Tillægsbetænkning afgivet af
Retsudvalget den 1. juni 2010
1. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. marts 2010 og var til 1.
behandling den 12. april 2010. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Retsudvalget. Udvalget afgav
betænkning den 27. maj 2010. Lovforslaget var til 2.
behandling den 1. juni 2010, hvorefter det blev henvist til fornyet
behandling i Retsudvalget.
Møder
Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet
udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.
Spørgsmål
3 af udvalgets spørgsmål og justitsministerens
svar herpå er optrykt som bilag 2 til
tillægsbetænkningen.
2. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget indstiller lovforslaget
til vedtagelse, som det foreligger
efter 2. behandling.
Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag om at skærpe sanktionen for
kørsel i narkopåvirket tilstand. Desværre er der
ikke opbakning fra andre partier til dette, hvilket kan synes
besynderligt, eftersom et bredt flertal i 2007 vedtog, at der
skulle være nultolerance for kørsel i
narkopåvirket tilstand. I dag svarer sanktionen til
spirituskørsel med en promille på 0,51, hvilket giver
betinget frakendelse og bødestraf. Det er DF's ønske,
at straffen sættes op svarende til min. spirituskørsel
med 1,2 promille og dermed ubetinget frakendelse af
førerretten. DF noterer sig, at ministeren har tilkendegivet
at ville se på en skærpelse af straffen i
efteråret i forbindelse med en revision af bøde- og
strafniveau inden for færdselsloven.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og
Sambandsflokkurin var på tidspunktet for
tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret
med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme
med indstillinger eller politiske udtalelser i
tillægsbetænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
tillægsbetænkningen.
Kim Andersen V
Kristian Pihl Lorentzen V Karsten Nonbo V
Peter Skaarup DF fmd.
Marlene Harpsøe DF Pia Adelsteen DF
Tom Behnke KF Christian H. Hansen UFG
Simon Emil Ammitzbøll LA Karen Hækkerup
S Maja Panduro S Mogens Jensen S Julie Skovsby S
Anne Baastrup SF nfmd.
Karina Lorentzen Dehnhardt SF Lone Dybkjær RV
Line Barfod EL
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 17 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Uden for folketingsgrupperne | 3 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | (UFG) | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 179 efter
betænkningsafgivelse
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
15 | 1. udkast til
tillægsbetænkning |
16 | 2. udkast til
tillægsbetænkning |
Bilag 2
Nogle af
udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes
svar herpå
Spørgsmålene og justitsministerens svar
herpå er optrykt efter ønske fra DF.
Spørgsmål 12:
Kan ministeren bekræfte, at det med lovforslaget er
hensigten, at den foreslåede alkolåsordning vil skulle
omfatte alle, som frakendes førerretten ubetinget som
følge af spirituskørsel, og vil ministeren i
bekræftende fald fremsætte et ændringsforslag,
der tydeliggør dette?
Svar:
Jeg kan bekræfte, at alle, som har fået frakendt
førerretten ubetinget som følge af
spirituskørsel, efter lovforslaget omfattes af reglerne om
alkolåse.
Om den pågældende omfattes af reglerne om den
obligatoriske alkolåsordning, jf. den foreslåede
bestemmelse i færdselslovens § 60 a, stk. 3, eller den
frivillige alkolåsordning, jf. den foreslåede
bestemmelse i færdselslovens § 132 a, stk. 1,
afhænger dels af promillens størrelse, dels af om der
er tale om gentagelsestilfælde. Er førerretten
frakendt ubetinget som følge af spirituskørsel med en
promille over 2,00, vil føreren således - både i
førstegangstilfælde og i gentagelsestilfælde -
være omfattet af reglerne om den obligatoriske
alkolåsordning. Reglerne om den obligatoriske
alkolåsordning vil endvidere finde anvendelse, hvor
førerretten er frakendt ubetinget som følge af
spirituskørsel i gentagelsestilfælde, bortset fra
andengangstilfælde med en promille på højst 1,20
efter et førstegangstilfælde med en promille på
højst 2,00. Ved ubetinget førerretsfrakendelser som
følge af sådanne andengangstilfælde vil
føreren i stedet være omfattet af reglerne om den
frivillige alkolåsordning. En fører vil endvidere
være omfattet af reglerne om den frivillige
alkolåsordning ved ubetinget førerretsfrakendelser som
følge af førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille over 1,20.
Jeg vil fremsætte et ændringsforslag, der
tydeliggør, at alle, som har fået frakendt
førerretten ubetinget som følge af
spirituskørsel, omfattes af reglerne om
alkolåse.
Spørgsmål 13:
Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at der i alle
sager, hvor der er mistanke om overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 2, foretages en klinisk
lægeundersøgelse? Samt vurdere om en skærpelse
af straffen for at køre i narkopåvirket tilstand er
nødvendig.
Svar:
Justitsministeriet kan oplyse, at Rigspolitiet for tiden er i
gang med at udarbejde nye retningslinjer for politiets behandling
af sager, hvor der foreligger mistanke om, at føreren er
påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer. De nye
retningslinjer vil bl.a. komme til at indeholde en nærmere
beskrivelse af, hvornår der ud over udtagelse af
blodprøve vil skulle foretages en klinisk
lægeundersøgelse af føreren med henblik
på at konstatere, om der foreligger en overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 2.
Justitsministeriet vil herudover overveje, om der kan
være behov for at skærpe straffen for kørsel i
narkopåvirket tilstand.
Det stillede spørgsmål kan således besvares
bekræftende.
Spørgsmål 14:
Under henvisning til ministerens besvarelse af
spørgsmål 2 bedes ministeren oplyse, om ministeren vil
overveje mulighederne for at skærpe sanktionen for
kørsel uden førerret? Herunder øget mulighed
for konfiskation af køretøj.
Svar:
Justitsministeriet overvejer for tiden, om der er grundlag for
at skærpe sanktionen for kørsel uden førerret,
herunder reglerne om konfiskation. Disse overvejelser foregår
med henblik på i givet fald at fremsætte lovforslag
herom i næste folketingssamling.