Betænkning afgivet af Skatteudvalget
den 26. maj 2010
1. Ændringsforslag
Finansministeren har stillet 2 ændringsforslag til
lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. marts 2010 og var til 1.
behandling den 23. april 2010. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring. Den 29. marts 2010 sendte
finansministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget en
skriftlig henvendelse fra Advokatfirma Plesner. Skatteministeren
har kommenteret henvendelsen på lovforslag nr. L 202 - bilag
21 og L 203 - bilag 12.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget udtaler, at partierne er glade for at være en del af
forliget bag en ny regulering af spillemarkedet i Danmark.
For Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er det
vigtigt at have et velreguleret spillemarked, som skaber sikre
forhold for spillerne og forpligter spiludbyderne til at udbyde
deres ydelser etisk forsvarligt og til at bidrage til statens
indtægter og tipsmidlerne. Det er Socialdemokratiets og
Socialistisk Folkepartis opfattelse, at forliget og de deraf
følgende lovforslag lever op til de formål.
Det har længe været klart, at den gældende
tilstand på spilleområdet var uholdbar. Den
eksisterende regulering var hullet, og resultatet var en slags
anarki, hvor det var umuligt at stoppe lovbrud og
håndhæve reglerne. Udenlandske spiludbydere slap for at
betale skat og afgift til skade for statens indtægter og
tipsmidlerne. Derfor var det afgørende at få indrammet
og lavet klare regler for det samlede spillemarked.
Ludomaniforebyggelse og behandling var samtidig en af
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis store prioriteringer
i en ny regulering, og Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti
er tilfredse med den øgede prioritering, som bliver en klar
forbedring i forhold til den gældende tilstand. Der bliver
skabt en bedre finansiering af forebyggelse og behandling. Ludomani
er en trussel for den enkelte og familien, og alle - også
stat og udbydere - skal gøre en aktiv indsats for at
forebygge og behandle. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti
glæder sig over viljen til at lægge de
nødvendige begrænsninger på spil, f.eks. ved at
forbyde spil på kredit og lignende ordninger, som risikerer
at fastholde spillere. Spiludbyderne vil med
bekendtgørelserne blive pålagt forskellige krav til
indretning af spillene, markedsføring m.m. De to partier vil
følge dette tæt og arbejde for forebyggelse af
ludomani også ved dette aspekt.
For Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti har det
været vigtigt at sikre en fortsat tilstrækkelig
finansiering fra tipsmidlerne til det frivillige foreningsliv,
ungdomsorganisationer, kulturelle foreninger og aktiviteter og
andre almennyttige formål. Derved bidrager tipsmidlerne til
et sundt og aktivt organisations- og kulturmiljø både
lokalt og på landsplan til gavn for demokratiet,
folkesundheden, samfundsbevidstheden og integrationen. De to
partier havde gerne set en mulighed for et endnu højere
beløb til overskudsmodtagerne, men er tilfredse med
forligets fastlæggelse af beløb og fordeling af
risici.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti noterer sig, at
forliget giver en bedre indhegning af spillemarkedet og dermed
bedre grundlag for at opkræve korrekte afgifter. Det er
nødvendigt med en sådan indhegning for at beskytte det
lovlige marked, og derfor støtter de to partier de
foranstaltninger, der kan træffes over for spiludbydere uden
licens. Det har været vigtigt for Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti, at der bliver vedtaget en model for
internetblokering, der giver den fornødne retssikkerhed, og
at ansvaret for at håndhæve loven ikke placeres hos
internetudbyderen med en henstillingsmodel, men at det er fra
myndighederne, at kravet om bremsning af en hjemmeside
kommer.
Vedrørende afgiften på
bruttospilleindtægten konstaterer de to partier, at
Skatteministeriets vurdering er, at de vedtagne 20 pct. er så
højt, afgiften på nuværende tidspunkt kan
sættes for at opnå en god incitamentsstruktur, så
udbyderne holder sig inden for det lovlige marked. Ved en kommende
evaluering ønsker Socialdemokratiet og Socialistisk
Folkeparti, at denne afgifts størrelse også
vurderes.
Som en del af aftalen holdes der i overgangsperioden
særlig øje med omfanget af ulovligt spil, dvs. fra
lovens vedtagelse og frem til den træder i kraft, formentlig
den 1. januar 2011. Også dette er Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti tilfredse med og noterer sig, at
gældende dansk lovgivning selvfølgelig skal overholdes
til hver en tid.
Med de bemærkninger kan Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti støtte lovforslagene og de stillede
ændringsforslag til lovforslagene i pakken om en ny
spillovgivning.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og
Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens
afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og
havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 5
Af finansministeren,
tiltrådt af udvalget:
1) Stk.
1 affattes således:
»Finansministeren fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2.«
[Finansministeren bemyndiges til at
sætte loven i kraft]
Af finansministeren,
tiltrådt af udvalget:
2) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2.
Finansministeren kan fastsætte tidspunktet for
ikrafttræden af § 3 særskilt.«
[Konsekvens af
ændringsforslag nr. 1]
Bemærkninger
Til nr. 1
Det foreslås, at finansministeren bemyndiges til at
fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog
ændringsforslag nr. 2. Forslaget er en konsekvens af, at
Skatteministeriet har besluttet at notificere de foreslåede
afgifter på de fysiske spil og online spil i
skatteministerens forslag til lov om afgifter af spil med henblik
på at få Kommissionens bekræftelse af, at der
ikke er tale om statsstøtte. Der henvises til
bemærkningerne i skatteministerens ændringsforslag til
forslag til lov om afgifter af spil (L 203) for en nærmere
beskrivelse af baggrunden.
Indtil Kommissionens bekræftelse foreligger, kan de
foreslåede regler i spillepakken ikke sættes i kraft,
og i stedet for den oprindelige faste dato for ikrafttræden
den 1. januar 2011 foreslås det, at finansministeren
bemyndiges til at sætte loven i kraft. Det er hensigten, at
loven sættes i kraft som planlagt den 1. januar 2011, hvis
Kommissionens bekræftelse foreligger før den 1.
november 2010. Såfremt Kommissionens bekræftelse
foreligger efter den 1. november 2010, er det hensigten, at loven
sættes i kraft hurtigst muligt herefter, idet der dog
fastsættes en ikrafttrædelsesdato, der findes
hensigtsmæssig for Danske Spil A/S og for alle fire love i
spillepakken (spilleloven (L 202), spilleafgiftsloven (L 203),
spiludlodningsloven (L 193) og lov om Danske Spil A/S (L
191)).
Til nr. 2
Det foreslås som konsekvens af ændringsforslag nr.
1, at finansministeren kan fastsætte tidspunktet for
ikrafttræden af § 3 særskilt. Ikrafttræden
af § 3 skal dog ikke være senere end tidspunktet for
ikrafttræden af loven. Det er hensigten at sætte §
3 i kraft hurtigst muligt, efter at Kommissionen har
bekræftet, at der vedrørende de foreslåede
afgifter i skatteministerens forslag til lov om afgifter af spil
ikke er tale om statsstøtte.
Der var også i det oprindelige forslag til lov om Danske
Spil A/S en bestemmelse om, at finansministeren kan fastsætte
tidspunktet for ikrafttræden af § 3.
Ændringsforslag nr. 2 er dermed en videreførelse af
forslaget til lov om Danske Spil A/S, dog er ordlyden justeret som
en konsekvensrettelse af ændringsforslag nr. 1.
Torsten Schack Pedersen
V Karsten Lauritzen V Mads Rørvig V
Jacob Jensen V Mikkel Dencker DF Pia Adelsteen DF
Mike Legarth KF Rasmus Jarlov KF
Simon Emil Ammitzbøll LA Nick Hækkerup
S John Dyrby Paulsen S Klaus Hækkerup S
René Skau Björnsson S Thomas Jensen S
Jesper Petersen SF Niels Helveg Petersen RV fmd. Frank Aaen EL
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Uden for folketingsgrupperne | 3 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | (UFG) | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 191
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Høringsnotat og høringssvar,
fra finansministeren |
2 | Henvendelse af 20/4-10 fra Advokatfirma
Plesner |
3 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af lovforslaget |
4 | Fastsat tidsplan for udvalgets behandling
af lovforslaget |
5 | 1. udkast til betænkning |
6 | Meddelelse om, at
betænkningsafgivelse er udskudt til 26/5-10 |
7 | Ændringsforslag, fra
finansministeren |
8 | 2. udkast til betænkning |