Skriftlig fremsættelse (18. november
2009)
Undervisningsministeren (Bertel Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og lov om åben uddannelse
(erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v. (Digital tilmelding og
framelding ved erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og adgang
til arbejdsmarkedsuddannelser m.v.)
(Lovforslag nr. L 76).
Lovforslaget udmønter en aftale mellem regeringen,
Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og
Socialistisk Folkeparti som led i "Aftale om gennemførelse
af politireformen og styrkelse af politiindsatsen". Aftalen
indebærer, at administrationen af erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse, VEU-administrationen, digitaliseres, og at
effektiviseringsprovenuet ved digitalisering indgår i
finansieringen af politireformen og en styrkelse af
politiindsatsen. Samtidig vil digitaliseringen betyde mindre
tidsforbrug hos virksomheder, kursister og uddannelsesinstitutioner
samt give en bedre service.
Lovforslaget indeholder forslag om, at undervisningsministeren
bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om digital
tilmelding og framelding ved arbejdsmarkedsuddannelser og enkeltfag
optaget i en fælles kompetencebeskrivelse og digital
tilmelding og framelding ved visse erhvervsrettede uddannelser
omfattet af lov om åben uddannelse (erhvervsrettet
voksenuddannelse) m.v. Undervisningsministeren bemyndiges endvidere
til at fastsætte regler om, i hvilke tilfælde
tilmelding kan ske på anden måde end i digital form,
herunder i papirform. Lovforslaget indeholder herudover
bemyndigelse til undervisningsministeren til at fastsætte
nærmere regler om tilrettelæggelsen af den digitale
tilmelding og framelding.
Det er i første omgang hensigten at fastsætte
regler, som indebærer, at selvstændige erhvervsdrivende
og arbejdsgivere, der tilmelder deltagere til kurser, skal foretage
tilmeldingen digitalt, hvis tilmeldingen sker på en
uddannelsesinstitution, som anvender det studieadministrative
system, EASY-A. I andre tilfælde vil selvstændige
erhvervsdrivende, arbejdsgivere eller andre målgrupper i
første omgang ikke blive forpligtet til digital
tilmelding.
Med bemyndigelsen har undervisningsministeren mulighed for
på et senere tidspunkt at udvide målgruppen for kravet
om digital tilmelding. Der vil således f.eks. kunne stilles
krav om, at borgere, der selv tilmelder sig
arbejdsmarkedsuddannelser m.v., skal tilmelde sig digitalt,
når de digitale kundskaber hos målgruppen vurderes at
være tilstrækkelige hertil.
Lovforslaget udgør første fase af
lovgivningsarbejdet i forbindelse med digitaliseringen af
VEU-administrationen. Den anden fase indebærer en
digitalisering af bl.a. ansøgning om og administrationen i
forbindelse med godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet
voksen- og efteruddannelse. Lovforslag herom forventes fremsat i
indeværende folketingssamling.
Lovforslaget indeholder endvidere forslag om, at det i lov om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v. fastsættes, at personer med
fast bopæl eller beskæftigelse i Danmark har adgang til
arbejdsmarkedsuddannelsessystemet. Undervisningsministeren
bemyndiges samtidig til at fastsætte de nærmere
betingelser for adgangen.
Endelig foreslås det, at undervisningsministeren kan
fastsætte nærmere regler om adgang til
arbejdsmarkedsuddannelsessystemet for personer med fast bopæl
eller beskæftigelse på Færøerne og i
Grønland, herunder om deltagerbetaling og ydelse af kost og
logi som indtægtsdækket virksomhed.
Baggrunden herfor er, at landsstyrerne på
Færøerne og i Grønland har udtalt ønske
om, at personer med fast bopæl eller beskæftigelse
på Færøerne eller i Grønland, som ikke
opfylder kravet om fast bopæl eller beskæftigelse i
Danmark, kan få adgang til at deltage på ordinære
hold på danske arbejdsmarkedsuddannelser mod fuld
deltagerbetaling.
Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1.
januar 2010.
Idet jeg henviser til lovforslaget med tilhørende
bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til
hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.