L 129 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Målretning af kontaktpersonordningen, tilpasning af adgangen til elektroniske medicinoplysninger og oprettelse af Det Danske Vaccinationsregister m.v.).

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen (KF)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-02-2010

Skriftlig fremsættelse (12. februar 2010)

20091_l129_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (12. februar 2010)

Ministeren for sundhed og forebyggelse (Jakob Axel Nielsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Målretning af kontaktpersonordningen, tilpasning af adgangen til elektroniske medicinoplysninger og oprettelse af Det Danske Vaccinationsregister mv.)

(Lovforslag nr. L 129).

Med dette lovforslag foreslår regeringen som led i regeringens plan for mindre bureaukrati i kommuner og regioner "Mere tid til velfærd", oktober 2009 en målretning af kontaktpersonordningen. Den skal sikre, at det sundhedsfaglige personales tid anvendes bedst muligt samtidig med, at det sikres, at de patienter, der har behov for en kontaktperson, får tilbud herom. Det foreslås, at patienter med kortvarig kontakt med sygehusvæsenet ikke automatisk skal have tilbudt en kontaktperson, som det sker i dag, mens patienter med længere behandlingsforløb og særlige behov - fx kronikere og patienter med livstruende sygdomme, herunder kræft - tilbydes en kontaktperson tidligere end i dag og i nogle tilfælde allerede ved første kontakt med sygehuset. Med forslaget skal regionsrådet tilbyde en eller flere kontaktpersoner til en patient, der modtages til ambulant behandling eller behandling under indlæggelse på regionens sygehuse, når behandlingsforløbet strækker sig over mere end 2 dage. Hvis en patient efter konkret vurdering har behov for det, skal regionsrådet tilbyde en kontaktperson på et tidligere tidspunkt, fx allerede ved første eller anden ambulante besøgsdag eller på indlæggelsesdagen eller dagen efter.


Det foreslås endvidere, at lovgrundlaget for Lægemiddelstyrelsens registrering af borgeres medicinoplysninger i Medicinprofilen/Det Fælles Medicinkort præciseres, og der foreslås etableret hjemmel for oprettelse af et nationalt vaccinationsregister (Det Danske Vaccinationsregister).


For så vidt angår Lægemiddelstyrelsens registrering af borgeres medicinoplysninger er hensigten med forslaget at foretage en række sproglige præciseringer for at synliggøre, at de oplysninger om borgeres medicinoplysninger, der i dag registres i Medicinprofilen tillige vil danne grundlag for Det Fælles Medicinkort (FMK). Med FMK vil alle ordinerende læger kunne foretage et opslag på en borgers aktuelle medicinering i deres egne systemer, når det er nødvendigt for den aktuelle behandling af borgeren.


Med henblik på at forbedre patientsikkerheden gennem at understøtte en hensigtsmæssig og fleksibel tilrettelæggelse af arbejdsgange i sundhedsvæsenet foreslås i den forbindelse en tilpasning af afgrænsningen af hvilke sundhedspersoner, der har adgang til de registrerede oplysninger. Det foreslås, at tandlæger, jordemødre, sygeplejersker, sundhedsplejersker, social- og sundhedsassistenter samt plejehjemsassistenter, der aktuelt har en patient i behandling, har adgang til de registrerede medicinoplysninger, når det er nødvendigt for behandlingen. Endvidere foreslås det, at bemyndige ministeren for sundhed og forebyggelse til at fastsætte nærmere regler om, at andre personer, der som led i deres erhverv udleverer medicin til en patient eller håndterer medicinoplysninger, kan få adgang til de registrerede medicinoplysninger. Hensigten er at sikre, at medicinhåndtering og -udlevering altid kan ske på et aktuelt og opdateret grundlag.


Med henblik på en mere effektiv overvågning af lægemidlers sikkerhed og til gavn for patientsikkerheden foreslår regeringen endvidere, at Lægemiddelstyrelsen får adgang til de registrerede oplysninger om udleverede lægemidler og vacciner til brug for behandling af indberetninger om formodede bivirkninger og tilbagekaldelse af vacciner. Formålet med denne udvidede adgang til at udnytte registrerede medicinoplysninger er at gøre overvågningen af lægemidlers sikkerhed mere effektiv og dermed at øge patientsikkerheden.


Endelig foreslås etableret hjemmel til oprettelse af et nationalt vaccinationsregister med henblik på at overvåge vaccinationsdækning, monitorere effekt, virkningsvarighed af givne vacciner og forskydninger af HPV-typer samt tilbyde alle borgere, registreret med et personnummer i Det Centrale Personregister (CPR) et personligt elektronisk vaccinationskort. Hensigten er, at registeret på sigt skal omfatte alle oplysninger om den enkelte borgers vaccinationer.


Jeg skal anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.