Skriftlig fremsættelse (24. marts
2010)
Justitsministeren
(Lars Barfoed):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for
ulovlig tvang i forbindelse med brug af ansigtstildækkende
beklædning samt ansigtstildækkende beklædning
under vidneforklaring)
(Lovforslag nr. L 181).
Formålet med lovforslaget er at sikre, at strafferammen
for at tvinge nogen til at bære en beklædningsgenstand,
der skjuler vedkommendes ansigt, afspejler, at denne særlige
form for ulovlig tvang indebærer et alvorligt indgreb i den
personlige frihed, der vil kunne have væsentlige og
vidtrækkende konsekvenser for den
pågældende.
Endvidere er det formålet at undgå, at der i
konkrete sager ved domstolene opstår tvivl om rettens adgang
til at kræve af et vidne, at den pågældende ikke
bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes
ansigt.
Med lovforslaget følges der op på rapporten fra
regeringens arbejdsgruppe om burka, niqab og lignende
beklædning fra januar 2010. I rapporten lægges der op
til dels en fordobling af
strafferammen for at tvinge nogen til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, dels en præcisering i retsplejeloven
af rettens adgang til at kræve, at et vidne ikke under
forklaring i retten bærer en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt.
Det foreslås på den baggrund med lovforslaget at
skærpe straffen for ulovlig tvang efter straffelovens §
260 i tilfælde, hvor nogen tvinges til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
Det er allerede efter den gældende bestemmelse i
straffelovens § 260, stk. 1, strafbart ved ulovlig tvang af
tvinge nogen til at bære en beklædningsgenstand, der
skjuler vedkommendes ansigt. Bestemmelsen kan således bl.a.
anvendes i tilfælde, hvor nogen f.eks. med trusler om vold
tvinges til at bære ansigtstildækkende beklædning
som f.eks. burka eller niqab.
Justitsministeriet er imidlertid enig med arbejdsgruppen om
burka, niqab og anden lignende beklædning i, at der kan
være grund til at skærpe straffen for at tvinge nogen
til at bære en beklædningsgenstand, der skjuler
vedkommendes ansigt. Ulovlig tvang i form af, at nogen tvinges til
at bære en beklædningsgenstand, der skjuler
vedkommendes ansigt, indebærer således et alvorligt
indgreb i den personlige frihed og vil endvidere afhængig af
sagens omstændigheder kunne have væsentlige og
vidtrækkende konsekvenser for vedkommende person.
På den baggrund foreslås det at indsætte en
skærpet strafferamme i straffelovens § 260 på
indtil 4 års fængsel for ulovlig tvang i
tilfælde, hvor nogen tvinges til at bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
Fastsættelsen af straffen i den enkelte sag vil som
hidtil bero på domstolenes konkrete vurdering af alle sagens
relevante omstændigheder. I betragtning af, at den omhandlede
særlige form for ulovlig tvang som nævnt
indebærer et alvorligt indgreb i den personlige frihed, der
vil kunne have væsentlige og vidtrækkende konsekvenser,
bør strafniveauet imidlertid ligge betydeligt over de
højeste straffe, der har været udmålt for
overtrædelse af straffelovens § 260, stk. 1, i
hidtidig retspraksis.
Herudover foreslås det at ændre retsplejeloven,
så det udtrykkeligt fastslås, at et vidne ikke under
afgivelse af forklaring for retten må bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt,
medmindre retten undtagelsesvist tillader det.
Det er et grundlæggende princip i retsplejen, at
bevisførelse skal foregå umiddelbart for den eller de
personer, som skal træffe afgørelse i retssagen
(bevisumiddelbarhedsprincippet).
Efter Justitsministeriets opfattelse forudsætter
bevisumiddelbarhedsprincippet, at et vidnes ansigt som udgangspunkt
er synligt under afgivelse af forklaring for retten. Vidnepligten
efter retsplejelovens § 168 må herefter antages at
indebære, at retten kan kræve af et vidne, at
vedkommende ikke bærer en beklædningsgenstand, der
skjuler den pågældendes ansigt. Det må endvidere
antages, at der vil kunne anvendes tvangsmidler efter de
almindelige regler i retsplejelovens § 178, stk. 1, hvis et
vidne nægter at fjerne en beklædningsgenstand af den
omhandlede karakter.
Der vil fremover kunne forekomme situationer ved domstolene,
hvor et vidne ønsker at afgive forklaring iført
f.eks. niqab eller en anden beklædningsgenstand, der skjuler
ansigtet, således at der i retten vil kunne opstå
spørgsmål om retsgrundlaget for rettens
håndtering af de pågældende situationer.
Justitsministeriet er på den baggrund enig med
arbejdsgruppen om burka, niqab og anden lignende beklædning
i, at der kan være anledning til at indsætte en
bestemmelse i retsplejeloven, som udtrykkeligt fastsætter, at
et vidne ikke under forklaringen må bære en
beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt.
Justitsministeriet er også enig med arbejdsgruppen i, at
retten undtagelsesvist skal kunne tillade, at et vidne afgiver
forklaring iført en beklædningsgenstand, der skjuler
vedkommendes ansigt.
På den anførte baggrund foreslås det, at
der i retsplejelovens § 168, stk. 2, indsættes en
bestemmelse, som fastsætter, at medmindre retten
undtagelsesvist tillader det, må et vidne ikke under
forklaringen bære en beklædningsgenstand, der skjuler
vedkommendes ansigt.
Ved den konkrete vurdering af, om det er forsvarligt, at et
vidne afgiver forklaring iført f.eks. niqab, vil retten
bl.a. kunne lægge vægt på sagens karakter, hvilke
aspekter af sagen den pågældende vidneforklaring skal
belyse, og hvilke beviser der i øvrigt foreligger i sagen.
Hvis et vidne ikke følger en anvisning fra retten om at
afføre sig en beklædningsgenstand, der skjuler
vedkommendes ansigt, vil det afhænge af de almindelige regler
i retsplejelovens § 178, om der kan iværksættes
tvangsmidler over for vidnet. Det foreslås at ændre
retsplejelovens § 178, stk. 1, så dette kommer til at
fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.