Fremsat den 24. marts 2010 af
beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om sygedagpenge
(Partshøring, ændring af
tilbagebetalingsregler m.v.)
§ 1
I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.,
jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 26. september 2008, som
senest ændret ved § 5 i lov nr. 483 af 12. juni
2009, foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 65 indsættes i kapitel
10:
Ȥ 65
a. Arbejdsløshedskassen skal sørge for, at
sager, der behandles i kassen, er oplyst i tilstrækkeligt
omfang til, at kassen kan træffe afgørelse.
Stk. 2. Et medlem,
der søger om eller modtager ydelser fra
arbejdsløshedskassen, skal efter kassens anmodning medvirke
til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for,
at arbejdsløshedskassen kan afgøre, om medlemmet har
ret til ydelserne.
Stk. 3. Medlemmet
har pligt til at give arbejdsløshedskassen oplysning om
ethvert forhold, der kan have betydning for medlemmets ret til
ydelser.
Stk. 4.
Arbejdsløshedskassen skal høre medlemmet, hvis
medlemmet ikke er bekendt med, at kassen er i besiddelse af, eller
at kassen vil benytte bestemte oplysninger, som er
til ugunst for medlemmet, og som vil indgå i kassens
oplysningsgrundlag i en afgørelse om medlemmets ret til
ydelser. Arbejdsløshedskassen skal oplyse medlemmet om
baggrunden for høringen og om, at der træffes
afgørelse på det foreliggende grundlag, hvis medlemmet
ikke medvirker til sagens oplysning inden for en nærmere
angivet frist.
Stk. 5.
Hvis der udbetales ydelser til medlemmet på tidspunktet
for høringen efter
stk. 4, skal arbejdsløshedskassen fortsætte
med at udbetale ydelserne, indtil der træffes en
afgørelse, som er meddelt medlemmet. Ydelserne skal
udbetales med forbehold for, at medlemmet har ret til dem.
Kassen skal oplyse medlemmet om, at udbetalingen sker
med dette forbehold, og at ydelserne skal tilbagebetales, hvis
der træffes afgørelse om, at medlemmet ikke har haft
ret til ydelserne, jf. § 86, stk. 1.
Stk. 6. Hvis
medlemmet ikke medvirker til en sags oplysning, træffer
arbejdsløshedskassen afgørelse på det
foreliggende grundlag.
Stk. 7.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling
med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for
anvendelsen af bestemmelserne i stk.1-6. Der kan endvidere
fastsættes regler om krav til arbejdsløshedskassernes
sagsbehandling og afgørelser.«
2. I
§ 86, stk. 1, 1. pkt.,
indsættes efter »Et medlem, som uberettiget har
modtaget dagpenge eller andre ydelser fra kassen,«:
»herunder ydelser, som er udbetalt med forbehold,«
3. I
§ 86, stk. 4, 1. pkt.,
indsættes efter »medlemmets svigagtige forhold«:
», eller udbetalingen er sket med forbehold«
4. § 87, stk. 5, affattes
således:
»Stk. 5.
Bliver kassen bekendt med forhold, der gør det sandsynligt,
at et medlem har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen,
jf. stk. 1 og 2, skal kassen høre medlemmet og
træffe afgørelse i sagen, jf. § 65
a.«
§ 2
I lov nr. 563 af 9. juni 2006 om sygedagpenge,
som ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 1336 af 19.
december 2008 og § 1 i lov nr. 480 af 12. juni 2009 og
senest ved § 1 i lov nr. xx af xx (det af Folketinget den
16. marts 2010 vedtagne forslag) om ændring af lov om
sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om
aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
(Ændring af reglerne om forlængelse af
sygedagpengeperioden, sygedagpenge til selvstændige og
ophævelse af bestemmelser om indbetaling til Særlig
Pensionsopsparing (SP) m.v.), foretages følgende
ændringer:
1. § 21, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3.
Retten til sygedagpenge ophører dagen efter, at
betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke længere er
opfyldt. Afgørelse om ophør af retten til
sygedagpenge kan tidligst træffes, når den sygemeldte
har haft lejlighed til at udtale sig om de oplysninger om sagens
faktiske omstændigheder, der efter kommunens opfattelse
fører til, at betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke
længere er opfyldt. Kommunen fastsætter en frist for
afgivelsen af udtalelsen.«
2. I
§ 71 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. En
person, hvis ret til sygedagpenge er ophørt efter
§ 21, stk. 1, skal tilbagebetale det beløb,
der er udbetalt fra den dag, hvor retten til sygedagpenge er
ophørt, og indtil udbetalingen af sygedagpenge er
standset.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.
§ 3
Loven træder i kraft
den 1. juli 2010.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger |
| | | |
Indholdsfortegnelse |
| | | |
1. | Indledning |
2. | Lovforslagets
hovedindhold |
| 2.1. | Ændrede regler
for medlemmets pligt til at medvirke til oplysning af sagen og
arbejdsløshedskassernes partshøring i sager om
medlemmets ret til ydelser |
| | 2.1.1. | Gældende
ret |
| | 2.1.2. | Den foreslåede
ordning |
| 2.2. | Ændrede
tilbagebetalings- og sanktionsregler mv. |
| | 2.2.1. | Gældende
ret |
| | 2.2.2. | Den foreslåede
ordning |
| 2.3. | Regler for
kommunernes partshøring i sager om borgernes ret til
sygedagpenge |
| | 2.3.1. | Gældende
ret |
| | 2.3.2. | Den foreslåede
ordning |
3. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige |
| 3.1 | Ændrede regler
om sagsoplysning og partshøring i
arbejdsløshedskasserne |
| 3.2 | Ændrede regler
om sagsoplysning og partshøring i kommunerne |
4. | Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet |
5. | Administrative
konsekvenser for borgerne |
6. | Miljømæssige konsekvenser |
7. | Forholdet til
EU-retten |
8. | Hørte
myndigheder og organisationer |
9. | Sammenfattende
skema |
1. Indledning
Der er langvarig praksis for, at en arbejdsløshedskasse
standser udbetalingen af arbejdsløshedsdagpenge eller andre
ydelser til et medlem af kassen, hvis den bliver bekendt med
forhold, der kan have betydning for medlemmets ret til ydelsen.
Herefter hører arbejdsløshedskassen medlemmet og
træffer afgørelse i sagen. Udbetalingen genoptages med
virkning tilbage fra den dag, hvor ydelsen blev standset, hvis
arbejdsløshedskassen efter bl.a. at have hørt
medlemmet kommer frem til, at medlemmet har (haft) ret til
ydelsen.
Det samme er der langvarig praksis for i kommunerne, hvis
borgere, der modtager sygedagpenge, f.eks. udebliver fra samtaler
mv. som led i sygeopfølgningen.
Der er tale om en praksis, som har støtte dels i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. og i administrative regler
udstedt i medfør heraf, dels i lov om sygedagpenge, og som
er anerkendt af Ankestyrelsen.
Imidlertid har Folketingets Ombudsmand peget på, at det
ud fra et retssikkerhedssynspunkt er hensigtsmæssigt, at
medlemmet henholdsvis den sygemeldte borger høres, inden
udbetalingen af ydelser standses. Herved sikres det, at ydelsen
først standses, når der er et tilstrækkeligt
grundlag at træffe afgørelse på. Ombudsmanden
har derfor anbefalet, at den gældende praksis
ændres.
Da regeringen kan støtte op om initiativer, der kan
styrke borgerens retssikkerhed, foreslås det, at der tages
skridt til at ændre retstilstanden på
området.
Regeringen mener dog samtidig, at det er vigtigt, at det
fortsat sikres, at det kun er de medlemmer af en
arbejdsløshedskasse og sygemeldte borgere, der har ret til
ydelser, der modtager ydelser. Ligesom det er vigtigt at sikre, at
medlemmet eller den sygemeldte borger fortsat oplever, at der er en
sammenhæng mellem retten til at modtage en ydelse og de
pligter, der følger med den ret, bl.a. pligten til at
møde til samtaler mv.
Derfor foreslås det, at et medlem af en
arbejdsløshedskasse skal tilbagebetale ydelser, som er
modtaget med urette, indtil en afgørelse om, at den
pågældende ikke har (haft) ret til ydelsen, er meddelt
medlemmet. På samme måde skal en sygemeldt borger
tilbagebetale sygedagpenge, som er modtaget med urette, til
kommunen.
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. Ændrede regler for medlemmets pligt til at
medvirke til oplysning af sagen og arbejdsløshedskassernes
partshøring i sager om medlemmets ret til
ydelser
2.1.1. Gældende ret
Arbejdsløshedsforsikringen er en frivillig
forsikringsordning, som har til formål at sikre dens
medlemmer økonomisk bistand i tilfælde af
ledighed.
Ordningen administreres af arbejdsløshedskasserne, som
er private foreninger. Arbejdsløshedskasserne er ikke
omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven. Kasserne er
heller ikke omfattet af retssikkerhedsloven. De er dog omfattet af
persondataloven.
Udgifterne til arbejdsløshedsforsikringen afholdes af
staten med bidrag fra medlemmerne. Fra januar måned 2010
finansierer kommunerne dog en del af udgifterne.
Det er et grundlæggende princip i
arbejdsløshedsforsikringen, at der kun kan udbetales ydelser
til medlemmer, der er berettiget hertil, det vil sige opfylder
betingelserne for at få udbetalt ydelsen. Dette princip
afspejler sig f.eks. i lovens § 57 og i § 62,
og i de administrative regler udstedt i medfør af loven. Som
følge heraf er der langvarig praksis for, at udbetalingen
standses, når der opstår tvivl om, hvorvidt en ydelse
kan udbetales med rette.
Denne praksis understøttes af, at
arbejdsløshedskasserne som udgangspunkt ikke har ret til
refusion for ydelser, der udbetales med urette, medmindre
fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige forhold, jf. lovens
§ 86, stk. 4.
Selv om arbejdsløshedskasserne ikke er omfattet af
forvaltningsloven, stilles der i det væsentlige de samme krav
til kassernes sagsbehandling og afgørelser, som der stilles
til offentlige myndigheder efter forvaltningsloven. Kravene til
kassernes sagsbehandling og afgørelser fremgår af
vejledning nr. 19 af 4. marts 2005 om almindelige krav til
arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og afgørelser.
Vejledningen er ikke retligt bindende for kasserne, men det
fremgår af vejledningen, at Arbejdsdirektoratet i klagesager
om kassernes sagsbehandling vil lægge retningslinjerne i
vejledningen til grund.
Det fremgår af vejledningens punkt 11, at
arbejdsløshedskasserne skal partshøre medlemmet ved
modtagelse af væsentlige oplysninger, der er til ugunst for
medlemmet. Partshøringen skal ske, før kassen
træffer en afgørelse, hvis medlemmet ikke ved, at
oplysningerne indgår i afgørelsesgrundlaget.
Imidlertid er der som nævnt langvarig praksis for, at
arbejdsløshedskasserne træffer afgørelse om
midlertidig standsning af ydelser til et medlem, når der
opstår tvivl om, hvorvidt en ydelse kan udbetales med rette.
Det gælder f.eks. ved medlemmets udeblivelse fra en samtale i
jobcenteret eller ved mistanke om svig over for kassen.
Partshøringen sker som hovedregel samtidig med, at
afgørelsen om midlertidigt at standse udbetalingen af
ydelser træffes. Når medlemmet er blevet hørt,
vil kassen kunne træffe afgørelse, hvis sagen i
øvrigt er tilstrækkeligt oplyst. Udbetalingen
genoptages med virkning fra den dag, hvor ydelsen blev standset,
hvis medlemmet har (haft) ret til ydelsen.
2.1.2. Den foreslåede ordning
Med henblik på at styrke borgerens retssikkerhed
foreslås det, at der tages skridt til at ændre den
gældende praksis og de regler i lovgivningen, herunder de
administrative regler mv., der danner grundlag herfor.
Arbejdsløshedskasserne vil som følge heraf
fremover ikke skulle træffe afgørelse om at standse
ydelser midlertidigt, mens der sker partshøring og anden
sagsoplysning. Der vil i stedet først skulle ske
partshøring af medlemmet. Det indebærer, at
udbetalingen af ydelsen først kan standses, når en
afgørelse om, at medlemmet ikke har ret til ydelser, er
truffet og meddelt medlemmet.
Konkret foreslås det, at der i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v. indsættes en ny
bestemmelse om medlemmets medvirken og om
arbejdsløshedskassernes sagsoplysning og partshøring,
jf. lovforslagets § 1, nr.1.
Det fremgår af den foreslåede § 65 a, at
arbejdsløshedskassen skal sørge for, at sager, der
behandles i kassen, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at
der kan træffes afgørelse, medmindre medlemmet ikke
vil medvirke til sagsoplysningen. Ved medlemmets manglende
medvirken træffer arbejdsløshedskassen
afgørelse på det foreliggende grundlag.
Af bestemmelsen fremgår det videre, at et medlem, der
søger om eller modtager ydelser fra kassen, efter kassens
anmodning herom skal medvirke til at få de oplysninger frem,
som er nødvendige for, at kassen kan afgøre, om
medlemmet har ret til ydelserne, ligesom medlemmet har pligt til at
give arbejdsløshedskassen oplysning om ethvert forhold, der
kan have betydning for medlemmets ret til ydelser.
Det fremgår også af bestemmelsen, at
arbejdsløshedskassen skal høre medlemmet, hvis
medlemmet ikke er bekendt med, at kassen er i besiddelse af, eller
at kassen vil benytte bestemte oplysninger, som er
til ugunst for medlemmet, og som vil indgå i kassens
oplysningsgrundlag i en afgørelse om medlemmets ret til
ydelser. Partshøringen af medlemmet svarer dermed til
principperne herom i forvaltningslovens § 19.
I høringen skal kassen oplyse medlemmet om baggrunden
for høringen, f.eks. at medlemmet er udeblevet fra en
samtale i jobcenteret, eller at kassen har fået en oplysning
om, at medlemmet har haft lønarbejde i en periode med
arbejdsløshedsdagpenge. Videre skal kassen oplyse om, at der
træffes afgørelse på det foreliggende grundlag,
hvis medlemmet ikke medvirker til sagens oplysning inden for en
nærmere angivet frist. Der vil blive fastsat administrative
regler om, at medlemmet som udgangspunkt skal have en frist
på 1 uge til at medvirke til sagens oplysning.
Hvis der udbetales ydelser til medlemmet på
tidspunktet for
høringen, skal arbejdsløshedskassen fortsætte
med at udbetale ydelserne, indtil der træffes en
afgørelse, som er meddelt medlemmet. Ydelserne skal
udbetales med forbehold for, at medlemmet har ret til
dem.
I høringen skal arbejdsløshedskassen derfor
samtidig oplyse medlemmet om, at de ydelser, der udbetales, indtil
der er meddelt en afgørelse, udbetales med forbehold for, at
medlemmet har ret til dem, og at ydelserne skal betales tilbage,
hvis der træffes afgørelse om, at medlemmet ikke har
haft ret til ydelserne.
Ved at oplyse medlemmet om, at ydelserne udbetales med
forbehold, er medlemmet bragt ud af den gode tro med hensyn til
retten til at modtage ydelserne. Hvis kassen efterfølgende
træffer afgørelse om, at der er udbetalt ydelser med
urette, er der således grundlag for at kræve ydelserne
tilbagebetalt for hele perioden. Kassens afgørelse kan
påklages efter reglen i lov om
arbejdsløshedsforsikring mv., § 98.
Det foreslås endvidere, at
beskæftigelsesministeren efter forhandling med
Beskæftigelsesrådet fastsætter nærmere
regler om bestemmelsens anvendelse. Der kan endvidere
fastsættes regler om krav til arbejdsløshedskassernes
sagsbehandling og afgørelser. Disse krav fremgår i dag
af vejledning nr. 19 af 4. marts 2005 om almindelige krav til
arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og
afgørelser.
Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets
enkelte bestemmelser.
2.2. Ændrede tilbagebetalings- og sanktionsregler
mv.
2.2.1. Gældende ret
Efter de gældende regler i lovens § 86,
stk. 1, skal et medlem, der med urette har modtaget dagpenge
eller andre ydelser fra arbejdsløshedskassen, betale
ydelserne tilbage, hvis medlemmet har givet kassen urigtige
oplysninger eller fortiet omstændigheder, der er af betydning
for retten til ydelserne, eller hvis medlemmet i øvrigt
indså eller burde have indset, at modtagelse af ydelsen var
uberettiget.
Efter de gældende regler om
arbejdsløshedskassernes ret til refusion har kassen ikke ret
til refusion, jf. § 86, stk. 4, fra statskassen for
arbejdsløshedsdagpenge og andre ydelser, der er udbetalt med
urette, medmindre fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige
forhold.
2.2.2. Den foreslåede ordning
Med henblik på fortsat at sikre at det kun er medlemmer,
som har ret til ydelser, der modtager ydelser, foreslås det i
lovforslagets § 1, nr. 2, at der skal ske tilbagebetaling
af ydelser, der er modtaget med urette som følge af, at der
fremover skal ske partshøring og sagsoplysning, inden der
kan træffes afgørelse. Hermed sikres det også,
at medlemmet fortsat oplever, at der er en sammenhæng mellem
retten til ydelser og de pligter, der følger med den ret,
f.eks. at møde til samtaler mv.
Tilbagebetaling og eventuel inddrivelse af
tilbagebetalingskrav sker efter de gældende regler.
For at sikre, at den ændrede praksis ikke skal
medføre merudgifter for arbejdsløshedskasserne,
foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 3, at
arbejdsløshedskasserne skal have ret til refusion for
ydelser udbetalt med urette som følge af den ændrede
praksis, herunder som følge af, at de fremover ikke
umiddelbart kan standse udbetalingen af ydelser til et medlem, selv
om der er tvivl om medlemmets ret til ydelserne. Kassernes ret til
refusion gælder fra dagen for høringen af medlemmet,
og indtil der er truffet en 1. afgørelse i sagen, som er
meddelt medlemmet.
Der vil som følge af forslaget blive foretaget
ændringer i bekendtgørelse nr. 757 af 14. juli 2009 om
sanktion til medlemmer af en arbejdsløshedskasse og i
bekendtgørelse nr. 587 af 26. juni 2003 om a-kassernes ret
til refusion for udbetalte ydelser.
2.3 Regler for kommunernes
partshøring i sager om borgerens ret til
sygedagpenge
2.3.1.Gældende ret
Kommunerne er i deres administration af
sygedagpengelovgivningen bl.a. underlagt reglerne i
forvaltningsloven og Lov om retssikkerhed og administration
på det sociale område (Retssikkerhedsloven).
Ved bortfald af retten til sygedagpenge efter
sygedagpengelovens § 21, sender kommunen et brev til den
sygemeldte med oplysning om, at udbetalingen er standset fra dagen
efter det tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling ikke
længere er opfyldt. I samme brev partshører kommunen,
idet det oplyses, at sygedagpengene vil blive genoptaget tilbage
fra ophørstidspunktet, hvis den sygemeldte f.eks. har en
rimelig grund til ikke at deltage i opfølgningen.
Først når fristen for denne partshøring er
udløbet, og kommunen på baggrund af den sygemeldtes
oplysninger endeligt vurderer, at der er grundlag for at standse
sygedagpengene efter § 21 - f.eks. fordi der ikke er en
rimelig grund til den manglende medvirken, eller den sygemeldte
ikke har reageret - træffer kommunen en endelig
afgørelse, som sendes til den pågældende. Hvis
partshøringen viser, at der ikke er grundlag for at standse
udbetalingen af sygedagpenge efter § 21, genoptages
udbetalingen af sygedagpenge med tilbagevirkende kraft.
2.3.2. Den foreslåede ordning
På baggrund af ombudsmandens betænkeligheder ved
den beskrevne fremgangsmåde og for at styrke borgernes
retssikkerhed foreslås der med lovforslagets § 2,
nr. 1, indsat en bestemmelse i sygedagpengelovens § 21,
der indebærer, at udbetalingen af sygedagpenge først
kan standses, efter at partshøringen har fundet sted, og der
er truffet en afgørelse om ophør af retten til
sygedagpenge, som er meddelt den sygemeldte borger.
Denne ændring vil betyde, at en række personer
under partshøringen og indtil afgørelsen er truffet,
vil modtage sygedagpenge uden at være berettiget hertil efter
sygedagpengeloven, fordi de ved deres adfærd falder ind under
en af bortfaldsbestemmelserne i lovens § 21. Derfor
foreslås med lovforslagets § 2, nr. 2, at
tilbagebetalingsreglerne ændres, således at der i disse
tilfælde skal ske tilbagebetaling af udbetalte sygedagpenge
for denne periode, uanset om sygedagpengene er modtaget mod bedre
vidende eller ej.
For så vidt angår andre bestemmelser i
sygedagpengeloven end § 21 om standsning af udbetalingen
af sygedagpenge, gælder, at kommunerne - som hidtil - er
undergivet de almindelige regler i forvaltningsloven om pligt til
partshøring, før der træffes afgørelse
om standsning, og om meddelelse af afgørelsen, før
den kan få virkning.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
3.1. Ændrede regler om sagsoplysning og
partshøring i arbejdsløshedskasserne
Fremover skal arbejdsløshedskasserne ikke træffe
afgørelse om at standse ydelser midlertidigt, mens der sker
partshøring og anden sagsoplysning. Der vil i stedet
først skulle ske partshøring af medlemmet og
sagsoplysning. Først når en afgørelse om, at
medlemmet ikke har ret til ydelserne, er truffet og meddelt
medlemmet, kan udbetalingen standses.
Som udgangspunkt vil den ændrede praksis ikke have
direkte økonomiske konsekvenser, men vil alene
medføre likviditetsforskydninger. Disse
likviditetsforskydninger vil kun finde sted i de tilfælde,
hvor der ikke kan ske partshøring og træffes en
afgørelse, som er meddelt medlemmet, inden der sker
udbetaling af ydelser. Udbetales der ydelser, som medlemmet ikke
har (haft) ret til, skal ydelserne tilbagebetales.
Det skønnes, at arbejdsløshedskasserne
midlertidigt standser udbetalingen af ydelser i knap 12.000 sager
årligt, og at der i en del af disse sager fremover vil ske
udbetaling af ydelser med urette, som medlemmet ifølge
forslaget skal tilbagebetale.
Det forventes imidlertid, at ikke alle berørte vil
være i stand til at tilbagebetale de ydelser, der er modtaget
med urette, og det skønnes derfor, at forslaget vil
medføre en statslig merudgift til
arbejdsløshedsdagpenge på ca. 2 mio. kr. i 2010 og ca.
4 mio. kr. i 2011 og de følgende år.
Forslaget vil ikke have økonomiske konsekvenser for
kommunerne i forhold til kommunernes medfinansiering af
arbejdsløshedsdagpenge og befordringsgodtgørelse,
idet kommunerne ikke skal medfinansiere ydelser udbetalt med
urette. Fejludbetalinger, der allerede har ført til kommunal
medfinansiering, skal efter reglerne efterreguleres.
3.2. Ændrede regler om sagsoplysning og
partshøring i kommunerne
Årligt standses udbetalingen af sygedagpenge efter
sygedagpengelovens § 21 i ca. 8000 sygedagpengesager
svarende til et samlet udgiftsomfang på ca. 25 mio. kr.
I en række tilfælde vil kommunerne på grund
af den tidsmæssige forskydning af udbetalingerne allerede
kunne inddrage den uretmæssige udbetaling i forbindelse med
næste udbetaling af sygedagpenge. I de tilfælde hvor
sygedagpengeudbetalingerne genoptages på grund af muligheden
i sygedagpengelovens § 21, stk. 4, for inden for 4
uger at fortryde f.eks. den manglende deltagelse i
opfølgningen, vil for meget udbetalte sygedagpenge kunne
indeholdes i de fremtidige udbetalinger. Det vurderes, at 50 pct.
af de for meget udbetalte sygedagpenge kan inddrives gennem
fremtidige udbetalinger eller indgå i udbetalingen for den
måned, hvor partshøringen sker og afgørelse
træffes.
Det vurderes tillige, at kommunerne kan inddrive 90 pct. af de
resterende 12,5 mio. kr., der er udbetalt for meget i sygedagpenge.
De resterende 10 pct. svarer til en merudgift på 1,3 mio. kr.
Merudgifternes fordeling på stat og kommune fremgår af
tabellen nedenfor.
| | | | |
Økonomiske konsekvenser,
merudgifter |
Mio. kr., 10 p/l | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 |
Stat | 0,2 | 0,5 | 0,5 | 0,5 |
Kommuner | 0,5 | 0,8 | 0,8 | 0,8 |
I alt | 0,7 | 1,3 | 1,3 | 1,3 |
| | | | |
Det skønnes, at kommunerne vil have mindre
administrative merudgifter som følge af forslaget om
ændring af sygedagpengeloven. Det skyldes, at kommunerne skal
kræve sygedagpengene tilbagebetalt, når
partshøringen viser, at den pågældende ikke var
berettiget til de sygedagpenge, der er udbetalt i
partshøringsperioden. De administrative konsekvenser af
forslaget vurderes ikke at være omfattet af reglerne om
DUT-kompensation, idet hovedformålet med ændringen af
den eksisterende opgave er et ønske om at ændre i
borgernes retsstilling, hvilket som hovedregel ikke er omfattet af
DUT.
De økonomiske konsekvenser for kommunerne af
lovforslaget skal forhandles med de kommunale parter.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Forslaget vurderes ikke at have økonomiske konsekvenser
for erhvervslivet mv.
Forslaget om ændring af sygedagpengeloven har
været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for
Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af,
om forslaget skal forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen har vurderet, at forslaget ikke indeholder
administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der
berettiger, at det bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget
har derfor ikke været forelagt Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
5. Administrative konsekvenser for
borgerne
Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne,
idet et medlem af en arbejdsløshedskasse henholdsvis en
sygemeldt borger allerede i dag skal medvirke til en sags oplysning
og har pligt til af sig selv at oplyse om ethvert forhold, der kan
have betydning for retten til at modtage
arbejdsløshedsdagpenge og andre ydelser fra
arbejdsløshedskassen henholdsvis sygedagpenge fra
kommunen.
6. Miljømæssige konsekvenser
Forslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
8. Hørte myndigheder og
organisationer
Forslaget er samtidigt med fremsættelsen sendt i
høring i Beskæftigelsesrådet,
Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, KL, Ankestyrelsen,
Kristelig Fagbevægelse, Kristelig Arbejdsgiverforening,
Foreningen af Socialchefer i Danmark, Danske statsforvaltninger,
Statsforvaltningen Sjælland, Danske Handicaporganisationer og
Det Centrale Handicapråd.
|
9. Sammenfattende
skema |
Vurdering af
konsekvenser af lovforslaget |
| Positive konsekvenser/ Mindreudgifter | Negative konsekvenser/ Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Det skønnes, at forslaget vil
medføre årlige merudgifter til
arbejdsløshedsdagpenge på 2 mio. kr. i 2010 og 4 mio.
kr. i årene 2011-2013. Det skønnes, at forslaget vil
medføre årlige merudgifter til sygedagpenge på
0,7 mio. kr. i 2010 og 1,3 mio. kr. i årene 2011-2013. |
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Det skønnes, at forslaget vil
medføre mindre administrative merudgifter for
kommunerne. |
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
| | |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at der i lovens kapitel 10, Ret til
dagpenge, indsættes en ny bestemmelse (§ 65 a), som
omhandler medlemmets medvirken og arbejdsløshedskassernes
sagsoplysning og partshøring i forbindelse med ret til
ydelser. Bestemmelsen erstatter i det væsentlige de
retningslinjer om partshøring m.v., der følger af
vejledning nr. 19 af 4. marts 2005 om almindelige krav til
arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og
afgørelser.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at arbejdsløshedskassen
skal sørge for, at sager, der behandles i kassen, er oplyst
i tilstrækkeligt omfang til, at kassen kan træffe
afgørelse. Kan en sag ikke oplyses i tilstrækkeligt
omfang på grund af medlemmets manglende medvirken,
træffer kassen dog afgørelse på det foreliggende
grundlag, jf. bestemmelsens stk. 6. Det betragtes også
som manglende medvirken, når medlemmet ikke medvirker aktivt
og konstruktivt til oplysningen af sagen eller giver urigtige
oplysninger.
I bestemmelsens stk. 2
foreslås det, at et medlem, der søger om eller
modtager arbejdsløshedsdagpenge eller andre ydelser fra
arbejdsløshedskassen, efter kassens anmodning herom skal
medvirke til at få de oplysninger frem, som er
nødvendige for, at kassen kan afgøre, hvorvidt
medlemmet har ret til de omhandlede ydelser.
I bestemmelsens stk. 3
foreslås det, at medlemmet har pligt til af sig selv at give
arbejdsløshedskassen oplysning om ethvert forhold, der kan
have betydning for medlemmets ret til ydelser. Denne pligt er i dag
fastsat i § 14, stk. 3, i bilaget til
bekendtgørelse nr. 1471 af 21. december 2005 om
standardvedtægt for anerkendte a-kasser.
Tilsidesættelsen af oplysningspligten efter bestemmelsens
stk. 3 vil være en forseelse, der kan medføre tab
af ret til ydelser mv., jf. § 87 i loven.
Oplysningspligten har endvidere afgørende betydning ved
afgørelse af, om medlemmet skal tilbagebetale ydelser, som
er modtaget med urette, jf. § 86 i loven.
I bestemmelsens stk. 4
foreslås, at arbejdsløshedskassen skal høre
medlemmet, hvis medlemmet ikke er bekendt med, at kassen er i
besiddelse af, eller at kassen vil benytte
bestemte oplysninger, som er til ugunst for medlemmet, og
som vil indgå i kassens oplysningsgrundlag i en
afgørelse om medlemmets ret til ydelser.
Partshøringen af medlemmet svarer dermed til principperne
herom i forvaltningslovens § 19.
Bestemte oplysninger til ugunst for medlemmet kan f.eks. komme
fra et jobcenter eller en anden myndighed, en arbejdsgiver, et
pengeinstitut, livsforsikringsselskab eller pensionskasse mv., og
fra private - f.eks. i forbindelse med en anmeldelse. Oplysningerne
kan også komme fra medlemmet selv. Oplysningerne kan f.eks.
omhandle medlemmets udeblivelse fra samtaler mv., ansøgning
om eller modtagelse af andre offentlige ydelser, lønarbejde
(lønnet som ulønnet) og udøvelse af
selvstændig virksomhed samt indtægter mv.
Selvom medlemmet er bekendt med, at kassen er i besiddelse af
en bestemt oplysning, skal kassen høre medlemmet, når
oplysningen vil indgå i kassens oplysningsgrundlag i en
afgørelse om medlemmets ret til ydelser. Det kan være
tilfældet, hvor medlemmet selv har givet kassen oplysningen,
eller hvor oplysningen beror på medlemmets adfærd,
f.eks. at medlemmet er udeblevet fra en samtale med a-kassen.
Kassen skal ikke høre medlemmet, hvis den alene
på baggrund af medlemmets egne oplysninger kan træffe
afgørelse om retten til ydelser. Som eksempel kan
nævnes, at medlemmet oplyser på sit ydelseskort, at
medlemmet fra en bestemt dag aftjener værnepligt.
Høringen af medlemmet skal ske, så snart
arbejdsløshedskassen bliver bekendt med oplysningerne. Der
vil blive fastsat nærmere regler herom, jf. bestemmelsens
stk. 7.
Det foreslås endvidere i stk. 4, at arbejdsløshedskassen
skal oplyse medlemmet om baggrunden for høringen og om, at
der træffes afgørelse på det foreliggende
grundlag, hvis medlemmet ikke medvirker til sagens oplysning inden
for en nærmere angivet frist - som udgangspunkt 1 uge.
Det foreslås i stk. 5,
at hvis der udbetales ydelser til medlemmet på tidspunktet
for høringen, skal kassen fortsætte med udbetalingen
med forbehold for, at medlemmet har ret til dem. Udbetalingen skal
fortsætte indtil der er truffet en afgørelse, som er
meddelt medlemmet. Kassen skal oplyse medlemmet om, at ydelser, der
udbetales, indtil der er meddelt en afgørelse, udbetales med
forbehold, og at ydelserne skal tilbagebetales, hvis der
træffes afgørelse om, at medlemmet ikke har haft ret
til ydelserne, jf. lovens § 86, stk. 1.
En afgørelse må anses for meddelt medlemmet,
når medlemmet er gjort bekendt med afgørelsen. Som
udgangspunkt må medlemmet antages at være gjort bekendt
med en afgørelse, som bliver sendt til medlemmet, to dage
efter dens afsendelse, jf. Ankestyrelsens praksis herom.
Det foreslås i stk. 6, at
kassen træffer afgørelse på det foreliggende
grundlag, hvis medlemmet ikke efter kassens anmodning herom
medvirker til en sags oplysning.
Endelig foreslås det i stk.7, at beskæftigelsesministeren
efter forhandling med Beskæftigelsesrådet
fastsætter de nærmere regler for anvendelsen af
bestemmelserne i stk. 1- 6. Der kan endvidere fastsættes
regler om krav til arbejdsløshedskassernes sagsbehandling og
afgørelser.
Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte
nærmere regler om de sagsbehandlingsskridt, kasserne skal
foretage i forbindelse med en sags oplysning og høringen af
medlemmet. Reglerne skal sikre en hurtig sagsbehandling fra det
tidspunkt, hvor kassen bliver bekendt med oplysninger, der kan have
betydning for medlemmets ret til ydelser, indtil den hører
medlemmet og oplyser sagen i øvrigt, og videre indtil der
kan træffes en afgørelse, og denne meddeles medlemmet.
I den forbindelse skal det sikres, at der ikke udbetales refusion
til arbejdsløshedskasser, der ikke overholder de krav, der
fastsættes til sagsbehandlingen.
Bemyndigelsen vil også blive anvendt til at
fastsætte regler om medlemmets medvirken, herunder om hvor
lang en frist medlemmet skal have til at medvirke til sagens
oplysning. Udgangspunktet vil være 1 uge. Konkrete forhold
kan dog tale for, at der undtagelsesvist angives en anden
frist.
Bemyndigelsen vil også blive anvendt til at
fastsætte regler og retningslinjer om, hvornår det ikke
er nødvendigt for arbejdsløshedskasserne at
høre medlemmet, for at der kan træffes en
afgørelse. Det gælder f.eks., hvor en sag - også
uden medlemmets eventuelle (yderligere) oplysninger - er
tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes en
afgørelse. Som eksempel kan nævnes
arbejdsløshedskassens standsning af udbetalingen af ydelser
til alle kassens medlemmer, fordi 65 pct. af kassens medlemmer er
omfattet af en ikke overenskomststridig konflikt, jf. lovens
§ 61, stk. 3. Endvidere kan nævnes
arbejdsløshedskassens standsning af udbetalingen af ydelser,
hvor kassen på baggrund af en rådighedssamtale med
medlemmet kan træffe afgørelse om, at medlemmet ikke
står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger,
afsnit 2.1.2 og 2.2.2.
Til nr. 2
Efter de gældende regler skal et medlem, der med urette
har modtaget dagpenge eller andre ydelser fra
arbejdsløshedskassen, betale ydelserne tilbage, hvis
medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet
omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne,
eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have
indset, at modtagelse af ydelsen var uberettiget.
Det foreslås, at § 86, stk. 1, ændres således, at
det klart fremgår, at medlemmets tilbagebetalingspligt
også gælder ydelser, der er udbetalt med forbehold som
følge af reglerne om partshøring mv. i den
foreslåede § 65 a.
Forslaget indebærer, at medlemmet bliver bragt i en
situation, hvor betingelsen i lovens § 86, stk. 1,
om, at medlemmet burde have indset, at modtagelse af ydelsen var
uberettiget, er opfyldt. Dette sker, når
arbejdsløshedskassen, samtidig med at den hører
medlemmet, oplyser medlemmet om baggrunden for høringen og
om, at ydelser, der udbetales, indtil der er meddelt en
afgørelse, er udbetalt med forbehold for, at medlemmet har
(haft) ret til dem, jf. § 65 a, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.2.2.
Til nr. 3
Det fremgår af de gældende regler, at
arbejdsløshedskassen ikke har krav på refusion fra
statskassen, hvis dagpenge eller andre ydelser er udbetalt med
urette, og at kassen skal betale det udbetalte
refusionsbeløb tilbage, medmindre fejludbetalingen skyldes
medlemmets svigagtige forhold.
Med forslaget om at indsætte en ny bestemmelse om
sagsoplysning og partshøring i loven (§ 65 a), jf.
lovforslagets § 1, nr. 1, ændres reglerne
således, at arbejdsløshedskassen skal fortsætte
udbetalingen af en ydelse, uanset at der er tvivl om, hvorvidt
medlemmet har ret til ydelsen. For at sikre, at denne ændring
ikke skal medføre merudgifter for kasserne, foreslås
det, at det i § 86, stk. 4, præciseres, at kassen har
ret til refusion for dagpenge og andre ydelser, der er udbetalt med
urette, hvis de er udbetalt med forbehold som følge af
reglerne om partshøring mv., jf. den foreslåede
§ 65 a, stk. 5. Det gælder uanset om
fejludbetalingen skyldes medlemmets svigagtige eller uagtsomme
forhold.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger, afsnit 2.1.2. og 2.2.2.
Til nr. 4
Efter de gældende regler i lovens § 87,
stk. 5, skal arbejdsløshedskassen standse udbetalingen
af ydelser til medlemmet på det tidspunkt, hvor kassen bliver
bekendt med forhold, der gør det sandsynligt, at medlemmet
har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen
(konstateringstidspunktet). Efter gældende praksis er
konstateringstidspunktet f.eks. det tidspunkt, hvor kassen
får en indberetning fra Arbejdsdirektoratet om, at medlemmet
i en periode har modtaget løn i et ansættelsesforhold
og samtidig modtaget arbejdsløshedsdagpenge.
Med forslaget om at indsætte en ny bestemmelse om
sagsoplysning og partshøring i loven (§ 65 a), jf.
lovforslagets § 1, nr. 1, vil arbejdsløshedskassen
skulle fortsætte med at udbetale ydelser til medlemmet,
indtil medlemmet er blevet hørt, og der er truffet en
afgørelse i sagen, som er meddelt medlemmet. Træffes
der afgørelse om, at medlemmet ikke har (haft) ret til
ydelserne, skal disse betales tilbage for hele perioden, jf.
§ 86, stk. 1.
Det foreslås derfor, at § 87, stk. 5, ændres i overensstemmelse
hermed. Hvis kassen bliver bekendt med forhold, der gør det
sandsynligt, at et medlem har gjort sig skyldig i en forseelse over
for kassen, skal kassen således partshøre medlemmet og
træffe afgørelse i sagen, jf. den foreslåede
§ 65 a. Således vil også sager, der handler
om, hvorvidt medlemmet eventuelt har begået svig eller udvist
uagtsomhed, skulle behandles efter den nye bestemmelse om
sagsoplysning og partshøring.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige
bemærkninger, afsnit 2.1.2 og 2.2.2.
Til § 2
Til nr. 1
Efter § 21 i lov om sygedagpenge bortfalder
sygedagpengene, så længe den sygemeldte ikke deltager i
opfølgningsindsatsen, eller så længe den
sygemeldte afviser at modtage nødvendig lægebehandling
eller afviser at deltage i hensigtsmæssig optræning.
Sygedagpengene bortfalder desuden, hvis den sygemeldte ved sin
adfærd forhaler helbredelsen.
Ved bortfald af retten til sygedagpenge efter
sygedagpengelovens § 21 standser kommunen udbetalingen af
sygedagpengene, før partshøringen har fundet
sted.
Der foreslås en ændret formulering af
sygedagpengelovens § 21, stk. 3, der indebærer, at
udbetalingen af sygedagpenge først kan standses, efter at
partshøring har fundet sted, og der er truffet en
afgørelse om ophør af retten til sygedagpenge, som er
meddelt borgeren.
Kommunen fastsætter en frist for borgerens svar på
parthøringen. Som udgangspunkt er en frist på 1 uge en
rimelig frist, men konkrete forhold kan dog føre til, at der
undtagelsesvis fastsættes en anden frist.
Til nr. 2.
Lovforslagets § 2, nr. 1, hvorefter udbetalingen af
sygedagpenge først kan standses efter, at
partshøringen har fundet sted, og der er truffet
afgørelse om ophør af retten til sygedagpenge, vil
betyde, at en række personer vil modtage sygedagpenge uden at
være berettiget hertil efter sygedagpengeloven, fordi de ved
deres adfærd falder ind under en af bortfaldsbestemmelserne i
lovens § 21.
Efter den gældende tilbagebetalingsregel i lovens
§ 71, stk. 2, kan sygedagpengene kræves
tilbagebetalt, hvis en person har tilsidesat sin oplysningspligt
efter sygedagpengeloven eller retssikkerhedsloven eller i
øvrigt mod bedre vidende uberettiget har modtaget
sygedagpenge.
Med lovforslagets § 2, nr. 2, foreslås, at
tilbagebetalingsreglerne ændres, således at de
sygedagpenge, der som følge af den ændrede
§ 21, stk. 3, udbetales, indtil partshøringen har
fundet sted, og der er truffet en afgørelse om ophør
af retten til sygedagpenge, som er meddelt den
pågældende, under alle omstændigheder skal
tilbagebetales. Dette gælder således, uanset om
sygedagpengene er modtaget mod bedre vidende eller ej.
En arbejdsgivers eventuelle krav på refusion af
sygedagpenge som følge af, at han udbetaler løn til
lønmodtageren under dennes sygdom, er et afledt krav. Det
betyder, at det foreslåede tilbagebetalingskrav også
omfatter arbejdsgivere, der har modtaget refusion i den ovenfor
beskrevne periode. Det fremgår af lovens § 21,
stk. 5, at en arbejdsgiver, der er berettiget til
sygedagpengerefusion, skal orienteres om det mulige bortfald af
refusionen samtidig med, at kommunen partshører den
sygemeldte lønmodtager.
Efter lovens § 71, stk. 4, der med lovforslaget
bliver stk. 5, kan krav om tilbagebetaling af for meget
udbetalte ydelser efter sygedagpengeloven modregnes i ydelser efter
loven samt i delpension og i førtidspension.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli
2010.
Ændringerne i lov om arbejdsløshedsforsikring
m.v., jf. lovforslagets § 1, har virkning for alle sager,
hvor arbejdsløshedskassen partshører et medlem den 1.
juli 2010 eller senere, fordi medlemmet ikke er bekendt med,
at kassen er i besiddelse af eller vil benytte bestemte
oplysninger, som er til ugunst for medlemmet, og som vil
indgå i kassens oplysningsgrundlag i en afgørelse om
medlemmets ret til ydelser. Det afgørende er således,
hvornår arbejdsløshedskassen partshører
medlemmet. Hvis arbejdsløshedskassen partshører
medlemmet inden den 1. juli 2010, behandles sagen efter de
gældende regler.
§§ 21, stk. 3, og 71, stk. 3, i lov
om sygedagpenge, jf. lovforslagets § 2, nr. 1 og
2, har virkning for alle sager, hvor kommunen
partshører en sygedagpengemodtager den 1. juli 2010 eller
senere, med henblik på at træffe afgørelse
om sygedagpengemodtagerens fortsatte ret til sygedagpenge. Det
afgørende er således, hvornår kommunen
foretager partshøringen. Hvis kommunen
partshører sygedagpengemodtageren inden den 1. juli 2010,
behandles sagen efter de gældende regler.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
regler
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | |
| | I lov om arbejdsløshedsforsikring
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 26. september 2008,
som senest ændret ved § 5 i lov nr. 483 af 12. juni
2009, foretages følgende ændringer: |
| | |
| | 1. Ȥ 65
a. Arbejdsløshedskassen skal sørge for, at
sager, der behandles i kassen, er oplyst i tilstrækkeligt
omfang til, at kassen kan træffe afgørelse. Stk. 2. Et
medlem, der søger om eller modtager ydelser fra
arbejdsløshedskassen, skal efter kassens anmodning medvirke
til at få de oplysninger frem, som er nødvendige for,
at arbejdsløshedskassen kan afgøre, om medlemmet har
ret til ydelserne. Stk. 3.
Medlemmet har pligt til at give arbejdsløshedskassen
oplysning om ethvert forhold, der kan have betydning for medlemmets
ret til ydelser. Stk. 4. Arbejdsløshedskassen skal
høre medlemmet, hvis medlemmet ikke er bekendt med, at
kassen er i besiddelse af, eller at kassen vil benytte
bestemte oplysninger, som er til ugunst for medlemmet, og
som vil indgå i kassens oplysningsgrundlag i en
afgørelse om medlemmets ret til ydelser.
Arbejdsløshedskassen skal oplyse medlemmet om baggrunden for
høringen og om, at der træffes afgørelse
på det foreliggende grundlag, hvis medlemmet ikke medvirker
til sagens oplysning inden for en nærmere angivet
frist. Stk. 5.
Hvis der udbetales ydelser til medlemmet på tidspunktet
for høringen efter stk. 4, skal
arbejdsløshedskassen fortsætte med at udbetale
ydelserne, indtil der træffes en afgørelse, som
er meddelt medlemmet. Ydelserne skal udbetales med forbehold for,
at medlemmet har ret til dem. Kassen skal oplyse
medlemmet om, at udbetalingen sker med dette forbehold, og at
ydelserne skal tilbagebetales, hvis der træffes
afgørelse om, at medlemmet ikke har haft ret til ydelserne,
jf. § 86, stk. 1. Stk. 6. Hvis
medlemmet ikke medvirker til en sags oplysning, træffer
arbejdsløshedskassen afgørelse på det
foreliggende grundlag. Stk. 7.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter forhandling
med Beskæftigelsesrådet nærmere regler for
anvendelsen af bestemmelserne i stk.1-6. Der kan endvidere
fastsættes regler om krav til arbejdsløshedskassernes
sagsbehandling og afgørelser.« |
| | |
§ 86.
--- Stk. 1. Et
medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller andre ydelser
fra kassen, skal betale ydelsesbeløbet tilbage, hvis
medlemmet har givet kassen urigtige oplysninger eller fortiet
omstændigheder, der er af betydning for retten til ydelserne,
eller hvis medlemmet i øvrigt indså eller burde have
indset, at modtagelse af beløbet var uberettiget.
Godtgørelse efter lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse er ikke omfattet af
bestemmelsen. | | 2. I § 86, stk. 1, 1. pkt., indsættes
efter »Et medlem, som uberettiget har modtaget dagpenge eller
andre ydelser fra kassen,«: »herunder ydelser, som er
udbetalt med forbehold,« |
| | |
§ 86.
--- Stk. 4.
Hvis dagpenge eller andre ydelser, jf. stk. 1 og 12, er
udbetalt med urette, har kassen ikke krav på refusion fra
statskassen og skal betale udbetalt refusionsbeløb for den
fejludbetalte ydelse tilbage fuldt ud, medmindre den fejlagtige
udbetaling skyldes medlemmets svigagtige forhold. Tilbagebetaling
skal ske, uanset om staten har lidt økonomisk tab.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan dog i ganske
særlige tilfælde give tilladelse til, at kassen helt
eller delvis får ret til refusion, hvis staten ikke har lidt
et økonomisk tab af samme størrelse som det
fejludbetalte beløb. Direktørens afgørelse
herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. | | 3. I § 86, stk. 4, 1. pkt., indsættes
efter »medlemmets svigagtige forhold«: », eller
udbetalingen er sket med forbehold« |
| | |
§ 87.
--- Stk. 5.
Bliver kassen bekendt med forhold, der gør det sandsynligt,
at et medlem har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen,
jf. stk. 1 og 2, skal kassen standse udbetalingen af ydelser
til medlemmet, jf. dog stk. 6, fra
konstateringstidspunktet. | | 4. § 87, stk. 5, affattes
således: »Stk. 5.
Bliver kassen bekendt med forhold, der gør det sandsynligt,
at et medlem har gjort sig skyldig i en forseelse over for kassen,
jf. stk. 1 og 2, skal kassen høre medlemmet og træffe
afgørelse i sagen, jf. § 65 a.« |
| | |
| | § 2 |
| | |
| | I lov nr. 563 af 9. juni 2006 om
sygedagpenge, som ændret bl.a. ved § 8 i lov nr. 1336 af
19. december 2008 og § 1 i lov nr. 480 af 12. juni 2009 og
senest ved § 1 i lov nr. xx af xx (det af Folketinget den 16.
marts 2010 vedtagne forslag) om ændring af lov om
sygedagpenge, lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel, lov om
aktiv socialpolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
(Ændring af reglerne om forlængelse af
sygedagpengeperioden, sygedagpenge til selvstændige og
ophævelse af bestemmelser om indbetaling til Særlig
Pensionsopsparing (SP) m.v.), foretages følgende
ændringer: |
| | |
§ 21.
Retten til sygedagpenge bortfalder, 1) så længe den sygemeldte
uden rimelig grund undlader at medvirke ved kommunens
opfølgning, jf. kapitel 6, herunder indsatsen efter lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats, eller ved samtalen med
arbejdsløshedskassen, jf. § 7 c, 2) så længe den sygemeldte mod
lægens opfordring afviser at lade sig indlægge på
sygehus eller modtage nødvendig lægebehandling eller
mod lægens eller kommunens opfordring afviser at deltage i
hensigtsmæssig optræning for at genvinde arbejdsevnen,
eller 3) hvis den sygemeldte ved sin
adfærd forhaler helbredelsen. Stk. 2.
Bortfald af sygedagpenge efter stk. 1, nr. 1 eller 2, er
betinget af, at kommunen har givet den sygemeldte en skriftlig
orientering om konsekvenserne af, at den sygemeldte undlader at
medvirke ved opfølgning eller afviser at modtage
nødvendig lægebehandling eller deltage i
hensigtsmæssig optræning eller i indsatsen efter lov om
en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 3.
Retten til sygedagpenge ophører fra dagen efter det
tidspunkt, hvor betingelserne for udbetaling ikke længere er
opfyldt. Stk. 4.
Udbetaling af sygedagpenge, der er bortfaldet efter stk. 1,
nr. 1 eller 2, genoptages dagen efter det tidspunkt, hvor
betingelserne for udbetaling af sygedagpenge på ny er
opfyldt, hvis dette sker, senest 4 uger efter at den sygemeldte er
blevet underrettet om bortfaldet. Stk. 5.
Når kommunen partshører lønmodtageren i
forbindelse med muligt bortfald af sygedagpenge efter stk. 1,
skal en arbejdsgiver, der er berettiget til refusion efter
§ 54, orienteres om det mulige bortfald af
sygedagpenge. | | 1.§ 21, stk. 3, affattes
således: »Stk. 3.
Retten til sygedagpenge ophører fra dagen efter det
tidspunkt, hvor betingelserne for at modtage sygedagpenge ikke
længere er opfyldt. Afgørelse om ophør af
retten til sygedagpenge kan tidligst træffes, når den
sygemeldte har haft lejlighed til at udtale sig om de oplysninger
om sagens faktiske omstændigheder, der efter kommunens
opfattelse fører til, at betingelserne for at modtage
sygedagpenge ikke længere er opfyldt. Kommunen
fastsætter en frist for afgivelsen af
udtalelsen.« |
| | |
§ 71.
Personer, der modtager ydelser efter denne lov, skal underrette
arbejdsgiveren om forandringer i deres forhold eller andre
omstændigheder, der kan medføre ændring i eller
bortfald af sygedagpengene, herunder arbejdsgiverens mulighed for
at kunne modtage refusion. Stk. 2.En
person, herunder en juridisk person, der har tilsidesat sin
oplysningspligt efter stk. 1 eller efter § 11 i lov
om retssikkerhed og administration på det sociale
område eller i øvrigt mod bedre vidende uberettiget
har modtaget ydelser efter denne lov, skal tilbagebetale det
beløb, der er modtaget med urette. Stk. 3.
Tilbagebetalingskrav opkræves af kommunen efter regler
fastsat af beskæftigelsesministeren i samråd med
skatteministeren. Stk. 4.
Krav på tilbagebetaling af for meget udbetalte ydelser efter
denne lov kan modregnes i ydelser efter loven, i delpension og i
førtidspension. | | 2. I § 71 indsættes efter stk. 2 som
nyt stykke: »Stk. 3.
En person, hvis ret til sygedagpenge er ophørt efter §
21, stk. 1, skal tilbagebetale det beløb, der er udbetalt
fra den dag, hvor retten til sygedagpenge er ophørt, og
indtil udbetalingen af sygedagpenge er standset.« Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og
5. |
| | |