Skriftlig fremsættelse (12. november
2009)
Ministeren for Landbrug,
Fødevarer og Fiskeri (Eva Kjer Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
fødevarer (Forhåndsgodkendelse og delegation af
beføjelser til privat institution)
(Lovforslag nr. L 67).
På fødevareområdet er der interesse hos
erhvervet for på visse dele af fødevareområdet
at kunne indhente en udtalelse fra myndighederne inden
iværksættelse af en påtænkt foranstaltning,
f. eks. af reklamer, mærkning og præsentation i
relation til fødevarer, eller anvendelse eller produktion
eller lignende af materialer og genstande, bestemt til at komme i
kontakt med fødevarer. Samtidig er der fra forbrugerside
stor fokus på fødevarer, herunder varernes
mærkning, anprisning o.l. Endvidere undersøges
mulighederne for anvendelse af forhåndsgodkendelse i forhold
til virksomheder, der efter de gældende regler skal
autoriseres. På den baggrund foreslås det at
indføre en hjemmel i lov om fødevarer til, at
ministeren på visse områder vil kunne afgive en
forhåndsgodkendelse af en påtænkt foranstaltning.
En forhåndsgodkendelse vil som udgangspunkt være
bindende for fødevaremyndigheden. Det vil være
frivilligt, om den enkelte erhvervsdrivende søger at
indhente forhåndsgodkendelse. Ansvaret for overholdelse af
reglerne vil fortsat være hos virksomhederne.
Herudover foreslås det, at der indføres en klar
hjemmel til, at godkendelse og inspektion af laboratorier, der
udfører prøvning i henhold til OECDs principper for
god laboratoriepraksis (GLP-principperne), kan henlægges til
en privat institution. Baggrunden herfor er, at varetagelsen af
disse opgaver kræver særlig ekspertise på
området, som det ikke vurderes praktisk muligt at opbygge
indenfor Fødevareministeriet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med
bemærkninger, anbefales det til Folketingets velvillige
behandling.