Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 8. december 2009
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension, lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, lov
om beskatning af pensionsordninger m.v. og lov om
pensionsafkastbeskatning
(Forlængelse af den særlige
udbetalingsmulighed i Særlig Pensionsopsparing og afvikling
af ordningen)
§ 1
I lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension,
jf. lovbekendtgørelse nr. 942 af 2. oktober 2009, som
ændret ved lov nr. 117 af 17. februar 2009, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 17 f indsættes som
stk. 14:
»Stk. 14.
Indeståendet hidrørende fra en konto i
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. stk. 12 og 13, der
henstår på den pågældendes særskilte
SP-konto i Arbejdsmarkedets Tillægspension, kan på den
enkelte kontohavers anmodning tilbageføres til
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 7 a i lov om
Lønmodtagernes Dyrtidsfond.«
2. § 17 i ophæves.
3. § 17 j affattes således:
Ȥ 17 j. Pensionsopsparingen
udbetales fra Arbejdsmarkedets Tillægspension til
kontohaveren forud fra den 1. i måneden efter, at
folkepensionsalderen er nået, jf. § 1 a i lov om
social pension, hvis der er sket godskrivning på kontoen
efter § 17 g. Dette gælder dog ikke
indestående beløb på kontantkontoen, hvis
SP-kontoen er flyttet til et andet pensionsinstitut, jf.
§ 17 n. Pensionsopsparingen udbetales som et
engangsbeløb, som årlige rater over en periode
på 10 år eller som månedlige rater over en
periode på 10 år.
Stk. 2. Kontoens
indestående opgøres ved udbetalingens
påbegyndelse og ved indgangen til hvert år i
udbetalingsperioden efter reglerne i § 17 h, stk. 5.
Det beløb, der udbetales i hvert af de 10 år,
udgør et beløb svarende til kontoens
indestående ved udbetalingens begyndelse henholdsvis ved
indgangen til hvert år i udbetalingsperioden divideret med
det antal år, hvori der endnu ikke er foretaget
udbetalinger.
Stk. 3. For konti,
der udbetales i månedsvise rater, fastsætter
Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse forud for hvert
kalenderår en rentesats. Den samlede udbetaling for et
år beregnes ved hvert års begyndelse som et fast
beløb på grundlag af kontoens indestående ved
årets begyndelse og den af bestyrelsen fastsatte rentesats,
således at den årlige udbetaling ved uændret
rentesats i hele udbetalingsperioden vil give lige store rater. Den
månedlige rate hæves på kontohavers konto.
Stk. 4. Hvis
indeståendet på kontoen er mindre end den
månedlige rate, der skal udbetales, nedsættes raten til
indeståendet på kontoen, og udbetalingen
ophører. Hvis der ved udbetaling af den sidste rate fortsat
er et indestående på kontoen, forhøjes den
sidste rate tilsvarende.
Stk. 5. Personer,
der er berettiget til udbetaling af pensionsopsparing efter
stk. 1, kan udskyde udbetaling eller påbegyndelse af
udbetaling til et senere tidspunkt, dog ikke ud over det fyldte 70.
år.
Stk. 6.
Beløb, der ikke har kunnet udbetales senest ved kontohavers
fyldte 85. år, er forældede og indgår i
reguleringspuljen, jf. § 17 p, stk. 1.
Stk. 7. Uanset
stk. 1 kan kontohaver i perioden fra den 1. juni 2009 til den
30. april 2010 anmode Arbejdsmarkedets Tillægspension om
udbetaling af det samlede indestående på den
særskilte SP-konto indbetalt i medfør af
§ 17 f, stk. 1-3, som et engangsbeløb, jf.
dog § 17 f, stk. 13.
Stk. 8. Uanset
stk. 1 kan en kontohaver, der har overflyttet
indestående på en særskilt SP-konto indbetalt i
medfør af § 17 f, stk. 1-3, til en
særskilt SP-konto i et andet pensionsinstitut, i perioden fra
den 1. juni 2009 til den 30. april 2010 anmode dette
pensionsinstitut om at udbetale det samlede indestående
på den særskilte SP-konto som et engangsbeløb,
jf. dog § 17 f, stk. 13.
Stk. 9. En
kontohaver, til hvem udbetalingen af indeståendet på
den særskilte SP-konto er påbegyndt efter stk. 1,
kan i perioden fra den 1. juni 2009 til den 30. april 2010 anmode
Arbejdsmarkedets Tillægspension eller det pensionsinstitut,
hvortil den særskilte SP-konto måtte være
overflyttet, om, at det resterende indestående på den
særskilte SP-konto udbetales som et engangsbeløb, jf.
dog § 17 f, stk. 13. 1. pkt. finder tilsvarende
anvendelse på en kontohaver, der har udskudt udbetalingen af
SP-indeståendet efter stk. 5.
Stk. 10.
Kontohavere, der ikke anmoder om udbetaling efter stk. 7-9,
kan overføre indeståendet opgjort efter stk. 13
til en ratepensionsordning eller en pensionsordning med
løbende udbetalinger, jf. pensionsbeskatningslovens
§§ 2, 8 og 11 A. Anmodningen om overførsel
skal være modtaget senest den 30. april 2010.
Overførslen kan ikke ske, hvis der ikke er dækning for
omkostningerne forbundet med flytningen.
Stk. 11.
Kontohavere, der ikke senest den 30. april 2010 har anmodet om at
få indeståendet på deres SP-konto udbetalt, jf.
stk. 7-9, eller har fået overført
indeståendet, jf. stk. 10, vil automatisk få
udbetalt indeståendet, der opgøres efter stk. 13.
Udbetaling kan ikke ske, hvis der ikke er dækning for
omkostningerne forbundet med udbetalingen.
Stk. 12.
Indeståendet på en SP-konto i Arbejdsmarkedets
Tillægspension, der hidrører fra en konto i
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, overføres automatisk og
gebyrfrit til en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond,
såfremt der ikke senest den 30. april 2010 er anmodet om
overførsel, jf. § 17 f, stk. 14. Efter
overførslen administreres midlerne efter lov om
Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Indeståendet på en
SP-konto i et andet pensionsinstitut end Arbejdsmarkedets
Tillægspension, der hidrører fra en konto i
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, er efter udbetaling, jf.
stk. 7-9 og 11, eller efter flytning, jf. stk. 10,
omfattet af reglerne i § 7 a i lov om Lønmodtagernes
Dyrtidsfond.
Stk. 13.
Indestående på en særskilt SP-konto, som
udbetales i henhold til stk. 7-9 eller stk. 11, eller som
flyttes, jf. stk. 10, opgøres som værdien af den
del af investeringskontoen, som hidrører fra indbetalinger i
henhold til § 17 f, stk. 1-3, og den del af
indeståendet på kontantkontoen, som relaterer sig til
midler indbetalt i henhold til § 17 f, stk. 1-3, med
fradrag for omkostninger og eventuelt fradrag i henhold til lov om
pensionsafkastbeskatningsloven.
Stk. 14.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere
regler om udbetaling og opgørelse m.v. efter stk. 2, 3
og 7-13.
Stk. 15.
Indeståender i SP, som det ikke har været muligt at
udbetale, jf. stk. 11, overføres den 1. oktober 2010
til Arbejdsmarkedets Tillægspension til forvaltning.
Arbejdsmarkedets Tillægspension indestår herefter for
SP's forpligtelser og foretager den nødvendige
administration. Krav på de overførte
indeståender forældes efter 5 år, jf.
§ 36, stk. 2, regnet fra den 30. april 2010.
Stk. 16. En
kontohaver eller boet efter en afdød kontohaver, der kan
dokumentere et krav på et indestående, kan i perioden
fra den 1. maj 2010 til den 1. maj 2015 henvende sig til
Arbejdsmarkedets Tillægspension og få udbetalt
tilgodehavendet.
Stk. 17.
Overførte indeståender som nævnt i stk. 15,
der ikke er blevet anmodet udbetalt senest den 30. april 2015,
tilfalder Arbejdsmarkedets Tillægspension.«
4. § 17 k og § 17 l ophæves.
5. § 17 o affattes således:
Ȥ 17 o. Arbejdsmarkedets
Tillægspension fastsætter omkostningsprocenter og
gebyrer i forbindelse med forvaltning og administration af
SP.«
6. § 17 p, stk. 2 og 3, ophæves.
7. § 17 q affattes således:
Ȥ 17 q. For kapitel 5 c finder
reglerne i kapitlerne 7, 7 a, 9 og 10 samt §§ 29,
32, 34 og 35, § 36, stk. 1, og § 38 tilsvarende
anvendelse.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan efter forhandling med
beskæftigelsesministeren fastsætte regler om
udarbejdelse af regnskab for SP.«
8. § 17 r affattes således:
Ȥ 17 r. Indbetalinger til den
supplerende arbejdsmarkedspension for førtidspensionister
godskrives på særskilte konti på grundlag af
indberetning fra kommunerne, jf. lov om social pension
§ 33 b.
Stk. 2. Indbetalte
og godskrevne midler efter stk. 1 administreres og forvaltes
af Arbejdsmarkedets Tillægspension. Midlerne skal være
anbragt i overensstemmelse med reglerne i kapitel 8, jf. dog
stk. 3 og 4. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets
Tillægspension kan vælge at lade midlerne forvalte
sammen med eller adskilt fra fondens øvrige formue, jf.
§ 26 b, stk. 1, eller sammen med de midler, der forvaltes
efter § 17 m, stk. 1.
Stk. 3.
§ 26 d, stk. 1, nr. 4, og § 26 e,
stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse på midler placeret
i investeringsinstitutter eller foreninger omfattet af
§ 26 b, stk. 1, nr. 7.
Stk. 4.
§ 26 d, stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse
på midler, der direkte eller indirekte er placeret i
investeringsinstitutter eller foreninger omfattet af § 26
b, stk. 1, nr. 7, under forudsætning af at disse
institutter eller foreningers beholdning af aktiver medgår
ved opgørelsen af placeringen af de midler, der er omfattet
af stk. 1, og at bestemmelserne i kapitel 8 med de
undtagelser, der er nævnt i stk. 3, ved denne
opgørelse er overholdt.
Stk. 5.
Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsætter
omkostningsprocenter og gebyrer i forbindelse med forvaltning og
administration af den supplerende arbejdsmarkedspension for
førtidspensionister.
Stk. 6. Ved
dødsfald før folkepensionsalderen er nået, jf.
§ 1 a i lov om social pension, udbetales
indeståendet på kontoen til dødsboet.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter indstilling
fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension
nærmere regler om opgørelse og udbetaling af
beløb til boet.
Stk. 7. Reglerne i
kapitlerne 7, 7 a, 9 og 10 samt §§ 29, 32, 34 og 35,
§ 36, stk. 1, og § 38 finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 8.
Finanstilsynet kan fastsætte regler for udarbejdelse af
regnskabet for den supplerende arbejdsmarkedspension for
førtidspensionister efter § 25 m.«
9. I
§ 17 s ændres
»efter § 17 h, stk. 5« til: »i
henhold til § 17, stk. 6«.
§ 2
I lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1156 af 3. oktober 2007, som
ændret ved § 8 i lov nr. 515 af 17. juni 2008,
§ 8 i lov nr. 517 af 17. juni 2008 og § 12 i
lov nr. 392 af 25. maj 2009, foretages følgende
ændring:
1. § 7 a affattes således:
Ȥ 7 a. Kontohaveren kan
vælge at flytte hele sit indestående til et andet
pensionsinstitut. Lønmodtagernes Dyrtidsfond kan afvise
flytning af indeståendet, hvis der ikke er dækning for
omkostningerne forbundet med flytningen.
Stk. 2.
Lønmodtagernes Dyrtidsfond skal på anmodning fra
kontohaveren via det modtagende pensionsinstitut flytte hele
indeståendet senest 3 måneder efter den uge, hvor
anmodningen er modtaget. Overflyttede beløb kan ikke senere
flyttes tilbage til Lønmodtagernes Dyrtidsfond.
Stk. 3. Uanset
bestemmelsen i stk. 2, 2. pkt., kan personer, der har flyttet
deres indestående i Lønmodtagernes Dyrtidsfond til en
SP-konto i Arbejdsmarkedets Tillægspension,
tilbageføre beløb hidrørende fra
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension § 17 f, stk. 14, til
Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Indeståendet på en
SP-konto i et andet pensionsinstitut end Arbejdsmarkedets
Tillægspension, der hidrører fra en konto i
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kan efter udbetaling af
SP-andelen overføres i overensstemmelse med reglerne fastsat
i henhold til stk. 5.
Stk. 4.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere
regler om opgørelse af konti, overførsel af
indestående på konti m.v. ved overflytning til et andet
pensionsinstitut.
Stk. 5.
Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere
regler om krav til de modtagende pensionsinstitutter, herunder om
information, tekniske krav og rådgivning i forbindelse med
flytning.«
§ 3
I lov om beskatning af pensionsordninger m.v.
(pensionsbeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1120
af 10. november 2006, som ændret bl.a. ved § 1 i
lov nr. 347 af 18. april 2007, lov nr. 1534 af 19. december 2007,
§ 2 i lov nr. 1339 af 19. december 2008, § 2 i
lov nr. 387 af 25. maj 2009 og § 1 lov nr. 412 af 29. maj
2009 og senest ved § 11 i lov nr. 521 af 12. juni 2009,
foretages følgende ændringer:
1. § 29 B, nr. 2, affattes
således:
»2)
engangsbeløb, der udbetales efter § 14 b,
stk. 1, § 14 e, stk. 1, og § 17 j,
stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension,«
2. § 29 B, nr. 3, ophæves.
Nr. 4 bliver herefter nr. 3.
3. § 29 D affattes således:
Ȥ 29 D. Ved udbetaling af
Særlig Pensionopsparing efter § 17 j,
stk. 7-9, 11, 13 og 16, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension svares en afgift på 35 pct. af den del
af udbetalingen, der ikke overstiger 15.000 kr. Af den del af
udbetalingen, der overstiger 15.000 kr., svares en afgift på
50 pct.«
4. § 41, stk. 1, nr. 7,
ophæves.
Nr. 8 og 9 bliver herefter nr. 7 og 8.
5. I
§ 41, stk. 1, nr. 8, der
bliver nr. 7, ændres », til en
pensionsordning med løbende udbetalinger eller til
en SP-konto, jf. lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension« til: »eller til en
pensionsordning med løbende udbetalinger«.
§ 4
I pensionsafkastbeskatningsloven, lov nr. 1535 af
19. december 2007, som ændret ved lov nr. 221 af 8. april
2008, § 1 i lov nr. 1339 af 19. december 2008,
§ 22 i lov nr. 1344 af 19. december 2008 og
§ 13 i lov nr. 462 af 12. juni 2009, foretages
følgende ændringer:
1. § 1, stk. 1, nr. 4, affattes
således:
»4)
Særskilte SP-konti i penge- eller pensionsinstitutter, jf.
lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension.«
2. I
§ 1, stk. 2,
indsættes som nr. 13:
»13) Den
Særlige Pensionsopsparing, jf. lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension.«
3. I
§ 5 ændres
»ordninger i Den Særlige Pensionsopsparing,« til:
»særskilte SP-konti i penge- eller pensionsinstitutter
og ordninger i«.
4. § 6, stk. 1, affattes
således:
»De institutter, der
er nævnt i § 1, stk. 2, nr. 3-6 og 9, og Den
Særlige Pensionsopsparing efter § 1, stk. 2,
nr. 13, skal medregne alle former for formueafkast til
beskatningsgrundlaget. For ATP medregnes dog ikke den del af
formueafkastet, der kan henføres til Den Supplerende
Arbejdsmarkedspension for Førtidspensionister.«
5. I
§ 38, stk. 2,
indsættes som 2. pkt.:
»For Arbejdsmarkedets
Tillægspension gælder dette tilsvarende for uudnyttet
negativ skat som nævnt i stk. 1, 2. pkt.«
§ 5
Stk. 1. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2.
§ 1, nr. 2 og 4, træder i kraft den 1. maj
2010.
Stk. 3.
§ 17 o i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, træder i kraft
den 1. oktober 2010.
Stk. 4.
§ 3, nr. 1 og 4, har virkning fra og med den 1. maj
2010.
Stk. 5.
§ 4, nr. 1-4, har virkning fra og med indkomståret
2010.
§ 6
Stk. 1.
Udbetalinger af SP-konti omfattet af den indtil
ikrafttrædelsen af denne lov gældende affattelse af
§ 17 i i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
afgiftsbelægges efter pensionsbeskatningslovens
§ 29 B, nr. 2.
Stk. 2.
Overførsel af en SP-konto som nævnt i § 17
j, stk. 10, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, til en
pensionsordning med løbende udbetalinger eller til en
rateforsikring eller rateopsparing i pensionsøjemed omfattet
af kapitel 1 i pensionsbeskatningsloven for samme person, behandles
ikke som ud- og indbetaling efter pensionsbeskatningsloven.
Pensionsbeskatningslovens § 41, stk. 9, finder
tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Ved
overførsel af en SP-konto under udbetaling til en
ratepensionsordning fortsættes det påbegyndte
udbetalingsforløb i ratepensionsordningen efter
nærmere aftale med det modtagende forsikringsselskab m.v. i
lige store rater og sådan, at sidste rate udbetales samme
år, som sidste rate af SP-kontoen ville være blevet
udbetalt. Udbetalingsforløbet i en modtagende rateforsikring
eller rateopsparing beregnes i øvrigt i overensstemmelse med
principperne i pensionsbeskatningslovens § 8 henholdsvis
§ 11 A. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse
på tilbageførsel af beløb hidrørende fra
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 17 f,
stk. 14, og § 17 j, stk. 12, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 1, henholdsvis § 1, nr. 3, og på
overførsel af indeståendet på en SP-konto i et
andet forsikringsselskab m.v. end Arbejdsmarkedets
Tillægspension, der hidrører fra en konto i
Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. § 7 a,
stk. 3, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond som
affattet ved denne lovs § 2, nr. 1.
Stk. 4.
Pensionsafkastbeskatningslovens § 23, stk. 4, finder
tilsvarende anvendelse på overførsler som nævnt
i stk. 2 af særskilte SP-konti i penge- eller
pensionsinstitutter, der finder sted den 1. januar 2010 eller
senere.
§ 7
Loven gælder ikke for
Grønland og Færøerne.