L 134 Forslag til lov om anlæg af en jernbanestrækning København-Ringsted over Køge.

Af: Transportminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2010

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2010)

20091_l134_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2010)

Transportministeren (Hans Christian Schmidt):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om anlæg af en jernbanestrækning København-Ringsted over Køge.

(Lovforslag nr. L 134).

Med lovforslaget bemyndiges ministeren til at anlægge en ny dobbeltsporet og elektrificeret jernbanestrækning København-Ringsted over Køge på ca. 60 km.


Forslaget er et led i udmøntningen af aftalen af 22. oktober 2009 "En moderne jernbane" mellem regeringen (Venstre og De Konservative), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance og aftalen "En grøn transportpolitik" af 29. januar 2009 mellem disse partier.


Den nye jernbane tilvejebringer en langsigtet kapacitetsforøgelse på strækningen, som muliggør attraktive togforbindelser og forbedrede tilbud til passagerer og godstransportkunder. Den nye jernbane er desuden en forudsætning for gennemførelse af "timemodellen".


Målet med "timemodellen" er at sikre en rejsetid på 1 time på strækningerne København-Odense, Odense-Århus, Århus-Aalborg og på sigt Odense-Esbjerg samt Odense-Herning. "Timemodellen" vil hermed bidrage til at give hurtigere rejsetider for togrejsende i hele landet.


Den nye jernbane giver endvidere mulighed for at forøge antallet af tog på Vestbanen (fra København mod Fyn og Jylland) og Sydbanen (fra Ringsted mod Sydsjælland, Lolland og Falster) og for at indsætte direkte regionaltog København-Køge-Næstved med store rejsetidsbesparelser til følge.


Den nye jernbane vil således øge mobiliteten på et bæredygtigt grundlag og understøtte målsætningen om, at den kollektive transport skal løfte det meste af fremtidens vækst i trafikken.


Den nye jernbane planlægges ibrugtaget i 2018.


Lovforslaget indeholder positive virkninger for samfundet, idet den nye jernbane forbedrer mulighederne for bæredygtig transport. Således vil overflytning af bilture til jernbanen kunne reducere udledningen af CO2. Endvidere vil lovforslaget øge mobiliteten bl.a. til gavn for erhvervslivet.


Statens udgift til anlægget skønnes at udgøre ca. 10,35 mia. kr. Der er i dette beløb indregnet reserver i henhold til "Ny anlægsbudgettering".


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.