Tillægsbetænkning afgivet af
Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 15. december
2009
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 8. oktober 2009 og var til 1.
behandling den 29. oktober 2009. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Udvalget for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri. Udvalget afgav betænkning den 9.
december 2009. Lovforslaget var til 2. behandling den 15. december
2009, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Udvalget
for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
Møder
Udvalget har, efter at lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Østlige Øers
Landboforeninger.
Fødevareministeren forventes inden 3. behandling af
lovforslaget at kommentere henvendelsen.
Samråd
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
stillet 2 spørgsmål til fødevareministeren til
mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret
spørgsmålene i et samråd med udvalget den 15.
december 2009. Ministeren har i forlængelse af samrådet
overgivet udvalget det talepapir, der lå til grund for
ministerens besvarelse af spørgsmålet.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
stillet 3 spørgsmål til skriftlig besvarelse.
Spørgsmålene forventes besvaret inden 3. behandling af
lovforslaget.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF og
KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det
foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal i udvalget (S, SF, RV
og EL) vil stemme hverken for eller imod lovforslaget ved 3.
behandling.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale
Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget er bekymrede for,
om regeringens lovforslag vil kunne opfylde de mål for
miljø og natur, som regeringen har sat sig med aftalen om
Grøn Vækst. De overordnede miljømæssige
konsekvenser af forslaget vedrører således både
kvælstofudledning, pesticidforbrug og kulstofoptag.
Bekymringen går især på, at regeringen ikke har
indfriet løftet om at dokumentere, at ophævelse af
braklægningsordningen vil være miljøneutral. Det
er desuden bekymrende, at fødevareministeren med
lovforslaget får bemyndigelse til at erstatte
efterafgrøder med andre former for dyrkning, som ingen
kender miljøbelastningen for. Den afledte konsekvens heraf
vil bl.a. være et højere pesticidforbrug. Set i lyset
af at ministerens ændringsforslag om brug af andre
dyrkningsrelaterede tiltag er vedtaget ved 2. behandling, finder
mindretallet, at ministeren, når miljøbelastningen af
de dyrkningsrelaterede tiltag kendes, bør orientere udvalget
inden tilladelse til dyrkning gives.
Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
Torsten Schack Pedersen
V nfmd. Tina Nedergaard V
Henrik Høegh V Jens Kirk V Eyvind Vesselbo V
René Christensen DF fmd. Bent Bøgsted DF
Anita Christensen DF Knud Kristensen KF
Bjarne Laustsen S Ole Vagn Christensen S
Julie Skovsby S Benny Engelbrecht S Kristen Touborg
SF Pia Olsen Dyhr SF Bente Dahl RV Per Clausen
EL
Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde
ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 25 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 18 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Uden for folketingsgrupperne | 1 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | (UFG) | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 36 efter afgivelse af
betænkning
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
7 | Betænkning afgivet den 9. december
2009 |
8 | 1. udkast til
tillægsbetænkning |
9 | Henvendelse af 11/12-09 fra Østlige
Øers Landboforeninger |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 36 efter
afgivelse af betænkning
10 | Spm. om oversendelse af det talepapir, der
lå til grund for besvarelsen af L 36 - samrådsspm. A og
B, til fødevareministeren, og ministerens svar
herpå |
11 | Spm. om kommentar til henvendelsen af
11/12-09 fra Østlige Øers Landboforeninger, til
fødevareministeren |
12 | Spm. om, hvorvidt kulstofoptaget
indgår som et element i forbindelse med udregningen af
omregningsfaktoren, til fødevareministeren |
13 | Spm. om redegørelse for, hvoraf det
fremgår, at regeringen har kompenseret for de miljø-
og naturmæssige konsekvenser, som ophævelsen af
brakordningen har haft, til fødevareministeren |
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L 36 efter
afgivelse af betænkning
Samråds-spm.nr. | Titel |
A | Samrådsspm. om redegørelse
for den udtømmende liste over virkemidler, der skal bringes
i anvendelse som alternativ til udlægning af
efterafgrøder, til fødevareministeren |
B | Samrådsspm. om beregningsgrundlaget
for efterafgrøders reduktionspotentiale i forhold til
kvælstofudledningen, til fødevareministeren |