L 4 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser og lov om afgift af elektricitet og om ophævelse af lov om Elsparefonden.

(Oprettelse af Center for Energibesparelser m.v.).

Af: Klima- og energiminister Connie Hedegaard (KF)
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2009

Fremsættelse: 08-10-2009

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2009)

20091_l4_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2009)

Klima- og energiministeren (Connie Hedegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser og lov om afgift af elektricitet og om ophævelse af lov om Elsparefonden (Oprettelse af Center for Energibesparelser m.v.)

(Lovforslag nr. L 4).


Lovforslaget indeholder ændringer af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, især oprettelsen af det nye Center for Energibesparelser. Samtidig ophæves lov om Elsparefonden, da fonden erstattes af centeret.


Lovforslaget skal bidrage til en styrket og bedre koordineret indsats på området for energibesparelser. Baggrunden for forslaget er den energipolitiske aftale af 21. februar 2008, hvori det bl.a. blev sat som mål, at bruttoenergiforbruget skal falde med 2 pct. i 2011 og 4 pct. i 2020 i forhold til 2006. Endvidere påpeger bl.a. en uafhængig evaluering fra ultimo 2008, at der er behov for yderligere initiativer både for at sikre opfyldelsen af sparemålene og for at sikre en stærkere koordinering og samordning af den samlede besparelsesindsats.


Lovforslaget indeholder flere forskellige elementer. Der foreslås oprettet et Center for Energibesparelser, som på tværs af alle sektorer og energiarter undtagen transport skal understøtte realiseringen af omkostnings-effektive energibesparelser gennem kampagner, videndeling, markedspåvirkning m.v. Centret skal koordinere sin virksomhed med andre aktørers, herunder forsyningsvirksomhedernes, indsats. Centeret ledes af en uafhængig bestyrelse, som træffer afgørelse om sine indsatsområder inden for de overordnede rammer, som udstikkes af klima- og energiministeren. Centret og dets sekretariat oprettes i tilknytning til Energistyrelsen. Forslaget skal sikre, at centeret får fleksible rammer for gennemførelsen af spareaktiviteterne, samtidig med at tilknytningen til Energistyrelsen imødekommer et behov for en tættere koordinering og videndeling.


Forslaget indebærer endvidere, at der oprettes et uafhængigt Energispareråd, som skal rådgive ministeren om tilrettelæggelsen og gennemførelsen af den samlede energispareindsats. Medlemmerne udpeges af ministeren og skal repræsentere aktører og interessenter inden for området. Endelig bevirker forslaget, at der skal ske en styrkelse af myndighedsopgaverne i form af bl.a. dokumentation og evaluering af besparelsesindsatsen.


Center for Energibesparelser vil blive finansieret ved, at det nuværende elsparebidrag på 0,6 øre/kWh omlægges til et energisparebidrag, således at det kan anvendes til at fremme energibesparelser inden for alle sektorer og energiformer. Der ændres ikke ved opkrævningen hos husholdningerne og den offentlige sektor. Med henblik herpå indeholder lovforslaget ændringer af elafgiftsloven, som skaber hjemmel til finansieringen af centret.


Endvidere indeholder forslaget en mindre ændring af lov om statstilskud til produktrettede energibesparelser.


Lovforslaget indeholder ikke EU-retslige aspekter.


Lovforslaget vil ikke medføre økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Forslaget må derimod forventes at ville medføre fordele for erhvervslivet som følge af energibesparelser samt en forventet øget efterspørgsel efter energieffektive løsninger.


Lovforslaget vurderes at have positive konsekvenser for miljøet i kraft af fremme af energibesparelser.


Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.