L 147 Forslag til lov om ændring af våbenloven og krigsmaterielloven.

(Mærkning af skydevåben m.v.).

Af: Justitsminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2010

Fremsættelse: 25-02-2010

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2010)

20091_l147_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2010)

Justitsministeren (Lars Barfoed):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af våbenloven og krigsmaterielloven (Mærkning af skydevåben m.v.)

(Lovforslag nr. L 147).

Formålet med lovforslaget er i dansk ret at gennemføre tre internationale retsakter, der alle vedrører sporing og identifikation af ulovlige skydevåben mv. Det drejer sig om FN's protokol af 31. maj 2001 om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil, FN's resolution af 8. december 2005 om et internationalt instrument, der skal sætte staterne i stand til i tide og på pålidelig vis at identificere og spore ulovlige våben, samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/51/EF af 21. maj 2008 om ændring af Rådets direktiv 91/477/EØF om erhvervelse og besiddelse af våben.


Den danske våbenlovgivning er i vid udstrækning allerede i overensstemmelse med de anførte internationale retsakter på våbenområdet. Lovforslaget er derfor i nogen grad udtryk for en finjustering af den eksisterende våbenkontrol, men samtidig et vigtigt skridt mod - i regi af FN og EU - at tilvejebringe et solidt og sikkert grundlag for de faktiske muligheder for sporing og identifikation af skydevåben og ammunition.


På den baggrund indebærer lovforslaget en udvidelse af våbenlovens produktmæssige anvendelsesområde, så også genstande, der ligner skydevåben, og som samtidig kan ombygges hertil, omfattes af lovens kontrolordning. Endvidere justeres lovens definition af dele til skydevåben, så alle væsentlige dele til skydevåben udtrykkeligt omfattes heraf. Der foreslås samtidig indført en bemyndigelse til justitsministeren til administrativt at fastsætte regler, der præciserer, hvornår deaktiverede skydevåben falder uden for lovens kontrolordning. Herudover præciseres det, hvilke handlinger der er underlagt kontrol efter våbenloven, så kontrollen med fremstilling af skydevåben mv. udtrykkeligt udstrækkes til også at omfatte samling af de pågældende produkter.


Med henblik på bedre identifikation og sporing af skydevåben mv. indebærer lovforslaget endvidere, at der stilles krav til mærkning af skydevåben og ammunition, samtidig med at det forbydes at forvanske, ødelægge, ændre eller fjerne disse mærker.


Endelig foreslås en væsentlig udvidelse af våbenlovens forbud mod uautoriserede internationale våbenoverførsler, så der - udover det eksisterende forbud mod transport af våben mv. uden de nødvendige tilladelser hertil fra myndighederne i afsender- og modtagerlandet - også indføres et forbud mod at erhverve, sælge, levere eller på anden måde overføre de nævnte våben fra ét land til et andet, hvis der ikke foreligger de fornødne tilladelser hertil fra myndighederne i afsender- og modtagerlandet og eventuelle transitlande, eller hvis våbnene ikke er mærket i overensstemmelse med lovgivningen i de pågældende lande. Forbuddet mod overførsel mv. af umærkede våben mv. omfatter dog ikke midlertidig indførsel, herunder transit.


Der foreslås samtidig et forbud mod at fremstille skydevåben mv. ved hjælp af dele, der har været genstand for sådan uautoriseret våbenoverførsel.


Lovforslaget indebærer i øvrigt en udvidelse af krigsmateriellovens produktmæssige anvendelsesområde, så genstande, der ligner skydevåben, og som samtidig kan ombygges hertil, også omfattes af kontrolordningen i denne lov. Herudover præciseres det, at kontrollen med fremstilling af skydevåben mv. også omfatter samling af disse produkter.


Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget samtykke til, at Danmark kan ratificere FN's protokol af 31. maj 2001 om bekæmpelse af ulovlig fremstilling af og handel med skydevåben og dele, komponenter samt ammunition hertil.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.