L 134 Forslag til lov om anlæg af en jernbanestrækning København-Ringsted over Køge.

Af: Transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 11-05-2010

Afgivet: 11-05-2010

Tillægsbetænkning afgivet af Trafikudvalget den 11. maj 2010

20091_l134_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Trafikudvalget den 11. maj 2010

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 25. februar 2010 og var til 1. behandling den 15. marts 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Trafikudvalget. Udvalget afgav betænkning den 6. maj 2010. Lovforslaget var til 2. behandling den 11. maj 2010, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Trafikudvalget.


Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i 1 møde.


Spørgsmål

Udvalget har under den fornyede behandling af lovforslaget stillet 3 spørgsmål til transportministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


2. Tilkendegivelse fra transportministeren

Transportministeren har oplyst følgende om en aftale indgået i forligskredsen bag aftalen »En moderne jernbane« (regeringen (V og KF), S, DF, SF, RV og LA) med hensyn til etablering af ekstra støjafskærmning langs den ny jernbane København-Ringsted i Hvidovre Kommune:


For at imødekomme lokale ønsker om at reducere støjen i forbindelse med den ny jernbanes passage gennem Hvidovre har forligskredsen bag aftalen »En moderne jernbane« af 22. oktober 2009 på møde den 11. maj 2010 besluttet at afsætte yderligere 16 mio. kr. til projektet til etablering af en 3 m høj støjafskærmning på en 775 m lang strækning langs Allingvej i Hvidovre. Støjskærmen begynder, umiddelbart hvor tunnelstrækningen ophører ved stibroen ved Ulstrupvej, og går frem til Avedøre Havnevej.


En støjskærm på denne strækning forventes at have en reducerende effekt på togstøjen på 1-2 dB og 2 dB på motorvejens støj. Endvidere vil skærmen kunne fungere som et visuelt værn mod jernbanen, således at togene ikke længere vil kunne ses fra Allingvej og det bagvedliggende villakvarter. Støjskærmen kan endvidere beplantes.


En løsning med en smallere motorvej med færre kørespor - som har været foreslået fra flere sider - hvor den ny banes tracé er tilpasset disse forhold, vil ikke bidrage til en yderligere støjdæmpning. Det skyldes, at den strækning, hvor banen bliver ført i tunnel, er uændret. Løsningen med smallere motorvej vurderes derfor ikke at have positive effekter, som står mål med de forventede omkostninger på ca. 60 mio. kr.


En indsnævring af motorvejen vurderes endvidere at give trafikafviklingsproblemer allerede ved de nuværende trafikmængder. Problemerne vil i sagens natur vokse i takt med stigende trafikmængder. Det skal endelig bemærkes, at en løsning med indsnævring af motorvejen vil skabe endog meget store problemer for trafikafviklingen på motorvejen i anlægsperioden.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget finder, at anlæg af en ny jernbane mellem København og Ringsted over Køge har store konsekvenser for de boligområder, som banen føres igennem. Det er glædeligt, at der i forligskredsen har været opbakning til at overdække en strækning i Valby samt til at øge støjdæmpningen i Hvidovre.


Dansk Folkeparti havde gerne set en løsning i Hvidovre i form af den såkaldte smallere motorvej og en overdækket løsning fra Ulstrupvej til Avedøre Havnevej, men den aftalte støjmur med beplantning vil være et fornuftigt alternativ, da denne løsning samtidig vil reducere støjen fra den nuværende motorvej. Dansk Folkeparti vil opfordre til, at der under anlægsfasen og inden for budgetrammen løbende er fokus på at minimere generne for borgerne, der bor langs banen.


Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for tillægsbetænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i tillægsbetænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i tillægsbetænkningen.


Jens Vibjerg V Flemming Damgaard Larsen V fmd. Kristian Pihl Lorentzen V Peter Juel Jensen V Karsten Nonbo V Kim Christiansen DF Pia Adelsteen DF Henriette Kjær KF nfmd. Helge Adam Møller KF Magnus Heunicke S Jens Christian Lund S Poul Andersen S Klaus Hækkerup S Pia Olsen Dyhr SF Jesper Petersen SF Johs. Poulsen RV Per Clausen EL

Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
2
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedr. L 134 efter afgivelse af betænkning


Bilagsnr.


Titel


14
Fornyet udvalgsbehandling
15
Betænkning afgivet 6/5-10
16
Udkast til tillægsbetænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 134 efter afgivelse af betænkning


Spm.nr.
Titel
117
Spm. om, hvem der har besluttet, at projekteringen af banen Ringsted-Rødby til 160 km/t til en udgift på 6-7 mia. kr. skal finansieres af Femern Bælt-projektet, til transportministeren, og ministerens svar herpå
118
Spm., om det vil være muligt at tilrettelægge togtrafikken således, at godstog og andre lavhastighedstog benytter strækningen København-Roskilde-Ringsted, og at højhastighedstog benytter strækningen København-Køge-Ringsted, til transportministeren, og ministerens svar herpå
119
Spm. om Trafikstyrelsens bemærkninger til rapporten »Bedre baner - bedre løsninger« (side 9), til transportministeren, og ministerens svar herpå