Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2009)
Miljøministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov ændring af lov om
sommerhuse og campering mv. og lov om planlægning, (Regler
for campinghytter)
(Lovforslag nr. L 33).
Lovforslaget, der bygger på en aftale mellem
miljøministeren, regeringspartierne og Dansk Folkeparti,
indeholder forslag til en ændring af sommerhusloven
således, at de forskelle, der adskiller campinghytter fra
sommerhuse, lovfæstes.
Samtidig foreslås planloven ændret således,
at opførelse af campinghytter fremover bliver omfattet af
planlovens krav om landzonetilladelse.
Den danske campingbranche har igennem de senere år
oplevet et stigende besøgstal, især fra danskere, der
har valgt at feriere i Danmark frem for i udlandet. Og branchen har
blandt andet oplevet en stigende interesse fra brugerne for at leje
campinghytter.
Branchen er under stadig udvikling med hensyn til udbygning af
kvaliteten på de enkelte pladser, både med faciliteter
og tilbud. For at kunne tilfredsstille den stigende
efterspørgsel har det igennem længere tid været
et ønske for branchen at kunne opføre flere og
større campinghytter på landets campingpladser.
Campinghytter blev introduceret i campingreglementet i 1974 i
form af små primitive konstruktioner. Siden er hytterne
blevet større eller bedre udstyret ved hver revision af
campingreglementet. Med den seneste revision i år 2000 blev
grænsen sat ved et areal på 25m2, inklusiv areal til
køkken og sanitære installationer.
De danske campingpladser ligger naturskønt. Langt den
overvejende del af campingpladserne ligger inden for den 3 km brede
kystnærhedszone, hvor der gælder særlige krav til
planlægningen, og hen ved halvdelen af alle pladser i Danmark
ligger i områder, der er udpeget som særligt
værdifulde natur- eller landskabsområder.
Det er for den enkelte campingplads en meget stor kvalitet,
men omvendt er det også et stort ansvar for såvel
kommunen som planlægningsmyndighed, som for campingpladsen at
sikre en tilpasning til omgivelserne på en harmonisk
måde med respekt for natur og landskabsværdier.
Af hensyn til en fortsat produktudvikling inden for
campingbranchen og for at sikre en samlet
planlægningsmæssig vurdering, samt en forbedret indsigt
i tilladelser og klageadgang, er det ønskeligt at
ændre sommerhusloven og planloven.
Med ændringen af sommerhusloven opnås en klar
skelnen imellem campinghytter og sommerhuse, hvorved det sikres, at
den restriktive praksis for udlejning af sommerhuse kan opretholdes
til forskel fra den mere lempelige praksis for erhvervsmæssig
udlejning af campinghytter. Hermed sikres der samtidig mulighed for
en fortsat produktudvikling inden for campingbranchen.
Med ændringen af planloven opnås, at der
gennemføres en bredere og mere samlet
planlægningsmæssig vurdering, og at der via planlovens
krav til offentliggørelse af landzonetilladelser sikres
offentligheden indsigt i tilladelser og mulighed for at
påklage en afgørelse til Naturklagenævnet.
Det vurderes, at kommunerne, der administrerer planlovens
landzonebestemmelser, i en overgangsperiode på nogle år
vil få en forøgelse i antallet af sager, og
tilsvarende forventes en mindre forøgelse i antallet af
klagesager hos Naturklagenævnet.
Det vurderes, at forslaget ikke vil medføre
omkostninger for campingbranchen, da ansøgningsmaterialet
for opførelse af campinghytter vil være stort set det
samme som under gældende lovgivning, men klagefristen
på fire uger for landzonetilladelser vil kunne forlænge
den samlede sagsbehandlingstid.
Lovforslaget danner grundlag for, at der kan udarbejdes et nyt
campingreglement, der åbner for forøgelse af antal og
areal af campinghytter under hensyntagen til værdifuld natur
og landskab, og som sikrer offentlighedens indsigt i tilladelser og
mulighed for klageadgang.
Målet er, at loven kan træde i kraft 1. januar
2010, og at jeg som miljøminister kan udstede et nyt
campingreglement i foråret 2010.
Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.