L 129 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Målretning af kontaktpersonordningen, tilpasning af adgangen til elektroniske medicinoplysninger og oprettelse af Det Danske Vaccinationsregister m.v.).

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen (KF)
Udvalg: Sundhedsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 28-04-2010

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 28. april 2010

20091_l129_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundhedsudvalget den 28. april 2010

1. Ændringsforslag

Der er stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Indenrigs- og sundhedsministeren har stillet ændringsforslag nr. 5, og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2-4 og 6.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 12. februar 2010 og var til 1. behandling den 25. februar 2010. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundhedsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 18. december 2009 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 158. Den 15. februar 2010 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Maria Staun, Kolding. Indenrigs- og sundhedsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 8 spørgsmål til indenrigs- og sundhedsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et mindretal i udvalget (S, SF og RV) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Mindretallet indstiller det under A nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet indstiller det under B nævnte lovforslag til vedtagelse. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget forkastes, vil mindretallet stemme for ændringsforslag nr. 2-6 til det udelte forslag.


Mindretallet mener ikke, at kontaktpersonordningen fungerer i sin nuværende form. Men den fremstår som en tænkt/konstrueret størrelse uden tilstrækkelig samtænkning med de fagprofessionelle sundhedspersoners funktioner og kompetencer.


Derfor burde der frem for ændringer i den nuværende kontaktpersonordning være sikret en gennemgang og efterfølgende revurdering af de initiativer, som sygehusene/de driftsansvarlige i regionerne i øjeblikket tager initiativ til (f.eks. forløbskoordinatorer) for at skabe koordinering og kvalificering af patientforløb under indlæggelse, jf.  bl.a. høringssvar fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Dansk Sygeplejeråd.


Et andet mindretal i udvalget (V og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det under nr. 5 stillede ændringsforslag.


Et tredje mindretal i udvalget (DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-6 stillede ændringsforslag.


Venstres, Dansk Folkepartis og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget konstaterer, at kontaktpersonsordningen, som blev startet i 2006, er en ordning, der fungerer godt flere steder, så patienterne oplever og mærker, at der er større sammenhæng i behandlings- og plejeforløbene. Blot er der mange ambulante patienter, som kommer meget hurtigt ind på sygehuset og hurtigt ud igen efter f.eks. mindre operationer og andre ambulante behandlinger, som eksempelvis operativt indgreb i en tennisalbue eller en knæoperation, der ikke fordrer indlæggelse mere end en dag, og derfor ikke nødvendigvis har behov for en kontaktperson.


Derfor glæder det partierne, at det med dette lovforslag bliver muligt for en patient, der ønsker det, at få tildelt en kontaktperson, selv om indlæggelsen kun forventes at være af en enkelt dags varighed. Det vil i disse situationer være den behandlingsansvarlige læges samlende vurdering, der lægges til grund for tildeling af en kontaktperson i disse kortvarige behandlingsforløb. Patienter med behov skal dog have tilbudt en kontaktperson allerede ved første kontakt med sygehuset. Det gælder f.eks. kræftpatienter eller andre med livstruende eller komplekse sygdomme og kronikere herunder også patienter med et alkohol- eller stofmisbrugsproblem.


Et fjerde mindretal i udvalget (EL) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget og indstiller de under A og B nævnte lovforslag til forkastelse ved 3. behandling. Hvis ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget forkastes, vil mindretallet stemme for ændringsforslag nr. 5 til det udelte lovforslag.


Et femte mindretal i udvalget (Pia Christmas-Møller (UFG)) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget og indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse uændret og det under B nævnte lovforslag til vedtagelse. Hvis ændringsforlag nr. 1 om deling af lovforslaget forkastes, vil mindretallet stemme for ændringsforslag nr. 5 til det udelte lovforslag.


Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen. Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S, RV, EL og Pia Christmas Møller (UFG)):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold: A. »Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Målretning af kontaktpersonordningen)« omfattende § 1, nr. 2 og 3, § 2 og § 3. B. »Forslag til lov om ændring af sundhedsloven. (Tilpasning af adgangen til elektroniske medicinoplysninger og oprettelse af Det Danske Vaccinationsregister m.v.)« omfattende § 1, nr. 1, 4-16, § 2 og § 3.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det udelte lovforslag

Til § 1

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (S, SF og RV):

2) Efter nr. 6 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 157 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Den sygehusansatte farmaceut eller farmakonom, der efter udpegning af sygehusledelsen, af patient- og lægemiddelsikkerhedsmæssige grunde foretager medicingennemgang eller -afstemning, kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om patienten, når dette er nødvendigt for den pågældendes behandling af patienten.«

Stk. 4-9 bliver herefter stk. 5-10.«


[Visse sygehusansatte farmaceuters og farmakonomers adgang til elektroniske medicinoplysninger]

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (S, SF og RV):

3) I den under nr. 10 foreslåede affattelse af § 157, stk. 8, der bliver stk. 9, indsættes efter »stk. 2, 3«: », 4«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2]

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (S, SF og RV):

4) I den under nr. 12 foreslåede affattelse af § 157, stk. 9, nr. 4, der bliver stk. 10, nr. 4, indsættes efter »plejehjemsassistenter,«: »sygehusansatte farmaceuter og farmakonomer, der efter stk. 4 har adgang til de registrerede oplysninger,«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2]

Af indenrigs- og sundhedsministeren, tiltrådt af et mindretal (V, DF og KF):

5) Den i nr. 15 foreslåede affattelse af § 271, stk. 1, nr. 4, affattes således:

»4) indhenter, videregiver eller udnytter oplysninger i strid med § 157, stk. 2, 3, 5 eller 8, eller § 157 a, stk. 2 eller 3, eller i strid med regler fastsat i medfør af § 157, stk. 4, eller § 157 a, stk. 4.«

[Redaktionel ændring af straffebestemmelse]

Underændringsforslag

til ændringsforslag nr. 5

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (S, SF og RV):

6) I den ved ændringsforslag nr. 5 foreslåede affattelse af § 271, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »2, 3,«: »4,«.

[Konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 2]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at lovforslaget deles, således at forslagene om målretninger af kontaktpersonordningen samles i et selvstændigt lovforslag, og at forslagene om adgangen til elektroniske medicinoplysninger og oprettelse af Det Danske Vaccinationsregister m.v. samles i et andet lovforslag.


Til nr. 2

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i sundhedslovens § 157, stk. 4, hvorefter sygehusansatte farmaceuter og farmakonomer, der på grundlag af udpegning af sygehusledelsen af patient- og lægemiddelsikkerhedsmæssige grunde foretager medicingennemgang eller -afstemning, kan få adgang til de oplysninger, der er registreret om patienten, når dette er nødvendigt for den pågældendes behandling af patienten.


Hensigten med bestemmelsen er at sikre, at medicinhåndtering og -udlevering altid kan ske på et aktuelt og opdateret grundlag.


Med en sådan adgang vil sygehusansatte farmaceuters og farmakonomers arbejde i forhold til medicingennemgang og -afstemning kunne tilrettelægges mere fleksibelt end i dag til gavn for en øget patientsikkerhed.


Sygehusledelsen skal udpege, hvilke sygehusansatte farmaceuter og farmakonomer der kan få adgang til de registrerede medicinoplysninger. Hermed sikres det, at adgangen til de registrerede medicinoplysninger begrænses mest muligt henset til oplysningernes personfølsomme karakter.


Bestemmelsen berører ikke lægers adgang til i medfør af autorisationsloven at delegere adgangen til de registrerede oplysninger til lægens medhjælp, jf. § 18 i lovbekendtgørelse nr. 1350 af 17. december 2008.


Der er som ved lovens øvrige afgrænsning af, hvilke persongrupper der har adgang til de registrerede medicinoplysninger, foretaget en nøje afvejning af dels hensynet til, at der er tale om adgang til særlige personfølsomme oplysninger, som i videst muligt omfang skal begrænses, dels hensynet til patientsikkerheden og en hensigtsmæssig og fleksibel tilrettelæggelse af arbejdsgange i sundhedsvæsenet og understøtter ambitionen om opgaveglidning og bedst mulig udnyttelse af ressourcerne.


For så vidt angår afgrænsningen af adgangen til de registrerede medicinoplysninger, henvises til bemærkningerne i lovforslaget til nr. 12 om den foreslåede ændring af sundhedslovens § 157, stk. 9, nr. 4.


Til nr. 3, 4 og 6

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at sygehusansatte farmaceuters adgang til de registrerede medicinoplysninger nævnes direkte i loven.


Til nr. 5

Der er tale om en redaktionel ændring.


Louise Schack Elholm V Preben Rudiengaard V fmd. Birgitte Josefsen V Sophie Løhde V Flemming Møller V Liselott Blixt DF Karin Nødgaard DF Vivi Kier KF Pia Christmas-Møller UFG nfmd. Sophie Hæstorp Andersen S Flemming Møller Mortensen S Karen J. Klint S Julie Skovsby S Karl H. Bornhøft SF Jonas Dahl SF Lone Dybkjær RV Per Clausen EL

Liberal Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
2
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 129

Bilagsnr.


Titel


1
Høringsnotat og høringssvar, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Ændringsforslag, fra indenrigs- og sundhedsministeren
5
1. udkast til betænkning
6
2. udkast til betænkning
7
Henvendelse af 16/4-2010 fra Maria Staun, Kolding
8
3. udkast til betænkning
  


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 129

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvilken personkreds der fortsat vil få tildelt en kontaktperson fra dag et og altså ikke være omfattet af den nye ordning, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm., om det vil være muligt for en patient at få en kontaktperson, hvis patienten ønsker dette, uanset at indlæggelsen kun forventes at være en dag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om ændringsforslag, der indebærer, at også kliniske farmaceuter, som arbejder på sygehuse, kan få adgang til de elektroniske medicinoplysninger i Medicinprofilen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvorfor det er Statens Serum Institut, der skal være ansvarlig for vaccinationsregisteret, og ikke Lægemiddelstyrelsen, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der indebærer, at kliniske farmaceuter, som arbejder på sygehuse, har adgang til de elektroniske medicinoplysninger, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om kommentar til henvendelsen af 16/4-2010 fra Maria Staun, Kolding, jf. L 129 - bilag 7, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm. om konsekvenser af ændringsforslag, jf. svar på spm. 5, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om ministeren vil være indstillet på at stille ændringsforslag, der indebærer, at lovforslaget deles, således at bestemmelserne om kontaktpersonordningen udskilles i et selvstændigt lovforslag, til indenrigs- og sundhedsministeren, og ministerens svar herpå