Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2009)
Miljøministeren (Troels Lund
Poulsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
miljø og genteknologi (Beredskabsplaner og aktindsigt i
visse oplysninger)
(Lovforslag nr. L 31).
Som følge af genetisk modificerede organismers
(herefter GMO´er) potentielle konsekvenser for befolkningen
er det på EU-niveau fundet nødvendigt, at
offentligheden sikres adgang til de oplysninger, som kan have
betydning for miljø og sundhed. Med Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/41/EF om indesluttet anvendelse af
genetisk modificerede mikroorganismer og Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2001/18/EF om udsætning i
miljøet af genetisk modificerede organismer er der sikret
mere åbenhed og gennemsigtighed i forbindelse med såvel
indesluttet anvendelse som med udsætning i miljøet af
GMO´er. Lovforslaget implementer dele af direktiv 2009/41/EF
og direktiv 2001/18/EF ved henholdsvis en udtrykkelig bestemmelse i
loven og en bemyndigelsesbestemmelse, som skaber grundlag for
gennemførelse af regler på
bekendtgørelsesniveau.
Forslaget muliggør for det første en
gennemførelse af artikel 13, stk. 1, litra a og b, i
direktiv 2009/41/EF. Forslaget skaber grundlag for regler på
bekendtgørelsesniveau, som stiller krav om udarbejdelse af
beredskabsplaner i forbindelse med indesluttet anvendelse i de
laboratorier, laboratorieområder og anlæg, som er
godkendt til forskning eller storskalaforsøg efter
Arbejdstilsynets bekendtgørelse om genteknologi og
arbejdsmiljø. Beredskabsplanerne skal alene udarbejdes, hvor
svigtende indeslutningsforanstaltninger umiddelbart eller senere
vil kunne medføre alvorlig fare for mennesker uden for
lokalerne og/eller for miljøet. Yderligere skabes grundlag
for regler om underretning af myndigheder og organer om
beredskabsplanerne, såfremt de kan blive berørt af
uheld i forbindelse med den indesluttede anvendelse, samt for
regler om at beredskabsplanerne skal stilles til rådighed for
offentligheden.
Herudover gennemfører forslaget artikel 18, stk. 2 og
4, i direktiv 2009/41/EF samt artikel 25, stk. 4 og 5, i direktiv
2001/18/EF. Forslaget sikrer, at de oplysninger vedrørende
indesluttet anvendelse og udsætning i miljøet af
GMO´er, der er omfattet af artikel 18, stk. 2, jf. stk. 4, i
direktiv 2009/41/EF og artikel 25, stk. 4, jf. stk. 5, i direktiv
2001/18/EF under ingen omstændigheder må behandles som
fortrolige, og dermed altid skal kunne udleveres på
anmodning, når de er blevet forelagt den kompetente
myndighed.
Målet er, at den nye regulering kan træde i kraft
fra den 1. januar 2010.
Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med
tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget
til Folketingets velvillige behandling.