Fremsat den 26. marts 2010 af
justitsministeren (Lars Barfoed)
Forslag
til
Lov om ændring af færdselsloven og
straffeloven
(Skærpet indsats mod
vanvidskørsel, indførelse af alkolåsordning og
udvidet mulighed for udenretlig vedtagelse af
førerretsfrakendelse m.v.)
§ 1
I færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 984 af 5. oktober 2009, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1338 af 19. december 2008,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 30 indsættes efter
»politi,«: »kriminalforsorg,«.
2. §§ 60 og 60 a ophæves, og i stedet
indsættes:
Ȥ 60. Politiet kan
inddrage førerretten, hvis den pågældende ikke
længere opfylder betingelserne for at få
kørekort. Hvis en person nægter at medvirke til de
undersøgelser eller prøver, der er nødvendige
til en afgørelse heraf, kan politiet straks inddrage
førerretten. Spørgsmålet, om den
pågældende er afhængig af brug af euforiserende
stoffer eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke
er ædruelig, kan forlanges indbragt for domstolene.
Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78,
stk. 3.
§ 60
a. Har førerretten været frakendt ubetinget,
kan retten efter frakendelsestidens udløb kun generhverves,
hvis en kontrollerende køreprøve bestås.
Stk. 2. Har
førerretten været frakendt ubetinget som følge
af spirituskørsel, kan retten kun generhverves, hvis
ansøgeren har gennemført et kursus i alkohol og
trafik (A/T-kursus) og derefter har bestået en kontrollerende
køreprøve.
Stk. 3.
Generhvervelse i de første 2 år efter
frakendelsestidens udløb er endvidere betinget af, at
ansøgeren indtil udløbet af de 2 år deltager i
en alkolåsordning, hvis førerretten har været
frakendt ubetinget som følge af
1)
spirituskørsel med en promille på over 2,00 eller
en alkoholkoncentration i udåndingsluften på over 1,00
mg pr. liter luft eller
2)
gentagelsestilfælde af spirituskørsel, bortset
fra andengangstilfælde med en promille på højst
1,20 eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften på
højst 0,60 mg pr. liter luft efter et
førstegangstilfælde med en promille på
højst 2,00 eller en alkoholkoncentration i
udåndingsluften på højst 1,00 mg pr. liter
luft.
Stk. 4.
Generhvervelse af førerretten i den i stk. 3
nævnte periode (alkolåsperioden) giver alene ret til at
føre et eller flere køretøjer, hvori der er
installeret en alkolås, og som er omfattet af
alkolåsordningen.
Stk. 5. Frakendes
førerretten ubetinget i alkolåsperioden for forhold,
der ikke omfatter spirituskørsel, suspenderes
alkolåsperioden. Efter frakendelsestidens udløb er
generhvervelse i en periode svarende til den del af
alkolåsperioden, der resterede på tidspunktet for
frakendelsen, betinget af, at ansøgeren i den nævnte
periode deltager i en alkolåsordning efter stk. 3. Har
førerretten været inddraget i medfør af
§ 130, stk. 1, udgør den i 2. pkt.
nævnte periode den del af alkolåsperioden, der
resterede på tidspunktet for inddragelsen.
Stk. 6. Ved
overtrædelse af de vilkår for alkolåsordningen,
som fastsættes i medfør af § 60 e,
stk. 2, kan førerretten inddrages med virkning for
resten af alkolåsperioden. Spørgsmålet om
inddragelse af førerretten efter 1. pkt. kan forlanges
indbragt for domstolene efter reglerne i straffelovens
§ 78, stk. 3.
Stk. 7.
Kørsel i alkolåsperioden i et motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort, og
som ikke er omfattet af stk. 4, straffes efter § 117
d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1.
Stk. 8.
Kontrollerende køreprøve kan aflægges
før frakendelsestidens udløb. Den praktiske
prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned
før frakendelsestidens udløb. I sager omfattet af
stk. 3, hvor ansøgeren ikke deltager i en
alkolåsordning, kan den praktiske prøve tidligst
aflægges 1 måned før alkolåsperiodens
udløb.
Stk. 9. Har
domfældte bestået en køreprøve efter det
forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende
prøve ikke aflægges, hvis prøven er
bestået inden for det sidste år før
frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år
før ansøgningen om generhvervelse af
førerretten. Beståelse af køreprøve
fritager ikke for gennemførelse af A/T-kursus.
§ 60
b. Er førerretten blevet frakendt betinget, skal
føreren inden for en frist, der fastsættes af
politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve.
Er førerretten frakendt betinget som følge af
spirituskørsel, skal føreren forinden have
gennemført et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus).
Førerretten inddrages, hvis den kontrollerende
køreprøve ikke bestås eller vedkommende
nægter at medvirke til den. Kontrollerende
køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis
domfældte har bestået en køreprøve efter
det forhold, der gav anledning til frakendelsen. Beståelse af
en køreprøve fritager ikke for gennemførelse
af A/T-kursus.
§ 60
c. Er kørselsforbud pålagt i medfør af
§ 127 for forhold omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 1-4, 9 eller 10, eller stk. 3, kan
førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har
gennemført fornyet, særlig køreundervisning og
har bestået en kontrollerende køreprøve.
Stk. 2. Er
kørselsforbud pålagt i medfør af
§ 127 for forhold omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 8, eller § 126, stk. 2, kan
førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har
gennemført et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) og har
bestået en kontrollerende køreprøve.
Stk. 3. For at
generhverve førerretten skal fornyet, særlig
køreundervisning være gennemført og
kontrollerende køreprøve bestået, hvis
føreren inden for de første 3 år efter
førstegangserhvervelse af førerret har begået
en forseelse, for hvilken førerretten er frakendt
ubetinget
1) i medfør
af § 126, stk. 1, nr. 5,
2) som følge
af, at føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der
hver for sig er omfattet af § 125, stk. 1-3, og et
af forholdene er omfattet af stk. 1, nr. 1-4, eller
stk. 3, og dette forhold er begået inden for de
første 3 år efter førstegangserhvervelse af
førerret, eller
3) som følge
af, at føreren har gjort sig skyldig i forhold, der er
omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-4, eller
stk. 3, der medfører en ubetinget frakendelse af
førerretten i medfør af § 126, stk. 1,
nr. 8 eller 10.
Stk. 4.
Særlig køreundervisning eller A/T-kursus skal
gennemføres, og kontrollerende køreprøve skal
aflægges, uanset om domfældte har bestået en
køreprøve efter det forhold, der gav anledning til
kørselsforbuddet eller den ubetingede frakendelse.
§ 60
d. Den, hvis førerret midlertidigt eller endeligt er
inddraget eller frakendt, skal aflevere sit kørekort til
politiet.
§ 60
e. Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om
indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende
køreprøve, kurset i alkohol og trafik (A/T-kurset) og
den særlige køreundervisning, jf. §§ 60
a-60 c.
Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om indholdet og
gennemførelsen af alkolåsordningen, jf. § 60
a, stk. 3. Justitsministeren kan henlægge sine
beføjelser efter 1. pkt. til anden statslig myndighed.
Justitsministeren kan endvidere henlægge administrationen af
de efter 1. og 2. pkt. fastsatte bestemmelser til anden offentlig
myndighed eller privat virksomhed og i forbindelse hermed
fastsætte regler for de pågældendes virksomhed i
forbindelse med administrationen af ordningen. Justitsministeren
kan i øvrigt fastsætte regler om godkendelse af
private virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter 3. pkt.
Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at private
virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter stk. 2, kan
foretage behandling af oplysninger om enkeltpersoners rent private
forhold, herunder videregive sådanne oplysninger til en
offentlig myndighed, hvis det må anses for nødvendigt
af hensyn til at gennemføre alkolåsordningen, jf.
§ 60 a, stk. 3.
Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om inddragelse
af førerretten i medfør af § 60,
§ 60 a, stk. 6, og § 60 b.
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af
gebyr for deltagelse i alkolåsordningen, jf. § 60
a, stk. 3.«
3. § 62, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
§§ 56-60 e, bortset fra § 56, stk. 2,
nr. 1, og stk. 4, § 57, stk. 1, og
§ 60 c, gælder også med hensyn til
kørekort til traktor (motorredskab). Kørekortet kan
udstedes til personer, der er fyldt 16 år.«
4. I
§ 118, stk. 1, nr. 1,
ændres »§ 60, stk. 5, § 60 a,
stk. 5« til: »§ 60 d«.
5. I
§ 118, stk. 3, 4 og 5,
indsættes efter »§§ 42 og 43«:
»eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved
færdselstavler eller anden afmærkning«.
6. I
§ 118, stk. 6,
indsættes efter »1 år«: »og 6
måneder«.
7. I
§ 119, stk. 3, nr. 3,
udgår »eller«.
8. I
§ 119, stk. 3,
indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:
»4)
vedrører overtrædelse af § 56, stk. 1,
§ 62, stk. 1, eller § 63 a
eller«
Nr. 4 bliver herefter nr. 5.
9. I
§ 119 a, stk. 1,
ændres »kørselsforbud,« til:
»kørselsforbud eller«.
10. I
§ 119 a indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis
en sag efter § 125, stk. 1, nr. 1, ikke
skønnes at ville medføre højere straf end
bøde, og der skønnes at være et sikkert
grundlag for betinget frakendelse af førerretten eller
kørselsforbud, kan anklagemyndigheden anvende den i
stk. 1 beskrevne procedure, når der er tale om
1) uagtsom
fremkørsel for rødt lys, hvorved føreren
forårsager færdselsuheld, jf. § 4,
stk. 1,
2) passage af
jernbaneoverkørsel, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld, jf. § 5, stk. 2,
3) vending, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld, jf.
§ 18, stk. 1,
4) manglende
iagttagelse af ubetinget vigepligt i form af hajtænder eller
anden afmærkning, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld, jf. § 26, stk. 2,
5) manglende
iagttagelse af ubetinget vigepligt ved udkørsel fra
parkeringsplads, over fortov eller lignende, hvorved føreren
forårsager færdselsuheld, jf. § 26,
stk. 3,
6) manglende
iagttagelse af vigepligt ved højresving, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld med
medkørende cyklist eller knallertfører, jf.
§ 26, stk. 6,
7) manglende
iagttagelse af vigepligt ved venstresving, hvorved føreren
forårsager færdselsuheld, jf. § 26,
stk. 6,
8)
påkørsel af gående i et fodgængerfelt, jf.
§ 27, stk. 6 eller 7, eller
9) bakning i
nødsporet på motorvej eller i nødsporet
på tilkørsels- eller frakørselsvej til
sådan vej, jf. § 46, stk. 2.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
11. I
§ 119 a, stk. 2, der
bliver stk. 3, ændres »den i stk. 1
nævnte tilkendegivelse« til: »tilkendegivelser
efter stk. 1 og 2«.
12. I
§ 119 a, stk. 3, 1.
pkt., der bliver stk. 4, 1. pkt., ændres
»kørselsforbud,« til:
»kørselsforbud eller betinget eller
ubetinget«.
13. I
§ 119 a, stk. 3, 2.
pkt., der bliver stk. 4, 2. pkt., ændres
»kørselsforbud, betinget« til:
»kørselsforbud eller betinget«.
14. I
§ 119 a, stk. 4, der
bliver stk. 5, ændres »stk. 1 og 3«
til: »stk. 1, 2 og 4«.
15. I
§ 119 b indsættes efter
»§ 119 a, stk. 1«: »og
2«.
16. I
§ 124 a, stk. 3,
ændres »§ 60, stk. 2 eller 3, eller
§ 60 a« til: »§§ 60 a-60
c«.
17. I
§ 124 c indsættes som
stk. 7:
»Stk. 7.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af
gebyr for ombytning af kørekort med vilkår om
alkolås til kørekort uden vilkår om
alkolås.«
18. I
§ 126, stk. 1, nr. 9,
udgår »eller«.
19. I
§ 126, stk. 1, nr. 10,
ændres »frakendelsestiden.« til:
»frakendelsestiden,«.
20. I
§ 126, stk. 1,
indsættes som nr. 11 og 12:
»11) har
kørt med en hastighed på 200 km i timen eller derover,
eller
12) ved
kørsel med en hastighed på mere end 100 km i timen har
overskredet de tilladte hastigheder efter §§ 42 og
43 eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved
færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 100
pct.«
21. I
§ 127, 1. pkt., ændres
»§ 126, stk. 1, nr. 1 eller 2« til:
Ȥ 126, stk. 1, nr. 1, 2, 5, 6, 11 eller
12«.
22. I
§ 127, 2. pkt., ændres
»§ 60 a« til: »§ 60
c«.
23.
Efter § 132 indsættes før overskriften
»Erstatning for inddragelse eller frakendelse af
førerret«:
Ȥ 132
a. En person, der er frakendt førerretten ubetinget
som følge af spirituskørsel, kan bortset fra
tilfælde omfattet af § 60 a, stk. 3,
generhverve førerretten, når der resterer op til 1
år af frakendelsestiden, hvis vedkommende deltager i en
alkolåsordning, der varer indtil 1 år efter
udløbet af frakendelsestiden, og som led heri underkaster
sig en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst 1
års varighed, hvis det ved en undersøgelse
konstateres, at vedkommende har et behandlingskrævende
alkoholmisbrug.
Stk. 2.
Generhvervelse af førerretten i perioden fra op til 1
år før og indtil 1 år efter frakendelsestidens
udløb (alkolåsperioden) giver alene ret til at
føre et eller flere køretøjer, hvori der er
installeret en alkolås, og som er omfattet af
alkolåsordningen.
Stk. 3.
§ 60 a, stk. 2, og stk. 8, 1. pkt., finder
tilsvarende anvendelse. Den praktiske prøve i forbindelse
med den kontrollerende køreprøve, jf. § 60
a, stk. 2, kan tidligst aflægges 1 måned
før alkolåsperiodens start.
Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om indholdet og
gennemførelsen af alkolåsordningen, jf. stk. 1.
Justitsministeren kan henlægge sine beføjelser efter
1. pkt. til anden statslig myndighed. Justitsministeren kan
endvidere henlægge administrationen af de efter 1. og 2. pkt.
fastsatte bestemmelser til anden offentlig myndighed eller privat
virksomhed og i forbindelse hermed fastsætte regler for de
pågældendes virksomhed i forbindelse med
administrationen af ordningen. Justitsministeren kan i
øvrigt fastsætte regler om godkendelse af private
virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter 3. pkt.
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at private
virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter stk. 4, kan
foretage behandling af oplysninger om enkeltpersoners rent private
forhold, herunder videregive sådanne oplysninger til en
offentlig myndighed, hvis det må anses for nødvendigt
af hensyn til at gennemføre alkolåsordningen, jf.
stk. 1.
Stk. 6. Hvis
vedkommende overtræder de vilkår for
alkolåsordningen, som fastsættes i medfør af
stk. 4, kan førerretten inddrages med virkning for
resten af alkolåsperioden. Spørgsmålet om
inddragelse af førerretten kan forlanges indbragt for
domstolene efter reglerne i straffelovens § 78,
stk. 3.
Stk. 7.
Kørsel i alkolåsperioden inden frakendelsestidens
udløb i et motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, og som ikke er omfattet af
stk. 2, straffes efter § 117 a. Kørsel i
alkolåsperioden efter frakendelsestidens udløb i et
motordrevet køretøj, hvortil der kræves
kørekort, og som ikke er omfattet af stk. 2, straffes
efter § 117 d, stk. 2, jf. § 56,
stk. 1.
Stk. 8. Hvis en
person som nævnt i stk. 1 i frakendelsestiden gør
sig skyldig i forhold, der ikke omfatter
spirituskørsel, men som medfører ubetinget
frakendelse af førerretten, finder stk. 1 ikke
længere anvendelse.
Stk. 9. Hvis en
person efter at have generhvervet førerretten i
medfør af stk. 1 frakendes førerretten ubetinget
i alkolåsperioden for et forhold, der ikke omfatter
spirituskørsel, kan førerretten tidligst
generhverves efter alkolåsperiodens udløb.
Stk. 10.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om inddragelse
af førerretten i medfør af stk. 6.
Stk. 11.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af
gebyr for deltagelse i alkolåsordningen, jf.
stk. 1.«
24. I
§ 133 a, stk. 1,
ændres »Ved grove eller gentagne overtrædelser af
færdselsloven« til: »Ved grove
overtrædelser af færdselsloven, eller hvor
føreren flere gange har gjort sig skyldig i
overtrædelse af færdselsloven,«.
25. I
§ 133 a indsættes efter
stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2.
Konfiskation skal ske, hvis
1) ejeren af
køretøjet har gjort sig skyldig i et forhold, der
medfører ubetinget frakendelse af førerretten efter
§ 126, stk. 1, nr. 1-6, 11 eller 12, og
2) den
pågældende to gange tidligere inden for de seneste 3
år, før det nye forhold er begået, har gjort sig
skyldig i forhold som nævnt i nr. 1, der har medført
eller medfører ubetinget frakendelse af
førerretten.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
26. I
§ 133 a, stk. 2, der
bliver stk. 3, indsættes efter »skal«:
»endvidere«.
27. § 133 a, stk. 2, nr. 2, der
bliver stk. 3, nr. 2, affattes således:
»2) den
pågældendes førerret på
gerningstidspunktet var frakendt ubetinget for et forhold som
nævnt i nr. 1 begået inden for de seneste 3 år
før det nye forhold.«
28. I
§ 133 a, stk. 3, der
bliver stk. 4, indsættes efter
»stk. 2«: »og 3«.
29. I
§ 133 a, stk. 4, der
bliver stk. 5, ændres »Bestemmelsen i
stk. 2« til: »Bestemmelserne i stk. 2 og
3«.
§ 2
I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr.
1034 af 29. oktober 2009, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1107 af 1. december 2009, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 241, 2. pkt.,
indsættes efter »spirituskørsel«:
», overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 1 eller 2,«.
2. I
§ 249, 2. pkt.,
indsættes efter »spirituskørsel«:
», overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 1 eller 2,«.
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2010, jf. dog stk. 2 og
3.
Stk. 2.
Færdselslovens § 119 a, § 119 b,
§ 126, stk. 1, nr. 11 og 12, og § 133 a,
som affattet eller ændret ved denne lovs § 1, nr.
9-15, 18-21 og 24-29, træder i kraft den 1. oktober 2010.
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelsen af færdselslovens
§§ 60-60 e, § 62, stk. 3,
§ 118, stk. 1, nr. 1, § 124 a,
stk. 3, § 124 c, stk. 7, § 127, 2.
pkt., og § 132 a, som affattet eller ændret ved
denne lovs § 1, nr. 2-4, 16, 17, 22 og 23.
Stk. 4.
Færdselslovens § 132 a, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 23, finder efter ikrafttrædelsen
også anvendelse i forhold til personer, som inden
ikrafttrædelsen var frakendt førerretten.
Stk. 5.
Færdselslovens § 119, stk. 3, nr. 4, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 8, finder anvendelse i
straffesager, hvor der efter lovens ikrafttræden rejses
tiltale i første instans.
§ 4
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger |
|
Indholdsfortegnelse |
| |
1. | Indledning |
| |
2. | Lovforslagets baggrund og
hovedindhold |
| |
3. | Skærpet indsats mod
vanvidskørsel mv. |
| |
3.1. | Alkolåse og alkoholistbehandling
mv. |
3.1.1. | Gældende ret |
3.1.1.1. | Straffen for spirituskørsel |
3.1.1.2. | Frakendelse af førerretten |
3.1.1.3. | Generhvervelse af førerretten |
3.1.2. | Alkolåsordninger i Sverige og
Finland |
3.1.2.1. | Sverige |
3.1.2.2. | Finland |
3.1.3. | Justitsministeriets overvejelser |
3.1.4. | Alkolås som betingelse for
generhvervelse af førerretten ved grov spirituskørsel
(obligatorisk alkolåsordning) |
3.1.4.1. | Ny frakendelse i frakendelsestiden |
3.1.4.2. | Ny frakendelse i
alkolåsperioden |
3.1.4.3. | Generhvervelse i medfør af
færdselslovens § 132 |
3.1.5. | Alkolås som et valgfrit alternativ
til en del af frakendelsestiden ved mindre grov
spirituskørsel (frivillig alkolåsordning) |
3.1.5.1. | Ny frakendelse i frakendelsestiden |
3.1.5.2. | Ny frakendelse i
alkolåsperioden |
3.1.5.3. | Overgangsordning for gamle
frakendelser |
3.1.6. | Administration af og betaling for
alkolåsordningerne |
3.1.6.1. | Ansøgningsproceduren |
3.1.6.2 | Installation og kontrol af
alkolåse |
3.1.6.3. | Personundersøgelse og
alkoholistbehandling |
3.1.6.4. | Behandling af persondata |
3.1.6.5. | Betaling for deltagelse i
alkolåsordningen |
| |
3.2. | Skærpelse af straffen for
særlig hensynsløs kørsel |
3.2.1. | Gældende ret |
3.2.1.1. | Særlig hensynsløs
kørsel |
3.2.1.2. | Straffen for særlig
hensynsløs kørsel |
3.2.2. | Justitsministeriets overvejelser |
| |
3.3. | Skærpelse af straffen for uagtsomt
manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse ved
spirituskørsel, narkokørsel og særlig
hensynsløs kørsel |
3.3.1. | Gældende ret |
3.3.1.1. | Straffeloven |
3.3.1.2. | Spirituskørsel og
narkokørsel mv. |
3.3.2. | Retspraksis |
3.3.2.1. | Indledning |
3.3.2.2. | Strafniveauet i sager om uagtsomt
manddrab |
3.3.2.3. | Strafniveauet i sager om uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse |
3.3.3. | Justitsministeriets overvejelser |
3.3.3.1. | Uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse i forbindelse med narkokørsel mv. |
3.3.3.2. | Skærpelse af straffen for uagtsomt
manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særlig
skærpende omstændigheder |
| |
3.4. | Øget adgang til konfiskation af
motordrevne køretøjer, hvortil der kræves
kørekort |
3.4.1. | Gældende ret |
3.4.1.1. | Konfiskation efter færdselsloven og
straffeloven |
3.4.1.2. | Fakultativ konfiskation efter
færdselsloven |
3.4.1.3. | Obligatorisk konfiskation efter
færdselsloven |
3.4.2. | Justitsministeriets overvejelser |
3.4.2.1. | Fakultativ konfiskation |
3.4.2.2. | Obligatorisk konfiskation |
| |
3.5. | Ubetinget frakendelse af
førerretten som følge af særlig grove
hastighedsovertrædelser |
3.5.1. | Gældende ret |
3.5.2. | Rigsadvokatens udtalelse |
3.5.3. | Justitsministeriets overvejelser |
3.5.3.1. | Ubetinget frakendelse |
3.5.3.2. | Kørselsforbud |
| |
4. | Udenretlige vedtagelser af
førerretsfrakendelser |
4.1. | Gældende ret |
4.1.1. | Færdselslovens § 119 a |
4.1.2. | Færdselslovens § 125, stk. 1,
nr. 1 |
4.2. | Justitsministeriets overvejelser |
| |
5. | Domsmænds medvirken i sager om
kørsel uden at have erhvervet førerret |
5.1. | Gældende ret |
5.1.1. | Færdselslovens § 119 |
5.1.2. | Kørsel uden at have erhvervet
førerret |
5.2. | Justitsministeriets overvejelser |
| |
6. | Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige |
| |
7. | Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet |
| |
8. | Lovforslagets administrative konsekvenser
for borgerne |
| |
9. | Lovforslagets miljømæssige
konsekvenser |
| |
10. | Forholdet til EU-retten |
| |
11. | Hørte myndigheder, organisationer
mv. |
| |
12. | Sammenfattende skema |
| |
1. Indledning
Hovedformålet med lovforslaget er at forbedre
færdselssikkerheden ved både en række
strafskærpelser på færdselsområdet og en
række præventive foranstaltninger, der retter sig mod
trafikanter, som groft tilsidesætter hensynet til andre i
trafikken, herunder spiritusbilister. Herudover har lovforslaget
til formål at forenkle sagsbehandlingen i visse typer af
færdselssager.
Et af hovedelementerne i lovforslaget er en skærpet
indsats mod den form for kørsel, der i den offentlige debat
i nogle tilfælde har været omtalt som
»vanvidskørsel« Efter regeringens opfattelse er
det fuldstændig uacceptabelt, når nogle hermed groft
tilsidesætter hensynet til andre i trafikken, og der skal
derfor sættes hårdt ind over for de
pågældende trafikanter. Det gælder ikke kun,
når en sådan adfærd i trafikken i det enkelte
tilfælde er gået ud over andre, men efter
omstændighederne også, hvor f.eks. en
spirituspåvirket person kører bil, uden at den fare,
som vedkommende dermed udsætter andre for, bliver realiseret.
Lovforslaget indeholder på den baggrund en række
initiativer rettet mod førere, der kører under
påvirkning af spiritus, euforiserende stoffer eller lignende,
eller som i øvrigt kører på en særlig
hensynsløs måde.
Nærmere bestemt lægges der med forslaget op til
markante strafskærpelser for særlig hensynsløs
kørsel og for uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse begået i forbindelse med særlig
hensynsløs kørsel, spirituskørsel eller
kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende
stoffer mv. Derudover lægges der op til en øget adgang
til at konfiskere køretøjer tilhørende
førere, som flere gange gør sig skyldige i en
sådan kørsel, eller som i øvrigt begår
flere grove overtrædelser af færdselsloven. Der
lægges endvidere op til, at kørsel med meget
høje hastigheder i sig selv skal kunne medføre
ubetinget frakendelse af førerretten. Endelig foreslås
det at indføre alkolåse i sanktionssystemet
vedrørende spirituskørsel.
Som et andet hovedelement indeholder lovforslaget visse
ændringer af reglerne om udenretlige vedtagelser af
førerretsfrakendelser. Formålet med denne del af
lovforslaget er at udvide adgangen til udenretligt at afgøre
visse færdselsstraffesager, hvor den sigtede erkender sig
skyldig i overtrædelsen og anerkender, at førerretten
på baggrund heraf skal frakendes den pågældende,
så den sigtede ikke længere vil være nødt
til at møde op i retten for at få sagen afgjort. En
udvidet adgang til at afgøre sådanne sager ved en
udenretlig vedtagelse vil forenkle domstolenes og
anklagemyndighedens arbejde i de pågældende
sager.
Herudover indeholder lovforslaget en ændring af reglerne
om domsmænds medvirken i domstolenes behandling af sager om
kørsel uden at have erhvervet førerret.
2. Lovforslagets baggrund og hovedindhold
I lovforslaget foreslås det for det første at
indføre alkolåse i
sanktionssystemet vedrørende spirituskørsel.
Ordningen vil indebære, at personer, der frakendes
førerretten ubetinget som følge af grove
tilfælde af spirituskørsel, herunder visse
gentagelsestilfælde, fremover skal deltage i en
alkolåsordning i de første 2 år efter
frakendelsestidens udløb som en (obligatorisk) betingelse
for at generhverve førerretten. Undtaget fra den
nævnte ordning er førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille på op til 2,00 og
andengangstilfælde af spirituskørsel med en
promille på op til 1,20 efter et
førstegangstilfælde med en promille på
højst 2,00. I disse tilfælde foreslås der i
stedet indført en (valgfri) mulighed for at generhverve
førerretten 1 år før den oprindelige
frakendelsesperiodes udløb på betingelse af, at den
pågældende dels lader sig undersøge for et
eventuelt behandlingskrævende alkoholmisbrug og i givet fald
går i behandling, dels deltager i en alkolåsordning i 2
år. I lovforslaget fastsættes de generelle retlige
rammer for både den obligatoriske og valgfrie
alkolåsordning. Samtidig foreslås det, at
alkolåsordningen træder i kraft efter
justitsministerens bestemmelse, idet ordningens
gennemførelse forudsætter nærmere afklaring af
bl.a. en række praktiske spørgsmål. Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 2-4, 16, 17, 22 og 23, og
bemærkningernes punkt 3.1 nedenfor.
For det andet foreslås det at skærpe straffen for
særlig hensynsløs
kørsel, selvom kørslen ikke har
forårsaget personskade. Der lægges nærmere
bestemt op til at forhøje det gældende niveau på
10-14 dages fængsel i normaltilfældene til 30-40 dages
fængsel. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6,
og bemærkningernes punkt 3.2 nedenfor.
Lovforslaget indeholder også forslag om at skærpe
straffen for uagtsomt manddrab og uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med
spirituskørsel, narkokørsel mv. og
særlig hensynsløs kørsel i
øvrigt. Nærmere bestemt lægges der op
til, at straffen for uagtsomt manddrab (straffelovens
§ 241) i forbindelse med spirituskørsel eller
særlig hensynsløs kørsel forhøjes fra
10-12 måneders fængsel til 16-18 måneders
fængsel i normaltilfældene, og at straffen i de
groveste tilfælde - som i dag ligger på op til 2
½-3 års fængsel - fremover vil skulle komme op
på op til 5 års fængsel. Der lægges
endvidere op til, at straffen for uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse (straffelovens § 249) i forbindelse
med spirituskørsel eller særlig hensynsløs
kørsel forhøjes fra 2-5 måneders fængsel
til 6-8 måneders fængsel i normaltilfældene. Det
forudsættes i den forbindelse, at også straffen i de
groveste tilfælde - som i dag ligger på op til 8-10
måneders fængsel - vil komme op på et
højere niveau. Det forudsættes endvidere, at uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse og uagtsomt manddrab i forbindelse med
narkokørsel mv. skal straffes på samme niveau, som
når der er tale om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse og
uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel
eller særlig hensynsløs kørsel. Der henvises
til lovforslagets § 2 og bemærkningernes punkt 3.3
nedenfor.
Som et yderligere led i indsatsen foreslås det at udvide
ordningen om obligatorisk konfiskation af
motorkøretøjer. Forslaget indebærer, at
konfiskation skal være en obligatorisk følge i alle
tilfælde, hvor en fører tre gange på 3 år
har gjort sig skyldig i forseelser, som hver især begrunder
en ubetinget frakendelse af førerretten. Endvidere
foreslås en yderligere skærpelse af ordningen med
obligatorisk konfiskation for så vidt angår spiritus-
og narkokørsel mv., så køretøjet skal
konfiskeres allerede anden gang, føreren inden for en
periode på 3 år gør sig skyldig i
spirituskørsel med en promille over 1,20 eller i grov
narkokørsel mv., hvis den anden kørsel er sket i
frakendelsestiden. Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 24-29, og bemærkningernes punkt 3.4 nedenfor.
Herudover foreslås det i lovforslaget at indføre
mulighed for ubetinget frakendelse af førerretten ved meget høje hastigheder. Forslaget
indebærer, at førerretten som udgangspunkt skal
frakendes ubetinget, hvis man kører med en hastighed
på 200 km i timen eller derover, eller hvis man overskrider
en hastighedsgrænse med mere end 100 pct., dog kun hvis man
samtidig kører over 100 km i timen. Forslaget bygger
på en udtalelse afgivet af Rigsadvokaten i september 2009.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18-21,
bemærkningernes punkt 3.5 nedenfor og bilag 2 til
lovforslaget.
Det bemærkes, at Justitsministeriet (Rigspolitiet) ud
over de ovennævnte tiltag - som endnu et forebyggende element
- administrativt vil gennemføre en udvidelse af
undervisningen vedrørende spiritus- og narkokørsel i
køreuddannelsen.
Udover den beskrevne skærpede indsats mod bl.a.
vanvidskørsel og indførelse af en
alkolåsordning indeholder lovforslaget tiltag med henblik
på at forenkle sagsbehandlingen i visse
færdselsstraffesager. Nærmere bestemt lægges der
med lovforslaget op til at indføre adgang til udenretlig afgørelse af visse
færdselsstraffesager omfattet af færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 1, hvor den sigtede
erkender sig skyldig i at have tilsidesat væsentlige hensyn
til færdselssikkerheden og anerkender, at førerretten
på baggrund heraf skal frakendes den pågældende.
Forslaget omfatter kun de »typetilfælde«
vedrørende færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 1, hvor der er fast retspraksis for betinget
frakendelse af førerretten (eller kørselsforbud), og
sagen skal kun kunne afgøres ved udenretlig vedtagelse i de
tilfælde, hvor politi og anklagemyndighed skønner, at
der er et sikkert grundlag for betinget frakendelse (eller
kørselsforbud). Der henvises til lovforslagets
§ 1, nr. 9-15, bemærkningernes punkt 4 nedenfor og
bilag 3 til lovforslaget.
Det foreslås endvidere, at domsmænd - ligesom det er
tilfældet i sager om spirituskørsel,
narkokørsel mv. og kørsel i frakendelsestiden - ikke
skal medvirke i sager om kørsel uden at have erhvervet
førerret (færdselslovens § 56, stk. 1,
§ 62, stk. 1, eller § 63 a). Der henvises
til lovforslagets § 1, nr. 7 og 8, og
bemærkningernes punkt 5 nedenfor.
Herudover indebærer lovforslaget, at der indføres
adgang for Kriminalforsorgen til at
parkere uden at overholde standsnings- og
parkeringsforbuddene i færdselslovens §§ 28 og
29, når det er nødvendigt af hensyn til arbejdet, og
der træffes fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Der
henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og
bemærkningerne hertil.
Endelig præciseres det med lovforslaget, at
bødeudmålingsreglerne i færdselslovens
§ 118, stk. 3-5, også gælder ved
overtrædelser af lokale hastighedsgrænser fastsat ved
færdselstavler eller anden afmærkning. Der henvises til
lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne
hertil.
3. Skærpet indsats mod vanvidskørsel
mv.
3.1. Alkolåse og alkoholistbehandling
mv.
3.1.1. Gældende ret
Færdselslovens regler om spirituskørsel og
de dertil knyttede sanktioner er i deres nuværende form - med
enkelte senere ændringer - indført ved lov nr. 363 af
24. maj 2005 (Sanktionsfastsættelse i sager om
spirituskørsel m.v.), der trådte i kraft den 1.
september 2005. Ved denne ændring af færdselsloven blev
der foretaget en omfattende revision og forenkling af
sanktionssystemet vedrørende spirituskørsel, og
der blev samtidig gennemført en skærpelse i
sanktionsniveauet i sager om spirituskørsel.
Færdselslovens beskrivelse af, hvad der skal
forstås ved spirituskørsel, fremgår af
færdselslovens § 53. Efter færdselslovens
§ 53, stk. 1, straffes for
spirituskørsel den, som fører eller
forsøger at føre et motordrevet køretøj
efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at
vedkommendes alkoholkoncentration i blodet under eller efter
kørslen overstiger 0,50 promille, eller at
alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller efter
kørslen overstiger 0,25 mg pr. liter luft. Efter
færdselslovens § 53, stk. 2, straffes for
spirituskørsel endvidere den, som fører eller
forsøger at føre et motordrevet køretøj
efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at den
pågældende ikke kan føre køretøjet
på betryggende måde.
Bestemmelsen i § 53 er senest ændret ved lov
nr. 524 af 6. juni 2007, hvorved der blev indført mulighed
for at anvende målinger af alkoholkoncentrationen i
udåndingsluft som bevis i sager om
spirituskørsel.
Siden den nævnte revision af reglerne om
spirituskørsel i 2005 har sanktionen for
spirituskørsel været dels en straf i form af
bøde eller fængsel indtil 1 år og 6
måneder, jf. nedenfor under punkt 3.1.1.1, dels betinget
eller ubetinget frakendelse af førerretten eller
kørselsforbud, jf. nedenfor under punkt 3.1.1.2.
3.1.1.1. Straffen for spirituskørsel
Færdselslovens strafferamme for
spirituskørsel begået med
motorkøretøj, stor knallert, traktor eller
motorredskab fremgår af § 117 og går fra
bøde til fængsel indtil 1 år og 6
måneder.
Straffen for spirituskørsel er som udgangspunkt
bøde, når der er tale om
førstegangstilfælde af spirituskørsel med
en promille i intervallet 0,51-2,00. Bøden udmåles
normalt til et beløb, som svarer til den
pågældendes månedlige nettoløn ganget med
alkoholpromillens størrelse ved den kørsel, der er
til pådømmelse, jf. § 117 b,
stk. 1.
Er der tale om et andengangstilfælde eller derover af
spirituskørsel med en promille i intervallet 0,51-2,00,
vil der normalt skulle idømmes en fængselsstraf, jf.
§ 117, stk. 2. Strafniveauet går fra 10 dages
fængsel i andengangstilfælde til 50 dages fængsel
i sjettegangstilfælde. Straffen i andengangstilfælde
gøres som udgangspunkt betinget med vilkår om
samfundstjeneste eller alkoholistbehandling, og der
fastsættes en tillægsbøde svarende til en
måneds nettoløn.
Ved spirituskørsel med en promille på over
2,00 vil der - også i førstegangstilfælde - som
udgangspunkt skulle idømmes en fængselsstraf, jf.
§ 117, stk. 2. Strafniveauet går fra 20 dages
fængsel i førstegangstilfælde til 70 dages
fængsel i sjettegangstilfælde. Straffen i
førstegangstilfælde gøres som udgangspunkt
betinget med vilkår om samfundstjeneste eller
alkoholistbehandling, og der fastsættes en
tillægsbøde svarende til en måneds
nettoløn. Det samme vil efter omstændighederne kunne
være tilfældet i andengangstilfælde
afhængig af straffen i
førstegangstilfældet.
De ovennævnte strafpositioner skærpes, hvis
spirituskørslen er begået i frakendelsestiden,
eller hvis der i øvrigt foreligger skærpende
omstændigheder.
Vedrørende strafniveauet for spirituskørsel
henvises i øvrigt til Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000, som
rettet senest i februar 2010.
3.1.1.2. Frakendelse af førerretten
Færdselslovens bestemmelser om frakendelse af
førerretten findes i §§ 125-128.
Efter færdselslovens § 125, stk. 1, nr.
8, medfører spirituskørsel med en promille i
intervallet 0,51-1,20 en betinget frakendelse af
førerretten. Betinget frakendelse sker på det
vilkår, at den pågældende i en prøvetid
på 3 år fra endelig dom ikke på ny begår et
forhold, der medfører, at førerretten skal frakendes,
jf. § 125, stk. 5.
En betinget frakendelse indebærer, at føreren kan
bevare førerretten, hvis vedkommende inden for en frist, der
fastsættes af politiet, består en kontrollerende
køreprøve, jf. færdselslovens § 60,
stk. 3. Når førerretten er frakendt betinget som
følge af spirituskørsel, skal vedkommende
herudover, forinden køreprøven aflægges, have
gennemført et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus).
Hvis spirituskørsel med en promille i intervallet
0,51-1,20 begås inden for de første 3 år efter
førstegangserhvervelse af førerretten, træder
et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved
et kørselsforbud som følge af
spirituskørsel inddrages førerretten, indtil
vedkommende har gennemført et A/T-kursus og bestået en
kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens
§ 127.
Efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr.
1, skal der ske ubetinget frakendelse af førerretten ved
spirituskørsel med en promille på over
1,20.
Herudover skal der ske ubetinget frakendelse af
førerretten ved spirituskørsel med en promille i
intervallet 0,51-1,20, hvis føreren tidligere er frakendt
førerretten betinget eller pålagt
kørselsforbud, og spirituskørslen er
begået i henholdsvis prøvetiden for den betingede
frakendelse eller inden 3 år efter, at
kørselsforbuddet blev pålagt, jf. § 126,
stk. 1, nr. 8 og 9. Der skal endvidere ske ubetinget
frakendelse, hvis føreren tidligere er frakendt
førerretten ubetinget, og spirituskørslen er
begået inden 5 år efter udløbet af
frakendelsestiden, jf. § 126, stk. 1, nr. 10.
Spirituskørsel med en promille i intervallet 0,51-1,20
vil endvidere kunne forekomme i kombination med andre forseelser,
der isoleret set også ville medføre betinget
frakendelse, jf. færdselslovens § 125, stk. 1.
I tilfælde, hvor flere forhold omfattet af § 125,
stk. 1, foreligger til samtidig pådømmelse, skal
der ske en ubetinget frakendelse af førerretten, jf.
§ 126, stk. 1, nr. 7.
Ubetinget frakendelse for spirituskørsel sker for
et tidsrum af mindst 3 år, jf. færdselslovens
§ 128, stk. 2. Frakendelsestiden kan stige til 5
eller 10 år i gentagelsestilfælde, jf. skemaet
nedenfor.
Ifølge retspraksis er reglen i § 128,
stk. 2, dog ikke til hinder for, at der i tilfælde af
spirituskørsel med en promille på under 1,21, og
hvor der som følge af en tidligere ubetinget frakendelse for
anden forseelse end spirituskørsel, skal ske ubetinget
frakendelse, jf. § 126, stk. 1, nr. 10, kan
idømmes en kortere frakendelsestid end 3 år. Der kan
henvises til Vestre Landsrets dom af 29. maj 2006 (Ugeskrift for
Retsvæsen, 2006, side 2482) og Østre Landsrets dom af
7. december 2006 (Ugeskrift for Retsvæsen, 2007, side 878),
hvor der i begge tilfælde skete frakendelse af
førerretten i 6 måneder.
Foreligger der flere forhold af spirituskørsel til
samtidig påkendelse, skal fastsættelsen af
frakendelsestiden ske efter en konkret vurdering, jf. forarbejderne
til lov nr. 363 af 24. maj 2005, Folketingstidende 2004-05, 2.
samling, tillæg A, side 166. Rigsadvokaten har i sin
meddelelse 4/2000 lagt til grund, at der i sådanne sager
altid skal nedlægges påstand om ubetinget frakendelse i
mindst 3 år, jf. § 128, stk. 2, og at den
hidtidige praksis om kumulation ved ubetinget frakendelse i
øvrigt skal anvendes som udgangspunkt for
anklagemyndighedens påstand i disse tilfælde.
Er en person tidligere frakendt førerretten ubetinget,
og kører vedkommende spirituskørsel i
frakendelsestiden, skal den resterende frakendelsesperiode
lægges til den nye frakendelsestid, som
spirituskørslen udløser. Det fremgår dog
af forarbejderne til lov nr. 363 af 24. maj 2005, at den samlede
frakendelsestid ikke kan overstige 10 år med undtagelse af de
særlige tilfælde, hvor der sker frakendelse af
førerretten for bestandig, jf. § 128,
stk. 3.
På baggrund af de nævnte forarbejder til lov nr.
363 af 24. maj 2005 og forarbejderne til lov nr. 524 af 6. juni
2007, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 6525,
gælder følgende retningslinjer for frakendelse som
følge af spirituskørsel:
| | |
Spirituskørsel | Alkoholkoncentration i intervallet
0,51-1,20 promille eller 0,26-0,60 mg alkohol pr. liter luft | Alkoholkoncentration på over 1,20
promilleeller 0,60 mg alkohol pr. liter luft |
1. gang | Betinget frakendelse* | Ubetinget frakendelse i 3 år |
2. gang | Ubetinget frakendelse i 3 år | Ubetinget frakendelse i 5 år |
3. gang | Ubetinget frakendelse i 5 år | Ubetinget frakendelse i 10 år |
4. gang eller senere tilfælde | Ubetinget frakendelse i 10 år | Ubetinget frakendelse i 10 år |
* Den betingede frakendelse erstattes af
et kørselsforbud, hvis forholdet begås inden for de
første 3 år efter førstegangserhvervelse af
førerretten, jf. færdselslovens § 127. |
| | |
Vedrørende frakendelse for spirituskørsel
kan der i øvrigt henvises til Rigsadvokatmeddelelse nr.
4/2000, som rettet senest i februar 2010.
3.1.1.3. Generhvervelse af førerretten
Har førerretten været frakendt ubetinget som
følge af spirituskørsel, er det i dag et krav
for generhvervelse af førerretten efter frakendelsestidens
udløb, at den pågældende har gennemført
et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus), jf.
færdselslovens § 60, stk. 2, 2. pkt. Et
sådant kursus kan tidligst påbegyndes 3 måneder
før frakendelsestidens udløb og består af 4
lektioner af 2 1/2 times varighed fordelt over mindst 4 uger, jf.
kørekortbekendtgørelsens § 40, stk. 3.
Det koster 2.000 kr. at deltage i et A/T-kursus.
Det er herudover en betingelse for generhvervelse, at den
pågældende har bestået en kontrollerende
køreprøve, jf. færdselslovens § 60,
stk. 2, 2. pkt. Køreprøven kan aflægges
før frakendelsestidens udløb, dog kan den praktiske
prøve tidligst aflægges en måned før
frakendelsestidens udløb, jf. § 60, stk. 2,
3. og 4. pkt. Der betales et gebyr på 870 kr. for en
kontrollerende køreprøve. Hertil kommer normalt
udgifter til et mindre antal køretimer som forberedelse til
den kontrollerende køreprøve og leje af en skolevogn
til afvikling af køreprøven.
Færdselslovens § 132 indeholder en
særlig regel om generhvervelse af førerretten inden frakendelsestidens udløb.
Er førerretten frakendt nogen for længere tid end
3 år, er der mulighed for at indbringe
spørgsmålet om generhvervelse af
førerretten inden frakendelsestidens udløb for
domstolene, jf. § 132, stk. 1. De tidsmæssige
og materielle betingelser for generhvervelse efter denne
bestemmelse afhænger af, om der er tale om frakendelse i
førstegangs- eller gentagelsestilfælde.
Er det første gang, førerretten er frakendt den
pågældende, kan spørgsmålet om
generhvervelse tidligst indbringes for domstolene, når der er
forløbet mere end 3 år af frakendelsestiden.
Førerretten kan kun gengives, hvis der foreligger ganske
særlige omstændigheder.
Har førerretten tidligere været frakendt
ubetinget, kan gengivelse af førerretten kun ske rent
undtagelsesvis, og tidligst når der er forløbet 6
år af frakendelsestiden. Denne 6-års grænse er
absolut, og fortilfældets alder er uden betydning.
Praksis med hensyn til generhvervelse af førerretten,
der er frakendt i et udmålt tidsrum (dvs. fra 3 til 10
år), inden frakendelsestidens udløb efter
§ 132, stk. 1, ses at være ganske restriktiv.
Er førerretten frakendt for bestandig, skal der i praksis
normalt være forløbet mere end 10 år fra den
aktuelle frakendelse.
3.1.2. Alkolåsordninger i Sverige og
Finland
En alkolås er en teknisk anordning, som kobles til
tændingssystemet i et motorkøretøj, f.eks. en
personbil. Før køretøjet kan startes, skal
føreren blæse i et mundstykke, hvorefter mængden
af alkohol i udåndingsluften kontrolleres. Alkolåsen
kan f.eks. indstilles til, at bilen ikke kan starte, hvis
alkoholkoncentrationen i udåndingsluften overstiger 0,25 mg
pr. liter luft - svarende til en promille på over 0,50, som
er den tilladte promillegrænse. En alkolås kan
endvidere indstilles således, at føreren under
kørslen skal blæse i mundstykket med tilfældige
intervaller for at sikre, at promillen ikke overstiger det
tilladte, efter at bilen er startet.
En alkolås har en hukommelsesfunktion (en log), som
opbevarer en række data om brugen af alkolåsen. Det kan
således ved kontrol af alkolåsen bl.a. aflæses,
hvornår køretøjet er startet eller
forsøgt startet, hvilken promille der er blevet målt i
en given periode, og om der har været forsøg på
manipulation med alkolåsen.
I Sverige og Finland har man i en årrække anvendt
alkolåse som en del af sanktionssystemet vedrørende
spirituskørsel. De to ordninger er beskrevet
nedenfor.
3.1.2.1. Sverige
I Sverige har man siden 1999 haft en forsøgsordning med
anvendelse af alkolås som et frivilligt alternativ til
ubetinget frakendelse af førerretten. Ved at deltage i
ordningen får spiritusbilisten lov til at bevare
førerretten mod, at vedkommende til gengæld
kører med alkolås og i øvrigt underkaster sig
en række vilkår og kontrolforanstaltninger. Deltagelse
i ordningen har derimod ingen indflydelse på den straf
(bøde eller frihedsstraf), som udløses ved den
begåede spirituskørsel. Forsøgsordningen
omfattede i første omgang kun retten til at føre
personbil, men blev i 2003 udvidet til at omfatte alle kategorier
af motorkøretøjer med undtagelse af motorcykel.
Personer, der har fået frakendt førerretten, og
som ønsker at deltage i ordningen, skal indgive en
ansøgning til länsstyrelsen (statslige, regionale
myndigheder), som herefter vurderer, om vedkommende er egnet til at
deltage. Deltagelse i ordningen sker for en periode på 2
år, og i løbet af denne periode kontrolleres
alkolåsen hver anden måned, ligesom deltageren hver
tredje måned underkastes en lægeundersøgelse med
henblik på at vurdere, hvorvidt den pågældende
fortsat er egnet til deltagelse i ordningen. Kravene til deltagelse
er strengere i det sidste år af perioden, hvor deltageren
også skal påvise, at vedkommende fører en
ædruelig livsstil.
Hvis deltageren gennemfører den 2-årige ordning,
får vedkommende sin fulde førerret tilbage uden
først at skulle bestå en ny køreprøve
mv. Deltagere, som ikke overholder ordningens vilkår,
udelukkes fra videre deltagelse. Den oprindelige fulde
frakendelsestid løber fra udelukkelsestidspunktet. Det samme
gør sig gældende, hvis deltageren selv vælger at
forlade ordningen, inden de 2 år er gået.
Alle udgifter i forbindelse med deltagelsen i ordningen
afholdes af den enkelte deltager. Udgifterne beløber sig til
ca. 55.000 svenske kr. (ca. 39.500 danske kr.) fordelt over den
toårige periode og omfatter bl.a. gebyrer for
ansøgning og deltagelse, udgifter til anskaffelse og
løbende kontrol af alkolåsen samt udgifter til
lægeundersøgelser.
I 2007 afgav Transportøkonomisk Institutt i Norge
rapporten »Forsøk med alkolås i Sverige«
(TØI Rapport 905/2007), som indeholder en evaluering af den
svenske forsøgsordning. I rapporten ses bl.a. på
antallet af spiritusdømte, der vælger at deltage i
ordningen, antallet af deltagere, der gennemfører ordningen,
samt på forsøgsordningens effekt på
trafiksikkerheden og deltagernes alkoholvaner.
Det fremgår af rapporten, at ca. 11 pct. af de
spiritusbilister, der har fået frakendt førerretten i
12 måneder eller derover, har valgt at deltage i ordningen.
Rapporten peger på, at omkostningerne ved deltagelse i
ordningen er den primære årsag til, at mange
vælger ikke at deltage. Rapporten peger endvidere på,
at deltagerne i ordningen i gennemsnit har en højere
indkomst end de personer, som vælger ikke at deltage. Udover
omkostningerne anføres manglende information om ordningen
som en væsentlig årsag til den lave
deltagelsesprocent.
Omkring halvdelen af deltagerne gennemfører ikke den
toårige ordning. Frafaldet er størst i løbet af
ordningens andet år, og de hyppigste årsager er
gentagne forsøg på at starte bilen med alkohol i
blodet, og/eller at deltagerne ikke har kunnet opfylde kravet om
ædruelighed.
Rapporten konkluderer, at den svenske forsøgsordning
med alkolås har haft en positiv effekt på
trafiksikkerheden. Endvidere konkluderes, at ordningen har en
positiv effekt på deltagernes alkoholvaner og adfærd i
forhold til at adskille alkohol og bilkørsel. Effekten er
størst, mens deltagerne er i gang med ordningen, men det
vurderes i rapporten, at der er grund til at antage, at ordningen
også har en længerevarende effekt for deltagerne ud
over de 2 år, som ordningen varer.
Den 9. oktober 2008 afgav en arbejdsgruppe nedsat af den
svenske regering betænkningen »Alkolås för
rattfyllerister och körkortsprov i privat regi« (SOU
2008:84). Betænkningen skal danne grundlag for
indførelsen af en permanent alkolåsordning i Sverige,
og det forventes, at der vil blive fremsat et lovforslag herom i
foråret 2010.
3.1.2.2. Finland
I Finland iværksatte man i sommeren 2005 en
forsøgsordning med alkolåse som et frivilligt
alternativ til ubetinget frakendelse af førerretten i sager
om spirituskørsel. Forsøgsordningen blev
udformet på baggrund af betænkningen
»Försöksversamhet med alkolås.
Alkolåsarbetsgruppens betänkande« (Transport- og
Kommunikationsministeriets publikationer 2/2004), som er udarbejdet
af en arbejdsgruppe under det finske Transport- og
Kommunikationsministerium.
Ordningen blev på baggrund af positive erfaringer gjort
permanent i 2008 (Lag om alkolåsövervakad
körrätt 26.6.2008/439). Deltagelse i ordningen har ingen
indflydelse på straffen for den begåede
spirituskørsel.
Ordningen omfatter alle typer af motorkøretøjer
med undtagelse af motorcykel, og deltagelse sker for en periode
på mellem 1 og 3 år. Deltagelse er betinget af, at den
pågældende lader sig undersøge af en læge
og i den forbindelse modtager vejledning om behandling af et
eventuelt alkoholproblem. Afgørelsen af, hvorvidt personen
egner sig til deltagelse i alkolåsordningen, kan
træffes enten af politiet eller af retten i forbindelse med
spiritussagens behandling. Det er ligeledes retten, der
fastsætter, hvor længe den enkelte deltager skal
være omfattet af ordningen.
Udgifterne ved deltagelse i ordningen udgør mellem 110
og 160 euro (ca. 800-1.200 kr.) om måneden, og det er den
enkelte deltager, der afholder omkostningerne. Udgifterne
dækker bl.a. det indledende lægebesøg samt
anskaffelse, installation og kontrol hver anden måned af
alkolåsen.
Hvis deltageren gennemfører ordningen, får
vedkommende sin fulde førerret tilbage uden først at
skulle bestå en ny køreprøve mv. Deltagere, som
ikke overholder ordningens vilkår, udelukkes fra videre
deltagelse, og den oprindelige fulde frakendelsestid løber
fra udelukkelsestidspunktet. Det samme gør sig
gældende, hvis deltageren selv vælger at forlade
ordningen, inden den fastsatte periode er udløbet.
3.1.3. Justitsministeriets overvejelser
Det er Justitsministeriets opfattelse, at der bør
indføres alkolåse i sanktionssystemet
vedrørende spirituskørsel med henblik på
at modvirke, at personer, der er dømt for
spirituskørsel, på ny kører bil i
spirituspåvirket tilstand.
Justitsministeriet finder ikke, at deltagelse i en
alkolåsordning skal kunne træde i stedet for en
ubetinget frakendelse af førerretten som følge af
spirituskørsel. Det er derimod Justitsministeriets
opfattelse, at alkolåse bør indføres som et
supplement til de nuværende sanktioner i form af en todelt
ordning, som består af dels en obligatorisk ordning for de
groveste tilfælde af spirituskørsel, dels en
frivillig alkolåsordning for de mindre grove tilfælde
af spirituskørsel.
Ved spirituskørsel med en promille på over
2,00 og i grove gentagelsestilfælde foreslås det
således, at generhvervelse af førerretten i
de første 2 år efter frakendelsestidens udløb
skal være betinget af, at vedkommende deltager i en
alkolåsordning. Denne obligatoriske alkolåsordning er
beskrevet nærmere under punkt 3.1.4 nedenfor.
Ved frakendelse af førerretten i mindre grove
tilfælde af spirituskørsel foreslås en
»noget for noget-ordning«, hvor førerretten kan
generhverves 1 år før frakendelsestidens udløb,
hvis vedkommende dels lader sig undersøge for et eventuelt
behandlingskrævende alkoholmisbrug og i givet fald går
i behandling herfor, dels deltager i en alkolåsordning, der
varer indtil 1 år efter udløbet af den oprindeligt
fastsatte frakendelsestid. Denne frivillige alkolåsordning er
beskrevet nærmere under punkt 3.1.5 nedenfor.
Deltagelse i en alkolåsordning vil i alle tilfælde
indebære, at man lader en alkolås installere i sin bil
eller et andet køretøj, hvortil der kræves
kørekort, og får et alkolåskørekort, som
alene giver ret til at føre det pågældende
køretøj med den pågældende alkolås.
Der skal dog være mulighed for at lade alkolåse
installere i mere end ét køretøj. Personer,
der ikke selv er ejer eller bruger af et køretøj,
hvori der kan installeres en alkolås, vil ikke have mulighed
for at deltage i hverken den obligatoriske eller frivillige
alkolåsordning.
Deltagerne skal herudover lade
køretøjet/alkolåsen kontrollere med jævne
mellemrum og overholde de øvrige vilkår, som bliver
knyttet til ordningen, herunder forbud mod deaktivering eller
manipulation af alkolåsen.
Det er ikke hensigten, at indførelsen af de to
alkolåsordninger skal ændre på sanktionsniveauet
eller frakendelsestiden i sager om
spirituskørsel.
Justitsministeriet forudsætter, at udgifterne til
både den obligatoriske og den frivillige alkolåsordning
skal afholdes af spiritusbilisten selv. Dette gælder
udgifterne til anskaffelse, installation og kontrol af
alkolåsen og som udgangspunkt også omkostningerne ved
de involverede offentlige myndigheders administration af
ordningerne. Omkostningerne til alkoholistbehandling som led i den
frivillige alkolåsordning forudsættes dog dækket
af kommunen i henhold til sundhedslovens § 141.
Justitsministeriets nærmere overvejelser
vedrørende administrationen af og betalingen for
alkolåsordningerne fremgår af punkt 3.1.6
nedenfor.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1,
nr. 2 og 23, og bemærkningerne hertil.
3.1.4. Alkolås som betingelse for generhvervelse af
førerretten ved grov spirituskørsel (obligatorisk
alkolåsordning)
Det foreslås, at en person, som frakendes
førerretten ubetinget som følge af
-
spirituskørsel med en promille over 2,00, uanset om der
er tale om et førstegangstilfælde eller
gentagelsestilfælde,
-
gentagelsestilfælde af spirituskørsel bortset fra
andengangstilfælde med en promille på højst 1,20
efter et førstegangstilfælde med en promille på
højst 2,00
i en periode på 2 år regnet fra frakendelsestidens
udløb (herefter benævnt alkolåsperioden) kun
skal kunne generhverve førerretten på den
betingelse, at vedkommende deltager i en alkolåsordning, der
varer indtil udløbet af nævnte periode. Der vil blive
knyttet en række vilkår til alkolåsordningen,
herunder navnlig et krav om, at vedkommende løbende lader
køretøjet/alkolåsen kontrollere.
Det foreslås, at det tillige - som i dag - skal
være en forudsætning for generhvervelse af
førerretten efter frakendelsestidens udløb, at den
pågældende har gennemført A/T-kursus og
bestået en kontrollerende køreprøve. De
gældende regler om det tidligst mulige tidspunkt for
henholdsvis påbegyndelse af A/T-kursus og aflæggelse af
kontrollerende (praktisk) køreprøve, jf. ovenfor
under punkt 3.1.1.3, vil dermed også gælde i den
situation, hvor der sker generhvervelse ved frakendelsestidens
udløb med vilkår om deltagelse i en
alkolåsordning.
Når alkolåsperioden er udløbet, bortfalder
vilkåret om deltagelse i alkolåsordningen, og personer,
der har generhvervet førerretten under
alkolåsordningen, opnår dermed automatisk almindelig
førerret uden krav om fornyet kontrollerende
køreprøve eller lignende. Den pågældende
vil dog skulle ombytte alkolåskørekortet med et
almindeligt kørekort som dokumentation herfor.
Hvis den pågældende i løbet af
alkolåsperioden overtræder vilkårene for
alkolåsordningen ved f.eks. at udeblive fra kontrol af
alkolåsen eller ved at deaktivere eller manipulere
alkolåsen, skal der være mulighed for at udelukke
vedkommende fra alkolåsordningen med den konsekvens, at
førerretten inddrages i resten af alkolåsperioden.
Når alkolåsperioden er udløbet, vil personen
kunne få gengivet sin almindelige førerret, uden at
der stilles krav om ny kontrollerende
køreprøve.
Derimod lægges der ikke op til, at en
vilkårsovertrædelse i sig selv skal være
strafsanktioneret. Nogle vilkårsovertrædelser vil dog
samtidig kunne udgøre en færdselsforseelse, der i sig
selv er sanktioneret. F.eks. vil kørsel i
alkolåsperioden i en bil uden alkolås være en
overtrædelse af vilkårene, samtidig med at
kørslen vil være en overtrædelse af
færdselslovens § 56, stk. 1, der
forudsættes straffet på samme måde som
kørsel i bil, hvor føreren alene har kørekort
til motorcykel, eller omvendt (i førstegangstilfælde
en bøde på 3.000 kr.). Der henvises til den
foreslåede bestemmelse i færdselslovens § 60
a, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.
Personer, som ikke kan eller vil deltage i en
alkolåsordning, vil være afskåret fra at
generhverve førerretten i alkolåsperioden. Efter
alkolåsperiodens udløb vil førerretten kunne
generhverves efter gennemførelse af A/T-kursus og
beståelse af kontrollerende køreprøve.
Tidspunktet for alkolåsperiodens udløb vil i denne
situation træde i stedet for tidspunktet for
frakendelsestidens udløb ved beregning af det tidligst
mulige tidspunkt for henholdsvis påbegyndelse af A/T-kursus
og aflæggelse af kontrollerende (praktisk)
køreprøve, jf. ovenfor under punkt 3.1.1.3.
Det bemærkes, at færdselslovens regler om
gentagelsesvirkning, som har betydning for straffastsættelsen
og frakendelsesspørgsmålet, hvis en person på ny
begår færdselsforseelser, ikke berøres af
alkolåsordningen, idet ordningen ikke har indflydelse
på, hvornår frakendelsestiden skal anses for at
være udløbet. Begås en ny
færdselsforseelse enten i alkolåsperioden eller efter
udløbet af denne, vil reglerne om gentagelsesvirkning i
færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 6, og
§ 126, stk. 1, nr. 10, således skulle anvendes
på samme måde som i dag.
Hvis en person får en ny frakendelse i
alkolåsperioden for forhold, der ikke skyldes
spirituskørsel, foreslås det, at der skal ske
suspension af den del af alkolåsperioden, der resterer
på tidspunktet for den nye frakendelse, og at
alkolåsperioden først fortsætter med at
løbe efter udløbet af den nye frakendelse, jf.
nærmere nedenfor under punkt 3.1.4.2.
Om Justitsministeriets foreløbige overvejelser
vedrørende udstedelse af et særligt
alkolåskørekort og installation og kontrol af
alkolåsen henvises til punkt 3.1.6 nedenfor.
3.1.4.1. Ny frakendelse i frakendelsestiden
Hvis personer, der er omfattet af den obligatoriske
alkolåsordning, får en ny ubetinget frakendelse af
førerretten i frakendelsestiden, udskydes
begyndelsestidspunktet for alkolåsperioden til det tidspunkt,
hvor den nye, samlede frakendelsestid udløber. Det
gælder uanset, om det eller de forhold, der begrunder den nye
frakendelse, er begået før eller efter den oprindelige
frakendelse (for spirituskørsel).
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år for
spirituskørsel med en promille på over 2,00.
Efter udløbet af frakendelsestiden den 1. marts 2013
løber alkolåsperioden i 2 år frem til 1. marts
2015. A idømmes den 1. marts 2012 (dvs. i frakendelsestiden)
en ny frakendelse på 6 måneder for en
hastighedsovertrædelse. Den nye frakendelse vil - som i dag -
løbe i forlængelse af den oprindelige frakendelse,
dvs. fra den 1. marts 2013 til den 1. september 2013. Som
følge af, at A's samlede frakendelse således er blevet
forlænget med 6 måneder, vil alkolåsperioden
først løbe fra den 1. september 2013 til den 1.
september 2015.
Dette gælder også, hvis den nye frakendelse er
begrundet i spirituskørsel, uanset promillens
størrelse. En ny frakendelse for spirituskørsel
i frakendelsestiden vil aldrig kunne medføre, at den
pågældende slipper for den obligatoriske
alkolåsordning og i stedet bliver omfattet af den frivillige
alkolåsordning, jf. punkt 3.1.5 nedenfor. Det bemærkes,
at en ny frakendelse for spirituskørsel ikke
medfører nogen forlængelse af selve
alkolåsperioden.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år for
spirituskørsel med en promille på over 2,00.
Efter udløbet af frakendelsestiden den 1. marts 2013
løber alkolåsperioden i 2 år frem til 1. marts
2015. A idømmes den 1. marts 2012 på ny en frakendelse
på 3 år for spirituskørsel med en promille
på 1,00. Den nye frakendelse vil løbe i
forlængelse af den oprindelige frakendelse, dvs. fra den 1.
marts 2013 til den 1. marts 2016. Alkolåsperioden
løber herefter fra den 1. marts 2016 til den 1. marts
2018.
3.1.4.2. Ny frakendelse i alkolåsperioden
Det foreslås, at alkolåsperioden suspenderes, hvis
en person i alkolåsperioden får en ny, ubetinget
frakendelse af førerretten som følge af en anden forseelse end spirituskørsel.
Det bemærkes, at en ny frakendelse i alkolåsperioden
normalt vil være ubetinget, jf. færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 10.
Suspensionen indtræder på frakendelsestidspunktet
med den virkning, at den resterende del af alkolåsperioden
herefter først løber efter udløbet af den nye
frakendelsestid. Det er uden betydning for suspensionen,
hvornår det eller de forhold, der begrunder den nye
frakendelse, er begået. Suspension af alkolåsperioden
indtræder, uanset om vedkommende har generhvervet
førerretten under alkolåsordningen.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år for
spirituskørsel med en promille på over 2,00.
Efter udløbet af frakendelsestiden den 1. marts 2013
løber alkolåsperioden i 2 år frem til 1. marts
2015. Den 1. september 2013 (hvor der resterer 18 måneder af
alkolåsperioden) får A en ny frakendelse af
førerretten i 6 måneder for en
hastighedsovertrædelse. Den nye frakendelse løber til
den 1. marts 2014. Den resterende del af alkolåsperioden
(dvs. 18 måneder), løber herefter fra den 1. marts
2014 til den 1. september 2015. Generhvervelse af
førerretten efter udløbet af den nye frakendelsestid
og indtil den 1. september 2015 vil således kun kunne ske med
vilkår om alkolås.
I de tilfælde, hvor der sker midlertidig inddragelse af
førerretten i medfør af færdselslovens
§ 130, stk. 1, i en periode inden frakendelsen,
indtræder suspensionen allerede på
inddragelsestidspunktet.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år for
spirituskørsel med en promille på over 2,00.
Efter udløbet af frakendelsestiden den 1. marts 2013
løber alkolåsperioden i 2 år frem til 1. marts
2015. Den 1. september 2013 (hvor der resterer 18 måneder af
alkolåsperioden) får A en ny frakendelse af
førerretten i 6 måneder for en
hastighedsovertrædelse begået den 1. maj 2013. A
får førerretten midlertidigt inddraget i medfør
af færdselslovens § 130, stk. 1, i perioden
fra den 1. maj 2013 til afgørelsen om frakendelse den 1.
september 2013. Suspensionen af alkolåsperioden
indtræder den 1. maj 2013 (hvor der resterer 22 måneder
af alkolåsperioden). Inddragelsesperioden vil blive fradraget
i den nye frakendelsestid på 6 måneder, jf.
færdselslovens § 130, stk. 3. Den nye
frakendelsestid vil derfor udløbe den 1. november 2013. Den
resterende del af alkolåsperioden (dvs. 22 måneder) vil
herefter løbe fra den 1. november 2013 til den 1. september
2015.
Hvis føreren i alkolåsperioden får en ny
frakendelse af førerretten på grund af spirituskørsel (f.eks. i en bil med
defekt alkolås eller i en bil uden alkolås),
foreslås det, at den nye frakendelse efterfølges af en
ny toårig alkolåsperiode. Dette skal gælde alle
tilfælde af spirituskørsel, uanset promillens
størrelse. I disse tilfælde sker der ikke suspension
af den igangværende alkolåsperiode, idet
alkolåsperioden erstattes af en ny frakendelsestid og
efterfølgende en ny toårig alkolåsperiode.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år for
spirituskørsel med en promille på over 2,00.
Efter udløbet af frakendelsestiden den 1. marts 2013
løber alkolåsperioden i 2 år frem til 1. marts
2015. Den 1. september 2013 (hvor der resterer 18 måneder af
alkolåsperioden) får A en ny frakendelse af
førerretten i 3 år for spirituskørsel med
en promille på 0,70. Den nye frakendelse vil løbe fra
den 1. september 2013 til den 1. september 2016. Den nye
alkolåsperiode på 2 år vil herefter løbe
fra den 1. september 2016 til den 1. september 2018.
I de særlige tilfælde, hvor en ny frakendelse helt
undtagelsesvis gøres betinget i medfør af
færdselslovens § 126, stk. 2, får
frakendelsen ikke i sig selv betydning for alkolåsperioden
eller vedkommendes adgang til at føre bil under
alkolåsordningen. Såfremt førerretten inddrages
under alkolåsperioden som følge af en betinget
frakendelse, fordi vedkommende undlader at aflægge en
kontrollerende køreprøve, eller denne ikke
bestås, jf. færdselslovens § 60 stk. 3
(efter lovforslaget § 60 b), løber
alkolåsperioden fortsat videre.
3.1.4.3. Generhvervelse i medfør af
færdselslovens § 132
Hvis retten undtagelsesvis skulle nedsætte
frakendelsestiden i medfør af færdselslovens
§ 132, stk. 1, i en sag, der omfatter
spirituskørsel som nævnt i punkt 3.1.1.3 ovenfor,
foreslås det, at den toårige alkolåsperiode skal
løbe fra udløbet af den nedsatte
frakendelsestid.
Dette kræver ikke nogen ændring af
§ 132.
3.1.5. Alkolås som et valgfrit alternativ til en del
af frakendelsestiden ved mindre grov spirituskørsel
(frivillig alkolåsordning)
Det foreslås, at en person, som frakendes
førerretten ubetinget som følge af
-
førstegangstilfælde af spirituskørsel med
en promille på højst 2,00 eller
-
andengangstilfælde af spirituskørsel med en
promille på højst 1,20 efter et
førstegangstilfælde med en promille på
højst 2,00
skal kunne generhverve førerretten 1 år
før frakendelsestidens udløb, hvis vedkommende dels
lader sig undersøge for et eventuelt
behandlingskrævende alkoholmisbrug og - hvis et sådant
konstateres - går i alkoholistbehandling, dels deltager i en
alkolåsordning, der løber indtil 1 år efter
udløbet af frakendelsestiden. Der vil - ud over
førnævnte eventuelle krav om alkoholistbehandling -
blive knyttet en række (yderligere) vilkår til
alkolåsordningen, herunder navnlig et krav om, at vedkommende
løbende lader køretøjet/alkolåsen
kontrollere. Den samlede toårige periode, hvor vilkåret
om alkolås gælder, kaldes i det følgende
alkolåsperioden.
Alkolåsperioden har kun betydning for personer, som
vælger at generhverve førerretten under
alkolåsordningen.
Det foreslås, at generhvervelse af førerretten
før tid tillige skal være betinget af, at den
pågældende har gennemført et kursus i alkohol og
trafik (A/T-kursus) og har bestået en kontrollerende
køreprøve. Det foreslås i den forbindelse, at
alkolåsperiodens start skal erstatte tidspunktet for
frakendelsestidens udløb ved beregning af det tidligst
mulige tidspunkt for aflæggelse af kontrollerende (praktisk)
køreprøve, jf. ovenfor under punkt 3.1.1.3. Det
forudsættes endvidere, at tidspunktet for
alkolåsperiodens start også i relation til beregningen
af det tidligst mulige tidspunkt for påbegyndelse af
A/T-kursus skal erstatte tidspunktet for frakendelsestidens
udløb. Justitsministeriet vil derfor - hvis lovforslaget
vedtages - tage initiativ til at ændre
kørekortbekendtgørelsens § 40 i
overensstemmelse hermed.
At den ubetingede frakendelse skal være en følge
af spirituskørsel indebærer, at tilfælde af
ubetinget frakendelse, der er en følge af både et
førstegangstilfælde af spirituskørsel og
en eller flere andre færdselsforseelser, f.eks. særlig
hensynsløs kørsel, jf. færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 5, kun er omfattet af den
frivillige alkolåsordning, hvis spirituskørslen
er begået med en promille på over 1,20 og dermed i sig
selv ville have udløst en ubetinget frakendelse af
førerretten.
Når alkolåsperioden er udløbet, bortfalder
vilkåret om alkolås, og vedkommende opnår dermed
automatisk almindelig førerret uden krav om fornyet
kontrollerende køreprøve eller lignende. Den
pågældende vil dog skulle ombytte
alkolåskørekortet til et almindeligt kørekort
som dokumentation herfor.
Personer, som ikke ønsker at deltage i
alkolåsordningen, vil som i dag kunne generhverve
førerretten efter frakendelsestidens udløb ved
gennemførelse af A/T-kursus og beståelse af
kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens
§ 60, stk. 2 (efter lovforslaget § 60 a,
stk. 2).
Det bemærkes, at når førerretten
generhverves i op til 1 år før frakendelsestidens
udløb ved den frivillige alkolåsordning, så vil
den resterende frakendelsestid løbe videre ved siden af
alkolåsordningen. Det vil bl.a. have betydning, hvis der i
den periode, hvor frakendelsestiden og alkolåsperioden
løber parallelt, køres i en bil uden alkolås,
idet kørslen i givet fald vil skulle henføres til
færdselslovens § 117 a om kørsel i
frakendelsestiden. Det kan endvidere senere få betydning i
forhold til spørgsmål om gentagelsesvirkning efter
færdselslovens § 117, stk. 2, nr. 6, og
§ 126, stk. 1, nr. 10, idet den 5-årige
gentagelsesvirkningsperiode forudsættes at løbe fra
udløbet af frakendelsesperioden som oprindeligt fastsat
uanset generhvervelse af førerretten før
frakendelsestidens udløb ved deltagelse i en
alkolåsordning.
Hvis den pågældende i løbet af
alkolåsperioden overtræder vilkårene for
alkolåsordningen ved f.eks. at udeblive fra kontrol af
alkolåsen, deaktivere eller manipulere alkolåsen eller
afbryde alkoholistbehandlingen, foreslås det, at der skal
være mulighed for at udelukke vedkommende fra ordningen med
den konsekvens, at førerretten inddrages for resten af den
toårige alkolåsperiode.
Det bemærkes, at dette vil betyde, at en person, som
vælger at deltage i en alkolåsordning, men som
overtræder vilkårene for ordningen, efter
omstændighederne må undvære kørekort i en
periode, som overstiger den oprindelige frakendelsesperiode
på (normalt) 3 år.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år, dvs. til den 1.
marts 2013, for et førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille på over 1,20. Den
1. marts 2012 generhverver A førerretten efter
gennemførelse af A/T-kursus, undersøgelse for et
eventuelt behandlingskrævende alkoholmisbrug, beståelse
af kontrollerende køreprøve og indgåelse i en
alkolåsordning. Den 1. september 2012 konstateres det, at A
ikke længere har alkolås i bilen, og A udelukkes fra
alkolåsordningen med den konsekvens, at førerretten
inddrages indtil den 1. marts 2014.
I lighed med, hvad der er anført ovenfor i punkt 3.1.4
om den obligatoriske alkolåsordning, lægges der ikke op
til, at en vilkårsovertrædelse i sig selv skal
være strafsanktioneret. Nogle
vilkårsovertrædelser vil dog samtidig kunne
udgøre en færdselsforseelse, der i sig selv er
sanktioneret. F.eks. vil kørsel i alkolåsperioden i en
bil uden alkolås være en overtrædelse af
vilkårene, samtidig med at kørslen, afhængig af
om den foretages før eller efter udløbet af
frakendelsestiden, vil være en overtrædelse af enten
færdselslovens § 117 a eller færdselslovens
§ 56, stk. 1. Overtrædelse af
færdselslovens § 56, stk. 1, forudsættes
i den forbindelse straffet på samme måde som
kørsel i bil, hvor føreren alene har kørekort
til motorcykel, eller omvendt (i førstegangstilfælde
en bøde på 3.000 kr.). Der henvises til den
foreslåede bestemmelse i færdselslovens § 132
a, stk. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 23.
Det foreslås endvidere, at det ikke skal være
muligt at udtræde af alkolåsordningen med den virkning,
at førerretten kan generhverves på normal vis efter
frakendelsestidens udløb. Justitsministeriet finder det
nødvendigt at afskære en sådan adgang for at
sikre, at deltagerne ikke vælger at træde ud af
ordningen for at slippe for at køre med alkolås det
sidste år af alkolåsperioden. Udtrædelse af
ordningen foreslås derfor at medføre, at
førerretten inddrages for resten af
alkolåsperioden.
3.1.5.1. Ny frakendelse i frakendelsestiden
Hvis personer, der er omfattet af den frivillige
alkolåsordning, i frakendelsestiden, begår en eller
flere færdselsforseelser, der ikke omfatter
spirituskørsel, men som medfører en ny ubetinget
frakendelse af førerretten, foreslås det, at
vedkommende skal være afskåret fra at generhverve
førerretten mod deltagelse i den frivillige
alkolåsordning. Førerretten vil i sådanne
tilfælde først kunne generhverves, når den nye,
samlede frakendelsestid er udløbet.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år, dvs. til den 1.
marts 2013, for et førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille i intervallet 1,21-2,00.
Den 1. september 2011 får A en ny frakendelse på 6
måneder for et forhold (der ikke omfatter
spirituskørsel) begået den 1. marts 2011. A's
samlede frakendelsestid vil herefter løbe frem til 1.
september 2013. A vil først kunne generhverve
førerretten efter frakendelsestidens udløb, og A kan
ikke deltage i den frivillige alkolåsordning.
Udelukkelse fra ordningen forudsættes kun at skulle ske,
hvis det forhold, som begrunder den nye frakendelse, er
begået i frakendelsestiden. I de tilfælde, hvor den nye
frakendelse er begrundet i et forhold, som er begået
før den frakendelse, som skyldes spirituskørsel,
vil den pågældende kunne generhverve førerretten
under den frivillige alkolåsordning, når der resterer 1
år af den nye, samlede frakendelsestid.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år, dvs. til den 1.
marts 2013, for et førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille i intervallet 1,21-2,00.
Den 1. september 2010 får A en ny frakendelse på 6
måneder for et forhold (der ikke omfatter
spirituskørsel) begået den 1. februar 2010. A's
samlede frakendelsestid vil herefter løbe frem til 1.
september 2013. A vil fortsat være omfattet af den frivillige
alkolåsordning, og vil således have mulighed for at
generhverve førerretten med vilkår om
alkolås, når der resterer 1 år af den samlede
frakendelsestid, dvs. den 1. september 2012.
I tilfælde, hvor den nye frakendelse er begrundet i
spirituskørsel, vil forholdet være omfattet af
den obligatoriske alkolåsordning, jf. punkt 3.1.4 ovenfor,
medmindre der er tale om et andengangstilfælde med en
promille på højst 1,20. I begge tilfælde vil
muligheden for at deltage i den oprindelige frivillige
alkolåsordning ophøre. I sidstnævnte
tilfælde vil den pågældende imidlertid blive
omfattet af en ny frivillig alkolåsordning, hvilket betyder,
at den pågældende vil kunne generhverve
førerretten, når der resterer 1 år af den nye,
samlede frakendelsestid mod at deltage i
alkolåsordningen.
En ny frakendelse i frakendelsestiden, som skyldes
spirituskørsel, vil således altid betyde, at
vedkommende på ny omfattes af en af de to
alkolåsordninger. Det gælder, uanset om den
spirituskørsel, som giver anledning til den nye
frakendelse, er begået før tidspunktet for den
oprindelige frakendelse (for spirituskørsel).
Gerningstidspunktet vil dog - som i dag - kunne have betydning for,
hvorvidt der ved den nye frakendelse skal dømmes eksempelvis
for et første- eller andengangstilfælde af
spirituskørsel, hvilket igen vil kunne have betydning
for, hvilken af de to alkolåsordninger vedkommende vil
være omfattet af efter den nye frakendelse.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år, dvs. til den 1.
marts 2013, for et førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille i intervallet 1,21-2,00.
Den 1. september 2011 får A en ny frakendelse for
spirituskørsel med en promille på over 1,20. A
vil i en periode på 2 år efter den samlede
frakendelsestids udløb kun kunne generhverve
førerretten under den obligatoriske alkolåsordning.
Ændres eksemplet således, at A den 1. september 2011
får en ny frakendelse for et andengangstilfælde af
spirituskørsel med en promille på højst
1,20, vil A kunne generhverve førerretten, når der
resterer 1 år af den samlede frakendelsestid mod at deltage i
den frivillige alkolåsordning.
Nye færdselsforseelser i frakendelsestiden, der ikke
udløser en ny frakendelse af førerretten, har ikke
betydning for muligheden for at generhverve førerretten
under den frivillige alkolåsordning.
3.1.5.2. Ny frakendelse i alkolåsperioden
Hvis personer, der har generhvervet førerretten under
den frivillige alkolåsordning, i alkolåsperioden,
herunder i periodens første år, der løber
parallelt med frakendelsestiden, får en ny ubetinget
frakendelse, der ikke skyldes spirituskørsel,
foreslås det, at vedkommende - uanset at den nye frakendelse
måtte være af kortere varighed - skal være
afskåret fra at generhverve førerretten indtil det
tidspunkt, hvor alkolåsperioden udløber. Det
bemærkes, at en ny frakendelse i alkolåsperioden
normalt vil være ubetinget, jf. færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 10.
I de tilfælde, hvor der resterer en del af
alkolåsperioden efter udløbet af den nye frakendelse,
vil det således ikke være muligt at generhverve
førerretten i denne periode. Det foreslås, at dette
skal gælde, uanset om den eller de færdselsforseelser,
der medfører den nye frakendelse, er begået i
frakendelsestiden eller i alkolåsperioden, efter at
vedkommende har generhvervet førerretten under den
frivillige alkolåsordning.
Eksempel: A får den 1. marts
2010 en ubetinget frakendelse på 3 år, dvs. til den 1.
marts 2013, for et førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille i intervallet 1,21-2,00.
Den 1. marts 2012 generhverver A førerretten under den
frivillige alkolåsordning. Alkolåsperioden løber
indtil den 1. marts 2014. Den 1. september 2012 får A en ny
frakendelse af førerretten på 6 måneder, som
ikke skyldes spirituskørsel. Den samlede
frakendelsestid vil herefter løbe indtil den 1. september
2013. I perioden fra den 1. september 2013 til
alkolåsperiodens udløb den 1. marts 2014 vil A ikke
have mulighed for at generhverve sin førerret. Ændres
eksemplet således, at A den 1. september 2012 i stedet
får en ny frakendelse på 2 år, vil den samlede
frakendelse først udløbe den 1. september 2015, dvs.
efter alkolåsperiodens udløb, og A vil i denne
situation kunne generhverve førerretten på
normal vis efter frakendelsestidens udløb.
I tilfælde, hvor den nye frakendelse i
alkolåsperioden er begrundet i spirituskørsel,
ophører den igangværende alkolåsordning, og
vedkommende vil enten blive omfattet af den obligatoriske
alkolåsordning eller en ny frivillig alkolåsordning.
Det foreslås således, at der skal gælde det samme
som ved ny spirituskørsel i frakendelsestiden. Der
henvises til bemærkningerne herom i punkt 3.1.5.1
ovenfor.
I de særlige tilfælde, hvor en ny frakendelse helt
undtagelsesvis gøres betinget i medfør af
færdselslovens § 126, stk. 2, får
frakendelsen ikke i sig selv betydning for alkolåsperioden
eller vedkommendes adgang til at føre bil under
alkolåsordningen. Såfremt førerretten inddrages
under alkolåsperioden som følge af en betinget
frakendelse, fordi vedkommende undlader at aflægge en
kontrollerende køreprøve, eller denne ikke
bestås, jf. færdselslovens § 60 stk. 3
(efter lovforslaget § 60 b), løber
alkolåsperioden fortsat videre.
Nye færdselsforseelser i alkolåsperioden, der ikke
udløser en ny frakendelse af førerretten, har ikke
betydning for den fortsatte deltagelse i alkolåsordningen,
medmindre der er tale om forseelser, som samtidig er en
overtrædelse af vilkårene for deltagelse i den
frivillige alkolåsordning, f.eks. kørsel i en bil uden
alkolås.
3.1.5.3. Overgangsordning for gamle frakendelser
Det foreslås, at personer, der på tidspunktet for
ordningens ikrafttrædelse, jf. lovforslagets § 3,
stk. 3, er frakendt førerretten for
spirituskørsel som nævnt i punkt 3.1.5, skal
være omfattet af den frivillige alkolåsordning,
således at disse personer får mulighed for at
generhverve førerretten med vilkår om alkolås,
når der resterer højst 1 år af deres
frakendelsestid, jf. lovforslagets § 3,
stk. 4.
3.1.6. Administration af og betaling for
alkolåsordningerne
3.1.6.1. Ansøgningsproceduren
Som et led i kommunalreformen har kommunerne siden den 1.
januar 2007 varetaget den ekspeditionsmæssige del af
behandlingen af ansøgninger om kørekort, herunder
ansøgninger om generhvervelse af kørekort, efter at
førerretten har været frakendt. Opgaven er henlagt til
kommunerne i medfør af færdselslovens § 56
a, som er indsat ved lov nr. 551 af 24. juni 2005 (Kommunernes
varetagelse af visse opgaver på kørekort- og
pasområdet som led i kommunalreformen).
Justitsministeriet forudsætter, at ansøgning om
generhvervelse af førerretten med vilkår om
alkolås (alkolåskørekort) på samme
måde som andre ansøgninger om generhvervelse
af kørekort skal indgives til kommunen, som vil
forestå den ekspeditionsmæssige del af
ansøgningens behandling, og Justitsministeriet forventer, at
ekspeditionsgangen vedrørende alkolåskørekort i
vidt omfang vil kunne følge ekspeditionsgangen i andre sager
om generhvervelse.
Justitsministeren vil fastsætte de nærmere regler
om behandlingen af ansøgninger om
alkolåskørekort i medfør af
bemyndigelsesbestemmelsen i færdselslovens § 56 a
og den foreslåede bestemmelse i færdselslovens
§ 60 e, stk. 2, og § 132 a, stk. 4,
jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 23.
3.1.6.2. Installation og kontrol af
alkolåse
Den foreslåede alkolåsordning forudsætter,
at personer, der ønsker at deltage i ordningen, selv
sørger for og afholder udgifterne ved anskaffelse og
installation af alkolåsen. Der findes allerede i dag enkelte
udbydere af alkolåse i Danmark, og antallet må
forventes at stige ved en gennemførelse af den
foreslåede alkolåsordning. Justitsministeriet forventer
derfor, at salg eller udlejning af alkolåse og installation
af disse kan ske i privat regi på markedsvilkår.
Justitsministeren eller en anden statslig myndighed, som
justitsministeren bemyndiger hertil, jf. forslaget til
§ 60 e, stk. 2, og § 132 a, stk. 4,
vil ved bekendtgørelse fastsætte nærmere regler
om, hvilke tekniske krav alkolåsen skal opfylde, og hvordan
installationen skal være udført, samt regler om
kontrol af, at alkolåsen og installationen i det enkelte
tilfælde opfylder kravene.
Som nævnt under punkt 3.1.4 og 3.1.5 ovenfor vil der til
alkolåsordningerne bl.a. blive knyttet vilkår om, at
føreren med jævne mellemrum, f.eks. hver anden eller
tredje måned, for egen regning skal lade
køretøjet og alkolåsen kontrollere og
aflæse. Formålet med kontrollen vil navnlig være
at sikre, at alkolåsen fortsat virker korrekt, og at der ikke
i strid med vilkårene for alkolåsordningen er sket
(forsøg på) manipulation eller deaktivering af
alkolåsen. Justitsministeriet forventer, at denne kontrol
skal udføres i privat regi med indberetning til den
relevante myndighed. Justitsministeren vil ved
bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om
kontrollen.
Priserne for alkolås, installation og kontrol må
forventes at blive sammenlignelige med priserne for tilsvarende
ydelser i Sverige og Finland. I Sverige varierer den samlede pris
for leje af alkolås, installation og løbende kontrol
(hver anden måned) i en periode på 2 år fra ca.
19.000 kr. til ca. 23.000 kr. (DKK). I Finland, hvor
alkolåsordningens længde varierer fra 1-3 år, kan
man vælge enten at købe alkolåsen for ca. 11.000
kr. inkl. installation eller at leje alkolåsen for et
beløb på ca. 600-1.000 kr. pr. måned, hvortil
kommer ca. 1.000 kr. for installation. For den efterfølgende
løbende kontrol (hver anden måned) betales ca. 300-400
kr. pr. gang.
Som det også er nævnt under punkt 3.1.4 og 3.1.5,
vil overtrædelse af alkolåsordningens vilkår -
både for så vidt angår den obligatoriske og den
frivillige ordning - kunne medføre, at vedkommende udelukkes
fra alkolåsordningen med den konsekvens, at
førerretten (alkolåskørekortet) inddrages for
den resterende del af alkolåsperioden. Justitsministeriet
forudsætter, at afgørelsen af, om en person skal
udelukkes fra alkolåsordningen, skal træffes af en
offentlig myndighed, f.eks. politiet. Det foreslås samtidig,
at afgørelser om inddragelse af førerretten skal
kunne forlanges indbragt for domstolene efter reglerne i
straffelovens § 78, stk. 3. Fremsætter den
pågældende en sådan begæring, skal politiet
(anklagemyndigheden) således indbringe sagen for domstolene,
og sagen skal behandles i strafferetsplejens former. Denne
særlige adgang til domstolsprøvelse svarer til de
ordninger, der i dag findes i færdselslovens § 56,
stk. 3, og § 60, stk. 1. Der henvises til de
foreslåede bestemmelser i færdselslovens § 60
a, stk. 6, og § 132 a, stk. 6, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2 og 23.
Justitsministeren vil ved bekendtgørelse
fastsætte nærmere regler om vilkårene for
alkolåsordningerne og om, hvornår
vilkårsovertrædelser skal føre til udelukkelse
fra ordningerne. Vilkåret om alkoholistbehandling under den
frivillige alkolåsordning er nærmere omtalt under punkt
3.1.6.3 nedenfor.
Der henvises til de foreslåede bemyndigelsesbestemmelser
i § 60 e, stk. 2 og 4, og § 132 a,
stk. 4 og 10, som affattet ved lovforslagets § 1,
nr. 2 og 23.
3.1.6.3. Personundersøgelse og
alkoholistbehandling
Som nævnt under punkt 3.1.5 ovenfor foreslås det,
at det skal være en betingelse for deltagelse i den
frivillige alkolåsordning, at spiritusbilisten lader sig
undersøge med henblik på at få afdækket et
eventuelt behandlingskrævende alkoholmisbrug.
Det forudsættes, at personundersøgelsen skal
foretages af Kriminalforsorgens personundersøgere, og at
udgiften hertil skal afholdes af spiritusbilisten selv.
Personundersøgelsen bør svare til den, der i dag
foretages i bl.a. straffesager om spirituskørsel - en
såkaldt »mini-personundersøgelse« - som
primært fokuserer på, om vedkommende har et
behandlingskrævende alkoholmisbrug.
Konstateres der ved personundersøgelsen et
behandlingskrævende alkoholmisbrug, er det tillige et
vilkår for deltagelse i alkolåsordningen, at
vedkommende tager imod et tilbud om alkoholistbehandling. Det
foreslås, at alkoholistbehandlingen skal svare til den,
personer i dag kan modtage som vilkår for en betinget dom
(eksempelvis for spirituskørsel), jf. straffelovens
§ 57, stk. 1, nr. 5, hvor behandlingen er beskrevet
som »en struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af
mindst et års varighed«. En sådan behandling vil
eventuelt kunne foregå i privat regi, f.eks. på private
alkoholambulatorier eller hos en praktiserende læge.
Som nævnt under punkt 3.1.5 ovenfor vil manglende
overholdelse af vilkåret om behandling kunne medføre,
at den pågældende udelukkes fra alkolåsordningen
med den konsekvens, at førerretten
(alkolåskørekortet) inddrages for den resterende del
af alkolåsperioden. Justitsministeriet forudsætter, at
det er en offentlig myndighed, f.eks. politiet, som skal
træffe afgørelse om en sådan udelukkelse, og at
afgørelser om inddragelse af førerretten skal kunne
forlanges indbragt for domstolene efter reglerne i straffelovens
§ 78, stk. 3. Der henvises til færdselslovens
§ 132 a, stk. 6, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 23.
En del af de personer, som vil blive omfattet af den
frivillige alkolåsordning, vil være undersøgt
for et eventuelt behandlingskrævende alkoholmisbrug ved en
personundersøgelse i forbindelse med en forudgående
straffesag. Nogle af de pågældende vil endvidere have
fået en betinget frihedsstraf med vilkår om
alkoholistbehandling. Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at
dette er til hinder for, at den pågældende på ny
undersøges for, om den pågældende nu har et
behandlingskrævende alkoholmisbrug, og i givet fald
pålægges alkoholistbehandling (igen) som led i
alkolåsordningen.
Der vil dog kunne forekomme situationer, hvor en
alkoholistbehandling, der indgår som vilkår for en
betinget dom, endnu ikke er afsluttet på det tidspunkt, hvor
vedkommende ønsker at påbegynde den frivillige
alkolåsordning. Det er Justitsministeriets opfattelse, at der
i disse tilfælde ikke bør stilles krav om ny
personundersøgelse eller alkoholistbehandling
for at kunne deltage i alkolåsordningen. Tilsvarende finder
Justitsministeriet ikke, at kravet om (ny)
personundersøgelse bør fastholdes i de
tilfælde, hvor en sådan er foretaget inden for det
seneste år, inden alkolåsordningen
påbegyndes.
De nærmere regler om personundersøgelse,
alkoholistbehandling, kontrol/tilsyn med alkoholistbehandlingens
forløb og udelukkelse af alkolåsordningen på
grund af afbrudt behandling vil blive fastsat administrativt af
justitsministeren ved bekendtgørelse i henhold til de
foreslåede bestemmelser i § 132 a, stk. 4 og
10, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 23.
Justitsministeriet vil i den forbindelse overveje, om kontrollen
med overholdelsen af et eventuelt vilkår om
alkoholistbehandling bør gennemføres ved, at
Kriminalforsorgen fører tilsyn med behandlingen, ligesom
Kriminalforsorgen i dag fører tilsyn med overholdelsen af
vilkår om alkoholistbehandling i straffedomme.
3.1.6.4. Behandling af persondata
Som beskrevet ovenfor under punkt 3.1.6.2 forventer
Justitsministeriet, at anskaffelse, installation og
efterfølgende kontrol af alkolåsen kan ske i privat
regi. Det må derfor forventes - afhængig af ordningens
endelige udformning - at private virksomheder i et vist omfang vil
kunne komme til at behandle oplysninger om deltagerne i
alkolåsordningens rent private forhold, der er omfattet af
persondatalovens § 8. Det vil navnlig kunne være
oplysninger, hvoraf det direkte eller indirekte fremgår, at
vedkommende er dømt for spirituskørsel, eller
oplysninger om målte alkoholpromiller eller
overtrædelse af alkolåsordningens vilkår.
Det følger af persondatalovens § 8,
stk. 4 og 5, at private må behandle og videregive
oplysninger omfattet af bestemmelsen, hvis den registrerede har
givet sit udtrykkelige samtykke hertil. Herudover kan behandling
ske, hvis det er nødvendigt til varetagelse af en berettiget
interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den
registrerede, jf. § 8, stk. 4, 2. pkt., og
videregivelse kan ske, når det sker til varetagelse af
offentlige eller private interesser, herunder hensynet til den
pågældende selv, der klart overstiger hensynet til de
interesser, der begrunder hemmeligholdelse, jf. persondatalovens
§ 8, stk. 5, 2. pkt. Undtagelsesbestemmelserne
forudsætter, at der i hvert enkelt tilfælde, hvor
private skal behandle sådanne personoplysninger, foretages en
konkret vurdering af, om behandlingen sker til varetagelse af en
berettiget interesse, som klart overstiger hensynet til den
registrerede.
I hvilket nærmere omfang private virksomheder som led i
alkolåsordningen vil komme til at behandle
personoplysninger omfattet af persondatalovens
§ 8, vil afhænge af den endelige administrative og
tekniske udformning af alkolåsordningen. En fuldstændig
vurdering af dette spørgsmål kan derfor først
foretages i forbindelse med udstedelse af den til loven knyttede
administrative regulering.
Det er dog efter Justitsministeriets opfattelse tvivlsomt, om
den behandling af følsomme personoplysninger, som vil kunne
finde sted i forbindelse med, at private virksomheder, som f.eks.
et autoværksted, der skal installere eller kontrollere en
alkolås og videregive oplysninger til en myndighed, kan ske
inden for rammerne af persondatalovens § 8. Det samme vil
kunne være tilfældet i forhold til de aktører,
der skal forestå alkoholistbehandlingen, i det omfang
behandlingen gennemføres i privat regi.
Ved vurderingen af om der bør tilvejebringes en hjemmel
til at fastsætte særlige regler om private
virksomheders behandling og videregivelse af oplysninger om
enkeltpersoners rent private forhold i det foreliggende
tilfælde, har Justitsministeriet som udgangspunkt lagt
vægt på, at alkolåsordningens formål er at
varetage væsentlige trafiksikkerhedsmæssige hensyn, og
at inddragelse af private virksomheder som beskrevet ovenfor under
punkt 3.1.6.2 og 3.1.6.3 kan være et nødvendigt led i
indførelsen af en alkolåsordning.
Justitsministeriet vil i forbindelse med fastsættelsen
af de administrative bestemmelser for alkolåsordningen
sørge for at indskrænke de private virksomheders
behandling af personoplysninger mest muligt og sikre, at en
sådan behandling kun finder sted hos en afgrænset kreds
af private virksomheder. Det vil i den forbindelse blive overvejet
at indføre en særlig autorisationsordning for de
pågældende virksomheder, der skal forestå
installation og efterfølgende kontrol af
alkolåsen.
Forinden udstedelse af sådanne nærmere regler vil
der i overensstemmelse med persondatalovens § 57 blive
indhentet en udtalelse fra Datatilsynet.
Det foreslås på den baggrund, at der
indføres en hjemmel til, at justitsministeren inden for
dette snævert afgrænsede område kan
fastsætte særlige regler om, at private virksomheder
kan behandle oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, i
det omfang det er nødvendigt for at gennemføre
alkolåsordningen, herunder fastsætte de fornødne
regler for den pågældende databehandling. De
administrative bestemmelser udstedt i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 60 e, stk. 3, og
§ 132 a, stk. 5, jf. lovforslagets § 1,
nr. 2 og 23, vil således skulle anvendes i stedet for
persondatalovens § 8.
Af databeskyttelsesdirektivets (direktiv 95/46/EF af 24.
oktober 1995) artikel 8, stk. 5, 1. afsnit, følger, at
behandling af oplysninger om lovovertrædelser, straffedomme
eller sikkerhedsforanstaltninger som udgangspunkt kun må
foretages under kontrol af en offentlig myndighed. Behandling af de
nævnte oplysninger må således efter bestemmelsen
som udgangspunkt kun ske for en offentlig myndighed. Hvis der
gælder tilstrækkelige, specifikke garantier i
medfør af den nationale lovgivning, herunder administrative
forskrifter fastsat i henhold til lov, kan behandling af
sådanne oplysninger dog også udføres af
private.
Justitsministeriet vil i forbindelse med fastsættelsen
af de administrative bestemmelser for alkolåsordning, i det
omfang ordningen er omfattet af databeskyttelsesdirektivet, sikre,
at der træffes sådanne nødvendige
foranstaltninger til beskyttelse af de registreredes privatliv, som
vil udgøre tilstrækkelige, specifikke garantier i
databeskyttelsesdirektivets forstand.
Justitsministeriet vil ligeledes inden for rammerne af
databeskyttelsesdirektivet i overensstemmelse med direktivets
artikel 8, stk. 6, underrette Kommissionen om den
gennemførte regulering på området.
3.1.6.5. Betaling for deltagelse i
alkolåsordningen
Som nævnt under punkt 3.1.3 ovenfor forudsætter
Justitsministeriet, at udgifterne til både den obligatoriske
og den frivillige alkolåsordning skal afholdes af
spiritusbilisten selv med den undtagelse, at omkostningerne til
alkoholistbehandling af visse deltagere i den frivillige
alkolåsordning dækkes af kommunen i henhold til
sundhedslovens § 141.
Justitsministeriet forventer, at deltagerne i
alkolåsordningerne skal erlægge betalingen for
anskaffelse, installation og regelmæssig kontrol og
aflæsning af alkolåsen direkte til de private udbydere
af alkolåse og de pågældende tjenesteydelser, jf.
punkt 3.1.6.2 ovenfor.
Alkolåsordningerne forventes at indebære
meromkostninger for de involverede offentlige myndigheder
(kommunerne, politiet og eventuelt Kriminalforsorgen) i forbindelse
med administrationen af de regler om bl.a. kontrol/tilsyn med
overholdelsen af alkolåsordningernes vilkår og
afgørelser vedrørende
vilkårsovertrædelser mv., som justitsministeren vil
fastsætte ved bekendtgørelse, jf. punkt 3.1.6.2 og
3.1.6.3 ovenfor.
Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at
opgøre omkostningerne ved denne administration, og det
foreslås derfor, at justitsministeren bemyndiges til at
fastsætte regler om betaling af gebyr for deltagelse i
alkolåsordningerne, herunder for eventuelle meromkostninger
forbundet med udstedelse af alkolåskørekort, jf. de
foreslåede bestemmelser i færdselslovens § 60
e, stk. 5, og § 132 a, stk. 11, jf.
lovforslagets § 1, nr. 2 og 23.
Samtidig foreslås det, at justitsministeren bemyndiges
til at fastsætte regler om, at deltagerne, når de ved
alkolåsordningens slutning opnår almindelig
førerret, skal betale et omkostningsfastsat gebyr for at
få et almindeligt kørekort, jf. færdselslovens
§ 124 c, stk. 7, som affattet ved § 1, nr.
17, i dette lovforslag. Det forudsættes i den forbindelse, at
gebyret prisreguleres én gang årligt.
3.2. Skærpelse af straffen for særlig
hensynsløs kørsel
3.2.1. Gældende ret
3.2.1.1. Særlig hensynsløs
kørsel
Færdselslovens § 118, stk. 1, indeholder
en nærmere opregning af de
færdselslovsovertrædelser, der - ud over de
overtrædelser der er omfattet af §§ 117-117 d
- kan medføre straf. Som udgangspunkt straffes de
pågældende overtrædelser med bøde. Det
drejer sig bl.a. om vigepligtsforseelser, hastighedsoverskridelser,
overskridelse af spærrelinjer mv.
Efter færdselslovens § 118, stk. 6, kan
straf efter stk. 1 under de i § 126, stk. 1,
nr. 5, nævnte omstændigheder imidlertid stige til
fængsel indtil 1 år. Ifølge færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 5, skal føreren af et
motordrevet køretøj, hvortil der kræves
kørekort, ubetinget frakendes retten til at føre et
sådant køretøj, hvis føreren
forsætligt har voldt skade på andres person eller ting,
forsætligt har fremkaldt nærliggende fare herfor eller
i øvrigt har ført motordrevet køretøj
på særlig hensynsløs måde.
Bestemmelsen i § 118, stk. 6, betyder
således, at straffen for de i § 118, stk. 1,
opregnede overtrædelser kan stige til fængsel indtil 1
år, hvis føreren forsætligt har voldt skade
på andres person eller ting, forsætligt har fremkaldt
nærliggende fare herfor eller i øvrigt har ført
motordrevet køretøj på særlig
hensynsløs måde.
Bestemmelsen i § 118, stk. 6, blev indsat i
færdselsloven ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 om
ændring af færdselsloven (Skærpelse af straffen
for grove færdselslovsovertrædelser og
indførelse af kørselsforbud).
Som anført indeholder bestemmelsen hjemmel til at
fastsætte en fængselsstraf for de overtrædelser,
der medfører ubetinget frakendelse af førerretten
efter lovens § 126, stk. 1, nr. 5. Om
anvendelsesområdet for færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 5, er i forarbejderne til bestemmelsen
(Folketingstidende 1974-75, 2. samling, tillæg A, spalte
1996-1997) anført følgende:
»Foruden i tilfælde, hvor der foreligger
forsætlig skadetilføjelse, f.eks. forsætlig
påkørsel, skal ubetinget frakendelse ske, hvor
føreren forsætlig har fremkaldt nærliggende fare
for skadetilføjelse eller i øvrigt har kørt
på særlig hensynsløs måde. En sådan
kørsel er karakteriseret ved, at føreren bevidst
sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed. I
modsætning til, hvad der er tilfældet med hensyn til
anvendelsen af § 123, stk. 2, nr. 1 [i dag
§ 125, stk. 1, nr. 1], stilles der således her
altid krav om en kvalificeret form for tilregnelse. Bestemmelsen
vil eksempelvis omfatte kørsel, der retter sig mod at
forulempe eller bringe en anden trafikant i fare
(chikanekørsel), hasarderet kørsel, f.eks. for at
unddrage sig forfølgning, hård og pågående
kørsel, der medfører konkret skadeforvoldelse eller
farefremkaldelse, og som udføres med bevidsthed om, at den
fører til forulempelse eller farefremkaldelse, samt grove
former for kapkørsel, flokkørsel og lignende
»chokkørsel«. Bestemmelsen vil også
omfatte kørsel med køretøjer uden eller med
meget betydelig nedsat bremse- eller styreevne eller andre mangler,
der kan føre til nærliggende risiko for andre
traffikanter, når risikoen har stået eller måttet
stå føreren klart.
I den forslåede formulering ligger endvidere, at de
følger, som kørslen har haft i form af personskade
eller materiel skade, ikke kan tillægges afgørende
betydning. Om kørslen resulterer i sådanne skader, vil
ofte bero på tilfældige omstændigheder, som ikke
har nogen virkelig sammenhæng med kørslens karakter.
For så vidt angår personskade er forslaget på
dette punkt næppe ganske i overensstemmelse med de hidtil
anlagte synspunkter, idet man efter gældende praksis
også i relation til frakendelsesspørgsmålet har
lagt vægt på, om der er sket personskade af et
sådant omfang, at der har været grundlag for at
dømme for uagtsomt manddrab efter straffelovens
§ 241 eller uagtsom legemsbeskadigelse efter
straffelovens § 249. Man har imidlertid ikke fundet, at
de hensyn til de skadelidtes og omgivelsernes reaktion, som
må antages at ligge bag denne praksis, bør
tillægges afgørende betydning for valget mellem
betinget og ubetinget frakendelse.«
Folketingets Retsudvalg tilsluttede sig disse synspunkter med
følgende bemærkninger (Folketingstidende 1974-75, 2.
samling, tillæg B, spalte 966-967):
»Hvad angår grænsen mellem de betingede og
ubetingede tilfælde af frakendelse efter det nye system, kan
udvalget med hensyn til karakteriseringen af begrebet 'på
særlig hensynsløs måde' tilslutte sig de
eksempler på en sådan kørsel, der er
anført i lovforslagets bemærkninger, herunder at der
kan blive tale om ubetinget frakendelse ikke blot ved egentlig
hasarderet kørsel, men også når en hård og
pågående kørsel tillige er farlig for andre og
føreren må have været klar over dette. F.eks.
må den, der kører med betydelig hastighed og gentagne
gange negligerer vejkryds og fodgængere i
fodgængerovergange, eller som i tæt trafik gentagne
gange overskrider fuldt optrukne spærrelinier, således
at der herved opstår farlige situationer, som regel siges at
have kørt på særlig hensynsløs
måde. Det samme gælder som anført i
lovforslagets bemærkninger den, der anvender et
køretøj uden eller med meget betydelig nedsat bremse-
eller styreevne eller andre mangler, der kan føre til
nærliggende risiko for andre trafikanter, når risikoen
har stået eller måttet stå føreren
klart.«
Af bemærkningerne til lovforslaget fra 2001, hvor
§ 118, stk. 6, blev indsat i færdselsloven,
fremgår, at domstolene med den nye bestemmelse om
skærpet straf for særligt grove overtrædelser af
færdselsloven fik mulighed for at udmåle en kortere
frihedsstraf i tilfælde af særlig hensynsløs
kørsel omfattet af lovens § 126, stk. 1, nr.
5. Det er anført i lovbemærkningerne, at
skærpelsen af sanktionen for de groveste tilfælde af
uforsvarlig kørsel var et yderligere signal fra samfundets
side om, at den pågældendes kørsel i enhver
henseende har været ganske uacceptabel, og at det ofte har
beroet på rent tilfældige omstændigheder, at der
ikke som følge heraf er indtruffet alvorlige
personskadeuheld eller dødsfald. Der henvises nærmere
til Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 7023.
Som eksempler på særlig hensynsløs
kørsel omfattet af skærpelsen nævnes i
forarbejderne til § 118, stk. 6, grov kap- eller
væddeløbskørsel på gade og vej, grov
chikanekørsel eller uforsvarlig kørsel i forbindelse
med, at den pågældende undlader at efterkomme politiets
anmodning om at standse køretøjet. Det er
udtrykkeligt angivet, at denne opregning ikke skal betragtes som
udtømmende.
Anvendelsesområdet for færdselslovens
§ 118, stk. 6, er således ikke begrænset
til grov kap- eller væddeløbskørsel, grov
chikanekørsel eller uforsvarlig kørsel under flugt
fra politiet. I princippet vil alle overtrædelser opregnet i
færdselslovens § 118, stk. 1, således
efter omstændighederne kunne kvalificere kørslen som
særlig hensynsløs, enten på grund af
overtrædelsernes grovhed, antal eller indbyrdes
sammenhæng.
Kørsel omfattet af færdselslovens
§ 118, stk. 6, vil efter omstændighederne
samtidig kunne indebære en eller flere overtrædelser af
straffelovens bestemmelser. Det gælder navnlig uagtsomt
manddrab efter straffelovens § 241, uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse efter § 249 og forsætlig
forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller
førlighed efter § 252, stk. 1. Der henvises i
den forbindelse til punkt 3.3.1.1 nedenfor. Det selvstændige
anvendelsesområde for færdselslovens § 118,
stk. 6, er således tilfælde, hvor kørslen
må karakteriseres som særlig hensynsløs, men
hvor der ikke samtidig er sket overtrædelser af
straffeloven.
3.2.1.2. Straffen for særlig hensynsløs
kørsel
Det er i forarbejderne til færdselslovens
§ 118, stk. 6, jf. punkt 3.2.1.1 ovenfor, forudsat,
at straffen i normale førstegangstilfælde
fastsættes til et niveau svarende til strafpositionen ved de
mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel,
f.eks. 10-14 dages fængsel. Det er endvidere forudsat, at
frihedsstraffen i almindelighed gøres betinget på
vilkår af, at den dømte udfører
samfundstjeneste i 30 timer, og at den pågældende i
disse tilfælde pålægges en
tillægsbøde svarende til bødestørrelsen
ved de former for spirituskørsel, der medfører
samfundstjeneste. Det er desuden anført i lovforslagets
bemærkninger, at dette udgangspunkt kan fraviges i
såvel skærpende som formildende retning, herunder til
en ren bødestraf. Der henvises til Folketingstidende
2000-01, tillæg A, side 7024.
3.2.2. Justitsministeriets overvejelser
Det er Justitsministeriets opfattelse, at førere, som
forsætligt har voldt skade på andres person eller ting,
forsætligt har fremkaldt fare herfor, eller som i
øvrigt har ført motordrevet køretøj
på særlig hensynsløs måde, som
altovervejende udgangspunkt bør straffes med fængsel.
Dette gælder også for særlig hensynsløs
kørsel, som ikke indebærer overtrædelse af
straffeloven, og som ikke medfører trafikuheld. Det
bemærkes herved, at det kan bero på
tilfældigheder, at kørslen ikke har resulteret i
alvorlige personskader eller dødsfald. Særlig
hensynsløs kørsel indebærer en betydelig risiko
og kan efter omstændighederne udgøre en lige så
stor fare for færdselssikkerheden som f.eks. grove
tilfælde af spirituskørsel, hvilket efter
Justitsministeriets opfattelse i højere grad bør
afspejles i strafudmålingen.
Det foreslås på denne baggrund at forhøje
strafferammen i færdselslovens § 118, stk. 6,
fra 1 års fængsel til fængsel i 1 år og 6
måneder.
Med forslaget forudsættes det, at straffen efter
§ 118, stk. 6, i normaltilfælde fremover
fastsættes til fængsel i 30 dage. Tilfælde af
særlig hensynsløs kørsel kan variere fra
kørselsforløb til kørselsforløb, og der
er således alene tale om et udgangspunkt, som tænkes
anvendt på overtrædelser inden for normalområdet,
men som kan fraviges i både op- og nedadgående retning
efter domstolenes konkrete skøn, hvis der foreligger
særlig skærpende eller formildende
omstændigheder.
En skærpende omstændighed, som gør at
forholdet skal bedømmes strengere end normalniveauet, kan
f.eks. være, at gerningsmanden tidligere er straffet for
særlig hensynsløs kørsel eller anden
risikobetonet kørsel, som har været udtryk for en
betydelig uansvarlig trafikadfærd.
Det forudsættes, at straffen vil stige til fængsel
i minimum 40 dage, hvis der i forbindelse med den særlig
hensynsløse kørsel har foreligget en kombination af
flere grove overtrædelser af færdselsloven. Det kan
f.eks. være tilfælde, hvor der er tale om betydelig
uansvarlig kørsel over en længere strækning med
både betydelige hastighedsoverskridelser og kørsel
over for rødt lys eller kørsel venstre om
helleanlæg i områder med mange trafikanter.
Med forslaget forudsættes det endvidere, at straffen for
kørsel omfattet af færdselslovens § 118,
stk. 6, kun under helt særligt formildende
omstændigheder vil kunne nedsættes til en ren
bødestraf.
Der tilsigtes derimod ingen ændringer i det
nugældende udgangspunkt om, at frihedsstraffen i
førstegangstilfælde efter omstændighederne kan
gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis
der samtidig udmåles en tillægsbøde.
Fastsættelsen af tillægsbøden og antallet af
samfundstjenestetimer vil i disse tilfælde fortsat skulle ske
ud fra samme udmålingsprincipper som i sager om
spirituskørsel, der medfører en betinget dom med
vilkår om samfundstjeneste samt en tillægsbøde.
Det forudsættes dog, at en betinget dom med vilkår om
samfundstjeneste som udgangspunkt kun anvendes i sager, hvor den
pådømte kørsel ikke indebærer strafbare
overtrædelser ud over de i færdselslovens
§ 118, stk. 1, nævnte.
Det er således som udgangspunkt ikke hensigten, at
fængselsstraffen skal kunne gøres helt eller delvis
betinget, hvis føreren under den særlig
hensynsløse kørsel tillige har gjort sig skyldig i
overtrædelser omfattet af færdselslovens
§§ 117-117 d (spirituskørsel,
kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende
stoffer, sygdom mv., kørsel i frakendelsestiden,
kørsel uden at have erhvervet kørekort og undladelse
af at yde hjælp til tilskadekomne ved færdselsuheld)
eller straffelovens § 293 a (brugstyveri).
Det bemærkes, at den foreslåede forhøjelse
af strafmaksimum i færdselslovens § 118,
stk. 6, til fængsel i 1 år og 6 måneder
medfører, at reglerne om varetægtsfængsling i
retsplejelovens kapitel 70 kan finde anvendelse. Det betyder, at
der i sager om kørsel omfattet af § 118,
stk. 6, fremover principielt vil være mulighed for
varetægtsfængsling, forudsat at
fængslingsbetingelserne i retsplejelovens § 762 i
øvrigt måtte være opfyldt. Det bemærkes i
den forbindelse, at varetægtsfængsling ifølge
retsplejelovens § 762, stk. 3, kan anvendes, hvis
lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre en
fængselsstraf af mere end 30 dages varighed.
3.3. Skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og
uagtsom betydelig legemsbeskadigelse ved spirituskørsel,
narkokørsel og særlig hensynsløs kørsel
mv.
3.3.1. Gældende ret
3.3.1.1. Straffeloven
Det følger af straffelovens § 241 om uagtsomt
manddrab, at den, som uagtsomt forvolder en andens død,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder
eller under særligt skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i
forbindelse med spirituskørsel eller særlig
hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig
skærpende omstændighed.
Det er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at
døden er forvoldt ved gerningsmandens handling eller
undladelse. Det objektive gerningsindhold i § 241 svarer
til straffelovens § 237 om forsætligt drab, og
forskellen på de to bestemmelsers anvendelsesområde er
således alene gerningsmandens tilregnelse. Domfældelse
efter § 241 forudsætter, at dødens
indtræden kan tilregnes gerningsmanden som uagtsom.
Efter straffelovens § 249 straffes den, som uagtsomt
tilføjer nogen betydelig skade på legeme eller
helbred, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder
eller under særligt skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i
forbindelse med spirituskørsel eller særlig
hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig
skærpende omstændighed.
Det er en betingelse for anvendelse af § 249, at
skaden på legeme eller helbred er tilføjet ved
gerningsmandens handling eller undladelse, og at skadens
indtræden kan tilregnes gerningsmanden som uagtsomt. Det er
endvidere en betingelse, at skaden kan karakteriseres som
betydelig.
Det praktiske anvendelsesområde for såvel
straffelovens § 241 som § 249 er i vidt omfang
sager om grove færdselsovertrædelser begået under
kørsel med motorkøretøj.
Straffelovens § 252 indeholder en almindelig regel
om forsætlig fareforvoldende handlinger. Efter
§ 252, stk. 1, straffes med fængsel indtil 8
år den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller
på lignende hensynsløs måde volder
nærliggende fare for nogens liv eller førlighed.
Bestemmelsen i straffelovens § 252, stk. 1, er
et konkret faredelikt. Det indebærer, at der i det
enkelte tilfælde skal kunne føres bevis for, at der
objektivt set har været fare for en anden persons liv eller
førlighed. Subjektivt kræves det, at gerningsmanden
har handlet med forsæt - dvs. med kendskab til situationens
omstændigheder og bevidsthed om, at der forvoldes fare.
Ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven
(Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt
manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig
fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden,
menneskesmugling og menneskehandel m.v.) blev strafferammerne i
straffelovens §§ 241, 249 og 252 forhøjet fra
fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 8
år. Ændringerne havde til formål at skærpe
straffen for uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse i forbindelse
med spirituskørsel eller særlig hensynsløs
kørsel. Der henvises til Folketingstidende 2001-02, 2.
samling, tillæg A, side 2925 ff.
I bemærkningerne til lovforslaget blev det bl.a.
forudsat, at straffen for uagtsomt manddrab ved
spirituskørsel skulle forhøjes fra fængsel
i 6-8 måneder til fængsel i 10-12 måneder i
normaltilfældene. Det var hensigten, at forhøjelsen
også skulle slå igennem i sager om uagtsomt manddrab i
forbindelse med overtrædelse af føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, stk. 1. Efter denne
bestemmelse, som i dag findes i færdselslovens
§ 54, stk. 2, må et motordrevet
køretøj ikke føres eller forsøges
ført af nogen, som på grund af sygdom,
svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn,
påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller
af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand,
at han eller hun er ude af stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende
måde.
Det blev endvidere anført i bemærkningerne til
lovforslaget, at der kan være skærpende
omstændigheder, som gør, at forholdet skal
bedømmes strengere end normalniveauet. En skærpende
omstændighed kan f.eks. være, at gerningsmanden
tidligere er straffet for spirituskørsel. Det vil
også være en skærpende omstændighed, hvis
kørslen i sig selv er foregået på særlig
hensynsløs måde. I sådanne tilfælde, hvor
der er tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med
spirituskørsel, og hvor kørslen i sig selv er
foregået på særlig hensynsløs måde,
er det forudsat, at der fastsættes en straf, der er markant
højere end de ovenfor angivne 10-12 måneder.
Endvidere blev det i bemærkningerne til lovforslaget
forudsat, at straffen for uagtsomt manddrab uden
spirituskørsel skulle forhøjes fra et
strafniveau i normaltilfælde på 3-4 måneders
fængsel til 6-8 måneders fængsel, hvor
kørslen i sig selv havde karakter af at være
særlig hensynsløs.
For så vidt angår forhøjelsen af
strafferammerne i straffelovens § 249 og § 252
tilsigtede lovændringen, at der i sager om uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse og forsætlig fareforvoldelse, som sker i
forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 (i dag
§ 54, stk. 2), eller særlig hensynsløs
kørsel, som udgangspunkt skulle ske en forhøjelse af
straffen, der forholdsmæssigt svarede til den
forhøjelse, der med lovforslaget blev tilsigtet i sager om
uagtsomt manddrab under samme forhold. Eksempelvis blev det
forudsat, at uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med
spirituskørsel, som hidtil var blevet straffet med 1-3
måneders fængsel, efter lovændringen skulle
straffes med omkring 2-5 måneders fængsel.
Ved lov nr. 559 af 24. juni 2005 om ændring af
straffeloven (Skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og
uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med særlig
hensynsløs kørsel) indsattes et enslydende andet
punktum i såvel straffelovens § 241 som
§ 249, hvorefter det anses som en særlig
skærpende omstændighed, hvis uagtsomt manddrab eller
uagtsom betydelig legemsbeskadigelse er begået i forbindelse
med spirituskørsel eller særlig hensynsløs
kørsel. Der er ikke tale om en udtømmende opregning
af særligt skærpende omstændigheder, men derimod
alene en eksemplifikation af tilfælde, der forekommer ofte i
praksis. Formålet med lovforslaget var at skærpe
straffen for uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse begået i forbindelse med særlig
hensynsløs kørsel, således at straffen i disse
tilfælde skulle være den samme som straffen for
uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse
begået i forbindelse med spirituskørsel. Der
henvises til Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A,
side 7317 ff.
I bemærkningerne til lovforslaget blev det bl.a.
anført, at både særlig hensynsløs
kørsel og spirituskørsel ofte medfører
meget alvorlige ulykker i trafikken, og at særlig
hensynsløs kørsel ikke er mindre alvorlig eller
mindre risikobetonet end spirituskørsel. Det blev
på den baggrund tilkendegivet, at det ikke forekommer mindre
strafværdigt, når særlig hensynsløs
kørsel forvolder andres død, end når dette
skyldes spirituskørsel, og Justitsministeriet fandt, at
der ikke burde opretholdes forskellige udgangspunkter for
strafudmålingen ved uagtsomt manddrab forårsaget af
henholdsvis spirituskørsel og særlig
hensynsløs kørsel.
Med lovforslaget forudsattes det, at der i retspraksis skulle
ske en sådan forhøjelse af
strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab
(straffelovens § 241) i forbindelse med særlig
hensynsløs kørsel, at straffen for uagtsomt manddrab
ved særlig hensynsløs kørsel ville blive
forhøjet til fængsel i 10-12 måneder i
normaltilfældene svarende til straffen for uagtsomt manddrab
i forbindelse med spirituskørsel. Herved blev
særlig hensynsløs kørsel sidestillet med
spirituskørsel i tilfælde, hvor kørslen
havde resulteret i uagtsomt manddrab.
I bemærkningerne er det endvidere anført, at
fastsættelse af straffen fortsat vil bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige sagens omstændigheder, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger andre skærpende eller
formildende omstændigheder.
Det er i den forbindelse anført, at en skærpende
omstændighed, som gør, at forholdet skal
bedømmes strengere end normalniveauet, f.eks. kan
være, at gerningsmanden tidligere er straffet for
spirituskørsel eller særlig hensynsløs
kørsel. Det vil ifølge bemærkningerne
også kunne være en skærpende omstændighed,
hvis gerningsmanden tidligere er straffet for anden risikobetonet
kørsel, som har medført betinget eller ubetinget
frakendelse af førerretten, og som har været udtryk
for betydelig uansvarlighed som fører af et
motorkøretøj.
Herudover er det i bemærkningerne understreget, at det
med lovændringen forudsættes, at der skal
anlægges en streng bedømmelse i tilfælde, hvor
der i forbindelse med den særlig hensynsløse
kørsel har foreligget en kombination af flere grove
overtrædelser af færdselsloven, eksempelvis
tilfælde, hvor der er tale om betydelig uansvarlig
kørsel over en længere strækning med både
betydelige hastighedsoverskridelser og kørsel over for
rødt lys eller kørsel venstre om helleanlæg i
områder med mange trafikanter. Ifølge
bemærkningerne bør der således i sådanne
tilfælde forekomme straffe, som ligger væsentligt over
normalniveauet på de ovenfor angivne 10-12 måneders
fængsel.
Det er i bemærkningerne forudsat, at forhøjelsen
af strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab i
forbindelse med særlig hensynsløs kørsel skulle
slå igennem i de tilfælde, der er omfattet af
færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1 (i dag
§ 126, stk. 1, nr. 5), om særlig
hensynsløs kørsel. Det kan f.eks. være ved
betydelige hastighedsovertrædelser i områder med mange
fodgængere og andre trafikanter, kørsel venstre om
helleanlæg eller over for rødt lys eller
væddeløbskørsel. Om denne bestemmelses
anvendelsesområde henvises i øvrigt til det, der er
anført under punkt 3.2.1.1.
Det fremgår endvidere af bemærkningerne i
lovforslaget, at lovændringen tilsigtede en tilsvarende
forholdsmæssig strafforhøjelse i sager om uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse (straffelovens § 249) i
forbindelse med særlig hensynsløs kørsel. Det
blev således forudsat, at uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse ved særlig hensynsløs kørsel
efter lovændringen i normaltilfældene skulle straffes
med omkring 2-5 måneders fængsel svarende til straffen
i normaltilfældene for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i
forbindelse med spirituskørsel.
Endelig fremgår det af bemærkningerne, at den
udmålingspraksis, som domstolene på baggrund af de
tilsigtede strafforhøjelser fremover ville fastlægge i
forhold til sager omfattet af straffelovens §§ 241
og 249, måtte forventes at få en afsmittende betydning
for domstolenes strafudmåling i sager omfattet af
straffelovens § 252, hvor der har foreligget
forsætlig fareforvoldelse.
3.3.1.2. Spirituskørsel og narkokørsel
mv.
Spirituskørsel er defineret i færdselslovens
§ 53. For spirituskørsel straffes
ifølge bestemmelsens stk. 1 den, som fører eller
forsøger at føre et motordrevet
køretøj efter at have indtaget spiritus i et
sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under
eller efter kørslen overstiger 0,50 promille,
eller at alkoholkoncentrationen i udåndingsluften under eller
efter kørslen overstiger 0,25 mg pr. liter
luft. Ifølge stk. 2 straffes man endvidere for
spirituskørsel, hvis man fører eller
forsøger at føre et motordrevet køretøj
efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at man
ikke kan føre køretøjet på betryggende
måde.
Ved lov nr. 524 af 6. juni 2007 om ændring af
færdselsloven (Alkoholkoncentration i udåndingsluft,
nulgrænse for euforiserende stoffer m.v.) blev der i
færdselslovens § 54 indsat et nyt stk. 1,
hvorefter motordrevet køretøj ikke må
føres eller forsøges ført af nogen, hvis blod
under eller efter kørslen indeholder
bevidsthedspåvirkende stoffer, som efter regler fastsat af
justitsministeren er klassificeret som farlige for
færdselssikkerheden. Bestemmelsen indebærer en
såkaldt nulgrænse for visse stoffer, således at
kørsel eller forsøg på kørsel af en
person, som har et eller flere af de omfattede stoffer i blodet, er
forbudt uden hensyn til, om det kan godtgøres, at stoffet i
det konkrete tilfælde har påvirket den
pågældendes evne til at føre
køretøjet. Der henvises til Folketingstidende,
2006-07, tillæg A, side 6515 ff.
Ved indførelsen af den nævnte nulgrænse
blev der bl.a. lagt vægt på, at en række stoffer
har en bevidsthedspåvirkende virkning af en sådan art,
at indtagelse af stofferne i almindelighed vil medføre
betydelig risiko for, at den pågældende bliver ude af
stand til at føre motordrevet køretøj på
betryggende vis.
Den dagældende bestemmelse i færdselslovens
§ 54, stk. 1 (føreevnekriteriet), blev ved
lovændringen videreført i uændret form som
stk. 2. Ifølge § 54, stk. 2, må et
motordrevet køretøj ikke føres eller
forsøges ført af nogen, som på grund af sygdom,
svækkelse, overanstrengelse, mangel på søvn,
påvirkning af opstemmende eller bedøvende midler eller
af lignende årsager befinder sig i en sådan tilstand,
at han eller hun er ude af stand til at føre
køretøjet på fuldt betryggende
måde.
Det var hensigten med ændringsloven fra 2007 at
tilnærme sanktionerne for overtrædelse af
færdselslovens § 54 til sanktionerne for
spirituskørsel. Som begrundelse herfor er i
bemærkningerne til lovforslaget anført, at
overtrædelser af færdselslovens § 54 kan
være lige så farlige for færdselssikkerheden som
spirituskørsel.
Nærmere bestemt er det i lovforslagets
bemærkninger forudsat, at straffen for overtrædelse af
nulgrænsen i færdselslovens § 54,
stk. 1, skal svare til straffen for overtrædelse af
færdselslovens § 53, stk. 1, om
spirituskørsel med en promille på 0,51. Det er i
den forbindelse anført i bemærkningerne, at
sanktionsniveauet for overtrædelse af nulgrænsen, som
indebærer, at føreren bliver straffet uanset, om den
pågældendes evne til at føre bil har været
påvirket, passende kan fastlægges til det laveste
sanktionsniveau for spirituskørsel, hvor det heller
ikke nødvendigvis kan påvises, at føreevnen har
været påvirket.
For så vidt angår overtrædelser af
føreevnekriteriet i færdselslovens § 54,
stk. 2, er det endvidere forudsat i bemærkningerne, at
sådanne overtrædelser, hvis de begås under
særdeles skærpende omstændigheder, skal straffes
efter samme retningslinjer som spirituskørsel med en
promille over 2,00. Ifølge bemærkningerne vil det
være nærliggende at anse betingelsen om særdeles
skærpende omstændigheder for opfyldt, hvis den
pågældende ved en klinisk lægeundersøgelse
er blevet fundet påvirket i middel grad eller derover. I
bemærkningerne er det endvidere understreget, at
grovhedskriteriet efter sin ordlyd også finder anvendelse,
hvis den manglende evne til at føre køretøjet
på fuldt betryggende måde skyldes f.eks. sygdom,
svækkelse, overanstrengelse eller mangel på
søvn. Det bemærkes dog samtidigt, at bestemmelsen om
skærpende omstændigheder formentlig sjældent vil
blive anvendt i praksis i sådanne tilfælde, da det kan
være vanskeligt at skønne, hvor påvirket
føreren har været af en af disse tilstande.
Også i relation til frakendelse af førerretten og
konfiskation var det hensigten med lovændringen i 2007, at
sanktionerne for overtrædelse af færdselslovens
§ 54 skulle fastsættes efter retningslinjer
svarende til sanktionsfastsættelsen i sager om
spirituskørsel.
Efter lovændringen sidestilles overtrædelse under
skærpende omstændigheder af føreevnekriteriet i
færdselslovens 54, stk. 2, således med
spirituskørsel med en alkoholpromille i blodet over
1,20 i relation til spørgsmålet om
førerretsfrakendelse, idet begge typer overtrædelser
som udgangspunkt medfører en ubetinget frakendelse, jf.
herved færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1 og
2. Ifølge lovforslagets bemærkninger vil det
være nærliggende at anse betingelsen om skærpende
omstændigheder for opfyldt, hvis den pågældende
ved en klinisk lægeundersøgelse er blevet fundet
påvirket i let grad eller derover.
Efter lovændringen sidestilles endvidere
overtrædelse af nulgrænsen i færdselslovens
§ 54, stk. 1, med spirituskørsel med en
promille på mellem 0,51 og 1,20 i relation til
spørgsmålet om førerretsfrakendelse, idet begge
typer overtrædelser medfører en betinget frakendelse,
jf. herved færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 8
og 9. Det samme gælder overtrædelse af
føreevnekriteriet i færdselslovens § 54,
stk. 2, uden at der foreligger skærpende
omstændigheder.
Herudover indebar lovændringen i 2007, at den
obligatoriske konfiskationsbestemmelse i færdselslovens
§ 133 a, stk. 2, jf. punkt 3.4.1.1 og 3.4.1.3
nedenfor, blev udvidet til - ud over spirituskørsel med
en promille over 1,20, der medfører ubetinget frakendelse af
førerretten - også at omfatte tilfælde, hvor en
person har gjort sig skyldig i overtrædelse af
føreevnekriteriet under skærpende
omstændigheder, der medfører ubetinget frakendelse af
førerretten.
Endelig følger det af den nævnte
lovændring, at overtrædelser af færdselslovens
§ 53 om spirituskørsel, nulgrænsen i
§ 54, stk. 1, og føreevnekriteriet i
§ 54, stk. 2, nu tillægges fuldstændig
indbyrdes gentagelsesvirkning i overensstemmelse med de
retningslinjer, der gælder for gentagelsesvirkning af domme
for spirituskørsel. Som begrundelse herfor er i
bemærkningerne til lovforslaget anført, at en
sådan indbyrdes gentagelsesvirkning markerer, at
overtrædelser af bestemmelserne om påvirkning af
alkohol, stoffer og de øvrige tilstande, som er omfattet af
føreevnekriteriet i færdselslovens § 54,
indebærer ligeartede, alvorlige risici for
færdselssikkerheden.
3.3.2. Retspraksis
3.3.2.1. Indledning
Som nævnt ovenfor under punkt 3.3.1.1 blev straffene for
uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse
begået i forbindelse med spirituskørsel og/eller
særlig hensynsløs kørsel skærpet ved
lovændringer i henholdsvis 2002 og 2005.
Efter lovændringen i 2005 besluttede Rigsadvokaten efter
drøftelse med Justitsministeriet at følge udviklingen
i strafniveauet vedrørende sager om overtrædelse af
straffelovens §§ 241 og 249 i forbindelse med
spirituskørsel eller særlig hensynsløs
kørsel. Rigsadvokaten iværksatte herefter en
indberetningsordning, der omfattede alle by- og landsretsdomme
afsagt i perioden fra den 1. februar 2006 til den 31. januar 2007.
Ordningen omfattede endvidere ankedomme afsagt af landsretten efter
denne dato, hvis byretsdommen havde været indberettet.
I juni 2007 afgav Rigsadvokaten en redegørelse for
praksis på området, som omfattede i alt 39 domme.
3.3.2.2. Strafniveauet i sager om uagtsomt
manddrab
Rigsadvokatens redegørelse indeholder 10 domme, hvor
tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 241 i forbindelse med særlig hensynsløs
kørsel, men ikke spirituskørsel. Strafniveauet i
disse domme varierer mellem fængsel i 8 måneder og
fængsel i 2 år og 3 måneder.
Redegørelsen indeholder ligeledes 10 domme, hvor
tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 241 i forbindelse med spirituskørsel, men
ikke særlig hensynsløs kørsel. Strafniveauet i
disse domme varierer mellem fængsel i 6 måneder, heraf
4 måneder betinget, og fængsel i 2 år.
Endelig indeholder redegørelsen 4 domme, hvor tiltalte
er dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 241 i forbindelse med både
spirituskørsel og særlig hensynsløs
kørsel. Strafniveauet i disse domme varierer mellem
fængsel i 1 år og fængsel i 2 år og 6
måneder.
Af trykt retspraksis, der ligger efter Rigsadvokatens
redegørelse, kan nævnes Vestre Landsrets dom af 22.
juni 2009 (Tidsskrift for Kriminalret 2009, side 729), hvor
straffen i en sag om overtrædelse af straffelovens
§ 241 i forbindelse med både
spirituskørsel og særlig hensynsløs
kørsel blev udmålt til fængsel i 3 år. Det
bemærkes endvidere, at Retten i Århus ved dom af 25.
november 2008 (SS 8.3898/2008) i en sag om overtrædelse af
både straffelovens §§ 241 og 249 begået
i forbindelse med spirituskørsel, særlig
hensynsløs kørsel og overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 2, fastsatte
straffen til fængsel i 4 år og 3 måneder.
Straffen omfattede dog dels flere andre overtrædelser af
straffeloven og færdselsloven og dels en reststraf på
10 måneders fængsel. Justitsministeriet er ikke bekendt
med andre sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med
spirituskørsel og/eller særlig hensynsløs
kørsel, der - i sig selv eller i kombination med andre
forhold - har medført straffe i størrelsesordenen 3
års fængsel eller derover.
3.3.2.3. Strafniveauet i sager om uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse
Rigsadvokatens redegørelse indeholder 1 dom, hvor den
tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 249 i forbindelse med særlig hensynsløs
kørsel, men ikke spirituskørsel. Straffen blev i
denne sag udmålt til fængsel i 8 måneder.
Derudover indeholder redegørelsen 11 domme, hvor
tiltalte er dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 249 i forbindelse med spirituskørsel, men
ikke særlig hensynsløs kørsel. Strafniveauet i
disse domme varierer mellem 10 dagbøder á 750 kr. og
fængsel i 5 måneder plus en tillægsbøde
på 15.500 kr.
Endelig indeholder redegørelsen 3 domme, hvor tiltalte
er dømt for overtrædelse af straffelovens
§ 249 i forbindelse med både
spirituskørsel og særlig hensynsløs
kørsel. Strafniveauet i disse domme varierer mellem
fængsel i 8 måneder og fængsel i 10
måneder.
3.3.3. Justitsministeriets overvejelser
3.3.3.1. Uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse i forbindelse med narkokørsel
mv.
Som nævnt ovenfor under punkt 3.3.1.1 blev det i
forarbejderne til lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af
straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven forudsat, at
den foreslåede forhøjelse af straffen for uagtsomt
manddrab ved spirituskørsel også skulle slå
igennem i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med
overtrædelse af føreevnekriteriet i
færdselslovens § 54, stk. 1 (nu
§ 54, stk. 2).
Justitsministeriet finder imidlertid, at tilnærmelsen af
sanktionerne for overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 og 2, til sanktionerne for
spirituskørsel, der som beskrevet ovenfor under punkt
3.3.1.2 fandt sted med lov nr. 524 af 6. juni 2007, udtrykkeligt
bør afspejles i straffelovens bestemmelser om uagtsomt
manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse.
Det foreslås på denne baggrund at ændre
straffelovens § 241, 2. pkt., og § 249, 2.
pkt., således at det udtrykkeligt fremgår af
bestemmelserne, at det anses som en særlig skærpende
omstændighed, hvis henholdsvis uagtsomt manddrab og uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse begås i forbindelse med
overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 1 eller 2.
Justitsministeriet har overvejet, om referencerne til
færdselslovens § 54 alene burde omfatte
føreevnekriteriet i stk. 2, eller om overtrædelse
af nulgrænsen i stk. 1 også bør angives
udtrykkeligt som en særlig skærpende
omstændighed.
Straffelovens § 241, 2. pkt., og § 249, 2.
pkt., omfatter alle tilfælde af spirituskørsel,
dvs. også kørsel med lav promille f.eks. på
0,51, hvor det ikke nødvendigvis kan påvises, at
føreevnen har været påvirket.
Som det fremgår af afsnit 3.3.1.2 ovenfor, blev det i
bemærkningerne til lovændringen i 2007, hvor
nulgrænsen blev indført, forudsat, at straffen for
overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 1, fastsættes på samme niveau som det laveste
sanktionsniveau for spirituskørsel, hvor det som
nævnt heller ikke nødvendigvis kan påvises, at
føreevnen har været påvirket. På denne
baggrund finder Justitsministeriet, at eksemplificeringen af
særlig skærpende omstændigheder i straffelovens
§§ 241 og 249 - ud over overtrædelse af
føreevnekriteriet - også bør omfatte
overtrædelse af nulgrænsen.
Med forslaget markeres det således også i
straffelovens bestemmelser om uagtsomt manddrab og uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse, at overtrædelser af
færdselslovens § 54, stk. 1 og 2, kan
være lige så farlige for færdselssikkerheden som
spirituskørsel, og at overtrædelser af
§ 53 og § 54, stk. 1 og 2, derfor så
vidt muligt bør straffes efter ensartede
retningslinjer.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2, og
bemærkningerne hertil.
3.3.3.2. Skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og
uagtsom betydelig legemsbeskadigelse under særlig
skærpende omstændigheder
Det nuværende strafniveau i sager om uagtsomt manddrab
og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, der sker i forbindelse med
samtidig overtrædelse af færdselslovens regler om
særlig hensynsløs kørsel,
spirituskørsel eller narkokørsel mv., afspejler
efter Justitsministeriets opfattelse ikke i tilstrækkelig
grad den udviste uansvarlighed fra førerens side og de heraf
følgende alvorlige konsekvenser for offeret og de
pårørende.
Med forslaget til ændring af straffelovens
§ 241 forudsættes det derfor, at der i retspraksis
sker en sådan forhøjelse af
strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab
begået i forbindelse med spirituskørsel eller
særlig hensynsløs kørsel, at straffen i
normaltilfældene, der i dag ligger på fængsel i
10-12 måneder, fremover forhøjes til fængsel i
16-18 måneder. Det forudsættes ligeledes, at uagtsomt
manddrab begået i forbindelse med overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2,
hæves til et tilsvarende niveau i
normaltilfældene.
Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige sagens omstændigheder, og det angivne strafniveau
vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der
i den konkrete sag foreligger andre skærpende eller
formildende omstændigheder.
En skærpende omstændighed, som gør, at
forholdet skal bedømmes strengere end normalniveauet, kan -
ligesom efter gældende ret - være, at gerningsmanden
tidligere er straffet for spirituskørsel, særlig
hensynsløs kørsel eller anden risikobetonet
kørsel, som har medført betinget eller ubetinget
frakendelse af førerretten, og som har været udtryk
for betydelig uansvarlighed som fører af et
motorkøretøj. Det vil også kunne være en
skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden tidligere
er straffet for overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2.
I tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med
særlig hensynsløs kørsel, hvor der har
foreligget en kombination af flere grove overtrædelser af
færdselsloven, forudsættes det - ligesom efter
gældende ret - at der fastsættes en straf, der er
væsentlig strengere end det angivne normalniveau på
16-18 måneders fængsel. Det kan f.eks. være
tilfælde, hvor der er tale om betydelig uansvarlig
kørsel over en længere strækning med både
betydelige hastighedsoverskridelser og kørsel over for
rødt lys eller kørsel venstre om helleanlæg i
områder med mange trafikanter. Det samme gælder sager
om uagtsomt manddrab, hvor forholdet er begået i forbindelse
med spirituskørsel eller overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, og hvor
kørslen samtidig kan karakteriseres som særlig
hensynsløs.
Det forudsættes endvidere, at der i de groveste
tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med
spirituskørsel, overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller
særlig hensynsløs kørsel - der som
anført ovenfor under punkt 3.3.2.2 i praksis har
medført straffe på 2½ til 3 års
fængsel - fremover skal føre til straffe på op
til 5 års fængsel.
Med forslaget til ændring af straffelovens
§ 249 forudsættes det, at der ligeledes sker en
forhøjelse af straffen i sager om uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse begået i forbindelse med
spirituskørsel, overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller
særlig hensynsløs kørsel. Det forudsættes
således, at straffen forhøjes fra 2-5 måneders
fængsel til omkring 6-8 måneders fængsel i
normaltilfældene.
Om strafskærpende omstændigheder henvises til det,
der er anført ovenfor vedrørende uagtsomt manddrab.
Det forudsættes, at der i de grove tilfælde af uagtsom
betydelig legemsbeskadigelse begået i forbindelse med
spirituskørsel, særlig hensynsløs
kørsel eller overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2, idømmes straffe, der er
markant højere end det angivne normalniveau på 6-8
måneders fængsel, og at straffen i de groveste
tilfælde, der i dag ligger på 8 til 10 måneders
fængsel - også kommer op på et højere
niveau.
De nævnte skærpelser vedrører bl.a.
særlig hensynsløs kørsel. Som det fremgår
af forarbejderne til færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 5 (Folketingstidende 1974-75, 2. samling,
tillæg A, spalte 1996-1997), er det karakteristiske ved
særlig hensynsløs kørsel, at føreren
bevidst sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed.
Forskellen på, om man i en given situation kører
særligt hensynsløst, jf. § 126, stk. 1,
nr. 5, eller (alene) tilsidesætter
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf.
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, beror
således navnlig på de konkrete subjektive
forhold.
Strafniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens
§ 241 begået under tilsidesættelse af
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden varierer
efter retspraksis fra dagbøder til fængselsstraf i
grovere tilfælde, hvor føreren har begået
grovere kørselsfejl, og hvor der f.eks. foreligger et mere
subjektivt dadelværdigt forhold, uden at der dog kan siges at
være tale om en bevidst tilsidesættelse af hensynet til
andres sikkerhed.
Som eksempel fra praksis kan nævnes Højesterets
dom af 13. januar 2010 (sag 184/2009), der vedrørte et
uagtsomt manddrab i forbindelse med en grov
hastighedsovertrædelse, hvor Højesteret efter en
konkret vurdering fandt, at kørslen udgjorde en
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden (men ikke særlig hensynsløs
kørsel), og efter sagens omstændigheder fastsatte
straffen til fængsel i 30 dage.
Justitsministeriet forudsætter, at de ovenfor beskrevne
strafskærpelser i sager omfattet af straffelovens
§§ 241 og 249 begået i forbindelse med
særlig hensynsløs kørsel, fremover får en
vis afsmittende betydning for domstolenes strafudmåling i de
mere alvorlige sager om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse i forbindelse med kørsel under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, hvor der f.eks. foreligger et mere
subjektivt dadelværdigt forhold.
Ud over det anførte tilsigter lovforslaget ikke nogen
forhøjelser af strafudmålingsniveauet i sager om
overtrædelse af straffelovens §§ 241 og
249.
Særligt om sager vedrørende straffelovens
§ 252 bemærkes, at den udmålingspraksis, som
domstolene fremover på baggrund af lovforslaget vil
fastlægge i forhold til sager omfattet af straffelovens
§§ 241 og 249, forudsættes at få en
afsmittende betydning for domstolenes strafudmåling i
færdselssager omfattet af straffelovens § 252 om
forsætlig fareforvoldelse.
3.4. Øget adgang til konfiskation af motordrevne
køretøjer, hvortil der kræves
kørekort
3.4.1. Gældende ret
3.4.1.1. Konfiskation efter færdselsloven og
straffeloven
Efter færdselslovens § 133 a, stk. 1, kan
der ved grove eller gentagne overtrædelser af
færdselsloven ske konfiskation af det ved overtrædelsen
anvendte motordrevne køretøj, hvortil der
kræves kørekort, hvis det må anses for
påkrævet for at forebygge yderligere
overtrædelser af færdselsloven. Under tilsvarende
betingelser kan der ske konfiskation af et motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort,
der ejes af den person, der har foretaget overtrædelsen, selv
om køretøjet ikke er anvendt ved overtrædelsen.
Bestemmelsen i § 133 a, stk. 1, regulerer,
hvornår konfiskation kan ske, dvs. tilfælde, hvor
konfiskation er en fakultativ retsfølge.
Herudover indeholder færdselslovens § 133 a,
stk. 2, bestemmelser om obligatorisk konfiskation, dvs.
tilfælde, hvor konfiskation skal ske. Ifølge
færdselslovens § 133 a, stk. 2, skal
konfiskation ske, hvis
1) ejeren af
køretøjet har gjort sig skyldig i
spirituskørsel med en promille over 1,20 eller en
alkoholkoncentration i udåndingsluften over 0,60 mg pr. liter
luft, der medfører ubetinget frakendelse af
førerretten, eller overtrædelse under skærpende
omstændigheder af § 54, stk. 2, der
medfører ubetinget frakendelse af førerretten, og
2) den
pågældende to gange tidligere inden for de seneste 3
år før, det nye forhold er begået, har gjort sig
skyldig i forhold som nævnt i nr. 1, der har medført
ubetinget frakendelse af førerretten.
Efter færdselslovens § 133 a, stk. 3,
skal konfiskation efter stk. 2 ske, selv om
køretøjet ikke er anvendt ved den aktuelle
overtrædelse.
Færdselslovens § 133 a, stk. 4,
fastslår, at bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges,
når særlige grunde undtagelsesvis taler herfor.
Det følger af færdselslovens § 133 a,
stk. 6, at straffelovens almindelige regler om konfiskation
gælder ved siden af færdselslovens § 133
a.
Straffelovens regler om konfiskation er indeholdt i
§§ 75-77 a. Straffelovens § 75 indeholder
de almindelige betingelser for konfiskation, og § 76
regulerer, hos hvem konfiskation i medfør af § 75
kan foretages. § 76 a giver mulighed for konfiskation,
uden at anklagemyndigheden kan bevise en forbindelse mellem en
konkret forbrydelse og det konfiskerede, også hos andre end
den skyldige. § 77 regulerer forholdet mellem
konfiskations- og erstatningskrav, og § 77 a regulerer
adgangen til konfiskation i rent forebyggende (politimæssigt)
øjemed.
Efter straffelovens § 75, stk. 1, kan der ske
konfiskation af udbytte ved en strafbar handling. § 75,
stk. 2, omhandler konfiskation af genstande, der har
været brugt til en bestemt strafbar handling, genstande der
er frembragt ved en strafbar handling og genstande, med hensyn til
hvilke der i øvrigt er begået en strafbar
handling.
I medfør af straffelovens § 75, stk. 3,
kan der i stedet for genstandskonfiskation principielt ske
værdikonfiskation, dvs. konfiskation af et beløb
svarende til motorkøretøjets værdi. Det er dog
i forarbejderne til færdselslovens § 133 a
forudsat, at værdikonfiskation kun bør ske, hvor den
pågældende efter overtrædelsen, men inden sagen
kommer for retten, sælger køretøjet, og det
må befrygtes, at pågældende vil anvende
salgssummen til at anskaffe sig et andet køretøj. Der
henvises i den forbindelse til Folketingstidende 1990-91, 2.
samling, tillæg A, spalte 1198. For en nærmere omtale
af forarbejderne til færdselslovens § 133 a
henvises endvidere til punkt 3.4.1.2 og 3.4.1.3 nedenfor.
Efter straffelovens § 76, stk. 2, kan
konfiskation kun ske hos den, der er ansvarlig for
lovovertrædelsen, og hos den, på hvis vegne den
pågældende har handlet. Det følger heraf, at
konfiskation af et motorkøretøj i medfør af
færdselslovens § 133 a ikke kan ske, hvis den
pågældende ikke selv ejer
køretøjet.
Der kan dog i medfør af straffelovens § 77 a
ske konfiskation af et køretøj, der ejes af
eksempelvis en samlever, når det på grund af ganske
særlige omstændigheder må befrygtes, at
køretøjet på ny vil blive brugt ved en strafbar
handling, jf. Østre Landsrets kendelse af 26. december 1993,
refereret i Anklagemyndighedens Årsberetning 1993, s. 91
f.
Reglerne i retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse
af genstande mv. med henblik på konfiskation gælder
også med hensyn til motorkøretøjer, der kan
konfiskeres efter færdselslovens § 133 a. I praksis
benyttes beslaglæggelse inden straffesagens afgørelse
for at undgå, at den pågældende på ny
begår overtrædelser af færdselsloven eller
søger at afværge konfiskation ved at sælge
køretøjet.
Rigsadvokaten har i juli 2009 afgivet en redegørelse om
konfiskation af motordrevne køretøjer i medfør
af færdselslovens § 133 a. Det fremgår af
redegørelsen, at Rigsadvokaten på grundlag af en
indberetningsordning i anklagemyndigheden har gennemgået 136
domme om konfiskation efter færdselslovens § 133 a,
heraf 108 domme vedrørende konfiskation efter
§ 133 a, stk. 1, og 28 domme vedrørende
obligatorisk konfiskation efter § 133 a, stk. 2. I
104 af de 108 sager om konfiskation efter § 133 a,
stk. 1, er der sket konfiskation efter anklagemyndighedens
påstand. I samtlige 28 sager om obligatorisk konfiskation
efter § 133 a, stk. 2, er anklagemyndighedens
konfiskationspåstand taget til følge.
3.4.1.2. Fakultativ konfiskation efter
færdselsloven
Bestemmelsen i færdselslovens § 133 a,
stk. 1, om fakultativ konfiskation blev i sin oprindelige form
indsat i færdselsloven ved lov nr. 278 af 8. maj 1991 om
ændring af færdselsloven (Generhvervelse af
førerretten og konfiskation af
motorkøretøjer). De tilfælde, som bestemmelsen
tog sigte på, var principielt allerede omfattet af
straffelovens almindelige regler om konfiskation, men konfiskation
af et motorkøretøj, der havde været anvendt ved
overtrædelse af færdselsloven - herunder
spirituskørsel - skete i praksis kun helt
undtagelsesvis. Formålet med at indsætte en
særlig konfiskationsbestemmelse i færdselsloven var
således at skabe mulighed for en ændring af retspraksis
på dette område, således at domstolene ville
anvende konfiskation af motorkøretøjer i videre
omfang end hidtil.
Ifølge bemærkningerne til det
pågældende lovforslag var det navnlig hensigten, at
konfiskation skulle ske ved grove eller gentagne tilfælde af
spirituskørsel, herunder også enkeltstående
tilfælde, hvor forholdet var udtryk for en særlig
hensynsløs tilsidesættelse af
færdselssikkerheden, ved gentagne kørsler i
frakendelsestiden og gentagne kørsler uden at have erhvervet
førerret. Der henvises til Folketingstidende 1990-91, 2.
samling, tillæg A, spalte 1196.
Ifølge bestemmelsens dagældende ordlyd kunne kun
motorkøretøjer gøres til genstand for
konfiskation. Konfiskationsadgangen rettede sig således kun
mod biler og motorcykler, men eksempelvis ikke mod traktorer og
knallerter.
Ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om ændring af
færdselsloven (Sanktionsfastsættelse i sager om
spirituskørsel m.v.) fik bestemmelsen i
færdselslovens § 133 a, stk. 1, sin
nuværende affattelse. Med lovændringen blev
anvendelsesområdet for konfiskation efter færdselsloven
udvidet således, at konfiskationsadgangen i § 133
a, stk. 1, nu omfatter alle motordrevne
køretøjer, hvortil der kræves kørekort.
Samtidig blev den dagældende betingelse om, at der skulle
være tale om særligt grove
eller gentagne færdselslovsovertrædelser, lempet
således, at der efter lovændringen kan ske
konfiskation, hvis blot overtrædelserne har været grove
eller gentagne, ligesom den hidtidige bestemmelse om, at
konfiskation ikke måtte være urimelig, udgik som
overflødig.
I bemærkningerne til det pågældende
lovforslag blev det tilkendegivet, at der med lovændringen
tilsigtedes en udvidet brug af konfiskation i forbindelse med grove
færdselslovsovertrædelser, hvad enten der var tale om
spirituskørsel, kørsel i frakendelsestiden,
særlig hensynsløs kørsel eller andre grove
overtrædelser. Ved lovændringen indsattes endelig som
§ 133 a, stk. 1, 2. pkt., bestemmelsen om, at
konfiskationsadgangen efter § 133 a, stk. 1,
også omfatter motordrevne køretøjer, hvortil
der kræves kørekort, der ejes af den person, der har
foretaget overtrædelsen, selv om køretøjet ikke
er anvendt ved overtrædelsen. Der henvises til
Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side
174.
For så vidt angår gentagelsesbegrebet i
færdselslovens § 133 a, stk. 1, har Vestre
Landsret ved dom af 28. januar 2005 (Ugeskrift for Retsvæsen,
2005, side 1412) fastslået, at udtrykket »gentagne
overtrædelser« i færdselslovens § 133
a, stk. 1, må fortolkes i overensstemmelse med
strafferettens sædvanlige gentagelsesbegreb, hvorefter det er
en forudsætning for gentagelsesvirkning, at gerningsmanden er
fundet skyldig, før han begik det forhold, der nu er til
pådømmelse.
Under den pågældende sag var tiltalte bl.a. fundet
skyldig i 16 tilfælde af kørsel uden at have erhvervet
kørekort. Tiltalte var ikke tidligere straffet herfor.
Landsretten afviste at tage anklagemyndighedens påstand om
konfiskation af tiltaltes personbil til følge og udtalte i
den forbindelse følgende:
»Færdselslovens § 133 a kræver,
for at konfiskation kan ske, at der er tale om særlig grove
eller gentagne overtrædelser. Det er ikke i sagen gjort
gældende, at overtrædelserne er særlig grove, og
begrebet »gentagne overtrædelser« må - da
der i bestemmelsens forarbejder ikke er belæg for andet -
fortolkes i overensstemmelse med strafferettens sædvanlige
gentagelsesbegreb.
Da tiltalte efter det oplyste ikke tidligere er straffet for
kørsel uden førerret, kan påstanden om
konfiskation herefter ikke tages til følge.«
3.4.1.3. Obligatorisk konfiskation efter
færdselsloven
Bestemmelsen om obligatorisk konfiskation i
færdselslovens § 133 a, stk. 2, blev indsat i
sin oprindelige form ved lov nr. 363 af 24. maj 2005 om
ændring af færdselsloven (Sanktionsfastsættelse i
sager om spirituskørsel m.v.). Ved lovændringen
blev konfiskation som udgangspunkt gjort obligatorisk i
tilfælde, hvor ejeren af køretøjet har gjort
sig skyldig i spirituskørsel med en promille over 1,20,
der medfører ubetinget frakendelse af førerretten, og
den pågældende to gange tidligere inden for de seneste
3 år, før det nye forhold er begået, har gjort
sig skyldig i spirituskørsel med en promille over 1,20,
der har medført ubetinget frakendelse af førerretten.
Der henvises til Folketingstidende 2004-05, 2. samling,
tillæg A, side 174.
Det pågældende lovforslag byggede på
betænkning nr. 1448/2004 afgivet af Justitsministeriets
udvalg om sanktionsfastsættelse i sager om spiritus- og
promillekørsel mv.
Om udvalgets overvejelser vedrørende ordningen om
obligatorisk konfiskation fremgår det af bemærkningerne
til lovforslaget, at det afgørende for beregningen af
treårsperioden skulle være gerningstidspunkterne og
ikke, om der forelå mellemliggende afgørelser eller
tidspunkterne for sådanne afgørelser.
Af udvalgets betænkning, side 174, fremgår det
nærmere, at obligatorisk konfiskation var tænkt
anvendt, hvis de tre spirituskørsler blev begået
inden for en periode på 3 år, så ordningen kom
til at svare til princippet i den klippekortordning for
kørekortindehavere, der er omhandlet i lov nr. 267 af 21.
april 2004 om ændring af færdselsloven
(Klippekortsystem, skærpede sanktioner ved
hastighedsovertrædelser m.v.).
Ved dom af 13. februar 2009 (Tidsskrift for Kriminalret, 2009,
side 344) har Vestre Landsret imidlertid udtalt, at tre
overtrædelser til samtidig pådømmelse ikke i sig
selv kan danne grundlag for obligatorisk konfiskation efter
færdselslovens § 133 a, stk. 2.
Under sagen blev tiltalte fundet skyldig i tre tilfælde
af spirituskørsel i 2008 med promiller på
henholdsvis 2,84, 2,24 og 2,95. Tiltalte var i 2004 blevet straffet
for spirituskørsel og frakendt førerretten i
2½ år. Straffen for de nye forhold blev udmålt
til 3 måneders fængsel samt en bøde på
3.000 kr. for overtrædelse af færdselslovens
§ 56, stk. 1. Tiltalte blev endvidere frakendt
førerretten i 10 år i medfør af
§ 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128.
Landsretten afviste imidlertid at tage anklagemyndighedens
påstand om konfiskation efter færdselslovens
§ 133 a, stk. 2, til følge og udtalte i den
forbindelse følgende:
»Ordlyden i færdselslovens § 133 a,
stk. 2, nr. 2, jf. nr. 1, svarer til ordlyden i straffelovens
§ 84, stk. 1, og der er - også henset til at
der er tale om en indgribende strafferetlig retsfølge - ikke
heroverfor i lovens motiver et tilstrækkeligt sikkert
grundlag for at tillægge færdselslovens § 133
a, stk. 2, nr. 2, jf. nr. 1, en betydning, som afviger fra
strafferettens sædvanlige gentagelsesbegreb.«
Ved lov nr. 524 af 6. juni 2007 (Alkoholkoncentration i
udåndingsluft, nulgrænse for euforiserende stoffer
m.v.) blev formuleringen af færdselslovens § 133 a,
stk. 2, ændret. Lovændringen indebar for det
første, at området for obligatorisk konfiskation blev
udvidet til også at omfatte overtrædelser under
skærpende omstændigheder af færdselslovens
§ 54, stk. 2, der medfører ubetinget
frakendelse af førerretten, jf. nærmere herom punkt
3.3.1.2 ovenfor. For det andet indebar lovændringen, at
spirituskørsel konstateret ved måling af
alkoholkoncentrationen i udåndingsluften også vil kunne
danne grundlag for obligatorisk konfiskation, forudsat at
betingelserne i færdselslovens § 133 a,
stk. 2, i øvrigt er opfyldt.
3.4.2. Justitsministeriets overvejelser
3.4.2.1. Fakultativ konfiskation
Som det fremgår af punkt 3.4.1.2 ovenfor, har Vestre
Landsret i en afgørelse fra 2005 udtalt, at
gentagelsesbegrebet i færdselslovens § 133 a,
stk. 1, må forstås i overensstemmelse med
straffelovens sædvanlige gentagelsesbegreb, hvilket
indebærer, at flere overtrædelser til samtidig
pådømmelse ikke kan betragtes som
»gentagne« overtrædelser.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør der være
adgang til at foretage konfiskation af et køretøj i
tilfælde, hvor en fører har begået flere
overtrædelser af færdselsloven, uanset om der
foreligger mellemliggende afgørelser, når antallet af
overtrædelser tilsiger, at konfiskation bør ske for at
forebygge yderligere overtrædelser af færdselsloven.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det således ud fra et
præventivt synspunkt uhensigtsmæssigt, at personer, som
adskillige gange har tilsidesat færdselslovens regler, kan
beholde deres køretøj, og derved bevare muligheden
for at fortsætte denne adfærd, blot fordi der ikke er
truffet en mellemliggende afgørelse.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at
der foretages en justering af ordlyden i færdselslovens
§ 133 a, stk. 1, hvorved det præciseres, at
bestemmelsens gentagelsesbegreb afviger fra strafferettens
sædvanlige gentagelsesbegreb. Med den ændrede
formulering er det således hensigten, at fakultativ
konfiskation - hvis en sådan i øvrigt må anses
for påkrævet for at forebygge yderligere
overtrædelser - skal kunne ske på baggrund af
overtrædelsernes antal, når flere overtrædelser
er til samtidig pådømmelse, uanset at føreren
ikke tidligere er straffet.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 24, og
bemærkningerne hertil.
3.4.2.2. Obligatorisk konfiskation
Justitsministeriet finder, at der bør skrides
særlig effektivt og konsekvent ind over for trafikanter, som
over en periode i flere tilfælde gør sig skyldige i
så grove overtrædelser af færdselsloven, at
førerretten skal frakendes ubetinget.
Det foreslås derfor at udvide ordningen
vedrørende obligatorisk konfiskation således, at
konfiskation fremover skal være en obligatorisk følge
i alle tilfælde, hvor en fører inden for 3 år
har begået tre overtrædelser, som hver især
begrunder en ubetinget frakendelse af førerretten efter
reglerne i færdselslovens § 126, stk. 1, nr.
1-6, eller de foreslåede nye bestemmelser i
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 11 og 12
(lovforslagets § 1, nr. 20), om ubetinget
førerretsfrakendelse ved særligt grove
hastighedsovertrædelser, jf. nedenfor under punkt 3.5.
Forslaget indebærer således, at de
overtrædelser, som er af en sådan grovhed, at de i sig
selv (betragtet som førstegangstilfælde)
medfører ubetinget frakendelse af førerretten,
også i relation til ordningen om obligatorisk konfiskation
sidestilles. Det vil i denne forbindelse være underordnet, om
der er tale om tre tilfælde af samme type
frakendelsesbegrundende overtrædelse, eller om forseelserne
er af forskellig karakter. Eksempelvis vil førerens
køretøj efter den foreslåede ordning som
hovedregel skulle konfiskeres, hvis føreren inden for 3
år én gang har ført køretøjet med
over 100 km i timen i tættere bebygget område med en
hastighedsgrænse på 50 km i timen, én gang har
gjort sig skyldig i spirituskørsel med en
alkoholpromille over 1,20 og derudover én gang
forsætligt har voldt skade på eller nærliggende
fare for andres person eller ting eller i øvrigt ført
køretøjet på særlig hensynsløs
måde.
Justitsministeriet har fundet det rigtigst ikke at lade den
foreslåede ordning om obligatorisk konfiskation omfatte de
forhold, der alene som følge af førerens forstraffe
eller antallet af forhold til samtidig pådømmelse
kvalificerer til en ubetinget frakendelse af førerretten,
jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr.
7-10.
Med forslaget forudsættes det, at tre forhold omfattet
af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1-6,
eller de foreslåede nye bestemmelser i færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 11 og 12, som indsat ved
lovforslagets § 1, nr. 20, begået inden for 3
år skal medføre obligatorisk konfiskation, uanset om
forholdene er til samtidig pådømmelse, eller om der
foreligger mellemliggende afgørelser. Den foreslåede
konfiskationsbestemmelses gentagelsesbegreb skal således ikke
forstås på samme måde som det sædvanlige
gentagelsesbegreb i straffelovens § 84,
stk. 1.
For så vidt angår spirituskørsel og
overtrædelse af færdselslovens § 54,
stk. 2, foreslås det ved siden af den netop beskrevne
ordning at indføre en særlig skærpet ordning om
obligatorisk konfiskation af køretøjer
tilhørende førere, der to gange har gjort sig
skyldige i spirituskørsel omfattet af
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, eller
kørsel under påvirkning af bevidsthedspåvirkende
stoffer, sygdom mv. omfattet af § 126, stk. 1, nr.
2. I disse tilfælde foreslås det, at der skal ske
konfiskation på obligatorisk grundlag, hvis føreren
frakendes førerretten ubetinget i medfør af
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1 eller 2,
og den pågældende på gerningstidspunktet allerede
var frakendt førerretten ubetinget efter § 126,
stk. 1, nr. 1 eller 2, for et forhold begået inden for
de seneste 3 år regnet fra det nye gerningstidspunkt. Det er
i den forbindelse underordnet, om der er tale om to tilfælde
af spirituskørsel, to overtrædelser under
skærpende omstændigheder af føreevnekriteriet
eller en af hver af de pågældende overtrædelser,
idet overtrædelserne har indbyrdes gentagelsesvirkning.
Da det efter forslaget vil være en forudsætning
for obligatorisk konfiskation efter den pågældende
bestemmelse, at det første forhold har givet anledning til
en afgørelse om ubetinget frakendelse, inden det andet
forhold begås, vil to forhold til samtidig
pådømmelse ikke i sig selv kunne give anledning til
obligatorisk konfiskation efter den skærpede regel.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 25-27, og
bemærkningerne hertil.
Som nævnt under punkt 3.4.1.1 følger det af
færdselslovens § 133 a, stk. 4, at
obligatorisk konfiskation efter det gældende stk. 2 kan
undlades, når særlige grunde undtagelsesvis taler
herfor. Det foreslås, at denne undtagelsesregel fremover skal
finde anvendelse både ved den »generelle« ordning
om obligatorisk konfiskation (forslaget til nyt stk. 2 i
§ 133 a) og den skærpede ordning om obligatorisk
konfiskation ved spirituskørsel mv. (forslaget til nyt
stk. 3 i § 133 a).
Med forslaget forudsættes det, at der efter domstolenes
konkrete vurdering fortsat vil kunne ske konfiskation efter
færdselslovens § 133 a, stk. 1, selv om
betingelserne for obligatorisk konfiskation ikke er opfyldt.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 29, og
bemærkningerne hertil.
Det netop omtalte forslag om obligatorisk konfiskation i
andengangstilfælde inden for 3 år omfatter
spirituskørsel og overtrædelser under
skærpende omstændigheder af
føreevnekriteriet.
Reglerne for frakendelsestidens længde og for bl.a.
gentagelsesvirkning er ikke på alle punkter de samme,
når det gælder andre grove færdselsforseelser.
Det er baggrunden for, at den foreslåede bestemmelse alene
omfatter spirituskørsel og overtrædelser under
skærpende omstændigheder af føreevnekriteriet.
Justitsministeriet vil imidlertid med henblik på et eventuelt
senere initiativ overveje, om der kan være anledning til
yderligere ændringer af reglerne om obligatorisk
konfiskation.
3.5. Ubetinget frakendelse af førerretten som
følge af særlig grove
hastighedsovertrædelser
3.5.1. Gældende ret
Det følger af færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 3, at føreren af et motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort,
betinget skal frakendes retten til at føre et sådant
køretøj, hvis føreren har overskredet de
tilladte hastighedsgrænser efter §§ 42 og 43 a
eller en anden hastighedsgrænse fastsat ved
færdselstavler eller anden afmærkning med mere end 60
pct. eller har kørt med en hastighed på 160 km i timen
eller derover.
Der er tale om to selvstændige led, som hver især
kan danne grundlag for en betinget frakendelse. Kørsel med
160 km i timen eller derover medfører således betinget
frakendelse af førerretten, uanset om
hastighedsoverskridelsen har været over 60 pct. eller
ej.
Førerretten skal endvidere i medfør af
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 4, frakendes
betinget, hvis føreren under kørsel i et af de i
§ 43 nævnte køretøjer (busser,
lastbiler, vogntog og sammenkoblede køretøjer i
øvrigt), under kørsel med blokvogn eller mobilkran
eller ved slæbning af køretøjer har overskredet
de for sådanne køretøjer tilladte hastigheder,
jf. §§ 42 og 43, eller en anden
hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden
afmærkning med mere end 60 pct. for hastighedsgrænser
på højst 30 km i timen eller med mere end 40 pct. for
hastighedsgrænser på over 30 km i timen.
Det følger endvidere af færdselslovens
§ 125, stk. 2, at føreren skal frakendes
førerretten betinget, hvis føreren inden for en
periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke
i sig selv medfører frakendelse af førerretten efter
stk. 1, men som er omfattet af den såkaldte
klippekortordning. Klippekortordningen gælder efter
§ 125, stk. 2, nr. 5, bl.a. ved overtrædelse
af §§ 42-43 a eller anden hastighedsgrænse
fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning, hvis
hastighedsoverskridelsen er på mere end 30 pct.
Hvis en fører har gjort sig skyldig i to (eller flere)
overtrædelser, herunder hastighedsoverskridelser, der hver
for sig medfører betinget frakendelse af førerretten,
skal førerretten som udgangspunkt frakendes ubetinget, jf.
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7.
Tilsvarende gælder, hvis føreren er skyldig i en
hastighedsovertrædelse, som isoleret set vil medføre
en betinget frakendelse, og forholdet er begået i
prøvetiden for en betinget frakendelse, inden 3 år
efter et pålagt kørselsforbud eller inden 5 år
efter udløbet af en tidligere ubetinget frakendelse, jf.
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 8, 9 og
10.
Uden for disse særlige tilfælde kan høj
hastighed efter gældende ret ikke i sig selv danne grundlag
for ubetinget frakendelse af førerretten.
Derimod kan ubetinget frakendelse af førerretten efter
færdselslovens § 126, stk.1, nr. 5, ske, hvis
føreren forsætligt har voldt skade på andres
person eller ting, forsætligt har fremkaldt nærliggende
fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet
køretøj på særlig hensynsløs
måde. Kørsel med en meget høj hastighed vil
efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder kunne
anses for særlig hensynsløs kørsel, og f.eks.
vil den, der kører med betydelig hastighed og gentagne gange
negligerer vejkryds og fodgængere i fodgængerovergange
som regel have kørt på særlig hensynsløs
måde. Der henvises i den forbindelse til forarbejderne til
bestemmelsen i § 126, stk. 1, nr. 5, som er
beskrevet nærmere ovenfor under punkt 3.2.1.1.
Der er derimod hverken i lovens forarbejder eller retspraksis
holdepunkter for at antage, at overskridelse af
hastighedsgrænserne af en vis størrelse i sig selv
udgør særlig hensynsløs kørsel, selv om
overskridelsen vil kunne indgå som et væsentligt moment
i vurderingen.
3.5.2. Rigsadvokatens udtalelse
Justitsministeriet har anmodet Rigsadvokaten om at overveje,
hvorvidt der efter Rigsadvokatens opfattelse er behov for en
stramning af reglerne om førerretsfrakendelse ved meget
høje hastigheder, herunder om der bør kunne ske
ubetinget førerretsfrakendelse i sådanne eller
lignende situationer. Rigsadvokatens udtalelse er optaget som bilag
2 til lovforslaget.
Rigsadvokaten har bl.a. anført, at det er
Rigsadvokatens indtryk, at der er meget få sager med
kørsel med meget høje hastigheder som f.eks. i
niveauet 200 km i timen eller derover. Dette skyldes formentlig
både, at kørsel af denne art er forholdsvis
sjælden, og at strafforfølgning af sådan
kørsel yderligere forudsætter, at der foreligger
tilstrækkeligt bevis for hastigheden, typisk i form af en
hastighedsmåling foretaget af politiet. Der synes
således ikke at være et udpræget praktisk behov
for en særlig regel om ubetinget frakendelse ved
kørsel med hastigheder i det nævnte niveau.
Det er dog på den anden side Rigsadvokatens opfattelse,
at den generelle farlighed ved overtrædelser af
færdselslovens hastighedsgrænser med meget høje
hastigheder kan tale for, at der ved overtrædelse af en
bestemt fast hastighedsgrænse skal ske ubetinget frakendelse
af førerretten. Rigsadvokaten henviser i den forbindelse
til, at en meget høj hastighed bl.a. medfører en
væsentlig forringelse af førerens mulighed for at
undgå ulykker, f.eks. i forhold til medtrafikanter, der
pludselig viser sig på vejen forude, og som eventuelt
foretager opbremsning eller vognbaneskift, ligesom føreren
kan have meget svært ved at reagere adækvat i en
pludselig opstået situation, f.eks. et punkteret dæk,
dyr på vejen eller lignende. Rigsadvokaten henviser endvidere
til, at omfanget af en eventuel skade, hvis føreren
forvolder uheld, vil forværres, jo større hastighed
køretøjet føres med. Endelig henviser
Rigsadvokaten til, at en fast grænse, der medfører
ubetinget frakendelse, vil være udtryk for en klar
tilkendegivelse om, at kørsel med meget høje
hastigheder er helt uacceptable.
En stramning af reglerne om førerretsfrakendelse ved
kørsel med meget høje hastigheder vil efter
Rigsadvokatens opfattelse kunne gennemføres ved, at der -
på samme måde som ved betinget frakendelse af
førerretten efter færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 3, - indføres en fast øvre
grænse, hvorefter der skal ske ubetinget frakendelse.
En fast overgrænse vil efter Rigsadvokatens opfattelse
passende kunne fastsættes til 200 km i timen, når
henses til grænsen på 160 km i timen for betinget
frakendelse af førerretten. Grænsen bør efter
Rigsadvokatens opfattelse gælde både for kørsel
på motorvej og for kørsel på andre veje.
Rigsadvokaten peger på, at kørsel med hastigheder i
niveauet 200 km i timen og derover normalt er en helt bevidst
forsætlig handling, som ikke begås blot ved mangel
på opmærksomhed.
Rigsadvokaten har herudover anført, at kørsel i
øvrigt med hastigheder, der væsentligt overstiger
hastighedsbegrænsningen, også ved hastigheder under 200
km i timen udgør en stor fare for andre trafikanter, ligesom
vejene ofte ikke er indrettet og beregnet til kørsel med
meget høje hastigheder. Rigsadvokaten har derfor peget
på, at det som supplement til grænsen på 200 km i
timen kan overvejes at indføre en generel grænse for
en procentvis overskridelse, som i sig selv skal medføre
ubetinget frakendelse af førerretten.
En sådan grænse kan efter Rigsadvokatens
opfattelse i givet fald f.eks. fastsættes således, at
der skal ske ubetinget frakendelse, hvis de tilladte hastigheder
overskrides med mere end 100 pct. Dette vil f.eks. indebære,
at der skal ske ubetinget frakendelse af førerretten, hvis
der køres med hastigheder på over 100 km i timen i
bymæssig bebyggelse, hvor den generelle
hastighedsgrænse er 50 km i timen.
Ved særlig lavt fastsatte hastighedsgrænser
på 30 og 40 km i timen kan ubetinget frakendelse efter en
sådan bestemmelse dog efter Rigsadvokatens opfattelse
være en uforholdsmæssig reaktion, når der henses
til, at hastigheder i dette niveau kan forekomme som følge
af manglende opmærksomhed hos bilisten på skiltning mv.
Hertil kommer, at hastighedsgrænser i det nævnte niveau
kan være fastsat på vejstrækninger, hvor der kun
på nogle tidspunkter af døgnet er en klar
færdselsmæssig begrundelse herfor, f.eks. i byer med
meget trafik i dagtimerne, ved skoler, ved vejarbejde og
lignende
En eventuel ændring bør derfor efter
Rigsadvokatens opfattelse i givet fald udformes således, at
ubetinget frakendelse alene skal ske, når
hastighedsgrænsen er overskredet med mere end 100 pct., og
hastigheden tillige har været højere end 100 km i
timen.
3.5.3. Justitsministeriets overvejelser
3.5.3.1. Ubetinget frakendelse
Justitsministeriet er enig med Rigsadvokaten i, at den
generelle farlighed ved overtrædelser af færdselslovens
hastighedsgrænser med meget høje hastigheder kan tale
for, at der ved overtrædelse af en bestemt fast
hastighedsgrænse skal ske ubetinget frakendelse af
førerretten.
Justitsministeriet er endvidere enig i, at en sådan
grænse passende kan fastsættes til 200 km i timen
gældende for både kørsel på motorveje og
for kørsel på andre veje.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at kørsel med
200 km i timen eller derover i sig selv indebærer en
betydelig risiko for færdselssikkerheden, idet
førerens reaktionsmuligheder og manøvredygtighed ved
hastigheder i denne størrelsesorden er væsentligt
forringet. Endvidere må kørsel med hastigheder
på 200 km i timen eller derover efter ministeriets opfattelse
betragtes som en helt bevidst tilsidesættelse af
færdselslovens hastighedsgrænser og ikke blot som
mangel på opmærksomhed. En sådan bevidst
handling, der er egnet til at forvolde fare for andre trafikanter,
bør efter Justitsministeriets opfattelse føre til
ubetinget frakendelse af førerretten, uanset at
kørslen ikke i situationen har fremkaldt konkret fare for
andre. Det gælder, uanset at sådanne sager efter
Rigsadvokatens indtryk sjældent forekommer i praksis. Med
indførelse af en fast øvre grænse, hvis
overskridelse skal medføre ubetinget frakendelse, sendes der
et klart signal om, at hastigheder i den nævnte
størrelsesorden er helt uacceptable.
Også i lyset af overgrænsen i færdselslovens
§ 125, stk.1, nr. 3, hvorefter kørsel med
hastigheder på 160 km i timen eller derover medfører
betinget frakendelse af førerretten, finder
Justitsministeriet det rimeligt, at førerretsfrakendelsen
ved en øvre hastighedsgrænse på 200 km i timen
eller derover meddeles ubetinget.
Justitsministeriet finder desuden, at en sådan regel
skal suppleres af en generel regel om, at visse betydelige
overskridelser af hastighedsgrænserne skal føre til
ubetinget frakendelse af førerretten. Justitsministeriet er
således enig med Rigsadvokaten i, at kørsel med
hastigheder, der væsentligt overstiger
hastighedsbegrænsningen, i sig selv udgør en stor fare
for andre trafikanter, også selv om hastigheden ikke er
på 200 km i timen eller derover. Dertil kommer, at vejene
ofte ikke er indrettet og beregnet til kørsel med meget
høje hastigheder.
Justitsministeriet kan derfor tilslutte sig Rigsadvokatens
forslag om, at overskridelse af hastighedsgrænserne med mere
end 100 pct. som udgangspunkt bør føre til ubetinget
frakendelse af førerretten. Justitsministeriet har i den
forbindelse bl.a. skelet til reglen i færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 3, om, at
hastighedsovertrædelser med mere end 60 pct. efter
gældende ret fører til betinget frakendelse af
førerretten.
Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at hovedreglen
om ubetinget frakendelse ved overskridelse af
hastighedsgrænserne med mere end 100 pct. kun bør
gælde, hvor hastigheden har været højere end 100
km i timen. Som anført af Rigsadvokaten kan selv procentuelt
store overskridelser forekomme som følge af manglende
opmærksomhed på skiltning mv., når der er tale om
overskridelse af særligt lave hastighedsgrænser
på f.eks. 30 og 40 km i timen. Justitsministeriet er enig med
Rigsadvokaten i, at ubetinget frakendelse af førerretten
alene som følge af en hastighedsoverskridelse på mere
end 100 pct. i sådanne tilfælde vil kunne være en
uforholdsmæssig sanktion, f.eks. hvor en fører om
natten på en skolevej med en hastighedsgrænse på
30 km i timen kører 61 km i timen.
Ved siden af den foreslåede bestemmelse om ubetinget
frakendelse af førerretten ved kørsel med hastigheder
på 200 km i timen eller derover foreslås det på
den baggrund at indføre hjemmel til ubetinget
førerretsfrakendelse i tilfælde, hvor føreren
ved kørsel med mere end 100 km i timen har overskredet de
fastsatte hastighedsgrænser med mere end 100 pct.
Grænserne for ubetinget førerretsfrakendelse som
følge af meget høje hastigheder vil efter den
foreslåede ordning - uanset vejtypen - se ud som
følger:
| |
Fastsat hastighedsgrænse | Grænse for ubetinget
førerretsfrakendelse |
| |
130 km i timen: | Mere end 200 km i timen |
110 km i timen: | Mere end 200 km i timen |
90 km i timen: | Mere end 180 km i timen |
80 km i timen: | Mere end 160 km i timen |
70 km i timen: | Mere end 140 km i timen |
60 km i timen: | Mere end 120 km i timen |
50 km i timen: | Mere end 100 km i timen |
40 km timen: | Mere end 100 km i timen |
30 km i timen: | Mere end 100 km i timen |
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 18-20, og
bemærkningerne hertil.
3.5.3.2. Kørselsforbud
I medfør af færdselslovens § 126,
stk. 2, kan der under særlig formildende
omstændigheder ske betinget frakendelse af førerretten
i tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle
ske ubetinget. Dette vil også gælde for de
foreslåede bestemmelser i § 126, stk. 1, nr.
11 og 12, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, om ubetinget
frakendelse af førerretten som følge af særlig
grove hastighedsovertrædelser. Det følger dog af
færdselslovens § 127, at betinget frakendelse af
førerretten i visse tilfælde erstattes af et
kørselsforbud.
Af § 127 fremgår, at hvis en forseelse
omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-4, 8, 9 eller 10,
§ 125, stk. 3, eller § 126, stk. 2,
jf. § 126, stk. 1, nr. 1 eller 2, bliver
begået inden for de første 3 år efter
førstegangserhvervelse af førerret, træder et
kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse. Ved et
kørselsforbud inddrages førerens ret til at
føre motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, indtil særlig
køreundervisning eller A/T-kursus er gennemført og
kontrollerende køreprøve bestået.
Betinget førerretsfrakendelse efter
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 5-7, og
§ 126, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3-10, kan efter
gældende ret ikke erstattes af et kørselsforbud.
Et kørselsforbud er en skærpelse i forhold til
den betingede frakendelse, idet kørselsforbuddet
indebærer, at den pågældende bliver stillet, som
om han eller hun ikke har bestået den oprindelige
køreprøve og dermed ikke har erhvervet
førerret. Når førerretten er inddraget ved et
kørselsforbud, skal kørekortet derfor afleveres til
politiet. Endvidere kan førerretten efter
færdselslovens § 60 a, stk. 1, som
udgangspunkt kun gengives, hvis føreren forinden har
gennemført fornyet, særlig køreundervisning og
har bestået en kontrollerende køreprøve. Er
kørselsforbuddet pålagt som følge af
spirituskørsel, skal føreren dog i stedet
gennemføre et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) og
bestå en kontrollerende køreprøve, før
førerretten kan gengives, jf. § 60 a,
stk. 2.
Bestemmelsen om kørselsforbud blev oprindelig indsat i
færdselsloven ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 om
ændring af færdselsloven (Skærpelse af straffen
for grove færdselslovsovertrædelser og
indførelse af kørselsforbud). I bemærkningerne
til lovændringen blev det bl.a. anført, at
kørselsforbuddet skulle omfatte de førere, typisk
unge mennesker, der kort tid efter, at de har erhvervet
kørekort, udviser en adfærd, der viser, at de ikke er
fortrolige med egne kørefærdigheder, gældende
færdselsregler og den risiko, som de udsætter sig selv
og andre for. Det fremgår endvidere af bemærkningerne,
at de relevante forseelser er hastighedsovertrædelser eller
andre væsentlige tilsidesættelser af hensynet til
færdselssikkerheden, herunder spirituskørsel. Der
henvises til Folketingstidende 2000-01, tillæg A, side 7024
ff.
Ved indførelsen af kørselsforbuddet blev der
ikke taget udtrykkeligt stilling til de tilfælde, hvor der
efter den dagældende § 126, stk. 2, i
færdselsloven som udgangspunkt skulle ske ubetinget
frakendelse, men hvor frakendelsen efter undtagelsesbestemmelsen i
det dagældende stk. 3 (nu § 126, stk. 2)
blev gjort betinget.
Henset til formålet med kørselsforbuddet,
herunder målgruppen og de relevante forseelser, jf. ovenfor,
finder Justitsministeriet, at ordningen om kørselsforbud
bør omfatte de tilfælde, der fremover måtte
blive henført under færdselslovens § 126,
stk. 2, jf. de foreslåede bestemmelser i
§ 126, stk. 1, nr. 11 og 12, vedrørende
særlig grove hastighedsovertrædelser. Det betyder, at
en særlig grov hastighedsovertrædelse, der efter
§ 126, stk. 2, undtagelsesvis ikke medfører
en ubetinget frakendelse efter de foreslåede bestemmelser, i
stedet vil medføre et kørselsforbud (og ikke en
betinget frakendelse), hvis hastighedsovertrædelsen er
begået inden for de første 3 år efter
førstegangserhvervelse af kørekort. Dette forslag
skal ses i sammenhæng med, at de
hastighedsovertrædelser, som (kun) medfører betinget
frakendelse efter reglerne i færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 3, jf. stk. 2, nr. 5,
alle er omfattet af ordningen om kørselsforbud, jf.
§ 127.
Det er endvidere Justitsministeriets opfattelse, at det samme
bør gælde de tilfælde, som måtte blive
henført under færdselslovens § 126,
stk. 2, jf. bestemmelserne i § 126, stk. 1, nr.
5, om forsætlig forvoldelse af skade eller fare herfor og
særlig hensynsløs kørsel i øvrigt, og
§ 126, stk. 1, nr. 6, jf. straffelovens
§ 253, stk. 1, jf. stk. 2, om flugtbilisme.
Dette forslag skal ses i sammenhæng med, at de former for
skades- eller fareforvoldelse samt flugtbilisme mv., som (kun)
medfører betinget frakendelse efter reglerne i
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1 og 2, alle
er omfattet af ordningen vedrørende kørselsforbud,
jf. § 127.
Justitsministeriet finder derimod ikke grundlag for at
fremsætte forslag om anvendelse af kørselsforbud i
sager omfattet af færdselslovens § 126,
stk. 2, jf. stk. 1, nr. 3 og 4, som vedrører tunge
køretøjer og i praksis typisk vil finde anvendelse i
sager mod erhvervschauffører.
Efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr.
3, skal førerretten som udgangspunkt frakendes ubetinget,
hvis føreren ulovligt har ført et
køretøj uden hastighedsbegrænser, eller
føreren har foretaget et uautoriseret, konstruktiv indgreb i
køretøjets hastighedsbegrænser eller dens
forbindelser, eller føreren vidste eller burde have vidst,
at der var foretaget et sådant indgreb, eller hvis
føreren har betjent køretøjet på en
sådan måde, at hastighedsbegrænseren gøres
uvirksom. Efter § 126, stk. 1, nr. 4, skal
førerretten endvidere som udgangspunkt frakendes ubetinget,
hvis føreren har ført køretøjet, selv
om denne vidste eller burde vide, at der var foretaget et
uautoriseret indgreb i køretøjets kontrolapparat
eller dets forbindelser.
Sådanne overtrædelser er efter Justitsministeriets
opfattelse ikke kendetegnet ved, at føreren kort tid efter
at have erhvervet kørekort viser sig ikke at være
fortrolig med egne kørefærdigheder, gældende
færdselsregler og den risiko, som de udsætter sig selv
og andre for. På denne baggrund finder Justitsministeriet
ikke grundlag for, at disse overtrædelser, såfremt de
undtagelsesvis henføres under § 126, stk. 2,
skal give anledning til kørselsforbud, selv om de
måtte være begået inden for de første 3
år efter førstegangserhvervelse af
førerret.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 21, og
bemærkningerne hertil.
4. Udenretlige vedtagelser af
førerretsfrakendelser
4.1. Gældende ret
4.1.1. Færdselsloven § 119 a
Efter den gældende bestemmelse i færdselslovens
§ 119 a, stk. 1, kan en række sager om
overtrædelse af færdselslovgivningen afgøres
ved, at anklagemyndigheden i stedet for at indlevere anklageskrift
til retten tilkendegiver over for den sigtede, at sagen kan
afgøres uden retslig forfølgning, hvis sagen ikke
skønnes at ville medføre højere straf end
bøde, og såfremt den pågældende erkender
sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til at
betale en i tilkendegivelsen angivet bøde samt vedtager et
kørselsforbud eller en betinget eller ubetinget frakendelse
af førerretten i et i tilkendegivelsen nærmere angivet
tidsrum.
Baggrunden for ordningen er et ønske om at aflaste
navnlig domstolene, men også i et vist omfang
anklagemyndigheden, ved at give mulighed for udenretligt at
afgøre sager, som i praksis afgøres efter faste
retningslinjer.
Bestemmelsen i § 119 a, stk. 1, som blev indsat
i færdselsloven ved lov nr. 299 af 6. juni 1984, omfattede
oprindelig alene sager om spirituskørsel, men omfatter
nu også sager om hastighedsovertrædelser,
overlæs, køre- og hviletid (herunder forkert betjening
af og indgreb i kontrolapparat), indgreb i
hastighedsbegrænser, kørsel under påvirkning af
euforiserende stoffer, sygdom mv. og sager om
førerretsfrakendelse som følge af
klippekortordningen, jf. § 125, stk. 1, nr. 3-9, og
stk. 2 og 3, samt § 126, stk. 1, nr. 1-4.
Ved udvidelserne af anvendelsesområdet for ordningen har
der typisk været lagt vægt på, at de
pågældende typer af sager har en bevismæssig
ukompliceret karakter og ikke nødvendiggør en
retlig/skønsmæssig vurdering af den kørsel, der
er tale om. Der har endvidere været lagt vægt på,
at sanktionen er forudsigelig, hvilket taler for, at sagen ikke kun
bør kunne afgøres ved domstolenes mellemkomst. Der
henvises til lov nr. 468 af 10. juni 1997, lov nr. 187 af 30. marts
1999, lov nr. 267 af 21. april 2004, lov nr. 363 af 24. maj 2005,
lov nr. 557 af 24. juni 2005 og lov nr. 524 af 6. juni 2007.
De sager, som er omfattet af § 119 a, stk. 1,
kan - tillige med sager om tilsidesættelse af
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf.
§ 125, stk. 1, nr. 1, jf. nedenfor - efter
§ 119 a, stk. 3, ligeledes afgøres ved, at
den tiltalte i retten vedtager at betale en nærmere bestemt
bøde og vedtager et kørselsforbud eller en
frakendelse af førerretten i et nærmere angivet
tidsrum. Det er i forbindelse med indenretlig vedtagelse ligeledes
en betingelse, at der ikke opstår spørgsmål om
anvendelse af højere straf end bøde, ligesom retten
ikke må finde grundlag for at betvivle den tiltaltes
skyld.
Andre sager end de, der er omfattet af § 119 a,
stk. 1 og 3, hvor der nedlægges påstand om
kørselsforbud eller frakendelse af førerretten, kan
efter gældende ret derimod kun afgøres ved dom.
Politiet skal i forbindelse med tilkendegivelser efter
§ 119 a, stk. 1, vejlede den sigtede om, at han
eller hun, inden vedkommende tager stilling til
spørgsmålet om vedtagelse, kan få bistand af en
offentlig forsvarer, jf. § 119 b.
Spørgsmålet om erstatning af omkostningerne ved
eventuel forsvarerbistand afgøres efter retsplejelovens
§ 1012. Det følger bl.a. af retsplejelovens
§ 1012, stk. 4, at der i sager, som afgøres
ved vedtagelse efter færdselslovens § 119 a,
tillige kan ske afgørelse af
omkostningsspørgsmål ved vedtagelse.
Både udenretlige og indenretlige vedtagelser har med
hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning samme virkning som
en dom, jf. § 119 a, stk. 4.
4.1.2. Færdselslovens § 125, stk. 1,
nr. 1
Sager efter færdselslovens § 125, stk. 1,
nr. 1, er ikke omfattet af § 119 a, stk. 1, og kan
dermed ikke i dag afgøres udenretligt.
Efter færdselslovens § 125, stk. 1, nr.
1, skal føreren af et motordrevet køretøj,
hvortil der kræves kørekort, betinget frakendes retten
til at føre et sådant køretøj, hvis
føreren under tilsidesættelse af væsentlige
hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på
person eller ting eller fremkaldt fare herfor.
Betinget frakendelse af førerretten er en obligatorisk
retsfølge. Hvis føreren under tilsidesættelse
af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt
skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor, skal
førerretten således frakendes betinget.
Med udtrykket »under tilsidesættelse af
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden« sigtes
der ifølge forarbejderne til bestemmelsen (Folketingstidende
1974-75, 2. samling, tillæg A, spalte 1995 ff) for det
første til tilfælde, hvor grundlæggende og
sikkerhedsmæssigt betydningsfulde færdselsregler er
tilsidesat, og for det andet til situationer, hvor kørslen -
selv om der ikke er tale om overtrædelse af fundamentale
færdselsregler - må karakteriseres som
hensynsløs, hasarderet eller chancepræget.
I overensstemmelse hermed anvendes bestemmelsen i praksis
navnlig i sager om manglende overholdelse af vigepligtsreglerne,
herunder fremkørsel for rødt lys, om uforsvarlige
overhalinger og om aggressiv kørsel.
Kravet om farefremkaldelse skal ifølge forarbejderne
til bestemmelsen ikke forstås som et krav om en konkret og
aktuel fare. Det vil efter omstændighederne være
tilstrækkeligt, at overtrædelse af den
pågældende færdselsregel er egnet til at skabe en
farlig situation, f.eks. ved overhaling under overskridelse af
dobbelte spærrelinjer.
Om føreren har tilsidesat sådanne
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, at der skal
ske betinget førerretsfrakendelse, beror på en konkret
vurdering. I denne vurdering skal det også indgå, om
der foreligger formildende omstændigheder, f.eks.
dårlige oversigtsforhold eller kørselsfejl hos
modparten, som kan begrunde, at føreren ikke kan anses for
at have tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Det bemærkes i den forbindelse, at
selv om der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at frakende
førerretten betinget, vil den pågældende typisk
fortsat være strafskyldig i henhold til færdselsloven,
f.eks. på grund af overtrædelse af vigepligtsreglerne,
og disse forseelser vil for de flestes vedkommende medføre
klip i kørekortet, jf. færdselslovens § 125,
stk. 2.
Er der omvendt tale om, at tilsidesættelsen af
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden er sket
på en særlig hensynsløs måde, f.eks. ved
forsætlig fremkørsel for rødt lys, skal
førerretten frakendes ubetinget i stedet for betinget, jf.
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5.
Hvis førerretten frakendes betinget, skal den
pågældende inden for en frist, der fastsættes af
politiet, aflægge en kontrollerende køreprøve.
Førerretten inddrages, hvis prøven ikke bestås,
jf. § 60, stk. 3.
Hvis en forseelse omfattet af færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 1, bliver begået inden for
de første 3 år efter førstegangserhvervelse af
kørekort, træder et kørselsforbud i stedet for
en betinget frakendelse, jf. § 127. Ved et
kørselsforbud inddrages førerens ret til at
føre motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, indtil særlig
køreundervisning er gennemført, og kontrollerende
køreprøve er bestået.
4.2. Justitsministeriets overvejelser
Sager om overtrædelse af færdselsloven, hvor der
bliver spørgsmål om bøde og frakendelse af
førerretten eller kørselsforbud, bør efter
Justitsministeriets opfattelse kun kunne afgøres ved
udenretlig vedtagelse af bødeforelæg, hvis der er et
tilstrækkeligt sikkert grundlag for at antage, at
overtrædelsen er af en sådan karakter, at den skal
medføre en frakendelse eller et kørselsforbud.
I tilfælde, hvor der er et sådant sikkert grundlag
for førerretsfrakendelse eller kørselsforbud,
bør der efter Justitsministeriets opfattelse imidlertid
også være adgang til at få sagen afgjort
udenretligt, så borgeren ikke er nødsaget til at
møde op i retten, selv om vedkommende erkender sig skyldig i
sigtelsen og er enig i den påståede sanktion.
Som det fremgår ovenfor under punkt 4.1.2, kan sager om
anvendelse af færdselslovens § 125, stk. 1,
nr. 1, ikke efter gældende ret afgøres ved udenretlig
vedtagelse af en bøde og betinget
førerretsfrakendelse eller kørselsforbud.
Om føreren har tilsidesat sådanne
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, at der er
grundlag for en betinget frakendelse af førerretten, beror
ganske vist på en skønsmæssig vurdering, men
efter Justitsministeriets opfattelse er der for visse
»typetilfælde« vedrørende
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1,
imidlertid en så fast retspraksis, at det må anses for
retssikkerhedsmæssigt ubetænkeligt i disse situationer
at tillade, at sagen kan afsluttes ved anvendelse af udenretlige
vedtagelser og ikke kun ved indenretlige vedtagelser eller ved dom.
Retspraksis vedrørende de omhandlede
»typetilfælde« er beskrevet nærmere i bilag
3 til lovforslaget.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at
det i de »typetilfælde« vedrørende
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, som
gennemgås nedenfor, fremover skal være muligt at
afgøre sagerne ved udenretlig vedtagelse af en bøde
og en betinget frakendelse (eller kørselsforbud).
Det bemærkes, at selv om der i de pågældende
»typetilfælde« som hovedregel vil være
grundlag for en betinget frakendelse af førerretten,
så vil anklagemyndigheden altid skulle foretage en konkret
vurdering af, om føreren ved den omhandlede kørsel
har tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden og herved voldt skade på person
eller ting eller fremkaldt fare herfor.
Anklagemyndigheden vil således bl.a. skulle vurdere, om
der foreligger formildende omstændigheder i sagen, f.eks.
kørselsfejl hos andre trafikanter, som kan betyde, at
forholdet falder uden for færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 1, så der ikke skal ske betinget
frakendelse, men eventuelt alene fastsættes en
bødestraf og eventuelt klip i kørekortet.
Anklagemyndigheden skal endvidere vurdere, om der foreligger
skærpende omstændigheder, f.eks. forsæt til at
forvolde fare for andre, som kan begrunde en ubetinget frakendelse
af førerretten efter § 126, stk. 1, nr. 5,
frem for en betinget frakendelse efter § 125,
stk. 1, nr. 1.
Et bødeforelæg med påstand om betinget
frakendelse skal alene kunne anvendes, hvor det skønnes, at
der er et sikkert grundlag for denne påstand.
Justitsministeriet forudsætter i den forbindelse, at
politiet og anklagemyndigheden ved behandlingen af sagen sikrer
sig, at alle relevante - herunder formildende -
omstændigheder er belyst, og om nødvendigt foretager
fornyet afhøring af den sigtede eller andre implicerede i
sagen.
Skønnes der herefter at være et sikkert grundlag
for en betinget frakendelse (eller kørselsforbud), kan
anklagemyndigheden søge sagen afgjort udenretligt ved
fremsendelse af et bødeforelæg med påstand om
betinget frakendelse (eller kørselsforbud). I forbindelse
med bødeforelægget skal den sigtede udtrykkeligt
gøres opmærksom på, at sagen kan indbringes for
retten, hvis han eller hun ønsker det, ligesom den sigtede
skal vejledes om, at han eller hun, inden vedkommende tager
stilling til spørgsmålet om vedtagelse, kan få
bistand af en offentlig forsvarer, jf. herved færdselslovens
§ 119 b, jf. pkt. 4.1.1 ovenfor.
Er der i den konkrete sag usikkerhed om, hvorvidt
omstændighederne bør føre til en betinget
frakendelse, men ønsker anklagemyndigheden at opretholde
påstanden herom, vil sagen ikke kunne afgøres ved en
udenretlig vedtagelse, men vil skulle indbringes for retten.
I gennemgangen neden for af de
»typetilfælde« vedrørende
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, som
foreslås omfattet af ordningen med udenretlig vedtagelse af
førerretsfrakendelser, er nævnt eksempler på
formildende omstændigheder, som i givet fald vil skulle
indgå i anklagemyndighedens vurdering af, om der er et
tilstrækkeligt sikkert grundlag for en påstand om
betinget frakendelse. Endvidere er der i bilag 3 til lovforslaget
eksempler fra retspraksis på sager, hvor der har foreligget
formildende omstændigheder.
Justitsministeriet foreslår, at følgende
færdselslovsovertrædelser omfattes af ordningen om
udenretlig vedtagelse af betinget frakendelse i medfør af
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1:
1. Uagtsom fremkørsel for rødt lys,
hvorved føreren forårsager færdselsuheld jf.
færdselslovens § 4, stk. 1
Det fremgår af færdselslovens § 4,
stk. 1, at trafikanter skal efterkomme de anvisninger for
færdslen, som gives ved færdselstavler,
afmærkning på kørebane eller cykelsti,
signalanlæg eller på anden måde, jf.
§ 95. Kørsel ud for rødt lys
indebærer således en overtrædelse af
færdselslovens § 4, stk. 1.
Efter retspraksis sker der som hovedregel betinget frakendelse
af førerretten, hvis føreren uagtsomt kører
frem for rødt lys og derved forårsager
færdselsuheld.
Hvis der foreligger formildende omstændigheder, f.eks.
hvis fremkørslen er sket med lav hastighed, og lyskrydset er
af særlig kompleks karakter, kan dette efter
omstændighederne medføre, at der ikke skal ske
betinget frakendelse.
Hvis fremkørslen for rødt lys er sket
forsætligt, vil dette efter praksis ofte medføre en
ubetinget førerretsfrakendelse.
2. Passage af jernbaneoverkørsel, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 5, stk. 2
Det fremgår af færdselslovens § 5,
stk. 2, at trafikanter ikke må passere
jernbaneoverkørsel, når 1) pligt til standsning er
tilkendegivet ved signalanlæg, 2) bomme er lukkede, eller
medens bomme lukkes eller åbnes, eller 3) jernbanens
personale tilkendegiver, at tog nærmer sig.
Hvis føreren overtræder § 5,
stk. 2, og derved forårsager uheld, sker der efter
retspraksis som hovedregel betinget frakendelse af
førerretten.
3. Vending, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld, jf. færdselslovens § 18,
stk. 1
Det bemærkes indledningsvis, at færdselslovens
§ 18, stk. 1, ikke omfatter vending på
motorvej eller motortrafikvej eller på til- eller
frakørselsvej til sådanne veje. For disse sager
gælder færdselslovens § 46, stk. 2, jf.
nærmere punkt 9 nedenfor.
Det fremgår af færdselslovens § 18,
stk. 1, at kørende før vending eller bakning
skal sikre sig, at manøvren kan udføres uden fare
eller ulempe for andre. Vending skal ske forlæns til venstre,
medmindre forholdene ikke tillader dette.
Efter retspraksis sker der som hovedregel betinget frakendelse
af førerretten, hvis føreren foretager vending og
derved forårsager færdselsuheld.
Hvis der foreligger formildende omstændigheder, f.eks.
hvis der er tale om vending i et kryds med komplicerede
oversigtsforhold, eller føreren inden vendingen har holdt
stille og orienteret sig grundigt, men alligevel har overset
modparten, eller der foreligger kørselsfejl eller lignende
hos modparten, kan dette efter omstændighederne
medføre, at der ikke skal ske betinget frakendelse.
4. Manglende iagttagelse af ubetinget vigepligt i form
af hajtænder eller anden afmærkning, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 26, stk. 2
Det fremgår af færdselslovens § 26,
stk. 2, at den kørende ved kørsel ind på
eller over en vej har vigepligt for den kørende
færdsel fra begge sider (ubetinget vigepligt), såfremt
dette er tilkendegivet ved afmærkning i medfør af
§ 95.
Overtræder en fører sin ubetingede vigepligt
efter § 26, stk. 2, og derved forårsager
færdselsuheld, medfører dette efter retspraksis som
udgangspunkt en betinget frakendelse af førerretten.
Hvis der foreligger formildende omstændigheder, kan
dette medføre, at der ikke skal ske betinget frakendelse.
Efter retspraksis undlades betinget frakendelse f.eks. efter
omstændighederne, hvis føreren har holdt stille bag
hajtænderne eller alene er trillet ud over disse, og
føreren har overset modparten på grund af
dårlige oversigtsforhold, som det ikke har været
nærliggende at forbedre ved at køre frem og orientere
sig igen. Det samme gælder, hvis modparten har kørt
væsentligt for hurtigt eller har begået andre
væsentlige kørselsfejl.
5. Manglende iagttagelse af ubetinget vigepligt ved
udkørsel fra parkeringsplads, over fortov eller lignende,
hvorved føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 26, stk. 3
Det fremgår af færdselslovens § 26,
stk. 3, at der gælder ubetinget vigepligt ved
udkørsel fra parkeringsplads, ejendom eller grundstykke,
tankstation eller andet lignende område uden for vej, fra
sti, gågade, markvej eller lignende og ved enhver
udkørsel fra vej, der sker over fortov, cykelsti eller
rabat, som er hævet over kørebanen på den vej,
der køres ind på.
Hvis en fører overtræder sin ubetingede vigepligt
efter § 26, stk. 3, og derved forårsager
færdselsuheld, vil dette efter retspraksis som hovedregel
medføre en betinget frakendelse af førerretten.
Hvis der foreligger formildende omstændigheder, kan
dette medføre, at der ikke skal ske betinget frakendelse.
Efter retspraksis undlades betinget frakendelse f.eks. efter
omstændighederne, hvis føreren umiddelbart før
udkørslen har holdt stille og har overset modparten på
grund af dårlige oversigtsforhold, eller hvis der foreligger
kørselsfejl eller lignende hos modparten.
6. Manglende iagttagelse af vigepligt ved
højresving, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld med medkørende cyklist eller
knallertfører, jf. færdselslovens § 26,
stk. 6
Af færdselslovens § 26, stk. 6,
fremgår det bl.a., at kørende ved svingning til
højre ikke må være til ulempe for cyklister og
knallertkørere, der kører lige ud.
Hvis føreren uden at standse op svinger til
højre og derved forårsager sammenstød med en
medkørende cyklist eller knallertfører,
medfører dette efter retspraksis normalt en betinget
frakendelse af førerretten.
Hvis der foreligger formildende omstændigheder, kan
dette medføre, at der ikke skal ske betinget frakendelse.
Som eksempel på formildende omstændigheder kan
nævnes tilfælde, hvor føreren er svinget meget
langsomt samtidig med, at han eller hun har orienteret sig bagud
uden at se modparten, eller hvor der foreligger kørselsfejl
eller lignende hos modparten eller komplicerede oversigtsforhold. I
tilfælde, hvor modparten bliver dræbt eller kommer
alvorligt til skade ved uheldet, vil dog kun helt specielle forhold
føre til, at frakendelse undlades.
7. Manglende iagttagelse af vigepligt ved venstresving,
hvorved føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 26, stk. 6
Efter færdselslovens § 26, stk. 6,
må kørende ikke svinge til venstre, før det kan
ske uden ulempe for modkørende færdsel.
Hvis en fører forårsager uheld ved venstresving,
vil dette efter retspraksis normalt medføre en betinget
frakendelse af førerretten.
Betinget frakendelse undlades dog i visse tilfælde,
når der foreligger formildende omstændigheder, f.eks.
hvis føreren på en vej i tættere bebygget
område har holdt stille før svingningen eller har
kørt ganske langsomt frem, men alligevel har overset
modparten, eller der foreligger grovere kørselsfejl eller
lignende hos modparten.
8. Påkørsel af gående i et
fodgængerfelt, jf. færdselslovens § 27,
stk. 6 og 7
Ved fodgængerfelt på steder, hvor færdslen
reguleres af politi eller ved signalanlæg, skal den
kørende, selv om han eller hun i øvrigt ifølge
signalet eller politiets tegngivning kan passere
fodgængerfeltet, efter færdselslovens § 27,
stk. 6, holde tilbage for gående, som befinder sig i
feltet på vej over kørebanen. Er et sådant
fodgængerfelt beliggende ved vejkryds, skal den
kørende, som efter svingning i krydset skal passere feltet,
køre med passende lav hastighed og om nødvendigt
standse for at lade de gående passere, som befinder sig i
fodgængerfeltet eller er på vej ud i dette.
Det fremgår endvidere af færdselslovens
§ 27, stk. 7, at kørende, som nærmer
sig et fodgængerfelt, der ikke er reguleret, skal afpasse
hastigheden således, at der ikke opstår fare eller
ulempe for gående, som befinder sig i feltet eller er
på vej ud i dette. Den kørende skal om
nødvendigt standse for at lade de gående
passere.
Efter retspraksis sker der som udgangspunkt betinget
frakendelse af førerretten, hvis føreren
påkører gående, som går ud for
grønt lys i et lysreguleret fodgængerfelt. Sker
påkørslen i et ikke-lysreguleret fodgængerfelt,
sker der ligeledes normalt betinget frakendelse, hvis
fodgængeren er gået ud i feltet i normalt tempo.
Hvis der foreligger formildende omstændigheder, f.eks.
fordi fodgængeren har udvist egen skyld ved at gå ud
for rødt lys eller på anden måde ikke har
optrådt påregneligt, kan dette efter
omstændighederne medføre, at der ikke skal ske
betinget frakendelse.
9. Bakning i nødsporet på motorvej og i
nødsporet på tilkørsels- og
frakørselsvej til sådan vej, jf. færdselslovens
§ 46, stk. 2
Det fremgår af færdselslovens § 46,
stk. 2, at det på motorvej og på
tilkørsels- eller frakørselsvej til sådan vej
ikke er tilladt at foretage vending eller bakning.
Foretager en fører bakning i nødsporet på
en motorvej eller i nødsporet på en tilkørsels-
eller frakørselsvej til sådan vej, medfører
dette efter retspraksis som hovedregel betinget frakendelse af
førerretten.
Hvis der foreligger formildende omstændigheder, vil
betinget frakendelse efter retspraksis dog i særlige
tilfælde kunne undlades, f.eks. hvor bakningen er sket over
kort afstand med lav hastighed på et sted med gode
oversigtsforhold, klart vejr og ringe trafik, og hvor
kørslen ikke har været til gene for andre
trafikanter.
Overtrædelser af § 46, stk. 2, der
vedrører bakning på kørebanen på motorvej
eller vending på motorvej med efterfølgende
kørsel mod kørselsretningen anses derimod efter
retspraksis som udgangspunkt for at være af en sådan
grovhed, at føreren kan siges at have kørt på
særlig hensynsløs måde, således at
førerretten skal frakendes ubetinget, jf.
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5.
Efter Justitsministeriets opfattelse bør den
foreslåede ordning om adgang til udenretlig vedtagelse af
førerretsfrakendelse derfor begrænses til de
overtrædelser af § 46, stk. 2, som omhandler
bakning i nødsporet på motorvej eller i
nødsporet på tilkørsels- og
frakørselsvej til sådan vej.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9-15, og
bemærkningerne hertil.
5. Domsmænds medvirken i sager om kørsel
uden at have erhvervet førerret
5.1. Gældende ret
5.1.1 Færdselslovens
§ 119
En sag om overtrædelse af færdselsloven behandles
som øvrige straffesager ved domstolene, medmindre sagen kan
afgøres med vedtagelse efter færdselslovens
§ 119 a, jf. punkt 4 ovenfor.
Efter færdselslovens § 119, stk. 2,
medvirker domsmænd i sager, hvor der bliver
spørgsmål om højere straf end bøde, om
ubetinget førerretsfrakendelse efter § 126,
stk. 1, nr. 5 (forsætligt har voldt skade på
andres person eller ting eller nærliggende fare herfor eller
i øvrigt har ført motordrevet køretøj
på særlig hensynsløs måde), eller som
skønnes at være af særlig indgribende betydning
for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Dog medvirker der efter færdselslovens § 119,
stk. 3, ikke domsmænd i sager, som behandles som
tilståelsessager efter retsplejelovens § 831, sager
om spirituskørsel, sager om kørsel med
euforiserende stoffer mv. i blodet og sager om kørsel i
frakendelsestiden. Begrundelsen herfor er, at sådanne typer
af sager sjældent vil give anledning til bevistvivl eller
problemer med hensyn til sanktionsfastsættelsen. Den tvivl,
der kan opstå i forbindelse med bevisførelsen, vil i
almindelighed være af meget teknisk karakter, og sagerne
afgøres efter faste retningslinjer, hvilket taler for, at
domsmænds medvirken ikke er nødvendig.
5.1.2. Kørsel uden at have erhvervet
førerret
Efter færdselslovens § 56, stk. 1,
må motorkøretøj kun føres af en person,
der har erhvervet kørekort. Traktor og motorredskab må
kun føres af personer, der har erhvervet kørekort til
bil eller særligt kørekort til traktor, jf.
§ 62, stk. 1. Det følger af § 63 a,
at stor knallert kun må føres af personer, der har
erhvervet kørekort til bil eller motorcykel.
Overtrædelse af de nævnte bestemmelser straffes
efter færdselslovens § 117 d, stk. 2, med
bøde eller under skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 1 år. Ved udmåling af bøde
for overtrædelse af § 56, stk. 1, og
§ 63 a tages særligt hensyn til størrelsen
af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel. Er
overtrædelsen af § 56, stk. 1, begået
under kørsel med et køretøj omfattet af
§ 43, stk. 1 eller 2 (busser og lastbiler),
udmåles en skærpet bøde.
Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelse nr. 4/2000 om
sanktionspåstande mv. i færdselssager, at
anklagemyndighedens påstande i sager om overtrædelse af
§ 56, stk. 1, og § 63 a, for tiden er
følgende:
| |
1. gang | 5.000 kr. i bøde |
2. gang | 6.000 kr. i bøde |
3. gang | 7.500 kr. i bøde |
4. gang | 10.000 kr. i bøde |
5. gang | 7 dages fængsel (evt. betinget med
vilkår om samfundstjeneste) |
6. gang | 14 dages fængsel |
7. gang | 20 dages fængsel |
8. gang | 30 dages fængsel |
9. gang | 40 dages fængsel |
10. gang | 50 dages fængsel |
| |
Der gælder særlige takster for personer under 18
år og ved formildende omstændigheder, f.eks. at den
pågældende har modtaget et ikke uvæsentligt antal
køretimer eller har erhvervet kørekort til en anden
kategori. Der gælder desuden særlige takster for
overtrædelse af § 62, stk. 1, om kørsel
med traktor og motorredskab uden at have erhvervet
førerret.
5.2. Justitsministeriets overvejelser
Bevisførelsen i sager om kørsel uden at have
erhvervet førerret vil typisk bestå i en konstatering
af, at den tiltalte har ført et motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort, og
at den tiltalte ikke har erhvervet førerret til det
pågældende køretøj.
Det er Justitsministeriets opfattelse, at de samme hensyn, som
ligger bag de gældende regler om, at domsmænd ikke
medvirker i sager om spirituskørsel og kørsel i
frakendelsestiden mv., også gør sig gældende i
sager om kørsel uden at have erhvervet førerret. Der
bør derfor ved spørgsmålet om domsmænds
medvirken også gælde de samme regler for denne type af
sager.
På den baggrund foreslås, at domsmænd uanset
strafpåstanden ikke medvirker i sager om kørsel uden
at have erhvervet førerret efter færdselslovens
§ 56, stk. 1 (med motorkøretøj),
§ 62, stk. 1 (med traktor og motorredskab), og
§ 63 a (med stor knallert).
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 og
8.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige
De foreslåede skærpelser af straffene for
særlig hensynsløs kørsel og for uagtsomt
manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse begået i
forbindelse med særlig hensynsløs kørsel,
spirituskørsel eller kørsel under
påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer mv.
skønnes at ville medføre en mindre stigning i
strafmassen.
Indførelsen af alkolåsordningerne vil
indebære visse administrative konsekvenser for de involverede
offentlige myndigheder (kommunerne, politiet og Kriminalforsorgen)
i forhold til administrationen af de nye regler om bl.a.
foretagelse af personundersøgelse af personer, der skal
omfattes af ordningerne, kontrol og tilsyn med overholdelsen af
alkolåsordningens vilkår og udstedelse af særligt
alkolåskørekort. Merudgifterne hertil
forudsættes dækket ved gebyr for deltagelse i
alkolåsordningerne.
Afgørelser vedrørende
vilkårsovertrædelser mv., herunder udelukkelse fra
alkolåsordningerne og muligheden for indbringelse af disse
sager for domstolene, må forventes at indebære visse
både økonomiske og administrative konsekvenser for de
involverede offentlige myndigheder (politiet/anklagemyndigheden og
domstolene). Omvendt må bl.a. den øgede adgang til
udenretlig vedtagelse af førerretsfrakendelser antages at
indebære en forenkling af domstolenes og anklagemyndighedens
arbejde i de pågældende sager.
Den nærmere tilrettelæggelse af
alkolåsordningerne, herunder fastlæggelsen af de
enkelte myndigheders kompetence og pligter i forhold til
ordningerne, vil ske ved bekendtgørelse. De
økonomiske konsekvenser for de enkelte myndigheder vil som
anført indgå ved fastlæggelsen af gebyret for
deltagelse i ordningerne.
Lovforslaget vil medføre visse tilpasninger mv. af en
række af politiets it-systemer. Udgifterne forbundet hermed
vil blive afholdt inden for de eksisterende rammer.
Lovforslagets øvrige elementer skønnes ikke at
have økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
Samlet set er det vurderingen, at lovforslaget ikke vil have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning.
7. Lovforslagets økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Indførelse af alkolåsordningen skønnes at
få en vis positiv betydning for markedet for alkolåse,
idet salg og udlejning af alkolåse samt installation af disse
forventes at ske i privat regi på markedsvilkår.
Lovforslaget skønnes i øvrigt ikke at have
væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser
for erhvervslivet.
8. Lovforslagets administrative konsekvenser for
borgerne
For personer, der indgår i alkolåsordningerne, vil
der være visse administrative og økonomiske
konsekvenser forbundet med deltagelsen heri. Det vil således
være den enkelte, som vil skulle stå for anskaffelsen
mv. af alkolåsen, ligesom den enkelte skal medvirke i forhold
til den regelmæssige kontrol og aflæsning af
alkolåsen, der vil skulle foretages. Endvidere vil udgifterne
forbundet med deltagelse i alkolåsordningerne - udgifterne
til anskaffelse, installation og regelmæssig kontrol og
aflæsning af alkolåsen samt omkostningerne ved de
involverede myndigheders administration af ordningerne - skulle
finansieres af den enkelte.
9. Lovforslagets miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
10. Forholdet til EU-retten
Om forholdet til databeskyttelsesdirektivet (direktiv 95/46/EF
af 24. oktober 1995) se ovenfor punkt 3.1.6.4. Lovforslaget
indeholder ikke i øvrigt EU-retlige aspekter.
11. Hørte myndigheder, organisationer
mv.
Lovforslaget har været sendt i høring hos:
Advokatrådet, Alkoholpolitisk Landsråd,
Centralforeningen af Taxiforeninger i Danmark, Dansk Cyklist
Forbund, Danske Advokater, Danske Kørelæreres
Landsforbund, Danske Motorcyklisters Råd (DMC), Danske
Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Kørelærer-Union, Dansk
Køreskole Forening, Dansk Taxi Råd, Dansk Transport og
Logistik (DTL), Dansk Vejforening, Datatilsynet, Den Danske
Dommerforening, DI - Organisation for erhvervslivet, Direktoratet
for Kriminalforsorgen, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, DTU Transport, Fagligt Fælles Forbund,
Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske
Motorejere (FDM), Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen
for Trafikofre, Foreningen Liv og Trafik, Institut for
Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Landsforeningen af
Forsvarsadvokater, MC-Touring Club Danmark, Motorcykelbranchens
Landsforbund, NOAH-Trafik, Politiforbundet i Danmark,
præsidenten for Vestre Landsret, præsidenten for
Østre Landsret, præsidenterne for samtlige byretter,
Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Rådet
for Bæredygtig Trafik, Rådet for Sikker Trafik og
Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet.
|
12. Sammenfattende
skema |
| Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Samlet set ingen af betydning | Samlet set ingen af betydning |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Samlet set ingen af betydning | Samlet set ingen af betydning |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Samlet set ingen af betydning; dog
forventes et vist øget marked for alkolåse (jf.
ovenfor under punkt 7) | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen af betydning |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Alkolåsordningerne vil have visse
administrative konsekvenser for de personer, som indgår i
ordningerne |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (færdselslovens § 30)
I færdselslovens §§ 28 og 29 findes en
række almindelige bestemmelser om standsning og parkering.
Overtrædelse af standsnings- og parkeringsrestriktionerne i
§§ 28 og 29 straffes i medfør af
færdselslovens § 118, stk. 1 og 2, med en
skærpet bøde.
I færdselslovens § 30 findes en bestemmelse,
der undtager en række køretøjer fra de
generelle bestemmelser om standsning og parkering i
§§ 28 og 29. Det fremgår af § 30, 1.
pkt., at §§ 28 og 29 ikke gælder for
køretøj, der anvendes ved vejarbejde, såfremt
standsning eller parkering er nødvendig af hensyn til
arbejdet, og der træffes fornødne
sikkerhedsforanstaltninger. Det samme gælder efter
§ 30, 2. pkt., standsning eller parkering, der foretages
af politi, redningsberedskab eller redningskorps.
§ 30 finder kun anvendelse, når det af hensyn
til det pågældende arbejde er nødvendigt at
standse eller parkere i strid med § 28 eller
§ 29. Bestemmelsen i § 30,
2. pkt., giver således ikke politi, brandvæsen
eller redningskorps adgang til i almindelighed at standse eller
parkere i strid med gældende standsnings- eller
parkeringsforbud. Bestemmelsen er analogt anvendelig i de
tilfælde, hvor standsnings- eller parkeringsforbud ikke
følger af § 28 eller § 29, men er
gennemført ved afmærkning eller lokal
bekendtgørelse efter færdselslovens § 92,
stk. 1 og 3, jf. § 92 c, stk. 4.
Da Kriminalforsorgen i forbindelse med transport af
arrestanter og afsonere kan have et behov svarende til politiets
for at kunne foretage standsning og parkering på steder, hvor
dette efter færdselslovens regler ikke er tilladt,
foreslås det at udvide færdselslovens § 30,
2. pkt., så også Kriminalforsorgens institutioner kan
undtages fra standsnings- og parkeringsrestriktionerne i
færdselslovens §§ 28 og 29. Det
forudsættes, at bestemmelsen - ligesom det er tilfældet
i dag - vil kunne anvendes analogt ved standsnings- og
parkeringsforbud tilkendegivet ved afmærkning, jf.
færdselslovens § 4, stk. 1.
Anvendelse af den foreslåede undtagelsesbestemmelse vil
- i overensstemmelse med hvad der i dag gælder for politiet
mv. - forudsætte, at standsningen eller parkeringen er
nødvendig af hensyn til Kriminalforsorgens arbejde, og at
der træffes fornødne sikkerhedsforanstaltninger.
Til nr. 2 (færdselslovens §§ 60-60
e)
Den foreslåede § 60 svarer til den gældende
bestemmelse i færdselslovens § 60,
stk. 1.
Den foreslåede § 60 a,
stk. 1 og 2, om
kontrollerende køreprøve og A/T-kursus svarer til de
gældende bestemmelser i færdselslovens § 60,
stk. 2, 1. og 2. pkt.
Med den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 3,
indføres en obligatorisk alkolåsordning som et
vilkår for generhvervelse af førerretten efter
ubetinget frakendelse som følge af grove tilfælde af
spirituskørsel.
Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor en person er
frakendt førerretten ubetinget som følge af
spirituskørsel med en promille over 2,00 (eller en
alkoholkoncentration i udåndingsluften på over 1,00 mg
pr. liter luft) eller gentagelsestilfælde af
spirituskørsel, bortset fra andengangstilfælde
med en promille på højst 1,20 (eller en
alkoholkoncentration i udåndingsluften på højst
0,60 mg pr. liter luft) efter et førstegangstilfælde
med en promille på højst 2,00 (eller en
alkoholkoncentration i udåndingsluften på højst
1,00 mg pr. liter luft).
Den obligatoriske alkolåsording indebærer, at
personer, der er omfattet af ordningen, i en periode på 2
år efter frakendelsestidens udløb
(alkolåsperioden) kun kan generhverve førerretten ved
at deltage i en alkolåsordning, som bl.a. indebærer, at
den pågældende skal lade en alkolås installere i
et køretøj, hvortil der kræves kørekort,
og som den pågældende er ejer eller bruger af.
Personer, der ikke er ejer eller bruger af et sådant
køretøj, vil ikke have mulighed for at generhverve
førerretten i alkolåsperioden.
Der vil blive knyttet visse vilkår til
alkolåsordningen, herunder navnlig et krav om, at deltagerne
lader alkolåsen kontrollere med jævne mellemrum.
Vedrørende fastsættelsen af de nærmere
vilkår for deltagelse i alkolåsordningen henvises til
bemærkningerne til den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse i § 60 e, stk. 2, jf.
nedenfor.
Generhvervelse af førerretten under den obligatoriske
alkolåsordning kræver endvidere, at vedkommende har
gennemført et A/T-kursus og bestået en kontrollerende
køreprøve.
Bestemmelsen i § 60 a,
stk. 4, indebærer, at generhvervelse af
førerretten i alkolåsperioden alene giver den
pågældende ret til at føre et eller flere
bestemte køretøjer, hvori der er installeret en
alkolås, som opfylder de nærmere krav til
alkolåse, der vil blive fastsat administrativt i
medfør af § 60 e. Den pågældende
fører vil således ikke lovligt kunne køre i
andre køretøjer.
Bestemmensen i § 60 a,
stk. 5, indebærer, at der sker suspension af
alkolåsperioden, hvis personer, der er omfattet af
alkolåsordningen i stk. 3, får en ny ubetinget
frakendelse i alkolåsperioden. Den resterende del af den
toårige alkolåsperiode løber således
først efter udløbet af den nye frakendelsestid.
Suspensionen indtræder på det tidspunkt, hvor
afgørelsen om frakendelse er endelig. I de tilfælde,
hvor førerretten inddrages midlertidigt i medfør af
færdselslovens § 130, stk. 1, i perioden
indtil den nye frakendelse, indtræder suspensionen dog
allerede på inddragelsestidspunktet.
Ved generhvervelse af førerretten efter udløbet
af den nye frakendelsestid vil den pågældende endvidere
skulle opfylde de generelle betingelser for generhvervelse af
førerretten, herunder kravet om aflæggelse af
kontrollerende køreprøve, jf. forslaget til
§ 60 a, stk. 1.
Suspensionsbestemmelsen gælder alene for nye
frakendelser, der ikke er begrundet i spirituskørsel.
Dette skyldes, at en ubetinget frakendelse som følge af ny
spirituskørsel i sig selv vil være omfattet af
§ 60 a, stk. 3. I sådanne tilfælde vil
den pågældende blive omfattet af en ny toårig
alkolåsperiode efter den nye frakendelsestids
udløb.
Bestemmelsen i § 60 a,
stk. 6, indebærer, at deltagere, der ikke
overholder ordningens vilkår, jf. forslaget til
§ 60 e, stk. 2, kan få inddraget førerretten
i den resterende del af alkolåsperioden. En afgørelse
om inddragelse af førerretten kan forlanges indbragt for
domstolene efter reglerne i straffelovens § 78,
stk. 3, jf. bestemmelsen i § 60
a, stk. 6, 2. pkt.
Bestemmelsen i § 60 a,
stk. 7, præciserer, at personer, der har
generhvervet førerretten under alkolåsordningen, men
som i alkolåsperioden kører i et
køretøj, der ikke er omfattet af
alkolåsordningen, f.eks. en bil uden alkolås, kan
straffes for overtrædelse af færdselslovens
§ 56, stk. 1, jf. § 117 d, stk. 2.
Det forudsættes, at der i disse tilfælde straffes
på samme måde som ved kørsel i bil, hvor
føreren alene har kørekort til motorcykel, eller
omvendt. Det bemærkes, at førerret med vilkår om
alkolås kun giver ret til at føre et eller flere
bestemte køretøjer, som er knyttet til vedkommendes
førerret.
Personer, som ikke har generhvervet førerretten under
alkolåsordningen, men som i alkolåsperioden
fører et køretøj, hvortil der kræves
kørekort, forudsættes straffet på samme
måde som andre, der kører efter udløbet af en
ubetinget frakendelse uden at have generhvervet
førerretten.
De foreslåede bestemmelser i § 60 a, stk. 8, 1. og 2. pkt.,
om tidspunktet for aflæggelse af kontrollerende
køreprøve svarer til de gældende bestemmelser i
færdselslovens § 60, stk. 2, 3. og 4. pkt. Den
foreslåede bestemmelse i § 60
a, stk. 8, 3. pkt, indebærer, at personer, som er
omfattet af stk. 3, men som ikke deltager i
alkolåsordningen, tidligst kan aflægge den praktiske
køreprøve 1 måned før
alkolåsperiodens udløb.
Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 9, svarer til de
gældende bestemmelser i færdselslovens § 60,
stk. 2, 5. og 6. pkt.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 60
b svarer til den gældende bestemmelse i
færdselslovens § 60, stk. 3.
Den foreslåede § 60
c om kørselsforbud svarer til de gældende
bestemmelser i § 60 a, stk. 1-4.
Den foreslåede § 60
d indebærer, at den, der har fået
førerretten inddraget midlertidigt eller endeligt, har pligt
til at aflevere sit kørekort til politiet. Bestemmelsen
omfatter både den situation, hvor en person har mistet
førerretten som følge af betinget eller ubetinget
frakendelse, og den situation, hvor førerretten er inddraget
som følge af et kørselsforbud. Herudover omfatter
bestemmelsen den situation, hvor en førerret, der er
generhvervet under alkolåsordningen i medfør af enten
den foreslåede § 60 a, stk. 3, eller
§ 132 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1,
nr. 2 og 23, inddrages som følge af, at ordningens
vilkår ikke overholdes.
Bestemmelsen erstatter de gældende bestemmelser i
færdselslovens § 60, stk. 5, og § 60
a, stk. 5.
Den foreslåede § 60
e er en bemyndigelsesbestemmelse, der i stk. 1 giver
justitsministeren hjemmel til administrativt at fastsætte
regler om indholdet og gennemførelsen af den kontrollerende
køreprøve, A/T-kursus og den særlige
køreundervisning i forbindelse med kørselsforbud.
Stk. 1 erstatter de gældende bestemmelser i
færdselslovens § 60, stk. 4, og § 60
a, stk. 6.
I § 60 e, stk. 2, 1.
pkt., bemyndiges justitsministeren til administrativt at
fastsætte de nærmere regler om indholdet og
gennemførelsen af den obligatoriske alkolåsordning. De
kommende regler vil navnlig dreje sig om, hvilke krav
alkolåsen og installationen af denne skal opfylde, og om
kontrol med opfyldelsen af disse krav samt vilkår om
løbende kontrol af alkolåsen. Der vil endvidere skulle
fastsættes nærmere regler om, hvilke myndigheder der
skal administrere ordningen og regler for, hvornår personer
kan udelukkes fra ordningen som følge af
vilkårsovertrædelser med den virkning, at
førerretten inddrages i den resterende del af
alkolåsperioden.
I § 60 e, stk. 2, 2.
pkt., bemyndiges justitsministeren til at henlægge
sine beføjelser efter 1. pkt. til anden statslig myndighed.
Bestemmelsen skal sikre, at der f.eks. i relation til
fastsættelsen af regler om de tekniske krav til
alkolåsen kan ske inddragelse af andre statslige myndigheder,
der er i besiddelse af den nødvendige tekniske
ekspertise.
Efter § 60 e,
stk. 2, 3. og 4. pkt., bemyndiges justitsministeren endvidere
til at henlægge administrationen af de regler, som
fastsættes om alkolåsordningen i medfør af de
ovennævnte bemyndigelsesbestemmelser, til anden offentlig
myndighed eller privat virksomhed og i forbindelse hermed
fastsætte regler om de pågældendes virksomhed i
forbindelse med administrationen af ordningen. Med bestemmelserne
skabes der bl.a. den fornødne hjemmel til at fastsætte
regler om, at installationen og kontrollen af alkolåsen skal
udføres i privat regi, f.eks. på godkendte
autoværksteder.
Efter § 60 e,
stk. 3, bemyndiges justitsministeren til at
fastsætte bestemmelser om, at private virksomheder kan
foretage behandling af enkeltpersoners rent private forhold, hvis
det må anses for nødvendigt af hensyn til at
gennemføre alkolåsordningen, herunder fastsætte
de fornødne regler for den pågældende
databehandling. De administrative bestemmelser udstedt i
medfør af denne bestemmelse vil således skulle
anvendes i stedet for persondatalovens § 8.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.6.2 og 3.1.6.4 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
I § 60 e, stk. 4,
bemyndiges justitsministeren til at fastsætte bestemmelser om
inddragelse af førerretten. Bestemmelsen erstatter den
gældende bemyndigelse i færdselslovens § 60,
stk. 4, til at fastsætte bestemmelser om inddragelse af
førerretten i forbindelse med betinget frakendelse af
førerretten. Herudover indebærer stk. 4, at
justitsministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om
inddragelse af førerretten i forbindelse med den
foreslåede obligatoriske alkolåsordning i
§ 60 a, stk. 3.
§ 60 e, stk. 5,
indeholder en bemyndigelse til, at justitsministeren kan
fastsætte bestemmelser om betaling af et gebyr for deltagelse
i den obligatoriske alkolåsordning.
Som anført under punkt 3.1.3 og 3.1.6.5 i de
almindelige bemærkninger, er det forudsat, at den
obligatoriske alkolåsordning skal finansieres ved
brugerbetaling. Fastsættelsen af gebyret vil derfor ske
på baggrund af de faktiske meromkostninger, som den
obligatoriske alkolåsordning medfører for de
offentlige myndigheder, der skal administrere ordningen.
Til nr. 3 (færdselslovens § 62,
stk. 3)
Den foreslåede ændring er en konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 2.
Til nr. 4 (færdselslovens § 118, stk. 1,
nr. 1)
Den foreslåede ændring er en konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 2.
Til nr. 5 (færdselslovens § 118,
stk. 3-5)
Færdselslovens § 118, stk. 3-5,
indeholder visse regler om en skærpet
bødeudmåling i sager om hastighedsovertrædelser.
Disse udmålingsregler finder anvendelse ved
fastsættelsen af bøder for overtrædelse af
§§ 42 og 43. I § 42 findes bl.a. de
generelle hastighedsbegrænsninger, mens § 43
omhandler hastighed for særlige typer af
køretøjer.
§ 42, stk. 4 og 5, indeholder hjemmel til, at
der under visse betingelser kan fastsættes lokale
hastighedsgrænser, som er højere eller lavere end de
generelle hastighedsgrænser. Afgørelse herom
træffes af politiet efter forhandling med vejbestyrelsen
eller vejmyndigheden efter retningslinjerne i færdselslovens
§ 92 a, stk. 2, og cirkulære nr. 72 af 5. juli
1985 om lokale hastighedsbegrænsninger.
Afgørelser om lokale hastighedsbegrænsninger skal
efter færdselslovens § 92 c, stk. 4,
tilkendegives ved autoriseret afmærkning, medmindre
bestemmelserne håndhæves af politiet på stedet.
De nærmere regler om afmærkning og anvendelsen heraf
findes i bekendtgørelse nr. 784 af 6. juli 2006 om
vejafmærkning og bekendtgørelse nr. 783 af 6. juli
2006 om anvendelse af vejafmærkning.
Med henblik på at præcisere, at
udmålingsreglerne i færdselslovens § 118,
stk. 3-5, også gælder ved overtrædelser af
lokale hastighedsgrænser fastsat i medfør af
færdselslovens § 42, stk. 4 og 5, og som er
tilkendegivet ved færdselstavler eller anden
afmærkning, foreslås § 118, stk. 3-5, ændret
således, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af
bestemmelserne, at sådanne overtrædelser er
omfattet.
Med forslaget bringes udmålingsreglerne i
færdselslovens § 118, stk. 3-5, endvidere
ordlydsmæssigt i overensstemmelse med frakendelsesreglerne i
§ 125, stk. 1, nr. 3 og 4, og stk. 2, nr. 5,
samt den foreslåede bestemmelse i § 126,
stk. 1, nr. 12, om ubetinget frakendelse af førerretten
ved særligt grove hastighedsovertrædelser, jf.
lovforslagets § 1, nr. 20.
Det bemærkes endelig for god ordens skyld, at
udmålingsreglerne i færdselslovens § 118,
stk. 3-5, også forudsættes anvendt på
vilkårsbestemte hastighedsgrænser efter
færdselslovens § 43, stk. 7. Af
sidstnævnte bestemmelse fremgår det, at der ved
registrering eller godkendelse af et motordrevet
køretøj kan fastsættes en særlig, lavere
hastighedsgrænse, såfremt køretøjets
konstruktion nødvendiggør dette. I praksis
fastsættes vilkårsbestemte hastighedsgrænser
f.eks. i forbindelse med særtransporter.
Til nr. 6 (færdselslovens § 118,
stk. 6)
Det foreslås at forhøje strafferammen i
færdselslovens § 118,
stk. 6, fra 1 års fængsel til fængsel
i 1 år og 6 måneder.
Med forslaget forudsættes det, at straffen efter
§ 118, stk. 6, i normaltilfælde
fastsættes til fængsel i 30 dage. En skærpende
omstændighed, som gør, at forholdet skal
bedømmes strengere end normalniveauet, kan f.eks.
være, at gerningsmanden tidligere er straffet for
særlig hensynsløs kørsel eller anden
risikobetonet kørsel, som har været udtryk for en
betydelig uansvarlig trafikadfærd.
Straffen forudsættes at stige til fængsel i
minimum 40 dage, hvis der i forbindelse med den særlig
hensynsløse kørsel har foreligget en kombination af
flere grove overtrædelser af færdselsloven. Det kan
f.eks. være tilfælde, hvor der er tale om betydelig
uansvarlig kørsel over en længere strækning med
både betydelige hastighedsoverskridelser og kørsel
over for rødt lys eller kørsel venstre om
helleanlæg i områder med mange trafikanter.
Med forslaget forudsættes det endvidere, at straffen for
kørsel omfattet af færdselslovens § 118,
stk. 6, kun under helt særligt formildende
omstændigheder nedsættes til en ren
bødestraf.
Der tilsigtes derimod ingen ændringer i det
nugældende udgangspunkt om, at frihedsstraffen i
førstegangstilfælde efter omstændighederne kan
gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste, hvis
der samtidig udmåles en tillægsbøde. Det er dog
hensigten, at fængselsstraffen som udgangspunkt kun skal
kunne gøres helt eller delvis betinget i sager, hvor den
pådømte kørsel ikke indebærer strafbare
overtrædelser ud over dem, der fremgår af
færdselslovens § 118, stk. 1.
Med forslaget understreges det endvidere, at
anvendelsesområdet for færdselslovens § 118,
stk. 6, ikke er begrænset til grov kap- eller
væddeløbskørsel, grov chikanekørsel
eller uforsvarlig kørsel under flugt fra politiet. I
princippet vil alle overtrædelser opregnet i
færdselslovens § 118, stk. 1, således
efter omstændighederne kunne kvalificere kørslen som
særlig hensynsløs, enten på grund af
overtrædelsernes grovhed, antal eller indbyrdes
sammenhæng.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.2 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 7 og 8 (færdselslovens § 119,
stk. 3, nr. 3 og 4)
Der foreslås visse ændringer af § 119,
stk. 3, som indeholder regler om, at domsmænd ikke
medvirker i visse nærmere angivne sager om overtrædelse
af færdselsloven.
Den foreslåede ændring i § 119, stk. 3, nr. 3, er en
konsekvens af det foreslåede nye nr. 4, jf. straks
nedenfor.
Det foreslås i § 119,
stk. 3, nr. 4, som noget nyt, at domsmænd uanset
strafpåstanden ikke skal medvirke i sager om kørsel
uden at have erhvervet førerret efter færdselslovens
§ 56, stk. 1 (med motorkøretøj),
§ 62, stk. 1 (med traktor og motorredskab), og
§ 63 a (med stor knallert).
Der henvises i øvrigt til punkt 5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 9, 12 og 13 (færdselslovens § 119 a,
stk. 1, og stk. 3, 1. og 2. pkt., der bliver stk. 4,
1. og 2. pkt.)
De foreslåede ændringer er alene af redaktionel
karakter. Der tilsigtes med ændringerne således ingen
materielle ændringer.
Til nr. 10 (færdselslovens § 119 a,
stk. 2)
Det foreslås, at proceduren i færdselslovens § 119 a, stk. 1, om udenretlig
vedtagelse af bøde og førerretsfrakendelse også
skal finde anvendelse i forhold til visse
»typetilfælde« vedrørende
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, om
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Efter færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 1, skal føreren af et
motordrevet køretøj, hvortil der kræves
kørekort, betinget frakendes retten til at føre et
sådant køretøj, hvis føreren under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden har voldt skade på person eller
ting eller fremkaldt fare herfor.
Den foreslåede ændring indebærer, at de
»typetilfælde« vedrørende § 125,
stk. 1, nr. 1, der opregnes nedenfor, fremover vil kunne
søges afgjort udenretligt ved et bødeforelæg
med påstand om betinget frakendelse af førerretten
eller - hvis overtrædelsen bliver begået inden for de
første 3 år efter førstegangserhvervelse af
førerret - et kørselsforbud. Det foreslås, at
adgangen til at søge sagen afgjort udenretligt skal
gælde i følgende tilfælde, hvis der
skønnes at være et sikkert grundlag for betinget
frakendelse af førerretten (eller
kørselsforbud):
- uagtsom
fremkørsel for rødt lys, hvorved føreren
forårsager færdselsuheld,
- passage af
jernbaneoverkørsel, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld,
- vending, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld,
- manglende
iagttagelse af ubetinget vigepligt i form af hajtænder eller
anden afmærkning, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld,
- manglende
iagttagelse af ubetinget vigepligt ved udkørsel fra
parkeringsplads, over fortov eller lignende, hvorved føreren
forårsager færdselsuheld,
- manglende
iagttagelse af vigepligt ved højresving, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld med
medkørende cyklist eller knallertfører,
- manglende
iagttagelse af vigepligt ved venstresving, hvorved føreren
forårsager færdselsuheld,
-
påkørsel af gående i et fodgængerfelt,
eller
- bakning i
nødsporet på motorvej eller i nødsporet
på tilkørsels- eller frakørselsvej til
sådan vej.
Det bemærkes for god ordens skyld, at det fremover
fortsat vil være muligt i medfør af § 119 a,
stk. 3, 2. pkt. - som efter forslaget fremover bliver
stk. 4, 2. pkt. - indenretligt at vedtage en bøde og en
betinget frakendelse af førerretten eller et
kørselsforbud i alle typer af sager om tilsidesættelse
af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf.
§ 125, stk. 1, nr. 1, og ikke blot i de
tilfælde som foreslås omfattet af § 119 a,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til punkt 4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget samt lovforslagets bilag
3.
Til nr. 11 (færdselslovens § 119 a,
stk. 2, der bliver stk. 3)
Efter færdselslovens § 119 a, stk. 2 - der som
følge af forslaget i nr. 10 ovenfor fremover bliver
stk. 3 - skal en tilkendegivelse efter § 119 a,
stk. 1, indeholde en række af de samme oplysninger som
et anklageskrift, jf. retsplejelovens § 834, stk. 1,
nr. 2 og 3, og stk. 2.
Den foreslåede ændring indebærer, at disse
krav til indholdet af tilkendegivelser også skal finde
anvendelse ved tilkendegivelser om tilfælde vedrørende
§ 125, stk. 1, nr. 1, som er omfattet af forslaget
til nyt stk. 2 i § 119 a (lovforslagets
§ 1, nr. 10).
Til nr. 14 (færdselslovens § 119 a,
stk. 4, der bliver stk. 5)
Efter færdselslovens § 119 a, stk. 4 - der som
følge af forslaget i nr. 10 ovenfor fremover bliver stk. 5 - har udenretlige vedtagelser
efter § 119 a, stk. 1, og indenretlige vedtagelser
efter § 119 a, stk. 3, samme virkning som en dom med
hensyn til fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning.
Den foreslåede ændring indebærer, at det
samme skal gælde ved tilkendegivelser om tilfælde
vedrørende § 125, stk. 1, nr. 1, som er
omfattet af forslaget til nyt stk. 2 i § 119 a
(lovforslagets § 1, nr. 10).
Til nr. 15 (færdselslovens § 119 b)
Efter færdselslovens § 119 b skal politiet i forbindelse
med tilkendegivelser efter § 119 a, stk. 1, vejlede
den sigtede om, at han eller hun, inden vedkommende tager stilling
til spørgsmålet om vedtagelse, kan få bistand af
en offentlig forsvarer.
Den foreslåede ændring indebærer, at det
samme skal gælde ved tilkendegivelser om tilfælde
vedrørende § 125, stk. 1, nr. 1, som er
omfattet af forslaget til nyt stk. 2 i § 119 a
(lovforslagets § 1, nr. 10).
Til nr. 16 (færdselslovens § 124 a,
stk. 3, 2. pkt.)
Den foreslåede ændring er en konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 2.
Til nr. 17 (færdselslovens § 124 c,
stk. 7)
Det foreslås, at der i færdselslovens
§ 124 c, som indeholder hjemmel til at opkræve
forskellige gebyrer i forbindelse med udstedelse, fornyelse og
ombytning af kørekort, indsættes en ny bemyndigelse
til, at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om
betaling af et omkostningsbestemt gebyr for at få ombyttet et
kørekort med vilkår om alkolås til et
kørekort uden et sådant vilkår.
Fastsættelse af gebyret vil ske på baggrund af de
faktiske omkostninger, som ombytningen kommer til at medføre
for de offentlige myndigheder, der administrerer
kørekortområdet.
Det forudsættes, at gebyret vil blive prisreguleret
én gang årligt.
Til nr. 18 og 19 (færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 9 og 10)
De foreslåede ændringer er en konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 20.
Til nr. 20 (færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 11 og 12)
Efter de gældende regler i færdselsloven kan
overtrædelse af hastighedsgrænserne ikke i sig selv
danne grundlag for ubetinget frakendelse af
førerretten.
Forslaget til nr. 11 og 12 i færdselslovens § 126, stk. 1,
indebærer, at kørsel med 200 km i timen eller derover
fremover i sig selv vil kunne medføre ubetinget frakendelse.
Dette gælder, uanset at kørslen ikke i situationen har
fremkaldt konkret fare for andre.
Forslaget indebærer endvidere, at overskridelse af
hastighedsgrænserne med mere end 100 pct. som udgangspunkt
ligeledes vil kunne medføre ubetinget frakendelse af
førerretten. Dette gælder dog kun, hvis hastigheden
samtidig har været på mere end 100 km i timen.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.5 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 21 (færdselslovens § 127, 1.
pkt.)
Det foreslås, at ordningen om kørselsforbud
fremover skal omfatte de tilfælde, der måtte blive
henført under færdselslovens § 126,
stk. 2, jf. de foreslåede nye bestemmelser i
§ 126, stk. 1, nr. 11 og 12, vedrørende
særlig grove hastighedsovertrædelser. Disse
bestemmelser indebærer, at visse kvalificerede
hastighedsovertrædelser i sig selv som udgangspunkt skal
medføre ubetinget frakendelse af førerretten.
Forslaget betyder, at en særlig grov
hastighedsovertrædelse, der efter § 126,
stk. 2, undtagelsesvis ikke medfører en ubetinget
frakendelse efter de foreslåede bestemmelser, i stedet vil
medføre et kørselsforbud (og ikke en betinget
frakendelse), hvis hastighedsovertrædelsen er begået
inden for de første 3 år efter
førstegangserhvervelse af kørekort.
Også forhold omfattet af færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 5 eller 6, der på grund af
særlig formildende omstændigheder alene udløser
en betinget frakendelse, jf. § 126, stk. 2,
foreslås omfattet af ordningen, således at et
kørselsforbud træder i stedet for den betingede
frakendelse, hvis forholdet er begået inden for 3 år
efter førstegangserhvervelse af kørekort.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.5.3.2 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 22 (færdselslovens § 127, sidste
pkt.)
Den foreslåede ændring er en konsekvens af
lovforslagets § 1, nr. 2.
Til nr. 23 (færdselslovens § 132 a)
Med stk. 1 i den
foreslåede § 132 a
indføres en frivillig alkolåsordning for mindre grove
tilfælde af spirituskørsel. Ordningen omfatter de
situationer, hvor en person er frakendt førerretten
ubetinget som følge af spirituskørsel med en
promille på højst 2,00 (eller en alkoholkoncentration
i udåndingsluften på højst 1,00 mg pr. liter
luft) eller et andengangstilfælde af
spirituskørsel med en promille på højst
1,20 (eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften
på højst 0,60 mg pr. liter luft) efter et
førstegangstilfælde med en promille på
højst 2,00 (eller en alkoholkoncentration i
udåndingsluften på højst 1,00 mg pr. liter
luft).
Øvrige tilfælde af spirituskørsel,
der medfører en ubetinget frakendelse af førerretten,
vil være omfattet af den obligatoriske alkolåsordning,
jf. § 60 a, stk. 3, i lovforslagets § 1,
nr. 2, samt bemærkningerne hertil og i punkt 3.1.4 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den frivillige alkolåsordning indebærer, at
personer omfattet af ordningen kan generhverve førerretten 1
år før frakendelsestidens udløb, hvis de dels
lader sig undersøge for et eventuelt
behandlingskrævende alkoholmisbrug og - hvis et sådant
konstateres - underkaster sig alkoholistbehandling, dels deltager i
en alkolåsordning, der løber indtil 1 år efter
udløbet af frakendelsestiden, dvs. i alt 2 år
(alkolåsperioden).
Det forudsættes, at personundersøgelsen skal
foretages af Kriminalforsorgens personundersøgere.
Personundersøgelsen skal
primært fokusere på, om vedkommende har et
behandlingskrævende alkoholmisbrug.
Konstateres der ved personundersøgelsen et
behandlingskrævende alkoholmisbrug, er det som nævnt
tillige et vilkår for deltagelse i alkolåsordningen, at
vedkommende tager imod et tilbud om alkoholistbehandling. Det
foreslås, at alkoholistbehandlingen skal svare til den,
personer kan modtage som vilkår for en betinget dom, jf.
straffelovens § 57, stk. 1, nr. 5, dvs. en
struktureret, kontrolleret alkoholistbehandling af mindst 1
års varighed.
Personer, der har valgt at deltage i den frivillige
alkolåsordning, er bundet af ordningens vilkår indtil 1
år efter frakendelsestidens udløb. Det er
således ikke muligt at træde ud af ordningen med den
virkning, at den pågældende kan føre bil uden
vilkår om alkolås efter frakendelsestidens
udløb.
Bestemmelsen i stk. 2
indebærer, at generhvervelse af førerretten i
alkolåsperioden alene giver den pågældende ret
til at føre et eller flere bestemte køretøjer,
hvori der er installeret en alkolås, som opfylder de
nærmere krav til alkolåse, der vil blive fastsat
administrativt, jf. bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 4
nedenfor. Den pågældende vil således ikke lovligt
kunne føre andre køretøjer.
Stk. 3 henviser til kravet om
gennemførelse af A/T-kursus og beståelse af
kontrollerende køreprøve og de nærmere regler
herom i § 60 a, stk. 2, og stk. 8, 1. pkt., i
lovforslagets § 1, nr. 2. Reglerne finder således
tilsvarende anvendelse ved generhvervelse af førerretten
under den frivillige alkolåsordning. Stk. 3, 2. pkt. indebærer, at den
praktiske prøve i forbindelse med den kontrollerende
køreprøve tidligst kan aflægges 1 måned
før alkolåsperiodens start.
I stk. 4 bemyndiges
justitsministeren til at fastsætte de nærmere
bestemmelser om indholdet og gennemførelsen af den
frivillige alkolåsordning, og i den forbindelse bl.a.
henlægge administrationen af de kommende administrativt
fastsatte regler til anden offentlig myndighed eller private
virksomheder. Bestemmelsen svarer til den foreslåede
bemyndigelsesbestemmelse i § 60 e, stk. 2,
vedrørende den obligatoriske alkolåsordning. Ved den
frivillige alkolåsordning vil bemyndigelsen endvidere blive
udnyttet til at fastsætte bestemmelser om
undersøgelsen for et behandlingskrævende
alkoholmisbrug og alkoholistbehandlingen.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.6.2 og 3.1.6.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Stk. 5 svarer i vidt omfang
til bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 60
e, stk. 3, der giver justitsministeren hjemmel til at
fastsætte bestemmelser om private virksomheders adgang til at
behandle oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold i
forbindelse med administrationen af opgaver under
alkolåsordningen. Stk. 5 skal herudover bl.a. sikre, at
det vil være muligt at lade alkoholistbehandlingen
udføre i privat regi, f.eks. på et alkoholambulatorium
eller hos en praktiserende læge.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.6.4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Hvis en deltager ikke overholder ordningens vilkår,
herunder et eventuelt vilkår om alkoholistbehandling, eller
hvis den pågældende selv vælger at afbryde sin
deltagelse i ordningen, indebærer stk. 6, at førerretten kan
inddrages administrativt med virkning for resten af
alkolåsperioden. Når førerretten er generhvervet
under alkolåsordningen, er det således ikke muligt at
fortryde eller på anden måde udtræde af ordningen
med den virkning, at vedkommende stilles som om, vedkommende ikke
var gået ind i ordningen.
En afgørelse om inddragelse af førerretten kan
forlanges indbragt for domstolene efter reglerne i straffelovens
§ 78, stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 7
præciserer, at personer, der har generhvervet
førerretten under alkolåsordningen, men som mens
frakendelsestiden stadig løber (dvs. i det første
år af alkolåsperioden), kører i et
køretøj, der ikke er omfattet af
alkolåsordningen, f.eks. en bil uden alkolås, kan
straffes for kørsel i frakendelsestiden, jf.
færdselslovens § 117 a. Dette er en konsekvens af,
at deltagelse i den frivillige alkolåsordning ikke har
indvirkning på de retsvirkninger, der i øvrigt
følger af frakendelsen.
Kørsel efter frakendelsestidens udløb (dvs. i
det sidste år af alkolåsperiden) straffes som
overtrædelse af færdselslovens § 56,
stk. 1, jf. § 117 d, stk. 2. Det
forudsættes, at der i disse tilfælde straffes på
samme måde som ved kørsel i bil, hvor føreren
alene har kørekort til motorcykel, eller omvendt.
Det bemærkes, at førerret med vilkår om
alkolås kun giver ret til at føre et eller flere
bestemte køretøjer, som er knyttet til vedkommendes
førerret.
I stk. 8 foreslås det,
at personer, der i frakendelsestiden gør sig skyldig i en
eller flere færdselsforseelser, som ikke omfatter
spirituskørsel, men som medfører en ny ubetinget
frakendelse af førerretten, ikke længere kan blive
omfattet af den frivillige alkolåsordning. Vedkommende vil i
disse tilfælde fortabe sin mulighed for at kunne indgå
i den frivillige alkolåsordning og således først
kunne generhverve førerretten - som hidtil - efter den
samlede frakendelsestids udløb.
Reglen har kun betydning for personer, der (endnu) ikke har
påbegyndt den frivillige alkolåsordning - enten fordi
alkolåsperioden endnu ikke er påbegyndt, eller fordi
den pågældende inden for det sidste år af
frakendelsestiden (endnu) ikke er indtrådt i
alkolåsordningen. For personer, der er indtrådt i
alkolåsordningen, behandles en ny frakendelse af
førerretten i alkolåsperioden, herunder den del af
perioden der løber parallelt med det sidste år af
frakendelsestiden, efter stk. 9, jf. nedenfor.
Er der tale om en ny frakendelse som følge af
spirituskørsel, vil føreren enten blive omfattet
af den obligatoriske alkolåsordning, eller - hvis der er tale
om et andengangstilfælde med en promille på
højst 1,20 - den frivillige alkolåsordning,
således at den pågældende vil kunne generhverve
førerretten, når der resterer 1 år af den nye,
samlede frakendelse mod at deltage i alkolåsordningen.
I stk. 9 foreslås det,
at personer, der har generhvervet førerretten under den
frivillige alkolåsordning, og som frakendes
førerretten ubetinget på ny som følge af en
eller flere færdselsforseelser, der ikke omfatter
spirituskørsel, tidligst skal kunne generhverve
førerretten, efter alkolåsperioden er udløbet.
Dette gælder uanset, om den eller de
færdselsforseelser, der medfører den nye frakendelse,
er begået før eller efter, at vedkommende
generhvervede førerretten under
alkolåsordningen.
Reglen har kun betydning for de situationer, hvor der efter
udløbet af den nye frakendelsestid fortsat resterer en del
af alkolåsperioden.
Ved generhvervelse af førerretten efter den nye
frakendelse eller alkolåsperiodens udløb, vil der ikke
skulle gennemføres et nyt A/T-kursus.
Er der tale om en ny frakendelse som følge af
spirituskørsel, vil føreren enten blive omfattet
af den obligatoriske alkolåsordning, eller - hvis der er tale
om et andengangstilfælde med en promille på
højst 1,20 - en (ny) frivillig alkolåsordning,
således at den pågældende vil kunne generhverve
førerretten, når der resterer 1 år af den nye
frakendelse mod at deltage i alkolåsordningen.
Stk. 10 er en
bemyndigelsesbestemmelse, der giver justitsministeren hjemmel til
at fastsætte regler om inddragelse af førerretten som
følge af vilkårsovertrædelser, herunder
overtrædelse af et vilkår om
alkoholistbehandling.
Stk. 11 indeholder en
bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte
bestemmelser om betaling af et gebyr for deltagelse i den
frivillige alkolåsordning.
Som anført under punkt 3.1.3 og 3.1.6.5 i de
almindelige bemærkninger, er det forudsat, at den frivillige
alkolåsordning skal finansieres ved brugerbetaling.
Fastsættelsen af gebyret vil derfor ske på baggrund af
de faktiske meromkostninger, som den frivillige
alkolåsordning medfører for de offentlige myndigheder,
der skal administrere ordningen, herunder omkostninger til
foretagelse af personundersøgelser og kontrol af, at
deltagerne overholder ordningens vilkår.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.1.5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 24 (færdselslovens § 133 a,
stk. 1)
Det følger af færdselslovens § 133 a,
stk. 1, at der ved grove eller gentagne overtrædelser af
færdselsloven kan ske konfiskation af det ved
overtrædelsen anvendte motordrevne køretøj -
eller af køretøjer, som ejes af føreren - hvis
konfiskation må anses for påkrævet for at
forebygge yderligere færdselslovsovertrædelser.
Vestre Landsret har i en afgørelse fra 2005 udtalt, at
gentagelsesbegrebet i færdselslovens § 133 a,
stk. 1, må forstås i overensstemmelse med
straffelovens sædvanlige gentagelsesbegreb, hvilket
indebærer, at flere overtrædelser til samtidig
pådømmelse ikke kan betragtes som
»gentagne« overtrædelser. Lægges denne
opfattelse til grund, kan antallet af
færdselslovsovertrædelser således i sig selv kun
danne grundlag for konfiskation, hvis der foreligger mellemliggende
afgørelser.
Det foreslås at ændre § 133 a,
stk. 1, med henblik på at fastslå, at
bestemmelsens gentagelsesbegreb afviger fra strafferettens
sædvanlige gentagelsesbegreb. Forslaget indebærer
således, at fakultativ konfiskation - hvis en sådan i
øvrigt må anses for påkrævet for at
forebygge yderligere overtrædelser - skal kunne ske på
baggrund af overtrædelsernes antal, når flere
overtrædelser er til samtidig pådømmelse, uanset
at føreren ikke tidligere er straffet.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 25 (færdselslovens § 133 a,
stk. 2)
Efter færdselslovens § 133 a, stk. 2,
skal konfiskation ske på obligatorisk grundlag, hvis ejeren
har gjort sig skyldig i visse grove tilfælde af
spirituskørsel eller kørsel under
påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer mv., som
medfører ubetinget frakendelse af førerretten, og den
pågældende to gange tidligere inden for de seneste 3
år, før det nye forhold er begået, har gjort sig
skyldig i lignende forhold, der har medført ubetinget
frakendelse af førerretten.
Med den foreslåede nyaffattelse af § 133 a, stk. 2, udvides
ordningens anvendelsesområde, så konfiskation fremover
skal være en obligatorisk følge i alle tilfælde,
hvor en fører inden for 3 år har begået tre
overtrædelser, som hver især begrunder en ubetinget
frakendelse af førerretten efter reglerne i
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1-6, eller
de foreslåede nye bestemmelser i nr. 11 og 12 (lovforslagets
§ 1, nr. 20) om ubetinget førerretsfrakendelse ved
særligt grove hastighedsovertrædelser.
Den foreslåede ordning om obligatorisk konfiskation
omfatter ikke de forhold, der alene som følge af
førerens forstraffe eller antallet af forhold til samtidig
pådømmelse fører til en ubetinget frakendelse
af førerretten, jf. færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 7-10.
Med forslaget forudsættes det, at tre forhold omfattet
af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1-6,
eller de foreslåede nye bestemmelser i nr. 11 og 12
begået inden for 3 år skal medføre obligatorisk
konfiskation, uanset om forholdene er til samtidig
pådømmelse, eller om der foreligger mellemliggende
afgørelser. Den foreslåede konfiskationsbestemmelses
gentagelsesbegreb skal således ikke forstås på
samme måde som det sædvanlige gentagelsesbegreb i
straffelovens § 84, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 26 og 27 (færdselslovens § 133 a,
stk. 2, der bliver stk. 3)
Forslaget indebærer, at der for så vidt
angår spirituskørsel og overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 2, indføres
en særlig skærpet ordning om obligatorisk konfiskation,
så konfiskation skal ske, hvis
1) ejeren af
køretøjet har gjort sig skyldig i
spirituskørsel med en promille over 1,20 eller en
alkoholkoncentration i udåndingsluften over 0,60 mg pr. liter
luft, der medfører ubetinget frakendelse af
førerretten, eller overtrædelse under skærpende
omstændigheder af § 54, stk. 2, der
medfører ubetinget frakendelse af førerretten, og
2) den
pågældendes førerret på
gerningstidspunktet var frakendt ubetinget for et forhold som
nævnt i nr. 1 begået inden for de seneste 3 år
før det nye forhold.
Da det efter forslaget er en forudsætning for
obligatorisk konfiskation, at det første forhold har givet
anledning til en afgørelse om ubetinget frakendelse, inden
det andet forhold begås, vil to forhold til samtidig
pådømmelse ikke i sig selv kunne give anledning til
obligatorisk konfiskation efter den skærpede regel.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 28 og 29 (færdselslovens § 133 a,
stk. 3 og 4, der bliver stk. 4 og 5)
De foreslåede ændringer er redaktionelle
konsekvenser af forslaget om indførelse af en obligatorisk
konfiskationsordning i tilfælde, hvor en fører inden
for 3 år har begået tre overtrædelser, som hver
især medfører ubetinget frakendelse af
førerretten (lovforslagets § 1, nr. 25).
Til § 2
Til nr. 1 (straffelovens § 241, 2. pkt.)
Det foreslås at ændre straffelovens § 241, 2. pkt., så det
udtrykkeligt fremgår af bestemmelsen, at det anses som en
særlig skærpende omstændighed, hvis uagtsomt
manddrab begås i forbindelse med overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2.
Med forslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker
en sådan forhøjelse af strafudmålingsniveauet i
sager om uagtsomt manddrab begået i forbindelse med
spirituskørsel eller særlig hensynsløs
kørsel, at straffen i normaltilfældene, der i dag
ligger på fængsel i 10-12 måneder, fremover
forhøjes til fængsel i 16-18 måneder. Det
forudsættes ligeledes, at uagtsomt manddrab begået i
forbindelse med overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2, hæves til et tilsvarende
niveau i normaltilfældene.
En skærpende omstændighed, som gør, at
forholdet skal bedømmes strengere end normalniveauet, kan -
ligesom efter gældende ret - være, at gerningsmanden
tidligere er straffet for spirituskørsel, særlig
hensynsløs kørsel eller anden risikobetonet
kørsel, som har medført betinget eller ubetinget
frakendelse af førerretten, og som har været udtryk
for betydelig uansvarlighed som fører af et
motorkøretøj. Det vil også kunne være en
skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden tidligere
er straffet for overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2.
I tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med
særlig hensynsløs kørsel, hvor der har
foreligget en kombination af flere grove overtrædelser af
færdselsloven, forudsættes det - ligesom efter
gældende ret - at der fastsættes en straf, der er
væsentlig strengere end det angivne normalniveau på
16-18 måneders fængsel. Det kan f.eks. være
tilfælde, hvor der er tale om betydelig uansvarlig
kørsel over en længere strækning med både
betydelige hastighedsoverskridelser og kørsel over for
rødt lys eller kørsel venstre om helleanlæg i
områder med mange trafikanter. Det samme gælder sager
om uagtsomt manddrab, hvor forholdet er begået i forbindelse
med spirituskørsel eller overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, og hvor
kørslen samtidig kan karakteriseres som særlig
hensynsløs.
Det forudsættes endvidere, at der i de groveste
tilfælde af uagtsomt manddrab i forbindelse med
spirituskørsel, overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller
særlig hensynsløs kørsel - der som
anført under punkt 3.3.2.2 i de almindelige
bemærkninger i praksis har medført straffe på
2½ til 3 års fængsel - fremover skal føre
til straffe på op til 5 års fængsel.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til nr. 2 (straffelovens § 249, 2. pkt.)
Det foreslås at ændre straffelovens
§ 249, 2. pkt., på tilsvarende måde som
§ 241, 2. pkt., så det også af denne
bestemmelse udtrykkeligt fremgår, at overtrædelse af
færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, anses for
en særlig skærpende omstændighed i relation til
sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse.
Med forslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker
en forhøjelse af straffen i sager om uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse begået i forbindelse med
spirituskørsel, særlig hensynsløs
kørsel eller overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2. Det forudsættes
således, at straffen forhøjes fra 2-5 måneders
fængsel til omkring 6-8 måneders fængsel i
normaltilfældene.
Om strafskærpende omstændigheder henvises der til
de specielle bemærkninger til § 2, nr. 1
(straffelovens § 241, 2. pkt.). Det forudsættes, at
der i de grove tilfælde af uagtsom betydelig
legemsbeskadigelse begået i forbindelse med
spirituskørsel, særlig hensynsløs
kørsel eller overtrædelse af færdselslovens
§ 54, stk. 1 eller 2, idømmes straffe, der er
markant højere end det angivne normalniveau på 6-8
måneders fængsel, og at straffen i de groveste
tilfælde, der i dag ligger på 8 til 10 måneders
fængsel - også kommer op på et højere
niveau.
Der henvises i øvrigt til punkt 3.3 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Til § 3
Det foreslås i stk. 1,
at loven træder i kraft den 1. juli 2010.
For så vidt angår de foreslåede regler om
udvidelse af adgangen til udenretlig vedtagelse af
førerretsfrakendelser, ubetinget frakendelse af
førerretten ved særlig grove
hastighedsovertrædelser og øget adgang til
konfiskation af køretøjer, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 9-15, 18-21 og 24-29, foreslås det i stk. 2, at disse regler dog først
træder i kraft 1. oktober 2010.
For så vidt angår de foreslåede regler om
alkolåse i lovforslagets § 1, nr. 2-4, 16, 17, 22
og 23, foreslås det i stk. 3
at bemyndige justitsministeren til at fastsætte
ikrafttrædelsestidspunktet.
Stk. 4 er en
overgangsbestemmelse, der indebærer, at personer, som
på tidspunktet for ikrafttrædelsen af reglerne om den
frivillige alkolåsordning er frakendt førerretten
ubetinget som følge af førstegangstilfælde af
spirituskørsel med en promille i intervallet 1,21-2,00
eller andengangstilfælde af spirituskørsel med en
promille i intervallet 0,51-1,20 efter et
førstegangstilfælde med en promille i intervallet
0,51-2,00, også vil være omfattet af den frivillige
alkolåsordning. Disse personer får således
også mulighed for at generhverve førerretten med
vilkår om alkolås mv., når der resterer
højst 1 år af deres frakendelsestid, jf. herved
lovforslagets § 1, nr. 23 (færdselslovens
§ 132 a).
Reglerne om den obligatoriske
alkolåsordning forudsættes derimod ikke at skulle finde
anvendelse i forhold til personer, som på tidspunktet for
reglernes ikrafttrædelse er frakendt førerretten
ubetinget.
I stk. 4 foreslås det,
at det foreslåede nye nr. 4 i færdselslovens
§ 119, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 8),
hvorefter domsmænd ikke skal medvirke i sager om
kørsel uden at have erhvervet førerret, skal finde
anvendelse i sager af den nævnte art, hvor der efter lovens
ikrafttræden rejses tiltale i første instans.
Forslaget indebærer, at straffesager om kørsel uden at
have erhvervet førerret, hvor der inden lovens
ikrafttræden er rejst tiltale i første instans,
færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, og
appel sker i givet fald også efter de hidtil gældende
regler.
Det bemærkes generelt - for så vidt angår de
foreslåede lovændringer vedrørende
straffastsættelsen - at det af straffelovens § 3,
stk. 1, følger, at spørgsmålet om
strafbarhed og straf skal afgøres efter den
straffelovgivning, som er gældende på det tidspunkt,
hvor sagen pådømmes. Er handlingen foretaget
før den nye lovs ikrafttræden, må straffen dog
ikke blive strengere end efter de regler, som var gældende
på gerningstidspunktet.
For så vidt angår frakendelse af
førerretten og konfiskation følger det af
straffelovens § 4, stk. 2, at frakendelse af
førerretten kun kan ske, når dette også var
hjemlet ved den lovgivning, som var gældende ved handlingens
foretagelse. Heraf følger, at der heller ikke kan
idømmes en strengere frakendelses- eller
konfiskationssanktion end den, der kunne være idømt
efter de regler, der var gældende på
gerningstidspunktet.
Det bemærkes endelig, at hvor forhøjet straf
eller andre retsfølger er foreskrevet i
gentagelsestilfælde, kommer afgørelser, der er truffet
i henhold til tidligere ret, i betragtning efter deres indhold lige
med afgørelser efter den lov, i henhold til hvilken den
foreliggende handling bedømmes, jf. straffelovens
§ 5.
Til § 4
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og
indebærer, at loven ikke gælder for
Færøerne og Grønland.
Bilag 1
| | |
Lovforslaget
sammenholdt med gældende lov |
| | |
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | |
| | I færdselsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 984 af 5. oktober 2009, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1338 af 19. december 2008,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 30.
§§ 28 og 29 gælder ikke for køretøj,
der anvendes ved vejarbejde, såfremt standsning eller
parkering er nødvendig af hensyn til arbejdet, og der
træffes fornødne sikkerhedsforanstaltninger. Det samme
gælder standsning eller parkering, der foretages af politi,
redningsberedskab eller redningskorps. | | 1. I § 30 indsættes efter
»politi,«: »kriminalforsorg,«. |
| | |
§ 60.
Politiet kan inddrage førerretten, hvis den
pågældende ikke længere opfylder betingelserne
for at få kørekort. Såfremt en person
nægter at medvirke til de undersøgelser eller
prøver, der er nødvendige til afgørelse heraf,
kan politiet straks inddrage førerretten.
Spørgsmålet, om den pågældende er
afhængig af brug af euforiserende eller andre
bevidsthedspåvirkende stoffer eller ikke er ædruelig,
kan forlanges indbragt for domstolene. Indbringelsen sker efter
reglerne i straffelovens § 78, stk. 3. Stk. 2.
Har førerretten været frakendt ubetinget, kan retten
efter frakendelsestidens udløb kun generhverves,
såfremt en kontrollerende køreprøve
bestås. Har førerretten været frakendt ubetinget
som følge af spirituskørsel, kan retten kun
generhverves, såfremt ansøgeren forinden har
gennemført kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) og har
bestået en kontrollerende køreprøve.
Køreprøven kan aflægges før
frakendelsestidens udløb. Den praktiske prøve kan dog
tidligst aflægges 1 måned før frakendelsestidens
udløb. Har domfældte bestået en
køreprøve efter det forhold, der gav anledning til
tiltalen, skal kontrollerende prøve ikke aflægges,
såfremt prøven er bestået inden for det sidste
år før frakendelsestidens udløb og inden for
det sidste år før ansøgningen om generhvervelse
af kørekort. Beståelse af en køreprøve
fritager ikke for gennemførelse af A/T-kursus. Stk. 3.
Er førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren
inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge
en kontrollerende køreprøve. Er førerretten
frakendt betinget som følge af spirituskørsel,
skal føreren forinden have gennemført et kursus i
alkohol og trafik (A/T-kursus). Førerretten inddrages, hvis
den kontrollerende køreprøve ikke bestås eller
vedkommende undlader at medvirke til den. Kontrollerende
køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis
domfældte har bestået en køreprøve efter
det forhold, der gav anledning til frakendelsen. Beståelse af
en køreprøve fritager ikke for gennemførelse
af A/T-kursus. Stk. 4.
Justitsministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og
gennemførelsen af A/T-kurserne samt om kontrollerende
køreprøve og om inddragelse af førerretten i
medfør af stk. 3. Stk. 5.
Den, der midlertidigt eller endeligt har mistet førerretten,
skal aflevere sit kørekort til politiet. | | 2.§§ 60 og 60
a ophæves og i stedet indsættes: »§
60. Politiet kan inddrage førerretten, hvis den
pågældende ikke længere opfylder betingelserne
for at få kørekort. Hvis en person nægter at
medvirke til de undersøgelser eller prøver, der er
nødvendige til en afgørelse heraf, kan politiet
straks inddrage førerretten. Spørgsmålet, om
den pågældende er afhængig af brug af
euforiserende stoffer eller andre bevidsthedspåvirkende
stoffer eller ikke er ædruelig, kan forlanges indbragt for
domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens
§ 78, stk. 3. |
| | |
§ 60 a. Er
kørselsforbud pålagt i medfør af
§ 127 for forhold omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 1-4, 9 eller 10, eller stk. 3, kan
førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har
gennemført fornyet, særlig køreundervisning og
har bestået en kontrollerende køreprøve. Stk. 2.
Er kørselsforbud pålagt i medfør af
§ 127 for forhold omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 8, eller § 126, stk. 2, kan
førerretten kun gengives, hvis føreren forinden har
gennemført et A/T-kursus og har bestået en
kontrollerende køreprøve. Stk. 3.
For at generhverve førerretten skal fornyet, særlig
køreundervisning være gennemført og
kontrollerende køreprøve bestået, hvis
føreren inden for de første tre år efter
førstegangserhvervelse af førerret har begået
en forseelse, for hvilken førerretten er frakendt
ubetinget 1) i medfør af § 126,
stk. 1, nr. 5, 2) som følge af, at føreren
har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet
af § 125, stk. 1-3, og et af forholdene er omfattet
af stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 3 og dette forhold er
begået inden for de første tre år efter
førstegangserhvervelse af førerret, eller 3) som følge af, at føreren
har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af
§ 125, stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 3, der
medfører en ubetinget frakendelse af førerretten i
medfør af § 126, stk. 1, nr. 8 eller
10. Stk. 4.
Særlig køreundervisning eller A/T-kursus skal
gennemføres, og kontrollerende køreprøve skal
aflægges, uanset om domfældte har bestået en
køreprøve efter det forhold, der gav anledning til
kørselsforbudet eller den ubetingede frakendelse. Stk. 5.
Den, der har fået inddraget førerretten ved et
kørselsforbud, skal aflevere sit kørekort til
politiet. Stk. 6.
Justitsministeren fastsætter bestemmelser om indholdet og
gennemførelsen af den særlige køreundervisning
og kontrollerende køreprøve i forbindelse med
gengivelse af førerretten efter stk. 1 og 2. | | § 60 a. Har
førerretten været frakendt ubetinget, kan retten efter
frakendelsestidens udløb kun generhverves, hvis en
kontrollerende køreprøve bestås. Stk. 2. Har
førerretten været frakendt ubetinget som følge
af spirituskørsel, kan retten kun
generhverves, hvis ansøgeren har gennemført
et kursus i alkohol og trafik (A/T-kursus) og derefter har
bestået en kontrollerende køreprøve. Stk. 3.
Generhvervelse i de første 2 år efter
frakendelsestidens udløb er endvidere betinget af, at
ansøgeren indtil udløbet af de 2 år deltager i
en alkolåsordning, hvis førerretten har været
frakendt ubetinget som følge af 1) spirituskørsel med en
promille på over 2,00 eller en alkoholkoncentration i
udåndingsluften på over 1,00 mg pr. liter luft
eller 2) gentagelsestilfælde af
spirituskørsel, bortset fra andengangstilfælde
med en promille på højst 1,20 eller en
alkoholkoncentration i udåndingsluften på højst
0,60 mg pr. liter luft efter et førstegangstilfælde
med en promille på højst 2,00 eller en
alkoholkoncentration i udåndingsluften på højst
1,00 mg pr. liter luft. Stk. 4.
Generhvervelse af førerretten i den i stk. 3 nævnte
periode (alkolåsperioden) giver alene ret til at føre
et eller flere køretøjer, hvori der er installeret en
alkolås, og som er omfattet af alkolåsordningen. Stk. 5.
Frakendes førerretten ubetinget i alkolåsperioden for
forhold, der ikke omfatter spirituskørsel, suspenderes
alkolåsperioden. Efter frakendelsestidens udløb er
generhvervelse i en periode svarende til den del af
alkolåsperioden, der resterede på tidspunktet for
frakendelsen, betinget af, at ansøgeren i den nævnte
periode deltager i en alkolåsordning efter stk. 3. Har
førerretten været inddraget i medfør af §
130, stk. 1, udgør den i 2. pkt. nævnte periode den
del af alkolåsperioden, der resterede på tidspunktet
for inddragelsen. Stk. 6. Ved
overtrædelse af de vilkår for alkolåsordningen,
som fastsættes i medfør af § 60 e, stk. 2, kan
førerretten inddrages med virkning for resten af
alkolåsperioden. Spørgsmålet om inddragelse af
førerretten efter 1. pkt. kan forlanges indbragt for
domstolene efter reglerne i straffelovens § 78, stk. 3. Stk. 7.
Kørsel i alkolåsperioden i et motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort, og
som ikke er omfattet af stk. 4, straffes efter § 117 d, stk.
2, jf. § 56, stk. 1. Stk. 8.
Kontrollerende køreprøve kan aflægges
før frakendelsestidens udløb. Den praktiske
prøve kan dog tidligst aflægges 1 måned
før frakendelsestidens udløb. I sager omfattet af
stk. 3, hvor ansøgeren ikke deltager i en
alkolåsordning, kan den praktiske prøve tidligst
aflægges 1 måned før alkolåsperiodens
udløb. Stk. 9. Har
domfældte bestået en køreprøve efter det
forhold, der gav anledning til tiltalen, skal kontrollerende
prøve ikke aflægges, hvis prøven er
bestået inden for det sidste år før
frakendelsestidens udløb og inden for det sidste år
før ansøgningen om generhvervelse af
førerretten. Beståelse af køreprøve
fritager ikke for gennemførelse af A/T-kursus. |
| | |
| | § 60 b. Er
førerretten blevet frakendt betinget, skal føreren
inden for en frist, der fastsættes af politiet, aflægge
en kontrollerende køreprøve. Er førerretten
frakendt betinget som følge af spirituskørsel,
skal føreren forinden have gennemført et kursus i
alkohol og trafik (A/T-kursus). Førerretten inddrages, hvis
den kontrollerende køreprøve ikke bestås eller
vedkommende nægter at medvirke til den. Kontrollerende
køreprøve skal dog ikke aflægges, hvis
domfældte har bestået en køreprøve efter
det forhold, der gav anledning til frakendelsen. Beståelse af
en køreprøve fritager ikke for gennemførelse
af A/T-kursus. |
| | |
| | § 60 c. Er
kørselsforbud pålagt i medfør af § 127 for
forhold omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-4, 9 eller 10, eller
stk. 3, kan førerretten kun gengives, hvis føreren
forinden har gennemført fornyet, særlig
køreundervisning og har bestået en kontrollerende
køreprøve. Stk. 2. Er
kørselsforbud pålagt i medfør af § 127 for
forhold omfattet af § 125, stk. 1, nr. 8, eller § 126,
stk. 2, kan førerretten kun gengives, hvis føreren
forinden har gennemført et kursus i alkohol og trafik
(A/T-kursus) og har bestået en kontrollerende
køreprøve. Stk. 3. For at
generhverve førerretten skal fornyet, særlig
køreundervisning være gennemført og
kontrollerende køreprøve bestået, hvis
føreren inden for de første 3 år efter
førstegangserhvervelse af førerret har begået
en forseelse, for hvilken førerretten er frakendt
ubetinget 1) i medfør af § 126, stk. 1,
nr. 5, 2) som følge af, at føreren
har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet
af § 125, stk. 1-3, og et af forholdene er omfattet af stk. 1,
nr. 1-4, eller stk. 3, og dette forhold er begået inden for
de første 3 år efter førstegangserhvervelse af
førerret, eller 3) som følge af, at føreren
har gjort sig skyldig i forhold, der er omfattet af § 125,
stk. 1, nr. 1-4, eller stk. 3, der medfører en ubetinget
frakendelse af førerretten i medfør af § 126,
stk. 1, nr. 8 eller 10. Stk. 4.
Særlig køreundervisning eller A/T-kursus skal
gennemføres, og kontrollerende køreprøve skal
aflægges, uanset om domfældte har bestået en
køreprøve efter det forhold, der gav anledning til
kørselsforbuddet eller den ubetingede frakendelse |
| | |
| | § 60 d.
Den, hvis førerret midlertidigt eller endeligt er inddraget
eller frakendt, skal aflevere sit kørekort til
politiet. |
| | |
| | § 60 e.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om indholdet og
gennemførelsen af den kontrollerende
køreprøve, kurset i alkohol og trafik (A/T-kurset) og
den særlige køreundervisning, jf. §§ 60 a-60
c. Stk. 2.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om indholdet og
gennemførelsen af alkolåsordningen, jf. § 60 a,
stk. 3. Justitsministeren kan henlægge sine beføjelser
efter 1. pkt. til anden statslig myndighed. Justitsministeren kan
endvidere henlægge administrationen af de efter 1. og 2. pkt.
fastsatte bestemmelser til anden offentlig myndighed eller privat
virksomhed og i forbindelse hermed fastsætte regler for de
pågældendes virksomhed i forbindelse med
administrationen af ordningen. Justitsministeren kan i
øvrigt fastsætte regler om godkendelse af private
virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter 3. pkt. Stk. 3.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at private
virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter stk. 2, kan
foretage behandling af oplysninger om enkeltpersoners rent private
forhold, herunder videregive sådanne oplysninger til en
offentlig myndighed, hvis det må anses for nødvendigt
af hensyn til at gennemføre alkolåsordningen, jf.
§ 60 a, stk. 3. Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om inddragelse
af førerretten i medfør af § 60, § 60 a,
stk. 6, og § 60 b. Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af
gebyr for deltagelse i alkolåsordningen, jf. § 60
a, stk. 3.« |
| | |
§ 62.
--- | | |
Stk. 2.
--- | | 3.§ 62, stk. 3, affattes
således: |
Stk. 3.
§§ 56-60, bortset fra § 56, stk. 2, nr. 1, og stk.
4, og § 57, stk. 1, gælder også med hensyn til
kørekort til traktor (motorredskab). Kørekortet kan
udstedes til personer, der er fyldt 16 år. | | »Stk. 3.
§§ 56-60 e, bortset fra § 56, stk. 2, nr. 1, og stk.
4, § 57, stk. 1, og § 60 c, gælder også med
hensyn til kørekort til traktor (motorredskab).
Kørekortet kan udstedes til personer, der er fyldt 16
år.« |
| | |
§ 118. Med
bøde, jf. dog stk. 6, straffes den, der: 1) overtræder § 3,
stk. 1 og 2, §§ 4-8, § 9, stk. 1
og stk. 2, nr. 2-6, § 10, § 12,
§§ 14-52, § 54, stk. 3-5,
§ 55 a, stk. 1, § 60, stk. 5,
§ 60 a, stk. 5, § 62, stk. 2 og 3,
§§ 63-65, § 67, § 70,
stk. 1 og 2, § 72, §§ 74-75,
§§ 80-81, § 82, § 83 a,
§ 84, stk. 2, §§ 86-88,
§§ 97-99 og § 105, 2) tilsidesætter vilkår for en
tilladelse i henhold til loven eller i henhold til forskrifter
udstedt i medfør af loven eller 3) undlader at efterkomme forbud eller
påbud, der er meddelt i henhold til loven eller i henhold til
forskrifter udstedt i medfør af loven. Stk. 2.
--- | | 4. I § 118, stk. 1, nr. 1, ændres
»§ 60, stk. 5, § 60 a, stk. 5« til:
»§ 60 d«. |
Stk. 3.
Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af
§§ 42 og 43 skal der tages hensyn til den generelle
risikoforøgelse, som den pågældende
hastighedsovertrædelse medfører. Ved
hastighedsovertrædelser på motorveje med en
hastighedsgrænse på 100 km i timen eller derover
udmåles en skærpet bøde. Der udmåles
ligeledes en skærpet bøde ved
hastighedsovertrædelser begået ved kørsel
med 1) biler med tilladt totalvægt
på ikke over 3.500 kg med tilkoblet påhængsvogn,
sættevogn eller registreringspligtigt
påhængsredskab, herunder campingvogn, 2) lastbiler, hvis tilladte
totalvægt overstiger 3.500 kg, 3) busser, hvis tilladte totalvægt
overstiger 3.500 kg, 4) vogntog bestående af de under nr.
2 og 3 nævnte køretøjer og
registreringspligtige
påhængskøretøjer, 5) ledbusser eller 6) motorcykel med tilkoblet
påhængsvogn eller registreringspligtigt
påhængsredskab. | | 5. I § 118, stk. 3, 4 og 5, indsættes efter »§§
42 og 43«: »eller en anden hastighedsgrænse
fastsat ved færdselstavler eller anden
afmærkning«. |
Stk. 4.
Ved fastsættelsen af bøder for overtrædelse af
§§ 42 og 43, jf. stk. 3, skal det tillige
indgå som en skærpende omstændighed, hvis
hastigheden har udgjort 140 km i timen eller derover. Stk. 5.
Ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af
§§ 42 og 43, jf. stk. 3, udmåles en
særlig skærpet bøde ved
hastighedsovertrædelser på andre veje end motorveje,
hvis hastighedsoverskridelsen er på 30 pct. eller
derover. | | |
Stk. 6.
Straf efter stk. 1 kan under de i § 126,
stk. 1, nr. 5, nævnte omstændigheder stige til
fængsel indtil 1 år. Stk. 7-10.
--- | | 6. I § 118, stk. 6, indsættes efter
»1 år«: »og 6 måneder«. |
| | |
§
119. Stk. 1-2.
--- Stk. 3.
Domsmænd medvirker uanset reglerne i stk. 2 ikke i sager,
der 1) behandles efter reglerne i
retsplejelovens § 831, 2) vedrører overtrædelse af
§ 53, | | |
3) vedrører overtrædelse af
§ 54, stk. 1, eller | | 7. I § 119, stk. 3, nr. 3, udgår
»eller«. |
4) vedrører overtrædelse af
§ 117 a. | | 8. I § 119, stk. 3,indsættes efter nr.
3 som nyt nummer: »4) vedrører
overtrædelse af § 56, stk. 1, § 62, stk. 1, eller
§ 63 a eller«. Nr. 4 bliver herefter nr. 5. |
| | |
§ 119 a.
Hvis en sag efter § 125, stk. 1, nr. 3-9,
§ 125, stk. 2 eller 3, eller § 126,
stk. 1, nr. 1-4, ikke skønnes at ville medføre
højere straf end bøde, kan anklagemyndigheden i
stedet for at indlevere anklageskrift til retten tilkendegive
sigtede, at sagen kan afgøres uden retslig
forfølgning, såfremt sigtede erkender sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angivet frist, der efter begæring kan
forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet
bøde samt vedtager kørselsforbud, betinget eller
ubetinget frakendelse af førerretten i et i tilkendegivelsen
nærmere angivet tidsrum. | | 9. I § 119 a, stk. 1, ændres
»kørselsforbud,« til:
»kørselsforbud eller«. |
| | 10. I § 119 a indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: »Stk. 2.
Hvis en sag efter § 125, stk. 1, nr. 1, ikke skønnes at
ville medføre højere straf end bøde, og der
skønnes at være et sikkert grundlag for betinget
frakendelse af førerretten eller kørselsforbud, kan
anklagemyndigheden anvende den i stk. 1 beskrevne procedure,
når der er tale om: |
| | 1) uagtsom fremkørsel for
rødt lys, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld, jf. § 4, stk. 1, 2) passage af jernbaneoverkørsel,
hvorved føreren forårsager færdselsuheld, jf.
§ 5, stk. 2, 3) vending, hvorved føreren
forårsager færdselsuheld, jf. § 18, stk. 1, 4) manglende iagttagelse af ubetinget
vigepligt i form af hajtænder eller anden afmærkning,
hvorved føreren forårsager færdselsuheld, jf.
§ 26, stk. 2, 5) manglende iagttagelse af ubetinget
vigepligt ved udkørsel fra parkeringsplads, over fortov
eller lignende, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld, jf. § 26, stk. 3, 6) manglende iagttagelse af vigepligt ved
højresving, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld med medkørende cyklist eller
knallertfører, jf. § 26, stk. 6, 7) manglende iagttagelse af vigepligt ved
venstresving, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld, jf. § 26, stk. 6, 8) påkørsel af gående i
et fodgængerfelt, jf. § 27, stk. 6 eller 7, eller 9) bakning i nødsporet på
motorvej eller i nødsporet på tilkørsels- eller
frakørselsvej til sådan vej, jf. § 46, stk.
2.« Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5. |
| | |
Stk. 2. Med
hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder
bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1,
nr. 2 og 3, og stk. 2, om indholdet af anklageskrift
tilsvarende anvendelse. | | 11. I § 119 a, stk. 2, der bliver stk. 3,
ændres »den i stk. 1 nævnte
tilkendegivelse« til: »tilkendegivelser efter stk. 1 og
2«. |
Stk. 3. Sager
omfattet af stk. 1, hvori der ikke opstår
spørgsmål om anvendelse af højere straf end
bøde, kan, når retten ikke finder grund til at
betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i
retten vedtager at erlægge en nærmere bestemt
bøde og vedtager kørselsforbud, frakendelse af
førerretten i et nærmere angivet tidsrum. Under samme
betingelser kan sager om tilsidesættelse af væsentlige
hensyn til færdselssikkerheden, jf. § 125,
stk. 1, nr. 1, afgøres ved, at den tiltalte i retten
vedtager at erlægge en nærmere bestemt bøde og
vedtager kørselsforbud, betinget frakendelse af
førerretten i et nærmere angivet tidsrum. | | 12. I § 119 a, stk. 3, 1. pkt., der bliver
stk. 4, 1. pkt., ændres »kørselsforbud,«
til: »kørselsforbud eller betinget eller
ubetinget«. 13. I § 119 a, stk. 3, 2. pkt., der bliver
stk. 4, 2. pkt., ændres »kørselsforbud,
betinget« til: »kørselsforbud eller
betinget«. |
Stk. 4.
Vedtagelser efter stk. 1 og 3 har med hensyn til fuldbyrdelse og
gentagelsesvirkning samme virkning som en dom. | | 14. I § 119 a, stk. 4, der bliver stk. 5,
ændres »stk. 1 og 3« til: »stk. 1, 2 og
4«. |
| | |
§ 119 b. I
forbindelse med tilkendegivelser efter § 119 a,
stk. 1, skal politiet vejlede den sigtede om, at han, inden
han tager stilling til spørgsmålet om vedtagelse, kan
få bistand af en offentlig forsvarer, jf. § 733,
stk. 1, i lov om rettens pleje. Justitsministeren
fastsætter efter forhandling med Advokatrådet takster
for forsvareres vederlag i de pågældende sager. | | 15. I § 119 b indsættes efter
»§ 119 a, stk. 1«: »og 2«. |
| | |
§ 124 a.
--- Stk. 2.
--- | | |
Stk. 3. For
kontrollerende køreprøver betales 870 kr. For
første kontrollerende køreprøve betales dog
ikke, medmindre prøven aflægges i medfør af
§ 60, stk. 2 eller 3, eller § 60 a. | | 16. I § 124 a, stk. 3, ændres
»§ 60, stk. 2 eller 3, eller § 60 a« til:
»§§ 60 a-60 c«. |
| | |
§ 124 c.
Der betales: 1) --- 2) --- 3) --- 4) --- 5) --- Stk. 2. --- Stk. 3. --- Stk. 4. --- Stk. 5. --- Stk. 6. --- | | |
| | 17. I § 124 c indsættes som stk.
7: »Stk. 7.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af
gebyr for ombytning af kørekort med vilkår om
alkolås til kørekort uden vilkår om
alkolås.« |
| | |
§ 126.
Føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, skal ubetinget frakendes retten til
at føre et sådant køretøj, hvis
føreren 1) --- 2) --- 3) --- 4) --- 5) --- 6) --- 7) --- 8) --- | | |
9) tidligere er pålagt
kørselsforbud og har begået et nyt forhold inden 3
år efter, at kørselsforbuddet blev pålagt,
eller | | 18. I § 126, stk. 1, nr. 9, udgår
»eller«. |
10) tidligere er frakendt
førerretten ubetinget og har begået et nyt forhold
inden 5 år efter udløbet af frakendelsestiden. | | 19. I § 126, stk. 1, nr. 10, ændres
»frakendelsestiden.« til:
»frakendelsestiden,«. |
| | 20. I § 126, stk. 1, indsættes som nr. 11 og 12: »11) har kørt med en
hastighed på 200 km i timen eller derover, eller 12) ved kørsel med en hastighed
på mere end 100 km i timen har overskredet de tilladte
hastigheder efter §§ 42 og 43 eller en anden
hastighedsgrænse fastsat ved færdselstavler eller anden
afmærkning med mere end 100 pct.,« |
Stk. 2.
--- | | |
| | |
§ 127. Hvis
en forseelse omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-4, 8, 9 eller
10, § 125, stk. 3, eller § 126, stk. 2, jf. § 126,
stk. 1, nr. 1 eller 2, bliver begået inden for de
første 3 år efter førstegangserhvervelse af
førerret, træder et kørselsforbud i stedet for
en betinget frakendelse. Ved et kørselsforbud inddrages
førerens ret til at føre motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort,
indtil særlig køreundervisning eller A/T-kursus, jf.
§ 60 a, stk. 1 og 2, er gennemført og kontrollerende
køreprøve er bestået. | | 21. I § 127, 1. pkt., ændres
»§ 126, stk. 1, nr. 1 eller 2« til: »§
126, stk. 1, nr. 1, 2, 5, 6, 11 eller 12«. 22. I § 127, 2. pkt., ændres
»§ 60 a« til: »§ 60 c«. |
| | |
§ 132. Er
retten til at føre motordrevet køretøj i
henhold til denne eller nogen tidligere lov frakendt nogen for
længere tid end 3 år, kan spørgsmålet om
generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb
indbringes for domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i
straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde
sted, når der er forløbet 3 år af
frakendelsestiden. Retten kan kun gengives, når ganske
særlige omstændigheder foreligger. Har retten til at
være fører tidligere været frakendt vedkommende
ubetinget, kan gengivelse af førerretten inden
frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis, og
indbringelsen kan tidligst finde sted, når der er
forløbet 6 år af frakendelsestiden. Stk. 2.
Såfremt der inden udløbet af frakendelsestiden er sket
fornyet frakendelse af førerretten, regnes de i stk. 1
nævnte frister for indbringelse af spørgsmålet
om generhvervelse for domstolene fra datoen for den seneste dom,
hvorved førerretten er frakendt den
pågældende. | | |
| | 23. Efter §
132 indsættes før overskriften »Erstatning for
inddragelse eller frakendelse af førerret«: »§ 132
a. En person, der er frakendt førerretten ubetinget
som følge af spirituskørsel, kan bortset fra
tilfælde omfattet af § 60 a, stk. 3, generhverve
førerretten, når der resterer op til 1 år af
frakendelsestiden, hvis vedkommende deltager i en
alkolåsordning, der varer indtil 1 år efter
udløbet af frakendelsestiden, og som led
heri underkaster sig en struktureret, kontrolleret
alkoholistbehandling af mindst 1 års varighed, hvis det ved
en undersøgelse konstateres, at vedkommende har et
behandlingskrævende alkoholmisbrug. Stk. 2.
Generhvervelse af førerretten i perioden fra op til 1
år før og indtil 1 år efter frakendelsestidens
udløb (alkolåsperioden) giver alene ret til at
føre et eller flere køretøjer, hvori der er
installeret en alkolås, og som er omfattet af
alkolåsordningen. Stk. 3. §
60 a, stk. 2, og stk. 8, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse.
Den praktiske prøve i forbindelse med den kontrollerende
køreprøve, jf. § 60 a, stk. 2, kan tidligst
aflægges 1 måned før alkolåsperiodens
start. |
| | Stk. 4.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om indholdet og
gennemførelsen af alkolåsordningen, jf. stk. 1.
Justitsministeren kan henlægge sine beføjelser efter
1. pkt. til anden statslig myndighed. Justitsministeren kan
endvidere henlægge administrationen af de efter 1. og 2. pkt.
fastsatte bestemmelser til anden offentlig myndighed eller privat
virksomhed og i forbindelse hermed fastsætte regler for de
pågældendes virksomhed i forbindelse med
administrationen af ordningen. Justitsministeren kan i
øvrigt fastsætte regler om godkendelse af private
virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter 3. pkt. Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om, at private
virksomheder, til hvem opgaver er henlagt efter stk. 4, kan
foretage behandling af oplysninger om enkeltpersoners rent private
forhold, herunder videregive sådanne oplysninger til en
offentlig myndighed, hvis det må anses for nødvendigt
af hensyn til at gennemføre alkolåsordningen, jf.
stk. 1. Stk. 6. Hvis
vedkommende overtræder de vilkår for
alkolåsordningen, som fastsættes i medfør af
stk. 4, kan førerretten inddrages med virkning for resten af
alkolåsperioden. Spørgsmålet om inddragelse af
førerretten kan forlanges indbragt for domstolene efter
reglerne i straffelovens § 78, stk. 3. |
| | Stk. 7.
Kørsel i alkolåsperioden inden frakendelsestidens
udløb i et motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, og som ikke er omfattet af stk. 2,
straffes efter § 117 a. Kørsel i alkolåsperioden
efter frakendelsestidens udløb i et motordrevet
køretøj, hvortil der kræves kørekort, og
som ikke er omfattet af stk. 2, straffes efter § 117 d, stk.
2, jf. § 56, stk. 1. Stk. 8. Hvis
en person som nævnt i stk. 1 i frakendelsestiden gør
sig skyldig i forhold, der ikke omfatter
spirituskørsel, men som medfører ubetinget
frakendelse af førerretten, finder stk. 1 ikke længere
anvendelse. Stk. 9. Hvis
en person efter at have generhvervet førerretten i
medfør af stk. 1 frakendes førerretten ubetinget i
alkolåsperioden for et forhold, der ikke omfatter
spirituskørsel, kan førerretten tidligst
generhverves efter alkolåsperiodens
udløb. Stk. 10.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om inddragelse
af førerretten i medfør af stk. 6. Stk. 11.
Justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om betaling af
gebyr for deltagelse i alkolåsordningen, jf. stk.
1.« |
| | |
§ 133 a.
Ved grove eller gentagne overtrædelser af færdselsloven
kan der ske konfiskation af det ved overtrædelsen anvendte
motordrevne køretøj, hvortil der kræves
kørekort, hvis det må anses for påkrævet
for at forebygge yderligere overtrædelser af
færdselsloven. Under tilsvarende betingelser kan der ske
konfiskation af et motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, der ejes af den person, der har
foretaget overtrædelsen, selv om køretøjet ikke
er anvendt ved overtrædelsen. | | 24. I § 133 a, stk. 1, ændres »Ved
grove eller gentagne overtrædelser af
færdselsloven« til: »Ved grove
overtrædelser af færdselsloven, eller hvor
føreren flere gange har gjort sig skyldig i
overtrædelse af færdselsloven,«. |
| | |
| | 25. I § 133 a indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: »Stk. 2.
Konfiskation skal ske, hvis 1) ejeren af køretøjet har
gjort sig skyldig i et forhold, der medfører ubetinget
frakendelse af førerretten efter § 126, stk. 1, nr.
1-6, 11 eller 12, og 2) den pågældende to gange
tidligere inden for de seneste 3 år, før det nye
forhold er begået, har gjort sig skyldig i forhold som
nævnt i nr. 1, der har medført eller medfører
ubetinget frakendelse af førerretten.« Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7. |
| | |
Stk. 2.
Konfiskation skal ske, hvis 1) ejeren af køretøjet har
gjort sig skyldig i spirituskørsel med en promille over
1,20 eller en alkoholkoncentration i udåndingsluften over
0,60 mg pr. liter luft, der medfører ubetinget frakendelse
af førerretten, eller overtrædelse under
skærpende omstændigheder af § 54,
stk. 2, der medfører ubetinget frakendelse af
førerretten, og 2) den pågældende to gange
tidligere inden for de seneste 3 år før, det nye
forhold er begået, har gjort sig skyldig i forhold som
nævnt i nr. 1, der har medført ubetinget frakendelse
af førerretten. | | 26. I § 133 a, stk. 2, der bliver stk. 3,
indsættes efter »skal«:
»endvidere«. 27.§ 133 a, stk. 2, nr. 2, der bliver stk.
3, nr. 2, affattes således: »2) den pågældendes
førerret på gerningstidspunktet var frakendt ubetinget
for et forhold som nævnt i nr. 1 begået inden for de
seneste 3 år før det nye forhold.« |
Stk. 3.
Konfiskation efter stk. 2 skal ske, selv om
køretøjet ikke er anvendt ved den aktuelle
overtrædelse. | | 28. I § 133 a, stk. 3, der bliver stk. 4,
indsættes efter »stk. 2«: »og
3«. |
Stk. 4.
Bestemmelsen i stk. 2 kan fraviges, når særlige
grunde undtagelsesvis taler herfor. Stk. 5-6.
--- | | 29. I § 133 a, stk. 4, der bliver stk. 5,
ændres »Bestemmelsen i stk. 2« til:
»Bestemmelserne i stk. 2 og 3«. |
| | |
| | § 2 |
| | |
| | I straffeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1034 af 29. oktober 2009, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1107 af 1. december 2009,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 241. Den,
som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under
særligt skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i
forbindelse med spirituskørsel eller særlig
hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig
skærpende omstændighed. | | 1. I § 241, 2. pkt., indsættes efter
»spirituskørsel«: »,
overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller
2,«. |
| | |
§ 249. Den,
som uagtsomt tilføjer nogen betydelig skade på legeme
eller helbred, straffes med bøde eller fængsel indtil
4 måneder eller under særligt skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er
forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel
eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som
en særlig skærpende omstændighed. | | 2. I § 249, 2. pkt., indsættes efter
»spirituskørsel«: »,
overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller
2,«. |
| | |
| | § 3 |
| | |
| | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2010, jf. dog stk. 2 og 3. |
| | Stk. 2.
Færdselslovens § 119 a, § 119 b, § 126, stk.
1, nr. 11 og 12, og § 133 a, som affattet eller ændret
ved denne lovs § 1, nr. 9-15, 18-21 og 24-29, træder i
kraft den 1. oktober 2010. Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for
ikrafttrædelsen af færdselslovens §§ 60-60 e,
§ 62, stk. 3, § 118, stk. 1, nr. 1, § 124 a, stk. 3,
§ 124 c, stk. 7, § 127, 2. pkt., og § 132 a, som
affattet eller ændret ved denne lovs § 1, nr. 2-4, 16,
17, 22 og 23. Stk. 4.
Færdselslovens § 132 a, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 23, finder efter ikrafttrædelsen også
anvendelse i forhold til personer, som inden ikrafttrædelsen
var frakendt førerretten. Stk. 5.
Færdselslovens § 119, stk. 3, nr. 4, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 8, finder anvendelse i straffesager, hvor
der efter lovens ikrafttræden rejses tiltale i første
instans. |
| | |
| | § 4 |
| | |
| | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. |
Bilag 2
J.nr. 2009-700-0008
September 2009
RIGSADVOKATEN
Notat om førerretsfrakendelse ved meget høje
hastigheder
1. Indledning
Justitsministeriet har ved brev af 1. maj 2009 anmodet
Rigsadvokaten om en udtalelse om, hvorvidt der efter Rigsadvokatens
opfattelse er behov for en stramning af reglerne om
førerretsfrakendelse ved meget høje hastigheder,
herunder om der bør kunne ske ubetinget
førerretsfrakendelse i sådanne eller lignende
situationer.
….
2. Det retlige grundlag
2.1. Færdselslovens regler om frakendelse ved
hastighedsoverskridelse
Af færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 3, fremgår, at
føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, skal betinget
frakendes retten til at føre et sådant
køretøj, hvis føreren har overskredet de
tilladte hastigheder efter færdselslovens
§§ 42 og 43 a eller en anden hastighedsgrænse
fastsat ved færdselstavler eller anden afmærkning med
mere end 60 pct. eller har kørt med en hastighed på
160 km i timen eller derover.
Den faste overgrænse for betinget frakendelse på
160 km i timen eller derover blev indsat i færdselsloven ved
lov nr. 432 af 10. juni 2003, hvorved bl.a. hastighedsgrænsen
ved kørsel på motorvej blev forhøjet til 130
km/t. Den generelle procentvise grænse for betinget
frakendelse blev ved lov nr. 267 af 21. april 2004 nedsat fra 70
pct. til 60 pct.
Det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 432 af
10. juni 2003, at baggrunden for den faste grænse på
160 km/t var et ønske om, at der skal ske betinget
frakendelse ved en fast, øvre grænse, som skal
gælde, uanset at den procentvise overskridelse på
motorveje vil være mindre end 70 pct. (som var den
dagældende grænse for betinget frakendelse).
Ubetinget frakendelse kan ske
efter færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 5, hvoraf det fremgår, at
føreren af et motordrevet køretøj, hvortil der
kræves kørekort, ubetinget skal frakendes retten til
at føre et sådant køretøj, hvis
føreren forsætligt har voldt skade på andres
person eller ting, forsætligt har fremkaldt nærliggende
fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet
køretøj på særlig hensynsløs
måde.
Anvendelsesområdet for § 126, stk. 1, nr.
5, om særlig hensynsløs kørsel svarer til den
tidligere § 126, stk. 2, nr. 1, der er beskrevet
således i forarbejderne til bestemmelsen (FT 1974-1975, 2.
samling, tillæg A, sp. 1996-1997):
»Foruden tilfælde, hvor der foreligger
forsætlig skadetilføjelse, f.eks. forsætlig
påkørsel, skal ubetinget frakendelse ske, hvor
føreren forsætlig har fremkaldt nærliggende fare
for skadetilføjelse eller i øvrigt har kørt
på en særlig hensynsløs måde. En
sådan kørsel er karakteriseret ved, at føreren
bevidst sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed. I
modsætning til, hvad der er tilfældet med hensyn til
anvendelsen af § 126, stk. 1, nr. 1, [nu
§ 125, stk. 1, nr. 1] stilles der således her
altid krav om en kvalificeret form for tilregnelse. Bestemmelsen
vil eksempelvis omfatte kørsel, der retter sig mod at
forulempe eller bringe en anden trafikant i fare
(chikanekørsel), hasarderet kørsel, f.eks. for at
unddrage sig forfølgning, hård og pågående
kørsel, der medfører konkret skadeforvoldelse eller
farefremkaldelse, og som udføres med bevidsthed om, at den
fører til forulempelse eller farefremkaldelse, samt grove
former for kapkørsel, flokkørsel og lignende
»chokkørsel«. Bestemmelsen vil også
omfatte kørsel med køretøjer uden eller med
meget betydelig nedsat bremse- eller styreevne eller andre mangler,
der kan føre til nærliggende risiko for andre
trafikanter, når risikoen har stået eller måttet
stå føreren klart. I den foreslåede formulering
ligger endvidere, at de følger, som kørslen har haft
i form af personskade eller materiel skade, ikke kan
tillægges betydning. Om kørslen resulterer i
sådanne skader, vil ofte bero på tilfældige
omstændigheder, som ikke har nogen virkelig sammenhæng
med kørslens karakter. For så vidt angår
personskade er forslaget på dette punkt næppe ganske
overensstemmende med de hidtil anlagte synspunkter, idet man efter
gældende praksis også i relation til
frakendelsesspørgsmålet har lagt vægt på,
om der er sket personskade af et sådant omfang, at der har
været grundlag for at dømme for uagtsomt manddrab
efter straffelovens § 241 eller uagtsom
legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249. Man har
imidlertid ikke fundet, at de hensyn til skadelidtes og
omgivelsernes reaktion, som må antages at ligge bag denne
praksis, bør tillægges afgørende betydning for
valget mellem betinget og ubetinget frakendelse.«
Retsudvalget tilsluttede sig disse synspunkter med
følgende bemærkninger (FT 1974-1975, 2. samling,
tillæg B, sp. 966-967):
»Hvad angår grænsen mellem de betingede og
ubetingede tilfælde af frakendelse efter det nye system, kan
udvalget med hensyn til karakteriseringen af begrebet
»på særlig hensynsløs måde«
tilslutte sig de eksempler på en sådan kørsel,
der er anført i lovforslagets bemærkninger, herunder
at der kan blive tale om ubetinget frakendelse ikke blot ved
egentlig hasarderet kørsel, men også når en
hård og pågående kørsel tillige er farlig
for andre og føreren må have været klar over
dette. F.eks. må den, der kører med betydelig
hastighed og gentagne gange negligerer vejkryds og fodgængere
i fodgængerovergange, eller som i tæt trafik gentagne
gange overskrider fuldt optrukne spærrelinier, således
at der herved opstår farlige situationer, som regel siges at
have kørt på særlig hensynsløs
måde. Det samme gælder som anført i
lovforslagets bemærkninger den, der anvender et
køretøj uden eller med meget betydelig nedsat bremse-
eller styreevne eller andre mangler, der kan føre til
nærliggende risiko for andre trafikanter, når risikoen
har stået eller måttet stå føreren
klart.«
Karakteristisk for den særlig hensynsløse
kørsel er, at føreren bevidst sætter sig ud
over hensynet til andres sikkerhed. Kørsel med en meget
høj hastighed vil således efter en konkret vurdering
af sagens omstændigheder kunne anses som særlig
hensynsløs kørsel, og som det fremgår vil
f.eks. »den, der kører med betydelig hastighed og
gentagne gange negligerer vejkryds og fodgængere i
fodgængerovergange« som regel have kørt på
særlig hensynsløs måde.
Der er ikke holdepunkter i forarbejderne til bestemmelsen for
at antage, at en overskridelse af hastigheden med f.eks. 100 pct. i
sig selv udgør særlig hensynsløs kørsel,
selv om en hastighedsovertrædelse i denne
størrelsesorden må antages at ville indgå som et
væsentligt moment i vurderingen.
Der gælder således ikke - som for betinget
frakendelse af førerretten - en bestemt øvre
grænse for hastigheden, hvis overskridelse
»automatisk« udløser en ubetinget frakendelse af
førerretten.
Det tilføjes, at der i tilfælde, hvor der
foreligger to hastighedsovertrædelser på mere end 60
pct. til samtidig pådømmelse, som udgangspunkt vil ske
ubetinget frakendelse af
førerretten efter færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 7. Tilsvarende gælder, hvis forholdet
er begået i prøvetiden for en betinget frakendelse,
inden 3 år efter et pålagt kørselsforbud eller
inden 5 år efter udløbet af en tidligere ubetinget
frakendelse, jf. færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 8, 9 og 10.
Endvidere vil der - selv om kørslen med for høj
hastighed ikke kan karakteriseres som særlig
hensynsløs - i forbindelse med kørslen kunne
være sket andre overtrædelser af færdselsloven,
således at der tillige foreligger tilsidesættelse af
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, jf.
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1. Dette vil
i en situation, hvor der til samtidig pådømmelse
foreligger en hastighedsoverskridelse på mere end 60 pct.,
som udgangspunkt medføre ubetinget
frakendelse af førerretten i medfør af færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 7.
I en sådan situation - dvs. med kørsel med for
høj hastighed i kombination med andre overtrædelser af
færdselsloven - vil der eventuelt også være
grundlag for at henføre kørslen under færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 5, med ubetinget
frakendelse til følge, hvis kørslen samlet set
må anses for særlig hensynsløs.
2.2. Straffelovens § 252,
stk. 1
Ifølge straffelovens § 252, stk. 1,
straffes den, der for vindings skyld, af grov kådhed eller
på lignende hensynsløs måde volder
nærliggende fare for nogens liv eller førlighed med
fængsel indtil 8 år.
Straffelovens § 252, stk. 1, er et konkret
faredelikt, som forudsætter, at der i det givne
tilfælde har været fare for en anden persons liv eller
førlighed. Det er således ikke tilstrækkeligt,
at handlingen generelt set er farlig. Der skal have været
person(er) til stede, som ville kunne blive ofre i dette omfang, og
dette skal være dækket af forsættet.
I nyere tid er straffelovens § 252, stk. 1, i
en række tilfælde blevet anvendt ved farlig
bilkørsel, og bestemmelsen må antages at kunne finde
anvendelse ved væsentlige hastighedsoverskridelser, idet det
dog som nævnt vil være en forudsætning for
anvendelse af bestemmelsen, at person(er) har været i konkret
fare på grund af hastighedsoverskridelsen, og at
føreren har haft det fornødne forsæt.
Det vil således bero på en konkret vurdering,
hvorvidt der i en given situation er grundlag for at
strafforfølge føreren for overtrædelse af
straffelovens § 252, stk. 1, ved meget
væsentlige hastighedsoverskridelser.
3. Retspraksis
Før indførelsen af de særlige regler om
betinget frakendelse ved hastighedsoverskridelse i
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3, var det
hovedreglen i praksis, at betinget frakendelse normalt skete,
når hastigheden havde været dobbelt så høj
som tilladt eller højere. Frakendelsen skete efter
bestemmelsen om tilsidesættelse af væsentlige hensyn
til færdselssikkerheden, som i dag findes i
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1.
Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til »Den
Kommenterede Færdselslov«, 1992, af Henrik Waaben
m.fl., side 751 ff., samt til U 1989.287/1 Ø og U 1989.649/1
Ø.
I dag følger det som ovenfor anført af
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3, at der
skal ske betinget frakendelse, såfremt hastigheden overstiger
den tilladte hastighed med mere end 60 pct. eller 160 km i timen
eller derover.
Det vil herefter bero på en konkret vurdering, om en
hastighedsoverskridelse, der ligger væsentligt over 60 pct.
eller 160 km/t, i sig selv vil medføre, at
førerretten frakendes ubetinget efter færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 5, om særlig
hensynsløs kørsel.
Rigsadvokaten har fra politikredsene modtaget enkelte domme,
der illustrerer domstolenes vurdering af dette
spørgsmål, ligesom der er foretaget en gennemgang af
nyere trykt retspraksis på området.
Fra retspraksis kan bl.a. nævnes nedenstående
domme vedrørende færdselslovens § 126,
stk. 1, nr. 5, idet det samtidig bemærkes, at
tilgængelig praksis, der alene drejer sig om
hastighedsovertrædelser, er sparsom.
Retten i Hernings dom af 9. februar 2006 - kørt med en
hastighed på 143 km/t i bymæssig bebyggelse,
særlig hensynsløs kørsel, ubetinget frakendelse
i 6 måneder:
Tiltalte T blev fundet skyldig i overtrædelse af
færdselslovens § 41, stk. 1, og
§ 42, stk. 1, nr. 1, ved at have ført en
hyrevogn gennem bymæssig bebyggelse med en hastighed på
mindst 143 km/t, selv om hastigheden ikke måtte overstige 50
km/t. T blev idømt en bøde på 5.500 kr. Retten
fandt endvidere, at tiltalte havde ført
køretøjet på særlig hensynsløs
måde, idet hastigheden havde oversteget den tilladte
hastighed med 186 pct., og frakendte ham førerretten i 6
måneder i medfør af færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 4 [nu nr. 5].
Retten i Holstebros dom af 27. august 2007 - kørt med
en hastighed på 116 km/t i bymæssig bebyggelse,
særlig hensynsløs kørsel, ubetinget frakendelse
i 6 måneder:
Tiltalte T blev efter sin erkendelse fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 42,
stk. 1, nr. 1, ved at have ført en varebil gennem
bymæssig bebyggelse med en hastighed på 117 km/t, selv
om hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t. T blev
idømt en bøde på 8.000 kr. og frakendt
førerretten ubetinget i 6 måneder efter
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5.
TfK 2008.828 V - hastighedsoverskridelse på 146 pct. i
tættere bebygget område, ikke særlig
hensynsløs kørsel, betinget frakendelse:
Tiltalte T, født 1968, erkendte sig skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 42,
stk. 1, nr. 1, ved først på aftenen at have
ført en personbil i et tættere bebygget område
med en hastighed på mindst 123 km/t, selv om hastigheden ikke
måtte overstige 50 km/t. Anklagemyndigheden nedlagde
påstand om ubetinget førerretsfrakendelse i
medfør af færdselslovens § 126, stk. 1,
nr. 5, jf. § 125, stk. 1, nr. 2 (nu nr. 3),
subsidiært § 125, stk. 1, nr. 1. T
påstod frifindelse for påstanden om ubetinget
førerretsfrakendelse, idet han ikke forsætligt havde
fremkaldt nærliggende fare for at volde skade på person
eller ting, og idet han ikke havde ført
motorkøretøj på særlig hensynsløs
måde. Byretten frakendte førerretten i 6 måneder
i medfør af § 126, stk. 1, nr. 5.
Landsrettens flertal frakendte alene førerretten betinget i
medfør af § 125, stk. 1, nr. 3, idet det ikke
var bevist - da der ikke var oplysninger om vejstrækningens
udformning m.v., og da anklagemyndigheden ikke havde gjort
gældende, at der havde foreligget en konkret faresituation -
at T ved sin kørsel forsætligt havde fremkaldt
nærliggende fare for skade på anden person eller ting
eller i øvrigt havde ført motordrevet
køretøj på særlig hensynsløs
måde. Mindretallet på to voterende fandt det under
hensyn til, at kørslen havde fundet sted i tættere
bebygget område, hvor hastigheden ikke måtte overskride
50 km/t, alene ved den markante hastighedsoverskridelse bevist, at
T havde ført bil på særlig hensynsløs
måde, og disse voterende stemte derfor for at stadfæste
byrettens dom om ubetinget førerretsfrakendelse. T blev
straffet med en bøde på 5.000 kr.
TfK 2009.29 V - hastighedsoverskridelse på 100 pct. i
tættere bebygget område, ikke særlig
hensynsløs kørsel, betinget frakendelse:
Tiltalte T, født 1975, blev fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 42,
stk. 1, nr. 1, ved at have ført personbil med en
hastighed på mindst 101 km/t i bymæssig bebyggelse,
hvor hastigheden ikke måtte overstige 50 km/t. Der var under
sagen enighed om, at der ikke havde foreligget en konkret
faresituation, uanset at T havde overskredet den tilladte hastighed
med 100 pct. Det blev lagt til grund, at den omhandlede
bymæssige bebyggelse strakte sig over 200 m og bestod af 8-10
huse, og at der var tale om en lige vejstrækning. Under de
omstændigheder fandtes det ikke bevist, at T ved sin
kørsel forsætligt havde fremkaldt nærliggende
fare for skade på person eller ting eller i øvrigt
havde ført motordrevet køretøj på
særlig hensynsløs måde. T, der blev idømt
en bøde, frifandtes derfor for påstanden om ubetinget
frakendelse af førerretten, men blev frakendt
førerretten betinget i medfør af færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 3.
Som det fremgår af den ovenfor refererede praksis, kan
det ikke udledes, at en nærmere bestemt overskridelse af den
tilladte hastighed i sig selv uden videre medfører ubetinget
frakendelse af førerretten. Således er det i de to
sidstnævnte domme afvist, at hastighedsoverskridelser
på henholdsvis 146 og 100 pct. i bymæssig bebyggelse i
sig selv udgør særlig hensynsløs kørsel.
I de to førstnævnte domme, hvor der under
kørsel i bymæssig bebyggelse forelå
overskridelser af hastighedsgrænsen på 50 km/t med
henholdsvis 186 pct. og 132 pct., fandt retten, at
hastighedsoverskridelserne i sig selv måtte anses som
særlig hensynsløs kørsel.
På baggrund af ovenstående samt under hensyn til
det i afsnit 2 anførte om anvendelsesområdet for
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, må
det antages, at en meget høj hastighed vil indgå som
et væsentligt moment ved vurderingen af, om kørslen er
særlig hensynsløs, men at der som udgangspunkt - ud
over hastigheden - vil skulle foreligge andre omstændigheder
som f.eks. andre overtrædelser af færdselsloven eller
forhold omkring vejstrækningen/omgivelserne, der indikerer,
at der har været en konkret (nærliggende)
faresituation, før kørslen vil blive vurderet som
særlig hensynsløs og medføre ubetinget
frakendelse.
4. Oplysninger fra politikredsene
Rigsadvokaten har endvidere rettet henvendelse til
politikredsene om sager, hvor der er opstået
spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af
førerretten som følge af kørsel med meget
høj hastighed (f.eks. over 200 km/t) på motorvej eller
eventuelt som følge af kørsel med meget høj
hastighed på andre veje end motorveje.
Det fremgår af de modtagne oplysninger, at der kun er
meget få sager, hvor bilister har kørt med meget
høje hastigheder på omkring 200 km/t eller derover.
Der er dog modtaget oplysning om en enkelt verserende sag, hvor der
er kørt med en hastighed på 234 km i timen på
motorvej. Det er i øvrigt oplyst, at der har været
enkelte tilfælde, hvor politiet har konstateret kørsel
med meget høje hastigheder, men hvor det ikke er lykkedes at
stoppe de pågældende køretøjer.
Det må derimod på baggrund af de modtagne
udtalelser lægges til grund, at der er flere sager, hvor der
køres med meget høje hastigheder på andre veje
end motorveje.
Oplysningerne viser også, at anklagemyndigheden i
enkelte tilfælde, hvor sagen har været behandlet i
byretten, har fået medhold i en påstand om, at
kørsel med en hastighed, der overskrider
hastighedsgrænsen med mere end 100 pct., bør
medføre ubetinget frakendelse efter færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 5, om særlig
hensynsløs kørsel. Det er dog også oplyst af en
politikreds, at dette synspunkt blev afvist af landsretten i den i
afsnit 3 refererede dom, der er gengivet i TfK 2008.828.
Herudover er det billedet, at der yderst sjældent rejses
sager, der alene drejer sig om hastighedsovertrædelser, med
påstand om ubetinget frakendelse, men at sådanne sager
typisk afgøres med bøde og betinget frakendelse af
førerretten. Dog bemærkes, at der i den
ovennævnte sag om kørsel med 234 km/t på
motorvej forventes nedlagt en påstand om ubetinget
frakendelse.
Der er i flere af de indkomne udtalelser peget på, at
det kunne være ønskeligt med en udtrykkelig
bestemmelse i færdselsloven om, at f.eks. en overskridelse af
den tilladte hastighed med 100 pct. medfører en ubetinget
frakendelse af førerretten.
På baggrund af udtalelserne er det Rigsadvokatens
indtryk, at der i praksis antagelig kun i et meget begrænset
antal sager foreligger kørsel med meget høj hastighed
(over 200 km/t) på motorvej eller andre veje. Der er dog
formentlig et større antal sager, hvor der kan opstå
spørgsmål om valget mellem betinget eller ubetinget
førerretsfrakendelse som følge af kørsel med
hastigheder, der overstiger fartbegrænsningen med mere end 60
pct. på andre veje end motorveje.
5. Rigsadvokatens vurdering
Som nævnt ovenfor i afsnit 4, er det Rigsadvokatens
indtryk, at der foreligger meget få sager med kørsel med meget høje hastigheder i
niveauet 200 km/t og derover. Dette skyldes formentlig
både, at kørsel af denne art er forholdsvis
sjælden, og at strafforfølgning af sådan
kørsel yderligere forudsætter, at der foreligger
tilstrækkeligt bevis for hastigheden, typisk i form af en
hastighedsmåling foretaget af politiet.
Der synes således ikke at være et udpræget
praktisk behov for en særlig regel om ubetinget frakendelse
ved kørsel med hastigheder i det nævnte niveau.
På den anden side må kørsel med meget
høje hastigheder (200 km/t og derover) - uanset hvor
kørslen foregår - generelt anses for egnet til at
skabe fare både for eventuelle andre førere af
motorkøretøjer på stedet, for cyklister og
fodgængere og for føreren af køretøjet.
Den høje hastighed medfører bl.a. en væsentlig
forringelse af førerens mulighed for at undgå ulykker,
f.eks. i forhold til medtrafikanter, der pludselig viser sig
på vejen forude, og som eventuelt foretager opbremsning eller
vognbaneskift, ligesom føreren kan have meget svært
ved at reagere adækvat i en pludselig opstået
situation, f.eks. et punkteret dæk, dyr på vejen eller
lignende. Omfanget af en eventuel skade, hvis føreren
forvolder uheld, vil endvidere forværres, jo større
hastighed køretøjet føres med.
Kørsel med hastigheder i niveauet 200 km/t og derover
er også normalt en helt bevidst forsætlig handling, som
ikke begås blot ved mangel på opmærksomhed.
Disse forhold kan efter Rigsadvokatens opfattelse tale for, at
der ved overtrædelse af en bestemt fast
hastighedsgrænse skal ske ubetinget frakendelse af
førerretten, uanset om der konkret kan føres bevis
for, at der har været fare for andre trafikanter, og uanset
at der må antages at foreligge ganske få sager af denne
art.
En fast grænse, der medfører ubetinget
frakendelse, vil efter Rigsadvokatens opfattelse også
være udtryk for en klar tilkendegivelse om, at hastigheder i
den nævnte størrelsesorden er helt uacceptable.
En fast overgrænse vil efter rigsadvokaturens opfattelse
passende kunne fastsættes til 200
km/t, når henses til grænsen på 160 km/t
for betinget frakendelse af førerretten.
En sådan grænse bør efter Rigsadvokatens
opfattelse gælde både for kørsel på
motorveje og for kørsel på andre veje, hvor
kørslen typisk vil være endnu farligere end på
motorvej.
Om der tillige i sådanne tilfælde bør
rejses tiltale efter straffelovens § 252, stk. 1,
bør efter Rigsadvokatens opfattelse fortsat bero på en
konkret vurdering i den enkelte sag, jf. nærmere om
betingelserne for at anvende denne bestemmelse i afsnit 2.2.
ovenfor.
Kørsel med meget høje
hastigheder i bymæssig bebyggelse, hvor
hastighedsbegrænsningen er 50 km/t, kan ligeledes
udgøre en stor fare for andre trafikanter. I bymæssig
bebyggelse vil der endvidere som oftest være flere
forskellige trafikanter, der færdes ved eller på vejen,
og førerens forringede muligheder for at reagere f.eks.
på en fodgænger eller cyklist, der krydser vejen i
forventning om, at føreren overholder
hastighedsbegrænsningen, kan således indebære
stor risiko for, at der forvoldes færdselsuheld med skade til
følge. Tilsvarende gælder efter rigsadvokaturens
opfattelse kørsel med meget høj hastighed på
landeveje/motortrafikveje, der
endvidere som oftest slet ikke er indrettet og beregnet til
kørsel med så høje hastigheder.
Det kan derfor efter Rigsadvokatens opfattelse overvejes, om
der som supplement til en eventuel grænse på 200 km/t,
jf. ovenfor, tillige bør indføres en generel
grænse for en procentvis overskridelse, som i sig selv
medfører ubetinget frakendelse af førerretten.
En generel grænse kunne i givet fald f.eks.
fastsættes således, at der skal ske ubetinget
frakendelse, hvis de tilladte hastigheder overskrides med mere 100
pct.
En sådan ordning ville medføre følgende
grænser for ubetinget frakendelse:
- | Motortrafikvej 90 km/t | | ubetinget frakendelse ved hastighed
på over 180 km/t |
- | Landevej 80 km/t | | ubetinget frakendelse ved hastighed
på over 160 km/t |
- | Hastighedsgrænse på 70
km/t | | ubetinget frakendelse ved hastighed
på over 140 km/t |
- | Hastighedsgrænse på 60
km/t | | ubetinget frakendelse ved hastighed
på over 120 km/t |
- | Hastighedsgrænse på 50
km/t | | ubetinget frakendelse ved hastighed
på over 100 km/t |
- | Hastighedsgrænse på 40
km/t | | ubetinget frakendelse ved hastighed
på over 80 km/t |
- | Hastighedsgrænse på 30
km/t | | ubetinget frakendelse ved hastighed
på over 60 km/t |
Som det fremgår af oversigten, ville ordningen
indebære, at der allerede ved hastigheder på over 80
km/t og 60 km/t, når hastighedsbegrænsningen er
på henholdsvis 40 km/t og 30 km/t, skulle ske ubetinget
frakendelse af førerretten.
Hastighedsgrænser på 30 og 40 km/t har normalt en
særlig trafiksikkerhedsmæssig begrundelse. Omvendt kan
sådanne lave hastighedsgrænser være fastsat
på vejstrækninger, hvor der kun på nogle
tidspunkter af døgnet er en klar færdselsmæssig
begrundelse herfor, f.eks. i byer med meget trafik i dagtimerne,
ved skoler, ved vejarbejde og lignende. I disse tilfælde er
en ubetinget frakendelse efter Rigsadvokatens opfattelse en
uforholdsmæssig reaktion, når der samtidig henses til,
at kørsel med hastigheder i dette niveau kan forekomme som
følge af manglende opmærksomhed hos bilisten på
skiltning mv.
En eventuel ændring bør derfor efter
Rigsadvokatens opfattelse ved den nævnte model f.eks.
udformes således, at ubetinget frakendelse alene skal ske,
når hastighedsgrænsen er overskredet med mere end 100
pct., og hastigheden tillige har været højere end 100
km/t.
Afslutningsvis bemærkes,
at indførelse af faste øvre grænser for
ubetinget frakendelse som skitseret ovenfor vil indebære en
forenkling af politiets og anklagemyndighedens behandling af
sådanne sager, da der ikke efter forslaget vil skulle
føres bevis for kørslens konkrete farlighed.
Bilag 3
Retspraksis om de »typetilfælde«
vedrørende færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 1, der med lovforslaget foreslås omfattet af
reglerne om udenretlig vedtagelse
Formålet med dette bilag er at illustrere de
typetilfælde af overtrædelse af færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 1, der foreslås omfattet af
reglerne om udenretlig vedtagelse i færdselslovens
§ 119 a, stk. 1, med nyere trykte domme.
Bilaget omfatter dels eksempler på hovedreglen om, at de
pågældende typetilfælde medfører en
betinget frakendelse af førerretten (eller
kørselsforbud), dels eksempler på sådanne
formildende omstændigheder, at hovedreglen om betinget
frakendelse fraviges. De nævnte eksempler er ikke
udtømmende.
Rækkefølgen af forseelsestyper følger
systematikken i det foreslåede nye stk. 2 i
færdselslovens § 119 a, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 10.
For en nærmere gennemgang af ældre retspraksis
henvises til bogen »Farlig kørsel &
frakendelse« af Gorm Toftegaard Nielsen og Uno Valbak fra
1992.
1. Uagtsom fremkørsel for rødt lys, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 4, stk. 1
Som eksempel fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i UfR
1976.788.
Under ordinær rutekørsel med en bus undlod
tiltalte at standse ved et lysreguleret kryds, hvor lyset skiftede
til rødt, inden han passerede stoplinjen, og hvor bussen
derefter kolliderede med en fra højre side kommende
knallertfører, som kørte frem for grønt lys.
Tiltalte blev idømt en bøde på 1.000 kr., og da
han fandtes at have tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden og derved forvoldt det
pågældende sammenstød, blev anklagemyndighedens
påstand om betinget førerretsfrakendelse taget til
følge.
Som eksempel på et tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse, kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i UfR
2000.2130 og TfK 2000.556/1.
Tiltalte holdt for rødt i lys som den forreste i en
række af trafikanter. Tiltalte rullede herunder
baglæns, hvorfor den bagvedholdende bilist dyttede ad ham.
Tiltalte kørte derefter frem for rødt lys og var
herved ved at påkøre to krydsende cyklister.
Landsretten fandt at kunne lægge til grund, at tiltaltes
fremkørsel for rødt lys skete med beskeden hastighed,
efter at han var standset for rødt lys, og muligt skyldtes
forvirring over, at den bagvedholdende bil dyttede. Henset hertil,
og da der ikke skete uheld ved fremkørslen, blev tiltalte
frifundet for påstanden om betinget frakendelse.
2. Passage af jernbaneoverkørsel, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 5, stk. 2
Som eksempler fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.664 og UfR 2006.2974.
Tiltalte, født 1938, var skyldig i overtrædelse
af bl.a. færdselslovens § 5, stk. 1 og 2, idet
han som fører af en personbil kørte frem og passerede
en jernbaneoverkørsel, selv om signalet viste rødt
blink og bommene var lukkede, hvilket medførte, at han
påkørte den lukkede bom med materiel skade til
følge. Tiltalte blev for dette forhold og anden
overtrædelse af færdselsloven idømt en
bøde på 1.500 kr., mens retten ikke fandt grundlag for
at frakende ham førerretten efter færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 1. Anklagemyndigheden ankede
dommen med påstand om skærpelse, herunder med
påstand om betinget førerretsfrakendelse. Landsretten
fandt den idømte bøde passende, men udtalte, at selv
om tiltalte på grund af solen havde overset lyssignal og bom,
havde han ved sin kørsel tilsidesat væsentlige hensyn
til færdselssikkerheden og forvoldt skade på ting og
nærliggende fare for skade i øvrigt, hvorfor
førerretten skulle frakendes ham betinget.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2004.199.
Tiltalte, født 1960, var skyldig i overtrædelse
af bl.a. færdselslovens § 5, stk. 1 og 2, idet
han som fører af en lastbil kørte frem og passerede
en jernbaneoverskæring, selv om signalanlægget
blinkede, og bommene var ved at gå ned, hvilket bevirkede, at
han påkørte den ene bom, der var på vej mod
vandret stilling. Tiltalte blev for dette forhold og andre
overtrædelser af færdselsloven af byretten idømt
en bøde på 2.500 kr. og frakendt førerretten
betinget. Landsretten, som alene fik forelagt
spørgsmålet om førerretsfrakendelse,
stadfæstede byrettens dom, idet det bemærkedes, at selv
om tiltalte på grund af solen måtte have overset
lyssignal og bom, og selv om der ikke opstod en aktuel
faresituation, havde han ved sin kørsel tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og fremkaldt
en sådan fare, at førerretten skulle frakendes ham
betinget.
3. Vending, hvorved føreren forårsager
færdselsuheld, jf. færdselslovens § 18,
stk. 1
Som eksempel fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2000.295.
Tiltalte, født 1946, blev fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 18,
stk. 1, ved at have påbegyndt vending til venstre,
hvorved hun blev påkørt af en bil, der kom bagfra.
Tiltalte blev af byretten anset med en bøde på 750 kr.
Landsretten forhøjede bøden til 1500 kr. efter en
samlet bedømmelse af den begåede
færdselsforseelse. Tiltalte blev endvidere frakendt
førerretten betinget.
Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.415.
Tiltalte havde under patruljekørsel i den hensigt at
foretage u-vending i et lysreguleret kryds påbegyndt
svingning til venstre, hvilket havde til følge, at en
modkørende knallertfører påkørte
patruljevognens højre bagside. Tiltalte blev af byretten
straffet med en bøde på 1.000 kr., hvilket blev
stadfæstet af landsretten. Byretten frakendte endvidere
tiltalte førerretten betinget. Landsretten anførte,
at udgangspunktet i et tilfælde som det foreliggende er
betinget frakendelse af førerretten. Under hensyn til de
komplicerede oversigtsforhold i krydset, og da det måtte
anses for godtgjort, at patruljevognen holdt stille, da den blev
påkørt, fandtes det overvejende betænkeligt at
anse det for godtgjort, at tiltalte havde tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Tiltalte
blev derfor frifundet for påstanden om betinget
førerretsfrakendelse.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2000.330.
Tiltalte, født 1974, foretog u-vending i et
lysreguleret kryds, hvorefter der skete sammenstød med en
modkørende bil, der kørte ind i krydset for
grønt lys. Byretten idømte tiltalte en bøde
på 1500 kr. og frakendte ham førerretten betinget.
Landsretten lagde til grund, at tiltalte holdt stille ude i krydset
og først kørte frem, da repeterlyset efter hans
opfattelse viste rødt lys for den modkørende
færdsel, og da der i øvrigt var et hul i trafikken.
På denne baggrund fandtes det ikke godtgjort, at tiltalte
havde tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Tiltalte blev herefter ikke frakendt
førretten betinget, og bøden blev nedsat til 750
kr.
4. Manglende iagttagelse af ubetinget vigepligt i form af
hajtænder eller anden afmærkning, hvorved
føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 26, stk. 2
Som eksempler fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.592.
Tiltalte, født 1965, overholdt ikke sin ubetingede
vigepligt i et kryds, hvorved der skete sammenstød med en
bil, der kom fra hendes højre side. Tiltalte blev
idømt en bøde på 1.500 kr. Under henvisning til
bl.a., at tiltalte havde holdt stille og orienteret sig inden
fremkørslen, og da udsynet blev indskrænket af et
plankeværk, fandt byretten ikke, at tiltalte havde tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Påstanden om betinget førerretsfrakendelse blev derfor
ikke taget til følge. Sagen blev indbragt af
anklagemyndigheden for landsretten med påstand om betinget
førerretsfrakendelse. Landsretten bemærkede, at uanset
at det måtte lægges til grund, at tiltalte havde holdt
stille for at orientere sig, og det oplyste om tiltaltes
orienteringsmuligheder, var der ikke sådanne undskyldende
momenter, at hun kunne frifindes for påstanden om betinget
førerretsfrakendelse. Påstanden herom blev herefter
taget til følge.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.452.
Tiltalte, født 1971, blev fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 2, ved at have ført sin personbil ud på en
vej uden at overholde sin ubetingede vigepligt, hvilket bevirkede,
at der skete sammenstød med en personbil ført af F,
der kom fra tiltaltes højre side. Det blev lagt til grund,
at oversigtsforholdene i krydset var gode, og at tiltaltes udsyn
mod højre var godt, idet han, i hvert fald 10 m inden han
nåede frem til hajtænderne i krydset, var synlig for en
bilist, der var ved at blive overhalet af F. F kørte med en
hastighed af ca. 100 km/t. Ved at køre ind i krydset uden at
være opmærksom på, at der i kort afstand fra
krydset foregik en overhaling, havde tiltalte tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Tiltalte
blev straffet med en bøde på 1.500 kr. og frakendt
førerretten betinget i medfør af færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 1.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK 2006.104
(kørselsforbud i stedet for betinget frakendelse).
Tiltalte, født 1984, blev fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 2, ved at have ført personbil ind i et kryds uden
at overholde sin ubetingede vigepligt, hvorved han stødte
sammen med en personbil, der kom fra hans venstre side. Det blev
lagt til grund, at tiltalte efter at have holdt ved
hajtænderne, hvor han først så til venstre side
og så til højre side, kørte ind i krydset og
påbegyndte venstresving, selv om hans udsyn til venstre var
nedsat på grund af en holdende varebil. Tiltalte, der ikke
forsøgte at forbedre sit udsyn ved at orientere sig til
venstre side endnu en gang, eventuelt efter at have holdt stille
lidt længere, og efter at have kørt lidt længere
frem, fandtes ved sin kørsel at have tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og han havde
herved voldt skade på ting. Tiltalte blev herefter
idømt en bøde og idømt kørselsforbud i
medfør af færdselslovens § 127, jf.
§ 125, stk. 1, nr. 1.
Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse kan nævnes:
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2008.844.
Tiltalte, født i 1964, var tiltalt for
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 2, samt straffelovens § 241 og § 249,
idet han ikke havde overholdt sin ubetingede vigepligt, da han
skulle passere en vej, hvorved hans påhængsvogn var
blevet påkørt af en motorcykel, der var kommet
kørende fra tiltaltes højre side. Ved
påkørslen døde passageren, og føreren af
motorcyklen kom meget alvorligt til skade. Tiltalte, der kendte
krydset, og vidste, at oversigtsforholdene var dårlige,
forklarede, at han havde holdt stille ved hajtænderne og
orienteret sig til begge sider, før han kørte frem,
og at han igen havde holdt stille, da han var kommet en meter frem.
Tiltalte var skyldig i overtrædelse af færdselslovens
§ 26, stk. 2, men han blev frifundet for
overtrædelse af straffelovens § 241 og
§ 249. Det blev lagt til grund, at udsynet for tiltalte i
den retning, hvorfra motorcyklisten var kommet, havde været
meget dårligt, og der var ikke oplysninger om, hvor
motorcyklisten havde befundet sig, da tiltalte passerede
hajtænderne. Herefter var det ikke bevist, at tiltalte havde
udvist en sådan uagtsomhed, at han kunne dømmes for
overtrædelse af straffelovens § 241 og
§ 249. Tiltalte blev derfor alene idømt en
bøde på 1.000 kr. og frifundet for påstanden om
betinget førerretsfrakendelse.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2003.173.
Tiltalte, født 1970, havde ført personbil ind i
en rundkørsel uden at opfylde sin ubetingede vigepligt over
for en cyklist. Landsretten lagde til grund, at tiltalte standsede
op ved hajtænderne og orienterede sig. Han kørte
herefter langsomt frem, da han ikke havde bemærket cyklisten,
der kom fra hans venstre side. Cyklisten blev herefter ramt med
meget lav hastighed. Landsretten lagde endvidere til grund, at
cyklisten ikke havde lys på cyklen, at hendes regnslag, der
var grønt og blåt, til dels dækkede cyklen, at
det var regnvej, vådt føre og tusmørke.
Landsretten fandt herefter (modsat byretten, der havde frakendt
tiltalte førerretten betinget) ikke, at tiltalte havde
tilsidesat væsentlige hensyn til færdelssikkerheden, og
tiltalte blev herefter ikke frakendt førerretten betinget,
men alene idømt en bøde på 1.500 kr. for
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 2.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2000.453.
Tiltalte, født 1941, blev fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 3,
stk. 1, og § 26, stk. 2, ved under
udkørsel fra et parkområde at være stødt
sammen med en cyklist på racercykel, der kom fra hans
højre side ad en dobbeltrettet cykelsti. Byretten frakendte
tiltalte førerretten betinget. Landsretten fandt under
hensyn til krydsets beskaffenhed, de dårlige
oversigtsforhold, samt at racercyklen kom med betydelig hastighed
fra tiltaltes højre side ad cykelfeltet, hvor udsynet var
begrænset af et skilt, ikke, at tiltalte ved at køre
ganske langsomt frem mod krydset uden at standse helt op ved
vigelinjerne havde tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Tiltalte blev derfor frifundet for
påstanden om betinget førerretsfrakendelse.
5. Manglende iagttagelse af ubetinget vigepligt ved
udkørsel fra parkeringsplads, over fortov eller lignende og
hvorved føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 26, stk. 3
Som eksempler fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2007.680.
Tiltalte, der var postbud, var tiltalt for overtrædelse
af færdselslovens § 3, stk. 1, og
§ 26, stk. 3, samt straffelovens § 241,
idet tiltalte var kørt ud fra en indkørsel til en
ejendom uden at overholde sin vigepligt, hvorved hans bil var
blevet ramt af en bil, der kom fra tiltaltes højre side, og
som var i færd med at overhale en også fra højre
kommende bil. Føreren af den overhalende bil døde af
sine kvæstelser ved sammenstødet. Tiltalte
nægtede sig skyldig med henvisning til, at han havde holdt
stille, og han havde ikke passeret kantlinjen, da
sammenstødet skete. Byretten frifandt tiltalte. Landsretten
fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af de to bestemmelser i
færdselsloven, idet det var bevist, at hans bil havde
befundet sig ca. 80 cm inde på den asfalterede
kørebane. Tiltalte blev derimod frifundet for uagtsomt
manddrab, idet der blev lagt vægt på, at tiltalte havde
kørt langsomt frem og var bremset, da han fik øje
på den overhalende bil i den vognbane, hvor der normalt kun
forekom færdsel fra hans venstre side, og tiltaltes
uagtsomhed var derfor ikke alvorlig nok til domfældelse for
overtrædelse af straffelovens § 241.
Førerretten blev frakendt betinget i medfør af
færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2004.613.
Tiltalte erkendte sig skyldig i overtrædelse af
færdselslovens § 26, stk. 3, idet han ikke
havde overholdt sin ubetingede vigepligt, da han kørte ud i
et kryds, hvor han havde ubetinget vigepligt, idet han ikke
bemærkede, at han kørte ind i et kryds, da han var
blændet af solen. Der var nedlagt påstand om betinget
førerretsfrakendelse, hvilken påstand tiltalte
påstod sig frifundet for. I byretten blev tiltalte frifundet
for påstanden om betinget førerretsfrakendelse, idet
byretten lagde til grund, at der på uheldstidspunktet havde
været generende sollys, og vigepligten havde alene
været markedet ved en enkelt tavle. Anklagemyndigheden
ankede, og landsretten tog påstanden om betinget
førerretsfrakendelse til følge, idet tiltalte havde
tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden
ved ikke at have bemærket vejkrydset, og den
omstændighed, at tiltalte havde følt sig generet af
sollys kunne ikke føre til et andet resultat.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i UfR
1996.1386.
Tiltalte, der inden udkørselen havde gjort holdt og
orienteret sig til begge sider, havde påkørt en fra
venstre kommende cyklist, som han trods gode oversigtsforhold
først havde set i det øjeblik, han var kørt
frem.
Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse kan nævnes:
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2002.87.
Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af
færdselslovens § 26, stk. 3, ved at have
kørt ud fra en ejendom uden at opfylde sin ubetingede
vigepligt, hvorved han blev påkørt af en bil, der kom
fra tiltaltes venstre side, og som han ikke havde set på
grund af dårlige oversigtsforhold mod venstre. Tiltalte blev
dømt for overtrædelse af færdselslovens
§ 26, stk. 3, men han blev frifundet for
påstanden om betinget førerretsfrakendelse, da han
ikke fandtes at have tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden ved at køre ud, som han havde
gjort.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i UfR
2000.2533 og TfK 2000.709.
Tiltalte kørte fra parkeringsplads over kørebane
for at fortsætte ad en over for pladsen beliggende sidevej.
Under kørslen ind på sidevejen påkørte
tiltalte en ligeudkørende cyklist, der kørte på
cykelsti og kom fra tiltaltes højre side. Tiltaltes
kørsel fandtes omfattet af færdselslovens
§ 26, stk. 3, og han blev for overtrædelse
heraf samt af § 3, stk. 1, idømt bøde.
Tiltaltes førerret blev ikke frakendt betinget, idet hans
kørsel ikke fandtes at være sket under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Der blev herved lagt vægt
på, at der holdt biler parkeret ud for cykelstien, den
begrænsede sigtbarhed samt cyklistens kørsel med
høj hastighed på ca. 30 km/t. med foroverbøjet
stilling og mørk beklædning.
6. Manglende iagttagelse af vigepligt ved højresving,
hvorved føreren forårsager færdselsuheld med
medkørende cyklist eller knallertfører, jf.
færdselslovens § 26, stk. 6
Som eksempler fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.807.
En lastbilchauffør var tiltalt for bl.a.
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 6, og straffelovens § 241 ved under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden i et lysreguleret kryds at have foretaget
svingning til højre efter at have holdt for rødt lys
uden at overholde sin ubetingede vigepligt, hvorved der skete
sammenstød med cyklist A, der også havde holdt stille,
og A blev dræbt på stedet. Tiltalte havde ikke set A
før sammenstødet, og han forklarede, at han var
trillet langsomt frem, da lyset skiftede. Han var klar over, at der
var en død vinkel foran lastbilen, men han kunne kun komme
uden om denne vinkel, hvis han satte sig over på
passagerpladsen. Tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse
af § 26, stk. 6, og i uagtsomt manddrab, idet han
havde påkørt den ligeudkørende A under
højresvingningen, og selv om lastbilens blinde vinkel kunne
have skjult A, burde tiltalte have set A, før hun kom ind i
vinklen, eller tiltalte kunne have ventet med at køre frem,
til eventuelle cyklister havde haft mulighed for at passere.
Tiltalte blev idømt 20 dagbøder a 250 kr. for
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 6, og straffelovens § 241 og en bøde
på 2.500 kr. for overtrædelse af køre- og
hviletidsbestemmelserne. Førerretten blev frakendt betinget
i medfør af færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 1.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2004.597.
Tiltalte, født 1973, var tiltalt for overtrædelse
af færdselsloven og straffelovens § 241 ved under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden som fører af en lastbil at have
benyttet håndholdt mobiltelefon og være svinget til
højre i et lysreguleret kryds uden at sikre sig, at det
kunne ske uden ulempe for en cyklist, der kørte ligeud,
hvilket medførte, at han påkørte cyklisten, der
herved pådrog sig så alvorlige kvæstelser, at han
afgik ved døden. Byretten lagde bl.a. til grund, at
tiltaltes køretøj spærrede for cykelstien, hvor
tiltalte formentlig holdt stille, og at cyklisten kørte frem
til lastbilen, hvor cyklisten ligesom prøvede at skubbe
lastbilen væk og mistede balancen. Tiltalte blev frifundet
for tiltalen for overtrædelse af straffelovens
§ 241, men fundet skyldig i overtrædelse af
færdselsloven og blev idømt en bøde på
2.500 kr. og frakendt førerretten betinget. Landsretten
bemærkede bl.a., at tiltalte havde overtrådt sin
ubetingede vigepligt, idet han under højresving kørte
ind over det med blåt markerede cykelfelt uden at sikre, at
dette kunne ske uden ulempe for andre. Landsretten bemærkede
endvidere, at tiltalte herved og navnlig ved at have benyttet
håndholdt mobiltelefon som sket under svingning i et
befærdet kryds havde tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Idet landsretten endvidere
tiltrådte, at der efter det oplyste om tiltaltes
kørsel sammenholdt med oplysningerne om cyklistens noget
atypiske kørsel ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag
for domfældelse efter straffelovens § 241, blev
byrettens dom stadfæstet.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2002.187.
Tiltalte, født 1945, blev fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 6, ved som fører af en varebil med tilkoblet
påhængsvogn at have svinget til højre i et
kryds, hvorved han stødte sammen med F, der kørte
på knallert på cykelsti i samme retning. Det blev lagt
til grund, at F kørte frem mod krydset med en hastighed, der
ikke var usædvanlig, og at han i krydset påkørte
vogntoget, som blev ført af tiltalte, og som var i
færd med at svinge til højre. Det blev endvidere lagt
til grund, at tiltalte ikke havde bemærket F inden
sammenstødet, selv om der var frit udsyn over cykelstien de
sidste 25-30 meter inden krydset. Tiltalte fandtes herved at have
tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden,
og han blev frakendt førerretten betinget i medfør af
færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf.
stk. 2 [nu § 125, stk. 1, nr. 1].
Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse kan nævnes:
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2007.591/2.
Tiltalte, født 1975, blev fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 6, ved i en personbil at have svinget til højre,
hvorved der skete sammenstød med en knallertkører, A,
der i krydset kørte på cyklistbanen i samme retning
som tiltalte. Tiltalte blev straffet med en bøde på
1.000 kr. Efter A's forklaring var hans knallert ulovligt
indrettet, således at den kunne køre med en hastighed
på op til 70 km/t., og efter de afgivne forklaringer var det
betænkeligt at lægge til grund, at A's hastighed hen
mod krydset havde været under 50 km/t. Herefter, og da det
efter tiltaltes forklaring måtte lægges til grund, at
han kørte ganske langsomt ind i krydset og påbegyndte
svingningen, mens han to gange orienterede sig ved at se i spejlene
og over skulderen, var det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at
tiltalte ved sin kørsel havde tilsidesat væsentlige
hensyn til færdselssikkerheden. Tiltalte blev herefter
frifundet for en påstand om betinget
førerretsfrakendelse efter færdselslovens
§ 125, stk. 1, nr. 1.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.568.
Tiltalte, født i 1960, var tiltalt for
overtrædelse af færdselslovens § 3,
stk. 1, og § 26, stk. 6, samt straffelovens
§ 249 ved i lygtetændingstiden under kørsel
med en lastbil med sættevogn under højresvingning at
have påkørt en ligeudkørende cyklist A, der kom
alvorligt til skade, idet A pådrog sig svære skader
på det ene ben. I byretten blev tiltalte fundet skyldig og
frakendt førerretten betinget. Landsretten dømte
alene tiltalte for overtrædelse af § 3,
stk. 1, og § 26, stk. 6, idet tiltalte ikke
burde have overset cyklisten under sit højresving. Tiltalte
blev frifundet for overtrædelse af straffelovens
§ 249, da det efter bevisførelsen ikke kunne
afvises, at A havde kørt uden cykellygte og havde talt i
mobiltelefon, da påkørslen skete, ligesom det heller
ikke kunne afvises, at A havde været spirituspåvirket.
Selv om påkørsel af cyklister under højresving
normalt medfører betinget frakendelse af førerretten,
fandt landsretten, at tiltaltes kørsel ikke havde
indebåret en sådan tilsidesættelse af
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, at
førerretten skulle frakendes betinget. Tiltalte blev
herefter alene idømt en bøde på 1.000 kr.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i UfR
2006.1925 og TfK 2006.364.
Tiltalte, født i 1944, var tiltalt for
overtrædelse af færdselsloven og straffelovens
§ 241 ved som fører af en lastbil med tilkoblet
påhængsvogn i et lysreguleret kryds at være
svinget til højre uden at have sikret sig, at dette kunne
ske uden ulempe for en 14-årig cyklist, F, der kørte
ligeud. Det medførte, at han påkørte F, der som
følge af de herved tilføjede kvæstelser
døde. Byretten lagde til grund bl.a., at tiltalte var
stoppet for rødt lys, før han svingede, og at
lastbilens forvogn næsten var kommet helt rundt i krydset,
før ulykken skete. Det blev videre lagt til grund, at
tiltalte under svingningen havde orienteret sig i spejlene.
Tiltalte blev frifundet for tiltalen for overtrædelse af
straffelovens § 241 og for en påstand om betinget
frakendelse af førerretten, men fundet skyldig i
overtrædelse af færdselsloven og idømt en
bøde på 1.000 kr. Af de grunde, byretten havde
anført, og på baggrund af indretningen af vejkrydset
og de ganske særlige oversigtsforhold på stedet
tiltrådte landsretten, at tiltalte var frifundet som sket.
F's forældres krav om erstatning og tortgodtgørelse
efter erstatningsansvarslovens § 26a blev bortset fra
erstatning for en ødelagt cykel ikke taget til
følge.
7. Manglende iagttagelse af vigepligt ved venstresving,
hvorved føreren forårsager færdselsuheld, jf.
færdselslovens § 26, stk. 6
Som eksempler fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i UfR
2008.2367.
Tiltalte, født 1963, var tiltalt for overtrædelse
af bl.a. færdselslovens § 26, stk. 6, ved
under svingning til venstre at have kørt under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, idet han stødte sammen med en
modkørende bilist. Tiltalte nægtede sig skyldig og
forklarede bl.a., at han på grund af højt græs i
en svingbane måtte læne sig helt frem i bilen, der var
med automatgear, og at hans fod gled fra bremsen til speederen,
hvorefter bilen »hoppede frem«. Byretten idømte
tiltalte en bøde på 1.500 kr. og frakendte ham
førerretten betinget. Efter bevisførelsen for
landsretten blev det lagt til grund, at oversigtsforholdene
på uheldsstedet, herunder med græsbevoksningen, ikke
havde været af en sådan beskaffenhed, at tiltalte havde
været forhindret i ved den fornødne
agtpågivenhed at kunne se de modkørende biler. Det
tiltrådtes, at tiltalte, der under disse omstændigheder
ikke holdt tilbage for den modkørende bil, var fundet
skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3,
stk. 1, og § 26, stk. 6. Den
omstændighed, at tiltaltes fod gled fra bremsepedalen til
speederen, kunne efter det beskrevne ikke føre til, at han
ikke fandtes skyldig i overtrædelse af de nævnte
bestemmelser. Det tiltrådtes endvidere, at tiltalte ved sin
kørsel havde tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden og derved voldt tingsskade, og at han
således var frakendt førerretten betinget.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK 2007.845
(kørselsforbud i stedet for betinget frakendelse).
Tiltalte, født i 1987, var tiltalt for
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 6, ved under svingning til venstre i et vejkryds at have
kørt under tilsidesættelse af væsentlige hensyn
til fædselssikkerheden, idet han påkørte en
modkørende bilist. Tiltalte erkendte sig skyldig, men
påstod frifindelse for påstanden om
kørselsforbud. Byretten idømte tiltalte en
bøde på 750 kr. Flertallet frifandt tiltalte for at
blive pålagt kørselsforbud med henvisning til, at
tiltalte havde kørt langsomt frem i krydset, og forseelsen
var derfor ikke så grov, at kørslen var sket under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Anklagemyndigheden ankede med
påstand om pålæg af kørselsforbud.
Landsretten pålagde tiltalte kørselsforbud, idet
krydset var ukompliceret og med gode oversigtsforhold, og det
måtte derfor tilskrives uopmærksomhed, at tiltalte
havde overset den modkørende bil. Selv om tiltalte havde
kørt langsomt og kun var lidt inde i den modkørendes
kørebane, havde han ved sin kørsel tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2003.33.
Tiltalte var i byretten blevet frifundet for
overtrædelse af færdselslovens § 26,
stk. 6, ved i forbindelse med et venstresving at have overset
en modkørende cyklist, idet byretten havde lagt vægt
på cyklistens uopmærksomhed og høje fart. I
landsretten blev tiltalte dømt, da han havde
gennemført venstresvinget uden at have set cyklisten, der
ramte en trailer. Da en bilist må regne med, at cyklister kan
køre med en hastighed på omkring 35 km/t, og da
krydset ikke fra tiltaltes kørselsretning var kompliceret,
havde tiltalte tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, og han blev derfor frakendt
førerretten betinget.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2005.651.
Tiltalte nægtede sig skyldig i overtrædelse af
færdselslovens § 26, stk. 6, ved under
venstresvingning i et kryds at have overset en modkørende
motorcyklist, der ramte bilen, hvorved motorcyklisten kom til
skade, med henvisning til, at motorcyklisten havde kørt for
hurtigt. Den tilladte hastighed på uheldsstedet var 60 km/t,
og det kunne lægges til grund, at motorcyklisten havde
kørt mellem 75 og 87 km/t, inden han begyndte at bremse.
Trods hastighedsoverskridelsen blev tiltalte fundet skyldig og
idømt en bøde på 1.500 kr. samt frakendt
førerretten betinget i medfør af færdselslovens
§ 126, stk. 1, nr. 1 [nu § 125,
stk. 1, nr. 1].
Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2000.660.
Tiltalte, født 1961, havde overtrådt
færdselslovens § 26, stk. 6, ved at svinge til
venstre i et kryds, hvorved der skete sammenstød med en
modkørende bil. Byretten idømte tiltalte en
bøde på 1.500 kr. og frakendte ham førerretten
betinget. Landsretten lagde til grund, at den modkørende
bil, som tiltalte blev påkørt af, var kørt ind
i krydset med god fart, og at føreren af denne bil havde
været skjult af et par forankørende biler, indtil den
trak mod højre og fortsatte ligeud, mens de to andre
standsede op for at svinge til venstre. Idet der herefter
forelå formildende omstændigheder, udgik bestemmelsen
om betinget frakendelse af førerretten.
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
1999.107.
Den 30-årig tiltalte foretog venstresving i det
lysregulerede kryds Øster
Søgade/Classensgade/Østerbrogade fra Øster
Søgade ad Østerbrogade uden at iagttage sin vigepligt
over for en modkørende personbil, der kom ad Classensgade.
Byretten idømte tiltalte en bøde på 1.500 kr.
for overtrædelse af færdselslovens § 3,
stk. 1 og § 26, stk. 6. Da tiltalte troede, at
kørende fra Classensgade havde rødt lys, idet hun
fejlagtigt ikke opfattede det pågældende sted som et
vejkryds, fandtes hun ved sin kørsel at have tilsidesat
væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og hun
frakendtes derfor førerretten betinget. Landsretten
anførte, at det af tiltalte udviste forhold bl.a. var
karakteriseret ved, at hun var kørt langsomt ind i krydset
og ikke passerede nogen stoplinie inde i krydset. Herefter og efter
krydsets komplicerede karakter, fandtes tiltalte ikke at have
tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Hun blev derfor frifundet for påstanden om betinget
førerretsfrakendelse.
8. Påkørsel af gående i et
fodgængerfelt, jf. færdselslovens § 27,
stk. 6 og 7
Som eksempler fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.332.
Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af
færdselslovens § 27, stk. 6, ved på sin
motorcykel i forbindelse med en højresvigning at have
påkørt en fodgænger i et lysreguleret
fodgængerfelt. Tiltalte erkendte sig skyldig, men
påstod frifindelse for påstanden om betinget
frakendelse af førerretten, idet han ikke mente, at han
havde tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Tiltalte forklarede, at han var
kørt i skridtgang ind i fodgængerfeltet, og han havde
regnet med, at han havde kunnet køre imellem de to
fodgængere, der befandt sig i fodgængerfeltet, og
påkørslen var kun sket, fordi den ene fodgænger
var trådt baglæns ind i motorcyklens forhjul. I
byretten blev tiltalte idømt en bøde på 1.500
kr. og frifundet for påstanden om betinget
førerretsfrakendelse. Anklagemyndigheden ankede. Landsretten
tog påstanden om betinget førerretsfrakendelse til
følge, idet den fandt, at tiltalte ved at fortsætte
kørslen ind i fodgængerfeltet havde skabt en farlig
situation, der resulterede i påkørsel med personskade
til følge. Tiltalte havde derfor kørt under
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, og han blev frakendt førerretten
betinget i medfør af færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 1.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2006.240.
Tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af
færdselslovens § 27, stk. 7, ved en
eftermiddag at have ført en personbil i inderste vognbane ad
en gade i retning fra øst mod vest, hvor han i et
fodgængerfelt påkørte en fodgænger
på rulleskøjter, der var på vej tværs over
gaden fra syd mod nord. Det blev lagt til grund, at der holdt en
bus stille foran fodgængerfeltet, og at den holdt i anden
vognbane. Efter bussens placering måtte tiltalte forvente, at
der kunne være fodgængere på vej over gaden i
forgængerfeltet. Det blev endvidere efter tiltaltes egen
forklaring lagt til grund, at tiltalte, da han nærmede sig
fodgængerfeltet, ikke havde mulighed for at se, om der var
gående i fodgængerfeltet på grund af bussen. Da
han trods dette kørte bilen ind i fodgængerfeltet og
påkørte drengen, som kom til skade, fandtes han at
have tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden. Tiltalte blev idømt en
bøde på 1.500 kr. og frakendt førerretten
betinget i medfør af færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 1.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2002.97.
Tiltalte erkendte sig skyldig i overtrædelse af
færdselslovens § 27, stk. 6, ved at have
påkørt en fodgænger under venstresvingning i et
fodgængerfelt i en større by. Tiltalte var
kørende i en varebil med brede dørstolper, og han
havde derfor ikke bemærket fodgængeren, som blev ramt
med lav hastighed og ikke kom alvorligt til skade. Byretten
frifandt tiltalte for påstanden om betinget
førerretsfrakendelse. Landsretten fandt, at tiltalte havde
tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden
med sin kørsel og frakendte derfor tiltalte
førerretten betinget. Landsretten henviste i den forbindelse
til, at tiltalte havde påkørt en fodgænger, der
for grønt lys gik med normal hastighed i et
fodgængerfelt.
Som eksempler på tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets dom gengivet i TfK 2006.113.
Tiltalte, født 1935, var tiltalt for overtrædelse
af færdselslovens § 3, stk. 1, og
§ 27, stk. 6, ved som fører af en personbil
under højresving i et lysreguleret kryds at have
påkørt en af A ført el-scooter, der var
på vej gennem fodgængerfeltet, hvorved A kom til skade.
Landsretten lagde til grund, at A førte el-scooteren med en
hastighed på ca. 10 km/t, hvilket væsentligt oversteg
almindelig ganghastighed. A kunne derfor ikke anses som
gående, hvorfor tiltalte blev frifundet for tiltalen for
overtrædelse af færdselslovens § 27,
stk. 6. Tiltalte blev herefter alene fundet skyldig i
overtrædelse af færdselslovens § 3,
stk. 1, og straffet med en bøde på 500 kr. Da A's
høje hastighed kunne have været en medvirkende
årsag til, at tiltalte ikke så hende under
kørslen frem mod fodgængerfeltet, havde tiltalte ikke
tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden,
hvorfor hun blev frifundet for påstanden om betinget
førerretsfrakendelse.
Østre Landsrets dom gengivet i TfK 2005.787.
Tiltalte, født 1965, foretog som fører af en
lastbil højresvingning i et lysreguleret kryds, hvorunder
han påkørte en fodgænger, der var på vej
over i et fodgængerfelt, hvorved fodgængeren kom
alvorligt til skade. Byretten lagde bl.a. til grund, at tiltalte
havde ventet for rødt lys og havde ladet cyklister passere,
inden han påbegyndte svingning til højre med ganske
lav hastighed uden at bemærke skadelidte, hvorefter lastbilen
ramte skadelidtes rollator, så hun faldt og kom ind under
lastbilen. Byretten lagde endvidere til grund, at tiltalte, der var
klar over det dårlige udsyn, han havde fra lastbilen, ikke
havde holdt særlig øje med, om der var
fodgængere, der skulle passere fodgængerfeltet.
Byretten fandt herefter tiltalte skyldig i overtrædelse af
færdselsloven og straffelovens § 249 og frakendte
ham førerretten betinget. Landsretten lagde til grund, at
ulykken var sket som beskrevet af byretten, idet det dog ikke kunne
lægges til grund, at tiltalte ikke havde holdt øje med
fodgængere, der skulle passere fodgængerfeltet.
Landsretten frifandt herefter tiltalte for tiltalen for
overtrædelse af straffelovens § 249 og
påstanden om betinget førerretsfrakendelse. Tiltalte
blev for overtrædelse af færdselslovens § 3,
stk. 1, og § 27, stk. 6, straffet med en
bøde på 2.000 kr.
9. Bakning i nødsporet på motorvej eller i
nødsporet på tilkørsels- og
frakørselsvej til sådan vej, jf. færdselslovens
§ 46, stk. 2
Som eksempler fra retspraksis, hvor der er sket betinget
frakendelse kan nævnes:
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2009.63.
Tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af
færdselslovens § 3, stk. 1, og § 46,
stk. 2, ved den 12. november 2007 kl. ca. 03.45 at have bakket
mod færdselsretningen på en tilkørselsrampe til
en motorvej. Tiltalte forklarede, at han kl. 04.00 skulle starte
med at transportere levende søer, og det var vigtigt, at han
kunne starte transporten rettidigt. Olielampen i bilen blinkede, og
han vidste, at der var en tankstation ved den afkørsel, som
han netop havde passeret. Han besluttede derfor at bakke op ad
tilkørselsrampens nødspor for at komme hen til
tankstationen. Han aktiverede katastrofeblinket og tændte
bilens lysbro. Tiltalte blev idømt en bøde på
1.500 kr. Tiltalte havde ved at bakke op ad
tilkørselsrampen, uanset at det var om natten, og at der
ikke opstod konkret fare, fremkaldt nærliggende risiko for
alvorlig fare og blev herefter frakendt førerretten betinget
i medfør af færdselslovens § 125,
stk. 1, nr. 1.
Vestre Landsrets afgørelse gengivet i UfR 2004.1959 og
TfK 2004.404/2.
Tiltalte havde som fører af en bus kørt i sydlig
retning ad motorvejen, da han førte bussen ind i
nødsporet og herefter foretog bakning i nordlig retning ad
en tilkørselsvej til motorvejen. Tiltalte havde herved
overtrådt færdselslovens § 46, stk. 2,
og blev idømt en bøde på 1.000 kr. Tiltalte
frakendtes endvidere førerretten betinget.
Som eksempel på et tilfælde, hvor der ikke er sket
betinget frakendelse kan nævnes:
Østre Landsrets afgørelse gengivet i TfK
2008.108/2.
Tiltalte, født 1959, der var fører af en
varebil, bakkede på en motorvej ca. 20 m mod
færdselsretningen i nødsporet ind på
spærrefladen mod en motorvejsafkørsel, hvorfra han
kørte frem ad afkørselsbanen. Tiltalte blev af
byretten idømt en bøde på 1.000 kr. for
overtrædelse af færdslovens § 46,
stk. 2, og frakendt førerretten betinget. Landsretten
lagde bl.a. til grund, at der på stedet var gode
oversigtsforhold, klart vejr og ringe trafik, og at tiltaltes
kørsel ikke var til gene for andre trafikanter. Det lagdes
endelig til grund, at tiltalte under bakningen, der foregik med en
hastighed af 15-20 km/t, havde tændt bilens havariblinklys.
På denne baggrund fandt landsretten ikke tilstrækkelig
grund for at anse tiltaltes kørsel som en sådan
tilsidesættelse af væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, at han skulle frakendes
førerretten betinget. Bestemmelsen om betinget
førerretsfrakendelse udgik derfor.