L 176 Forslag til lov om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) og lov om folkeskolen.

(Afbureaukratisering af reglerne om pædagogiske læreplaner, sprogvurderinger og børnemiljøvurderinger m.v.).

Af: Socialminister Benedikte Kiær
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-03-2010

Fremsættelse: 24-03-2010

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2010)

20091_l176_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (24. marts 2010)

Socialministeren (Benedikte Kiær) :

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven) og lov om ændring af lov om folkeskolen (Afbureaukratisering af reglerne om pædagogiske læreplaner, sprogvurdering og børnemiljø m.v.)

(Lovforslag nr. L 176).

Lovforslaget udmønter aftalen om afbureaukratisering i kommuner og regioner fra november 2009 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Forslaget udmønter desuden "Mere tid til velfærd. Regeringens plan for mindre bureaukrati på det kommunale område" fra oktober 2009 og indgår samtidig som et element i regeringens opfyldelse af flerårsaftalen fra 2008 med KL om frigørelse af ressourcer til borgernær service i kommunerne i 2009-2013.


Lovforslaget indeholder fire hovedelementer:


For det første forenkles reglerne om pædagogiske læreplaner, ved at kravet om dagtilbuddets evaluering af den pædagogiske læreplan og kommunalbestyrelsens drøftelse af evalueringerne ændres fra én gang årligt til mindst hvert andet år.


For det andet fjernes kravet om, at dagtilbuddene skal udarbejde en skriftlig børnemiljøvurdering. I stedet integreres børnemiljøet i den pædagogiske læreplan, så arbejdet med børnemiljøet bliver en del af det pædagogiske arbejde, hvor det er relevant.


For det tredje målrettes sprogvurderingerne mod de børn i dagtilbud, der formodes at have behov for hjælp i deres sproglige udvikling og mod de børn, der ikke går i et dagtilbud. Samtidig harmoniseres og samles reglerne om sprogvurdering af børn i 3 års alderen i dagtilbudsloven modsat i dag, hvor regler om sprogvurdering findes i både folkeskoleloven og dagtilbudsloven.


For det fjerde foreslås mere fleksible regler for dagpleje gennem en specifik hjemmel til at oprette gæstedagpleje i andre lokaler end dagplejerens hjem, børnenes hjem eller hjemlige miljø.


Herudover indsættes i dagtilbudsloven en bemyndigelse til, at socialministeren i samråd med skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for kommunernes opkrævning af tilbagebetalingsbeløb efter dagtilbudslovens § 93, stk. 1.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.