Skriftlig fremsættelse (26. marts
2010)
Kulturministeren
(Per Stig Møller):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om udlodning af overskud
fra lotteri samt heste- og hundevæddemål
(Lovforslag nr. L 193).
Forslaget er et led i aftalen af 4. februar 2010 mellem
regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance om en
reguleret, delvis liberalisering af det danske spillemarked.
Forslag til lov om udlodning af overskud fra lotteri samt
heste- og hundevæddemål udgør
udmøntningen på Kulturministeriets område af
aftalen om den regulerede, delvise liberalisering af det danske
spillemarked.
Hovedformålet med forslaget er at fastsætte
bestemmelser om udlodning af overskud fra Danske Spil A/S af spil
på lotteri og heste- og hundevæddeløb samt
udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S til gavn for idræt,
kultur og andre almennyttige formål m.v. Lovforslaget
indeholder bestemmelser om en ny udlodningsmodel, om kredsen af
udlodningsmodtagere samt om fordelingen af overskuddet mellem
udlodningsmodtagerne. Lovforslaget viderefører de
fordelingsnøgler, som følger af den gældende
tips- og lottolov. Der ændres således ikke på de
gældende regler om kredsen af overskudsmodtagere eller
på fordelingen af overskuddet mellem
overskudsmodtagerne.
Danske Spil A/S' omsætning og overskud har de seneste
år vist faldende tendenser, hvilket både har haft
konsekvenser for overskudsmodtagerne og for statskassen. Meget
tyder på, at overskuddet i Danske Spil A/S også i de
kommende år vil være realt faldende.
På den baggrund har der vist sig et behov for at
fastsætte en ny model for udlodningen til
overskudsmodtagerne.
Lovforslaget lægger op til, at de midler, som skal
fordeles mellem udlodningsmodtagerne, skal tage udgangspunkt i de
overskud fra Danske Spil A/S, som fremkommer ved lotteri og heste-
og hundevæddemål samt i udbyttet fra Det Danske
Klasselotteri A/S. Inddragelsen af udbyttet fra Det Danske
Klasselotteri A/S i overskudsdelingen er ny og er indført
for at sikre et udvidet grundlag for udlodningen.
Det foreslås, at den første udlodning efter denne
lov i 2012 gøres uafhængig af overskuddet for
regnskabsåret 2011 og fastsættes til et
startudlodningsbeløb på 1.610 mio. kr., svarende til
Danske Spil A/S' overskud for regnskabsåret 2008, der har
dannet grundlag for udlodningen til overskudsmodtagerne i 2009.
Beløbet reguleres med forbrugerprisindekset fra 2009 til
2012 og forventes i 2012 at være nominelt ca. 1,7 mia. kr.,
hvortil der lægges et beløb på 35 mio. kr. fra
staten.
Endvidere foreslås, at udlodningen fra 2013 og frem
kobles til de overskud, som fremkommer ved lotteri og heste- og
hundevæddemål hos Danske Spil A/S samt udbytte fra Det
Danske Klasselotteri A/S.
Herudover foreslås, at der fortsættes med et
udlodningsloft med 50/50-risikofordeling mellem stat og
udlodningsmodtagere svarende til i dag. Udlodningsloftet
fastsættes i 2012 ud fra overskuddene for regnskabsåret
2011, som fremkommer ved lotteri og heste- og
hundevæddemål hos Danske Spil A/S samt udbytte fra Det
Danske Klasselotteri A/S, men får først virkning for
udlodningens størrelse fra 2013 og frem, dvs. samtidig med,
at udlodningen gøres afhængig af overskuddene hos
Danske Spil A/S fra lotteri og heste- og hundevæddemål
samt udbytte fra Det Danske Klasselotteri A/S.
Hvis beløbene tilsammen i regnskabsåret 2011 er
mindre end udlodningsniveauet i 2012 på realt 1.610 mio. kr.,
reguleret med forbrugerpriserne fra 2009 til 2012 (nominelt ca. 1,7
mia. kr.), og tillagt et beløb på 35 mio. kr. fra
staten, reguleres loftet - ud fra princippet om en
50/50-risikofordeling, så det svarer til udlodningsniveauet.
Udlodningsloftet reguleres fremadrettet med
forbrugerprisindekset.
Når udlodningen fra 2013 og frem kobles til
overskuddene, som fremkommer ved lotteri og heste- og
hundevæddemål samt udbytte fra Det Danske Klasselotteri
A/S, regulerer udlodningsloftet det beløb, der udloddes til
udlodningsmodtagerne ud fra den nugældende
50/50-risikodelingsmodel, hvor overskudsmodtagerne og staten deler
henholdsvis gevinsten og tabet i forhold til beløbenes
størrelse.
Da denne lov først får virkning fra udlodningen
2012, har regeringen for at sikre overskudsmodtagerne mod
yderligere fald i indtægter, i forbindelse med
finanslovsaftalen for 2010, besluttet at afsætte 110 mio. kr.
i perioden 2010-2011 som et ekstraordinært statsligt tilskud
med henblik på at understøtte et uændret realt
udlodningsniveau i perioden 2009 til 2011.
Lovforslaget lægger op til at videreføre de
fordelingsnøgler, der er fastsat i tips- og lotteloven, dog
således at Finansministeriets tidligere pulje til
almennyttige formål, som ved kongelig resolution af 23.
november 2007 blev overført til kulturministeren, nu
indgår som en del af Kulturministeriets samlede midler.
Endelig foreslås, at udlodningsmodellen evalueres i
2014.
Det forslås, at loven træder i kraft den 1. januar
2011.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkningerne til
lovforslaget, skal jeg anbefale lovforslaget til Folketingets
velvillige behandling.