L 197 Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod salg af tobak til personer under 18 år og salg af alkohol til personer under 16 år.

(Ændring af aldersgrænsen for salg af alkohol m.v.).

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 26-03-2010

Fremsættelse: 26-03-2010

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2010)

20091_l197_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (26. marts 2010)

Indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om forbud mod salg af tobak til personer under 18 år og forbud mod salg af alkohol til personer under 16 år (Ændring af aldersgrænsen for salg af alkohol)

(Lovforslag nr. L 197).

Med dette lovforslag foreslår regeringen at hæve aldersgrænsen for butikssalg af alkohol med en alkoholprocent på 7 og derover fra 16 til 18 år.


Efter forslaget vil unge over 16 år fortsat kunne købe øl med en alkoholvolumenprocent på 6,9 og derunder i butikkerne. Unge over 16 år vil fortsat også kunne købe alkoholsodavand, idet de fleste af disse produkter har en alkoholstyrke under 7 procent.


Med lovforslaget udmøntes et af initiativerne i regeringsprogrammet fra februar 2010, hvoraf det fremgår, at regeringen vil tage initiativ til en forhøjelse af aldersgrænsen fra 16 år til 18 år for køb af drikkevarer med en høj alkoholprocent for særligt at understøtte, at danske unge udvikler bedre vaner i forhold til at nyde alkohol med måde.


Efter den nugældende § 3, stk. 2, er øl undtaget fra forbuddet mod indførelse af alkoholholdige drikkevarer fra andre EU-lande. Denne undtagelse foreslås nu ophævet, som en konsekvens af, at aldersgrænsen for butikssalg af alkoholholdige drikkevarer med en alkoholvolumenprocent på 7 og derover foreslås hævet til 18 år.


I 2004, hvor aldersgrænsen for salg af alkohol til unge blev hævet til 16 år, var der ingen indførelsesbegrænsninger på øl fra tredjelande. I 2008 blev der imidlertid indført en mængdegrænse på 16 liter øl og en aldersgrænse på 17 år ved indførelse fra tredjelande. Derfor vil det være mest hensigtsmæssigt også at indføre en aldersgrænse på indførelse af øl fra andre EU-lande.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.