L 30 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven, lov om Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter.

(Dommeruddannelse, transmission af tekst under retsmøder, fri proces i sager om ægteskab eller forældremyndighed og retsafgifter i fogedsager).

Af: Justitsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 08-12-2009

Optrykt: 08-12-2009

Efter afstemning i Folketinget ved 2. behandling den 8. december 2009

20091_l30_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemning i Folketinget ved 2. behandling den 8. december 2009

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven, lov om Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter

(Dommeruddannelse, transmission af tekst under retsmøder, fri proces i sager om ægteskab eller forældremyndighed og retsafgifter i fogedsager)

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret ved § 3 i lov nr. 526 af 7. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. § 19, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Ved Tinglysningsretten kan præsidenten meddele andre personer bemyndigelse til at behandle tinglysningssager, hvis der ikke skal træffes afgørelse i tvistigheder.«

2. § 32, stk. 1, 2. pkt., ophæves.

3. I § 32, stk. 1, ændres »1. og 4. pkt.« til: »1. og 3. pkt.«

4. I § 32 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Retten kan på ethvert tidspunkt forbyde advokater, anklagere, bevogtningspersonale, tolke og personer, der er omfattet af § 172, stk. 1, 2 eller 4, at transmittere tekst under retsmødet. Afgørelsen træffes ved kendelse. For andre personer er det under retsmøder forbudt at transmittere tekst, medmindre retten undtagelsesvis tillader det.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.


5. I § 32, stk. 4, 2. pkt., der bliver stk. 5, 2. pkt., ændres »Stk. 1, 3.-5. pkt.« til: »Stk. 1, 2.-4. pkt.«

6. I § 32, stk. 5, 2. pkt., der bliver stk. 6, 2. pkt., ændres »Stk. 1, 3. pkt.« til: »Stk. 1, 2. pkt.«

7. § 32 b, stk. 1, affattes således:

»Overtrædelse af § 29 d, § 29 e, 3. pkt., og § 32, stk. 1, 1. og 2. pkt., stk. 3, 3. pkt., og stk. 5 og 6, eller af rettens forbud efter § 30, § 31 b, 1. pkt., § 32, stk. 1, 3. pkt., stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, og § 32 a straffes med bøde.«

8. § 44 b, stk. 1, affattes således:

»Justitsministeren kan meddele midlertidig beskikkelse som landsdommer eller byretsdommer ud over det antal dommere, der i §§ 5 og 9 er fastsat for landsretterne og byretterne.«

9. I § 44 b, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »landsrettens præsident«: »eller byrettens præsident«.

10. I § 54 a indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. På ansøgerens anmodning indbringer Domstolsstyrelsen afslag på ansættelse af en ansøger, der er eller har været ansat i en tidsbegrænset stilling som dommerfuldmægtig, for Den Særlige Klageret.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 4-6.


11. I § 54 a, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.

12. I § 130, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Justitsministeren kan fastsætte regler om sagsbehandling i sager om advokatvirksomhed med henblik på opfyldelsen af Det Europæiske Fællesskabs vedtagelser.«

13. I § 151, stk. 1, 4. pkt., ændres »stk. 1 og 3« til: »stk. 1, 3 og 4«.

14. I § 325, stk. 4, indsættes som 3. pkt.:

»I sager om ægteskab eller forældremyndighed, jf. kapitel 42, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige også anvendes.«

§ 2

I lov nr. 401 af 26. juni 1998 om Domstolsstyrelsen, som ændret ved § 29 i lov nr. 388 af 30. maj 2000, § 1 i lov nr. 1156 af 19. december 2003, § 2 i lov nr. 552 af 24. juni 2005 og § 3 i lov nr. 181 af 28. februar 2007, foretages følgende ændringer:

1. I § 4, stk. 1, 3 og 8, ændres »det øvrige juridiske personale« til: »det øvrige akademiske personale«.

2. I § 4, stk. 3, ændres »HK-Landsklubben Dommerkontorerne« til: »HK Landsklubben Danmarks Domstole«.

§ 3

I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 487 af 12. juni 2009, foretages følgende ændringer:

1. I § 16, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Opkrævning af afgiften undlades, hvis overskridelsen af 3-måneders-fristen hverken skyldes rekvirentens eller rekvisiti forhold.«


2. I § 19 indsættes som 2. pkt.:

»Opkrævning af afgiften undlades, hvis overskridelsen af 3-måneders-fristen hverken skyldes rekvirentens eller rekvisiti forhold.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2010, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Retsplejelovens § 130, stk. 1, 2. pkt., som affattet ved § 1, nr. 12, i denne lov og retsplejelovens § 325, stk. 4, 3. pkt., som affattet ved § 1, nr. 14, i denne lov træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.