L 218 Forslag til lov om ændring af lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning.

(Ændring af perioden for individuelle nedsættelser af bloktilskuddet og justering af undtagelsesbestemmelserne for kommuner, der tidligere har nedsat skatten).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 10-06-2010

Afgivet: 10-06-2010

Tillægsbetænkning afgivet af Kommunaludvalget den 10. juni 2010

20091_l218_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Kommunaludvalget den 10. juni 2010

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 26. maj 2010 og var til 1. behandling den 31. maj 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Kommunaludvalget. Udvalget afgav betænkning den 4. juni 2010. Lovforslaget var til 2. behandling den 10. juni 2010, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Kommunaludvalget.


Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med fornyet udvalgsarbejde modtaget 1 skriftlig henvendelse fra 3F.


Samråd

Udvalget har stillet 10 samrådsspørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 8. juni 2010. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for besvarelsen af spørgsmålene.


Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 3 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Et mindretal i udvalget (S, SF, RV og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.


Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten konstaterer, at indenrigs- og sundhedsministeren - trods Folketingets udstrakte villighed til at hastebehandle lovforslaget - alligevel ikke besvarer en række af de stillede spørgsmål tilstrækkeligt fyldestgørende og meningsgivende. Dermed følger en alvorlig risiko for lovsjusk.


Således har ministeren ikke reelt forholdt sig til en række problemstillinger bl.a. rejst af KL (Kommunernes Landsforening), der ellers er den eneste høringspart på området:


- At kommunerne med vedtagelsen af L 218 de facto fratages muligheden for selv at bestemme over deres skatteudskrivning, fordi der reelt ikke er nogen kommuner, der har mulighed for at sætte skatten ned svarende til det, som andre kommuner er tvunget til at hæve skatten.

- At landets kommuner med vedtagelsen af L 219 reelt bliver tvunget til at budgettere med en betydelig økonomisk buffer - i Københavns Kommune op til 300 mio. kr. En sådan buffer vil beslaglægge en uacceptabel stor del af kommunernes budget, der således ikke kan bruges på kommunal velfærd.

- At kommunerne efter vedtagelsen af L 219 får et absurd incitament til at budgettere efter det aftalte maksimumsbeløb frem for, hvad kommunen selv tror, de kan bringe budgettet ned til. Kommunerne straffes nemlig, hvis de bryder deres eget budget, også selv om de stadig bruger mindre end det aftalte maksimumsbeløb i aftalen med regeringen. Efter mindretallets opfattelse er dette et klart eksempel på lovsjusk.



Indenrigs- og sundhedsministeren har selv efter 2. behandling ikke bragt klarhed over, hvordan kommunerne helt præcis bliver kompenseret/DUT'et, når der bliver flere i kontanthjælpssystemet som følge af den afkortede dagpengeperiode og dermed forøgelse af kostbar sagsbehandling i forhold til tildeling af kontanthjælp, friplads i institutioner, boligtilskud m.m., som er en sikker konsekvens, når ledige overgår fra dagpengesystemet til kontanthjælpssystemet.


Det er således uklart, om kommunerne - oven i de meget stramme sanktioner for at holde nulvækst - også påføres ekstra udgifter, de ikke kompenseres fuldt ud for. Det vil i værste fald kunne betyde, at kommunerne med lovforslaget tvinges til at udhule og beskære den kommunale kernevelfærd yderligere for at finde finansiering til de nye og voksende udgifter, som kommunerne pålægges af regeringens egen politik.


Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.


Erling Bonnesen V Sophie Løhde V Hans Christian Thoning V Per Bisgaard V Flemming Damgaard Larsen V Hans Kristian Skibby DF fmd. Henrik Brodersen DF Henrik Rasmussen KF nfmd. Jørgen S. Lundsgaard KF Rasmus Prehn S Maja Panduro S Thomas Jensen S Lennart Damsbo-Andersen S Flemming Bonne SF Karl H. Bornhøft SF Johs. Poulsen RV Line Barfod EL

Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
17
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
3
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 218 efter betænkningsafgivelse


Bilagsnr.


Titel


5
Betænkning afgivet 4/6-10
6
1. udkast til tillægsbetænkning
7
Henvendelse af 10/6-10 fra 3F
  


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 218 efter betænkningsafgivelse


Spm.nr.
Titel
11
Spm. om oversendelse af ministerens talepapirer til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål A og B-J, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm. om, hvorvidt kommunerne vil få kompensation via DUT for de ekstra udgifter, der følger af halveringen af dagpengene m.v., til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm. om, hvorvidt kommunerne får kompensation via det almindelige bloktilskud for de øgede udgifter, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
  


Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 218 efter betænkningsafgivelse


Samråds-spm.nr.
Titel
A
Samrådsspm. om en uddybning af ministerens svar på spørgsmål 1-10, til indenrigs- og sundhedsministeren
B
Samrådsspm. om udgiftspres i kommunerne, til indenrigs- og sundhedsministeren
C
Samrådsspm. om kommunernes mulighed for selv at lægge et skatteniveau, til indenrigs- og sundhedsministeren
D
Samrådsspm. om forlængelse og udvidelse af ordningen, til indenrigs- og sundhedsministeren
E
Samrådsspm. om evaluering af de eksisterende sanktionsordninger, til indenrigs- og sundhedsministeren
F
Samrådsspm. om kollektive sanktioner, til indenrigs- og sundhedsministeren
G
Samrådsspm. om retfærdigheden ved kollektive sanktioner, til indenrigs- og sundhedsministeren
H
Samrådsspm. om, at kommunerne skal budgettere med en »buffer« til dækning af eventuelle straffe, til indenrigs- og sundhedsministeren
I
Samrådsspm. om kommunernes budgettering, til indenrigs- og sundhedsministeren
J
Samrådsspm. om, hvordan kommunalbestyrelserne nemmest undgår at blive ramt af regeringens sanktioner, til indenrigs- og sundhedsministeren