L 35 Forslag til lov om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.

(Udskydelse af ikrafttrædelsestidspunkt for ordningen om frokostmåltid i daginstitutioner m.v.).

Af: Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 08-10-2009

Fremsat: 08-10-2009

Fremsat den 8. oktober 2009 af indenrigs- og socialministeren (Karen Ellemann)

20091_l35_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 8. oktober 2009 af indenrigs- og socialministeren (Karen Ellemann)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge m.v.

(Udskydelse af ikrafttrædelsestidspunkt for ordningen om frokostmåltid i daginstitutioner m.v.)

§ 1

I lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, som ændret ved lov nr. 1148 af 3. december 2008 og § 142 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændring:

1. Efter § 16 indsættes:

»Mad i daginstitutioner

 § 16 a. Alle børn i daginstitutioner omfattet af § 19 skal have et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer efter ansøgning fra et barns forældre afgørelse om, at barnet kan fritages for et sundt frokostmåltid efter stk. 1 mod en reduktion i forældrebetalingen, jf. § 32, stk. 2, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.«

§ 2

I lov nr. 1148 af 3. december 2008 om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge foretages følgende ændringer:

1. § 1, nr. 2, ophæves.

2. I § 2, stk. 1, ændres »2010« til: »2011«.

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Lovens § 2, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2010.

§ 4

Stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der i perioden fra den 1. januar 2010 til og med den 31. december 2010 skal indgå et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen i en eller flere daginstitutioner omfattet af § 19, stk. 2 og 3 i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge eller til bestemte aldersgrupper i sådanne daginstitutioner.

Stk. 2. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning i medfør af stk. 1, skal kommunens tilskud pr. barn efter § 31 i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, der får et sundt frokostmåltid, udgøre mindst 70 procent og forældrenes egenbetaling højst 30 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.

Stk. 3. Ved beregning af tilskud og forældrebetaling efter stk. 2 finder dagtilbudslovens § 32 anvendelse, dog skal udgifterne til frokostmåltidet efter stk. 1 alene indgå i de budgetterede bruttodriftsudgifter for daginstitutioner i det omfang, der indgår et sundt frokostmåltid efter stk. 1.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer for daginstitutioner, i det omfang der efter stk.1 indgår et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, afgørelse om, at et barn kan fritages for et sundt frokostmåltid efter stk. 1 mod en reduktion i forældrebetalingen, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen. I disse tilfælde finder dagtilbudslovens § 31, stk. 2, anvendelse.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan for daginstitutioner, i det omfang der efter stk. 1, indgår et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, alene beslutte at give mulighed for forældrebetalte madordninger efter dagtilbudslovens § 17 for den mad, der ikke udgør frokostmåltidet.

Stk. 6. Hvis kommunalbestyrelsen ikke overholder pasningsgarantien, jf. dagtilbudslovens §§ 23-25, skal tilskuddet efter dagtilbudslovens § 25, stk. 1, til børn, der får et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, jf. stk. 1, hæves til mindst 73 procent. For de forældre, hvis barn er fritaget for et sundt frokostmåltid mod en reduktion i forældrebetalingen, jf. stk. 4, finder dagtilbudslovens § 25, stk. 1, anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1) Indledning og baggrund

2) Gældende ret

3) Den foreslåede ordning

4) Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5) Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

6) Miljømæssige konsekvenser

7) Administrative konsekvenser for borgerne

8) Forholdet til EU-retten

9) Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10) Sammenfattende skema



1. Indledning og baggrund

Regeringen vil sikre, at alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen.


I finanslovsaftalen for 2008 blev der på den baggrund indgået aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Ny Alliance om, at alle børn i daginstitutioner fra 0 år og frem til skolealderen senest den 1. januar 2010 skal tilbydes et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen. Det blev endvidere aftalt, at frokosten skal være omfattet af de almindelige regler om fripladstilskud og søskendetilskud, ligesom det fremgik af aftalen, at forældrenes betaling for børnenes frokostmåltid skal opkræves i forbindelse med den almindelige betaling til daginstitutionen. I forbindelse med aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2009 blev det aftalt, at det nuværende loft for den maksimale forældrebetaling på 25 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter for en plads i dagtilbud hæves med 5 procentpoint til 30 procent i forbindelse med indførelsen af frokost som en del af dagtilbudsydelsen. For kommuner, som allerede tilbyder et frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen i kommunens daginstitutioner, blev det aftalt, at det er en lokalpolitisk prioritering at vælge at hæve egenbetalingen fra de nuværende 25 procent.


På den baggrund vedtog Folketinget den 25. november 2008 lov nr. 1148 af 3. december 2008 om frokostmåltid i daginstitutioner m.v. Lovforslaget (L 16) blev fremsat den 9. oktober 2008.


Efterfølgende har der lokalt vist sig en række praktiske udfordringer i forhold til at nå at implementere loven inden den 1. januar 2010. I forbindelse med aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2010 er der på den baggrund indgået aftale om, at regeringen vil søge Folketingets tilslutning til at ændre lovens tidsfrister, så tidspunktet for, hvornår alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid ændres til den 1. januar 2011. Det er endvidere aftalt, at kommunerne får større fleksibilitet i forbindelse med implementeringen af ordningen, idet kommunerne via en overgangsbestemmelse får mulighed for at indføre frokostmåltidet gradvist i 2010 og hæve forældrebetalingen tilsvarende i de daginstitutioner, hvor børnene får et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen.


Det er endvidere aftalt, at kommunerne tilføres 400 mio. kr. årligt fra 2011 som et permanent løft af bloktilskuddet med henblik på implementering af loven. De kommuner, der tilbyder et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen i daginstitutioner i 2010, vil få udbetalt deres forholdsmæssige andel af bloktilskudskompensationen. Den enkelte kommunes tilskud udgør maksimalt kommunens bloktilskudsandel (befolkningstallet) af 400 mio. kr., som udbetales, hvis der tilbydes et sundt frokostmåltid til alle børn i alle daginstitutioner fra den 1. januar 2010. Tilskuddet korrigeres forholdsmæssigt på grundlag af andelen af børn optaget i kommunens daginstitutioner, der får et sundt frokostmåltid i 2010, samt tidspunktet for, hvornår det sunde frokostmåltid er indført.


Regeringen og KL er enige om, at kommunerne med aftalerne om kommunernes økonomi for 2009 og 2010 har gode rammer for at tilbyde et sundt frokostmåltid i alle daginstitutioner fra 1. januar 2011.


2. Gældende ret

Lov nr. 1148 af 3. december 2008 om frokostmåltid i daginstitutioner m.v. blev vedtaget i Folketinget den 25. november 2008 med ikrafttræden den 1. januar 2010. Der henvises til Folketingstidende 2008-2009, Folketingets forhandlinger spalte, 372, 1199 og 1367, Tillæg A spalte, 808 og 820, Tillæg B spalte, 62 samt Tillæg C spalte, 10.


Det fremgår af lovens § 1, nr. 2, at alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid. Med dette menes, at alle børn fra den 1. januar 2010 skal have et sundt frokostmåltid, og at frokostmåltidet skal indgå som en integreret del af dagtilbudsydelsen.


I loven er der indsat en overgangsbestemmelse, jf. § 3, hvor der i overgangsåret fra den 1. januar 2009 til og med den 31. december 2009 åbnes mulighed for at hæve forældrebetalingen til maksimalt 30 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter, hvis alle børn i kommunens daginstitutioner får et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen. I disse tilfælde fastsætter overgangsbestemmelsen blandt andet særlige regler for forældrebetalte madordninger samt tilskud ved brud på pasningsgarantien.


3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at tidspunktet for, hvornår alle børn i daginstitutioner senest skal have et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, udskydes til den 1. januar 2011.


Det foreslås endvidere, at kommunerne får mulighed for at indføre ordningen gradvist med hvilket, der menes, at kommunen kan indføre frokostmåltidet i nogle daginstitutioner i kommunen og således ikke nødvendigvis alle og hæve forældrebetalingen i de specifikke daginstitutioner, hvor frokostmåltidet indgår som en del af dagtilbudsydelsen. Via en overgangsbestemmelse åbnes der således mulighed for, at et sundt frokostmåltid fra 1. januar 2010 kan indgå som en integreret del af dagtilbudsydelsen i en eller flere daginstitutioner i kommunen, og at kommunen kan hæve forældrebetalingen i disse daginstitutioner. Såfremt kommunen anvender aldersopdelte takster, betyder forslaget endvidere, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at opkræve højere forældrebetaling alene for de respektive aldersgrupper, der i 2010 får et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen i henhold til forslaget.


Private pasningsordninger, jf. dagtilbudslovens §§ 78 og 80, omfattes ikke af lovforslaget. Det skal ses i sammenhæng med, at private pasningsordninger heller ikke er omfattet af de øvrige indholdsmæssige lovkrav, der gælder for dagtilbud, herunder blandt andet kravet om udarbejdelse af pædagogiske læreplaner, børnemiljøvurderinger og forældreindflydelse.


Dagplejen er endvidere ikke omfattet af lovforslaget, da kost allerede i dag i praksis er en del af dagplejeydelsen. Dette skyldes, at dagplejere i henhold til dagplejeoverenskomsten i dag er forpligtet til at drage omsorg for barnets pasning og pleje, herunder ydelse af kost, så længe barnet opholder sig i dagplejehjemmet. Ligeledes har kommunale dagplejere efter ligningslovens § 9H et skattemæssigt fradrag for blandt andet udgifter til kost til børnene i dagplejehjemmet. Da børn således allerede i praksis får kost i dagplejen, er der ikke fundet grund til at regulere dette yderligere


4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.


5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.


6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.


7. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.


8. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.


9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Lovforslaget er sendt i høring hos følgende organisationer: Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund (BUPL), FOA - fag og arbejde, Daginstitutionernes LandsOrganisation (DLO), Landsforeningen af forældre til børn i dagtilbud (FOLA), Socialpædagogernes Landsforbund (SL), Kommunernes Landsforening (KL), Foreningen af socialchefer i Danmark, Børne- og Kulturchefforeningen (BKF), FTF, Børnerådet, Det Centrale Handicapråd og Danske Handicaporganisationer (DH).


   
10. Sammenfattende skema
  
 
Positive konsekvenser / mindreudgifter
Negative konsekvenser / merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, regioner og kommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forholdet indeholder ikke EU-retlige aspekter
  


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser


Til § 1

Til nr. 1


Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af § 16 a, som dog først træder i kraft 1. januar 2010, og som blev indført ved § 1, nr. 2, i lov nr. 1148 af 3. december 2008. I stk. 1 foreslås dog en teknisk ændring med henblik på at tydeliggøre, at frokostmåltidet indgår som en integreret del af dagtilbudsydelsen og således ikke skal forstås som et tilbud, som forældrene, efter forespørgsel, kan til- eller fravælge.


I stk. 2 foreslås en teknisk ændring med henblik på at tydeliggøre, at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor: 1) et barn har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og 2) kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen, efter ansøgning fra barnets forældre, har pligt til at træffe afgørelse om, at barnet kan fritages for et sundt frokostmåltid mod en nedsættelse af forældrenes egenbetaling. Begge betingelser skal være opfyldte for, at kommunalbestyrelsen kan fritage et barn fra ordningen mod en reduktion af forældrebetalingen.


Formålet med den foreslåede § 16 a er at sikre, at alle børn får et sundt frokostmåltid, mens de er i daginstitution. Forslaget sigter mod, at alle børn som udgangspunkt spiser det frokostmåltid, der indgår i dagtilbudsydelsen. De enkelte forældres eventuelle fravalg af frokostmåltidet medfører ikke en reduktion i forældrenes egenbetaling for dagtilbudspladsen, jf. dog den foreslåede § 16 a, stk. 2.


Bestemmelsen i stk. 1, gælder alle daginstitutioner omfattet af § 19 i dagtilbudsloven, dvs. kommunale daginstitutioner, selvejende daginstitutioner og privatinstitutioner. Endvidere gælder bestemmelsen eksisterende puljeordninger omfattet af dagtilbudslovens § 102.


Et sundt frokostmåltid betegner, at måltidet skal følge de til enhver tid gældende officielle danske anbefalinger for kost til børn i den relevante aldersgruppe. Information om anbefalingerne kan findes på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.altomkost.dk.


Frokostmåltidet omfatter både mad og drikkelse. Kravet om, at frokostmåltidet skal være sundt, omfatter det samlede frokostmåltid. Det besluttes lokalt, om maden skal være varm eller kold, om maden skal være økologisk, om maden skal tilberedes i institutionen, leveres fra kommunalt storkøkken eller privat leverandør mv.


Kommunalbestyrelsen skal i relation til ovenstående sikre, at der etableres faciliteter til madlavning i den enkelte daginstitution eller, at der indgås aftaler med levering af et frokostmåltid fra eventuelle kommunale fælleskøkkener eller private leverandører. Der henvises i den sammenhæng til www.fvst.dk, for så vidt angår autorisation /registrering af daginstitutionskøkkener og de indretningsmæssige krav til køkkenerne.


Forslaget medfører, at kommunalbestyrelsen ved godkendelse af en privatinstitution skal påse, at et frokostmåltid er en del af dagtilbudsydelsen i privatinstitutionen herunder, at privatinstitutionen har de nødvendige godkendte køkkenfaciliteter afhængig af den valgte frokostordning.


Dagplejen er ikke omfattet af bestemmelsen.


Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 16 fremsat den 9. oktober 2008 for nærmere beskrivelse af frokostmåltidet.


Til § 2

Til nr. 1


Bestemmelsen ophæver § 1, nr. 2, i lov nr. 1148 af 3. december 2008. Bestemmelsen indgår nu som § 1, nr. 1, jf. den foreslåede § 16 a i dette lovforslag.


Til nr. 2


Det foreslås, at § 2, stk. 1, i lov nr. 1148 af 3. december 2008 om frokostmåltid i daginstitutioner m.v. ændres, så tidspunktet for, hvornår alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid, udskydes til den 1. januar 2011. I forbindelse med aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi for 2010 blev der således indgået aftale om, at regeringen vil søge Folketingets tilslutning til at ændre lovens tidsfrister, så tidspunktet for, hvornår alle børn i daginstitutioner skal have et sundt frokostmåltid, ændres til den 1. januar 2011. Udskydelsen har baggrund i, at der lokalt har vist sig en række praktiske udfordringer i forhold til at nå at implementere loven inden den 1. januar 2010.


Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2011 samtidig med ikrafttrædelsen af lov nr. 1148 af 3. december 2008, jf. ovenfor under bemærkningerne til § 2, nr. 2.


§ 2 nr. 2, foreslås dog at træde i kraft den 1. januar 2010, da det er den bestemmelse, der skal udskyde ikrafttrædelsen af lov nr. 1148 af 3. december 2008 om lov om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) fra 1. januar 2010 til 1. januar 2011.


Til § 4

I § 4, stk. 1 og 2, foreslås, at kommunalbestyrelsen fra den 1. januar 2010 til og med den 31. december 2010, får mulighed for at give et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen i en eller flere daginstitutioner omfattet af dagtilbudslovens § 19 eller til bestemte aldersgrupper i en eller flere af disse daginstitutioner. I tilknytning hertil får kommunalbestyrelsen mulighed for at hæve loftet for forældrenes egenbetaling pr. barn til højst 30 procent for de børn, som får et sundt frokostmåltid. Beslutter kommunalbestyrelsen i 2010 at indføre et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, skal kommunens tilskud til børn i de daginstitutioner, hvor der indgår et sundt frokostmåltid, således udgøre mindst 70 procent og forældrenes egenbetaling højst 30 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter (incl. udgifter til et sundt frokostmåltid), bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.


Efter § 3 i lov nr. 1148 af 3. december 2008 har der i perioden fra den 1. januar 2009 til og med den 31. december 2009 været mulighed for at hæve forældrebetalingen til maksimalt 30 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter, hvis alle børn i samtlige daginstitutioner i kommunen får et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen.


Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1 er det i 2010 - til forskel fra 2009-ordningen - ikke længere en betingelse, at et sundt frokostmåltid skal indgå som en del af dagtilbudsydelsen i samtlige daginstitutioner i kommunen for at kunne hæve forældrebetalingen til maksimalt 30 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter.


Fra den 1. januar 2010 til og med den 31. december 2010 kan kommunalbestyrelsen således eksempelvis beslutte, at det sunde frokostmåltid skal indgå som en integreret del af dagtilbudsydelsen i nogle konkrete daginstitutioner, men ikke alle. I disse konkrete institutioner er der mulighed for at forhøje forældrebetalingen op til 30 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter. Anvender kommunen eksempelvis aldersopdelte takster, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 1233 af 11. december 2008 om pasningsgaranti, kommunens tilskud til brug for dag-, fritids- og klubtilbud, forældrenes egenbetaling og indhentelse af børneattester m.v. (dagtilbudsbekendtgørelsen), og gælder der én tilskudsprocent med tilhørende beregningsgrundlag for 0-2-årige børn i daginstitutioner og en anden tilskudsprocent med tilhørende beregningsgrundlag for børn fra 3 år og til skolestart, er der yderligere mulighed for at anvende ordningen alene for den enkelte aldersgruppe. Se nærmere herom samt om opgørelse af beregningsgrundlaget i disse tilfælde nedenfor i bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 3. For de daginstitutioner, hvor et sundt frokostmåltid ikke indgår som en del af dagtilbudsydelsen i 2010 efter bestemmelsen, gælder dagtilbudslovens § 31, stk. 2, hvorefter loftet for forældrebetalingen højst kan udgøre 25 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter (excl. udgifter til et sundt frokostmåltid).


Beslutter kommunalbestyrelsen i 2010, at et sundt frokostmåltid skal indgå som en integreret del af dagtilbudsydelsen i en eller flere daginstitutioner eller til bestemte aldersgrupper i daginstitutioner, gælder der tilsvarende indholdsmæssige krav til ordningen, jf. dagtilbudslovens § 16 a, jf. bemærkningerne til den foreslåede § 16 a i forslagets § 1, nr. 1. Kravene består blandt andet i, at frokostmåltidet skal følge de gældende officielle danske anbefalinger for kost til børn i den relevante aldersgruppe, og at frokostmåltidet omfatter både mad og drikkelse.


Ønsker kommunalbestyrelsen at hæve forældrebetalingen i henhold til de foreslåede regler om frokostmåltid i daginstitutioner, skal kommunen iagttage varslingsreglerne for ændring af tilskud og forældrenes egenbetaling, jf. § 100, stk.1 i dagtilbudsbekendtgørelsen.


I kommuner, hvor der allerede i 2009 indgår et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen i alle daginstitutioner på grundlag af en beslutning efter overgangsbestemmelsen i § 3 i lov nr. 1148 af 3. december 2008, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, hvorvidt et sundt frokostmåltid fortsat skal indgå som en integreret del af dagtilbudsydelsen i 2010.


Ved godkendelse af privatinstitutioner, jf. dagtilbudslovens § 19, stk. 4, fastsætter kommunalbestyrelsen godkendelseskriterier, jf. dagtilbudslovens § 20. For så vidt angår privatinstitutioner, jf. dagtilbudslovens § 19, stk. 4, vil kommunalbestyrelsen i kriterierne for godkendelse af privatinstitutioner skulle stille samme krav som til kommunens egne institutioner og må ikke gå videre end dette, jf. dagtilbudslovens § 20. Kommunalbestyrelsen skal således i godkendelseskriterierne for privatinstitutioner stille krav om, at alle børn i privatinstitutioner skal have et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, hvis der stilles krav herom efter den foreslåede § 4, stk. 1, til alle kommunens egne institutioner til aldersgruppen.


Tilskud til en plads i en privatinstitution eller til en plads i en anden kommune end opholdskommunen beregnes fortsat ud fra de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter pr. barn i et alderssvarende dagtilbud i kommunen efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2 og 3, og § 21. stk. 2 og 3, som fastsat i dagtilbudslovens §§ 36-38 og §§ 41-42. Således medregnes både de alderssvarende dagtilbud i kommunen, der tilbyder et sundt frokostmåltid og de, der ikke gør. Tilskuddet afspejler dermed kommunens gennemsnitlige udgift ved en plads i et alderssvarende dagtilbud i opholdskommunen og afspejler herunder også forholdsmæssigt i hvilket omfang, frokost indgår som en del af dagtilbudsydelsen til den pågældende aldersgruppe i dagtilbud i kommunen.


I § 4, stk. 3 foreslås det, at beregningsgrundlaget skal opgøres efter dagtilbudslovens § 32, når kommunalbestyrelsen vælger, at et sundt frokostmåltid skal indgå som en integreret del af dagtilbudsydelsen i overgangsåret fra den 1. januar 2010 til og med den 31. december 2010. Udgifterne til frokostmåltidet skal dog alene medregnes i beregningsgrundlaget for tilskud og forældrebetaling for de børn, der får et sundt frokostmåltid efter stk. 1. Har kommunen valgt at fastsætte tilskudsprocenterne for tilskud og forældrenes egenbetaling i daginstitutioner, så de varierer efter alder (aldersopdelte takster), jf. dagtilbudsbekendtgørelsens § 9, skal opgørelsen af beregningsgrundlaget både for de børn, der får et sundt frokostmåltid og de, der ikke gør, følge denne opdeling.


Har kommunen valgt at beregne tilskud og forældrebetaling på grundlag af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter ved driften af daginstitutioner af samme type i kommunen (gennemsnitstakster), jf. dagtilbudslovens § 32 gælder denne gennemsnitsmetode også for udgifterne til frokostmåltidet.


Det vil sige, at de kommuner der i 2010 vælger, at et sundt frokostmåltid skal indgå i dagtilbudsydelsen, skal opgøre:


a) En gennemsnitlig bruttodriftsudgift opgjort excl. udgifterne til et sundt frokostmåltid for alle børn i den pågældende aldersgruppe - både i institutioner, hvor et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen og i institutioner, hvor frokostmåltidet ikke indgår.



Herudover skal kommunen opgøre:


b) Den gennemsnitlige bruttodriftsudgift til frokost i institutioner, hvor et sundt frokostmåltid indgår som en del af dagtilbudsydelsen.



I daginstitutioner, hvor et sundt frokostmåltid i 2010 indgår som en del af dagtilbudsydelsen efter § 4, anvendes summen af de gennemsnitlige bruttodriftsudgifter i a) + b) som beregningsgrundlag for kommunens tilskud (mindst 70 procent) og forældrenes egenbetaling (højst 30 procent).


I daginstitutioner, hvor et sundt frokostmåltid ikke indgår som en del af dagtilbudsydelsen, anvendes den gennemsnitlige bruttodriftsudgift a) som beregningsgrundlag for kommunens tilskud (mindst 75 procent) og forældrenes egenbetaling (højst 25 procent). For kommuner, der fastsætter tilskud og forældrebetaling som et gennemsnit af bruttodriftsudgifterne for den enkelte daginstitution og yderligere aldersopdelt, skal udgifterne til et sundt frokostmåltid kun indgå i grundlaget for den aldersgruppe, der får et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.


Den foreslåede § 4, stk. 4, fastsætter, at kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor et barn har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen, har pligt til at træffe afgørelse om, at forældrene kan medbringe barnets frokost hjemmefra mod en nedsættelse af forældrenes egenbetaling. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til dagtilbudslovens § 16 a, stk. 2, som affattet ved forslagets § 1, nr. 1. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.


I § 4, stk. 5, foreslås det, at kommunalbestyrelsen i forhold til daginstitutioner, hvor frokostmåltidet indgår som en del af dagtilbudsydelsen efter stk. 1, alene kan anvende dagtilbudslovens § 17 om forældrebetalte madordninger i forhold til den mad, der ikke udgør frokostmåltidet.


I § 4, stk. 6, fastsættes de tilskudsmæssige konsekvenser ved kommunalbestyrelsens brud på pasningsgarantien. Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til dagtilbudslovens § 25, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 4, i lov nr. 1148 af 3. december 2008. Det er dog præciseret, at forhøjelsen af tilskuddet til mindst 73 procent alene gælder for børn i daginstitutioner, der efter stk. 1, får et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, mens dagtilbudslovens § 25, stk. 1, gælder for forældre, som medbringer barnets frokost hjemmefra mod en reduktion i forældrebetalingen. Der henvises til lovforslag nr. L 16 fremsat den 9. oktober 2008 for nærmere beskrivelse.



Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
I lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, som ændret ved lov nr. 1148 af 3. december 2008 og § 142 i lov nr. 1336 af 19. december 2008, foretages følgende ændring:
   
  
1. Efter § 16 indsættes:
»Mad i daginstitutioner
§ 16 a. Alle børn i daginstitutioner omfattet af § 19 skal have et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen træffer efter ansøgning fra et barns forældre afgørelse om, at barnet kan fritages for et sundt frokostmåltid efter stk. 1 mod en reduktion i forældrebetalingen, jf. § 32, stk. 2, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen.«
   
  
§ 2
I lov nr. 1148 af 3. december 2008 om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge foretages følgende ændringer:
   
2. Efter § 16 indsættes:
»Mad i daginstitutioner
§ 16 a. Der skal i alle daginstitutioner omfattet af § 19 tilbydes et sundt frokostmåltid til alle børn som en del af dagtilbudsydelsen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at forældre kan medbringe barnets frokost hjemmefra mod en reduktion i forældrebetalingen, jf. § 32 stk. 2, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunalbestyrelsen vurderer, at den ikke på forsvarlig vis kan tilbyde barnet et frokostmåltid efter stk. 1.«
 
1.§ 1, nr. 2, ophæves.
   
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2.
 
2. I § 2, stk. 1, ændres »2010« til: »2011«.
   
  
§ 3
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2011, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Lovens § 2, nr. 2, træder i kraft den 1. januar 2010.
§ 4
Stk.1. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der i perioden fra den 1. januar 2010 til og med den 31. december 2010 skal indgå et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen i en eller flere daginstitutioner omfattet af § 19, stk. 2 og 3 i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge eller til bestemte aldersgrupper i sådanne daginstitutioner.
Stk. 2. Træffer kommunalbestyrelsen beslutning i medfør af stk. 1, skal kommunens tilskud pr. barn efter § 31 i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, der får et sundt frokostmåltid, udgøre mindst 70 procent og forældrenes egenbetaling højst 30 procent af de budgetterede bruttodriftsudgifter, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse.
Stk. 3. Ved beregning af tilskud og forældrebetaling efter stk. 2 finder dagtilbudslovens § 32 anvendelse, dog skal udgifterne til frokostmåltidet efter stk. 1 alene indgå i de budgetterede bruttodriftsudgifter for daginstitutioner i det omfang, der indgår et sundt frokostmåltid efter stk. 1.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen træffer for daginstitutioner, i det omfang der efter stk.1 indgår et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, afgørelse om, at et barn kan fritages for et sundt frokostmåltid efter stk. 1 mod en reduktion i forældrebetalingen, hvis barnet har en lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver en specialkost, og kommunen ikke på forsvarlig vis kan give barnet et sundt frokostmåltid i daginstitutionen. I disse tilfælde finder dagtilbudslovens § 31, stk. 2, anvendelse.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan for daginstitutioner, i det omfang der efter stk. 1, indgår et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, alene beslutte at give mulighed for forældrebetalte madordninger efter dagtilbudslovens § 17 for den mad, der ikke udgør frokostmåltidet.
Stk. 6. Hvis kommunalbestyrelsen ikke overholder pasningsgarantien, jf. dagtilbudslovens §§ 23-25, skal tilskuddet efter dagtilbudslovens § 25, stk. 1, til børn, der får et sundt frokostmåltid som en del af dagtilbudsydelsen, jf. stk. 1, hæves til mindst 73 procent. For de forældre, hvis barn er fritaget for et sundt frokostmåltid mod en reduktion i forældrebetalingen, jf. stk. 4, finder dagtilbudslovens § 25, stk. 1, anvendelse.