L 38 Forslag til lov om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram.

Af: Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-10-2009

Fremsættelse: 08-10-2009

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2009)

20091_l38_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. oktober 2009)

Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri (Eva Kjer Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram.

(Lovforslag nr. L 38).

Lovforslaget er et led i den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af regeringens og Dansk Folkepartis aftale om Grøn Vækst af 16. juni 2009.


Med lovforslaget etableres Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP), der skal bidrage til at skabe en konkurrence- og bæredygtig fødevare- og nonfoodproduktion og bidrage til udvikling af erhvervspotentialer, vækst, beskæftigelse, arbejdsmiljø og videreudvikling af en markedsdrevet økologisk sektor samtidig med, at et højt niveau sikres inden for følgende områder: Klima-, miljø- og naturbeskyttelse, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og sundhed.


Lovforslaget skal desuden bidrage til, at forsknings- og innovationsindsatsen i højere grad fokuserer på de hovedudfordringer, erhvervet står over for i dag. Erhvervet mødes bl.a. af en række nye krav til miljø, natur og klima, og samtidig er der en skarp international konkurrence, som stiller store krav til erhvervets innovationsevne og produktivitet. Der skal foretages en koordineret prioritering af midler i forhold til de hovedudfordringer og udviklingstrin, hvor indsatsen giver størst effekt i forhold til målet om grøn vækst.


Lovforslaget skal derfor bidrage til at skabe en sammenhængende organisering af forsknings- og innovationsindsatsen på fødevare-, jordbrugs-, fiskeri- og akvakulturområdet og fremme en sammenhængende indsats for forskning, udvikling og demonstration af viden og teknologier i forhold til de samfundsmæssige hovedudfordringer og potentialer inden for de nævnte områder.


Under GUDP fokuseres forsknings- og innovationsindsatsen bl.a. på følgende hovedudfordringer for erhvervene: En mere bæredygtig planteproduktion, en mere bæredygtig husdyrproduktion med bedre dyrevelfærd, en mere CO2-neutral energiproduktion i landbruget, en mere markedsdrevet økologisk produktion, en højere produktivitetstilvækst og øget værdiskabelse samt et mere bæredygtigt fiskeri og en bæredygtig akvakulturproduktion.


Inden for hovedudfordringerne omfatter GUDP tre hovedaktiviteter. For det første gives der under GUDP tilsagn om tilskud til udviklings- og demonstrationsprojekter samt til forskningsprojekter, der skaber grundlag for gennemførelse af udviklings- og demonstrationsprojekter. For det andet skal GUDP aktivt fremme samarbejdet mellem offentlige og private aktører. For det tredje skal samspillet mellem GUDP og internationale programmer på fødevare-, jordbrugs-, fiskeri- og akvakulturområdet styrkes.


Der nedsættes en bestyrelse for GUDP, der tillægges afgørelseskompetence vedrørende samtlige typer af projektansøgninger under GUDP.


Etableringen af GUDP indebærer, at innovationsloven ophæves, jf. lov nr. 421 af 31. maj 2000 om tilskud til fremme af innovation, forskning og udvikling m.v. i fødevare-, jordbrugs- og fiskerisektoren (innovationsloven). Endvidere indebærer etableringen, at Fødevareministeriet som hovedregel ikke længere udbyder enkeltstående forskningsprogrammer.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i Folketinget.