L 207 Forslag til lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten.

(Håndtering af nødlidende pengeinstitutter efter den generelle statsgarantiordnings udløb).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-04-2010

Fremsættelse: 14-04-2010

Skriftlig fremsættelse (14. april 2010)

20091_l207_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. april 2010)

Økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om finansiel stabilitet, lov om finansiel virksomhed, lov om en garantifond for indskydere og investorer og lov om påligningen af indkomstskat til staten (Håndtering af nødlidende pengeinstitutter efter den generelle statsgarantiordnings udløb)

(Lovforslag nr. L 207).

Formålet med lovforslaget er at indføre en model for kontrolleret afvikling af nødlidende pengeinstitutter efter udløbet af den generelle statsgaranti. Finanskrisen har medført en ekstraordinær situation med en systemisk, international krise, hvor det har været nødvendigt at gennemføre ekstraordinære tiltag for at sikre den finansielle stabilitet i Danmark. Det er vigtigt at komme tilbage til en situation, hvor pengeinstitutterne igen kan stå på egne ben uden økonomisk hjælp fra staten.


Den 30. september 2010 udløber den generelle statsgaranti for simple kreditorer. Eksisterer der ikke en entydig og fast model, vil der være risiko for, at markedet indkalkulerer, at der er en implicit statsgaranti bag pengeinstitutterne. Hensynet til både den finansielle stabilitet og tilliden til det finansielle system har samtidig vist sig at blive varetaget mest hensigtsmæssigt gennem en kontrolleret afvikling af nødlidende pengeinstitutter.


Med lovforslaget indføres der en frivillig ordning for afvikling af nødlidende pengeinstitutter i regi af Finansiel Stabilitet A/S. Ordningen skal ses som et supplement til de markedsmæssige løsninger og private overdragelser. Bestyrelsen i det nødlidende pengeinstitut skal hurtigst muligt, når Finanstilsynet har sat en frist til retablering af kapitalen, beslutte, hvorvidt instituttet skal afvikles efter ordningen.


Et pengeinstitut, som beslutter at lade sig håndtere af denne ordning, vil kunne åbne som normalt efter fristens udløb. Forbrugerne vil derfor ikke opleve nogen umiddelbar forskel i den praktiske del af deres daglige bankforretninger. Der skal ikke umiddelbart findes en ny bankforbindelse, og der skal ikke etableres nye lån for den enkelte kunde, Dankortet fungerer fortsat, og betalingsservice etc. udføres som vanligt.


Med lovforslaget får Garantifonden for Indskydere og Investorer øget beføjelser til at medvirke ved afvikling af nødlidende pengeinstitutter og kan dermed sikre indskydere og investorer dækning i samme omfang som ved almindelig betalingsstandsning eller konkurs.


Der oprettes derudover en separat afviklingsafdeling i Garantifonden for Indskydere og Investorer, der garanterer kapitalisering, likviditet samt tab ved afvikling af det nye datterselskab under Finansiel Stabilitet A/S. Afviklingsafdelingens formue finansieres af de bidragspligtige pengeinstitutter. Sker afviklingen af det det nye datterselskab under Finansiel Stabilitet A/S med et positivt resultat, skal dette tilbageføres til det nødlidende pengeinstitut.


Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.