L 103 Forslag til lov om Natur- og Miljøklagenævnet.

Af: Miljøminister Troels Lund Poulsen (V)
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 14-04-2010

Afgivet: 14-04-2010

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 14. april 2010

20091_l103_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 14. april 2010

1. Ændringsforslag

Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslag nr. L 103. Miljøministeren har stillet ændringsforslag nr. 1-4. Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 5. Socialdemokratiets medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 6 og 7. Miljøministeren har stillet 5 ændringsforslag til lovforslag nr. L 104.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslagene blev fremsat den 14. januar 2010 og var til 1. behandling den 29. januar 2010. Lovforslagene blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslagene i 4 møder.


Høring

Et udkast til lovforslagene har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 21. september 2009 disse udkast til udvalget, jf. folketingsåret 2008-09, MPU alm. del - bilag 822. Den 18. januar 2010 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Teknisk gennemgang

Miljøministeren har i forbindelse med udvalgets behandling af lovforslagene, afholdt en teknisk gennemgang af lovforslagene.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:


DI - Organisation for erhvervslivet,


Energi- og Olieforum,


Foreningen af Rådgivende Ingeniører og


Landbrug & Fødevarer.


Miljøministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 19 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslagene til vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti under nr. 5-7 til lovforslag nr. L 103 stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (S, SF, RV, EL og IA) indstiller lovforslagene til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Såfremt de af mindretallet stillede ændringsforslag nr. 5, 6 og 7 til lovforslag nr. L 103 ikke vedtages ved 2. behandling, vil mindretallet stemme imod lovforslagene ved 3. behandling.


Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget finder, at en sammenlægning af Miljøklagenævnet og Naturklagenævnet for så vidt kan være hensigtsmæssig. Imidlertid er et af de største problemer med nævnene, at der er en urimelig lang sagsbehandlingstid, hvilket ikke ses at være løst med det pågældende forslag, da årsagen hertil primært er manglende ressourcer. Loven ses derfor primært som en praktisk foranstaltning, der kan være udmærket, såfremt forringelser i klageadgangen fjernes fra loven og spørgsmålet om konsekvenserne ved principielle afgørelser belyses.


Det foreslås derfor, at klagesagsgebyret helt fjernes fra loven. Mindretallet finder, at der er tale om en væsentlig forringelse af klageadgangen, og at det ikke er godtgjort, at et gebyr har en væsentlig indflydelse på antallet af åbenlyst grundløse sager, jf. L 103/L 104 - svar på spørgsmål 3-8. Der er ingen oplysninger om antallet af grundløse sager og ingen vurdering af, hvor mange sager der vil kunne undgås med opkrævning af gebyr. Til gengæld er det bekræftet, at f.eks. Det Økologiske Råd skulle have betalt over 230.000 kr. over en treårig periode i gebyr. Selv om beløbet tilbagebetales, hvis der gives medhold, finder mindretallet, at gebyret er en væsentlig ulempe, der vil stille grønne organisationer ringere, end de er i dag, jf. ændringsforslag nr. 6 og 7 til lovforslag nr. L 103.


Partierne finder det endvidere afgørende, at ministeren forpligtes til at oplyse, hvorvidt principielle afgørelser fra nævnet giver anledning til lovændringer eller ændringer i bekendtgørelser, vejledninger eller andre administrative forskrifter, jf. ændringsforslag nr. 5 til lovforslag nr. L 103.


Mindretallet støtter sammenlægningen af de to nævn. Partierne mener samtidig, at den til enhver tid siddende regering skal forpligtes til at lytte til nævnets afgørelser og ændre praksis og om nødvendigt præcisere lovgivning, regler og vejledninger. Partierne foreslår derfor, at ministeren forpligtes til at forholde sig præcist til nævnets afgørelser og ændre lovgivningen m.v. om fornødent. Det vil være mere ærligt, hvis en regering åbent ændrer lovgivning og praksis i en mere miljøskadelig retning - i det omfang det er foreneligt med EU-lovgivningen - i stedet for at omgå nævnets afgørelser i det skjulte.


Det er efter mindretallets opfattelse sket i sager om kommunernes miljøgodkendelser af husdyrbrug. Her har Miljøstyrelsen udarbejdet en vejledning til kommunerne om, hvordan Miljøankenævnets afgørelser skal tolkes. Miljøklagenævnet har imidlertid hverken godkendt eller kommenteret Miljøstyrelsens vejledning, der i praksis anvendes til at gennemføre en mere lempelig praksis i kommunerne i sager vedrørende godkendelser af husdyrbrug.


Liberal Alliance, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

til

I. Forslag til lov om Natur- og Miljøklagenævnet

Til § 3

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I stk. 2, nr. 1, ændres »Dansk Industri« til: »DI - Organisation for erhvervslivet«.

[Korrektion]

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

2) I stk. 2, nr. 6, ændres »Verdensnaturfonden« til: »WWF Verdensnaturfonden«.

[Korrektion]

Til § 8

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

3) I stk. 1, 1. og 2. pkt., indsættes efter »formanden«: »eller en stedfortræder for denne«.

[Præcisering]

Til § 12

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

4) I stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Formanden«: »eller en stedfortræder for denne«.

[Præcisering]

Ny paragraf

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S, RV, EL og IA):

5) Efter § 13 indsættes som ny paragraf:

»§ 01. Miljøministeren orienterer et af Folketinget nedsat udvalg herom, hvis Natur- og Miljøklagenævnets årsberetning eller principielle afgørelser giver ministeren anledning til overvejelser om ændring af regler eller vejledninger.«

[Ministeren orienterer om overvejelser om ændring af regler eller vejledninger som følge af Natur- og Miljøklagenævnets afgørelser]

Til kapitel 5

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF, RV, EL og IA):

6) Kapiteloverskriften affattes således:

»Klage og søgsmål«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 7]

Til § 18

Af et mindretal (S), tiltrådt af et mindretal (SF, RV, EL og IA):

7) Paragraffenudgår.

[Bemyndigelse til at fastsætte gebyr udgår]

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget er alene en korrektion af navnet.


Til nr. 2

Ændringsforslaget er alene en korrektion af navnet.


Til nr. 3 og 4

Ændringsforslaget er alene en præcisering af, at brugen af en stedfortræder for formanden skal være muligt i alle tilfælde, hvor formanden i medfør af loven er tillagt kompetence.


Det har således ikke været hensigten, at man skulle kunne slutte modsætningsvis i situationer omfattet af forslagets § 8, stk. 1, 1. og 2. pkt., og § 12, stk. 1, 2. pkt.


Til nr. 5

Efter forslaget forpligtes miljøministeren til over for et af Folketinget nedsat udvalg at orientere om, hvorvidt principielle nævnsafgørelser eller nævnets årsberetning giver anledning til overvejelser om lovændringer eller ændringer i vejledninger m.m. fra ministeriet.


Til nr. 6 og 7

Det foreslås, at bemyndigelsen til at fastsætte gebyr for behandlingen af klager udgår. Herved sikres, at der ikke kan fastsættes et gebyr for at klage til nævnet i alle sager, der efter lovgivningen kan indbringes for nævnet.


Ændringsforslag

til

II. Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love

(Ændringer som følge af lov om Natur- og Miljøklagenævnet m.v.)

Til § 15

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 51, stk. 2, nr. 8, og stk. 3, nr. 5, ændres »Verdensnaturfonden« til: »WWF Verdensnaturfonden«.

[Korrektion]

Til § 19

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

2) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 55, stk. 2. nr. 1, ændres »Dansk Industri« til: »DI - Organisation for erhvervslivet«.

[Korrektion]

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

3) I den under nr. 2 foreslåede affattelse af § 55, stk. 2, nr. 5, ændres »Verdensnaturfonden« til: »WWF Verdensnaturfonden«.

[Korrektion]

Til § 20

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

4) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 34, stk. 2, nr. 1, ændres »Dansk Industri« til: »DI - Organisation for erhvervslivet«.

[Korrektion]

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

5) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af § 34, stk. 2, indsættes efter nr. 5 som nyt nummer:

»6) WWF Verdensnaturfonden.«

Nr. 6-8 bliver herefter nr. 7-9.


[Tilføjelse til listen over organisationer, der kan indstille sagkyndige]

Bemærkninger

Til nr. 1-4

Ændringsforslagene består alene i korrektion af navne.


Til nr. 5

Det foreslås, at WWF Verdensnaturfonden i lov om miljø og genteknologi tilføjes på listen over organisationer, der kan indstille sagkyndige til beskikkelse til brug for behandlingen af klagesager i Natur- og Miljøklagenævnet med den sagkyndige sammensætning svarende til, hvad der er foreslået i de øvrige love.


Peter Juel Jensen V nfmd. Eyvind Vesselbo V Erling Bonnesen V Birgitte Josefsen V Hans Christian Thoning V Jørn Dohrmann DF Liselott Blixt DF Steen Konradsen KF Henrik Rasmussen KF Torben Hansen S Mette Gjerskov S Flemming Møller Mortensen S Ida Auken SF fmd. Steen Gade SF Erika Lorentsen RV Per Clausen EL Sofia Rossen IA

Liberal Alliance, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)
47
 
Liberal Alliance (LA)
3
Socialdemokratiet (S)
45
 
Inuit Ataqatigiit (IA)
1
Dansk Folkeparti (DF)
24
 
Siumut (SIU)
1
Socialistisk Folkeparti (SF)
23
 
Tjóðveldisflokkurin (TF)
1
Det Konservative Folkeparti (KF)
18
 
Sambandsflokkurin (SP)
1
Det Radikale Venstre (RV)
9
 
Uden for folketingsgrupperne
2
Enhedslisten (EL)
4
 
(UFG)
 


 

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 103 og L 104


Bilagsnr.


Titel


1
Høringssvar og høringsnotat, fra miljøministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslagene
3
Henvendelse af 2/2-10 fra DI - Organisation for erhvervslivet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører og Landbrug & Fødevarer
4
Henvendelse af 3/2-10 fra Energi- og Olieforum
5
Invitation til teknisk gennemgang af L 103 og L 104, fra miljøministeren
6
Plancher fra teknisk gennemgang af lovforslagene, fra miljøministeren
7
Ændringsforslag fra miljøministeren
8
Ændringsforslag fra miljøministeren
9
Henvendelse af 16/3-10 fra DI - Organisation for erhvervslivet, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Landbrug & Fødevarer og Energi- og Olieforum
10
1. udkast til betænkning
  


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 103


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 2/2-10 fra DI - Organisation for erhvervslivet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om, hvorfor der i nogle tilfælde anvendes lægmænd og nogle tilfælde eksperter, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvor mange åbenlyst grundløse klager der er indkommet til henholdsvis Miljø- og Naturklagenævnet i de sidste 5 år fordelt på hvert enkelt år, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvor stor en reduktion af åbenlyst grundløse klager ministeren forventer ved indførelse af et gebyr, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm., om ministeren vil oplyse antallet af klagere, som forventes at afholde sig fra at klage pga. et gebyr - selv om de pågældende kunne være reelle, altså ikke åbenlyst grundløse klager, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
6
Spm. om, hvor lang en sagsbehandlingstid der kan forventes efter sammenlægningen af klagenævnene - opdelt på forskellige typer af klager, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
7
Spm., om manglende betaling af klagegebyr får indflydelse på klagens opsættende virkning, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
8
Spm., om det er korrekt, at Det Økologiske Råd ville komme til at betale over 100.000 kr. i gebyr, hvis der var indført gebyr på klagesager, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
9
Spm. om en redegørelse for forskellene på de nuværende formænds kompetencer og den fremtidige formands kompetencer, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
10
Spm. om, hvornår et visitationsudvalg forventes at skulle anvendes, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
11
Spm. om, hvordan der sikres paritet i afgørelserne, når medlemmerne vælges fra en liste uden hensyn til, hvem der har indstillet det enkelte medlem, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
12
Spm., om der er taget stilling til medlemmers habilitet, når der behandles en sag, der involverer en af de organisationer, der har indstillet et medlem, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
13
Spm., om der påtænkes offentliggørelse af alle afgørelser, herunder om de vil være nemt tilgængelige på internettet, så borgerne, organisationer og virksomheder nemt kan gøre sig bekendt med praksis, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
14
Spm., om ministeren vil stille ændringsforslag, der forpligter det sammenlagte Natur- og miljøklagenævn til at offentliggøre halvårlige rapporter om nævnets afgørelser, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
15
Spm. om ministeren vil give tilsagn om, at ministeren i forbindelse med denne halvårlige rapportering vil kommentere rapporten og tilkendegive, om nævnets afgørelser giver anledning til ændringer i love, bekendtgørelser, vejledninger m.v., til miljøministeren, og ministerens svar herpå
16
Spm. om ministeren - såfremt hun ikke ønsker at stille ændringsforslag om offentliggørelse og kommentering af halvårlige rapporter om nævnets afgørelse som teknisk bistand - vil udarbejde ændringsforslag desangående, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
17
Spm., om ministeren vil finde det hensigtsmæssigt, at miljøministeren forpligtes til at oplyse, hvorvidt principielle nævnsafgørelser eller nævnets årsrapport giver anledning til overvejelser om lovændringer eller ændringer i vejledninger m.m. fra ministeriet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå
18
Spm. om kommentar til henvendelse af 16/3-10 fra Landbrug & Fødevarer m.fl., til miljøministeren, og ministerens svar herpå
19
Spm. om teknisk bistand til et ændringsforslag, der sikrer, at der ikke kan fastsættes et gebyr for at klage til nævnet i alle sager, der efter lovgivningen kan indbringes for nævnet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå