L 140 Forslag til lov om ændring af lov om visse aspekter af Danmarks Eksportråds virke.

(Bevillingsudvalgets og bestyrelsens sammensætning).

Af: Udenrigsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 25-02-2010

Fremsat den 25. februar 2010 af udenrigsministeren (Lene Espersen)

20091_l140_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 25. februar 2010 af udenrigsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om visse aspekter af Danmarks Eksportråds virke

(Bevillingsudvalgets og bestyrelsens sammensætning)

§ 1

I lov nr. 53 af 31. januar 2001 om visse aspekter af Danmarks Eksportråds virke foretages følgende ændringer:

1. § 2 affattes således:

»§ 2. Bestyrelsen for Danmarks Eksportråd sammensættes af en formand, en næstformand og op til ni medlemmer, der udpeges af udenrigsministeren for indtil to år ad gangen efter drøftelse med økonomi- og erhvervsministeren og ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Bestyrelsen sammensættes således, at et bredt spektrum af erhvervs- og eksportinteresser repræsenteres. Udenrigsministeren fastsætter regler for, hvilke organisationer m.v. der skal høres forud for udpegelse af medlemmer af bestyrelsen.

Stk. 2. Bevillingsudvalget sammensættes af en formand og 3 medlemmer. Bevillingsudvalgets formand og medlemmer udpeges af formanden for bestyrelsen blandt bestyrelsens medlemmer.«

Stk. 3. Formanden for bestyrelsen skal forud for udpegelse af bevillingsudvalgets medlemmer rådføre sig med bestyrelsen med henblik på at sikre, at bevillingsudvalgets medlemmer repræsenterer danske erhvervs- og eksportinteresser bredt.«

2. § 4, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.


§ 2

Loven træder i kraft den 1. maj 2010.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger
 
Indholdsfortegnelse
 
1. Indledning
2. Lovforslagets indhold
3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
5. De administrative konsekvenser for borgere
6. De miljømæssige konsekvenser
7. Forholdet til EU-retten
8. Hørte myndigheder og organisationer
9. Sammenfattende skema
 


1. Indledning


Danmarks Eksportråd er en eksport- og investeringsfremmeorganisation under Udenrigsministeriet, som skaber værdi, vækst og viden for Danmark gennem global rådgivning og partnerskaber.


Formålet med lovforslaget er at omlægge bevillingsudvalget, som i dag er et selvstændigt udvalg, til at være et udvalg under Danmarks Eksportråds bestyrelse og dermed at skabe en bedre ressourceudnyttelse og organisering af bevillingsadministrationen på eksportfremmeområdet.


2. Lovforslagets indhold


Bevillingsudvalgets opgaver er gradvist blevet mindre, og antallet af enkeltsager til udvalgets afgørelse er blevet færre. Udvalget behandlede således kun tre ansøgninger om støtte på over 750.000 kr. i 2008 og kun fem ansøgninger i 2009. Tilsvarende har udvalget i hele 2008 og 2009 behandlet en klage over afgørelse truffet af Danmarks Eksportråd (sager under 750.000 kr.). Foruden enkeltsagerne har udvalget over de senere år godkendt enkelte justeringer i retningslinjerne for eksportfremstød. Det begrænsede antal opgaver og konkrete sager er en uhensigtsmæssig anvendelse af såvel udvalgsmedlemmernes som Danmarks Eksportråds ressourcer.


En omlægning af bevillingsudvalget til et udvalg under bestyrelsen vil samtidig gøre det muligt at få udvalget tættere på de beslutninger og drøftelser, som foregår i bestyrelsen.


I forbindelse med lovforslaget foretages endvidere en teknisk justering af reglerne for bestyrelsens sammensætning inden for rammerne af den oprindelige aftale mellem Udenrigsministeriet, Erhvervsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri af 6. december 1999 vedrørende etablering af en enstrenget statslig eksportfremmestruktur med henblik på at sikre loven fremadrettet herunder et fortsat tæt sammenspil mellem Danmarks Eksportråd og danske erhvervs- og eksportinteresser.


3. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige


Lovforslaget vil have positive økonomiske og administrative konsekvenser. Der vil være tale om en besparelse på godt 400.000 kr., som udvalget modtager i honorar.


4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet


Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.


5. Lovforslagets administrative konsekvenser for borgere


Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgere.


6. Lovforslagets miljømæssige konsekvenser


Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.


7. Forholdet til EU-retten


Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.


8. Hørte myndigheder og organisationer


Akademikernes Centralorganisation (AC), Advokatsamfundet, AI-Rådet, Akademiet for de Tekniske Videnskaber (ATV), Amtsrådsforeningen (ARF), Arbejdsløshedskassen for selvstændige erhvervsdrivende (ASE), Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Brancheforeningen Danske Maritime, CO-industri, Danmarks Rederiforening, Turismens Fællesråd, Dansk Arbejdsgiverforening, DI (Dansk Industri), Dansk Managementråd (DMR), Dansk Iværksætterforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk ErhvervsFremme, Det Danske Handelskammer (del af DI), Erhvervsankenævnet, Erhvervsudviklingsrådet, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk (FIH), Finansrådet, Foreningen af Registerede Revisorer (FRR), Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR), Håndværksrådet, Ingeniørforeningen (IDA), Institutrådet, Kommunernes Landsforening (KL), Landbrug & Fødevarer, Landsorganisationen i Danmark (LO), Rådet for Teknologi og Innovation (RTI), TrafikInformationsCentret (TIC Danmark), Vækstfonden, Rigsrevisionen.


   
9. Sammenfattende skema
 
Positive konsekvenser/
mindre udgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
En positiv økonomisk konsekvens på 400.000 kr.
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner
Ingen
Ingen
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter
   


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser


Til § 1


Til nr. 1


Hensigten med den foreslåede § 2, stk. 1, er, at Danmarks Eksportråds bestyrelse sammensættes således, at erhvervspolitisk og samfundsmæssig indsigt, samt praktisk kendskab til udenrigshandel og internationalisering inden for forskellige virksomhedskategorier inklusive små og mellemstore virksomheder og erhverv repræsenteres, herunder at bestyrelsen afspejler Danmarks stigende afhængighed af videnstunge arbejdspladser med et højt niveau af forskning og udvikling, inklusive muligheden for et medlem fra en udenlandsk virksomhed i Danmark.


Bestyrelsen for Danmarks Eksportråd består af op til 11 medlemmer, herunder en formand, en næstformand og op til ni medlemmer, der alle udnævnes af udenrigsministeren efter drøftelse med økonomi- og erhvervsministeren og ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Næstformanden og medlemmerne udnævnes efter høring af formændene for de i eksport- og internationaliseringssammenhæng væsentlige erhvervsorganisationer, således at sammensætningen af bestyrelsen afspejler de til hver en tid gældende muligheder og udfordringer, dansk erhvervsliv møder internationalt. Der lægges vægt på, at bestyrelsens medlemmer er aktive erhvervsfolk.


Til nr. 2


Det foreslås med § 2, stk. 2, hvorefter bevillingsudvalgets medlemmer udpeges blandt medlemmerne af Danmarks Eksportråds bestyrelse at rationalisere og spare ressourcer. Medlemmerne af bevillingsudvalget vil ikke modtage honorar for arbejdet i bevillingsudvalget ud over det honorar, som allerede oppebæres i forbindelse med bestyrelsesarbejdet.


Bevillingsudvalget vil fortsat være et separat udvalg fra bestyrelsen for Danmarks Eksportråd. Der vil ikke være rekurs til bestyrelsen eller udenrigsministeren, for så vidt angår bevillingsudvalgets afgørelser, jf. § 4 stk. 4.


Til nr. 3


Det foreslås af § 2, stk. 3, at formanden for Danmarks Eksportråds bestyrelse i forbindelse med udpegelsen af bevillingsudvalgets medlemmer rådfører sig med bestyrelsen for Danmarks Eksportråd med henblik på at sikre, at bevillingsudvalgets sammensætning repræsenterer dansk erhvervslivs interesser.


Til nr. 4


Det foreslås, at § 4, stk. 2, ophæves idet der med bestemmelsen i § 2., stk. 2 opnås en tættere kontakt og kendskab til Danmarks Eksportråds øvrige ydelser og virke, og dermed gør bestemmelsen overflødig.


Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft 1. maj 2010.


Til § 3

I overensstemmelse med gældende lovs § 9 gælder loven ikke for Grønland og Færøerne, men kan sættes i kraft i disse dele af riget efter tilsvarende bestemmelser.



Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 1
   
  
I lov nr. 53 af 31. januar 2001om visse aspekter af Danmarks Eksportråds virke, lov foretages følgende ændringer:
   
  
1.§ 2 affattes således:
   
§ 2. Bestyrelsen for Danmarks Eksportråd sammensættes af en formand, en næstformand og af op til ni medlemmer, der udpeges af udenrigsministeren for indtil to år ad gangen efter drøftelse med erhvervsministeren og fødevareministeren. Bestyrelsen sammensættes således, at et bredt spektrum af erhvervs- og eksportinteresser repræsenteres.
 
»§ 2. Bestyrelsen for Danmarks Eksportråd sammensættes af en formand, en næstformand og op til ni medlemmer, der udpeges af udenrigsministeren for indtil to år ad gangen efter drøftelse med økonomi- og erhvervsministeren og ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Bestyrelsen sammensættes således, at et bredt spektrum af erhvervs- og eksportinteresser repræsenteres. Udenrigsministeren fastsætter regler for, hvilke organisationer m.v. der skal høres forud for udpegelse af medlemmer af bestyrelsen.
Stk. 2. Bevillingsudvalget er sammensat af mindst 5 medlemmer, der udpeges af udenrigsministeren. Der udpeges mindst 4 medlemmer blandt aktive repræsentanter for danske erhvervsvirksomheder, hvoraf en udpeges til formand. Endvidere udpeges en repræsentant for Danmarks Eksportråd, der samtidig fungerer som næstformand.
 
Stk. 2:Bevillingsudvalget sammensættes af en formand og 3 medlemmer. Bevillingsudvalgets formand og medlemmer udpeges af formanden for bestyrelsen blandt bestyrelsens medlemmer.
Stk. 3.Formanden for bestyrelsen skal forud for udpegelse af bevillingsudvalgets medlemmer rådføre sig med bestyrelsen med henblik på at sikre, at bevillingsudvalgets medlemmer repræsenterer danske erhvervs- og eksportinteresser bredt.«
   
§ 4. ---
Stk. 2. Danmarks Eksportråds repræsentant i bevillingsudvalget eller et flertal af bevillingsudvalgets medlemmer kan begære en sag forelagt bestyrelsen for Danmarks Eksportråd til afgørelse, såfremt sagen skønnes at være af generel, principiel karakter. Bestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
 
2.§ 4, stk. 2 ophæves.