Fremsat den 17. marts 2010 af
justitsministeren (Lars Barboed)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om hunde og
dyreværnsloven1)
(Forbud mod besiddelse m.v. af visse hunde,
båndpligt, aflivning af hunde, der skambider, midlertidig
frakendelse af retten til at have med dyr at gøre m.v.)
§ 1
I lov om hunde, jf. lovbekendtgørelse nr.
259 af 12. april 2005, som ændret ved § 4 i lov nr.
554 af 24. juni 2005 og § 17 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 1, affattes
således:
»Besidderen af en hund skal sørge for, at hunden,
inden den er 8 uger gammel, er mærket og registreret.
Besidderen af en hund skal endvidere sørge for, at hunden,
fra den er 4 måneder gammel, bærer halsbånd
forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og
adresse.«
2. I
§ 1, stk. 3,
ændres »kan« til: »skal«.
3.
Efter § 1 indsættes:
Ȥ 1
a. Besiddelse og avl af følgende hunde er
forbudt:
1) Pitbull
terrier.
2) Tosa inu.
3) Amerikansk
staffordshire terrier.
4) Fila
brasileiro.
5) Dogo
argentino.
6) Amerikansk
bulldog.
7) Boerboel.
8) Kangal.
9) Centralasiatisk
ovtcharka.
10) Kaukasisk
ovtcharka.
11) Sydrussisk
ovtcharka.
12) Tornjak.
13)
Sarplaninac.
Stk. 2. Forbuddet i
stk. 1 finder tillige anvendelse for krydsninger, hvori de
nævnte hunde indgår.
Stk. 3.
Erhvervsmæssig indførsel af hunde, der er omfattet af
stk. 1 eller 2, er forbudt.
§ 1
b. Hunde, der holdes eller indføres i strid med
§ 1 a, aflives ved politiets foranstaltning.
Stk. 2. Er der
tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de racer eller
krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, kan politiet
stille krav om, at besidderen dokumenterer hundens race eller
type.
Stk. 3. Hvis
besidderen ikke straks kan fremlægge tilstrækkelig
dokumentation, jf. stk. 2, træffer politiet
foranstaltninger med henblik på midlertidigt at fjerne hunden
fra besidderen.
Stk. 4. Har
besidderen ikke inden for en frist, som politiet fastsætter,
fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at hunden ikke
tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, som er
omfattet af § 1 a, anses hunden for at være holdt i
strid med § 1 a.«
4. § 3, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes:
»Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i kommunen eller
nærmere opregnede områder af kommunen skal gælde
en pligt til i byer og områder med bymæssig bebyggelse
altid at føre en hund i bånd på gader, veje,
stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig
færdsel. Båndet skal være så kort, at
hunden holdes tæt ind til ledsageren.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 3-5.
5. § 3, stk. 6, der bliver
stk. 5, affattes således:
»Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte regler om, at visse hunde
ikke er omfattet af bestemmelser om båndpligt fastsat i
medfør af stk. 2.«
6. § 6, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2. Hvis
en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden
væsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd
er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i
sine omgivelser, eller hvis der i øvrigt er grundlag for at
antage, at den pågældende hund kan være farlig
for sine omgivelser, kan politidirektøren
1) give besidderen
pålæg om, at den ejendom, hvor hunden holdes, skal
være indhegnet af et hegn på op til 1,8 meter i
højden, der skal være forsynet med en
sluselåge,
2) give besidderen
pålæg om, at hunden kun må luftes af besidderen
eller af andre navngivne personer over 18 år og ikke må
luftes sammen med andre hunde,
3) give besidderen
pålæg om, at hunden, når den ikke holdes
indelukket, skal føres i bånd, herunder
pålæg om at hunden skal føres i et bånd,
der højst er 2 meter langt, skal være forsynet med
forsvarlig, lukket mundkurv eller begge dele, eller
4) træffe
afgørelse om at lade hunden aflive.«
7. I
§ 6, stk. 3 og 4, ændres »stk. 2, nr.
1« til: »stk. 2, nr. 1-3«.
8. § 6, stk. 5, ophæves, og
i stedet indsættes:
»Stk. 5. Hvis
en hund ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden
hund, skal politidirektøren lade hunden aflive.
Stk. 6.
Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund
aflive efter stk. 2, nr. 4, eller stk. 4 eller 5, men kan
kræve beløbet refunderet af besidderen.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
9. § 6, stk. 6, der bliver
stk. 7, affattes således:
»Stk. 7.
Overdrages hunden til en anden besidder, gælder et
pålæg efter stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3,
eller en afgørelse om aflivning efter stk. 2, nr. 4,
eller stk. 4 eller 5, umiddelbart over for den nye
besidder.«
10. I
§ 6 b, stk. 1 og § 6 c, stk. 1, ændres
»efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller
stk. 4« til: »efter § 1 b, stk. 1,
eller § 6, stk. 2, nr. 4, eller stk. 4 eller
5«.
11. I
§ 6 c, stk. 2,
ændres »justitsministeren« til:
»rigspolitichefen«.
12. § 7 ophæves.
13. I
§ 8, stk. 3,
ændres »Assurandør-Societetet« til:
»Forsikring & Pension«.
14. § 12 affattes således:
»§ 12. Med bøde
straffes den, der
1) overtræder
§ 1, stk. 1, § 2, § 3,
stk. 1, 1.-3. pkt., § 3, stk. 3 eller 4,
§ 5, § 6, stk. 1 eller 7, eller
§ 8, stk. 2,
2) overtræder
bestemmelser fastsat af kommunalbestyrelsen i medfør af
§ 3, stk. 2, eller
3) overtræder
et pålæg udstedt i medfør af § 4 eller
§ 6, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3.
Stk. 2. Ved
fastsættelse af bøder for overtrædelse af
§ 1, stk. 1, § 3, stk. 1, 1-3. pkt.,
§ 3, stk. 4, § 6, stk. 1,
§ 8, stk. 2, bestemmelser fastsat af
kommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 2,
eller et pålæg udstedt i medfør af
§ 6, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3,
udmåles en skærpet bøde. På samme
måde straffes den, der hidser en hund på nogen eller
undlader at holde sin hund tilbage, når den
pågældende bemærker, at den overfalder nogen.
Stk. 3. Med
bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der
overtræder § 6 d.
Stk. 4. Med
bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der beskæftiger sig personligt med hunde, uanset at
vedkommende er frakendt retten hertil, jf. § 12 a,
stk. 1.
Stk. 5. Med
bøde eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 4 måneder straffes den, der med kendskab
til, at en person er frakendt retten til at beskæftige sig
personligt med hunde efter § 12 a, stk. 1, overlader
en hund i den pågældendes varetægt.
Stk. 6. I
forskrifter, der udstedes i henhold til § 1, stk. 2,
kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
forskrifterne.«
15. I
§ 12 a, stk. 1, nr. 3,
ændres »hundekamp eller« til:
»hundekamp,«.
16. I
§ 12 a, stk. 1, nr. 4
ændres »hundekampe. « til: »hundekampe
eller«.
17. I
§ 12 a, stk. 1,
indsættes som nr. 5:
»5) i
gentagne tilfælde er straffet for overtrædelse af
§ 3, stk. 1, 1.-3. pkt., § 3, stk. 4,
§ 6, stk. 1, bestemmelser fastsat af
kommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 2,
eller pålæg udstedt i medfør af § 6,
stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3, jf. § 12,
stk. 1.«
18. I
§ 12 c ændres
»§ 6, stk. 5« til: »§ 6,
stk. 6«.
§ 2
I dyreværnsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1343 af 4. december 2007, som
ændret ved lov nr. 499 af 12. juni 2009 og § 1 i
lov nr. 500 af 12. juni 2009, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 10 indsættes som stk.
3:
»Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på hold af
hunde.«
2. I
§ 29 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3.
Retten kan under behandlingen af de sager, som er nævnt i
stk. 1, ved kendelse udelukke den pågældende fra
at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig
personligt med dyr, indtil sagen er endeligt afgjort. Forbuddet kan
begrænses til at angå bestemte arter og antal af dyr.
Det kan i kendelsen bestemmes, at kære ikke har
opsættende virkning. Afsiges der med hensyn til
rettighedsfrakendelse frifindende dom i sagen, bortfalder
forbuddet, selv om dommen ankes. Overtrædelse af forbuddet
straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
3. I
§ 29, stk. 3, der bliver
stk. 4, indsættes efter »stk. 1«:
»eller stk. 3«.
4.
Efter § 30 indsættes:
Ȥ 30 a. Regler om transport af dyr udstedt i
medfør af dyreværnsloven finder også anvendelse
på handlinger foretaget i udlandet.«
§ 3
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2010.
Stk. 2. Ved lovens
ikrafttræden ophæves bekendtgørelse nr. 748 af
14. november 1991 om forbud mod hold af særligt farlige
hunde.
Stk. 3.
Bestemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om hunde,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, omfatter hunde,
der er født efter lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Personer,
som den 17. marts 2010 besidder hunde omfattet af § 1 a,
stk. 1, nr. 3-13, i lov om hunde, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 3, eller krydsninger, hvori de nævnte
hunde indgår, kan fortsat besidde disse. Sådanne hunde
må dog ikke overdrages. På gader, veje, stier, pladser
m.v., der er åbne for almindelig færdsel, skal hundene
føres i bånd og være forsynet med forsvarlig,
lukket mundkurv. Båndet skal være en fast line med en
maksimal længde på 2 meter.
Stk. 5. Med
bøde straffes den, der overtræder stk. 4.
Stk. 6. Personer,
der den 17. marts 2010 har etableret selvstændig virksomhed
med opdræt af hunde omfattet af § 1 a, stk. 1,
nr. 3-13, i lov om hunde, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 2, eller krydsninger, hvori de nævnte
hunde indgår, kan fortsætte denne virksomhed indtil den
30. juni 2015.
§ 4
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
|
Almindelige bemærkninger |
|
Indholdsfortegnelse | |
1. | Indledning | |
| 1.1. | Lovforslagets baggrund | |
| 1.2. | Lovforslagets indhold | |
| | 1.2.1. | Ændringer på baggrund af
delbetænkningen om farlige hunde | |
| | 1.2.2. | Øvrige ændringer af
hundeloven | |
| | 1.2.3. | Ændringer af
dyreværnsloven | |
| 1.3. | Notifikation af lovforslaget til
EU-Kommissionen | |
2. | Forbud mod hold af særligt farlige
hunde | |
| 2.1. | Gældende ret | |
| 2.2. | Anbefalinger fra Udvalget om hunde | |
| 2.3. | Justitsministeriets overvejelser | |
| | 2.3.1. | Forbud mod besiddelse og avl af visse
hunderacer mv. | |
| | 2.3.2. | Forbud mod erhvervsmæssig
indførsel af visse hunderacer mv. | |
| | 2.3.3. | Erhvervsmæssig avl af hunderacer
omfattet af forbuddet | |
3. | Indgreb over for farlige hunde | |
| 3.1. | Gældende ret | |
| 3.2. | Anbefalinger fra Udvalget om hunde | |
| | 3.2.1. | Præcisering af betingelserne for at
give pålæg | |
| | 3.2.2. | Pålæg om indhegning, luftning
og bånd | |
| 3.3. | Justitsministeriets overvejelser | |
| | 3.3.1. | Præcisering af betingelserne for at
give pålæg | |
| | 3.3.2. | Pålæg om indhegning, luftning
og bånd | |
| | 3.3.3. | Aflivning ved skambidning | |
4. | Regler om, at pålæg
følger hunden | |
| 4.1. | Gældende ret | |
| 4.2. | Anbefalinger fra Udvalget om hunde | |
| 4.3. | Justitsministeriets overvejelser | |
5. | Pligt til at føre hunde i
bånd | |
| 5.1. | Gældende ret | |
| 5.2. | Justitsministeriets overvejelser | |
6. | Mærkning og registrering af
hunde | |
| 6.1. | Gældende ret | |
| 6.2. | Anbefalinger fra Udvalget om hunde | |
| 6.3. | Justitsministeriets overvejelser | |
7. | Forhøjet sanktionsniveau mv. | |
| 7.1. | Gældende ret | |
| 7.2. | Anbefalinger fra Udvalget om hunde | |
| 7.3. | Justitsministeriets overvejelser | |
8. | Midlertidig frakendelse af retten til at
have med dyr at gøre | |
| 8.1. | Gældende ret | |
| 8.2. | Justitsministeriets overvejelser | |
9. | Den eksterritoriale gyldighed af reglerne
om transport af dyr | |
| 9.1. | Gældende ret | |
| 9.2. | Justitsministeriets overvejelser | |
10. | Øvrige forslag | |
11. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | |
12. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet | |
13. | Administrative konsekvenser for
borgere | |
14. | Miljømæssige
konsekvenser | |
15. | Forholdet til EU-retten | |
16. | Hørte myndigheder og organisationer
mv. | |
17. | Sammenfattende skema | |
1. Indledning
1.1. Lovforslagets baggrund
I de senere år er det blevet stadig mere udbredt at
holde typer af hunde, der ofte bliver betegnet som farlige hunde
eller kamp- eller muskelhunde.
Ifølge en opgørelse fra Dansk Kennel Klub findes
der ca. 20.000 af disse hunde i Danmark. Dansk Hunderegister har i
den forbindelse gennem de seneste 5 år registreret en
stigning i antallet af nogle af de hunderacer, der fra naturens
hånd siges at have en lidt "kortere lunte" end andre hunde,
og hvor måden hunden avles og opdrættes på, og
måden den efterfølgende håndteres på af
besidderen, er afgørende for, om hunden bliver aggressiv og
virker truende eller måske ender med at gå til angreb
på andre dyr eller mennesker.
Folketinget ændrede i 2003 hundeloven med bl.a. det
formål at udvide politiets muligheder for at gribe ind over
for hunde, der - uanset race - har vist sig at være farlige
for deres omgivelser, eller som har vist tegn på at kunne
være farlige eller skræmmende, men som endnu ikke har
forvoldt skade, jf. herved lov nr. 385 af 28. maj 2003 om
ændring af lov om hunde (Indgreb over for farlige hunde,
forbud mod hundekampe m.v.).
Der har imidlertid i den senere tid - navnlig med udgangspunkt
i konkrete sager - på ny været debat om de farlige
hunde. Fra flere sider er der blevet stillet
spørgsmålstegn ved, om den gældende lovgivning
på området er tilstrækkelig.
I februar 2009 besluttede regeringen derfor at nedsætte
et udvalg om hunde. Udvalget blev i det kommissorium, der dannede
grundlag for udvalgets arbejde, bl.a. anmodet om at overveje, om
der er behov for yderligere tiltag i forhold til hunde, der kan
være farlige for omgivelserne, og i givet fald overveje
hvilke tiltag der vil kunne være egnede. Justitsministeriet
anmodede i maj 2009 udvalget om at afgive en delbetænkning om
farlige hunde, således at der kunne tages et eventuelt
lovgivningsinitiativ i begyndelsen af 2010.
Udvalget afgav sin delbetænkning om farlige hunde til
justitsministeren den 20. januar 2010. Det fremgår af
betænkningen, at udvalget har overvejet muligheden for at
indføre et forbud mod visse hunderacer og krydsninger, hvori
disse racer indgår. Herudover har udvalget overvejet forslag
om særregler for hold af bestemte hunderacer. Udvalget har
endelig overvejet, om der generelt - dvs. for alle hunde uanset
race - er anledning til at skærpe reglerne for hold af
hunde.
Herudover sendte justitsministeren den 11. september 2009 et
udkast til ændring af hundeloven og dyreværnsloven i
høring. Lovudkastet indeholdt bl.a. følgende
elementer:
- Nedsættelse
af mærknings- og registreringsalderen fra 4 måneder til
8 uger
- Regler om
båndpligt i byer og bymæssig bebyggelse
- Regler om
aflivning af hunde i tilfælde af skambidning
Udkastet indeholdt endvidere to ændringer af
dyreværnsloven om henholdsvis midlertidig frakendelse af
retten til at have med dyr at gøre og den territoriale
gyldighed af de danske regler om transport af dyr.
1.2. Lovforslagets indhold
1.2.1. Ændringer på baggrund af
delbetænkningen om farlige hunde
1.2.1.1. Det fremgår af betænkningen fra
Justitsministeriets Udvalg om hunde, at udvalget har overvejet
muligheden for at indføre et forbud mod hold af visse
hunderacer og krydsninger, hvori disse racer indgår.
Der er enighed i udvalget om, at et eventuelt raceforbud - for
at kunne håndhæves effektivt i praksis - må bygge
på en model, hvor det er hundens besidder, der i
tvivlstilfælde skal dokumentere hundens race eller type.
Udvalget finder, at et sådant forbud ville kunne omfatte 13
eller 14 nærmere angivne hunderacer og krydsninger, hvori
disse racer indgår. Hvis der gennemføres et forbud mod
besiddelse og avl af de pågældende hunde, bør
det efter udvalgets opfattelse suppleres med et forbud mod
indførsel af disse hunderacer og krydsninger, hvori de
pågældende racer indgår.
Et flertal af udvalgets medlemmer (udvalgets formand og
medlemmerne udpeget efter indstilling fra Dansk Kennel Klub,
Danmarks civile Hundeførerforening, Dyrenes Beskyttelse,
Dyreværnsrådet og Den Danske Dyrlægeforening) kan
ikke anbefale, at der gennemføres et forbud mod visse
hunderacer. Disse medlemmer peger bl.a. på, at der ikke er
noget sikkert statistisk grundlag for at udpege bestemte hunderacer
som mere farlige end andre, og at der ikke er nogen sikkerhed for,
at et raceforbud mærkbart vil mindske problemet med farlige
hunde. Disse medlemmer finder endvidere, at det vil være
vanskeligt for borgerne at tilbagevise politiets påstand om,
at man er indehaver af en forbudt hund, ligesom forbuddet
også vil ramme velfungerende hunde af de nævnte
racer.
Et mindretal af udvalgets medlemmer (Justitsministeriets
medlem og medlemmerne udpeget efter indstilling fra Rigsadvokaten
og Rigspolitiet) finder, at det er et væsentligt problem,
når der i befolkningen skabes frygt for at blive angrebet af
hunde på offentlige gader og veje. Selv om forbudsmodellen
muligvis ikke vil kunne håndhæves fuldt ud effektivt,
vil den kunne have den effekt, at antallet af hunde omfattet af
ordningen gradvist reduceres. Mindretallet finder således, at
spørgsmålet om indførelse af en forbudsordning
i sidste ende må bero på en politisk afvejning af de
forskellige hensyn, som gør sig gældende på
området.
Det foreslås i lovforslaget, at der indføres et
forbud mod besiddelse og avl af de 13 hunderacer, som Udvalget om
hunde har oplistet i sin betænkning. Forbuddet vil endvidere
omfatte krydsninger, hvori disse racer indgår. Hvis der er
tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de forbudte racer
eller krydsninger heraf, er det hundens besidder, der skal
dokumentere hundens race eller type. Kan besidderen ikke
dokumentere, at hunden ikke tilhører en af de forbudte
racer, aflives hunden ved politiets foranstaltning. Der etableres
en overgangsordning, som indebærer, at personer, der ved
lovforslagets fremsættelse besidder en eller flere af de
forbudte hunde, fortsat kan besidde de pågældende
hunde. Disse hunde må ikke overdrages og skal på
steder, hvortil der er offentlig adgang, altid føres i
bånd og være iført forsvarlig lukket mundkurv.
Det foreslås endvidere, at der indføres et forbud mod
erhvervsmæssig indførsel af hunde, som er omfattet af
forbuddet mod besiddelse og avl. Endelig foreslås det, at der
etableres en udfasningsordning, således at personer, der
før lovforslagets fremsættelse har etableret
selvstændig virksomhed med opdræt af hunde, som er
omfattet af forbuddet, kan fortsætte denne virksomhed indtil
den 30. juni 2015.
Justitsministeriet finder, at der efter en periode bør
foretages en evaluering af forbuddet mod visse hunderacer, herunder
af om der er behov for justeringer på baggrund af de
praktiske erfaringer med ordningen. Evalueringen skal bl.a. omfatte
afgrænsningen af, hvilke hunderacer der omfattes af
forbuddet. Justitsministeriet vil på baggrund af evalueringen
udarbejde en redegørelse om forbudsordningen, når
ordningen har været i kraft i tre år, og sende denne
redegørelse til Folketingets Retsudvalg.
1.2.1.2. Et samlet udvalg har endvidere foreslået, at
der indføres en række skærpelser af reglerne for
hold af hunde - uanset race.
Udvalget har i den forbindelse foreslået, at der sker en
præcisering i hundeloven af, at et pålæg kan
udstedes, hvis en hund eller dennes besidder udviser en
adfærd, der er af en sådan karakter, at den er egnet
til at skabe frygt hos omgivelserne.
Udvalget har endvidere foreslået, at der sker en
udvidelse af politiets reaktionsmidler, således at politiet
fremover skal kunne give pålæg om indhegning af haven
omkring den ejendom, hvor hunden holdes, pålæg om at
hunden kun må luftes af ejeren eller andre myndige personer,
og pålæg om, at hunden ikke må luftes sammen med
andre hunde. Herudover anbefaler udvalget, at et pålæg
om bånd efter den gældende bestemmelse i hundeloven i
almindelighed bør indebære, at hunden skal
føres i en fast line, der højst er 2 meter
lang.
Udvalget har herudover foreslået, at et
pålæg udstedt i medfør af hundeloven skal
følge hunden. Det vil indebære, at et meddelt
pålæg gælder umiddelbart over for en ny besidder,
hvis hunden overdrages ved salg, gave, bytte og lignende.
Endvidere har udvalget stillet forslag om, at politiet
fremover skal have pligt til at lade en hund mærke og
registrere for besidderens regning, hvis hunden ikke er
mærket og registreret.
Udvalget har også foreslået, at der
indføres en ordning, som sikrer, at Dansk Hunderegister
indeholder opdaterede forsikringsoplysninger vedrørende
hundene. Udvalget har således foreslået, at besidderen
ved anmeldelse af en hund til Dansk Hunderegister skal oplyse
navnet på det forsikringsselskab, hvor hunden er
ansvarsforsikret, og at forsikringsselskaberne skal sende en
meddelelse til Dansk Hunderegister, hvis en hundeansvarsforsikring
ophører af anden grund end skift af
forsikringsselskab.
Endelig har udvalget foreslået, at bødestraffene
for en række overtrædelser af hundeloven og af
pålæg udstedt i medfør heraf forhøjes
mærkbart, og at der etableres mulighed for, at en person, der
gentagne gange er dømt for overtrædelse af hundeloven
eller for pålæg udstedt i medfør heraf, kan
frakendes retten til at holde hund.
På den baggrund foreslås i lovforslaget en
række ændringer af hundeloven, som gennemfører
de ovennævnte anbefalinger fra udvalget.
Enkelte af udvalgets forslag vil ikke kræve
lovændringer. Således vil forslaget om, at Dansk
Hunderegister skal indeholde forsikringsoplysninger kunne
gennemføres ved ændringer af bekendtgørelsen om
mærkning og registrering af hunde og bekendtgørelsen
om ansvarsforsikring af hunde.
1.2.2. Øvrige ændringer af hundeloven
Som reaktion på en række tilfælde af
overfald begået af hunde over for andre hunde eller mennesker
foreslås det, at der indføres en pligt for politiet
til - uden nærmere hundesagkyndig undersøgelse - at
træffe afgørelse om aflivning af en hund, der ved et
overfald skambider et menneske eller en anden hund.
Det foreslås endvidere, at der indsættes en
bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i
kommunen eller nærmere opregnede områder af kommunen
skal gælde en pligt til i byer og områder med
bymæssig bebyggelse altid at føre en hund i bånd
på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne
for almindelig færdsel. Båndet skal være så
kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren.
Endelig indeholder lovforslaget et forslag om
nedsættelse af mærknings- og registreringsalderen for
hunde, således at hunde skal være mærket og
registreret i Dansk Hunderegister, inden de er 8 uger gamle, og
ikke - som i dag - først, når de er 4 måneder
gamle.
Lovforslaget indeholder herudover enkelte ændringer af
hundeloven af mere teknisk karakter.
1.2.3. Ændringer af dyreværnsloven
Den gældende lovgivning giver allerede politiet mulighed
for at gribe ind over for dyremishandling eller uforsvarlig
behandling af dyr, mens en sag herom verserer. Det kan dog ikke
ganske udelukkes, at det i visse tilfælde vil kunne
være hensigtsmæssigt, at der ved siden af de
eksisterende muligheder for at gribe ind bliver åbnet
mulighed for, at retten kan træffe afgørelse om
midlertidig frakendelse under en sag, som kan resultere i en dom om
frakendelse af retten til at have med dyr at gøre. Det
foreslås derfor, at der i dyreværnsloven
indsættes en bestemmelse, som giver retten mulighed for -
under en verserende sag, der kan resultere i frakendelse - at
forbyde en person at eje, bruge, passe eller slagte eller i det
hele taget beskæftige sig personligt med dyr.
Der har været rejst spørgsmål om de danske
myndigheders mulighed for at retsforfølge
overtrædelser af de danske regler om transport af dyr, hvis
overtrædelserne har fundet sted i udlandet. For at der ikke
fremover må kunne opstå tvivl om, hvorvidt de danske
regler om beskyttelse af dyr under transport også
gælder i udlandet, indebærer lovforslaget, at der
indsættes en bestemmelse, der præciserer, at regler om
transport af dyr, der er udstedt med hjemmel i
dyreværnsloven, også finder anvendelse på
handlinger foretaget i udlandet.
1.3. Notifikation af lovforslaget til EU-Kommissionen
Som anført ovenfor under pkt. 1.2.1.1. foreslås
det, at der indføres forbud mod besiddelse, avl og
erhvervsmæssig indførsel af 13 nærmere angivne
hunderacer samt krydsninger, hvori de pågældende racer
indgår.
Disse bestemmelser må anses for omfattet af definitionen
af såkaldte tekniske forskrifter efter
informationsproceduredirektivet (Europa-Parlamentets of
Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998, som ændret
ved direktiv 98/48/EF). Lovforslaget skal derfor notificeres til
EU-Kommissionen, og notifikationsperioden, der som udgangspunkt er
3 måneder, skal være udløbet, før
lovforslaget kan vedtages. Hvis Kommissionen eller et medlemsland
inden udløbet af de 3 måneder kommer med en
såkaldt udførlig udtalelse, forlænges
notifikationsperioden med yderligere 3 måneder. Et udkast til
lovforslaget er fremsendt til Kommissionen den 24. februar
2010.
Justitsministeriet skal i den forbindelse bemærke, at
lovforslaget - herunder særligt de bestemmelser, der
omhandler forbuddet mod besiddelse, avl og erhvervsmæssig
indførsel - er udarbejdet på baggrund af
hundeudvalgets betænkning, som blev afgivet den 20. januar
2010. Det har derfor ikke været muligt at sende et udkast til
lovforslag til Kommissionen på et tidligere tidspunkt.
Justitsministeriet har overvejet, om fremsættelsen af
lovforslaget burde afvente udløbet af notifikationsperioden.
Den seneste tids alvorlige hundeoverfald, som i en række
tilfælde også er gået ud over mennesker, skaber
imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse behov for en
ændring af lovgivningen så hurtigt som muligt.
Justitsministeriet har derfor fundet det nødvendigt at
fremsætte lovforslaget inden udløbet af
notifikationsperioden, således at lovforslaget -
såfremt Kommissionen eller de øvrige EU-medlemslande
ikke kommer med en udførlig udtalelse - kan vedtages i
indeværende folketingssamling.
2. Forbud mod hold af særligt farlige hunde
2.1. Gældende ret
Foranlediget af flere konkrete tilfælde i bl.a.
slutningen af 1980'erne, hvor pitbull terriere havde overfaldet
mennesker, bad Justitsministeriet i september 1991
Dyreværnsrådet om at vurdere behovet for et forbud mod
hold af bl.a. pitbull terriere. Dyreværnsrådet afgav en
udtalelse i november 1991, hvori rådet - efter
drøftelse med sagkyndige fra henholdsvis Dansk Kennel Klub
og Dyrenes Beskyttelse - fastslog, at der var behov for regler
på området. Dyreværnsrådet foreslog en
række elementer, der kunne indgå i et sådant
regelsæt, herunder følgende:
| »Ved kamphunde skal forstås
hunde i alle aldre af den type, der er kendt under betegnelsen pit
bull terrier og tosa samt andre typer, som er af lignende farlighed
for mennesker og dyr, og som er avlet og opdrættet til
kamp. |
| Særligt sagkyndige kan udpege
sådanne hunde på grundlag af deres udseende og
adfærd. « |
På baggrund af Dyreværnsrådets udtalelse
udstedte justitsministeren med hjemmel i dyreværnslovens
§ 10 bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991
om forbud mod hold af særligt farlige hunde.
Bekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. december
1991, er fortsat gældende.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, er
det forbudt at besidde og avle hunderacerne pitbull terrier og
tosa. Forbuddet gælder tillige krydsninger, hvori de
nævnte hunde indgår, jf. bekendtgørelsens
§ 1, stk. 2. Overtrædelse af
bekendtgørelsen straffes med bøde, jf.
bekendtgørelsens § 4, stk. 1. Endvidere vil
hunde, der holdes i strid med bekendtgørelsen, blive aflivet
ved politiets foranstaltning, jf. bekendtgørelsens
§ 4, stk. 2.
Bekendtgørelsen indeholder i §§ 2 og 3
en særlig overgangsordning, som indebar, at personer, som
inden den 1. december 1991 ejede en hund omfattet af
bekendtgørelsen, fortsat kunne besidde den, hvis det blev
anmeldt til politiet med dokumentation for, at hunden var
øretatoveret og steriliseret. Overgangsordningen er ikke
længere relevant.
Efter udstedelsen af bekendtgørelsen udsendte
Justitsministeriet i juli 1992 en cirkulæreskrivelse til
politiet, hvori ministeriet efter indstilling fra
Dyreværnsrådet udpegede 16 konsulenter fra Danmarks
civile Hundeførerforening (DcH), som i tvivltilfælde
kunne bistå politiet ved afgørelsen af, om en hund var
omfattet af forbuddet i bekendtgørelsen.
Cirkulæreskrivelsen indeholdt endvidere retningslinjer for,
hvordan og under hvilke omstændigheder testningen af en
formodet pitbull terrier eller tosa skulle foretages.
Retningslinjerne var udarbejdet af Dyreværnsrådet i
samarbejde med konsulenterne.
I november 1997 opsagde DcH imidlertid aftalen
vedrørende test af særligt farlige hunde. DcH
begrundede opsigelsen med, at foreningen - bl.a. på baggrund
af en konkret sag - nu fandt, at testen hvilede på et forkert
grundlag. Efter DcH's opfattelse kunne man ikke alene ud fra en
test af en hunds reaktionsmønster fastlægge hundens
racemæssige tilhørsforhold.
Justitsministeriet kontaktede på den baggrund i
begyndelsen af december 1997 Den Danske Dyrlægeforening og
spurgte, om foreningen var i stand til at udpege en eller to
dyrlæger, der var villige og kompetente til ud fra en test af
hundens adfærd og en bedømmelse af dens udseende at
afgøre, om en hund er omfattet af bekendtgørelsen.
Den Danske Dyrlægeforening orienterede i april 1998
Justitsministeriet om, at Dansk Selskab for Klinisk Veterinær
Etologi havde udpeget to dyrlæger, som har den
nødvendige faglige indsigt og interesse i at bistå
politiet med bedømmelse af farlige hunde.
2.2. Anbefalinger fra Udvalget om hunde
Justitsministeriets Udvalg om hunde har overvejet muligheden
for at indføre et forbud mod hold af visse hunderacer og
krydsninger, hvori disse racer indgår.
Der er enighed i udvalget om, at de hidtidige erfaringer i
Danmark og i udlandet fører til, at et eventuelt raceforbud
- for at kunne håndhæves effektivt i praksis - må
bygge på en model med omvendt bevisbyrde, som er inspireret
af den regulering, der findes i Norge. Den omvendte bevisbyrde
indebærer, at det er hundeejeren, der i tvivlstilfælde
skal dokumentere hundens race eller type.
Udvalget bemærker, at man ikke har noget sikkert
statistisk eller erfaringsmæssigt grundlag for, hvilke racer
der bør omfattes af et eventuelt forbud. Hvis forbuddet skal
omfatte de hunde, som i almindelighed anses som kamp- eller
muskelhunde, og som findes i Danmark, samt de hunde, der
tilhører gruppen af hyrde- og vagthunde fra Syd- og
Østeuropa samt Asien, og som kan forventes at blive
næste generation af farlige hunde i Danmark, finder udvalget,
at forbuddet ville kunne omfatte følgende 14 hunderacer og
krydsninger, hvori disse racer indgår:
- Pitbull
terrier
- Tosa inu
- Fila
brasileiro
- Dogo
argentino
- Amerikansk
staffordshire terrier (amstaff)
- Boerboel
- Staffordshire
bull terrier
- Amerikansk
bulldog
- Kangal
- Centralasiatisk
ovtcharka
- Kaukasisk
ovtcharka
- Sydrussisk
ovtcharka
- Tornjak
- Sarplaninac
Fotografier af de nævnte hunderacer fremgår af
bilag 3 til udvalgets delbetænkning.
Seks af udvalgets medlemmer finder dog ikke, at det er
nødvendigt at medtage hunde af racen staffordshire bull
terrier på listen over hunde, der omfattes af et eventuelt
forbud. Det skyldes dels, at racen i mange år er blevet avlet
til familiehund, således at dens egenskaber i dag ikke er
meget anderledes end andre terrieres, dels at den ikke bliver ret
stor.
Hvis der indføres et forbud mod de nævnte 13
eller 14 hunderacer, finder udvalget, at ejere af disse hunde
bør omfattes af en overgangsordning, således at de
under nærmere fastsatte betingelser kan beholde en hund af en
forbudt race, der er erhvervet før forbuddets
ikrafttræden. Efter udvalgets opfattelse vil det være
nærliggende at lade hundene omfatte af en overgangsordning,
som den der gælder i Norge, hvorefter sådanne hunde
skal registreres/anmeldes og føres i bånd, ligesom de
ikke må overdrages eller indgå i avl. Udvalget finder
endvidere, at et nationalt forbud mod hold af visse hunderacer
bør suppleres af et forbud mod import af de
pågældende racer.
Et flertal af udvalgets medlemmer (udvalgets formand og
medlemmer udpeget efter indstilling fra Dansk Kennel Klub, Danmarks
civile Hundeførerforening, Dyrenes Beskyttelse,
Dyreværnsrådet og Den Danske Dyrlægeforening) kan
dog ikke anbefale, at der gennemføres et forbud mod visse
hunderacer. Disse medlemmer peger på, at der ikke er noget
sikkert statistisk grundlag for at udpege bestemte hunderacer som
mere farlige end andre, og at der ikke er nogen sikkerhed for, at
et raceforbud mærkbart vil mindske problemet med farlige
hunde. Disse medlemmer finder endvidere, at et forbud vil ramme for
bredt, idet det vil være vanskeligt for borgerne at
tilbagevise politiets påstand om, at man er indehaver af en
forbudt hund, ligesom forbuddet også vil ramme velfungerende
hunde af de nævnte racer. Samtidig finder disse medlemmer, at
forbuddet vil ramme for snævert og ikke løse problemet
med farlige hunde, idet der også findes farlige hunde inden
for andre racer.
Et mindretal af udvalgets medlemmer (medlemmer udpeget efter
indstilling fra Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Justitsministeriet)
er enig i, at en række forhold - isoleret set - kan
anføres imod et forbud mod visse hunderacer. Der kan
imidlertid også efter mindretallets opfattelse anføres
stærke grunde til at foreslå en forbudsordning.
Mindretallet finder, at det er et væsentligt problem,
når der i den brede befolkning skabes frygt for at blive
angrebet af hunde, som man møder på offentlige gader
og veje, uanset om denne frygt statistisk set er velbegrundet.
Mindretallet bemærker endvidere, at selv om den
foreslåede forbudsmodel muligvis ikke vil kunne
håndhæves fuldt ud effektivt, vil ordningen kunne have
den effekt, at antallet af hunde omfattet af ordningen gradvist
reduceres. Mindretallet finder således, at
spørgsmålet om indførelse af en forbudsordning
i sidste ende må bero på en politisk afvejning af de
forskellige - til dels modsatrettede - hensyn, som gør sig
gældende på området.
2.3. Justitsministeriets overvejelser
2.3.1. Forbud mod besiddelse og avl af visse hunderacer
mv.
Som anført er der enighed i udvalget om, at en eventuel
forbudsordning må bygge på den såkaldte norske
model, hvor det er besidderen, der i tilfælde af tvivl skal
dokumentere, at vedkommendes hund ikke tilhører en af de
forbudte racer eller krydsninger heraf.
Justitsministeriet er enig i, at en række forhold -
isoleret set - kan anføres imod at indføre en
sådan forbudsordning. Ordningen vil således ikke kunne
afgrænses så præcist, at den i alle situationer
rammer eller kun rammer hunde, der kan udgøre en konkret
fare for omgivelserne. Hertil kommer bl.a., at også en
ordning, der bygger på en model med omvendt bevisbyrde, kan
være vanskelig at håndhæve på en
måde, der er fuldt ud effektiv.
Der kan imidlertid efter Justitsministeriets opfattelse
også anføres stærke grunde til at foreslå
en forbudsordning. Som anført i udvalgets
delbetænkning er det således et væsentligt
problem, når der i den brede befolkning skabes frygt for at
blive angrebet af hunde, som man møder på offentlige
gader og veje, uanset om denne frygt statistisk set er
velbegrundet. Det må i den forbindelse efter
Justitsministeriets opfattelse fremhæves, at der - både
tidligere, men i høj grad i de allerseneste år - har
været fokus på, at nogle hundeejere ligefrem
tilstræber at have en hund, der af omgivelserne bliver
opfattet som »farlig« og dermed efter
omstændighederne egnet til at skabe frygt hos
omgivelserne.
Hertil kommer, at der er almindelig enighed om, at der findes
visse racer eller typer af hunde, som stiller særlige krav
til ejerens håndtering og opdragelse, og det gælder,
hvad enten man vælger at betegne disse hunde som
»farlige« eller »krævende«
hunde.
I lyset af det anførte - og de seneste års
offentlige debat på området - er det
Justitsministeriets opfattelse, at udbredelsen af forskellige racer
og typer af hunde har udviklet sig på en sådan
måde, at der bør indføres yderligere
grænser for, hvilke hunde der lovligt kan besiddes.
Det bemærkes i den forbindelse, at selv om den omtalte
model for en forbudsordning næppe vil kunne
håndhæves fuldt ud effektivt i praksis, vil en
sådan ordning under alle omstændigheder kunne have den
effekt, at antallet af farlige hunde gradvist vil kunne blive
reduceret i de kommende år.
Formålet med en forbudsordning skal således
være at varetage hensynet til borgernes sikkerhed og tryghed.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at politiet bør
håndhæve en forbudsordning på en smidig
måde, således at der ikke bliver tale om en form for
forfølgelse af hundeejere.
På den anførte baggrund foreslår
Justitsministeriet, at der indføres et forbud mod besiddelse
og avl af følgende hunderacer og krydsninger, hvori disse
racer indgår:
- Pitbull
terrier
- Tosa inu
- Fila
brasileiro
- Dogo
argentino
- Amerikansk
staffordshire terrier (amstaff)
- Boerboel
- Amerikansk
bulldog
- Kangal
- Centralasiatisk
ovtcharka
- Kaukasisk
ovtcharka
- Sydrussisk
ovtcharka
- Tornjak
- Sarplaninac
Denne liste over hunderacer svarer til den liste, som er
opstillet af Udvalget om hunde. Listen omfatter ikke staffordshire
bull terrier, som seks af udvalgets medlemmer som anført
ovenfor ikke finder, at det er nødvendigt at medtage
på listen over hunde, der omfattes af et forbud. Disse
medlemmer har peget på, at racen i mange år er blevet
avlet til familiehund, således at dens egenskaber i dag ikke
er meget anderledes end andre terrieres, og at den ikke bliver ret
stor. På den baggrund finder Justitsministeriet det rigtigst
ikke på nuværende tidspunkt at indføre et forbud
mod denne hunderace.
De førstnævnte syv hunde på listen, er
hunde, der i almindelighed anses som kamp- og muskelhunde, og som
findes i Danmark i dag.
Muskelhunde betegner racer, der er avlet som brugshunde til
storvildtsjagt eller bevogtning af beboelse. F.eks. er hunde af
racen dogo argentino avlet til at opspore vildsvin og bide sig
fast, indtil jægeren når frem. Det er karakteristisk
for en muskelhund, at den bider og holder fast i sit bytte. Den er
meget hårdfør og selvstændig, og den reagerer
let aggressivt i forhold til fremmede hunde.
Kamphunde er primært avlet til kamp mod artsfæller
og andre dyr, f.eks. tyre. En kamphund angriber ved at bide og
slippe sit bytte gentagne gange. Den er typisk menneskevenlig, men
aggressiv over for andre hunde ved den mindste provokation. Den har
en høj smertetærskel, hvilket bevirker, at den
fortsætter med at kæmpe, selv om den er skadet.
De sidstnævnte seks hunde på listen
tilhører gruppen hyrde- og vagthunde fra Syd- og
Østeuropa samt Asien, som kan blive næste generation
af farlige hunde i Danmark. Disse hunde er avlet til at passe
på andre dyr og bevogte beboelse mod fremmed
indtrængen. Hundene er ifølge udvalget avlet til at
skambide eller slå indtrængende ihjel - uanset om det
er mennesker eller dyr - således at truslen ikke vender
tilbage.
Fotografier af de nævnte hunderacer fremgår af
bilag 2 til lovforslaget.
Som beskrevet ovenfor under pkt. 2.1. er det gældende
forbud mod besiddelse og avl af pittbull terrier og tosa fastsat
ved bekendtgørelse nr. 748 af 14. november 1991 om forbud
mod hold af særligt farlige hunde. Bekendtgørelsen er
udstedt med hjemmel i dyreværnslovens § 10,
stk. 1, hvorefter justitsministeren kan fastsætte regler
om forbud mod hold af dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt.
Denne bestemmelse opretholdes, men vil, som følge af at
spørgsmålet om forbud mod farlige hunde nu reguleres i
hundeloven, ikke fremover kunne anvendes til at fastsætte
regler om forbud mod farlige hunde. Der henvises i øvrigt
til pkt. 10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede forbudsordning bygger på et princip
om, at det er besidderen, der i tilfælde af tvivl om,
hvorvidt en hund tilhører én af de racer eller
krydsninger heraf, som er omfattet af forbuddet i § 1 a,
skal dokumentere hundens race eller type.
Hvis besidderen ikke inden for den frist, som politiet
fastsætter, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation
for, at hunden ikke tilhører én af de forbudte racer
eller krydsninger heraf, anses hunden for at være holdt i
strid med forbuddet i § 1 a. Konsekvensen heraf er, at
hunden skal aflives ved politiets foranstaltning.
Som anført ovenfor lægger Justitsministeriet
vægt på, at forbudsordningen må
håndhæves på en smidig måde, således
at der ikke bliver tale om en form for forfølgelse af
hundeejere.
Det forudsættes i den forbindelse, at besidderens
forpligtelse til at dokumentere, at hunden ikke tilhører en
af de forbudte racer, først vil blive aktualiseret, hvis
politiet f.eks. på baggrund af hundens udseende eller
oplysninger fra besidderen eller andre har rimelig grund til at
formode, at der kan være tale om en hund, der er omfattet af
forbuddet. I praksis vil bestemmelsen i sådanne
tilfælde indebære, at besiddere af hunde skal kunne
skaffe den nødvendige dokumentation for, at deres hund ikke
er omfattet af forbuddet. Forbudsordningen forudsættes
derimod ikke at indebære, at politiet kan forlange en
sådan dokumentation fra en besidder af en hund i
tilfælde, hvor der ikke er nogen nærmere anledning til
det.
Justitsministeriet finder ikke, at der i lovteksten bør
stilles nærmere krav til, hvordan besidderen dokumenterer, at
der ikke er tale om en forbudt hund. Besidderen kan f.eks.
fremlægge en stambog eller dna-attest vedrørende
hunden og dens forældre, eller besidderen kan fremlægge
erklæringer fra personer, der kan redegøre for hundens
afstamning.
Kravet om dokumentation indebærer, at der stilles
højere krav til agtpågivenheden hos personer, der
fremover køber en hund, idet de må sikre sig, at der
ikke er tale om en hund omfattet af forbudsordningen, og at de kan
dokumentere dette, hvis der opstår tvivl om, hvorvidt hunden
er omfattet af forbuddet.
Det bemærkes, at der i forbindelse med forbuddets
ikrafttræden vil blive udarbejdet en vejledning til
hundeloven. Vejledningen vil bl.a. indeholde en positivliste over
hunderacer, der lovligt kan holdes, men hvor der er risiko for
forveksling med hunderacer, der er omfattet af forbuddet.
Positivlisten kan således tjene som en vejledning til
personer, der vil være sikre på, at den hund, de
køber, ikke er omfattet af forbuddet. Vejledningens
positivliste vil blive opdateret løbende, således at
der bl.a. tages hensyn til eventuelle nye, lovlige hunderacer, der
vil kunne forveksles med racer, der er omfattet af forbuddet.
Indførelsen af en forbudsordning vil naturligvis
indebære, at politiet fremover i en række
sammenhænge skal have væsentligt øget fokus
på sager om farlige hunde. Det indebærer bl.a., at
politiets håndhævelse af forbudsordningen ikke
udelukkende vil være relevant i tilfælde, hvor politiet
på grundlag af f.eks. en anmeldelse eller andre
udefrakommende oplysninger har rimelig grund til at formode, at der
er tale om en hund, der er omfattet af forbuddet. Politiet
forudsættes således også efter
omstændighederne at tage sådanne sager op af egen
drift, hvis politiet f.eks. i forbindelse med andre
politiforretninger bliver opmærksom på en hund, der
umiddelbart ser ud som en af de forbudte racer.
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om, at
der ved indførelsen af et forbud mod besiddelse af visse
hunderacer bør gælde en overgangsordning for de
personer, der på tidspunktet for lovforslagets
fremsættelse allerede er i besiddelse af hunde
tilhørende de forbudte racer.
Det foreslås på den baggrund, at personer, der
på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse besidder
hunde, der er omfattet af forbuddet, kan beholde disse hunde. Dette
gælder dog ikke for hunde af racerne pitbull terrier og tosa
inu eller krydsninger, hvori disse hunde indgår, idet
besiddelse og avl af disse hunde allerede har været forbudt
siden 1991.
Endvidere foreslås det, at overgangsordningen skal
indebære, at de omfattede hunde ikke må overdrages til
andre, og at de altid skal føres i bånd og være
forsynet med en forsvarlig, lukket mundkurv, når de opholder
sig på gader, veje, stier eller pladser mv., der er
åbne for almindelig færdsel. Kravene om bånd og
mundkurv skal også gælde på såkaldte
fritløbsområder, hvor hunde, som er omfattet af
overgangsordningen, således ikke må løbe
frit.
Det foreslås endvidere, at overtrædelse af
reglerne om at hunde omfattet af den beskrevne overgangsordning
ikke må overdrages og skal være forsynet med bånd
og mundkurv på steder, der er åbne for almindelig
færdsel, skal kunne straffes med bøde.
Justitsministeriet har overvejet, om der også i forhold
til overgangsordningen burde gælde en form for omvendt
bevisbyrde, hvor det er op til besidderen at dokumentere, at hunden
ikke tilhører en af de forbudte racer eller krydsninger.
Justitsministeriet finder imidlertid ikke, at det vil være
rimeligt at pålægge personer, der har erhvervet en hund
før lovforslagets fremsættelse, en sådan
forpligtelse. Justitsministeriet lægger herved vægt
på, at disse personer ikke ved erhvervelsen har haft
anledning til at undersøge, om hunden tilhører en af
de forbudte racer, eller til at skaffe sig dokumentation for, at
dette ikke er tilfældet. I forhold til hunde omfattet af
overgangsordningen vil det derfor være politiet, der i
fornødent omfang skal godtgøre, at hunden
tilhører en af de racer eller krydsninger heraf, der er
omfattet af forbuddet i § 1 a. Det indebærer i
praksis, at politiet i almindelighed alene vil have anledning til
at tage sager omfattet af overgangsordningen op til nærmere
behandling, hvis der umiddelbart foreligger meget klare
indikationer på, at den pågældende hund
tilhører en af de forbudte racer eller krydsninger
heraf.
Som nævnt ovenfor under pkt. 1.2.1.1 finder
Justitsministeriet, at der efter en periode bør foretages en
evaluering af forbuddet mod visse hunderacer, herunder af om der er
behov for justeringer på baggrund af de praktiske erfaringer
med ordningen. Evalueringen skal bl.a. omfatte afgrænsningen
af hvilke hunderacer, der omfattes af forbuddet. Justitsministeriet
vil på baggrund af evalueringen udarbejde en
redegørelse om forbudsordningen, når ordningen har
været i kraft i tre år, og sende denne
redegørelse til Folketingets Retsudvalg.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3
(hundelovens §§ 1 a og 1 b) og lovforslagets
§ 3, stk. 4-5.
2.3.2. Forbud mod erhvervsmæssig indførsel af
visse hunderacer mv.
Som anført ovenfor finder Udvalget om hunde, at et
nationalt forbud mod hold af visse hunderacer bør suppleres
af et forbud mod import af de pågældende racer.
Det bemærkes i den forbindelse, at et forbud mod
erhvervsmæssig indførsel af visse hunde vil omfatte
såvel hunde, der indføres i Danmark fra tredjelande,
som hunde, der indføres fra andre EU-medlemslande, og som
derfor omfattes af EU-rettens regler om fri bevægelighed. Et
sådant forbud vil derfor udgøre en handelshindring,
jf. EUF-Traktatens artikel 34, der forbyder
indførselshindringer mv. i samhandelen mellem
medlemslandene. Forbuddet vil således kun kunne
indføres, hvis det kan begrundes i et af de hensyn, som er
nævnt i EUF-Traktatens artikel 36, og hvis det i
øvrigt overholder betingelserne i EUF-Traktatens artikel 36
samt opfylder proportionalitetskravet.
Det er Justitsministeriets vurdering, at et forbud mod
erhvervsmæssig indførsel af de farlige hunde, som
omfattes af forbuddet mod besiddelse og avl, vil kunne begrundes i
hensynet til menneskers og dyrs liv og sundhed og hensynet til den
offentlige orden og sikkerhed. Disse hensyn er omfattet af
EUF-Traktatens artikel 36. Da indførselsforbuddet supplerer
et nationalt forbud mod besiddelse og avl af de
pågældende hunde, udgør det ikke et middel til
vilkårlig forskelsbehandling af udenlandske
hundeopdrættere, ligesom det heller ikke udgør en
skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemslandene.
Endelig er det Justitsministeriets vurdering, at forbuddet er egnet
til og nødvendigt for at nå formålet, som er at
begrænse antallet af farlige hunde i Danmark, og at forbuddet
derfor er proportionalt.
Justitsministeriet har i øvrigt noteret sig, at der i
Tyskland gælder et forbud mod indførsel af en
række nærmere angivne hunde, der ifølge
forbundslovgivningen anses som farlige. Endvidere gælder der
i visse delstater er forbud mod indførsel af hunde, der i
henhold til den pågældende delstats lovgivning anses
for farlige. Det tyske indførselsforbud blev indført
i 2001 på baggrund af flere sager, hvor farlige hunde havde
angrebet mennesker, herunder især børn. Det
fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det
vurderes, at indførselsforbuddet er i overensstemmelse med
EF-Traktatens artikel 30 (svarende til den nugældende
EUF-Traktats artikel 36), og der henvises i den forbindelse til, at
bestemmelsen tillader indførselsbegrænsninger, der er
begrundet i hensynet til den offentlige orden og sikkerhed samt til
beskyttelse af menneskers liv og sundhed.
Forud for indførelsen af forbuddet mod indførsel
af visse hunde notificerede Tyskland forbuddet over for
EU-Kommissionen i overensstemmelse med reglerne om tekniske
forskrifter i informationsproceduredirektivet (Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 98/34/EF som ændret ved Rådets
direktiv 98/48/EF).
Justitsministeriet foreslår på den anførte
baggrund, at et dansk forbud mod hold af farlige hunde suppleres af
et forbud mod erhvervsmæssig indførsel af disse
hunde.
Justitsministeriet har overvejet, om også
privatpersoners indførsel af de forbudte hunderacer og
krydsninger, hvori de pågældende racer indgår,
bør være omfattet. Justitsministeriet har dog fundet,
at flere forhold taler for at begrænse forbuddet til
erhvervsmæssig indførsel.
For det første vil private personers indførsel
af de nævnte hunde allerede være forbudt, idet der
samtidig vil være tale om en overtrædelse af forbuddet
mod besiddelse af de pågældende hunde. Forbuddet mod
indførsel bør derfor tage sigte på situationer,
hvor det kan give anledning til tvivl, om der er tale om besiddelse
af hundene, f.eks. hvor en person transporterer forbudte hunde for
en importør eller lignende.
For det andet vil det være vanskeligt at etablere
hensigtsmæssige overgangsregler, som f.eks. gør det
muligt for personer, der lovligt besidder de nævnte hunde,
fordi de er erhvervet før lovforslagets fremsættelse,
at medtage deres hunde på ferier i udlandet og herefter
genindføre dem i Danmark.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at
forbuddet begrænses til erhvervsmæssig
indførsel.
Justitsministeriet bemærker, at forbuddet mod
erhvervsmæssig indførsel ikke skal omfatte hunde, der
alene er i transit her i landet. Transport af hunde
tilhørende de forbudte racer eller krydsninger, hvori disse
hunde indgår, er således fortsat muligt, forudsat at
hundene ikke forlader transportmidlet, og transporten foregår
uden unødige ophold her i landet.
Det foreslås endvidere, at forbuddet mod
erhvervsmæssig indførsel af hunde - ligesom forbuddet
mod besiddelse og avl - skal bygge på et princip om, at det
er besidderen, der i tilfælde af tvivl om, hvorvidt en hund
tilhører én af de racer eller krydsninger heraf, som
er omfattet af forbuddet i § 1 a, skal dokumentere
hundens race eller type.
Hvis besidderen ikke inden for den frist, som politiet
fastsætter, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation
for, at hunden ikke tilhører én af de forbudte racer
eller krydsninger heraf, anses hunden for at være
indført i strid med forbuddet i § 1 a.
Konsekvensen heraf er, at hunden skal aflives ved politiets
foranstaltning.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3
(hundelovens §§ 1 a og 1 b).
2.3.3. Erhvervsmæssig avl af hunderacer omfattet af
forbuddet
Det foreslås, at personer, der har etableret
selvstændig virksomhed med opdræt af hunde, der er
omfattet af § 1 a, stk. 1 eller 2, kan fortsætte
denne virksomhed indtil den 30. juni 2015.
Indførelsen af et forbud mod avl af hunde rejser for
så vidt angår eksisterende erhvervsmæssig avl
spørgsmål med hensyn til den grundlovssikrede
beskyttelse af ejendomsretten, jf. grundlovens
§ 73.
Det følger af grundlovens § 73, at
ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at
afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det, og
det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig
erstatning.
Der er tale om ekspropriation i grundlovens forstand, hvis der
gøres indgreb i en rettighed, der er beskyttet af
grundlovens § 73 (et indgreb i "ejendom"), og indgrebet
må karakteriseres som ekspropriativt.
Det må antages, at udøvelse af virksomhed med
opdræt af hunde udgør en rettighed, der er beskyttet
af grundlovens § 73, og et forbud mod avl af hunde vil
derfor kunne indebære et indgreb i en rettighed, der er
omfattet af grundlovens ejendomsbegreb.
Hvorvidt dette indgreb må anses for ekspropriativt,
beror herefter på et samlet skøn over indgrebets
beskaffenhed. Som momenter, der må tillægges betydning
ved udøvelsen af dette skøn, kan navnlig peges
på indgrebets formål og begrundelse, i hvilken grad
indgrebet er generelt eller konkret, herunder om det rammer mange
eller få personer, indgrebets intensitet, om indgrebet
angår en fremtidig eller aktuel rettighed, og om indgrebet
går ud på at overføre rettigheden fra den
hidtidige ejer til en ny eller på en tilintetgørelse
af denne råden.
Selv om det foreslåede forbud mod besiddelse og avl af
de nævnte hunderacer er generelt og har til formål at
reducere antallet af farlige hunde i Danmark, kan det imidlertid
ikke udelukkes, at forbuddet mod avl efter omstændighederne
vil kunne ramme allerede etablerede opdrættere - herunder
navnlig opdrættere, der har opdræt af en eller flere af
de forbudte hunderacer som deres hovederhverv - så
økonomisk intensivt, at indgrebet må anses for
ekspropriativt. Dette skal også ses i lyset af, at
Justitsministeriet ikke har et præcist kendskab til det
nærmere omfang af det eksisterende opdræt af de
nævnte hunderacer.
Med henblik på at begrænse indgrebets intensitet
foreslås det, at personer, der ved lovforslagets
fremsættelse har etableret selvstændig virksomhed med
opdræt af en eller flere af de forbudte hunderacer, kan
fortsætte denne virksomhed indtil den 30. juni 2015. Dette
gælder dog ikke for opdræt af hunde af racerne pittbull
terrier og tosa inu, idet avl af disse hunde har været
forbudt siden 1991.
Det foreslåede forbud mod besiddelse af hunde af de
nævnte racer vil indebære, at opdrætterne ikke
lovligt vil kunne afsætte deres hunde til købere, der
bor i Danmark. Opdrættere, der fortsætter deres
virksomhed med opdræt af de pågældende hunde i
udfasningsperioden, vil således skulle afsætte deres
hunde til købere i udlandet.
Det må bero på en konkret vurdering, om der i det
enkelte tilfælde foreligger ekspropriation. I vurderingen vil
bl.a. indgå den økonomiske betydning af avlsforbuddet,
herunder avlerens mulighed for at afsætte hundene til
købere i udlandet.
Er indgrebet ekspropriativt, vil den pågældende
have krav på erstatning efter grundlovens § 73.
Kravet på erstatning må i tilfælde af manglende
enighed rejses ved domstolene.
Der henvises til lovforslagets § 3,
stk. 6.
3. Indgreb over for farlige hunde
3.1. Gældende ret
Efter den gældende bestemmelse i hundelovens
§ 6, stk. 1, påhviler det besidderen af en
hund at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene
må anses for påkrævet for at forebygge, at hunden
volder andre skade. Overtrædelse af bestemmelsen straffes med
bøde, jf. lovens § 12, stk. 1.
Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller
anden væsentlig skade, eller der i øvrigt er grundlag
for at antage, at den pågældende hund kan være
farlig for sine omgivelser, kan politidirektøren efter
hundelovens § 6, stk. 2, nr. 1, enten give
besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke
holdes indelukket, skal føres i bånd eller være
forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele. Efterkommes
pålægget ikke, straffes besidderen med bøde, jf.
lovens § 12, stk. 1.
Politidirektøren kan endvidere træffe
afgørelse om at lade hunden aflive, jf. hundelovens
§ 6, stk. 2, nr. 2.
Det fremgår af forarbejderne til hundelovens
§ 6, stk. 2, nr. 1 og 2, at den første
tilfældegruppe - hvor en hund har forvoldt fysisk skade
på et menneske - for det første omfatter den
situation, hvor en hund har skambidt et menneske. Herudover
dækker bestemmelsen også alle andre tilfælde,
hvor en hund har bidt et menneske med skade til følge, uden
at der kan siges at være tale om skambid.
Den anden tilfældegruppe - hvor en hund har forvoldt
anden væsentlig skade - omfatter dels situationer, hvor en
hund har bidt en anden hund eller andre dyr med væsentlig
skade til følge, dels situationer, hvor en hund har
forårsaget væsentlig materiel skade.
Den tredje tilfældegruppe - hvor der er grundlag for at
antage, at en hund kan være farlig for sine omgivelser - er
efter sin ordlyd den mest omfattende. Bestemmelsen
forudsætter, at hunden har udvist en adfærd, der er
kendetegnende for farlige hunde. Tilfælde, hvor en hund
faktisk har vist sig farlig, men der ikke er sket skade på
mennesker, dyr eller ejendom, vil således være omfattet
af denne kategori. Som eksempel kan nævnes den situation,
hvor et overhængende angreb fra en hund mod et menneske eller
et andet dyr afværges ved besidderens eller tredjemands
mellemkomst. Der kan også i andre situationer, hvor en hund
ikke har vist konkrete tegn på farlighed, være grund
til at overveje, om den pågældende hund kan være
farlig for sine omgivelser.
Som eksempler, der kan indgå i vurderingen af, om en
hund er farlig, er der i forarbejderne til den gældende
hundelov nævnt følgende:
- En person truer
eller har truet med at pudse sin hund på andre personer eller
dyr.
- En hund skaber
frygt i sine omgivelser, f.eks. ved på en truende eller
aggressiv måde at fare mod eller forfølge folk.
- En person kan
på grund af manglende dressur ikke tøjle hundens
farlige egenskaber.
- Besidderen har
tidligere fået aflivet en hund som farlig, og der er en
begrundet formodning for, at også den nuværende hund er
farlig.
Vurderingen af, om en hund har forvoldt skade på et
menneske eller anden væsentlig skade, eller der i
øvrigt er grundlag for at antage, at en hund er farlig for
sine omgivelser, bygger på et samlet skøn over sagens
omstændigheder.
Politiet er ved behandlingen af en sag efter hundeloven
underlagt det almindelige forvaltningsretlige
proportionalitetsprincip, hvilket indebærer, at der ikke
må træffes mere indgribende afgørelser end
nødvendigt. Politiet kan således ikke efter den
gældende hundelov lade en hund aflive, hvis der er grund til
at antage, at risikoen for, at en aggressiv hund forvolder skader,
på forsvarlig vis kan afhjælpes ved f.eks. at give
besidderen et pålæg om, at hunden skal være
forsynet med forsvarlig mundkurv og føres i snor, når
den færdes offentligt.
Efter hundelovens § 6, stk. 3, kan
politidirektøren endvidere give besidderen af en hund
pålæg om, at hunden, når den ikke holdes
indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med
forsvarlig mundkurv eller begge dele, hvis hunden har for vane at
forulempe mennesker eller dyr ved på gader, veje, stier eller
pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, at
fare imod dem eller forfølge dem, eller har for vane at
forulempe husdyr i ejendom eller på mark. Efterkommes
pålægget ikke, straffes besidderen med bøde, jf.
lovens § 12, stk. 1. Bestemmelsen finder anvendelse
i de tilfælde, hvor en hund uden samtidig at skabe egentlig
frygt til stadighed forulemper mennesker eller dyr.
Har politiet givet besidderen et pålæg om, at
hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i
snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge
dele, og efterkommes pålægget ikke, kan politiet - ud
over at give besidderen en bøde - beslutte at lade hunden
aflive, jf. hundelovens § 6, stk. 4.
Det er uden betydning for anvendelsen af hundelovens
§ 6, stk. 4, om hunden har forvoldt skade på
mennesker eller på anden måde har forvoldt skade
på dyr eller forårsaget væsentlig materiel
skade.
I tilfælde af, at der træffes afgørelse om
aflivning efter hundelovens § 6, stk. 2, nr. 2,
eller stk. 4, afholder politiet omkostningerne ved hundens
aflivning. Beløbet kan imidlertid kræves refunderet af
besidderen, jf. hundelovens § 6, stk. 5.
Refusionskravet er tillagt udpantningsret, jf. hundelovens
§ 12 c.
Inden politiet træffer afgørelse efter lovens
§ 6, stk. 2, nr. 2, om aflivning af en hund, kan
politiet kræve, at hundens besidder medvirker ved en
hundesagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, jf.
lovens § 6 a, stk. 1. Undersøgelsen vil
særligt skulle afdække, om hunden er velafbalanceret
eller har en så lav tærskelværdi for aggression,
at den er eller kan være farlig for sine omgivelser, herunder
om besidderen har den nødvendige kontrol over hunden.
Om en sagkyndig vurdering bør indhentes, afhænger
ifølge forarbejderne til bestemmelsen af en konkret
vurdering af sagens omstændigheder. Det bemærkes i den
forbindelse, at det i overensstemmelse med det almindelige
forvaltningsretlige undersøgelsesprincip påhviler
politiet at sikre sig, at en afgørelse om f.eks. aflivning
træffes på et forsvarligt grundlag, herunder at sagen
er tilstrækkeligt oplyst.
Hvis en hund ikke har forvoldt skade, men den ved sin
adfærd har virket truende og skabt frygt, vil en sagkyndig
vurdering normalt skulle foretages, inden politiet træffer
afgørelse om eventuel aflivning af hunden.
Hvis en hund allerede har forvoldt en ikke ubetydelig skade -
f.eks. hvor en hund har angrebet, herunder bidt eller skambidt,
sagesløse mennesker eller dyr - der viser, at hunden
reagerer mere aggressivt end sædvanligt for hunde, vil
politiet ifølge lovens forarbejder kunne træffe
afgørelse om aflivning uden undersøgelse. I så
fald kan hundens besidder dog anmode om en undersøgelse,
inden politiet træffer afgørelse, jf. hundelovens
§ 6 a, stk. 2, der er omtalt nærmere
nedenfor.
Hvis besidderen nægter at medvirke til en hundesagkyndig
undersøgelse, kan politiet træffe afgørelse
på det foreliggende grundlag. Det forhold, at besidderen har
nægtet at medvirke, kan ikke i sig selv danne grundlag for en
afgørelse om aflivning, men oplysningen vil dog indgå
i afgørelsesgrundlaget som ét af flere momenter.
Dette er ifølge forarbejderne til bestemmelsen baggrunden
for, at Justitsministeriet ved udformningen af bestemmelsen ikke
fandt grundlag for at fastsætte bestemmelser om yderligere
sanktioner som følge af besidderens undladelse af at
medvirke til undersøgelsen.
Efter hundelovens § 6 a, stk. 2, kan besidderen
forlange, at der foretages en sagkyndig undersøgelse af
hundens adfærd, inden politiet træffer afgørelse
om aflivning i medfør af § 6, stk. 2, nr. 2.
Det forudsættes, at politiet underretter hundens besidder om,
at politiet overvejer at træffe afgørelse om aflivning
af hunden på det foreliggende grundlag, og om besidderens
mulighed for at anmode om en sagkyndig undersøgelse af
hundens adfærd. Besidderen skal i den forbindelse have en
frist til at meddele, om den pågældende ønsker
en sådan undersøgelse, men det er ifølge
forarbejderne til bestemmelsen forudsat, at denne frist kan
være meget kort.
Hvis hundens besidder allerede har medvirket til en
undersøgelse på politiets anmodning, giver
bestemmelsen ikke mulighed for at anmode om en ny
undersøgelse. Bestemmelsen giver heller ikke ejeren ret til
at anmode om en undersøgelse i forbindelse med en klage over
politiets afgørelse om aflivning.
Bestemmelsen kan endvidere ikke påberåbes af
besidderen i de tilfælde, hvor politiet træffer
afgørelse om, at hunden skal aflives, fordi et
pålæg om at føre hunden i snor eller
iføre hunden forsvarlig mundkurv er blevet
overtrådt.
Det er ikke efter bestemmelsen et krav, at
undersøgelsen foretages i samspil med besidderen, og det
beror i øvrigt på de konkrete omstændigheder,
hvorledes undersøgelsen skal foretages. I de tilfælde,
hvor et menneske f.eks. er blevet skambidt, er der således
intet til hinder for, at den sagkyndige foretager sin vurdering
alene på grundlag af de oplysninger, der foreligger i sagen.
I øvrigt vil der i de nævnte tilfælde straks
kunne træffes afgørelse om at lade hunden anbringe i
pension, jf. lovens § 6 b, stk. 1.
Justitsministeriet har i samarbejde med Den Danske
Dyrlægeforening og Dansk Selskab for Klinisk Veterinær
Etologi udpeget et antal hundesagkyndige, som kan bistå
politiet i disse sager.
Politiet afholder omkostningerne ved den sagkyndige
undersøgelse af hundens adfærd, men politiet kan
kræve beløbet refunderet af besidderen, jf. lovens
§ 6 a, stk. 3. Det er overladt til politiets
skøn at afgøre, i hvilke tilfælde besidderen
skal refundere det af politiet afholdte beløb. I den
forbindelse kan det f.eks. tillægges betydning, om sagens
udfald bliver, at hunden skal aflives.
Efter lovens § 6 b, stk. 1, kan politiet
træffe afgørelse om, at en hund skal anbringes i
hundepension eller lignende, mens politiet undersøger, om
der er grundlag for at træffe afgørelse om aflivning -
og efter en sådan afgørelse, indtil aflivningen kan
effektueres.
Bestemmelsen har til formål at give politiet mulighed
for at forhindre, at en hund forvolder skade på mennesker,
dyr eller ting i det tidsrum, hvor politiet undersøger, om
den pågældende hund skal aflives. Endvidere har
bestemmelsen til formål at hindre, at hunden gemmes af vejen,
f.eks. hos familie eller venner, inden der er truffet
afgørelse i sagen.
Om der er behov for at fjerne hunden fra dens besidder, er
overladt til politiets skøn. Bestemmelsen forudsætter
imidlertid i almindelighed, at sagen er af en sådan karakter,
at politiet anser det for overvejende sandsynligt, at der vil blive
truffet afgørelse om, at hunden skal aflives.
Politiet afholder omkostningerne ved hundens anbringelse i
pension, men kan kræve beløbet refunderet af
besidderen, jf. lovens § 6 b, stk. 4. Det overlades
til politiets skøn at afgøre, i hvilke tilfælde
besidderen skal refundere det beløb, som politiet har
afholdt, herunder om refusionen skal ske helt eller delvist. I den
forbindelse kan det f.eks. tillægges betydning, om sagens
udfald bliver, at hunden skal aflives, eller om hunden har
været anbragt i pension i et længere tidsrum på
grund af forhold, som besidderen ikke har haft indflydelse
på.
Politidirektørens afgørelser efter hundeloven,
herunder pålæg om brug af snor og forsvarlig mundkurv
samt om aflivning, kan påklages til Rigspolitichefen.
Efter hundelovens § 6 c, stk. 1, er fristen for
at klage over en afgørelse om aflivning truffet af politiet
10 dage efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende. Hvis klagefristen udløber på
en lørdag, søndag, helligdag eller grundlovsdag,
forlænges fristen til den efterfølgende hverdag.
Baggrunden for, at der ved ændringen af hundeloven i
2003 blev indført denne klagefrist, var ifølge
forarbejderne til bestemmelsen, at der er behov for, at sager af
den omhandlende type afgøres hurtigt. Hunden må i
disse tilfælde antages at udgøre en fare for sine
omgivelser, og den kan efter omstændighederne være
anbragt i en hundepension eller lignende, indtil endelig
afgørelse er truffet.
Hvis Rigspolitichefen ikke har modtaget en klage inden
udløbet af klagefristen, kan politiet aflive hunden. Det
forudsættes, at der er en tæt kontakt mellem politiet
og Rigspolitichefen for at klarlægge, om der klages
rettidigt.
Efter hundelovens § 6 c, stk. 2, har rettidig
klage opsættende virkning, medmindre justitsministeren (nu
Rigspolitichefen) bestemmer andet. Hunden kan således
først aflives, når klagefristen er udløbet,
uden påklage er sket, eller når Rigspolitichefen har
stadfæstet den trufne afgørelse om aflivning. Hvis
besidderen samtykker til aflivningen, vil aflivning naturligvis
kunne foretages straks.
Der er dog mulighed for at bestemme, at en klage ikke skal
have opsættende virkning. Det forudsættes, at denne
adgang anvendes i meget begrænset omfang, f.eks. i den
situation, hvor en hund er så farlig, at den ikke på
forsvarlig vis kan anbringes i en hundepension, og den derfor
må aflives før udløbet af klagefristen, eller
før klagesagen er færdigbehandlet.
Det bemærkes, at en hund, der lider - f.eks. som
følge af deltagelse i en hundekamp - vil kunne aflives for
at undgå unødig, alvorlig lidelse for hunden i
overensstemmelse med bestemmelserne herom i dyreværnslovens
kapitel 4.
Det følger endvidere af hundelovens ordning, at
også de øvrige afgørelser, som træffes af
politiet efter loven, kan påklages til Rigspolitichefen. For
sådanne afgørelser gælder ingen
klagefrist.
3.2. Anbefalinger fra Udvalget om hunde
3.2.1. Præcisering af betingelserne for at give
pålæg
Udvalget om hunde foreslår, at det præciseres, at
der kan meddeles pålæg efter hundelovens § 6,
stk. 2, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en
sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine
omgivelser, selv om hunden ikke har vist konkrete tegn på at
være farlig.
Det fremgår af forarbejderne til den nuværende
§ 6, stk. 2, jf. lovforslag nr. L 164 af 26. februar
2003, at en hund bl.a. kan anses for farlig, hvis den skaber frygt
i sine omgivelser, f.eks. ved på en truende eller aggressiv
måde at fare frem eller forfølge folk. Selv om
eksemplificeringen ikke er udtømmende, kan det ikke afvises,
at den er blevet opfattet sådan i praksis, og den
gældende formulering af § 6, stk. 2, fokuserer
også mere på hundens farlighed end på den frygt,
som hunden skaber i sine omgivelser. Det vurderes derfor, at der er
behov for i lovteksten at understrege politiets mulighed for at
gribe ind over for hunde, der skaber frygt i deres
omgivelser.
Udvalget foreslår derfor, at betingelserne for at give
pålæg efter hundelovens § 6, stk. 2,
formuleres således (tilføjelsen er fremhævet med
kursiv):
| »Hvis en hund har forvoldt skade
på et andet menneske eller anden væsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en
sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine
omgivelser, eller der i øvrigt er grundlag for at
antage, at den pågældende hund kan være farlig
for sine omgivelser, kan politidirektøren
…« |
Udvalget understreger, at den foreslåede
tilføjelse til bestemmelsen ikke giver politiet adgang til
at gribe ind alene på grundlag af hundens fysiske
fremtræden, dvs. fordi den ligner en kamp- eller muskelhund.
Der skal efter den foreslåede bestemmelse foreligge konkrete,
objektivt konstaterbare holdepunkter i hundens eller besidderens
adfærd som begrundelse for at give et pålæg efter
dette led i bestemmelsen. Det er omvendt lige så klart, at
der - af hensyn til omgivelsernes tryghed - undertiden må
stilles større krav til f.eks. besidderens kontrol over og
dressur af en stor og muskuløs hund med stærke
kæber end over en mindre hund.
Det er hensigten med den ændrede formulering at
understrege hensynet til og vigtigheden af, at der sættes ind
over for den begrundede utryghed, som der i nogle tilfælde
kan være med hensyn til bestemte hunde, f.eks. hvor ejeren
ikke udviser ansvarlighed i forbindelse med sin omgang med og hold
af hunden. Bestemmelsen skal således skabe grundlag for at
politiet - ud over de eksempler, der er nævnt i forarbejderne
til den gældende bestemmelse - kan gribe ind med relevante
pålæg, f.eks. over for hundeejere, som lufter en stor
og stærk hund i en lang line, så den reelt "rydder
gaden" for andre mennesker, som søger væk for at komme
uden for hundens rækkevidde, som lader deres hund strejfe
omkring i områder med børn eller lignende, eller som
på anden måde i sin omgang med hunden ikke tager
tilstrækkeligt hensyn til andres sikkerhed og tryghed, f.eks.
ved at holde en sådan hund i en have, der ikke er forsvarligt
indhegnet eller ikke umiddelbart fremstår som
sådan.
3.2.2. Pålæg om indhegning, luftning og
bånd
Udvalget foreslår, at politiet skal kunne give
besidderen af hund pålæg om, at den ejendom, hvor
hunden holdes, skal være indhegnet. Udvalget bemærker i
den forbindelse, at man har noteret sig, at flere hundeangreb er
sket i forbindelse med, at den angribende hund er løbet ud
af ejerens have.
Det er udvalgets opfattelse, at et pålæg om
indhegning bør omfatte hele det område, hvor hunden
kan færdes frit uden bånd og mundkurv. Udvalget finder
endvidere, at indhegningen i givet fald skal bestå af et
solidt hegn, som er mindst 1,8 meter højt, for at
indhegningen effektivt kan beskytte mod, at hunden forcerer
indhegningen. Herudover skal der som indgang til ejendommen
etableres en sluselåge, som skal bestå af to
låger med en gang imellem, således at hunden ikke kan
løbe ud, når lågen åbnes.
Udvalget foreslår endvidere, at politiet skal kunne give
besidderen af en hund pålæg om, at hunden kun må
luftes af ejeren (besidderen) og eventuelt af andre navngivne
(myndige) personer, der er i stand til at håndtere hunden
på fornuftig vis, og pålæg om, at hunden ikke
må luftes sammen med andre hunde.
Udvalget finder, at det er hensigtsmæssigt at give
politiet mulighed for at stille sådanne krav, hvor det er
relevant på grund af hundens farlighed eller dennes eller
ejerens konkrete adfærd. Der er således væsentlig
forskel på, hvilken kontrol en voksen, der kender hunden, har
over denne, og hvilke muligheder den pågældende har for
at gribe ind over for aggressionsproblemer, sammenlignet med den
kontrol mv. en fremmed eller et barn kan have, ligesom det alt
andet lige er væsentlig nemmere at have kontrol over
én hund end flere.
Endelig foreslår udvalget, at der i forbindelse med
meddelelse af et pålæg om at føre hunden i
bånd efter hundelovens § 6, stk. 2, skal kunne
stilles krav til båndet, navnlig således at det ikke
vil være tilladt at føre hunden i en såkaldt
flexi-line. Efter udvalgets opfattelse bør et
pålæg om bånd efter § 6, stk. 2, i
almindelighed indeholde et pålæg om at føre
hunden i en fast line, der højst er 2 meter lang.
3.3. Justitsministeriets overvejelser
3.3.1. Præcisering af betingelserne for at give
pålæg
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets anbefaling af,
at det præciseres, at et pålæg kan udstedes, hvis
hundens eller besidderens adfærd er af en sådan
karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine
omgivelser.
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen i
§ 6, stk. 2, præciseres i overensstemmelse med
udvalgets anbefalinger.
I den forbindelse bemærkes det, at en rent subjektiv
frygt for en hund heller ikke efter den foreslåede
præcisering af bestemmelsen i sig selv kan føre til,
at der meddeles et pålæg. Der skal således -
bl.a. i de eksempler på den foreslåede bestemmelses
anvendelse, som udvalget nævner, jf. pkt. 3.2.1. ovenfor -
foreligge omstændigheder, der efter en objektiv vurdering
gør hundens eller besidderens adfærd egnet til at
skabe frygt i omgivelserne.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6
(hundelovens § 6, stk. 2).
3.3.2. Pålæg om indhegning, luftning og
bånd
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om en
udvidelse af politiets reaktionsmuligheder i situationer, hvor en
hund har forvoldt skade, eller der i øvrigt er grundlag for
at antage, at den pågældende hund kan være farlig
for sine omgivelser.
Det foreslås på den baggrund, at hundelovens
§ 6, stk. 2, ændres, således at det
fremgår af bestemmelsen, at politiet - ud over de
eksisterende muligheder for at give pålæg om bånd
og/eller mundkurv - kan give pålæg om, at den ejendom,
hvor hunden holdes, indhegnes af et hegn på op til 1,8 meter,
der skal være forsynet med en sluselåge.
Det bemærkes i den forbindelse, at hundeudvalgets
forslag om pålæg om opsætning af hegn er
formuleret således, at hegnet skal være mindst 1,8
meter højt. Imidlertid må det efter
Justitsministeriets opfattelse bero på de konkrete forhold,
om det er nødvendigt, at hegnet har en højde på
1,8 meter. Lovforslaget er derfor formuleret således, at
politiet kan give pålæg om, at hegnet skal være
op til 1,8 meter højt. Politiet må således i
forbindelse med udstedelsen af et pålæg foretage en
konkret vurdering af, hvor højt hegnet skal være, for
at det effektivt beskytter mod, at den hund, som
pålægget vedrører, kan forcere
indhegningen.
Endvidere foreslås det, at politiet skal kunne give
pålæg om, at hunden kun må luftes af besidderen
eller af andre navngivne, myndige personer, og pålæg
om, at hunden ikke må luftes sammen med andre hunde.
Herudover foreslås det, at det præciseres, at et
påbud om mundkurv indebærer, at hunden skal være
forsynet med en forsvarlig, lukket mundkurv. Endelig foreslås
det, at det præciseres, at der i forbindelse med den
eksisterende mulighed for at udstede pålæg om, at
hunden skal føres i bånd, i almindelighed bør
stilles krav om, at der skal være tale om en fast line, der
højst er 2 meter lang.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 6
(hundelovens § 6, stk. 2).
3.3.3. Aflivning ved skambidning
Efter Justitsministeriets opfattelse er det vigtigt at sikre,
at politiet har de nødvendige redskaber til at gribe ind
over for farlige hunde.
Dette var også baggrunden for, at regeringen i 2003 tog
initiativ til at ændre hundeloven. Formålet med denne
lovændring var bl.a. at forbedre politiets muligheder for at
gribe ind over for hunde, der - uanset race - har vist sig at
være farlige for deres omgivelser, eller som har vist tegn
på at kunne være farlige eller skræmmende, men
som endnu ikke konkret har forvoldt skade.
Som anført ovenfor under pkt. 3.1. kan politiet
således nu bl.a. træffe afgørelse om at lade en
hund aflive, allerede inden den forvolder skade, hvis hunden har
sådanne egenskaber, at den er eller kan være farlig for
sine omgivelser, jf. hundelovens § 6, stk. 2, nr.
2.
Inden politiet træffer afgørelse om aflivning af
en hund efter lovens § 6, stk. 2, nr. 2, kan
politiet kræve, at hundens besidder medvirker ved en
hundesagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, jf.
lovens § 6 a, stk. 1. Undersøgelsen vil
særligt skulle afdække, om hunden er velafbalanceret
eller har en så lav tærskelværdi for aggression,
at den er eller kan være farlig for sine omgivelser, herunder
om besidderen har den nødvendige kontrol over hunden.
Om en sagkyndig vurdering bør indhentes, afhænger
ifølge forarbejderne til bestemmelsen af en konkret
vurdering af sagens omstændigheder.
Hvis en hund allerede har forvoldt en ikke ubetydelig skade -
f.eks. hvor en hund har angrebet, herunder bidt eller skambidt,
sagesløse mennesker eller dyr - der viser, at hunden
reagerer mere aggressivt end sædvanligt for hunde, vil
politiet ifølge lovens forarbejder kunne træffe
afgørelse om aflivning uden undersøgelse. I så
fald kan hundens besidder dog forlange en undersøgelse,
inden politiet træffer afgørelse, jf. hundelovens
§ 6 a, stk. 2.
I de senere år har man alt for ofte kunnet høre
eller læse om overfald begået af hunde. Mange gange har
offeret været en anden hund, men desværre har man
også set alvorlige overfald på mennesker.
Justitsministeriet foreslår derfor, at der - ud over de
ændringer af hundeloven, som Udvalget om hunde har
foreslået - indføres en pligt for politiet til, hvis
en hund ved et overfald har skambidt et menneske eller en anden
hund, at træffe afgørelse om aflivning af hunden uden
hundesagkyndig undersøgelse. Politiet skal i sådanne
tilfælde således alene afdække, om hunden ved et
overfald har skambidt et menneske eller en anden hund. Hvis dette
er tilfældet, skal politiet træffe afgørelse om
aflivning. Politiet skal ikke lade hunden blive undersøgt af
en hundesagkyndig, inden politiet træffer afgørelse om
aflivning, ligesom besidderen af hunden heller ikke skal kunne
kræve en sådan undersøgelse.
Ved skambidning forstås "at skade slemt ved bid". Skade
skal forstås i overensstemmelse med brugen af ordet i
straffelovens § 245, stk. 2, dog således at
skaden kan påføres både mennesker og hunde. Som
skade anses bl.a. sår eller flænger, der kræver
syning. Skader på et menneske vil almindeligvis have
nødvendiggjort lægehjælp eller længere
tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed, og skader på andre
hunde vil almindeligvis have nødvendiggjort
dyrlægehjælp. Hvis det er nødvendigt at aflive
den angrebne hund på grund af dens skader, eller hunden
dør i forbindelse med angrebet, vil der ligeledes være
tale om skambidning.
Det forudsættes, at aflivning efter den foreslåede
bestemmelse ikke kan ske, hvis overfaldet og skambidningen
undtagelsesvis er fremkaldt ved et uretmæssigt og umiddelbart
forudgående angreb mod den pågældende hund (eller
dens besidder), sådan at hundens adfærd må
betragtes som et naturligt selvforsvar eller forsvar af hundens
besidder.
Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en person
begår vold mod hundens besidder, eller en person, herunder
besidderen selv, slår og mishandler hunden.
Hvis f.eks. den skambidte hund er i bånd, og den
angribende hund er løs, må det som udgangspunkt
formodes, at der foreligger en situation, hvor den angribende hund
skal aflives. Hvis den angribende hund derimod er i bånd,
mens den skambidte hund er løs, vil det bero på en
konkret vurdering af sagens omstændigheder, om der er tale om
en situation, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse,
eller om den angribende hund alene har forsvaret sig. Det samme
gør sig gældende i situationer, hvor begge hunde er
løse.
Som anført omfatter den foreslåede bestemmelse
skambidning af mennesker og andre hunde.
Bestemmelsen omfatter således også tilfælde,
hvor en hund ved et overfald skambider en person, som f.eks.
bevæger sig ind på hundens territorium i form af
besidderens have, ejendom el. lign. (postbude,
håndværkere mv.). Er der derimod tale om, at
vedkommende person uretmæssigt er trængt ind på
hundens territorium i form af besidderens have, ejendom eller
lignende (f.eks. en indbrudstyv), og skambidningen sker under
omstændigheder, der må karakteriseres som et naturligt
forsvar af besidderens ejendom, vil den foreslåede
bestemmelse ikke finde anvendelse.
Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde, hvor hunde
skambider andre dyr end hunde, som f.eks. mus, rotter, fugle,
katte, råvildt, får, heste eller køer. Det
skyldes, at skambidning i sådanne tilfælde ofte vil
kunne være uden sammenhæng med en særlig
aggressiv adfærd hos hunden, men i stedet udtryk for
almindelige naturlige instinkter. Eksempelvis vil det være
tilfældet, hvis en kat bevæger sig ind på hundens
territorium i form af besidderens have, ejendom eller lignende og
derefter bliver skambidt af hunden.
Hvis en hund f.eks. bevæger sig ind på fremmed
ejendom og skambider et andet dyr end en hund, vil der i
overensstemmelse med, hvad der allerede gælder i dag,
være mulighed for at anvende bestemmelsen i de gældende
bestemmelser i hundelovens § 6, stk. 2, nr. 1 og 2,
herunder træffe afgørelse om aflivning, hvis det efter
en konkret vurdering, der efter omstændighederne kan
være baseret på en hundesagkyndig undersøgelse,
må antages, at hunden er farlig for sine omgivelser. Det
gælder således bl.a., hvis hunden har skambidt
får, køer eller heste.
Kan skaden ikke kategoriseres som skambidning af et menneske
eller en anden hund, eller har der undtagelsesvis været tale
om et uretmæssigt angreb mod hunden (eller dens besidder),
finder hundelovens § 6, stk. 2, anvendelse.
Det vil sige, at politidirektøren, som det er
tilfældet i dag, f.eks. kan træffe afgørelse om,
at hunden enten skal føres i bånd eller forsynes med
forsvarlig mundkurv eller begge dele eller skal aflives. Politiet
kan i sådanne tilfælde beslutte, at der skal foretages
en sagkyndig undersøgelse af hunden. Besidderen af hunden
kan tillige kræve, at der foretages en sådan
undersøgelse i tilfælde, hvor politiet ikke finder
grundlag herfor, jf. § 6 a, stk. 2.
Vurderingen af, om en hund i sådanne tilfælde er
farlig for dens omgivelser, herunder hvilken type af
pålæg, der eventuelt skal udstedes, bygger på et
samlet skøn over sagens omstændigheder.
For så vidt angår muligheden for at meddele
påbud om, at hunden skal føres i bånd,
bemærkes, at dette fortsat vil være relevant ikke alene
for besiddere af hunde, der bor uden for byer og områder med
bymæssig bebyggelse, men også for besiddere af hunde,
der bor i byer og områder med bymæssig bebyggelse, og
hvor en kommunalbestyrelse har besluttet ikke at benytte sig af
adgangen til at bestemme, at der i kommunen eller nærmere
opregnede områder af kommunen skal gælde en pligt til
at føre hunde i bånd.
Endvidere foreslås det, at politiet afholder
omkostningerne ved hundens aflivning. Beløbet kan imidlertid
kræves refunderet af besidderen, jf. forslaget til
hundelovens § 6, stk. 6, ligesom refusionskravet
tillægges udpantningsret, jf. hundelovens § 12 c,
som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 10. Dette
svarer til den nuværende ordning for aflivning efter
hundelovens § 6.
Justitsministeriet anser det endvidere for
hensigtsmæssigt, at den mulighed, som politiet har i dag for
i medfør af hundelovens § 6 b at træffe
afgørelse om, at en hund i det tidsrum, hvor politiet
undersøger, om der er grundlag for at træffe
afgørelse om aflivning - og hvis en sådan
afgørelse træffes, indtil aflivningen kan effektueres
- kan anbringe hunden i hundepension eller lignende, også
kommer til at gælde i en situation, hvor politiet
undersøger, om betingelserne for at træffe
afgørelse om aflivning efter det foreslåede
stk. 5 er opfyldt.
En sådan afgørelse om hundens anbringelse i
pension har til formål at forhindre, at hunden i det
nævnte tidsrum forvolder skade på mennesker, dyr eller
ting, eller at hundens ejer eller besidder gemmer hunden af vejen,
f.eks. hos familie eller venner. Det forudsættes, at politiet
i almindelighed benytter denne mulighed for under sagens behandling
at anbringe hunden i pension, hvis de foreliggende oplysninger
peger i retning af, at hunden ved et overfald har skambidt et
menneske eller en anden hund, sådan at der vil skulle
træffes afgørelse om aflivning.
Endvidere foreslår Justitsministeriet, at besidderen af
en hund får mulighed for at klage til Rigspolitichefen over
en afgørelse om aflivning truffet af politiet i
medfør af det foreslåede stk. 5.
Fristen for at klage over en afgørelse om aflivning af
en hund truffet af politidirektøren efter § 6,
stk. 2, nr. 2, eller stk. 4 eller den foreslåede
bestemmelse i stk. 5, er 10 dage efter, at afgørelsen
er meddelt den pågældende. Hvis klagefristen
udløber på en lørdag, søndag, helligdag
eller grundlovsdag, forlænges fristen til den følgende
hverdag.
Effektuering af en afgørelse om aflivning vil altid
skulle afvente klagefristens udløb, medmindre hundeejeren
giver afkald på sin klageret inden fristens udløb.
Klagefristen bør efter Justitsministeriets opfattelse
fastsættes til 10 dage. Dette svarer til den ordning, der
gælder i dag for politiets afgørelser om aflivning
efter bl.a. hundelovens § 6, stk. 2, nr. 2.
Klage til Rigspolitichefen har opsættende virkning,
medmindre Rigspolitichefen bestemmer andet, jf. hundelovens
§ 6 c, stk. 2. Imidlertid forudsættes det som
anført ovenfor, at hunden i sager af den her omhandlede
karakter i almindelighed bliver anbragt i pension under sagens
behandling.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8, 10 og 11,
14 og 18 (hundelovens § 6, § 6 b, stk. 1,
§ 6 c, stk. 1-2, § 12, stk. 1, og
§ 12 c).
4. Regler om, at pålæg følger hunden
4.1. Gældende ret
Et pålæg meddelt efter hundelovens § 6,
stk. 2 eller 3, rettes mod hundens besidder, og
pålægget følger således ikke hunden ved
overdragelse eller salg til en anden myndig person.
Når en besidder af en hund gives pålæg om,
at hunden skal føres i snor eller være forsynet med
forsvarlig mundkurv, eller besidderen er blevet pålagt en
bøde, fordi hunden har forvoldt skade, registreres dette i
Det Centrale Kriminalregister under hundens ejer. Det er
således kun muligt via registret at få oplyst, om en
bestemt person er meddelt pålæg vedrørende en
hund, mens der ikke kan søges efter, om der er meddelt et
pålæg vedrørende en bestemt hund.
Efter hundelovens § 6, stk. 6, skal besidderen
ved en hunds overflytning til en anden politikreds underrette
politiet i denne kreds om, at der er meddelt et pålæg i
medfør af loven. Denne underretningspligt har også
tidligere været en del af hundeloven, men ved ændringen
af hundeloven i 2003 er bestemmelsen blevet strafsanktioneret,
således at undladelse af at underrette politiet om hundes
overflytning kan straffes med bøde, jf. lovens
§ 12, stk. 1.
Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det, at
når politiet bliver opmærksom på en hunds
overflytning fra en politikreds til en anden, bør politiet i
videst muligt omfang underrette den politikreds, hvortil
overflytningen er sket, om, at der er meddelt pålæg i
medfør af hundeloven.
4.2. Anbefalinger fra Udvalget om hunde
Udvalget anbefaler, at et pålæg om bånd
eller mundkurv efter § 6, stk. 2, nr. 1, eller
stk. 3, bør følge hunden ved overdragelse,
således at pålægget gælder umiddelbart over
for en ny besidder.
Udvalget foreslår på den baggrund, at hundelovens
§ 6, stk. 6, om underretning ved overflytning til en
anden politikreds erstattes af følgende bestemmelse:
| »Overdrages hunden til en anden
besidder, gælder et pålæg efter stk. 2, nr.
1, eller stk. 3, umiddelbart over for den nye besidder.
« |
Udvalget bemærker, at der ved overdragelse skal
forstås enhver form for salg, gave, bytte og lignende.
Overlades hunden midlertidigt til en anden til pasning eller
lignende, vil et eventuelt pålæg fortsat gælde i
forhold til hunden og adressaten for pålægget (dvs.
besidderen), og det er således dennes ansvar, at den
midlertidige hundepasser overholder pålægget.
En ny besidder, der vil sikre sig, at den hund, som
vedkommende erhverver, er fri for pålæg, må
således ved henvendelse til politiet sikre sig, at der ikke
er registreret noget pålæg vedrørende hunden.
Hvis den nye besidder undlader dette - eller i øvrigt
hævder ikke at kende til pålægget - vil
vedkommende kunne straffes for at overtræde
pålægget, jf. betænkningens pkt. 7.8.
4.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets anbefaling om,
at et pålæg efter hundeloven bør følge
hunden, således at pålægget gælder
umiddelbart over for en ny besidder.
Det forslås på den baggrund, at hundelovens
§ 6, stk. 6, ændres i overensstemmelse med
udvalgets forslag, således at det nu fremgår af
bestemmelsen, at et pålæg om indhegning, luftning,
bånd eller mundkurv eller en afgørelse om aflivning
skal gælde umiddelbart over for en ny besidder.
Justitsministeriet er enig i, at en sådan ordning
forudsætter, at pålægget registreres på
hunden og ikke - som i dag - alene på hundens ejer.
5. Pligt til at føre hunde i bånd
5.1. Gældende ret
Reglerne om, hvornår en hund skal føres i
bånd, er fastsat i hundelovens § 3. Bestemmelsen
stammer fra den oprindelige hundelov fra 1938 (lov nr. 164 af 18.
maj 1937), der trådte i kraft den 1. januar 1938.
Efter hundelovens § 3, stk. 1, 1-3. pkt., er
det forbudt i byer og områder med bymæssig bebyggelse
at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller
pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel, uden
at de enten føres i bånd eller er i følge med
en person, som har fuldt herredømme over dem. En hund anses
ikke for at være under ledsagelse, hvis den kun er under
tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres
hunde i bånd, skal båndet være så kort, at
hunden holdes tæt ind til ledsageren. Overtrædelse af
hundelovens § 3, stk. 1, 1-3. pkt., straffes med
bøde, jf. lovens § 12, stk. 1.
Begrebet fuldt herredømme er ikke nærmere
defineret i lovens forarbejder. Under førstebehandlingen i
Landstinget af forslag til lov om hunde den 20. november 1936 blev
begrebet "fuldt herredømme" imidlertid drøftet
på foranledning af den socialdemokratiske ordfører,
som bl.a. udtrykte bekymring for fortolkningen og
håndhævelsen af bestemmelsen. Hertil svarende
justitsministeren, at "fuldt herredømme" i almindelighed
må betyde, at:
| »Manden har Hunden lige op ad sig.
Man kan ikke tillade ham at lade den strejfe rundt, selv om den
vender tilbage, naar han fløjter, for undervejs kan den
afstedkomme, som det ogsaa er blevet nævnt, forskellige
Ulykker, medens det derimod, hvor det drejer sig om Pladser som
Frederiksberg Have eller Søndermarken, jo ikke har samme
betydning, at Hunden gaar lige op ad Ejeren, naar han altid har
Herredømmet«. |
Ifølge retspraksis synes det at være
afgørende, om ejeren vil kunne standse hunden, hvis den
f.eks. angriber andre dyr. Som eksempel kan nævnes en sag fra
1959, hvor en løsgående hund angreb og dræbte en
kat på trods af, at ejeren forsøgte at gribe ind.
Østre Landsret fastslog, at ejeren ikke havde fuldt
herredømme over hunden, da den på trods af ejerens
indgreb alligevel angreb en omstrejfende kat.
I hundelovens § 3, stk. 1, 4-9. pkt., er der
fastsat nærmere regler om fremlysning, salg eller aflivning
af hunde, der færdes løse i byer og områder med
bymæssig bebyggelse uden at være i følge med en
person, der har fuldt herredømme over dem. I sådanne
tilfælde indfanger politiet hunden og underretter besidderen.
Er hunden ikke mærket og registreret, fremlyses den. Det
gælder dog ikke, hvis hunden bærer skilt som
nævnt i hundelovens § 1, stk. 1. Hvis
besidderen ikke inden 3 døgn efter, at underretning eller
fremlysning har fundet sted, indløser hunden ved at betale
de udgifter, som optagelsen har medført, kan politiet
afhænde hunden eller lade den aflive. Et eventuelt overskud
ved afhændelsen tilfalder ejeren, hvis han melder sig inden 3
måneder og godtgør sin ret, og ellers statskassen.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere
regler om afhændelse af optagne hunde.
Justitsministeriet har i § 18 i cirkulære nr.
148 af 2. august 1963 om hundelovens administration fastsat
nærmere regler for salg af optagne hunde. Det fremgår
bl.a. heraf, at afhændelse af en hund foretrækkes frem
for aflivning, hvis der er mulighed for at finde en køber
inden for en rimelig frist.
Af hundelovens § 3, stk. 2, fremgår det,
at der i politivedtægterne kan optages bestemmelse om, at
hunde på de i stk. 1 nævnte steder (dvs. gader,
veje, stier, eller pladser mv., der er åbne for almindelig
færdsel) altid skal føres i bånd. Det kan
endvidere af færdselshensyn bestemmes, at hovedreglen i
stk. 1, 1. pkt. (dvs. om at hunde skal føres i
bånd eller være i følge med en person, som har
fuldt herredømme over dem), uden for de dér
nævnte områder skal komme til anvendelse for bestemt
angivne veje eller ejendomme.
Det fremgår af forarbejderne til hundeloven, at
baggrunden for hundelovens § 3, stk. 2, bl.a. var,
at man ville overlade det til det lokale politi/kommunalbestyrelsen
at træffe beslutning om, hvorvidt hunde altid skal
føres i bånd på gader, veje, stier, pladser mv.,
der er åbne for almindelig færdsel.
I overensstemmelse med hundelovens § 3, stk. 2,
indeholdt de tidligere politivedtægter forskellige regler om,
at hunde i forskellige situationer skulle føres i
bånd.
Politivedtægterne blev ophævet med virkning fra 1.
juli 2005, jf. § 26 i lov nr. 444 af 9. juni 2004 om
politiets virksomhed (politiloven). Hundelovens § 3,
stk. 2, har som følge heraf mistet sin betydning.
Efter politilovens § 23, stk. 1, kan
justitsministeren fastsætte regler om sikring af den
offentlige orden samt beskyttelse af enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed, forebyggelse af fare eller ulempe for
færdslen, dyr på offentligt sted, offentlige
anlæg, husnumre og opslag, erhvervsvirksomhed på veje,
offentlige forlystelser, renholdelse af veje mv.
Justitsministeriet har med hjemmel i denne bestemmelse udstedt
bekendtgørelse nr. 511 af 20. juni 2005 om politiets sikring
af den offentlige orden og beskyttelse af enkeltpersoners og den
offentlige sikkerhed mv., samt politiets adgang til at
iværksætte midlertidige foranstaltninger med senere
ændringer.
Efter bekendtgørelsens § 16 skal
besøgende i offentlige anlæg overholde de
ordensbestemmelser, som er bekendtgjort ved opslag, og følge
de anvisninger til ordenens overholdelse, som gives af de
tilsynsførende.
Det samme gælder ordensbestemmelser, som er bekendtgjort
ved opslag, og som efter indhentet udtalelse fra
kommunalbestyrelsen er godkendt af politidirektøren for
nærmere afgrænsede private eller offentlige arealer,
på veje eller andre steder, hvortil der er almindelig adgang,
jf. bekendtgørelsens § 2.
Det fremgik af § 33, stk. 2, i den nu
ophævede politivedtægt for København, at hunde
på gader og i offentlige anlæg skulle føres i
bånd, der er så kort, at hunden holdes tæt ind
til ledsageren. Politiet kunne dog med kommunalbestyrelsens
tilslutning gøre undtagelse fra denne bestemmelse for dele
af byen.
En tilsvarende bestemmelse fandtes i politivedtægterne
for Frederiksberg, Århus og Horsens, men bestemmelsen fandtes
ikke i den nu ophævede normalpolitivedtægt, som
Justitsministeriet havde udarbejdet.
Før den 1. juli 2005, hvor politivedtægterne blev
ophævet, var det således alene i 4 (København,
Frederiksberg, Århus og Horsens) af landets dengang 54
politikredse, at der fandtes et ubetinget krav om båndpligt
for hunde på gader og i offentlige anlæg.
Af hundelovens § 3, stk. 3, følger
endvidere, at uden for København, Frederiksberg og Gentofte
samt byer med over 15.000 indbyggere skal schæferhunde,
dobermannpinschere, rottweilere, buldogge, boksere,
newfoundlændere, sct. bernhardshunde, grand danois'er,
leonbergere, skotske hyrdehunde, broholmere, mynder, dalmatinere,
hønsehunde (tysk korthår, pointer, setter, griffon)
krydsninger af disse racer samt enhver større hund, der
efter sin race eller sin karakter kan sidestilles med de
nævnte hunde, føres i snor eller holdes indelukket
eller forsvarligt bundet fra solnedgang til solopgang, dog mindst i
tiden fra kl. 18 til kl. 6. Bestemmelsen gælder ikke hunde,
der benyttes af politiet, hæren, skov- og jagtbetjente,
vagtselskaber og lignende, eller jagthunde, der af en person, der
har fuldt herredømme over dem, anvendes til jagt inden for
den i jagtloven fastsatte jagttid.
Bestemmelsen stammer ligeledes fra hundeloven fra 1938. Det
fremgår af forarbejderne til lovændringen, at
tidsbegrænsningen fra kl. 18 til kl. 6 skulle udelukke, at
hunde slippes løs tidlige sommermorgener, før der er
mennesker på marken, således at de under omstrejfen kan
overfalde vildt og husdyr, uden at der er større mulighed
for at hindre dette.
Efter hundelovens § 3, stk. 4, påhviler
det besidderen af en hund uden for byer og områder med
bymæssig bebyggelse at drage omsorg for, at den ikke strejfer
om.
Denne bestemmelse blev indsat i hundeloven i 1962 (lov nr. 194
af 12. juni 1962), og det fremgår af forarbejderne til
lovændringen, at formålet med bestemmelsen var at
dæmme op for omstrejfende hundes overfald på andre dyr
i landkommunerne.
Endelig følger det af hundelovens § 3,
stk. 6, at politiet under ganske særlige
omstændigheder kan tillade, at bestemmelserne i stk. 1,
1. pkt., og stk. 3, samt de i medfør af stk. 2
udfærdigede politivedtægter fraviges for et
begrænset tidsrum.
Denne bestemmelse stammer fra hundeloven fra 1938. Det
fremgår af forarbejderne til loven, at det kunne være
af sikkerhedsmæssig betydning, især for personer, der
bor på ensomt beliggende steder, at hunde kan gå
løse udendørs hele døgnet igennem.
Efter naturbeskyttelseslovens § 22, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1042 af 20. oktober 2008, som
ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008, skal hunde i
perioden 1. april-30. september føres i snor på
strandbredder og andre kyststrækninger. Endvidere skal hunde
efter samme lovs § 23, stk. 1, § 24,
stk. 1, og § 25, stk.1, føres i snor i skove
samt på udyrkede og klitfredede arealer.
Det fremgår imidlertid samtidig af § 23,
stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1314 af 20. november 2006
om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i
naturen (adgangsbekendtgørelsen), at på private
enkeltmandsejede veje og stier skal hunde føres i snor.
Endvidere fremgår det af bekendtgørelsens
§ 25, stk. 1, at alle, der færdes i naturen,
skal rette sig efter de anvisninger, der gives dem af ejeren eller
dennes repræsentant, eller som det fremgår af skiltning
eller på anden måde. Det fremgår endelig af
bekendtgørelsens § 25, stk. 2, at ejeren, i
det omfang det ikke strider mod andre bestemmelser, kan give
tilladelse til andet og mere, end der følger af
naturbeskyttelseslovens regler herom og af denne
bekendtgørelse.
Skov- og Naturstyrelsen, kommuner og andre skovejere har
på den baggrund i afgrænsede områder - kaldet
hundeskove - givet besidderen af en hund ret til at færdes
med hund, uden at hunden er i snor. Det er den enkelte skovejer,
som nærmere fastlægger reglerne for sin
hundeskov.
Adgangsbekendtgørelsen giver kun ejeren mulighed for at
udvide retten for skovgæster til at bruge vedkommendes skov
på anden måde, hvis dette er reguleret i
naturbeskyttelsesloven eller adgangsbekendtgørelsen.
Kommunalbestyrelserne kan endelig i medfør af
§ 13 i bekendtgørelse nr. 165 af 23. februar 2009
om badevand og badeområder udstede forskrifter angående
hundes tilstedeværelse i vandet og på stranden.
5.2. Justitsministeriets overvejelser
Som anført ovenfor under pkt. 5.1. følger det af
hundelovens § 3, stk. 1, 1-3. pkt., at hunde enten
skal føres i snor eller være i følge med en
person, som har fuldt herredømme over dem, når de
færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er
åbne for almindelig færdsel, i byer og områder
med bymæssig bebyggelse. En hund anses ikke for at være
under ledsagelse, hvis den kun er under tilsyn fra besidderens
bolig eller forretningslokale. Føres hunde i bånd,
skal båndet være så kort, at hunden holdes
tæt ind til ledsageren.
I mange tilfælde færdes besiddere af hunde med
deres hunde i byer og områder med bymæssig bebyggelse,
uden at hunden er i bånd, og det gælder også i
situationer, hvor man kan stille spørgsmålstegn ved,
om besidderen har fuldt herredømme over hunden. Dette kan
skabe utryghed hos andre borgere.
Det er imidlertid ikke nødvendigvis i alle landets
kommuner, at dette er et problem. Herudover kan det være, at
det kun er i bestemte områder af en kommune, at der er
problemer af denne art. Det ville derfor efter Justitsministeriets
opfattelse være uforholdsmæssigt at kræve, at
alle besiddere af hunde i byer og områder med bymæssig
bebyggelse altid skal have hunden i snor, når de færdes
på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne
for almindelig færdsel. Det beror således efter
Justitsministeriets opfattelse på en vurdering af de lokale
forhold, hvorvidt der i en kommune bør indføres
regler om båndpligt for alle hunde.
På den baggrund foreslår Justitsministeriet, at
der i hundelovens § 3 indsættes et nyt stk. 2,
hvorefter kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der i kommunen eller
nærmere opregnede områder af kommunen skal gælde
en pligt til i byer og områder med bymæssig bebyggelse
altid at føre en hund i bånd på gader, veje,
stier eller pladser mv., der er åbne for almindelig
færdsel.
Den enkelte kommunalbestyrelse får hermed adgang til
på baggrund af en samlet vurdering af de lokale forhold at
beslutte, om der i byer og områder med bymæssig
bebyggelse skal gælde en båndpligt. Til brug for denne
vurdering kan kommunalbestyrelsen, hvis den finder behov for det,
indhente nærmere oplysninger fra den stedlige
politidirektør om antallet af sager med hundeoverfald,
løsgående hunde mv. Imidlertid er det som
anført kommunalbestyrelsen - og ikke politiet - der på
grundlag af bl.a. sådanne oplysninger skal vurdere, om der er
behov for at indføre en båndpligt.
I lighed med den gældende formulering i hundeloven
fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at
båndet skal være så kort, at hunden kan holdes
tæt ind til ledsageren. Heri ligger, at båndet ikke
må være så langt, at vedkommende reelt ikke har
kontrol over hunden. Det vil ikke være i strid med den
foreslåede bestemmelse, at hunden - sådan som der er
udbredt praksis for - føres i en såkaldt flexi-line,
der i fuld længde kan være adskillige meter lang
(f.eks. 5 eller 8 meter). Det bemærkes herved, at
sådanne flexi-liner er udstyret med en låsemekanisme,
som gør, at hundens besidder har mulighed for at kontrollere
hundens færden ved at låse linen i den ønskede
længde. Hundens besidder kan således gøre
flexi-linen kortere, hvis der er behov for det. Flexi-liner findes
til hunde i forskellige vægtklasser, og det
forudsættes, at den anvendte flexi-line er
tilstrækkelig stærk til, at den kan holde, hvis hunden
pludselig forsøger at springe frem.
Overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat af
kommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 2,
om, at hunde skal føres i bånd, foreslås
straffet med bøde, jf. den foreslåede ændring af
hundelovens § 12, stk. 1.
Det er derfor vigtigt, at det sikres, at eventuelle
beslutninger om, at hunde skal føres i bånd i en
kommune eller nærmere opregnede områder af kommunen,
bliver behørigt offentliggjort (kundgjort). Det vil efter
Justitsministeriets opfattelse som minimum sige på kommunens
hjemmeside og i den lokale dagspresse. Herudover vil det -
afhængigt at de lokale forhold - kunne være
hensigtsmæssigt at informere borgerne om båndpligten
ved opsætning af skilte.
Som anført omfatter den foreslåede bestemmelse en
adgang for kommunalbestyrelsen til at træffe beslutning om
båndpligt i "byer og områder med bymæssig
bebyggelse". Denne afgrænsning findes allerede i den
gældende hundelovs § 3, og Justitsministeriet er
ikke bekendt med, at denne afgrænsning tidligere har givet
anledning til væsentlige afgrænsningsproblemer.
Hvis der imidlertid i en konkret sag undtagelsesvis
måtte blive rejst spørgsmål om forståelsen
af udtrykket »byer og områder med bymæssig
bebyggelse«, forudsættes det, at der tages udgangspunkt
i færdselslovens begreb »tættere bebygget
område« - det vil sige, at der tages udgangspunkt i den
afmærkning, som findes i form af de såkaldte
silhuet-tavler, som inden for færdselslovens
anvendelsesområde markerer grænsen mellem
»tættere bebygget område« og andre
områder. Måtte der være tilfælde, hvor der
er tale om f.eks. en grusvej, sti eller lignende, og hvor der ikke
er opstillet en silhuet-tavle for at markere bygrænsen, vil
det afgørende være, om området naturligt
må opfattes som en del af et byområde.
Justitsministeriet foreslår endvidere, at der
indsættes en bestemmelse, der bemyndiger justitsministeren
til at fastsætte regler om, at visse hunde ikke er omfattet
af kommunale beslutninger efter stk. 2 om
båndpligt.
Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse
være et behov for f.eks. at kunne undtage servicehunde,
førerhunde og hunde, der benyttes af politiet, hæren,
ansatte på Skov- og Naturstyrelsens arealer (f.eks.
vildtkonsulenter, skovfogeder, skovriddere og skovløbere),
vagtselskaber og lignende, samt jagthunde, der anvendes i
forbindelse med regulering eller jagt i henhold til reglerne i lov
om jagt og vildtforvaltning, fra kommunale beslutninger om
båndpligt, når de færdes i byer og områder
med bymæssig bebyggelse, forudsat at de er ifølge med
en person, der har fuldt herredømme over dem. Endvidere vil
der efter Justitsministeriets opfattelse kunne være behov for
at undtage hunde, der deltager i organiseret hundetræning
på sportspladser eller lignende, fra kommunale beslutninger
om båndpligt, når de færdes i byer og
områder med bymæssig bebyggelse.
Uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse
gælder hundelovens § 3, stk. 4, hvorefter det
påhviler besidderen af en hund at drage omsorg for, at hunden
ikke strejfer om. Herudover er der i naturbeskyttelsesloven og
regler udstedt i medfør heraf udstedt særlige regler
for hunde, der færdes på strande, i skove, udyrkede og
klitfredede arealer samt på veje og stier i det åbne
landskab.
Det fremgår således af naturbeskyttelseslovens
§ 22, at hunde i perioden 1. april-30. september skal
føres i snor på strandbredder og andre
kyststrækninger. Endvidere skal hunde efter samme lovs
§ 23, stk. 1, § 24, stk. 1, og
§ 25, stk.1, føres i snor i skove samt på
udyrkede og klitfredede arealer. Endvidere fremgår det af
§ 23, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1314 af
20. november 2006 om offentlighedens adgang til at færdes og
opholde sig i naturen (adgangsbekendtgørelsen), at hunde
skal føres i snor på private enkeltmandsejede veje og
stier. Kommunalbestyrelserne kan endelig i medfør af
§ 13 i bekendtgørelse nr. 165 af 23. februar 2009
om badevand og badeområder udstede forskrifter angående
hundes tilstedeværelse i vandet og på stranden.
I øvrigt indebærer lovforslaget, at hundelovens
§ 3, stk. 3, ophæves. Efter denne bestemmelse
skal en række nærmere opregnede hunderacer, krydsninger
af disse racer samt enhver større hund, der efter sin race
eller sin karakter kan sidestilles med disse hunde, uden for
København, Frederiksberg og Gentofte samt byer med over
15.000 indbyggere føres i bånd eller holdes indelukket
eller forsvarligt bundet fra solnedgang til solopgang, dog mindst i
tiden fra kl. 18 til kl. 6. Dette gælder dog ikke hunde, der
benyttes af politiet, hæren, skov- og jagtbetjente,
vagtselskaber og lignende, eller jagthunde, der af en person, der
har fuldt herredømme over dem, anvendes til jagt inden for
den i jagtloven fastsatte jagttid.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, 5 og 14
(hundelovens § 3 og § 12, stk. 1).
6. Mærkning og registrering af hunde
6.1. Gældende ret
Efter hundelovens § 1, stk. 1, skal besidderen
af en hund sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder
gammel, er mærket og registreret samt bærer
halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn
og adresse.
Justitsministeren kan efter lovens § 1, stk. 2,
fastsætte nærmere bestemmelser om mærkning,
registrering og gebyr og om udformning af skiltet, jf. stk. 1.
Endvidere kan justitsministeren bestemme, at mærknings- og
registreringsordningen skal administreres af en eller flere private
organisationer, og at besidderen af en hund skal give de
nødvendige oplysninger samt indbetale gebyr til disse
organisationer.
Ifølge lovens § 1, stk. 3, kan politiet
lade en hund mærke og registrere for besidderens regning,
hvis hunden i strid med stk. 1 ikke er mærket og
registreret.
Justitsministeren har med hjemmel i bl.a. lovens
§ 1, stk. 2, udstedt bekendtgørelse nr. 1500
af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde.
Bekendtgørelsen er senest ændret ved
bekendtgørelse nr. 1338 af 17. december 2009.
Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, skal
besidderen af en hund født efter den 1. januar 1993,
sørge for, at hunden er mærket og anmeldt til
registrering i Dansk Hunderegister, senest når den er 4
måneder gammel.
Dansk Hunderegister er ansvarlig for registrering af hunde.
Dansk Hunderegister er en forening, der efter aftale med
Justitsministeriet er stiftet af Dyrenes Beskyttelse, Dansk Kennel
Klub, Dyrenes Dags Komité og Den Danske
Dyrlægeforening, jf. bekendtgørelsens
§ 2.
Pligten til at sørge for mærkning og registrering
af en hund gælder også ved indførsel af hunde,
der er over 4 måneder gamle. Pligten påhviler den, der
indfører hunden her i landet, og vedkommende skal
sørge for, at hunden inden 4 uger efter indførslen er
mærket og anmeldt til registrering, jf.
bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Ved
indførsel af hunde, der er under 4 måneder gamle,
påhviler pligten den person, der besidder hunden, når
den er 4 måneder gammel.
Der er ikke noget til hinder for, at mærkning og
registrering foretages, før hunden er 4 måneder
gammel. Besidderen af en hund, der er over 4 måneder gammel,
skal opbevare dokumentation for, at hunden er registreret, jf.
bekendtgørelsens § 1, stk. 3.
Besidderen skal ved anmeldelse af en hund til registrering
give oplysning om navn, adresse, fødselsdato samt
telefonnummer. Hundens stambogs- eller kaldenavn, ID-nummer,
fødselsdato, køn, race og farve skal endvidere
oplyses. Hvis hunden har både et stambogs- og et kaldenavn,
skal begge disse navne registreres, jf. bekendtgørelsens
§ 8, stk. 1, nr. 1 og 2.
Hvis der sker ændringer i de registrerede oplysninger,
skal besidderen af hunden inden 4 uger foretage anmeldelse herom
til Dansk Hunderegister, jf. bekendtgørelsens
§ 12, stk. 1. Hvis hunden skifter ejer,
påhviler denne pligt erhververen af hunden, jf.
bekendtgørelsens § 12, stk. 2.
Efter bekendtgørelsens § 13 kan besidderen af
en hund endvidere foretage anmeldelse om hundens død til
Dansk Hunderegister.
Dansk Hunderegister er forpligtet til at slette oplysninger om
registrering af en hund i Dansk Hunderegister 18 år efter den
pågældende hunds fødselsdato. Herudover skal
Dansk Hunderegister foretage sletning, hvis der indgives anmeldelse
efter § 13, jf. bekendtgørelsens § 14,
stk. 1 og 2.
Efter bekendtgørelsens § 14, stk. 3,
slettes ved registrering af ændringer de oplysninger, som
anmeldelsen om ændring vedrører, bortset fra
oplysninger om tidligere ejere. Disse oplysninger slettes i
overensstemmelse med stk. 1 og 2, dvs. enten ved anmeldelse om
hundens død eller 18 år efter den
pågældende hunds fødselsdato.
For registrering af en hund betales 125 kr. til dækning
af Dansk Hunderegisters omkostninger ved registreringen, jf.
bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Betalingen
gælder for registrering af hunden i hele dens levetid.
Anmeldelse af ændringer i registret er gratis, jf.
bekendtgørelsens § 3, stk. 2, jf.
§§ 12 og 13.
Overtrædelse af bekendtgørelsen straffes med
bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den
øvrige lovgivning, jf. bekendtgørelsens
§ 18, stk. 1.
6.2. Anbefalinger fra Udvalget om hunde
Justitsministeriets Udvalg om hunde finder, at det er et
væsentligt element i en effektiv håndhævelse af
hundelovens regler om farlige hunde, at flest mulige hunde er
mærket og registreret. Udvalget foreslår derfor, at
hundelovens § 1, stk. 3, ændres fra en
"kan"-regel til en "skal"-regel, således at politiet fremover
vil få pligt til at lade en hund mærke og registrere
for besidderens regning, hvis den ikke er det i forvejen.
6.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag om, at
politiet fremover skal have pligt til at lade en hund mærke
og registrere for besidderens regning.
Det foreslås på den baggrund, at bestemmelsen i
lovens § 1, stk. 3, ændres i overensstemmelse
med udvalgets anbefalinger.
Justitsministeriet bemærker endvidere, at formålet
med mærknings- og registreringspligten i hundelovens
§ 1 navnlig er at sikre, at en bortløben hund
hurtigt kan tilbagegives til besidderen. Herudover er
formålet at sikre mere ordnede forhold med hensyn til
hundeholdet her i landet. Reglerne bevirker således tillige,
at man kan finde frem til den person, der er ansvarlig i
tilfælde, hvor en hund har forvoldt skade på et
menneske eller et dyr, jf. hundelovens §§ 6 og
8.
Det har tidligere været drøftet at ændre
tidspunktet for, hvornår en hund senest skal være
mærket og registreret. Justitsministeriet besvarede
således i forbindelse med behandlingen af den seneste
ændring af hundeloven spørgsmål nr. 4 af 26.
marts 2003 fra Folketingets Retsudvalg, hvori udvalget bl.a.
anmodede om ministerens holdning til en nedsættelse af
registreringsalderen fra 4 måneder til 8 uger. Af
Justitsministeriets besvarelse fremgår bl.a., at Dansk
Hunderegister havde udtalt sig imod forslaget, da en
nedsættelse af registreringsalderen vil medføre, at
også hunde, der eksporteres inden udløbet af 4
måneders fristen for registrering, vil skulle mærkes og
registreres, hvilket vil resultere i unødvendige udgifter
for opdrætteren. Forslaget vil endvidere indebære en
forøget arbejdsmængde for Dansk Hunderegister i
forbindelse med registrering af 1. ejerskifte, som ikke vil blive
finansieret af forøgede indtægter for
registeret.
Ved brev af 27. februar 2008 rettede Dansk Hunderegister
henvendelse til Justitsministeriet og oplyste, at foreningen har
ændret holdning til spørgsmålet om,
hvornår hunde senest skal være mærket og
registreret.
Dansk Hunderegister finder således nu, at
mærknings- og registreringsalderen for hunde bør
nedsættes fra 4 måneder til 8 uger. Dansk Hunderegister
lægger vægt på, at levering af en hundehvalp
efter Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 817 af 22. juli
2004 om overdragelse af hundehvalpe tidligst må ske,
når hvalpen er 8 uger. Det vil derfor efter Dansk
Hunderegisters opfattelse være hensigtsmæssigt, hvis
mærknings- og registreringspligten indtræder senest
samtidig med, at hvalpen kan forlade den besidder, som har haft den
i sin varetægt siden fødslen. Det er endvidere Dansk
Hunderegisters vurdering, at en nedsættelse af
mærknings- og registreringsalderen ikke vil give anledning
til væsentligt forøget arbejde i forbindelse med
registrering af ændringer i besiddelsesforholdet.
Efter Justitsministeriets opfattelse er det vigtigt, at alle
hunde er mærkede og registrerede, således at det kan
fastslås, hvem der er besidder af hunden. Det er ikke kun af
betydning i forhold til at sikre, at bortløbne hunde hurtigt
kan tilbagegives til besidderen. Det sikrer også, at det er
muligt at finde frem til den person, der er ansvarlig i
tilfælde, hvor en hund har forvoldt skade på et
menneske eller et andet dyr, jf. hundelovens §§ 6 og
8.
Justitsministeriet er på den baggrund enig med Dansk
Hunderegister i, at mærknings- og registreringsalderen for
hunde bør nedsættes fra 4 måneder til 8
uger.
Det foreslås derfor, at besidderen af en hund fremover
skal sørge for, at hunden, inden den er 8 uger gammel, er
mærket og registreret.
En nedsættelse af mærknings- og
registreringsalderen indebærer, at der skal foretages
ændringer i en række af bestemmelserne i
Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december
2004 om mærkning og registrering af hunde med senere
ændringer.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 og 2
(hundelovens § 1, stk. 1 og 3).
7. Forhøjet sanktionsniveau mv.
7.1. Gældende ret
Efter hundelovens § 12, stk. 1, straffes den,
der overtræder bl.a. hundelovens § 6, stk. 1
eller 6, eller et i medfør af bl.a. § 6,
stk. 2 eller 3, givet pålæg, med
bøde.
Endvidere straffes på samme måde den, der hidser
en hund på nogen eller undlader at holde sin hund tilbage,
når han bemærker, at den overfalder nogen, jf. lovens
§ 12, stk. 2. Bestemmelsen relaterer sig ikke
entydigt til en bestemt af hundelovens regler, men kan ses som en
særlig grov overtrædelse af
agtpågivenhedsbestemmelsen i hundelovens § 6,
stk. 1. En adfærd af den nævnte karakter kan efter
omstændighederne tillige indebære en overtrædelse
af straffelovens §§ 244-249 om vold mv.
Rigsadvokaten har den 10. august 2009 udsendt meddelelse nr.
5/2009 om bødepåstande ved visse
særlovsovertrædelser, som ophæver Rigsadvokatens
tidligere udsendte vejledning om bødetakster fra 1991. Ved
meddelelsen er fastsat følgende retningslinjer for
anklagemyndighedens bødepåstande
(bødetakster):
| |
»Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som
besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra
den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret samt
bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver
besidderens navn og adresse | 600 kr. |
| |
Overtrædelse af § 3, stk. 1, 1.-3. pkt.,
ved at have ladet en hund færdes uden ledsagelse på
gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for
almindelig færdsel, i byer og områder med
bymæssig bebyggelse | 600 kr. |
| |
Overtrædelsen i kombination med bid
eller forvoldt skade, idet bødepåstanden i
øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes
omfang | 1.200 kr. |
| |
Overtrædelse af § 3, stk. 4, ved uden for
byer og områder med bymæssig bebyggelse som besidder af
en hund at have undladt at drage omsorg for, at den ikke strejfer
om | 600 kr. |
| |
Overtrædelse af § 6, stk. 1, ved som
besidder af en hund at have undladt at træffe de
foranstaltninger, der efter forholdene må anses
påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre
skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan
forhøjes under hensyn til skadernes omfang | 1.200 kr. |
| |
Overtrædelse af § 8, stk. 2, ved som
besidder af en hund at have undladt at holde den
ansvarsforsikret | 600 kr. |
| |
Overtrædelse af pålæg givet i medfør af
§ 4 eller § 6, stk. 2, nr. 1, eller
stk. 3, jf. § 12, stk. 1 | 800 kr.« |
| |
Det fremgår af meddelelsen, at de vejledende
bødepåstande er forhøjet med mere end
løn- og prisudviklingen siden 1991 under hensyn til, at der
er en øget opmærksomhed med henblik på at
undgå, at hunde volder skader, og under hensyn til, at
bøderne bør kunne have en præventiv virkning.
Ved de nævnte retningslinjer blev bøderne
således forhøjet med mere end 47 procent i forhold til
de tidligere bødetakster fra 1991.
Efter hundelovens § 12 a, stk. 1, kan retten
til at beskæftige sig personligt med hunde ved dom for et
strafbart forhold frakendes for bestandigt eller for et
nærmere fastsat tidsrum, hvis den pågældende har
anvendt en hund til angreb på eller som trussel mod mennesker
eller dyr, har undladt at holde sin hund tilbage, da vedkommende
bemærkede, at hunden overfaldt mennesker eller dyr, som ejer
eller besidder har ladet en hund deltage i en hundekamp eller har
afholdt hundekampe.
Er retten til at beskæftige sig med hunde frakendt for
længere tid end 5 år efter § 12 a,
stk. 1, kan spørgsmålet om generhvervelse af
retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for
domstolene. Indbringelse sker efter reglerne i straffelovens
§ 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når
der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan
kun tilbagegives, når ganske særlige
omstændigheder foreligger. Har vedkommende tidligere
været frakendt retten til at beskæftige sig personligt
med hunde efter bestemmelsen i § 12 a, stk. 1, kan
generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske ganske
undtagelsesvis.
Bestemmelsen i § 12 a er indsat i hundeloven i 2003
for at hindre, at personer, der har anvendt en hund på en af
de ovenfor nævnte måder, fremover anskaffer sig en hund
med henblik på at anvende denne på samme måde.
Med udtrykket "beskæftige sig personligt" sigtes bl.a. til,
at personen ikke må eje, besidde eller passe hunde. Retten
til at beskæftige sig professionelt med hunde kan efter
omstændighederne tillige frakendes i medfør af
straffelovens § 79. Betingelserne i straffelovens
§ 79 er imidlertid strengere, idet bestemmelsen
forudsætter, at vedkommende dømmes for et strafbart
forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af
stillingen, og at der endvidere er særlige
omstændigheder, der taler for frakendelsen.
Efter hundelovens § 12, stk. 4, straffes med
bøde eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 4 måneder den, der beskæftiger sig
personligt med hunde, uanset at vedkommende er frakendt retten
hertil, jf. hundelovens § 12 a, stk. 1. Med
bøde eller under skærpende omstændigheder med
fængsel indtil 4 måneder straffes endvidere den, der
med kendskab til, at en person er frakendt retten til at
beskæftige sig personligt med hunde efter § 12 a,
stk. 1, overlader en hund i den pågældendes
varetægt, jf. § 12, stk. 5.
7.2. Anbefalinger fra Udvalget om hunde
Udvalget om hunde anbefaler, at bødestraffen for
overtrædelser af hundeloven eller pålæg udstedt i
medfør af denne lov forhøjes mærkbart. Dette
skal ske af præventive grunde som led i en forstærket
indsats for at modvirke, at hunde overfalder og bider mennesker og
andre hunde, og for at sikre, at bøderne står i
passende forhold til de besparelser, der er opnået ved f.eks.
ikke at have mærket og registreret sin hund eller ved ikke at
holde den ansvarsforsikret.
Udvalget foreslår på den baggrund, at der
indsættes en bestemmelse om, at der ved fastsættelse af
bøder for overtrædelse af § 1, stk. 1,
§ 3, stk. 1, 1.-3. pkt., § 3, stk. 4,
§ 6, stk. 1, § 8, stk. 2, eller et
pålæg udstedt i medfør af § 6,
stk. 2 eller 3, udmåles en skærpet
bøde.
Som et udgangspunkt for strafudmålingen anbefaler
udvalget, at en overtrædelse af de nævnte bestemmelser
i førstegangstilfælde straffes således:
| |
Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som
besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra
den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret | 2.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 1, stk. 1, ved som
besidder af en hund ikke at have sørget for, at hunden, fra
den er 4 måneder gammel, bærer halsbånd forsynet
med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse | 1.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 3, stk. 1, 1.-3. pkt.,
ved at have ladet en hund færdes uden ledsagelse på
gader, veje, stier eller pladser mv., der er åbne for
almindelig færdsel, i byer og områder med
bymæssig bebyggelse | 2.000 kr. |
| |
Overtrædelsen i kombination med bid
eller forvoldt skade, idet bødepåstanden i
øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes
omfang | 4.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 3, stk. 4, ved uden for
byer og områder med bymæssig bebyggelse som besidder af
en hund at have undladt at drage omsorg for, at den ikke strejfer
om | 2.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 6, stk. 1, ved som
besidder af en hund at have undladt at træffe de
foranstaltninger, der efter forholdene må anses
påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre
skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan
forhøjes under hensyn til skadernes omfang | 4.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 8, stk. 2, ved som
besidder af en hund at have undladt at holde den ansvarsforsikret
3.000 kr. | |
| |
Overtrædelse af pålæg givet i medfør af
§ 6, stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, jf.
§ 12, stk. 1 | 3.000 kr. |
| |
Udvalget foreslår endvidere, at
førstegangstilfælde af overtrædelse af
bestemmelser om en eventuel båndpligt som udgangspunkt
straffes med en bøde 2.000 kr.
Herudover foreslår udvalget, at der skal udmåles
en skærpet bøde i situationer, hvor en person hidser
en hund på nogen eller undlader at holde en hund tilbage,
når han bemærker, at den overfalder nogen. Som et
udgangspunkt for strafudmålingen foreslår udvalget, at
en overtrædelse af denne bestemmelse i
førstegangstilfælde straffes med en bøde
på 4.000 kr.
Endelig finder udvalget, at der bør ske en
forhøjelse af straffene for overtrædelse af forbuddet
mod hundekampe. Efter udvalgets opfattelse bør
udgangspunktet for strafudmålingen i en situation, hvor der
ikke er arrangeret væddemål, og hvor hundene (endnu)
ikke har påført hinanden skader af betydning,
være en bøde på 10.000 kr. Er der tale om en
mere organiseret hundekamp, herunder med væddemål,
eller er en eller begge hunde blevet skambidt, bør
udgangspunktet være en kortere frihedsstraf, hvis
nærmere længde bør fastsættes i lyset af
sagens konkrete omstændigheder.
I gentagelsestilfælde finder udvalget, at
bødestraffene som udgangspunkt bør forhøjes
med 50 procent.
Udvalget foreslår endvidere, at den eksisterende
mulighed for at frakende en person retten til at beskæftige
sig personligt med hunde - for bestandig eller for et nærmere
fastsat tidsrum - skal udvides til at omfatte situationer, hvor den
pågældende i gentagne tilfælde er dømt for
overtrædelse af hundelovens § 3, stk. 1, 1.-3.
pkt., eller stk. 4, § 6, stk. 1, eller for
overtrædelse af pålæg givet i medfør af
§ 6, stk. 2, nr. 1, eller stk. 3, jf.
§ 12, stk. 1.
Bestemmelsen vil give mulighed for rettighedsfrakendelse i
tredjegangstilfælde af overtrædelse af hundelovens
bestemmelser om båndpligt mv., om pligten til at træffe
foranstaltninger for at forebygge, at hunden volder andre skade,
samt ved overtrædelse af pålæg om bånd og
mundkurv samt de af udvalget foreslåede pålæg om
indhegning af have mv. og om hvem, der må lufte hunden. Det
er ikke en betingelse for at anvende bestemmelsen, at det er de
samme bestemmelser eller pålæg, der er overtrådt
alle tre gange. Uanset, at der er tale om en
»kan«-regel, forudsætter udvalget, at der som
altovervejende hovedregel sker frakendelse, medmindre der
foreligger helt særlige formildende
omstændigheder.
7.3. Justitsministeriets overvejelser
Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets anbefalinger om
en skærpelse af bødestraffene for overtrædelse
af en række af hundelovens regler.
Justitsministeriet foreslår på den baggrund, at
der i hundelovens § 12, stk. 2, indsættes en
bestemmelse, hvorefter der ved fastsættelse af bøder
for overtrædelse af lovens § 1, stk. 1,
§ 3, stk. 1, 1.-3. pkt., eller stk. 4,
§ 6, stk. 1, § 8, stk. 2,
bestemmelser fastsat af kommunalbestyrelsen i medfør af
§ 3, stk. 2, eller et pålæg udstedt i
medfør af § 6, stk. 2 eller 3, udmåles
en skærpet bøde.
Justitsministeriet foreslår endvidere, at den hidtidige
bestemmelse i hundelovens § 12, stk. 2,
indsættes som 2. pkt. i den ovenfor foreslåede
nyaffattelse af § 12, stk. 2, således at det
tydeliggøres, at der også i tilfælde, hvor en
person hidser en hund på nogen eller undlader at holde sin
hund tilbage, når han bemærker, at den overfalder
nogen, skal udmåles en skærpet bøde.
Herudover foreslår Justitsministeriet, at der foretages
mindre tekniske ændringer i § 12,
stk. 3-5.
Justitsministeriet kan herudover tilslutte sig, at der ved
udmåling af bøderne skal tages udgangspunktet i de af
udvalget foreslåede bødeniveauer. Justitsministeriet
skal dog bemærke, at fastsættelsen af straffen i sager
om overtrædelse af hundeloven fortsat vil bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde. De
angivne strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag er
omstændigheder, der taler herfor. Straffelovens øvrige
almindelige regler om straffens fastsættelse vil
således fortsat finde anvendelse i sager om
overtrædelse af hundeloven, herunder straffelovens
§ 81 om skærpende omstændigheder,
§ 82 om formildende omstændigheder og
§ 83 om fastsættelse af straffen under den angivne
strafferamme og strafbortfald i særlige tilfælde.
Justitsministeriet kan herudover tilslutte sig udvalgets
forslag om, at det skal være muligt at frakende en person
retten til at beskæftige sig personligt med hunde, hvis den
pågældende gentagne gange er straffet for
overtrædelse af hundelovens bestemmelser om båndpligt
mv. eller for overtrædelse af pålæg meddelt i
medfør af hundeloven.
Som anført i udvalgets betænkning vil
bestemmelsen give mulighed for rettighedsfrakendelse i
tredjegangstilfælde af overtrædelse af hundeloven eller
pålæg udstedt i medfør af hundeloven. Det
må bero på domstolenes konkrete vurdering, om der skal
ske frakendelse. Der bør dog i tredjegangstilfælde som
hovedregel sker frakendelse, medmindre der foreligger særlige
formildende omstændigheder.
Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 14-17
(hundelovens §§ 12 og 12 a).
8. Midlertidig frakendelse af retten til at have med dyr at
gøre
8.1. Gældende ret
Efter dyreværnslovens § 29, stk. 1, kan
den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere
uforsvarlig behandling af dyr for bestandig eller for et
nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje, bruge,
passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig personligt
med dyr. Det samme gælder den, der efter tidligere at have
gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på ny
findes skyldig i sådan overtrædelse. Overtrædelse
af forbuddet straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder. Det kan ved dommen i sagen bestemmes, at anke ikke
har opsættende virkning.
Dyreværnslovens § 29, stk. 2, indeholder
særlige regler om generhvervelse af retten til at
beskæftige sig med dyr.
Efter dyreværnslovens § 29, stk. 3,
straffes med bøde eller under skærpende
omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder den,
der med kendskab til et forbud efter stk. 1 overlader dyr i en
anden persons varetægt, såfremt der herved etableres en
tilstand i strid med forbuddet.
Dyreværnslovens § 29 giver alene retten
mulighed for at træffe afgørelse om
rettighedsfrakendelse i forbindelse med, at den
pågældende dømmes for mishandling, grovere
uforsvarlig behandling af dyr eller et gentagelsestilfælde af
uforsvarlig behandling af dyr. Retten har efter bestemmelsen
således ikke mulighed for at træffe afgørelse om
rettighedsfrakendelse under en verserende sag.
Under en verserende sag har politiet imidlertid i
medfør af dyreværnslovens §§ 21 og 22
mulighed for at gribe ind over for den ansvarlige for dyret.
Efter dyreværnslovens § 21 kan politiet - hvis
et dyr behandles uforsvarligt - således give den ansvarlige
for dyret et pålæg om dyrets behandling. I de
tilfælde, hvor dyret er sygt eller kommet uhelbredeligt til
skade, og det vil medføre unødig lidelse at lade
dyret leve, kan politiet endvidere efter samme bestemmelse i
dyreværnsloven give den ansvarlige for dyret
pålæg om aflivning af dyret.
Som eksempel på bestemmelsens anvendelsesområde
kan nævnes, at retspraksis bl.a. har opretholdt et
pålæg fra politiet om, at en gårdejer ikke
måtte deltage i den fysiske pasning af gårdens
besætning.
Hvis den ansvarlige for dyret ikke efterkommer et
behandlingspålæg, er politiet efter
dyreværnslovens § 22, stk. 1, forpligtet til
at sørge for dyrets pasning. Politiet kan i den forbindelse
anbringe dyret et andet sted. Har politiet udstedt et
aflivningspålæg, der ikke efterkommes, skal politiet
sørge for, at dyret aflives.
Hvis forholdene taler for det, kan politiet efter
dyreværnslovens § 22, stk. 2, endvidere straks
eller senere bestemme, at dyret skal sælges eller aflives.
Det fremgår af bestemmelsen, at sådanne særlige
forhold kan være dyrets tilstand, udsigten til, at ejeren kan
passe dyret igen, og udgiften ved dyrets placering et andet
sted.
Under en verserende sag har politiet efter
omstændighederne endvidere mulighed for at benytte sig af de
almindelige regler i retsplejeloven om beslaglæggelse og
således fjerne et dyr fra den person, der er mistænkt
for at behandle dyret uforsvarligt.
De nærmere betingelser for beslaglæggelse
fremgår af retsplejelovens § 802. Ifølge
denne bestemmelse kan politiet bl.a. beslaglægge en genstand,
som en mistænkt har rådighed over, hvis den
pågældende med rimelig grund er mistænkt for en
lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og
der er grund til at antage, at genstanden bør
konfiskeres.
Konfiskation foretages af retten, og reglerne herom er fastsat
i straffeloven. Det fremgår af straffelovens § 75,
stk. 2, at der bl.a. kan ske konfiskation af en genstand, der
har været brugt eller bestemt til at bruges ved en strafbar
handling, og genstande, med hensyn til hvilke der i øvrigt
er begået en strafbar handling, hvis det anses for
påkrævet for at forebygge yderligere
lovovertrædelser, eller særlige omstændigheder i
øvrigt taler derfor.
Det bemærkes i øvrigt, at straffelovens
§ 79, stk. 4, indeholder en bestemmelse om
midlertidig rettighedsfrakendelse under en verserende straffesag.
Denne bestemmelse kan imidlertid ikke anvendes i en sag om
frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr, idet
dyreværnslovens § 29 har karakter af en
særregel, der på området træder i stedet
for den almindelige regel i straffelovens § 79, jf.
Folketingstidende 1990-91, 2. samling, sp. 759.
Spørgsmålet om midlertidig rettighedsfrakendelse
i dyreværnssager har også været drøftet i
Folketinget bl.a. i forbindelse med forslag til
folketingsbeslutning om mulighed for politiet til at meddele
midlertidigt forbud mod at have med dyr at gøre i sager om
grov dyremishandling (B 71 af 16. december 2008), jf.
Folketingstidende 2008-09, Folketingets forhandlinger, s. 3016
ff.
8.2. Justitsministeriets overvejelser
Den gældende lovgivning giver allerede politiet gode
muligheder for at gribe ind over for dyremishandling, grov
uforsvarlig behandling og uforsvarlig behandling af dyr, mens en
sag herom verserer. Som anført ovenfor under pkt. 8.1. er
der således bl.a. mulighed for efter dyreværnslovens
§§ 21-22 at udstede et behandlingspålæg
eller et aflivningspålæg til den ansvarlige for dyret.
Det kan dog ikke ganske udelukkes, at det i visse tilfælde
vil kunne være hensigtsmæssigt, at der ved siden af de
eksisterende muligheder for at gribe ind bliver åbnet
mulighed for, at retten kan træffe afgørelse om
midlertidig frakendelse under en sag, som kan resultere i en dom om
frakendelse efter dyreværnslovens § 29,
stk. 1.
Justitsministeriet finder derfor, at der i
dyreværnslovens § 29 bør indsættes en
bestemmelse, som giver retten mulighed for - under en verserende
sag omfattet af bestemmelsens stk. 1 - at forbyde en person at
eje, bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige
sig personligt med dyr.
En midlertidig frakendelse efter den foreslåede
bestemmelse forudsættes alene at ske i de tilfælde,
hvor den politimæssige efterforskning er bragt så
langt, at der er en rimeligt begrundet mistanke om, at der
foreligger et strafbart forhold som omhandlet i
dyreværnslovens § 29, stk. 1. Endvidere
forudsættes en midlertidig frakendelse alene at ske, hvis der
er en nærliggende fare for, at den pågældende
under sagen på ny vil foretage enten dyremishandling, grov
uforsvarlig behandling eller uforsvarlig behandling af dyr.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 2 og 3
(dyreværnslovens § 29).
9. Den eksterritoriale gyldighed af reglerne om transport af
dyr
9.1. Gældende ret
Der har været rejst spørgsmål om de danske
myndigheders mulighed for at retsforfølge
overtrædelser af de danske regler om transport af dyr, hvis
overtrædelserne har fundet sted i udlandet. Der henvises i
den forbindelse til spørgsmål nr. 199 af 2. april 2008
fra Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
til fødevareministeren.
Justitsministeriet har til brug for fødevareministerens
besvarelse af det ovennævnte spørgsmål oplyst,
at det efter Justitsministeriets opfattelse må antages, at
bestemmelserne i §§ 7-10 i bekendtgørelse nr.
1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport
(transportbekendtgørelsen) har eksterritorial gyldighed,
sådan at reglerne også omfatter transporter i andre
EU-lande.
Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt
på, at transportbekendtgørelsen bl.a. er udstedt med
hjemmel i dyreværnslovens § 4 a, stk. 2,
hvorefter justitsministeren kan fastsætte de regler, der er
nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske
Fællesskabs forordninger om forsvarlig behandling af dyr og
om dyrs velfærd. Reglerne i transportbekendtgørelsens
§§ 7-10 supplerer således reglerne i
forordning nr. 1/2005/EF af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr
under transport og dermed forbundne aktiviteter mv.
(transportforordningen) ved på en række punkter at
fastlægge mere præcise krav end de krav, der
følger af forordningen.
Endvidere har Justitsministeriet lagt vægt på, at
der hverken i dyreværnsloven eller i forarbejderne til denne
lov er taget stilling til spørgsmålet om reglernes
territoriale udstrækning, ligesom der heller ikke synes at
være retspraksis, der tager stilling til
spørgsmålet.
På baggrund af den nære sammenhæng mellem
transportbekendtgørelsens §§ 7-10 og
transportforordningen - og da der ikke er øvrige
fortolkningsbidrag, som udelukker eksterritorial gyldighed af
regler udstedt i medfør af dyreværnsloven - må
det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at
§§ 7-10 har eksterritorial virkning, sådan at
reglerne også omfatter transporter i andre EU-lande.
Der kan i øvrigt henvises til
fødevareministerens supplerede besvarelse af 17. juli 2009
af spørgsmål nr. 199 fra Folketingets Udvalg for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.
9.2. Justitsministeriets overvejelser
Som anført ovenfor under pkt. 9.1 er det
Justitsministeriets opfattelse, at bestemmelserne i
§§ 7-10 i bekendtgørelse nr. 1729 af 21.
december 2006 om beskyttelse af dyr under transport
(transportbekendtgørelsen) har eksterritorial gyldighed,
sådan at reglerne også omfatter transporter i andre
EU-lande.
Med henblik på at der ikke fremover må kunne
opstå tvivl om, hvorvidt de danske regler om beskyttelse af
dyr under transport også gælder i udlandet,
foreslås, at der indsættes en bestemmelse i
dyreværnsloven, der præciserer, at regler om transport
af dyr, der er udstedt med hjemmel i dyreværnsloven,
også finder anvendelse på handlinger foretaget i
udlandet.
Bestemmelsen indebærer, at det præciseres, at
danske domstole kan pådømme sager vedrørende
overtrædelser af transportreglerne, der er begået i
udlandet, hvis der tillige er dansk straffemyndighed, jf.
straffelovens §§ 6-12.
Mulighederne for, at danske domstole kan pådømme
en straffesag, afhænger som udgangspunkt af, om handlingen er
foretaget inden for den danske stat (§ 6) eller uden for
den danske stat (§§ 7-8 b).
Efter straffelovens § 9, stk. 4, anses en
lovovertrædelse i sin helhed for at være begået
her i landet, når en del af lovovertrædelsen er
begået i den danske stat. Der vil således være
dansk straffemyndighed for så vidt angår
overtrædelser i udlandet af regler om transport af dyr
udstedt i medfør af dyreværnsloven, når en del
af lovovertrædelsen er begået i Danmark, jf.
straffelovens § 9, stk. 4, jf. § 6.
Det indebærer efter Justitsministeriets opfattelse, at
der i almindelighed vil være dansk straffemyndighed ved
f.eks. overtrædelser af transportbekendtgørelsens
regel om, at udsættersøer ikke anses for egnede til
transporter i mere end otte timer, hvis transporten
påbegyndes i Danmark - uagtet at transporttiden først
overstiger otte timer i udlandet.
Hvis der er tale om overtrædelser af transportreglerne,
der er foretaget uden for den danske stat, er det en
forudsætning for dansk straffemyndighed, at
overtrædelsen er begået af en dansk statsborger eller
en person bosat m.v. i Danmark, og at den pågældende
handling tillige er strafbar efter gerningslandets
lovgivning.
Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4
(dyreværnslovens § 30 a).
10. Øvrige forslag
Det foreslås, at hundelovens § 7
ophæves.
Efter hundelovens § 7 er det forbudt uden politiets
tilladelse at drive erhvervsmæssig handel med eller
opdræt af hunde. Bestemmelsen er imidlertid overflødig
som følge af, at erhvervsmæssig handel med og
opdræt af dyr efter dyreværnslovens § 18,
stk. 1, kun må drives med politidirektørens
tilladelse. Det samme gælder for drift af dyrepensioner og
dyreinternater samt formidling af dyr. Tilladelsen skal angive,
hvilke dyr den omfatter. Tilladelse kan tilbagekaldes, når
særlige forhold taler derfor. Dyreværnslovens
§ 18 vedrører efter sin ordlyd handel med og
opdræt af dyr generelt, herunder også hunde.
Det bemærkes, at Folketinget den 29. maj 2009 vedtog en
ændring af dyreværnsloven, jf. lov nr. 499 af 12. juni
2009 om ændring af dyreværnsloven (Forbud mod
udstilling af ørekuperede hunde, forbud mod reklame for og
salg af visse genstande og hold og fremvisning af dyr i cirkus
m.v.).
Ændringsloven indebærer bl.a., at bestemmelsen i
dyreværnslovens § 18, stk. 1, ændres,
således at det fremover vil være
fødevareregionerne, der skal meddele tilladelse til drift af
bl.a. dyrepensioner. Ændringen trådte i kraft den 1.
januar 2010.
Endvidere foreslås det, at navnet
»Assurandør-Societetet« i hundelovens
§ 8, stk. 3, ændres til »Forsikring
& Pension«. Assurandør-Societetet blev i 1997 lagt
sammen med Arbejdsmarkedspensionsrådet (AMPR) under navnet
Rådet for Dansk Forsikring og Pension. Den 1. januar 1999
ændredes navnet til Forsikring & Pension.
Herudover foreslås det, at der i dyreværnslovens
§ 10 indsættes et stk. 3, hvoraf det
fremgår, at bestemmelsen i stk. 1, hvorefter
justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod hold af
dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt, ikke fremover kan
anvendes til at fastsætte regler om forbud mod farlige hunde,
idet dette spørgsmål nu reguleres i hundeloven.
11. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget skønnes at kunne have visse
økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
i forbindelse med politiets håndhævelse af de
foreslåede skærpelser af hundelovens regler, herunder
som følge af behovet for at registrere pålæg
på hunde, jf. ovenfor under pkt. 4. Lovforslaget
medfører dermed visse begrænsede merudgifter for
politiet, der vil blive finansieret inden for politiets
eksisterende rammer.
Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske
eller administrative konsekvenser for regionerne og ingen af
betydning for kommunerne.
12. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Med lovforslaget indføres et forbud mod besiddelse og
avl af 13 angivne hunderacer og krydsninger, hvori de
pågældende racer indgår.
Det foreslås, at der etableres en udfasningsordning for
personer, der på tidspunktet for lovforslagets
fremsættelse har etableret selvstændig virksomhed med
avl af hunde, der er omfattet af forbuddet, jf. pkt. 2.3.3
ovenfor.
Lovforslaget vurderes på den anførte baggrund
ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser
for erhvervslivet af betydning.
13. Administrative konsekvenser for borgere
Som følge af, at mærknings- og
registreringsalderen nedsættes til 8 uger, vil der kunne
opstå flere tilfælde, hvor køberen af en hund
skal foretage omregistrering af hunden i Dansk Hunderegister. Dette
vil f.eks. gælde, hvor en hund først sælges,
når den er ældre end 8 uger, og det ikke har
været muligt at foretage registrering i køberens navn.
Anmeldelse af ændringer i Dansk Hunderegister er
gratis.
Lovforslaget vil ikke i øvrigt have administrative
konsekvenser for borgerne.
14. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
15. Forholdet til EU-retten
Ifølge den foreslåede bestemmelse i § 1
a, stk. 3, i lov om hunde, som affattet ved lovforslagets
§ 1, nr. 3, er erhvervsmæssig indførsel af
en række hunderacer og krydsninger, hvori de nævnte
hunde indgår, forbudt.
Forbuddet vil omfatte såvel hunde, der indføres i
Danmark fra tredjelande, som hunde, der indføres fra andre
EU-medlemslande, og som derfor omfattes af EU-rettens regler om fri
bevægelighed. Et sådant forbud vil udgøre en
handelshindring, jf. EUF-traktatens artikel 34.
Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at
indførselsforbuddet kan begrundes i et eller flere af de
hensyn, der i henhold til EUF-Traktatens artikel 36 kan
retfærdiggøre handelshindringer. Det er endvidere
Justitsministeriets vurdering, at forbuddet overholder
betingelserne i EUF-Traktatens artikel 36 og opfylder
proportionalitetskravet.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets afsnit
2.3.2.
De foreslåede bestemmelser i §§ 1 a og 1
b i lov om hunde, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
3, må anses for omfattet af definitionen af en såkaldt
teknisk forskrift efter informationsproceduredirektivet
(Europa-Parlamentets of Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni
1998, som ændret ved direktiv 98/48/EF). Lovforslaget skal
derfor notificeres til Kommissionen, og notifikationsperioden, der
som udgangspunkt er 3 måneder, skal være
udløbet, før bestemmelserne i lovforslagets
§ 1, nr. 3, kan vedtages.
16. Hørte myndigheder og organisationer mv.
Et tidligere lovudkast, der indeholdt en del af de
ændringer, som er omfattet af dette lovforslag, og Udvalget
om hundes delbetænkning om farlige hunde har været
sendt i høring hos følgende myndigheder og
organisationer mv.:
Advokatrådet, Alle Dyrs Ret, Daniche, Danmarks civile
Hundeførerforening, Danmarks Jægerforbund, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Blindesamfund, Dansk Breton Klub, Dansk
Erhverv, Danske Advokater, Danske Hundeejeres Landsforening, Dansk
Hunderegister, Dansk Industri, Dansk Jagthunde Udvalg, Dansk Kennel
Klub, Dansk Racehunde Union, Dansk Ruhår Klub, Dansk Vizsla
Klub, Danske Regioner, Den Danske Dommerforening, Den Danske
Dyrlægeforening, Den Danske Hundeforening, Det
Biovidenskabelige Fakultet v/ Københavns Universitet, Det
Dyreetiske Råd, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet v/
Aarhus Universitet, Det Veterinære Sundhedsråd,
Dommerfuldmægtigforeningen, Dyrenes Beskyttelse,
Dyreværnsforeningen Freja, Dyreværnsorganisationernes
Samarbejdsorganisation (DOSO), Dyreværnsrådet,
Forbrugerrådet, Foreningen af Offentlige Anklagere,
Forsikring & Pension, Fællesrepræsentationen for
Specialklubber for stående Jagthunde i Danmark, Hundens Tarv,
Klubben for Field Trial Spaniels, Kommunernes Landsforening,
Korthaarklubben, OASA (Organisation Against the Suffering of
Animals) Politiforbundet i Danmark, Rigsadvokaten, Rigspolitiet,
Rådet vedrørende hold af særlige dyr,
Servicehunde til handicappede, Østre Landsret, Vestre
Landsret og samtlige byretter.
| | |
17. Sammenfattende
skema | | |
| | |
| Positive konsekvenser/ Mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Visse økonomiske konsekvenser for
det offentlige i forbindelse med politiets håndhævelse
af de foreslåede skærpelser af hundelovens
regler. Ingen økonomiske konsekvenser for
regionerne og ingen af betydning for kommunerne. |
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Visse administrative konsekvenser for det
offentlige i forbindelse med politiets håndhævelse af
de foreslåede skærpelser af hundelovens regler. Ingen administrative konsekvenser for
regionerne og ingen af betydning for kommunerne. |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen af betydning |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen af betydning |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen af betydning |
Forholdet til EU-retten | Efter Justitsministeriets opfattelse vil
det ikke være i strid med EUF-Traktatens artikel 34 (om
indførselshindringer) at indføre forbud mod
erhvervsmæssig indførsel af visse hunde og
krydsninger, hvori de pågældende hunde
indgår. Lovforslagets § 1, nr. 3 er som
udkast notificeret i overensstemmelse med
informationsproceduredirektivet. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
(Hundeloven)
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
besidderen af en hund fremover skal sørge for, at hunden,
inden den er 8 uger gammel, er mærket og registreret.
Herudover skal besidderen af en hund sørge for, at
hunden, fra den er 4 måneder gammel, bærer
halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn
og adresse. Formålet med denne skiltningspligt er at
gøre det muligt umiddelbart at se, hvem en hund
tilhører i tilfælde, hvor hunden f.eks. er
bortløbet eller har voldt skade på en person, ejendom
eller andet. Denne del af den foreslåede bestemmelse svarer
til den allerede gældende skiltningspligt i hundelovens
§ 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 (§ 1, stk. 3)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at
hundelovens § 1, stk. 3, hvorefter politiet kan lade
en hund registrere eller mærke for besidderens regning,
ændres, så politiet fremover får pligt til at
lade en hund mærke og registrere for besidderens regning,
hvis hunden i strid med hundelovens § 1, stk. 1,
ikke er mærket og registreret.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (§§ 1 a og 1 b)
Den foreslåede bestemmelse i § 1 a
indebærer, at der indføres et forbud mod besiddelse og
avl af følgende hunde: Pitbull terrier, tosa inu, amerikansk
staffordshire terrier, fila brasileiro, dogo argentino, amerikansk
bulldog, boerboel, kangal, centralasiatisk ovtcharka, kaukasisk
ovtcharka, sydrussisk ovtcharka, tornjak og sarplaninac samt
krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår.
Endvidere foreslås det, at der indføres et forbud
mod erhvervsmæssig indførsel af de
pågældende hunde.
Forbuddet mod erhvervsmæssig indførsel vil
få selvstændig betydning i de situationer, hvor det kan
give anledning til tvivl, om der tillige er tale om besiddelse af
hundene, f.eks. hvor en person transporterer forbudte hunde for en
importør eller lignende. I andre tilfælde vil
forholdet allerede være omfattet af forbuddet mod besiddelse
af de pågældende hunde.
Forbuddet mod erhvervsmæssig indførsel omfatter
ikke hunde, der alene er i transit her i landet. Transport af hunde
tilhørende de forbudte racer, eller krydsninger, hvori disse
hunde indgår, er således fortsat muligt, forudsat at
hundene ikke forlader transportmidlet, og transporten foregår
uden unødige ophold her i landet.
Da forbuddet er begrænset til erhvervsmæssig
indførsel er det heller ikke til hinder for, at personer,
der i kraft af den foreslåede overgangsordning, jf.
lovforslagets § 3, stk. 4, lovligt besidder de
nævnte hunde, kan medtage deres hunde på ferier i
udlandet og herefter genindføre dem i Danmark.
Det fremgår af den foreslåede § 1 b,
stk. 1, at hunde, der holdes eller indføres i strid med
§ 1 a, aflives ved politiets foranstaltning.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt en hund tilhører
én af de racer eller krydsninger heraf, som er omfattet af
forbuddet i § 1 a, kan politiet stille krav om, at
besidderen dokumenterer en hunds race eller type, jf. § 1
b, stk. 2.
Et sådant krav om dokumentation af hundens race eller
type vil f.eks. også kunne stilles, hvis politiet i
forbindelse med andre politiforretninger kommer i kontakt med en
hund, der ser ud som en af de forbudte racer.
Besidderens forpligtelse til at dokumentere, at hunden ikke
tilhører en af de forbudte racer, vil således kunne
blive aktualiseret, hvis politiet, f.eks. på baggrund af
hundens udseende eller oplysninger fra besidderen eller andre, har
rimelig grund til at formode, at der kan være tale om en
hund, der er omfattet af forbuddet. I praksis vil bestemmelsen
indebære, at besiddere af hunde, der kan forveksles med en af
de forbudte hunderacer, skal kunne skaffe den nødvendige
dokumentation for, at deres hund ikke er omfattet af
forbuddet.
Der stilles ikke i lovteksten nærmere krav til, hvordan
besidderen dokumenterer, at der ikke er tale om en forbudt hund.
Besidderen kan f.eks. fremlægge en stambog eller dna-attest
vedrørende hunden og dens forældre, eller besidderen
kan fremlægge erklæringer fra personer, der kan
redegøre for hundens afstamning.
Det bemærkes, at der i forbindelse med forbuddets
ikrafttræden vil blive udarbejdet en vejledning til
hundeloven. Vejledningen vil bl.a. indeholde en positivliste over
hunderacer, der lovligt kan holdes, men hvor der er risiko for
forveksling med hunderacer, der er omfattet af forbuddet.
Positivlisten kan således tjene som en vejledning til
personer, der vil være sikre på, at den hund, de
køber, ikke er omfattet af forbuddet. Positivlisten vil
blive opdateret løbende.
Hvis besidderen ikke straks kan fremlægge
tilstrækkelig dokumentation, træffer politiet de
nødvendige foranstaltninger med henblik på
midlertidigt at fjerne hunden fra besidderen, jf. § 1 b,
stk. 3. Hunden vil således kunne anbringes i en pension
eller lignende, indtil spørgsmålet om dens race er
afklaret.
Hvis besidderen ikke inden for den frist, som politiet
fastsætter, har fremlagt tilstrækkelig dokumentation
for, at hunden ikke tilhører én af de forbudte racer
eller krydsninger heraf, anses hunden for at være holdt i
strid med forbuddet i § 1 a. Konsekvensen heraf er, at
hunden skal aflives ved politiets foranstaltning, jf. § 1
b, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 og 5 (§ 3)
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2, kan
kommunalbestyrelsen bestemme, at der i kommunen eller nærmere
opregnede områder af kommunen skal gælde en pligt til i
byer og områder med bymæssig bebyggelse altid at
føre en hund i bånd på gader, veje, stier eller
pladser mv., der er åbne for almindelig færdsel.
Til brug for denne vurdering kan kommunalbestyrelsen, hvis den
finder behov for det det, indhente nærmere oplysninger fra
den stedlige politidirektør om antallet af sager med
hundeoverfald, løsgående hunde mv. Imidlertid er det
som anført kommunalbestyrelsen - og ikke politiet - der
på grundlag af bl.a. sådanne oplysninger skal vurdere,
om der er behov for at indføre en båndpligt.
I lighed med den gældende formulering i hundeloven
fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at
båndet skal være så kort, at hunden kan holdes
tæt ind til ledsageren. Heri ligger, at båndet ikke
må være så langt, at vedkommende reelt ikke har
kontrol over hunden. Det vil ikke være i strid med den
foreslåede bestemmelse, at hunden - sådan som der er
udbredt praksis for - føres i en såkaldt flexi-line,
der i fuld længde kan være adskillige meter lang
(f.eks. 5 eller 8 meter). Det bemærkes herved, at
sådanne flexi-liner er udstyret med en låsemekanisme,
som gør, at hundens besidder har mulighed for at kontrollere
hundens færden ved at låse linen i den ønskede
længde. Hundens besidder kan således gøre
flexi-linen kortere, hvis der er behov for det. Flexi-liner findes
til hunde i forskellige vægtklasser, og det
forudsættes, at den anvendte flexi-line er
tilstrækkelig stærk til, at den kan holde, hvis hunden
pludselig forsøger at springe frem.
Overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat af
kommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 2,
om, at hunde skal føres i bånd, foreslås
straffet med bøde, jf. den foreslåede ændring af
hundelovens § 12, stk. 1.
Det er derfor vigtigt, at det sikres, at eventuelle
beslutninger om, at hunde skal føres i bånd i en
kommune eller nærmere opregnede områder af kommunen,
bliver behørigt offentliggjort (kundgjort). Det vil efter
Justitsministeriets opfattelse som minimum sige på kommunens
hjemmeside og i den lokale dagspresse. Herudover vil det -
afhængigt at de lokale forhold - kunne være
hensigtsmæssigt at informere borgerne om båndpligten
ved opsætning af skilte.
Som anført omfatter den foreslåede bestemmelse en
adgang for kommunen til at træffe beslutning om
båndpligt i »byer og områder med bymæssig
bebyggelse«. Denne afgrænsning findes allerede i den
gældende hundelovs § 3, og Justitsministeriet er
ikke bekendt med, at denne afgrænsning tidligere har givet
anledning til væsentlige afgrænsningsproblemer.
Hvis der imidlertid i en konkret sag undtagelsesvis
måtte blive rejst spørgsmål om forståelsen
af udtrykket »byer og områder med bymæssig
bebyggelse«, forudsættes det, at der tages udgangspunkt
i færdselslovens begreb »tættere bebygget
område« - det vil sige, at der tages udgangspunkt i den
afmærkning, som findes i form af de såkaldte
silhuet-tavler, som inden for færdselslovens
anvendelsesområde markerer grænsen mellem
»tættere bebygget område« og andre
områder. Måtte der være tilfælde, hvor der
er tale om f.eks. en grusvej, sti eller lignende, og hvor der ikke
er opstillet en silhuet-tavle for at markere bygrænsen, vil
det afgørende være, om området naturligt
må opfattes som en del af et byområde.
Uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse
gælder hundelovens § 3, stk. 4, hvorefter det
påhviler besidderen af en hund at drage omsorg for, at hunden
ikke strejfer om. Herudover er der i naturbeskyttelsesloven og
regler udstedt i medfør heraf udstedt særlige regler
for hunde, der færdes på strande, i skove, udyrkede og
klitfredede arealer samt på veje og stier i det åbne
landskab.
Med den foreslåede bestemmelse i stk. 6 skabes der
hjemmel til, at justitsministeren administrativt kan undtage visse
hunde fra kommunale beslutninger efter stk. 2 om
båndpligt.
Der vil således efter Justitsministeriets opfattelse
være et behov for f.eks. at kunne undtage servicehunde,
førerhunde og hunde, der benyttes af politiet, hæren,
ansatte på Skov- og Naturstyrelsens arealer (f.eks.
vildtkonsulenter, skovfogeder, skovriddere og skovløbere),
vagtselskaber og lignende, samt jagthunde, der anvendes i
forbindelse med regulering eller jagt i henhold til reglerne i lov
om jagt og vildtforvaltning, fra kommunale beslutninger om
båndpligt, når de færdes i byer og områder
med bymæssig bebyggelse, forudsat at de er ifølge med
en person, der har fuldt herredømme over dem. Endvidere vil
der efter Justitsministeriets opfattelse kunne være behov for
at undtage hunde, der deltager i organiseret hundetræning
på sportspladser eller lignende, fra kommunale beslutninger
om båndpligt, når de færdes i byer og
områder med bymæssig bebyggelse.
Der henvises i øvrigt til pkt. 5 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 6 (§ 6, stk. 2)
Med den foreslåede bestemmelse i § 6,
stk. 2, præciseres det, at der kan udstedes
pålæg efter hundeloven, hvis hundens eller besidderens
adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at
skabe frygt i sine omgivelser.
Det fremgår af forarbejderne til den nuværende
§ 6, stk. 2, jf. lovforslag nr. L 164 af 26. februar
2003, at en hund bl.a. kan anses for farlig, hvis den skaber frygt
i sine omgivelser, f.eks. ved på en truende eller aggressiv
måde at fare frem eller forfølge folk. Selv om
eksemplificeringen ikke er udtømmende, kan det ikke afvises,
at den er blevet opfattet sådan i praksis, og den
gældende formulering af § 6, stk. 2, fokuserer
også mere på hundens farlighed end på den frygt,
som hunden skaber i sine omgivelser. Det vurderes derfor, at der er
behov for i lovteksten at understrege politiets mulighed for at
gribe ind over for hunde, der skaber frygt i deres
omgivelser.
Den foreslåede ændring giver ikke politiet adgang
til at gribe ind alene på grundlag af hundens fysiske
fremtræden, dvs. fordi den ligner en kamp- eller
muskelhund.
Der skal efter den foreslåede bestemmelse foreligge
konkrete, objektivt konstaterbare holdepunkter i hundens eller
besidderens adfærd som begrundelse for at give et
pålæg efter dette led i bestemmelsen. Det er omvendt
lige så klart, at der - af hensyn til omgivelsernes tryghed -
undertiden må stilles større krav til f.eks.
besidderens kontrol over, og dressur af, en stor og muskuløs
hund med stærke kæber end over en mindre hund.
Det er hensigten med den ændrede formulering at
understrege hensynet til og vigtigheden af, at der sættes ind
over for den begrundede utryghed, som der i nogle tilfælde
kan være med hensyn til bestemte hunde, f.eks. hvor ejeren
ikke udviser ansvarlighed i forbindelse med sin omgang med og hold
af hunden. Bestemmelsen skal således skabe grundlag for at
politiet - ud over de eksempler, der er nævnt i forarbejderne
til den gældende bestemmelse - kan gribe ind med relevante
pålæg, f.eks. over for hundeejere, som lufter en stor
og stærk hund i en lang line, så den reelt "rydder
gaden" for andre mennesker, som søger væk for at komme
uden for hundens rækkevidde, som lader deres hund strejfe
omkring i områder med børn e.l. , eller som på
anden måde i sin omgang med hunden ikke tager
tilstrækkeligt hensyn til andres sikkerhed og tryghed, f.eks.
ved at holde en sådan hund i en have, der ikke er forsvarligt
indhegnet eller ikke umiddelbart fremstår som
sådan.
I den forbindelse bemærkes det, at en rent subjektiv
frygt for en hund heller ikke efter den foreslåede
præcisering af bestemmelsen i sig selv kan føre til,
at der meddeles et pålæg. Der skal således -
bl.a. i de ovennævnte eksempler - foreligge
omstændigheder, der efter en objektiv vurdering gør
hundens eller besidderens adfærd egnet til at skabe frygt i
omgivelserne.
Den nugældende henvisning til hunde, som der er grundlag
for at antage kan være farlige for deres omgivelser, er
bibeholdt i bestemmelsen, idet det ikke kan udelukkes, at der kan
vise sig behov for at gribe ind over for hunde, hvor det ikke
godtgøres, at hunden eller besidderen konkret har udvist en
adfærd, der har været egnet til at skabe frygt, men
hvor politiet på et mere indirekte grundlag finder behov at
iværksætte en hundesagkyndig undersøgelse, som
viser at hunden kan være farlig for sine omgivelser, og at
det er nødvendigt og berettiget at aflive hunden eller at
give besidderen pålæg.
Det kan f.eks. være, hvor den pågældende
besidder tidligere har fået aflivet en hund som farlig, og
hvor der er begrundet formodning for, at også den
nuværende hund er farlig. Det er næppe tænkeligt,
at politiet kan dokumentere en hunds farlighed på anden
måde end ved henvisning til hundens eller besidderens
adfærd eller en hundesagkyndig undersøgelse, men
bestemmelsens formulering udelukker det ikke. Det er i det hele
hensigten med den ændrede formulering at udvide og ikke
indskrænke politiets mulighed for at gribe ind over for
farlige og utryghedsskabende hunde.
Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere en
udvidelse af de reaktionsmuligheder, politiet har i henhold til
§ 6, stk. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 6,
stk. 2, nr. 1, skal politiet kunne give pålæg om,
at ejerens ejendom indhegnes, således af hunden ikke kan
slippe ud, når den færdes løs i haven. Et
pålæg om indhegning skal omfatte hele det område,
hvor hunden kan færdes frit uden bånd og mundkurv.
Indhegningen skal bestå af et solidt hegn, som er forsynet
med en sluselåge bestående af to låger med en
gang imellem, således at hunden ikke kan løbe ud,
når lågen åbnes. Ifølge bestemmelsen kan
der gives pålæg om etablering af et hegn på op
til 1,8 meter. Politiet skal i forbindelse med udstedelsen af et
pålæg foretage en konkret vurdering af, hvor
højt hegnet skal være, for at det effektivt beskytter
mod, at den hund, som pålægget vedrører, kan
forcere indhegningen.
Endvidere foreslås det, jf. § 6, stk. 2,
nr. 2, at politiet - ud over de eksisterende muligheder for at give
pålæg om bånd og/eller mundkurv - skal kunne give
pålæg om, at hunden kun må luftes af ejeren
(besidderen) og eventuelt af andre navngivne, myndige personer, der
er i stand til at håndtere hunden på fornuftig vis, og
pålæg om, at hunden ikke må luftes sammen med
andre hunde. Der er således væsentlig forskel på,
hvilken kontrol en voksen, der kender hunden, har over denne, og
hvilke muligheder den pågældende har for at gribe ind
over for aggressionsproblemer, sammenlignet med den kontrol mv. en
fremmed eller et barn kan have, ligesom det alt andet lige er
væsentlig nemmere at have kontrol over én hund end
flere.
Herudover foreslås det, at det i § 6,
stk. 2, nr. 3, præciseres, at et påbud om mundkurv
indebærer, at hunden skal være forsynet med en
forsvarlig, lukket mundkurv. Herved forstås en mundkurv, der
giver mulighed for, at hunden kan åbne munden uden at kunne
bide.
Endelig foreslås det, at det præciseres, at der i
forbindelse med den eksisterende mulighed for at udstede
pålæg om, at hunden skal føres i bånd, i
almindelighed bør stilles krav om, at der skal være
tale om en fast line, der højst er 2 meter lang.
Bestemmelsen i § 6, stk. 2, nr. 4, hvorefter politiet kan
træffe afgørelse om at lade hunden aflive, er
videreført fra den gældende hundelov.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 7 (§ 6, stk. 3 og 4)
Der er tale om konsekvensændringer som følge af
den foreslåede ændring af § 6,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 8 (§ 6, stk. 5 og 6)
Med det foreslåede § 6, stk. 5, udvides
politiets muligheder for at gribe ind over for hunde, der har vist
sig farlige, idet de har overfaldet og skambidt et menneske eller
en anden hund. Efter bestemmelsen skal politiet i sådanne
situationer træffe afgørelse om aflivning af hunden.
Afgørelsen skal træffes uden, at sagen skal
forelægges for en hundesagkyndig. Hundens besidder skal
heller ikke kunne kræve en sådan
undersøgelse.
Ved skambidning forstås »at skade slemt ved
bid«. Skade skal forstås i overensstemmelse med brugen
af ordet i straffelovens § 245, stk. 2, dog
således at skaden kan påføres både
mennesker og andre hunde. Som skade anses bl.a. sår eller
flænger, der kræver syning. Skader på et menneske
vil almindeligvis have nødvendiggjort lægehjælp
eller længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed, og
skader på andre hunde vil almindeligvis have
nødvendiggjort dyrlægehjælp. Hvis det er
nødvendigt at aflive den angrebne hund på grund af
dens skader, eller hunden dør i forbindelse med angrebet,
vil der ligeledes være tale om skambidning.
Det forudsættes, at aflivning efter den foreslåede
bestemmelse ikke kan ske, hvis overfaldet og skambidningen
undtagelsesvis er fremkaldt ved et uretmæssigt og umiddelbart
forudgående angreb mod den pågældende hund (eller
dens besidder), sådan at hundens adfærd må
betragtes som et naturligt selvforsvar eller forsvar af hundens
besidder.
Det vil f.eks. være tilfældet, hvis en person
begår vold mod hundens besidder, eller en person, herunder
besidderen selv, slår og mishandler hunden.
Hvis f.eks. den skambidte hund er i bånd, og den
angribende hund er løs, må det som udgangspunkt
antages, at der foreligger en situation, hvor den angribende hund
skal aflives. Hvis derimod den angribende hund er i bånd,
mens den skambidte hund er løs, vil det bero på en
konkret vurdering af sagens omstændigheder, om der er tale om
en situation, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse,
eller om den angribende hund alene har forsvaret sig. Det samme
gør sig gældende i situationer, hvor begge hunde er
løse.
Som anført omfatter den foreslåede bestemmelse
skambidning af mennesker og andre hunde.
Bestemmelsen omfatter således også tilfælde,
hvor en hund ved et overfald skambider en person, som f.eks.
bevæger sig ind på hundens territorium i form af
besidderens have, ejendom el. lign. (postbude,
håndværkere mv.). Er der derimod tale om, at
vedkommende person uretmæssigt er trængt ind på
hundens territorium i form af besidderens have, ejendom el. lign.
(f.eks. en indbrudstyv), og skambidningen sker under
omstændigheder, der må karakteriseres som et naturligt
forsvar af besidderens ejendom, vil den foreslåede
bestemmelse ikke finde anvendelse.
Bestemmelsen omfatter ikke tilfælde, hvor hunde
skambider andre dyr end hunde, som f.eks. mus, rotter, fugle,
katte, råvildt, får, heste eller køer. Det
skyldes, at skambidning i sådanne tilfælde ofte vil
kunne være uden sammenhæng med en særlig
aggressiv adfærd hos hunden, men i stedet udtryk for
naturlige instinkter. Eksempelvis vil det være
tilfældet, hvis en kat bevæger sig ind på hundens
territorium i form af besidderens have, ejendom el. lign. og
derefter bliver skambidt af hunden.
Hvis en hund f.eks. bevæger sig ind på fremmed
ejendom og skambider et andet dyr end en hund, vil der i
overensstemmelse med, hvad der allerede gælder i dag,
være mulighed for at anvende bestemmelsen i hundelovens
§ 6, stk. 2, herunder træffe afgørelse om
aflivning, hvis det efter en konkret vurdering, der efter
omstændighederne kan være baseret på en
hundesagkyndig undersøgelse, må antages, at hunden er
farlig for sine omgivelser. Det gælder således bl.a.,
hvis hunden har skambidt får, køer eller heste.
Kan skaden ikke kategoriseres som skambidning af et menneske
eller en anden hund, eller har der undtagelsesvis været tale
om et uretmæssigt angreb på hunden (eller dens
besidder), finder hundelovens § 6, stk. 2,
anvendelse.
Det vil sige, at politidirektøren, som det er
tilfældet i dag, f.eks. kan træffe afgørelse om,
at hunden skal føres i bånd eller forsynes med
forsvarlig mundkurv eller begge dele eller skal aflives. Politiet
kan i sådanne tilfælde beslutte, at der skal foretages
en sagkyndig undersøgelse af hunden. Besidderen af hunden
kan tillige kræve, at der foretages en sådan
undersøgelse i tilfælde, hvor politiet ikke finder
grundlag herfor, jf. § 6 a, stk. 2.
Vurderingen af, om en hund i sådanne tilfælde er
farlig for dens omgivelser, herunder hvilken type af
pålæg, der eventuelt skal udstedes, bygger på et
samlet skøn over sagens omstændigheder.
For så vidt angår muligheden for at meddele
påbud om, at hunden skal føres i bånd,
bemærkes, at dette fortsat vil være relevant ikke alene
for besidderen af hunde, der bor uden for byer og områder med
bymæssig bebyggelse, men også for besidderen af hunde,
der bor i byer og områder med bymæssig bebyggelse, og
hvor en kommunalbestyrelse har besluttet ikke at benytte sig af
adgangen til at bestemme, at der i kommunen eller nærmere
opregnede områder af kommunen skal gælde en pligt til
at føre hunde i bånd.
Det foreslås i § 6, stk. 6, at politiet
afholder omkostningerne ved hundens aflivning. Det vil sige
også i tilfælde af en aflivning som følge af
skambidning efter den foreslåede bestemmelse i § 6,
stk. 5. Politiet kan dog kræve beløbet refunderet
af besidderen. Dette svarer til den nuværende ordning i
hundelovens § 6, stk. 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 9 (§ 6, stk. 7)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et
pålæg efter § 6, stk. 2, nr.1-3, eller
stk. 3, fremover skal følge hunden ved overdragelse
eller salg til en anden. Tilsvarende skal gælde for en
afgørelse om aflivning efter § 6, stk. 2, nr.
4, eller stk. 4 eller 5.
Ved overdragelse forstås enhver form for salg, gave,
bytte og lignende. Overlades hunden midlertidigt til en anden til
pasning eller lignende, vil et eventuelt pålæg fortsat
gælde i forhold til hunden og adressaten for
pålægget (dvs. besidderen), og det er således
dennes ansvar, at den midlertidige hundepasser overholder
pålægget.
En ny besidder, der vil sikre sig, at den hund, vedkommende
erhverver, er fri for pålæg, må således ved
henvendelse til politiet sikre sig, at der ikke er registreret
noget pålæg vedrørende hunden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 10 og 11 (§§ 6 b og 6 c)
Den foreslåede ændring af § 6 b,
stk. 1, indebærer, at politiet kan beslutte at anbringe
en hund i pension, indtil der eventuelt træffes
afgørelse om aflivning af hunden efter § 1 b,
stk. 1 eller § 6, stk. 5. Hvis der
træffes afgørelse om, at hunden skal aflives, kan
politiet endvidere beslutte, at hunden skal forblive i pensionen,
indtil afgørelsen kan fuldbyrdes. Politidirektøren
afholder omkostningerne ved hundens anbringelse i pension, men kan
kræve beløbet refunderet af besidderen, jf.
§ 6 b, stk. 4.
Politidirektørens afgørelser efter hundeloven,
herunder afgørelser om aflivning, jf. § 1 b,
stk. 1 eller § 6, stk. 5, kan påklages
til Rigspolitiet.
Den foreslåede ændring af § 6 c,
stk. 1, indebærer, at fristen for at klage til
Rigspolitiet over en afgørelse om aflivning af hunden efter
§ 1 b eller § 6, stk. 5, er 10 dage efter,
at afgørelsen er meddelt besidderen. Hvis klagefristen
udløber på en lørdag, søndag, helligdag
eller grundlovsdag, forlænges fristen til den
efterfølgende hverdag.
Rettidig klage har opsættende virkning, jf.
§ 6 c, stk. 2, medmindre Rigspolitiet bestemmer
andet. Hunden kan således først aflives, når
klagefristen er udløbet, uden påklage er sket, eller
når Rigspolitiet har stadfæstet den trufne
afgørelse om aflivning. Hvis besidderen samtykker til
hundens aflivning, vil aflivning dog kunne foretages straks.
Rigspolitiet har mulighed for at bestemme, at en klage ikke
skal have opsættende virkning. Det forudsættes, at
denne adgang anvendes i meget begrænset omfang, f.eks. i den
situation, hvor en hund er så farlig, at den ikke på
forsvarlig vis kan anbringes i en hundepension, og den derfor
må aflives før udløbet af klagefristen, eller
før klagesagen er færdigbehandlet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2 og 3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 12 (§ 7)
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at
dyreværnslovens § 18 om tilladelse til
erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr m.v. efter
sin ordlyd omfatter handel med og opdræt af dyr generelt,
herunder også hunde. Hundelovens § 7 bør
derfor ophæves.
Der henvises i øvrigt til pkt. 10 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 13 (§ 8, stk. 3)
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at
Assurandør-Societetet siden 1999 har heddet Forsikring &
Pension.
Der henvises i øvrigt til pkt. 10 i de almindelige
bemærkninger.
Til nr. 14 (§ 12, stk. 1 og 2)
Ændringerne af § 12, stk. 1, er
konsekvensrettelser som følge af de foreslåede
ændringer af §§ 3 og 6 og ophævelsen af
§ 7.
Den foreslåede bestemmelse i § 12,
stk. 2, indebærer, at der sker en forhøjelse af
bødestraffen for en række overtrædelser af
hundeloven eller af pålæg udstedt i medfør af
hundeloven, idet der for disse overtrædelser skal
udmåles en skærpet bøde.
De foreslåede ændringer af § 12,
stk. 3-5, er af rent teknisk karakter.
Forhøjelsen af bøderne sker af præventive
årsager som led i en forstærket indsats for at
modvirke, at hunde overfalder og bider mennesker og andre hunde, og
for at sikre, at de står i passende forhold til de
besparelser, der er opnået ved f.eks. at undlade af
mærke og registrere sin hund eller ved ikke at holde den
ansvarsforsikret.
Som et udgangspunkt for strafudmålingen
forudsættes det, at en overtrædelse af bestemmelserne i
førstegangstilfælde straffes således:
| |
Overtrædelse af § 1,
stk. 1, ved som besidder af en hund ikke at have sørget
for, at hunden, inden den er 8 uger gammel, er mærket og
registreret | 2.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 1,
stk. 1, ved som besidder af en hund ikke at have sørget
for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, bærer
halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn
og adresse | 1.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 3,
stk. 1, 1.-3. pkt. ved at have ladet en hund færdes uden
ledsagelse på gader, veje, stier eller pladser mv., der er
åbne for almindelig færdsel, i byer og områder
med bymæssig bebyggelse | 2.000 kr. |
| |
Overtrædelse af bestemmelser fastsat
af kommunalbestyrelsen i medfør af § 3,
stk. 2, om at hunde skal føres i bånd | 2.000 kr. |
| |
Overtrædelsen i kombination med bid
eller forvoldt skade, idet bødepåstanden i
øvrigt kan forhøjes under hensyn til skadernes
omfang | 4.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 3,
stk. 3, ved uden for byer og områder med bymæssig
bebyggelse som besidder af en hund at have undladt at drage omsorg
for, at den ikke strejfer om | 2.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 6,
stk. 1, ved som besidder af en hund at have undladt at
træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må
anses påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre
skade, idet bødepåstanden i øvrigt kan
forhøjes under hensyn til skadernes omfang | 4.000 kr. |
| |
Overtrædelse af § 8,
stk. 2, ved som besidder af en hund at have undladt at holde
den ansvarsforsikret | 3.000 kr. |
| |
Overtrædelse af pålæg
givet i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1-3, eller
stk. 3, jf. § 12, stk. 1 | 3.000 kr. |
| |
Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at
der skal udmåles en skærpet bøde, hvis en person
hidser en hund på nogen eller undlader at holde sin hund
tilbage, når han bemærker, at den overfalder nogen. Som
et udgangspunkt for strafudmålingen forudsættes det, at
en overtrædelse af denne bestemmelse i
førstegangstilfælde straffes med en bøde
på 4.000 kr.
Efter § 12, stk. 3, straffes overtrædelse
af forbuddet mod hundekampe med bøde eller fængsel i
indtil 1 år. Udgangspunktet for strafudmålingen i en
situation, hvor der ikke er arrangeret væddemål, og
hvor hundene (endnu) ikke har påført hinanden skader
af betydning, bør være en bøde på 10.000
kr. Er der tale om en mere organiseret hundekamp, herunder med
væddemål, eller er en eller begge hunde blevet
skambidt, bør udgangspunktet være en kortere
frihedsstraf, hvis nærmere længde bør
fastsættes i lyset af sagens konkrete
omstændigheder.
I gentagelsestilfælde forudsættes det, at de
nævnte bødestraffe som udgangspunkt forhøjes
med 50 procent.
Fastsættelsen af straffen i sager om overtrædelse
af hundeloven vil i øvrigt fortsat bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og de angivne
strafniveauer vil kunne fraviges i op- eller nedadgående
retning, hvis der i den konkrete sag er omstændigheder, der
taler herfor. Straffelovens øvrige almindelige regler om
straffens fastsættelse vil således fortsat finde
anvendelse i sager om overtrædelse af hundeloven, herunder
straffelovens § 81 om skærpende
omstændigheder, § 82 om formildende
omstændigheder og § 83 om fastsættelse af
straffen under den angivne strafferamme og strafbortfald i
særlige tilfælde.
Der henvises i øvrigt til pkt. 7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 15-17 (§ 12 a)
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det
bliver muligt at frakende en person retten til at beskæftige
sig personligt med hunde - for bestandig eller for et nærmere
fastsat tidsrum - hvis den pågældende i gentagne
tilfælde er straffet for overtrædelse af hundelovens
§ 3, stk. 1, 1.-3. pkt., og stk. 4,
§ 6, stk. 1, for overtrædelser af bestemmelser
om båndpligt fastsat i medfør af § 3,
stk. 2, eller for overtrædelse af pålæg
givet i medfør af § 6, stk. 2, nr. 1-3, eller
stk. 3, jf. § 12, stk. 1.
Bestemmelsen vil give mulighed for rettighedsfrakendelse i
tredjegangstilfælde af overtrædelse af hundelovens
bestemmelser om båndpligt mv., om pligten til at træffe
foranstaltninger for at forebygge, at hunden volder andre skade,
samt ved overtrædelse af pålæg om bånd og
mundkurv samt de af udvalget foreslåede pålæg om
indhegning af have mv. og om hvem, der må lufte hunden. Det
er ikke en betingelse for at anvende bestemmelsen, at det er de
samme bestemmelser eller pålæg, der er overtrådt
begge gange.
Det må bero på domstolenes konkrete vurdering, om
der skal ske frakendelse. Der bør dog i
tredjegangstilfælde som hovedregel sker frakendelse,
medmindre der foreligger særlige formildende
omstændigheder.
Der henvises i øvrigt til pkt. 7 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 18 (§ 12 c)
Hundelovens § 12 c omhandler udpantningsret for
så vidt angår omkostninger, som politiet har afholdt.
Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse som
følge af de foreslåede ændringer af lovens
§ 6.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 2
(Dyreværnsloven)
Til nr. 1 (§ 10)
Det foreslåede stk. 3 indebærer, at
bestemmelsen i stk. 1, hvorefter justitsministeren kan
fastsætte regler om forbud mod hold af dyr, der kan frembyde
fare eller skabe frygt, ikke fremover kan anvendes til at
fastsætte regler om forbud mod farlige hunde, idet dette
spørgsmål nu reguleres i hundeloven.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2 og 10 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 og 3 (§ 29)
Med det foreslåede stk. 3 får retten mulighed
for at forbyde en sigtet eller tiltalt at eje, bruge, passe, slagte
eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr, indtil en
sag omfattet af dyreværnslovens § 29, stk. 1,
er endeligt afgjort. Det midlertidige forbud kan - ligesom en
frakendelse ved dom efter dyreværnslovens § 29,
stk. 1 - begrænses til at angå bestemte arter og
antal af dyr. Overtrædelse af det midlertidige forbud
straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder. Det kan ved kendelsen i sagen bestemmes, at
kære ikke har opsættende virkning. Afsiges der med
hensyn til rettighedsfrakendelse frifindende dom, bortfalder
forbuddet, selv om dommen ankes.
Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til
dyreværnslovens § 29, stk. 1, indebærer,
at den pågældende sag skal omhandle dyremishandling,
grov uforsvarlig behandling af dyr eller et
gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr. Der kan
således ikke i medfør af bestemmelsen ske en
midlertidig frakendelse, hvis sagen alene vedrører
uforsvarlig behandling af dyr, og den sigtede eller tiltalte ikke
tidligere er dømt herfor.
En midlertidig frakendelse efter den foreslåede
bestemmelse forudsættes alene at ske i de tilfælde,
hvor den politimæssige efterforskning er bragt så
langt, at der er en rimeligt begrundet mistanke om, at der
foreligger et strafbart forhold som omhandlet i
dyreværnslovens § 29, stk. 1. Endvidere
forudsættes en midlertidig frakendelse alene at ske, hvis der
er en nærliggende fare for, at den pågældende
under sagen på ny vil foretage enten dyremishandling, grov
uforsvarlig behandling eller uforsvarlig behandling af dyr.
Det følger af den gældende § 29,
stk. 3, i dyreværnsloven, at den, der med kendskab til
et forbud efter stk. 1, overlader dyr i en anden persons
varetægt, straffes med bøde eller under
skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4
måneder, hvis der herved etableres en tilstand i strid med
forbuddet.
Den foreslåede ændring af bestemmelsen
indebærer, at det ligeledes bliver strafbart at overlade dyr
i en anden persons varetægt, hvis den pågældende
midlertidigt er blevet frakendt retten til at beskæftige sig
med dyr efter det foreslåede stk. 3, jf. denne lovs
§ 2, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 8 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til nr. 4 (§ 30 a)
Med den foreslåede bestemmelse præciseres det, at
regler om transport af dyr udstedt i medfør af
dyreværnsloven finder anvendelse på handlinger
foretaget i udlandet.
Danske domstole kan således pådømme sager
vedrørende overtrædelser af transportreglerne, der er
begået i udlandet, hvis der tillige er dansk
straffemyndighed, jf. bestemmelserne i straffelovens
§§ 6-12.
Der henvises i øvrigt til pkt. 9 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Til § 3
Bestemmelsen fastsætter lovens
ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås, at loven
træder i kraft den 1. juli 2010, og at bekendtgørelse
nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt
farlige hunde bortfalder ved lovens ikrafttræden.
Det foreslås endvidere, at forpligtelsen til at lade en
hund mærke og registrere, inden den er 8 uger gammel, kun
skal gælde for hunde, der er født efter lovens
ikrafttræden.
Hunde, der er født før lovens
ikrafttræden, dvs. senest den 30. juni 2010, skal i
overensstemmelse med de hidtil gældende regler være
mærket og registreret senest 4 måneder efter hundens
fødsel.
Herudover foreslås det, at der indføres en
overgangsordning, der indebærer, at personer, der på
tidspunktet for lovforslagets fremsættelse var besidder af en
af de forbudte hunde eller krydsninger heraf, kan beholde hunden.
Dette gælder dog ikke for hunde af racerne pitbull terrier
eller tosa inu, idet besiddelse og avl af disse hunde har
været forbudt siden 1991.
Til brug for konstateringen af, hvornår en hund er
erhvervet, vil politiet kunne indhente oplysninger fra Dansk
Hunderegister.
Det er - i modsætning til ordningen efter den
foreslåede § 1 b i hundeloven - politiet, der skal
dokumentere, at en hund tilhører en af de racer, der
omfattes af forbuddet i hundelovens § 1 a, stk. 1,
nr. 3-13, eller at der er tale om en krydsning, hvori en eller
flere af de nævnte hunderacer indgår. Politiet vil i
tvivlstilfælde kunne indhente sagkyndig bistand fra
særligt udpegede dyrlæger, der har den
nødvendige faglige indsigt til, ud fra en test af hundens
adfærd og en bedømmelse af dens udseende at
afgøre, om hunden tilhører en af de forbudte racer
eller krydsninger, hvori de pågældende racer
indgår.
Overgangsordningen indebærer, at hunde, der omfattes af
ordningen ikke må overdrages. Hundene skal endvidere altid
føres i bånd og være forsynet med forsvarlig,
lukket mundkurv, når de befinder sig på gader, veje,
stier, pladser m.v., der er åbne for almindelig
færdsel. Båndet skal være en fast line med en
maksimal længde på 2 meter. Kravene om bånd og
mundkurv skal også gælde på såkaldte
fritløbsområder, hvor disse hunde - i modsætning
til andre hunde - således ikke må løbe
frit.
Overtrædelse af reglerne om, at hunden ikke må
overdrages og altid skal føres i bånd og være
iført mundkurv, straffes med bøde.
Bødeniveauet bør som udgangspunkt svare til niveauet
for overtrædelse af pålæg om bånd og/eller
mundkurv meddelt i medfør af hundelovens § 6,
stk. 2. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne til denne lovs § 1, nr. 14.
Endelig foreslås det, at der etableres en
udfasningsordning for personer, der har etableret selvstændig
virksomhed med opdræt af hunde, der er omfattet af forbuddet.
Dette gælder dog ikke for hunde af racerne pitbull terrier
eller tosa inu, idet avl af disse hunde har været forbudt
siden 1991.
Ordningen giver de pågældende allerede etablerede
opdrættere af hunde adgang til at fortsætte deres
virksomhed indtil den 30. juni 2015. Det foreslåede forbud
mod besiddelse af hunde af de nævnte racer vil imidlertid
indebære, at opdrætterne ikke lovligt vil kunne
afsætte deres hunde til købere, der bor i Danmark.
Opdrættere, der fortsætter deres virksomhed med
opdræt af de pågældende hunde i
udfasningsperioden, vil således skulle afsætte deres
hunde til købere i udlandet.
Til § 4
Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale
anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke
gælder på Færøerne og i Grønland.
Det skyldes, at dyrevelfærd er et hjemmestyreanliggende for
Færøerne og et selvstyreanliggende for
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt
med gældende ret
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | I lov om hunde, jf.
lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 2005, som
ændret ved § 4 i lov nr. 554 af 24. juni 2006 og
§ 17 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer: |
| | |
| | 1.§ 1, stk. 1, affattes
således: |
§ 1.
Besidderen af en hund skal sørge for, at hunden, fra den er
4 måneder gammel, er mærket og registreret samt
bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver
besidderens navn og adresse. Stk. 2.
--- | | »Besidderen af en hund skal
sørge for, at hunden, inden den er 8 uger gammel, er
mærket og registreret. Besidderen af en hund skal endvidere
sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel,
bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver
besidderens navn og adresse. « |
| | |
Stk. 3.
Politiet kan lade en hund mærke og registrere for besidderens
regning, hvis hunden i strid med stk. 1 ikke er mærket
og registreret. | | 2. I § 1, stk. 3, ændres
»kan« til: »skal«. |
| | 3. Efter
§ 1 indsættes: |
| | Ȥ 1
a. Besiddelse og avl af
følgende hunde er forbudt: |
| | 1) | Pitbull terrier. |
| | 2) | Tosa inu. |
| | 3) | Amerikansk staffordshire terrier. |
| | 4) | Fila brasileiro. |
| | 5) | Dogo argentino. |
| | 6) | Amerikansk bulldog. |
| | 7) | Boerboel. |
| | 8) | Kangal. |
| | 9) | Centralasiatisk ovtcharka. |
| | 10) | Kaukasisk ovtcharka. |
| | 11) | Sydrussisk ovtcharka. |
| | 12) | Tornjak. |
| | 13) | Sarplaninac. |
| | Stk. 2.
Forbuddet i stk. 1 finder tillige anvendelse for krydsninger,
hvori de nævnte hunde indgår. |
| | Stk. 3.
Erhvervsmæssig indførsel af hunde, der er omfattet af
stk. 1 eller 2, er forbudt. |
| | |
| | § 1
b. Hunde, der holdes eller
indføres i strid med § 1 a, aflives ved politiets
foranstaltning. |
| | Stk. 2.
Er der tvivl om, hvorvidt en hund tilhører en af de racer
eller krydsninger heraf, som er omfattet af § 1 a, kan
politiet stille krav om, at besidderen dokumenterer hundens race
eller type. |
| | Stk. 3.
Hvis besidderen ikke straks kan fremlægge tilstrækkelig
dokumentation, jf. stk. 2, træffer politiet
foranstaltninger med henblik på midlertidigt at fjerne hunden
fra besidderen. |
| | Stk. 4.
Har besidderen ikke inden for en frist, som politiet
fastsætter, fremlagt tilstrækkelig dokumentation for,
at hunden ikke tilhører en af de racer eller krydsninger
heraf, som er omfattet af § 1 a, anses hunden for at
være holdt i strid med § 1 a. " |
| | |
§ 3. I
byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt
at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller
pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden
at de enten føres i bånd eller er i følge med
en person, som har fuldt herredømme over dem. En hund anses
ikke for at være under ledsagelse, fordi den er under tilsyn
fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres hunde i
bånd, skal dette være så kort, at hunden holdes
tæt ind til ledsageren. Såfremt hunde på de
nævnte steder færdes løse uden at være i
følge med en person, der har fuldt herredømme over
dem, lader politiet dem optage og underretter besidderen. Er hunden
ikke mærket og registreret, fremlyses den. Det gælder
dog ikke, såfremt hunden bærer skilt som nævnt i
§ 1, stk. 1. Hvis besidderen ikke inden 3
døgn efter, at underretning eller fremlysning har fundet
sted, indløser hunden ved at betale de udgifter, som
optagelsen har medført, kan politiet afhænde hunden
eller lade den aflive. Et eventuelt overskud ved afhændelsen
tilfalder ejeren, hvis han melder sig inden 3 måneder og
godtgør sin ret, og ellers statskassen. Justitsministeren
kan fastsætte nærmere regler om afhændelse af
optagne hunde. | | |
Stk. 2. I
politivedtægterne kan der optages bestemmelse om, at hunde
på de i stk. 1 nævnte steder altid skal
føres i bånd, ligesom det af færdselshensyn kan
bestemmes, at hovedreglen i stk. 1, 1. pkt., uden for de der
nævnte områder skal komme til anvendelse for bestemt
angivne veje eller ejendomme. Stk. 3.
Uden for København, Frederiksberg og Gentofte samt byer med
over 15.000 indbyggere skal schæferhunde, dobermannpinschere,
rottweilere, buldogge, boksere, newfoundlændere, sct.
bernhardshunde, grand danois'er, leonbergere, skotske hyrdehunde,
broholmere, mynder, dalmatinere, hønsehunde (tysk
korthår, pointer, setter, griffon), krydsninger af disse
racer samt enhver større hund, der efter sin race eller sin
karakter kan sidestilles med de nævnte hunde, føres i
bånd eller holdes indelukket eller forsvarligt bundet fra
solnedgang til solopgang, dog mindst i tiden fra kl. 18 til kl. 6.
Bestemmelserne gælder ikke hunde, der benyttes af politiet,
hæren, skov- og jagtbetjente, vagtselskaber o. lign. , eller
jagthunde, der af en person, der har fuldt herredømme over
dem, anvendes til jagt inden for den i jagtloven fastsatte
jagttid. | | 4.§ 3, stk. 2 og 3, ophæves, og i stedet
indsættes: »Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan
bestemme, at der i kommunen eller nærmere opregnede
områder af kommunen skal gælde en pligt til i byger og
områder med bymæssig bebyggelse altid at føre en
hund i bånd på gader, veje, stier eller pladser m.v.,
der er åbne for almindelig færdsel. Båndet skal
være så kort, at hunden holdes tæt ind til
ledsageren. « Stk. 4-6 bliver herefter
stk. 3-5. |
Stk. 4.
Uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse
påhviler det besidderen af en hund at drage omsorg for, at
den ikke strejfer om. | | |
Stk. 5.
Løsgående glubske hunde må ikke uden politiets
tilladelse anvendes til bevogtning af pladser. | | |
Stk. 6.
Under ganske særlige omstændigheder kan politiet
tillade, at bestemmelserne i stk. 1, 1. pkt., og stk. 3,
samt de i medfør af stk. 2 udfærdigede
politivedtægter fraviges for et begrænset
tidsrum. | | 5.§ 3, stk. 6, der bliver
stk. 5, affattes således: »Stk. 5. Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om, at visse hunde ikke er
omfattet af bestemmelser om båndpligt fastsat i medfør
af stk. 2.« |
| | |
§ 6.
Det påhviler besidderen af en hund at træffe de
foranstaltninger, der efter forholdene må anses
påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre
skade. | | |
| | |
| | 6.§ 6, stk. 2, affattes
således: |
Stk. 2.
Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden
væsentlig skade eller der i øvrigt er grundlag for at
antage, at den pågældende hund kan være farlig
for sine omgivelser, kan politidirektøren | | »Stk. 2. Hvis en hund har forvoldt
skade på et menneske eller anden væsentlig skade, hvis
hundens eller besidderens adfærd er af en sådan
karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser,
eller hvis der i øvrigt er grundlag for at antage, at den
pågældende hund kan være farlig for sine
omgivelser, kan politidirektøren |
1) | give besidderen pålæg om, at
hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i
snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge
dele, eller | | 1) | give besidderen pålæg om, at
den ejendom, hvor hunden holdes, skal være indhegnet af et
hegn på op til 1,8 meter i højden, der skal være
forsynet med en sluselåge, |
2) | træffe afgørelse om at lade
hunden aflive. | | 2) | give besidderen pålæg om, at
hunden kun må luftes af besidderen eller af andre navngivne
personer over 18 år og ikke må luftes sammen med andre
hunde, |
| | 3) | give besidderen pålæg om, at
hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i
bånd, herunder pålæg om at hunden skal
føres i et bånd, der højst er 2 meter langt,
skal være forsynet med forsvarlig, lukket mundkurv eller
begge dele, eller |
| | 4) | træffe afgørelse om at lade
hunden aflive. « |
| | |
Stk. 3.
Politidirektøren kan give besidderen pålæg som
nævnt i stk. 2, nr. 1, hvis hunden har for vane at
forulempe mennesker eller dyr ved på gader, veje, stier eller
pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, at
fare imod dem eller forfølge dem eller at forulempe husdyr i
ejendom eller på mark. | | 7. I § 6, stk. 3 og 4, ændres »stk. 2, nr.
1« til: »stk. 2, nr. 1-3«. |
Stk. 4.
Hvis et pålæg efter stk. 2, nr. 1, eller
stk. 3 overtrædes, kan politidirektøren
træffe afgørelse om at lade hunden aflive. | | |
Stk. 5.
Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund
aflive, jf. stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, men kan
kræve beløbet refunderet af besidderen. | | 8.§ 6, stk. 5, ophæves, og
i stedet indsættes: »Stk. 5. Hvis en hund ved et
overfald har skambidt et menneske eller en anden hund, skal
politidirektøren lade hunden aflive. |
| | Stk. 6.
Politidirektøren afholder omkostningerne ved at lade en hund
aflive, efter stk. 2, nr. 4, eller stk. 4 eller 5, men
kan kræve beløbet refunderet af besidderen.
« Stk. 6 bliver herefter
stk. 7. |
| | |
| | 9.§ 6, stk. 6, der bliver
stk. 7, affattes således: |
Stk. 6.
Overflyttes hunden til en anden politikreds, skal besidderen
underrette politiet i denne om et efter stk. 2, nr. 1, eller
stk. 3. | | »Stk. 7. Overdrages hunden til en
anden besidder, gælder et pålæg efter
stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3, eller en afgørelse
om aflivning efter stk. 2, nr. 4, eller stk. 4 eller 5,
umiddelbart over for den nye besidder. « |
| | |
§ 6
b. Politiet kan beslutte at
anbringe hunden i pension, indtil der er truffet afgørelse
efter § 6, stk. 2, nr. 2 eller stk. 4, om
aflivning af hunden, og hvis der træffes afgørelse om,
at hunden skal aflives, indtil afgørelsen kan
fuldbyrdes. Stk. 2-4.
--- | | 10. I § 6 b, stk. 1, og § 6 c, stk. 1, ændres
»efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller
stk. 4« til: »efter § 1 b, stk. 1,
eller § 6, stk. 2, nr. 4, eller stk. 4 eller
5«. |
| | |
§ 6
c. Fristen for at klage over en
afgørelse truffet af politidirektøren efter
§ 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, er 10 dage
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Hvis klagefristen udløber på en lørdag,
søndag, helligdag eller grundlovsdag, forlænges
fristen til den følgende hverdag. | | |
Stk. 2.
Rettidig klage har opsættende virkning, medmindre
justitsministeren bestemmer andet. | | 11. I § 6 c, stk. 2, ændres
»justitsministeren« til:
»rigspolitichefen«. |
| | |
§ 7.
Det er forbudt uden politiets tilladelse at drive
erhvervsmæssig handel med eller erhvervsmæssig
opdræt af hunde. | | 12.§ 7 ophæves. |
| | |
§ 8.
Besidderen af en hund er forpligtet til at erstatte den skade,
hunden forvolder. Oplyses det, at den skadelidende har medvirket
til skaden, kan erstatningen dog nedsættes eller helt
bortfalde. | | |
Stk. 2.
Det påhviler besidderen af en hund at holde den
ansvarsforsikret. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart
over for skadelidte for erstatning efter stk. 1. Undtaget fra
forsikringspligten er hunde, der holdes af statsmyndigheder,
statsinstitutioner eller kommuner. | | |
Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
Assurandør-Societetet nærmere regler til
gennemførelse af bestemmelserne i stk. 2. | | 13. I § 8, stk. 3, ændres
»Assurandør-Societetet« til: »Forsikring
& Pension«. |
| | |
| | 14.§ 12 affattes således: |
§ 12.
Med bøde straffes den, der overtræder § 1,
stk. 1, § 2, § 3, stk. 1, 1.-3. pkt.,
§ 3, stk. 3-5, § 5, § 6,
stk. 1 eller 6, § 7, § 8, stk. 2,
eller et i medfør af § 4 eller § 6,
stk. 2 eller 3, givet pålæg. | | »§ 12. Med bøde straffes
den, der |
1) | overtræder § 1,
stk. 1, § 2, § 3, stk. 1, 1.-3. pkt.,
§ 3, stk. 3 eller 4, § 5, § 6,
stk. 1 eller 7, eller § 8, stk. 2, |
Stk. 2.
På samme måde straffes den, der hidser en hund på
nogen eller undlader at holde sin hund tilbage, når han
bemærker, at den overfalder nogen. | | 2) | overtræder bestemmelser fastsat af
kommunalbestyrelsen i medfør af § 3, stk. 2,
eller |
Stk. 3.
Med bøde eller fængsel i indtil 1 år straffes
den, der overtræder § 6 d. | | 3) | overtræder et pålæg
udstedt i medfør af § 4 eller § 6,
stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3. |
Stk. 4.
Med bøde eller fængsel i indtil 6 måneder
straffes den, der beskæftiger sig personligt med hunde,
uanset at vedkommende er frakendt retten hertil, jf. § 12
a, stk. 1. Stk. 5.
Med bøde eller under skærpende omstændigheder
fængsel i indtil 4 måneder straffes den, der med
kendskab til, at en person er frakendt retten til at
beskæftige sig personligt med hunde efter § 12 a,
stk. 1, overlader en hund i den pågældendes
varetægt. Stk. 6. I
forskrifter, der udstedes i henhold til § 1, stk. 2,
kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
forskrifterne. | | Stk. 2.
Ved fastsættelse af bøder for overtrædelse af
§ 1, stk. 1, § 3, stk. 1, 1-3. pkt.,
§ 3, stk. 4, § 6, stk. 1,
§ 8, stk. 2, bestemmelser fastsat af
kommunalbestyrelsen i medfør af § 3,
stk. 2,eller et pålæg udstedt i medfør af
§ 6, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3,
udmåles en skærpet bøde. På samme
måde straffes den, der hidser en hund på nogen eller
undlader at holde sin hund tilbage, når den
pågældende bemærker, at den overfalder
nogen. Stk. 3.
Med bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den,
der overtræder § 6 d. Stk. 4.
Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes
den, der beskæftiger sig personligt med hunde, uanset at
vedkommende er frakendt retten hertil, jf. § 12 a,
stk. 1. Stk. 5.
Med bøde eller under skærpende omstændigheder
fængsel indtil 4 måneder straffes den, der med kendskab
til, at en person er frakendt retten til at beskæftige sig
personligt med hunde efter § 12 a, stk. 1, overlader
en hund i den pågældendes varetægt. Stk. 6. I
forskrifter, der udstedes i henhold til § 1, stk. 2,
kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
forskrifterne. |
| | |
§ 12
a. Retten til at beskæftige
sig personligt med hunde kan ved dom for et strafbart forhold
frakendes for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum,
hvis den pågældende | | |
1) | har anvendt en hund til angreb på
eller som trussel mod mennesker eller dyr, | | |
2) | har undladt at holde sin hund tilbage, da
vedkommende bemærkede, at hunden overfaldt mennesker eller
dyr, | | |
3) | som ejer eller besidder har ladet en hund
deltage i en hundekamp eller | | 15. I § 12 a, stk. 1, nr. 3,
ændres »hundekamp eller« til:
»hundekamp,«. |
| | | |
4) | har afholdt hundekampe. | | 16. I § 12 a, stk. 1, nr. 4
ændres »hundekampe. « til: »hundekampe
eller«. |
Stk. 2.
--- | | |
| | 17. I § 12 a, stk. 1,
indsættes som nr. 5: |
| | »5) | i gentagne tilfælde er straffet for
overtrædelse af § 3, stk. 1, 1.-3. pkt.,
§ 3, stk. 4, § 6, stk. 1, for
overtrædelse af bestemmelser fastsat af kommunalbestyrelsen i
medfør af § 3, stk. 2, eller for
overtrædelse af pålæg udstedt i medfør af
§ 6, stk. 2, nr. 1-3, eller stk. 3, jf.
§ 12, stk. 1.« |
| | |
§ 12
c. Refusion af omkostninger
afholdt i medfør af § 1, stk. 3,
§ 6, stk. 5, § 6 a, stk. 3, og
§ 6 b, stk. 4, tillægges udpantningsret. | | 18. I § 12 c ændres
»§ 6, stk. 5,« til:
»§ 6, stk. 6,«. |
| | |
| | § 2 |
| | I dyreværnsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1343 af 4. december 2007, som
ændret ved lov nr. 499 af 12. juni 2009 og § 1 i
lov nr. 500 af 12. juni 2009, foretages følgende
ændring: |
§ 10.
Justitsministeren kan fastsætte regler om forbud mod hold af
dyr, der kan frembyde fare eller skabe frygt, eller som vanskeligt
kan holdes i fangenskab på dyreværnsmæssigt
forsvarlig måde. | | |
Stk. 2.
Politidirektøren kan træffe afgørelse om, at
dyr, som holdes i strid med regler fastsat i medfør af
stk. 1, om fornødent skal aflives. | | |
| | 1. I § 10 indsættes som stk.
3: |
| | »Stk. 3. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke anvendelse på hold af hunde.
« |
| | |
§ 29.
Den, der ved dom findes skyldig i mishandling eller grovere
uforsvarlig behandling af dyr, kan ved dommen for bestandig eller
for et nærmere fastsat tidsrum frakendes retten til at eje,
bruge, passe eller slagte eller i det hele beskæftige sig
personligt med dyr. Det samme gælder den, der efter tidligere
at have gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr på
ny findes skyldig i sådan overtrædelse. Forbuddet kan
begrænses til at angå bestemte arter af dyr.
Overtrædelse af forbuddet straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. | | |
Stk. 2.
Er retten til at beskæftige sig med dyr frakendt for
længere tid end 2 år efter stk. 1 eller efter en
tidligere lov, kan spørgsmålet om generhvervelse af
retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for
domstolene. Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens
§ 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når
der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan
kun tilbagegives, når ganske særlige
omstændigheder foreligger. Har vedkommende tidligere
været frakendt retten til at beskæftige sig med dyr,
kan generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske
rent undtagelsesvis og tidligst, når der er forløbet 5
år. | | |
Stk. 3.
Med bøde eller under skærpende omstændigheder
med fængsel indtil 4 måneder straffes den, der med
kendskab til et forbud efter stk. 1 overlader dyr i en anden
persons varetægt, såfremt der herved etableres en
tilstand i strid med forbuddet. § 28, stk. 9, finder
tilsvarende anvendelse. | | |
| | |
| | 2. I § 29 indsættes efter
stk. 2 som nyt stykke: |
| | »Stk. 3. Retten kan under
behandlingen af de sager, som er nævnt i stk. 1, ved
kendelse udelukke den pågældende fra at eje, bruge,
passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med
dyr, indtil sagen er endeligt afgjort. Forbuddet kan
begrænses til at angå bestemte arter og antal af dyr.
Det kan i kendelsen bestemmes, at kære ikke har
opsættende virkning. Afsiges der med hensyn til
rettighedsfrakendelse frifindende dom i sagen, bortfalder
forbuddet, selv om dommen ankes. Overtrædelse af forbuddet
straffes med bøde eller fængsel indtil 6
måneder. « |
| | Stk. 3 bliver herefter
stk. 4. |
| | |
| | 3. I § 29, stk. 3, der bliver
stk. 4, indsættes efter »stk. 1«:
»eller stk. 3«. |
| | |
| | 4. Efter
§ 30 indsættes: |
| | Ȥ 30
a. Regler om transport af dyr
udstedt i medfør af dyreværnsloven finder også
anvendelse på handlinger foretaget i udlandet. « |
| | |
| | § 3 |
| | Stk. 1.
Loven træder i kraft den 1. juli 2010. |
| | Stk. 2.
Ved lovens ikrafttræden ophæves bekendtgørelse
nr. 748 af 14. november 1991 om forbud mod hold af særligt
farlige hunde. |
| | Stk. 3.
Bestemmelsen i § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om hunde,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, omfatter hunde,
der er født efter lovens ikrafttræden. |
| | Stk. 4.
Personer, som [ved lovforslagets fremsættelse] besidder hunde
omfattet af § 1 a, stk. 1, nr. 3-13, i lov om hunde,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, eller
krydsninger, hvori de nævnte hunde indgår, kan fortsat
besidde disse. Sådanne hunde må dog ikke overdrages.
På gader, veje, stier, pladser m.v., der er åbne for
almindelig færdsel, skal hundene føres i bånd og
være forsynet med forsvarlig, lukket mundkurv. Båndet
skal være en fast line med en maksimal længde på
2 meter. |
| | Stk. 5.
Med bøde straffes den, der overtræder
stk. 4. |
| | Stk. 6.
Personer, der [ved lovforslagets fremsættelse] har etableret
selvstændig virksomhed med opdræt af hunde omfattet af
§ 1 a, stk. 1, nr. 3-13, i lov om hunde, som
affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, eller krydsninger,
hvori de nævnte hunde indgår, kan fortsætte denne
virksomhed indtil den 30. juni 2015. |
| | |
| | § 4 |
| | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. |
| | |
| | |
| | |
| | |
| | |
Bilag 2
Hunderacer omfattet af
forbuddet mod besiddelse, avl og indførsel, jf. § 1
a
Pittbull terrier
Tosa inu
Amerikansk staffordshire terrier
Fila brasileiro
Dogo argentino
Amerikansk bulldog
Boerboel
Kangal
Centralasiatisk ovtcharka
Kaukasisk ovtcharka
Sydrussisk ovtcharka
Tornjak
Sarplaninac