Skriftlig fremsættelse (18. november
2009)
Skatteministeren
(Kristian Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse
energiprodukter og forskellige andre love (Ændringer som
følge af afgørelse i statsstøttesag m.m.)
(Lovforslag nr. L 63).
Forslaget følger op Kommissionens afgørelse af
17. juni 2009 vedrørende statsstøtte
(afgørelse C 41/2009).
Med forslaget undgås dobbeltregulering af de
kvoteomfattede virksomheder ved både CO2-kvoter og CO2-afgift fra den 1. januar 2010.
Forslaget tilvejebringer hjemmel til, at skatteministeren kan
sætte en vedtaget, men endnu ikke ikrafttrådt,
fritagelse for CO2-afgift på
brændsler for CO2-kvoteomfattede virksomheder i kraft i
2010. Der foreslås således ophævelse af en
bestemmelse om, at fritagelsen, når den sættes i kraft,
skal have virkning tilbage fra 1. januar 2005, da det ikke er
muligt at give fritagelsen virkning tilbage i tid efter Europa
Kommissionens afgørelse.
Det foreslås endvidere, at industriens kvoteomfattede
brændselsforbrug skal tilgodeses ved, at der sker en
tilbageregulering af CO2-afgiftsbelastningen ned til EU's
minimumsafgiftssatser for perioden 2005-2009. Supplerende
foreslås, at den del af det kvoteomfattede
brændselsforbrug, som er anvendt til mineralogiske processer
m.v., ved tilbagereguleringen også kan fritages for EU's
minimumsafgifter for perioden 2005-2009. Dette er i
overensstemmelse med Energibeskatningsdirektivet.
Forslaget indeholder endelig nogle mindre tilpasninger til
energiafgiftslovene, CO2-afgiftsloven, svovlafgiftsloven og lov
om afgift af kvælstofoxider (NOx-afgiftsloven) samt et bidrag fra
Energistyrelsen med en række tilpasninger, bl.a. vedr.
ikrafttrædelsesbestemmelserne, i tidligere vedtaget
lovgivning (afgiftsrationaliseringen fra juni 2008) indenfor Klima-
og Energiministeriets ressortområde.
Lovforslaget træder i kraft den 1. januar 2010.
Forslaget skønnes ikke at indebære
nævneværdige miljømæssige
konsekvenser.
Der vil ikke som ventet blive et engangsprovenutab på
ca. 150 mio. kr. i 2010 på grund af den oprindelige CO2-afgiftsfritagelse med virkning fra 1.
januar 2005. Den bagudrettede CO2-afgiftsfritagelse for de mineralogiske
processer m.v. og nedjusteringen af virksomhedernes CO2-afgiftsbetaling til minimumsafgifterne
skønnes at udløse et engangsprovenutab på
henholdsvis ca. 25. mio. kr. og 50 mio. kr. dvs. samlet set 75 mio.
kr.
Jeg ønsker dispensation fra 30-dages reglen for
behandling af lovforslag, så lovforslaget kan vedtages inden
jul. Når jeg ønsker en hurtig vedtagelse af
lovforslaget, skyldes det hensynet til hurtigst muligt at få
lovforslagets forslag til tilpasninger til energi- og CO2-afgiftslovgivningen vedtaget, inden
Forårspakke 2.0 træder i
kraft den 1. januar 2010.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets
bemærkninger, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets
hurtige og velvillige behandling.