L 77 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion og lov om erhvervsuddannelser.

(Justering af præmie, løntilskud og bonus, adgang til skolepraktik og til skoleundervisning og tilskud til praktikvirksomheder).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 01-12-2009

Afgivet: 01-12-2009

Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 1. december 2009

20091_l77_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 1. december 2009

1. Ændringsforslag

Undervisningsministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 18. november 2009 og var til 1. behandling den 24. november 2009. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 1 møde.


Dispensation fra Folketingets forretningsordens § 13, stk. 1

Udvalget indstiller, at lovforslaget kommer til 3. behandling tidligere end 30 dage efter lovforslagets fremsættelse.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstilling

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 2

Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 5 foreslåede § 66 k, stk. 3, indsættes i 3. pkt. efter »lov om en aktiv beskæftigelsesindsats«: », og for elever, der er berettiget til dagpenge ved sygdom eller barsel, og hvor arbejdsgiveren modtager refusion i henhold til § 54, stk. 1, i lov om sygedagpenge og § 39, stk. 1, i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel«.

[Afskæring af overkompensation ved sygdom og barsel]

Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

2) Efter det under nr. 5 foreslåede § 66 k, stk. 3, indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Afgørelser, som Arbejdsgivernes Elevrefusion træffer om beregning, udbetaling og eventuel tilbagebetaling af tilskud i henhold til stk. 3, kan inden for en frist på 4 uger fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt, indbringes for det i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension nedsatte ankenævn.«

[Præcisering af klageadgang]

Til § 3

Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

3) Stk. 6 affattes således:

»Stk. 6. Nedenstående ydelser udbetales efter ansøgning fra arbejdsgiveren, når denne har ansøgt Arbejdsgivernes Elevrefusion herom, senest 1 år efter at arbejdsgiveren blev berettiget til disse ydelser:

1) Præmie, løntilskud og bonus for uddannelsesaftaler og praktikaftaler, der er indgået i perioden fra den 1. juni 2009 til den 4. november 2009, jf. § 1, nr. 1, i lov nr. 427 af 30. maj 2009 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion.

2) Præmie, løntilskud og bonus for uddannelsesaftaler og praktikaftaler, der indgås i perioden fra den 5. november 2009 til den 31. december 2010, jf. denne lovs § 1, jf. stk. 2.

3) Tilskud til virksomheder for uddannelsesaftaler, der indgås i perioden fra den 5. november 2009 til den 31. december 2010, med elever, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, jf. denne lovs § 2, nr. 5, jf. stk. 2.«



[Præcisering af forældelsesfristen]

Af undervisningsministeren, tiltrådt af udvalget:

4) Som stk. 7 indsættes:

»Stk. 7 . Præmie for merbeskæftigelse i praktikpladser, jf. § 16 i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion som affattet ved lov nr. 595 af 24. juni 2005 udbetales senest den 31. december 2010. Arbejdsgivere, der er ophørt på tidspunktet for Arbejdsgivernes Elevrefusions normale udbetalinger, kan få udbetalt præmie efter ansøgning, der sendes til Arbejdsgivernes Elevrefusion senest den 31. december 2010.«

[Præcisering af forældelsesfristen]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at det i lovforslagets § 2, nr. 5, præciseres, at tilskuddet til virksomheder, som indgår uddannelsesaftale med en elev, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, jf. § 66 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om erhvervsuddannelser, ikke ydes for elever i den periode, hvor de er berettiget til dagpenge ved sygdom eller barsel, og hvor arbejdsgiveren modtager refusion i henhold til § 54, stk. 1, i lov om sygedagpenge og § 39, stk. 1, i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.


Forslaget skal sikre, at en arbejdsgiver i perioder, hvor en elev er syg eller på barsel, ikke modtager overkompensation af lønudgifter til eleven.


Til nr. 2

Det foreslås, at klager over afgørelser, som Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) træffer om beregning, udbetaling og eventuel tilbagebetaling af tilskud til arbejdsgivere, der indgår uddannelsesaftale med en elev, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, kan indbringes for det i henhold til § 28 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven) nedsatte ankenævn, jf. lovbekendtgørelse nr. 942 af 2. oktober 2009.


Alle øvrige afgørelser, som AER træffer vedrørende ydelser og arbejdsgiverbidrag, kan indbringes for dette ankenævn, jf. § 27 i lovbekendtgørelse nr. 842 af 8. september 2009 om Arbejdsgivernes Elevrefusion.


Vurderingen af, hvorvidt en elev uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, foretages af skolen.


I sager, hvor skolens afgørelse af, om eleven uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale, er truffet i forbindelse med elevens optagelse til skolepraktik, jf. § 66 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om erhvervsuddannelser eller i forbindelse med elevens optagelse til skoleundervisning uden uddannelsesaftale inden for uddannelser, der ikke udbydes med skolepraktik, jf. forslaget til § 66 e, stk. 2, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 3, skal ankenævnet lægge skolens vurdering uprøvet til grund. Det skyldes, at vedkommende faglige udvalg er klagemyndighed for skolens afgørelse i disse tilfælde, jf. § 66 j, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser. Det faglige udvalgs afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 66 j, stk. 2, 3. pkt., i lov om erhvervsuddannelser.


I de tilfælde, hvor skolens afgørelse af, om eleven uforskyldt har mistet sin uddannelsesaftale, alene er truffet til brug for AER's afgørelse om udbetaling af tilskud i henhold til forslaget til § 66 k, stk. 3, som affattet ved lovforslagets § 2, nr. 5, kan ankenævnet foretage en selvstændig prøvelse af skolens afgørelse af, om betingelsen er opfyldt.


Til nr. 3

Den foreslåede ændring indebærer, at forældelsesfristen omfatter både aftaler indgået i perioden fra den 1. juni 2009 til den 4. november 2009 i henhold til lov nr. 427 af 30. maj 2009 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion og aftaler indgået i perioden fra den 5. november 2009 til den 31. december 2010 i henhold til dette lovforslag. Ændringen indebærer endvidere, at forældelsesfristen for ansøgning om præmie, løntilskud og bonus også gælder for det nye tilskud til arbejdsgivere, der indgår uddannelsesaftale med en elev, der uforskyldt har mistet en uddannelsesaftale, jf. forslagets § 2, nr. 5.


Til nr. 4

Der foreslås indsat en forældelsesfrist for præmien for merbeskæftigelse i praktikpladser, der ved lov nr. 595 af 24. juni 2005 blev indført i § 16 i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion.


Præmien blev ophævet ved lov nr. 427 af 30. maj 2009 om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion. Ifølge sidstnævnte lovs § 2 ydes sidste præmie for merbeskæftigelse i praktikpladser i perioden fra den 1. oktober 2008 til den 30. september 2009.


De aftaler, som kan udløse præmie efter den hidtidige ordning, skal være registreret i Erhvervsskolerne Administrative System Praktik (Easy-P) inden den 30. september 2009, og den afsluttende beregning af tilskud efter den hidtidige ordning foretages pr. 30. september 2009. Præmieudbetalingen er snart afsluttet.


For arbejdsgivere, der ikke er ophørt på udbetalingstidspunktet, gælder, at præmien udbetales automatisk, dvs. uden ansøgning fra arbejdsgiver. Arbejdsgivere, der er ophørt på udbetalingstidspunktet, skal ansøge om at modtage præmien. Fristen for ansøgning er ifølge forslaget den 31. december 2010.


Sophie Løhde V Britta Schall Holberg V Malou Aamund V Anne-Mette Winther Christiansen V nfmd. Troels Christensen V Marlene Harpsøe DF fmd. Hans Kristian Skibby DF Henrik Rasmussen KF Villum Christensen LA Christine Antorini S Carsten Hansen S Kim Mortensen S Julie Skovsby S Pernille Vigsø Bagge SF Nanna Westerby SF Marianne Jelved RV Johanne Schmidt-Nielsen EL

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
25
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
1
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 77


Bilagsnr.


Titel


1
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af forslaget
2
Tidsplan for udvalgets behandling af forslaget
3
1. udkast til betænkning
4
Ændringsforslag fra undervisningsministeren
5
2. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 77


Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministeren vil tilsende udvalget aftalen med KL og Danske Regioner om praktikpladser i kommunerne og regionerne, til undervisningsministeren, og ministerens svar herpå