Skriftlig fremsættelse (8. oktober
2009)
Justitsministeren
(Brian Mikkelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
retsplejeloven, lov om Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter
(Dommeruddannelse, transmission af tekst under retsmøder,
fri proces i sager om ægteskab eller forældremyndighed
og retsafgifter i fogedsager)
(Lovforslag nr. L 30).
Lovforslaget vil med henblik på at forbedre
dommeruddannelsen give mulighed for byretskonstitutioner i
uddannelsesøjemed. Endvidere foreslås en særlig
ansættelsesmæssig beskyttelse ved tidsbegrænset
ansættelse af dommerfuldmægtige.
Det foreslås endvidere at præcisere i
retsplejeloven, at andre personer end dommerfuldmægtige og
retsassessorer kan bemyndiges til at behandle alle slags
tinglysningssager ved Tinglysningsretten, hvor der ikke skal
træffes afgørelse i tvistigheder.
Desuden foreslås det at ændre bestemmelsen om
sammensætningen af Domstolsstyrelsens bestyrelse,
således at sammensætningen afspejler, at der er andre
akademiske medarbejdere ansat ved retterne end udnævnte
dommere, dommerfuldmægtige og retsassessorer.
Det foreslås endvidere at begrænse retsplejelovens
bestemmelse om forbud mod at transmitteret tekst under
retsmøder. Efter forslaget bliver det som udgangspunkt
tilladt for advokater, anklagere, bevogtningspersonale, tolke og
journalister f.eks. at sende tekstbeskeder under retsmøder,
således at retten har mulighed for konkret at forbyde
det.
Denne del af lovforslaget bygger på anbefalinger fra
Domstolsstyrelsen.
Det foreslås herudover at videreføre den
nuværende overgangsregel for samlevende med hensyn til de
økonomiske betingelser for fri proces i sager om
ægteskab eller forældremyndighed. Efter forslaget vil
en ansøger således fortsat kunne få fri proces
til en sag om f.eks. forældremyndighed over et barn fra et
tidligere samlivsforhold, hvis den pågældende opfylder
de økonomiske betingelser for fri proces, som gælder
for enlige, selv om ansøgeren er i et nyt
samlivsforhold.
Det foreslås også at ændre retsafgiftsloven,
således at der ikke skal opkræves fornyet retsafgift i
tilfælde, hvor kreditor fremsætter en anmodning om et
nyt retsforfølgelsesskridt i en fogedsag senere end 3
måneder efter sagens start, og hvor overskridelsen af fristen
hverken skyldes kreditors eller skyldnerens forhold.
Endelig vil lovforslaget skabe hjemmel til at
gennemføre art. 13 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det
indre marked (servicedirektivet) i dansk ret. Denne bestemmelse
indeholder sagsbehandlingsregler for sager om advokatvirksomhed.
Servicedirektivet skal være gennemført i dansk ret
senest den 28. december 2009.
Da ændringen om fri proces indebærer en
videreførelse af den nuværende retstilstand på
området, vil den ikke have økonomiske konsekvenser for
staten. Lovforslaget skønnes ikke i øvrigt at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
Efter lovforslaget vil ændringerne træde i kraft
den 1. januar 2010, dog således at bestemmelsen om de
økonomiske betingelser for fri proces og bestemmelsen, der
giver hjemmel til at gennemføre servicedirektivet i dansk
ret, træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.