Fremsat den 30. oktober 2009 af
ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen)
Forslag
til
Lov om ændring af sundhedsloven
(Frit valg til diagnostiske
undersøgelser, voldgiftsnævn, udvidet aktindsigt
m.v.)
§ 1
I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
95 af 7. februar 2008, som bl.a. ændret ved § 1 i
lov nr. 539 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 530 af 12.
juni 2009 og senest ved § 1 i lov nr. 531 af 12. juni 2009,
foretages følgende ændringer:
1. § 37 affattes således:
Ȥ 37. Den, om hvis
helbredsforhold der er udarbejdet patientjournaler m.v., har
på anmodning ret til aktindsigt heri. Patienten har endvidere
på anmodning ret til på en let forståelig
måde at få meddelelse om, hvilke oplysninger der
behandles i patientjournalen m.v. efter stk. 1, formålet
hermed, kategorierne af modtagere af oplysningerne og
tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger
stammer.
Stk. 2. En
forældremyndighedsindehavers adgang til aktindsigt i en
mindreårigs patientjournal m.v. efter stk. 1, jf.
§ 14, kan begrænses i det omfang,
forældremyndighedsindehaverens interesse i at blive gjort
bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende
hensyn til den mindreårige.
Stk. 3. For
optegnelser journalført før den 1. januar 2010 kan
retten efter stk. 1 begrænses, i det omfang patientens
interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at
burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private
interesser.«
2. § 38 affattes således:
Ȥ 38. Den myndighed,
institution eller sundhedsperson, der har ansvaret for
patientjournalerne m.v., afgør inden 10 dage efter
patientens anmodning, om retten til aktindsigt skal begrænses
efter § 37, stk. 2 og 3. Er anmodningen ikke
imødekommet inden 10 dage, skal myndigheden, institutionen
eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt
om, hvornår en afgørelse kan forventes at
foreligge.
Stk. 2. Aktindsigt
kan enten gives elektronisk eller ved, at der gives adgang til
gennemsyn af patientjournalen m.v. på stedet eller udleveres
en afskrift eller kopi.
Stk. 3. I de
tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1 og 2 er
tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar
for, at aktindsigt meddeles i overensstemmelse med loven, den
driftsansvarlige myndighed.«
3. I
§ 39 indsættes efter
»til dækning af«: »eventuelle«.
4. I
79, stk. 1, indsættes som 2.
pkt.:
»Bestemmelserne om
sygehusbehandling i afsnit VI omfatter også diagnostiske
undersøgelser til brug for alment praktiserende læger,
jf. § 60, og praktiserende speciallæger, jf.
§ 64.«
5. I
§ 86, stk. 3,
indsættes som 2. pkt.:
»Adgangen til at
vælge, hvor en diagnostisk undersøgelse, jf.
§ 79, stk. 1, 2. pkt., skal foretages, kan dog ikke
begrænses, jf. dog stk. 2.«
6. § 87, stk. 5, 2. pkt.,
ophæves.
7. § 87 c, 2. pkt., ophæves.
8.
Efter § 87 d indsættes:
»Kapitel 20 b
Udvidet ret til behandling for psykisk
syge voksne
§ 87
e. Personer, der på tidspunktet for henvisning til
psykiatrisk behandling er fyldt 19 år, kan vælge at
blive behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87
h.
§ 87
f. En person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan
vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en
af de klinikker m.v., som har indgået aftale med
regionsrådene efter § 87 g, stk. 1
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen
ikke, inden 2 måneder efter at henvisningen er modtaget, kan
tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i
§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet
samarbejder med eller sædvanligvis benytter
(samarbejdssygehuse).
Stk. 2. Retten
efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet på et
aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til behandling på
aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på
bopælsregionens sygehuse og samarbejdssygehuse.
§ 87
g. Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale
om behandling efter §§ 87 e og 87 f.
§ 87
h. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
regler om den udvidede behandlingsret efter dette kapitel, herunder
om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf.
§ 87 g, stk. 1, og om proceduren for henvisning af
patienter m.v.
Kapitel 20 c
Voldgiftsnævn
§ 87
i. Hvis der opstår tvist mellem regionsrådene i
forening og de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark eller
sygehuse, klinikker m.v. i udlandet om vilkårene for en
aftale om undersøgelse og behandling efter § 87
stk. 5, § 87 c og § 87 g, kan sygehusene,
klinikkerne m.v. hver især eller i forening indbringe tvisten
for et voldgiftsnævn.
Stk. 2. Når
der indbringes en sag for voldgiftsnævnet, udpeger ministeren
for sundhed og forebyggelse til nævnet en opmand og en
suppleant for opmanden. Regionerne i forening udpeger en
voldgiftsmand, og sygehusene, klinikkerne m.v. udpeger en
voldgiftsmand. Både opmand, suppleant og voldgiftsmænd
skal have økonomisk indsigt og indsigt i
sundhedsvæsenets forhold.
Stk. 3. Ved
behandlingen af en voldgiftssag deltager opmanden samt de to
voldgiftsmænd. Opmanden kan tilkalde særligt sagkyndige
til at bistå ved sagens behandling. Ministeriet for Sundhed
og Forebyggelse yder sekretariatsbistand til
voldgiftsnævnet.
Stk. 4. Ministeren
for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
voldgiftsnævnet og om behandlingen af voldgiftssager,
herunder forretningsordenen. Ministeren fastsætter endvidere
regler om vederlag til opmand, voldgiftsmænd og de
særligt sagkyndige, som bliver tilkaldt, og om
sagsomkostninger og deres fordeling.
Stk. 5.
Voldgiftsnævnets afgørelse kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.«
9. I
overskriften til kapitel 23
ændres » Regionsrådets
oplysningspligt « til: » Oplysningspligt «.
10. § 90, affattes således:
»§ 90. Regionsrådet skal
senest 8 hverdage efter, at et af rådets sygehuse har
modtaget henvisning af en patient, oplyse patienten
1) om dato og sted
for undersøgelse eller behandling,
2) om patienten
inden for 1 måned kan tilbydes en diagnostisk
undersøgelse, jf. § 79, stk. 1, 2. pkt.,
eller behandling efter reglerne i § 87, stk. 1,
henholdsvis inden for 2 måneder kan tilbydes behandling efter
reglerne i § 87 a, § 87 b, § 87 e og
§ 87 f,
3) om retten til at
vælge sygehus efter §§ 86-87 b og 87 e-87
f,
4) om ventetiden
på behandling ved regionens egne og andre regioners sygehuse
samt ved de i § 79, stk. 2, nævnte private
specialsygehuse m.fl.,
5) om, at patienten
ved henvendelse til sygehuset kan få oplyst antal
behandlinger, der foretages på de i nr. 4 nævnte
sygehuse, og
6) om, at sygehuset
tilbyder at henvise patienten til et andet sygehus efter
§§ 86-87 b og 87 ?e-87 ?f.
Stk. 2. Ministeren
for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere
regler om regionsrådenes oplysningspligt.«
11. I
§ 144, stk. 2 og 3 , indsættes efter »bestemte
sygdomme«: »eller persongrupper«.
12. § 216 affattes således:
»§ 216. Med det formål at
fremme kvalitetsudviklingen i sundhedssektoren kan
Sundhedsstyrelsen iværksætte evalueringer m.v. af
virksomheden i det offentligt finansierede sundhedsvæsen.
Evalueringerne kan omfatte alle forhold vedrørende det
offentlige sundhedsvæsen og de private sygehuse og klinikkers
virksomhed.
Stk. 2. Ministeren
for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere
regler om, at det påhviler regionsråd og
kommunalbestyrelser, de under ministeren for sundhed og
forebyggelse hørende institutioner samt de private personer
eller institutioner, der driver sygehuse, klinikker m.v. at give de
for gennemførelsen af evalueringer m.v. efter stk. 1
nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra
patientregistre og andre registre.
Stk. 3.
Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter
stk. 1, kan ikke videregives til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.«
§ 2
I sundhedsloven, jf. lov nr. 530 af 12. juni 2009
om ændring af sundhedsloven foretages følgende
ændringer:
1. § 1, nr. 1-3, ophæves.
§ 3
Loven træder i kraft
den 1. januar 2010.
§ 4
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | |
Indholdsfortegnelse |
| | | |
Almindelige bemærkninger |
1. | Indledning |
2. | Lovforslagets hovedpunkter |
| 2.1. | Frit og udvidet frit valg til diagnostiske
undersøgelser |
| | 2.1.1. | Gældende ret |
| | 2.1.2. | Overvejelser og lovforslag |
| 2.2. | Voldgiftsnævn |
| | 2.2.1. | Gældende ret |
| | 2.2.2. | Overvejelser og lovforslag |
| 2.3. | Evaluering af det offentligt finansierede
sundhedsvæsen |
| | 2.3.1. | Gældende ret |
| | 2.3.2. | Overvejelser og lovforslag |
| 2.4. | Patienters ret til aktindsigt |
| | 2.4.1. | Gældende ret |
| | 2.4.2. | Overvejelser og lovforslag |
| 2.5. | Betingelserne for generelt klausuleret
tilskud |
| | 2.5.1. | Gældende ret |
| | 2.5.2. | Overvejelser og lovforslag |
3. | De økonomiske konsekvenser for det
offentlige |
4. | De administrative konsekvenser for det
offentlige |
5. | De økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet |
6. | De administrative konsekvenser for
erhvervslivet |
7. | De administrative konsekvenser for
borgere |
8. | De miljømæssige
konsekvenser |
9. | Forholdet til EU-retten |
10. | Hørte myndigheder og organisationer
m.fl. |
11. | Sammenfattende skema |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser |
|
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Som opfølgning på regeringsgrundlaget
»Mulighedernes samfund« fra 2007 og regeringens
kvalitetsreform foreslår regeringen, at retten til udvidet
frit sygehusvalg også kommer til at omfatte diagnostiske
undersøgelser, som patienter bliver henvist til af en alment
praktiserende læge eller en praktiserende speciallæge
til brug for lægens egen diagnosticering og behandling.
Samtidig foreslår regeringen, at patienterne også
får frit valg til disse diagnostiske undersøgelser
på offentlige sygehuse m.v. Derved får disse patienter
mulighed for kortere udrednings- og behandlingsforløb i
praksissektoren, og de får de samme rettigheder og
valgmuligheder, som de patienter, der henvises til behandling,
herunder undersøgelse på sygehus. Forslaget er led i
en række regeringsinitiativer om udvidelse og videreudvikling
af det frie valg på sundhedsområdet, herunder
nedsættelsen af behandlingsfristen efter den udvidede
fritvalgsordning fra 2 til 1 måned, og udvidet frit
sygehusvalg, hvis en operationsdato bliver ændret.
Formålet med lovforslaget er endvidere at følge
op på regeringens aftale med Danske Regioner om regionernes
økonomi for 2010 samt aftalen af 1. april 2009 om
tilrettelæggelsen af samarbejdet med de private sygehuse,
hvor regeringen har tilkendegivet at ville søge tilslutning
til at ændre ordningen mellem regionerne og de private
sygehuse og klinikker således, at der i tilfælde af
uenighed mellem regionerne og sygehusene m.v. om vilkårene
for aftaler efter det udvidede frie sygehusvalg og den udvidede
undersøgelses- og behandlingsret på det psykiatriske
område etableres en uafhængig
voldgiftsinstitution.
Regeringen ønsker herudover med lovforslaget at
tydeliggøre Sundhedsstyrelsens adgang til at evaluere
virksomheden i det offentligt finansierede sundhedsvæsen,
herunder på private sygehuse og klinikker, som har aftaler
med Danske Regioner efter det udvidede frie sygehusvalg og den
udvidede undersøgelses- og behandlingsret på det
psykiatriske område.
Regeringen ønsker endelig, at patienternes tillid til
sundhedsvæsenet skal opretholdes og udbygges ved at skabe
øget åbenhed og indsigt, og foreslår derfor, at
patienterne får en lettere adgang til egne fremtidige
journaloptegnelser, hvilket vil medvirke til at styrke patienternes
tillid til sundhedsvæsenet. Dette forslag er også en
opfølgning på regeringens aftale med Danske Regioner
om regionernes økonomi for 2010.
2. Lovforslagets hovedpunkter
2.1. Frit og udvidet frit valg til
diagnostiske undersøgelser
2.1.1. Gældende ret
Efter sundhedsloven § 60 yder regionsrådet
vederlagsfri behandling hos den valgte alment praktiserende
læge til personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1. Til
personer, der er omfattet af sikringsgruppe 2, yder
regionsrådet tilskud til behandling hos alment praktiserende
læge med samme beløb, som afholdes for tilsvarende
lægehjælp til personer omfattet af sikringsgruppe
1.
Regionsrådet yder efter sundhedsloven § 64
vederlagsfri behandling hos praktiserende speciallæge til
personer, der er omfattet af sikringsgruppe 1, når
behandlingen sker efter henvisning fra den valgte alment
praktiserende læge. Til personer, der er omfattet af
sikringsgruppe 2, yder regionsrådet tilskud til behandling
hos praktiserende speciallæge med samme beløb, som
afholdes for tilsvarende lægehjælp til personer, der er
omfattet af sikringsgruppe 1. Ved behandling eller
undersøgelse, der efter henvisning fra alment praktiserende
læge, ydes af en speciallæge, inden for hvis speciale
der ikke findes en overenskomst med det offentlige, yder
regionsrådet tilskud til delvis dækning af udgiften
efter nærmere regler, der fastsættes af ministeren for
sundhed og forebyggelse. Ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsætter nærmere regler om henvisning til behandling,
herunder at kravet om henvisning til behandling hos praktiserende
speciallæge kan fraviges i nærmere bestemt omfang.
Endvidere kan ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsætte nærmere regler om, at en praktiserende
speciallæge kan henvise til behandling hos en anden
praktiserende speciallæge.
Sådanne regler er fastsat i bekendtgørelse
nr.1238 af 5. december 2006 om behandling hos læge i
praksissektoren. Det fremgår bl.a. heraf, at personer, der
har valgt sikringsgruppe 2, har adgang til at søge
behandling hos enhver læge og til at søge behandling
hos enhver speciallæge uden henvisning fra alment
praktiserende læge. Behandlingen ydes i øvrigt
på samme vilkår og med de samme begrænsninger som
ved behandling af gruppe 1-sikrede personer.
Regionerne kan i den sammenhæng bestemme, hvilke
diagnostiske undersøgelser, som de vil stille til
rådighed for alment praktiserende læger og
praktiserende speciallæger, og om det skal være
på regionernes sygehuse eller på private klinikker og
laboratorier, som de har indgået aftale med. Det
fremgår dels af landsoverenskomsterne og dels af
lokalaftaler, hvilke diagnostiske undersøgelser de alment
praktiserende læger og praktiserende speciallæger kan
henvise patienter til.
Regionerne har herudover efter sundhedslovens § 74
ansvaret for at varetage sygehusvæsenets opgaver, herunder
for at tilbyde sygehusbehandling og de i den forbindelse
nødvendige undersøgelser til borgerne.
Efter sundhedslovens § 79 yder regionsrådet
sygehusbehandling til personer, der har bopæl i regionen, ved
sit sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse.
Regionsrådet yder endvidere sygehusbehandling til personer,
der har bopæl i regionen, ved følgende private
specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens
Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for
traumatiserede flygtninge OASIS, RCT i København og
RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev,
Sclerosecenter Ry, PTU's RehabiliteringsCenter, Center for sundhed
og træning i Middelfart, Center for sundhed og træning
i Århus, Center for sundhed og træning i
Skælskør, RehabiliteringsCenter for Muskelsvind,
Vejlefjord og Center for Hjerneskade.
Efter sundhedslovens § 86 har patienter frit
sygehusvalg. Det indebærer, at patienter, der henvises til
sygehusbehandling, kan vælge mellem bopælsregionens
sygehuse, andre regioners sygehuse og de private specialsygehuse
m.fl., der er nævnt i lovens § 79, stk. 2,
uanset bopælsregionens behandlingstilbud og kriterier for
sygehusbehandling i sit sygehusvæsen. Bestemmelsen i
§ 86 omfatter de situationer, hvor en patient er henvist
til sygehusbehandling, herunder undersøgelse på et
sygehus i bopælsregionen. I disse situationer er det
lægerne på sygehuset, der drager omsorg for
diagnosticeringen og behandlingstilbuddet til patienten og i den
forbindelse beslutter, hvilke nærmere undersøgelser
m.v. patienten skal have tilbudt.
Et sygehus kan efter § 86, stk. 2, afvise at
modtage fritvalgspatienter fra andre regioner, hvis det er
begrundet i kapacitetsmæssige årsager, og hvis
væsentlige hensyn til personer med bopæl i regionen
ellers vil blive tilsidesat. Ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsætter nærmere regler herom. Det er sket i
bekendtgørelse nr. 594 af 11. juni 2009 om ret til
sygehusbehandling m.v.
For psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge
sygehus begrænses, hvis hensynet til den
pågældende taler herfor.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan efter forhandling
med justitsministeren og indenrigs- og socialministeren
fastsætte regler om, at personer ikke har ret til selv at
vælge sygehus i henhold til stk. 1 og 3, når
1) de er optaget i
Kriminalforsorgens institutioner,
2) de er anbragt i
institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien eller
straffeloven,
3) de er anbragt
på sikret afdeling i henhold til lov om social service,
eller
4) de er
frihedsberøvet, eller deres handlefrihed i øvrigt er
undergivet begrænsninger i henhold til
udlændingeloven.
Efter sundhedslovens § 87, stk. 1, har
patienter desuden ret til udvidet frit sygehusvalg til private
sygehuse, klinikker m.v. og sygehuse i udlandet med aftale med
regionsrådene (aftalesygehuse), hvis ventetiden på
behandling i bopælsregionens sygehusvæsen overstiger 1
måned.
Bestemmelsen omfatter kun de situationer, hvor en patient er
henvist til sygehusbehandling, herunder undersøgelse
på et sygehus i bopælsregionen.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter efter
§ 87, stk. 5, regler om afgrænsning af og
vilkår for behandling, der er omfattet af bestemmelsen, og
kan herunder undtage bestemte behandlingsformer. Endvidere
fastsætter ministeren regler om regionsrådenes
forpligtelser til at oplyse om denne behandling. Sådanne
regler er fastlagt i bekendtgørelse nr. 594 af 11. juni 2009
om ret til sygehusbehandling m.v.
Information
Efter sundhedslovens § 90 skal regionsrådet
senest 8 hverdage efter, at et af rådets sygehuse har
modtaget henvisning af en patient, oplyse patienten om dato og sted
for undersøgelse eller behandling, om patienten kan tilbydes
behandling inden for 1 måned og om patientens muligheder for
at benytte sin ret til frit og udvidet frit sygehusvalg mm.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte
nærmere regler om regionsrådenes oplysningspligt, og
det er gjort i bekendtgørelse nr. 594 af 11. juni 2009 om
ret til sygehusbehandling m.v.
Befordring
Patienters ret til befordring til alment praktiserende
læge og praktiserende speciallæge samt til
sygehusbehandling er reguleret i sundhedslovens
§ 170-171, som er nærmere uddybet i
bekendtgørelse nr. 867 af 26. august 2008 om befordring
eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven. Efter
disse regler er adgangen til befordring til alment praktiserende
læge samt til praktiserende speciallæge og sygehus i
vidt omfang de samme.
2.1.2. Overvejelser og lovforslag
Regeringen ønsker med lovforslaget at skabe samme
valgmuligheder for patienter, hvad enten de er henvist til
behandling, herunder undersøgelse på sygehus, eller de
alene er henvist til en diagnostisk undersøgelse, fx en
røntgenundersøgelse af en alment praktiserende
læge eller praktiserende speciallæge til brug for
lægens egen diagnosticering og behandling af patienten. I
begge tilfælde har patienterne en rimelig interesse i at
få en diagnose og eventuel behandling så hurtigt som
muligt.
Regeringen ønsker derfor, at det frie sygehusvalg
også skal omfatte diagnostiske undersøgelser, som
patienter bliver henvist til af en alment praktiserende læge
og praktiserende speciallæge m.fl., jf. sundhedslovens
§ 60, eller andre læger, jf. sundhedslovens
§ 64, til brug for lægens diagnosticering og
behandling af personen. Det drejer sig først og fremmest om
laboratorieundersøgelser og radiologiske
undersøgelser.
Formålet med forslaget er at skabe mulighed for kortere
udrednings- og behandlingsforløb i praksissektoren og at
skabe øgede valgmuligheder.
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelserne om
sygehusbehandling i afsnit VI også kommer til at omfatte
diagnostiske undersøgelser til brug for alment praktiserende
læger, jf. § 60, og praktiserende
speciallæger, jf. § 64. Forslaget indebærer,
at regionsrådets pligt til at yde sygehusbehandling til
personer, der har bopæl i regionen, ved sit
sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse efter den
gældende § 79, stk. 1, også skal omfatte
diagnostiske undersøgelser til brug for alment praktiserende
læger og praktiserende speciallæger. Patienter, som er
henvist til sådanne diagnostiske undersøgelser, som
led i lægens diagnosticering af patienten, bliver dermed
omfattet af det frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 86
og af det udvidede frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens
§ 87.
Patienternes adgang til befordring og
befordringsgodtgørelse, når de henvises til
diagnostiske undersøgelser efter forslaget, er de samme som
hidtil, dvs. de samme som gælder for patienter, der er i dag
henvises til diagnostiske undersøgelser på
sygehus.
Patienterne vil på de regionale patientkontorer kunne
få nærmere oplysning om deres valgmuligheder samt om,
hvor undersøgelserne udføres.
Frit sygehusvalg
Efter forslaget vil patienter, der er henvist til en
diagnostisk undersøgelse af deres alment praktiserende
læge eller af en praktiserende speciallæge til brug for
lægens diagnosticering af patienten således få
frit sygehusvalg til alle offentlige sygehuse, samt de private
specialsygehuse, som er nævnt i § 79 og til de
private sygehuse og klinikker, som bopælsregionen har aftale
med, i det omfang disse sygehuse og klinikker kan varetage den
pågældende undersøgelse. Forslaget vil give
patienterne mulighed for at vælge at få foretaget en
diagnostisk undersøgelse på et sygehus i en anden
region end bopælsregionen, fx nær deres arbejdsplads,
deres sommerhus eller hvor de i øvrigt opholder sig.
For psykiatriske patienter kan adgangen til det frie
sygehusvalg efter § 86, stk. 3, begrænses,
hvis hensynet til den pågældende taler herfor. For
psykiatriske patienter foreslås imidlertid ingen
begrænsninger i deres valgmuligheder mht. diagnostiske
undersøgelser. De hensyn vedrørende kontinuitet i den
psykiatriske behandling, som er begrundelsen for, at adgangen til i
særlige tilfælde at begrænse patienters adgang
til frit sygehusvalg efter sundhedslovens § 86,
stk. 3, gør sig ikke gældende i forhold til
forslaget om frit valg til diagnostiske undersøgelser.
Det foreslås, at sygehuse, som det også er
tilfældet efter de gældende regler om frit sygehusvalg,
skal kunne afvise at modtage fritvalgspatienter fra andre regioner,
hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige årsager, og
hvis væsentlige hensyn til personer med bopæl i
regionen ellers vil blive tilsidesat. Det foreslås, at
ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler herom. Sådanne regler er i dag fastsat i
bekendtgørelse nr. 594 af 11. juni 2009 om ret til
sygehusbehandling m.v.
Udvidet frit sygehusvalg
Regeringen foreslår endvidere, at personer, som er
henvist til en diagnostisk undersøgelse på sygehus i
bopælsregionen af en alment praktiserende læge, jf.
sundhedslovens § 60, eller praktiserende
speciallæge m.fl., jf. sundhedslovens § 64, til
brug for lægens diagnosticering og behandling af personen,
kan vælge at få foretaget denne undersøgelse
på et privat aftalesygehus, hvis regionsrådet i
bopælsregionen ikke inden 1 måned efter, at
henvisningen er modtaget, kan tilbyde undersøgelsen ved egne
sygehuse eller samarbejdssygehuse.
Ved aftalesygehuse forstås de privatejede sygehuse,
klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i udlandet, som
regionsrådene i forening har indgået aftale om
behandling af patienter efter den udvidede fritvalgsordning.
Ved samarbejdssygehuse forstås de private
specialsygehuse, som er nævnt i sundhedsloven § 79,
stk. 2, og andre offentlige og private sygehuse og klinikker,
som regionerne indgår aftale med, fx efter udbud i henhold
til sundhedslovens § 75, stk. 2. Forslaget
indebærer således også, at patienter, som i
København og Frederiksberg kommuner er henvist til at
få foretaget diagnostiske undersøgelser på disse
laboratorier og klinikker, også vil være omfattet af
lovforslaget om udvidet frit valg til diagnostiske
undersøgelser.
Med forslaget udvides regionsrådenes pligt til i
forening at indgå aftale med de privatejede sygehuse,
klinikker m.v. i Danmark og sygehuse, klinikker m.v. i udlandet -
som ønsker at indgå aftale efter den udvidede
fritvalgsordning om undersøgelse og behandling - til nu
også at omfatte aftaler om diagnostiske
undersøgelser.
Den del af lovforslaget, som vedrører etablering af et
voldgiftsnævn vil også omfatte eventuelle fremtidige
tvister vedrørende aftaler om diagnostiske
undersøgelser.
Information
Det foreslås i forlængelse af ovenstående
forslag, at sygehusenes bestående pligt til inden for 8 dage
at informere henviste patienter om tid og sted for
undersøgelse og behandling, om patienten kan tilbydes
behandling inden for 1 måned samt om patientens ret til at
vælge sygehus efter bestemmelserne om frit og udvidet frit
sygehusvalg udvides, så pligten også kommer til at
gælde i forhold til patienter, som er henvist til de af
lovforslaget omhandlede diagnostiske undersøgelser.
2.2. Voldgiftsnævn
2.2.1. Gældende ret
Efter sundhedslovens § 87 indgår
regionsrådene i forening - i praksis Danske Regioner - aftale
med de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse
m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale om
undersøgelse og behandling af patienter efter den udvidede
fritvalgsordning. Efter sundhedslovens 87 c og § 87 g
indgår Danske Regioner tilsvarende aftaler om
undersøgelse og behandling af psykiatriske patienter efter
den udvidede undersøgelses- og behandlingsret.
Disse ordninger har til formål at skabe grundlag for, at
der kan indgås aftaler med klinikker i hele landet,
således at flest mulige patienter får en reel mulighed
for at benytte det udvidede frie sygehusvalg og den udvidede
undersøgelses- og behandlingsordning.
En aftale mellem Danske Regioner og et aftalesygehus
består i dag af en standardaftale, der regulerer de
overordnede vilkår for aftalen, og en specificering af de
behandlinger og undersøgelser, som er omfattet af aftalen.
Endvidere er det specificeret, på hvilke vilkår den
enkelte behandling gives, og den pris patientens bopælsregion
skal betale herfor. Der er tale om vilkår, som ikke er
lovregulerede, men aftalefastsatte. Det er i standardaftalen
fastsat, at en aftale kan opsiges af parterne med 6 måneders
varsel, eller hvis parterne er enige om at opsige den med kortere
varsel. Ydelsessortimentet i en aftale kan efter den
nuværende standardaftale ændres med 2 måneders
varsel, og uden varsel, såfremt Danske Regioner og
aftalesygehuset er enige herom.
Lovgivningen fastsætter ikke, med hvilke intervaller
Danske Regioner skal genforhandle aftaler med de private udbydere.
Frem til suspensionen af det udvidede frie sygehusvalg i november
2008 blev aftalerne i vidt omfang opsagt og genforhandlet
årligt.
Kan parterne ikke opnå enighed om vilkårene -
typisk om taksterne - for en aftale, kan ministeren for sundhed og
forebyggelse efter anmodning fra aftalesygehusene fastsætte
vilkårene, jf. sundhedsloven § 87, stk. 5,
§ 87 c og § 87 g. Regionerne er forpligtede til
at indgå aftale på de af ministeren fastsatte
vilkår. De private sygehuse er derimod ikke forpligtet til at
indgå aftaler eller modtage patienter.
2.2.2. Overvejelser og lovforslag
I henhold til aftalen mellem regeringen og Danske Regioner af
1. april 2009 om tilrettelæggelsen af samarbejdet med private
sygehuse vil samarbejdet mellem regionerne og den private
sygehussektor efter genindførelsen af det udvidede frie
sygehusvalg den 1. juli 2009 følge en tofaset proces.
Første fase i aftalen baserer sig på
aftalegrundlaget mellem Danske Regioner og de private sygehuse og
klinikker om genindførelsen af det udvidede frie sygehusvalg
fra den 1. juli 2009, herunder om afregningstakster med de private
hospitaler.
Anden fase begynder 1. januar 2010, hvorfra afregningen for
patienter, der benytter det udvidede frie sygehusvalg og den
udvidede undersøgelses- og behandlingsordning på det
psykiatriske område, skal ske til en forhandlet pris med
udgangspunkt i referencetakster. Referencetaksterne
fastsættes ud fra omkostningsniveauet i den del af de
offentlige sygehuse, der udfører de forskellige typer af
behandlinger mest omkostningseffektivt.
Med aftalen har regeringen samtidigt tilkendegivet at ville
søge tilslutning til at ændre konstruktionen mellem
regionerne og de private sygehuse og klinikker således, at
der fra 1. januar 2010 i tilfælde af uenighed mellem parterne
i konkrete sager, der vedrører aftaler indgået i
forbindelse med det udvidede frie sygehusvalg og den udvidede
undersøgelses- og behandlingsordning, etableres en
uafhængig voldgiftsinstitution.
Det er endvidere aftalt, at Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelse og Danske Regioner fremadrettet vil monitorere
ordningen med referencetaktser og voldgift med inddragelse af de
private aftaleparter.
Med lovforslaget foreslår regeringen, at hvis der
opstår tvist mellem parterne om vilkårene for en aftale
om undersøgelse og behandling efter den udvidede
fritvalgsordning og den udvidede undersøgelses- og
behandlingsordning på det psykiatriske område, kan de
private sygehuse, klinikker m.v. her i landet samt sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet hver især eller i forening
indbringe tvisten for et voldgiftsnævn fra 1. januar
2010.
Det foreslås, at ministeren for sundhed og forebyggelse,
når der indbringes en sag for voldgiftsnævnet, udpeger
en opmand og en suppleant for nævnet. Regionerne i
fællesskab udpeger 1 voldgiftsmand og sygehuset, klinikken
m.v., som har rejst sagen, udpeger 1 voldgiftsmand. Indbringer
flere sygehuse i forening en sag for voldgiftsnævnet, udpeger
de i fællesskab en voldgiftsmand. Både opmand,
suppleant og voldgiftsmænd skal have økonomisk indsigt
og indsigt i sundhedsvæsenets forhold.
Voldgiftsnævnet vil blive nedsat fra gang til gang, hvis
og når der indbringes sager for nævnet. Det vil med sin
uafhængighed og sin økonomiske indsigt og indsigt i
sundhedsvæsenets forhold og under iagttagelse af lovgivningen
på området, herunder om patienternes rettigheder, kunne
sikre en afbalanceret løsning af sådanne tvister, der
tilgodeser både hensynene til sygehusenes og klinikkernes
interesser og det offentliges interesser både mht.
økonomi og kvalitet m.v.
Med forslaget vil opmanden samt de 2 voldgiftsmænd
deltage ved behandlingen af en voldgiftssag. Opmanden kan tilkalde
særligt sagkyndige til at bistå ved sagens behandling.
Det foreslås, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse yder
sekretariatsbistand til voldgiftsnævnet.
Det foreslås endvidere, at ministeren for sundhed og
forebyggelse fastsætter regler om voldgiftsnævnet og
for behandlingen af voldgiftssager, herunder forretningsordenen,
samt regler om vederlag til opmand, voldgiftsmænd og de
særligt sagkyndige, der måtte være tilkaldt, samt
om sagsomkostninger og deres fordeling.
Endelig foreslås det, at voldgiftsnævnets
afgørelse på grund af dennes særlige karakter
ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed.
2.3. Evaluering af det offentligt
finansierede sundhedsvæsen
2.3.1. Gældende ret
Efter sundhedslovens § 195 påhviler det
regionsråd, kommunalbestyrelser, praktiserende
sundhedspersoner og de private personer eller institutioner, der
driver sygehuse m.v., at give oplysning om virksomheden til de
centrale sundhedsmyndigheder m.fl. efter nærmere af
ministeren for sundhed og forebyggelse fastsatte regler.
Det er i sundhedslovens § 216 anført, at
Sundhedsstyrelsen kan evaluere virksomheden i det offentlige
sundhedsvæsen med henblik på at fremme
kvalitetsudviklingen og en mere effektiv ressourceanvendelse i
sundhedssektoren. Det er i den forbindelse fastlagt i stk. 2,
at ministeren kan fastsætte nærmere regler om, at det
påhviler regionsråd og kommunalbestyrelser samt de
under ministeren for sundhed og forebyggelse hørende
institutioner at give de for gennemførelsen af evalueringer
m.v. nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra
patientregistre og andre registre, samt regnskabs- og
budgetoplysninger.
Bestemmelsen giver under iagttagelse af de gældende
patientsamtykkeregler bl.a. mulighed for, at Sundhedsstyrelsen kan
indhente journaloplysninger, herunder oplysninger om konkrete
patientforløb, hvis det er nødvendigt for
evalueringerne. I den forbindelse fastlægger bestemmelsen, at
oplysninger, der indhentes til brug for disse evalueringer, ikke
kan videregives til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
2.3.2. Overvejelser og lovforslag
Med henblik på at opnå parallelitet i forhold til
Sundhedsstyrelsens specialplanlægning, der bl.a. omfatter
private sygehuse og klinikker i det omfang de udfører
offentligt finansieret virksomhed, ønsker regeringen at
tydeliggøre, at Sundhedsstyrelsens adgang til at evaluere
virksomheden i det offentligt finansierede sundhedsvæsen,
dvs. også private sygehuse og klinikker, som har aftaler med
regionerne, fx med Danske Regioner efter det udvidede frie
sygehusvalg og den udvidede undersøgelses- og
behandlingsordning på det psykiatriske område.
På den baggrund foreslår regeringen, at
Sundhedsstyrelsen med det formål at fremme
kvalitetsudviklingen i sundhedssektoren kan iværksætte
evalueringer m.v. af virksomheden i det offentligt finansierede
sundhedsvæsen. Evalueringerne kan omfatte alle forhold
vedrørende det offentlige sundhedsvæsen og de private
sygehuse og klinikkers virksomhed.
Den virksomhed på de private sygehuse, som er privat
finansieret, dvs. typisk af forsikringsselskaberne falder uden for
forslaget.
Det foreslås endvidere, som det også gælder
i dag, at ministeren for sundhed og forebyggelse kan
fastsætte nærmere regler om, at det påhviler
regionsråd og kommunalbestyrelser, de under ministeren for
sundhed og forebyggelse hørende institutioner samt de
private personer eller institutioner, der driver sygehuse,
klinikker m.v. at give de for gennemførelsen af evalueringer
m.v. nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra
patientregistre og andre registre.
Oplysninger, der indhentes til brug for disse evalueringer vil
efter forslaget - ligesom i dag - ikke kunne videregives til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn. Herved opretholdes
det bedste grundlag for at sikre, at Sundhedsstyrelsen modtager
alle nødvendige oplysninger i forbindelse med
evalueringerne.
2.4. Patienters ret til
aktindsigt
2.4.1. Gældende ret
Patienter har efter gældende ret som udgangspunkt ret
til at se deres egen journal, jf. sundhedslovens § 37,
stk. 1. Undtaget herfra er alene tilfælde, hvor
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne
findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private interesser, jf.
sundhedslovens § 37, stk. 2. Reglerne gælder
også for elektroniske patientjournaler og indebærer et
krav om, at der i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret
vurdering af, om der er oplysninger i journalen, der bør
undtages fra aktindsigt eller formidles til patienten på
anden måde. Sundhedspersonalet har pligt til at
journalføre et helt eller delvist afslag på
aktindsigt.
Er patienten mindreårig og under
forældremyndighed, indtræder
forældremyndighedsindehaveren i den mindreåriges ret
til aktindsigt i egen patientjournal, jf. sundhedslovens
§ 14. En mindreårig patient, der er fyldt 15
år, er dog også selv berettiget til aktindsigt, jf.
sundhedslovens § 17, stk. 3.
2.4.2. Overvejelser og lovforslag
Der findes ikke præcise oplysninger om, hvor ofte der
gives afslag på aktindsigt. Baseret på en
opgørelse af antallet af afslag på aktindsigt i
e-journal i oktober og november 2008 i Region Hovedstaden kan det
skønnes, at der i sygehusvæsenet på landsplan
årligt gives afslag på aktindsigt i
størrelsesordenen 150 tilfælde årligt. Hertil
kommer de afslag på aktindsigt, som i øvrigt gives i
sundhedssektoren, herunder hos de praktiserende læger. Det
skønnes, at der samlet set kun gives afslag på ganske
få promille af alle aktindsigtsanmodninger.
Siden vedtagelsen af de gældende regler om patienters
adgang til aktindsigt er der sket en udvikling i
sundhedsvæsenet med hensyn til indførelse af ny
teknologi og deraf følgende ændringer i arbejdsgange
og organisering. Samtidig er der i dag i langt højere grad
fokus på patientsikkerhed, sammenhængende behandling,
åbenhed og aktiv inddragelse af patienten som en ressource i
behandlingen.
Regeringen ønsker at skabe rammer for et
sundhedsvæsen, hvor digitalisering bidrager til at forbedre
service til og inddragelse af patienterne. Den digitale
kommunikation skal foregå, når det er relevant og
på måder, som patienter oplever som tilfredsstillende.
Åbenhed kan være med til at fremme mulighederne for, at
patienten i højere grad opnår indsigt i egen
sundhedstilstand og dermed bedre bliver i stand til at drage omsorg
for eget helbred - for eksempel via selvmonitorering,
egenbehandling og patientuddannelse.
Der findes allerede elektroniske patientjournaler, for
eksempel e-journal, som kan give patienter adgang til egne
elektroniske helbredsoplysninger. Udviklingen går i retning
af, at journalføringen i sundhedsvæsenet i
større og større omfang sker elektronisk, og det er
målet, at it skal udbredes til hele
sundhedsvæsenet.
Denne udvikling aktualiserer behovet for at give patienterne
fuld indsigt i egne helbredsoplysninger, og det foreslås
derfor at udvide patienternes adgang til aktindsigt.
Med fuld indsigt i egne sygdomsforløb og egen
sundhedstilstand kan patienterne være mere aktive parter i
egne behandlingsforløb.
Det foreslås derfor, at patienterne fremadrettet
får fuld indsigt i, hvad der er registreret i
patientjournalen, herunder hvad andre har oplyst til journalen, og
de kan på den måde forholde sig til og få
mulighed for at korrigere oplysningerne. En øget indsigt i
egen behandling vil endvidere give patienterne et bedre grundlag
for overvejelser om at klage over behandlingen. En ubegrænset
adgang til egne journaloptegnelser muliggør også, at
patienterne fremadrettet kan kontrollere kvaliteten af de
registrerede oplysninger, herunder gøre opmærksom
på eventuelle fejlagtige og forældede
oplysninger.
Det vil i dag være praktisk urealiserbart at give
patienter adgang til elektroniske journaler, idet de gældende
regler forudsætter, at en sundhedsperson, hver gang en
patient anmoder om aktindsigt, foretager en konkret vurdering af,
om det er fornødent at begrænse aktindsigten.
Det foreslås derfor, at patienterne fremover får
ubegrænset adgang til egne journaloptegnelser - både
elektroniske og papirbaserede.
Efter forslaget vil det fortsat være muligt at
begrænse forældremyndighedsindehaveres adgang til
aktindsigt i deres mindreårige børns journaler i det
omfang, forældremyndighedsindehaverens interesse i at blive
gjort bekendt med oplysningerne findes at burde vige for
afgørende hensyn til den mindreårige. Bestemmelsen kan
anvendes i tilfælde, hvor følsomme journaloplysninger
om fx abort, behandling for kønssygdom, prævention og
blodtransfusion, kan komme den mindreårige til skade, hvis de
kommer til forældremyndighedsindehaverens kendskab.
Endvidere foreslås det med forslaget at fastholde den
hidtidige adgang til om nødvendigt at begrænse
adgangen til aktindsigt for så vidt angår optegnelser i
patientjournaler m.v., som er journalført
før lovens ikrafttræden, i det omfang patientens
interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne findes at
burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private interesser.
Baggrunden herfor er et ønske om at respektere, at
journaloplysninger før lovens ikrafttræden kan
være givet af pårørende eller andre private i
tillid til, at der ville være mulighed for om
nødvendigt at begrænse patientens adgang til
aktindsigt ud fra sådanne afgørende hensyn.
Bestemmelsen kan som hidtil fx anvendes til at begrænse
psykiatriske patienters adgang til aktindsigt, i tilfælde
hvor det vil være til alvorlig skade for patient- eller
familieforholdet, hvis patienten fik kendskab til oplysninger, som
fx pårørende måtte have givet til
patientjournalen.
Det har været overvejet at opretholde en
begrænsningsmulighed over for psykiatriske patienters adgang
til egne fremtidige journaler, men en sådan adgang
foreslås ikke opretholdt. Regeringen har i den
sammenhæng lagt vægt på, at Dansk Psykiatrisk
Selskab i forhold til spørgsmålet om patienters adgang
til egne journaler har udtalt, at selskabet principielt finder, at
der bør gælde nøjagtigt de samme regler for
patienter med somatiske sygdomme, som for patienter med
psykiatriske sygdomme.
2.5. Betingelserne for generelt
klausuleret tilskud
2.5.1. Gældende ret
Lægemiddelstyrelsen meddeler generelt tilskud til
lægemidler. Kriterierne for Lægemiddelstyrelsens
vurdering af, om et lægemiddel skal meddeles generelt
tilskud, er fastsat i bekendtgørelse nr. 180 af 17. marts
2005 om medicintilskud, jf. § 144 i sundhedsloven.
Hovedkriterierne for meddelelse af generelt tilskud er, om
lægemidlet har en sikker og værdifuld terapeutisk
effekt på en velafgrænset indikation, og om
lægemidlets pris står i rimeligt forhold til dets
behandlingsmæssige værdi. I tilfælde, hvor
Lægemiddelstyrelsen vurderer, at kriterierne for meddelelse
af generelt tilskud til et lægemiddel ikke er opfyldt for
lægemidlets fulde anvendelsesområde, herunder for
samtlige af de indikationer lægemidlet er godkendt til,
foretager Lægemiddelstyrelsen automatisk en vurdering af, om
kriterierne er opfyldt på betingelse af, at lægemidlet
ordineres med henblik på behandling af bestemte sygdomme
(generelt klausuleret tilskud).
I tillæg hertil er imidlertid også fastsat en
række situationer, hvor et lægemiddel som udgangspunkt
ikke får generelt tilskud eller generelt klausuleret tilskud.
Disse er:
-
iværksættelse af behandling med lægemidlet
kræver særlig undersøgelse og
diagnosticering,
- der er
nærliggende risiko for, at lægemidlet vil blive anvendt
uden for den godkendte indikation,
- lægemidlet
udelukkende eller overvejende anvendes til formål, hvortil
der ikke med rimelighed kan forventes tilskud fra
Regionsrådet,
- lægemidlets
effekt ikke er klinisk dokumenteret,
- der er risiko
for, at lægemidlet anvendes som førstevalg, uanset at
dette efter Lægemiddelstyrelsens vurdering ikke bør
være tilfældet,
- det er uafklaret,
om eller hvornår lægemidlet skal anvendes
lægemidlet skal anvendes som førstevalg,
- der er
nærliggende risiko for, at lægemidlet gøres til
genstand for misbrug,
- lægemidlet
hovedsageligt anvendes i sygehusbehandling, eller
- lægemidlet
på grund af en særlig lægemiddelform ikke kan
indtages af patienten selv.
2.5.2. Overvejelser og lovforslag
Med en ændring af sundhedsloven, jf. lov nr. 1431 af 22.
december 2004, blev Lægemiddelstyrelsen pålagt at
gennemføre en løbende revurdering af alle
lægemidlers tilskudsstatus, således at
lægemidlers tilskudsstatus kan ændres, hvis de
forudsætninger, der lå til grund for den oprindelige
beslutning om bevilling eller ikke-bevilling af tilskud, er
ændret.
Det fremgår af lovens § 144, stk. 2, at
tilskuddet til receptpligtige lægemidler efter stk. 1
kan være betinget af, at lægemidlet ordineres med
henblik på behandling af bestemte sygdomme.
Der har i revurderingsprocessen udviklet sig en praksis,
hvorefter et generelt tilskud til et lægemiddel klausuleres
med henvisning til patientens sygdom kombineret med en henvisning
til tidligere behandlingsforløb med andre lægemidler,
lægemidlernes interaktioner etc. Således er det
generelle tilskud til en række af kolesterolsænkende
lægemidler i dag klausuleret til »patienter med
behandlingskrævende hyperlipidæmi, for hvem behandling
med generelt tilskudsberettiget statin uden klausulering har vist
sig utilstrækkelig, eller som ikke tåler disse
lægemidler«. Hermed målrettes medicintilskuddet
til disse typisk dyrere lægemidler til netop den kreds af
patienter med forhøjede kolesteroltal, som fx på grund
af bivirkninger ikke kan behandles med andre tilsvarende billigere
lægemidler eller til de patienter, hvor de billigere
lægemidler ikke kan bringe patientens kolesteroltal
tilstrækkeligt langt ned. En tilsvarende klausulering er
anvendt i forbindelse med revurdering af tilskudsstatus for de
blodtrykssænkende lægemidler, hvor der endvidere for
visse lægemidler i klausuleringen af det generelle tilskud fx
er taget højde for de billigere lægemidlers
interaktioner med andre lægemidler, patienten er i behandling
med.
Enkelte lægemidler indeholder i den godkendte
terapeutiske indikation eller i anvisningerne om dosering og
indgivelsesmåde, som er beskrevet i lægemidlets
produktresumé, andre parametre herunder fx henvisning til
patientens alder, tidligere behandlingsforløb,
kombinationsbehandling etc., som det i visse situationer kan
være lægefagligt relevant at videreføre i
forbindelse med et generelt klausuleret tilskud til
lægemidlet. Medicintilskudsnævnet har endvidere i et
konkret tilfælde på baggrund af ny viden om rationel
lægemiddelanvendelse indstillet, at det generelle tilskud til
en gruppe lægemidler blev klausuleret til personer over 70
år. Indstillingen blev ikke fulgt af
Lægemiddelstyrelsen, fordi den foreslåede klausul ikke
kunne rummes inden for lovens betingelse om, »at
lægemidlet ordineres med henblik på behandling af
bestemte sygdomme«.
På den baggrund foreslås det at tilpasse og
præcisere adgangen til at fastsætte klausuleret tilskud
således, at der kan tages højde for situationer, der
minder om de ovenfor nævnte. Med lovændringen gives
Lægemiddelstyrelsen således en mulighed for - hvor der
er fagligt belæg herfor - i højere grad at
målrette et generelt tilskud til et lægemiddel til
bestemte persongrupper. Det er dog ikke forventningen, at der med
lovforslaget vil ske nogen væsentlig ændring i forhold
til den måde, reglerne administreres på i dag.
3. De økonomiske konsekvenser
for det offentlige
Forslaget om indførelse af frit og udvidet frit valg
til diagnostiske undersøgelser giver patienterne en ny
rettighed, men ændrer ikke på de praktiserende
lægers økonomiske incitamenter, og medfører
ikke, at flere patienter bliver henvist til diagnostiske
undersøgelser. Der er kun få diagnostiske
undersøgelser, hvor der forekommer længere ventetid
end 1 måned, fx scanninger. Patienter vil kunne benytte den
nye rettighed i forhold til disse undersøgelser med deraf
følgende begrænsede omkostninger for regionerne og
kommunerne. Disse opvejes af den økonomiske fordel, som
regioner og kommuner får ved, at patienter bliver hurtigere
diagnosticeret og dermed får et kortere og bedre udrednings-
og behandlingsforløb med de deraf følgende
besparelser, herunder som følge af at undersøgelser
ikke skal gentages senere i udredningsforløbet, fordi de er
blevet for gamle til at være retvisende. Forslaget er derfor
samlet set udgiftsneutralt for regionerne, kommunerne og
staten.
Ministeren for sundhed og forebyggelse vil efter forslaget om
voldgiftsnævn fastsætte regler om, at hver part
afholder sin del af omkostningerne, når voldgiftsnævnet
nedsættes. Forslaget forventes ikke at medføre
merudgifter for regionerne ud over den ubetydelige udgift, der
består i betaling af halvdelen af udgifterne til opmanden,
som på baggrund af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelses
hidtidige erfaringer med behandling af i alt 2 tvister på 7
år efter de nugældende regler anslås at ligge
på under 10.000 kr. om året. Regionerne skønnes
således ikke at få flere udgifter i forbindelse med
behandling af tvister, end de har i dag, hvor tvister kan
indbringes for ministeren for sundhed og forebyggelse. Forslaget
forventes heller ikke at medføre merudgifter for staten,
idet udgiften til den sekretariatsbistand, som Ministeriet for
Sundhed og Forebyggelse skal yde til Voldgiftsnævnet, svarer
til den udgift, som ministeriet i dag har til behandling af tvister
efter den nuværende lovgivning. Forslaget medfører
ikke merudgifter for kommunerne.
Lovforslaget skønnes i øvrigt at være
udgiftsneutralt og medfører derfor ikke merudgifter for
regionerne, kommunerne eller staten.
4. De administrative konsekvenser for
det offentlige
Forslaget om indførelse af frit og udvidet frit valg
til diagnostiske undersøgelser indebærer en let
øget administration i regionerne i forbindelse med
henvisning af patienter til et aftalesygehus. Forslaget har ikke
administrative konsekvenser for kommunerne og staten.
Lovforslaget har i øvrigt ingen meradministrative
konsekvenser for regionerne, kommunerne eller staten.
5. De økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet
Forslaget om indførelse af frit og udvidet frit valg
til diagnostiske undersøgelser har ingen negative
økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, men kan i forhold
til de få diagnostiske undersøgelser hvor der
forekommer længere ventetid end 1 måned, fx scanninger,
medføre kapacitetstilpasninger.
Forslaget om voldgift har ingen økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet, ud over den ubetydelige udgift, der består
i betaling af halvdelen af udgifterne til opmanden, når
voldgiftsnævnet nedsættes, idet forslaget ikke
påvirker de private sygehuses muligheder for at indgå
aftaler under det udvidede frie sygehusvalg.
Lovforslaget har ikke i øvrigt økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet.
6. De administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Forslaget om indførelse af frit og udvidet frit valg
til diagnostiske undersøgelser har ingen administrative
konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har været sendt
i høring til Økonomi- og Erhvervsministeriets Center
for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CVKR) med henblik på en
vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CVKR vurderer ikke, at
forslaget indeholder administrative konsekvenser i et omfang, der
berettiger at forslaget bliver forelagt for virksomhedspanelet.
Forslaget bør derfor ikke forelægges for
Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
Lovforslaget har i øvrigt ingen administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
7. De administrative konsekvenser for
borgere
Med forslaget om indførelse af frit og udvidet frit
valg til diagnostiske undersøgelser får borgerne flere
valgmuligheder til diagnostiske undersøgelser.
Med forslaget vedrørende aktindsigt får borgerne
fremadrettet en lettere adgang til aktindsigt i egne
patientjournaler.
Lovforslaget har i øvrigt ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
8. De miljømæssige
konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Rådets direktiv 89/105/EØF af 21. december 1988
om gennemsigtighed i prisbestemmelserne for lægemidler til
mennesker og disse lægemidlers inddragelse under de nationale
sygesikringsordninger fastlægger regler for proceduren for et
lægemiddels inddragelse i de nationale sygesikringsordninger.
Det fremgår af direktivets artikel 11, 2. pkt., at
medlemsstaterne straks skal underrette kommissionen om
ændringer i reglerne vedrørende lægemidlernes
inddragelse under de nationale sygesikringsordninger m.v.
Regeringen har i overensstemmelse hermed til hensigt at notificere
Kommissionen om de foreslåede ændringer. Det er
regeringens opfattelse, at den ændring af muligheden for at
meddele generelt klausuleret tilskud, der fastlægges med
lovforslaget, er forenelig med bestemmelserne i direktivet.
Forslaget indeholder ikke derudover EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder og
organisationer m.fl.
Lovforslaget har været i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.fl.:
Danske Regioner,
Regionernes Lønnings- og Takstnævn
KL,
Dansk Sygeplejeråd,
Lægeforeningen,
Praktiserende Lægers Organisation,
Dansk Psykiatrisk Selskab,
Børne- og Ungdoms Psykiatrisk Selskab,
FOA,
Pharmadanmark,
Farmakonomforeningen,
Center for Små Handicapgrupper,
Danske Handicaporganisationer,
Danske Patienter,
Dansk Handicapforbund,
Dansk Selskab for Patientsikkerhed,
Det Centrale Handicapråd,
Forbrugerrådet,
Hjerteforeningen,
Hospice Forum Danmark,
Kræftens Bekæmpelse,
Patientforeningen i Danmark,
Patientforum,
Scleroseforeningen,
ÆldreForum,
Ældremobiliseringen,
Ældresagen,
Dansk Erhverv,
Sankt Lukas Hospice,
Diakonissestiftelsens Hospice,
Sct. Maria Hospice Center,
Rehabiliteringscentrene for traumatiserede flygtninge OASIS,
RCT-Jylland og RCT i København,
Epilepsihospitalet i Dianalund,
Sclerosecentrene i Haslev og Ry,
PTU's Rehabiliteringscenter,
Center for sundhed og træning i Middelfart,
Center for sundhed og træning i Århus, Center for
sundhed og træning i Skælskør,
Rehabiliteringscenter for Muskelsvind,
Vejlefjord,
Center for Hjerneskade,
KamillianerGaardens Hospice,
Hospice Fyn,
Arresødal Hospice,
Hospice Sjælland,
Hospice Sønderjylland,
Anker Fjord Hospice,
Hospice Limfjord,
Hospice Sydvestjylland,
Hospice Vendsyssel,
Hospice Djursland,
Kong Chr. X's Gigthospital i Gråsten,
Danmarks Apotekerforening,
Lægemiddelindustriforeningen,
Industriforeningen for Generiske Lægemidler,
Foreningen af Parallelimportører af
Lægemidler,
Dansk Selskab for Folkesundhed,
Den Centrale Videnskabsetiske Komité,
Etisk Råd,
Institut for Menneskerettigheder,
Patientforsikringen,
Patientskadeankenævnet,
Rigsrevisionen,
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn,
Grønlands Selvstyre, Direktoratet for Sundhed og
Færøernes Landsstyre.
| | |
11. Sammenfattende
skema |
| | |
| Positive konsekvenser/ mindre udgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Forslaget om voldgiftsnævn kan
medføre ubetydelige udgifter for regionerne |
Administrative konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Forslaget om udvidet frit valg til
diagnostiske undersøgelser medfører let øget
administration i regionerne |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Forslaget om diagnostiske
undersøgelser, hvor der forekommer længere ventetid
end 1 måned, fx scanninger, kan medføre
kapacitetstilpasninger på de private sygehuse og klinikker
m.v. | Forslaget om voldgiftsnævn kan
medføre ubetydelige udgifter for erhvervslivet |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Borgerne får flere valgmuligheder
til diagnostiske undersøgelser og fremadrettet en lettere
adgang til aktindsigt i egne patientjournaler | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget vedr. medicintilskudsreglerne
notificeres til EU-Kommissionen efter normal praksis. |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 37)
Det fremgår i dag af lovens § 37, stk. 2,
og af overskriften til lovens kapitel 8, at bestemmelsen
angår aktindsigt, men lovens § 37, stk. 1, er
formuleret som en indsigtsregel. Det findes derfor
hensigtsmæssigt at præcisere, at der er tale om en
aktindsigtsregel, så det udtrykkeligt fremgår af
bestemmelsen, at den enkelte patient har en ret til aktindsigt i
egne helbredsoplysninger, og at patienten derudover som hidtil - i
form af en indsigtsregel - har ret til efter anmodning herom at
få oplyst, om der behandles helbredsoplysninger om
vedkommende indeholdt i patientjournaler, og hvis det er
tilfældet, at få oplysning om, hvilke oplysninger der
behandles samt oplysninger om formålet med behandlingen og
meddelelse om, hvorfra disse oplysninger stammer, hvis der er
tilgængelig information herom.
Den foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 1, indebærer, at patienter
som hovedregel får ubegrænset adgang til aktindsigt i
egne fremtidige patientjournaler m.v.
Den foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 2, opretholder dog en
begrænsningsmulighed for forældremyndighedsindehaveres
adgang til aktindsigt i deres mindreårige børns
patientjournaler under omstændigheder, hvor
forældremyndighedsindehaverens interesse i aktindsigt findes
at burde vige for afgørende hensyn til den
mindreårige. Baggrunden herfor er, at der i enkelte
tilfælde kan foreligge følsomme oplysninger om
eksempelvis abort, behandling for kønssygdom,
prævention og blodtransfusion, som kan være til skade
for den mindreårige, hvis de kommer til en
forældremyndighedsindehavers kendskab.
Den foreslåede bestemmelse i § 37, stk. 3, fastholder endvidere den
hidtidige adgang til om nødvendigt at begrænse
adgangen til aktindsigt for så vidt angår optegnelser i
patientjournaler m.v., som er journalført før lovens
ikrafttræden den 1. januar 2010. For sådanne
journaloptegnelser kan retten efter den foreslåede
§ 37, stk. 1, således begrænses i det
omfang, patientens interesse i at blive gjort bekendt med
oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til
den pågældende selv eller til andre private interesser.
Det er fundet påkrævet at bevare denne
begrænsningsadgang, som svarer til den gældende
§ 37, stk. 2, for at respektere, at oplysninger kan
være givet af pårørende eller andre private i
tillid til, at der ville være mulighed for om
nødvendigt at begrænse patientens adgang til
aktindsigt ud fra sådanne afgørende hensyn.
Denne del af forslaget medfører, at det med hensyn til
historiske oplysninger journalført før den 1. januar
2010, ikke vil blive praktisk muligt at give adgang elektronisk.
Historiske oplysninger må således søges på
traditionel vis. Det vil indebære, at omfanget af patienters
elektroniske adgang til journaler vil afhænge af,
hvornår oplysningerne er journalført. Det relative
omfang af oplysninger, som der ikke vil være elektronisk
adgang til, vil dog ifølge sagens natur gradvis mindskes og
med tiden helt forsvinde.
Det bemærkes, at lovens § 36, stk. 1,
fastlægger anvendelsesområdet for reglerne om
patienters adgang til aktindsigt. Ministeren for sundhed og
forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om, hvilke
oplysninger og institutioner, der er omfattet af lovens
§ 36, stk. 1. Bemyndigelsen vil blive udnyttet til
at præcisere og afgrænse, hvilke elektroniske indeks og
registre der betragtes som en patientjournal efter
bestemmelsen.
Til nr. 2 (§ 38)
Den foreslåede nye affattelse af bestemmelsen svarer til
den gældende § 38 med de ændringer, som er
fornødne til afspejling af, at patientjournaler ikke
længere alene kan foreligge i papirbaseret form, men nu
også kan foreligge i elektronisk form og i så fald ikke
kan siges at være i myndighedens, institutionens eller
sundhedspersonens fysiske besiddelse.
Ved gennemførsel af aktindsigten er det således
foreslået, at det er den myndighed, institution eller
sundhedsperson, der har ansvaret for patientjournalerne, der
træffer afgørelse om retten til aktindsigt.
Som efter gældende ret skal en anmodning om aktindsigt
som udgangspunkt besvares inden 10 dage efter, at patienten har
anmodet herom.
Gives aktindsigten elektronisk ved, at patienten benytter sig
af en adgang til opslag i elektroniske patientjournaler,
får patienten enten aktindsigt umiddelbart eller modtager en
standardmeddelelse på skærmen, hvis aktindsigt ikke kan
gives i medfør af undtagelsesbestemmelserne i den
foreslåede § 37, stk. 2
(forældremyndighedsindehaver/mindreårig) eller
stk. 3 (oplysninger journalført før lovens
ikrafttræden). Ved at give patienterne umiddelbar adgang til
deres data i en elektronisk patientjournal er der en risiko for, at
patienterne får adgang til kritiske oplysninger, før
lægen har nået at meddele og informere patienterne om
disse. For at sikre, at en sådan information kan nå at
blive meddelt patienten direkte af lægen, vil der i den
elektroniske patientjournal skulle være en funktionalitet i
form af en forsinkelse på et antal kalenderdage fra det
tidspunkt oplysningerne journalføres, og indtil de bliver
tilgængelige for patienten i elektronisk form.
Det vil fremgå af den elektroniske patientjournal, at
der er en sådan funktionalitet i form af forsinkelse af et
antal kalenderdage.
Meddelelse af aktindsigt, der ikke gives elektronisk, kan ikke
udsættes af hensyn til, at patienten forinden er informeret
af lægen om eventuelle kritiske oplysninger i
journalen.
Lovforslaget medfører ikke nogen pligt til at give
patienter elektronisk adgang til egne journaloptegnelser. Det er
således op til den enkelte, ansvarlige myndighed, institution
eller sundhedsperson at afgøre, om elektronisk adgang
tilbydes som en mulighed.
Til nr. 3 (§ 39)
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan med hjemmel i
sundhedslovens § 39 fastsætte regler om gebyr til
dækning af kopierings- og forsendelsesomkostninger m.v. i
forbindelse med aktindsigt i patientjournaler. I de tilfælde,
hvor aktindsigt gives i form af patientens opslag i elektroniske
patientjournaler, medfører aktindsigten ingen kopierings-
eller forsendelsesomkostninger. Bemyndigelsesbestemmelsen
foreslås ændret for at præcisere, at der ikke er
hjemmel til at fastsætte regler om gebyr for aktindsigt, der
gives ved patientens opslag i elektroniske patientjournaler.
Til nr. 4 (§ 79)
Det foreslås med forslaget til § 79,
stk. 1, 2. pkt., at bestemmelserne om sygehusbehandling i
afsnit VI om sygehusydelser også kommer til at omfatte
diagnostiske undersøgelser til brug for alment praktiserende
læger, jf. § 60, og praktiserende
speciallæger, jf. § 64. Det indebærer, at
regionsrådets pligt til at yde sygehusbehandling til
personer, der har bopæl i regionen, ved sit
sygehusvæsen og ved andre regioners sygehuse, også
kommer til at omfatte diagnostiske undersøgelser til brug
for alment praktiserende læger, jf.§ 60, og
praktiserende speciallæger, jf. § 64.
Med forslaget skal regionsrådet endvidere - hvor det er
relevant - yde diagnostiske undersøgelser til personer, der
har bopæl i regionen, ved følgende private
specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens
Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for
traumatiserede flygtninge OASIS, RCT i København og
RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev,
Sclerosecenter Ry, PTU's RehabiliteringsCenter, Center for sundhed
og træning i Middelfart, Center for sundhed og træning
i Århus, Center for sundhed og træning i
Skælskør, RehabiliteringsCenter for Muskelsvind,
Vejlefjord og Center for Hjerneskade.
Lovforslaget medfører, at patienter, som er henvist
diagnostiske undersøgelser til brug for alment praktiserende
læger, jf. sundhedslovens § 60, og praktiserende
speciallæger, jf. sundhedslovens § 64, som led i
disse lægers diagnosticering af patienten, bliver omfattet af
det frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 86, og af det
udvidede frie sygehusvalg, jf. sundhedslovens § 87.
Efter § 86 kan en person, der henvises til
sygehusbehandling således vælge mellem
bopælsregionens sygehuse, andre regioners sygehuse og de
private specialsygehuse m.fl., der er nævnt i § 79,
stk. 2, uanset bopælsregionens behandlingstilbud og
kriterier for sygehusbehandling i sit sygehusvæsen. Et
sygehus kan dog afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis
det er begrundet i kapacitetsmæssige årsager, og hvis
væsentlige hensyn til personer med bopæl i regionen
ellers vil blive tilsidesat. Ministeren for sundhed og forebyggelse
har fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse nr.
594 af juni 2009 om ret til sygehusbehandling m.v.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan efter forhandling
med justitsministeren og indenrigs- og socialministeren
fastsætte regler om, at personer ikke har ret til selv at
vælge sygehus, når
1) de er optaget i
Kriminalforsorgens institutioner,
2) de er anbragt i
institution i henhold til retsplejeloven, kapitel 11 i lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien eller
straffeloven,
3) de er anbragt
på sikret afdeling i henhold til lov om social service,
eller
4) de er
frihedsberøvet, eller deres handlefrihed i øvrigt er
undergivet begrænsninger i henhold til
udlændingeloven.
Forslaget medfører endvidere, jf. sundhedsloven
§ 87, at en person, som er henvist til en diagnostisk
undersøgelse til brug for en alment praktiserende læge
eller praktiserende speciallæge, vil kunne vælge at
få denne undersøgelse foretaget på et af de
sygehuse, klinikker m.v., som regionsrådene har indgået
aftale med efter bestemmelsen (aftalesygehuse), hvis
regionsrådet i bopælsregionen ikke inden 1 måned
efter, at henvisningen er modtaget, kan tilbyde
undersøgelsen ved egne sygehuse eller et af de i
§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet
samarbejder med eller sædvanligvis benytter.
Forslaget indebærer, at det er bopælsregionen, der
viderevisiterer disse patienter til aftalesygehuse.
Forslaget ændrer ikke på regionernes adgang til i
landsoverenskomsterne og i lokalaftaler at bestemme, hvilke
diagnostiske undersøgelser, de vil stille til rådighed
for de alment praktiserende læger og
speciallæger.
Forslaget ændrer heller ikke på patienternes
rettigheder i forhold til udredning inden for psykiatrien, jf.
sundhedslovens § 87 b og § 87 f.
Efter sundhedslovens § 87, stk. 4,
fastsætter ministeren for sundhed og forebyggelse regler om
afgrænsning af og vilkår for behandling, der er
omfattet af det udvidede frie sygehusvalg, og kan herunder undtage
bestemte behandlingsformer. Endvidere fastsætter ministeren
regler om regionsrådenes forpligtelser til at oplyse om denne
behandling. Nærmere regler herom er fastsat i
bekendtgørelse nr. 594 af juni 2009 om ret til
sygehusbehandling m.v.
Bestemmelsen i sundhedslovens § 87, stk. 5,
hvorefter regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i
udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling af
patienter, vil også omfatte de af lovforslaget diagnostiske
undersøgelser. Det samme gælder bestemmelsen i
§ 87, stk. 6, hvorefter ministeren for sundhed og
forebyggelse fastsætter nærmere regler om krav til
dokumentation m.v. fra de privatejede sygehuse, klinikker m.v., der
indgår aftale efter den udvidede fritvalgsordning.
Til nr. 5 (§ 86, stk. 3, 2. pkt.)
Efter den gældende regel i lovens § 86,
stk. 3, kan adgangen for psykiatriske patienter til at benytte
det frie sygehusvalg begrænses, hvis hensynet til den
pågældende taler herfor. Med forslaget
fastlægges, at der ikke kan fastsættes sådanne
begrænsninger for psykiatriske patienter, som er henvist til
en diagnostisk undersøgelse.
Til nr. 6-8 (§§ 87, 87 c og § 87e-87
i)
Med forslaget til § 87 i, foreslås det at etablere
et voldgiftsnævn, som kan afgøre tvister mellem Danske
Regioner og de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og
sygehuse, klinikker m.v. i udlandet om vilkårene for en
aftale om behandlinger og undersøgelser, herunder de af
lovforslaget omfattede diagnostiske undersøgelser, efter
§ 87 stk. 5, om den udvidede fritvalgsordning og efter §
87 c og § 87 g om den udvidede undersøgelses- og
behandlingsordning på det psykiatriske område.
Sygehusene og klinikkerne kan hver især eller i forening
indbringe tvisten for voldgiftsnævnet.
Det er efter forslaget kun sygehusene og klinikkerne m.v., der
kan indbringe en tvist for voldgiftsnævnet. Det kan de
gøre enkeltvis eller i forening. Det svarer til, hvad der i
dag gælder ved forelæggelse af tvister for ministeren
for sundhed og forebyggelse efter bekendtgørelse nr. 594. af
11. juni 2009 om ret til sygehusbehandling m.v., jf.
§ 35, stk. 2.
Med forslaget vil der hver gang, der måtte blive
indbragt en tvist for voldgiftsnævnet, af ministeren for
sundhed og forebyggelse blive udpeget en opmand og en suppleant for
nævnet. Regionerne i fællesskab udpeger 1 voldgiftsmand
og sygehuset, klinikken m.v. udpeger 1 voldgiftsmand. Hvis en sag
indbringes af flere sygehuse, klinikker m.v. i forening må de
udpege en fælles voldgiftsmand. Både opmand, suppleant
og voldgiftsmænd skal have økonomisk indsigt og
indsigt i sundhedsvæsenets forhold.
Ved behandlingen af en voldgiftssag deltager opmanden samt de
2 voldgiftsmænd. Opmanden kan tilkalde særligt
sagkyndige til at bistå ved sagens behandling.
Voldgiftsnævnet skal ved behandlingen af en sag se
på alle forhold, der er relevante for aftalen, herunder
hvilke øvrige aftaler, der er indgået mellem private
hospitaler, klinikker m.v. og Danske Regioner efter den udvidede
fritvalgsordning og til hvilke takster.
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse yder
sekretariatsbistand til voldgiftsnævnet, herunder forbereder
nævnets møder.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter efter
forslaget regler om voldgiftsnævnet, herunder
forretningsordenen samt for behandlingen af voldgiftssager.
Ministeren fastsætter endvidere regler om vederlag til
opmand, voldgiftsmænd og de særligt sagkyndige, der
måtte blive tilkaldt, og om sagsomkostninger og deres
fordeling.
Det er hensigten at fastsætte regler, hvorefter parterne
afholder alle udgifterne i forbindelse med behandlingen af en
voldgiftssag. Det vil blive fastsat, at hver part afholder udgiften
til den af parten udpegede voldgiftsmand, herunder udgifter til
vederlag mv. Udgifter til vederlag til opmand, suppleant og
særlige sagkyndige, som måtte blive tilkaldt, samt
øvrige udgifter ved behandlingen af voldgiftssagen deles
ligeligt mellem parterne. Ministeriet afholder udgifter til
ministeriets sekretariatsbistand til voldgiftsnævnet.
Voldgiftsnævnets afgørelse kan ikke indbringes
for anden administrativ myndighed.
Til nr. 9-10 (§ 90)
Regionernes almindelige informationspligt efter § 90
udvides til også at omfatte diagnostiske
undersøgelser, jf. forslaget til § 79, stk. 1, 2. pkt. Der præciseres
herudover med bestemmelsen, at regionsrådene får pligt
til inden for 8 dage at informere henviste patienter, om de kan
tilbydes undersøgelse inden for 1 måned.
Til nr. 11 (§ 144, stk. 2 og 3)
Med ændringen tilføjes muligheden for at betinge
et generelt tilskud til et lægemiddel af, at lægemidlet
ordineres til behandling af bestemte persongrupper.
Lægemiddelstyrelsen får således en mulighed for -
hvor der er fagligt belæg herfor - i højere grad at
målrette et generelt tilskud til et lægemiddel til
bestemte persongrupper. Jf. de almindelige bemærkninger under
pkt. 2.5, er det ikke forventningen, at der med lovforslaget vil
ske nogen væsentlig ændring i forhold til den
måde, reglerne administreres på i dag.
Til nr. 12 (§ 216)
Det foreslås med bestemmelsen til § 216 at
præcisere, at Sundhedsstyrelsen kan iværksætte
evalueringer m.v. af virksomheden i det offentligt finansierede
sundhedsvæsen med det formål at fremme
kvalitetsudviklingen i sundhedssektoren som parallel til, at
Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning også omfatter
private sygehuse og klinikker m.v. i det omfang de er offentligt
finansierede.
Evalueringerne kan omfatte alle forhold vedrørende det
offentlige sundhedsvæsen og de private sygehuse og klinikkers
virksomhed.
Med forslaget kan ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsætte nærmere regler om, at det påhviler
regionsråd og kommunalbestyrelser, de under ministeren for
sundhed og forebyggelse hørende institutioner samt de
private personer eller institutioner, der driver sygehuse,
klinikker m.v. at give de for gennemførelsen af evalueringer
m.v. nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra
patientregistre og andre registre.
Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringerne, kan
ikke videregives til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.
Til § 2
Forslaget om ophævelse af § 1, nr. 1- 3, i
sundhedsloven, jf. lov nr. 530 af 12. juni 2009, er en konsekvens
af, at denne lov, der bliver ændret med bestemmelserne i
nærværende lovforslag, først træder i
kraft den 1. januar 2010.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
januar 2010.
Til § 4
Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale
anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke
gælder for Grønland og for
Færøerne.
Bilag
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | I sundhedsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 95 af 7. februar 2008, som bl.a.
ændret ved § 1 i lov nr. 539 af 17. juni 2008,
§ 1 i lov nr. 530 af 12. juni 2009 og senest ved § 1
i lov nr. 531 af 12. juni 2009, foretages følgende
ændringer: |
| | |
| | § 1 |
| | |
| | 1.§ 37 affattes således: |
§ 37.
Fremsætter en patient begæring herom, skal patienten
have meddelelse om, hvorvidt der behandles helbredsoplysninger om
vedkommende indeholdt i patientjournaler m.v. Behandles
sådanne oplysninger, skal der på patientens
begæring og på en let forståelig måde gives
patienten meddelelse om, 1) hvilke oplysninger der behandles, 2) behandlingens formål, 3) kategorierne af modtagere af
oplysningerne og 4) tilgængelig information om,
hvorfra disse oplysninger stammer. Stk. 2.
Retten efter stk. 1 kan dog begrænses, i det omfang
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne
findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private
interesser. | | Ȥ 37. Den, om hvis
helbredsforhold der er udarbejdet patientjournaler m.v., har
på anmodning ret til aktindsigt heri. Patienten har endvidere
på anmodning ret til på en let forståelig
måde at få meddelelse om, hvilke oplysninger der
behandles i patientjournalen m.v. efter stk. 1, formålet
hermed, kategorierne af modtagere af oplysningerne og
tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger
stammer. Stk. 2.
En forældremyndighedsindehavers adgang til aktindsigt i en
mindreårigs patientjournal m.v. efter stk. 1, jf.
§ 14, kan begrænses i det omfang,
forældremyndighedsindehaverens interesse i at blive gjort
bekendt med oplysningerne findes at burde vige for afgørende
hensyn til den mindreårige. Stk. 3.
For optegnelser journalført før den 1. januar 2010
kan retten efter stk. 1 begrænses, i det omfang
patientens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne
findes at burde vige for afgørende hensyn til den
pågældende selv eller til andre private
interesser.« |
| | |
| | 2.§ 38 affattes således: |
§ 38.
Afgørelser om retten til aktindsigt træffes af den
myndighed, institution eller sundhedsperson, der har
patientjournalerne m.v. i sin besiddelse. Stk. 2.
Vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson
afgør snarest, om en anmodning om aktindsigt kan
imødekommes, og om aktindsigten skal gennemføres ved,
at der gives adgang til gennemsyn af patientjournalen m.v. på
stedet, eller ved, at der udleveres en afskrift eller kopi. Stk. 3.
Er en anmodning om aktindsigt ikke imødekommet eller
afslået inden 10 dage efter, at den er modtaget af
vedkommende myndighed, institution eller sundhedsperson, skal
myndigheden, institutionen eller sundhedspersonen underrette
patienten om grunden hertil samt om, hvornår en
afgørelse kan forventes at foreligge. Stk. 4. I
de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1-3 er
tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar
for, at aktindsigt meddeles i overensstemmelse med loven, den
driftsansvarlige myndighed. | | Ȥ 38. Den myndighed,
institution eller sundhedsperson, der har ansvaret for
patientjournalerne m.v., afgør inden 10 dage efter
patientens anmodning, om retten til aktindsigt skal begrænses
efter § 37, stk. 2 og 3. Er anmodningen ikke
imødekommet inden 10 dage, skal myndigheden, institutionen
eller sundhedspersonen underrette patienten om grunden hertil samt
om, hvornår en afgørelse kan forventes at
foreligge. Stk. 2.
Aktindsigt kan enten gives elektronisk eller ved, at der gives
adgang til gennemsyn af patientjournalen m.v. på stedet eller
udleveres en afskrift eller kopi. Stk. 3. I
de tilfælde, hvor en sundhedsperson efter stk. 1 og 2 er
tillagt beføjelser, påhviler det overordnede ansvar
for, at aktindsigt meddeles i overensstemmelse med loven, den
driftsansvarlige myndighed.« |
| | |
§ 39.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om gebyr til dækning af kopierings- og
forsendelsesomkostninger m.v. i forbindelse med aktindsigten. | | 3. I § 39 indsættes efter
»til dækning af«: »eventuelle«. |
| | |
§ 79.
Regionsrådet yder sygehusbehandling til personer, der har
bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen og ved andre
regioners sygehuse. Stk. 2.
Regionsrådet yder endvidere sygehusbehandling til personer,
der har bopæl i regionen, ved følgende private
specialsygehuse m.fl.: Sankt Lukas Hospice, Diakonissestiftelsens
Hospice, Sct. Maria Hospice, rehabiliteringscentrene for
traumatiserede flygtninge OASIS, RCT i København og
RCT-Jylland, Epilepsihospitalet i Dianalund, Sclerosecenter Haslev,
Sclerosecenter Ry, Polio-, Trafik- og Ulykkesskadedes Fysiurgiske
Ambulatorium, Center for sundhed og træning i Middelfart,
Center for sundhed og træning i Århus, Center for
sundhed og træning i Skælskør,
RehabiliteringsCenter for Muskelsvind, Vejlefjord og Center for
Hjerneskade. | | 4. I § 79, stk. 1, indsættes
som 2. pkt.: »Bestemmelserne om sygehusbehandling
i afsnit VI omfatter også diagnostiske undersøgelser
til brug for alment praktiserende læger, jf. § 60,
og praktiserende speciallæger, jf.
§ 64.« |
| | |
§ 86.
En person, der henvises til sygehusbehandling, kan vælge
mellem bopælsregionens sygehuse, andre regioners sygehuse og
de private specialsygehuse m.fl., der er nævnt i
§ 79, stk. 2, uanset bopælsregionens
behandlingstilbud og kriterier for sygehusbehandling i sit
sygehusvæsen. Stk. 2.
Et sygehus kan afvise at modtage personer fra andre regioner, hvis
det er begrundet i kapacitetsmæssige årsager, og hvis
væsentlige hensyn til personer med bopæl i regionen
ellers vil blive tilsidesat. Ministeren for sundhed og forebyggelse
fastsætter nærmere regler herom. | | |
Stk. 3.
For psykiatriske patienter kan adgangen til at vælge efter
stk. 1 begrænses, hvis hensynet til den
pågældende taler herfor. Stk. 4.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan efter forhandling med
justitsministeren og velfærdsministeren fastsætte
regler om, at personer ikke har ret til selv at vælge sygehus
i henhold til stk. 1 og 3, når | | 5. I § 86, stk. 3, indsættes
som 2. pkt.: »Adgangen til at vælge, hvor
en diagnostisk undersøgelse, jf. § 79,
stk. 1, skal foretages, kan dog ikke begrænses, jf. dog
stk. 2.« |
| | |
1) | de er optaget i Kriminalforsorgens
institutioner, | | |
2) | de er anbragt i institution i henhold til
retsplejeloven, kapitel 11 i lov om frihedsberøvelse og
anden tvang i psykiatrien eller straffeloven, | | |
3) | de er anbragt på sikret afdeling i
henhold til lov om social service, eller | | |
4) | de er frihedsberøvet, eller deres
handlefrihed i øvrigt er undergivet begrænsninger i
henhold til udlændingeloven. | | |
| | |
§ 87.
En person, som er henvist til sygehusbehandling, kan vælge at
blive behandlet på et af de sygehuse, klinikker m.v., som
regionsrådene har indgået aftale med efter stk. 5
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen
ikke, inden 1 måned efter at henvisningen er modtaget, kan
tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i
§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet
samarbejder med eller sædvanligvis benytter. | | |
Stk. 2. I
opgørelsen af tidsfristen efter stk. 1 medregnes ikke
perioder, hvor personen gennemgår et
forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud
over 2 uger til hver enkelt undersøgelse i
tidsfristen. | | |
Stk. 3.
En person, som har fået tilbudt en dato for kirurgisk
behandling på et regionalt sygehus, kan vælge at blive
behandlet på et aftalesygehus, hvis regionsrådet
ændrer datoen. | | |
Stk. 4.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
afgrænsning af og vilkår for behandling, der er
omfattet af stk. 1 og 3, og kan herunder undtage bestemte
behandlingsformer. Endvidere fastsætter ministeren regler om
regionsrådenes forpligtelser til at oplyse om denne
behandling. | | |
Stk. 5.
Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse m.v. i
udlandet, som ønsker at indgå aftale om behandling af
patienter efter stk. 1 og 3. Kan parterne ikke opnå
enighed, fastsættes vilkårene af ministeren for sundhed
og forebyggelse. | | 6.§ 87, stk. 5, 2. pkt.,
ophæves. |
Stk. 6.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
nærmere regler om krav til dokumentation m.v. fra de
privatejede sygehuse, klinikker m.v., der indgår aftale efter
stk. 4. | | |
| | |
§ 87
c. Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale
om undersøgelse og behandling efter §§ 87 a
og 87 b. Kan parterne ikke opnå enighed, fastsættes
vilkårene af ministeren for sundhed og forebyggelse. | | 7.§ 87 c, 2. pkt.,
ophæves. |
| | |
| | 8. Efter
§ 87 d indsættes: |
| | |
| | »Kapitel 20 b |
| | |
| | Udvidet ret til behandling for psykisk
syge voksne |
| | |
§ 87
e. Personer, der på tidspunktet for henvisning til
psykiatrisk behandling er fyldt 19 år, kan vælge at
blive behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87
h. | | § 87
e. Personer, der på tidspunktet for henvisning til
psykiatrisk behandling er fyldt 19 år, kan vælge at
blive behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87
h. |
| | |
§ 87
f. En person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan
vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en
af de klinikker m.v., som har indgået aftale med
regionsrådene efter § 87 g, stk. 1
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen
ikke, inden 2 måneder efter at henvisningen er modtaget, kan
tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i
§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet
samarbejder med eller sædvanligvis benytter
(samarbejdssygehuse). | | § 87
f. En person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan
vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en
af de klinikker m.v., som har indgået aftale med
regionsrådene efter § 87 g, stk. 1
(aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen
ikke, inden 2 måneder efter at henvisningen er modtaget, kan
tilbyde behandling ved egne sygehuse eller et af de i
§ 79 nævnte sygehuse, som regionsrådet
samarbejder med eller sædvanligvis benytter
(samarbejdssygehuse). |
Stk. 2.
Retten efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet
på et aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til
behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil
på bopælsregionens sygehuse og
samarbejdssygehuse. | | Stk. 2.
Retten efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet
på et aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til
behandling på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil
på bopælsregionens sygehuse og
samarbejdssygehuse. |
| | |
§ 87
g. Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale
om behandling efter §§ 87 e og 87 f. Kan parterne
ikke opnå enighed, fastsættes vilkårene af
ministeren for sundhed og forebyggelse. | | § 87
g. Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale
om behandling efter §§ 87 e og 87 f. |
| | |
§ 87
h. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
regler om den udvidede behandlingsret efter dette kapitel, herunder
om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf.
§ 87 g, stk. 1, og om proceduren for henvisning af
patienter m.v. | | § 87
h. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter
regler om den udvidede behandlingsret efter dette kapitel, herunder
om krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf.
§ 87 g, stk. 1, og om proceduren for henvisning af
patienter m.v. |
| | |
| | Kapitel 20 c |
| | Voldgiftsnævn |
| | |
| | § 87
i. Hvis der opstår tvist mellem regionsrådene i
forening og de privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark eller
sygehuse, klinikker m.v. i udlandet om vilkårene for en
aftale om undersøgelse og behandling efter § 87
stk. 5, § 87 c og § 87 g, kan sygehusene,
klinikkerne m.v. hver især eller i forening indbringe tvisten
for et voldgiftsnævn. |
| | Stk. 2.
Når der indbringes en sag for voldgiftsnævnet, udpeger
ministeren for sundhed og forebyggelse til nævnet en opmand
og en suppleant for opmanden. Regionerne i forening udpeger en
voldgiftsmand, og sygehusene, klinikkerne m.v. udpeger en
voldgiftsmand. Både opmand, suppleant og voldgiftsmænd
skal have økonomisk indsigt og indsigt i
sundhedsvæsenets forhold. |
| | Stk. 3.
Ved behandlingen af en voldgiftssag deltager opmanden samt de to
voldgiftsmænd. Opmanden kan tilkalde særligt sagkyndige
til at bistå ved sagens behandling. Ministeriet for Sundhed
og Forebyggelse yder sekretariatsbistand til
voldgiftsnævnet. |
| | Stk. 4.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
voldgiftsnævnet og om behandlingen af voldgiftssager,
herunder forretningsordenen. Ministeren fastsætter endvidere
regler om vederlag til opmand, voldgiftsmænd og de
særligt sagkyndige, som bliver tilkaldt, og om
sagsomkostninger og deres fordeling. |
| | Stk. 5.
Voldgiftsnævnets afgørelse kan ikke indbringes for
anden administrativ myndighed.« |
| | |
Kapitel 23 Oplysningspligt | | 9. I overskriften til kapitel 23 ændres
»Regionsrådets
oplysningspligt« til: »Oplysningspligt«. |
| | |
| | 10.§ 90, affattes således: |
§ 90.
Regionsrådet skal senest 8 hverdage efter, at et af
rådets sygehuse har modtaget henvisning af en patient, oplyse
patienten | | »§ 90. Regionsrådet skal
senest 8 hverdage efter, at et af rådets sygehuse har
modtaget henvisning af en patient, oplyse patienten |
1) | om dato og sted for undersøgelse
eller behandling, | | 1) | om dato og sted for undersøgelse
eller behandling, |
2) | om patienten kan tilbydes behandling inden
for 1 måned efter reglerne i § 87 henholdsvis 2
måneder efter reglerne i §§ 87 a, 87 b, 87 e
og 87 f, | | 2) | om patienten inden for 1 måned kan
tilbydes en diagnostisk undersøgelse, jf. § 79,
stk. 1, 2. pkt., eller behandling efter reglerne i
§ 87, stk. 1, henholdsvis inden for 2 måneder
kan tilbydes behandling efter reglerne i § 87 a,
§ 87 b, § 87 e og § 87 f, |
3) | om retten til at vælge sygehus efter
§§ 86-87 b og 87 e-87 f, | | 3) | om retten til at vælge sygehus efter
§§ 86-87 b og 87 e-87 f, |
4) | om ventetiden på behandling ved
regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i
§ 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse
m.fl., | | 4) | om ventetiden på behandling ved
regionens egne og andre regioners sygehuse samt ved de i
§ 79, stk. 2, nævnte private specialsygehuse
m.fl., |
5) | om, at patienten ved henvendelse til
sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages
på de i nr. 4 nævnte sygehuse, og | | 5) | om, at patienten ved henvendelse til
sygehuset kan få oplyst antal behandlinger, der foretages
på de i nr. 4 nævnte sygehuse, og |
6) | om, at sygehuset tilbyder at henvise
patienten til et andet sygehus efter §§ 86-87 b og
87 e-87 f. | | 6) | om, at sygehuset tilbyder at henvise
patienten til et andet sygehus efter §§ 86-87 b og
87 e-87 f. |
Stk. 2.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte
nærmere regler om regionsrådenes oplysningspligt. | | Stk. 2.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte
nærmere regler om regionsrådenes
oplysningspligt.« |
§ 144.
Der ydes tilskud til køb af receptpligtige lægemidler,
som af Lægemiddelstyrelsen er meddelt generelt tilskud. | | |
Stk. 2.
Tilskuddet til receptpligtige lægemidler efter stk. 1
kan være betinget af, at lægemidlet ordineres med
henblik på behandling af bestemte sygdomme (generelt
klausuleret tilskud). | | 11. I § 144, stk. 2 og 3, indsættes efter »bestemte
sygdomme«: »eller persongrupper«. |
Stk. 3.
For håndkøbslægemidler er tilskud betinget af,
at lægemidlet ordineres på recept med henblik på
behandling af bestemte sygdomme fastsat af
Lægemiddelstyrelsen (generelt klausuleret tilskud) eller til
personer, der modtager pension efter lov om social pension eller
lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig førtidspension m.v. | | |
Stk. 4.
Bestemmelsen i stk. 1 omfatter ikke generelt tilskud til
vacciner, hvis formål er forebyggelse af sygdom hos raske
personer | | |
| | |
| | 12.§ 216 affattes således: |
§ 216.
Sundhedsstyrelsen iværksætter evalueringer m.v. af
virksomheden i det offentlige sundhedsvæsen med henblik
på at fremme kvalitetsudviklingen og en mere effektiv
ressourceanvendelse i sundhedssektoren. Evalueringerne kan omfatte
alle forhold vedrørende sundhedsvæsenets
virksomhed. Stk. 2.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte
nærmere regler om, at det påhviler regionsråd og
kommunalbestyrelser samt de under ministeren for sundhed og
forebyggelse hørende institutioner at give de for
gennemførelsen af evalueringer m.v. efter stk. 1
nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra
patientregistre og andre registre, samt regnskabs- og
budgetoplysninger. Stk. 3.
Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter
stk. 1, kan ikke videregives til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn. | | »§ 216. Med det formål at
fremme kvalitetsudviklingen i sundhedssektoren kan
Sundhedsstyrelsen iværksætte evalueringer m.v. af
virksomheden i det offentligt finansierede sundhedsvæsen.
Evalueringerne kan omfatte alle forhold vedrørende det
offentlige sundhedsvæsen og de private sygehuse og klinikkers
virksomhed. Stk. 2.
Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte
nærmere regler om, at det påhviler regionsråd og
kommunalbestyrelser, de under ministeren for sundhed og
forebyggelse hørende institutioner samt de private personer
eller institutioner, der driver sygehuse, klinikker m.v. at give de
for gennemførelsen af evalueringer m.v. efter stk. 1
nødvendige oplysninger, herunder oplysninger fra
patientregistre og andre registre. Stk. 3.
Oplysninger, der indhentes til brug for evalueringer efter
stk. 1, kan ikke videregives til Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn.« |
| | |
| | § 2 |
| | |
| | I lov nr. 530 af 12. juni 2009, om
ændring af sundhedsloven foretages følgende
ændringer: |
| | |
»Kapitel 20 b Udvidet ret til behandling for psykisk
syge voksne | | 1.§ 1, nr. 1-3, ophæves. |
§ 87 e.
Personer, der på tidspunktet for henvisning til psykiatrisk
behandling er fyldt 19 år, kan vælge at blive
behandlet efter bestemmelserne i §§ 87 f-87 h. | | |
§ 87 f. En
person, som er henvist til psykiatrisk behandling, kan vælge
at blive behandlet på et af de sygehuse eller en af de
klinikker m.v., som har indgået aftale med
regionsrådene efter § 87 g, stk. 1 (aftalesygehuse),
hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke, inden 2
måneder efter at henvisningen er modtaget, kan tilbyde
behandling ved egne sygehuse eller et af de i § 79
nævnte sygehuse, som regionsrådet samarbejder med eller
sædvanligvis benytter (samarbejdssygehuse). | | |
Stk. 2. Retten
efter stk. 1 til at vælge at blive behandlet på et
aftalesygehus bortfalder, hvis ventetiden til behandling
på aftalesygehuset overstiger ventetiden hertil på
bopælsregionens sygehuse og samarbejdssygehuse. | | |
§ 87 g.
Regionsrådene i forening indgår aftale med de
privatejede sygehuse, klinikker m.v. i Danmark og sygehuse,
klinikker m.v. i udlandet, som ønsker at indgå aftale
om behandling efter §§ 87 e og 87 f. Kan parterne ikke
opnå enighed, fastsættes vilkårene af ministeren
for sundhed og forebyggelse. | | |
§ 87 h.
Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter regler om
den udvidede behandlingsret efter dette kapitel, herunder om
krav til dokumentation m.v. til aftalesygehusene, jf. § 87 g,
stk. 1, og om proceduren for henvisning af patienter
m.v.« | | |
| | |
2. I § 90, stk. 1, nr. 2, ændres
»§§ 87 a og 87 b« til: »§§ 87
a, 87 b, 87 e og 87 f«. | | |
| | |
3. I § 90, stk. 1, nr. 3 og 6, indsættes efter »§ 87
b«: »og 87 e-87 f«. | | |
| | |
| | § 3 |
| | |
| | Loven træder i kraft den 1. januar
2010. |
| | |
| | § 4 |
| | |
| | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. |