Fremsat den 29. oktober 2009 af
justitsministeren (Brian Mikkelsen)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og lov om
politiets virksomhed
(Styrket indsats mod omfattende forstyrrelse
af den offentlige orden m.v.)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1068 af 6. november 2008, som ændret ved § 7 i lov
nr. 1404 af 27. december 2008, § 1 i lov nr. 319 af 28.
april 2009 og § 1 i lov nr. 501 af 12. juni 2009,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 119, stk. 3,
indsættes som 2. pkt.:
»Ved
fastsættelse af straffen skal det indgå som en
skærpende omstændighed, at forholdet er begået,
mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i
området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.«
2. I
§ 291 indsættes som
stk. 4:
»Stk. 4. Ved
fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal det
indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet
er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at
der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.«
§ 2
I lov om politiets virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 444 af 9. juni 2004, som ændret
ved § 19 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og § 4 i
lov nr. 501 af 12. juni 2009, foretages følgende
ændring:
1. I
§ 8, stk. 4, 2. pkt., og
§ 9, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »6 timer« til: »12 timer«.
§ 3
Loven træder i kraft
den 1. december 2009.
§ 4
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2.
§§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3.
§ 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de grønlandske
forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
| | | |
Almindelige
bemærkninger |
| | | |
1. | Indledning |
2 | Skærpelse af
straffen for visse lovovertrædelser begået i
forbindelse med grov forstyrrelse af offentlig ro og
orden |
2.1. | Hindring af politiets arbejde |
2.1.1. | Gældende ret |
2.1.2. | Lovforslagets udformning |
2.2. | Hærværk |
2.2.1. | Gældende ret |
2.2.2. | Lovforslagets udformning |
2.3. | Overtrædelse af
ordensbekendtgørelsen |
3. | Frihedsberøvelse
i medfør af politiloven |
3.1. | Gældende ret |
3.2. | Lovforslagets udformning |
4. | Øget anvendelse
af videoudstyr og videodokumentation |
5. | Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige |
6. | Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
mv. |
7. | Lovforslagets
administrative konsekvenser for borgerne |
8. | Miljømæssige konsekvenser |
9. | Forholdet til
EU-retten |
10. | Hørte
myndigheder mv. |
11. | Sammenfattende
skema |
| |
1. Indledning
1.1. Formålet med
lovforslaget er at styrke indsatsen for at forebygge eller standse
omfattende forstyrrelser af den offentlige ro og orden mv.
Der gælder allerede i dag strenge særlige
straffebestemmelser for personer, der står bag eller aktivt
deltager i omfattende uroligheder mv. Det drejer sig bl.a. om
straffelovens § 133 (farlige opløb),
§ 134 (andre opløb) og § 134 a (grov
forstyrrelse af offentlig ro og orden). Disse bestemmelser
foreslås ikke ændret.
Lovforslaget tager derfor navnlig sigte på dem, der er
med til at optrappe en tilspidset situation i forbindelse med
omfattende uroligheder mv. ved i det pågældende
område at begå hærværk eller f.eks. ved at
lave fysiske blokader eller lignende for at søge at hindre
politiet i at udføre sit arbejde. Uanset om sådanne
personer i den konkrete situation står bag eller anses for
egentlige deltagere i grov forstyrrelse af den offentlige ro og
orden, er de i væsentlig grad med til at vanskeliggøre
politiets indsats for at genoprette ro og orden i situationen, og
de kan bidrage til, at der sker en generel optrapning af stemningen
i området.
Regeringen lægger vægt på en stærk og
konsekvent retshåndhævelse i sådanne sager, og
det er væsentligt, at politiet har de relevante muligheder
for at sætte ind over for grove forstyrrelser af den
offentlige ro og orden mv.
1.2. Lovforslaget indeholder
på denne baggrund følgende hovedpunkter:
- Skærpelse
af straffen for overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 3, om at lægge hindringer i vejen
for bl.a. politiets arbejde, så der i
førstegangstilfælde normalt idømmes en
frihedsstraf (og ikke som i dag normalt en bøde), når
overtrædelsen er begået, mens eller i umiddelbar
forlængelse af, at der i området foregår grov
forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.
- Skærpelse
af straffen for hærværk begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt
sted, så der i disse sager sker en betydelig skærpelse
af straffen i forhold til i dag.
- Forlængelse
af fristen i politiloven for administrativ frihedsberøvelse
med henblik på i forbindelse med bl.a. opløb at
afværge fare for orden eller sikkerhed mv. Det foreslås
at forlænge fristen fra 6 til 12 timer.
Frihedsberøvelsen må ligesom i dag ikke
udstrækkes længere end nødvendigt.
1.3. Herudover vil der, hvis
lovforslaget vedtages, også blive foretaget en ændring
af ordensbekendtgørelsen med henblik på at
forhøje bøderne for visse overtrædelser af
bekendtgørelsen, der er egnet til at forstyrre den
offentlige orden mv., og som sker, mens eller i umiddelbar
forlængelse af, at der i området foregår grov
forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.
I forbindelse med omfattende uroligheder, optøjer mv.
er det politiets hovedopgave at sikre, at den offentlige ro og
orden genoprettes. Herudover er det vigtigt, at politiet så
vidt muligt kan retsforfølge gerningsmændene, og at
politiet med henblik herpå råder over og anvender det
tekniske udstyr, der er nødvendigt for at kunne dokumentere
begåede lovovertrædelser. Sådanne tekniske
hjælpemidler vil også kunne anvendes til at
tilvejebringe bedre oversigtsbilleder mv., som der i nogle
tilfælde kan være brug for med henblik på at
understøtte de politimæssige dispositioner. Under
hensyn hertil lægges der i tilknytning til lovforslaget op
til, at politiet i øget omfang skal anvende videoudstyr og
videodokumentation i forbindelse med, at der i et område
foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og
orden.
2. Skærpelse af straffen for visse
lovovertrædelser begået i forbindelse med grov
forstyrrelse af offentlig ro og orden
2.1. Hindring af politiets arbejde
2.1.1. Gældende ret
2.1.1.1. Straffeloven indeholder
en række bestemmelser, som vedrører grov forstyrrelse
af den offentlige ro og orden mv.
Efter straffelovens § 134 a straffes deltagere i
slagsmål eller i anden grov forstyrrelse af den offentlige ro
og orden på offentligt sted, såfremt de har handlet
efter aftale eller flere i forening, med fængsel indtil 1
år og 6 måneder. Strafferammen blev i 2002 (i lyset af
urolighederne i Genova og Göteborg forud for
EU-topmødet i København) hævet fra
fængsel indtil 6 måneder til fængsel indtil 1
år og 6 måneder (lov nr. 380 af 6. juni 2002). Samtidig
blev mulighederne for varetægtsfængsling udvidet,
så der nu er mulighed for såkaldt
retshåndhævelsesarrest efter retsplejelovens
§ 762, stk. 2, nr. 2, i sager om overtrædelse
af straffelovens § 134 a.
Straffelovens § 134 a suppleres af straffelovens
§ 133, hvorefter bl.a. den, som fremkalder opløb
med det forsæt at øve eller true med vold på
person eller gods, straffes med bøde eller fængsel
indtil 3 år, og af straffelovens § 134, hvorefter
deltagere i et opløb, der med kendskab til, at påbud
om at skilles er forkyndt, ikke efterkommer dette, straffes med
bøde eller fængsel indtil 3 måneder. Hertil
kommer bl.a. ordensbekendtgørelsens § 3,
stk. 1, og § 4, stk. 1, om bødestraf for
visse former for adfærd, der er egnet til at forstyrre den
offentlige orden, jf. pkt. 2.3 nedenfor.
2.1.1.2. Herudover vil en
række af straffelovens øvrige bestemmelser
afhængig af de konkrete omstændigheder kunne anvendes
også i forbindelse med uroligheder eller andre grove
forstyrrelser af den offentlige orden og sikkerhed mv. Det
gælder f.eks. straffelovens § 119 om bl.a. vold og
trusler om vold mod f.eks. politifolk, de almindelige
voldsbestemmelser i §§ 244-246,
§§ 180-181 om brandstiftelse og § 291 om
hærværk.
Straffelovens § 119 indeholder et særligt
strafferetligt værn for personer, der virker i offentlig
tjeneste eller hverv, herunder politifolk.
Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes
den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, som det
påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste
eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet
eller i anledning af samme, eller som på lige måde
søger at hindre en sådan person i at foretage en
lovlig tjenestehandling eller at tvinge vedkommende til at foretage
en tjenestehandling. Strafferammen er bøde eller
fængsel indtil 8 år.
Den, der ellers lægger de nævnte personer
hindringer i vejen for udførelsen af deres tjeneste eller
hverv, straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder, jf. straffelovens § 119,
stk. 3.
Både straffelovens § 119, stk. 1 og 3,
omfatter tilfælde, hvor der lægges hindringer i vejen
for udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv. Forskellen
mellem de to bestemmelser er, at § 119, stk. 1,
finder anvendelse, når der anvendes vold eller trussel om
vold for at hindre udførelsen af tjenesten eller hvervet,
mens § 119, stk. 3, omfatter tilfælde, hvor
gerningsmanden på anden måde end ved vold eller trussel
om vold lægger hindringer i vejen for udførelsen af
tjenesten eller hvervet.
Straffelovens § 119, stk. 3, kan omfatte en
række meget forskellige situationer, f.eks. tilfælde,
hvor en person forsøger at undgå at blive taget med
på politistationen ved at holde fast i en lygtepæl, og
tilfælde, hvor en gruppe personer med vejspærringer
eller lignende forsøger at hindre politi eller
redningsmandskab i at komme frem eller tilbage.
Ved lov nr. 501 af 12. juni 2009 blev strafferammen for
overtrædelse af § 119, stk. 3, hævet fra
fængsel indtil 6 måneder til fængsel indtil 1
år og 6 måneder.
Det fremgår af bemærkningerne til det
pågældende lovforslag (L 211 - folketingssamlingen
2008-09), at det er hensigten med den forhøjede
strafferamme, at det skal være muligt at idømme
hårdere straffe i grove tilfælde, hvor f.eks. politi og
brandvæsen mv. forhindres i at udføre sit arbejde. Det
kan navnlig dreje sig om tilfælde, hvor centrale dele af
myndighedsudøvelsen mv. hindres i at blive udført
frit og sikkert, og hvor hindringen kan medføre alvorlige
følger for mennesker eller ejendom. Som eksempler
nævnes vejblokader mv., der er sat op for at forhindre politi
og brandvæsen mv. i at nå frem til nødlidende,
eller tilfælde, hvor man forsøger at forhindre
politiet i at foretage en ransagning af et sted, hvor der er
mistanke om, at der opbevares våben.
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at det
ikke er hensigten, at straffen for overtrædelse af
straffelovens § 119, stk. 3, skal forhøjes i
mindre grove tilfælde.
Straffen for overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 3, afhænger i øvrigt af en
konkret vurdering af forholdets karakter.
2.1.2. Lovforslagets udformning
2.1.2.1. Som der nærmere er
redegjort for i pkt. 2.1.1 ovenfor, gælder der allerede i dag
en række straffelovsbestemmelser, som kan anvendes i relation
til personer, som står bag eller deltager i omfattende
uroligheder eller anden grov forstyrrelse af den offentlige ro og
orden, herunder straffelovens § 134 a.
I forbindelse med at der i et område foregår grov
forstyrrelse af den offentlige ro og orden, har der været
eksempler på, at personer ved fysiske blokader eller lignende
forsøger at hindre politiet i at udføre deres arbejde
eller begår hærværk. Uanset om de
pågældende i den konkrete situation kan anses for
deltagere i urolighederne (så de i givet fald kan straffes
for overtrædelse af straffelovens § 134 a), er de
pågældende ved deres adfærd typisk i
væsentlig grad med til at vanskeliggøre politiets
indsats for at genoprette ro og orden, og de kan medvirke til, at
der sker en generel optrapning af stemningen i området.
Som anført i pkt. 1 ovenfor lægger regeringen
vægt på en stærk og konsekvent
retshåndhævelse over for omfattende forstyrrelser af
den offentlige ro og orden, og det gælder også i de
nævnte tilfælde, selv om de pågældende
eventuelt ikke kan straffes for overtrædelse af straffelovens
§ 134 a som egentlige deltagere i urolighederne.
På denne baggrund lægges der med lovforslaget op
til en væsentlig skærpelse af straffene for
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3,
om personer, der lægger hindringer i vejen for politiets
arbejde mv., og for overtrædelser af straffelovens
§ 291 om hærværk, hvis overtrædelserne
sker, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i
området foregår grov forstyrrelse af offentlig ro og
orden.
2.1.2.2. I tilfælde, hvor
forholdet begås i forbindelse med grov forstyrrelse af den
offentlige ro og orden, bør der efter Justitsministeriets
opfattelse som udgangspunkt fastsættes en frihedsstraf
også i førstegangstilfælde. Det foreslås
på denne baggrund, at det af straffelovens § 119,
stk. 3, kommer til at fremgå, at det ved straffens
fastsættelse skal indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af offentlig ro og orden. Det
forudsættes, at der i disse tilfælde ved
fastsættelsen af straffen for overtrædelse af
straffelovens § 119, stk. 3, tages udgangspunkt i et
strafniveau på 40 dages fængsel i
førstegangstilfælde, f.eks. hvor en større
gruppe personer, mens der i området foregår omfattende
forstyrrelse af den offentlige ro og orden, »hægter sig
sammen« for at blokere adgangsveje mv. og således
hindrer politiets, brandvæsnets eller ambulancetjenestens
arbejde. Endvidere kan nævnes tilfælde, hvor en
større gruppe personer i fællesskab forsøger at
hindre politiet i at anholde dem ved f.eks. at holde fast i
hinanden.
Fastsættelsen af straffen i de konkrete sager om
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3,
vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens §§ 80-82. Det vil f.eks. kunne
være formildende i forhold til det angivne udgangspunkt, hvis
der alene er tale om en enkelt person, som i periferien af et
område, hvor der er uroligheder, uafhængigt af andre
holder fast i en lygtepæl for at undgå
anholdelse.
I sager, hvor overtrædelsen ventes at ville
medføre en straf på mere end 30 dages fængsel,
jf. ovenfor, vil der kunne ske varetægtsfængsling efter
reglerne i retsplejelovens § 762, stk. 1, hvis
betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.
Varetægtsfængsling vil efter en konkret vurdering af
den pågældende sag f.eks. kunne ske, hvis der efter det
om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at frygte, at
vedkommende på fri fod vil begå nye
lovovertrædelser, jf. retsplejelovens § 762,
stk. 1, nr. 2.
Det bemærkes, at der ud over de forhold, som er omfattet
af den foreslåede strafskærpelsesregel, vil kunne
forekomme andre grove overtrædelser af straffelovens
§ 119, stk. 3, hvor der allerede efter de
gældende regler må forventes at blive udmålt en
mærkbar ubetinget fængselsstraf, f.eks. tilfælde,
hvor en større gruppe af personer forsøger at
spærre for udkørslen fra en politistation eller
brandstation.
I forbindelse med høringen over et udkast til
lovforslaget har Rigsadvokaten anført, at det som
følge af den nære sammenhæng mellem
straffelovens § 119, stk. 3, og § 134 a kan overvejes, om
det ovennævnte udgangspunkt for strafniveauet for
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, i givet
fald bør have afsmittende virkning på
udgangspunktet for strafniveauet ved overtrædelser af
straffelovens § 134 a, der efter retspraksis synes at ligge
på omkring 30 dages fængsel i
førstegangstilfælde.
Justitsministeriet er enig med Rigsadvokaten. Rigsadvokaten
har oplyst, at anklagemyndigheden i givet fald vil gøre
gældende i sager om overtrædelse af straffelovens
§ 134 a, at der bør tages hensyn til den forudsatte
skærpelse af straffen for overtrædelse af straffelovens
§ 119, stk. 3, således at straffastsættelsen
fortsat afspejler, at en overtrædelse af straffelovens §
134 a normalt må anses for at være et alvorligere
forhold end en overtrædelse af straffelovens § 119, stk.
3.
2.1.2.3. Straffelovens
§ 119, stk. 3, foreslås udformet sådan,
at det kommer til at fremgå, at det ved straffens
fastsættelse skal indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt
sted.
Med udtrykket »grov forstyrrelse af ro og orden på
offentligt sted« sigtes til en sådan forstyrrelse af
den offentlige orden, som er nævnt i straffelovens
§ 134 a. For at den foreslåede bestemmelse skal
kunne anvendes, skal gerningsmanden have haft forsæt med
hensyn til, at der foregik en sådan forstyrrelse af den
offentlige ro og orden.
Den foreslåede bestemmelse i straffelovens
§ 119, stk. 3, 2. pkt., kan anvendes, selv om den
pågældende ikke har været egentlig deltager i
urolighederne og dermed ikke kan straffes for overtrædelse af
straffelovens § 134 a. Hvis dette imidlertid er
tilfældet, forudsættes det, at der straffes i
sammenstød for overtrædelse af begge bestemmelser, jf.
straffelovens § 88. Der vil i så fald skulle
fastsættes en frihedsstraf, der både omfatter
overtrædelsen af straffelovens § 134 a og
§ 119, stk. 3.
Den foreslåede strafskærpelsesregel finder kun
anvendelse, hvis der er en tidsmæssig og geografisk
sammenhæng mellem overtrædelsen og den grove
forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Overtrædelsen af straffelovens § 119,
stk. 3, skal begås samtidig med eller i umiddelbar
forlængelse af, at der i det pågældende
område foregår grove forstyrrelser af den offentlige ro
og orden omfattet af straffelovens § 134 a. Dette
omfatter også tilfælde, hvor f.eks. en større
gruppe personer søger at hindre politiets arbejde, inden der
er opstået sådanne uroligheder, og som fortsætter
hermed, mens der i området foregår grov forstyrrelse af
den offentlige ro og orden. Omfattet er desuden forhold, der
begås i umiddelbar forlængelse af sådanne
uroligheder, f.eks. hvis personer på vej væk fra
stedet, hvor urolighederne er blevet opløst af politiet,
forsøger at lægge hindringer i vejen for politiets
arbejde (eller begår hærværk, jf. pkt. 2.2
nedenfor) i tilstødende gader mv., jf. nedenfor.
Der skal som nævnt endvidere være tale om, at
overtrædelsen er begået »i området«,
hvor den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden
foregår. Den nærmere fastlæggelse af
området, hvor der er i en given situation foregår
uroligheder, må bero på en konkret vurdering bl.a. af
urolighedernes omfang og udstrækning og af de geografiske
forhold det pågældende sted. Den foreslåede
bestemmelse omfatter ikke kun de gader, pladser, torve mv., hvor
der foregår uroligheder, men også gader mv., som
støder op til det sted, hvor urolighederne foregår, og
som f.eks. kan anvendes som adgangs- eller flugtveje til og fra
stedet. Bestemmelsen omfatter således f.eks. tilfælde,
hvor en gruppe personer i en gade, som støder op til en
plads, hvor der foregår omfattende uroligheder,
forsøger at hindre politiet i at komme frem til pladsen
eller forsøger at hindre politiet i at forfølge og
anholde uromagere, som via de tilstødende gader
forsøger at stikke af fra pladsen.
I nogle tilfælde flytter uroligheder sig løbende
- afhængig af, hvor uromagerne bevæger sig hen - inden
for et bestemt område, f.eks. inden for et bestemt kvarter,
omkring nogle boligblokke eller omkring et bestemt
bygningskompleks. I sådanne tilfælde vil som
udgangspunkt hele området omkring f.eks. boligblokkene eller
bygningskomplekset være omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 119, stk. 3, 2. pkt.
Bestemmelsen omfatter derimod ikke andre overtrædelser, der
sker i samme by eller bydel uden en nær geografisk
sammenhæng med det sted, hvor urolighederne foregår,
uanset hvad motivet eventuelt måtte være for
overtrædelsen.
Det bemærkes, at der som nævnt ovenfor skal
være det fornødne forsæt for at kunne anvende
den foreslåede bestemmelse. Også i tilfælde, hvor
personer f.eks. i tilstødende gader søger at hindre
politiets arbejde, skal det således kunne bevises, at de
pågældende havde forsæt (f.eks. kendskab) til, at
der i området foregik uroligheder som ovenfor
nævnt.
Det bemærkes endvidere, at der som nævnt ovenfor
ud over de forhold, som er omfattet af den foreslåede
strafskærpelsesregel, vil kunne forekomme andre grove
overtrædelser af straffelovens § 119, stk. 3,
hvor der allerede efter de gældende regler må forventes
at blive udmålt en mærkbar ubetinget
fængselsstraf, f.eks. tilfælde, hvor en større
gruppe af personer forsøger at spærre for
udkørslen fra en politistation eller brandstation.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 1 (forslag til straffelovens § 119, stk. 3, 2.
pkt.), og bemærkningerne hertil.
2.2. Hærværk
2.2.1. Gældende ret
Efter straffelovens § 291, stk. 1, om
hærværk straffes den, der ødelægger,
beskadiger eller bortskaffer ting, der tilhører en
anden, med bøde eller fængsel indtil 1 år
og 6 måneder.
Efter bestemmelsens stk. 2 kan straffen stige til
fængsel i 6 år, hvis der øves
hærværk af betydeligt omfang, eller af mere
systematisk eller organiseret karakter, eller hvis
gerningsmanden tidligere er fundet skyldig i hærværk,
brandstiftelse mv.
Efter Rigsadvokatens Meddelelse nr. 9/2005 om
strafpåstande i sager om overtrædelse af straffeloven
skal anklagemyndigheden i hærværkssager som
udgangspunkt nedlægge påstand om en bøde
på 800 kr. ved skadestørrelser indtil 1.600 kr. Ved
skadestørrelser på 1.600 kr. og derover er
udgangspunktet en bøde svarende til halvdelen af skadens
størrelse, idet beløbet dog oprundes til det
nærmeste beløb deleligt med 100 kr. Bøden
halveres i begge tilfælde, hvis erstatning er betalt, dog
ikke til beløb under 500 kr.
Det fremgår desuden af rigsadvokatmeddelelsen, at
hærværk i reglen ikke bør straffes med
bøde, hvis skadens størrelse overstiger 15.000 kr. I
sådanne tilfælde bør forholdet henføres
under straffelovens § 291, stk. 2, og der bør
som udgangspunkt nedlægges påstand om frihedsstraf,
afhængig af eventuelle skærpende eller formildende
omstændigheder, herunder arten og antallet af
hærværksforhold. Ved vurderingen af, om der skal
nedlægges påstand om frihedsstraf, bør der
også tages hensyn til gerningsmandens mulighed for at indse,
at hærværket ville medføre skade i denne
størrelsesorden.
Hvis en bøde undtagelsesvis kommer på tale ved
skadestørrelser over 15.000 kr., kan der ved
bødepåstanden tages udgangspunkt i de ovennævnte
påstande ved skadestørrelser på 1.600 kr. og
derover.
Som det fremgår, idømmes der i grove
hærværkssager og i gentagelsestilfælde som det
klare udgangspunkt en frihedsstraf. Der er stor variation i de
konkrete straffe, som afhænger af omstændighederne i
den enkelte sag, herunder f.eks. værdien af det
ødelagte (som kan variere betydeligt fra sag til sag),
gerningsmandens eventuelle forstraffe, og om der er tale om
organiseret eller systematisk hærværk.
En person, der begår hærværk, skal ved siden
af straffen betale erstatning for det ødelagte efter dansk
rets almindelige erstatningsregler.
2.2.2. Lovforslagets udformning
Der bør efter Justitsministeriets opfattelse ske en
skærpelse af straffen for hærværk efter
straffelovens § 291, stk. 1 og 2, hvis
overtrædelsen sker, mens eller i umiddelbar forlængelse
af, at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og
orden på offentligt sted omfattet af straffelovens
§ 134 a, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor.
Afhængig af de konkrete omstændigheder vil
personer, der begår hærværk i forbindelse med, at
der i det pågældende område foregår grov
forstyrrelse af den offentlige ro og orden, kunne anses for at
være deltagere i urolighederne og for at handle efter aftale
eller flere i forening, og i så fald vil de kunne straffes
for overtrædelse af straffelovens § 134 a. Uanset
om dette måtte være tilfældet, vil den
pågældende imidlertid ved sin handling kunne medvirke
til at optrappe en i forvejen spændt og tilspidset
situation.
På denne baggrund foreslås det, at der i
straffelovens § 291 indsættes et nyt stk. 4,
hvorefter det ved straffens fastsættelse skal indgå som
en skærpende omstændighed, at forholdet er
begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der
i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.
Som anført ovenfor idømmes der som udgangspunkt
frihedsstraf i grove hærværkssager og i
gentagelsestilfælde. Der er stor variation i de konkrete
straffe, som afhænger af omstændighederne i den enkelte
sag, herunder f.eks. værdien af det ødelagte (som kan
variere betydeligt fra sag til sag), gerningsmandens eventuelle
forstraffe og om der er tale om organiseret eller systematisk
hærværk. Der bør efter Justitsministeriets
opfattelse ske en betydelig skærpelse af straffen i
tilfælde, hvor der begås hærværk, mens
eller i umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, og
det forudsættes, at der i sådanne tilfælde i
givet fald som udgangspunkt sker en forhøjelse af straffen
med halvdelen i forhold til den frihedsstraf, der ville være
blevet fastsat efter de hidtidige regler.
I tilfælde, hvor der i de omhandlede sager
undtagelsesvis fastsættes en bødestraf (f.eks. fordi
der er tale om en ustraffet gerningsmand, der begår
hærværk for et mindre beløb), forudsættes
der som udgangspunkt tilsvarende at ske en forhøjelse af
bøden med det halve i forhold til det sædvanlige
niveau. Bøden til en gerningsmand, der f.eks. begår
hærværk for 10.000 kr., forudsættes således
som udgangspunkt forhøjet fra 5.000 kr. til 7.500 kr. Hertil
kommer naturligvis den forurettedes erstatningskrav.
Fastsættelsen af straffen i de konkrete sager om
overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1 og
2, vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens §§ 80-82.
Der tilsigtes med lovforslaget ikke skærpelser af
straffen for hærværk i andre sager, dvs. hvor der ikke
er tale om hærværk begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af offentlig ro og orden.
Med hensyn til anvendelsesområdet for den
foreslåede bestemmelse i straffelovens § 291,
stk. 4, henvises til det, der er anført ovenfor i pkt.
2.1.2 om den foreslåede ændring af straffelovens
§ 119, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 2 (forslag til straffelovens § 291, stk. 4), og
bemærkningerne hertil.
2.3. Overtrædelse af
ordensbekendtgørelsen
2.3.1. Efter § 3,
stk. 1, i ordensbekendtgørelsen (bekendtgørelse
nr. 511 af 20. juni 2005) må slagsmål, skrigen,
råben eller anden støjende, voldelig,
fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til
at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted. Efter
§ 4, stk. 1, i ordensbekendtgørelsen må
sammenstimlen, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden,
ikke finde sted.
Overtrædelse af disse to bestemmelser straffes med
bøde, jf. ordensbekendtgørelsens § 18. Det
fremgår af Rigsadvokatens Meddelelse nr. 10/2005 om
sanktionspåstande i sager om overtrædelse af
bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden
mv. (ordensbekendtgørelsen), at overtrædelse af
bekendtgørelsens § 3, stk. 1 (gadeuorden),
eller § 4, stk. 1, isoleret set bør
medføre en bøde på 600 kr. Hvis gadeuorden sker
samtidig med sammenstimlen, så der er tale om en
overtrædelse både af § 3, stk. 1, og
§ 4, stk. 1, er straffen som udgangspunkt en
bøde på 1.000 kr.
2.3.2. I forbindelse med, at der i
et område foregår grov forstyrrelse af den offentlige
ro og orden som nævnt i straffelovens § 134 a, kan
det forekomme, at personer, som ikke kan anses for deltagere i
urolighederne, er til stede og optræder på en
måde, som udgør en overtrædelse af de
nævnte bestemmelser i ordensbekendtgørelsen
(gadeuorden og sammenstimlen).
Som led i en styrket retshåndhævelse på
dette område bør der efter Justitsministeriets
opfattelse ske en betydelig forhøjelse af de nuværende
bøder for overtrædelse af
ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 1, og
§ 4, stk. 1, når overtrædelsen er
begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der
i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted, jf. også pkt. 1 ovenfor.
Justitsministeriet finder, at bøden for
overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3,
stk. 1 (gadeuorden), eller § 4, stk. 1, i disse
tilfælde som udgangspunkt isoleret set bør være
3.000 kr. i førstegangstilfælde, og at bøden
ved en samtidig overtrædelse af begge bestemmelser (hvilket
formentlig vil være den praktiske hovedregel i
tilfælde, hvor der i området foregår grov
forstyrrelse af den offentlige ro og orden) som udgangspunkt
bør være 5.000 kr.
Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet
således ændre ordensbekendtgørelsen, som er
udstedt i medfør af § 23 i politiloven, så
der indsættes en bestemmelse, hvorefter det ved
udmåling af bødestraffen for overtrædelse af
bekendtgørelsens § 3, stk. 1, og
§ 4, stk. 1, skal indgå som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt
sted. Der henvises herom i øvrigt til det, der er
anført ovenfor i pkt. 2.1.2. Det forudsættes, at denne
bestemmelse om forhøjede bødestraffe - ligesom de
forudsatte strafskærpelser vedrørende straffelovens
§ 119, stk. 3, og § 291 - alene finder
anvendelse i tilfælde, hvor gerningsmanden har forsæt
med hensyn til, at der i området foregår grov
forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Det bemærkes endvidere, at fastsættelsen af
bødestraffen i de konkrete sager om overtrædelse af
ordensbekendtgørelsen fortsat vil bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivne
strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der
taler herfor, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens §§ 80-82.
3. Frihedsberøvelse i medfør af
politiloven
3.1. Gældende ret
Politiloven (lov nr. 444 af 9. juni 2004) indeholder
nærmere regler om politiets virksomhed.
Politilovens § 8 drejer sig om offentlige
forsamlinger og giver bl.a. politiet adgang til i visse
tilfælde, hvor mindre indgribende midler ikke er
tilstrækkelige, at frihedsberøve forsamlingsdeltagere,
som giver anledning til fare for ordensforstyrrelser og/eller fare
for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. § 9
angår politiets beføjelser ved opløb, der
indebærer fare for ordensforstyrrelser eller fare for
enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Ved
»opløb« forstås en tilfældig og helt
uorganiseret sammenstimlen af mennesker. Efter § 9 er der
mulighed for i visse tilfælde at frihedsberøve
personer med henblik på fareafværgelse i forbindelse
med opløb, hvis mindre indgribende midler ikke er
tilstrækkelige til at afværge faren.
Efter politilovens § 8, stk. 1, kan politiet
ved offentlige forsamlinger under åben himmel gribe ind over
for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for
betydelig forstyrrelse af den offentlige orden eller fare for
enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.
Efter stk. 2 kan politiet ved andre offentlige
forsamlinger efter anmodning fra forsamlingens leder gribe ind over
for forsamlingsdeltagere, der giver anledning til fare for
ordensforstyrrelse. Politiet kan uden anmodning fra forsamlingens
leder gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning
til fare for alvorlig ordensforstyrrelse eller fare for
sikkerheden.
Efter § 8, stk. 3, kan politiet med henblik
på at afværge fare som nævnt i stk. 1 og 2
foretage indgreb over for den eller de personer, der giver
anledning til faren. Politiet kan herunder udstede påbud,
besigtige en persons legeme samt undersøge tøj og
andre genstande, herunder køretøjer, i den
pågældendes besiddelse, når vedkommende formodes
at være i besiddelse af genstande bestemt til at forstyrre
den offentlige fred eller orden eller bestemt til at udgøre
fare for enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed, samt
fratage personer genstande.
Hvis mindre indgribende midler ikke findes
tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet efter
stk. 4 om nødvendigt frihedsberøve den eller de
personer, der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen
skal være så kortvarig og skånsom som muligt og
må så vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6
timer.
Efter politilovens § 9 har politiet til opgave at
afværge opløb, der indebærer fare for
forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for
enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed. Med henblik
på at afværge sådan fare kan politiet foretage
indgreb over for den eller de personer, der giver anledning til
faren, jf. herved de indgreb, som er nævnt i § 8,
stk. 3.
Ligesom ved fareafværgelse efter § 8 kan
politiet efter § 9, stk. 3, hvis mindre indgribende
midler ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren,
om nødvendigt frihedsberøve den eller de personer,
der giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal
også i disse tilfælde være så kortvarig og
skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke
udstrækkes ud over 6 timer.
Det fremgår af det pågældende lovforslags
bemærkninger, jf. Folketingstidende 2003-04, Tillæg A,
side 5916-5920, at en frihedsberøvelse skal være
så kortvarig som mulig. Formålet med
frihedsberøvelsen skal indgå i vurderingen af, hvor
længe frihedsberøvelsen kan vare, og personen skal
derfor løslades, når de omstændigheder, der gav
anledning til frihedsberøvelsen, ikke længere er til
stede.
Frihedsberøvelsen må så vidt muligt ikke
udstrækkes ud over 6 timer. Fristen regnes fra
iværksættelse af frihedsberøvelsen. Den tid, der
måtte medgå til transport til en politistation, skal
således medregnes i fristen. Det forudsættes i
bemærkningerne til det pågældende lovforslag, at
overskridelse af 6-timers grænsen normalt kun vil kunne ske i
forbindelse med aktioner med frihedsberøvelse af et
større antal personer, hvor den tid, der vil medgå til
transport til politistationen, registrering og identifikation af de
frihedsberøvede, i praksis vil gøre det umuligt at
overholde 6-timers grænsen.
Frihedsberøvelsen skal endvidere være så
skånsom som mulig. Dette indebærer bl.a., at den
frihedsberøvede ikke må transporteres og anbringes
på en unødigt belastende måde, og at
frihedsberøvelsen skal gennemføres så diskret
som muligt.
Politilovens § 5 indeholder en generel bestemmelse
om muligheden for frihedsberøvelse med henblik på at
afværge fare for ordensforstyrrelser eller fare for
enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.
Frihedsberøvelse er betinget af, at mindre indgribende
midler ikke er tilstrækkelige til at afværge faren.
Herudover indeholder politilovens §§ 10-13 regler om
mulighed for frihedsberøvelse af svage og udsatte
persongrupper (syge og hjælpeløse, herunder berusede,
samt børn).
3.2. Lovforslagets udformning
3.2.1. Som det fremgår af
pkt. 3.1 ovenfor, har politiet efter de gældende regler i
politiloven mulighed for efter visse nærmere angivne
betingelser at frihedsberøve personer i forbindelse med
forsamlinger og opløb med henblik på at afværge
forstyrrelse af den offentlige orden mv. eller fare for
enkeltpersoners eller den offentlige sikkerhed.
Frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og
skånsom som muligt og må så vidt muligt ikke
udstrækkes ud over 6 timer.
Rigspolitiet har over for Justitsministeriet oplyst, at
muligheden efter politiloven for frihedsberøvelse med
henblik på fareafværgelse mv. er et nyttigt og
effektivt værktøj for politiet med henblik på at
kunne afværge væsentlig fare for forstyrrelse af den
offentlige orden og sikkerhed mv. i forbindelse med forsamlinger og
opløb. Der har imidlertid i praksis været
tilfælde, hvor personer har måttet løslades
efter 6 timer, selv om
frihedsberøvelse i realiteten
fortsat måtte anses for nødvendig for at afværge
den konkrete fare for den offentlige orden og sikkerhed mv., som
gav anledning til frihedsberøvelsen, f.eks. fordi der
fortsat var uro, opløb eller lignende, som de
pågældende måtte forventes at ville deltage i.
Det er således Rigspolitiets vurdering, at varigheden af
frihedsberøvelsen i sådanne tilfælde har
været utilstrækkelig til at afværge den konkrete
fare og varetage de hensyn, som efter politiloven har begrundet
frihedsberøvelsen. Det er Rigspolitiets vurdering, at en
forlængelse af 6-timers grænsen i politilovens
§§ 8 og 9 til 12 timer i praksis i stort set alle
tilfælde vil være tilstrækkelig til at varetage
de hensyn, som begrunder frihedsberøvelsen efter
politiloven.
Det bemærkes i den forbindelse, at det som anført
i pkt. 3.1 ovenfor er forudsat i bemærkningerne til det
pågældende lovforslag, at overskridelse af 6-timers
grænsen normalt kun vil kunne ske i forbindelse med aktioner
med frihedsberøvelse af et større antal personer,
hvor den tid, der vil medgå til transport til
politistationen, registrering og identifikation af de
frihedsberøvede, i praksis vil gøre det umuligt at
overholde 6-timers grænsen.
Det er væsentligt, at politiet har de fornødne
muligheder for at afværge bl.a. betydelig fare for den
offentlige orden og sikkerhed inden for rammerne af
grundlæggende hensyn til borgernes retssikkerhed.
Efter en samlet vurdering, herunder i lyset af det, der er
anført af Rigspolitiet, finder Justitsministeriet, at
6-timers grænsen for frihedsberøvelsens varighed i
politilovens §§ 8 og 9 om forsamlinger og
opløb som led i indsatsen mod omfattende forstyrrelse af den
offentlige orden og sikkerhed bør forlænges til 12
timer. Den foreslåede forlængelse har således til
formål at forbedre politiets muligheder for at afværge
fare for den offentlige orden og sikkerhed i forbindelse med
forsamlinger og opløb.
Efter det oplyste har der ikke i praksis været
tilsvarende problemer i relation til grænserne for
frihedsberøvelsens varighed efter de øvrige regler i
politiloven, og efter Justitsministeriets opfattelse er der
således ikke grundlag for at foreslå ændringer af
de øvrige bestemmelser i politiloven, der efter
nærmere angivne betingelser også giver mulighed for
frihedsberøvelse.
Der foreslås ingen ændringer i betingelserne mv.
for at iværksætte frihedsberøvelse efter
politilovens §§ 8 og 9. Frihedsberøvelse vil
således fortsat kun kunne anvendes, hvis det er
nødvendigt i den konkrete situation, og hvis mindre
indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at
afværge faren. Frihedsberøvelsen skal endvidere
fortsat være så kortvarig og skånsom som muligt.
Selv om grænsen efter forslaget forlænges til 12 timer,
skal personen således i givet fald ligesom i dag
løslades, så snart de omstændigheder, der gav
anledning til frihedsberøvelsen, ikke længere er til
stede.
Det anførte udtrykker et almindeligt
proportionalitetsprincip, hvorefter en frihedsberøvelse og
dens varighed i det konkrete tilfælde skal være
nødvendig og forsvarlig set i forhold til den fare, der
søges afværget med frihedsberøvelsen.
Proportionalitetsvurderingen afhænger - som det også
fremgår af de gældende bestemmelser i politilovens
§ 8, stk. 4, og § 9, stk. 3 - bl.a.
af frihedsberøvelsens varighed, således at vurderingen
alt andet lige skærpes, jo længere
frihedsberøvelsen varer.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2
(ændring af politilovens §§ 8 og 9) og
bemærkningerne hertil.
3.2.2. Som der nærmere er
redegjort for i det pågældende lovforslags
bemærkninger, må muligheden for frihedsberøvelse
efter bl.a. politilovens § 8 og § 9 anses for
at være i overensstemmelse med Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 5 om frihedsberøvelse,
jf. Folketingstidende 2003-2004, Tillæg A, side 5885-5887.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indeholder ikke
nærmere regler om varigheden af en frihedsberøvelse,
men det er et generelt krav efter konventionen, at en
frihedsberøvelse skal være proportional.
Som der nærmere er redegjort for i pkt. 3.2.1, må
en frihedsberøvelse efter politilovens §§ 8
og 9 i givet fald fortsat kun anvendes, hvis andre og mindre
indgribende midler ikke findes tilstrækkelige, og
frihedsberøvelsen skal være så kortvarig og
skånsom som mulig. Hvis lovforslaget vedtages, skal der
således ligesom i dag foretages en konkret vurdering af, om
frihedsberøvelsen og dens varighed må anses for
proportional i forhold til den fare, der tilsigtes
afværget.
På den anførte baggrund rejser den
foreslåede ændring af politilovens §§ 8
og 9 efter Justitsministeriets opfattelse ikke
spørgsmål i forhold til Den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 5.
4. Øget anvendelse af videoudstyr og
videodokumentation
I tilknytning til lovforslaget lægges også op til
øget anvendelse hos politiet af bl.a. mobilt videoudstyr og
videodokumentation i forbindelse med, at der i et område
foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden,
herunder i forbindelse med det kommende klimatopmøde i
København (COP 15).
I forbindelse med uroligheder, optøjer mv. er det
politiets hovedopgave at sikre, at den offentlige ro og orden
genoprettes. Herudover er det også vigtigt, at politiet
så vidt muligt kan retsforfølge gerningsmændene.
Samtidig er det i forbindelse med disponeringen af politiindsatsen
i politiets vagt- eller kommandocentral af stor betydning at kunne
få præcise og overskuelige informationer. Det kan
også i nogle tilfælde være af betydning at kunne
belyse politiets opgavevaretagelse med henblik på en
nærmere evaluering heraf. Den nødvendige dokumentation
til disse formål vil fortsat kunne bestå i skriftlige
optegnelser og de involveredes mundtlige oplysninger, men
videodokumentation er i stigende grad et anvendeligt redskab til at
sikre en umiddelbar og autentisk gengivelse af begivenheder og
handlinger i sådanne situationer.
På denne baggrund vil politiet styrke mulighederne for
at tilvejebringe videodokumentation ved bl.a. at benytte
fremadrettede videokameraer (»videokanoner«) på
politiets indsatskøretøjer. Kameraet betjenes inde
fra vognen og optagelserne lagres på lagringsmedie placeret i
vognen.
Politiet vil endvidere anvende særlige videovogne med
mobile videokameraer, som kan foretage en mere omfattende
videodokumentation af uroligheder mv. og politiets indsats. Desuden
anvendes mobilt videodokumentationsudstyr, der efter behov kan
placeres i ejendomme, køretøjer mv., således at
optagelserne lagres på et lokalt lagringsmedie og eventuelt
samtidig transmitteres trådløst til politiets
kommandocentral.
Der vil også blive anvendt håndholdte
videokameraer, der dels har en tilfredsstillende billedkvalitet,
dels er robuste nok til at kunne fungere under de særlige
forhold i forbindelse med en politiindsats.
5. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indebærer, at det ved fastsættelse af
straffen for overtrædelser af straffelovens § 119,
stk. 3, og § 291, stk. 1 og 2, skal betragtes
som en skærpende omstændighed, at forholdet er
begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der
i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.
Strafskærpelserne vil kunne føre til en mindre
forøgelse af strafmassen, der efter Justitsministeriets
vurdering vil kunne rummes inden for den eksisterende
kapacitet.
Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
6. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv.
7. Lovforslagets administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget skønnes ikke at have administrative
konsekvenser for borgerne.
8. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte myndigheder mv.
Et udkast til lovforslaget har været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, HK-Landsklubben Danmarks
Domstole, Rigsadvokaten¸ Foreningen af Offentlige Anklagere,
Rigspolitiet, Politiforbundet i Danmark, HK-Landsklubben for
Politiet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Foreningen af
Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen,
Dansk Fængselsforbund, HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen,
Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen,
Advokatrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, Institut for Menneskerettigheder,
Retssikkerhedsfonden, Amnesty International og Dansk Retspolitisk
Forening.
| | |
11.
Sammenfattende skema |
| | |
| Positive konsekvenser/ Mindreudgifter | Negative konsekvenser/ Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen af betydning | Lovforslaget indebærer, at det ved
fastsættelse af straffen for overtrædelser af
straffelovens § 119, stk. 3, og § 291,
stk. 1 og 2, skal betragtes som en skærpende
omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i
umiddelbar forlængelse af, at der i området
foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt
sted. Strafskærpelserne vil kunne
føre til en mindre forøgelse af strafmassen, der
efter Justitsministeriets vurdering vil kunne rummes inden for den
eksisterende kapacitet. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
| |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
(Straffeloven)
Til nr. 1 (§ 119, stk. 3, 2. pkt.)
Det foreslås, at der i straffelovens § 119,
stk. 3, om hindring af bl.a. politiets arbejde indsættes
et nyt 2. pkt., hvorefter det ved fastsættelse af straffen
skal indgå som en skærpende omstændighed, at
forholdet er begået, mens eller i umiddelbar
forlængelse af, at der i området foregår grov
forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.
Med udtrykket »grov forstyrrelse af ro og orden på
offentligt sted« sigtes til en sådan forstyrrelse af
den offentlige orden, som er nævnt i straffelovens
§ 134 a. For at den foreslåede bestemmelse skal
kunne anvendes, skal gerningsmanden have haft forsæt med
hensyn til, at der foregik en sådan forstyrrelse af den
offentlige ro og orden.
Den foreslåede strafskærpelsesregel finder kun
anvendelse, hvis der er en tidsmæssig og geografisk
sammenhæng mellem overtrædelsen og den grove
forstyrrelse af den offentlige ro og orden.
Overtrædelsen af straffelovens § 119,
stk. 3, skal begås samtidig med eller i umiddelbar
forlængelse af, at der i det pågældende
område foregår grove forstyrrelser af den offentlige ro
og orden omfattet af straffelovens § 134 a. Dette
omfatter også tilfælde, hvor f.eks. en større
gruppe personer søger at hindre politiets arbejde, inden der
er opstået sådanne uroligheder, og som fortsætter
hermed, mens der i området foregår grov forstyrrelse af
den offentlige ro og orden. Omfattet er desuden forhold, der
begås i umiddelbar forlængelse af sådanne
uroligheder, f.eks. hvis personer på vej væk fra
stedet, hvor urolighederne er blevet opløst af politiet,
forsøger at lægge hindringer i vejen for politiets
arbejde (eller begår hærværk, jf. forslaget til
straffelovens § 291, stk. 4) i tilstødende
gader mv.
Der skal som nævnt endvidere være tale om, at
overtrædelsen er begået »i området«,
hvor den grove forstyrrelse af den offentlige ro og orden
foregår. Den nærmere fastlæggelse af
området, hvor der er i en given situation foregår
uroligheder, må bero på en konkret vurdering bl.a. af
urolighedernes omfang og udstrækning og af de geografiske
forhold det pågældende sted. Den foreslåede
bestemmelse omfatter ikke kun de gader, pladser, torve mv., hvor
der foregår uroligheder, men også gader mv., som
støder op til det sted, hvor urolighederne foregår, og
som f.eks. kan anvendes som adgangs- eller flugtveje til og fra
stedet. Bestemmelsen omfatter således f.eks. tilfælde,
hvor en gruppe personer i en gade, som støder op til en
plads, hvor der foregår omfattende uroligheder,
forsøger at hindre politiet i at komme frem til pladsen
eller forsøger at hindre politiet i at forfølge og
anholde uromagere, som via de tilstødende gader
forsøger at stikke af fra pladsen.
I nogle tilfælde flytter uroligheder sig løbende
- afhængig af, hvor uromagerne bevæger sig hen - inden
for et bestemt område, f.eks. inden for et bestemt kvarter,
omkring nogle boligblokke eller omkring et bestemt
bygningskompleks. I sådanne tilfælde vil som
udgangspunkt hele området omkring f.eks. boligblokkene eller
bygningskomplekset være omfattet af den foreslåede
bestemmelse i straffelovens § 119, stk. 3, 2. pkt.
Bestemmelsen omfatter derimod ikke andre overtrædelser, der
sker i samme by eller bydel uden en nær geografisk
sammenhæng med det sted, hvor urolighederne foregår,
uanset hvad motivet eventuelt måtte være for
overtrædelsen.
Det er med den foreslåede bestemmelse i straffelovens
§ 119, stk. 3, 2. pkt., forudsat, at der ved
straffastsættelsen i sager, hvor forholdet er begået,
mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i
området foregår grov forstyrrelse offentlig af ro og
orden, tages udgangspunkt i et strafniveau på 40 dages
fængsel i førstegangstilfælde, f.eks. hvor en
større gruppe personer, mens der i området
foregår omfattende forstyrrelse af den offentlige ro og
orden, »hægter sig sammen« for at blokere
adgangsveje mv. og således hindre politiets,
brandvæsnets eller ambulancetjenestens arbejde. Endvidere kan
nævnes tilfælde, hvor en større gruppe personer
i fællesskab forsøger at hindre politiet i at anholde
dem ved f.eks. at holde fast i hinanden.
Fastsættelsen af straffen i de konkrete sager om
overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3,
vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens §§ 80-82.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 291, stk. 4)
Det foreslås, at der i straffelovens § 291 om
hærværk indsættes et nyt stk. 4, hvorefter
det ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 og 2 skal
indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet
er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at
der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.
Med hensyn til det nærmere anvendelsesområde for
det foreslåede § 291, stk. 4, henvises til
bemærkningerne til forslaget til straffelovens
§ 119, stk. 3, 2. pkt. (lovforslagets § 1,
nr. 1).
Der idømmes som udgangspunkt frihedsstraf i grove
hærværkssager og i gentagelsestilfælde. Der er
stor variation i de konkrete straffe, som afhænger af
omstændighederne i den enkelte sag, herunder f.eks.
værdien af det ødelagte (som kan variere betydeligt
fra sag til sag), gerningsmandens eventuelle forstraffe og om der
er tale om organiseret eller systematisk hærværk.
Det er med forslaget til straffelovens § 291,
stk. 4, forudsat, at der som udgangspunkt skal ske en
forhøjelse af straffen med halvdelen i forhold til den
frihedsstraf, der ville være blevet fastsat efter de
hidtidige regler, hvis der er tale om hærværk
begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der
foregår grov forstyrrelse af den offentlige ro og
orden.
I de tilfælde, hvor der i de omhandlede sager
undtagelsesvis fastsættes en bødestraf (f.eks. fordi
der er tale om en ustraffet gerningsmand, der begår
hærværk for et mindre beløb), forudsættes
der som udgangspunkt tilsvarende at ske en forhøjelse af
bøden med det halve i forhold til det sædvanlige
niveau.
Fastsættelsen af straffen i de konkrete sager om
overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1 og
2, vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes konkrete
vurdering i det enkelte tilfælde, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag er omstændigheder, der taler herfor, jf.
herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i
straffelovens §§ 80-82.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
(Lov om politiets virksomhed)
Til nr. 1 (§ 8, stk. 4, 2. pkt., og
§ 9, stk. 3, 2. pkt.)
Det foreslås, at 6-timers grænsen for varighed af
en frihedsberøvelse efter politilovens § 8,
stk. 4, 2. pkt. (om forsamlinger), og § 9,
stk. 3, 2. pkt. (om opløb), forlænges til 12
timer, således en frihedsberøvelse fremover så
vidt muligt ikke må udstrækkes ud over 12 timer.
Der foreslås ingen ændringer i betingelserne mv.
for at iværksætte frihedsberøvelse efter
politilovens §§ 8 og 9. Frihedsberøvelse vil
således fortsat kun kunne anvendes, hvis det er
nødvendigt i den konkrete situation, og hvis mindre
indgribende midler ikke findes tilstrækkelige til at
afværge faren. Frihedsberøvelsen skal endvidere
fortsat være så kortvarig og skånsom som muligt.
Selv om grænsen foreslås forlænget til 12 timer,
skal personen således ligesom i dag løslades, så
snart de omstændigheder, der gav anledning til
frihedsberøvelsen, ikke længere er til stede.
Det anførte er udtryk for et almindeligt
proportionalitetsprincip, hvorefter en frihedsberøvelse og
dens varighed i det konkrete tilfælde skal være
proportional (dvs. nødvendig og forsvarlig) i forhold til
den fare, der søges afværget med
frihedsberøvelsen. Proportionalitetsvurderingen, som
også fremgår af politilovens § 8,
stk. 4, og § 9, stk. 3, må i den
forbindelse antages bl.a. at afhænge af
frihedsberøvelsens varighed, således at vurderingen
alt andet lige skærpes, jo længere
frihedsberøvelsen varer.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft 1. december
2009, således at de foreslåede regler i givet fald
også vil kunne anvendes i forbindelse med eventuelle
uroligheder under klimatopmødet i København i
december 2009 (COP 15).
Til § 4
Den foreslåede bestemmelse vedrører lovens
territoriale gyldighed.
Bilag 1
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | |
| | I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1068 af 6. november 2008, som
ændret ved § 7 i lov nr. 1404 af 27. december 2008,
§ 1 i lov nr. 319 af 28. april 2009 og § 1 i
lov nr. 501 af 12. juni 2009, foretages følgende
ændringer: |
| | |
§ 119.
Den, som med vold eller trussel om vold overfalder nogen, hvem
det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste
eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller
hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige
måde søger at hindre en sådan person i at
foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at
foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller
fængsel indtil 8 år. | | |
Stk. 2.
På samme måde straffes den, som, uden at forholdet
falder ind under stk. 1, fremsætter trusler om vold, om
frihedsberøvelse eller om sigtelse for strafbart eller
ærerørigt forhold mod nogen, der af det offentlige er
tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe
afgørelse vedrørende retsforhold eller
vedrørende håndhævelse af statens
straffemyndighed, i anledning af udførelsen af tjenesten
eller hvervet, eller som på lige måde søger at
hindre en sådan person i at foretage en lovlig
tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en
tjenestehandling. | | |
Stk. 3.
Lægger nogen ellers de nævnte personer hindringer i
vejen for udførelsen af deres tjeneste eller hverv, straffes
han med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder. | | 1. I § 119, stk. 3, indsættes
som 2. pkt.: »Ved fastsættelse af straffen
skal det indgå som en skærpende omstændighed, at
forholdet er begået, mens eller i umiddelbar
forlængelse af, at der i området foregår grov
forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted.« |
| | |
§ 291.
Den, der ødelægger, beskadiger eller
bortskaffer ting, der tilhører en
anden, straffes med bøde eller fængsel indtil 1
år og 6 måneder. | | |
Stk. 2.
Øves der hærværk af betydeligt omfang, eller af
mere systematisk eller organiseret karakter, eller er
gerningsmanden tidligere fundet skyldig efter
nærværende paragraf eller efter § 180,
§ 181, § 183, stk. 1 og 2,
§ 184, stk. 1, § 193 eller
§ 194, kan straffen stige til fængsel i 6
år. | | |
Stk. 3.
Forvoldes skaden under de i stk. 2 nævnte
omstændigheder af grov uagtsomhed, er straffen bøde
eller fængsel indtil 6 måneder. | | |
| | |
| | 2. I § 291 indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Ved fastsættelse af
straffen efter stk. 1 og 2 skal det indgå som en
skærpende omstændighed, at forholdet er begået,
mens eller i umiddelbar forlængelse af, at der i
området foregår grov forstyrrelse af ro og orden
på offentligt sted.« |
| | |
| | § 2 |
| | |
| | I lov om politiets virksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 444 af 9. juni 2004, som ændret
ved § 19 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og § 4 i
lov nr. 501 af 12. juni 2009, foretages følgende
ændring: |
| | |
§ 8.
Politiet kan ved offentlige forsamlinger under åben
himmel gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver
anledning til fare for betydelig forstyrrelse af den offentlige
orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige
sikkerhed. | | |
Stk. 2.
Ved andre offentlige forsamlinger end dem, der er nævnt i
stk. 1, kan politiet efter anmodning fra forsamlingens
leder gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der giver anledning
til fare for ordensforstyrrelse. Politiet kan uden anmodning fra
forsamlingens leder gribe ind over for forsamlingsdeltagere, der
giver anledning til fare for alvorlig ordensforstyrrelse eller fare
for sikkerheden. | | |
Stk. 3.
Med henblik på at afværge fare som nævnt i
stk. 1 og 2 kan politiet foretage indgreb over for den eller
de personer, der giver anledning til faren. Politiet kan
herunder | | |
1) | udstede påbud, | | |
2) | besigtige en persons legeme samt
undersøge tøj og andre genstande, herunder
køretøjer, i den pågældendes besiddelse,
når vedkommende formodes at være i besiddelse af
genstande bestemt til at forstyrre den offentlige fred eller orden
eller bestemt til at udgøre en fare for enkeltpersoners
eller den offentlige sikkerhed, samt | | |
3) | fratage personer genstande. | | |
Stk. 4.
Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 3, ikke
tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om
nødvendigt frihedsberøve den eller de personer, der
giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være
så kortvarig og skånsom som muligt og må så
vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer. Stk. 5.
[Udeladt]. | | 1. I § 8, stk. 4, 2. pkt., og § 9, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »6 timer« til: »12
timer« |
| | |
§ 9.
Politiet har til opgave at afværge opløb, der
indebærer fare for forstyrrelse af den offentlige fred og
orden eller fare for enkeltpersoners eller den offentlige
sikkerhed. | | |
Stk. 2.
Med henblik på at afværge fare som nævnt i
stk. 1 kan politiet foretage indgreb over for den eller de
personer, der giver anledning til faren. Politiet kan
herunder | | |
1) | udstede påbud, | | |
2) | besigtige en persons legeme samt
undersøge tøj og andre genstande, herunder
køretøjer, i den pågældendes besiddelse,
når vedkommende formodes at være i besiddelse af
genstande bestemt til at forstyrre den offentlige fred eller orden
eller bestemt til at udgøre en fare for enkeltpersoners
eller den offentlige sikkerhed, samt | | |
3) | fratage personer genstande. | | |
Stk. 3.
Findes mindre indgribende midler, jf. stk. 2, ikke
tilstrækkelige til at afværge faren, kan politiet om
nødvendigt frihedsberøve den eller de personer, der
giver anledning til faren. Frihedsberøvelsen skal være
så kortvarig og skånsom som muligt og må så
vidt muligt ikke udstrækkes ud over 6 timer. Stk. 4-5.
[Udeladt]. | | 1. I § 8, stk. 4, 2. pkt., og § 9, stk. 3, 2. pkt.,
ændres »6 timer« til: »12
timer«. |
| | |
| | § 3 |
| | |
| | Loven træder i kraft den 1. december
2009. |
| | |
| | § 4 |
| | |
| | Stk. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland. |
| | Stk. 2.
§§ 1 og 2 kan ved kongelig anordning sættes i
kraft for Færøerne med de afvigelser, som de
færøske forhold tilsiger. |
| | Stk. 3.
§ 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for
Grønland med de afvigelser, som de grønlandske
forhold tilsiger. |