og sundhedsuddannelsen, den pædagogiske assistentuddannelse og landbrugsuddannelsen, ophæves, således at disse uddannelser som de øvrige erhvervsuddannelser vil blive omfattet af Tvistighedsnævnets kompetence.


Lovforslaget indebærer endvidere, at finansieringsomlægningen, som er aftalt mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre den 7. maj 2009, og som med virkning fra den 1. juli 2009 er gennemført ved aktstykke, videreføres i erhvervsgrunduddannelsesloven og produktionsskoleloven.


Endelig indebærer lovforslaget, at en forsøgsmæssig ordning vedrørende fravigelse fra produktionsskoleloven i forbindelse med målgruppevurdering af elever, der er udgået fra en dansk skole i Sydslesvig, permanentgøres i loven, og at de tekstanmærkninger på finansloven, hvorefter størrelsen af skoleydelse i erhvervsgrunduddannelsen og på produktionsskoler årligt fastsættes, af ordensmæssige grunde overføres til lov om erhvervsgrunduddannelse m.v. og lov om produktionsskoler.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.