L 77 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion og lov om erhvervsuddannelser.

(Justering af præmie, løntilskud og bonus, adgang til skolepraktik og til skoleundervisning og tilskud til praktikvirksomheder).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 18-11-2009

Fremsættelse: 18-11-2009

Skriftlig fremsættelse (18. november 2009)

20091_l77_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (18. november 2009)

Undervisningsministeren (Bertel Haarder)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion og lov om erhvervsuddannelser (Justering af præmie, løntilskud og bonus, adgang til skolepraktik og til skoleundervisning og tilskud til praktikvirksomheder)

(Lovforslag nr. L 77).

Lovforslaget udmønter en aftale mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om en ungepakke, der sigter mod at fremme indgåelse af nye praktikpladsaftaler. Forslaget fremsættes i lyset af finanskrisens negative påvirkning af praktikpladsområdet.


Med lovforslaget forhøjes satserne for præmie og bonus til arbejdsgiver, der indgår uddannelsesaftale om erhvervsuddannelser, fra samlet op til 16.000 kr. til samlet op til 50.000 kr. pr. aftale. Præmien på hidtil 2.000 kr. pr. måned i de første tre måneder, som svarer til prøvetiden, forhøjes til 6.000 kr. pr. måned, svarende til gennemsnitligt ca. 67 pct. af begyndelseslønnen. Endvidere forhøjes satsen for bonus til 32.000 kr., der udbetales i to lige store rater efter henholdsvis prøvetidens udløb og 90 dage efter, at første rate er udbetalt, forudsat at uddannelsesaftalen fortsat er i kraft.


Det foreslås endvidere at forlænge den periode, hvor Arbejdsgivernes Elevrefusion yder tilskud til de i § 2, stk. 1, i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, nævnte arbejdsgivere til løn til erhvervsgrunduddannelseselever fra den pågældende prøvetidsperiode til at gælde i de første syv måneder af praktiktiden.


Det foreslås, at ændringerne af præmie, bonus og løntilskud gælder for uddannelses- og praktikaftaler indgået i perioden 5. november 2009 til 31. december 2010.


Lovforslaget indebærer endvidere, at elever, der har påbegyndt trin 1 i skolepraktik inden udgangen af 2010 og gennemfører dette, får mulighed for at blive optaget i skolepraktik i efterfølgende trin.


Lovforslaget indebærer desuden, at der indføres statstilskud til virksomheder, der indgår en uddannelsesaftale med en elev, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale. Tilskuddet ydes for uddannelsesaftaler indgået i perioden 5. november 2009 til 31. december 2010.


Endelig indebærer lovforslaget, at elever, der uforskyldt mister en uddannelsesaftale inden for en uddannelse, der ikke udbydes med skolepraktik, i 2010 kan optages til skoleundervisning uden at have indgået en ny uddannelsesaftale. For at sidestille elever i skolepraktik med elever, der optages til skoleundervisning i uddannelser uden skolepraktik, foreslås erhvervsuddannelseslovens almindelige ordning om fravigelse af reglerne om uddannelsernes struktur for elever i skolepraktik ændret således, at også disse elever kan tilbydes at gennemføre al skoleundervisning bortset fra undervisning, der indeholder afsluttende prøver, før eleverne begynder praktikuddannelse i form af enten virksomhedspraktik eller skolepraktik. Ordningen for skolepraktikelever foreslås ikke gjort tidsbegrænset.


Af hensyn til arbejdsgiverne og af hensyn til etablering af flest mulige praktikpladser ønskes lovforslaget færdigbehandlet hurtigt med henblik på ikrafttræden 15. december 2009. Der anmodes i den forbindelse om dispensation fra bestemmelsen i Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1, hvorefter 3. behandling ikke må finde sted før 30 dage efter fremsættelsen.


Lovforslaget er som følge af det sene fremsættelsestidspunkt ikke sendt i ekstern høring, men er alene sendt til orientering til organisationer m.fl.


Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 15. december 2009.


Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.