Fremsat den 24. marts 2010 af
justitsministeren (Lars Barfoed)
Forslag
til
Lov om ændring af straffeloven og
retsplejeloven
(Skærpelse af straffen for ulovlig
tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende
beklædning samt ansigtstildækkende beklædning
under vidneforklaring)
§ 1
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1034 af 29. oktober 2009, som ændret ved
§ 1 i lov nr. 1107 af 1. december 2009, foretages
følgende ændring:
1. I
§ 260 indsættes som
stk. 3:
»Stk. 3.
Tvinges nogen til at bære en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt, kan straffen stige til fængsel
indtil 4 år.«
§ 2
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1053 af 29. oktober 2009, som ændret senest ved
§ 2 i lov nr. 73 af 26. januar 2010, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 168 indsættes som
stk. 2:
»Stk. 2.
Medmindre retten undtagelsesvist tillader det, må et vidne
ikke under forklaringen bære en beklædningsgenstand,
der skjuler vedkommendes ansigt.«
2. I
§ 178, stk. 1,
indsættes to steder efter »at svare«:
»eller afføre sig en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt«.
§ 3
Loven træder i kraft
den 1. juli 2010.
§ 4
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. | Indledning |
2. | Gældende ret |
| | 2.1. Straffeloven |
| | 2.2. Retsplejeloven |
3. | Arbejdsgruppen om burka, niqab og lignende
beklædning |
4. | Lovforslagets indhold |
5. | Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention |
6. | De økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige |
7. | De økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv. |
8. | De administrative konsekvenser for
borgere |
9. | De miljømæssige
konsekvenser |
10. | Forholdet til EU-retten |
11. | Hørte myndigheder mv. |
12. | Sammenfattende skema |
1. Indledning
Det foreslås med lovforslaget at skærpe straffen
for ulovlig tvang efter straffelovens § 260 i
tilfælde, hvor nogen tvinges til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt. Med
henblik herpå foreslås det at indføre en
forhøjet strafferamme på indtil 4 års
fængsel for sådanne tilfælde af ulovlig
tvang.
Formålet med den foreslåede strafforhøjelse
er, at strafferammen for at tvinge nogen til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt,
afspejler, at denne særlige form for ulovlig tvang
indebærer et alvorligt indgreb i den personlige frihed, der
vil kunne have væsentlige og vidtrækkende konsekvenser
for den pågældende.
Herudover foreslås det at ændre retsplejeloven,
så det udtrykkeligt fastslås, at et vidne ikke under
afgivelse af forklaring for retten må bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt,
medmindre retten undtagelsesvist tillader det.
Formålet med forslaget om ændring af
retsplejeloven er at undgå, at der i konkrete sager ved
domstolene opstår tvivl om rettens adgang til at kræve
af et vidne, at den pågældende ikke bærer en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
2. Gældende ret
2.1. Straffeloven
2.1.1. Efter straffelovens
§ 260, stk. 1, straffes med bøde eller
fængsel indtil 2 år for ulovlig tvang den, som ved vold
eller trussel om vold, om betydelig skade på gods, om
frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse
for strafbart eller ærerørigt forhold eller at
åbenbare privatlivet tilhørende forhold tvinger nogen
til at gøre, tåle eller undlade noget. Det samme
gælder den, som ved trussel om at anmelde eller
åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte
sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at
gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt
fremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det
forhold, som truslen angår. Tvinges nogen til at indgå
ægteskab, kan straffen stige til fængsel indtil 4
år, jf. straffelovens § 260, stk. 2.
Bestemmelsen fortolkes således, at truslerne om vold mv.
ikke behøver være udtrykkelige, men kan fremgå
af situationen.
Ulovlig tvang efter straffelovens § 260 er
fuldbyrdet, når tvangen har haft den tilsigtede virkning.
Hvis tvangen ikke har virket efter hensigten, kan der efter
omstændighederne straffes for forsøg på ulovlig
tvang, jf. herved straffelovens § 21.
Straffelovens § 260 omfatter tilfælde, hvor
nogen med de i bestemmelsen angivne midler tvinges til at
gøre, tåle eller undlade noget. Bestemmelsen omfatter
således en række forskelligartede tilfælde, idet
det ikke har betydning for afgrænsningen af det strafbare
område, hvad ofret tvinges til, men alene med hvilke midler
ofret tvinges.
Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor en person ved
vold eller trussel om vold tvinges til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt. Dette
vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en
ægtefælle truer sin hustru med vold, hvis hun ikke
bærer ansigtstildækkende beklædning som
eksempelvis burka eller niqab.
Straffelovens § 260 omfatter endvidere alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til den
ulovlige tvang, jf. herved straffelovens § 23.
2.1.2. Domfældelse for
overtrædelse af straffelovens § 260 sker i praksis
ofte i tilknytning til domfældelse for andre
straffelovsovertrædelser som f.eks. grov
narkotikakriminalitet, røveri eller frihedsberøvelse.
Sådanne sager er mindre egnede til at vurdere det
gældende strafniveau for overtrædelse af straffelovens
§ 260.
Rigsadvokaten har oplyst, at i sager, hvor der alene er sket
domfældelse for ulovlig tvang, eller hvor dette har
været hovedforholdet i sagen, må straffene for
overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, i
almindelighed antages at ligge på mellem 40 dages og 6
måneders fængsel afhængig af de konkrete
omstændigheder i sagen, herunder om der har været
anvendt vold. Der er dog også enkelte eksempler på
sager, hvor straffen er udmålt lavere, herunder til
dagbøder, ligesom der er enkelte eksempler på sager,
hvor straffen er udmålt til mere end 6 måneders
fængsel.
Straffelovens § 260, stk. 2, indeholder en
forhøjet strafferamme på 4 års fængsel for
de tilfælde af ulovlig tvang, hvor nogen tvinges til at
indgå ægteskab. Rigsadvokaten har oplyst, at bortset
fra en enkelt ældre sag (hvor den tiltalte blev frifundet)
ses der ikke i trykt retspraksis at være sager om ulovlig
tvang til at indgå ægteskab. Bestemmelsen i
§ 260, stk. 2, trådte i kraft den 2. maj 2008,
jf. lov nr. 316 af 30. april 2008 om ændring af straffeloven
(Skærpelse af straffen for ulovlig tvang i forbindelse med
indgåelse af ægteskab), Folketingstidende 2007-08 (2.
samling), Tillæg A, s. 2663. Justitsministeriet vil, som
også tilkendegivet under behandlingen af lovforslaget, afgive
en redegørelse til Folketingets Retsudvalg om erfaringerne i
praksis med anvendelse af straffelovens § 260,
stk. 2, når bestemmelsen har været i kraft i 3
år.
Der ses ikke i trykt retspraksis at være sager om
ulovlig tvang, hvor en person er blevet tvunget til at bære
en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt.
2.2. Retsplejeloven
2.2.1. Retsplejelovens
§ 168 pålægger enhver pligt til at afgive
forklaring for retten som vidne. Det gælder både for
civile sager og straffesager.
Vidnepligten gælder dog ikke, hvis der foreligger
såkaldte vidneudelukkelsesgrunde efter § 169
(tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt hverv)
eller § 170 (præster, læger, forsvarere m.fl.
) eller såkaldte vidnefritagelsesgrunde efter § 171
(en parts nærmeste m.fl. ) eller § 172
(redaktører m.fl. ).
Manglende opfyldelse af vidnepligten kan sanktioneres efter
retsplejelovens § 178, stk. 1. Udebliver et vidne
uden lovligt forfald eller uden i tide at have meldt sit forfald,
eller forlader vidnet uden rettens tilladelse det sted, hvor
retsmødet holdes, eller vægrer vidnet sig uden lovlig
grund ved at svare, kan retten således 1) pålægge
vidnet en bøde, 2) lade vidnet afhente ved politiet, 3)
tilpligte vidnet at erstatte de udgifter, som vidnet har
forårsaget, eller 4) pålægge vidnet en
løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere
tidsrum end 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt. Retten kan
også 5) lade vidnet tage i forvaring ved politiets
foranstaltning eller lade vidnet undergive en af de
foranstaltninger, der i medfør af § 765 kan
træde i stedet for varetægtsfængsling.
Forvaringen eller foranstaltningen kan opretholdes, indtil
fremstilling for retten til afgivelse af vidneforklaring kan finde
sted eller vidnet indvilliger i at svare, dog ikke ud over 6
måneder i samme sag, uafbrudt eller sammenlagt.
En afgørelse om anvendelse af tvangsmidler imod vidnet
kan omgøres af retten, jf. retsplejelovens § 178,
stk. 2, 2. pkt., og afgørelsen kan kæres efter de
almindelige regler i retsplejelovens kapitel 37 for civile sagers
vedkommende og retsplejelovens kapitel 85 for straffesagers
vedkommende.
2.2.2. Ifølge
retsplejelovens § 181, 1. pkt., skal retten forvisse sig
om vidnets identitet inden afhøringen, men retsplejeloven
indeholder ikke udtrykkelige regler om, hvorvidt dommere,
nævninge og domsmænd skal kunne se vidnets ansigt og
ansigtsudtryk under en vidneafhøring.
Det er dog et grundlæggende princip i retsplejen, at
bevisførelse skal foregå umiddelbart for den eller de
personer, som skal træffe afgørelse i retssagen
(bevisumiddelbarhedsprincippet). Formålet er at sikre retten
det bedst mulige grundlag for at vurdere bevisførelsen og
træffe afgørelse. Ved afhøring af vidner er
kernen i bevisumiddelbarhedsprincippet derfor, at den eller de
personer, som skal træffe afgørelse, kan se
vidnet.
Princippet om bevisumiddelbarhed er imidlertid ikke til hinder
for, at et vidne kan afgive forklaring, uden at dommere,
nævninge og domsmænd kan se vidnet, hvis dommeren
konkret vurderer, at det er forsvarligt. Retsplejeloven indeholder
i overensstemmelse hermed udtrykkelige regler om, at retten
undtagelsesvist kan tillade, at et vidne afgiver vidneforklaring
uden at møde for den dømmende ret.
Retten kan i den forbindelse beslutte, at vidneforklaring i
stedet skal afgives for den byret, hvor det findes mest
hensigtsmæssigt, jf. retsplejelovens § 174,
stk. 1. Afgives vidneforklaring for en anden ret i en
straffesag, vil tilførsler til retsbogen om forklaringen
kunne benyttes som bevismiddel under hovedforhandlingen ved den
dømmende ret, hvor tilførslen da skal oplæses,
jf. retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3.
Vidneforklaringen vil således indgå i sagen for den
dømmende ret i form af en retsbog.
Retten kan endvidere bestemme, at vidneforklaring skal afgives
telefonisk, hvis det vil være forbundet med
uforholdsmæssige vanskeligheder, at forklaringen afgives i
retten eller via videoforbindelse, og afgivelse af forklaring
telefonisk findes forsvarlig, jf. retsplejelovens § 174,
stk. 2 og 3, der er sat i kraft med virkning fra den 1.
november 2009. Disse bestemmelser blev indsat i retsplejeloven ved
lov nr. 538 af 8. juni 2006 på baggrund af et forslag fra
Retsplejerådet i betænkning nr. 1401/2001. Af
lovforslagets almindelige bemærkninger fremgår det
bl.a., at det er Retsplejerådets vurdering, at telefoniske
afhøringer er et væsentligt ringere bevismiddel end en
afhøring i retten, da man ikke kan se den, der
afhøres, og det derfor er meget vanskeligere at
bedømme forklaringen. Hvis der er tale om en forklaring af
afgørende betydning for sagen, er det anført af
Retsplejerådet, at telefonisk afhøring ikke bør
kunne finde sted i straffesager, og i civile sager bør det
kun kunne ske med parternes samtykke. Justitsministeriet
tilsluttede sig med lovforslaget Retsplejerådets forslag om
bl.a. vidners afgivelse af forklaring i et retsmøde ved
anvendelse af telekommunikation, herunder telefonisk
afhøring, jf. Folketingstidende, 2005-06, Tillæg A, s.
5282 f.
Der ses ikke i trykt retspraksis at være taget stilling
til, om retten kan pålægge et vidne under
afhøringen at fjerne en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt, fra ansigtet.
Efter Justitsministeriets opfattelse forudsætter
bevisumiddelbarhedsprincippet imidlertid, at et vidnes ansigt som
udgangspunkt er synligt under afgivelse af forklaring for retten.
Vidnepligten efter retsplejelovens § 168 må
herefter antages at indebære, at retten kan kræve af et
vidne, at vedkommende ikke bærer en
beklædningsgenstand, der skjuler den pågældendes
ansigt. Princippet om bevisumiddelbarhed er dog ikke til hinder
for, at retten efter en konkret vurdering kan tillade, at et vidne
afgiver forklaring iført en sådan
beklædningsgenstand.
Vidnets eventuelle nægtelse af at efterkomme et
pålæg om at fjerne en beklædningsgenstand fra
ansigtet kan efter ministeriets opfattelse sidestilles med
vægring ved at svare, således at der kan anvendes
tvangsmidler imod vidnet efter de almindelige regler i
retsplejelovens § 178, stk. 1.
3. Arbejdsgruppen om burka, niqab og
lignende beklædning
3.1. Regeringen nedsatte i august
2009 en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe om burka, niqab og anden
lignende beklædning. Arbejdsgruppen har været sammensat
af embedsmænd fra Indenrigs- og Socialministeriet (formand),
Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet samt
Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.
Det fremgår bl.a. af arbejdsgruppens kommissorium, at
brug af burka og anden religiøst betinget beklædning,
der slører den enkeltes identitet, forhindrer en åben
og troværdig kommunikation i strid med et demokratisk
samfunds behov og repræsenterer et menneske- og kvindesyn,
som efter regeringens opfattelse på ingen måde
hører hjemme i Danmark.
Arbejdsgruppen havde ifølge sit kommissorium bl.a. til
opgave at undersøge udbredelsen af identitetsslørende
religiøst betingede beklædninger i Danmark, indsamle
oplysninger om årsagen til, at denne type beklædning
anvendes, og overveje mulige initiativer for at begrænse
problemet.
Arbejdsgruppen anmodede til brug for sit arbejde
Københavns Universitet, Institut for Tværkulturelle og
Regionale Studier, om en rapport vedrørende brugen af burka,
niqab og lignende beklædning.
Det fremgår af rapporten fra Københavns
Universitet, at der skønnes at være mellem 100 og 200
kvinder, der bærer niqab, burka eller lignende
beklædning i Danmark. Antallet svarer til mellem 0,1 og 0,2
pct. af de muslimske kvinder i landet. Der er i overvejende grad
tale om yngre kvinder, og ca. halvdelen af kvinderne skønnes
at være danske konvertitter. Den mest udbredte type af
identitetsslørende beklædning er niqab, der - til
forskel fra burkaen - oftest bæres med synlige
øjne.
Generelt er det arbejdsgruppens vurdering, at de
nuværende regler mv. i langt de fleste tilfælde giver
tilstrækkelige muligheder for at håndtere de
situationer, der måtte opstå i forbindelse med brug af
burka, niqab mv.
3.2. I rapporten fra
Københavns Universitet søges kvindernes motivation
for at bære ansigtstildækkende beklædning
afdækket via bl.a. syv interviewpersoner. Det fremgår
af rapporten, at alle syv personer giver udtryk for, at det er
deres eget valg at iklæde sig denne type beklædning,
men også at den ansigtstildækkende beklædning i
praksis begrænser deres adgang til samfundslivet
væsentligt, særligt i forhold til uddannelse,
arbejdsmarked og modtagelse af offentlige ydelser. Det
fremgår endvidere, at ingen af de syv personer forbinder
deres brug af denne type beklædning med undertrykkelse eller
et ulige forhold mellem mand og kvinde. De interviewede kvinder
beskriver selv deres motiv for at bære
ansigtstildækkende beklædning som et ønske om at
være en særlig god muslim og betragter
beklædningen som et udtryk for deres styrke i troen.
Det fremgår dog også af rapporten, at brugen af
interviews som undersøgelsesform indebærer en
række usikkerhedsmomenter. Dette skyldes, at handlinger kan
være motiveret af omstændigheder, som den
pågældende enten ikke er bevidst om eller ikke
ønsker at fremhæve (herunder f.eks. tvang). Et andet
usikkerhedsmoment er, at interviewpersonerne ikke
nødvendigvis er repræsentative for hele den gruppe,
der bærer burka mv., idet der alene er interviewet syv
kvinder, der alle er personer, som har lyst til at udtale sig om
emnet. Samme forbehold gælder for de supplerende oplysninger
om kvindernes motivation, som forskerne har indhentet fra et
muslimsk debatforum på internettet.
På den baggrund kan det efter arbejdsgruppens opfattelse
ikke med sikkerhed udelukkes, at nogle kvinder tvinges til at
bære burka, niqab eller lignende beklædning.
Det er i den forbindelse arbejdsgruppens opfattelse, at
konsekvenserne ved at være tvunget til at bære burka,
niqab eller lignende beklædning, i form af for eksempel
manglende adgang til uddannelse og arbejde, vil være så
indgribende og negative, at der er tale om en særlig alvorlig
form for ulovlig tvang.
Som følge heraf har arbejdsgruppen peget på, at
strafferammen for at tvinge nogen til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt,
bør fordobles, således at straffen i sådanne
tilfælde kan stige til fængsel indtil 4 år.
3.3. Herudover fremgår det
af afrapporteringen fra arbejdsgruppen, at det er arbejdsgruppens
opfattelse, at det må antages, at retten efter gældende
ret kan kræve af et vidne, at vedkommende ikke bærer en
beklædningsgenstand, der skjuler den pågældendes
ansigt. Denne mulighed fremgår dog ikke udtrykkeligt af den
gældende retsplejelov.
Ved afhøring af vidner er kernen i
bevisumiddelbarhedsprincippet, at den eller de personer, som skal
træffe afgørelse, kan se vidnet. Dette giver blandt
andet retten mulighed for at vurdere vidnets troværdighed.
Det gør det imidlertid meget vanskeligt at vurdere et vidnes
troværdighed, hvis vidnet under forklaring for retten
bærer en beklædningsgenstand, der som burka, niqab
eller lignende beklædning skjuler vedkommendes ansigt.
Arbejdsgruppen er endvidere bekendt med, at der i pressen har
været omtale af en retssag, hvor et vidne ikke ønskede
at fjerne en ansigtstildækkende beklædningsgenstand
under afhøring. I den pågældende sag tillod
retten ifølge presseomtalen vidnet at afgive forklaring med
tildækket ansigt.
Arbejdsgruppen giver i forlængelse heraf udtryk for, at
der ved domstolene også fremover vil kunne forekomme
situationer af den omtalte karakter, således at der i retten
vil kunne opstå spørgsmål om retsgrundlaget for
rettens håndtering af de pågældende situationer.
På den baggrund har arbejdsgruppen peget på, at det vil
kunne sikre klarhed på området, hvis der i
retsplejeloven indsættes en bestemmelse, som udtrykkeligt
fastsætter, at et vidne, medmindre retten undtagelsesvist
tillader det, ikke under forklaringen må bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
4. Lovforslagets indhold
4.1. Skærpelse af straffen for
ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende
beklædning
Det er strafbart ved ulovlig tvang at tvinge nogen til at
bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt, jf. pkt. 2.1 ovenfor. Straffelovens § 260,
stk. 1, kan således bl.a. anvendes i tilfælde,
hvor nogen f.eks. med trusler om vold tvinges til at bære
ansigtstildækkende beklædning som f.eks. burka eller
niqab.
Som nævnt i pkt. 3 peger arbejdsgruppen om burka, niqab
og anden lignende beklædning i sin rapport på, at
strafferammen for at tvinge nogen til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt,
bør fordobles, således at straffen i sådanne
tilfælde kan stige til fængsel i indtil 4
år.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der kan
være grund til at skærpe straffen for den omhandlede
særlige form for ulovlig tvang.
Ulovlig tvang i form af, at nogen tvinges til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt,
indebærer således et alvorligt indgreb i den personlige
frihed, da den pågældende fratages muligheden for at
deltage på lige fod med andre mennesker i den frie og
åbne kommunikation i samfundet.
Den omhandlede særlige form for ulovlig tvang vil
endvidere afhængig af sagens omstændigheder kunne have
væsentlige og vidtrækkende konsekvenser for vedkommende
person. Den, der f.eks. tvinges til mere permanent at bære
burka eller niqab, må således antages i praksis at
blive væsentligt begrænset i sine muligheder for bl.a.
at tage en uddannelse, få et arbejde og opnå offentlige
ydelser i forbindelse med arbejdsløshed.
På den baggrund foreslås det, at der
indsættes en skærpet strafferamme (sidestrafferamme) i
straffelovens § 260 om ulovlig tvang, som omfatter
tilfælde, hvor nogen tvinges til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt. Der
foreslås en strafferamme på 4 års fængsel i
disse tilfælde, dvs. det dobbelte af normalstrafferammen for
ulovlig tvang, jf. straffelovens § 260, stk. 1, og
dermed det samme som strafferammen for overtrædelse af
straffelovens § 260, stk. 2, om ulovlig tvang i
forbindelse med indgåelse af ægteskab.
Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil som
hidtil bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens
relevante omstændigheder. I betragtning af, at den omhandlede
særlige form for ulovlig tvang som nævnt
indebærer et alvorligt indgreb i den personlige frihed, der
vil kunne have væsentlige og vidtrækkende konsekvenser,
bør strafniveauet imidlertid ligge betydeligt over de
højeste straffe, der har været udmålt for
overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, i
hidtidig retspraksis, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor.
4.2. Afhøring af
ansigtstildækkede vidner i retten
Det er et grundlæggende princip i retsplejen, at
bevisførelse skal foregå umiddelbart for den eller de
personer, som skal træffe afgørelse i retssagen
(bevisumiddelbarhedsprincippet). Formålet er at sikre retten
det bedst mulige grundlag for at vurdere bevisførelsen og
træffe afgørelse.
Ved afhøring af vidner er kernen i
bevisumiddelbarhedsprincippet derfor, at den eller de personer, som
skal træffe afgørelse, kan se vidnet.
I overensstemmelse hermed må det antages, at
vidnepligten efter retsplejelovens § 168 indebærer,
at retten kan kræve af et vidne, at vedkommende ikke
bærer en beklædningsgenstand, der skjuler den
pågældendes ansigt. Det må endvidere antages, at
der vil kunne anvendes tvangsmidler efter de almindelige regler i
retsplejelovens § 178, stk. 1, hvis et vidne
nægter at fjerne en beklædningsgenstand af den
omhandlede karakter. Der henvises nærmere om gældende
ret til pkt. 2.2.2.
I rapporten fra arbejdsgruppen om burka, niqab og lignende
beklædning, anføres det som omtalt i pkt. 3, at der
fremover vil kunne forekomme situationer ved domstolene, hvor et
vidne ønsker at afgive forklaring iført f.eks. niqab
eller en anden beklædningsgenstand, der skjuler ansigtet,
således at der i retten vil kunne opstå
spørgsmål om retsgrundlaget for rettens
håndtering af de pågældende situationer.
Arbejdsgruppen peger i forlængelse heraf på, at
det vil kunne sikre klarhed på området, hvis der
indsættes en bestemmelse i retsplejeloven, som udtrykkeligt
fastsætter, at et vidne, medmindre retten undtagelsesvist
tillader det, ikke under forklaringen må bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der kan
være anledning til at indsætte en bestemmelse i
retsplejeloven, som udtrykkeligt fastsætter, at et vidne ikke
under forklaringen må bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
Formålet hermed vil være at undgå, at der i
konkrete sager ved domstolene opstår tvivl om rettens adgang
til at kræve af et vidne, at den pågældende ikke
bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt.
Når det gælder det nærmere indhold af
bestemmelsen, er Justitsministeriet også enig med
arbejdsgruppen i, at retten undtagelsesvist skal kunne tillade, at
et vidne afgiver forklaring iført en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt. Det er
således Justitsministeriets opfattelse, at den gældende
adgang for retten til efter en konkret vurdering at tillade, at et
vidne afgiver forklaring for retten, uden at dommere og
nævninger mv. kan se vidnets ansigt, bør
videreføres.
På den anførte baggrund foreslås det, at
der indsættes en bestemmelse i retsplejeloven, som
fastsætter, at medmindre retten undtagelsesvist tillader det,
må et vidne ikke under forklaringen bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, jf.
forslaget til § 168, stk. 2.
Ved den konkrete vurdering af, om det er forsvarligt, at et
vidne afgiver forklaring iført f.eks. niqab, vil retten
bl.a. kunne lægge vægt på sagens karakter, hvilke
aspekter af sagen den pågældende vidneforklaring skal
belyse, og hvilke beviser der i øvrigt foreligger i
sagen.
Hvis et vidne ikke følger en anvisning fra retten om at
afføre sig en beklædningsgenstand, der skjuler
vedkommendes ansigt, vil det afhænge af de almindelige regler
i retsplejelovens § 178, om der kan
iværksættes tvangsmidler over for vidnet. Det
foreslås at ændre retsplejelovens § 178,
stk. 1, så dette kommer til at fremgå udtrykkeligt
af bestemmelsen.
Der ændres med den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 168, stk. 2, ikke ved den adgang, som retten
i øvrigt har efter gældende ret, til at træffe
beslutninger af hensyn til bl.a. bevisførelsen eller
opretholdelse af ro og værdighed i retslokalet. Retten vil
således f.eks. fortsat kunne anmode vidner m.fl. om at
afføre sig bl.a. kasketter eller solbriller.
5. Forholdet til Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention
Forslagene om strafskærpelse og vidneafhøring i
lovforslagets §§ 1 og 2 vil bl.a. omfatte
beklædningsgenstande, der som f.eks. en niqab kan være
båret af religiøse grunde. Af den grund må
forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions
artikel 9 overvejes.
Efter konventionens artikel 9, stk. 1, har enhver ret til
at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne
ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed
til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at
udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste,
undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
Bestemmelsen beskytter således adgangen til at udøve
sin religion eller tro, herunder også til at bære
religiøst begrundet beklædning eller andre
effekter.
Justitsministeriet er bekendt med, at der inden for islam er
uenighed om, hvorvidt der efter islam gælder et påbud
om, at kvinder skal have tildækket ansigtet - f.eks. ved at
bære niqab - i det offentlige rum. Da det imidlertid må
lægges til grund, at i hvert fald visse muslimer opfatter en
sådan tildækning af ansigtet som efterlevelse af et
religiøst påbud eller en religiøs anbefaling,
må det anses for sandsynligt, at Den Europæiske
Menneskerettighedsdomstol (Domstolen) vil finde, at en
lovbestemmelse, der som udgangspunkt forbyder, at et vidne under
sin forklaring for retten bærer en beklædningsgenstand,
der skjuler vedkommendes ansigt, udgør et indgreb i den
konventionsbeskyttede ret til religionsfrihed. I den forbindelse
bemærkes, at Domstolen i en nylig dom af 23. februar 2010,
Ahmet Arslan m.fl. mod Tyrkiet, i præmis 35 fandt, at
klagernes brug af bestemte beklædningsgenstande, bl.a. i det
offentlige rum, var omfattet af konventionens artikel 9, idet
klagerne var medlem af en religiøs gruppe, hvis religion
efter klagernes opfattelse påbød dem at bære
sådanne beklædningsgenstande.
Derimod vil den foreslåede bestemmelse om
skærpelse af straffen for ulovlig tvang i tilfælde,
hvor nogen tvinges til at bære en beklædningsgenstand,
der skjuler vedkommendes ansigt, ikke medføre nogen
begrænsninger i retten til religionsfrihed efter
konventionens artikel 9, stk. 1, idet strafskærpelsen
ikke retter sig mod personen, der bærer den
pågældende beklædningsgenstand, men direkte mod
den person, der tvinger den pågældende til i modstrid
med sin vilje at bære den pågældende
beklædningsgenstand.
Retten til at udøve sin religion eller tro kan efter
konventionens artikel 9, stk. 2, underkastes sådanne
begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den
offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder
og friheder.
For så vidt angår de foreslåede bestemmelser
om, at vidner som udgangspunkt ikke under afgivelse af forklaring
for retten må bære en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt, bemærkes, at Domstolen ikke har
haft anledning til at tage stilling til rækkevidden af
artikel 9 i forhold til spørgsmål om vidners
anvendelse af ansigtstildækkende beklædningsgenstande i
retten. Domstolen har imidlertid i ovennævnte sag, Ahmet Arslan m.fl. mod Tyrkiet, fundet, at det var i strid med
artikel 9, at en gruppe personer var blevet dømt for at have
båret en særlig religiøs klædedragt i det
offentlige rum. Domstolen har endvidere i en række sager
taget stilling til rækkevidden af artikel 9 særligt i
forhold til spørgsmålet om religiøst begrundet
hovedpåklædning i uddannelsessektoren. F.eks. fandt
Domstolen ved en dom af 10. november 2005, Sahin mod Tyrkiet, at det ikke udgjorde en
krænkelse af artikel 9, at en studerende ikke måtte
bære muslimsk tørklæde på et universitet
og henviste herved til et princip om, at det tyrkiske samfund skal
være sekulært. Der kan ligeledes henvises til en
afgørelse af 15. februar 2001 i sagen Dahlab mod Schweiz, hvor Domstolen fandt det
foreneligt med artikel 9, at en lærer, der underviste 4-8
årige børn i en offentlig skole, havde fået
forbud mod at bære et hovedtørklæde, der var
begrundet i lærerens muslimske overbevisning. Domstolen
henviste bl.a. til så små børns særlige
påvirkelighed og til det pågældende
tørklædes missionerende effekt i den
forbindelse.
Selvom de foreslåede bestemmelser om
vidneafhøring grundlæggende blot fastsætter,
hvad der i forvejen må antages at være gældende
ret, jf. pkt. 2.2.2 og 4.2, må sådanne lovbestemmelser
anses for at kunne udgøre en begrænsning i retten til
religionsfrihed efter konventionens artikel 9. Formålet med
de foreslåede ændringer er imidlertid at sikre, at den
eller de personer, som skal træffe afgørelse i en
retssag, ved at kunne se vidnets ansigt har mulighed for bl.a. at
vurdere vidnets troværdighed og dermed har det bedst mulige
grundlag for at vurdere bevisførelsen og træffe en
korrekt afgørelse. Dette må antages at være et
lovligt formål efter konventionens artikel 9, stk. 2
(beskyttelse af andres rettigheder og friheder). De
foreslåede bestemmelser må endvidere anses for at
opfylde proportionalitetskravet i artikel 9, stk. 2
(»nødvendigt i et demokratisk samfund«), idet
bestemmelserne ikke er mere indgribende end nødvendigt for
at varetage hensynet til en korrekt bevisbedømmelse og
afgørelse.
På denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse,
at de foreslåede bestemmelser om vidneafhøring er
forenelige med konventionens artikel 9.
Efter konventionens artikel 14 skal nydelsen af de i
konventionen anerkendte rettigheder sikres uden forskel på
grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller
anden overbevisning, national eller social oprindelse,
tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold,
fødsel eller ethvert andet forhold. Bestemmelsen indeholder
et forbud mod usaglig forskelsbehandling bl.a. i forhold til
religionsfriheden. Forbuddet indebærer efter Domstolens
praksis, at personer i sammenlignelige situationer som udgangspunkt
skal behandles ens, og at en forskelsbehandling kun kan være
berettiget, hvis den har et legitimt formål og står i
et rimeligt forhold til dette formål.
De foreslåede bestemmelser om vidneafhøring
retter sig mod enhver form for beklædningsgenstand, der
skjuler vidnets ansigt. Samtidig vil bestemmelserne formentlig i
praksis fortrinsvis ramme beklædningsgenstande, der er
begrundet i den muslimske tro. Da bestemmelserne imidlertid er
båret af et sagligt hensyn til at sikre en korrekt
bevisbedømmelse og ikke er mere indgribende end
nødvendigt for at varetage det saglige hensyn, må
bestemmelsen efter Justitsministeriets opfattelse antages at
være forenelig med konventionens artikel 14.
6. De økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for det offentlige af
betydning.
7. De økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv.
Lovforslaget har ingen økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet mv.
8. De administrative konsekvenser for
borgere
Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for
borgerne.
9. De miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder
mv.
Et udkast til lovforslaget har været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer
mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, Sø- og
Handelsretten, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen, Den Danske
Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes
Tjenestemandsforening, Foreningen af Advokater og
Advokatfuldmægtige, HK-Landsklubben Danmarks Domstole,
Rigsadvokaten, Foreningen af Offentlige Anklagere, Rigspolitiet,
Politiforbundet i Danmark, HK-Landsklubben for Politiet,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Foreningen af
Fængselsinspektører og
Vicefængselsinspektører, Kriminalforsorgsforeningen,
Dansk Fængselsforbund, HK-Landsklubben for Kriminalforsorgen,
Landsklubben af socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen,
Dansk Socialrådgiverforening, Advokatrådet, Danske
Advokater, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Institut for
Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden, Kriminalpolitisk
Forening (KRIM), Amnesty International, Dansk Retspolitisk
Forening, Det Kriminalpræventive Råd, Kommunernes
Landsforening, Danske Regioner, Foreningen af Statsadvokater,
Politidirektørforeningen, Dansk Folkeoplysnings
Samråd, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre,
Indvandrerrådgivningen, Kvinderådet, Migrantkvinder,
Døgnkontakten i København, NOOR, Dokumentations- og
Rådgivningscentret om Racediskrimination, Rådet for
Etniske Minoriteter, Børnerådet og Børns
Vilkår.
| | | |
12. Sammenfattende
skema |
| | Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet mv. | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet mv. | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgere | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
| | | |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Strafferammen i straffelovens § 260, stk. 1, om
ulovlig tvang er bøde eller fængsel indtil 2 år.
I tilfælde hvor nogen tvinges til at indgå
ægteskab, kan straffen stige til fængsel indtil 4
år, jf. straffelovens § 260, stk. 2.
Det foreslås - i lighed med strafferammen for ulovlig
tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab - at
indføre en skærpet strafferamme, som giver mulighed
for at idømme indtil 4 års fængsel, hvis nogen
ved ulovlig tvang tvinges til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
Der foreslås ingen ændringer af gerningsindholdet
i straffelovens § 260. Området for strafbar ulovlig
tvang ændres således ikke.
Den foreslåede sidestrafferamme vil skulle anvendes,
selv om den konkret forskyldte straf ikke overstiger
normalstrafferammen på 2 års fængsel.
Det er forudsat, at der ved strafudmålingen i sager, der
er omfattet af det foreslåede stk. 3, tages udgangspunkt
i, at der skal ske en væsentlig forhøjelse af den
straf, der kunne forventes udmålt efter den gældende
strafferamme i straffelovens § 260, stk. 1.
Strafudmålingen i den enkelte sag vil som hidtil
afhænge af de konkrete omstændigheder. Det vil
således bl.a. kunne have betydning, hvilken tvang der har
været anvendt, herunder om der har været anvendt vold
eller trusler om vold eller frihedsberøvelse, og hvilket
omfang og hvilken tidsmæssig udstrækning den
udøvede tvang har haft. Også den tvungne persons alder
og afhængighed af den, der udøver tvangen, kan have
indflydelse på strafudmålingen, ligesom det kan have
betydning, hvis flere gerningsmænd har handlet i forening.
Det vil også kunne indgå i vurderingen, om tvangen har
virket, således at straffelovens § 260 er
fuldbyrdet, eller om der alene straffes for forsøg, jf.
straffelovens § 21.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
Til nr. 1 (§ 168,
stk. 2)
Den foreslåede bestemmelse fastsætter et forbud
mod, at et vidne bærer en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt under afgivelse af forklaring for
retten.
Det foreslåede forbud vil omfatte enhver
beklædningsgenstand, der kan skjule vidnets ansigt. Forbuddet
vil omfatte alle tilfælde, hvor vidnet bærer en
sådan beklædningsgenstand, uanset om vidnet bærer
beklædningsgenstanden af religiøse grunde, af andre
personlige grunde eller for at sløre sin identitet.
Det vil bero på en konkret vurdering, om
beklædningsgenstanden skjuler vidnets ansigt. Det
afgørende i den sammenhæng er, om det er muligt at se
og aflæse vidnets ansigtsudtryk.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at retten
kan pålægge vidnet at fjerne ansigtstildækkende
beklædningsgenstande. Det forudsættes, at
pålægget udformes under behørig hensyntagen til
personens integritet og uden unødig krænkelse af den
pågældende. Således vil vidnet kun kunne
pålægges at afføre sig
beklædningsgenstande, der som f.eks. en burka eller niqab
dækker hele eller større dele af kroppen, hvis det
ikke er muligt alene at fjerne beklædningsgenstanden fra
ansigtet.
Nægter vidnet at efterkomme rettens pålæg om
at fjerne beklædningsgenstanden fra ansigtet, kan retten
træffe afgørelse om vidnesanktioner efter
retsplejelovens § 178, jf. nærmere
bemærkningerne til § 2, nr. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse kan retten
undtagelsesvist tillade, at vidnet bærer en
ansigtstildækkende beklædningsgenstand under
vidneforklaringen. Retten skal i givet fald efter en konkret
vurdering finde, at det er forsvarligt, at et vidne afgiver
forklaring iført en sådan beklædningsgenstand.
Ved denne vurdering vil der bl.a. kunne lægges vægt
på sagens karakter, hvilke aspekter af sagen den
pågældende vidneforklaring skal belyse, og hvilke
beviser der i øvrigt foreligger i sagen.
Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse under
afgivelse af forklaring for retten. Bestemmelsen hindrer
således ikke, at vidnet bærer ansigtstildækkende
beklædningsgenstande til og fra retten eller under
overværelse af retsmødet som tilskuer.
Bestemmelsen finder anvendelse ved afhøring af vidner.
Som følge af henvisningerne i retsplejelovens
§§ 209 og 305 kan bestemmelsen også finde
anvendelse ved afhøring af henholdsvis syns- og
skønsmænd og parter.
Der ændres med den foreslåede bestemmelse i
retsplejelovens § 168, stk. 2, ikke ved den adgang, som retten
i øvrigt har efter gældende ret, til at træffe
beslutninger af hensyn til bl.a. bevisførelsen eller
opretholdelse af ro og værdighed i retslokalet. Retten vil
således f.eks. fortsat kunne anmode vidner m.fl. om at
afføre sig bl.a. kasketter eller solbriller.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 178,
stk. 1)
Den foreslåede ændring af bestemmelsen
fastsætter udtrykkeligt i retsplejeloven, at retten kan
træffe afgørelse om vidnesanktioner efter de
almindelige regler i retsplejelovens § 178, hvis vidnet
nægter at følge et pålæg fra retten om at
afføre sig en ansigtstildækkende
beklædningsgenstand.
Afgørelsen, der træffes ved kendelse, kan
omgøres af retten, jf. retsplejelovens § 178,
stk. 2, 2. pkt. (der ikke foreslås ændret).
Kendelsen kan også kæres efter de almindelige regler i
retsplejelovens kapitel 37 for civile sagers vedkommende og
retsplejelovens kapitel 85 for straffesagers vedkommende.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2010.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og
indebærer, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | | |
| | | § 1 |
| | | |
| | | I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1034 af 29. oktober 2009, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1107 af 1. december 2009,
foretages følgende ændring: |
| | | |
§ 260. Med
bøde eller fængsel indtil 2 år straffes for
ulovlig tvang den, som 1)ved vold eller ved trussel om vold, om
betydelig skade på gods, om frihedsberøvelse eller om
at fremsætte usand sigtelse for strafbart eller
ærerørigt forhold eller at åbenbare privatlivet
tilhørende forhold tvinger nogen til at gøre,
tåle eller undlade noget, 2)ved trussel om at anmelde eller
åbenbare et strafbart forhold eller om at fremsætte
sande ærerørige beskyldninger tvinger nogen til at
gøre, tåle eller undlade noget, for så vidt
fremtvingelsen ikke kan anses tilbørlig begrundet ved det
forhold, som truslen angår. Stk. 2.
Tvinges nogen til at indgå ægteskab, kan straffen stige
til fængsel indtil 4 år. | | 1. I § 260 indsættes som stk. 3: |
| | | »Stk. 3.
Tvinges nogen til at bære en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt, kan straffen stige til fængsel
indtil 4 år. « |
| | | |
| | | § 2 |
| | | |
| | | I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1053 af 29. oktober 2009, som
ændret ved § 1 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 2 i
lov nr. 479 af 17. juni 2008, lov nr. 495 af 12. juni 2009, §
2 i lov nr. 505 af 12. juni 2009, § 1 i lov nr. 1266 af 16.
december 2009 og § 2 i lov nr. 73 af 26. januar 2010,
foretages følgende ændring: |
| | | |
§ 168.
Enhver har med de i loven fastsatte undtagelser pligt til at afgive
forklaring for retten som vidne. | | 1. I § 168 indsættes som stk. 2: »Stk. 2.
Medmindre retten undtagelsesvist tillader det, må et vidne
ikke under forklaringen bære en beklædningsgenstand,
der skjuler vedkommendes ansigt. « |
| | | |
§ 178.
Udebliver et vidne uden lovligt forfald eller uden i tide at have
meldt sit forfald, eller forlader vidnet i strid med
§ 177 det sted, hvor retsmødet holdes, eller
vægrer vidnet sig uden lovlig grund ved at svare, kan
retten: 1)pålægge vidnet en
bøde, 2)lade vidnet afhente ved politiet, 3)tilpligte vidnet at erstatte de
udgifter, som vidnet har forårsaget, 4)pålægge vidnet en
løbende bøde, i samme sag dog ikke for længere
tidsrum end 6 måneder, uafbrudt eller sammenlagt, | | 2. I § 178, stk. 1, indsættes to steder
efter »at svare,«: »eller afføre sig en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt«. |
5)lade vidnet tage i forvaring ved
politiets foranstaltning eller lade vidnet undergive en af de i
§ 765 nævnte foranstaltninger, indtil fremstilling
for retten til afgivelse af vidneforklaring kan finde sted eller
vidnet indvilliger i at svare, dog ikke ud over 6 måneder i
samme sag, uafbrudt eller sammenlagt. […] | | »eller afføre sig en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt«. |
| | | |
| | | § 3 |
| | | |
| | | Loven træder i kraft den 1. juli
2010. |
| | | |
| | | § 4 |
| | | |
| | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. |