Skriftlig fremsættelse (26. marts
2010)
Finansministeren
(Claus Hjort Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om Danske Spil A/S.
(Lovforslag nr. L 191).
Nærværende lovforslag er et led i aftalen af 4.
februar 2010 mellem regeringen, Socialdemokraterne, Dansk
Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og
Liberal Alliance om en reguleret, delvis liberalisering af det
danske spillemarked.
Forslag til lov om Danske Spil A/S udgør
udmøntningen på Finansministeriets område af
aftalen om den regulerede, delvise liberalisering af det danske
spillemarked. Forslaget har til formål at fastsætte
ejerskabsforholdene og selskabsledelses-strukturen for Danske Spil
A/S.
Med lovforslaget foreslås det at ændre
selskabsledelses-strukturen i Danske Spil A/S til en mere
moderniseret form, således at rammerne for ledelsen af Danske
Spil A/S i højere grad kan medvirke til at håndtere
den ændrede konkurrencesituation på spillemarkedet
efter en delvis liberalisering. I tilknytning hertil er det
hensigten at normalisere selskabsledelses-strukturen svarende til
øvrige statslige selskaber og dermed at efterleve principper
for god selskabsledelse.
Den nuværende tips- og lottolov indebærer en
række afvigelser fra lovgivningen om aktieselskaber, herunder
reglerne for udpegning af bestyrelsen, godkendelse af
vedtægter og bestyrelsesmedlemmernes vederlag. Danske Spil
A/S vil med lovforslaget være underlagt reglerne om statslige
aktieselskaber i såvel selskabslovgivningen som
regnskabslovgivningen med de afvigelser, der følger af
nærværende lovforslag. I forlængelse heraf skal
vedtægterne for Danske Spil A/S og eventuelle ændringer
heraf godkendes af generalforsamlingen efter reglerne i
selskabslovgivningen.
Overskud, der fremkommer ved foranstaltning af lotteri og
heste- og hundevæddemål opgøres og udloddes
efter lov om udlodning af overskud fra lotteri samt heste- og
hundevæddemål. Endvidere følger det, at overskud
udover det i ovenstående nævnte efter udredelsen af
skatter, afgifter og gebyrer, gevinsterne og udgifterne til
administration, afskrivning mv. samt eventuelle udgifter i
forbindelse med foranstaltning af spil uden for landet, anvendes
som konsolidering af kapitalgrundlaget i det pågældende
datterselskab eller udbetales til staten. Overskuddet der tilfalder
staten skønnes med stor usikkerhed isoleret set at
udgøre ca. op til 130 mio. kr. årligt efter skat.
Dette skal dog ses i sammenhæng med de økonomiske
konsekvenser af de øvrige lovforslag som led i den delvise
liberalisering af spillemarkedet, herunder at sikre udgangspunktet
for udlodningsniveauet til udlodningsmodtagerne. Lovforslaget har
ikke øvrige økonomiske konsekvenser for det
offentlige eller private.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.