Fremsat den 7. oktober 2009 af
skatteministeren (Kristian Jensen)
Forslag
til
Lov om indgåelse af
dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Israel
§ 1.
Overenskomst af 9. september 2009 mellem Kongeriget Danmarks
regering og Staten Israels regering til undgåelse af
dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så
vidt angår indkomstskatter kan tiltrædes på
Danmarks vegne. Overenskomsten er optaget som bilag 1 til denne
lov.
Stk. 2.
Overenskomsten træder i kraft og finder anvendelse i Danmark
efter bestemmelserne i overenskomstens artikel 29.
Stk. 3.
Overenskomsten mellem Kongeriget Danmarks regering og Staten
Israels regering til undgåelse af dobbeltbeskatning og
forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår
indkomstskat og formueskat, undertegnet den 27. juni 1966,
ophæves, og dens bestemmelser ophører med at have
virkning efter bestemmelserne i artikel 29, stk. 3, i
overenskomsten som nævnt i stk. 1.
§ 2.
Personer, som den 9. september 2009 var hjemmehørende i
Israel, og som på dette tidspunkt modtog pensioner, sociale
ydelser og lignende betalinger, der kan beskattes i Danmark i
medfør af artikel 17 i den overenskomst, der er nævnt
i § 1, stk. 1, fritages for beskatning i Danmark af
de pågældende beløb, hvis disse beløb i
medfør af artikel 17 eller artikel 21 i den overenskomst,
der er nævnt i § 1, stk. 3, kun kunne
beskattes i Israel.
Stk. 2. Fritagelse
for beskatning efter stk. 1 bortfalder, hvis den
pågældende ophører med at være
hjemmehørende i Israel, eller hvis de pensioner, sociale
ydelser og lignende betalinger, der er nævnt i stk. 1,
ophører. Dette gælder dog ikke, hvis retten til en
ydelse ophører og afløses af retten til en anden
ydelse i umiddelbar forlængelse heraf.
Stk. 3. Der kan
ikke senere gives fritagelse efter stk. 1, hvis fritagelse er
bortfaldet efter stk. 2.
§ 3.
Loven træder i kraft den 1. december 2009.
§ 4.
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og
indhold.
Med lovforslaget søges Folketingets samtykke til, at en
ny dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Israel for
så vidt angår indkomstskatter kan træde i kraft
og dens bestemmelser gennemføres i Danmark, når
overenskomstens betingelser herfor er opfyldt.
Overenskomsten afløser en gammel
dobbeltbeskatningsoverenskomst, der blev indgået i 1966.
Denne gamle overenskomst bygger på det såkaldte
exemptionsprincip, hvorefter kun den ene af de to stater har ret
til at beskatte en given indkomst, hvilket set med nutidens
øjne er en meget problematisk metode at anvende ved lempelse
for dobbeltbeskatning.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten har som hovedformål at
undgå international dobbeltbeskatning som følge af, at
både Danmark og Israel beskatter en person eller et selskab
af den samme indkomst. Dette sker typisk, når en person eller
et selskab, der er hjemmehørende i den ene stat, modtager
indkomst fra den anden stat.
Både Danmark og Israel beskatter efter
globalindkomstprincippet. En person, som er hjemmehørende i
Danmark (hhv. Israel), er fuldt skattepligtig til Danmark (hhv.
Israel), d.v.s. skattepligtig af samtlige sine indkomster uanset
hvorfra i verden, de måtte hidrøre.
Samtidig har begge lande regler om begrænset
skattepligt. Hvis eksempelvis en person eller et selskab, som er
hjemmehørende i Israel, modtager indkomster fra kilder i
Danmark, vil Danmark efter reglerne om begrænset skattepligt
i kildeskatteloven eller selskabsskatteloven beskatte denne
indkomst. Imidlertid vil modtageren også være
skattepligtig af den pågældende indkomst i Israel
(globalindkomstprincippet), og der vil hermed foreligge et
tilfælde af dobbeltbeskatning. Det samme gælder med
modsat fortegn, hvis indkomsten hidrører fra Israel og
modtages i Danmark.
Det bemærkes dog, at der for danske selskaber
gælder et territorialbeskatningsprincip, således at den
ovenfor anførte hovedregel ikke gælder for danske
selskabers faste driftssteder i Israel og faste ejendomme i Israel.
Sådanne faste driftssteder og faste ejendomme vil som
hovedregel kun blive beskattet i Israel.
Den foreliggende dobbeltbeskatningsoverenskomst indeholder
regler for, hvornår Danmark hhv. Israel kan beskatte
indkomst, som en person, der er hjemmehørende i den ene stat
(bopælsstaten), modtager fra den anden stat (kildestaten).
For kildestatens vedkommende er der tale om, at denne stat
indskrænker eller helt frafalder sin begrænsede
skattepligt på indkomster, der tilflyder en modtager i den
anden stat. For bopælsstaten kan der ligeledes være
tale om begrænsninger i beskatningsretten, ligesom
bopælsstaten skal anvende den metode for lempelse af
dobbeltbeskatning, som overenskomsten foreskriver, jf.
nedenfor
Det bemærkes, at overenskomsten ikke i sig selv
medfører, at Danmark beskatter en given indkomst. Hvis
Danmark skal beskatte en indkomst, som flyder til eller fra Israel,
skal der være hjemmel til dette såvel i den interne
danske skattelovgivning som i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten kan således godt
tillægge Danmark beskatningsretten til en bestemt type
indkomst, men Danmark kan kun udnytte denne beskatningsret i det
omfang, at der i den danske skattelovgivning er hjemmel til at
opkræve den pågældende skat.
Udover regler om fordeling af beskatningsretten indeholder
overenskomsten som før nævnt bestemmelser om, hvordan
dobbeltbeskatning lempes, den såkaldte metodebestemmelse.
Metodebestemmelsen er nødvendig, fordi
dobbeltbeskatningsoverenskomsten ikke i sig selv forhindrer
bopælsstaten i at medregne den udenlandske indkomst i sit
beskatningsgrundlag. Dobbeltbeskatningen ophæves først
»efterfølgende«.
Lempelsesmetoden i den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst er
ordinær credit. For Danmarks vedkommende indebærer
dette, at hvis en person eller et selskab hjemmehørende i
Danmark modtager indkomst fra en kilde i Israel, og Israel efter
overenskomsten har ret til at beskatte denne indkomst, vil Danmark
skulle nedsætte sin skat af indkomsten med den skat, der er
betalt i Israel. Nedsættelsen kan dog ikke overstige den
danske skat af den pågældende indkomst. Samme
lempelsesmetode anvendes i de interne danske lempelsesregler, jf.
ligningslovens § 33. Det bemærkes dog, at danske
selskaber som ovenfor nævnt er omfattet af et
territorialbeskatningsprincip for så vidt angår faste
driftssteder og fast ejendom i udlandet.
Endvidere indeholder dobbeltbeskatningsoverenskomsten
bestemmelser om administrativ bistand gennem udveksling af
oplysninger (artikel 24). Efter bestemmelserne i denne artikel skal
de danske skattemyndigheder indhente oplysninger hos personer eller
selskaber m.v. her i landet til brug for de israelske
skattemyndigheder. Indhentning af oplysninger sker efter reglerne i
skattekontrolloven. Tilsvarende skal skattemyndighederne i Israel
indhente oplysninger til de danske myndigheder, som så kan
anvende disse oplysninger ved skatteligningen her i landet.
Endelig indeholder overenskomsten bestemmelser om
ikke-diskriminering, bestemmelser om løsning af
tvivlsspørgsmål, bestemmelser om inddrivelse af
skattekrav, bestemmelser om diplomater samt bestemmelser om
ikrafttrædelse og opsigelse af overenskomsten.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten følger i vidt omfang
den model, som er udarbejdet i OECD-regi (OECD-modellen), og som
også ligger til grund for det danske forhandlingsoplæg.
OECD-modellen er dog på ingen måde bindende for
kontraherende stater. I praksis ses mange afvigelser fra modellen,
og en dobbeltbeskatningsoverenskomst må nødvendigvis
være et kompromis mellem to landes synspunkter.
2. Økonomiske konsekvenser for
det offentlige.
Der er ikke holdepunkter for at skønne over
størrelsen af de provenumæssige konsekvenser, men de
skønnes at være begrænsede. Overgangen fra
anvendelse af exemption til anvendelse af credit som generel
lempelsesmetode vil fjerne potentielle muligheder for utilsigtet
anvendelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten og dermed utilsigtet
provenutab.
3. Administrative konsekvenser for
det offentlige.
Lovforslaget skønnes at medføre merudgifter i
størrelsesordenen 100.000 kr. til systemtilretning.
4. Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet.
Formålet med dobbeltbeskatningsoverenskomsten er at
fjerne de hindringer, som dobbeltbeskatningen kan medføre
for udviklingen af de økonomiske relationer mellem de to
stater. Foretagender og personer i den ene stat får herved
bedre skattemæssige betingelser for investering, etablering
eller arbejde i den anden stat både som følge af, at
dobbeltbeskatning undgås, og som følge af
større klarhed om skattemæssige konsekvenser af
økonomiske dispositioner.
5. Administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
erhvervslivet.
6. Administrative konsekvenser for
borgerne.
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige
konsekvenser.
Lovforslaget har ikke miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
9. Sammenfattende skema.
Samlet vurdering af konsekvenser af lovforslaget
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for det
offentlige | Begrænsede provenumæssige
konsekvenser | Begrænsede provenumæssige
konsekvenser |
Administrative konsekvenser for det
offentlige | Ingen | Merudgifter i størrelsesordenen
100.000 kr. til systemtilretning. |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Dobbeltbeskatningsoverenskomster skaber
klarhed over de skattemæssige konsekvenser af
økonomiske dispositioner | Ingen |
| | |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
| | |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Efter lovforslagets § 1 bemyndiges regeringen til at
tiltræde dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og
Israel. Overenskomsten er optaget som bilag 1 til lovforslaget, og
dens bestemmelser gennemgås nedenfor. Regeringen vil efter
lovens vedtagelse kunne gennemføre overenskomstens
bestemmelser i Danmark, når dens betingelser herfor er
opfyldt.
Disse betingelser er, at de to staters regeringer skal
underrette hinanden, når de forfatningsmæssige
betingelser for overenskomstens ikrafttræden er opfyldt.
Dette vil for Danmarks vedkommende sige, at dette lovforslag er
endeligt vedtaget og stadfæstet.
Overenskomsten træder i kraft, når begge lande har
givet underretning, og den finder anvendelse fra og med det
næstfølgende indkomstår, jf. overenskomstens
artikel 29. Overenskomsten vil således tidligst kunne finde
anvendelse for indkomstår, der påbegyndes fra og med 1.
januar 2010. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter
være en del af de to landes skattelovgivning.
Når den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst træder
i kraft, ophæves den eksisterende dansk-israelske
dobbeltbeskatningsoverenskomst fra 1966. Bestemmelserne i den gamle
overenskomst ophører med at have virkning fra det tidspunkt,
hvor den nye overenskomst får virkning.
De enkelte artikler i den nye dansk-israelske
dobbeltbeskatningsoverenskomst har følgende
bestemmelser:
Artikel 1. Personer omfattet af overenskomsten.
Overenskomsten omfatter fysiske eller juridiske personer, der
er hjemmehørende (d.v.s. fuldt skattepligtige) i en eller
begge stater. Typisk vil situationen være den, at en person
er fuldt skattepligtig til den ene stat (bopælsstaten) og
begrænset skattepligtig til den anden stat af indkomster fra
denne (kildestaten).
Artikel 2. Skatter omfattet af overenskomsten.
Artiklen opregner de skatter, der er omfattet af
overenskomsten. Alle danske indkomstskatter er omfattet, uanset om
skatterne pålignes af staten eller kommunerne.
Overenskomsten omfatter desuden alle skatter af samme eller
væsentligt samme art, der efter overenskomstens
underskrivelse pålignes som tillæg til eller i stedet
for de gældende skatter. Denne bestemmelse er en
særdeles praktisk foranstaltning, idet en
dobbeltbeskatningsoverenskomst typisk vil være gældende
i ganske mange år. Valgte man blot at opregne de skatter, der
er gældende på tidspunktet for overenskomstens
indgåelse, ville en sådan liste hurtigt kunne
være forældet.
Artikel 3. Almindelige definitioner.
Artiklen definerer i stk. 1 en række generelle
begreber, der anvendes i overenskomsten, og som overalt i
overenskomsten har den anførte betydning.
Færøerne og Grønland er specifikt udelukket fra
definitionen af Danmark, da skatteområdet er et
selvstyreanliggende for disse dele af riget.
Udtrykket person omfatter en
fysisk person og et selskab samt enhver anden sammenslutning af
personer, mens udtrykket selskab omfatter enhver sammenslutning af
personer, der i skattemæssig henseende behandles som en
juridisk person. Artiklen definerer endvidere udtrykkene foretagende i en kontraherende stat,
international trafik, kompetent myndighed, statsborger og
erhvervsvirksomhed.
Videre fastsættes i stk. 2, at medmindre andet
følger af sammenhængen, skal alle udtryk, som ikke er
defineret i overenskomsten, have den betydning, som de har i
skattelovgivningen i den stat, der skal anvende
overenskomsten.
Artikel 4. Skattemæssigt hjemsted.
Artiklen fastsætter, hvornår en person i
skattemæssig henseende anses for at være
hjemmehørende i en af de to stater. Udtrykket en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, betyder efter stk. 1 en person, der
er (fuldt) skattepligtig til den pågældende stat
på grund af bopæl, hjemsted, ledelsens sæde eller
ethvert andet lignede kriterium. Udtrykket omfatter også den
pågældende stat som sådan og dertil
hørende politiske underafdelinger og lokale
myndigheder.
Det er i stk. 2 præciseret, at en juridisk person,
som er hjemmehørende i en af de to stater efter denne stats
lovgivning, og som generelt er fritaget for beskatning, skal anses
for at være omfattet af overenskomsten. Herved sikres det, at
der ikke vil kunne rejses tvivl om, hvorvidt eksempelvis danske
pensionskasser er »personer« i
dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand.
Imidlertid kan en person være fuldt skattepligtig i
begge stater efter disses interne lovgivning
(»dobbeltdomicil«), og stk. 3 og stk. 4
opstiller en række kriterier for løsning af dette
problem. Det er nødvendigt at fastslå, i hvilken stat
den pågældende person i
overenskomstens forstand i en sådan situation er
hjemmehørende, den såkaldte bopælsstat, idet
dette er afgørende for beskatningsrettens fordeling mellem
de to stater (bopælsstaten og kildestaten). En person kan i
overenskomstens forstand aldrig være hjemmehørende i
mere end én stat.
For fysiske personer afgøres spørgsmålet i
henhold til kriterierne i stk. 2, litra a)-d). Kriterierne
anvendes i den rækkefølge, de står anført
i overenskomsten. For selskaber anvendes bestemmelsen i
stk. 4. Et selskab, som er fuldt skattepligtigt i begge
stater, anses for at være hjemmehørende i den stat,
hvor selskabets virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 5. Fast driftssted.
Artikel 5 fastsætter, hvornår erhvervsvirksomhed,
som et foretagende i den ene stat udøver i den anden stat,
er af en sådan beskaffenhed, at den skal anses for at
udgøre et fast driftssted. Er
der tale om fast driftssted, vil kildestaten kunne beskatte den
fortjeneste, som foretagendet opnår gennem det faste
driftssted. Ellers er hovedreglen, at fortjeneste erhvervet af et
foretagende ved erhvervsvirksomhed i den anden stat kun kan
beskattes i bopælsstaten, jf. artikel 7.
Udtrykket »fast driftssted« omfatter efter
stk. 2 især et sted, hvorfra et foretagende ledes, en
filial, et kontor, en fabrik, et værksted, en mine, en olie-
eller gaskilde, et stenbrud eller et andet sted, hvor
naturforekomster udvindes.
Bygge-, anlægs- eller monteringsarbejde eller en
installation, en borerig eller et skib, der anvendes ved
efterforskning af naturforekomster - men ikke ved udvinding af
naturforekomster - udgør efter stk. 3 dog kun et fast
driftssted, hvis arbejdet strækker sig over mere end 12
måneder. Det er ikke muligt for forbundne foretagender at
omgå dette ved at arrangere sig sådan, at det ene
foretagende arbejder i f. eks. otte måneder, hvorefter det
andet foretagende fortsætter arbejdet de følgende otte
måneder. I sådanne tilfælde lægges
perioderne sammen.
OECD-modellen indeholder ikke bestemmelser om en sådan
12-månedersfrist ved efterforskning af naturforekomster, men
kun ved bygge- og anlægsarbejder, og en sådan
bestemmelse findes i den eksisterende
dobbeltbeskatningsoverenskomst da også kun for sådanne
arbejder.
Bygge- og anlægsarbejder udgør efter de interne
danske regler et fast driftssted fra første dag. Det samme
gælder virksomhed i forbindelse med efterforskning (og
udvinding) af kulbrinter. 12-månedersfristen er et gensidigt
afkald på beskatning i kildestaten af indkomst ved bygge- og
anlægsarbejder af en begrænset varighed og tilsvarende
ved efterforskning af naturforekomster (men som nævnt ikke
udvinding). Sådan indkomst kan herefter kun beskattes i
bopælsstaten.
Stk. 4 fastslår, at opretholdelse af forskellige
hjælpefunktioner ikke i sig selv udgør et fast
driftssted, mens stk. 5 og stk. 6 omhandler
spørgsmålet om virksomhed udøvet gennem en
agent i kildestaten. Princippet er, at virksomhed udøvet
gennem en uafhængig repræsentant ikke udgør et
fast driftssted, mens der vil foreligge fast driftssted, hvis
repræsentanten har fuldmagt til at indgå aftaler i
foretagendets navn. Der vil dog ikke foreligge fast driftssted,
hvis repræsentantens virksomhed er begrænset til
indkøb af varer for foretagendet.
Salgsvirksomhed udelukkende i form af fjernsalg gennem en
repræsentant, som ikke er ansat som lønmodtager hos
fuldmagtsgiveren, men som har fuldmagt til at forpligte denne,
medfører efter de danske skatteregler ikke, at
fuldmagtsgiveren får fast driftssted i Danmark. En
sådan sælger i Danmark vil efter overenskomsten
udgøre et fast driftssted for en israelsk fuldmagtsgiver,
men Danmark udnytter efter sin interne lovgivning ikke denne
beskatningsret.
Endelig fastslås i stk. 7, at det forhold, at et
moderselskab i den ene stat har et datterselskab i den anden, ikke
i sig selv skal medføre, at det ene selskab anses for et
fast driftssted af det andet.
Artikel 6. Indkomst af fast ejendom.
Artiklen bestemmer, at indkomst af fast ejendom altid kan
beskattes i den stat, hvor den faste ejendom er beliggende.
Artikel 7. Fortjeneste ved erhvervsvirksomhed.
Stk. 1 fastslår den hovedregel, at fortjeneste ved
erhvervsvirksomhed kun kan beskattes i bopælsstaten,
medmindre virksomheden udøves gennem et fast driftssted i
kildestaten. Er dette tilfældet, kan kildestaten beskatte den
fortjeneste, der kan henføres til det faste
driftssted.
Stk. 2-6 indeholder bestemmelser om opgørelsen af
den skattepligtige indkomst i et fast driftssted. Stk. 7
fastslår, hvis en fortjeneste omfatter indkomster, der er
særskilt omhandlet i andre artikler, skal de
pågældende indkomster behandles efter bestemmelserne i
disse artikler.
Artikel 8. Fortjeneste ved international trafik.
Fortjeneste erhvervet ved drift af skibe eller fly i
international trafik, kan efter stk. 1 kun beskattes i den
stat, hvor den virkelige ledelse for rederiet eller
luftfartsselskabet har sit sæde. Hvis den virkelige ledelse
for et rederi har sit sæde om bord på et skib eller en
båd, anses ledelsen efter stk. 2 for at have sit
sæde i den stat, hvor skibets hjemhavn er beliggende, eller i
mangel heraf i den stat, hvor rederen er
hjemmehørende.
Efter stk. 3 anses fortjeneste ved udleje af skibe med
besætning (time-charter eller voyage-charter) for omfattet af
bestemmelserne. Det samme gælder fortjeneste ved udleje af
skibe uden besætning (bare-boat), hvis lejeindtægten
har nær tilknytning til fortjeneste ved drift af skibe eller
fly i international trafik, dvs. er en del af den almindelige
rederivirksomhed eller luftfartsvirksomhed.
Fortjeneste ved brug, rådighedsstillelse eller udleje af
containere, som anvendes til transport af varer i international
trafik, kan efter stk. 4 kun beskattes i den stat, hvor
foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Efter stk. 5 gælder det foregående
også, når rederier eller luftfartsselskaber deltager i
en pool, et forretningsfællesskab eller en international
driftsorganisation.
Endelig findes i stk. 6 en bestemmelse om
forretningskonsortier, som består af foretagender i
forskellige lande, og som driver skibe eller fly i international
trafik. I sådanne tilfælde finder bestemmelserne i
denne artikel kun anvendelse på den del af fortjenesten, som
svarer til den andel i konsortiet, som ejes af et foretagende i en
kontraherende stat. Bestemmelsen tager sigte på de
særlige forhold omkring SAS.
Artikel 9. Forbundne foretagender.
Artiklen knæsætter det såkaldte »arm's
length«-princip for transaktioner mellem forbundne
foretagender. Herved forstås, at hvis forbundne foretagender
som f.eks. et moderselskab i den ene stat og et datterselskab i den
anden handler med hinanden på andre vilkår end de, der
ville gælde i et frit marked, kan de to stater foretage en
regulering af indkomsten og dermed af beskatningsgrundlaget,
således at indkomsten fastsættes, som den ville have
været, hvis selskaberne havde handlet på almindelige
markedsmæssige vilkår.
Artikel 10. Udbytte.
Udbytter kan efter bestemmelserne i stk. 1 beskattes i
modtagerens bopælsstat. Udbytterne kan efter stk. 2
også beskattes i kildestaten, men hvis den retmæssige
ejer af udbytterne er hjemmehørende i den anden stat,
gælder der en række begrænsninger i kildestatens
beskatningsret.
Kildestaten kan således ikke beskatte udbyttet, hvis den
retmæssige ejer er et selskab (bortset fra et
interessentskab), som i en uafbrudt periode på mindst et
år ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det udloddende selskab,
og udbyttet udloddes inden for denne periode. Kildestaten kan
heller ikke beskatte udbyttet, hvis den retmæssige ejer er
den anden stat eller dennes centralbank eller en offentlig
myndighed eller institution i denne anden stat (herunder en
offentligt ejet finansiel institution). Endelig er kildestaten
afskåret fra at beskatte udbyttet, hvis den retmæssige
ejer er en pensionskasse.
I alle andre tilfælde kan kildestaten beskatte udbyttet
med 10 pct.
Efter den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst kan
Danmark beskatte udbytter med 5 pct., hvis et israelsk selskab
behersker mindst 50 pct. af stemmerne i det udbytteudloddende
selskab. I andre tilfælde kan Danmark beskatte udbytter med
15 pct. Israel kan derimod i alle tilfælde beskatte udbytter
udloddet til en modtager i Danmark med 25 pct.
Udtrykket »udbytte« er defineret i stk. 3.
Hvis udbytter indgår i indkomsten i et fast driftssted i
kildestaten, og den aktiebesiddelse, der ligger til grund for
udlodningen, har direkte forbindelse med det faste driftssted, skal
sådanne udbytter efter stk. 4 beskattes som indkomst ved
erhvervsmæssig virksomhed efter bestemmelserne i artikel
7.
En stat kan efter bestemmelserne i stk. 5 ikke beskatte
et selskab i den anden stat af udloddet eller ikke-udloddet
fortjeneste under henvisning til, at den underliggende indkomst er
indtjent i den førstnævnte stat. Dog kan en
aktionær bosiddende i den førstnævnte stat
naturligvis beskattes af sin del af udbyttet.
Artikel 11. Renter.
Renter kan efter stk. 1 beskattes i modtagerens
bopælsstat. Renter kan efter stk. 2 dog også
beskattes i kildestaten, men skatten må ikke overstige 5 pct.
Efter den eksisterende overenskomst kan renter beskattes i
bopælsstaten med 25 pct.
En modtager af renteindtægter kan i stedet for den
nævnte beskatning på 5 pct. vælge at blive
beskattet af renteindtægten efter reglerne i artikel 7, dvs.
efter reglerne om beskatning af erhvervsindkomst. Forskellen er, at
5 pct.-skatten er en skat på renternes bruttobeløb
uden fradrag, mens beskatningen efter artikel 7 er en skat på
nettoindkomst.
Der gælder dog efter stk. 3 nogle yderligere
begrænsninger på kildestatens beskatningsret.
Kildestaten kan således ikke beskatte renter, som betales til
en pensionskasse i den anden stat, og renter af
erhvervsobligationer. Kildestaten kan heller ikke beskatte renter
betalt til den anden stat eller dennes politiske underafdelinger
eller lokale myndigheder, til den anden stats centralbank, eller
renter af lån, som er garanteret eller sikret af en
institution, som har til opgave at sikre eller finansiere
internationale handelstransaktioner, og som fuldt ud ejes af den
anden stat.
Danmark har kun i særlige tilfælde intern hjemmel
til at beskatte renter, der betales til en udenlandsk
långiver. Baggrunden herfor er en formodning om, at en
udenlandsk långiver under alle omstændigheder vil
beregne sig en rente på et vist niveau. Pålægger
kildestaten en renteskat, vil långiveren indkalkulere denne i
den rente, han vil forlange af låntageren, og nettoresultatet
vil være et forhøjet renteniveau for kildestatens
erhvervsliv.
Udtrykket »renter« defineres i stk. 4, mens
stk. 5 gentager princippet fra artikel 10, stk. 4,
således at renter af fordringer, der har direkte forbindelse
med et fast driftssted, beskattes som erhvervsindkomst i det faste
driftssted efter artikel 7.
Stk. 6 fastsætter regler for, hvornår renter
anses for at hidrøre fra en kontraherende stat, mens
stk. 7 gentager det »arm's length«-princip, der er
indeholdt i artikel 9.
Artikel 12. Royalties.
Royalties kan efter stk. 1 kun beskattes i modtagerens
bopælsstat. Efter den eksisterende overenskomst kan royalties
beskattes i kildestaten med 10 pct.
Udtrykket »royalties« er defineret i stk. 2,
mens stk. 3 er en parallel til bestemmelserne i artikel 10,
stk. 4, og artikel 11, stk. 5, således at
royalties, der har direkte forbindelse med et fast driftssted,
beskattes som erhvervsindkomst i det faste driftssted efter artikel
7.
Stk. 4 gentager det »arm's length«-princip,
der er indeholdt i artikel 9.
Artikel 13. Kapitalgevinster.
Efter stk. 1 og 2 kan fortjeneste ved afhændelse af
fast ejendom eller af rørlig ejendom, som udgør en
del af erhvervsformuen i et fast driftssted - eller af det faste
driftssted som sådant - beskattes i den stat, hvor ejendommen
eller det faste driftssted er beliggende.
Fortjeneste ved afhændelse af skibe og fly, der anvendes
i international trafik, eller af rørlig ejendom, som er
knyttet til driften af sådanne skibe eller fly, kan efter
stk. 3 kun beskattes i den stat, hvor foretagendets virkelige
ledelse har sit sæde. Tilsvarende gælder efter
stk. 4 fortjeneste ved afhændelse af containere, som
anvendes til transport af varer i international trafik.
Fortjeneste ved afhændelse af aktier, hvis værdi
for mere end 50 pct.'s vedkommende hidrører fra fast ejendom
beliggende i den anden stat, kan efter stk. 5 beskattes i
denne anden stat. Efter stk. 6 kan andre kapitalgevinster kun
beskattes i bopælsstaten.
Videre indeholder stk. 7 en parallel til bestemmelsen i
artikel 8, stk. 6, således at bestemmelserne for SAS's
vedkommende kun finder anvendelse på den del af fortjenesten,
der svarer til den andel af konsortiet, som ejes af den danske
partner.
Endelig findes der i stk. 8 en bestemmelse, som regulerer
beskatningen af kapitalgevinster efter flytning fra den ene stat
til den anden. Hvis fraflytningsstaten i en sådan situation
beskatter urealiserede kapitalgevinster på
fraflytningstidspunktet, kan tilflytningsstaten ved senere
afhændelse af de pågældende formuegoder kun
beskatte de kapitalgevinster, der vedrører den periode, hvor
den pågældende person har været
hjemmehørende i tilflytningsstaten.
Artikel 14. Indkomst fra personligt arbejde i
ansættelsesforhold.
Artiklen vedrører beskatning af lønindkomst.
Udfører en person, der er hjemmehørende i den ene
stat, lønarbejde i den anden stat, kan denne anden stat
(kildestaten) beskatte denne lønindkomst, medmindre lønmodtageren ikke opholder
sig i kildestaten i mere end 183 dage i en rullende
12-månedersperiode, og lønnen betales af eller for en
arbejdsgiver, som ikke er hjemmehørende i kildestaten
(»arbejdsstaten«), og lønnen ikke påhviler
et fast driftssted, som en arbejdsgiver i bopælsstaten har i
kildestaten, jf. stk. 1 og stk. 2. Alle tre betingelser
skal være opfyldt.
En arbejdstager, som er hjemmehørende i Danmark, og som
af en dansk arbejdsgiver udsendes til arbejde i Israel i op til 183
dage i en 12-månedersperiode, vil således kun blive
beskattet i Danmark af sin lønindkomst optjent i Israel,
når denne er betalt af den danske arbejdsgiver. Udbetales
lønnen af et fast driftssted, som den danske arbejdsgiver
har i Israel, kan lønindkomsten også beskattes i
Israel.
Efter stk. 3 kan lønindkomst ved arbejde om bord
på skibe og fly i international trafik beskattes i den stat,
hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 15. Bestyrelseshonorarer.
Bestyrelseshonorarer kan beskattes i kildestaten.
Artikel 16. Kunstnere og sportsfolk.
Kunstnere og sportsfolk kan efter stk. 1 beskattes i den
stat, hvor de udøver deres virksomhed. Dette gælder
også, når vederlaget tilfalder en anden end kunstneren
eller sportsudøveren selv, jf. stk. 2. Dette vil typisk
være et selskab.
Disse bestemmelser gælder dog ikke, hvis indkomsten er
erhvervet i forbindelse med et besøg i den anden stat,
når besøget væsentligt er støttet af
offentlige midler fra den ene stat eller dem begge.
Danmark har ikke intern hjemmel til at beskatte israelske
kunstnere på optræden i Danmark, med mindre opholdet
eller arbejdet er af en sådan karakter, at der bliver tale om
skattepligt efter de almindelige regler.
Artikel 17. Pensioner, sociale ydelser og lignende
betalinger.
Sociale ydelser, f.eks. sociale pensioner, kan efter
stk. 1 beskattes i kildestaten. Det samme gælder andre
former for offentlige ydelser.
Private pensioner og lignende vederlag kan efter stk. 2
som udgangspunkt kun beskattes i bopælsstaten. Dette
gælder, hvad enten de pågældende pensioner eller
vederlag har forbindelse med tidligere ansættelsesforhold
eller ej. Dog gælder, at sådanne pensioner og vederlag
også kan beskattes i kildestaten, hvis kildestaten i
opsparingsfasen har givet fradrag for indbetalinger til
pensionsordningen eller givet bortseelsesret for arbejdsgivers
indbetaling af pensionsbidrag.
Det fastsættes i stk. 3, hvornår en
pensionsbetaling skal anses for at hidrøre fra en af de to
stater.
Efter den gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst kan
pensioner kun beskattes i bopælsstaten.
Det er dansk forhandlingspolitik at opnå
kildestatsbeskatning for pensioner. Baggrunden er for de sociale
pensioners vedkommende, at disse er fastsat på et
sådant niveau, at de kan rumme en almindelig dansk beskatning
(»bruttoficering«). Beskatter bopælsstaten
sociale pensioner med en meget lav sats - eller slet ikke - uden at
der sker beskatning i kildestaten, vil dette medføre et
nettopensionsbeløb langt ud over det tilsigtede.
For de private pensioners vedkommende er baggrunden, at
Danmark gennem en mangeårig opsparingsfase har båret et
skattefradrag for indbetalingerne. Dette bør modsvares af
dansk beskatning af udbetalingerne, uanset om
pensionsbeløbene udbetales til pensionister i Danmark eller
i udlandet.
Efter den gældende dansk-israelske
dobbeltbeskatningsoverenskomst kan pensioner som nævnt kun
beskattes i bopælsstaten. Hvis det danske skatteniveau er
højere end det israelske, vil anvendelse af den nye
dobbeltbeskatningsoverenskomst indebære, at personer i
Israel, som i øjeblikket modtager dansk pensionsbetalinger,
der hidtil kun har kunnet beskattes i Israel, vil blive ringere
stillet. Det samme kan være tilfældet for modtagere af
andre offentlige ydelser fra Danmark end sociale pensioner.
Det er derfor fastsat i lovforslagets § 2, at
personer, som den 9. september 2009 (datoen for undertegnelsen af
den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst) var hjemmehørende i
Israel, og som på dette tidspunkt modtog pensioner, sociale
ydelser og lignende betalinger, som efter artikel 17 i den nye
overenskomst kan beskattes i Danmark, men som efter artikel 17
eller artikel 21 i den gamle overenskomst kun kunne beskattes i
Israel, ikke får ændret deres vilkår.
Hvis en sådan person på den nævnte dato
modtog pensioner m.v., som kun kunne beskattes i Israel, vil
Danmark fortsat undlade at beskatte de pågældende
beløb. Personer, som efter undertegnelsen af den nye
overenskomst begynder at modtage ydelser som nævnt i den nye
overenskomsts artikel 18, vil blive beskattet efter de nye
regler.
Hvis en person, som er omfattet af denne
fritagelsesbestemmelse, ophører med at være
hjemmehørende i Israel eller ophører med at modtage
de nævnte ydelser, bortfalder fritagelsen én gang for
alle, medmindre retten til den pågældende ydelse
afløses af retten til en anden ydelse i umiddelbar
forlængelse heraf. Der tænkes her især på
den situation, at en udbetaling af dansk førtidspension
eller anden ydelse ophører på grund af overgang til
folkepension.
Artikel 18. Offentligt hverv.
Vederlag til offentligt ansatte beskattes efter stk. 1
som hovedregel kun i den udbetalende stat (kildestaten), men i den
anden stat (bopælsstaten) hvis arbejdet er udført
dér og modtageren enten er statsborger i denne stat eller
ikke er blevet hjemmehørende i bopælsstaten alene for
at påtage sig det pågældende hverv. Bestemmelsen
har stort set udelukkende betydning for ambassadepersonale
o.l.
Tjenestemandspensioner kan som hovedregel kun beskattes i
kildestaten, jf. stk. 2. Dog kan de kun beskattes i
bopælsstaten, hvis modtageren er hjemmehørende i og
statsborger i denne stat.
Er der tale om vederlag i forbindelse med udøvelse af
erhvervsvirksomhed, anvendes bestemmelserne i artiklerne 14-17, jf.
stk. 3.
Artikel 19. Studerende.
Stipendier o.l. til studerende og erhvervspraktikanter fra den
anden kontraherende stat beskattes ikke i opholdsstaten, forudsat
at sådanne stipendier o.l. hidrører fra kilder uden
for opholdsstaten.
Artikel 20. Anden indkomst.
Indkomster, der ikke er specifikt omhandlet andre steder i
overenskomsten, kan kun beskattes i bopælsstaten, undtagen
når indkomsten erhverves af et fast driftssted i den anden
stat.
Artikel 21. Ophævelse af dobbeltbeskatning.
Artikel 21 indeholder den såkaldte metodebestemmelse, d.v.s. den
fremgangsmåde der skal anvendes, når der konstateres
tilfælde af dobbeltbeskatning.
Danmark anvender credit-metoden som lempelsesmetode, jf.
stk. 1. Hvis en person eller et selskab m.v., som er
hjemmehørende i Danmark, modtager en indkomst fra en
israelsk kilde, og Israel også kan beskatte denne indkomst,
skal Danmark give nedslag med det mindste af to beløb,
nemlig enten den skat, der er betalt i Israel, eller den del af den
danske skat, der falder på den israelske indkomst. Samme
lempelsesmetode anvendes i de interne danske regler, jf.
ligningslovens § 33.
Hvis en person i Danmark modtager indkomst, som efter
overenskomsten kun kan beskattes i Israel, anvendes exemption med progressionsforbehold. Dette
betyder, at den danske skat nedsættes med det beløb,
der forholdsmæssigt falder på den udenlandske indkomst.
Lempelsen er således uafhængig af størrelsen af
den israelske skat. Imidlertid indgår indkomsten i det danske
beskatningsgrundlag og får således progressionsvirkning
for beskatningen som helhed - heraf udtrykket
»progressionsforbehold«. Samme lempelsesmetode anvendes
ved lempelse for udenlandsk lønindkomst efter ligningslovens
§ 33A.
Israel anvender ligeledes credit som lempelsesmetode.
Artikel 22. Ikke-diskriminering.
Efter artiklens bestemmelser må de to stater ikke
diskriminere hinandens statsborgere i skattemæssig henseende.
Dette gælder både for fysiske og for juridiske
personer. Reglen gælder også for personer, der ikke er
hjemmehørende i en af de to stater. En stat er dog ikke
forpligtet til at give personer, som er hjemmehørende i den
anden stat, de samme personlige skattemæssige fordele som
følge af forsørgerpligt el. lign., som måtte
blive indrømmet til en person, der er hjemmehørende i
den pågældende stat.
Ikke-diskriminationsbestemmelsen gælder i forhold til de
skatter, der er omfattet af overenskomsten.
Artikel 23. Fremgangsmåden ved indgåelse af
gensidige aftaler.
Artiklen foreskriver den fremgangsmåde, der skal
anvendes, hvis en person, som er hjemmehørende i en af de to
stater, mener sig udsat for en beskatning, som er i strid med
overenskomsten. Det er herunder fastsat, at de kompetente
myndigheder i de to stater ved gensidig aftale skal søge at
løse de vanskeligheder eller tvivlsspørgsmål,
der måtte opstå med hensyn til anvendelsen af
overenskomsten.
Overenskomsten pålægger imidlertid ikke
umiddelbart de to staters kompetente myndigheder nogen pligt til at
blive enige, men i praksis når myndighederne i de fleste
tilfælde frem til en løsning, som er acceptabel for
alle parter.
OECD-modellens artikel om gensidige aftaler indeholder i sin
seneste udgave, som er fra 2008, en bestemmelse om voldgift i de
tilfælde, hvor de kompetente myndigheder ikke kan nå
til enighed. Voldgift er alene en alternativ valgmulighed for den
berørte person, idet der ikke kan indledes en
voldgiftsprocedure om spørgsmål, som allerede er
afgjort af en domstol eller administrativ klageinstans i en af de
to stater. Det overlades til de to staters kompetente myndigheder
ved gensidig aftale at fastsætte regler for, hvordan
voldgiftsproceduren skal gennemføres i praksis. Bestemmelsen
er i modellen suppleret med en note om, at ikke alle stater
ønsker at anvende sådanne bestemmelser eller
måske ikke ønsker at anvende dem generelt.
Den nye dansk-israelske dobbeltbeskatningsoverenskomst
medtager efter israelsk ønske OECD-modellens
voldgiftsbestemmelser i disses fulde udstrækning
(stk. 5). Danmark har dog ikke intern lovhjemmel til at
sætte en sådan voldgiftsprocedure i værk, og
Danmark har ikke aktuelle planer om at ændre sin lovgivning,
således at det gøres muligt at træffe endelige
afgørelser ved voldgiftskendelser i stedet for ved
dom.
Der er derfor i stk. 6 aftalt en såkaldt
mestbegunstigelsesklausul. Denne går ud på, at
voldgiftbestemmelserne først får virkning på det
tidspunkt, hvor tilsvarende bestemmelser i en
dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og et tredjeland
får virkning.
Dette indebærer i praksis, at voldgiftsproceduren ikke i
øjeblikket vil kunne anvendes. Skulle den danske lovgivning
senere blive ændret, således at voldgift bliver mulig,
og skulle Danmark herefter indgå en
dobbeltbeskatningsoverenskomst med en voldgiftsbestemmelse med et
tredjeland, vil voldgiftsbestemmelserne i den dansk-israelske
dobbeltbeskatningsoverenskomst automatisk blive aktiveret.
Det kan tilføjes, at en tilsvarende
voldgiftsbestemmelse - og en tilsvarende mestbegunstigelsesklausul
- findes i den nye protokol til den dansk-schweiziske
dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. det lovforslag, der er fremsat
herom.
Artikel 24. Udveksling af oplysninger.
Artiklen pålægger generelt de to staters
kompetente myndigheder at udveksle oplysninger, som kan forudses at
være af betydning for, at overenskomstens bestemmelser eller
de to staters interne skattelovgivning kan føres ud i livet,
d.v.s. at skatteligningen kan foretages korrekt. Pligten til at
udveksle oplysninger gælder for de skatter, der er omfattet
af overenskomsten, for så vidt som beskatningen ikke vil
være i strid med overenskomstens regler. Der skal
således udveksles oplysninger til brug ved påligningen
af såvel statslige som kommunale indkomstskatter i Danmark og
tilsvarende ved påligningen af de skatter, der eksisterer i
Israel.
Det er ikke nogen betingelse for udvekslingen af oplysninger,
at den pågældende person er hjemmehørende i
Danmark eller Israel. Hvis Danmark fra et tredjeland modtager
oplysninger, som kunne være af betydning for Israel, kan
Danmark således videregive de pågældende
oplysninger, selvom vedkommende person evt. hverken er
hjemmehørende i Danmark eller i Israel. Tilsvarende kan
Israel videregive oplysninger til Danmark.
En stat er dog ikke forpligtet til at meddele oplysninger
eller udføre forvaltningsakter, som strider mod denne stats
lovgivning eller forvaltningspraksis, eller som vil røbe
forretningshemmeligheder eller stride mod almene interesser.
Imidlertid kan en stat ikke afslå at indhente og
udveksle oplysninger med den begrundelse, at denne stat ikke selv
har brug for oplysningerne. Man kan heller ikke afslå at
indhente oplysninger alene med den begrundelse, at oplysningerne
skal indhentes i en bank. Bestemmelsen respekterer således
ikke nogen form for bankhemmelighed.
Udvekslede oplysninger skal behandles som fortrolige på
samme måde som de oplysninger, som en skattemyndighed
indhenter til sit eget brug.
Artikel 25. Bistand ved inddrivelse af skatter.
Efter bestemmelserne, som er ganske detaljerede, skal de to
stater yde hinanden bistand ved inddrivelse af skattekrav. Hvis den
ene stat har et skattekrav mod en person, der er
hjemmehørende i den anden stat, skal denne anden stat
bistå ved inddrivelse af kravet.
Artiklen er relativt ny i OECD-modellen, og som for
voldgiftsbestemmelsernes vedkommende, jf. artikel 23, er artiklen i
modellen suppleret med en note om, at ikke alle stater
ønsker at anvende sådanne bestemmelser eller
måske ikke ønsker at anvende dem generelt.
Fra dansk side ønsker man i størst mulig grad at
samarbejde med andre lande om f. eks. inddrivelse af skattekrav,
men man var fra israelsk side ikke umiddelbart i stand til at
imødekomme dette ønske. Derfor valgte man samme
løsning som for voldgiftsbestemmelsernes vedkommende, nemlig
en mestbegunstigelsesklausul. Denne har dog omvendt fortegn,
således at inddrivelsesbestemmelserne i den dansk-israelske
dobbeltbeskatningsoverenskomst finder anvendelse fra det tidspunkt,
hvor en tilsvarende bestemmelse i en dobbeltbeskatningsoverenskomst
mellem Israel og et tredjeland finder anvendelse.
Artikel 26. Diplomater m.v.
Overenskomsten berører ikke skattemæssige
begunstigelser for diplomater. Artiklen begrænses i sit
indhold af folkeretten på dette område.
Artikel 27. Begrænsning af aftalefordele.
Efter bestemmelserne kan man ikke opnå lempelser efter
overenskomsten, hvis hovedformålet eller et af
hovedformålene med en transaktion eller en handling var at
opnå fordele under overenskomsten. Det præciseres
yderligere, at overenskomsten ikke er til hinder for anvendelse af
staternes interne lovgivning vedrørende skatteunddragelse og
skatteundgåelse.
Artikel 28. Territoriel udvidelse.
Artiklen gør det muligt at udvide overenskomsten eller
dele deraf til også at omfatte Grønland og/eller
Færøerne.
Artikel 29. Ikrafttræden.
De to staters regeringer skal underrette hinanden, når
de forfatningsmæssige betingelser for overenskomstens
ikrafttræden er opfyldt. Dette vil for Danmarks vedkommende
sige, at lovforslag er endeligt vedtaget og stadfæstet.
Overenskomsten træder i kraft på datoen for den sidste
af disse underretninger, og den finder anvendelse på
indkomstår, der påbegyndes fra og med det
næstfølgende år.
Dobbeltbeskatningsoverenskomsten vil herefter være en del af
de to landes skattelovgivning.
Samtidig ophører den eksisterende
dobbeltbeskatningsoverenskomst af 27. juni 1966 med at have
virkning.
Artikel 30. Opsigelse.
Overenskomsten har virkning på ubestemt tid, men den kan
efter fem år opsiges med et varsel på seks
måneder til udgangen af et kalenderår.
Til § 2
Det foreslås, at personer, som den 9. september 2009
(datoen for undertegnelsen af overenskomsten) var
hjemmehørende i Israel, og som på dette tidspunkt
modtog pensioner, sociale ydelser og lignende betalinger, som efter
artikel 17 i den nye overenskomst kan beskattes i Danmark, men som
efter artikel 17 eller artikel 21 i den gamle overenskomst kun
kunne beskattes i Israel, fritages for beskatning i Danmark af de
pågældende ydelser.
Det foreslås videre, at denne fritagelse bortfalder
én gang for alle, hvis den pågældende
ophører med at være hjemmehørende i Israel,
eller de pågældende betalinger ophører.
Hvis en person, der er omfattet af fritagelsesbestemmelsen,
bliver hjemmehørende i Danmark eller i et tredjeland, og den
pågældende senere vender tilbage til Israel, vil
reglerne i den nye overenskomst være gældende. Det
samme vil gælde, hvis en person, som er omfattet af
fritagelsesbestemmelsen, modtager en ydelse som nævnt i
artikel 17 og denne ydelse ophører, medmindre retten til den
pågældende ydelse afløses af retten til en anden
ydelse i umiddelbar forlængelse heraf. Der tænkes her
især på den situation, at en udbetaling af dansk
førtidspension eller anden ydelse ophører på
grund af overgang til folkepension.
Hvis den pågældende derimod senere modtager en ny
ydelse, vil denne blive beskattet efter de nye regler.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1.
december 2009.
Til § 4
Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland, da skatteområdet hører under
selvstyreordningerne for disse dele af riget.
Bilag 1
OVERENSKOMST
MELLEM KONGERIGET DANMARKS REGERING OG STATEN ISRAELS REGERING
TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING OG FORHINDRING AF
SKATTEUNDDRAGELSE FOR SÅ VIDT ANGÅR
INDKOMSTSKATTER
Kongeriget Danmarks regering og Staten Israels regering,
der ønsker at indgå en overenskomst til
undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af
skatteunddragelse for så vidt angår
indkomstskatter,
er blevet enige om følgende:
Artikel 1
Personer omfattet af
overenskomsten
Denne overenskomst finder anvendelse på personer, der er
hjemmehørende i en af eller begge de kontraherende
stater.
Artikel 2
Skatter omfattet af
overenskomsten
1. Denne overenskomst finder anvendelse på skatter
på indkomst, der udskrives på vegne af en kontraherende
stat eller dens politiske underafdelinger eller lokale myndigheder
uden hensyn til, hvordan de opkræves.
2. Som skatter på indkomst anses alle skatter, der
pålægges hele indkomsten eller dele af indkomsten,
herunder skatter af fortjeneste ved afhændelse af
rørlig eller fast ejendom, skatter pålignet den
samlede lønsum, der udbetales af foretagender, såvel
som skatter på formueforøgelse.
3. De gældende skatter, som overenskomsten finder
anvendelse på, er:
a) I Danmark:
i) indkomstskatten
til staten,
ii) den kommunale
indkomstskat,
(herefter omtalt som »dansk skat«).
b) I Israel:
i) indkomstskatten
og selskabsskatten (herunder skat på kapitalgevinster),
og
ii) skat på
gevinster ved afhændelse af ejendom i henhold til loven om
beskatning af fast ejendom,
(herefter omtalt som »israelsk skat«).
4. Overenskomsten finder endvidere anvendelse på skatter
af samme eller væsentligt samme art, der efter datoen for
overenskomstens undertegnelse udskrives som tillæg til, eller
i stedet for de gældende skatter. De kontraherende staters
kompetente myndigheder skal underrette hinanden om væsentlige
ændringer, som er foretaget i deres skattelovgivning.
Artikel 3
Almindelige definitioner
1. Medmindre andet fremgår af sammenhængen, har
følgende udtryk i denne overenskomst den nedenfor angivne
betydning:
a) Udtrykkene
»en kontraherende stat« og »den anden
kontraherende stat« betyder Danmark eller Israel, alt efter
sammenhængen.
b) Udtrykket
»Danmark« betyder Kongeriget Danmark, herunder ethvert
område uden for Danmarks territorialfarvand, som i
overensstemmelse med folkeretten og ifølge dansk lovgivning
er eller senere måtte blive betegnet som et område,
inden for hvilket Danmark kan udøve
suverænitetsrettigheder med hensyn til efterforskning og
udnyttelse af naturforekomster på havbunden eller i dens
undergrund og de overliggende vande og med hensyn til anden
virksomhed med henblik på efterforskning og økonomisk
udnyttelse af området. Udtrykket omfatter ikke
Færøerne og Grønland.
c) Udtrykket
»Israel« betyder Staten Israel og omfatter i geografisk
forstand det område, hvor Staten Israels regering har ret til
at beskatte, herunder dets territorialfarvand og de
havområder, der støder op til territorialfarvandets
ydre grænse, samt disse områders havbund og undergrund,
over hvilke Staten Israel i overensstemmelse med folkeretten og
Staten Israels lovgivning udøver suverænitet eller
andre rettigheder og jurisdiktion.
d) Udtrykket
»person« omfatter en fysisk person, et selskab, en fond
og enhver anden sammenslutning af personer.
e) Udtrykket
»selskab« betyder enhver juridisk person eller enhver
enhed, der i skattemæssig henseende behandles som en juridisk
person.
f) Udtrykket
»foretagende« anvendes på enhver form for
erhvervsudøvelse.
g) Udtrykkene
»foretagende i en kontraherende stat« og
»foretagende i den anden kontraherende stat« betyder
henholdsvis et foretagende, som drives af en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, og et foretagende,
som drives af en person, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat.
h) Udtrykket
»international trafik« betyder enhver transport med
skib eller fly, der anvendes af et foretagende, som har sin
virkelige ledelses sæde i en kontraherende stat, bortset fra
tilfælde, hvor skibet eller flyet udelukkende anvendes mellem
steder i den anden kontraherende stat.
i) Udtrykket
»kompetent myndighed« betyder:
i) i Danmark:
Skatteministeren eller dennes befuldmægtigede
stedfortræder,
ii) i Israel:
Finansministeren eller dennes befuldmægtigede
stedfortræder.
j) Udtrykket
»statsborger« betyder:
i) enhver fysisk
person, der har indfødsret i en kontraherende stat;
ii) enhver juridisk
person, interessentskab eller sammenslutning, der består i
kraft af den gældende lovgivning i en kontraherende stat.
k) Udtrykket
»erhvervsvirksomhed« indbefatter udøvelse af
frit erhverv og af anden virksomhed af selvstændig
karakter.
2. Ved en kontraherende stats anvendelse af overenskomsten til
hver en tid skal ethvert udtryk, som ikke er defineret deri,
medmindre andet følger af sammenhængen,
tillægges den betydning, som det har på dette tidspunkt
i denne stats lovgivning vedrørende de skatter, som
overenskomsten finder anvendelse på, idet enhver betydning i
de skattelove, der anvendes i denne stat, skal gå forud for
den betydning, dette udtryk måtte være tillagt andre
steder i denne stats lovgivning.
Artikel 4
Skattemæssigt hjemsted
1. I denne overenskomst betyder
udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat« enhver person, som i henhold til
lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af
bopæl, hjemsted, selskabsregistrering, ledelsens sæde
eller ethvert andet kriterium af lignende karakter, og omfatter
også denne stat og enhver dertil hørende politisk
underafdeling eller lokal myndighed. Dette udtryk omfatter dog ikke
en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af
indkomst fra kilder i denne stat.
2. En juridisk person, som er hjemmehørende i en
kontraherende stat efter denne stats lovgivning, og som generelt er
fritaget for beskatning i denne stat, skal ved anvendelsen af denne
overenskomst anses for at være hjemmehørende i denne
kontraherende stat.
3. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er
hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans
status bestemmes efter følgende regler:
a) Han skal anses
for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har
en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig
til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at
være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de
stærkeste personlige og økonomiske forbindelser
(midtpunkt for sine livsinteresser).
b) Hvis det ikke
kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine
livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin
rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at
være hjemmehørende i den stat, hvor han
sædvanligvis har ophold.
c) Hvis han
sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke
har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at
være hjemmehørende i den stat, hvor han er
statsborger.
d) Hvis han er
statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i
nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder
afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.
4. Hvis en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1
er hjemmehørende i begge kontraherende stater, skal den
anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor
dens virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 5
Fast driftssted
1. I denne overenskomst betyder udtrykket »fast
driftssted« et fast forretningssted, gennem hvilket et
foretagendes virksomhed helt eller delvis udøves.
2. Udtrykket »fast driftssted« omfatter
især:
a) et sted, hvorfra
et foretagende ledes,
b) en filial,
c) et kontor,
d) en fabrik,
e) et
værksted, og
f) en mine, en
olie- eller gaskilde, et stenbrud eller ethvert andet sted, hvor
naturforekomster udvindes.
3. En byggeplads eller et anlægs- eller
monteringsarbejde eller en installation, en borerig eller et skib,
der anvendes ved efterforskning af naturforekomster, udgør
kun et fast driftssted, hvis virksomheden varer ved i mere end 12
måneder. Virksomhed udøvet af et foretagende, som er
forbundet med et andet foretagende, anses for udøvet af det
foretagende, med hvilket det er forbundet, hvis den
pågældende virksomhed
a) i det
væsentlige er den samme som den, der udøves af det
sidstnævnte foretagende, og
b) er
beskæftiget med det samme projekt eller den samme
operation,
medmindre de pågældende aktiviteter udøves
samtidig. Ved anvendelsen af dette stykke skal foretagender anses
for at være forbundne, når de samme personer direkte
eller indirekte har del i ledelsen af, kontrollen over eller
kapitalen i foretagenderne.
4. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel
skal udtrykket »fast driftssted« ikke anses for at
omfatte:
a) anvendelsen af
indretninger udelukkende med henblik på oplagring, udstilling
eller udlevering af varer tilhørende foretagendet,
b) opretholdelsen
af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med
henblik på oplagring, udstilling eller udlevering,
c) opretholdelsen
af et varelager tilhørende foretagendet udelukkende med
henblik på forarbejdning hos et andet foretagende,
d) opretholdelsen
af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at
foretage indkøb af varer eller indsamle oplysninger for
foretagendet,
e) opretholdelsen
af et fast forretningssted udelukkende med henblik på at
udøve enhver anden virksomhed af forberedende eller
afhjælpende karakter for foretagendet,
f) opretholdelsen
af et fast forretningssted udelukkende for at udøve enhver
kombination af de i litra a) - e) nævnte former for
virksomhed, forudsat at det faste forretningssteds samlede
virksomhed som resultat af denne kombination er af forberedende
eller afhjælpende karakter.
5. Hvis en person, som ikke er en uafhængig
repræsentant som nævnt i stykke 6, handler på et
foretagendes vegne, og denne person i en kontraherende stat har og
sædvanligvis udøver en fuldmagt til at indgå
aftaler i foretagendets navn, skal dette foretagende uanset
bestemmelserne i stykke 1 og 2 anses for at have et fast driftssted
i denne stat med hensyn til enhver virksomhed, som denne person
påtager sig for foretagendet, medmindre denne persons
virksomhed er begrænset til sådan virksomhed, som er
nævnt i stykke 4, og som, hvis den var udøvet gennem
et fast forretningssted, ikke ville gøre dette faste
forretningssted til et fast driftssted i henhold til bestemmelserne
i dette stykke.
6. Et foretagende skal ikke anses for at have et fast
driftssted i en kontraherende stat, blot fordi det driver
erhvervsvirksomhed i denne stat gennem en mægler,
kommissionær eller enhver anden uafhængig
repræsentant, forudsat at sådanne personer handler
inden for rammerne af deres sædvanlige
erhvervsvirksomhed.
7. Det forhold at et selskab, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, kontrollerer eller kontrolleres af et selskab,
der er hjemmehørende i den anden kontraherende stat, eller
som driver erhvervsvirksomhed i denne anden stat (hvad enten det
sker gennem et fast driftssted eller på anden måde),
medfører ikke i sig selv, at det ene selskab anses for et
fast driftssted for det andet.
Artikel 6
Indkomst af fast ejendom
1. Indkomst som en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, erhverver af fast ejendom (herunder indkomst af
land- eller skovbrug), som er beliggende i den anden kontraherende
stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »fast ejendom« har samme betydning,
som det har i lovgivningen i den kontraherende stat, hvor den
pågældende ejendom er beliggende. Udtrykket omfatter i
alle tilfælde tilbehør til fast ejendom,
besætning og redskaber, der anvendes i land- og skovbrug,
rettigheder på hvilke bestemmelserne i civilretten om fast
ejendom finder anvendelse, brugsret til fast ejendom og retten til
variable eller faste betalinger som vederlag for udnyttelsen af,
eller retten til at udnytte, mineralforekomster, kilder og andre
naturforekomster. Skibe, både og fly anses ikke for fast
ejendom.
3. Bestemmelserne i stykke 1 finder anvendelse på
indkomst, der hidrører fra direkte brug, udleje eller
benyttelse i enhver anden form af fast ejendom.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 finder også anvendelse
på indkomst af fast ejendom, der tilhører et
foretagende.
Artikel 7
Fortjeneste ved
erhvervsvirksomhed
1. Fortjeneste, som erhverves af et foretagende i en
kontraherende stat, kan kun beskattes i denne stat, medmindre
foretagendet driver erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende
stat gennem et der beliggende fast driftssted. Hvis foretagendet
driver førnævnte erhvervsvirksomhed, kan foretagendets
fortjeneste beskattes i den anden stat, men kun den del deraf, som
kan henføres til dette faste driftssted.
2. Hvis et foretagende i en kontraherende stat driver
erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et der
beliggende fast driftssted, skal der, medmindre bestemmelserne i
stykke 3 medfører andet, i hver kontraherende stat til dette
faste driftssted henføres den fortjeneste, som det kunne
forventes at opnå, hvis det havde været et frit og
uafhængigt foretagende, der var beskæftiget med den
samme eller lignende virksomhed på de samme eller lignende
vilkår, og som under fuldstændigt frie forhold gjorde
forretninger med det foretagende, hvis faste driftssted det
er.
3. Ved ansættelsen af et fast driftssteds fortjeneste
kan der foretages fradrag for omkostninger, som er afholdt for det
faste driftssted, herunder generalomkostninger afholdt til ledelse
og administration, hvad enten omkostningerne er afholdt i den stat,
hvor det faste driftssted er beliggende, eller andre steder.
4. Hvis det har været sædvane i en kontraherende
stat at ansætte den fortjeneste, der kan henføres til
et fast driftssted, på grundlag af en fordeling af
foretagendets samlede fortjeneste mellem dets forskellige
afdelinger, skal intet i stykke 2 forhindre denne kontraherende
stat i at ansætte den skattepligtige fortjeneste på
grundlag af en sådan sædvanemæssig fordeling. Den
valgte fordelingsmetode skal dog være sådan, at
resultatet bliver i overensstemmelse med de principper, der er
fastlagt i denne artikel.
5. Ingen fortjeneste skal kunne henføres til et fast
driftssted, blot fordi dette faste driftssted har foretaget
indkøb af varer for foretagendet.
6. Ved anvendelsen af de foregående stykker skal den
fortjeneste, der henføres til det faste driftssted,
ansættes efter samme metode år for år, medmindre
der er god og fyldestgørende grund til at anvende en anden
fremgangsmåde.
7. Hvis fortjeneste omfatter indkomster, som er omhandlet
særskilt i andre artikler i denne overenskomst, skal
bestemmelserne i disse andre artikler ikke berøres af
bestemmelserne i denne artikel.
Artikel 8
Fortjeneste ved international
trafik
1. Fortjeneste ved drift af skibe eller fly i international
trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor
foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
2. Hvis et rederi har sin virkelige ledelses sæde om
bord på et skib eller en båd, anses ledelsens
sæde for at befinde sig i den kontraherende stat, hvor
skibets hjemhavn er beliggende, eller, hvis der ikke er en
sådan hjemhavn, i den kontraherende stat hvor den, der driver
skibet, er hjemmehørende.
3. Ved anvendelsen af denne artikel er følgende
omfattet af fortjeneste ved drift af skibe eller fly i
international trafik:
a) Fortjeneste ved
udlejning af skibe eller fly med besætning
(»time« eller »voyage«).
b) Fortjeneste ved
udlejning af skibe eller fly uden besætning
(»bareboat«) hvis lejeindtægten har nær
tilknytning til fortjeneste ved drift af skibe eller fly i
international trafik.
4. Fortjeneste ved brug, rådighedsstillelse eller udleje
af containere (herunder anhængere, pramme og lignende udstyr
til transport af containere), som anvendes til transport af varer i
international trafik, kan kun beskattes i den kontraherende stat,
hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
5. Bestemmelserne i stykke 1-4 finder også anvendelse
på fortjeneste ved deltagelse i en pool, et
forretningsfællesskab eller en international
driftsorganisation.
6. Hvis foretagender fra forskellige lande er gået
sammen om at drive skibe eller fly i international trafik gennem et
forretningskonsortium, finder bestemmelserne i denne artikel kun
anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den
andel i konsortiet, som ejes af et foretagende i en kontraherende
stat.
Artikel 9
Forbundne foretagender
1. Hvis
a) et foretagende i
en kontraherende stat direkte eller indirekte deltager i ledelsen
af, kontrollen med eller kapitalen i et foretagende i den anden
kontraherende stat, eller
b) de samme
personer direkte eller indirekte deltager i ledelsen af, kontrollen
med eller kapitalen i såvel et foretagende i en kontraherende
stat som et foretagende i den anden kontraherende stat,
og der i noget af disse tilfælde mellem de to
foretagender er aftalt eller fastsat vilkår vedrørende
deres forretningsmæssige eller finansielle forbindelser, der
afviger fra de vilkår, som ville være blevet aftalt
mellem uafhængige foretagender, kan enhver fortjeneste, som,
hvis disse vilkår ikke havde foreligget, ville være
tilfaldet et af disse foretagender, men som på grund af disse
vilkår ikke er tilfaldet dette, medregnes til dette
foretagendes fortjeneste og beskattes i overensstemmelse
hermed.
2. Hvis en kontraherende stat til et foretagendes fortjeneste
i denne stat medregner - og i overensstemmelse hermed beskatter -
fortjeneste, som et foretagende i den anden kontraherende stat er
blevet beskattet af i denne anden stat, og den således
medregnede for tjeneste er fortjeneste, som ville være
tilfaldet foretagendet i den førstnævnte stat, hvis
vilkårene, der er af talt mellem de to foretagender, havde
været de samme, som ville have været aftalt mellem
uafhængige foretagender, skal denne anden stat foretage en
passende regulering af det skattebeløb, som er beregnet der
af fortjenesten. Ved fastsættelsen af sådan regulering
skal der tages skyldigt hensyn til de øvrige bestemmelser i
denne overenskomst, og de kontraherende staters kompetente
myndigheder skal om nødvendigt rådføre sig med
hinanden.
Artikel 10
Udbytte
1. Udbytte, som udbetales af et selskab, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, til en person, der er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes
i denne anden stat.
2. Sådant udbytte kan dog også beskattes i den
kontraherende stat, hvor det selskab, der udbetaler udbyttet, er
hjemmehørende, og i henhold til lovgivningen i denne stat,
men hvis den retmæssige ejer af udbyttet er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat, må den
således pålignede skat ikke overstige:
a) 0 pct. af
bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er
et selskab (bortset fra et interessentskab), som direkte eller
indirekte ejer mindst 10 pct. af kapitalen i det selskab, som
udbetaler udbyttet, og denne andel ejes i en uafbrudt periode
på mindst et år, inden for hvilken periode udbyttet
udloddes.
b) 0 pct. af
bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er
den anden kontraherende stat eller denne stats centralbank eller
nogen offentlig myndighed eller anden offentlig institution
(herunder en finansiel institution), som ejes eller kontrolleres af
regeringen i denne anden stat.
c) 0 pct. af
bruttobeløbet af udbyttet, hvis den retmæssige ejer er
en pensionskasse eller lignende institution, som udbyder
pensionsordninger, som fysiske personer kan tilslutte sig med
henblik på at sikre sig pensionsydelser, når en
sådan pensionskasse eller anden lignende institution er
oprettet, skattemæssigt anerkendt og kontrolleret i
overensstemmelse med lovgivningen i denne anden stat.
d) 10 pct. af
bruttobeløbet af udbyttet i alle andre tilfælde.
De kontraherende staters kompetente myndigheder skal ved
gensidig aftale fastsætte de nærmere regler for
gennemførelsen af disse begrænsninger.
Dette stykke berører ikke adgangen til at beskatte
selskabet af den fortjeneste, hvoraf udbyttet er udbetalt.
3. Udtrykket »udbytte« som anvendt i denne artikel
betyder indkomst af aktier, »jouissance«- aktier eller
»jouissance«-rettigheder, mineaktier, stifterandele
eller andre rettigheder, der ikke er gældsfordringer, og som
giver ret til andel i fortjeneste, såvel som indkomst af
andre selskabsrettigheder, der er undergivet samme
skattemæssige behandling som indkomst af aktier i henhold til
lovgivningen i den stat, hvor det selskab, der foretager
udlodningen, er hjemmehørende.
4. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis
udbyttets retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden
kontraherende stat, hvor det udbyttebetalende selskab er
hjemmehørende, gennem et dér beliggende fast
driftssted, og den aktiebesiddelse, som ligger til grund for
udbetalingen af udbyttet, har direkte forbindelse med et
sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne
i artikel 7 anvendelse.
5. Hvis et selskab, som er hjemmehørende i en
kontraherende stat, erhverver fortjeneste eller indkomst fra den
anden kontraherende stat, må denne anden stat ikke
påligne nogen skat på udbytte, som udbetales af
selskabet, medmindre udbyttet udbetales til en person, der er
hjemmehørende i denne anden stat, eller medmindre den
aktiebesiddelse, som ligger til grund for udbetalingen af udbyttet,
har direkte forbindelse med et fast driftssted, der er beliggende i
denne anden stat, eller undergive selskabets ikke-udloddede
fortjeneste en skat på selskabets ikke-udloddede fortjeneste,
selv om det udbetalte udbytte eller den ikke-udloddede fortjeneste
helt eller delvis består af fortjeneste eller indkomst, der
hidrører fra denne anden stat.
Artikel 11
Renter
1. Renter, der hidrører fra en kontraherende stat og
betales til en person, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. (a) Sådanne renter kan dog også beskattes i den
kontraherende stat, hvorfra de hidrører, og i henhold til
lovgivningen i denne stat, men hvis den retmæssige ejer af
renterne er hjemmehørende i den anden kontraherende stat,
må den pålagte skat ikke overstige 5 pct. af renternes
bruttobeløb.
(b) En person, som er hjemmehørende i en kontraherende
stat, kan i stedet for den skat, som ville blive pålagt efter
litra (a), vælge at blive beskattet af sin
renteindtægt, som om denne renteindtægt var indkomst
ved erhvervsvirksomhed og skulle beskattes efter artikel 7. De
kontraherende staters kompetente myndigheder kan fastsætte
rimelige regler angående ansættelse og indberetning af
skattepligtig indkomst. Hver af de kompetente myndigheder kan
også fastsætte procedurer for at sikre, at en person,
som erhverver renteindtægt, fremlægger sådanne
bøger og regnskabsmateriale, som er nødvendigt for at
kunne ansætte det korrekte skattebeløb.
3. Uanset bestemmelserne i stykke 1 og 2 skal renter, som
hidrører fra en kontraherende stat, fritages for beskatning
i denne stat, hvis de betales:
til en pensionskasse, som er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat,
til en person, som er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, vedrørende erhvervsobligationer, som
handles på en fondsbørs i den førstnævnte
stat, og som er udstedt af et selskab, som er hjemmehørende
i denne stat,
til regeringen i den anden kontraherende stat, en dertil
hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed eller
denne stats centralbank, for så vidt angår enhver form
for lån, gældsfordring eller kredit, som er ydet af
sådanne organer,
for så vidt angår et lån, en
gældsfordring eller en kredit, som er garanteret eller sikret
af en institution, som har til opgave at sikre eller finansiere
internationale handelstransaktioner, og som fuldt ud ejes af den
anden kontraherende stat.
4. Udtrykket »renter« betyder i denne artikel
indkomst af gældsfordringer af enhver art, hvad enten de er
sikret ved pant i fast ejendom eller ikke, og hvad enten de
indeholder en ret til en andel i skyldnerens fortjeneste eller
ikke, og især indkomst af statsgældsbeviser og indkomst
af obligationer eller forskrivninger, herunder agiobeløb og
gevinster, der knytter sig til sådanne gældsbeviser,
obligationer eller forskrivninger.
5. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse, hvis
renternes retmæssige ejer, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, driver erhvervsvirksomhed i den anden
kontraherende stat, hvorfra renterne hidrører, gennem et
dér beliggende fast driftssted, og den fordring, som ligger
til grund for de betalte renter, har direkte forbindelse med et
sådant fast driftssted. I så fald finder bestemmelserne
i artikel 7 anvendelse.
6. Renter anses for at hidrøre fra en kontraherende
stat, når de betales af en person, der er
hjemmehørende i denne stat. Hvis den person, der betaler
renterne, hvad enten han er hjemmehørende i en kontraherende
stat eller ikke, har et fast driftssted i en kontraherende stat, i
forbindelse med hvilket gældsforholdet, hvoraf renterne er
betalt, var stiftet, og sådanne renter påhviler et
sådant fast driftssted, anses sådanne renter dog for at
hidrøre fra den stat, hvor det faste driftssted er
beliggende.
7. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler
renter, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en
tredje person har bevirket, at renterne set i forhold til den
gældsfordring, for hvilken de er betalt, overstiger det
beløb, som ville være blevet aftalt mellem betaleren
og den retmæssige ejer, hvis en sådan forbindelse ikke
havde foreligget, finder bestemmelserne i denne artikel kun
anvendelse på det sidstnævnte beløb. I så
fald kan det overskydende beløb beskattes i overensstemmelse
med lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig
hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne
overenskomst.
Artikel 12
Royalties
1. Royalties, der hidrører fra en kontraherende stat,
og hvis retmæssige ejer er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, kan kun beskattes i denne anden stat.
2. Udtrykket »royalties« betyder i denne artikel
betalinger af enhver art, der modtages som vederlag for anvendelsen
af, eller retten til at anvende, enhver ophavsret til et
litterært, kunstnerisk eller videnskabeligt arbejde, herunder
spillefilm, ethvert patent, varemærke, mønster eller
model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode, eller
for oplysninger om industrielle, kommercielle eller videnskabelige
erfaringer.
3. Bestemmelserne i stykke 1 finder ikke anvendelse, hvis
royaltybeløbets retmæssige ejer, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, driver
erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat, hvorfra
royaltybeløbet hidrører, gennem et dér
beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det formuegode,
som ligger til grund for de udbetalte royalties, har direkte
forbindelse med et sådant fast driftssted. I så fald
finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
4. Hvis en særlig forbindelse mellem den, der betaler
royalties, og den retmæssige ejer eller mellem disse og en
tredje person har bevirket, at royaltybeløbet set i forhold
til den anvendelse, rettighed eller oplysning, for hvilken det er
betalt, overstiger det beløb, som ville være blevet
aftalt mellem betaleren og den retmæssige ejer, hvis en
sådan forbindelse ikke havde foreligget, finder
bestemmelserne i denne artikel kun anvendelse på det
sidstnævnte beløb. I så fald kan det
overskydende beløb beskattes i overensstemmelse med
lovgivningen i hver af de kontraherende stater under skyldig
hensyntagen til de øvrige bestemmelser i denne
overenskomst.
Artikel 13
Kapitalgevinster
1. Fortjeneste, som en person, der er hjemmehørende i
en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af fast
ejendom som nævnt i artikel 6, og som er beliggende i den
anden kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
2. Fortjeneste ved afhændelse af rørlig ejendom,
der udgør en del af erhvervsformuen i et fast driftssted,
som et foretagende i en kontraherende stat har i den anden
kontraherende stat, herunder fortjeneste ved afhændelse af et
sådant fast driftssted (særskilt eller sammen med hele
foretagendet), kan beskattes i denne anden stat.
3. Fortjeneste ved afhændelse af skibe og fly, som
anvendes i international trafik, eller af rørlig ejendom,
som er knyttet til driften af sådanne skibe eller fly, kan
kun beskattes i den kontraherende stat, hvor foretagendets
virkelige ledelse har sit sæde.
4. Fortjeneste ved afhændelse af containere (herunder
anhængere, pramme og lignende udstyr til transport af
containere), som anvendes til transport af varer i international
trafik, kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvor
foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
5. Fortjeneste, som er person, der er hjemmehørende i
en kontraherende stat, erhverver ved afhændelse af aktier,
hvis værdi for mere end 50 pct.'s vedkommende direkte eller
indirekte hidrører fra fast ejendom beliggende i den anden
kontraherende stat, kan beskattes i denne anden stat.
6. Fortjeneste ved afhændelse af alle andre formuegoder
end dem, der er nævnt i stykke 1, 2, 3, 4 og 5 kan kun
beskattes i den kontraherende stat, hvor afhænderen er
hjemmehørende, forudsat at denne person er den
retmæssige ejer af sådanne kapitalgevinster.
7. Hvis foretagender fra forskellige lande er gået
sammen om at drive skibe eller fly i international trafik gennem et
forretningskonsortium, finder bestemmelserne i stykke 3 kun
anvendelse på den del af fortjenesten, som svarer til den
andel i konsortiet, som ejes af et foretagende i en kontraherende
stat.
8. Hvis en person, som er hjemmehørende i en
kontraherende stat, bliver hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, og den førstnævnte kontraherende
stat beskatter urealiserede kapitalgevinster på denne persons
formuegoder på det tidspunkt, hvor den pågældende
bliver hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan
kapitalgevinster, som hidrører fra før det tidspunkt,
hvor den pågældende blev hjemmehørende i den
anden kontraherende stat, ikke beskattes i denne anden
kontraherende stat ved senere afhændelse af sådanne
formuegoder.
Artikel 14
Indkomst fra personligt arbejde i
ansættelsesforhold
1. Medmindre bestemmelserne i artiklerne 15, 17 og 18
medfører andet, kan gage, løn og andre lignende
vederlag, som erhverves af en person, der er hjemmehørende i
en kontraherende stat, for personligt arbejde, kun beskattes i
denne stat, medmindre arbejdet er udført i den anden
kontraherende stat. Er arbejdet udført der, kan det
vederlag, som erhverves herfor, beskattes i denne anden stat.
2. Uanset bestemmelserne i stykke 1 kan vederlag, som
erhverves af en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, for personligt arbejde udført i den
anden kontraherende stat, kun beskattes i den
førstnævnte stat, hvis:
a) modtageren
opholder sig i den anden stat i en eller flere perioder, der
tilsammen ikke overstiger 183 dage i en 12-måneders periode,
der begynder eller slutter i det pågældende
skatteår, og
b) vederlaget
betales af eller for en arbejdsgiver, der ikke er
hjemmehørende i den anden stat, og
c) vederlaget ikke
påhviler et fast driftssted, som arbejdsgiveren har i den
anden stat.
3. Uanset de foregående bestemmelser i denne artikel kan
vederlag for personligt arbejde, som udføres om bord
på et skib eller et fly, der anvendes i international trafik
af et foretagende i en kontraherende stat, beskattes i den stat,
hvor foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.
Artikel 15
Bestyrelseshonorarer
Bestyrelseshonorarer og andre lignende vederlag, som erhverves
af en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,
i hans egenskab af medlem af bestyrelse for et selskab, der er
hjemmehørende i den anden kontraherende stat, kan beskattes
i denne anden stat.
Artikel 16
Kunstnere og sportsfolk
1. Uanset bestemmelserne i artiklerne 7 og 14 kan indkomst,
som erhverves af en person, der er hjemmehørende i en
kontraherende stat, som optrædende kunstner, såsom
teater-, film-, radio- eller fjernsynskunstner, eller musiker,
eller som sportsudøver, ved personligt udøvet
virksomhed som sådan i den anden kontraherende stat,
beskattes i denne anden stat.
2. Hvis indkomst ved personlig virksomhed, som udøves i
egenskab af optrædende kunstner eller sportsudøver,
ikke tilfalder kunstneren eller sportsudøveren selv, men en
anden person, kan denne indkomst uanset bestemmelserne i artiklerne
7 og 14 beskattes i den kontraherende stat, hvor kunstnerens eller
sportsudøverens virksomhed udøves.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 finder ikke anvendelse
på indkomst, der erhverves ved virksomhed, som udøves
i en kontraherende stat af kunstnere eller sportsudøvere,
hvis besøget i denne stat helt eller hovedsageligt er
støttet af den ene eller begge de kontraherende stater eller
dertil hørende politiske underafdelinger eller lokale
myndigheder eller af en institution, som er anerkendt af den ene
eller begge de kontraherende stater som en almennyttig
institution.
Artikel 17
Pensioner, sociale ydelser og
lignende betalinger
1. Betalinger, som en fysisk person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, modtager efter den
sociale sikringslovgivning i den anden kontraherende stat eller
efter enhver anden ordning fra midler tilvejebragt af denne anden
stat eller en dertil hørende politisk underafdeling eller
lokal myndighed, kan beskattes i denne anden stat.
2. Medmindre bestemmelserne stykke 1 i denne artikel og
artikel 18, stykke 2, medfører andet, kan pensioner og andre
lignende vederlag, der hidrører fra en kontraherende stat og
udbetales til en person, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, hvad enten dette sker for tidligere
tjenesteydelser eller ikke, kun beskattes i denne anden stat.
Pensioner og andre lignende vederlag kan dog beskattes i den
førstnævnte kontraherende stat hvis:
bidrag indbetalt af modtageren til pensionsordningen blev
fratrukket i modtagerens skattepligtige indkomst i den
førstnævnte kontraherende stat efter lovgivningen i
denne stat; eller
bidrag indbetalt af en arbejdsgiver ikke var skattepligtig
indkomst for modtageren i den førstnævnte stat efter
lovgivningen i denne stat.
3. Pensioner anses for at hidrøre fra en kontraherende
stat, hvis de udbetales af en pensionskasse eller anden tilsvarende
institution, der udbyder pensionsordninger, som fysiske personer
kan tilslutte sig med henblik på at sikre sig
pensionsydelser, når en sådan pensionskasse eller anden
tilsvarende institution er oprettet, skattemæssigt anerkendt
og kontrolleret i overensstemmelse med lovgivningen i denne
stat.
Artikel 18
Offentligt hverv
1. a) Gage, løn og andre lignende vederlag, undtagen
pensioner, der udbetales af en kontraherende stat, eller en dertil
hørende politisk underafdeling eller lokal myndighed til en
fysisk person for udførelse af hverv for denne stat eller
underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne
stat.
b) Sådan
gage, løn eller andre lignende vederlag kan dog kun
beskattes i den anden kontraherende stat, hvis hvervet er
udført i denne stat, og den pågældende er en i
denne stat hjemmehørende person, som:
i) er statsborger i
denne stat; eller
ii) ikke blev
hjemmehørende i denne stat alene med det formål at
udføre hvervet.
2. a) Enhver pension, som udbetales af en kontraherende stat
eller en dertil hørende politisk underafdeling eller lokal
myndighed, eller fra midler tilvejebragt af disse, til en fysisk
person for udførelse af hverv for denne stat eller
underafdeling eller myndighed, kan kun beskattes i denne
stat.
b) En sådan
pension kan dog kun beskattes i den anden kontraherende stat, hvis
modtageren er hjemmehørende i og statsborger i denne
stat.
3. Bestemmelserne i artiklerne 14, 15, 16 og 17 finder
anvendelse på gage, løn og andre lignende vederlag, og
på pensioner, der udbetales for udførelse af hverv i
forbindelse med erhvervsvirksomhed, der drives af en kontraherende
stat, eller en dertil hørende politisk underafdeling eller
lokal myndighed.
Artikel 19
Studerende
Beløb, som en studerende eller lærling, der er,
eller som umiddelbart før han besøger en
kontraherende stat, var hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, og som opholder sig i den
førstnævnte stat udelukkende i studie- eller
uddannelsesøjemed, modtager med henblik på sit
underhold, studium eller uddannelse, beskattes ikke i denne stat
under forudsætning af, at sådanne beløb
hidrører fra kilder uden for denne stat.
Artikel 20
Anden indkomst
1. Indkomster, som erhverves af en person, der er
hjemmehørende i en kontraherende stat, og som ikke er
behandlet i de forudgående artikler i denne overenskomst,
kan, uanset hvorfra de hidrører, kun beskattes i denne
stat.
2. Bestemmelserne i stykke 1 finder ikke anvendelse på
indkomst, bortset fra indkomst af fast ejendom som defineret i
artikel 6, stykke 2, hvis den i en kontraherende stat
hjemmehørende modtager af sådan indkomst driver
erhvervsvirksomhed i den anden kontraherende stat gennem et
dér beliggende fast driftssted, og den rettighed eller det
formuegode, som ligger til grund for den udbetalte indkomst, har
direkte forbindelse med et sådant fast driftssted. I så
fald finder bestemmelserne i artikel 7 anvendelse.
Artikel 21
Ophævelse af
dobbeltbeskatning
Dobbeltbeskatning skal undgås på følgende
måde:
1. I Danmark:
Hvis en person, der er hjemmehørende i Danmark,
erhverver indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst kan beskattes i Israel, skal Danmark - medmindre
bestemmelserne i litra c) medfører andet - nedsætte
den pågældende persons skat på indkomsten med et
beløb svarende til den indkomstskat, som er betalt i
Israel.
Dette fradrag kan dog ikke overstige den del af
indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er givet, der kan
henføres til den indkomst, som kan beskattes i Israel.
Hvis en person, der er hjemmehørende i Danmark,
erhverver indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst kun kan beskattes i Israel, kan Danmark medregne denne
indkomst i beskatningsgrundlaget, men skal nedsætte
indkomstskatten med den del, som kan henføres til den
indkomst, der hidrører fra Israel.
2. I Israel:
Hvis en person, der er hjemmehørende i Israel,
erhverver indkomst, som ifølge bestemmelserne i denne
overenskomst kan beskattes i Danmark, skal Israel (med forbehold
for Israels lovgivning vedrørende lempelse for udenlandske
skatter, hvilket ikke skal berøre det generelle princip, der
er indeholdt i dette stykke) nedsætte den
pågældende persons indkomstskat med et beløb
svarende til den indkomstskat, der er betalt i Danmark.
Dette fradrag kan dog ikke overstige den del af
indkomstskatten, som beregnet inden fradraget er givet, der kan
henføres til den indkomst, som kan beskattes i
Danmark.
Artikel 22
Ikke-diskriminering
1. Statsborgere i en kontraherende stat kan ikke i den anden
kontraherende stat undergives nogen beskatning eller dermed
forbundne krav, som er anderledes eller mere byrdefulde end den
beskatning og dermed forbundne krav, som statsborgere i denne anden
stat under samme forhold, særligt med hensyn til hjemsted, er
eller måtte blive undergivet.
2. Beskatningen af et fast driftssted, som et foretagende i en
kontraherende stat har i den anden kontraherende stat, må
ikke være mindre fordelagtig i denne anden stat end
beskatningen af foretagender i denne anden stat ved udøvelse
af samme virksomhed.
3. Medmindre bestemmelserne i artikel 9, stykke 1, artikel 11,
stykke 7, eller artikel 12, stykke 4, finder anvendelse, er renter,
royalties og andre udbetalinger, der betales af et foretagende i en
kontraherende stat til en person, der er hjemmehørende i den
anden kontraherende stat, ved ansættelsen af et sådant
foretagendes skattepligtige fortjeneste fradragsberettigede under
samme betingelser, som hvis de var blevet betalt til en person, der
er hjemmehørende i den førstnævnte stat.
4. Foretagender i en kontraherende stat, hvis kapital helt
eller delvis ejes eller kontrolleres, direkte eller indirekte, af
en eller flere personer, der er hjemmehørende i den anden
kontraherende stat, kan ikke i den førstnævnte stat
undergives nogen beskatning eller dermed forbundne krav, som er
anderledes eller mere byrdefulde end den beskatning og dermed
forbundne krav, som andre tilsvarende foretagender i den
førstnævnte stat er eller måtte blive
undergivet.
5. Intet i denne artikel kan fortolkes sådan, at det
forpligter en kontraherende stat til at indrømme personer,
der ikke er hjemmehørende i denne stat, de personlige
skattemæssige begunstigelser, lempelser og
nedsættelser, som den giver til personer, der er
hjemmehørende inden for dens eget område eller til
dens statsborgere.
6. Bestemmelserne i denne artikel finder anvendelse på
de skatter, der er nævnt i artikel 2 i denne
overenskomst.
Artikel 23
Fremgangsmåden ved
indgåelse af gensidige aftaler
1. Hvis en person mener, at foranstaltninger truffet af en af
eller begge de kontraherende stater for ham medfører eller
vil medføre en beskatning, som ikke er i overensstemmelse
med bestemmelserne i denne overenskomst, kan han, uanset hvilke
retsmidler, der måtte være foreskrevet i disse staters
interne lovgivning, indbringe sin sag for den kompetente myndighed
i den kontraherende stat, hvor han er hjemmehørende eller,
hvis hans sag er omfattet af artikel 22, stykke 1, for den
kompetente myndighed i den kontraherende stat, hvor han er
statsborger. Sagen skal indbringes inden tre år fra den dag,
hvor der er givet ham den første underretning om den
foranstaltning, der medfører en beskatning, som ikke er i
overensstemmelse med bestemmelserne i denne overenskomst.
2. Den kompetente myndighed skal, hvis indsigelsen forekommer
den at være berettiget, og hvis den ikke selv kan nå
frem til en rimelig løsning, søge at løse
sagen ved gensidig aftale med den kompetente myndighed i den anden
kontraherende stat med henblik på at undgå beskatning,
der ikke er i overensstemmelse med denne overenskomst. Enhver
indgået aftale skal gennemføres uden hensyn til de
tidsfrister, der er fastsat i de kontraherende staters interne
lovgivning.
3. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal
søge ved gensidig aftale at løse vanskeligheder eller
tvivlsspørgsmål, der måtte opstå med
hensyn til fortolkningen eller anvendelsen af denne overenskomst.
De kan også forhandle om undgåelse af dobbeltbeskatning
i tilfælde, som ikke er omhandlet i overenskomsten.
4. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan
træde i direkte forbindelse med hinanden, herunder gennem en
fælles kommission bestående af dem selv eller deres
repræsentanter, med henblik på indgåelse af en
aftale i overensstemmelse med de foregående stykker.
5. Hvis
a) en person i
medfør af stykke 1 har indbragt en sag for en kontraherende
stats kompetente myndighed på grund af, at foranstaltninger
truffet af en af eller begge de kontraherende stater har
medført beskatning, som ikke er i overensstemmelse med
bestemmelserne i denne overenskomst, og
b) de kompetente
myndigheder ikke er i stand til at nå til enighed om at
løse denne sag efter bestemmelserne i stykke 2 inden for to
år fra det tidspunkt, hvor sagen er indbragt for den
kompetente myndighed i den anden kontraherende stat,
skal alle uløste spørgsmål, som
vedrører denne sag, undergives voldgift, hvis personen
anmoder om dette. Uløste spørgsmål skal dog
ikke undergives voldgift, hvis afgørelse om disse
spørgsmål allerede er truffet af en domstol eller en
endelig administrativ myndighed i en af de to stater. Medmindre en
person, som direkte er berørt af sagen, ikke accepterer den
gensidige aftale, der gennemfører voldgiftskendelsen, er
denne kendelse bindende for begge kontraherende stater og skal
gennemføres uanset de tidsfrister, der gælder efter
disse staters interne lovgivning. De kontraherende staters
kompetente myndigheder skal ved gensidig aftale fastsætte de
nærmere regler for anvendelsen af dette stykke.
6. Stykke 5 finder anvendelse fra den dato, hvor et
tilsvarende stykke (voldgift) i en overenskomst til undgåelse
af dobbeltbeskatning mellem Danmark og et tredjeland får
virkning.
Artikel 24
Udveksling af oplysninger
1. De kontraherende staters kompetente myndigheder skal
udveksle sådanne oplysninger, som må forventes at
være af betydning for gennemførelsen af bestemmelserne
i denne overenskomst eller for administrationen eller
håndhævelsen af de kontraherende staters interne
lovgivning vedrørende skatter, som er omfattet af
overenskomsten, og som pålægges på vegne af de
kontraherende stater eller deres politiske underafdelinger eller
lokale myndigheder, for så vidt som denne beskatning ikke
strider mod overenskomsten. Udvekslingen af oplysninger er ikke
begrænset af artikel 1.
2. Alle oplysninger, der modtages af en kontraherende stat
efter stykke 1, skal behandles som hemmelige på samme
måde som oplysninger, der er tilvejebragt i henhold til denne
stats interne lovgivning, og må kun meddeles til personer
eller myndigheder (herunder domstole og forvaltningsmyndigheder),
der er beskæftiget med ligning, opkrævning,
inddrivelse, håndhævelse eller retsforfølgning
med hensyn til, eller klageafgørelser i forbindelse med
skatter af enhver art og betegnelse. Sådanne personer eller
myndigheder må kun benytte oplysningerne til de nævnte
formål. De kan meddele oplysningerne under offentlige
retshandlinger eller i retsafgørelser.
3. Bestemmelserne i stykke 1 og 2 kan i intet tilfælde
fortolkes således, at der pålægges en
kontraherende stat en pligt til:
a) at udføre
forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden
kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis,
b) at meddele
oplysninger, som ikke kan indhentes i henhold til denne eller den
andens kontraherende stats lovgivning eller almindelige
forvaltningspraksis,
c) at meddele oplysninger, som ville røbe nogen
erhvervsmæssig, forretningsmæssig, industriel,
kommerciel eller faglig hemmelighed eller fremstillingsmetode,
eller oplysninger, hvis offentliggørelse ville stride mod
almene interesser (ordre public).
4. Hvis en kontraherende stat anmoder om oplysninger i
overensstemmelse med denne artikel, skal den anden kontraherende
stat iværksætte forholdsregler for at indhente de
ønskede oplysninger, selv om denne anden stat ikke
måtte have behov for disse oplysninger til egne
skattemæssige formål. Forpligtelsen i det
foregående punktum er med forbehold for begrænsningerne
i stykke 3, men i intet tilfælde gør sådanne
begrænsninger det muligt for en kontraherende stat at undlade
at levere oplysninger alene med den begrundelse, at denne stat ikke
selv har nogen skattemæssig interesse i sådanne
oplysninger.
5. I intet tilfælde kan
bestemmelserne i stykke 3 fortolkes således, at de gør
det muligt for en kontraherende stat at afslå at meddele
oplysninger, blot fordi oplysningerne skal indhentes hos en bank,
anden finansiel institution, repræsentant eller person, som
optræder som bemyndiget eller som formynder, eller fordi
oplysningerne drejer sig om ejerforhold i en person.
Artikel 25
Bistand ved inddrivelse af
skatter
1. De kontraherende stater yder hinanden bistand ved
inddrivelse af skattekrav. Denne bistand er ikke begrænset af
artikel 1 og 2. De kontraherende staters kompetente myndigheder kan
ved gensidig aftale fastsætte nærmere regler for
anvendelsen af denne artikel.
2. Udtrykket »skattekrav« betyder i denne artikel
et skyldigt beløb vedrørende skatter af enhver art og
betegnelse, som pålægges på vegne af de
kontraherende stater eller deres politiske underafdelinger eller
lokale myndigheder, så længe sådan beskatning
ikke er i strid med denne overenskomst eller med andet juridisk
instrument, som de kontraherende stater er deltagere i, såvel
som renter, administrative bøder og omkostninger i
forbindelse med inddrivelse og sikring af sådanne
beløb.
3. Når en kontraherende stats skattekrav kan inddrives
efter denne stats lovgivning, og den person, som skylder
beløbet, ikke efter denne stats lovgivning kan gøre
indsigelser mod inddrivelsen på dette tidspunkt, skal dette
skattekrav på anmodning fra den kompetente myndighed i denne
stat anerkendes af den anden stats kompetente myndighed med henblik
på inddrivelse. Skattekravet skal inddrives af denne anden
stat efter de bestemmelser, der efter denne anden stats lovgivning
gælder for inddrivelse af skattekrav, som om det
pågældende skattekrav var denne anden stats eget
skattekrav.
4. Når en kontraherende stats skattekrav er af en
sådan karakter, at denne stat efter sin lovgivning kan
iværksætte foranstaltninger med henblik på at
sikre inddrivelsen af kravet, skal dette skattekrav på
anmodning af denne stats kompetente myndighed anerkendes af den
kompetente myndighed i den anden kontraherende stat med henblik
på iværksættelse af sådanne
foranstaltninger. Denne anden stat skal iværksætte
foranstaltninger med henblik på sikring af skattekravet efter
bestemmelserne i denne anden stats lovgivning, som om det
pågældende skattekrav var denne anden stats eget
skattekrav, uanset om skattekravet på det tidspunkt, hvor
foranstaltningerne iværksættes, ikke kan inddrives i
den førstnævnte stat, og uanset om den person, som
skylder beløbet, kan gøre indsigelser mod
inddrivelsen.
5. Et skattekrav, som er anerkendt af en kontraherende stat
efter stykke 3 eller 4, skal uanset bestemmelserne i stykke 3 og 4
ikke i denne stat undergives de tidsfrister eller gives nogen
fortrinsstilling, som måtte gælde for et skattekrav
efter denne stats lovgivning på grund af kravets karakter.
Endvidere skal et skattekrav, som anerkendes af en kontraherende
stat efter stykke 3 og 4, ikke i denne stat have nogen
fortrinsstilling, som måtte gælde for dette skattekrav
efter den anden kontraherende stats lovgivning.
6. Søgsmål med hensyn til eksistensen eller
gyldigheden af en kontraherende stats skattekrav, eller med hensyn
til beløbets størrelse, kan ikke indbringes for
domstole eller administrative myndigheder i den anden kontraherende
stat.
7. Hvis et skattekrav på et tidspunkt efter
fremsættelse af en anmodning fra en kontraherende stat efter
stykke 3 eller 4, og før den anden kontraherende stat har
inddrevet og overført det pågældende skattekrav
til den førstnævnte stat, ophører med at
være
a) for så
vidt angår en anmodning efter stykke 3, et skattekrav i den
førstnævnte stat, som kan inddrives efter denne stats
lovgivning, og hvor den person, som skylder beløbet,
på dette tidspunkt efter lovgivningen i denne stat ikke kan
gøre indsigelse mod inddrivelsen, eller
b) for så
vidt angår en anmodning efter stykke 4, et skattekrav i den
førstnævnte stat, hvor denne stat efter sin lovgivning
kan iværksætte foranstaltninger med henblik på at
sikre inddrivelsen, skal den kompetente myndighed i den
førstnævnte stat straks underrette den kompetente
myndighed i den anden stat herom, og efter den anden stats valg
skal den førstnævnte stat enten stille anmodningen i
bero eller trække den tilbage.
8. Bestemmelserne i denne artikel kan i intet tilfælde
fortolkes således, at der pålægges en
kontraherende stat en pligt til:
a) at udføre
forvaltningsakter, der strider mod denne eller den anden
kontraherende stats lovgivning og forvaltningspraksis,
b) at
iværksætte foranstaltninger, som ville stride mod
almene interesser (ordre public),
c) at yde bistand,
hvis den anden kontraherende stat ikke har iværksat alle
rimelige foranstaltninger til inddrivelse henholdsvis sikring af
skattekravet, som kan iværksættes efter denne stats
lovgivning eller forvaltningspraksis,
d) at yde bistand i
tilfælde, hvor den administrative byrde for denne stat klart
ikke står mål med den fordel, som den anden
kontraherende stat vil opnå.
9. Denne artikel træder i kraft på den dato, hvor
en overenskomst mellem Israel og et tredjeland, som indeholder en
tilsvarende bestemmelse (bistand ved inddrivelse af skatter)
træder i kraft.
Artikel 26
Medlemmer af diplomatiske
repræsentationer og konsulære embeder
Intet i denne overenskomst berører de
skattemæssige begunstigelser, som medlemmer af diplomatiske
repræsentationer eller konsulære embeder nyder i
henhold til folkerettens almindelige regler eller særlige
aftaler.
Artikel 27
Begrænsning af
aftalefordele
1. Uanset bestemmelserne i andre artikler i denne overenskomst
kan en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat,
ikke opnå de fordele i form af nedsættelser eller
fritagelser for skat, som overenskomsten foreskriver, i den anden
kontraherende stat, hvis hovedformålet eller et af
hovedformålene med en transaktion eller en handling foretaget
af en sådan person eller en person forbundet med en
sådan person var at opnå fordele under
overenskomsten.
2. Overenskomsten forhindrer ikke en kontraherende stat i at
anvende sin interne lovgivning vedrørende skatteunddragelse
og skatteundgåelse.
Artikel 28
Territoriel udvidelse
1. Denne overenskomst kan enten i sin helhed eller med de
fornødne ændringer udvides til enhver del af Danmarks
territorium, som specifikt er udelukket fra overenskomstens
anvendelsesområde, eller til enhver stat eller ethvert
område, for hvis internationale relationer Danmark er
ansvarlig, og som pålægger skatter af tilsvarende
karakter som dem, der er omfattet af overenskomsten. Enhver
sådan udvidelse har virkning fra den dato og være
undergivet sådanne ændringer og betingelser, herunder
betingelser vedrørende opsigelse, som måtte blive
fastsat og aftalt mellem de kontraherende stater i noter, der skal
udveksles ad diplomatisk vej eller på anden måde i
overensstemmelse med deres forfatningsmæssige regler.
2. Medmindre de kontraherende stater aftaler andet, omfatter
opsigelsen af overenskomsten af en af dem i henhold til artikel 30
også, på samme måde som angivet i nævnte
artikel, anvendelsen af overenskomsten på de dele af Danmarks
territorium eller de stater eller områder, hvortil den er
blevet udvidet i henhold til denne artikel.
Artikel 29
Ikrafttræden
1. De kontraherende staters regeringer skal ad diplomatisk vej
give hinanden skriftlig underretning om, at de betingelser, der
foreskrives i deres lovgivning for denne overenskomsts
ikrafttræden, er opfyldt.
2. Overenskomsten træder i kraft på datoen for den
sidste af de underretninger, der er nævnt i stykke 1, og dens
bestemmelser har virkning for så vidt angår skatter for
det indkomstår, der følger umiddelbart efter det
år, hvor overenskomsten træder i kraft, og for
følgende indkomstår.
3. Overenskomsten mellem Kongeriget Danmarks regering og
Staten Israels regering til undgåelse af dobbeltbeskatning og
forhindring af beskatningsunddragelse for så vidt angår
indkomstskat og formueskat, undertegnet den 27. juni 1966,
ophører med at have virkning for enhver form for skat med
virkning fra den dato, hvor denne overenskomst får virkning
for sådan skat i overensstemmelse med stykke 1 og 2 i denne
artikel og ophæves på den sidste af disse datoer.
Artikel 30
Opsigelse
Denne overenskomst forbliver i kraft, indtil den opsiges af en
kontraherende stat. Hver af de kontraherende stater kan opsige
overenskomsten efter udløbet af et tidsrum på fem
år fra datoen for overenskomstens ikrafttræden ved ad
diplomatisk vej at give den anden kontraherende stat underretning
om opsigelsen mindst seks måneder før udløbet
af et kalenderår. I så fald ophører
overenskomsten med at have virkning for så vidt angår
skatter for det indkomstår, som følger umiddelbart
efter det år, hvor underretning om opsigelse er givet, og for
følgende indkomstår.
TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil
behørigt befuldmægtigede af deres respektive
regeringer, underskrevet denne overenskomst.
Udfærdiget i to eksemplarer i København den 9.
september 2009, hvilket svarer til den 20. Elul 5769 i den
hebraiske kalender, på hebraisk, dansk og engelsk. I
tilfælde af uoverensstemmelse mellem overenskomstens
bestemmelser er den engelske tekst afgørende.
For Kongeriget Danmarks
regering
Kristian Jensen
For Staten Israels regering
Arthur Avnon
PROTOKOL
Ved undertegnelsen af overenskomsten mellem Kongeriget
Danmarks regering og Staten Israels regering til undgåelse af
dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse for så
vidt angår indkomstskatter er Kongeriget Danmarks regering og
Staten Israels regering enige om, at følgende bestemmelser
skal udgøre en integrerende del af overenskomsten:
1. For så vidt angår artiklerne 6 og 10
Der er enighed om, at artikel 6 og ikke artikel 10 finder
anvendelse på indkomst, som en person, der er
hjemmehørende i Danmark, modtager fra en
ejendomsinvesteringsfond [REIT] (Real Estate Investment Trust i
medfør af artikel 64A3 i den israelske
indkomstskatteforordning), som er hjemmehørende i
Israel.
2. For så vidt angår artikel 13, stykke 8
Der er enighed om, at hvis de kompetente myndigheder ved
gensidig aftale forsøger at afgøre
spørgsmålet om størrelsen af den
kapitalgevinst, som kan henføres til en af de kontraherende
stater i forbindelse med pålignet fraflytningsskat, skal der
tages hensyn til sådanne faktorer som en rimelig
handelsværdi for aktiverne på den dag, hvor den
begivenhed, der udløste fraflytningsskatten,
indtrådte.
3. Skattelempelse
Det er en betingelse for, at en person, som er
hjemmehørende i en kontraherende stat, kan opnå
lempelse hos skattemyndighederne i den anden kontraherende stat, at
der fremlægges en bopælsattest, som er udstedt og
underskrevet af skattemyndighederne i den første
kontraherende stat.