Skriftlig fremsættelse (18. november
2009)
Beskæftigelsesministeren (Inger
Støjberg):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
Lønmodtagernes Garantifond (Dækning af
indeståender på fritvalgsordninger og digitalisering af
opkrævningsprocedure)
(Lovforslag nr. L 70).
Formålet med lovforslaget er at sikre, at en
lønmodtagers indeståender på en
fritvalgsordning fremover skal kunne dækkes uden for det
udbetalingsloft, der gælder for Lønmodtagernes
Garantifond (LG).
Fritvalgsordninger blev indført ved fornyelsen af
overenskomsterne på Landsorganisationen i Danmarks (LO) og
Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) område i 2007. En
fritvalgsordning bygger på en aftale mellem
lønmodtageren og arbejdsgiveren om fleksibel eller udsat
udbetaling af løn. Ordningen indebærer, at en
lønmodtager kan opspare en del af sin løn på en
særlig konto. Indeståendet på kontoen kan den
pågældende lønmodtager under nærmere
fastsatte betingelser få udbetalt i form af løn eller
overført til pension. Lovforslagets regler omfatter i lighed
med L 29 også tilsvarende ordninger, der er aftalt
individuelt.
Denne del af lovforslaget skal ses i sammenhæng med
justitsministerens lovforslag nr. L 29 om ændring af
konkursloven (Behandlingen i konkurs af indeståender på
fritvalgsordninger), som bygger på Konkursrådets
udtalelse af 10. juni 2009.
Lovforslaget har også til formål at sikre
bemyndigelse til, at der administrativt i LG's regi kan
videreudvikles et digitaliseret boanmeldelsessystem, som kan
gøres obligatorisk over for arbejdsgivere, bobestyrere og
kuratorer. Et selvbetjeningssystem vil her kunne lette
administrationen for såvel brugere som LG, ikke mindst fordi
en del overflødig papirkorrespondance herved kan
afskaffes.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og
bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale lovforslaget til
Folketingets velvillige behandling.