Tillægsbetænkning afgivet af
Arbejdsmarkedsudvalget den 22. juni 2010
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 2. juni 2010 og var til 1.
behandling den 16. juni 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling
henvist til behandling i Arbejdsmarkedsudvalget. Udvalget afgav
betænkning den 17. juni 2010. Lovforslaget var til 2.
behandling den 22. juni 2010, hvorefter det blev henvist til
fornyet behandling i Arbejdsmarkedsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.
Deputationer
Byggefagenes Samvirke i København og Dansk Artist
Forbund har mundtligt over for udvalget redegjort for deres
holdning til lovforslaget.
Samråd
Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget
stillet 3 spørgsmål til beskæftigelsesministeren
til mundtlig besvarelse. Ministeren har besvaret
spørgsmål C-E i et åbent samråd den 22.
juni 2010.
Spørgsmål
Udvalget har under den fornyede udvalgsbehandling stillet 3
spørgsmål til beskæftigelsesministeren til
skriftlig besvarelse. Udvalget forventer spørgsmålene
besvaret inden 3. behandling.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Et flertal i udvalget (V, DF, KF,
RV og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Et mindretal i udvalget (S, SF og
EL) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og Enhedslistens
medlemmer af udvalget konstaterer, at Danmark står i en dyb
økonomisk krise.
Den offentlige saldo er på få år forringet
med 175 mia. kr. Danmark har tabt 150.000 arbejdspladser,
arbejdsløsheden er steget med 70.000, og langtidsledigheden
er øget med mere end 20.000 personer. Regeringen har med en
blanding af svag og virkningsløs krisepolitik og
ufinansierede skattelettelser for 19,5 mia. kr. sat Danmark i
stå.
Nu skal regningen betales. Regeringen og Dansk Folkeparti har
med deres såkaldte genopretningsaftale vist manglende format,
vilje og evne til at bringe Danmark og danskerne ud af den
økonomiske krise på en fremadrettet og fair
måde. Den borgerlige blok friholder de rigeste for at bidrage
til genopretningen af den danske økonomi og lader i stedet
de ledige, børnefamilierne, udsatte danskere og uddannelses-
og forskningsområdet være de primære
bidragydere.
Regeringens og Dansk Folkepartis genopretningsplan vil
øge uligheden i det danske samfund, og den vil sætte
Danmark i en svagere økonomisk situation end den
nuværende.
Konkret er regeringens og Dansk Folkepartis
genopretningsaftale et direkte angreb på mange tusinde ledige
danskere, den danske arbejdsmarkedsmodel og fagbevægelsen.
Halveringen af dagpengeperioden, fordoblingen af arbejdskravet for
at genoptjene dagpengeret, som er konsekvens af dette lovforslag,
samt firedoblingen af beregningsperioden, der gennemføres i
den kommende folketingssamling, udgør tilsammen en effektiv
underminering af det danske dagpenge- og a-kasse-system.
En fordobling af genoptjeningskravet vil især ramme de
lønmodtagere, der har skiftende og løsere tilknytning
til arbejdsmarkedet. Det gælder lønmodtagere på
bygge- og anlægsområdet, visse
lønmodtagergrupper i industrien, sæsonarbejdere,
projektansatte, kunstnere, undervisere uden fast job m.fl.
De borgerlige partier påstår, at forringelserne
på dagpengeområdet vil øge beskæftigelsen
med 13.000 personer. Dette kan kun opnås, hvis der kommer
mange flere job med lavere løn. De borgerlige partiers
formål med dagpengeangrebet som helhed er derfor ikke blot at
spare penge på at smide arbejdsløse ud af a-kasserne,
men også at forsøge at presse langt flere
arbejdsløse ud i omfattende løntrykkeri i jagten
på arbejde. Det er dybt kritisabelt, at den siddende regering
og Dansk Folkeparti reelt arbejder for et arbejdsmarked med flere
dårlige og lavtlønnede job. Nye og ordentlige job
skabes gennem investeringer - ikke gennem løntrykkeri,
besparelser og forringelser.
Konsekvensen af angrebet på dagpengeordningen er derfor
ikke, at de ledige vil komme i job, men i stedet at en række
af de ledige, der mister dagpengene, helt vil miste deres
forsørgelsesgrundlag. De vil ikke være berettiget til
kontanthjælp på grund af mindre formue,
ægtefælles beskedne indkomst eller ejerskab af bolig
eller bil.
Samlet set er det Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis
og Enhedslistens vurdering, at dagpengeforslagene ikke vil give
regeringen den forventede økonomiske gevinst og den
forventede beskæftigelseseffekt, men at forslagene til
gengæld vil skubbe langt flere arbejdsløse, end
regeringen skønner, ud af dagpengesystemet og over på
kontanthjælp eller ingen indtægt.
S, SF og EL anerkender, at de forhandlingsberettigede
fagforeninger heldigvis er en stærk barriere mod
løntrykkeri. Partierne vil gøre alt, hvad der
står i deres magt for at gøre arbejdsmarkedet mere
rummeligt og stabilisere det - frem for at forringe løn- og
ansættelsesvilkår og forringe den økonomiske
sikkerhed ved arbejdsløshed, sådan som regeringen og
Dansk Folkeparti ønsker.
Dette lovforslag vil desuden føre til et mindre
fleksibelt arbejdsmarked med dårligere jobmatch. Det skyldes
særlig, at lønmodtagere, der er i arbejde, og som
føler sig rimelig sikre mod fyring, vil blive mere
tilbageholdende med at søge nyt job - selv i situationer,
hvor et nyt job vil give et bedre jobmatch og bedre udnyttelse af
lønmodtagerens kompetencer for arbejdsgiverne.
Det sidste led i regeringens tretrinsraket mod
dagpengesystemet - firedoblingen af den periode, hvorpå
dagpengene beregnes - vil føre til, at en række
lønmodtagere vil få en lavere dagpengesats, end de vil
få med de gældende regler. Igen er det særlig
lønmodtagere med kortere og svagere tilknytning til
arbejdsmarkedet, der må holde for.
Regeringens og Dansk Folkepartis nye angreb på
dagpengesystemet ligger i forlængelse af de forringelser af
supplerende dagpenge, der skete i 2008. Her var det adskillige
tusinde lønmodtagere med atypiske, men ikke ualmindelige,
arbejdsforhold, der blev ramt, f.eks. ufaglærte
sæsonarbejdere, de kvindelige ansatte i fiskeindustrien,
deltidsbrandmænd og massevis af kulturarbejdere. Tilsammen
tegner sig et billede af forringelser, der rammer de
lønmodtagere hårdest, der ikke har funktionær-
eller funktionærlignende ansættelse.
Lovforslaget skal først træde i kraft om to
år. På trods af den lange tidshorisont har regeringen
og Dansk Folkeparti valgt at få lovforslaget vedtaget hurtigt
og uden grundig og ordentlig behandling. Det er unødvendigt
og stærkt kritisabelt.
Der henvises desuden til partiernes bidrag til
betænkningen og tillægsbetænkningen over
lovforslag nr. L 222 om halvering af dagpengeperioden.
S, SF og EL kan af disse grunde ikke stemme for lovforslaget
om fordobling af genoptjeningskravet til dagpengeretten.
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på
tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke
repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke
adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i
tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
Jens Vibjerg V
Peter Juel Jensen V Peter Madsen V
Ulla Tørnæs V Bent Bøgsted DF
Colette L. Brix DF Helle Sjelle KF fmd. Rasmus Jarlov KF
Anders Samuelsen LA Torben Hansen S
Anne-Marie Meldgaard S Lone Møller S
Leif Lahn Jensen S nfmd. Eigil Andersen SF
Karsten Hønge SF Morten Østergaard RV
Line Barfod EL
Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit,
Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde
ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Kristendemokraterne (KD) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Siumut (SIU) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | Uden for folketingsgrupperne | 2 |
| | | (UFG) | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 224 efter
betænkningsafgivelse
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
5 | Betænkning afgivet den 17. juni
2010 |
6 | 1. udkast til
tillægsbetænkning |
7 | Konsekvensvurderinger fra Byggefagenes
Samvirke i København udleveret ved foretræde den 22.
juni 2010 |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 224 efter
betænkningsafgivelse
Spm.nr. | Titel |
19 | Spm. om i forlængelse af svaret
på spørgsmål 12 at indhente en udtalelse fra
ligestillingsministeren i forhold til spørgsmålet om
de ligestillingsmæssige konsekvenser af lovforslaget, til
beskæftigelsesministeren |
20 | Spm. om oversendelse af talepapir fra
samrådet den 22. juni 2010 vedr. samrådsspm. C-E, til
beskæftigelsesministeren |
21 | Spm. om kommentar til notat fra
Byggefagenes Samvirke, til beskæftigelsesministeren |
Oversigt over
samrådsspørgsmål vedrørende L 224 efter
betænkningsafgivelse
Samråds-spm.nr. | Titel |
C | Samrådsspm. om redegørelse
for, hvilke grupper der først og fremmest vil blive
berørt af lovforslaget, herunder om der er en geografisk
ubalance i forhold til udkantsområderne, til
beskæftigelsesministeren |
D | Samrådsspm. om, hvilke initiativer
ministeren vil tage, så enkeltgrupper ikke rammes
særlig hårdt af lovforslaget, til
beskæftigelsesministeren |
E | Samrådsspm. om, hvilken form for
overvågning og hvilke initiativer ministeren vil
igangsætte, således at ingen langtidsledige, der er i
risikozonen for at falde ud af dagpengesystemet, falder ud af
systemet, til beskæftigelsesministeren |
| |