L 7 Forslag til lov om ændring af lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) og lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven).

(Lempelser for begyndersprog og naturvidenskabelige fag, færre timer i almen studieforberedelse, skarpere profil i studieområderne, færre prøver, lempelser for valgfag i hf m.v.).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 15-12-2009

Optrykt: 15-12-2009

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 15. december 2009

20091_l7_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 15. december 2009

Forslag

til

Lov om ændring af lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) og lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven)

(Lempelser for begyndersprog og naturvidenskabelige fag, færre timer i almen studieforberedelse, skarpere profil i studieområderne, færre prøver, lempelser for valgfag i hf m.v.)

§ 1

I lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 791 af 24. juli 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 2, ændres »et naturvidenskabeligt fag« til: »et eller to naturvidenskabelige fag«.

2. Overskriften til § 10 a affattes således:

»Uddannelsestid til almen studieforberedelse«

3. § 10 a affattes således:

»§ 10 a. I den 3- og 4-årige tilrettelæggelse af uddannelsen til studentereksamen skal i det samlede forløb op til studentereksamen anvendes 200 timer og i den 2-årige tilrettelæggelse (studenterkursus) 140 timer til almen studieforberedelse.«

4. § 12, stk. 1, nr. 3, affattes således:

»3) 2. fremmedsprog på

a) A-niveau, hvis det er et begyndersprog, jf. dog litra c,

b) mindst B-niveau, hvis det er et fortsættersprog, og

c) mindst B-niveau, hvis eleven har matematik på A-niveau i kombination med fysik og kemi, hvor det ene af disse fag er på A-niveau og det andet på mindst B-niveau.«



5. § 12, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Mindst et af fagene biologi, fysik, kemi eller naturgeografi skal afsluttes på mindst B-niveau. Dette gælder dog ikke elever, der har fire fremmedsprog. Elever, der har tre fremmedsprog, kan vælge matematik på B-niveau i stedet for mindst et af de fag, der er nævnt i 1. pkt., på B-niveau.«

6. I § 26, stk. 1, ændres »mindst ti prøver og et studieretningsprojekt« til: »mindst ni prøver, herunder et studieretningsprojekt«.

§ 2

I lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx), jf. lovbekendtgørelse nr. 871 af 27. august 2008, som ændret ved § 3 i lov nr. 289 af 15. april 2009, foretages følgende ændringer:

1. § 8, stk. 2 og 3, affattes således:

»Stk. 2. Grundforløbet på hhx består af dansk, engelsk, matematik og 2. fremmedsprog samt, hvis skolen beslutter dette, undervisning i yderligere et eller flere fag. Grundforløbet består endvidere af en timeramme (studieområdet) for erhvervsøkonomiske, samfundsøkonomiske og kulturelt orienterede faglige temaer både hver for sig og på tværs. Der indgår sproglige og kommunikative indholdselementer i grundforløbet.«

Stk. 3. Grundforløbet på htx består af dansk, engelsk og matematik samt, hvis skolen beslutter dette, undervisning i yderligere et eller flere fag. Grundforløbet består endvidere af en timeramme (studieområdet) for teknologiske, samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige faglige temaer både hver for sig og på tværs. Der indgår sproglige og kommunikative indholdselementer i grundforløbet.«

2. § 8, stk. 4, ophæves.

3. Efter § 8 indsættes:

»Fysisk aktivitet og undervisning i it

§ 8 a. I hhx og htx indgår i det samlede forløb frem til henholdsvis højere handelseksamen og højere teknisk eksamen aktiviteter, hvor elever får mulighed for fysisk udfoldelse og indsigt i betydningen heraf samt indsigt i andre forhold af betydning for den personlige sundhed.

Stk. 2. I hhx indgår i det samlede forløb frem til højere handelseksamen undervisning i it.«

4. I § 24, stk. 1, ændres »mindst 10 prøver og et studieretningsprojekt« til: »mindst ni prøver, herunder et studieretningsprojekt«.

§ 3

I lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 445 af 8. maj 2007, som ændret ved § 36 i lov nr. 311 af 30. april 2008 og § 21 i lov nr. 475 af 17. juni 2008, foretages følgende ændringer:

1. I § 9, stk. 4, udgår »og et eksamensprojekt«.

2. § 9, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Kursisten skal vælge valgfag svarende til mindst

1) to fag på B-niveau,

2) et fag på B-niveau og to fag på C-niveau,

3) et fag på B-niveau og et fag på C-niveau, hvis kursisten vælger et sprogfag på mindst B-niveau eller fysik på mindst B-niveau, eller

4) et fag på A-niveau bortset fra engelsk og historie og et fag på C-niveau.«



3. I § 11, stk. 1, 1. pkt., udgår »eller som alternativ til et tværfagligt projekt knyttet til fagene i kultur- og samfundsfaggruppen eller den naturvidenskabelige faggruppe, jf. § 9, stk. 1, nr. 6 og 7«.

4. § 22, nr. 3, affattes således:

»3) Prøve i to til fire valgfag, der mindst skal omfatte

a) to fag på B-niveau,

b) et fag på B-niveau og to fag på C-niveau,

c) et fag på B-niveau og et fag på C-niveau, hvis kursisten har et sprogfag på mindst B-niveau eller fysik på mindst B-niveau, eller

d) et fag på A-niveau bortset fra engelsk og historie og et fag på C-niveau.«



5. § 22, nr. 5, ophæves.

6. § 23, nr. 3, affattes således:

»3) Prøve i to til fem valgfag, der som minimum skal omfatte:

a) to fag på B-niveau og et fag på C-niveau,

b) to fag på B-niveau, hvis kursisten har et sprogfag på mindst B-niveau eller fysik på mindst B-niveau, eller

c) et fag på A-niveau bortset fra engelsk og historie og to fag på C-niveau.«



7. § 23, nr. 5, affattes således:

»5) Et skriftligt eksamensprojekt, jf. § 11, stk. 1, 1. pkt. Hvis kursisten aflægger en samlet prøve i kultur- og samfundsfaggruppen eller i den naturvidenskabelige faggruppe, jf. nr. 2, gælder kravet om et skriftligt eksamensprojekt dog ikke.«

8. § 24, stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Eksamensbeviset indeholder prøvekaraktererne inden for de fastsatte rammer for en samlet hf-eksamen, en bedømmelse af den større skriftlige opgave og eventuelt et skriftligt eksamensprojekt, jf. § 23, nr. 5.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2010.

Stk. 2. Loven har virkning for elever og kursister, der påbegynder en af uddannelserne til studentereksamen (stx), højere handelseksamen (hhx), højere teknisk eksamen (htx) eller det 2-årige hf den 1. august 2010 eller senere.

Stk. 3. Loven har virkning for kursister, der den 1. august 2010 eller senere følger en af de i stk. 2 nævnte uddannelser tilrettelagt som enkeltfag. Bestemmelsen i § 23, nr. 5, og i § 24, stk. 3, 1. pkt., i lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven) som affattet ved denne lovs § 3, nr. 7 og 8, finder dog anvendelse på hf-enkeltfagskursister, jf. 1. pkt., fra og med sommereksamen 2012.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.