Betænkning afgivet af
Uddannelsesudvalget den 2. marts 2010
1. Ændringsforslag
Der er stillet 9 ændringsforslag til lovforslaget.
Undervisningsministeren har stillet ændringsforslag nr. 2-4
og 7. Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget og
ændringsforslag nr. 5, 6, 8 og 9.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 29. januar 2010 og var til 1.
behandling den 11. februar 2010. Lovforslaget blev efter 1.
behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen
været sendt i høring, og undervisningsministeren
sendte den 14. januar 2010 dette udkast til udvalget, jf. UDU alm.
del - bilag 101. Den 4. februar 2010 sendte undervisningsministeren
de indkomne høringssvar og et notat herom til
udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1
skriftlig henvendelse fra Dansk Friskoleforening og Danmarks
Privatskoleforening.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 1 spørgsmål til
undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har
besvaret.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Udvalget indstiller
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget til vedtagelse.
Et flertal i udvalget (udvalget
med undtagelse af DF) indstiller det under A og det under B
nævnte lovforslag til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Et mindretal i udvalget (DF)
indstiller det under A nævnte lovforslag til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag. Mindretallet indstiller det under B
nævnte lovforslag til forkastelse
ved 3. behandling.
Dansk Folkeparti har stillet ændringsforslag om at dele
lovforslaget i to dele, idet Dansk Folkeparti ikke kan
støtte den del af lovforslaget, der vedrører mulighed
for filialer af internationale skoler. Dansk Folkeparti bryder sig
ikke om, at der bliver særregler på området, blot
fordi der er tale om internationale skoler. Dansk Folkeparti finder
den nuværende lovgivning udmærket og konstaterer, at
man i dag efter de gældende regler kan oprette internationale
skoler i Danmark.
Dansk Folkeparti var ved 1. behandling bekymret for
konsekvenserne af de nye klassetrinskrav for de frie grundskoler.
Men idet undervisningsministeren - efter samtale med foreningerne
på de frie grundskolers område - er kommet frem til et
ændringsforslag vedrørende klassetrinskravene, kan
Dansk Folkeparti støtte denne del af lovforslaget. Det har
været særlig vigtigt for Dansk Folkeparti at sikre
friskoler i yderområderne, og Dansk Folkeparti mener, at der
med ændringsforslaget tages hensyn til oprettelse og
fastholdelse af frie grundskoler i yderområderne. Dansk
Folkeparti har endvidere noteret sig, at de få skoler, der
ikke på nuværende tidspunkt opfylder de
klassetrinskrav, som vedtages med dette lovforslag, får 2
år til at leve op til de pågældende
klassetrinskrav. Dansk Folkeparti er endvidere glad for, at
ministeren har lyttet til Dansk Folkepartis bekymring.
Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og
Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens
afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og
havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller
politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i
betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
a
Ændringsforlag om
deling af lovforslaget
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
1)
Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og
indhold: A. »Forslag til lov om
ændring af lov om friskoler og private grundskoler og lov om
private gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere
forberedelseseksamen (hf-kurser). (Krav til antal elever på
klassetrin m.v.)« omfattende § 1, nr. 1, 2 og 5, §
2, nr. 1, 3 og 4, og § 3, stk. 1 og 2. B. »Forslag til lov om ændring af
lov om friskoler og private grundskoler og lov om private
gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere
forberedelseseksamen (hf-kurser). (Filialer af internationale
skoler)« omfattende § 1, nr. 3 og 4, § 2, nr. 2 og
4, og § 3, stk. 2 og 3.
[Forslag om deling af
lovforslaget]
b
Ændringsforslag til
det under A nævnte forslag
Til § 1
Af undervisningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
2) Nr. 1
affattessåledes:
»1. § 2, stk. 1 og 2, affattes således:
»En fri grundskole skal, jf. dog § 41, den 5.
september i skoleåret med de begrænsninger, der
følger af stk. 2, have mindst
1) ni elever i alt
på børnehaveklassetrin og 1. og 2. klassetrin,
2) seks elever i
alt på 3. og 4. klassetrin og
3) ni elever i alt
på 5.-7. klassetrin.
Stk. 2. En nyoprettet
skole skal opfylde kravet i stk. 1, nr. 1, senest i skolens tredje
skoleår, kravet i stk. 1, nr. 2, senest i skolens femte
skoleår og kravet i stk. 1, nr. 3, senest i skolens ottende
skoleår.«
[Ændrede krav til antal
elever i klassetrinsgrupper]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
3) Nr. 2
affattes således:
»2. I §
2 indsættes som stk.
5:
»Stk. 5. Kravene i
stk. 1 og 2 gælder ikke for
1) de tyske
mindretalsskoler,
2) skoler, der i
hele skoleåret 2009-10 var undtaget fra klassetrinskravet i
den dagældende lovs § 2, stk. 1,
3) skoler, der er
omfattet af § 19, stk. 1, 6. pkt.,
4) skoler med
kostafdeling, der i hele skoleåret 2009-10 opfyldte §
19, stk. 1, 3. pkt., og
5) skoler, der er
udspaltet af en privat gymnasieskole, som er overgået til at
være en selvejende institution inden for den offentlige
forvaltning, jf. lov om institutioner for almengymnasiale
uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.«
[Korrektion af relevant
skoleår i nr. 2 og undtagelse for skoler med kostafdeling i
et nyt nr. 4]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
4) Nr. 5
affattes således:
»5. I §
24 a indsættes som stk. 2
og 3:
»Stk. 2. Et
påbud om at overholde kravene i § 2, stk. 1 og 2, gives
med frist til den førstkommende 5. september. For skoler,
der i de fem forudgående skoleår pr. 5. september
mindst har haft et antal elever på klassetrin svarende til de
i § 2, stk. 1 og 2, nævnte, gives fristen dog til den
næstkommende 5. september, såfremt antallet af elever,
skolen mangler for at opfylde kravene, er blevet mindre den
førstkommende 5. september.
Stk. 3. Opfylder skolen
ikke et påbud efter stk. 2, er skolen med virkning fra det
følgende skoleår ikke længere en fri grundskole
efter denne lov. Eventuel fortsat undervisning på skolen af
børn i den undervisningspligtige alder vil herefter
være omfattet af kapitel 8.«
[Forlængelse af
påbudsfrist for visse skoler og opsplitning i to stykker]
Til § 2
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
5) Nr. 4
affattes således:
»4. I §
17 indsættes som stk.
4:
»Stk. 4. Elever,
der undervises i bygninger tilhørende en statslig
institution, jf. § 2, stk. 3, indgår ikke i
opgørelsen af antal elever efter stk. 1, nr. 1.«
[Konsekvens af lov nr. 1409 af 27.
december 2008 og af delingen af lovforslaget]
Til § 3
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
6) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2. § 2,
nr. 1, 3 og 4, træder i kraft den 1. april 2010.«
[Konsekvensændring som
følge af ændringsforslag om deling af
lovforslaget]
Af undervisningsministeren, tiltrådt af
udvalget:
7) Som
stk. 3 indsættes:
»Stk. 3. Skoler,
der er i virksomhed i skoleåret 2009-10, og som den 5.
september 2010 ikke opfylder kravene i § 2, stk. 1 og 2, i lov
om friskoler og private grundskoler m.v. som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 1, gives frist til at overholde disse krav til
den 5. september 2012 uanset bestemmelsen i § 24 a, stk. 2, 1.
pkt., i lov om friskoler og private grundskoler m.v. som affattet
ved denne lovs § 1, nr. 5.«
[Overgangsordning for eksisterende
skoler]
c
Ændringsforslag til
det under B nævnte forslag
Til § 2
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
8) Nr. 4
affattes således:
»4. I §
17 indsættes som stk.
4:
»Stk. 4. Elever,
der undervises i filialer, jf. § 2, stk. 2, 2. pkt.,
indgår ikke i opgørelsen af antal elever efter stk. 1,
nr. 1.«
[Konsekvens af lov nr. 1409 af 27.
december 2008 og af delingen af lovforslaget]
Til § 3
Af et mindretal
(DF), tiltrådt af et flertal (det
øvrige udvalg):
9) Stk.
2 affattes således:
»Stk. 2. § 1,
nr. 3 og 4, og § 2 træder i kraft den 1. april
2010.«
[Forenklet formulering]
Bemærkninger
Til nr. 1
Dansk Folkeparti foreslår at opdele lovforslaget i
to.
Den ene del (A) består af forslaget om krav til antal
elever på klassetrin og forslaget om mulighed for
undervisning i en statslig institutions bygninger.
Den anden del (B) består af forslaget om muligheder for
filialer af internationale skoler.
Ændringsforslag nr. 5, 6, 8 og 9 er
konsekvensændringer som følge af
ændringsforslaget om deling af lovforslaget.
Til nr. 2
Det foreslås, at klassetrinsgruppen i stk. 1, nr. 2,
ændres fra at omfatte 3.-5. klassetrin til at omfatte 3. og
4. klassetrin, og at der i denne klassetrinsgruppe skal være
mindst seks elever. Det foreslås, at klassetrinsgruppen i
stk. 1, nr. 3, ændres fra at omfatte 6. og 7. klassetrin til
at omfatte 5.-7. klassetrin, og at der i denne klassetrinsgruppe
skal være mindst ni elever. Som konsekvens heraf ændres
kravene i stk. 2 for nyoprettede skoler til, at de i skolens femte
skoleår har mindst seks elever i alt på 3. og 4.
klassetrin.
Til nr. 3
Med ændringsforslaget foreslås, at frie
grundskoler, der i hele skoleåret 2009-10 i stedet for i
skoleåret 2008-09 er undtaget fra de gældende
klassetrinskrav, fremover er undtaget fra de foreslåede nye
klassetrinskrav. Ændringen til skoleåret 2009-10 er
begrundet i, at dette er det senest afsluttede skoleår ved
lovens ikrafttræden. Desuden foreslås, at frie
grundskoler med kostafdeling, der er tilskudsberettigede i
skoleåret 2009-10, er undtaget fra klassetrinskravene.
Følgende bemærkninger træder derfor i stedet for
lovforslagets enkelte bemærkninger til § 1, nr. 2:
»Der foreslås i § 2, stk. 5, at
følgende skoler undtages fra klassetrinskravene i stk. 1 og
2:
1) De tyske
mindretalsskoler.
2) Skoler, der i
skoleåret 2009-10 er undtaget fra klassetrinskravet i den
dagældende lovs § 2, stk. 1, jf.
lovbekendtgørelse nr. 705 af 3. juli 2009. Det er
følgende skoler: Baptisternes skoler, Brenderup og Omegns
Realskole, Byens Skole, Børneskolen ved
Familiehøjskolen Skærgården, Den Alternative
Skole, Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense, Frederiksberg
Privatskole, Guldbæk Friskole, Ringe Kost- og Realskole,
Stenhus Kostskole, Vinderup Realskole og Ålestrup
Realskole.
3) Skoler, der i
overensstemmelse med friskolelovens § 19, stk. 1, 6. pkt., har
kunnet få dispensation fra kravet om pr. 5. september at have
mindst 32 elever i alt i børnehaveklasse og på 1.-7.
klassetrin. Det er følgende skoler, der var i virksomhed i
skoleåret 1976-77, og som er eller efter 1967 har været
beliggende i landzone eller et hertil tilsvarende område:
Bjergby Friskole, Bonnet Friskole, Bøgballe Friskole,
Bøvling Friskole, Druestrup Friskole, Egebjerg Friskole,
Egense Friskole, Fjaltring Friskole, Fårevejle Fri- og
Efterskole, Galten Friskole, Guldbæk Friskole,
Haubro-Søttrup Friskole, Havregården Lille-Kost- og
Dagskole, Hedegaard Friskole, Hestkær Friskole, Hundborg
Friskole, Højbo Friskole, Høve Friskole,
Jerslev-Østervrå Friskole, Kassebølle Friskole,
Klim Friskole, Lille Egede Friskole, Nordskovens Friskole, Oure
Friskole, Refs Vindinge Friskole, Rudme Friskole, Rødding
Friskole (Spøttrup), Skallerup Friskole, Skanderup Friskole,
Skovby Friskole, Skørbæk-Ejdrup Friskole, Thorsted
Friskole, Trunderup Friskole, Vedsted Friskole, Vestbirk Friskole,
Vilsted Friskole, Vindblæs Friskole og Øster
Jølby Friskole.
4) Skoler med
kostafdelinger, der i skoleåret 2009-10 opfyldte
friskolelovens tilskudsbetingelse i § 19, stk. 1, 3. pkt., om
at have sammenlagt mindst 32 elever i alt i børnehaveklasse
og på 1.-9. klassetrin. Det er følgende skoler:
Bogø Kostskole, Dannevirkeskolen, Esrom Kost- og friskole,
Friskolen i Starreklinte, Havregården Lille-Kost- og
Dagskole, HAY Skolen, Krumsø Fri- og Kostskole, Ryomgaard
Realskole, Sejergaardsskolen og Skolen på
Slotsvænget.
Følgende frie grundskoler med kostafdelinger vil
være undtaget fra klassetrinskravene efter både nr. 2
og nr. 4: Ringe Kost- og Realskole og Stenhus Kostskole.
Det følger desuden af lovens § 41, at
grundskoleafdelinger ved private gymnasieskoler er undtaget fra
klassetrinskravene. Følgende frie grundskoler med
kostafdelinger vil være undtaget fra klassetrinskravene efter
både § 41 og nr. 4: Bagsværd Kostskole og
Gymnasium, Herlufsholm Skole og Gods, Rønde Gymnasium,
Studenterkurset og Kostskolen i Sønderjylland.
5) Skoler, der
udspaltes af en privat gymnasieskole, som er overgået til at
være en selvejende institution inden for den offentlige
forvaltning, jf. lov om institutioner for almengymnasiale
uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.«
Til nr. 4
Det foreslås, at for de skoler, der i de fem
forudgående skoleår i træk pr. 5. september har
overholdt klassetrinskravene, gives fristen til at opfylde
klassetrinskravene i § 2, stk. 1 og 2, som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 1, til den næstkommende 5. september,
såfremt antallet af elever, skolen mangler for at opfylde
klassetrinskravene, er blevet mindre den 5. september i
påbudsperioden. Følgende bemærkninger
træder derfor i stedet for lovforslagets enkelte
bemærkninger til § 1, nr. 5:
»Det foreslås i stk. 2, at et påbud om at
overholde klassetrinskravene gives med frist til den
førstkommende 5. september. Det foreslås dog i stk. 2,
2. pkt., at for skoler, der i de fem forudgående
skoleår pr. 5. september har haft et antal elever på
klassetrin svarende til de i § 2, stk. 1 og 2, nævnte,
gives fristen til den næstkommende 5. september,
såfremt antallet af elever, skolen mangler for at opfylde
kravene, er blevet mindre den 5. september i påbudsperioden.
De fem forudgående skoleår, jf. stk. 2, 2. pkt.,
omfatter også skoleår før lovens
ikrafttræden, men der skal være tale om fem
sammenhængende skoleår. Antallet af elever, som skolen
mangler for at opfylde kravene, er blevet mindre, hvis summen af
skolens manglende elever i de tre klassetrinsgrupper er blevet
mindre. Det vil sige, at antallet af elever i klassetrinsgrupperne
kan gå op og ned inden for de krævede elevtal (9-6-9),
blot elevtallet samlet set er gået op.«
I stk. 3 foreslås, at såfremt en skole ikke ved
fristens udløb opfylder påbuddet, er skolen med
virkning fra det følgende skoleår ikke længere
en fri grundskole efter friskoleloven. Dette gælder
også for skoler, der ikke modtager tilskud efter loven. De
frie grundskoler, der modtager statstilskud, ophører senest
med at modtage tilskud efter loven ved udgangen af skoleåret.
Af hensyn til elevernes skolegang og ud fra et
proportionalitetshensyn foreslås, at en overgang til ikke
længere at være en fri grundskole efter friskoleloven
ikke skal ske i skoleåret, men senest ved udgangen af
skoleåret. Skolen kan ikke fortsætte som en fri
grundskole efter friskoleloven, selv om den på et tidspunkt,
der ligger mellem fristens udløb og skoleårets
afslutning, lever op til lovens klassetrinskrav.
Gives en skole eksempelvis et påbud i efteråret
2011 om at overholde klassetrinskravene pr. 5. september 2012, og
opfyldes dette ikke, vil skolen senest i juli 2013 ophøre
med at være en fri grundskole efter friskoleloven. Har skolen
dog overholdt klassetrinskravene pr. 5. september i
skoleårene 2006-07, 2007-08, 2008-09, 2009-10 og 2010-11, og
er summen af skolens manglende elever i de tre klassetrinsgrupper
blevet mindre den 5. september 2012, får skolen en frist til
at overholde klassetrinskravene til den 5. september 2013. Er
kravene ikke overholdt på dette tidspunkt, vil skolen senest
i juli 2014 ophøre med at være en fri grundskole efter
friskoleloven. Dette gælder også for skoler, der ikke
modtager statstilskud efter friskoleloven.
Fortsætter skolen sin undervisning efter dette
tidspunkt, er undervisningen efter forslaget at anse som
hjemmeundervisning, jf. kapitel 8. Det betyder, at
kommunalbestyrelserne i elevernes hjemkommuner skal føre
tilsyn med undervisningen.
Til nr. 5 og 8
De foreslåede ændringer er tekniske korrektioner.
Efter § 1, nr. 11, i lov nr. 1409 af 27. december 2008
trådte i kraft den 1. januar 2009, er der kun tre stykker i
§ 17 i lov om private gymnasieskoler, studenterkurser og
kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser). Det
foreslåede nye stykke indsættes derfor som stk. 4 og
ikke som stk. 5. Endvidere er ændringerne begrundet i
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget. Der skal til
3. behandling stilles yderligere ændringsforslag af teknisk
karakter til § 17 i lov om private gymnasieskoler,
studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen
(hf-kurser).
Til nr. 6
Ændringsforslaget er en konsekvens af
ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.
Til nr. 7
Det foreslås som en overgangsbestemmelse, at de skoler,
der er i virksomhed i skoleåret 2009-2010, og som den 5.
september 2010 ikke opfylder klassetrinskravene, får et
påbud om at overholde disse krav med frist til den 5.
september 2012. I forhold til den foreslåede almindelige
påbudsregel i § 24 a, stk. 2, 1. pkt., (»med frist
til den førstkommende 5. september«) får disse
skoler således et yderligere skoleår til at opfylde
klassetrinskravene. Opfyldes påbuddet ikke, vil skolen senest
i juli 2013 ophøre med at være en fri grundskole efter
friskoleloven.
Til nr. 9
Der foreslås en enklere formulering af lovforslagets
§ 3, stk. 2. Som bestemmelsen er formuleret i lovforslaget,
kan man få det indtryk, at konsekvensændringen af
§ 1, stk. 3, i lov om private gymnasieskoler, studenterkurser
og kurser til højere forberedelseseksamen (hf-kurser), jf.
lovforslagets § 2, nr. 1, først skal træde i
kraft den 1. august 2010, mens den ændring af lovens §
2, som nødvendiggør den, jf. lovforslagets § 2,
nr. 3, træder i kraft den 1. april 2010. Det foreslås
derfor præciseret, at alle bestemmelser i § 2
træder i kraft den 1. april 2010.
Sophie Løhde V
Britta Schall Holberg V Kim Andersen V
Anne-Mette Winther Christiansen V nfmd. Troels Christensen V
Marlene Harpsøe DF fmd. Jette Plesner Dali DF
Rasmus Jarlov KF Villum Christensen LA
Christine Antorini S Carsten Hansen S Kim Mortensen
S Kirsten Brosbøl S
Pernille Vigsø Bagge SF Nanna Westerby SF
Marianne Jelved RV Johanne Schmidt-Nielsen EL
Inuit Ataqatigiit, Siumut,
Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke
medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 47 | | Liberal Alliance (LA) | 3 |
Socialdemokratiet (S) | 45 | | Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 |
Dansk Folkeparti (DF) | 24 | | Siumut (SIU) | 1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 23 | | Tjóðveldisflokkurin (TF) | 1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 18 | | Sambandsflokkurin (SP) | 1 |
Det Radikale Venstre (RV) | 9 | | Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 2 |
Enhedslisten (EL) | 4 | | | |
Bilag 1
Oversigt over
bilag vedrørende L 121
Bilagsnr.
| Titel
|
---|
1 | Udkast til tidsplan for udvalgets
behandling af forslaget |
2 | Høringsnotat og høringssvar,
fra undervisningsministeren |
3 | Tidsplan for udvalgets behandling af
lovforslaget |
4 | Henvendelse af 10/2-10 fra Dansk
Friskoleforening og Danmarks Privatskoleforening |
5 | 1. udkast til betænkning |
6 | Ændringsforslag fra
undervisningsministeren |
7 | 2. udkast til betænkning |
Oversigt over
spørgsmål og svar vedrørende L 121
Spm.nr. | Titel |
1 | Spm. om deling af lovforslaget, til
undervisningsministeren, og ministerens svar herpå |