L 185 Forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning.

(Udvidelse af adgangen til tv-overvågning for boligorganisationer m.v. og idrætsanlæg).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-03-2010

Fremsættelse: 24-03-2010

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2010)

20091_l185_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2010)

Justitsministeren (Lars Barfoed):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om tv-overvågning (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning for boligorganisationer m.v. og idrætsanlæg)

(Lovforslag nr. L 185).

Formålet med lovforslaget er at give mulighed for, at boligorganisationer mv. og ejere af private idrætsanlæg efter visse nærmere betingelser kan få tilladelse til at foretage tv-overvågning af visse områder, der benyttes til almindelig færdsel.


Tv-overvågning er et redskab, som politiet kan bruge ved opklaringen af forbrydelser, og som derved kan være med til at styrke indsatsen for at bekæmpe kriminalitet. Tv-overvågning kan også mere generelt være med til at skabe en øget følelse af tryghed og sikkerhed for borgerne. Der synes endvidere at være en udvikling i befolkningens holdning til tv-overvågning på frit tilgængelige steder, således at færre er principielt betænkelige herved.


Justitsministeriet finder, at private ligesom i dag ikke bør have fri adgang til at tv-overvåge frit tilgængelige områder, men kun i tilfælde, hvor der er et særligt behov, således at fordelene ved tv-overvågningen må anses for at overstige ulemperne, herunder at tv-overvågning af borgerne kan opleves som en indskrænkning i deres frihed til at kunne færdes frit og uovervåget i det offentlige rum.


I dag må boligorganisationer mv. kun tv-overvåge ikke frit tilgængelige områder i boligområdet, f.eks. opgange og kældre, hvorimod det ikke er tilladt at foretage tv-overvågning af områder, som er frit tilgængelige, f.eks. parkeringspladser og stier i området.


I den senere tid har der fra boligorganisationer i udsatte boligområder været fremsat ønske om at kunne tv-overvåge også områder, som benyttes til almindelig færdsel. Dette ønske har bl.a. været begrundet med stigende problemer med uro og hærværk, samt at der i flere boligområder, hvor der i dag er etableret tv-overvågning af ikke frit tilgængelige arealer, f.eks. kældre, har været mindre hærværk disse steder, og at overvågningen øger beboernes tryghed.


Efter Justitsministeriets opfattelse vil tv-overvågning kunne have en kriminalpræventiv effekt over for visse typer af kriminalitet - f.eks. hærværk mod biler - der skaber problemer i visse udsatte boligområder.


Det foreslås på den anførte baggrund, at boligorganisationer og foreninger mv., der repræsenterer husstandene i et udsat boligområde, efter tilladelse fra politidirektøren kan tv-overvåge det pågældende boligområde og arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil, f.eks. en kommunal vej langs et boligkompleks eller en parkeringsplads, som tilhører en anden privat person eller virksomhed, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Hvis der er tale om et privatejet areal, som tilhører en anden end boligorganisationen mv., vil det være en forudsætning for at få tilladelse til tv-overvågning, at boligorganisationen mv. har samtykke fra den, der ejer det pågældende areal.


Det vil efter forslaget bero på en samlet vurdering af forholdene i det pågældende område, om tv-overvågningen kan anses for væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. I den forbindelse vil der bl.a. skulle lægges vægt på oplysninger om karakteren og omfanget af det pågældende boligområdes kriminalitetsproblemer mv.


Der har endvidere i de senere år været en række tilfælde af såkaldte hooliganuroligheder i form af vold og hærværk i forbindelse med afvikling af idrætsbegivenheder, navnlig i forbindelse med visse større fodboldkampe. Ofte har der været tale om, at visse grupper af personer har brugt den pågældende idrætsbegivenhed som anledning til voldelig adfærd.


Ved lov nr. 307 af 30. april 2008 om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder fik politiet og arrangørerne en række yderligere redskaber til at forebygge vold og uroligheder ved fodboldkampe mv.


Med henblik på en yderligere styrkelse af indsatsen på dette område foreslås det, at ejere af private idrætsanlæg, som er særligt udsatte for uroligheder, efter tilladelse fra politidirektøren kan tv-overvåge frit tilgængelige steder i direkte tilknytning til idrætsanlægget, f.eks. adgangsveje og parkeringspladser, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse. Som reglerne er i dag, må private idrætsanlæg alene tv-overvåge på anlæggets område, f.eks. indgange og tribuner.


Forslaget omfatter ethvert privat idrætsanlæg, hvorved forstås, at anlægget/arenaen navnlig anvendes som ramme om idrætsbegivenheder mv., som er åbne for publikum. Motionscentre og lignende er således ikke omfattet.


Den foreslåede udvidede mulighed for tv-overvågning vil navnlig forbedre mulighederne for, at kontrollører og tilkaldt politi hurtigt kan sendes til de steder omkring idrætsanlægget, hvor uroligheder foregår, og tv-optagelserne vil også kunne være en hjælp for politiet i forbindelse med efterfølgende efterforskning. Tv-overvågningen vil dermed også kunne være med til at skabe øget tryghed for det store flertal af fredelige sportstilskuere.


Den behandling af personoplysninger, der i givet fald vil foregå i forbindelse med tv-overvågning i boligområder eller ved idrætsanlæg, vil skulle ske i overensstemmelse med reglerne i persondataloven, herunder de særlige regler om tv-overvågning (bl.a. regler om sletning og begrænsninger i adgangen til videregivelse).


Det udkast til lovforslaget, som var i høring, indeholdt også et forslag om, at kommuner, som ønsker det, efter drøftelse med politidirektøren skulle kunne foretage tv-overvågning af frit tilgængelige områder med henblik på at øge trygheden for personer, som færdes i området. Bl.a. på baggrund af høringssvar fra Kommunernes Landsforening (KL) er denne del af forslaget ikke medtaget i det fremsatte lovforslag.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.