Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 20. maj 2010
Forslag
til
Lov om pantebrevsselskaber
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde
§ 1.
Denne lov finder anvendelse på erhvervsmæssig handel
med pantebreve i form af erhvervsmæssigt køb eller
salg af pantebreve i fast ejendom, herunder erhvervsmæssigt
salg af pantebreve i egen fast ejendom.
Kapitel 2
Krav til pantebrevsselskaber
§ 2.
Erhvervsmæssig handel med pantebreve, jf. § 1, kan
kun udføres af et selskab, der har tilladelse efter reglerne
i dette kapitel til at virke som pantebrevsselskab, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2. Stk. 1
samt §§ 3-7 og 9-11 finder ikke anvendelse på
finansielle virksomheder, der er omfattet af § 5,
stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 3.
Pantebrevsselskaber, der har fået tilladelse efter reglerne i
dette kapitel, skal benytte betegnelsen pantebrevsselskab i navnet.
Udtryk som registreret, godkendt, autoriseret eller tilsvarende
må ikke tilføjes navnet. Andre virksomheder må
ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er
egnet til at fremkalde det indtryk, at de er
pantebrevsselskaber.
§ 3.
Finanstilsynet giver efter ansøgning et selskab tilladelse
til at udøve virksomhed som pantebrevsselskab, når
1) selskabet drives
i form af et aktieselskab eller et anpartsselskab,
2) selskabet har en
bestyrelse og en direktion og medlemmerne heraf opfylder
betingelserne i § 4,
3) den person i
selskabet, som er ansvarlig for handelen med pantebreve, opfylder
betingelserne i § 5,
4) ejerne af
kvalificerede andele i selskabet opfylder principperne i
§§ 61-62 om ejerforhold i lov om finansiel
virksomhed og
5) et
pantebrevsselskab, der handler med forbrugere, dokumenterer, at der
er oprettet en særlig konto, hvor det aftalte provenu skal
indsættes, og at selskabet har etableret sikkerhed for disse
midler, jf. stk. 5.
Stk. 2. Kravene i
stk. 1, nr. 1-5, skal være opfyldt ved indgivelse af
ansøgning, og til enhver tid efter tilladelsen er givet, jf.
dog § 24, stk. 2 og 3.
Stk. 3. En
ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indeholde de
oplysninger, der er nødvendige, for at Finanstilsynet kan
vurdere, om betingelserne i stk. 1 er opfyldt.
Ansøgningen skal desuden indeholde oplysning om
1) selskabsform og
selskabets struktur og opbygning, herunder selskabets indretning og
planlagte drift, samt forretningsgange for opfyldelse af
oplysningskravene i § 8,
2) navnene på
selskabets kapitalejere og om kapitalejernes andel af selskabets
kapital eller stemmerettigheder, og
3) hvilke af de
aktiviteter, som er nævnt i § 1, selskabet
påtænker at udøve, herunder om selskabet handler
med forbrugere.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om omfang,
art og den tidsmæssige udstrækning af sikkerheden
nævnt i stk. 1, nr. 5.
Stk. 5.
Pantebrevsselskabet skal årligt til Finanstilsynet indsende
en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerheden
nævnt i stk. 1, nr. 5.
Stk. 6.
Finanstilsynet træffer afgørelse om tilladelse, senest
6 måneder efter at Finanstilsynet har modtaget de
oplysninger, der er nødvendige for at behandle
ansøgningen.
§ 4.
Et medlem af bestyrelsen og direktionen i et pantebrevsselskab skal
have fyldestgørende erfaring til at udøve sit hverv
eller varetage sin stilling i det pågældende
selskab.
Stk. 2. Et medlem
af bestyrelsen eller direktionen skal opfylde følgende:
1) Må ikke
være pålagt strafansvar for overtrædelse af
straffeloven, denne lov, anden finansiel lovgivning eller anden
relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer
risiko for, at vedkommende ikke kan varetage sit hverv eller sin
stilling på betryggende måde.
2) Må ikke
have anmeldt betalingsstandsning, indgivet begæring om
tvangsakkord, konkurs eller gældssanering eller være i
betalingsstandsning, under konkursbehandling, gældssanering
eller tvangsakkord.
3) Må ikke
have udvist eller udvise en adfærd, som giver grund til at
antage, at vedkommende ikke vil varetage hvervet eller stillingen
på forsvarlig måde. Ved vurderingen af, om et medlem af
bestyrelsen eller direktionen har udvist eller udviser en
uforsvarlig adfærd, skal der lægges vægt på
hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor.
Stk. 3. Medlemmer
af bestyrelsen eller direktionen i et pantebrevsselskab meddeler
Finanstilsynet oplysninger om forhold nævnt i stk. 2 i
forbindelse med deres indtræden i virksomhedens ledelse, og
hvis forholdene efterfølgende ændres.
§ 5.
Pantebrevsselskabet skal udpege en person, som er ansvarlig for
handelen med pantebreve. Den ansvarlige for handelen med pantebreve
skal have mindst 3 års praktisk erfaring med
pantebrevshandel, jf. dog stk. 3.
Stk. 2.
§ 4, stk. 2, nr. 1 og 3, og stk. 3, finder
tilsvarende anvendelse for den ansvarlige for handel med
pantebreve.
Stk. 3.
Finanstilsynet kan efter ansøgning tillade, at personen, som
er ansvarlig for handel med pantebreve, ikke opfylder betingelsen i
stk. 1.
§ 6.
Finanstilsynet opretter et register over pantebrevsselskaber, som
har tilladelse efter § 3. Når Finanstilsynet har
meddelt et pantebrevsselskab tilladelse efter § 3,
stk. 1, registreres selskabet og den person, der er ansvarlig
for handel med pantebreve, i Finanstilsynets register. Registeret
er offentligt tilgængeligt.
§ 7.
Et pantebrevsselskab kan udøve anden virksomhed end
erhvervsmæssig handel med pantebreve.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan træffe afgørelse om, at et
pantebrevsselskab ikke må udøve en bestemt form for
virksomhed, såfremt denne virksomhed ikke er forenelig med en
betryggende udøvelse af handel med pantebreve.
Kapitel 3
Informationskrav
§ 8.
Ved erhvervsmæssigt salg af pantebreve skal der, inden aftale
indgås, gives køberen oplysninger om pantebrevet og de
omstændigheder, hvorunder det er udstedt, så
køber kan vurdere pantebrevets reelle værdi.
Stk. 2.
Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om de
oplysninger, der skal gives køber efter stk. 1,
herunder oplysninger om, hvorvidt pantebrevet er nyudstedt, hvilken
type fast ejendom pantebrevet giver sikkerhed i, og om pantebrevets
prioritetsstilling.
Kapitel 4
Inddragelse og bortfald af
tilladelser
§ 9.
Finanstilsynet inddrager et pantebrevsselskabs tilladelse, hvis
1) selskabet
anmoder herom,
2) selskabet
gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov eller regler udstedt i medfør af
loven,
3) selskabet ikke
længere opfylder betingelserne i § 3, stk. 1,
nr. 5, § 24, stk. 2, og § 4,
4) selskabet ikke
længere har ansat en person, som er ansvarlig for handelen
med pantebreve, og som opfylder kravene i § 5,
5) der ikke
udøves virksomhed omfattet af loven i en periode på
over 12 måneder,
6) Finanstilsynet
har påbudt pantebrevsselskabet at afsætte
direktøren eller den for pantebrevshandelen ansvarlige
person og påbuddet ikke er efterkommet inden for den
fastsatte frist, jf. § 14, stk. 1 og 3, eller
7) Finanstilsynet
har påbudt et bestyrelsesmedlem at nedlægge sit hverv
og påbuddet ikke er efterkommet, jf. § 14,
stk. 2 og 3.
§ 10.
Et pantebrevsselskabs tilladelse bortfalder, hvis selskabet
erklæres konkurs eller ophører på anden
måde.
§ 11.
Når tilladelsen til et pantebrevsselskab er inddraget eller
bortfaldet, skal selskabets aktiviteter efter § 1
ophøre, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Et
pantebrevsselskab, hvis tilladelse inddrages eller bortfalder, kan
dog afhænde den beholdning af pantebreve, som selskabet har
på tidspunktet for inddragelse eller bortfald af tilladelse.
Finanstilsynet kan pålægge selskabet at udarbejde en
opgørelse over beholdningen af pantebreve.
Stk. 3. Ved
inddragelse eller bortfald af en tilladelse til et
pantebrevsselskab slettes det pågældende selskab og
den, der er ansvarlig for handelen med pantebreve, af
Finanstilsynets register over pantebrevsselskaber.
Kapitel 5
Tilsyn, klage og
straffebestemmelser
Tilsyn
§ 12.
Finanstilsynet påser overholdelsen af denne lov og regler
udstedt i medfør af loven. Tilsynet sker på grundlag
af en risikovurdering.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation
uden retskendelse få adgang til lokaler tilhørende
selskaber omfattet af denne lov med henblik på at indhente
oplysninger.
Stk. 3. Det
Finansielle Virksomhedsråd indgår i tilsynet efter
stk. 1 med den kompetence, rådet er tillagt i
medfør af § 345 i lov om finansiel virksomhed.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der
er i strid med denne lov, jf. § 3, stk. 1, nr. 5,
§ 3, stk. 5, § 7, stk. 2,
§ 8, stk. 1, og § 11, stk. 1.
§ 13.
For ansatte i Finanstilsynet finder §§ 354 og 356 i
lov om finansiel virksomhed anvendelse.
§ 14.
Finanstilsynet kan påbyde et pantebrevsselskab at
afsætte en direktør inden for en frist fastsat af
Finanstilsynet, hvis denne efter § 4, stk. 2, ikke
kan bestride stillingen. Finanstilsynet kan ligeledes påbyde
et pantebrevsselskab at afsætte den person, der er ansvarlig
for handelen med pantebreve, hvis denne efter § 5, jf.
§ 4, stk. 2, nr. 1 og 3, ikke kan bestride
stillingen.
Stk. 2.
Finanstilsynet kan påbyde et medlem af bestyrelsen i et
pantebrevsselskab at nedlægge sit hverv inden for en frist
fastsat af Finanstilsynet, hvis medlemmet efter § 4,
stk. 2, ikke kan bestride hvervet.
Stk. 3. Varigheden
af påbud meddelt efter stk. 1 og 2 skal fremgå af
påbuddet. Varigheden kan ansættes fra 1 til 5 år
eller indtil videre.
Stk. 4.
Finanstilsynet kan påbyde et pantebrevsselskab at
afsætte en direktør eller den ansvarlige for
pantebrevshandelen, når der er rejst tiltale mod den
pågældende i en straffesag om overtrædelse af
straffeloven, denne lov eller anden finansiel lovgivning, indtil
straffesagen er afgjort, hvis en domfældelse vil
indebære, at vedkommende ikke opfylder kravene i
§ 4, stk. 2, nr. 1. Finanstilsynet fastsætter
en frist for efterlevelse af påbuddet. Finanstilsynet kan
under samme betingelser som i 1. pkt. påbyde et medlem af
bestyrelsen i et selskab omfattet af loven at nedlægge sit
hverv. Finanstilsynet fastsætter en frist for efterlevelse af
påbuddet.
Stk. 5. Påbud
meddelt i henhold til stk. 1, 2 og 4 kan af
pantebrevsselskabet eller den person, som påbuddet
vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom
skal indgives til Finanstilsynet, inden 4 uger efter at
påbuddet er meddelt den pågældende. Anmodningen
har ikke opsættende virkning for påbuddet, men retten
kan ved kendelse bestemme, at den pågældende
direktør, det pågældende bestyrelsesmedlem eller
den ansvarlige for handelen med pantebreve under sagens behandling
kan opretholde sit hverv eller sin stilling. Finanstilsynet
indbringer inden 4 uger sagen for domstolene. Sagen anlægges
i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 6.
Finanstilsynet kan af egen drift eller efter ansøgning
tilbagekalde et påbud meddelt i medfør af stk. 1,
2 og 4. Afslår Finanstilsynet en ansøgning om
tilbagekaldelse, kan ansøgeren forlange afslaget indbragt
for domstolene. Anmodning herom skal indgives til Finanstilsynet,
inden 4 uger efter at afslaget er meddelt den
pågældende. Anmodning til Finanstilsynet om
indbringelse for domstolene kan dog kun fremsættes,
såfremt påbuddet ikke er tidsbegrænset og der er
forløbet mindst 5 år fra datoen for udstedelsen af
påbuddet eller mindst 2 år, efter at Finanstilsynets
afslag på tilbagekaldelse er stadfæstet ved dom.
§ 15.
Finanstilsynet kan offentliggøre påbud meddelt efter
§ 12, stk. 4, jf. § 8, med angivelse af
selskabets navn.
Stk. 2.
Afgørelser truffet i henhold til § 345,
stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. denne lovs
§ 12, stk. 3, skal offentliggøres. 1. pkt.
gælder også beslutninger om at overgive sager til
politimæssig efterforskning, jf. dog stk. 3.
Offentliggørelsen skal omfatte selskabets navn.
Stk. 3.
Offentliggørelse efter stk. 2 kan dog ikke ske, hvis
det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for
selskabet eller efterforskningsmæssige forhold taler imod
offentliggørelse. Offentliggørelsen må ikke
omfatte fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger
omfattet af § 12, stk. 1, i lov om offentlighed i
forvaltningen.
Stk. 4. Hvis
offentliggørelse er undladt i henhold til stk. 3, 1.
pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 2,
når de hensyn, der nødvendiggør undtagelsen,
ikke længere er gældende. Det gælder dog kun, i
op til 2 år efter at den pågældende
afgørelse er truffet.
§ 16.
Som part i forhold til Finanstilsynet anses fysiske eller juridiske
personer, som Finanstilsynets afgørelser truffet i
medfør af denne lov eller regler udstedt med hjemmel i denne
lov retter sig mod, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Som part i
forhold til Finanstilsynet, for så vidt angår den del
af sagen, som vedrører den pågældende, anses
desuden
1) den, der driver
et pantebrevsselskab uden tilladelse, jf. § 2,
stk. 1,
2) et selskab, der
ansøger om tilladelse til at udøve handel med
pantebreve, jf. § 3,
3) et medlem af et
selskabs bestyrelse eller direktion eller den person, som er
ansvarlig for handelen med pantebreve, når tilsynet
nægter et selskab tilladelse, jf. § 3, stk. 1,
eller inddrager tilladelsen, jf. § 9, og
4) en fysisk eller
juridisk person, som Finanstilsynet kræver oplysninger af til
bedømmelse af, om denne er omfattet af bestemmelserne i
denne lov, jf. § 17.
§ 17.
Pantebrevsselskaber skal efter anmodning give Finanstilsynet de
bestemte oplysninger, der er nødvendige for tilsynets
virksomhed.
Stk. 2.
Finanstilsynet har adgang til at afkræve fysiske og juridiske
personer alle oplysninger, der er nødvendige for tilsynets
bedømmelse af, om deres aktiviteter er omfattet af lovens
bestemmelser.
§ 18.
Ved beregning af frister efter denne lov eller i regler udstedt i
medfør af loven finder § 357 i lov om finansiel
virksomhed anvendelse.
§ 19.
Pantebrevsselskaber under tilsyn efter denne lov betaler afgift til
Finanstilsynet efter kapitel 22 i lov om finansiel virksomhed.
§ 20.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter
nærmere regler om anvendelse af digital kommunikation,
herunder elektronisk signatur, ved udveksling af information efter
denne lov mellem borgere og virksomheder på den ene side og
den offentlige forvaltning på den anden side og om opbevaring
af information.
Klage
§ 21.
Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven
eller regler udstedt i medfør af loven kan af den, som
afgørelsen retter sig mod, indbringes for
Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen
er meddelt den pågældende.
Straffebestemmelser
§ 22.
Overtrædelse af § 2, stk. 1, og § 3,
stk. 5, straffes med bøde, medmindre højere
straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.
Stk. 2. Med
bøde straffes den, som undlader at give Finanstilsynet
oplysninger efter § 4, stk. 3, § 5,
stk. 2, og § 17.
Stk. 3. Med
bøde straffes endvidere et pantebrevsselskab, der ikke
efterkommer et påbud, som er givet efter § 12,
stk. 4, og § 14, stk. 1 og stk. 4, 1. og
3. pkt. På samme vis straffes det bestyrelsesmedlem, der ikke
efterkommer et påbud, som er givet efter § 14,
stk. 2.
Stk. 4. I regler
udstedt i medfør af loven kan der fastsættes
bødestraf for overtrædelse af reglerne.
Stk. 5. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Ikrafttræden og
overgangsbestemmelser
§ 23.
Loven træder i kraft den 1. juli 2010.
§ 24.
En person eller et selskab, der kan dokumentere, at personen eller
selskabet før den 1. juli 2010 har udøvet
erhvervsmæssig handel med pantebreve og har indsendt
ansøgning om tilladelse til Finanstilsynet senest den 1.
januar 2011, kan fortsætte hermed, indtil Finanstilsynet har
truffet afgørelse om tilladelse. For personen eller
selskabet får § 2, stk. 1, § 3, stk.
1, nr. 1 og 5, og § 8 først virkning fra den 1. januar
2011.
Stk. 2. En person
eller et selskab, der ikke opfylder kravene i § 3,
stk. 1, nr. 1, og som over for Finanstilsynet kan dokumentere,
at den pågældende før den 1. juli 2010 har
udøvet erhvervsmæssig handel med pantebreve, jf.
§ 1, kan uanset § 3, stk.1, nr. 1,
fortsætte sin virksomhed i 5 år, selv om denne ikke
udøves i de nævnte selskabsformer. Personen eller
selskabet er dog forpligtet til at aflægge årsregnskab
efter årsregnskabsloven. Opfyldes kravet i § 3,
stk. 1, nr. 1, ikke senest den 1. juli 2015, bortfalder retten
til at drive erhvervsmæssig handel med pantebreve, jf.
§ 1.
Stk. 3. For
personer og selskaber, som ved lovens ikrafttræden handler
erhvervsmæssigt med pantebreve, finder § 3,
stk. 1, nr. 2, jf. § 4, og nr. 3, jf. § 5,
ikke anvendelse ved ansøgning om tilladelse.
§ 25.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Færøerne og Grønland
med de afvigelser, som de færøske og
grønlandske forhold tilsiger.
§ 26.
I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 467
af 29. april 2010, foretages følgende ændring:
1. I
§ 361, stk. 1,
indsættes som nr. 26:
»26)
Pantebrevsselskaber omfattet af lov om pantebrevsselskaber betaler
15.000 kr. årligt.«