L 162 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter og forskellige andre love.

(Ændringer i elpatronordningen, udvidelse af solcelleordningen i elafgiftsloven og afgift på andre klimagasser end CO2 m.v.).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 17-03-2010

Fremsættelse: 17-03-2010

Skriftlig fremsættelse (17. marts 2010)

20091_l162_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (17. marts 2010)

Skatteministeren (Troels Lund Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om af kuldioxidafgift af visse energiprodukter og forskellige andre love (Ændringer i elpatronordningen, udvidelse af solcelleordningen i elafgiftsloven og afgift på andre klimagasser end CO2 m.v.)

(Lovforslag nr. L 162).

Forslaget indeholder 3 større elementer:


Ændringer af elpatronordningen


Med dette forslag foreslås en række ændringer i den eksisterende elpatronordning med baggrund i aftalen om bedre integration af vind mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre.


Det foreslås således, at den del af elpatronordningen, som vedrører el, og som ellers udløber ultimo 2011, gøres permanent. Endvidere foreslås, at elpatronordningen kan gælde for fjernvarmeværker uden egen kraftvarmekapacitet, der leverer varme til kraftvarmenet, og for virksomheder med kraftvarmekapacitet, hvor varmen bruges i samme interne varmesystemer.


Skatteministeriet er i dialog med EU-Kommissionen om, hvorvidt der i de foreslåede ændringer af elpatronordningen er statsstøtteelementer, som skal godkendes af EU-Kommissionen. Hvis det er tilfældet, kan disse ændringer først træde i kraft, når EU-Kommissionens godkendelse er modtaget.


Afgift på andre klimagasser end CO2


Som led i Forårspakke 2.0 foreslås det, at der indføres en afgift på andre klimagasser end CO2 ved energianvendelse. Satsen på afgiften svarer til CO2-afgiften på ca. 150 kr. pr. ton CO2 i 2008-niveau (158,2 kr. pr. ton i 2011-niveau). Med forslaget sidestilles den afgiftsmæssige behandling af udledningen af andre klimagasser med CO2-udledningen. Initiativet træder i kraft den 1. januar 2011.


Udvidelse af el-afgiftens solcelleordning


I den energipolitiske aftale af 21. februar 2008 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance indgik en analyse af vilkår for husstandsmøller uden for områder med kollektiv varmeforsyning. Analysen blev gennemført af Skatteministeriet, og det blev efterfølgende aftalt mellem skatteministeren og aftaleparternes energipolitiske ordførere, at der skulle etableres en teknologineutral ordning, således at ejere af anlæg baseret på vedvarende energi (VE- anlæg) med en eleffekt på 6 kW eller derunder får mulighed for at "lagre" elektricitet på elnettet i lighed med den gældende ordning for små solcelleanlæg. Dette lovforslag udmønter denne aftale og træder i kraft den 1. juli 2010.


Forslaget indeholder herudover en række mindre tilpasninger og præciseringer.


Provenuer


Ændringerne af elpatronordningen og udvidelsen af solcelleordningen skønnes ikke at medføre nævneværdige nettoprovenuvirkinger. Den foreslåede afgift på andre klimagasser end CO2, vil medføre et umiddelbart merprovenu på 30 mio. kr. opgjort i faktorpriser på helårsbasis uden adfærdsændringer.


Miljøeffekter


Det oprindelige lovforslag om indførelse af elpatronordningen (L 81, fremsat af skatteministeren den 16. november 2005) indebar betydelige reduktioner af udledningerne af CO2, NOx og SO2. Dette lovforslag viderefører de betydelige miljøgevinster ved det oprindelige lovforslag og skønnes at medføre en mindre udledning af drivhusgasser med ca. 0,1 mio. t. CO2-ækvivalenter og mindre udledning af NOx med ca. 1.000 t.


Afgiften på andre klimagasser end CO2 skønnes at medføre et fald i udledningerne af klimagasser uden for kvotesektoren med 0,06 mio. tons CO2-ækvivalenter på kort sigt.


Udvidelse af solcelleordningen skønnes med betydelig usikkerhed at medføre en stigning i forbruget af VE med 0,06 PJ.


Jeg skal anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.