L 119 Forslag til lov om ændring af universitetsloven.

(Nye rammer for universiteternes internationale samarbejder m.v.).

Af: Videnskabsminister Helge Sander (V)
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 25-05-2010

Optrykt: 25-05-2010

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 25. maj 2010

20091_l119_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 25. maj 2010

Forslag

til

Lov om ændring af universitetsloven 1)

(Nye rammer for universiteternes internationale samarbejder m.v.)

§ 1

I lov om universiteter (universitetsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 985 af 21. oktober 2009, foretages følgende ændringer:

1. § 3 affattes således:

»§ 3. Universitetet beslutter, hvilke forskningsbaserede uddannelser det vil udbyde inden for sine fagområder. Universitetets udbud efter § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 5, stk. 1, skal godkendes af Akkrediteringsrådet, jf. lov om Akkredi­te­rings­in­stitutionen for videregående uddannelser. Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling kan dispensere fra kravet om godkendelse efter 2. pkt., hvis der er tale om en uddannelse, der udbydes som led i EU-studieprogrammer om Erasmus Mundus.

Stk. 2. Hvis en eksisterende uddannelse på et universitet ikke godkendes eller godkendelsen bortfalder, jf. § 10 i lov om Akkrediteringsinstitutionen for videregående uddannelser, kan det pågældende universitet ikke optage studerende på uddannelsen. Ministeren fastsætter en plan for, hvordan allerede optagne studerende på uddannelser nævnt i 1. pkt. kan færdiggøre deres uddannelsesforløb. Ministeren kan i den forbindelse pålægge andre universiteter at optage disse studerende eller at overtage ansvaret for uddannelsesforløbet på det pågældende universitet.

Stk. 3. Universitetets uddannelser efter stk. 1 kan alene udbydes i Danmark, jf. dog stk. 4, 5, 7, 9 og 10.

Stk. 4. Universitetet kan tilbyde studerende som et individuelt valg og som et alternativ til at gennemføre en uddannelse i Danmark at gennemføre dele af uddannelsen ved et eller flere udenlandske universiteter efter aftale mellem de pågældende universiteter om gensidig udveksling.

Stk. 5. Universitetet kan i særlige tilfælde udbyde en uddannelse, hvor dele af uddannelsen ikke kan gennemføres i Danmark, men skal gennemføres ved et eller flere udenlandske universiteter efter aftale mellem de pågældende universiteter om gensidig udveksling (fællesuddannelse). Hvis der ikke er mulighed for gensidig udveksling, kan universitetet tillige i særlige tilfælde henlægge dele af en uddannelse til et universitet i udlandet (udlagt undervisning).

Stk. 6. Studerende, der er under uddannelse i medfør af stk. 4 og 5, følger, mens de er indskrevet på det udenlandske universitet, reglerne for det pågældende universitet og ikke reglerne fastsat i medfør af denne lov.

Stk. 7. Universitetet kan i samarbejde med udenlandske universiteter udbyde uddannelser efter § 4, stk. 1, nr. 2, som led i EU-studieprogrammer om Erasmus Mundus, hvor uddannelsens enkelte dele gennemføres ved universitetet og ved et eller flere af de udenlandske universiteter efter aftale mellem de pågældende universiteter.

Stk. 8. Aftalen efter stk. 7 skal indeholde bestemmelser om, at den enkelte studerende skal være optaget på uddannelsen ved et af de deltagende universiteter. Studerende, der er optaget ved det danske universitet, er i perioden, hvor de er indskrevet på et udenlandsk universitet, omfattet af reglerne for det udenlandske universitet, herunder om eventuel deltagerbetaling, og ikke af regler fastsat i medfør af denne lov. Studerende, der er optaget ved et udenlandsk universitet, er i den periode, hvor de er indskrevet ved det danske universitet, omfattet af regler fastsat i medfør af denne lov, herunder om eventuel deltagerbetaling.

Stk. 9. Ministeren kan efter ansøgning fra et dansk universitet godkende, at en af universitetets uddannelser kan udbydes af et eller flere universiteter i udlandet. Ministeren fastsætter nærmere regler om betingelserne for godkendelsen.

Stk. 10. Universitetet kan udbyde uddannelser efter stk. 1 uden for Danmark efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed, jf. dog stk. 11.

Stk. 11. Ministeren kan fastsætte regler om,

1) at universitetet kan udstede eksamensbevis til studerende, der har gennemført dele af deres uddannelse ved universitetet uden at have været optaget på den pågældende uddannelse, når det sker som led i en aftale efter stk. 4, stk. 5, 1. pkt., og stk. 7,

2) at universitetet kan udstede eksamensbevis til studerende, som i udlandet har gennemført en uddannelse, der er godkendt i medfør af stk. 9, og

3) at universitetet kan udstede eksamensbevis til studerende, som i udlandet har gennemført en uddannelse udbudt i medfør af stk. 10.



Stk. 12. Ministeren fastsætter nærmere regler for udbud og gennemførelse af uddannelsen efter stk. 4, 5, 7 og 9 og for udstedelse af eksamensbevis efter stk. 10 og 11. Ministeren kan i regler fastsat i medfør af 1. pkt. fravige bestemmelserne i § 13 a, § 17, stk. 4, § 18, stk. 5 og 6, og § 34, stk. 1.«

2. I § 4 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Universiteterne kan indskrive studerende sideløbende på kandidat- og ph.d.-uddannelsen, jf. stk. 1, nr. 2 og 3.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.


3. § 8, stk. 1, affattes således:

»Ministeren fastsætter generelle regler om uddannelse, herunder prøver, eksaminer og censur, jf. §§ 4 og 5, om titler, som er knyttet til uddannelse, jf. § 6, og om adgang til og optagelse på uddannelse. Ministeren fastsætter nærmere regler om klage over afgørelser i forbindelse med prøver og eksaminer, herunder om, at omprøve og ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter.«

4. I § 21, stk. 4, 1. pkt., ændres »stk. 7« til: »stk. 9«.

5. Efter § 33 indsættes i kapitel 5:

»§ 33 a. Betegnelsen universitet eller tilsvarende betegnelse på andre sprog samt forkortelser heraf som forretningskendetegn og lign. i forbindelse med udøvelse af uddannelses- og universitetsvirksomhed må kun anvendes af universiteter omfattet af denne lov og af institutioner, som i medfør af anden lov er tillagt ret hertil.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse for

1) udenlandske universiteter, som ifølge lovgivningen i det pågældende land eller i øvrigt er offentligt anerkendt,

2) udenlandske universiteter, der er anerkendt efter international aftale eller i aftalen har opnået retten til betegnelser efter stk. 1,

3) institutioner m.v., der i medfør af EU/EØS-reglerne i øvrigt har ret til at markedsføre sig her i landet under betegnelser efter stk. 1, og

4) institutioner m.v. i Danmark, der i udlandet af en institution, der følger internationale principper for kvalitetssikring, er blevet godkendt til betegnelser efter stk. 1 eller har fået deres uddannelser godkendt som universitetsuddannelser.«



§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2010.

Stk. 2. § 3, stk. 7, i lov om universiteter som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, finder tillige anvendelse for de uddannelser, der er ansøgt om godkendelse af ved Europa-Kommissionen inden den 1. juli 2010, og som godkendes eller fortsat udbydes som led i EU-studieprogrammer om Erasmus Mundus.

Stk. 3. Institutioner, virksomheder el.lign., der ved lovens ikrafttræden anvender en betegnelse i strid med § 33 a i lov om universiteter som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, skal senest 5 år efter dette tidspunkt ophøre med at anvende betegnelsen.

Officielle noter

1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48/EF.