Fremsat den 13. januar 2010 af
økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om sikkerhed til
søs, sømandsloven og forskellige andre love og om
ophævelse af lov om forhyring af skibsmandskab 1)
(Gennemførelse af konventionen om
søfarendes arbejdsforhold, modernisering af bestemmelser om
tilsyn, forbud mod spiritussejlads i grønlandsk farvand
m.v.)
§ 1
I lov om sikkerhed til søs, jf.
lovbekendtgørelse nr. 903 af 12. juli 2007, som ændret
ved § 2 i lov nr. 511 af 17. juni 2008, § 164 i lov nr.
1336 af 19. december 2008 og § 1 i lov nr. 215 af 24. marts
2009, foretages følgende ændringer:
1. I
lovens fodnote indsættes efter
»(EU-Tidende 2002 L 19, side 17 ff).«:
»Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20. maj 2009, side
30-50). Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/17/EF af
23. april 2009 om ændring af direktiv 2002/59/EF om
oprettelse af et trafikovervågnings- og
trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet
(EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side 101-113).
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/21/EF af 23.
april 2009 om opfyldelse af kravene til flagstater (EU-Tidende nr.
L 131 af 28. maj 2009, side 132-135).«
2. I
§ 3, nr. 1 , indsættes efter
»i forbindelse hermed,«: »samt om værfters
og andre virksomheders anmeldelse af ombygninger af
skibe,«.
3. I
§ 3 indsættes efter nr. 1
som nyt nummer.:
»2)
sikkerhedsstyringssystemer for skibe og rederier,«
Nr. 2-10 bliver herefter nr. 3-11.
4. I
§ 3, nr. 5 og 6, der bliver nr. 6 og 7, ændres
»arbejdsgiverens« til: »rederens og andre
arbejdsgiveres«.
5. I
§ 3 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan for udenlandske skibe,
der efter regler fastsat i medfør af § 1, stk. 3, er
omfattet af loven, fastsætte regler om de forhold, som er
omfattet af FN's Internationale Arbejdsorganisations konvention om
søfarendes arbejdsforhold.«
6.
Efter § 8 indsættes i kapitel
3 :
Ȥ 8
a. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter
forhandling med forsvarsministeren fastsætte regler om
overvågningen af danske farvande og skibes anløb af
havne, herunder om pligt til at foretage indberetning til
Søværnets Operative Kommando om de skibe, der besejler
de i § 1, stk. 3, nævnte farvandsområder og havne,
om de ombordværende og om skibenes last m.v.«
7. §
9 affattes således:
Ȥ 9. Rederen skal sikre,
at reglerne i denne lov og regler udstedt i medfør af loven
vedrørende skibet og dets drift overholdes. Rederen skal sørge for, at skibet
gennemgår de lovpligtige syn og er forsynet med gyldige
certifikater. Rederen skal tillige sørge for, at
skibsføreren har mulighed for at opfylde de forpligtelser,
der påhviler denne. Forpligtelserne efter 1-3. pkt.
påhviler rederen, uanset om andre organisationer,
virksomheder eller personer opfylder visse af opgaverne eller
pligterne på rederens vegne.
Stk. 2. Har rederen helt
eller delvis overladt de pligter og ansvarsområder, som er
omfattet af den kode om sikker skibsdrift, som er fastsat af FN's
Internationale Maritime Organisation, til en anden organisation
eller person, finder stk. 1 tillige anvendelse for den
pågældende for så vidt angår de overtagne
pligter og ansvarsområder.«
8. I
§ 14, stk. 2, indsættes efter 1. pkt.:
»Søfartsstyrelsen kan ligeledes tilbageholde et skib,
hvis der konstateres alvorlige eller gentagne overtrædelser
af denne lov, lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v., lov om skibes besætning, lov om skibsmåling,
§§ 186, 197, 198 eller 471 i søloven eller regler
udstedt i medfør heraf.«
9. I
§ 14, stk. 3, ændres
»ugunstige vejrforhold« til: »ugunstige vejr-,
sø- eller isforhold«.
10. § 16,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan informere andre lande,
klassifikationsselskaber, Europa-Kommissionen, Det Europæiske
Agentur for Søsikkerhed eller andre organisationer eller
personer om konstaterede fejl eller mangler på skibe og andre
oplysninger af betydning for sikkerheden eller miljøet samt
om skibe, der er blevet tilbageholdt eller er meddelt
anløbsforbud, herunder om navnet på skibets
klassifikationsselskab, befragter m.v. og årsagen til
tilbageholdelsen eller anløbsforbudet.
Søfartsstyrelsen kan endvidere offentliggøre
oplysninger herom samt informere og offentliggøre
oplysninger om andre overtrædelser af denne lov, lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v., lov om skibes
besætning, søloven og lov om skibsmåling og
regler udstedt i medfør af disse love samt om ulykker til
søs.«
11. I
§ 17 indsættes efter stk. 6
som nye stykker:
»Stk. 7.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives efter
loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det.
Stk. 8. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af dokumenter uden
underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på
tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i
retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig
underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det
også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende
er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Søfartsstyrelsen som
afsender.«
Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 9 og 10.
12. I
§ 19, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt.:
»På samme
måde har Søfartsstyrelsens medarbejdere adgang til
lokaler, hvorfra der udføres erhvervsvirksomhed, som er
omfattet af loven.«
13. I
§ 19 indsættes som stk. 5 :
»Stk. 5.
Søfartsstyrelsen yder inden for rammerne af denne lov
bistand til Europa-Kommissionen og Det Europæiske Agentur for
Søfartssikkerhed vedrørende denne lov og forordninger
inden for denne lovs område.«
14. I
§ 20 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2. Politiet
kan standse et fritidsfartøj og lade det undersøge
for fejl og mangler, herunder fornødent udstyr, samt
kontrollere, at skibsføreren lovligt kan føre
fartøjet. Opfylder fartøjet ikke bestemmelserne i
loven eller de regler, der er udstedt i medfør af loven, kan
politiet forbyde anvendelse af fartøjet, indtil forholdene
er lovliggjorte.«
Stk. 2-4 bliver hefter stk. 3-5.
15. § 20
a affattes således:
Ȥ 20
a. Søfartsstyrelsen kan som led i tilsynsvirksomheden
efter denne lov tillige føre tilsyn med overholdelsen af lov
om røgfri miljøer på danske skibe og med
overholdelsen af lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v., lov om skibes besætning, lov om skibsmåling og
§§ 186, 197, 198 og 471 i søloven samt regler
udstedt i medfør heraf. Søfartsstyrelsen kan
påbyde, at forhold, der strider mod de nævnte love
eller regler, der er udstedt i medfør heraf, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angiven frist.
Stk. 2. § 16, stk.
2, § 17, stk. 9 og 10, § 19, § 22 og § 24, og
de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt § 25
finder tilsvarende anvendelse på tilsynsvirksomheden efter
stk. 1.
Stk. 3. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte regler om det tilsyn, som
udføres efter denne lov, og om behandling af klager fra
søfarende med flere, herunder at det ikke må oplyses,
at tilsynsbesøg foretages som følge af en klage.
Regler om tilsynet med overholdelsen af lov om røgfri
miljøer på danske skibe, fastsættes efter
forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse.«
16.
Efter § 20 a indsættes i kapitel
6 :
Ȥ 20
b. Søfartsstyrelsen varetager inden for rammerne af
denne lov udstedelsen af foreskrevne certifikater og anden
dokumentation efter lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. Søfartsstyrelsen kan
fastsætte nærmere regler herom.«
17. I
§ 21, stk. 3, indsættes efter 1. pkt.:
»Senest 4 uger efter,
at nævnet har truffet afgørelse, kan sagen af hver af
parterne indbringes for domstolene. Retssag anlægges mod den
myndighed, hvis afgørelse er påklaget til
nævnet. Sager vedrørende søfartslægers
afgørelser om egnethed til skibstjeneste anlægges dog
altid mod Søfartsstyrelsen. Retssag, som rejses af den
myndighed, hvis afgørelse er påklaget til
nævnet, anlægges mod den part, som har påklaget
afgørelsen. Den myndighed, hvis afgørelse er
påklaget til nævnet, skal underrette andre, der har
været part i sagen for nævnet, om
søgsmålet.«
18. § 21,
stk. 4, affattes
således:
»Stk. 4.
Nævnet består af en formand samt et antal sagkyndige
medlemmer. For formanden kan udpeges en stedfortræder.
Formanden og stedfortræderen for formanden skal være
landsdommere. Nævnets sagkyndige medlemmer skal have kendskab
til søfartsforhold, herunder tekniske, nautiske eller
søfartsmedicinske forhold.«
19. § 24,
stk. 1, ophæves.
Stk. 2-5 bliver herefter stk. 1-4.
20. § 24,
stk. 2, der bliver stk. 1,
affattes således:
ȯkonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for
Søfartsstyrelsens udførelse af syn af skibe, som
foretages i medfør af loven.«
21. I
§ 24, stk. 3, der bliver stk. 2, ændres »som
er foreskrevet i medfør af loven« til: »som
foretages i medfør af loven«.
22. I
§ 29 a indsættes som stk. 6 :
»Stk. 6.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med
Grønlands Selvstyre fastsætte regler om
spiritussejlads i grønlandske farvande, som omfatter andre
personer end dem, som er nævnt i stk. 1 og 4. Ministeren kan
endvidere fastsætte, at stk. 2, stk. 3 og stk. 5, helt eller
delvis ikke skal finde anvendelse i grønlandske
farvande.«
23. I
§ 31 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Straffen
efter § 28, § 29, stk. 1 og 2, § 29 c, stk. 1, og
§ 30 kan endvidere stige til fængsel indtil 2 år,
hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig
personskade eller dødsfald til følge.«
24. I
§ 31 a, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 3, nr. 3«
til: »§ 3, nr. 4«.
25. § 32,
stk. 1, affattes således:
»Ved straffens
udmåling skal det betragtes som en skærpende
omstændighed, at der
1) ved
overtrædelsen er sket skade på liv eller helbred eller
fremkaldt fare herfor, uden at forholdet er omfattet af § 31,
stk. 2,
2) tidligere er
afgivet forbud eller påbud for samme eller tilsvarende
forhold, eller
3) ved
overtrædelsen er opnået eller tilsigtet en
økonomisk fordel for den pågældende selv eller
andre.«
26. §
32 indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:
»Stk. 10. Ved
pålæggelse af strafansvar efter stk. 9 anses personer,
som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet
af andre end rederen, tillige for at være knyttet til
rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til
koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold til
konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person, anses skibsføreren og de
søfarende tillige for at være knyttet til den, som
dokumentet er udstedt til.«
Stk. 10 bliver herefter stk. 11.
27. I
§ 32, stk. 10, der bliver stk. 11, ændres
»§ 3, nr. 5« til: »§ 3, nr.
6«.
28. §
36 affattes således:
»§ 36. Loven gælder
ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som følger af de
grønlandske forhold.«
§ 2
I sømandsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 742 af 18. juli 2005, som ændret
ved § 2 i lov nr. 547 af 8. juni 2006, § 14 i lov nr.
1563 af 20. december 2006, § 2 i lov nr. 349 af 18. april 2007
og § 1 i lov nr. 511 af 17. juni 2008, foretages
følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel indsættes: »1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af:
Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20. maj 2009, side
30-50).«
2. Lovens
titel affattes således:
»Lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v.«
3.
Overalt i loven ændres
»sømand« til: »søfarende«,
»sømands« til: »søfarendes«,
»sømanden« til: »den
søfarende«, »Sømanden« til:
»Den søfarende«, »sømandens«
til: »den søfarendes« og
»Sømandens« til: »Den
søfarendes«.
4. § 1,
stk. 1, affattes
således:
»Udtrykket
søfarende omfatter i denne lov enhver person, bortset fra
skibsføreren, der er ansat, forhyret eller arbejder om bord
på et dansk skib, og som ikke udelukkende arbejder om bord,
mens skibet ligger i havn. For skibsføreren finder § 49
anvendelse.«
5. I
§ 1 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2. I
tilfælde af tvivl om, hvorvidt en personkategori skal
betragtes som søfarende efter loven, afgøres
spørgsmålet af Søfartsstyrelsen efter
høring af de organisationer for redere og søfarende,
som spørgsmålet vedrører.
Søfartsstyrelsens afgørelse kan indbringes for
domstolene.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
6.
Efter § 1 indsættes:
Ȥ 1
a. Rederen skal sikre, at reglerne i denne lov og regler
udstedt i medfør af loven, herunder regler om
ansættelsesforholdet, overholdes.
Rederen skal ligeledes sikre, at den søfarendes rettigheder
efter ansættelseskontrakten opfyldes. Rederen skal tillige
sørge for, at skibsføreren har mulighed for at
opfylde de forpligtelser, der påhviler denne. Forpligtelserne
efter 1.-3. pkt. påhviler rederen, uanset om andre
organisationer, virksomheder eller personer varetager visse af
opgaverne eller pligterne på rederens vegne.
Stk. 2. Stk. 1 finder
anvendelse, selvom en anden end rederen er arbejdsgiver. I disse
tilfælde påhviler forpligtelserne efter
ansættelseskontrakten, jf. § 3, og de bestemmelser i
loven, som regulerer ansættelsesforholdet, tillige
arbejdsgiveren.
Stk. 3. Har rederen helt
eller delvis overladt sine pligter og ansvarsområder i
henhold til denne lov eller ansættelseskontrakten til en
anden person eller organisation, finder stk. 1 tillige anvendelse
for den pågældende for så vidt angår de
overtagne pligter og ansvarsområder.
Stk. 4. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om
forpligtelserne efter stk. 1-3.«
7. §
2 ophæves.
8. I
§ 3, stk. 1, ændres to steder
»arbejdsgiverens« til: »rederens eller
arbejdsgiverens«.
9. I
§ 3 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3. Den
søfarende skal, inden en ansættelsesaftale
underskrives, have mulighed for at gennemgå den og
søge råd vedrørende dens
vilkår.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
10. I
§ 6 indsættes som stk. 5 :
»Stk. 5.
Fratræder den søfarende efter rederens opsigelse eller
ved udløbet af en tidsbegrænset tjenesteaftale i en
havn, som skibet anløber uden for den søfarendes
hjemland, har den søfarende ret til rejse med underhold til
sin bopæl for rederens regning.«
11. I
§ 7, stk. 2, indsættes som 3.
pkt. :
»Den søfarende
kan dog højst gøre tjeneste i en sammenhængende
periode på samme skib eller på skibe tilhørende
samme reder i 12 måneder.«
12.
Efter § 8 indsættes:
»1a. Forhyring og formidling for
søfarende
§ 8
a. Private forhyrings- og formidlingstjenester for
søfarende, hvis primære formål er at forhyre
eller formidle arbejde til søfarende, eller som forhyrer
eller formidler arbejde til et betydeligt antal søfarende,
kan kun drives inden for Danmarks grænser, hvis de er
certificerede hertil af Søfartsstyrelsen.
Stk. 2. En reder, som
anvender en dansk privat forhyrings- og formidlingstjeneste for
søfarende, skal sikre sig, at den pågældende
tjeneste har et gyldigt certifikat efter stk. 1.
§ 8
b. Ved forhyring og formidling for søfarende i
Danmark gælder:
1) At
certificeringen gives for en tidsbegrænset periode og kan
tilbagekaldes i tilfælde af overtrædelse af
certificeringens vilkår eller af regler fastsat i
medfør af denne lov.
2) At den
søfarende under enhver forhandling om forhyring skal have
ret til frit at vælge skib, ligesom reder eller en
skibsfører skal have ret til frit at vælge sit
mandskab.
3) At det af hyre-
og ansættelseskontrakten skal fremgå, at der er
tilvejebragt sikkerhed for, at alle interesserede parter beskyttes,
og at der gives den søfarende tilstrækkelig lejlighed
til at sætte sig ind i aftalen.
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler
for forhyring og formidling for søfarende i Danmark.
§ 8
c. Redere, der anvender private forhyrings- og
formidlingstjenester for søfarende i lande, der har
ratificeret ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
eller ILO's konvention nr. 179 om forhyring og formidling for
søfolk (1996), skal sikre, at de pågældende
tjenester har et certifikat eller en licens, der dokumenterer, at
de drives i overensstemmelse med kravene i den
pågældende konvention. Udsteder det
pågældende land ikke sådanne certifikater eller
licenser til private forhyrings- og formidlingstjenester, skal
rederen sikre sig en anden form for officiel bekræftelse
på, at de pågældende tjenester drives i
overensstemmelse med kravene i en af de nævnte
konventioner.
Stk. 2. Redere, der
anvender private forhyrings- og formidlingstjenester for
søfarende i lande, der ikke har ratificeret ILO's konvention
om søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179
om forhyring og formidling for søfolk (1996), skal kunne
dokumentere, at de pågældende tjenester overholder de
krav til forhyrings- og formidlingstjenester, der følger af
de pågældende konventioner.
Stk. 3.
Søfartsstyrelsen kan godkende, at en reder anvender en
privat forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende i
et land, der ikke har ratificeret ILO's konvention om
søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179 om
forhyring og formidling for søfolk (1996), og opkræve
betaling til dækning af udgifterne i forbindelse med
godkendelsen. Godkendelsen gives for en tidsbegrænset periode
og kan tilbagekaldes.
Stk. 4.
Søfartsstyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der
anvendes forhyrings- og formidlingstjenester i nærmere
angivne lande, hvis forhyrings- og formidlingstjenesterne i de
pågældende lande på væsentlige punkter ikke
lever op til de krav, som følger af ILO's konvention om
søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179 om
forhyring og formidling for søfolk (1996).
§ 8
d. Klager over danske private forhyrings- og
formidlingstjenester eller private forhyrings- og
formidlingstjenester, der er godkendt efter § 8 c, stk. 3, kan
indgives til Søfartsstyrelsen.
§ 8
e. Det står enhver reder frit for, under iagttagelse
af regler udstedt i medfør af § 8 b, at tilvejebringe
mandskab til sit skib gennem skibets officerer eller det i
rederiets faste tjeneste stående kontorpersonale, men der kan
ikke stilles krav om, at den søfarende betaler vederlag for
ydelsen.
§ 8
f. Søfartsstyrelsen kan formidle praktikpladser til
elever på søfartsuddannelser.«
13. I
§ 10 indsættes som stk. 3 :
»Stk. 3. Den
søfarende kan kræve afsked, når der foreligger
en ansættelsessituation, der kan henføres til reglen i
§ 1, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond, eller
når rederen væsentligt har misligholdt den
søfarendes ansættelseskontrakt, og den
søfarende ikke har ret til at kræve afsked efter andre
bestemmelser i loven. Rederen betaler herefter den
søfarendes rejse med underhold til hjemstedet.«
14. § 12,
stk. 4, affattes
således:
»Stk. 4.
Fratræder den søfarende, betaler rederen udgifterne
til den søfarendes rejse med underhold til hjemstedet eller
efter rederens bestemmelse til forhyringsstedet, og staten
refunderer rederen 25 pct. af udgifterne.«
15. I
§ 17, stk. 1, nr. 7, ændres »myndighed« til:
»domstol«.
16. I
§ 18 b, stk. 2, ændres »65 pct.,« til:
»75 pct. og«.
17. I
§ 18 b, stk. 2, udgår »og sømanden 10
pct.«
18. §
24 affattes således:
Ȥ 24. Hyre skal
udbetales med højst 1 måneds mellemrum.
Stk. 2. En
søfarende kan kun kræve hyre udbetalt, når
skibet ligger i havn, og i samme land ikke oftere end hver syvende
dag.
Stk. 3. Hyre udbetales
kontant, medmindre den søfarende forlanger anvisning
på rederen. Udbetaling kan kræves i lokal valuta efter
dagens kurs.
Stk. 4. En
søfarende kan kræve hyre udbetalt i form af
månedlige træk til en bestemt person. Der kan dog ikke
kræves udbetaling efter flere end tre sideløbende
træksedler.
Stk. 5. En
søfarende kan kræve hele eller en del af sin hyre
overført til et eller flere pengeinstitutter.«
19. I
§ 25 indsættes som stk. 2 og 3 :
»Stk. 2. Rederen
må ikke kræve, at den søfarende
ved indgåelsen af ansættelseskontrakten eller i
forbindelse med tiltrædelsen af tjenesten skal betale et
forskud til dækning af udgifter
til sin hjemrejse.
Stk. 3. Rederen
må kun foretage fradrag i den søfarendes
hyre m.v. for hjemrejseudgifter efter afsked efter § 17,
hvis rederen har konstateret, at den søfarende
væsentligt har misligholdt sine forpligtelser efter
ansættelsesforholdet.«
20. I
§ 27, stk. 6, indsættes efter »dem«:
» og sende dem til den søfarende eller den
søfarendes nærmeste slægtning«.
21. § 29,
stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2. For en
søfarende, der er syg eller skadet ved skibstjenestens
ophør, gælder følgende:
1) Sygehyren
løber videre, så længe den
pågældende er uarbejdsdygtig, dog højst i 16
uger, uanset om den søfarendes ansættelsesforhold
ophører, inden der er forløbet 16 uger regnet fra
skibstjenestens ophør.
2) Ophører
ansættelsesforholdet efter, at der er forløbet mere
end 16 uger regnet fra skibstjenestens ophør, løber
sygehyren videre til ansættelsesforholdets ophør.
3) Er den ansatte
søfarende blevet uarbejdsdygtig på et tidspunkt, hvor
den pågældende ikke var i tjeneste på et af
rederiets skibe, regnes de 16 uger fra det tidspunkt, hvor
uarbejdsdygtigheden indtrådte.«
22. I
§ 29 indsættes efter stk. 2
som nyt stykke:
»Stk. 3. Er
bestemte tegn på sygdom eller legemsskade ikke påvist,
har den søfarende dog ikke ret til hyre i flere dage, end
den pågældende har været i tjenesten. Skyldes
uarbejdsdygtigheden kønssygdom, betales hyren af
staten.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
23. I
§ 30, stk. 2 , og 35, stk. 2,
ændres »12 uger« til: »16 uger«.
24. § 32,
stk. 2, 3. og 4. pkt.,
ophæves, og i stedet indsættes:
»Skibsføreren
skal sende fortegnelsen og de efterladte ejendele til den
afdødes nærmeste slægtning.«
25. §
40 affattes således:
Ȥ 40. Var
tjenesteforholdet opsagt, da skibsofficeren blev uarbejdsdygtig,
eller opsiges det herefter, finder § 29, stk. 2 og 3, jf.
§ 35, om ret til sygehyre tilsvarende anvendelse, jf. dog
§ 44.«
26. §
49 affattes således:
Ȥ 49. For
skibsføreren finder følgende bestemmelser tilsvarende
anvendelse:
1) § 1, stk.
2,
2) § 3, stk. 3
og 4,
3) § 4, stk.
2,
4) § 6,
5) § 7, stk.
1, jf. § 39,
6) § 7, stk.
2, 3. pkt.,
7) § 8,
8) §§ 8 a
- 8 e,
9) § 10, stk.
3,
10) § 14, stk.
1, jf. stk. 3,
11) § 15,
12) § 18 a,
stk. 1, og § 18 b,
13) § 18
c,
14) § 18
d,
15) §§
21-22 og §§ 24-26,
16) §§
27-30, jf. §§ 35, 40 og 41,
17) § 31,
18) §§ 32
og 34,
19) § 33, jf.
§§ 35 og 41,
20) § 55, stk.
1, og 2,
21) § 57,
22) § 61
og
23) § 73
a.«
27. I
§ 55, stk. 1, affattes således:
»Skibsføreren
skal sørge for, at mandskabet får god og
tilstrækkelig kost. Kosten om bord skal være gratis for
den søfarende under udmønstringsperioden.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
1. og 2. pkt.«
28. Overskriften til kapitel
4 affattes således:
»Tvist om tjenesteforholdet og
klagebehandling om bord«
29. §
64 affattes således:
Ȥ 64. En
søfarende har ret til at klage til rederen over afregningen,
skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller forholdene om
bord. Rederen har pligt til at sørge for, at klager bliver
tilstrækkeligt undersøgt og til at udarbejde og
gennemføre procedurer om bord for en retfærdig,
effektiv og hurtig behandling af klager. Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om
klage m.v.
Stk. 2. Tvister over
afregningen, skibstjenesten, ansættelsesforholdet eller
forholdene om bord må ikke indbringes for fremmed domstol.
Har den søfarende ikke andet værneting i Danmark, kan
sag mod den søfarende anlægges ved den ret, i hvis
kreds skibet har hjemsted.
Stk. 3. Stk. 2
gælder ikke, hvis andet følger af Bruxelles
I-forordningen eller af regler udstedt i medfør af denne
lov.«
30. § 64
a, stk. 2, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.
31. §
65 affattes således:
Ȥ 65.
Tilsidesætter rederen sine pligter efter § 55 eller
§ 73 a, eller sin forpligtelse efter § 1 a til at sikre
overholdelse af § 12, stk. 2 og 3, § 18 a, stk. 1-4,
§ 18 b, stk. 4 og 5, § 27, § 49, nr. 16 for så
vidt angår § 27, nr. 20 eller nr. 23, eller § 55
straffes den pågældende med bøde eller
fængsel indtil 1 år. Tilsidesætter rederen sine
pligter efter § 4, stk. 1 og 2, § 8 a, stk. 2, § 8
c, stk. 1 og 2, § 8 e, § 46, § 49, nr. 3 eller nr.
21, § 57 eller § 64 b, stk. 1, straffes den
pågældende med bøde.
Stk. 2. Den, der i
øvrigt tilsidesætter sin forpligtelse efter § 1 a
til at sikre overholdelse af 12, stk. 2 og 3, § 18 a, stk.
1-4, § 18 b, stk. 4 og 5, § 27, eller § 55 straffes
med bøde eller fængsel indtil 1 år, mens den der
i øvrigt tilsidesætter sin forpligtelse efter § 1
a til at sikre overholdelse af § 4, stk. 1 og 2, § 8 a
stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2, § 8 e, § 32, 56, stk. 1,
2 og 4, § 57, § 60, § 64 a, stk. 2, § 64 b,
stk. 1, § 74 eller regler fastsat i medfør af §
73, straffes med bøde.
Tilsvarende straffes den, som ikke opfylder sine forpligtelser
efter § 1 a til at sikre, at skibsføreren har mulighed
for at opfylde de forpligtelser, der påhviler denne.
Stk. 3. Den, som
udfører privat forhyring eller formidling for
søfarende i Danmark uden gyldigt certifikat, eller som
kræver vederlag fra de søfarende for sådanne
ydelser, kan straffes med bøde.
Stk. 4. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Stk. 5. Ved
pålæggelse af strafansvar efter stk. 4 anses personer,
som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet
af andre end rederen, tillige for at være knyttet til
rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til
koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold til
konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person, anses skibsføreren og de
søfarende tillige for at være knyttet til den, som
dokumentet er udstedt til.«
32. § 66,
nr. 2, litra b, affattes
således:
»b)
tilsidesætter sin forpligtelse efter § 8 a stk. 2,
§ 8 c, stk. 1 og 2, § 8 e, § 32, 56, stk. 1, 2 og 4,
§ 60, § 63, stk. 3 og 4, § 64 a, stk. 2, § 64
b, stk. 1, § 74 eller regler fastsat i medfør af §
73.«
33.
Efter § 71 indsættes i kapitel
6 :
Ȥ 71
a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det.
Stk. 2. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af dokumenter uden
underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på
tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i
retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig
underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det
også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende
er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Søfartsstyrelsen som
afsender.«
34. I
§ 73 udgår », til fri
rejse med underhold i visse tilfælde og til hjemsendelse af
hyremidler på statens regning og risiko«.
35.
Efter § 73 indsættes:
Ȥ 73
a. Skibets reder har pligt til at stille finansiel sikkerhed
til dækning af hjemrejseudgifter m.v. der er omfattet af
reglerne i §§ 6, stk. 5, 8, stk. 1, 10, stk. 3, 11-14,
18, stk. 2, 18 b, 19, 30, 48, stk. 2, og 49.
Stk. 2. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om
fri hjemrejse med underhold efter de bestemmelser, der er
nævnt i stk. 1, og om den finansielle sikkerhed.
§ 73
b. Søfartstyrelsen sikrer gratis telemedicinsk
rådgivning til handelsskibe.«
36.
Efter § 74 indsættes:
Ȥ 74
a. Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i
lov om sikkerhed til søs føre tilsyn med
overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i
medfør heraf.
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen varetager i henhold til § 20 b i lov
om sikkerhed til søs udstedelsen af fornødne
certifikater og anden dokumentation efter denne lov.
§ 74
b. Skibe, der anvendes erhvervsmæssigt, som er optaget
i et dansk skibsregister, og som har en bruttotonnage på 500
eller derover, må ikke sejle i international fart, medmindre
de har et certifikat og en overensstemmelseserklæring
vedrørende søfarendes arbejdsforhold.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om hvilke
forhold, som certifikatet og overensstemmelseserklæringen
skal omfatte.
Stk. 2. Hvis skibet er
certificeret i henhold til den kode om sikker skibsdrift, som er
fastsat af FN's Internationale Maritime Organisation, kan det i
stk. 1 nævnte certifikat og overensstemmelseserklæring
alene udstedes til den, som overensstemmelsesdokument i henhold til
koden om sikker skibsdrift er udstedt til. Søfartsstyrelsen
kan i særlige tilfælde give dispensation fra 1.
pkt.
Stk. 3. Certifikatet og
overensstemmelseserklæringen vedrørende
søfarendes arbejdsforhold skal opbevares om bord og på
forlangende forevises myndighederne.
Stk. 4. Stk. 1-3
gælder ikke for fiskeskibe.«
§ 3
I lov nr. 15 af 13. januar 1997 om skibes
besætning, som ændret senest ved § 40 i lov nr.
538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:
1. Som
fodnote til lovens titel indsættes: »1) Loven
indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af:
Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20. maj 2009, side
30-50).«
2. §
8 affattes således:
Ȥ 8. En kok, der er
foreskrevet i et skibs besætningsfastsættelse, skal
have et dansk bevis som skibskok. Ingen under 18 år må
gøre tjeneste som skibskok.
Stk. 2. I skibe
registreret i Dansk Internationalt Skibsregister kræves ikke
dansk bevis som skibskok. Personer kan gøre tjeneste i
foreskrevne stillinger som skibskok, hvis de kan dokumentere
1) en læretid
i kokkefaget på 48 måneder, heraf mindst 24
måneder i søgående skibe, eller
2) en
tilfredsstillende gennemførelse af en kokkeuddannelse med
relevant indhold fra en anerkendt skole suppleret med kokketjeneste
om bord i et søgående skib i mindst 5
måneder.
Stk. 3. Dokumentationen
efter stk. 2 skal være ledsaget af en af
Søfartsstyrelsen udfærdiget påtegning, der
bekræfter, at indehaveren kan gøre tjeneste som
foreskreven skibskok. Søfartsstyrelsen udsteder
nærmere regler herom.
Stk. 4.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om
uddannelseskrav for personer, der tilbereder eller hjælper
med at tilberede fødevarer om bord på et
skib.«
3. § 18,
stk. 1, nr. 3 og 4,
ophæves, og i stedet indsættes:
»3)
besætninger i passagerskibe,
4) officerer og
mandskab i olie-, kemikalie- og gastankskibe, og
5) kokke,
cateringpersonale og andet personale, der håndterer og
tilbereder fødevarer om bord.«
4. § 25,
stk. 2, ophæves og i
stedet indsættes:
»Stk. 2. Stk. 1
gælder, uanset om andre organisationer, virksomheder eller
personer opfylder visse af opgaverne eller pligterne på
rederens eller skibsførerens vegne.
Stk. 3. Er der udstedt
overensstemmelsesdokument i henhold til den kode om sikker
skibsdrift, som er fastsat af FN's Internationale Maritime
Organisation, eller certifikat i henhold til konventionen om
søfarendes arbejdsforhold til en anden organisation,
virksomhed eller person, finder stk. 1 tillige anvendelse for den
pågældende organisation, virksomhed eller person.
Stk. 4. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om
forpligtelserne efter stk. 1-3, og kan herunder foreskrive
særlige kommunikations- og sprogkrav.«
5. Overskriften til kapitel
9 affattes således:
»Tilsyn og henlæggelse af
beføjelser«
6.
Efter § 25 indsættes i kapitel
9 :
Ȥ 25
a. Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i
lov om sikkerhed til søs føre tilsyn med
overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i
medfør heraf.
§ 25
b. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det.
Stk. 2. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af dokumenter uden
underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på
tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i
retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig
underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det
også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende
er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Søfartsstyrelsen som
afsender.«
7. I
§ 27 indsættes efter stk. 1
som nyt stykke:
»Stk. 2. Hvis
rederen helt eller delvis har overladt sine forpligtelser efter
§ 25, stk. 1, nr. 1 eller 2, til andre organisationer,
virksomheder eller personer finder stk. 1 tilsvarende anvendelse
for disse organisationer, virksomheder eller personer, hvis
forpligtelserne ikke opfyldes.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
8. I
§ 27, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres
»§ 28, stk. 4« til: »§ 28, stk.
5«.
9. I
§ 28 indsættes efter stk. 3
som nyt stykke:
»Stk. 4. Stk. 1-3
finder tilsvarende anvendelse, hvis andre organisationer eller
personer opfylder visse af opgaverne eller pligterne på
rederens eller skibsførerens vegne, jf. § 25, stk. 2 og
3.«
Stk. 4 bliver herefter stk. 5.
10. I
§ 28, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres
»§ 25, stk. 2« til: »§ 25, stk.
4«.
11. I
§ 29 indsættes som stk. 2 :
»Stk. 2. Ved
pålæggelse af strafansvar efter stk. 1 anses personer,
som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet
af andre end rederen, tillige for at være knyttet til
rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til
koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold til
konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person end rederen, anses skibsføreren og
de søfarende tillige for at være knyttet til den, som
dokumentet er udstedt til.«
§ 4
I lov om skibsmåling, jf.
lovbekendtgørelse nr. 43 af 2. februar 1993, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1173 af 19. december 2003,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 7 indsættes før
stk. 1:
»Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i lov
om sikkerhed til søs føre tilsyn med overholdelsen af
denne lov og de regler, der udstedes i medfør af
heraf.«
Stk. 1 bliver herefter stk. 2.
2.
Efter § 10 a indsættes:
Ȥ 10
b. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det.
Stk. 2. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af dokumenter uden
underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på
tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i
retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig
underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det
også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende
er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Søfartsstyrelsen som
afsender.«
§ 5
I søloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 538 af 15. juni 2004, som senest ændret ved § 14 i
lov nr. 507 af 17. juni 2008, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 186, stk. 1, ændres:
», hvis tonnage overstiger 1.000 brt,« til: »med
en bruttotonnage på 1.000 eller derover«.
2. § 186,
stk. 2, 1. pkt., affattes
således: »Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på
skibe, der ikke er hjemmehørende her i riget, og som
anløber eller forlader dansk havn eller andet laste- eller
lossested i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel
eller ønsker at udføre opgaver på dansk
søterritorium, hvis disse skibe har en bruttotonnage
på 1.000 eller derover.«
3. I
§ 187 indsættes efter
»kontinentalsokkel«: » eller at udføre
opgaver på dansk søterritorium«.
4. I
§ 198 indsættes som stk. 4 :
»Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om gebyr for udstedelse af
certifikat.«
5. § 514,
stk. 1, affattes
således:
»Overtrædelse af
§ 10, stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, § 14, §
16, stk. 1, § 19, § 25, stk. 1-2, § 186, stk. 1-3,
eller § 197 straffes med bøde. En bareboatbefragter,
som i strid med § 229 a, stk. 2, undlader at påse, at
pligten til at have en godkendt forsikring eller anden garanti er
opfyldt, straffes med bøde.«
6.
Efter § 515 a indsættes i kapitel
22 :
Ȥ 515
b. Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i
lov om sikkerhed til søs føre tilsyn med
overholdelsen af §§ 186, 197, 198 og 471 i denne lov og
de regler, der udstedes i medfør af heraf.«
§ 6
I lov nr. 226 af 22. april 2002 om maritime
uddannelser, som ændret ved § 5 i lov nr. 364 af 13. maj
2009, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 23 indsættes:
Ȥ 23
a. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det.
Stk. 2. Økonomi-
og erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af dokumenter uden
underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på
tilsvarende måde, således at sådanne dokumenter i
retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig
underskrift. I de regler, der udstedes efter 1. pkt., kan det
også fastsættes, at afgørelser, der udelukkende
er truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Søfartsstyrelsen som
afsender.«
§ 7
Stk. 1. Økonomi-
og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at
lovens bestemmelser træder i kraft på forskellige
tidspunkter.
Stk. 2. Personer, der i
medfør af den gældende § 8, stk. 2, i lov om
skibes besætning inden lovens ikrafttræden har
erhvervet ret til at arbejde som foreskreven kok i danske skibe,
bevarer denne ret.
§ 8
Lov om forhyring af
skibsmandskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 589 af 29.
september 1988, ophæves.
§ 9
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. § 5 kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Stk. 3. §§ 1,
3, 4 og 5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes
i kraft for Grønland med de ændringer, som de
grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Indholdsfortegnelse
1. Lovforslagets
baggrund og indhold |
2. Lovforslagets
hovedindhold |
2.1. ILO's konvention
om søfarendes arbejdsforhold af 2006 |
2.1.1.
Fiskeskibe |
2.1.2.
EU-regler |
3. Lovforslagets
nærmere indhold |
3.1. Begrebet
søfarende |
3.2. Regulering af
udenlandske skibe |
3.3.
Tilsynsbestemmelser |
3.3.1. Koordinering
af tilsynsbestemmelserne i de forskellige
søfartslove |
3.3.2. Øget
anvendelse af risikobaserede syn |
3.3.3. Certificering
af overholdelsen af koden for sikker skibsdrift |
3.3.4.
Tilbageholdelse af skibe |
3.3.5.
Offentliggørelse og videregivelse af oplysninger om
sanktioner |
3.4. Andre
ændringer i lov om sikkerhed til søs, som ikke er en
følge af konventionen om søfarendes
arbejdsforhold |
3.4.1. Styrkelse af
sikkerheden på fiskefartøjer |
3.4.1.1. Betaling for
syn af fiskefartøjer |
3.4.1.2.
Anmeldelsespligt for værfter og mindre
maskinværksteder |
3.4.2.
Overvågning af danske farvande |
3.4.3. Rederens
ansvar for overholdelse af søsikkerhedsloven |
3.4.4. Udvidet adgang
til at videregive oplysninger af betydning for
sikkerheden |
3.4.5.
Kontrolbesøg m.v. |
3.4.5.1.
Søfartsstyrelsens adgang til forretningslokaler |
3.4.5.2.
Søfartsstyrelsens bistand til Kommissionen og
EMSA |
3.4.6. Politiets
adgang til at gå om bord på
fritidsfartøjer |
3.4.7. Digital
forvaltning |
3.4.8.
Ankenævnet for Søfartsforhold |
3.4.9.
Spiritussejlads i grønlandske farvande |
3.4.10.
Forhøjelse af bøder |
3.4.11. Lovens
territoriale udstrækning |
3.5. Ændringer
i sømandsloven |
3.5.1. Rederens
særlige forpligtelse til at sikre overholdelse af
sømandslovens bestemmelser |
3.5.2. Kur og pleje
under sygdom |
3.5.2.1. Kur og pleje
for søfarende |
3.5.2.2. Hyre under
sygdom/sygehyre til søfarende |
3.5.3.
Klagebehandling om bord |
3.5.4.
Forhyring |
3.5.5. Fri hjemrejse
og finansiel sikkerhed |
3.5.6. Andre
ændringer i sømandsloven |
3.6. Lov om skibes
besætning |
3.6.1. Rederens
ansvar for at sikre overholdelse af bestemmelserne i lov om skibes
besætning |
3.6.2.
Skibskokke |
3.7.
Søloven |
4. Økonomiske
og administrative konsekvenser for det offentlige |
5. Økonomiske
og administrative konsekvenser for erhvervslivet |
6.
Miljømæssige konsekvenser |
7. Administrative
konsekvenser for borgerne |
8. Forholdet til
EU-retten |
9. Hørte
myndigheder, organisationer m.v. |
10. Sammenfattende
skema |
|
|
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og indhold
Lovforslaget har primært til formål at sikre, at
Danmark gennemfører FN's Internationale
Arbejdsorganisation's (ILO's) konvention om søfarendes
arbejdsforhold, der blev vedtaget på ILO's
søfartskonference i 2006 (i det følgende
benævnt konventionen). Konventionen har til formål at
skabe et enkelt, sammenhængende instrument, der omfatter alle
moderne krav til søfarendes arbejdsforhold. Med konventionen
hæves niveauet for de søfarendes arbejdsforhold
på et globalt plan, således at de skibe/rederier, som
hidtil har opereret med ringe arbejdsforhold for de
søfarende, ikke kan fortsætte med dette. Dette vil
være en fordel for dansk skibsfart, der allerede i dag drives
på et højt niveau for så vidt angår
arbejdsforhold og sociale forhold.
Vedtagelsen af lovforslaget vil kunne danne grundlag for en
dansk ratifikation af denne konvention. Ratifikationen
medfører samtidig, at Danmark anses for at have opsagt de
ILO-konventioner for handelsskibe, som er ratificeret tidligere.
Undtaget er dog ILO-konvention nr. 108 om søfarendes
identitetspapirer, som forbliver i kraft.
Konventionens tekst i dansk oversættelse kan ses i
Økonomi- og Erhvervsministeriets "Beretning om den 94.
internationale arbejdskonference (Søfartskonferencen) i
Genève 2006", som blev oversendt til Folketinget i februar
2007.
Væsentlige dele af konventionen er gennemført i
Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20. maj 2009, side
30-50). Dette direktiv gennemføres dermed også med
lovforslaget og de senere bekendtgørelser og tekniske
forskrifter, der skal udstedes i medfør heraf.
Der er blandt EU-landene en positiv holdning til ratifikation
af konventionen. Rådet bemyndigede således i juni 2007
medlemsstaterne til at iværksætte de nødvendige
foranstaltninger med henblik på at ratificere ILO's
konvention om søfarendes arbejdsforhold inden den 31.
december 2010. Bemyndigelsen er nødvendig for, at
medlemsstaterne kan ratificere konventionen, idet bestemmelserne om
koordinering af sociale sikringsordninger i konventionen
berører udøvelsen af EU's kompetence.
Søfartsstyrelsen udøver i dag kontrol og
fører tilsyn i medfør af en række love. De
eksisterende tilsynsbestemmelser er både forskellige og
overlapper hinanden. I praksis gennemføres samtidig kontrol
med forhold, som henhører under flere forskellige love. Med
lovforslaget koordineres disse tilsynsbestemmelser, samtidig med at
der tages højde for de tilsynsopgaver, som følger af
konventionen.
Samtidig gennemføres en række andre
ændringer af søfartslovgivningen, som er overvejende
af teknisk karakter.
Blandt de øvrige ændringer af
søfartslovgivningen er en række initiativer, som har
til formål at højne sikkerheden om bord på
fiskefartøjer. Disse initiativer er led i en større
"sikkerhedspakke" for fiskefartøjer, som følge af at
der er konstateret mange og væsentlige
sikkerhedsmæssige mangler på særligt de mindre
fiskefartøjer, og der i dette segment også har
været en række alvorlige ulykker og forlis.
2. Lovforslagets hovedindhold
2.1. ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold af
2006
Med ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
sammenskrives og moderniseres 38 konventioner og 30 henstillinger
på søfartsområdet, dvs. næsten alle
ILO-konventioner og -henstillinger for søfarende siden
1919.
Konventionen omfatter alle aspekter af søfarendes
ansættelsesforhold, lige fra indgåelse af
ansættelsesaftaler over arbejdsmiljø til social
sikring. Som noget nyt inden for ILO's regulering indeholder
konventionen skærpede kontrolforpligtelser for flagstaten og
mulighed for en skærpelse af havnestatskontrollen.
Konventionen består af et sæt overordnede artikler
med tilhørende forskrifter, som indeholder de
søfarendes grundrettigheder, og som er en gengivelse af
essensen i de konventioner, som er sammenskrevet i den nye
konvention. Disse udbygges med en kodeks, som består af en
bindende og af en vejledende del. Konventionen og den dertil
knyttede kodeks er opdelt i 5 hovedafsnit.
Ud over de ændringer, som følger af
implementeringen af konventionen, indeholder lovforslaget en
række andre ændringer af søfartslovgivningen,
der først og fremmest sigter mod at forbedre sikkerheden til
søs.
Konventionen er udformet på en sådan måde,
at reglerne i den bindende del af kodeksen kan opfyldes gennem
regulering, der medvirker til fuldt ud at opnå det
generelle formål med en bestemmelse (i ILO-retten kaldet
"substantiel ækvivalens").
Artiklerne
Artiklerne indeholder de grundlæggende principper i
konventionen, herunder anvendelsesområde, definitioner,
indførelse af begrebet substantiel ækvivalens,
ændringsprocedurer m.m. Nedenfor følger en kort
beskrivelse af artiklerne.
Artikel 2 indeholder definitioner og
anvendelsesområde. Ved en søfarende forstås
enhver person, uanset i hvilken stilling denne er ansat, forhyret
eller arbejder om bord på et skib, for hvilket konventionen
gælder. Ligesom det er tilfældet med den internationale
kode for sikker drift af skibe og forebyggelse af forurening
(International Safety Management-Code - ISM-koden
(gennemført som Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 336/2006 af 15. februar 2006 (EU-Tidende nr. L
64 af 4. marts 2006, side 1-36)) indeholder konventionen en
definition af, hvem der skal anses som rederi (ship-owner) i
relation til konventionens forskrifter og den dertil hørende
kodeks. Ud over ejeren af skibet omfatter dette enhver anden
organisation eller person, såsom en korresponderende reder,
agent eller bareboatchartrer, der har overtaget ansvaret for
skibets drift fra rederen, og som ved at overtage dette ansvar har
accepteret at påtage sig de opgaver og pligter, der er
pålagt redere efter konventionen. Dette gælder, uanset
om den pågældende har overladt andre organisationer
eller personer at opfylde visse af opgaverne eller pligterne
på rederiets vegne.
Artikel 3 henviser til visse
fundamentale principper og rettigheder så som retten til at
organisere sig og føre frie forhandlinger. For medlemslande
som Danmark, der har ratificeret de konventioner, hvor disse
principper kommer fra, medfører artikel 3 ikke nye
forpligtelser.
Artikel 4 fastsætter
grundlæggende arbejdstagerforhold, herunder retten til
rimelige arbejdsvilkår, retten til sygesikring, velfærd
og social sikring. Bestemmelsen pålægger staterne at
sørge for, at principperne bliver gennemført i
national lovgivning eller kollektive overenskomster i
overensstemmelse med bestemmelserne i konventionen.
Artikel 5 indeholder forpligtelser
vedrørende implementering og håndhævelse,
herunder bestemmelser om havnestatskontrol. Artiklen indeholder en
bestemmelse om, at medlemsstaterne skal gennemføre
konventionens forpligtelser således, at skibe, der sejler
under flag fra lande, der ikke har ratificeret konventionen, ikke
behandles gunstigere end skibe, der sejler under flag fra lande,
der har ratificeret konventionen ("no more favourable treatment" -
princippet). Bestemmelsen har til formål at sikre en
effektive gennemførsel af konventionen på globalt
plan, og at der ikke vil være nogen konkurrencemæssig
fordele forbundet med at sejle under flag fra lande, der ikke har
ratificeret konventionen.
Artikel 6 giver en definition af den
bindende og den vejledende del af konventionen og indeholder
derudover en definition af begrebet substantiel
ækvivalens.
Artikel 7 indeholder regler
vedrørende konsultation af søfarendes og rederes
organisationer ved fravigelse af konventionsteksten.
Artikel 8 til 12 indeholder regler
om ratifikation, ikrafttræden og ophævelse. En
ratifikation medfører, at den pågældende
medlemsstat anses for at have opsagt de ILO-konventioner for
handelsskibe, som landet har ratificeret. Det følger af
artikel 10, der ikke omfatter konvention nr. 108 og 185 om
søfarendes identitetspapirer, som således
opretholdes.
Artikel 13 omhandler en særlig
treparts søfartskomité, som får en
afgørende indflydelse på
konventionsændringer. Her skal især
stemmefordelingen sikre, at regeringerne i de medlemsstater,
der har ratificeret konventionen, får den nødvendige
indflydelse.
Artikel 14 og 15 indeholder regler
om ændring af konventionen og normen og vejledningen. Her
indføres systemer til revision af kodeksen, som ligner de
tacit-procedurer (stiltiende
acceptprocedure/ændringsprocedure uden en
diplomatkonference), som kendes fra IMO-konventioner. I princippet
vedtages ændringerne af en komité bestående af
repræsentanter for regeringerne i de medlemsstater, der har
ratificeret konventionen, og repræsentanter fra de
søfarende og rederne. Af hensyn til ILO's forfatning skal
ændringerne dog formelt vedtages på den
næstfølgende årskonference med to tredjedeles
flertal af samtlige tilstedeværende, herunder også de
medlemsstater, der ikke har ratificeret konventionen. Et land, som
har ratificeret konventionen, vil så blive bundet af
ændringen, medmindre det pågældende land
særskilt tager afstand herfra inden for en nærmere
angivet frist. Hermed indføres der mulighed for
ændring af konventionens hovedafsnit med en kortere
tidshorisont end gennem den normale ændringsprocedure i
ILO.
Hovedafsnit
Afsnit 1 omhandler
ansættelsesforholdet, herunder minimumskrav for
søfarende med hensyn til arbejde om bord, mindstealder og
beskyttelse af børn og unge, lægeundersøgelse,
forhyring samt generelle bestemmelser om uddannelse.
Afsnit 2 omhandler bestemmelser om
søfarendes beskæftigelse m.v., herunder om
ansættelseskontrakter, opsigelsesvarsler, arbejds- og
hviletid, ferie, ret til hjemsendelse, rettigheder ved forlis samt,
som noget nyt, skibes bemanding og søfarendes mulighed for
beskæftigelse til søs.
Afsnit 3 vedrører
indretning af skibene, beboelse om bord, velfærd og kost.
Mulighederne for at fritage skibe, som er bygget før
konventionens ikrafttræden, fra konventionens tekniske krav
er medtaget (forskrift 3.1.2). Tilsvarende fritagelsesmuligheder
findes allerede i dag i ILO-konvention nr. 92 om skibsmandskabets
opholdsrum om bord. Herudover er der foretaget en række
tilpasninger, som går videre end konvention nr. 92 med
tilhørende henstilling.
Afsnit 4 omhandler forhold, der
har betydning for den søfarendes helbred og social sikring.
Bestemmelserne om den langsigtede sociale sikring bygger på
et bopælskriterium. Der er mulighed for at fravige dette
bopælskriterium ved bilaterale eller multilaterale aftaler.
Det vil dermed være muligt at opretholde den regulering, der
findes inden for EU - først og fremmest Rådets
forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse
af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres
familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet
(EF-Tidende nr. L 149 af 5. juli 1971, side 2-50).
Afsnit 5 vedrører
gennemførelse (compliance) og håndhævelse og
omfatter flagstatens forpligtelser, havnestatens forpligtelser og
bopælslandets forpligtelser. De detaljerede regler
vedrører bl.a. certifikater og overensstemmelsesdokumenter,
syn og håndhævelse samt nye regler om etablering af de
særlige klageprocedurer, herunder klagehåndtering om
bord på skibet.
2.1.1. Fiskeskibe
ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold fra 2006
omfatter søfarende i handelsflåden, mens fiskere i
skibe, der beskæftiger sig med fiskeri eller lignende, ikke
er omfattet. Tilsvarende er ansatte på fiskeskibe heller ikke
omfattet af den aftale, som de sociale parter på EU-plan, jf.
direktiv 2009/13, har indgået til gennemførelse af
væsentlige dele af konventionen, jf. afsnit 2.1.2.
Fiskeskibe vil derfor, så vidt det er muligt efter
lovens opbygning, blive undtaget fra de bestemmelser, der
gennemfører konventionen, og som går videre end den
hidtidige regulering i sømandsloven i medfør af den
særlige bestemmelse i sømandslovens § 75,
hvorefter økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler, der fraviger loven for skibe til fiskeri og andet
særligt formål.
2.1.2. EU-regler
ILO-konventionen om de søfarendes arbejds- og/eller
hviletid er allerede gennemført i direktivform, ligesom
EU-retten også regulerer en række sociale forhold. Den
nye konvention har dog også givet anledning til nye
EU-regler. Rådet har vedtaget direktiv 2009/13/EF af 16.
februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50). Direktivet gennemfører
væsentlige dele af konventionen og træder i kraft
senest samme dato, som konventionen om søfarendes
arbejdsforhold af 2006 træder i kraft internationalt, og
medlemsstaterne skal have gennemført direktivet senest 12
måneder derefter. Det er fastsat i konventionen, at den
træder i kraft 12 måneder efter, at mindst 30
medlemsstater, der repræsenterer 33 pct. af
verdensbruttotonnagen af skibe, har ratificeret den. Tonnagekravet
er allerede opfyldt, og kravet til antallet af ratificerende
medlemsstater vil blive opfyldt, når de enkelte EU-lande har
ratificeret, hvilket forventes at ville ske inden udgangen af 2010.
Konventionen forventes således at ville træde i kraft
inden udgangen af 2011.
Med direktivet gøres arbejdsmarkedets parters aftale
bindende for medlemsstaterne, der pålægges at sikre
dets efterlevelse, evt. gennem kollektive overenskomster. Aftalen
medtager store dele af den bindende del af konventionen, men
området for kontrol af konventionens opfyldelse
berøres ikke, idet dette ikke er aftalestof, men
henhører under medlemsstaternes afgørelse.
Direktivet vedrører områder, der i dag er
dækket af andre direktiver, f.eks. Rådets direktiv
1999/63/EF af 21. juni 1999 (EF-Tidende nr. L 167 af 2. juli 1999,
side 33-37), der udmønter den tidligere aftale mellem ECSA
og ETF om tilrettelæggelse af arbejdstiden for
søfarende. Der gennemføres visse ændringer
i 1999-direktivet, herunder mere detaljerede regler om
lægeundersøgelse og om unges arbejde i
handelsskibe, samt justering af feriereglerne for
søfarende.
Direktivet finder anvendelse for alle søfarende om bord
på handelsskibe, der er registreret i en medlemsstat eller
fører en medlemsstats flag. Der indføres - i lighed
med konventionen - en særlig og udvidet definition af
begrebet "søfarende". Den omfatter alle personer, der
er ansat, forhyret eller arbejder om bord i et skib i
søen.
Parternes aftale er inddelt i 5 hovedområder, der
indholdsmæssigt svarer til ILO-konventionens afsnit, men
alene medtager visse dele af konventionens regulering.
3. Lovforslagets nærmere indhold
Danmark har allerede i dag ratificeret en række af de
konventioner, der indgår i de oven for beskrevne dele af
konventionen. Gældende dansk lovgivning dækker derfor
allerede i dag stort set de rettigheder og forpligtelser, der
følger af konventionen. Gennemførelsen af
konventionen nødvendiggør dog visse ændringer i
lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr.
903 af 12. juli 2007 med senere ændringer,
sømandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 18.
juli 2005 med senere ændringer, og lov om skibes
besætning, jf. lov nr. 15 af 13. januar 1997 med senere
ændringer.
Nedenfor redegøres nærmere for de
væsentligste ændringer af de 3 love.
3.1. Begrebet søfarende
Den gældende sømandslov sondrer mellem de
såkaldte § 1-søfarende, der er personer, der er
ansat af rederen til udførelse af skibstjeneste om bord i et
skib i søen, og de såkaldte § 2-søfarende,
der er personer, der ikke er ansat af rederen, eller er personer,
der er ansat af rederen, men som udfører andet arbejde om
bord end skibstjeneste. Efter loven har § 1-søfarende
den mest omfattende beskyttelse. Hvad der nærmere
forstås ved skibstjeneste, er ikke fastlagt i loven, men
må i overensstemmelse med traditionel opfattelse
forstås som arbejde, der udføres af personer, der
deltager i skibets drift og vedligeholdelse samt de
ombordværendes forplejning.
Bestemmelserne i den gældende sømandslov finder
kun begrænset anvendelse på § 2-søfarende.
Denne gruppe omfatter bl.a. personer ansat hos en selvstændig
restauratør om bord på et passagerskib. Disse personer
er f.eks. ikke omfattet af lovens regler om opsigelse, beregning og
udbetaling af hyre samt gratis sygepleje og ret til sygehyre
m.v.
Det følger endvidere af den gældende
sømandslov, at personer, der arbejder, mens skibet ligger i
havn, og ikke følger med til søs, falder uden for
lovens regulering. Endelig finder loven heller ikke anvendelse
på søfarende på udenlandske skibe.
Skibsføreren er ikke omfattet af
søfarendebegrebet i den gældende sømandslov, og
ansættelsesforholdet for skibsføreren er reguleret i
et særligt afsnit 11 i loven.
Konventionen anvender et bredere begreb end det, der
gælder i dag efter sømandsloven. Konventionen
definerer i artikel 2, stk. 1 (f), søfarende som en person,
der er ansat eller forhyret eller arbejder om bord på et
skib, for hvilket konventionen gælder, uanset i hvilken
stilling den pågældende er ansat. Til denne definition
knytter sig en ILO-resolution vedrørende oplysninger om
erhvervsmæssige grupperinger, der blev vedtaget på
søfartskonferencen i 2006. Den har til formål at
belyse om visse persongrupper er søfarende efter
konventionen.
Konventionen skelner i princippet ikke mellem de forskellige
typer af arbejde, som udføres om bord på skibet, jf.
definitionen af søfarende i art 2, stk. 1 (f). Dette
betyder, at man ikke længere kan opretholde
sømandslovens adskillelse af § 1- og §
2-søfarende.
For at leve op til konventionens krav foreslås det at
ændre indholdet af søfarendebegrebet, således at
det kommer til at omfatte enhver person, bortset fra
skibsføreren, der har sit arbejde på dansk skib, og
som ikke udelukkende arbejder om bord, mens skibet ligger i havn.
Derved tydeliggøres det, at loven ikke gælder for
personer, der kun arbejder om bord i havn. Personer, der normalt
udelukkende arbejder om bord, mens skibet er i havn, som f.eks.
tekniske eksperter eller inspektører fra offentlige
myndigheder eller klassifikationsselskaber, og som helt
undtagelsesvis medsejler til næste havn for at
færdiggøre en installation, reparation eller
inspektion, er derfor ikke omfattet. Reparatør- og
malerteams, som følger med skibet for at udføre
skibsarbejde i form af maling eller anden vedligeholdelse, vil
derimod være omfattet af søfarendebegrebet.
Det nye søfarendebegreb får som konsekvens, at
der ikke længere i loven sondres mellem personer, der
udfører skibstjeneste, og personer, der udfører andet
arbejde om bord, eller mellem personer, der er ansat af rederen
eller en anden arbejdsgiver. Alle personer, der falder ind under
det nye søfarendebegreb, vil således fuldt ud
være omfattet af sømandslovens regulering.
Det foreslås, at sømandslovens eksisterende
struktur bibeholdes, således at skibsføreren fortsat
ikke omfattes af søfarendebegrebet. Det foreslås, at
det sikres i lovens særlige bestemmelser om
skibsførerens tjenesteaftale, at skibsføreren
får samtlige rettigheder m.v., som konventionen giver andre
søfarende.
Det følger endeligt af konventionen, at hvis der er
tvivl om, hvorvidt en personkategori skal betragtes som omfattet af
søfarendebegrebet, afgøres spørgsmålet
af tilsynsmyndigheden (i Danmark Søfartsstyrelsen) efter
høring af de organisationer for redere og søfarende,
som spørgsmålet vedrører.
3.2. Regulering for udenlandske skibe
Danmark kan efter artikel 5.4 i konventionen om
søfarendes arbejdsforhold føre kontrol med, at
udenlandske skibe, der anløber dansk havn, overholder
konventionens bestemmelser om søfarendes arbejds- og
leveforhold. En sådan kontrol tænkes gennemført
i forbindelse med den havnestatskontrol, der i dag
gennemføres af fremmede skibe, der anløber dansk
havn.
Danmark vil efter konventionens bestemmelser om
klagebehandling i nogle tilfælde være forpligtet til at
gennemføre sådan kontrol som led i klagebehandlingen,
f.eks. i visse tilfælde hvor en søfarende klager over,
at der er sket overtrædelser af konventionen.
Hvis den indledende kontrol afslører manglende
overholdelse af konventionskrav, der klart udgør en
sikkerheds- og sundhedsfare for de søfarende, eller en
alvorlig eller gentaget overtrædelse af konventionens
bestemmelser, skal der tages skridt til at sikre, at skibet ikke
står til søs, før de pågældende
mangler er udbedret, eller der foreligger en acceptabel
handlingsplan til udbedring af manglerne. Ved en sådan
tilbageholdelse skal flagstaten samt redernes og de
søfarendes organisationer i Danmark informeres.
Hvis den indledende kontrol afslører manglende
overholdelse af konventionskrav, der klart udgør en
sikkerheds- og sundhedsfare for de søfarende, eller en
alvorlig eller gentaget overtrædelse af konventionens
bestemmelser, skal flagstaten ligeledes informeres.
Der træffes ved kontrollen af fremmede skibe ikke
afgørelse i det civilretlige forhold mellem søfarende
på fremmede skibe og deres arbejdsgivere, og kontrollen og
afgørelsen vedrørende en eventuel tilbageholdelse
betyder således ikke i sig selv, at der skabes et
værneting ved danske domstole for et søgsmål
anlagt af søfarende eller disses repræsentanter mod
rederen eller dennes repræsentanter.
De medlemsstater, der har ratificeret konventionen, skal
således ikke alene føre tilsyn med, at egne skibe
lever op til konventionens bestemmelser, men skal også i et
vist omfang kontrollere, at udenlandske skibe, der anløber
deres havne, overholder konventionens bestemmelser om
søfarendes arbejds- og leveforhold.
Konventionen indeholder en række bestemmelser, som for
danske skibe reguleres af lov om sikkerhed til søs og
sømandsloven. Lov om sikkerhed til søs er i
medfør af lovens § 1, stk. 3, sat i kraft for
udenlandske skibe i danske havne og danske farvandsområder
med de begrænsninger, som følger af international ret.
Sømandsloven gælder derimod kun for danske skibe. Med
den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 2, i lov om
sikkerhed til søs, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, sikres
adgang til at foreskrive, at udenlandske skibe, der anløber
dansk havn, lever op til de krav, som følger af
konventionen.
3.3. Tilsynsbestemmelser
3.3.1. Koordinering af tilsynsbestemmelserne i de forskellige
søfartslove
I 2006 udsendte regeringen handlingsplanen "Danmark som
Europas førende Søfartsnation". Et væsentligt
led i handlingsplanen er, at kvalitet i dansk skibsfart skal
fremmes, samt at Søfartsstyrelsen skal forestå en
effektiv, serviceorienteret og moderne administration.
Søfartsstyrelsen udøver i dag kontrol og
fører tilsyn i medfør af en række love. De
eksisterende tilsynsbestemmelser er både forskellige og
overlapper hinanden. I praksis gennemføres samtidig kontrol
med forhold, som henhører under flere forskellige love. Med
lovforslaget koordineres disse tilsynsbestemmelser, samtidig med at
der tages højde for de tilsynsopgaver, som følger af
konventionen.
Konventionens artikel 5 indeholder de generelle retningslinjer
for medlemsstaternes forpligtigelse til at udøve kontrol med
alle skibe, der anvendes kommercielt med undtagelse af skibe, der
udelukkende anvendes i indre farvande eller farvande inden for
eller i umiddelbar nærhed af beskyttede farvande eller
områder, for hvilke havnereglementer gælder. Fiskeskibe
og krigsskibe er ligeledes undtaget. Medlemsstaterne
pålægges at certificere skibe med en bruttotonnage
på 500 og derover. Herudover skal medlemsstaterne etablere et
tilsynssystem til sikring af, at de øvrige skibe, uanset
størrelse, der fører dets flag, opfylder kravene i
konventionen. Medlemsstaterne kan foretage havnestatskontrol af
udenlandske skibe, der anløber en medlemsstats havne for at
kontrollere, at de ligeledes lever op til konventionens krav.
Fiskeskibe og krigsskibe er undtaget. Medlemsstaterne
pålægges at certificere skibe med en bruttotonnage
på 500 og derover. Herudover skal medlemsstaterne ved
regelmæssige inspektioner verificere, at alle skibe, uanset
størrelse, der fører dets flag, opfylder kravene i
konventionen.
Danmark har siden 1982 været med i et samarbejde om
havnestatskontrol i det såkaldte Paris-memorandum om
havnestatskontrol (MOU), som i dag tæller 27 medlemmer.
Hovedparten af medlemmerne er EU-kyststater, og i 1995 blev et
direktiv vedtaget, som gennemfører Paris-memorandummet i
EF-retten (Rådets direktiv 95/21/EF om
håndhævelse over for skibe, der anløber
Fællesskabets havne og sejler i farvande under
medlemsstaternes jurisdiktion, af internationale standarder for
skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og
arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol) - EF-Tidende nr. L
291 af 14. november 1996, side 42 - som ændret ved
Rådets direktiv 98/25/EF, ved Kommissionens direktiv
98/42/EF, ved Kommissions direktiv 99/97/EF og ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/106/EF). Det
indledende arbejde med at forberede retningslinjer for
havnestatskontrol i henhold til konventionen er i gang og forventes
at blive en del af direktivet. Idet dette vil have konsekvens for
de danske gennemførelsesregler, er der i lovforslaget taget
højde for, at der i medfør af lov om sikkerhed til
søs kan udføres kontrol med, at udenlandske skibe,
der anløber dansk havn, overholder konventionens krav.
Som dokumentation for, at forholdene om bord på skibene
lever op til væsentlige konventionsregler om søfarende
forhold skal danske skibe med en tonnage på over 500 have et
certifikat, hvis de vil sejle til havne i andre lande.
Certifikatets indhold og form er reguleret i konventionen, og
dokumenterer, at de søfarendes arbejds- og levevilkår
på skibet er kontrolleret og opfylder kravene i de love,
bekendtgørelser og andre administrativt fastsatte
bestemmelser, hvormed flagstaten gennemfører konventionen i
national ret.
Certificeringen omfatter endvidere en
overensstemmelseserklæring vedrørende
søfarendes arbejdsforhold. Dette er et dokument, der skal
vedhæftes selve certifikatet.
Overensstemmelseserklæringen er reguleret i konventionen og
skal indeholde en beskrivelse af, hvordan 14 af de vigtigste
punkter i konventionen er gennemført i dansk ret, og hvordan
rederen i praksis efterlever disse bestemmelser. Dette
indebærer, at det ved første syn (certificering) af
skibet i vid udstrækning er rederens tiltag til overholdelse
af flagstatens gennemførelsesregler, og dermed konventionens
regler, der certificeres.
Konventionen kræver ikke, at medlemsstaterne udsteder
certifikat til skibe med bruttotonnage under 500. Der stilles dog
krav om, at der ud fra en vurdering af, for hvilke skibe
bestemmelserne er relevante, skal føres tilsyn med, at de
opfylder konventionens krav. Der eksisterer i dag bestemmelser for
tilsyn med disse skibe. I de eksisterende bestemmelser indgår
det første syn på nybyggede og indflagede danske skibe
med bruttotonnage under 500, for hvilke konventionen finder
anvendelse. Endvidere forestår Søfartsstyrelsen
efterfølgende periodiske syn af disse skibe; dog er de helt
små lastskibe i handelsflåden (skibe med et
dimensionstal (dvs. længde gange bredde) på mindre end
20) ikke synspligtige, ligesom lastskibe under 15 meter, der
udelukkende er beskæftiget i indre farvande, kun synes ved
ibrugtagning. Søfartsstyrelsen foretager herudover
stikprøvemæssig kontrol af skibene. I synene
indgår der allerede i dag mange forhold, som er omfattet af
konventionen, og fremover vil de syn, som Søfartsstyrelsen
gennemfører på skibe med en bruttotonnage under 500,
blive udvidet til også at omfatte de øvrige forhold,
som er omfattet af konventionens regulering. Grundet konventionens
bestemmelser om, at medlemsstaterne kan fortage havnestatskontrol
af udenlandske skibe, der anløber deres havn, for at
kontrollere at disse lever op til konventionens krav, anses det for
hensigtsmæssigt, at der, hvis rederiet anmoder herom,
også udstedes et certifikat til danske skibe med
bruttotonnage under 500, som sejler i international fart.
Certifikatet vil dokumentere over for andre havnestater, at skibene
opfylder konventionens krav om søfarendes arbejds- og
levevilkår.
Konventionen og den internationale kode for sikker drift af
skibe og forebyggelse af forurening (International Safety
Management-Code - ISM-koden) indeholder væsentligt
sammenfaldende definitioner af begrebet "reder" henholdsvis
"rederi", der medfører, at certifikatet efter hvert
regelsæt skal udstedes til ejeren af skibet eller en person
eller organisation, der har overtaget ansvaret for driften af
skibet. Som følge heraf, og da det med konventionen er
søgt sikret, at de søfarende skal kunne gøre
deres rettigheder gældende over for den, der driver skibet,
bør den overordnet ansvarlige efter begge regelsæt
være den samme. Det er derfor i lovforslaget fastsat, at
certifikat og overensstemmelseserklæring efter konventionen
alene kan udstedes til den, som overensstemmelsesdokumentet er
udstedt til efter ISM-koden, hvis skibet er certificeret efter
denne kode. Søfartsstyrelsen kan dog i særlige
tilfælde dispensere herfra. Dette er nærmere beskrevet
i bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 36.
Konventionen pålægger medlemsstaterne at
gennemføre fornyelsessyn af ovenstående hvert femte
år, samt et mellemliggende syn mellem anden og tredje
årsdag, hvor årsdag betyder den dato, hvor skibet
senest skal gennemgå et fornyelsessyn.
Arbejdet med at foretage denne certificering og kontrol vil i
vidt omfang - ligesom det i vidt omfang allerede sker i dag inden
for rammerne af lov om sikkerhed til søs - blive henlagt til
de klassifikationsselskaber, der i forvejen er anerkendte til at
udføre uddelegerede syn. I det omfang disse nye opgaver
udføres af Søfartsstyrelsen, vil der - efter regler
fastsat i medfør af lovens § 24 - blive opkrævet
betaling herfor. Betalingen vil blive fastsat i overensstemmelse
med Finansministeriets regler om priskalkulation ved
gebyrberegning. Overførelsen af tilsynsbestemmelser fra
andre love medfører ikke derudover øget
brugerbetaling.
Kontrol af arbejdsretlige forhold, herunder forhold
vedrørende løn, vil blive foretaget med fuld respekt
af det fagretlige system. Tilsynsmyndighederne vil således
være opmærksomme på, at de ikke ved deres
afgørelser kommer til at tage stilling til
spørgsmål, der rettelig bør afgøres af
det fagretlige system eller af domstolene. Der vil således
ikke blive foretaget fortolkninger af individuelle eller kollektive
ansættelsesaftaler. En eventuel kontrol af rederens
overholdelse af lovens bestemmelser om hyreforhold vil derfor
først og fremmest angå, om hyren er blevet udbetalt
med højst 1 måneds mellemrum, mens det ofte vil
være vanskeligt for skibsinspektøren på stedet
at foretage en nærmere undersøgelse af, om hyrens
størrelse svarer til det aftalte.
Lovforslaget sigter også imod at skabe et bedre grundlag
for en skærpet indsats i overensstemmelse med handlingsplanen
"Danmark som Europas førende søfartsnation".
Lovforslagets beføjelser forudsættes anvendt af
Søfartsstyrelsen således, at rederier, der driver
deres virksomhed på betryggende og sikker måde, ikke
belastes unødigt. Over for rederier, hvor der er konstateret
gentagne vanskeligheder med at overholde gældende regler,
forudsættes tilsynsreglerne håndhævet så
konsekvent, at det ikke vil være muligt for de
pågældende at fortsætte deres
substandard-virksomhed på en økonomisk rentabel
måde.
Med henblik på at sikre anonymitet i tilfælde af
klage vil det blive fastsat, at de medarbejdere, som foretager
kontrol af skibene, ikke må oplyse over for rederen eller
dennes repræsentant, at et tilsynsbesøg foretages som
følge af en klage fra en søfarende.
Arbejdsmiljøloven indeholder en tilsvarende ordning.
3.3.2. Øget anvendelse af risikobaserede syn
Ud over den opprioritering af tilsynsarbejdet med de
søfarendes forhold om bord på skibene, som er en
direkte følge af bestemmelserne i konventionen, er det ikke
hensigten, at lovændringerne skal indebære en
forøgelse af Søfartsstyrelsens
tilsynsforpligtelser.
Tilsynet med skibe er i dag i vidt omfang lovbundet, dvs. det
fremgår udtrykkeligt af de internationale konventioner og de
dertil knyttede danske gennemførelsesregler, hvornår
et skib skal synes, og hvad det enkelte syn skal omfatte.
Derudover udføres en række kontrolsyn og andre
tilsynsopgaver på myndighedernes initiativ. Sådanne
kontrolsyn sker dels som kampagner og dels som
stikprøver.
En række syn gennemføres ud fra myndighedernes
almene kendskab til de enkelte skibe og rederier. Som et led i at
koncentrere synsindsatsen på de områder, hvor der er
problemer, vil der blive udviklet systemer, som sikrer, at
sådanne kontrolsyn så vidt muligt rettes imod de skibe
og rederier, hvor der formentligt vil være noget at komme
efter. I vurderingen af, hvem kontrolsyn bør rettes imod,
vil indgå de oplysninger, som tilgår
Søfartsstyrelsen som myndighed og som erfaringsmæssigt
anses for at have betydning for ulykkesfrekvens og manglende
overholdelse af reglerne. Eksempler på sådanne forhold
kunne være skibets alder, tidsrummet, som indkøbte
skibe har været under dansk flag, antallet af fejl fundet
på skibet af Søfartsstyrelsen inden for de senere
år, søulykker på skibet, skibets
tilbageholdelser de senere år samt den gennemsnitlige alder
for den påmønstrede skibsledelse de senere år.
Som nævnt oven for i afsnit 3.3.1. vil arbejdet med
certificering og kontrol i vidt omfang blive henlagt til
klassifikationsselskaberne, men Søfartsstyrelsen vil selv
syne skibe, hvor der kan være særlige forhold, der
gør sig gældende, f.eks. passagerskibe.
3.3.3. Certificering af overholdelse af koden for sikker
skibsdrift
Den internationale kode for sikker skibsdrift (ISM-koden)
indeholder bestemmelser om, at der skal gennemføres
periodiske auditeringer (godkendelser) af rederierne og på de
enkelte skibe.
Auditeringerne har til formål at klarlægge, om
rederiet lever op til ISM-koden, der giver standarder for alle
operationelle forhold vedrørende skibets drift, herunder
overholdelse af gældende lovgivning, koder og vejledninger,
fastlæggelse af en klar indbyrdes ansvarsfordeling,
uddannelse og træning af personale, vedligeholdelse af
skibet, analyse og opfølgning på ulykker, herunder
arbejdsulykker. Formålet med at auditere skibene er at
undersøge, om de følger de procedurer, som rederiet
har beskrevet i sit sikkerhedsstyringssystem, og generelt om
skibene overholder gældende lovgivning, særligt med
hensyn til operationelle forhold.
ISM-koden giver gode rammer for kontrol med rederiernes
sikkerhedsarbejde, herunder regler for arbejdsmiljø, rygning
og spirituspolitik m.v.
ISM-koden er gennemført i fællesskabslovgivningen
ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
336/2006 af 15. februar 2006 om gennemførelse af den
internationale kode for sikker skibsdrift i Fællesskabet og
ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3051/95
(EU-Tidende nr. L 64 af 4. marts 2006, side 1-36).
Søfartsstyrelsen ISM-auditerer passagerskibsrederier.
For øvrige rederier, hvor der er krav om ISM-certificering,
har Søfartsstyrelsen uddelegeret opgaven til de anerkendte
klassifikationsselskaber. Klassifikationsselskaberne er private
virksomheder, som er autoriserede til at varetage kontrollen
på Søfartsstyrelsens vegne. Søfartsstyrelsen
auditerer dog selv enkelte lastskibsrederier, som har
ønsket, at opgaven varetages af Søfartsstyrelsen.
Uddelegeringen betyder, at det alt andet lige er vanskeligere for
Søfartsstyrelsen at kontrollere rederiernes
sikkerhedsarbejde. Det skyldes, at der indsættes et
mellemled, som skal instrueres i, hvordan tilsynsopgaven skal
gennemføres. Klassifikationsselskaber varetager samtidig
mange flagstaters tilsynsopgaver og arbejder derfor primært
ud fra internationale standarder.
For at styrke tilsynet med sikkerhedsarbejdet vil
Søfartsstyrelsen i større omfang end tidligere
forestå den lovpligtige ISM-auditering af lastskibsrederier
og enkelte lastskibe. Skibene indgår i kontrollen med henblik
på at kontrollere, at rederiets procedurer følges. De
pågældende rederier vil blive valgt ud fra en
risikobaseret vurdering og under hensyntagen til styrelsens
øvrige arbejdsopgaver. Særlig opmærksomhed vil
blive rettet mod rederier, hvor statistikkerne viser, at der er
behov for en tættere kontrol. De nærmere kriterier for
udvælgelsen vil blive drøftet med erhvervet i
Skibstilsynsrådet. Der vil i medfør af den
foreslåede bestemmelse i § 1, nr. 15, kunne
fastsættes nærmere regler for, hvorledes de
pågældende skibe og rederier udvælges.
Sådanne regler vil blive fastsat efter høring af
Skibstilsynsrådet. Klassifikationsselskaberne vil fortsat
kunne ISM-auditere de øvrige rederier og skibe, hvilket
tilgodeser, at der ikke vil ske en unødig stigning i
rejseomkostninger, da inspektører fra
klassifikationsselskabernes lokale kontorer rundt om i verdenen
fortsat vil kunne benyttes til kontrol af hovedparten af skibene.
Lovforslaget sigter generelt mod effektivisering af tilsynet m.v.
og indeholder også hjemmelsbestemmelser for
fastsættelse af regler om tilsynsvirksomheden.
Der er efter gældende lov hjemmel til at fastsætte
regler om betaling af gebyr, når Søfartsstyrelsen
foretager syn af skibe, som er foreskrevet i medfør af
loven, herunder kontrolsyn. Som anført i afsnit 3.3.1. vil
betalingen blive fastsat i overensstemmelse med Finansministeriets
regler om priskalkulation ved gebyrberegning. Den gældende
bekendtgørelse om betaling for syn af skibe m.v. vil blive
justeret, således at der kan opkræves betaling,
når Søfartsstyrelsen - i stedet for
klassifikationsselskaberne - foretager de nævnte
auditeringer.
3.3.4. Tilbageholdelse af skibe
Reglerne om tilbageholdelse af skibe som følge af fejl,
manglende certifikater m.v. fremgår af § 14 i lov om
sikkerhed til søs.
Som led i implementeringen af konventionen foreslås det
at udvide adgangen til at tilbageholde skibe, således at
dette også bliver muligt i tilfælde af alvorlige eller
gentagne overtrædelser af de love, som
Søfartsstyrelsen fører tilsyn med, jf. den
foreslåede bestemmelse i § 20 a. Konventionen
indebærer, at der kan ske tilbageholdelse, selvom
sådanne alvorlige eller gentagne overtrædelser ikke
medfører fare for besætningens sikkerhed eller risiko
for forurening.
3.3.5. Offentliggørelse og videregivelse af oplysninger
om sanktioner
Det følger af konventionen, at der i visse
tilfælde skal ske underretning af de danske rederes og
søfarendes organisationer, når det konstateres, at
skibe, som anløber danske havne, ikke lever op til
konventionens krav.
Der sker allerede i dag videregivelse af oplysninger om skibes
tilbageholdelser og konstaterede mangler bl.a. i forbindelse med
den havnestatskontrol, som udføres indenfor rammerne af
EU-direktivet om havnestatskontrol, som indeholder bestemmelser om
obligatorisk indberetning af kontrolresultater. Oplysningerne vil
som hovedregel vedrøre selskaber og skibe, men der kan
også i begrænset omfang blive tale om oplysninger, der
kan anses som personoplysninger, f.eks. når et skib, som er
ejet af en fysisk person, tilbageholdes.
Selvom der ikke rejses straffesag, vil der derved kunne ske
videregivelse af oplysninger om manglende overholdelse af regler,
som er strafbelagte. Sådanne oplysninger må, hvis det
drejer sig om skibe, som er ejet af fysiske personer, efter
persondataloven kun videregives, hvis det sker til varetagelse af
private eller offentlige interesser, som klart overstiger de
interesser, som begrunder hemmeligholdelse, eller er et
nødvendigt led i udførelsen af en virksomheds
opgaver.
Den gældende lov og EU-direktivet om havnestatskontrol
forudsætter, at der kan ske videregivelse af oplysninger om
tilbageholdelser og konstaterede fejl på skibe, uden at der
foretages en vurdering af, om dette i det konkrete tilfælde
er nødvendigt for Søfartsstyrelsens virksomhed, eller
om der til videregivelsen er knyttet interesser, som klart
overstiger hensynet til de personer, hvis skibe der er konstateret
fejl på. Dette gælder, selvom skibet er ejet ikke af et
selskab, men en fysisk person. Resultatet af
Søfartsstyrelsens kontrolsyn mv. anses endvidere generelt
ikke som oplysninger af fortrolig karakter, hvilket bl.a.
indebærer, at der, når sådanne oplysninger ikke
indgår i en konkret straffesag, efter fast praksis meddeles
aktindsigt i synsrapporter og lignende oplysninger efter
bestemmelserne lov om offentlighed i forvaltningen.
Med lovforslaget videreføres ordningen, idet det
præciseres, at der derved sker en fravigelse af
persondatalovens bestemmelser for så videt angår
forbudet imod videregivelse af oplysninger om strafbare forhold.
Persondatalovens øvrige bestemmelser, herunder
bestemmelserne om indsigelsesret og berigtigelse, finder fortsat
anvendelse.
Med lovforslaget udvides ordningen endvidere til, at manglende
efterlevelse ikke kun af lov om sikkerhed til søs, men
tillige manglende efterlevelse af sømandsloven (som med
lovforslaget foreslås ændret til lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v.),
besætningsloven, lov om skibsmåling og søloven
kan offentliggøres. Endvidere kan der ske
offentliggørelse af oplysninger vedrørende ulykker
til søs. Foruden implementering af konventionen har
forslaget til formål at styrke den præventive virkning
som følger af offentliggørelse af sådanne
oplysninger.
Strafferetlige afgørelser vedrørende
besætningsmedlemmer eller andre fysiske personer (såvel
domme som bødevedtagelser) vil blive offentliggjort uden
nævnelse af navn. Da søfartsverdenen er forholdsvis
lille, vil denne anonymisering ikke i alle tilfælde hindre,
at man i dele af søfartsverdenen, hvor man er bekendt med,
hvem der har gjort tjeneste på de skibe, som har været
involveret i de ulykker mv., vil kunne henføre oplysningerne
til en konkret person.
Forslaget indebærer, at der også kan ske
videregivelse af oplysninger til personer. Dette kan f.eks.
være relevant, hvis Søfartsstyrelsen ligger inde med
oplysninger om fejl og mangler på et skib, som bør
videregives til en (potentiel) køber af skibet.
Efter EU-direktivet om personoplysninger, som ligger til grund
for den danske lovgivning (Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om
fri udveksling af sådanne oplysninger) må behandling af
oplysninger om lovovertrædelser og straffedomme kun foretages
under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis der
gælder tilstrækkelige garantier i medfør af den
nationale lovgivning med forbehold af de undtagelser, som
medlemsstaten kan fastsætte på grundlag af nationale
lovbestemmelser. Lov om behandling af personoplysninger indeholder
en række bestemmelser om oplysningspligt m.v., som skal
iagttages og det er - også i lyset af at strafferetlige
afgørelser vedrørende fysiske personer
offentliggøres uden navns nævnelse - vurderet, at
kravet om "tilstrækkelige garantier" ikke
nødvendiggør supplerende beskyttelsesforanstaltninger
udover det, som følger af lov om behandling om
personoplysninger.
3.4. Andre ændringer i lov om sikkerhed til søs,
som ikke er en følge af konventionen om søfarendes
arbejdsforhold
3.4.1. Styrkelse af sikkerheden på
fiskefartøjer
Der har i den senere tid været en række eksempler
på, at sikkerheden om bord i de mindre danske
fiskefartøjer bør forbedres. Regeringen vil derfor
iværksætte en række initiativer til forbedring af
sikkerheden. Derfor indgår - som en væsentlig del af
lovforslaget - en "sikkerhedspakke" for fiskefartøjer.
Foranstaltningerne tager udgangspunkt i det segment af
fiskefartøjer, der kategoriseres som mindre
fiskefartøjer (har en længde på mellem 7,5 og 15
meter og er underlagt regler om bl.a. stabilitet, sikkerhedsudstyr
m.m.). Denne afgrænsning skyldes, at der særligt i
dette segment er tegn på en manglende sikkerhedskultur. Ud af
de 329 uanmeldte syn, som Søfartsstyrelsen har
gennemført i perioden 2007-medio 2009 på dette segment
af fartøjer, blev der fundet 2.160 fejl i 226 af synene. Den
hyppigste fejl var i redningsudstyret, og den næst hyppigste
var i kategorien "stabilitet, konstruktion og el". Antallet af fejl
på disse fartøjer ligger derfor på et
uacceptabelt højt niveau.
Stabiliteten i forbindelse med ombygninger af de mindre
fiskefartøjer og en manglende anmeldelse af sådanne
ombygninger med henblik på kontrol heraf er forhold, der skal
sættes ind over for. For fiskefartøjer i det
omhandlede segment gælder i dag i modsætning til
større fiskefartøjer ikke et krav om periodiske
syn.
Der vil ikke kun blive set på, hvordan man forbedrer
kontrollen, men der bliver også tale om andre initiativer til
forbedring af sikkerheden, såsom krav om fribordsmærker
(et fribordsmærke er et mærke, som angiver, hvor meget
skibet må laste) for at sikre mod forlis som følge af
overlastning. Der vil endvidere, for at øge fokus på
fiskefartøjers sikkerhedsmæssige tilstand i
køb/salgssituationen, og med henblik på at forbedre
købers mulighed for at sikre sig, at fiskefartøjet er
i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand blive udarbejdet en
vejledning som købere af mindre fiskefartøjer kan
gøre brug af. Ligesom der i samarbejde med erhvervet vil
blive gennemført en kampagne om øget sikkerhed for
mindre fiskefartøjer. Kampagnen vil blandt andet indeholde
information om de gennemførte tiltag. Endelig vil
egenkontrollen blive udvidet på enkelte punkter i relation
til ombygninger mv. Disse initiativer vil dog kunne
gennemføres inden for de eksisterende regler.
3.4.1.1. Betaling for syn af fiskefartøjer
Såvel mindre som større fiskefartøjer skal
i dag have et første syn ved bygning af et nyt
fartøj, i relation til store ombygninger eller i forbindelse
med, at et udenlandsk skib skal være dansk. Et sådant
første syn efterfølges for de større
fiskefartøjers vedkommende af periodiske syn hvert 2.
år. Det bemærkes, at større handelsskibe og
passagerskibe er underlagt syn hvert år.
De mindre fiskefartøjer er derimod ikke i dag underlagt
sådanne periodiske syn. For at højne sikkerheden vil
der blive indført krav om et periodisk syn hvert 5. år
på disse fartøjer. Denne periode er vurderet passende
under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig
gældende for disse fartøjer herunder skibenes
anvendelse og størrelse. Endvidere gælder der
også 5-årige intervaller for hovedsyn på last- og
passagerskibe.
Lov om sikkerhed til søs indeholder allerede hjemmel
til, at et krav om syn af mindre fiskefartøjer kan
indføres administrativt, og denne ændring kræver
derfor ikke lovændringer i sig selv. Det øgede
ressourceforbrug skal dog dækkes ind via brugerbetaling, hvor
der betales for arbejdet med syn af skibene ud fra de almindelige
takster for syn af skibe. Da ansvaret for den
sikkerhedsmæssige tilstand af fiskefartøjerne
påhviler rederne, bør disse også betale for de
periodiske syn, hvilket følger af lovforslaget.
For at stille mindre og større fiskefartøjer ens
foreslås det, at brugerbetalingen for periodiske syn kommer
til at gælde alle fiskefartøjer. Der henvises i
øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1,
nr. 19.
3.4.1.2. Anmeldelsespligt for værfter og mindre
maskinværksteder
Et væsentligt element i forebyggelse af ulykker er, at
der sker en godkendelse af de ombygninger, som i henhold til den
gældende lovgivning er anmeldelsespligtige.
I dag er det rederen, der har ansvaret for at anmelde en
ombygning til Søfartsstyrelsen. Dette ansvar er det vigtigt
at fastholde. Der er imidlertid flere eksempler på, at kravet
ikke bliver overholdt ved ombygning af mindre fiskefartøjer
- måske fordi den pågældende ikke altid har
mulighed for at gennemskue konsekvensen af ombygningen. Derfor
bør også de virksomheder, der foretager ombygninger af
fiskefartøjer, og som har den tekniske ekspertise,
pålægges pligt til at anmelde disse, således at
det sikres, at Søfartsstyrelsen gøres bekendt med
ombygningerne og kan tage stilling til, hvorvidt det skal
kræves, at der foretages kontrol af skibet for f.eks. at
sikre, at skibets stabilitet er i orden.
Der vil derfor blive fastsat regler om, at værfter og
andre virksomheder, der ombygger fiskefartøjer, skal anmelde
sådanne ombygninger til Søfartsstyrelsen. Det er
fundet hensigtsmæssigt at indsætte en udtrykkelig
hjemmelsbestemmelse herom i loven.
De ombygninger, som skal anmeldes, vil være de samme,
som efter de gældende regler er omfattet af anmeldepligt for
rederne. Detailreglerne vil blive fastsat i de administrativt
fastsætte regler.
3.4.2. Overvågning af danske farvande
Der er i EU fastsat regler om overvågning m.v. af
skibsfarten, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et
trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for
skibsfarten i Fællesskabet og om ophævelse af
Rådets direktiv 93/75/EØF (EU-Tidende nr. L 208 af 5.
august 2002, side 10-27).
Overvågningsdirektivet er ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/17/EF af 23.
april 2009 om ændring af direktiv 2002/59/EF om oprettelse af
et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for
skibsfarten i Fællesskabet (EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj
2009, side 101-113). Et af de væsentlige, nye elementer er,
at overvågningen af skibstrafikken skal forstærkes
gennem medlemsstaternes anvendelse af et
fælleseuropæisk elektronisk system til udveksling af
informationer om skibstrafikken, herunder om skibes ankomster og om
eventuelle farlige og forurenende laster. Systemet betegnes
SafeSeaNet og er under stadig udvikling af Det Europæiske
Agentur for Søsikkerhed (EMSA) i samarbejde med
medlemsstaterne. SafeSeaNet er således et EU-baseret
elektronisk netværk til udveksling af maritimt relaterede
informationer. Ændringsdirektivet præciserer, at
SafeSeaNet bør fungere som fælles indberetningssystem
for alle indberetningspligter i medfør af EU-lovgivningen.
Dette med henblik på harmonisering af indberetningerne og
reduktion af de administrative byrder for erhvervet.
I Danmark har Forsvarsministeriet (ved Søværnets
Operative Kommando) i henhold til EU-direktiv 2002/59/EF udviklet
og etableret den danske del af SafeSeaNet og forestået
driften heraf..
Lovforslaget giver hjemmel til implementering af denne del af
ændringsdirektivet.
Herudover er forslaget et led i regeringens bestræbelser
på at lette de administrative byrder for erhvervslivet.
Erhvervslivets indberetninger på søfartsområdet
bør således så vidt muligt ske ét sted,
som de relevante myndigheder kan trække oplysningerne fra.
Dette er i overensstemmelse med begreberne "single window" og
"one-stop-shop", hvorefter erhvervslivet så vidt muligt kun
skal rette henvendelse ét sted. Informationerne i
SafeSeaNet, der er baseret på indberetninger fra skibe,
rederier og havne, er således gjort tilgængelige for
såvel relevante nationale myndigheder som for EU-Kommissionen
og andre EU-landes myndigheder. Derved skabes mulighed for, at
indberetning kun behøver at ske én gang.
Den foreslåede bestemmelse giver hjemmel til, at
økonomi- og erhvervsministeren efter forhandling med
forsvarsministeren kan fastsætte regler om overvågning
af danske farvande m.v., herunder om pligt til at foretage
indberetning. Indberetningen vil skulle ske til
Søværnets Operative Kommando. Hvis de regler, som
udstedes i medfør af bestemmelsen, har særlig
betydning for andre ministres opgavevaretagelse, vil disse blive
inddraget i forhandlingerne..
Indberetningerne til Søværnets Operative Kommando
foretages dels som supplement til Forsvarsministeriets
øvrige oplysninger til brug for Forsvarsministeriets egne
opgaver med farvandsovervågning m.v., og dels til brug for
andre myndigheders opgavevaretagelse. Eksempelvis er
indberetningerne af skibsanløb, med henblik på at
Søfartsstyrelsen skal foretage havnestatskontrol, for at
lette de administrative byrder omlagt, således at det nu sker
til Søværnets Operative Kommando.
Der findes ikke i Forsvarsministeriets lovgivning regler om
skibes og havnes maritime indberetninger m.v., og hjemlen til at
fastsætte regler herom foreslås derfor indført i
lov om sikkerhed til søs.
Forslaget til § 8 a indebærer ikke ændringer
i den gældende bestemmelse i § 20, stk. 1, i lov om
sikkerhed til søs, som bl.a. giver hjemmel til at
pålægge danske havne en pligt til indberetning i
forbindelse med skibes anløb.
Ændringen af overvågningsdirektivet
indebærer endvidere, at myndighederne som følge af
farlige isforhold skal kunne hindre et skib i at afsejle, hvis det
ikke kan dokumenteres, at skibet opfylder de krav til konstruktion
og maskinkraft, som issituationen tilsiger. Bestemmelsen i §
14, stk. 3, i lov om sikkerhed til søs foreslås som
følge heraf justeret i overensstemmelse hermed
(lovforslagets § 1, nr. 9).
3.4.3. Rederens ansvar for overholdelse af
søsikkerhedsloven
De nuværende bestemmelser i §§ 9-13 blev
indført med vedtagelsen af lov om skibes sikkerhed m.v. i
1980. Den indtil da gældende lov om tilsyn med skibe
indeholdt ikke sådanne bestemmelser. Dette havde ledt til en
række situationer, hvor det havde været uklart, hvor
ansvaret for overtrædelse af reglerne skulle placeres.
Hensigten med de nye regler var således at skabe klarhed over
ansvarsfordelingen mellem rederen, skibsføreren og det
øvrige mandskab.
Reglerne tog udgangspunkt i, dels at uklarhederne om
fordelingen havde en historisk forklaring, nemlig at
skibsføreren under tidligere tiders dårlige
kommunikationsforhold måtte betragtes som den, der var mest
nærliggende til at bære det fulde ansvar for, at de
sikkerhedsmæssige forskrifter var overholdt; dels at
kommunikationsforholdene var forbedret, men fortsat var meget
begrænsede i forhold til i dag. Som følge heraf fik
bestemmelserne en udformning, hvor en væsentlig del af
ansvaret for overholdelsen af lovgivningen stadig påhvilede
skibsføreren. Bestemmelsen om rederens ansvar fik en
udformning, hvor rederens ansvar i vidt omfang begrænses,
idet rederens direkte ansvar alene omfatter udbedring af fejl og
mangler ved skibet, som rederen bliver bekendt med, samt at
påse at skibet opfylder lovkravene til syn og certificering.
Hertil kommer dog en pligt til at sikre, at skibsføreren har
mulighed for at opfylde de forpligtelser, som påhviler
denne.
En sådan begrænsning af rederens ansvar er ikke
længere tidssvarende. Fremover bør det være
rederen, der har det overordnede ansvar for at skibet og dets drift
er i overensstemmelse med loven.
Baggrunden herfor er, at rederen har den økonomiske
interesse i skibets drift. Rederen må derfor sikre sig, at
vedkommende har overblik over lovens krav og mulighed for at sikre
opfyldelsen heraf. Således er det rederen, der kan
tilføre de nødvendige ressourcer for at sikre
opfyldelsen. Gennem det lovpligtige sikkerhedsstyringssystem er det
endvidere som udgangspunkt rederen, som træffer beslutning om
en stor del af de spørgsmål vedrørende den
sikkerhedsmæssige drift, som i tidligere tider
påhvilede skibsføreren. Dette skal ses i
sammenhæng med, at den teknologiske udvikling har
medført, at kommunikationen mellem rederen og skibet nu er
så kort, at rederen reelt altid vil kunne opnå de
nødvendige oplysninger om skibets aktuelle forhold.
Det er ikke fundet nødvendigt eller
hensigtsmæssigt at indsætte en definition af begrebet
reder i loven. Dette må fortsat afgøres efter en
konkret vurdering, hvor der - ud over ejerforholdet - tages hensyn
til de omstændigheder, som skibet drives under. Det
forudsættes, at skibets ejer - eller det selskab i hvis
økonomiske interesse driften sker, hvis dette er en anden
end ejeren - vil blive anset som (med)reder i alle tilfælde,
hvor den pågældende deltager aktivt i
rederifunktionerne eller på anden måde øver
indflydelse på skibets drift. Dette gælder, uanset om
en anden er udpeget som sikkerhedsansvarlig i henhold til
ISM-koden.
Ændringen følger også den generelle
udvikling i lovgivningen mod i højere grad at holde
virksomheden frem for den enkelte medarbejder ansvarlig. Det
bemærkes, at denne udvikling, særligt i form af
strafansvaret for juridiske personer i straffelovens 5. kapitel,
allerede har medført en betydelig skærpelse af
ansvaret for rederen i alle tilfælde, hvor virksomheden
udøves i selskabsform. Det følger således af
bestemmelserne i straffelovens 5. kapitel, at et selskab kan
straffes, når der inden for dets virksomhed begås
lovovertrædelser af de til selskabet knyttede personer. De
nugældende §§ 9-12 begrænser ikke adgangen
til at pålægge virksomhedsansvar efter straffelovens 5.
kapitel. I bemærkningerne til lov nr. 511 af 17. juni 2008
(Folketingstidende 2007-08 Tillæg A 3649) er det
anført, at virksomhedsansvaret skal bringes i anvendelse i
videre omfang.
Loven indeholder ingen definition af, hvem det er, som er
reder. Udgangspunktet er, at den, som forestår driften af
skibet, og i hvis økonomiske interesse dette sker, anses som
reder. Hvis ejeren af skibet selv forestår driften, er ejeren
reder. Hvis en person eller organisation, som har bareboatbefragtet
skibet, dvs. lejet skibet uden mandskab, forestår driften, er
den pågældende bareboatbefragter reder. Det
følger endvidere af lovens forarbejder, at en
korresponderende reder, der selv ansætter mandskabet, under
visse omstændigheder vil kunne anses som reder.
Personer eller organisationer, som lejer skibet med
besætning (f.eks. en tids- eller rejsebefragter), anses
derimod normalt ikke som reder.
Domstolene har i enkelte sager taget stilling til, hvem der
må anses som reder i henhold til
søsikkerhedsloven.
I Scandinavian Star-sagen var skibet ejet og drevet af
selskaber, som ejedes af hustruen og børnene til den person,
der senere blev dømt som reder. Sø- og Handelsretten
udtalte følgende om den pågældendes stilling som
reder:
"Tiltalte var repræsentant for sin hustru og sine
børn i den selskabskonstruktion, han havde valgt af
skattemæssige, registreringsmæssige og andre grunde, og
var bestemmende i økonomisk henseende ved beslutning om
indkøb af skib og valg af det tidspunkt, på hvilket
det blev sat i drift. Dette må medføre, at tiltalte
må anses som den, der som reder har truffet beslutning om at
sætte skibet i drift den 1. april 1990, hvorfor han tillige
havde pligt til at sørge for, at skibsføreren havde
mulighed for at opfylde sine sikkerhedsmæssige
forpligtelser."
Højesteret tiltrådte efter det, der af Sø-
og Handelsretten var lagt til grund vedrørende den
pågældendes beføjelser med hensyn til
indkøbet og driften af »Scandinavian Star«, at
han blev anset som reder i relation til § 23, 2. pkt.
(nuværende § 9, 2. pkt.)
Tidligere var det sædvanligt, at rederierne selv
forestod de mange forskelligartede forhold, som indgår i
rederivirksomhed. Det er i dag blevet sædvanligt, at
betydelige dele af rederifunktionen udliciteres til
selvstændigt virkende selskaber. Eksempelvis kan et rederi
overlade forhyringen af mandskab til et forhyringsbureau, det
tekniske vedligehold af skibet til et operatørselskab,
indkøbsfunktionen til et firma, der forestår
indkøbskontrakter m.v., indgåelse af fragt- og
befragtningsaftaler m.v. (den kommercielle drift) til et
befragtningsfirma samt sikkerhedsstyringen efter ISM-koden til et
helt tredje selskab. Disse selskaber kan i større eller
mindre omfang handle selvstændigt inden for de rammer, som
fastlægges ved aftalerne mellem de involverede.
Sikkerhedsstyringssystemerne skal definere ansvar,
beføjelser og indbyrdes relationer imellem de involverede
virksomheder og alt personel, som leder, udfører eller
kontrollerer alt arbejde, som har betydning for sikkerheden om bord
og forebyggelsen af forurening.
Den internationale kode for sikker skibsdrift indeholder en
bestemmelse, efter hvilken en person eller organisation som f.eks.
en operatør eller bareboatbefragter, der fra ejeren af
skibet har overtaget de pligter og ansvarsområder, som koden
pålægger, anses som rederi i forhold til kodens
bestemmelser. Personer eller virksomheder, som således har
fået overdraget ansvaret for iagttagelse af kodens
bestemmelser, vil i nogle tilfælde tillige være reder i
søsikkerhedslovens forstand. Dette er f.eks.
tilfældet, når en bareboatbefragter forestår
driften af skibet.
Det forhold, at en person eller virksomhed har overtaget
ansvaret for overholdelsen af de forpligtelser og
ansvarsområder, som koden pålægger,
indebærer imidlertid ikke i sig selv altid, at den
pågældende anses som reder i søsikkerhedslovens
forstand. Koden om sikker skibsdrift giver således tillige
mulighed for, at ansvaret efter koden kan henlægges til et
operatørselskab, som forestår sikkerhedsstyringen af
skibet på en andens vegne uden at være økonomisk
ansvarlig for skibets drift. Denne mulighed for at outsource
sikkerhedsstyringen anvendes, som nævnt, i moderne
rederidrift i et ikke ubetydeligt omfang. I disse situationer, hvor
den ISM-ansvarlige ikke driver skibet for egen regning, men alene
agerer på ejerens vegne, vil det normalt være
ejerselskabet, der har den økonomiske interesse i driften,
der vil skulle tilføre de ressourcer, der er
nødvendige for at efterleve sikkerhedsstyringssystemet,
ligesom det ofte vil være dette selskab, der formelt er
arbejdsgiver for skibsfører og mandskab. I sådanne
situationer bør den, i hvis økonomiske interesse
skibet drives, fortsat anses som reder og dermed forpligtet til at
sikre, at driften lever op til lovgivningens krav. Tilsvarende
gælder, hvor operatøren alene står for dele af
skibets drift.
Hvor ansvaret for et skibs drift således helt eller
delvis er overladt til en operatør, der ikke driver skibet
for egen regning, opstår der et reelt samvirke om driften
mellem operatøren og den, for hvis regning skibet drives.
Det er derfor fundet naturligt, at ansvaret for, at lovgivningen
opfyldes, i sådanne situationer påhviler begge parter.
Der foreslås derfor i § 9, stk. 2, indsat en
bestemmelse, hvorefter de almindelige pligter til at sikre, at
skibet og dets drift lever op til lovgivningens krav - ud over
rederen - tillige påhviler den, som helt eller delvis har
overtaget pligter og ansvarsområder, som er omfattet af
ISM-koden. Hvis en person eller et selskab har påtaget sig at
forestå sikkerhedsstyringen, bør den
pågældende ligeledes kunne strafforfølges,
når besætningsmedlemmer foretager
lovovertrædelser som led i tjenesten, selvom den
ISM-ansvarlige ikke anses som reder. Dette gælder, uanset
hvem som formelt er arbejdsgiver for de pågældende. Den
ISM-ansvarlige har således via sikkerhedsstyringssystemet
ikke kun mulighed for, men også pligt til at sikre, at der
sker fornøden instruktion af besætningsmedlemmerne, og
at de sikkerhedsmæssige forhold og forureningsforebyggende
foranstaltninger er i orden.
3.4.4. Udvidet adgang til at videregive oplysninger af
betydning for sikkerheden
For at sikre at EU's medlemsstater lever op til deres
internationale forpligtelser som flagstater, er der fastsat regler
om opfyldelse af de internationalt fastsatte krav til flagstater
jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/21/EF af 23.
april 2009 om opfyldelse af kravene til flagstater (EU-Tidende nr.
L 131 af 28. maj 2009, side 132-135). Som følge af
direktivet skal en medlemsstat, inden den giver tilladelse til
drift af et skib, som har fået ret til at føre dens
flag, sikre, at skibet opfylder de gældende internationale
regler og forskrifter. Til brug herfor kan der indhentes
oplysninger om skibets udestående fejl og mangler samt alle
andre relevante oplysninger af betydning for sikkerheden fra den
tidligere flagstat. Samtidig skal medlemsstaten, når en anden
flagstat anmoder om oplysninger om et skib, der tidligere har
ført medlemsstatens flag, give den anden flagstat samme
oplysninger om det pågældende skib. Det er i
øvrigt fast praksis, at der mellem flagstater udveksles
oplysninger om certifikater og andre oplysninger i af betydning for
sikkerheden.
Ændringen har til formål præcisere, at der
på anmodning kan videregives oplysninger om udestående
fejl og mangler på et skib samt alle andre relevante
oplysninger af betydning for sikkerheden, og dermed leve op til
flagstatsdirektivets krav. Der henvises endvidere til det under
pkt. 3.3.5 anførte.
3.4.5. Kontrolbesøg m.v.
3.4.5.1. Søfartsstyrelsens adgang til
forretningslokaler
Der foretages en udvidelse af den gældende bestemmelse i
lovens § 19, stk. 1, i lov om sikkerhed til søs. I
henhold til den gældende bestemmelse har
Søfartsstyrelsens medarbejdere, hvis det skønnes
nødvendigt i forbindelse med deres hverv, til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse adgang til at
gå om bord i ethvert skib, der er omfattet af loven, for at
udføre deres opgaver. Koden om sikker skibsdrift (ISM-koden)
skal imidlertid sikre, at der ikke kun om bord på skibene,
men også i rederiernes landbaserede organisationer er de
fornødne procedurer for at sikre en sikker skibsdrift. Med
ISM-koden er det således blevet præciseret og
understreget, at sådanne forhold på rederikontorerne
også har stor betydning for sikkerheden.
Hjemlen for Søfartsstyrelsen til at få adgang til
lokaler uden samtykke fra de pågældende omfatter i dag
kun udtrykkeligt skibe, hvorimod rederiernes forretningslokaler
på land ikke er nævnt i loven. Med henblik på at
opfylde forpligtelserne efter ISM-koden foreslås det derfor,
at Søfartsstyrelsens adgang til at gå om bord på
skibe udvides til også at omfatte adgang til
forretningslokaler, hvorfra der drives erhvervsvirksomhed, som er
omfattet af loven.
3.4.5.2. Søfartsstyrelsens bistand til Kommissionen og
EMSA
Lovforslaget indeholder bestemmelser om samarbejdet med
Europa-Kommissionen og Det Europæiske Agentur for
Søfartssikkerhed (EMSA). Kommissionen og EMSA udfører
en række opgaver på det
søsikkerhedsmæssige område.
EMSA yder EU-medlemsstaterne og Kommissionen teknisk og
videnskabelig bistand til at anvende EU-retten om
søfartssikkerhed korrekt, overvåge
gennemførelsen heraf og vurdere effektiviteten af de
gældende foranstaltninger. Dette sker bl.a. ved, at EMSA
forsyner Kommissionen og EU-medlemsstaterne med objektive,
pålidelige og sammenlignelige oplysninger og data om
søfartssikkerhed ved at indsamle, registrere og vurdere
tekniske oplysninger om søfartssikkerhed, skibsfart og
havforurening og ved systematisk at anvende de bestående
databaser og udvikle nye databaser. Indsamlingen af oplysninger
sker blandt andet ved, at myndighederne i de enkelte
EU-medlemsstater indberetter oplysninger til EMSA. Der vil
endvidere kunne aflægges kontrolbesøg i
medlemsstaterne for derigennem at overvåge, om EU's
havnestatskontrolordning fungerer, samt kontrolbesøg om bord
på skibe, der er indregistreret i et medlemsland, for
derigennem at sikre, at gældende EU-regler om
søfartssikkerhed og forebyggelse af forurening fra skibe
overholdes.
Lovforslagets bestemmelser om, at Søfartsstyrelsens
opgaver også omfatter bistand til Kommissionens og EMSA's
gennemførelse af kontrolbesøg, som er foreskrevet i
EU-retten, indebærer, at styrelsens almindelige
beføjelser efter loven også vil kunne anvendes,
når formålet hermed er at skaffe oplysninger til EMSA
eller Kommissionen eller at bistå til gennemførelse af
deres kontrol.
3.4.6. Politiets adgang til at gå om bord på
fritidsfartøjer
Med lovforslaget indføres hjemmel til, at politiet kan
gå om bord på danske fritidsfartøjer, selv om
der ikke er mistanke om et strafbart forhold.
Hvis der foreligger en mistanke om et strafbart forhold, har
politiet allerede adgang til at gå om bord på skibe
efter de almindelige bestemmelser i retsplejeloven eller
politiloven.
Politiet kan imidlertid have behov for at gå om bord
på skibe, selv om der ikke foreligger et sådant
mistankekrav. Dette kan f.eks. være tilfældet i
tilfælde af "razziaer", hvor fritidsfartøjer
rutinemæssigt standses med henblik på kontrol af f.eks.
redningsmidler eller speedbådsbeviser.
Det er ikke tanken, at hjemlen skal udnyttes til, at politiet
skal foretage kontrol med skibenes sikkerhedsmæssige
tilstand, idet formålet vil være de ovennævnte
kontroller for typisk redningsveste og
speedbådsbeviser.
Udenlandske fritidsfartøjer har efter reglerne i
havretskonventionen (FN's Havretskonvention af 10. december 1982)
samme ret til uskadelig passage af det danske territorialfarvand
som udenlandske erhvervsskibe. De nærmere regler om uskadelig
passage findes især i havretskonventionens kapitel 2, afsnit
3. De begrænsninger i adgangen til at foretage kontrol af
udenlandske skibe, som følger af havretskonventionen, vil
skulle respekteres af politiet i forbindelse med kontrollen af
udenlandske fritidsfartøjer.
3.4.7. Digital forvaltning
Som det fremgår af regeringsgrundlaget "Mulighedernes
Samfund" fra november 2007, er det regeringens
målsætning, at digital kommunikation mellem
virksomhederne og det offentlige skal udbredes, således at al
relevant kommunikation mellem virksomhederne og det offentlige
senest i 2012 foregår digitalt.
Baggrunden for dette er bl.a. et ønske om at sikre en
hurtigere og mere effektiv kommunikation mellem virksomhederne og
det offentlige, samtidig med at sagsgangene optimeres både
hos virksomhederne og det offentlige. Dette er en
forudsætning for at sikre vækst og fremgang for dansk
erhvervsliv i en stadig mere global og digital verden.
I lyset heraf fremsatte økonomi- og erhvervsministeren
den 7. oktober 2009 L 10, som vedrører obligatorisk digital
kommunikation mellem virksomhederne og det offentlige på en
lang række lovområder. L 10 blev vedtaget den 10.
december 2009. Det er i bemærkningerne til L 10
anført, at der vil blive fremsat et særskilt
lovforslag om tilsvarende hjemler til at fastsætte krav om
digital kommunikation på det maritime område. Det
foreslås på baggrund heraf at indsætte en generel
hjemmel i lov om sikkerhed til søs, sømandsloven,
besætningsloven, lov om skibsmåling samt i lov om
maritime uddannelser til, at der kan fastsættes regler om, at
indberetninger m.v. skal fremsendes digitalt.
Det foreslås, at der indføres hjemmel i lov om
sikkerhed til søs, sømandsloven,
besætningsloven, lov om skibsmåling samt i lov om
maritime uddannelser til, at økonomi- og erhvervsministeren
kan fastsætte regler om, at indberetninger og andre
meddelelser, som skal afgives efter loven, skal foretages digitalt,
således at oplysningerne ikke længere kan indberettes
på papir. Forslaget indebærer, at oplysningerne m.v.
herefter ikke kan anses for modtaget i Søfartsstyrelsen,
hvis de indsendes på anden måde end den foreskrevne
digitale måde, medmindre Søfartsstyrelsen undtager
virksomheden fra kravet om digital indberetning som omtalt
nedenfor.
Med den foreslåede bestemmelse skabes der desuden
hjemmel til at fastsætte regler om, at kommunikation i
forbindelse med den pågældende indberetning/meddelelse
mellem Søfartsstyrelsen og virksomheden ligeledes skal
foregå digitalt.
Det foreslås, at der indføres hjemmel til, at der
kan fastsættes krav om anvendelse af bestemte IT-systemer,
digitale formater og digital signatur. Der kan desuden
fastsættes regler om overgang fra papirbaseret til digital
indberetning. Der kan herunder fastsættes overgangsordninger,
der kan lette overgangen til digital indberetning for visse
grupper, hvis der på det enkelte område vurderes at
være et særligt behov herfor i en overgangsperiode. Der
forventes dog ikke at være stort behov for en sådan
overgangsordning.
Endvidere kan der fastsættes regler om dispensation fra
kravet om digital indberetning, når særlige
omstændigheder taler for dette. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.
Det foreslås endvidere, at der kan fastsættes
regler om, at Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af
standarddokumenter i forbindelse med indberetning af de
pågældende oplysninger, uden underskrift eller med
maskinelt gengivet underskrift. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 11.
3.4.8. Ankenævnet for Søfartsforhold
Ankenævnet for Søfartsforhold behandler klager
over afgørelser, i det omfang det er fastsat ved eller i
henhold til lov om skibes besætning, lov om sikkerhed til
søs, lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v.,
søloven, sømandsloven samt lov om beskyttelse af
havmiljøet.
Hvis en part er utilfreds med en afgørelse fra
Ankenævnet for Søfartsforhold, er ordningen i dag
således, at den pågældende skal anlægge
retssag mod ankenævnet.
Det findes imidlertid betydelig mere hensigtsmæssigt, at
en retssag anlægges imod den anden part i sagen. Retssagen
vil på den måde blive et opgør mellem de to
egentlige "interessenter" i sagen. Det bemærkes, i den
forbindelse, at Østre Landsret ved dom af 18. marts 2009
(rettens j.nr. B-1949-08) har udtalt, at Ankenævnet for
Søfartsforhold er i besiddelse af en sådan
sagkundskab, at det medfører, at der skal foreligge et
sikkert grundlag for at domstolene kan tilsidesætte det
skøn, der ligger til grund for nævnets
afgørelser.
Når Søfartsstyrelsen involveres i retssager
vedrørende kendelser fra ankenævnet, vil styrelsens
førelse af de pågældende retssager ske i
samråd med formanden for ankenævnet.
Afgørelser om helbredsmæssig egnethed til
skibstjeneste træffes ikke af Søfartsstyrelsen, men af
særligt udpegede læger, såkaldte
søfartslæger. Da det ikke findes
hensigtsmæssigt, at en eventuel retssag om en sådan
afgørelse anlægges imod den enkelte
søfartslæge, foreslås det, at retssagen i disse
tilfælde anlægges imod Søfartsstyrelsen.
Søfartsstyrelsen får også mulighed for at
anlægge retssag, hvis styrelsen måtte være uenig
i en afgørelse i ankenævnet. Derved sikres en
ligestilling mellem sagens parter. I disse tilfælde vil sagen
skulle anlægges imod den part, som har påklaget
styrelsens afgørelse til ankenævnet. Tilsvarende vil
forsvarsministeren eller miljøministeren kunne indbringe
ankenævnets afgørelser i sager efter
havmiljøloven for domstolene.
Det vil være muligt for andre interesserede parter at
intervenere i retssagen efter retsplejelovens almindelige
bestemmelser herom, jf. bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 17.
I lyset af de meget væsentlige, principielle og
indgribende afgørelser, som nævnet har kompetence til
at træffe, foreslås det herudover, at den hidtidige
praksis, hvorefter posterne som formand for ankenævnet samt
stedfortræder for formanden skal besættes af
landsdommere, lovfæstes. Der henvises til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 18.
3.4.9. Spiritussejlads i grønlandske farvande
Reglerne om spiritussejlads, jf. lov nr. 547 af 8. juni 2006
om ændring af lov om sikkerhed til søs og
sømandsloven, er sat i kraft i Grønland ved kongelig
anordning nr. 882 af 25. august 2008.
Forud for ikraftsættelsen har de grønlandske
myndigheder imidlertid udtrykt ønske om, at der i
Grønland fastsættes strammere regler om
spiritussejlads end i Danmark.
Baggrunden for ønsket om strammere regler er bl.a. de
særlige geografi- og vejrforhold i arktiske områder,
herunder ikke mindst, at man ved sejlads i grønlandske
farvande skal være forberedt på alle eventualiteter,
som kan få indflydelse på fartøjet, dets
besætning og eventuelle passagerer. Sejlads i
grønlandske områder adskiller sig derfor markant fra
sejlads i de danske farvande.
Den grønlandske geografi og natur er i sig selv en
udfordring i forbindelse med al færdsel, både til lands
og til søs. Grundet det kolde klima og de ofte hurtigt
skiftende vejrforhold vil en hændelse, som i Danmark ville
være banal, hurtigt kunne udvikle sig til en alvorlig ulykke
med alvorlig fare for alle de ombordværende.
Hertil kommer, at sejlads i mindre fartøjer i
Grønland i langt højere grad end i den øvrige
del af riget udgør et nødvendigt led i
lokaltrafikken.
I forbindelse med drøftelserne forud for
ikraftsættelsen af lov om sikkerhed til søs fandt
Grønlands Landsting et behov for, at alle fartøjer,
uanset størrelse og uanset om der er foreskrevet
uddannelseskrav for føreren, bliver omfattet af
den faste promillegrænse. Der blev endvidere rejst
spørgsmål om, hvorvidt passagerer også burde
omfattes af promillegrænsen. Sådanne ændringer
blev imidlertid vurderet at ligge uden for det, som kan
gennemføres inden for rammerne af den eksisterende
anordningshjemmel. Der er derfor enighed mellem de danske
myndigheder og Grønlands Landsstyre om den foreslåede
bestemmelse, hvorefter der indføres hjemmel til
administrativt at fastsætte regler om spiritussejlads i
Grønland, som er strammere end i Danmark.
Når der på det søsikkerhedsmæssige
område udarbejdes administrative regler, som skal gælde
for Grønland, er det praksis at udstede én samlet
bekendtgørelse, som gælder for både Danmark og
Grønland. Hvis der er behov for særlige
grønlandske tilpasninger, indarbejdes disse i
bekendtgørelsen. Gennem Grønlands Selvstyres
repræsentation i Skibstilsynsrådet, som rådgiver
Økonomi- og Erhvervsministeriet og Søfartsstyrelsen
inden for lov om sikkerhed til søs sikres en løbende
tilpasning af reglerne med behørig hensyntagen til de
grønlandske forhold.
For at imødekomme de grønlandske ønsker
vedrørende spiritussejlads foreslås det med
lovforslaget at indføre en hjemmel til, at der
administrativt kan udarbejdes skærpede regler
vedrørende spiritussejlads i grønlandske
farvande. Der er i bemærkningerne til § 29 a, stk. 6, i
lov om sikkerhed til søs, jf. lovforslagets § 1, nr.
22, nærmere redegjort for, hvad den kommende regulering kan
indeholde. Reglerne vil blive fastsat efter drøftelser med
Grønlands Selvstyre og med relevante rigsmyndigheder,
herunder politiet, i Grønland.
Det vil blive fastsat i de administrative regler, at
promillegrænsen skal gælde for samtlige
fritidsfartøjer, uanset størrelse.
Det vil endvidere blive fastsat, at promillegrænsen ikke
kun skal omfatte personer, som gør tjeneste om bord på
skibe, men samtlige ombordværende, herunder passagerer. Det
vil dog i samråd med Grønlands Selvstyre blive
overvejet, om passagerer om bord på visse typer af skibe,
f.eks. krydstogtskibe og skibe, der er godkendt til transport af
flere end 12 passagerer, skal undtages. Det vil endvidere blive
drøftet med Grønlands Selvstyre, om der kan
være behov for andre undtagelser fra den generelle
ordning.
3.4.10. Forhøjelse af bøder
Bødeniveauet for overtrædelser af
arbejdsmiljø- og sikkerhedsbestemmelser til søs
bør følge bødeniveauet for arbejdsulykker til
lands, jf. Folketingstidende 1992-1993, Tillæg A, s. 361 ff
(forslag til lov om ændring af lov om skibes sikkerhed m.v. -
forløberen for lov om sikkerhed til søs).
Ved lov nr. 1395 af 27. december 2008 om ændring af lov
om arbejdsmiljø er der indført et forhøjet
bødeniveau for arbejdsulykker, som har haft alvorlig
personskade eller døden til følge. Lovændringen
indebærer, at der i disse tilfælde forudsættes en
fordobling af det sædvanlige bødeniveau.
Der er i den gældende bestemmelse i § 31 i lov om
sikkerhed til søs allerede i dag adgang til i et vist omfang
at skærpe strafniveauet for overtrædelser, hvor der
foreligger skærpende omstændigheder, eller hvis
overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed. Forslaget skal imidlertid ses i sammenhæng med
ændringen af arbejdsmiljøloven.
Efter forslaget bliver strafferammen bøde eller
fængsel indtil 2 år, hvis en overtrædelse
omfattet af § 28, § 29, stk. 1 eller 2, § 29 c, stk.
1, eller § 30 har medført en ulykke med alvorlig
personskade eller døden til følge.
Begrebet "alvorlig personskade" kan f.eks. omfatte
amputationer, knoglebrud eller sårskader. Skader som
forstuvninger samt brud på fingre og tæer vil normalt
ikke kunne betragtes som alvorlige personskader. Det tilkommer i
øvrigt domstolene ved en konkret vurdering at fastslå,
om en skade er en "alvorlig personskade".
Der henvises til bemærkningerne til § 31, stk. 2, i
lov om sikkerhed til søs, jf. lovforslagets § 1, nr.
23, vedrørende strafniveauet Den endelige fastsættelse
af straffen vil bero på domstolenes konkrete vurdering af den
enkelte overtrædelse ud fra samtlige omstændigheder i
den konkrete sag. Det ovenfor nævnte strafniveau vil
således kunne fraviges i op- eller nedadgående retning,
hvis der i den konkrete sag foreligger særlige
omstændigheder, der taler herfor.
3.4.11. Lovens territoriale udstrækning
Der er tale om en mindre konsekvensrettelse som følge
af, at området søsikkerhed efter vedtagelsen af lov om
sikkerhed til søs er hjemtaget som færøsk
særanliggende. Med lovforslaget præciseres det
således, at lov om sikkerhed til søs ikke kan
sættes i kraft på Færøerne.
3.5. Ændringer i sømandsloven
3.5.1. Rederens særlige forpligtelse til at sikre
overholdelse af sømandslovens bestemmelser
Den gældende sømandslov indeholder ingen
definition af, hvem der er reder, og det er som nævnt under
punkt 2.4.2 ikke fundet hensigtsmæssigt at indsætte en
definition heraf i loven. Hvem, der er reder, vil også
fremover skulle afgøres på grundlag af en konkret
vurdering, hvor der ud over ejerforholdet tages hensyn til de
omstændigheder, som skibet drives under. Dette
gælder, uanset om der er udstedt overensstemmelsesdokument
efter konventionen til en anden.
Konventionen pålæggere rederiet en række
forpligtelser, som også gælder over for personer, som
er ansat til at arbejde på skibet af en anden end rederen.
Rederiet skal efter konventionen således f.eks. sikre, at der
sker udbetaling af løn til personer, som er ansat hos en
restauratør, som driver skibets restaurant med eget
personale.
Når der udstedes overensstemmelsescertifikat efter
konventionen, vil dette ofte ske til den, som efter loven må
anses som reder for skibet. Dette er imidlertid ikke altid
tilfældet, idet konventionen også åbner mulighed
for at overensstemmelsescertifikat udstedes til personer eller
virksomheder, som blot virker som agent for den, i hvis regning
skibet drives. Da ansvarssubjektet efter konventionens bestemmelser
vil kunne være en anden end den, som efter dansk lovgivning
er reder, er der i lovforslaget medtaget en bestemmelse, hvorefter
rederens generelle forpligtelse til at sikre at forholdene er i
orden tillige påhviler den, som har fået udstedt
overensstemmelsesdokument i henhold til koden om sikker skibsdrift
eller certifikat i henhold til konventionen om søfarendes
arbejdsforhold. Derved sikres at dansk lovgivning er i
overensstemmelse med konventionen.
3.5.2. Kur og pleje og hyre under sygdom
Efter den gældende sømandslov (som foreslås
ændret til lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v.) er det kun de såkaldte § 1-søfarende, der
har ret til kur og pleje og hyre under sygdom.
Den foreslåede udvidelse af søfarendebegrebet,
der følger af konventionen, og som er beskrevet i punkt 3.1,
vil få som konsekvens, at kredsen af personer, der har ret
til kur og pleje og hyre under sygdom udvides til at omfatte
personer, der ikke er omfattet af kur og plejereglerne efter den
gældende lov, f.eks. de såkaldte §
2-søfarende.
3.5.2.1. Kur og pleje for
søfarende
Sømandslovens regler om kur og pleje for rederens
regning findes i lovens § 30. Ydelserne efter
sømandsloven omfatter lægehjælp herunder
speciallægehjælp, sygehusbehandling,
fødselshjælp, medicin, fysiurgisk behandling og
befordring ved læge og sygehusbehandling.
Reglen finder efter sømandslovens § 35
tilsvarende anvendelse ved den søfarendes tjenstlige
ophold uden for bopælslandet. Efter sømandslovens
§ 34 har rederen pligt til at afholde udgifterne ved en
søfarendes begravelse.
De søfarende er endvidere omfattet af særlige
sygesikringsregler for søfarende, når de er
tjenstgørende på danske skibe, der ikke udelukkende
sejler mellem danske havne. Reglerne findes i bekendtgørelse
nr. 1331 af 5. december 2006 om den særlige
sygesikringsordning for søfarende, og ordningen er
rederfinansieret. Hovedydelserne, som dækker rederens kur- og
plejeydelser, er lægehjælp, sygehusbehandling og
fødselshjælp, medicin, tandbehandling, fysiurgisk
behandling, vederlagsfri hjemrejse og begravelseshjælp. De
søfarende er under sygdommen sikret disse ydelser i op til
18 uger uden for Danmark. Søfarende med bopæl i
Danmark, der sygeafmønstrer fra dansk skib, er fra
hjemkomsten direkte omfattet af sundhedslovens regler. Herudover
har de søfarende en evt. supplerende sikring efter den
særlige sygesikringsordning for søfarende i de 2
første uger efter ankomsten. For andre søfarende
svarer sikringen i Danmark efter sygesikringsordningen for
søfarende til den generelle dækningsperiode for kur og
pleje efter sømandsloven. For udenlandske søfarende,
der sygeafmønstrer i dansk havn, medfører
lovforslaget derfor en udvidelse af sikringen fra 12 til 16
uger.
Søfarende med bopæl i Danmark, der er
tjenstgørende på danske skibe, som ikke kommer til
udlandet, er under sygdom sikret direkte efter sundhedslovens
regler.
Efter konventionens hovedafsnit 4 er rederen ansvarlig for at
afholde udgifterne til sygdomsbehandling, inklusive køb af
den nødvendige medicin og de nødvendige terapeutiske
redskaber samt forplejning og logi uden for hjemmet, indtil den
syge eller tilskadekomne søfarende er rask, eller indtil
sygdommen eller uarbejdsdygtigheden er erklæret permanent.
Rederens ansvar kan dog begrænses til en periode, der ikke
må være mindre end 16 uger fra datoen for
tilskadekomsten eller sygdommens start. Rederen er endvidere
ansvarlig for udgifterne til en søfarendes begravelse i
tilfælde af død om bord.
Sømandslovens kur- og plejeregler og den særlige
sygesikringsordning for søfarende medfører, at de
danske regler lever op til konventionens krav i hovedafsnit 4,
bortset fra dækningsperioden på 16 uger. Det
foreslås derfor, at den generelle dækningsperiode
på 12 ugers kur og pleje for rederens regning udvides til 16
uger.
3.5.2.2. Hyre under sygdom/sygehyre
til søfarende
Sømandslovens begreb "hyre under sygdom" eller sygehyre
omfatter, medmindre andet følger af
ansættelsesaftalen, grundhyre, dyrtidstillæg og
eventuelt alderstillæg, men derimod ikke tillæg, der
ydes for særlig tjeneste eller for særligt hårdt
og byrdefyldt arbejde eller lignende.
Det følger af konventionens hovedafsnit 4, at hvis en
søfarende på grund af sygdom eller tilskadekomst
bliver uarbejdsdygtig, er rederen ansvarlig for at betale fuld
løn, så længe den syge eller tilskadekomne
søfarende forbliver om bord, eller indtil den
søfarende er hjemsendt i overensstemmelse med konventionens
bestemmelser. Rederen skal endvidere betale hele eller en del af
lønnen i henhold til nationale love og forskrifter eller
bestemmelserne i kollektive overenskomster fra det tidspunkt, hvor
en søfarende er hjemsendt eller sat i land, og indtil den
pågældende er rask eller, hvis dette sker tidligere,
indtil den pågældende er berettiget til
kontanthjælp i henhold til den pågældende
medlemsstats lovgivning. Rederens ansvar kan dog for en
søfarende, der ikke længere er om bord,
begrænses til betaling af hele eller en del af lønnen
i en periode, der ikke må være mindre end 16 uger fra
datoen for tilskadekomsten eller sygdommens start.
Sømandslovens regler om hyre under sygdom/sygehyre
opfylder med en enkelt undtagelse konventionens krav. Det drejer
sig om den periode, hvor der skal betales sygehyre. Det
foreslås derfor, at perioden på 2 måneder
vedrørende udbetaling af hyre under sygdom/sygehyre i
sømandslovens § 29 udvides til 16 uger. Det
foreslås endvidere, at den særlige
tilbageregningsregel, der findes i lovens § 40, og som i dag
alene gælder for skibsofficererne og skibsførere,
også skal gælde for menige søfarende.
Tilbagefaldsreglen er indarbejdet i § 29, stk. 2. Dette vil
navnlig få betydning, hvor den menige søfarendes
ansættelsesforhold er opretholdt i tiden efter den
søfarende bliver uarbejdsdygtig som følge af
sygdom.
3.5.3. Klagebehandling om bord
Efter reglen i § 64 i den gældende
sømandslov kan en søfarende på et dansk skib
indbringe skibsførerens afregning for
Søfartsstyrelsen. Opstår tvisten mellem
skibsføreren og den søfarende om afregningen eller
tjenesteforholdet i øvrigt, mens skibet er uden for Danmark,
kan tvisten forelægges dansk konsul. Den må ikke
indbringes for fremmed myndighed. Søfartsstyrelsen eller
konsulen træffer den endelige administrative
afgørelse. Har den søfarende på et dansk skib
ikke andet værneting i Danmark, kan sag mod den
søfarende anlægges ved den ret, i hvis kreds skibet
har hjemsted.
Konventionens klageregler har en anden opbygning. Efter
reglerne i hovedafsnit 5 i konventionen skal ethvert skib
således have procedurer til rimelig, effektiv og hurtig
behandling af klager fra de søfarende om bord
vedrørende overtrædelse af konventionens bestemmelser.
Det følger endvidere af hovedafsnit 5, at procedurerne skal
have til formål at løse klager på det lavest
mulige niveau. Søfarende skal imidlertid i alle
tilfælde have ret til at klage direkte til
skibsføreren og til de relevante eksterne myndigheder, hvor
flagstaten anser det for nødvendigt. Det følger
endvidere af hovedafsnit 5, at enhver form for
personforfølgelse af en søfarende, der har klaget, er
forbudt og kan straffes.
Lovforslaget indeholder en ny bestemmelse i § 64,
hvorefter den søfarende har ret til at klage til rederen
over afregningen, skibstjenesten, eller ansættelsesforholdet
i øvrigt. Rederen har endvidere pligt til at sørge
for, at klager over brud på loven bliver tilstrækkeligt
undersøgt og at udarbejde og gennemføre procedurer om
bord for en retfærdig, effektiv og hurtig behandling af
klager. Bestemmelsens formål er, at klager skal løses
på det lavest mulige niveau. Den indeholder en bestemmelse
med bemyndigelse til økonomi- og erhvervsministeren til at
fastsætte nærmere regler om procedure om klage, og
sådanne regler vil bl.a. give mulighed for
repræsentation ved klagebehandling, forbud mod
personforfølgelse på grund af indgivet klage samt
bestemmelse om straf, jf. lovens § 70.
3.5.4. Forhyring
Ifølge den eksisterende lov om forhyring af
skibsmandskab (lovbekendtgørelse nr. 589 af 29. september
1988) er al erhvervsmæssig forhyringsvirksomhed forbudt i
Danmark. Samtidig fastsætter loven, at der skal findes et
statsligt system til gratis formidling af søfarende.
Konventionens hovedafsnit 1.4 åbner mulighed for private
forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende.
Konventionen pålægger ikke de kontraherende parter at
etablere et system med private forhyrings- og formidlingstjenester,
men stiller en række krav, der skal sikre de
søfarendes rettigheder, og som skal efterleves, hvis man
tillader private forhyrings- og formidlingstjenester.
Således som ansættelsen af søfarende
foregår i dag, er tiden løbet fra forhyringslovens
system. Der har i en længere årrække ikke
foregået aktiviteter på forhyringskontoret, som
organisatorisk er en del af Søfartsstyrelsen, men som alene
formelt eksisterer som følge af forhyringsloven. Langt
hovedparten af de søfarende, der rekrutteres i Danmark,
bliver i dag rederiansat. Derfor bliver de skriftlige aftaler
indgået direkte mellem rederiet og den søfarende. Der
er således ikke behov for at opretholde de serviceydelser,
som forhyringskontoret skal tilbyde.
Et forbud mod privat forhyring og formidling af
søfarende i Danmark synes således ikke at være
tidssvarende, og der er ikke substantiel begrundelse for at
opretholde et sådant forbud. Forhyringsloven foreslås
derfor ophævet.
En ophævelse af loven vil medføre, at forbuddet
mod privat forhyring ophæves, og at reglerne om det statslige
forhyringskontor, som er placeret i Søfartsstyrelsen,
ophæves. Det vil derimod ikke påvirke den formidling,
som i dag varetages af søformidlingskontorerne under
jobcentrene.
Ved en ophævelse af forhyringsloven vil det blive
sikret, at de beskyttelseshensyn, der er indarbejdet i loven,
videreføres. Det foreslås derfor, at der i
sømandsloven indarbejdes en række bestemmelser, som
sikrer, at ophævelse af forbuddet mod privat forhyring ikke
medfører en ringere beskyttelse for den søfarende.
Der vil eksempelvis gælde en række krav til private
forhyrings- og formidlingstjenester.
Der har været interesse for at etablere private
forhyringskontorer i Danmark, og sådanne vil nu også
blive tilladt, under forudsætning af at de
pågældende lever op til de nærmere fastsatte
krav.
Det følger af lovforslaget, at private forhyrings- og
formidlingsvirksomheder, der drives inden for dansk område,
skal være certificerede hertil af Søfartstyrelsen.
Lovforslaget giver Søfartstyrelsen hjemmel til at
fastsætte nærmere regler for forhyring og formidling.
Denne hjemmel vil blive anvendt til at gennemføre
konventionens regler til beskyttelse af søfarende ved
private forhyrings- og formidlingstjenester. Det følger af
lovforslaget, at certificeringen sker inden for rammerne af lov om
sikkerhed til søs, hvilket bl.a. indebærer, at
økonomi- og erhvervsministeren på nærmere
angivne vilkår kan autorisere klassifikationsselskaber, andre
virksomheder eller enkeltpersoner til at udstede
certifikaterne.
Forslaget indebærer endvidere, at
Søfartsstyrelsen kan godkende, at rederne anvender private
forhyrings- og formidlingstjenester, der er hjemmehørende i
lande, der ikke har ratificeret ILO's konvention om
søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179 om
forhyring og formidling for søfolk (1996), og opkræve
betaling til dækning af udgifterne i forbindelse med
godkendelsen.
Søfartsstyrelsens certificering af private forhyrings-
og formidlingstjenester for søfarende i Danmark og
godkendelse af private forhyrings- og formidlingstjenester for
søfarende, der er hjemmehørende i lande, der ikke har
ratificeret ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
eller ILO's konvention nr. 179 om forhyring og formidling for
søfolk (1996), vil blive givet for 5 år.
Certificeringen kan tilbagekaldes ved grove eller gentagne
overtrædelser af de fastsatte regler.
Lovforslaget indebærer desuden, at redere, der anvender
private forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende i
lande, der har ratificeret ILO's konvention om søfarendes
arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179, skal sikre, at de
pågældende tjenester har et certifikat, der
dokumenterer, at de drives i overensstemmelse med kravene i den
pågældende konvention. Udsteder de
pågældende lande ikke sådanne certifikater, skal
rederen sikre sig en anden form for officiel bekræftelse
på, at kravene er opfyldt.
Redere, der anvender private forhyrings- og
formidlingstjenester for søfarende, der er
hjemmehørende i lande, der ikke har ratificeret nogen af
konventionerne, skal godtgøre, at de pågældende
tjenester overholder de krav til privat forhyrings- og
formidlingsvirksomhed, der følger af konventionen.
Den arbejdsformidling, der finder sted i offentligt regi,
opfylder allerede de normer i konventionen, der finder anvendelse i
forhold til søformidling.
3.5.5. Fri hjemrejse og finansiel sikkerhed
Den gældende sømandslov indeholder en lang
række bestemmelser, der giver den søfarende ret til
gratis hjemrejse i forbindelse med, at den søfarende
fratræder tjenesten.
Også konventionen indeholder i forskrift 2.5 regler, der
i en række tilfælde sikrer den søfarendes ret
til gratis hjemrejse og stiller krav om, at rederen skal stille
finansiel sikkerhed for at sikre denne ret.
Den søfarende har f.eks. ret til gratis hjemsendelse i
tilfælde, hvor rederen opsiger ansættelsesaftalen, den
tidsbegrænsede ansættelsesaftale udløber i
udlandet, eller tjenesten ophører f.eks. på grund af
sygdom eller tilskadekomst, skibbrud, krig eller krigsfare, salg af
skib eller konkurs m.v.
Konventionen indeholder endvidere forbud mod, at rederen
kræver forskudsbetaling af udgifter til den
søfarendes egen sin hjemrejse og forbud mod, at rederen
inddriver hjemsendelsesudgifter fra søfarendes hyre eller
andre rettigheder, bortset fra tilfælde hvor det er
konstateret, at den søfarende væsentligt har
misligholdt sine forpligtelser i henhold til
ansættelsen.
Sømandslovens regler lever generelt op til de
konventionens bestemmelser om den søfarendes ret til gratisi
hjemsendelse, der er følger af konventionen. Det
gælder dog ikke kravet om gratis hjemrejse for den
søfarende som følge af rederens opsigelse af
tjenesteaftalen eller en tidsbegrænset tjenesteaftales
ophør i fremmed havn uden for den søfarendes
hjemland. Dette vil typisk være løst i den
søfarendes ansættelseskontrakt. Loven indeholder
heller ikke nogen regel om, at den søfarende har ret til
gratis hjemrejse ved rederens konkurs m.v. Der findes ikke i loven
forbud mod, at rederen kræver forudbetaling af den
søfarendes hjemrejseudgifter eller forbud mod rederens
inddrivelse af udgifter til den søfarendes
hjemrejseudgifter. Regler om rederens pligt til at stille finansiel
sikkerhed for hjemrejseudgifter findes heller ikke i loven.
Det foreslås derfor, at der indsættes en ny
bestemmelse i § 6 om, at den søfarende har ret til fri
rejse med underhold til sin bopæl for rederens regning ved
rederens opsigelse eller ved udløbet af en
tidsbegrænset tjenesteaftale i fremmed havn, som skibet
anløber uden for den søfarendes hjemland. Det
foreslås endvidere, at den søfarende kan kræve
afsked, når der foreligger en ansættelsessituation, der
kan henføres til reglen i § 1, stk. 1, i lov om
Lønmodtagernes Garantifond, eller hvis rederen
væsentligt har misligholdt den søfarendes
ansættelseskontrakt, og den søfarende ikke har ret til
at kræve afsked efter andre bestemmelser i loven. Rederen
betaler den søfarendes rejse med underhold til
hjemstedet.
Det foreslås desuden, at der indføres et forbud
mod, at rederen kræver, at den søfarende forudbetaler
egne hjemrejseudgifter samt en regel om, at rederen kun
må foretage fradrag i den søfarendes hyre
m.v. for de hjemrejseudgifter, som rederen efter
loven har pligt til at betale, hvis rederen har konstateret, at den
søfarende væsentligt har misligholdt sine
forpligtelser efter ansættelsesforholdet.
Det forslås endeligt at afskaffe reglen om, at den
søfarende betaler en del af hjemrejseudgifterne, når
tjenesten ophører på grund af ondartet epidemi, krig
eller krigsfarer, jf. §§ 12 og 18 a og b. Det
foreslås, at rederen overtager den søfarendes andel af
betalingen, og at statens andel af hjemrejseudgifterne
reduceres.
Det foreslås herudover, at der indsættes en ny
bestemmelse som § 73 a, hvorefter skibets reder har pligt til
at stille finansiel sikkerhed til dækning af
hjemrejseudgifter m.v., der er omfattet af reglerne i lovens
§§, 6, stk. 5, 8, stk. 1, 9, 10, stk. 4, 11-14, 18, stk.
2, 18 b, 19, 30, § 48, stk. 2. og § 49. Forslaget til
§ 73 a indeholder samtidig en bestemmelse med bemyndigelse til
økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte
nærmere regler om søfarendes ret til fri hjemrejse med
underhold for rederens regning samt rederens pligt til at stille
finansiel sikkerhed for rejseudgifterne. Bemyndigelsen vil bl.a.
give mulighed for at fastsætte regler om, hvornår og
hvordan rederen skal stille finansiel sikkerhed for udgifter til
den søfarende og skibsførerens hjemrejse, at den
finansielle sikkerhed skal dokumenteres, samt konsekvenserne af, at
der ikke er stillet finansiel sikkerhed.
Det følger af konventionen, at hvis en reder undlader
at træffe foranstaltninger for eller betale
hjemsendelsesomkostninger for søfarende, der er berettiget
til at blive hjemsendt, skal den ansvarlige myndighed i flagstaten
(det vil for danske skibe sige Søfartsstyrelsen)
sørge for hjemsendelse af den søfarende, idet
udgifterne ved hjemrejsen med underhold skal kunne inddrives fra
rederen.
Det vil kunne ske ved, at Søfartsstyrelsen får
adgang til at disponere over den af rederen stillede finansielle
sikkerhed, og bemyndigelsen til økonomi- og
erhvervsministeren vil kunne anvendes til at fastsætte
nærmere regler herom.
Det følger endvidere af konventionen, at hvis den
ansvarlige myndighed i flagstaten ikke sørger for
hjemsendelse af den søfarende og afholder udgifterne dertil,
kan den stat, hvorfra den søfarende skal hjemsendes, eller
den stat, hvor den søfarende er statsborger, sørge
for hjemsendelse og få godtgjort udgifterne fra den
medlemsstat, hvis flag skibet fører.
Der er efter konventionen ingen pligt til, at Danmark som
havnestat skal sørge for og afholde udgifterne for
hjemsendelse af søfarende fra udenlandske skibe, der
efterlades i danske havne. Regler om sådan hjemsendelse fra
Danmark findes i dag i udlændingelovgivningen, og
hjemsendelse foretages enten af politiet eller
udlændingemyndighederne. Det følger således af
konventionen, at politiet eller udlændingemyndighederne har
mulighed for at få dækket udgifterne til hjemsendelsen
gennem den sikkerhed, som rederen skal stille i den stat, hvis flag
skibet fører, hvis der er tale om en stat, der har
ratificeret konventionen.
3.5.6. Andre ændringer i sømandsloven
Efter hovedafsnit 2 i konventionen skal en søfarende,
der underskriver en ansættelsesaftale, have mulighed for at
gennemgå og søge råd vedrørende aftalens
vilkår. Sømandsloven indeholder ikke en sådan
regel.
Der foreslås derfor, at det fastsættes i loven, at
den søfarende, der underskriver en ansættelsesaftale,
skal have mulighed for at gennemgå og søge råd
vedrørende aftalens vilkår.
Rederen har efter konventionen pligt til at træffe
foranstaltninger, således at den søfarende kan
overføre hyre til familien, at der etableres et sådant
overførselssystem, samt at eventuelle gebyrer for
hyreoverførsel er rimelige.
Efter sømandslovens § 24, stk. 4, kan en
søfarende uden udgift sende hyre fra udlandet til Danmark
gennem dansk konsul. Forsendelsen foregår for statens regning
og risiko.
Det følger af lovforslaget, at reglen ændres,
så optjent hyre kan sendes til hjemlandet uden udgift for den
søfarende. Samtidig foreslås reglen om forsendelse af
hyre fra udlandet til Danmark gennem dansk konsulat afskaffet, idet
tiden er løbet fra reglen, efter at der er opstået
muligheder for elektronisk pengeoverførsler.
3.6. Lov om skibes besætning
3.6.1. Rederens ansvar for at sikre overholdelse af
bestemmelserne i lov om skibes besætning
Konventionen om de søfarendes arbejdsforhold
pålægger rederiet en række forpligtelser, som
også gælder, selvom andre selskaber eller personer
opfylder visse af opgaverne på rederiets vegne eller egne
vegne. Lovforslaget indeholder derfor en præcisering af, at
rederens almindelige forpligtelser gælder, uanset om andre
organisationer eller personer opfylder visse af opgaverne.
Når der udstedes overensstemmelsescertifikat efter
konventionen eller koden om sikker skibsdrift, vil dette ofte ske
til den, som efter loven må anses som reder for skibet. Dette
er imidlertid ikke altid tilfældet. Konventionen åbner
således mulighed for, at overensstemmelsescertifikat udstedes
til personer eller virksomheder, som blot virker som agent for den,
i hvis regning skibet drives. Da ansvarssubjektet efter
konventionens bestemmelser vil kunne være en anden end den,
som efter dansk lovgivning er reder, er der i lovforslaget medtaget
en bestemmelse, hvorefter reglerne om rederens ansvar efter lovens
§ 25, stk. 1, tillige påhviler den, som har fået
udstedt overensstemmelsesdokument efter koden om sikker skibsdrift
eller certifikat i henhold til koden om sikker skibsdrift.
3.6.2. Skibskokke
Det følger af lov om skibes besætning
(besætningsloven), at hvor der er foreskrevet en kok i et
skibs besætningsfastsættelse, da skal den
pågældende kok have sønæringsbevis som
skibskok. Det følger videre af besætningsloven, at
bevis som skibskok i skibe, der er registreret i DIS-registret, kan
erstattes af en læretid i kokkefaget på mindst 48
måneder, heraf mindst 24 måneder til søs.
Konventionen indeholder visse overordnede krav om skibskokkes
uddannelse og kvalifikationer. Det følger endvidere af
konventionens vejledende del, at de ansvarlige myndigheder, hvor
dette er relevant, bør anerkende beviser på
kvalifikation som skibskok, der er udstedt i andre lande, der har
ratificeret konventionen eller ILO-konventionen om udstedelse af
duelighedsbeviser for skibskokke, 1946.
Besætningslovens bestemmelse om, at dansk bevis som
skibskok i skibe i DIS-registret kan erstattes af en læretid
i kokkefaget på 48 måneder, hvoraf mindst 24
måneder skal være til søs, foreslås derfor
erstattet af en bestemmelse, hvorefter et dansk bevis som skibskok
kan erstattes af dokumentation for enten en læretid i
kokkefaget på 48 måneder, hvoraf mindst 24
måneder skal være til søs, eller en uddannelse
som kok suppleret med mindst 5 måneders sejltid.
Dokumentationen skal være ledsaget af en af
Søfartsstyrelsen udfærdiget påtegning, der
bekræfter, at vedkommende kan gøre tjeneste som
skibskok, hvor en sådan er foreskrevet i et skibs
besætningsfastsættelse.
Lovforslaget indebærer endvidere, at der også
på skibe, hvor der ikke er foreskrevet en kok i
besætningsfastsættelsen, stilles krav om hygiejnekursus
til enhver, der tilbereder eller hjælper med at tilberede
fødevarer om bord på et skib.
3.7. Søloven
Forslaget vedrører primært en mindre tilpasning
af reglerne i sølovens kapitel 9 a. Kapitel 9 a omhandler
ansvar for forureningsskade forvoldt af bunkersolie. Bunkersolie er
skibets brændstof. Reglerne i kapitel 9 a gennemførte
den internationale konvention om civilretligt ansvar for
forureningsskader forårsaget af bunkersolie, 2001, og blev
indsat ved lov nr. 599 af 24. juni 2005 om ændring af
søloven. Danmark ratificerede konventionen den 23. juli
2008.
Der henvises i øvrigt til de specielle
bemærkninger til § 5.
Derudover indføres der gebyr for udstedelse af
certifikater i henhold til 1992-olieansvarskonventionen i lighed
med, hvad der gælder for udstedelse af
bunkerscertifikater.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget indebærer en række nye arbejdsopgaver
for staten i forbindelse med kontrolforanstaltninger m.v., der er
en direkte følge af ILO-konventionen.
ILO-konventionens bestemmelser gælder for alle
kommercielle skibe, hvor der beskæftiges søfarende i
et ansættelsesforhold, med undtagelse af fiskeskibe og
traditionelt byggede skibe. Det betyder for Danmarks vedkommende,
at alle danske skibe, der er omfattet af konventionen, skal
omfattes af tilsynet.
Tilsynet vil blive gennemført ved et første syn
(en engangsopgave) ved periodiske syn samt ved
stikprøvebaserede kontroller, der gennemføres som led
i styrelsens almindelige tilsynsarbejde.
Der vil således på samtlige skibe, som i dag er
underkastet periodiske syn, blive foretaget et første syn,
hvor det kontrolleres, at forholdene om bord er i overensstemmelse
med konventionens krav. For de større skibe (skibe med en
bruttotonnage på 500 og derover) i international fart skal
der desuden udstedes et certifikat. Efterfølgende vil der
blive gennemført periodiske syn, på skibene, og de
certificerede skibe skal endvidere have certifikaterne fornyet.
Disse periodiske syn skal gennemføres med maksimalt 3
års interval.
Det forventes, at en betydelig del af synsarbejdet og
certificeringen vil blive varetaget af de private, anerkendte
klassifikationsselskaber i lighed med, hvad der i dag gælder
vedrørende syn af andre sikkerhedsmæssige forhold. Den
resterende del af tilsyns- og certificeringsarbejdet vil blive
varetaget af Søfartsstyrelsen. Bortset fra den
stikprøvebaserede kontrol, som foretages som led i
styrelsens almindelige tilsynsvirksomhed, vil der blive
opkrævet betaling for Søfartsstyrelsens synsarbejde
svarende til, hvad der i øvrigt er praksis ved syn af skibe
i handelsflåden. Der opkræves som udgangspunkt ikke
betaling for kontrol af udenlandske skibe, som anløber
danske havne, hvorfor der i beskedent omfang vil være
merudgifter for staten i forbindelse med den øgede kontrol
af udenlandske skibe. Udgifterne hertil vil blive afholdt indenfor
Søfartsstyrelsens rammer.
Konventionens åbning af muligheden for privat forhyring
vil medføre nye arbejdsopgaver for Søfartsstyrelsen i
forbindelse med udstedelse af certifikater, tilsyn med at
forhyrings- og formidlingstjenesterne og rederierne overholder
lovgivningen samt klagesagsbehandling. Udgifterne hertil vil blive
dækket af gebyrer, der vil blive fastsat i overensstemmelse
med Finansministeriets fastsatte regler om priskalkulation.
Endelig vil ratifikation af konventionen indebære, at
hvis udenlandske søfarende ønsker at gøre
tjeneste som skibskokke på danske skibe - hvilket nogle
redere ønsker - skal Søfartsstyrelsen, som noget nyt,
i hvert enkelt tilfælde udstede et bevis
(anerkendelsesbevis), der bekræfter, at indehaveren af et
udenlandsk skibskokkebevis opfylder de danske krav til skibskokke.
Udgifterne hertil vil blive dækket af gebyrer, der betales af
de redere, der ønsker at ansætte de
pågældende, og derfor ansøger om
anerkendelsesbeviset. Der gennemføres hermed samme
principper for anerkendelse af udenlandske beviser for skibskokke
som for anerkendelse af sønæringsbeviser, der er
reguleret i STCW-konventionen (FN's søfartsorganisations
(IMOs) konvention om uddannelse af søfarende, om
sønæring og vagthold).
Der vil derudover i begrænset omfang være
merudgifter for staten forbundet med, at der ikke blot skal gives
telemedicinsk rådgivning til danske, men også til
udenlandske handelsskibe. Disse, som forventes at blive i
størrelsesordenen ca. 100.000 kr. årligt, vil blive
afholdt indenfor Søfartsstyrelsen rammer.
Endvidere vil Søfartsstyrelsen - i særlige
situationer - skærpe tilsynet med sikkerhedsstyringen
på lastskibsområdet, jf. koden om sikker skibsdrift
(ISM-koden). Se i øvrigt oven for under afsnit 3.3.3.
Udgifterne hertil vil blive dækket af gebyrer.
Det offentliges udgifter til indførelse af periodiske
syn på de mindre fiskefartøjer vil blive finansieret
ved gebyrbetaling. Indførelse af gebyrer for de eksisterende
syn på større fiskeskibe vil medføre
merindtægter for det offentlige. Søfartsstyrelsens
ramme vil blive nedskrevet tilsvarende, og provenuet herfra vil
blive anvendt til generelle skatte- og afgiftslettelser.
Lovforslaget vil således, med forbehold for de ovenfor
anførte merindtægter på fiskeriområdet og
de ovenfor nævnte begrænsede merudgifter i forbindelse
med havnestatskontrol og telemedicinske rådgivning, ske uden
økonomiske konsekvenser for det offentlige, idet den
udvidede tilsynsindsats finansieres ved gebyrbetaling.
Forslaget om, at redere skal stille finansiel sikkerhed til
dækning af søfarendes hjemrejseudgifter, kan
indebære begrænsede økonomiske byrder for
erhvervet. Den finansielle sikkerhed for søfarendes
hjemrejseudgifter er dog allerede i dag i mange tilfælde
omfattet af redernes P&I-forsikringer.
Forslaget indebærer ikke økonomiske konsekvenser
for kommunerne og regionerne.
Bemyndigelsen til at fastsætte regler om digital
indberetning vil, når den udnyttes, på længere
sigt give mindre positive administrative og økonomiske
konsekvenser for staten, som følge af forenklede
sagsgange.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget har til formål at gennemføre
ILO-konventionen om søfarendes arbejdsforhold i dansk ret.
Konventionen fastsætter et højt internationalt niveau
for søfarendes arbejdsforhold, der i store træk svarer
til det, der allerede eksisterer på danske skibe. Den
internationale gennemførelse af konventionen indebærer
således fælles konkurrencevilkår på det
arbejdsretlige område, hvorved risikoen for social dumping
til skade for dansk skibsfarts konkurrenceevne mindskes. En dansk
tiltrædelse af konventionen forventes således at
indebære konkurrencemæssige og dermed økonomiske
fordele for det danske rederierhverv.
Lovforslaget indebærer øgede administrative og
økonomiske byrder for erhvervslivet i forbindelse med
certificeringen og kontrollen, som følger af konventionen om
søfarendes arbejdsforhold. På den anden side vil det
forhold, at Danmark kan tilbyde danske skibe certifikater i henhold
til konventionen også indebære store administrative
fordele for danske skibe ved anløb af fremmede havne,
når konventionen træder i kraft internationalt, idet
det vurderes yderst vanskeligt for skibe at opfylde bevisbyrden for
overholdelsen af konventionen uden et certifikat.
Forslaget vil endvidere have visse økonomiske
konsekvenser for rederierhvervet som følge af udvidelsen af
begrebet "søfarende" til at omfatte alle ansatte om bord og
som følge af de ændrede regler om søfarendes
ret til gratis hjemsendelse, ret til gratis kost om bord samt den
udvidede sikring af de søfarende ved sygdom og
tilskadekomst. Disse forhold indgår imidlertid i den
europæiske aftale om gennemførelsen af konventionen,
som må anses for at være accepteret af erhvervet, og i
Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009, der
gennemfører førnævnte aftale.
Virksomheder, som ønsker at benytte sig af muligheden
for at drive privat forhyrings- og formidlingsvirksomhed for
søfarende, vil blive pålagt de dermed for staten
forbundne omkostninger i forbindelse med udstedelse af certifikater
til virksomheden, ligesom redere, der ønsker at benytte
private forhyrings- og formidlingsvirksomheder i udlandet, vil have
udgifter til at fremskaffe dokumentation for, at de
pågældende virksomheder drives i overensstemmelse med
de relevante dokumentationskrav.
Forslaget vil derudover i begrænset omfang
medføre negative økonomiske konsekvenser for
rederierhvervet i forbindelse med udvidelsen af de gebyrbelagte
tilsynsopgaver.
Forslaget om, at redere skal stille finansiel sikkerhed til
dækning af søfarendes hjemrejseudgifter kan
indebære begrænsede økonomiske byrder for
erhvervet. Den finansielle sikkerhed for søfarendes
hjemrejseudgifter er dog allerede i dag i mange tilfælde
omfattet af redernes P&I-forsikringer.
Fiskerierhvervet vil skulle betale for statens omkostninger
forbundet med periodiske syn af fiskeskibe. Det skønnes, at
et periodisk syn på et mindre fiskefartøj vil koste
ca. 5.000 kr. hvert 5. år, og prisen for et periodisk syn
på et stort fiskeskib vil i gennemsnit være ca. 7.500
kr. hvert 2. år. Det anslås, at der er ca. 1.000 mindre
fiskeskibe og ca. 300 større fiskeskibe, der vil blive
omfattet af ordningen.
Endelig vil søfartserhvervet i beskedent omfang kunne
få udgifter til anskaffelse af IT-programmer m.v. som
følge af den udvidede adgang til digital forvaltning. Den
øgede adgang til digitalisering vil dog ikke være mere
byrdefuld for søfartserhvervet end for andre brancher, som
omfattes af L 10.
6. Administrative konsekvenser for borgerne
Forslaget indebærer ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
7. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
8. Forholdet til EU-retten
Rådet har vedtaget direktiv 2009/13/EF af 16. februar
2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50). Direktivet træder i kraft senest samme
dato som konventionen om søfarendes
arbejdsforhold træder i kraft internationalt, og
medlemsstaterne skal have gennemført direktivet senest 12
måneder derefter. Med direktivet gøres
arbejdsmarkedets parters aftale bindende for medlemsstaterne, der
pålægges at sikre dets efterlevelse, evt. gennem
kollektive overenskomster. Aftalen medtager dele af den bindende
del af konventionen, men ikke området for kontrol, idet dette
henlægges under medlemsstaternes afgørelse.
Ved at gennemføre konventionens krav i dansk ret bliver
EU-direktivet også gennemført i dansk ret.
Der er blandt EU-landene en positiv holdning til ratifikation
af konventionen. Rådet bemyndigede således i juni 2007
medlemsstaterne til at iværksætte de nødvendige
foranstaltninger med henblik på at ratificere ILO's
konvention om søfarendes arbejdsforhold inden den 31.
december 2010. Bemyndigelsen er nødvendig for, at
medlemsstaterne kan ratificere konventionen, idet bestemmelserne om
koordinering af sociale sikringsordninger i konventionen
berører udøvelsen af EU's kompetence.
Herudover gennemfører lovforslaget også dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/17/EF af 23.
april 2009 om ændring af direktiv 2002/59/EF om oprettelse af
et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for
skibsfarten i Fællesskabet (EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj
2009, side 101-113) samt dele af Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2009/21/EF af 23. april 2009 om opfyldelse af
kravene til flagstater (EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side
132-135).
9. Hørte myndigheder, organisationer m.v.
Advokatrådet, Beskæftigelsesministeriet,
Bilfærgernes Rederiforening, Danmarks Fiskeriforening,
Danmarks Rederiforening, Danmarks Statistik, Dansk
Sø-Restaurations Forening, Danske Advokater, Danske Havne,
Danske Regioner, Datatilsynet, Erhvervs- og Byggestyrelsen,
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Fag og Arbejde, Fagligt
Fælles Forbund (3F), Finansministeriet, Finanstilsynet,
Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, Fiskernes Forbund,
Færøernes Hjemmestyre, Forbrugerstyrelsen, Foreningen
af Småøernes Færgeselskaber,
Forsvarsministeriet, Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd, Grønlands
Selvstyre, HORESTA, Indenrigs- og Socialministeriet,
Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening,
Konkurrencestyrelsen, Landsorganisationen i Danmark,
Maskinmestrenes Forening, Metal Søfart, Ministeriet for
Sundhed og Forebyggelse, Offentligt Ansattes Organisationer,
Patent- og Varemærkestyrelsen, Radiotelegrafistforeningen af
1917, Rederiforeningen af 1895, Rederiforeningen for Mindre Skibe,
Rigsrevisionen, Sammenslutningen af Mindre Erhvervsfartøjer,
Sikkerhedsstyrelsen, Statsministeriet, Statstjenestemændenes
Centralorganisation II, Søfartens
Arbejdsmiljøråd, Søfartens Ledere - Dansk
Navigatørforening, Sølovsudvalget,
Sømændenes Forbund, Transportministeriet,
Træskibs Sammenslutningen.
10. Sammenfattende skema
| Positive konsekvenser/Mindreudgifter | Negative konsekvenser/Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Forslaget giver mulighed for en udvidelse
af tilsynsindsatsen på en række områder, som
finansieres ved gebyrbetaling, og som derfor vil kunne
gennemføres uden statsfinansielle konsekvenser.
Bemyndigelsen til at fastsætte regler om digital indberetning
vil, når den udnyttes, på længere sigt give
mindre, positive økonomiske konsekvenser for staten. | Der vil være en mindre merudgift for
staten forbundet med, at der skal gives telemedicinsk
rådgivning til samt øget kontrol af udenlandske
handelsskibe. Denne merudgift vil blive afholdt indenfor
Søfartsstyrelsens ramme. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Bemyndigelsen til at fastsætte
regler om digital indberetning vil, når den udnyttes,
på længere sigt give mindre, positive administrative
konsekvenser for staten. | Lovforslaget vil medføre
øget personaleforbrug i Søfartsstyrelsen i
forbindelse med den udvidede tilsynsindsats, som finansieres ved
gebyrbetaling. |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Lovforslaget vil have positive
erhvervsøkonomiske konsekvenser for søfartserhvervet
som følge af, at de internationale bestemmelser om
søfarendes arbejdsforhold tilnærmes de danske
regler. | Der vil være negative
erhvervsøkonomiske konsekvenser for søfartserhvervet
forbundet med, at rederierne skal leve op til de krav, der
følger af konventionen om søfarendes arbejdsforhold
og med udvidelsen af Søfartsstyrelsens gebyrbelagte tilsyn.
For fiskerierhvervet vil indførelsen af betaling for syn
medføre øgede udgifter. |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Certificeringsordningen vil medføre
positive administrative konsekvenser i forbindelse med danske
skibes anløb af udenlandske havne. | De udvidede certificeringskrav for skibe i
international fart vil medføre øget administrativt
arbejde i rederierne. |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen. | Ingen. |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen. | Ingen. |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder bestemmelser, der
gennemfører dele af Rådets direktiv 2009/13/EF af 16.
februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50), dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/17/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv
2002/59/EF om oprettelse af et trafikovervågnings- og
trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet
(EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side 101-113) samt dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/21/EF af 23.
april 2009 om opfyldelse af kravene til flagstater (EU-Tidende nr.
L 131 af 28. maj 2009, side 132-135). |
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Lovens eksisterende fodnote udvides med forslaget,
således at der henvises til de EU-direktiver, som delvist
gennemføres med lovforslaget. Det drejer sig om Rådets
direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20. maj 2009, side
30-50), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/17/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv
2002/59/EF om oprettelse af et trafikovervågnings- og
trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet
(EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side 101-113) samt dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/21/EF af 23.
april 2009 om opfyldelse af kravene til flagstater (EU-Tidende nr.
L 131 af 28. maj 2009, side 132-135).
Til nr. 2
For at styrke den præventive indsats med henblik
på at forebygge ulykker vil der i medfør af den
foreslåede bestemmelse blive fastsat regler om, at
pålægge værfter og andre virksomheder, der
ombygger fiskefartøjer - f.eks. mindre
maskinværksteder - en pligt til at anmelde sådanne
ombygninger til Søfartsstyrelsen.
Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit
3.4.1.2.
Til nr. 3
Der er allerede udstedt forskrifter vedrørende
sikkerhedsstyringssystemer, ligesom systemerne i vidt omfang er
reguleret ved den EU-forordning (Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 336/2006 af 15. februar 2006 om
gennemførelse af den internationale kode for sikker
skibsdrift i Fællesskabet og ophævelse af Rådets
forordning (EF) nr. 3051/95 (EU-Tidende nr. L 64 af 4. marts 2006,
side 1)), som gennemfører den internationale kode om sikker
skibsdrift (International Safety Management-Code - ISM-koden)
på fællesskabsniveau. For at understrege disse
systemers helt centrale betydning for skibenes drift, findes det
hensigtsmæssigt at indsætte en udtrykkelig omtale af
sikkerhedsstyringssystemerne i lovteksten. Hjemmelsbestemmelsen vil
blive anvendt til udfyldning af den regulering, som følger
af forordningen.
Der er i dag ikke krav om, at selskaber, som forestår
sikkerhedsstyringen på danske skibe, skal være
etableret i Danmark eller inden for EU/EØS området.
Det er ikke hensigten at opstille sådanne krav, men hvis der
måtte opstå vanskeligheder i forbindelse med
håndhævelsen af de danske regler over for udenlandske
selskaber, vil der efter den foreslåede bestemmelse kunne
fastsættes regler, som afhjælper eller begrænser
disse vanskeligheder. Dette kunne f.eks. være regler om, at
de udenlandske rederier skal udpege en person eller virksomhed her
i landet, som med bindende virkning kan modtage meddelelser fra
myndighederne på deres vegne.
Til nr. 4
Den foreslåede bestemmelse har i overensstemmelse med
konventionen om søfarendes arbejdsforhold til formål
at præcisere, at pligten til at sikre de søfarendes
arbejds- og levevilkår om bord også påhviler
rederen, selvom de pågældende er ansat til at
udføre arbejde om bord af andre end rederen. I disse
tilfælde har arbejdsgiveren også pligt til at sikre, at
forholdene er i orden. De nærmere regler herom vil blive
fastsat af Søfartsstyrelsen.
Til nr. 5
ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
gennemføres ved lov om sikkerhed til søs,
sømandslovens kapitel 2-4 og besætningsloven. Med det
foreslåede nye stk. 2 i § 3 sikres der inden for
rammerne af lov om sikkerhed til søs adgang til at
foreskrive, at udenlandske skibe, der anløber dansk havn,
skal leve op til konventionens krav. De af konventionens krav, som
det navnlig vil være relevant at kontrollere, jf. § 20 a
i lov om sikkerhed til søs, jf. lovforslagets § 1, nr.
15, i forbindelse med havnestatskontrol af udenlandske skibe, er
indeholdt i konventionens hovedafsnit. Det drejer sig bl.a. om krav
til opholdsrum, fritidsfaciliteter, kost og forplejning,
mindstealder for søfarende, arbejds- og hviletid,
søfarendes ansættelsesaftaler og krav om, at der skal
ske udbetaling af løn mindst én gang om
måneden.
Kontrollen vil blive foretaget som kontrolbesøg af
skibsinspektører om bord på skibene. Det er
således udelukkende forhold, der kan konstateres om bord
på skibet, der kan gøres til genstand for
kontrol.
Kontrol af arbejdsretlige forhold, herunder forhold
vedrørende løn, vil blive foretaget med fuld respekt
af det fagretlige system. Tilsynsmyndighederne vil således
være opmærksomme på, at der ikke ved deres ageren
må præjudiceres afgørelser af
uoverensstemmelser, der efter det danske arbejdsretlige system
rettelig ville have skullet afgøres af det fagretlige system
eller af domstolene. Der vil således ikke blive foretaget
fortolkninger af individuelle eller kollektive
ansættelsesaftaler. En eventuel kontrol af rederens
overholdelse af lovens bestemmelser om hyreforhold vil derfor
først og fremmest angå, om hyren er blevet udbetalt
med højst 1 måneds mellemrum, mens det ofte vil
være vanskeligt for skibsinspektøren på stedet
at foretage en nærmere undersøgelse af, om hyrens
størrelse svarer til det aftalte.
Til nr. 6
Med den foreslåede bestemmelse gives hjemmel til, at der
administrativt kan fastsættes regler om overvågningen
af danske farvande og skibes anløb af havne, herunder om
pligtmæssige indberetninger til Søværnets
Operative Kommando. Reglerne vil blive fastsat efter forhandling
med forsvarsministeren. Pligten til at foretage indberetning kan
påhvile forskellige subjekter, herunder skibe, afskibere
mv.
Indberetningerne til SafeSeaNet, jf. afsnit 3.4.2. i de
almindelige bemærkninger, foretages dog dels som supplement
til Forsvarsministeriets øvrige oplysninger til brug for
Forsvarsministeriets egne opgaver med farvandsovervågning
m.v., og dels til brug for andre myndigheders opgavevaretagelse,
f.eks. Søfartsstyrelsens havnestatskontrol.
Til nr. 7
Ved bestemmelsen i stk. 1 pålægges rederen det
overordnede ansvar for lovens opfyldelse. Rederen skal
således påse, at skibet lever op til lovgivningens
krav, og at driften af skibet sker i overensstemmelse med loven og
forskrifter udstedt i medfør af loven. Rederen kan ikke
frigøre sig for ansvaret ved at lade andre opfylde alle
eller dele af pligterne, hvilket er fastslået i 4. pkt.
Myndighederne vil således altid kunne udstede forbud og
påbud i medfør af loven til rederen, selvom denne har
ladet andre opfylde de pågældende pligter. Om
betydningen af 4. pkt. i forhold til strafforfølgelse for
overtrædelser, se bemærkningerne nedenfor til
lovforslagets § 1, nr. 26.
Hvis der er udstedt certifikat for skibet i overensstemmelse
med den kode om sikker skibsdrift, som er fastsat af FN's
Internationale Maritime Organisation (ISM-koden), til en anden end
skibets ejer, vil den ISM-ansvarlige (jf. afsnit 3.3. i de
almindelige bemærkninger) i nogle tilfælde anses som
reder efter loven. Dette er f.eks. tilfældet, hvor en
bareboatbefragter driver skibet for egen regning. Den
ISM-ansvarlige vil i sådanne tilfælde som udgangspunkt
have det fulde ansvar for driften af skibet i
sikkerhedsmæssig forstand. I et traditionelt opbygget rederi
vil den ISM-ansvarlige desuden selv varetage den tekniske og
bemandingsmæssige drift og være den, der har den
økonomiske interesse i skibets drift. Udviklingen i
rederidrift har imidlertid betydet, at etableringen af
sikkerhedsstyringssystemet og opfyldelsen af pligterne efter
ISM-koden i ikke ubetydeligt omfang outsources til
operatørselskaber, som ikke er økonomisk ansvarlige
for selve driften af skibet. I en sådan situation er det
nødvendigt for en sikker drift af skibet, at den, der
står for de øvrige forhold og er økonomisk
ansvarlig for driften, medvirker til at sikre driften i
sikkerhedsmæssig henseende. Det vil således være
nødvendigt, at de nødvendige ressourcer bliver
stillet til rådighed. Det vil endvidere være den
person, der har den økonomiske interesse i driften, der vil
opnå økonomisk vinding ved, at der spares på
forhold af sikkerhedsmæssig karakter. Derved opstår der
reelt et samvirke omkring den sikkerhedsmæssige drift af
skibet mellem rederen og dem, som rederen har overladt at varetage
pligter og ansvarsområder, som følger af koden om
sikker skibsdrift. Det er derfor i den foreslåede stk. 2
fastsat, at ansvaret efter stk. 1 i sådanne tilfælde
tillige påhviler den, som helt eller delvis har påtaget
sig at varetage de forpligtelser og ansvarsområder, som er
omfattet af koden.
Bestemmelsen i det foreslåede stk. 2 medfører
ingen ændring af besætningsmedlemmernes almindelige
forpligtelser efter lovens §§ 10-12.
Passagerskibe og lastskibe med en bruttotonnage på 500
og derover skal certificeres efter ISM-koden. En række andre
skibe bliver i praksis certificeret efter koden på frivillig
basis. Bestemmelsen i stk. 2 finder anvendelse, uanset om
certificeringen er sket pligtmæssigt eller på frivillig
basis.
ISM-koden indeholder ingen bestemmelser om, hvad der skal til,
for at en person kan overtage ansvaret for et skibs drift fra
ejeren, bortset fra at den pågældende skriftligt skal
have erklæret sig indforstået med hensyn til
overtagelsen af alle de pligter og ansvarsområder, som
ISM-koden pålægger. Godkendelse af sikkerhedsansvarlige
efter koden forudsættes alene at ske i tilfælde, hvor
den pågældende reelt forestår driften af skibet
inden for alle de områder, som er omtalt i koden. Dette
udelukker dog ikke, at den pågældende vil kunne anvende
underleverandører til dele af opgaverne.
Til nr. 8
Søfartsstyrelsen kan i dag bl.a. tilbageholde skibe,
hvis det er forbundet med fare for de ombordværende eller for
forurening at lade skibet stå til søs. Der kan
endvidere ske tilbageholdelse af skibe, som mangler foreskrevne
certifikater, dokumenter eller udstyr, eller hvis disse er
fejlbehæftede.
Konventionen indebærer, at der vil skulle ske
tilbageholdelse ikke kun, hvor dette er sikkerhedsmæssigt
begrundet, men også i visse andre tilfælde, hvor der
foreligger anden alvorlig eller gentagen overtrædelse af
konventionens bestemmelser.
Som en konsekvens heraf foreslås det at udvide
muligheden for tilbageholdelse til også at omfatte
tilfælde, hvor der konstateres alvorlige eller gentagne
overtrædelser af de love, som Søfartsstyrelsen efter
den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 1, 2. pkt.
fører tilsyn med, dvs. lov om sikkerhed til søs, lov
om søfarendes ansættelsesforhold m.v. (som i dag
hedder sømandsloven), lov om skibes besætning, lov om
skibsmåling og §§ 186, 197, 198 og 471 i
søloven samt regler udstedt i medfør heraf.
Til nr. 9
Efter den gældende bestemmelse i § 14, stk. 3, kan
Søfartsstyrelsen fastsætte regler om udstedelse af
forbud mod, at et skib forlader en havn på grund af ugunstige
vejrforhold.
Med forslaget justeres bestemmelsen, således at
sejladsforbud tilsvarende kan udstedes, hvis sø- eller
isforholdene taler herfor. Dette kan f.eks. være
tilfældet, hvis det ikke kan dokumenteres, at skibet opfylder
de krav til konstruktion og maskinkraft, som issituationen
tilsiger.
Til nr. 10
Der sker allerede i dag videregivelse af oplysninger om skibes
tilbageholdelser og konstaterede mangler i forbindelse med
havnestatskontrol. Dette følger af Rådets direktiv
95/21/EF om håndhævelse over for skibe, der
anløber Fællesskabets havne og sejler i farvande under
medlemsstaternes jurisdiktion, af internationale standarder for
skibes sikkerhed, for forureningsforebyggelse samt for leve- og
arbejdsvilkår om bord (havnestatskontrol). Forslaget til
§ 16, stk. 2, er således i vidt omfang i
overensstemmelse med den gældende bestemmelse, men
lovforslaget udvider adgangen til at videregive oplysninger om
skibe af betydning for sikkerheden og miljøet samt til at
offentliggøre oplysninger i forbindelse med
overtrædelser af lovgivningen. Konventionen om
søfarendes arbejdsforhold indebærer, at der i visse
tilfælde vil skulle ske underretning af redernes og de
søfarendes organisationer, når der konstateres
overtrædelser af konventionens bestemmelser. Med lovforslaget
vil alle overtrædelser af lov om sikkerhed til søs,
lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. (som i dag
hedder sømandsloven), besætningsloven, lov om
skibsmåling og søloven kunne offentliggøres.
Dog vil strafferetlige afgørelser (såvel domme som
bødevedtagelser) mod besætningsmedlemmer eller andre
fysiske personer blive offentliggjort uden nævnelse af
navn.
Til nr. 11
Det foreslås at indsætte hjemmel til, at der kan
fastsættes regler om, at indberetninger m.v. skal fremsendes
digitalt.
Der vil blive fastsat nærmere regler om den digitale
indberetning, særligt med henblik på at sikre afsenders
identitet. Det kan f.eks. være regler om en digital signatur,
som bl.a. skal kunne give en tilfredsstillende grad af sikkerhed
for afsenders identitet. Hjemlen vil først blive udnyttet
efter en drøftelse med og orientering af relevante,
berørte organisationer.
Det foreslås, at der gives mulighed for at dispensere
fra kravet om digital indberetning, når særlige
omstændigheder taler for dette. Undtagelsesmuligheden
tænkes f.eks. anvendt for ældre erhvervsdrivende, som
ikke er i besiddelse af digitale kompetencer, idet de ikke
tidligere har anvendt it, hverken i virksomheden eller privat, og
som ikke har mulighed for at lade andre varetage den digitale
indberetning. Undtagelsesmuligheden kan endvidere tænkes
anvendt i relation til virksomheder uden for Danmark, idet
sådanne virksomheder ikke kan anvende en dansk digital
signatur. Derved sikres det, at ingen forhindres i at indfri de
pligter, som med lovforslaget kræves gennemført ved
anvendelsen af digitale medier. Hovedparten af virksomheder, som
efter lovforslaget skal indberette digitalt, vil dog være
professionelle erhvervsdrivende, og langt størstedelen af de
omfattede virksomheder skønnes at være i besiddelse af
tilstrækkelige it-kompetencer. Det forventes derfor ikke, at
dispensationsadgangen vil være aktuel for langt
størstedelen af de virksomheder, der er omfattet af
indberetningspligten.
Det foreslås endvidere, at der indføres hjemmel
til, at visse breve m.v. kan udstedes uden personlig underskrift.
Baggrunden herfor er, at Folketingets Ombudsmand i en udtalelse af
12. marts 2008 blandt andet har givet udtryk for, at der efter hans
opfattelse gælder et krav om, at statslige
forvaltningsmyndigheders udgående breve skal være
forsynet med en personlig underskrift. Ombudsmanden har i den
forbindelse blandt andet henvist til, at en række hensyn
taler herfor.
Kravet om personlig underskrift gælder efter
ombudsmandens opfattelse med lovkraft, hvilket indebærer, at
det kræver hjemmel at fravige det. I den gældende
lovgivning er dette blandt andet sket ved § 16 i lov nr. 283
af 15. april 2009 om digital indberetningsløsning til brug
for anmeldelse af sygefravær samt anmodning om refusion af
sygedagpenge og dagpenge efter barselloven. Efter den nævnte
bestemmelse kan beskæftigelsesministeren fastsætte
regler om, at myndighederne kan udstede visse dokumenter uden
underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift eller på
tilsvarende måde, således at et sådant dokument i
retlig henseende sidestilles med et dokument med personlig
underskrift. Det drejer sig eksempelvis om underretningsbreve til
de borgere, indberetningerne fra arbejdsgiverne og
arbejdsløshedskasserne vedrører. Endvidere
foreslås tilsvarende hjemler indført ved L 10.
I lighed hermed foreslås det, at standardbreve i form af
almindelige kvitteringer, rykkerbreve, breve om indhentning af
oplysninger og lignende vedrørende indberetninger m.v. kan
udstedes uden underskrift eller med maskinelt gengivet underskrift.
Der ses ikke at være retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder ved, at sådanne standardbreve, som ikke
har karakter af afgørelser, kan sendes uden personlig
underskrift. Hertil kommer, at det i lyset af den teknologiske
udvikling vil være uhensigtsmæssigt at skulle
påføre hvert af disse breve en personlig
underskrift.
Det foreslås således, at der indsættes
hjemmel til, at økonomi- og erhvervsministeren kan
fastsætte regler om, at visse typer af dokumenter i
forbindelse med den pågældende indberetning kan
udstedes uden underskrift eller med digital/maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et
dokument med personlig, håndskrevet underskrift.
Den foreslåede hjemmel kan endvidere anvendes til at
fastsætte regler om, at afgørelser, der udelukkende er
truffet på grundlag af elektronisk databehandling, kan
udstedes alene med angivelse af Søfartsstyrelsen som
afsender. Dette vil være tilfældet, hvor en borgers
eller en virksomheds indsendelse af oplysninger, herunder
indgivelse af en ansøgning, til Søfartsstyrelsen
foretages elektronisk via f.eks. en hjemmeside, og hvorefter et
elektronisk databehandlingssystem træffer (og afsender) den
pågældende afgørelse automatisk. De
pågældende afgørelser er kendetegnet ved, at et
elektronisk databehandlingssystem på grundlag af nogle faste
og entydige kriterier kan træffe afgørelsen. Som
eksempel herpå kan nævnes en afgørelse om
opkrævning af en (lovhjemlet) ekspeditionsafgift ved for sen
(elektronisk) indberetning af visse oplysninger. Der er
således tale om afgørelser, der træffes, uden at
en offentlig ansat (sagsbehandler) er involveret i
afgørelsesprocessen. På denne baggrund ses der ikke at
være retssikkerhedsmæssige betænkeligheder
forbundet med, at de nævnte elektroniske afgørelser
afsendes udelukkende med Søfartsstyrelsen som
afsender.
Til nr. 12
Lov om sikkerhed til søs gælder generelt for
skibes bygning, udstyr og drift. Loven gælder således
ikke kun for skibene, men omfatter også de tilknyttede
landbaserede funktioner. Den gældende lov indeholder i §
19, stk. 1, hjemmel til, at Søfartsstyrelsens medarbejdere
kan få adgang til - hvis det skønnes nødvendigt
i forbindelse med deres hverv - mod behørig legitimation at
gå om bord på skibe uden retskendelse. Forslaget
indebærer, at styrelsen på samme vilkår får
adgang til at foretage kontrol i andre lokaler, hvorfra der
foretages erhvervsvirksomhed, som er omfattet af loven. Dette kan
f.eks. være rederikontorer, forhyringskontorer eller
klassifikationsselskabers kontorer. Forslaget hjemler ikke
øget adgang til at foretage kontrolbesøg i private
lokaler. Ved private lokaler forstås lokaler, hvorfra der
ikke udøves erhvervsvirksomhed, som er omfattet af
loven.
Til nr. 13
Forslaget præciserer, at Søfartsstyrelsen kan
anvende sine almindelige beføjelser til at indhente
information om forhold inden for lovens anvendelsesområde,
også i tilfælde hvor baggrunden herfor er, at der efter
EU-retten skal afgives oplysninger til Kommissionen eller Det
Europæiske Agentur for Søsikkerhed (EMSA), f.eks. om
klassifikationsselskaber eller skibe.
EU-reglerne vedrørende søfart indeholder enkelte
steder bestemmelser om, at Europa-Kommissionen og EMSA kan
gennemføre kontrolbesøg på skibe og i rederier
m.v. for at kontrollere, at gældende EU-regler om
søfartssikkerhed og forebyggelse af forurening fra skibe
overholdes. Søfartsstyrelsen kan også benytte sine
beføjelser efter loven ved gennemførelse af
sådanne kontrolbesøg.
Til nr. 14
Politiet har i de senere år intensiveret kontrollen med
overholdelse af søfartslovgivningen, ikke mindst på
området for fritidssejlads.
Hvis der foreligger en mistanke om overtrædelse af
lovgivningen, kan politiet gå om bord på skibene i
medfør af retsplejelovens eller politilovens bestemmelser.
Det er imidlertid fundet mest korrekt at indsætte en
udtrykkelig hjemmel til, at politiet i alle tilfælde kan
standse et fritidsfartøj og lade det undersøge for
fejl og mangler, også selv om der ikke foreligger en konkret
mistanke. Dette vil typisk være tilfældet ved kontrol
af redningsmidler m.v.
Til nr. 15
Efter den gældende bestemmelse i § 20 a i lov om
sikkerhed til søs fører Søfartsstyrelsen som
led i tilsynsvirksomheden efter lov om sikkerhed til søs
også tilsyn med overholdelsen af lov om røgfri
miljøer.
Med lovforslaget koordineres Søfartsstyrelsens
tilsynsvirksomhed efter lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. (som i dag hedder
sømandsloven), besætningsloven, lov om
skibsmåling og de særlige bestemmelser i §§
186, 197, 198 og 471 i søloven om skibsdagbøger og om
forsikringspligt m.v. i forbindelse med olieforurening ligeledes i
lov om sikkerhed til søs, således at tilsynet
føres inden for rammerne af denne lov.
Dette betyder, at samtlige de beføjelser, som
Søfartsstyrelsen er tillagt i forbindelse med tilsyn efter
lov om sikkerhed til søs, også finder anvendelse i
forbindelse med tilsyn med overholdelse af lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. (som i dag hedder
sømandsloven), besætningsloven, lov om
skibsmåling og §§ 186, 197, 198 og 471 i
søloven. Dette omfatter bl.a. adgang til at gå om bord
på skibe uden retskendelse, adgang til at udstede forbud og
påbud samt mulighed for at bemyndige klassifikationsselskaber
til at kontrollere og certificere skibe i samme omfang, som det i
dag sker inden for rammerne af lov om sikkerhed til
søs.
I bestemmelsens stk. 2 foreslås, at
søsikkerhedslovens § 16, stk. 2, § 17, stk. 9 og
10, § 19, § 22 og § 24, og de regler, der er udstedt
i medfør heraf, samt § 25 finder tilsvarende anvendelse
i forbindelse med tilsyn med overholdelsen af lov om røgfri
miljøer, lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v., lov om skibes besætning, lov om skibsmåling og
§§ 186, 197, 198 og 471 i søloven. Bestemmelsen
svarer stort set til den i dag gældende bestemmelse i §
20 a, stk. 2, som gælder for tilsyn med overholdelsen af lov
om røgfri miljøer, men de foreslåede
ændringer i lovforslagets § 1, nr. 10 og 12
indebærer, at der også gives hjemmel til
offentliggørelse af overtrædelser m.v. (§ 1, nr.
10 - forslaget til § 16, stk. 2) og adgang til erhvervslokaler
(§ 1, nr. 12 - forslaget til § 19, stk. 1, 2. pkt.) i
forbindelse med tilsyn med overholdelsen af de nævnte love og
bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse medfører ingen
begrænsning af de eksisterende indgrebsmuligheder i de
pågældende love. Eksempelvis kan et olietankskib
fortsat forbydes at blive losset, hvis skibet ikke er i besiddelse
af den foreskrevne ansvarsforsikring, jf. sølovens §
199.
Konventionen indeholder en række særregler om
gennemførelse af inspektion m.v., når der er indgivet
klage fra besætningsmedlemmer eller deres organisationer
m.v.
Som følge af implementeringen af konventionen
foreslås det i stk. 3, at indsætte en hjemmel til
administrativt at fastsætte nærmere regler om tilsyn og
om behandling af klager, herunder om at Søfartsstyrelsens
medarbejdere ikke må oplyse over for rederen eller dennes
repræsentant, at et tilsynsbesøg foretages som
følge af en klage. Arbejdsmiljølovens § 79, stk.
2, indeholder en tilsvarende ordning.
Til nr. 16
Det vil i medfør af den foreslåede nye § 74
a i lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v. (som i
dag hedder sømandsloven) blive foreskrevet, at skibe med en
bruttotonnage på mere end 500 skal have certifikat og
overensstemmelsesdokument i overensstemmelse med konventionen om
søfarendes arbejdsforhold, hvis de besejler udenlandske
havne. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse
for en beskrivelse af, hvilke forhold certificeringen omfatter.
Private forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende
vil ligeledes efter den foreslåede § 8 a i lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v.
(sømandsloven) skulle certificeres.
Forslaget til § 20 b indebærer, at
Søfartsstyrelsens almindelige beføjelser efter lov om
sikkerhed til søs finder anvendelse i forbindelse med
udstedelse af de nye certifikater m.v., herunder adgang til at
bemyndige klassifikationsselskaber, virksomheder eller
enkeltpersoner til at udstede certifikater og til at opkræve
betaling for arbejdet med udstedelsen. Det skal i denne forbindelse
bemærkes, at der er en meget langvarig praksis, hvorefter en
betydelig del af kontrolarbejdet med
søsikkerhedsmæssige forhold uddelegeres til
klassifikationsselskaberne.
Økonomi- og erhvervsministeren vil efter forslaget til
§ 20 b, 2. pkt., kunne fastsætte regler om udstedelsen
af certifikater efter lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v.
Bestemmelsen tænkes bl.a. benyttet til at udstede
certifikater efter konventionen og til at autorisere virksomheder
til at udstede og forny certifikater til privat forhyring og
formidling for søfarende. Udstedelse og fornyelse af
certifikater vil i den sammenhæng ikke have karakter af
forvaltningsmæssige afgørelser, men alene tjene som
dokumentation for, at den pågældende forhyrings- og
formidlingstjeneste efter udstederens opfattelse overholder de i
lovgivningen fastsatte krav for tjenester af den karakter.
Til nr. 17
Den foreslåede ændring vedrører, hvem en
retssag skal anlægges imod, hvis en part er utilfreds med en
afgørelse fra Ankenævnet for Søfartsforhold. I
dag anlægges en efterfølgende retssag imod
ankenævnet, men med ændringen vil retssagen skulle
anlægges imod sagens modpart.
Hvis en af Søfartsstyrelsen truffet afgørelse
over for et rederi er blevet stadfæstet af ankenævnet,
vil rederiet skulle anlægge sag ikke imod ankenævnet,
men imod Søfartsstyrelsen, hvis rederiet ønsker sagen
prøvet ved retten.
Tilsvarende får Søfartsstyrelsen mulighed for at
anlægge sag imod rederiet, hvis styrelsen måtte
være utilfreds med nævnets afgørelse i sagen.
På den måde ligestilles sagens parter.
I sager vedrørende besætningsfastsættelser
består tvisten ofte reelt mellem rederiet og de
søfarendes faglige organisationer. I disse tilfælde
vil såvel rederiet som de involverede faglige organisationer
og Søfartsstyrelsen ofte være parter i sagen for
ankenævnet. I disse tilfælde skal den myndighed, hvis
afgørelse ankenævnet har efterprøvet, sikre, at
alle de organisationer m.v., som har været part i sagen for
ankenævnet, underrettes om sagsanlægget. Disse vil
herefter i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige
bestemmelse i § 251 kunne indtræde som part i
retssagen.
Der er udpeget en række særlige
søfartslæger, som beslutter, om den søfarende
er helbredsmæssigt egnet til skibstjeneste. Det findes ikke
hensigtsmæssigt, at en eventuel retssag anlægges mod
søfartslægen, der sjældent vil have den
fornødne administrative og juridiske erfaring. Det
foreslås derfor, at retssagen i disse tilfælde
anlægges imod Søfartsstyrelsen.
Samtidig indføres en frist for indbringelse for
domstolene på 4 uger. Denne frist indføres for at
sikre, at der ikke er længerevarende tvivl om
retstilstanden.
Til nr. 18
Ankenævnet for Søfartsforhold blev oprettet ved
lov nr. 1173 af 19. december 2003 om ændring af en
række love vedrørende søfartsforhold.
Det følger af den gældende bestemmelse i §
21, stk. 4, i lov om sikkerhed til søs, at formanden for
Ankenævnet for Søfartsforhold skal være
dommer.
Siden nedsættelsen af Ankenævnet for
Søfartsforhold har såvel formanden som
stedfortræderen for formanden været landsdommere.
Ankenævnets afgørelser er ofte af principiel
karakter og involverer betydelige interesser. Eksempelvis er
afgørelser om tilbageholdelse af skibe, anløbsforbud
eller tilbagekaldelse af certifikater (rettighedsfrakendelse), der
er nødvendige for at drive skibsvirksomhed, særdeles
indgribende og vedrører meget store økonomiske
interesser for dem, som afgørelserne retter sig imod.
Afgørelserne har endvidere indgribende betydning for de
berørte. Endelig involverer afgørelserne betydelige
samfundsmæssige interesser vedrørende sikkerhed til
søs og forurening.
I lyset heraf er det fundet hensigtsmæssigt at stille
forslag om, at posterne som formand for ankenævnet og
stedfortræder for formanden i overensstemmelse med hidtidig
praksis skal besættes med landsdommere.
Det følger således af den foreslåede
bestemmelse i § 21, stk. 4, at formanden for ankenævnet
og dennes stedfortræder i overensstemmelse med hidtidig
praksis skal være landsdommere. Bestemmelsen indebærer,
at der ikke skal ske forelæggelse for
Bibeskæftigelsesnævnet, jf. retsplejelovens § 47
a, stk. 2, når posten som henholdsvis formand for
nævnet og stedfortræder for formanden skal
besættes med en landsdommer.
Til nr. 19-21
Økonomi- og erhvervsministeren har allerede i dag
hjemmel til at fastsætte regler om betaling for syn af skibe.
Med lovændringen vil bemyndigelsen blive benyttet til at
indføre krav om betaling for syn af fiskefartøjer,
således at der fremover vil gælde de samme bestemmelser
om betaling for syn af fiskefartøjer som for skibe i
handelsflåden.
For at stille mindre og større fiskefartøjer ens
foreslås det, at brugerbetalingen kommer til at gælde
alle fiskefartøjer - dvs. også de større
fiskefartøjer, således at der i forbindelse med
gennemførelse af kravet om syn af de mindre
fiskefartøjer tillige foretages en ændring i forhold
til de periodiske syn på de større
fiskefartøjer, hvorefter de ikke længere er undtaget
fra kravet om betaling. Forslaget indebærer således, at
der indføres hjemmel til at fastsætte regler om
brugerbetaling for samtlige periodiske syn af fiskefartøjer
til dækning af omkostningerne forbundet hermed. Det
gælder ikke kun for de nye periodiske syn af mindre
fiskefartøjer, men også for de allerede eksisterende
periodiske syn af større fiskefartøjer.
Det bemærkes dog, at de helt små
fiskefartøjer, dvs. fiskefartøjer med et
dimensionstal mindre end 20 (fartøjer, som nærmest har
karakter af joller - typisk med en længde på max. 7,5
meter) ikke omfattes af kravet om syn og dermed heller ikke vil
blive omfattet af krav om betaling.
Der opkræves i dag en fast, omkostningsbestemt timepris
for syn på skibe (i handelsflåden), som i
øjeblikket er 800 kr. Der betales for syns- og
sagsbehandlingstid. Prisen på et syn afhænger
således af, hvor lang tid det tager at gennemføre
synet og den tilhørende sagsbehandling. Et periodisk syn
på et mindre fiskefartøj skønnes gennemsnitligt
at ville beløbe sig til ca. 5.000 kr., mens prisen for et
periodisk syn på et stort fiskeskib skønnes
gennemsnitligt at ville være ca. 10.000 kr.
Samtidig foretages en mindre justering af ordlyden af §
24, stk. 2 og 3, som fremover bliver stk. 1 og 2. Denne
ændring er en konsekvens af forslaget til § 1, nr. 16,
hvorefter Søfartsstyrelsen inden for rammerne af lov om
sikkerhed til søs vil varetage udstedelsen af de
certifikater m.v., som er foreskrevet efter lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v. for visse,
større handelsskibe i international fart.
Justeringen i § 24, stk. 2, og 3, som bliver stk. 1 og 2,
foretages, med henblik på at der også kan
opkræves betaling for arbejdet med denne
certifikatudstedelse.
Til nr. 22
Forslaget indebærer, at der indføres en hjemmel
til administrativt at fastsætte regler, som indebærer,
at den faste promillegrænse i grønlandske farvande
finder anvendelse også for fritidsfartøjer, hvortil
der ikke er foreskrevet uddannelseskrav for skibets fører
eller styrmand. Der vil således blive fastsat regler om, at
alle erhvervs- og fritidsfartøjer, uanset størrelse,
skal være omfattet af den faste promillegrænse.
Forslaget giver endvidere mulighed for at fastsætte, at
den faste promillegrænse også skal gælde,
når et fritidsfartøj er fortøjet i havn eller
på beskyttet ankerplads.
Det vil ligeledes kunne foreskrives, at der skal gælde
en fast promillegrænse for flere af de ombordværende
end efter de danske regler. De danske regler om spiritussejlads
gælder for "den, som fører skib eller i øvrigt
udfører arbejde om bord på et skib i en stilling af
væsentlig betydning for sikkerheden". Med den
foreslåede bestemmelse vil det - som følge af de
særligt farlige forhold - kunne fastsættes, at reglerne
om spiritussejlads i grønlandske farvande også skal
gælde for besætningsmedlemmer, som ikke udfører
arbejde om bord på skibet i en stilling af væsentlig
betydning for sikkerheden.
Det vil endvidere blive fastsat, at promillegrænsen ikke
kun skal omfatte personer, som gør tjeneste om bord på
skibe, men samtlige ombordværende, herunder passagerer. Det
vil dog i samråd med Grønlands Selvstyre blive
overvejet, om passagerer om bord på visse typer af skibe,
f.eks. krydstogtskibe og skibe, der er godkendt til transport af
flere end 12 passagerer, skal undtages. Det vil endvidere blive
drøftet med Grønlands Selvstyre, om der kan
være behov for andre undtagelser fra den generelle
ordning.
Størrelsen af den faste promillegrænse - en
alkoholkoncentration i blodet på 0,50 promille under eller
efter sejladsen - vil ikke kunne ændres administrativt for de
personer, som allerede i dag er omfattet grænsen. Hvis der
fastsættes regler om spiritussejlads for personer, som ikke
omfattes af de eksisterende bestemmelser, fordi de ikke
udfører arbejde om bord af væsentlig betydning for
sikkerheden, vil der imidlertid for disse persongrupper kunne
fastsættes en højere promillegrænse.
Det vil i de kommende regler blive fastsat, at der ved
overtrædelser kan fastsættes foranstaltninger i henhold
til kriminalloven for Grønland. Der vil derimod ikke
administrativt kunne fastsættes særregler om
rettighedsfrakendelse for personer, som ikke er omfattet af de i
dag gældende regler om spiritussejlads. Personer, som ikke
arbejder om bord på et skib i en stilling af væsentlig
betydning for sikkerheden, vil således ved overtrædelse
af de administrativt fastsatte regler om spiritussejlads ikke kunne
frakendes retten til at føre skib eller gøre tjeneste
som styrmand eller maskinmester.
Til nr. 23 og 25
Forslaget om en forhøjelse af strafniveauet efter lov
om sikkerhed til søs skal ses i sammenhæng med den
ændring af arbejdsmiljøloven, som er beskrevet under
afsnit 3.4.10. i de almindelige bemærkninger, idet forslaget
har til formål at skabe grundlaget for en tilsvarende
fordobling af strafniveauet i tilfælde, som har
indebåret alvorlig personskade eller død. Det er
således hensigten, at bødeniveauet generelt for
overtrædelser af søsikkerhedslovgivningen - bortset
fra overtrædelser af bestemmelserne om spiritussejlads - skal
bedømmes lige så strengt som overtrædelser af
arbejdsmiljølovgivningen. Overtrædelser af
søsikkerhedslovgivningen kan dog i visse tilfælde,
eksempelvis ved overtrædelser på passagerfærger,
som udsætter passagererne for fare, medføre mere
omfattende fare for liv eller personskade, end der er normalt ved
overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen. I
sådanne tilfælde forudsættes højere
straffe udmålt.
For overtrædelser af bestemmelserne om spiritussejlads
er det i lovgivningen forudsat, at der som udgangspunkt anvendes
samme strafniveau som ved overtrædelse af
færdselslovens bestemmelser om spirituskørsel. Der
henvises til denne forbindelse til Folketingstidende 2005-2006
Tillæg A s. 4043 (vedrørende en den ændring af
lov om sikkerhed til søs, hvorved der blev indført en
fast promillegrænse til søs). Hvis der forvoldes
dødsfald eller alvorlig personskade som følge af
spiritussejlads, forudsættes straffen at være på
samme niveau, som når der forvoldes dødsfald eller
alvorlig personskade ved spirituskørsel.
Som tilfældet er efter arbejdsmiljøloven, vil det
være domstolene, der fastlægger de endelige straffe ud
fra en bedømmelse af samtlige omstændigheder i de
konkrete sager.
Ligesom efter arbejdsmiljøloven kan begrebet "alvorlig
personskade" f.eks. omfatte amputationer, knoglebrud,
sårskader og lignende. Det tilkommer domstolene ved en
konkret vurdering at fastslå, om der er tale om "alvorlig
personskade".
Eksempler på det almindelige bødeniveau - som
afhængig af sagens konkrete omstændigheder vil kunne
fraviges i såvel skærpende som formildende henseende -
er angivet i nedenstående skema. Angivelserne i skemaet
forudsætter således, at der ikke er udvist så
grove forhold at frihedsstraf kan komme på tale:
| Rederiet/det
sikkerhedsansvarlige selskab/ arbejdsgiveren | Skibsføreren/ navigatøren/ lønmodtageren |
Formelle
overtrædelser | 10.000 kr. | 1.000 kr. |
Almindelige
overtrædelser | 20.000 kr. Bøden fordobles, hvis
overtrædelsen har medført alvorlig personskade eller
død. + 5.000 kr. for hver skærpende omstændighed,
dvs. for hvert forhold knyttet til overtrædelsen, der har
indebåret potentiel fare eller personskade. + 10.000 kr. hvis unge under 18 år
er kommet til skade eller er udsat for fare herfor. | Skibsfører eller anden officer:
5.000 kr. Menige: 1.000 kr. Bøden fordobles, hvis
overtrædelsen har medført alvorlig personskade eller
død. |
Grove
overtrædelser Grove overtrædelser kan f.eks.
være bevidst negligering af forhold, der indebærer
åbenlys fare. Endvidere kan det tillægges
betydning, om flere personer er
udsat for fare. | 40.000 kr. (ved særligt grove
overtrædelser bør bøden dog være på
mindst 75.000 kr.) Bøden fordobles, hvis
overtrædelsen har medført alvorlig personskade eller
død. + 5.000 kr. for hver skærpende omstændighed,
dvs. for hvert forhold knyttet til overtrædelsen, der har
indebåret potentiel fare eller personskade. + 10.000 kr. hvis unge under 18 år
er kommet til skade eller er udsat for fare herfor. | 10.000 kr. Bøden fordobles, hvis
overtrædelsen har medført alvorlig personskade eller
død. |
Forvoldelse af
søulykke ved grov fejl eller forsømmelse eller skibsførerens
navigation i strid med godt sømandskab | 20.000 kr. (ved særligt grove
overtrædelser dog 40.000 kr.) Bøden fordobles, hvis
overtrædelsen har medført alvorlig personskade eller
død. | 5.000 kr. Bøden fordobles, hvis
overtrædelsen har medført alvorlig personskade eller
død. |
Ved overtrædelser af lov om skibes besætning og
sømandsloven, som indebærer (potentiel) fare for
mennesker, skib og miljø, f.eks. overtrædelser af
hviletidsbestemmelserne eller anvendelse af
besætningsmedlemmer uden foreskrevne uddannelser eller
beviser, forudsættes tilsvarende bødeniveau
anvendt.
Ligesom efter arbejdsmiljøloven er det hensigten, at
der skal ske absolut kumulation, således at bøderne
for hver overtrædelse lægges sammen.
Til nr. 24 og 27
Forslagene er en redaktionel konsekvens af lovforslagets
§ 1, nr. 3 (§ 3, nr. 2).
Til nr. 26
Pålæggelse af strafansvar efter straffelovens 5.
kapitel forudsætter, at der inden for den juridiske persons
virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes
en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den
juridiske person som sådan, jf. straffelovens § 27, stk.
1, 1. pkt. Når overtrædelsen ikke kan tilregnes den
juridiske person som sådan, skal den altså kunne
tilregnes en eller flere personer, der anses for at være
"knyttet til" den pågældende juridiske person.
Udtrykket "knyttet til" den juridiske person dækker i
første omgang ledelsen og ansatte i den
pågældende juridiske person. I betænkningen, der
lå til grund for indførelsen af strafansvaret for
juridiske personer i straffelovens 5. kapitel, vurderede
Straffelovrådet imidlertid videre, i hvilket omfang en
juridisk person burde kunne ifalde ansvar for overtrædelser,
der skyldes fejl hos såkaldt kontraheret bistand, dvs.
ydelser, der er indkøbt hos et eksternt firma, jf.
betænkning nr. 1289/1995, kapitel 7. Det anførtes her,
at det bistandsmodtagende selskab må bære ansvaret for
det bistandsydende selskabs medarbejdere, når disse er blevet
mere fast tilknyttet det bistandsmodtagende selskab, "bl.a.
således at det med hensyn til arbejdets
tilrettelæggelse og udførelse er blevet undergivet
dette selskabs instruktion og tilsyn", jf. betænkningen s.
101. Derimod behandlede Straffelovrådet ikke den situation,
at medarbejdere fra det bistandsmodtagende selskab medvirker til
det bistandsydende selskabs opfyldelse af de overdragne opgaver, og
hvilke følger dette har for et eventuelt strafansvar for det
bistandsydende selskab.
Det er ovenfor i de almindelige bemærkninger, afsnit
3.4.3. og i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 7,
beskrevet, hvordan udviklingen i rederidrift har medført, at
mange af de opgaver, der traditionelt varetoges af rederiet selv, i
dag outsources til selvstændige tredjemænd. Dette
gælder bl.a. etableringen af sikkerhedsstyringssystemet og
opfyldelsen af pligterne efter ISM-koden og den
bemandingsmæssige drift. Når etableringen af
sikkerhedsstyringssystemet og opfyldelsen af pligterne efter
ISM-koden er outsourcet til en ISM-ansvarlig, vil denne ofte blive
anset for at være reder efter loven, men dette vil ikke altid
være tilfældet.
Forslaget tager højde for de tilfælde, hvor den
ISM-ansvarlige ikke bliver anset for at være reder i lovens
forstand. Dette vil navnlig være tilfældet, hvor
operatøren ikke forestår driften for egen regning samt
i tilfælde, hvor ejerselskabet, selvom man har overladt det
til andre at drive skibet, fortsat øver indflydelse på
driften. I disse situationer opstår der, som beskrevet, reelt
et samvirke mellem den ISM-ansvarlige og rederen om den
sikkerhedsmæssige drift af skibet. Skibsføreren og det
øvrige mandskab udfører således reelt pligter,
det efter lovgivningen både påhviler den
ISM-ansvarlige og rederen at sikre opfyldt. Som
følge heraf bør skibsføreren og mandskabet i
forhold til pålæggelsen af strafansvar efter reglerne
om virksomhedsansvar i straffelovens 5. kapitel anses for at
være knyttet til begge parter. Dette gælder, uanset
hvem af parterne - eventuelt en helt tredje part, såsom et
crewing agency - der formelt er arbejdsgiver for
skibsføreren og mandskabet. Dette understøttes af, at
det beskrevne samvirke gør det ønskværdigt ud
fra et præventivt hensyn, at begge parter kan holdes
strafansvarlige efter reglerne om virksomhedsansvar.
Forslaget til 1. pkt. sikrer, at de søfarende anses for
knyttet til rederen, mens 2. pkt. sikrer, at de søfarende
anses for knyttet til den ISM-ansvarlige, og begge vil
således kunne ifalde strafansvar efter straffelovens 5.
kapitel for overtrædelser, der kan tilregnes de
søfarende.
Forslaget til 1. pkt. skaber desuden klarhed i forhold til en
anden praksis ved rederidrift, nemlig at hele eller dele af de
søfarende om bord på det enkelte skib ansættes
af bemandingsfirmaer (crewing agencies), der i
ansættelsesretlig henseende kan være arbejdsgiver for
disse søfarende. Uanset det formelle
ansættelsesforhold er de søfarende underlagt
skibsførerens instruktionsbeføjelse vedrørende
den sikre drift af skibet, og de søfarende må derved
anses for at indgå i rederens drift af skibet. I disse
situationer vil de søfarende i medfør af
Straffelovrådets retningslinjer måtte anses for knyttet
til rederen. I praksis har der imidlertid vist sig at kunne
opstå situationer, hvor der er tvivl herom. Forslaget til 1.
pkt. gør det klart, at de søfarende skal anses for
knyttet til rederen i disse situationer, hvilket anses for
hensigtsmæssigt, idet det som anført ovenfor ikke
bør være afgørende for rederens ansvar, hvem
der formelt er arbejdsgiver for de søfarende.
Som anført under bemærkningerne til lovforslagets
§ 1, nr. 7, er det i den forslåede § 9, stk. 1, 4.
pkt., fastsat, at rederen ikke kan frigøre sig for sit
ansvar ved at lade andre opfylde alle eller dele af pligterne, og
at myndighederne således altid vil kunne udstede forbud og
påbud i medfør af loven til rederen, selvom denne har
ladet andre opfylde de pågældende pligter. Bestemmelsen
vedrører alene de personer, som udfører arbejde om
bord, dvs. skibsføreren og de søfarende.
Såfremt fejl eller forsømmelser begået af
selvstændige underleverandørers andre ansatte på
land medfører, at forholdene på et skib ikke lever op
til lovgivningens krav, vil spørgsmålet om rederiets
eventuelle strafferetlige ansvar herfor skulle afgøres efter
lovgivningens almindelige principper. Bestemmelsen sigter
således i forhold til strafforfølgelse for
overtrædelser ikke imod at gøre undtagelse fra dansk
rets almindelige straffebetingelser, når bortses fra, at
rederiets virksomhedsansvar også omfatter
besætningsmedlemmer, som er ansat af andre til at arbejde om
bord. Der er således ikke tale om indførelse af
objektivt ansvar, eller at rederiet skal kunne straffes for
lovovertrædelser, som begås af
underleverandørernes personale i land, medmindre dette
allerede følger af de almindelige strafferetlige regler,
herunder bestemmelserne om virksomhedsansvar i straffelovens 5.
kapitel. Når der ikke er tale om overtrædelser
begået af personer om bord, vil det således som hidtil,
for at virksomhedsansvar kan komme på tale, skulle
påvises, at overtrædelsen kan tilregnes personer
knyttet til rederiet efter den almindelige vurdering i
straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt. eller rederiet som
sådant.
Ved vurderingen af, om overtrædelsen kan tilregnes
rederiet som sådan, vil det imidlertid have betydning, om
rederen har overladt det til andre (en selvstændig
tredjemand) at opfylde alle eller dele af pligterne på sine
vegne. Det må således vurderes, om rederiet ved at
uddelegere de pågældende opgaver og forpligtelser har
levet op til det ansvar, der er forudsat ved loven. Herunder
må det vurderes, om rederiet har valgt en tredjemand, der
må anses for at have de fornødne kvalifikationer og
ressourcer til at udføre opgaverne, om rederiet har
ført fornøden kontrol med, at opgaverne rent faktisk
blev udført, og om rederiet i fornødent omfang har
fulgt anvisninger og anmodninger fra tredjemanden. Ved denne
vurdering må karakteren af pligterne og opgaverne tillige
tillægges betydning. Der er således tale om varetagelse
af opgaver m.v., der skal sikre sikkerheden til søs,
herunder beskytte menneskeliv, samt sikre mod forurening af
miljøet. Samtidig må det tillægges
væsentlig betydning, at rederen er den primært
ansvarlige for opfyldelsen af lovens krav, og at forbud og
påbud i henhold til reglerne altid kan udstedes til rederen.
Anonyme eller kumulerede fejl begået af det bidragsydende
selskabs landbaserede personale, der har medført en
overtrædelse, vil imidlertid ikke altid i sig selv
medføre, at overtrædelsen kan tilregnes rederiet som
sådan, selvom dette ville være tilfældet, hvis de
pågældende opgaver eller forpligtelser varetoges af
rederiet selv.
Den foreslåede bestemmelse omfatter såvel
overtrædelser af lov om sikkerhed som overtrædelser af
regler udstedt i medfør af loven.
Til nr. 28
Området søsikkerhed er færøsk
særanliggende, hvorimod det for så vidt angår
Grønland er et rigsanliggende. Lov om sikkerhed til
søs kan således sættes i kraft for
Grønland, men ikke for Færøerne.
Lovændringen indebærer i overensstemmelse hermed, at
loven ikke kan sættes i kraft for
Færøerne.
Til § 2
Til nr. 1
Der indsættes en fodnote med henvisning til Rådets
direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF.
Ved udstedelse af en ny lovbekendtgørelse vil der blive
foretaget den nødvendige ajourføring af fodnotens
tekst i overensstemmelse med Justitsministeriets vejledning af 2.
december 2002 om notehenvisninger i love og administrative
forskrifter, der gennemfører EF-retsakter, m.v.
Til nr. 2 og 3
Det foreslås, at loven ændrer titel til "lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v." og at det
kønsneutrale begreb "søfarende" anvendes generelt i
loven i stedet for begrebet "sømand", der anvendes i den
gældende lov.
Til nr. 4
Det foreslås i § 1 at indføre en ny
definition af begrebet søfarende, der både omfatter
personer, der er omfattet af § 1 i den gældende lov, og
personer, der er omfattet af § 2 i den gældende
lov.
Forslaget til § 1, stk. 1, fastslår, at begrebet
søfarende omfatter enhver person, med undtagelse af
skibsføreren, der har sit arbejde på dansk skib, og
som ikke udelukkende arbejder om bord, mens skibet ligger i
havn.
Definitionen er identisk med definitionen på
"søfarende" i artikel 2, stk. 1, i konventionen om
søfarendes arbejdsforhold, bortset fra at
"skibsføreren" er undtaget fra definitionen i
lovforslaget.
Denne afvigelse fra konventionens definition skyldes, at det i
loven er nødvendigt at kunne sondre mellem søfarende
og skibsføreren, der er rederens repræsentant, og som
har den højeste myndighed om bord. Mange af
sømandslovens beskyttelsesregler er dog også gjort
anvendelige for skibsføreren, herunder de bestemmelser, der
regulerer forhold, der er omfattet af konventionen om
søfarendes arbejdsforhold. Hermed er det sikret, at
konventionen også gennemføres i forhold til
skibsføreren.
Definitionen af søfarende vil således fortsat
omfatte personer, der er ansat af rederen til udførelse af
skibstjeneste om bord på et skib i søen. Skibstjeneste
skal som hidtil forstås som arbejde, der udføres af
personer, der deltager i skibets drift og vedligeholdelse samt
de ombordværendes forplejning. Reparatør- og
malerteams, som følger med skibet for at udføre
skibsarbejde i form af maling eller anden vedligeholdelse vil
være omfattet af søfarendebegrebet. Hvis
skibstjenesten udføres, mens skibet er i havn, af en person,
der skal fortsætte arbejdet om bord i søen, anses
personen også for søfarende. Er der derimod tale om en
person, der normalt udelukkende arbejder om bord, mens skibet er i
havn, som f.eks. tekniske eksperter som helt undtagelsesvis
medsejler til næste havn for at færdiggøre en
installation, reparation eller inspektion, omfattes de derimod ikke
af definitionen. Ligeledes er inspektører fra offentlige
myndigheder eller klassifikationsselskaber ikke omfattet.
Definitionen af søfarende går videre end
personer, der udfører funktioner, som har betydning for
skibets drift eller vedligeholdelse. Den omfatter endvidere
skibslæger og sygeplejersker, personer der udfører
reparation og vedligeholdelse af skibe og specielle
skibsmedarbejdere, der er engageret til at arbejde til søs
på et skib. Herudover vil personer, der f.eks. på en
færge er ansat af en selvstændig restauratør,
være omfattet.
Det afgørende er derfor ikke, hvem den
pågældende er ansat af, men det forhold, at den
pågældende arbejder om bord på et skib med
funktioner, der vedrører skibet. Således vil
også rengøringspersonale, der er knyttet til skibet,
og som under sejlads udfører rengøring, være
omfattet, selv om de er ansat i et rengøringsfirma.
Tilsvarende vil et danseorkester, der er ansat for en længere
periode til at underholde passagerer på et passagerskib eller
et krydstogtskib, være omfattet Derimod vil en person, der
ved en enkeltstående lejlighed leverer underholdning som
gæsteoptræder, ikke være omfattet.
Rederiernes skibsinspektører og
driftsinspektører vil kun undtagelsesvis være
omfattet, når de udfører arbejde om bord, der
indgår i skibets drift.
Som personer, der ikke er omfattet af definitionen af
søfarende, kan nævnes lodser. Inspektører fra
offentlige myndigheder eller fra klassifikationsselskaber vil
heller ikke være omfattet, når de sejler med skibet
eller udfører kontrolarbejde i havn.
Personer, der er i virksomhedspraktik til søs efter
reglerne lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, har de
rettigheder og pligter, der følger af lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, når de arbejder om bord. Det
følger af § 43, stk. 1, i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, at disse personer ikke er omfattet af
de for lønmodtagere gældende regler fastsat i henhold
til eller ved lov eller ved kollektiv overenskomst m.v.
Det præciseres i øvrigt i definitionen, at loven
ikke gælder for personer, der kun arbejder om bord, mens
skibet ligger i havn.
Sømandsloven finder ikke anvendelse for udenlandske
skibe, men det vil i medfør af bestemmelsen i lovforslagets
§ 1, nr. 5, blive fastsat, at udenlandske skibe, som
anløber danske havne m.v. skal leve op til konventionens
bestemmelser. Dette vil blive kontrolleret som led i den
almindelige kontrol (havnestatskontrol) med udenlandske
skibe.
Til nr. 5
Forslaget til § 1, stk. 2 har til formål at
løse den situation, hvor der er tvivl om, hvorvidt en
personkategori skal betragtes som omfattet af lovens
søfarendebegreb.
Det foreslås, at Søfartsstyrelsens
afgørelse træffes efter høring af de
organisationer for redere og søfarende, som
spørgsmålet vedrører. Der vil herved navnlig
blive lagt vægt på pågældende
personkategoris tilknytning til skibets drift. Kravet om
høring af organisationerne følger af konventionens
artikel 2, stk. 3. Der er fundet anledning til at præcisere i
den foreslåede bestemmelse, at Søfartsstyrelsens
afgørelse, som det generelt gælder for administrative
afgørelser, kan indbringes for de almindelige
domstole.
Til nr. 6
Forslaget til § 1 a, stk.1, vedrører omfanget af
de forpligtelser, som rederen har efter loven m.v.
Bestemmelsen i 1. pkt. medfører, at rederen har en
selvstændig pligt til at sikre, at de regler og pligter, der
følger af sømandsloven med tilhørende
administrative forskrifter, opfyldes. Rederen må f.eks.
sikre, at der bliver udarbejdet en skriftlig
ansættelsesaftale, der giver den søfarende rettigheder
mindst på niveau med, hvad der følger af
sømandsloven m.v., og at der drages omsorg for
søfarende ved sygdom eller tilskadekomst osv.
Bestemmelsen i 2. pkt. fastslår, at rederen skal
sørge for, at de rettigheder, som efter
ansættelseskontrakterne tilkommer søfarende, som er
ansat til at arbejde om bord, opfyldes, f.eks. at hyre udbetales
til tiden.
Bestemmelsen i 3. pkt. fastslår, at rederen har pligt
til at sørge for, at skibsføreren har mulighed for at
opfylde de forpligtelser, der påhviler denne.
Skibsføreren er i en række bestemmelser i loven
tillagt ret og pligt til at handle på rederens vegne. Med
bestemmelsen lovfæstes, at rederen skal sikre, at
skibsføreren har mulighed for at opfylde disse
forpligtelser. En tilsvarende bestemmelse er indeholdt i § 9 i
lov om sikkerhed til søs (jf. også lovforslagets
§ 1, nr. 7).
Bestemmelsen i 4. pkt. præciserer rederens pligt til at
sikre, at lovens bestemmelser med tilhørende administrative
forskrifter og vilkårene i den søfarendes
ansættelsesaftale overholdes, også i den situation,
hvor andre organisationer eller personer har påtaget sig at
opfylde visse af opgaverne eller pligterne på rederens
vegne.
Forslaget til § 1 a, stk. 2, fastsætter, at
rederens forpligtelse til at sikre overholdelsen af de krav, som
gælder efter loven og ansættelseskontrakterne,
også gælder i relation til personer, der er ansat til
at udføre arbejde om bord af andre end rederen. Hvis der
anvendes søfarende til udførelse af arbejde om bord,
som er ansat af andre end rederen, vil rederen således f.eks.
hæfte for betalingen af hyre, hvis den, der har ansat de
søfarende, ikke betaler.
De foreslåede bestemmelser indebærer navnlig en
bedre beskyttelse af søfarende, som er ansat af andre end
rederen til at udføre arbejde om bord på skibet, end
tilfældet er i dag. Rederen vil således som noget nyt
også have en selvstændig pligt over for dem til at
sikre, at lovens regler overholdes, og at de søfarende
modtager de ydelser, som de efter ansættelseskontrakten skal
have. Når personer, som er ansat af andre end rederen,
udfører arbejde om bord, må rederen således
påse og føre en vis kontrol med, at arbejdsgiveren
sørger for, at den søfarende får opfyldt sine
lov- og forskriftbestemte rettigheder. F.eks. bør rederen
kontrollere, at arbejdsgiveren har indgået en skriftlig
ansættelsesaftale med den søfarende, der lever op til
lovens regler.
Hvis rederen og arbejdsgiveren ikke er den samme, er
arbejdsgiveren tilsvarende ansvarlig over for den søfarende
efter ansættelseskontrakten og de bestemmelser i loven, som
regulerer ansættelsesforholdet. Med bestemmelsen skabes et
incitament for rederne, der anvender arbejdskraft ansat af andre,
til at sikre sig, at deres samarbejdspartnere lever op til deres
forpligtelser.
Det selvstændige ansvar, som arbejdsgiveren har for at
sikre, at den søfarendes rettigheder efter
ansættelseskontrakten m.v. opfyldes, reduceres ikke af de
pligter, som bestemmelsen i stk. 1 pålægger
rederen.
Rederen vil kunne gøre regres over for arbejdsgiveren
efter lovgivningens almindelige regler, hvis rederen som
følge af bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., har måttet
indfri økonomiske forpligtelser efter
ansættelseskontrakten, som den pågældende ikke
skal bære efter retsforholdet imellem rederen og
arbejdsgiveren
Forslaget til § 1 a, stk. 3, regulerer de tilfælde,
hvor skibets reder har overladt det til en anden at forestå
sine pligter og ansvarsområder i henhold til loven eller
ansættelseskontrakten, uden at den pågældende kan
anses for at være reder efter loven. Dette vil navnlig
være tilfældet hvor den pågældende alene
virker som agent for den person eller virksomhed, som har den
økonomiske interesse i skibets drift.
Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor der er udstedt
overensstemmelsescertifikat til en anden person eller organisation
end rederen i henhold til bestemmelsen i lovens § 74 b
(lovforslagets § 2, nr. 36). Bestemmelsen omfatter også
tilfælde, hvor certifikatet er udstedt på frivillig
basis, fordi skibet ikke anvendes erhvervsmæssigt, ikke
sejler i international fart, eller har en bruttotonnage på
mindre end 500. Endvidere omfatter bestemmelsen tilfælde,
hvor en person - uden at der er udstedt overensstemmelsescertifikat
- har påtaget sig ansvarets for skibets drift og i denne
forbindelse har accepteret at påtage sig de opgaver og
pligter, som følger af loven, bekendtgørelser fastsat
i medfør af loven eller ansættelseskontrakten.
Forslaget til § 1 a, stk. 4, giver økonomi- og
erhvervsministeren adgang til at fastsætte nærmere
regler om forpligtelserne efter stk. 1-3, således som de er
beskrevet oven for.
Til nr. 7
Bestemmelsen i den gældende lovs § 2 om personer,
der er ansat af rederen til at udføre andet arbejde om bord
end skibstjeneste, samt personer, der er ansat om bord af andre end
rederen, foreslås ophævet, idet de
pågældende personer vil blive omfattet af den nye
definition af søfarende i sømandslovens § 1,
stk. 1, jf. bemærkningerne til nr. 4 ovenfor. Endvidere
foreslås lovens særlige regulering for personer, der
medtages om bord i medfør af sølovens § 70 (nu
sølovens § 142), for at kunne rejse hjem med danske
skibe, ophævet. Denne særlige rejsemulighed har ikke
været anvendt i mange år. Der findes derfor ikke
længere behov for reguleringen.
Til nr. 8
Forslaget til ændring af lovens § 3, stk. 1, om den
søfarendes skriftlige ansættelsesaftale er en
følge af, at rederen efter konventionen bl.a. er ansvarlig
for at sikre, at der indgås en skriftlig
ansættelsesaftale med den søfarende, uanset om rederen
er den direkte arbejdsgiver for den søfarende.
Arbejdsgiveren vil, som i den gældende lov, fortsat tillige
være ansvarlig for, at der indgås en skriftlig
ansættelsesaftale med den søfarende.
Til nr. 9
Det følger af forslaget til § 3, stk. 3, at den
søfarende skal have mulighed for at gennemgå
ansættelsesaftalen, inden den underskrives. Bestemmelsen, der
er ny, følger af konventionens forskrift 2.1, stk. 2. Det
vil være frit for den søfarende, hvem den
pågældende søger råd hos. Den
søfarende skal selv afholde eventuelle udgifter til at
indhente rådgivning.
Rederierne vil i dag i praksis dække den
søfarendes rejseudgifter, hvis det er aftalt, at den
søfarende først skal underskrive
ansættelsesaftalen ved fremmøde på skibet.
Forslaget tilsigter ingen ændring i den hidtidige praksis for
de tilfælde, hvor den søfarende vælger ikke at
tiltræde aftalen efter at være udrejst til
skibet.
Til nr. 10
Forslaget til § 6, stk. 5, sikrer, at den
søfarende har ret til gratis hjemrejse med underhold for
rederens regning. Det omfatter den situation hvor rederen opsiger
tjenesteaftalen eller en tidsbegrænset tjenesteaftale
ophører i en havn uden for den søfarendes hjemland.
De øvrige bestemmelser i den gældende lovs § 6 om
lovlig fratrædelseshavn gælder ligeledes ved rederens
opsigelse eller den tidsbegrænsede aftales
udløb.
Til nr. 11
Forslaget til § 7, stk. 2, om maksimal
udmønstringsperiode på 12 måneder er ny og
følger af konventionens norm A2.5, stk. 2, b. Der kan dog
aftales en kortere periode i de kollektive overenskomster eller den
individuelle ansættelseskontrakt, jf. lovens § 3.
Til nr. 12
Det foreslås, at der fastsættes særlige
regler om privat forhyrings- og formidlingstjeneste for
søfarende.
Begrebet "forhyrings- og formidlingstjeneste for
søfarende" omfatter enhver person, virksomhed, institution,
bureau eller en anden organisation i den offentlige eller private
sektor, herunder fagforeninger, der beskæftiger sig med
forhyring af søfarende på vegne af redere eller
formidling af søfarende til redere. Den, der forhyrer
søfarende, er befuldmægtiget til på rederens
vegne at indgå skriftlige aftaler med de søfarende, og
dermed går forhyringstjeneste noget videre end den
almindelige formidling af søfarende, der ikke omfatter en
sådan ansættelsesfuldmagt. Informationer om ledige
stillinger for søfarende på rederiers eller faglige
organisationers hjemmesider, der har karakter af almindelige
stillingsannoncer, anses ikke for "forhyrings- og
formidlingstjeneste for søfarende".
"Forhyrings- og formidlingstjeneste for søfarende"
omfatter ikke generel arbejdsformidling i gængs forstand, som
f.eks. etablering af kontakt mellem en arbejdsgiver og en
arbejdstager. Det er begrænset til særlige forhyrings-
eller formidlingstjenester, der har søfarende som
målgruppe, eller som forhyrer- eller formidler arbejde til et
betydeligt antal søfarende, som en væsentlig del af
driften.
Forslaget til § 8 a, stk. 1,
indeholder krav om certifikat for private forhyrings- og
formidlingstjenester for søfarende. Kravet vil gælde
for alle private forhyrings- og formidlingstjenester, som drives
inden for Danmarks grænser, uanset om forhyringen sker med
henblik på tjeneste på danske eller udenlandske
skibe.
Hvis en reder ønsker at benytte sig af en privat
forhyrings- og formidlingstjeneste i Danmark, forudsætter det
således, at den pågældende tjeneste har et
gyldigt certifikat hertil.
Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 8 b, at certifikatet gives for en
periode af 5 år, hvis ansøgeren opfylder betingelserne
herfor. Ved fornyelse skal det dokumenteres, at den
pågældende forhyrings- og formidlingstjeneste fortsat
opfylder betingelserne. Dermed sikres kontrollen med, at den
pågældende tjeneste opfylder lovgivningens krav.
Stk. 2 pålægger redere, som anvender en privat
forhyrings- og formidlingstjeneste for søfarende inden for
Danmarks grænser, at sikre sig, at den pågældende
tjeneste har et gyldigt certifikat. Tilsidesættelse af denne
pligt kan i medfør af den foreslåede § 65
medføre bøde- eller frihedsstraf.
Det følger af forslaget til den nye bestemmelse i
§ 74 a, stk. 2, (lovforslagets § 2, nr. 36), at
udstedelsen af certifikater sker inden for rammerne af lov om
sikkerhed til søs.
Det indebærer bl.a., at økonomi- og
erhvervsministeren på nærmere angivne vilkår kan
autorisere klassifikationsselskaber, andre virksomheder eller
enkeltpersoner til at udstede certifikaterne. Hermed vil der blive
indført en ordning, der svarer til, hvad der i øvrigt
er kendt inden for søfartsområdet.
Det indebærer endvidere, at certifikatudstederen vil
kunne opkræve betaling i forbindelse med udstedelse af
certifikater. Reglerne om betaling for certificeringen vil blive
fastsat i overensstemmelse med de af Finansministeriet fastsatte
regler om priskalkulation ved gebyrberegning. Betalingen vil blive
fastsat, således at den dækker alle omkostningerne i
forbindelse med ordningen, herunder gennemgangen af
ansøgerens dokumentation for at kravene for at få
certifikat er opfyldt, udstedelsen af certifikatet, det
løbende tilsyn med certifikatindehaverens virksomhed og
behandlingen af klager over certificerede virksomheder.
Det følger af forslaget til § 8 b, stk. 1, nr. 1,
at certificeringen af virksomheder, der udfører forhyring og
formidling af søfarende i Danmark, gives for en
tidsbegrænset periode og kan tilbagekaldes ved
overtrædelser af certificeringens vilkår eller af
regler fastsat i medfør af loven. Certificeringen vil
normalt ske for en periode af 5 år. Overtrædelser af
certificeringens vilkår eller af regler fastsat i
medfør af loven skal have en vis grovhed eller være
gentagne for at kunne medføre en tilbagekaldelse af
certificeringen.
Forslaget til § 8 b, stk. 1, nr. 2 og 3, svarer i vidt
omfang til den gældende bestemmelse i § 3 i lov om
forhyring af skibsmandskab, der foreslås ophævet.
Forslaget til § 8 b, stk. 2, giver
Søfartsstyrelsen hjemmel til at fastsætte
nærmere regler om forhyring og formidling for
søfarende. Bemyndigelsen kan bruges til at udstede mere
detaljerede og tekniske regler for såvel privat som offentlig
forhyring og formidling for søfarende.
Bemyndigelsen vil bl.a. blive brugt til at gennemføre
de bindende normer for privat forhyring og formidling af
søfarende, der fremgår af konventionens norm A.1. 4..
I den forbindelse vil der blive udstedt en bekendtgørelse,
der fastlægger betingelser og vilkår for udstedelse af
certifikat til privat forhyring og formidling af søfarende.
Den vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte
vilkår for Søfartsstyrelsens godkendelse af rederes
anvendelse af specifikke udenlandske, private forhyrings- og
formidlingstjenester med et indhold, der svarer til det, det
gælder efter konventionen.
Bekendtgørelsen vil navnlig implementere
følgende normer, som er indeholdt i konventionen:
"Forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende
må ikke anvende midler, mekanismer og lister, der er beregnet
til, at søfarende forhindres i eller afskrækkes fra at
opnå beskæftigelse, som de er kvalificeret til.
Søfarende må hverken direkte eller indirekte,
helt eller delvist betale gebyrer for forhyring eller formidling,
bortset fra den søfarendes omkostninger til opnåelse
af en national, lovbefalet attest, en søfartsbog og et pas
eller andre tilsvarende personlige rejsedokumenter, men eksklusive
visumomkostninger, som betales af rederen.
Forhyrings- og formidlingstjenester, som fungerer inden for
Danmarks grænser, skal:
Føre et opdateret register over alle søfarende,
der er rekrutteret eller formidlet gennem dem, der er til
rådighed for inspektion fra Søfartsstyrelsen side
eller andre, som Søfartsstyrelsen måtte bemyndige
hertil,
Sørge for, at søfarende før deres
ansættelse eller under ansættelsesforløbet
informeres om deres rettigheder og forpligtelser i henhold til
deres ansættelsesaftale, og at søfarende har mulighed
for at gennemgå deres ansættelsesaftale før og
efter underskrivelsen, og at de modtager kopi af aftalen,
Verificere, at søfarende, der rekrutteres eller
formidles af dem, er kvalificerede og har de dokumenter, der er
nødvendige for det pågældende job, og at de
søfarendes ansættelsesaftale er i overensstemmelse med
gældende love og forskrifter samt eventuelle kollektive
overenskomster, der er en del af ansættelsesaftalen,
Så vidt mulig sørge for, at rederen er i stand
til at beskytte de søfarende mod at blive efterladt i en
udenlandsk havn,
Undersøge og reagere på enhver klage
vedrørende deres aktiviteter og informere det organ, der har
udstedt certifikat til privat forhyrings- og formidlingstjeneste
til den pågældende virksomhed om en eventuelt ikke
løst klage,
Etablere et beskyttelsessystem i form af forsikring eller en
tilsvarende passende foranstaltning, der kompenserer
søfarende for monetære tab, som de måtte lide
som følge af en forhyrings- og formidlingstjenestes eller
den relevante reders manglende overholdelse af sine forpligtelser i
henhold til den søfarendes ansættelsesaftale."
Forslaget til § 8 c
indebærer, at redere, der anvender private forhyrings- og
formidlingstjenester for søfarende i fremmede lande, der har
ratificeret ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
eller ILO's konvention nr. 179 om forhyring og formidling for
søfolk (1996), til bemanding af skibe under dansk flag, skal
sikre, at de pågældende tjenester har et certifikat
eller en licens, der dokumenterer, at de drives i overensstemmelse
med den pågældende konvention. Udsteder det
pågældende land ikke certifikater eller licenser til
private forhyrings- og formidlingstjenester, skal rederen sikre sig
en anden form for officiel bekræftelse (dvs. en
bekræftelse fra en myndighed i det pågældende
land) på, at de pågældende tjenester drives i
overensstemmelse med kravene i en af de nævnte
konventioner.
Hvis tjenesten er etableret i en stat, der ikke har
ratificeret ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
eller ILO's konvention nr. 179 om forhyring og formidling for
søfolk (1996), er rederen forpligtet til at indhente
dokumentation for, at forhyringstjenesten opfylder konventionens
krav til forhyrings- og formidlingstjenester. En sådan
dokumentation kan eksempelvis opnås fra en uafhængig,
uvildig og kompetent tredjepart, eksempelvis et certificeringsorgan
eller et klassifikationsselskab. Ved kompetent forstås, at
tredjeparten skal have en vis ekspertise og indsigt i konventionens
regler om forhyring og formidling.
Der er imidlertid ikke fastlagt absolutte krav for, hvilken
dokumentation som anses for fyldestgørende i denne
henseende, og kravene hertil kan variere fra land til land.
Kontrollen med rederen vil typisk foregå i forbindelse med
syn eller havnestatskontrol, og det vil være op til den
kontrollerende myndighed (flagstaten eller havnestaten) at vurdere,
hvorvidt der foreligger fyldestgørende dokumentation.
Efter stk. 3 kan Søfartsstyrelsen godkende, at redere
anvender specifikke private forhyrings- og formidlingstjenester for
søfarende, der er hjemmehørende i lande, der ikke har
ratificeret ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
eller ILO's konvention nr. 179 om forhyring og formidling for
søfolk (1996), til bemanding af skibe under dansk flag, og
opkræve betaling til dækning af udgifterne i
forbindelse med godkendelsen. En sådan godkendelse vil
forudsætte, at der skal opfyldes de samme vilkår som
for udstedelse af certifikat efter konventionen, herunder at den
gøres tidsbegrænset og kan tilbagekaldes ved grove
overtrædelser af dens vilkår eller af regler fastsat i
medfør af loven.
Søfartsstyrelsens godkendelse af rederes anvendelse af
specifikke private forhyrings- og formidlingstjenester for
søfarende, der er hjemmehørende i lande, der ikke har
ratificeret ILO's konvention om søfarendes arbejdsforhold
eller ILO's konvention nr. 179 om forhyring og formidling for
søfolk (1996), vil blive givet for 5 år svarende til
den periode, der har været anvendt inden for en række
autorisationsområder. Certificeringen vil kunne tilbagekaldes
ved grove eller gentagne overtrædelser af de fastsatte
vilkår.
En reder, som med Søfartsstyrelsens godkendelse
anvender en udenlandsk privat forhyrings- og formidlingstjeneste
for søfarende til bemanding af skibe under dansk flag, vil
kunne opfylde sin forpligtelse ved at henvise til styrelsens
godkendelse.
Bestemmelsen i stk. 4 tilsigter at give
Søfartsstyrelsen mulighed for at nedlægge forbud mod,
at der anvendes forhyrings- og formidlingstjenester i nærmere
angivne lande, hvis forhyrings- og formidlingstjenesterne i de
pågældende lande på væsentlige punkter ikke
lever op til de krav som følger af ILO's konvention om
søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179 om
forhyring og formidling for søfolk (1996).
Bestemmelsen kan bl.a. anvendes, hvor redernes eller de
søfarendes organisationer i ILO-systemet har rejst en
berettiget alvorlig kritik af et lands mangelfulde
gennemførelse af førnævnte konventioner, som
har betydning for beskyttelsen af de søfarendes rettigheder.
Søfartsstyrelsen vil i disse tilfælde skulle tage
selvstændigt stilling i sagen og træffe
afgørelse efter de almindelige forvaltningsretlige
principper efter høring af de redere, der benytter eller har
udtrykt ønske om at benytte forhyrings- eller
formidlingstjenester i det pågældende land.
Bestemmelsen kan bl.a. anvendes, hvor der internationalt er
rejst en berettiget alvorlig kritik af forholdene i det
pågældende lands forhyrings- og formidlingstjeneste for
søfarende fra redernes eller de søfarendes
organisationer.
Forslaget til § 8 d
indebærer, at klager over private forhyrings- og
formidlingstjenester kan indgives til Søfartsstyrelsen.
Klageadgangen gælder i forhold til private forhyrings- og
formidlingstjenester for søfarende, der drives inden for
dansk område. Der kan endvidere klages til
Søfartsstyrelsen over de af styrelsen godkendte private
forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende uden for
Danmark.
Det vil i medfør af bestemmelsen i lovens § 75 a
blive fastsat, at Søfartsstyrelsens afgørelse i
sådanne sager ikke vil kunne påklages til højere
administrativ myndighed.
Hyre- og ansættelseskontrakter, som en
forhyringstjeneste har medvirket til at udarbejde, vil, uanset om
disse aftaler er indgået i Danmark eller i udlandet, som
andre hyre- og ansættelseskontrakter for søfarende
være undergivet de almindelige bestemmelser i lov om
søfarendes ansættelsesforhold (som i dag hedder
sømandsloven) og de bestemmelser, der er udstedt i henhold
til loven. Hyre- og ansættelseskontraktens gyldighed og
retsvirkningerne ved eventuelle mangler skal derfor vurderes
på grundlag af disse bestemmelser.
Det har ikke i sig selv konsekvenser for aftalens gyldighed,
hvis forhyrings- og formidlingstjenesten har afstedkommet en fejl
eller mangel i forbindelse med forhyring og formidling for
søfarende.
Forslaget til § 8 e er en
videreførelse af den gældende bestemmelse i § 4 i
lov om forhyring af skibsmandskab. Der tilsigtes ikke
ændringer i forhold til gældende ret.
I henhold til forslaget til § 8 f,
stk. 1, kan Søfartstyrelsen udføre formidling
af praktikpladser til elever på
søfartsuddannelser.
Søfartsstyrelsen har inden for rammerne af
forhyringsloven (der foreslås ophævet med lovforslaget)
som forsøgsordning oprettet et praktikpladskontor på
Marstal Navigationsskole, der vejleder rederierne og hjælper
dem med at følge op på de opgaver, der er forbundet
med elevernes praktikophold om bord. Blandt de opgaver, som
praktikpladskontoret varetager, kan nævnes at være
ansvarlig for at få uddannelsesaftalerne på plads med
rederne, have løbende kontakt med eleverne, lette de
administrative byrder for rederierne samt bistå rederne med
at søge tilskud for overtallige ubefarne skibsassistenter og
andre tilskudsberettigede elever.
Til nr. 13
Det følger af forslaget til § 10, stk. 3, at den
søfarende kan kræve afsked, når der foreligger
en ansættelsessituation, der kan henføres til reglen i
§ 1, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond. For
søfartserhvervet omfatter bestemmelsen i lov om
Lønmodtagernes Garantifond følgende
tilfælde:
1) Rederens konkurs,
2) rederens død, hvis der træffes
afgørelse om insolvensbehandling eller boet sluttes ved
boudlæg uden skiftebehandling,
3) virksomhedens ophør, hvis det godtgøres, at
rederen er ude af stand til at betale kravet, eller
4) under rederens anmeldte betalingsstandsning.
Det følger endvidere af forslaget til § 10, stk.
3, at den søfarende kan kræve afsked, når der
foreligger en situation, hvor rederen væsentligt har
misligholdt den søfarendes ansættelseskontrakt, og den
søfarende ikke har ret til at kræve afsked efter andre
bestemmelser i loven. Med væsentlig misligholdelse
forstås f.eks. situationer, hvor den søfarende slet
ikke har modtaget hyre, hvorimod uoverensstemmelser
vedrørende løntillæg, fortolkning af
ansættelseskontrakten eller overenskomsten eller hvilken
overenskomst, der er gældende, normalt ikke vil være
væsentlig misligholdelse.
Det følger endeligt af forslaget, at rederen har pligt
til i de nævnte tilfælde at betale den
søfarendes rejse med underhold til hjemstedet. Reglen finder
tilsvarende anvendelse for skibsføreren, jf. § 49, nr.
8, jf. lovforslagets § 2, nr. 26.
Til nr. 14
Det følger af forslaget til § 12, stk. 4, om
hjemrejse ved epidemi, at den søfarende har ret til gratis
hjemrejse med underhold til hjemstedet eller efter rederens
bestemmelse til forhyringsstedet. Det foreslås derfor, at den
søfarendes andel på 1/4 af de samlede
hjemrejseudgifter i fremtiden skal afholdes af rederen. Som
konsekvens heraf reduceres den andel som staten skal refundere
rederen fra 1/3 til 1/4 (25 pct.).
Til nr. 15
Konventionen giver mulighed for, at den søfarende kan
klage over forholdene om bord på skibet til
havnestatsmyndighederne i lande, skibet anløber.
Bestemmelsen i lovens § 17, stk. 1, nr. 7, foreslås
derfor ændret, således at det ikke er
afskedigelsesgrund, hvis den søfarende i forbindelse med
anløbet af en udenlandsk havn klager til
havnestatskontrolmyndigheden over forholdene om bord. Det vil dog
efter den foreslåede bestemmelse fortsat være
afskedigelsesgrund, hvis den søfarende i strid med § 64
indbringer en tvist om tjenesteforholdet for en udenlandsk
domstol.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 2, nr. 29, nedenfor, om bl.a.
værnetingsregler.
Til nr. 16 og 17
Sømandslovens § 18 a angiver, under hvilke
omstændigheder den søfarende har ret til at
fratræde tjenesten om bord ved krig og krigsfare. Det
gælder, når der er fare for, at skibet bliver opbragt
af krigsførende, udsat for krigsskade eller en faretruende
situation, der kan ligestilles hermed. Herudover har den
søfarende mulighed for at fratræde tjenesten, hvis
sådan fare bliver væsentligt forøget.
Det følger af forslaget til § 18 b, stk. 2, at den
søfarende har ret til gratis hjemrejse med underhold til
hjemstedet eller efter rederens bestemmelse til forhyringsstedet.
Det foreslås, at den andel af udgifterne, som efter den
gældende lov afholdes af den søfarende, dvs. 10 pct.,
skal afholdes af rederen. Som følge heraf forhøjes
rederens andel af de samlede hjemrejseudgifter fra 65 pct. til 75
pct.
Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til
lovforslagets § 2, nr. 35, nedenfor, om bl.a. den finansielle
sikkerhedsstillelse for den søfarendes
hjemrejseudgifter.
Til nr. 18
Efter forslaget til § 24, stk. 1, skal hyren betales med
højst 1 måneds mellemrum. Bestemmelsen er ny og
følger af konventionens norm A.2. 1, stk. 1. Kontant
udbetaling af hyren er fortsat hovedreglen.
Stk. 1 og 2 i den gældende lov videreføres som
stk. 2 og 3 i lovforslaget.
Lovforslagets stk. 4 svarer til bestemmelsen i den
gældende stk. 3, bortset fra, at der ikke længere
stilles krav om, at den person, som hyren skal udbetales til skal
være bosat i Danmark, eller at der skal bruges et dansk
pengeinstitut.
Det følger af lovforslagets stk. 5, at hyren helt eller
delvis kan overføres til et eller flere pengeinstitutter.
Bestemmelsen følger af konventionen. Det er den
søfarende, der anviser, til hvilke pengeinstitutter og
konti, hyren skal overføres. Der kan være tale om
såvel danske som udenlandske pengeinstitutter. Hvis det er
forbundet med væsentlige problemer at overføre hyren
til det af den søfarende anviste pengeinstitut, har rederen
ret til at bede den søfarende om at anvise et andet
pengeinstitut. Det kan f.eks. være problemer som følge
af valutarestriktioner eller andre begrænsninger for hyrens
overførsel.
Hvis rederen eller arbejdsgiveren fradrager et beløb i
hyren for pengeoverførslen, kan dette beløb ikke
overstige de faktiske udgifter til pengeoverførsler.
Bestemmelsen i den gældende § 24, stk. 4, om, at en
søfarende uden udgift kan sende hyre fra udlandet til
Danmark gennem dansk konsul, videreføres ikke. Behovet for
at kunne hjemsende hyremidler må betragtes som opfyldt med
muligheden i forslaget til § 24, stk. 5, for overførsel
til et eller flere pengeinstitutter.
Til nr. 19
Der forslås indsat en ny bestemmelse som stk. 2 med
forbud mod, at rederen ved indgåelsen af
ansættelseskontrakten eller i forbindelse med den
søfarendes tiltrædelse af tjenesten om bord
kræver, at den søfarende forudbetaler egne
hjemrejseudgifter.
Det foreslås i stk. 3 at forbyde rederen at inddrive
hjemsendelsesudgifter fra de søfarendes hyre m.v. (dvs.
foretage modregning eller tilbageholdelse i hyren eller andre
ydelser, som tilkommer den søfarende i henhold til
ansættelseskontrakten) bortset fra tilfælde, hvor
rederen har konstateret, at den søfarende væsentligt
har misligholdt sine forpligtelser i henhold til
ansættelsesaftalen.
Med bestemmelsen tilsigtes, at søgsmålsbyrden ved
uenighed om hjemrejseudgifterne skal påhvile rederen, bortset
fra tilfælde, hvor der er et klart grundlag for, at der
foreligger væsentlig misligholdelse fra den søfarendes
side, og den søfarende som følge heraf selv skal
bære omkostningerne ved hjemrejsen.
I kravet om, at rederen skal have konstateret, at der
foreligger væsentlig misligholdelse, ligger, at rederen skal
kunne påvise faktiske omstændigheder, som klart viser,
at der foreligger en væsentlig misligholdelse fra den
ansattes side.
Sømandsloven indeholder i § 17 kriterier for,
hvornår skibsføreren er berettiget til at afskedige
den søfarende på grund af væsentlig
misligholdelse. Når ansættelsesforholdet i henhold til
§ 17 ophæves af skibsføreren som følge af
væsentlig misligholdelse fra den søfarendes side, er
rederen efter den gældende sømandslov som udgangspunkt
hverken forpligtet over for den søfarende til at betale
hjemrejsen eller til at lægge pengene til hjemrejse ud. Dette
gælder, selvom det er bestridt, at der foreligger
væsentlig misligholdelse fra den søfarendes side. I
praksis vil rederen dog ofte af andre grunde, f.eks. myndighedskrav
i anløbslandet, være forpligtet til at sikre den
pågældendes hjemrejse.
Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1,
fastsætter, at der kun kan gøres fradrag i hyren for
beløb til dækning af erstatningsansvar, som den
søfarende har pådraget sig i tjenesten. Bestemmelsen
vedrører ikke andre rettigheder end hyren, ligesom den ikke
indeholder krav om klarhed eller begrænsninger til
alvorligere forhold.
Dansk rets almindelige regler om modregning i løn er i
det væsentligste ulovbestemte. Der stilles krav om, at
modkravet skal udspringe af ansættelsesforholdet, og
arbejdsgiverens modregningsadgang er derudover begrænset,
således at der skal levnes lønmodtageren
nødvendige midler til opretholdelse af en beskeden levefod.
Begrænsningen vedrørende beskyttelse af
nødvendig indtægt gælder dog ikke, hvis
modkravet er baseret på groft dadelværdige forhold, som
lønmodtageren har udvist.
Lovforslagets § 2, nr. 17, supplerer dansk rets
almindelige principper om begrænsninger i adgangen til at
foretage modregning over for lønkrav m.v.
Til nr. 20
Det foreslås, at der fastsættes en forpligtelse
for skibsføreren til at sende en søfarendes ejendele
til den søfarende selv eller den søfarendes
nærmeste slægtning, hvis den søfarende på
grund af sygdom eller tilskadekomst ikke selv kan tage vare
på sine ejendele. Bestemmelsen følger af konventionens
norm A 4.2, stk. 7.
Til nr. 21
Den gældende regel i § 29, stk. 2, om udbetaling af
mindst 2 måneders sygehyre foreslås i § 29, stk. 2
nr. 1, udvidet til 16 uger for menige søfarende.
Den særlige tilbageregningsregel, der i dag findes i
lovens § 40, og som alene gælder for skibsofficererne og
skibsførere, udvides til også at gælde for
menige søfarende. Hvis en skibsofficerer opsiges under
sygdom, sikrer tilbageregningsreglen, at der fortsat betales
løbende sygehyre, hvis opsigelsesvarslet udløber
tidligere end 2 måneder (som efter lovforslaget udvides til
16 uger) fra den dato, hvor vedkommende fratrådte tjenesten
om bord. I givet fald skal der udbetales sygehyre for den
resterende del af de 2 måneder (som efter lovforslaget
udvides til 16 uger), hvor skibsofficeren ikke vil modtage sin
sædvanlige løn.
Dette princip gælder i dag ikke for menige
søfarende, for hvem ansættelsesforholdet kan bringes
til ophør uden varsel ved sygdom, som forhindrer dem i at
forrette deres tjeneste. Medmindre andet er aftalt, kan
ansættelsesforholdet også bringes til ophør uden
varsel for menige søfarende, der bliver syge hjemme under
ansættelsen. Det kræver dog, at sygdommen har en vis
varighed.
Den generelle tilbageregningsregel foreslås indarbejdet
i § 29, stk. 2, der samtidig ved punktopstilling gøres
mere læsevenlig, uden der ændres i den gældende
tilbageregningsregels hovedprincipper. Som konsekvens heraf er
foreslås lovens § 40 ændret og indeholder alene en
henvisning til § 29, stk. 2 og 3 samt til § 35.
Lovforslaget vil navnlig få betydning, hvor den menige
søfarendes ansættelsesforhold er opretholdt i tiden
efter den søfarende bliver uarbejdsdygtig som følge
af sygdom.
Sømandslovens begreb sygehyre omfatter, medmindre andet
følger af ansættelsesaftalen: grundhyre,
dyrtidstillæg og eventuelt alderstillæg, men derimod
ikke tillæg, der ydes for særlig tjeneste eller for
særligt hårdt og byrdefyldt arbejde eller
lignende.
En rederiansat menig søfarende, der er syg eller skadet
ved skibstjenestens ophør eller bliver uarbejdsdygtig
på et tidspunkt, da den pågældende ikke er
tjenestegørende om bord, er berettiget til løbende
hyre under sygdom, indtil tjenesteforholdet bringes til
ophør dog mindst i 16 uger beregnes med udgangspunkt i
skibstjenestens ophør. Det følger af lovens §
35, jf. lovforslagets § 2, nr. 21 (§ 29, stk. 2). Bliver
den menige søfarende syg under ansættelsen på et
tidspunkt, hvor den pågældende ikke var
tjenestegørende om bord, beregnes de 16 uger dog fra det
tidspunkt, hvor uarbejdsdygtigheden indtrådte. Det
følger af nr. 3 i forslaget til § 29, stk. 2. Det
samlede regelsæt medfører, at § 29, som hidtil,
angiver den minimumsperiode, som den menige søfarende er
sikret.
Hvorledes ansættelsesforholdet kan bringes til
ophør for den menige søfarende (afsked eller
opsigelse), afhænger af den søfarendes
ansættelseskontrakt.
Til nr. 22
Forslaget til § 29, stk. 3, er en videreførelse af
den gældende regulering i § 29, stk. 2, 2. og 3. pkt.,
om særlige sygdomsforhold.
Til nr. 23
Bestemmelsen i § 30, stk. 2, om søfarendes ret til
kur og pleje for rederens regning foreslås ændret
således, at den generelle dækningsperiode for kur og
pleje udvides fra 12 til 16 uger. Fristen regnes fortsat fra
skibstjenestens ophør. Den særlige regel i stk. 2 om,
at rederen alene har pligt til at afholde udgifter til kur og pleje
i højst 2 uger efter ankomsten til bopælslandet,
forbliver uændret. Reglerne i § 30, stk. 3-6,
ændres heller ikke. Det foreslås dog at udvide rederens
dækningsperiode i § 35, stk. 2, fra 12 til 16
uger.
Til nr. 24
Det foreslås, at der fastsættes en forpligtelse
for skibsføreren til at sende en afdød
søfarendes ejendele til den afdødes nærmeste
slægtning. Bestemmelsen følger af konventionens norm A
4.2, stk. 7.
Til nr. 25
Der henvises til bemærkningerne til nr. 21 om forslaget
til indførelse af en generel tilbageregningsregel for alle
søfarende efter principperne i den gældende lovs
§ 40.
Det foreslås i forslaget til § 40, at § 29,
stk. 2 og 3, jf. § 35 finder tilsvarende anvendelse for en
rederiansat eller en skibsansat officer. Det følger
endvidere af den gældende lovs § 44, at sygdom eller
legemsskade anses for som lovligt forfald for en skibsofficer,
hvilket vil sige, at den pågældende er berettiget til
at oppebære løbende hyre fra rederiet, indtil
ansættelsesforholdet eventuelt bringes til ophør ved
opsigelse, jf. § 37.
Efter § 38 kan en skibsofficer opsiges, uanset hvad der
følger af sømandsloven eller tjenesteaftalen, hvis
den pågældende for længere tid er ude af stand
til at udføre sit arbejde på grund af sygdom eller
legemsskade eller lider af en sygdom, der medfører fare for
de andre søfarende, der er om bord.
Udløber opsigelsesfristen inden for 16 uger regnet fra
enten skibstjenestens ophør eller sygemeldingen i land, er
skibsofficeren efter tilbageregningsreglen i forslaget til §
29, stk. 2, jf. § 40, jf. lovforslagets § 2, nr. 19
berettiget til sygehyre, dog højst i 16 uger regnet fra
disse tidspunkter.
Hvis opsigelsesfristen udløber efter 16 ugers perioden,
er officeren berettiget til hyre under sygdom til
ansættelsesforholdets ophør. Det følger
ligeledes af forslaget til § 29, stk. 2.
Det samlede regelsæt medfører, ligeledes for
skibsofficerer, at § 29 efter lovforslaget som hidtil, angiver
den minimumsperiode, som skibsofficeren er sikret hyre under
sygdom.
For skibsførerens vedkommende finder de for
skibsofficerer gældende regler fortsat tilsvarende
anvendelse. Det følger af den gældende regel i
sømandslovens § 47, stk. 3, samt den justerede
bestemmelse i § 49, nr. 16, jf. lovforslagets § 2, nr.
26.
Til nr. 26
Forslaget til § 49 indebærer, at
skibsførere, som ikke er omfattet af begrebet
søfarende i loven, har samtlige de rettigheder m.v., som
konventionen tillægger de søfarende. Bestemmelsen
sikrer hermed, at konventionen også gennemføres for
skibsførere, der er omfattet af konventionens definition af
søfarende.
Til nr. 27
Det følger af bestemmelsen, at kosten om bord skal
være gratis for den søfarende under
udmønstringsperioden. Bestemmelsen følger af
konventionens forskrift 3.2, stk. 2. Bestemmelsen tager
primært sigte på den normale situation, hvor den
søfarende bor og får sine måltider om bord. I de
tilfælde, hvor den søfarende ikke sover om bord, er
almindelige måltider om bord gratis for den søfarende.
Der vil i sådanne særlige situationer være
mulighed for at aftale, at retten til gratis kost om bord kan
opfyldes ved udbetaling af et kostpengebeløb.
Til nr. 28
Som følge af den nye regel i § 64, stk. 1,
vedrørende klagebehandling om bord tilpasses overskriften
til overskriften til kap. 4.
Til nr. 29
Der indsættes som forslag til § 64, stk. 1, en ny
bestemmelse om klagebehandling om bord. Konventionen indeholder i
forskrift 5.1.5 regler herom.
Den søfarende har ret til at klage til rederen over
afregningen, skibstjenesten, eller ansættelsesforholdet eller
forhold om bord, der er dækket af konventionens regler.
Rederen har endvidere pligt til at sørge for, at klager over
brud på loven bliver tilstrækkeligt undersøgt og
at udarbejde og gennemføre procedurer om bord for en
retfærdig, effektiv og hurtig behandling af klager.
Forslagets formål er at klager skal løses på det
lavest mulige niveau. Økonomi- og erhvervsministeren kan
fastsætte nærmere regler om klage m.v., herunder om det
offentliges behandling af klager, der ikke er løst om bord
på skibet.
En klage fra de søfarende eller deres organisationer,
der ikke er løst om bord, vil også kunne give
anledning til at Søfartsstyrelsen foretager en generel
kontrol af, om forholdene om bord lever op til lovens krav. Hvis en
medlemsstat modtager en klage over, at forholdene på et skib,
som fører dets flag, ikke lever op til kravene i
konventionen, og klagen ikke anses klart ubegrundet, skal
medlemsstaten foretage en undersøgelse i henhold til
konventionen. Hvis der konstateres mangler ved en sådan
undersøgelse, skal det sikres, at der tages skridt til, at
disse udbedres. Det forudsættes, at der er tale om klart
konstaterede fejl og mangler.
Bestemmelserne i de gældende § 64, stk. 2, 1. pkt.,
stk. 3., 1. pkt., og stk. 4, hvorefter en søfarende kan
indbringe skibsførerens afregning for
Søfartsstyrelsen, og hvorefter tvister, der opstår,
mens skibet er uden for Danmark om afregningen eller
tjenesteforholdet, kan indbringes for en dansk konsul,
videreføres ikke. Baggrunden herfor er, at det ikke
forekommer tidssvarende, at konkrete uoverensstemmelser om
løn og ansættelse mellem en lønmodtager og en
privat arbejdsgiver, herunder spørgsmål som
vedrører fortolkning af overenskomster, skal afgøres
af en statslig administrativ myndighed. Dette ville kunne opfattes
som et indgreb i det fagretlige system. Bestemmelsen er yderst
sjældent blevet benyttet. Hertil kommer, at Danmark ikke har
lovbestemt minimumsløn, og løn aftales i de
kollektive overenskomster eller individuelle aftaler. Fortolkninger
af overenskomster og fastlæggelse af overenskomstmæssig
praksis henhører under det arbejdsretlige system.
Det betyder, at uenigheder om lønforhold, der ikke kan
løses ved hjælp af den nye procedure for
klagebehandling om bord, der fastsættes i forslaget til
§ 64, som udgangspunkt må afgøres i det
fagretlige system eller indbringes for en dansk domstol, herunder
arbejdsretten, afhængigt af tvistens indhold. Disse ordninger
giver også parterne mulighed for en anden og mere omfattende
bevisførelse. Søfartsstyrelsen vil dog kunne udtale
sig om helt oplagte sager, f.eks. hvor der foreligger den
fornødne dokumentation for, at den søfarende ikke har
modtaget løn i flere måneder og hvor årsagen
hertil eksempelvis ikke er, at rederen er gået konkurs eller
dennes bo er under likvidation eller uenighed mellem sagens parter
om fortolkning af overenskomstforhold.
Forbudet i den gældende stk. 2, mod at indbringe tvister
om afregningen eller tjenesteforholdet i øvrigt for en
fremmed myndighed, begrænses i forslaget til ny stk. 2, 1.
pkt., således at der kun bliver forbud mod at indbringe
tvisten for en fremmed domstol. Hermed tages højde for, at
konventionen i norm A5. 2. 2. giver mulighed for, at
søfarende kan klage til havnestatsmyndighederne i det land,
skibet anløber.
Det følger af konventionen, at disse myndigheder alene
kan modtage en klage fra søfarende på fremmede skibe
og foretage en indledende undersøgelse. De træffer
ikke administrativ afgørelse i klagen.
Havnestatsmyndighederne undersøger for så vidt
angår klagen som udgangspunkt, om klageproceduren om bord er
udnyttet og underretter i øvrigt flagstatens administrative
myndighed om klagen og i særlige tilfælde ILO. Klagen
kan dog efter omstændighederne give anledning til, at
havnestatsmyndigheden foretager en mere detaljeret inspektion af
arbejds- og levevilkårene om bord på skibet, ligesom
klagen også vil kunne føre til, at skibet
tilbageholdes af havnestatskontrolmyndigheden, hvis der konstateres
alvorlige fejl og mangler. Sådanne klager vil i øvrigt
skulle behandles fortroligt.
Der skabes ikke værneting i havnestaten for en retssag
mellem på den ene side den søfarende og på den
anden side skibsrederen, arbejdsgiveren eller skibsføreren,
ved, at en søfarende indgiver en klage til
havnestatsmyndigheden, hvilket også følger af
konventionen. Det betyder, at der alene vil være adgang til
at indbringe et civilt søgsmål for domstolene, hvis
det følger af værnetingsreglerne det
pågældende sted.
Bestemmelsen i den gældende stk. 3, 2. pkt., om, at
sager mod søfarende, der ikke har andet værneting i
Danmark, kan anlægges mod de pågældende ved den
ret, i hvis kreds skibet har hjemsted, overføres af
ordensmæssige hensyn til den ny stk. 2, hvor bestemmelsen
indsættes som 2. pkt. Der er ikke tilsigtet nogen
indholdsmæssig ændring herved.
Bestemmelsen i forslaget til stk. 3 er en videreførelse
af bestemmelsen i den gældende lovs § 64, stk. 5, med de
justeringer der følger af, at de regler, der henvises til i
bestemmelsen, nu samles i stk. 2. Det følger af
bestemmelsen, at stk. 2, ikke gælder, hvis andet
følger af Bruxelles I-forordningens kapitel II, afdeling 5
(artikel 18-21), der vedrører sager om individuelle
arbejdsaftaler, og som indebærer, at retterne i andre
EU-lande efter omstændighederne vil kunne have kompetence til
at behandle sager omfattet af sømandslovens § 64.
Til nr. 30
Ophævelsen er en redaktionel konsekvens af forslaget til
§ 74 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 36.
Til nr. 31
Forslaget til § 65, stk. 1, indebærer, at rederen
vil kunne straffes med bøde eller fængsel, hvis
vedkommende tilsidesætter sine pligter efter § 55 eller
§ 73 a. Det indebærer endvidere, at tilsidesætter
rederen sin forpligtelse efter § 1 a til at sikre overholdelse
af § 12, stk. 2 og 3, § 18 a, stk. 1-4, § 18 b, stk.
4 og 5, § 27, § 49, nr. 16 for så vidt angår
§ 27, nr. 20 eller nr. 23 eller § 55 straffes den
pågældende ligeledes med bøde eller
fængsel.
For så vidt angår rederbegrebet henvises til de
almindelige bemærkninger afsnit 3.4.3.
Indførelse af mulighed for fængselsstraf for
rederen skal ses i lyset af, at der i både lov om sikkerhed
til søs og besætningsloven er hjemmel til
fængselsstraf. For at skabe en ensartet strafsanktionering i
søfartslovgivningen findes det naturligt også at
indføre hjemmel til fængselsstraf i lov om
søfarende/sømandsloven. Fængselsstraf
forudsættes dog kun anvendt i tilfælde af grovere eller
gentagne overtrædelser af loven.
Tilsidesættelse af en række af de pligter, som
påhviler skibsføreren, er allerede i dag
strafsanktioneret. Lovforslaget indebærer, at rederen
ligeledes vil kunne straffes, hvis den pågældende
tilsidesætter sin pligt til at sikre overholdelse af disse
bestemmelser. Der er andre af de bestemmelser i loven, som
skibsføreren skal iagttage, hvis overtrædelse ikke er
strafsanktioneret. Forslaget indebærer, at rederens manglende
overholdelse af sin pligt til at sikre overholdelse af disse
bestemmelser heller ikke vil være strafsanktionerede.
Forslaget til stk.1 knytter således ikke strafansvar til
manglende sikring af overholdelse af de af lovens bestemmelser, som
ikke allerede i dag er strafsanktionerede.
Forslaget til stk. 1 indebærer desuden, at hvis rederen
tilsidesætter sine forpligtelser efter § 4, stk. 1 og 2,
46, § 49, nr. 3 eller nr. 21, § 57 eller § 64 b,
stk. 1, straffes den pågældende med bøde. Dette
gælder allerede i henhold til den gældende bestemmelse
i § 65, stk. 1, idet reglerne i forslagets § 49, nr. 3 og
21, findes i den gældende lovs § 49, nr. 1 og 12.
Ud over de bestemmelser, som det allerede i dag er strafbart
at tilsidesætte, foreslås i stk. 1 at hjemle straf,
hvis en reder, der anvender en dansk privat forhyrings- og
formidlingstjeneste, tilsidesætter sin forpligtelse efter den
nye bestemmelse i § 8 a, stk. 2, til at sikre sig, at den
pågældende tjeneste har et gyldigt certifikat udstedt
af Søfartsstyrelsen til at drive forhyrings og
formidlingsvirksomhed for søfarende.
Det følger endvidere af stk. 1, at en reder vil kunne
straffes med bøde, hvis rederen tilsidesætter sin
forpligtelse efter den nye bestemmelse i § 8 c, stk. 1, til at
sikre sig, at en privat forhyrings- og formidlingstjeneste for
søfarende i et land, der har ratificeret ILO's konvention om
søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179 om
forhyring og formidling for søfolk (1996), har et
certifikat, der dokumenterer, at den drives i overensstemmelse med
kravene i den pågældende konvention.
Det følger desuden af stk. 1,,at en reder kan straffes
med bøde, hvis rederen tilsidesætter sin forpligtelse
efter den nye bestemmelse i § 8 c, stk. 2, til at kunne
dokumentere, at private forhyrings- og formidlingstjenester for
søfarende i et land, der ikke har ratificeret ILO's
konvention om søfarendes arbejdsforhold eller ILO's
konvention nr. 179 om forhyring og formidling for søfolk
(1996), overholder de krav til forhyrings- og formidlingstjenester,
der følger af de pågældende konventioner.
Det følger endelig af forslaget til stk. 1, at en reder
kan straffes med bøde, hvis rederen ved tilvejebringelse af
mandskab gennem skibets officerer eller kontorpersonale i rederiets
tjeneste, stiller krav om, at den søfarende betaler for
ydelsen.
Det foreslås i stk. 2, at den, der tilsidesætter
sin forpligtelse efter § 1 a til at sikre overholdelse af
§ 12, stk. 2 og 3, § 18 a, stk. 1 - 4, § 18 b, stk.
4 og 5, § 27,eller 55 straffes med bøde eller
fængsel mens den der i øvrigt tilsidesætter sin
forpligtelse efter § 1 a til at sikre overholdelse af §
4, stk. 1 og 2, § 8 a stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2, §
8 e, § 32, 56, stk. 1, 2 og 4, § 57, § 60, § 64
a, stk. 2, § 64 b, stk. 1, § 74 eller regler fastsat i
medfør af § 73, straffes med bøde. Endvidere kan
den, som ikke sikrer, at skibsføreren har mulighed for at
opfylde sine forpligtelser, straffes, jf. forpligtelsen til at
sikre dette i § 1 a.
Forslaget til stk. 2 knytter således heller ikke
strafansvar til manglende sikring af overholdelse af de af lovens
bestemmelser, som ikke allerede i dag er strafsanktionerede, jf.
det oven for anførte om rederens tilsidesættelse af
sin pligt til at sikre overholdelse af lovens bestemmelser.
Forslaget til stk. 3 indebærer, at den, som
udfører privat forhyring eller formidling for
søfarende, uden gyldigt certifikat, kan straffes med
bøde. Dette gælder uanset, om forhyrings- eller
formidlingsvirksomheden drives personligt elle i selskabsform. Hvis
virksomheden drives i selskabsform, pålægges
bøden selskabet. Bestemmelsen skal sikre, at private
forhyrings- og formidlingstjenester til enhver tid har gyldige
certifikat.
Ved udmåling af bødestraf for overtrædelse
af bestemmelsen forudsættes det, at der tages højde
for den økonomiske gevinst ved overtrædelsen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 er identisk med
§ 65, stk. 1, i gældende lov.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 er identisk med den
foreslåede bestemmelse til § 32, stk. 10, i lov om
sikkerhed til søs. Der henvises til bemærkningerne til
§ 1, nr. 26.
Til nr. 32
Som følge af indførelse af særlige regler
om forhyring og formidling af søfarende udvides den
gældende straffebestemmelse i § 66, stk. 2, litra b med
en henvisning hertil. Skibsførerens overtrædelse af
forpligtelserne efter 8 a stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2, § 8
e, kan straffes med bøde. Endvidere indeholder bestemmelsen
en konsekvensrettelse som følge af ophævelsen af
reglen i § 64 a, stk. 2.
Til nr. 33
I overensstemmelse med udbredelsen af digital forvaltning
indebærer forslaget, at der indføres en generel
hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at
indberetninger m.v. skal fremsendes digitalt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.4.7, samt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 11.
Til nr. 34
Den gældende bestemmelse i § 73 indeholder
bemyndigelse for økonomi- og erhvervsministeren til at
fastsætte særlige regler vedrørende bl.a.
søfarendes ret til fri rejse med underhold i særlige
tilfælde samt til hjemsendelse af hyremidler på statens
regning og risiko.
Hjemlen til at fastsætte nærmere regler om ret til
fri rejse med underhold i visse tilfælde overføres til
ny § 73 a og udvides samtidig, mens hjemlen til at
fastsætte særlige regler om hjemsendelse af hyremidler
på statens regning og risiko ophæves, idet
sådanne nærmere regler vil være
overflødige med den nye § 24, se bemærkningerne
til nr. 35 og 18.
Til nr. 35
Bestemmelsen i § 73 a pålægger rederen at
stille finansiel sikkerhed for de tilfælde, hvor den
søfarende har ret til gratis hjemrejse for rederens regning
efter loven.
Den finansielle sikkerhed vedrører de situationer, hvor
den søfarende har ret til vederlagsfri hjemrejse for
rederens regning. Det omhandler de tilfælde, hvor
hjemrejseretten er reguleret i følgende
lovbestemmelser:
§ 6, stk. 5, om hjemrejse ved rederens opsigelse eller
den tidsbegrænsede tjenesteaftales udløb i
udlandet,
8, stk. 1, om hjemrejse efter 6 måneders
skibstjeneste,
§ 9, om hjemrejse ved graviditet,
§ 10, stk. 4, om hjemrejse ved rederens konkurs
m.v.,
§ 11, stk. 2, om hjemrejse ved skibets
usødygtighed eller mishandling af den
søfarende,
§ 12, stk. 4, om hjemrejse ved ondartet epidemi,
§ 13, stk. 2, om hjemrejse ved væsentlig forandring
af rejsen,
§ 14, stk. 3, hjemrejse ved flagskifte,
§ 18, stk. 2, om uberettiget afsked af menige
søfarende,
§ 18 b, om krig og krigsfare,
§ 19, stk. 2, om forlis,
§ 30, stk. 3, om sygehjemrejse,
§ 45, om uberettiget afsked af officerer,
§ 48, stk. 2, om skibsførerens hjemrejseret ved
forlis og
skibsførerens ret til hjemrejse efter § 49.
Samtidig indsættes en bestemmelse med bemyndigelse til
økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte
nærmere regler om søfarendes ret til fri hjemrejse med
underhold for rederens regning samt rederens pligt til at stille
finansiel sikkerhed for rejseudgifterne. Bemyndigelsen vil bl.a.
give mulighed for at fastsætte regler om, hvornår og
hvordan rederen skal stille finansiel sikkerhed for udgifter til
den søfarende og skibsførerens hjemrejse, herunder at
den finansielle sikkerhed ikke må bortfalde ved konkurs m.v.,
samt konsekvenserne af, at der ikke er stillet finansiel sikkerhed.
Det vil endvidere efter bemyndigelsesreglen blive muligt at
fastsætte regler om, hvorledes den finansielle sikkerhed kan
dokumenteres.
§ 73 b indebærer, at Søfartstyrelsen skal
sikre, at der stilles gratis telemedicinsk rådgivning til
rådighed for danske og udenlandske handelsskibe, som benytter
sig af det danske radiomedical-system. Med telemedicinsk
rådgivning forstås rådgivning af kvalificerede
læger ved hjælp af radio- eller satellitkommunikation
til skibe.
Bestemmelsen indebærer endvidere, at både den
lægelige rådgivning og kommunikationen mellem skibet og
rådgivningstjenesten begge veje skal være gratis for
skibet. Kravet herom følger af konventionen.
Søfartsstyrelsen sikrer allerede i dag gratis
telemedicinsk rådgivning til danske handelsskibe, idet
Søfartstyrelsen indgår kontrakt med lægefaglig
ekspertise om døgnbetjent lægelig rådgivning til
danske handelsskibe. Rådgivningstjenesten vil efter lovens
ikrafttrædelse blive gjort tilgængelig og gratis ikke
blot for danske handelsskibe, men for alle handelsskibe.
Til nr. 36
§ 74 a, stk. 1, indebærer, at
Søfartsstyrelsen som led i tilsynsvirksomheden efter lov om
sikkerhed til søs også kan føre tilsyn med
overholdelsen af sømandsloven og de regler, der udstedes i
medfør af sømandsloven.
Den foreslåede bestemmelse medfører ingen
begrænsning af de eksisterende indgrebsmuligheder i lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v. (som i dag hedder
sømandsloven).
§ 74 a, stk. 2, indebærer endvidere, at
Søfartsstyrelsens almindelige beføjelser efter lov om
sikkerhed til søs finder anvendelse i forbindelse med
udstedelsen af de nye certifikater m.v., for forhold, der er
omfattet af sømandsloven og de regler, der udstedes i
medfør af sømandsloven.
§ 74 b, stk. 1, indebærer, at danske skibe med en
bruttotonnage på 500 eller derover kun må gå i
international fart, hvis de er forsynet med et certifikat
vedrørende søfarendes arbejdsforhold og en
overensstemmelseserklæring vedrørende
søfarendes arbejdsforhold.
Kravet om certifikat gælder efter bestemmelsens stk. 4
ikke for fiskeskibe.
Med international fart forstås sejlads mellem danske og
udenlandske havne, eller 2 udenlandske havne, samt fart mellem
Danmark og Færøerne eller Grønland og fart
mellem Færøerne og Grønland.
Certifikatet vedrørende søfarendes
arbejdsforhold er et certifikat, der er reguleret i konventionen,
og som dokumenterer, at de søfarendes arbejds- og
levevilkår på skibet er kontrolleret og opfylder
kravene i de love, bekendtgørelser og andre administrativt
fastsatte bestemmelser, der gennemfører konventionen i dansk
ret.
De forhold, som efter konventionen skal inspiceres, før
der kan udstedes certifikat, er følgende:
mindstealder,
lægeattester,
de søfarendes kvalifikationer,
de søfarendes ansættelsesaftaler,
anvendelse af private forhyrings- og
formidlingstjenester,
arbejds- eller hviletid,
skibets bemanding,
opholdsrum,
fritidsfaciliteter om bord,
fødevarer og forplejning,
arbejdsmiljø,
sygdomsbehandling om bord,
klageprocedurer om bord samt
betaling af løn.
Kontrol af arbejdsretlige forhold, herunder vedrørende
løn, vil blive foretaget med fuld respekt af det fagretlige
system. Tilsynsmyndighederne vil således være
opmærksomme på, at der ikke ved deres ageren må
præjudiceres afgørelser af uoverensstemmelser, der
efter det arbejdsretlige system rettelig bør afgøres
af det fagretlige system eller af domstolene. Der vil således
ikke blive foretaget fortolkninger af individuelle eller kollektive
ansættelsesaftaler. En eventuel kontrol af rederens
overholdelse af lovens bestemmelser om hyre vil derfor først
og fremmest angå, om hyren er blevet udbetalt med
højst 1 måneds mellemrum, mens det ofte vil være
vanskeligt for skibsinspektøren på stedet at foretage
en nærmere undersøgelse af, om hyrens størrelse
svarer til det aftalte.
Overensstemmelseserklæringen vedrørende
søfarendes arbejdsforhold skal vedhæftes certifikatet
vedrørende søfarendes arbejdsforhold.
Overensstemmelseserklæringen er også reguleret i
konventionen og skal indeholde en beskrivelse af, hvordan
konventionen er gennemført i dansk ret, og hvilke tiltag
rederen har gjort for at sikre, at de danske krav, der
gennemfører konventionen, er opfyldt.
Forslaget til § 74 b, stk. 2, medfører, at
certifikatet og overensstemmelseserklæringen skal udstedes
til den samme juridiske eller fysiske person, som et eventuelt
overensstemmelsesdokument i henhold til koden om sikker skibsdrift
(ISM-koden) er udstedt til. Det er ved konventionen søgt
sikret, at de søfarende skal kunne gøre deres
rettigheder gældende over for den, der driver skibet.
Konventionen og ISM-koden indeholder væsentligt
sammenfaldende definitioner af begreberne "reder" og "rederi", der
medfører, at certifikatet efter hvert regelsæt skal
udstedes til ejeren af skibet eller en person eller organisation,
der har overtaget ansvaret for driften af skibet. En almindelig
sproglig forståelse heraf synes at medføre, at
"rederiet" og "rederen" ikke kan være forskellige enheder, da
"ansvaret for skibets drift" ikke kan overlades til to forskellige
enheder på samme tid. Dette understøttes yderligere
af, at der er et vist overlap mellem de ansvarsområder, der
reguleres af konventionen og ISM-koden. Bestemmelsen sikrer
således, at den, der reelt driver skibet, er overordnet
ansvarlig for, at de søfarendes rettigheder opfyldes.
Ligesom tilfældet er for den, som
ISM-overensstemmelsesdokumentet er udstedt til, vil indehaveren af
certifikat vedrørende søfarendes arbejdsforhold kunne
anvende underleverandører til dele af opgaverne.
Såfremt certifikatet er udstedt til en anden end ejeren af
skibet, er der ikke noget til hinder for, at ejeren af skibet
leverer visse af disse ydelser til certifikatindehaveren. Svarende
til det, som er anført i bemærkningerne til § 1,
nr. 7, vedrørende ISM-certificering, forudsættes det
imidlertid, at certifikatindehaveren reelt forestår driften
af skibet indenfor de områder, som er dækket af
certifikatet.
I nogle tilfælde vil der imidlertid kunne være
situationer, hvor der på sagligt grundlag er foretaget en
sådan opsplitning af ansvarsområderne, at ansvaret for
skibets drift reelt må anses for at være delt mellem
flere enheder, og hvor de søfarendes rettigheder må
anses for sikret på betryggende vis ved, at de
søfarende kan gøre rettighederne gældende over
for den, der er ansvarlig for den bemandingsmæssige drift. I
sådanne særlige tilfælde synes det
hensigtsmæssigt, at certifikatet efter konventionen efter en
konkret vurdering kan udstedes til en anden end den, som
overensstemmelsesdokumentet efter ISM-koden er udstedt til. Der er
derfor i forslaget indsat mulighed for, at Søfartsstyrelsen
kan dispensere fra kravet. Dispensationsadgangen vil desuden give
mulighed for at tilpasse den danske praksis vedrørende
certifikatudstedelsen til den internationale praksis, der udvikler
sig, når konventionen gennemføres i flere lande.
Når der gives dispensation, vil begge
certifikatindehavere være ansvarlige for opfyldelsen af de
pligter, der er reguleret både i konventionen og ISM-koden.
Det faktum må ikke kunne anvendes af hver af dem til
ansvarsforflygtigelse. Ved myndighedsudøvelsen
forudsættes det derfor, at hver enhed er fuldt ud ansvarlig
for opfyldelsen af de pligter, der følger af det
pågældende regelsæt, uanset at en anden enhed er
ansvarlig for det samme efter et andet regelsæt. I praksis
må dette formentlig gennemføres ved at eventuelle
forbud og påbud meddeles til begge.
Udstedelsen af certifikatet og
overensstemmelseserklæringen sker inden for rammerne af lov
om sikkerhed til søs, som efter lovforslaget indeholder en
hjemmel til, at Søfartsstyrelsen kan udstede nærmere
regler herom, jf. lovforslagets § 1, nr. 16.
Til § 3
Til nr. 1
Der indsættes en fodnote med en henvisning til
Rådets direktiv 2009/13/EF af 16. februar 2009 om
iværksættelse af den aftale, der er indgået
mellem European Community Shipowners' Associations (ECSA) og
European Transport Workers' Federation (ETF) om konventionen om
søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om ændring af
direktiv 1999/63/EF.
Til nr. 2
§ 8, stk. 1, 1. pkt., svarer indholdsmæssigt til
den gældende bestemmelse i § 8, stk. 1. Det er dog
blevet præciseret, at der ved kravet om bevis som skibskok
tænkes på et dansk bevis. Der er ikke tilsigtet nogen
ændring i retstilstanden ved denne præcisering. Det
foreslås i 2. pkt., at ingen under 18 år må
gøre tjeneste som skibskok. Alderskravet følger af
konventionen og gælder, uanset om der er foreskrevet en
skibskok i skibets besætningsfastsættelse.
Stk. 2 indebærer, at der ikke kræves et dansk
bevis som skibskok i skibe registreret i Dansk Internationalt
Skibsregister. Her kræves enten en læretid i kokkefaget
på 48 måneder, heraf mindst 24 måneder i
søgående skibe, eller en tilfredsstillende
gennemførelse af en kokkeuddannelse med relevant indhold fra
en anerkendt skole suppleret med kokketjeneste om bord i et
søgående skib i mindst 5 måneder.
Dokumentationen for læretiden eller kokkeuddannelsen skal
være ledsaget af en af Søfartsstyrelsen
udfærdiget påtegning, der bekræfter, at
pågældende kan gøre tjeneste som skibskok, hvor
en sådan er foreskrevet.
Bestemmelsen følger den systematik, der i øvrigt
er fastsat i lovens § 6, stk. 4, og § 7, stk. 2, for
anerkendelse af sønæringsbeviser, der er reguleret i
STCW-konventionen (FN's søfartsorganisations (IMOs)
konvention om uddannelse af søfarende, om
sønæring og om vagthold).
Muligheden for at gøre tjeneste som foreskreven kok i
DIS-skibe med en læretid i kokkefaget på 48
måneder, heraf mindst 24 måneder i
søgående skibe, svarer til bestemmelsen i den
gældende § 8, stk. 2, med den vigtige ændring, at
dokumentationen for læretiden efter forslaget skal indsendes
til Søfartsstyrelsen, der på grundlag heraf udsteder
en påtegning, der bekræfter, at pågældende
kan gøre tjeneste som skibskok, hvor en sådan er
foreskrevet.
Muligheden for at gøre tjeneste som foreskreven kok i
DIS-skibe på baggrund af en tilfredsstillende
gennemførelse af en kokkeuddannelse med relevant indhold fra
en anerkendt skole suppleret med kokketjeneste om bord i et
søgående skib i mindst 5 måneder er ny.
For at kunne udstede en påtegning, der bekræfter,
at pågældende kan gøre tjeneste som skibskok,
hvor en sådan er foreskrevet, vil Søfartsstyrelsen i
hvert enkelt tilfælde skulle gennemgå den
pågældendes dokumentation for uddannelse og erfaring
fra hjemlandet samt kokketjeneste til søs for at sikre, at
vedkommende har erhvervet de fornødne kompetencer til at
kunne gøre tjeneste som skibskok om bord på et dansk
skib. Det vil indgå i vurderingen, om beviset for
kvalifikation som skibskok er udstedt af et land, der har
ratificeret konventionen om søfarendes arbejdsforhold (MLC)
eller ILO-konvention nr. 69,om udstedelse af duelighedsbeviser for
skibskokke. Reguleringen af kvalifikationskravene til skibskokke i
de 2 ILO-konventioner er holdt på et meget overordnet plan.
Søfartsstyrelsen vil derfor ved vurderingen af, om der skal
udstedes et anerkendelsesbevis endvidere skulle lægge
vægt på, om det pågældende lands regulering
reelt sikrer, at indehavere af beviser som skibskokke har de
fornødne kompetencer inden for praktisk madlavning,
fødevarehygiejne, opbevaring af fødevarer,
lagerkontrol samt miljøbeskyttelse, sundhed, ernæring
og sikkerhed inden for forplejning.
Forslaget indebærer således, at der stilles krav
om, at skibskokke har gennemført et egentligt
uddannelseskursus for kokke i overensstemmelse med den bindende
regulering i konventionen. Ud over de elementer et
uddannelseskursus for skibskokke skal have efter konventionen,
stilles der i forslaget endvidere krav om, at uddannelseskurset
også skal indeholde ernæringslære.
Det følger af lovforslagets overgangsbestemmelser, at
personer, der i medfør af den gældende bestemmelse i
§ 8, stk. 2, inden lovens ikrafttræden har erhvervet ret
til at arbejde som foreskreven kok, bevarer denne ret.
Forslaget til stk. 3, indebærer, at der vil kunne
fastsættes regler om, uddannelseskrav for personer, der
tilbereder eller hjælper med at tilberede fødevarer om
bord. Sådanne kurser vil kunne omfatte de særlige
forholdsregler, som er nødvendige i forbindelse med
håndtering og opbevaring af fødevarer om bord på
skibe.
Reglerne påtænkes udformet således, at de
gælder såvel personer, der assisterer skibskokken om
bord på et skib, hvor der er foreskrevet en skibskok i
besætningsfastsættelsen, som personer, som deltager i
tilberedningen eller håndteringen af fødevarer om bord
på et skib, hvor der ikke er foreskrevet en kok i
besætningsfastsættelsen. Der vil blive stillet krav om,
at de pågældende skal have en uddannelse inden for
fødevarer og personlig hygiejne. Dette er nødvendigt
for at gennemføre bindende bestemmelser i
konventionen.
Ved forslaget til ændring af § 18, stk. 1, i lov om
skibes besætning skabes der hjemmel til, at
Søfartsstyrelsen kan fastsætte detaljerede
uddannelseskrav for de personer, der er omfattet af forslaget til
stk. 3, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr.
3.
Til nr. 3
Ved forslaget indsættes et nyt nr. 5 i
besætningslovens § 18, stk. 1. Forslaget indebærer
herudover alene redaktionelle ændringer til bestemmelsens nr.
3 og 4.
Forslaget indebærer, at Søfartsstyrelsen kan
fastsætte detaljerede uddannelses-, kvalifikations- og
beviskrav for kokke, cateringpersonale og andet personale, der
håndterer og tilbereder fødevarer om bord. Det kan
f.eks. dreje sig om den person om bord, der arbejder sammen med en
skibskok, som er foreskrevet i skibets
besætningsfastsættelse, uden selv at opfylde kravene
til skibskokke. Det kan endvidere dreje sig om personer, der
tilbereder eller hjælper med til at tilberede
fødevarer om bord på skibe, hvor der ikke er
foreskrevet en skibskok i besætningsfastsættelsen,
f.eks. ubefarne skibsassistenter og fiskere, der hjælper med
at håndtere og tilberede fødevarer i kabyssen. For
personer, der gennem deres virke har håndteret og tilberedt
fødevarer, vil det være afgørende, om de derved
har opnået kompetencer svarende til de kompetencer, der vil
kunne nås ved opfyldelsen af de overordnede
uddannelseskrav.
De overordnede uddannelseskrav findes i § 8, stk. 3, jf.
bemærkningerne til § 3, nr. 1, ovenfor.
Uddannelseskravene for skibskokke i skibe, hvor der er
foreskrevet en skibskok, er fastsat i gældende
bekendtgørelse om uddannelse af skibskokke. Kravene til
sikkerhedsuddannelsen af cateringpersonalet på passagerskibe
er beskrevet i bekendtgørelse nr. 232 af 24. april 2002 om
særlige uddannelses- og kvalifikationskrav til personel i
passagerskibe.
Til nr. 4
Der foreslås indsat en ny bestemmelse i § 25, stk.
2, om, at rederen og skibsføreren ikke kan frigøre
sig fra ansvaret efter besætningsloven ved at lade andre
opfylde alle eller dele af de pligter, der følger af loven.
Det omfatter f.eks. pligten til at sikre, at besætningen
opfylder alle de for den pågældende stilling forskrevne
uddannelses-, kvalifikations- og beviskrav, selv om de er ansat om
bord af andre end rederen. Med bestemmelsen skabes et incitament
for rederier, der anvender arbejdskraft ansat af andre, til at
sikre sig at deres samarbejdspartnere har orden i tingene.
Forslaget til det nye stk. 3 i § 25 omfatter de
tilfælde, hvor der er udstedt overensstemmelsesdokument i
henhold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold
til konventionen om søfarendes ansættelsesforhold til
en anden person eller organisation end rederen. Det følger
af bestemmelsen, at ud over rederen og skibsføreren, har
også den, som dokumentet eller certifikatet er udstedt til,
en selvstændig pligt til at sikre, at de regler og pligter,
der følger af besætningsloven med tilhørende
administrative forskrifter, opfyldes.
Der er allerede i den gældende bestemmelse i § 25,
stk. 2, hjemmel til at udstede regler om rederens og
skibsførerens forpligtelser efter stk. 1, samt til at
foreskrive særlige kommunikations- og sprogkrav. Da de
foreslåede bestemmelser i § 25, stk. 2 og 3, vil
indebære, at også andre end rederen og
skibsføreren vil kunne være omfattet af pligterne
efter stk. 1, foreslås det med § 25, stk. 4, at den
eksisterende bemyndigelsesbestemmelse udvides tilsvarende.
Til nr. 5
Med forslaget ændres overskriften til lovens kapitel 9.
Dette er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 6
(§§ 25 a-b), hvorefter der indsættes en ny
tilsynsbestemmelse i besætningsloven.
Til nr. 6
Forslaget til § 25 a
indebærer, at Søfartsstyrelsen som led i
tilsynsvirksomheden efter lov om sikkerhed til søs
også kan føre tilsyn med overholdelsen af lov om
skibes besætning og de regler, der udstedes i medfør
af denne lov.
Den foreslåede bestemmelse medfører ingen
begrænsning af de eksisterende indgrebsmuligheder i lov om
skibes besætning.
I overensstemmelse med udbredelsen af digital forvaltning
indebærer forslaget til § 25
b, at der indføres en generel hjemmel til, at der kan
fastsættes regler om, at indberetninger m.v. skal fremsendes
digitalt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.4.7, samt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 11.
Til nr. 7 og 9
Efter den gældende bestemmelse i § 25 har rederen
og skibsføreren en række forpligtelser.
Overtrædelse heraf er strafbelagt efter de gældende
bestemmelser i § 27, stk. 1, og § 28, stk. 1.
Efter lovforslagets § 3, nr. 4, kan andre organisationer
eller personer opfylde visse af rederens eller skibsførerens
pligter på disses vegne. Med lovforslagets § 3, nr. 7 og
9, gøres det - tilsvarende som for rederen eller
skibsføreren - strafbart for sådanne organisationer
eller personer at tilsidesætte de forpligtelser, som man
måtte have overtaget fra rederen eller
skibsføreren.
Til nr. 8
Forslaget er en redaktionel konsekvens af lovforslagets §
3, nr. 9, hvorefter den gældende bestemmelse i § 28,
stk. 4, ændres til § 28, stk. 5.
Til nr. 10
Forslaget er en redaktionel konsekvens af lovforslagets §
3, nr. 4, hvorefter den gældende bestemmelse i § 25,
stk. 2, ændres til § 25, stk. 4.
Til nr. 11
Den foreslåede bestemmelse er identisk med den
foreslåede bestemmelse til § 32, stk. 10, i lov om
sikkerhed til søs. Der henvises til bemærkningerne til
§ 1, nr. 26.
Til § 4
Til nr. 1
Bestemmelsen indebærer, at de tilsynsbeføjelser,
som Søfartsstyrelsen har efter lov om sikkerhed til
søs, tillige vil kunne anvendes ved kontrol af, om
skibsmålingsloven og regler fastsat i medfør heraf
overholdes. Hvis et skib f.eks. ikke er forsynet med foreskrevet
målingsbrev, vil det således kunne tilbageholdes af
Søfartsstyrelsen i medfør af den generelle
tilbageholdelsesbestemmelse i § 14 i lov om sikkerhed til
søs.
Den foreslåede bestemmelse medfører ingen
begrænsning af skibsmålingslovens eksisterende
indgrebsmuligheder.
Til nr. 2
I overensstemmelse med udbredelsen af digital forvaltning
indebærer forslaget, at der indføres en generel
hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at
indberetninger m.v. skal fremsendes digitalt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.4.7, samt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 11.
Til § 5
Til nr. 1
Det præciseres, at kravet om bunkerscertifikater m.v.,
jf. bemærkningerne til lovforslagets § 5, nr. 2 og 3,
finder anvendelse for skibe med en bruttotonnage på 1.000
eller derover.
Til nr. 2 og 3
I medfør af den gældende bestemmelse i § 186
stilles der krav om, at danske skibe med en bruttotonnage på
1.000 eller derover samt udenlandske skibe, der anløber
eller forlader dansk havn eller andet laste- eller lossested i
Danmark eller på den danske kontinentalsokkel, skal have en
forsikring for skader forvoldt af bunkersolie samt et certifikat,
der bekræfter, at de har denne forsikring. I medfør af
den gældende bestemmelse i § 187 kan
Søfartsstyrelsen nægte et skib, der ikke opfylder
kravene i § 186, adgang til eller forbyde det at forlade dansk
havn eller andet laste- eller lossested i Danmark eller på
den danske kontinentalsokkel.
Der har imidlertid vist sig behov for at præcisere, at
også udenlandske skibe, der udfører opgaver på
det danske søterritorium uden at anløbe dansk havn
eller andet laste- eller lossested, er omfattet af de nævnte
bestemmelser. Disse skibe er ikke i uskadelig passage. I praksis
drejer det sig bl.a. om sandsugere og andre skibe, der
udfører entreprenørarbejde eller STS-operationer
på søterritoriet. Med ændringen
præciseres, at disse skibe også skal have et certifikat
som dokumentation for, at skibet er forsikret mod bunkersskader i
overensstemmelse med Bunkerskonventionen.
Til nr. 4
I lighed med, hvad der gælder for bunkerscertifikater,
indføres der hjemmel til at pålægge gebyr for
udstedelse af certifikater i henhold til 1992-ansvarskonventionen
(CLC-konventionen). Certifikatet dokumenterer, at olietankskibet er
forsikrede mod de meget betydelige erstatningskrav, der kan
opstå i forbindelse med olieforureningsskader.
Arbejdet vil blive tilrettelagt således, at udstedelsen
af CLC-certifikater og bunkerscertifikater til olietankskibene
så vidt muligt udstedes i samme arbejdsgang. Dette vil
mindske omkostningerne. Gebyret vil blive beregnet på
baggrund af en effektiv kostpris for en kontorfunktionær pr.
time tillagt administrationsomkostninger.
De underliggende forsikringsforhold skal typisk fornys den 20.
februar hvert år i henhold til P&I klubbernes faste
praksis (P&I klubber er en gensidig forsikringsforening, der
forsikrer skader, der kan opstå i forbindelse med driften af
et skib). Selvom forsikringsselskaberne er forpligtet til at
underrette Søfartsstyrelsen, hvis forsikringerne ikke
forlænges, er den hidtidige praksis problematisk, fordi et
dansk skib kan være i besiddelse af et CLC-certifikat fra
Danmark uden udløbsdato, selvom forsikringen måske er
ophørt.
Til nr. 5
Med forslaget gøres overtrædelse af § 186,
stk. 1-3 (krav om bunkersforsikring og -certifikater), § 197
(krav om olieansvarsforsikring og -certifikat) og § 229
a, stk. 2 (bareboatbefragters pligt til at påse, at
forsikring er tegnet) strafbar.
Til nr. 6
Forslaget indebærer, at Søfartsstyrelsen som led
i tilsynsvirksomheden efter lov om sikkerhed til søs
også kan føre tilsyn med overholdelsen af
sølovens bestemmelser om bunkers- og oliecertifikater
(§§ 186, 197 og 198) og med bestemmelserne om skibs- og
radiodagbøger (§ 471) samt de regler, der udstedes i
medfør heraf.
Den foreslåede bestemmelse medfører ingen
begrænsning af de eksisterende indgrebsmuligheder i
søloven.
Til § 6
I overensstemmelse med udbredelsen af digital forvaltning
indebærer forslaget, at der indføres en generel
hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at
indberetninger m.v. skal fremsendes digitalt.
Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger, afsnit 3.4.7, samt bemærkningerne til
lovforslagets § 1, nr. 11.
Til § 7
Det foreslås, at økonomi- erhvervsministeren
fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Den del af loven, som vedrører gennemførelsen af
de materielle bestemmelser, som er nødvendige for at sikre
konventionens overholdelse, vil blive sat i kraft samtidig med, at
konventionen træder i kraft. En række af de
konventionsrelevante bestemmelser, f.eks. de regler som giver
Søfartsstyrelsen adgang til udstede certifikater om de
søfarendes arbejdsforhold, vil blive sat i kraft på et
tidligere tidspunkt, således at de administrative forhold kan
være på plads, når konventionen træder i
kraft.
Det følger af forslaget til stk. 2, at personer, der i
medfør af § 8, stk. 2, i lov nr. 15 af 13. januar 1997
om skibes besætning inden lovens ikrafttræden har
erhvervet ret til at arbejde som foreskreven kok i danske skibe,
bevarer denne ret. Ifølge den gældende § 8, stk.
2, i lov om skibes besætning kan i skibe registreret i Dansk
Internationalt Skibsregister bevis som skibskok erstattes af en
læretid i kokkefaget på 48 måneder, heraf mindst
24 måneder i søgående skibe.
Til § 8
Lov om forhyring af skibsmandskab foreslås
ophævet. Forhyring og formidling for søfarende vil i
medfør af lovforslaget blive reguleret i lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v.
Til § 9
Konventionen vedrører bl.a. områder, som er
særanliggender på Færøerne, og som er
overtaget af Grønland. I forbindelse med Danmarks
ratifikation af konventionen vil der derfor blive taget forbehold
for Færøerne og Grønland, og disse forbehold
vil først blive ophævet, når henholdsvis de
færøske og de grønlandske myndigheder har
oplyst over for de danske myndigheder, at man har gennemført
den fornødne lovgivning med henblik på fuldt ud at
leve op til konventionens krav.
Områderne søsikkerhed, besætningsforhold,
skibsmåling, lovgivning om søfarende og maritim
uddannelse er færøske særanliggender.
Ændringerne i lov om sikkerhed til søs,
besætningsloven, skibsmålingsloven, lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v. (der i dag hedder
sømandsloven) og lov om maritime uddannelser vil derfor ikke
kunne sættes i kraft for Færøerne.
Søloven er derimod fortsat et rigsanliggende på
Færøerne.
For så vidt angår Grønland bemærkes,
at hovedparten af de områder, som konventionen
vedrører, er overtaget af Grønland. Dette
indebærer, at det som udgangspunkt vil være de
grønlandske myndigheder, som skal kontrollere, at
grønlandske skibe samt udenlandske skibe, som anløber
grønlandske havne, lever op til konventionens krav.
Konventionen vedrører imidlertid også visse
forhold, som er rigsanliggende, og udstedelsen af certifikater i
henhold til konventionen til grønlandske skibe
forudsætter derfor et samarbejde mellem de grønlandske
og de danske myndigheder. Der vil blive optaget drøftelser
mellem de danske og de grønlandske myndigheder om den
nærmere tilrettelæggelse heraf.
Lov om forhyring af skibsmandskab er ikke sat i kraft for
Færøerne og Grønland og skal følgelig
ikke ophæves for disse landsdele.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
lov
Gældende
formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1. I lov
om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 903
af 12. juli 2007, som ændret ved § 2 i lov nr. 511 af
17. juni 2008, § 164 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 og
§ 1 i lov nr. 215 af 24. marts 2009, foretages følgende
ændringer: |
| | |
| | 1. I lovens
fodnote indsættes efter
»(EU-Tidende 2002 L 19, side 17 ff).«: |
| | »Rådets direktiv 2009/13/EF af
16. februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50). Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/17/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv
2002/59/EF om oprettelse af et trafikovervågnings- og
trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet
(EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side 101-113). Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/21/EF af 23. april 2009 om opfyldelse af kravene til
flagstater (EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side
132-135).« |
| | |
§ 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
skibes bygning, udstyr og drift, herunder om, | | |
1) hvornår og efter hvilke
retningslinjer et skib skal synes, eftersyn, godkendelse og
afprøvning af materiel, krav, der skal stilles til skibes
stabilitet, lastelinjer og dybgangsmærker, og rederens og
skibsførerens pligter i forbindelse hermed, | | 2. I § 3, nr. 1, indsættes efter
»i forbindelse hermed,«: »samt om værfters
og andre virksomheders anmeldelse af ombygninger af
skibe,«. |
| | 3. I § 3 indsættes efter nr. 1 som nyt
nummer.: |
| | »2) sikkerhedsstyringssystemer for
skibe og rederier,« |
2) hvilke love, forskrifter, certifikater
og skibsbøger, herunder skibsplaner i forbindelse med
forebyggelse af forurening fra skibe, samt tilsynsbøger der
skal være om bord, og om autorisation, indretning og
førelse af bøgerne, samt om, hvilke opslag der skal
være anbragt om bord, | | Nr. 2-10 bliver herefter nr. 3-11. |
3) skibsjournaler i forbindelse med
forebyggelse af forurening, herunder om autorisation af journalerne
og ansvaret for disses førelse og opbevaring, samt om
kontrollen hermed, | | |
4) maritim sikring med sigte på at
forebygge terrorhandlinger m.v. mod skibe, | | |
5) hjælpemidler og materialer, om
disses indretning og mærkning, anvendelse, vedligeholdelse og
pasning, om sikkerhedsarbejdet, om arbejdsgiverens pligter i
forbindelse med de søfarendes arbejds- og levevilkår
om bord, herunder de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold,
hvorunder arbejde om bord, som ikke er omfattet af lov om
arbejdsmiljø, skal udføres, | | 4. I § 3, nr. 5 og 6, der bliver nr. 6 og 7,
ændres »arbejdsgiverens« til: »rederens og
andre arbejdsgiveres«. |
6) skibets sikkerheds-, brand- og
redningstjeneste, sundhedsforholdene og renligheden om bord,
sygdomsbehandlernes sundhedsuddannelse, arbejdsmedicinske
undersøgelser, udgifternes afholdelse i forbindelse hermed,
samt arbejdsgiverens og arbejdstagerens pligter i denne
forbindelse, | | |
7) ansvarsområdet for skibsofficerer
og andre om bord, der har ledende stillinger, | | |
8) forebyggelse mod at få
blindpassagerer om bord samt behandlingen af blindpassagerer om
bord, | | |
9) mærkning, lastning, transport og
losning af farligt gods og anden ladning, der kræver
særlige foranstaltninger af hensyn til skibets og
menneskelivs sikkerhed og beskyttelse mod forurening, herunder om
terminaloperatørers kvalitetsstyringssystemer for lastning
og losning af bulkskibe, og | | |
10) transport af levende dyr. | | |
| | 5. I § 3 indsættes som stk. 2: |
| | »Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan for udenlandske skibe,
der efter regler fastsat i medfør af § 1, stk. 3, er
omfattet af loven, fastsætte regler om de forhold, som er
omfattet af FN's Internationale Arbejdsorganisations konvention om
søfarendes arbejdsforhold.« |
| | |
§ 8.
(…) | | |
| | 6. Efter §
8 indsættes i kapitel 3: |
| | Ȥ 8
a. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter
forhandling med forsvarsministeren fastsætte regler om
overvågningen af danske farvande og skibes anløb af
havne, herunder om pligt til at foretage indberetning til
Søværnets Operative Kommando om de skibe, der besejler
de i § 1, stk. 3, nævnte farvandsområder og havne,
om de ombordværende og om skibenes last m.v.« |
Kapitel 4 | | |
Almindelige
pligter | | |
| | 7. § 9
affattes således: |
§ 9.
Rederen skal sørge for, at fejl eller mangler, som
vedkommende bliver bekendt med, udbedres, og skal påse, at
skibet gennemgår de lovpligtige syn og er forsynet med
gyldige certifikater. Rederen skal tillige sikre, at
skibsføreren har mulighed for at opfylde de forpligtelser,
der påhviler denne. | | »§ 9. Rederen skal sikre, at
reglerne i denne lov og regler udstedt i medfør af loven
vedrørende skibet og dets drift overholdes. Rederen skal sørge for, at skibet
gennemgår de lovpligtige syn og er forsynet med gyldige
certifikater. Rederen skal tillige sørge for, at
skibsføreren har mulighed for at opfylde de forpligtelser,
der påhviler denne. Forpligtelserne efter 1-3. pkt.
påhviler rederen, uanset om andre organisationer,
virksomheder eller personer opfylder visse af opgaverne eller
pligterne på rederens vegne. |
| | Stk. 2. Har
rederen helt eller delvis overladt de pligter og
ansvarsområder, som er omfattet af den kode om sikker
skibsdrift, som er fastsat af FN's Internationale Maritime
Organisation, til en anden organisation eller person, finder stk. 1
tillige anvendelse for den pågældende for så vidt
angår de overtagne pligter og
ansvarsområder.« |
| | |
§ 14.
… | | |
| | 8. I § 14, stk. 2, indsættes efter 1.
pkt.: |
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan endvidere tilbageholde et skib, hvis
skibet mangler foreskrevne certifikater, dokumenter eller udstyr,
eller dette er fejlbehæftet. Ligeledes kan
Søfartsstyrelsen tilbageholde et skib, såfremt
rederen, føreren eller den, der handler på disses
vegne, lægger Søfartsstyrelsen hindringer i vejen for
en forsvarlig udøvelse af dens pligter. | | »Søfartsstyrelsen kan
ligeledes tilbageholde et skib, hvis der konstateres alvorlige
eller gentagne overtrædelser af denne lov, lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v., lov om skibes
besætning, lov om skibsmåling, §§ 186, 197,
198 eller 471 i søloven eller regler udstedt i medfør
heraf.« |
Stk. 3.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om udstedelse af
forbud mod, at et skib forlader en havn på grund af ugunstige
vejrforhold. | | 9. I § 14, stk. 3, ændres
»ugunstige vejrforhold« til: »ugunstige vejr-,
sø- eller isforhold« |
| | |
§ 16.
… | | |
| | 10.§ 16, stk. 2, affattes
således: |
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan informere andre lande,
klassifikationsselskaber eller personer og offentliggøre
oplysninger om skibe, der er blevet tilbageholdt eller er meddelt
anløbsforbud, herunder om navnet på skibets
klassifikationsselskab, befragter m.v. og årsagen til
tilbageholdelsen eller anløbsforbudet. | | »Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan informere andre lande,
klassifikationsselskaber, Europa-Kommissionen, Det Europæiske
Agentur for Søsikkerhed eller andre organisationer eller
personer om konstaterede fejl eller mangler på skibe og andre
oplysninger af betydning for sikkerheden eller miljøet samt
om skibe, der er blevet tilbageholdt eller er meddelt
anløbsforbud, herunder om navnet på skibets
klassifikationsselskab, befragter m.v. og årsagen til
tilbageholdelsen eller anløbsforbudet.
Søfartsstyrelsen kan endvidere offentliggøre
oplysninger herom samt informere og offentliggøre
oplysninger om andre overtrædelser af denne lov, lov om
søfarendes ansættelsesforhold m.v., lov om skibes
besætning, søloven og lov om skibsmåling og
regler udstedt i medfør af disse love samt om ulykker til
søs.« |
| | |
§ 17.
… | | |
Stk.
6.Ministeren kan fastsætte regler om
kundgørelsen af de i medfør af loven udstedte
forskrifter og kan bestemme, at internationale vedtagelser inden
for lovens område skal være gældende, uanset at
de ikke foreligger på dansk. Ministeren kan endvidere
bestemme, at skibe skal opfylde forskrifter fastsat af anerkendte
klassifikationsselskaber m.v., uanset at de ikke foreligger
på dansk. | | |
| | 11. I § 17 indsættes efter stk. 6 som
nye stykker: |
| | »Stk.
7.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det. |
| | Stk. 8.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler
om, at Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af
dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et
dokument med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter
1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser,
der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med angivelse af
Søfartsstyrelsen som afsender.« |
Stk. 7.
Økonomi- og erhvervsministeren kan i øvrigt efter
aftale med vedkommende minister fastsætte regler om
Søfartsstyrelsens samarbejde med andre offentlige
myndigheder og beslutte, at økonomi- og erhvervsministerens
og Søfartsstyrelsens beføjelser efter loven
udøves af andre offentlige myndigheder. | | Stk. 7 og 8 bliver herefter stk. 9 og
10. |
Stk. 8.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
klageadgang, herunder om at Søfartsstyrelsens og andre
offentlige myndigheders afgørelser truffet i medfør
af loven ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed. | | |
| | |
| | 12. I § 19, stk. 1, indsættes efter 1.
pkt.: |
§ 19.
Søfartsstyrelsens medarbejdere har, hvis det skønnes
nødvendigt i forbindelse med deres hverv, til enhver tid mod
behørig legitimation uden retskendelse adgang til at
gå om bord i ethvert skib, der er omfattet af loven, for at
udføre deres opgaver. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse
for skibe under bygning. | | »På samme måde har
Søfartsstyrelsens medarbejdere adgang til lokaler, hvorfra
der udføres erhvervsvirksomhed, som er omfattet af
loven.« |
Stk. 2.
… | | |
| | 13. I § 19 indsættes som stk. 5: |
| | »Stk. 5.
Søfartsstyrelsen yder inden for rammerne af denne lov
bistand til Europa-Kommissionen og Det Europæiske Agentur for
Søfartssikkerhed vedrørende denne lov og forordninger
inden for denne lovs område.« |
| | |
§ 20.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
indberetningspligt i forbindelse med skibes anløb af danske
eller udenlandske havne. | | |
| | 14. I § 20 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: |
| | »Stk. 2.
Politiet kan standse et fritidsfartøj og lade det
undersøge for fejl og mangler, herunder fornødent
udstyr, samt kontrollere, at skibsføreren lovligt kan
føre fartøjet. Opfylder fartøjet ikke
bestemmelserne i loven eller de regler, der er udstedt i
medfør af loven, kan politiet forbyde anvendelse af
fartøjet, indtil forholdene er lovliggjorte.« |
Stk. 2.
Politi, toldmyndigheder, arbejdstilsyn og havnemyndigheder, som
får kendskab til forhold, der strider mod denne lov eller
regler fastsat i medfør af loven, skal underrette
Søfartsstyrelsen herom. Vedkommende myndighed kan
fastsætte nærmere regler herom. | | Stk. 2-4 bliver hefter stk. 3-5. |
Stk. 3. En
læge, der konstaterer eller får mistanke om, at en
person har været udsat for skadelige påvirkninger i
forbindelse med sit arbejde om bord i et skib, skal underrette
arbejdstilsynet herom. Økonomi- og erhvervsministeren kan
fastsætte nærmere regler herom. | | |
Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
pligt til anmeldelse af arbejdsulykker, forgiftningstilfælde,
erhvervssygdomme og andre forhold af sikkerheds- og
sundhedsmæssig betydning. | | |
| | |
| | 15.§ 20 a affattes således: |
§ 20
a. Søfartsstyrelsen fører som led i
tilsynsvirksomheden efter denne lov tilsyn med overholdelsen af
lovgivningen om røgfri miljøer på danske skibe.
Søfartsstyrelsen kan, eventuelt på nærmere
angivne vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod
lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angivet frist. | | »§ 20
a. Søfartsstyrelsen kan som led i tilsynsvirksomheden
efter denne lov tillige føre tilsyn med overholdelsen af lov
om røgfri miljøer på danske skibe og med
overholdelsen af lov om søfarendes ansættelsesforhold
m.v., lov om skibes besætning, lov om skibsmåling og
§§ 186, 197, 198 og 471 i søloven samt regler
udstedt i medfør heraf. Søfartsstyrelsen kan
påbyde, at forhold, der strider mod de nævnte love
eller regler, der er udstedt i medfør heraf, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angiven frist. |
Stk. 2.
§ 17, stk. 7 og 8, § 19, § 22 og
§ 24, stk. 1-3 og 5, og de regler, der er udstedt i
medfør heraf, og § 25 finder tilsvarende
anvendelse. | | Stk. 2. §
16, stk. 2, § 17, stk. 9 og 10, § 19, § 22 og §
24, og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt §
25 finder tilsvarende anvendelse på tilsynsvirksomheden efter
stk. 1. |
Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med
indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte nærmere
regler om udøvelsen af tilsynet. | | Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
det tilsyn, som udføres efter denne lov, og om behandling af
klager fra søfarende med flere, herunder at det ikke
må oplyses, at tilsynsbesøg foretages som følge
af en klage. Regler om tilsynet med overholdelsen af lov om
røgfri miljøer på danske skibe,
fastsættes efter forhandling med ministeren for sundhed og
forebyggelse.« |
| | |
| | 16. Efter §
20 a indsættes i kapitel 6: |
| | Ȥ 20
b. Søfartsstyrelsen varetager inden for rammerne af
denne lov udstedelsen af foreskrevne certifikater og anden
dokumentation efter lov om søfarendes
ansættelsesforhold m.v. Søfartsstyrelsen kan
fastsætte nærmere regler herom.« |
Kapitel 7 | | |
Ankenævnet for
Søfartsforhold | | |
§ 21.
… | | |
| | 17. I § 21, stk. 3, indsættes efter 1.
pkt.: |
Stk. 3.
Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. | | »Senest 4 uger efter, at
nævnet har truffet afgørelse, kan sagen af hver af
parterne indbringes for domstolene. Retssag anlægges mod den
myndighed, hvis afgørelse er påklaget til
nævnet. Sager vedrørende søfartslægers
afgørelser om egnethed til skibstjeneste anlægges dog
altid mod Søfartsstyrelsen. Retssag, som rejses af den
myndighed, hvis afgørelse er påklaget til
nævnet, anlægges mod den part, som har påklaget
afgørelsen. Den myndighed, hvis afgørelse er
påklaget til nævnet, skal underrette andre, der har
været part i sagen for nævnet, om
søgsmålet.« |
| | 18.§ 21, stk. 4, affattes
således: |
Stk. 4.
Nævnet består af en formand, der skal være
dommer, samt et antal sagkyndige medlemmer. For formanden kan
udpeges en stedfortræder. Nævnets sagkyndige medlemmer
skal have kendskab til søfartsforhold, herunder tekniske,
nautiske eller søfartsmedicinske forhold. | | »Stk. 4.
Nævnet består af en formand samt et antal sagkyndige
medlemmer. For formanden kan udpeges en stedfortræder.
Formanden og stedfortræderen for formanden skal være
landsdommere. Nævnets sagkyndige medlemmer skal have kendskab
til søfartsforhold, herunder tekniske, nautiske eller
søfartsmedicinske forhold.« |
| | |
§ 24.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter regler om
betaling for syn af fiskeskibe, hvor Søfartsstyrelsen
foretager | | 19.§ 24, stk. 1, ophæves. |
1) syn og godkendelser m.v. efter
anmodning, selv om de er omfattet af en autorisation meddelt i
henhold til § 22, | | |
2) syn, hvor der er givet fritagelse fra
regler fastsat i medfør af § 23 om optagelse i
klassifikationsselskabers registre, | | |
3) syn, der efter anmodning udføres
uden for sædvanlig arbejdstid, | | |
4) syn, der foretages i udlandet eller
på Færøerne, | | |
5) aftalte syn, der ikke har kunnet
påbegyndes, må afbrydes eller ikke har kunnet afsluttes
inden for en af økonomi- og erhvervsministeren fastsat
normtid på grund af værftets, rederiets eller disses
repræsentanters forhold, eller | | |
6) syn, fordi det ikke af værftet,
rederiet eller disses repræsentanter fyldestgørende er
oplyst, hvorledes tidligere konstaterede fejl er udbedret. | | |
| | Stk. 2-5 bliver herefter stk. 1-4. |
| | 20.§ 24, stk. 2, der bliver stk. 1,
affattes således: |
Stk. 2. For
andre end de i stk. 1 nævnte skibe kan økonomi-
og erhvervsministeren fastsætte regler om betaling for
Søfartsstyrelsens udførelse af syn, som er
foreskrevet i medfør af loven, herunder kontrolsyn. | | »Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling for
Søfartsstyrelsens udførelse af syn af skibe, som
foretages i medfør af loven.« |
Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
betaling for syn, som foretages efter anmodning, herunder syn af
udenlandske skibe, og om betaling for arbejde, som udføres i
forbindelse med godkendelser eller certificeringer, som er
foreskrevet i medfør af loven. | | 21. I § 24, stk. 3, der bliver stk. 2, ændres »som
er foreskrevet i medfør af loven« til: »som
foretages i medfør af loven«. |
| | |
§ 29 a. For
spiritussejlads straffes den, som fører skib eller i
øvrigt udfører arbejde om bord på et skib i en
stilling af væsentlig betydning for sikkerheden efter at have
indtaget spiritus i et sådant omfang, at
alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter sejlads
overstiger 0,50 promille. | | |
Stk. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse for fritidsfartøjer,
hvortil der ikke er foreskrevet udannelseskrav til fartøjets
fører eller eventuelle styrmand. Førere af
vandscootere og lignende fartøjer er dog omfattet af
stk. 1. | | |
Stk. 3.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, når et
fritidsfartøj er fortøjet i havn eller på
beskyttet ankerplads. | | |
Stk. 4.
For spiritussejlads straffes endvidere den, som fører skib
eller i øvrigt udfører arbejde om bord på et
skib i en stilling af væsentlig betydning for sikkerheden
efter at have indtaget spiritus eller andre rusmidler i et
sådant omfang, at vedkommende er ude af stand til at
udføre sin tjeneste på fuldt betryggende
måde. | | |
Stk. 5.
Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for et udenlandsk
fritidsfartøj, såfremt der ville have været
foreskrevet uddannelseskrav til fartøjets fører eller
eventuelle styrmand, jf. stk. 2, 1. pkt., hvis fartøjet
havde ført dansk flag. | | |
| | 22. I § 29 a indsættes som stk. 6: |
| | »Stk. 6.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med
Grønlands Selvstyre fastsætte regler om
spiritussejlads i grønlandske farvande, som omfatter andre
personer end dem, som er nævnt i stk. 1 og 4. Ministeren kan
endvidere fastsætte, at stk. 2, stk. 3 og stk. 5, helt eller
delvis ikke skal finde anvendelse i grønlandske
farvande.« |
| | |
§ 31.
Straffen efter § 29, stk. 1 og 2, kan stige til
fængsel i indtil 1 år, såfremt der foreligger
skærpende omstændigheder, jf. § 32,
stk. 1 og 6, og til fængsel i indtil 2 år,
såfremt overtrædelsen er begået forsætligt.
Straffen efter §§ 28 og 30 kan stige til
fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er
begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. | | |
| | 23. I § 31
indsættes som stk. 2: |
| | »Stk. 2.
Straffen efter § 28, § 29, stk. 1 og 2, § 29 c, stk.
1, og § 30 kan endvidere stige til fængsel indtil 2
år, hvis overtrædelsen har medført en ulykke med
alvorlig personskade eller dødsfald til
følge.« |
| | |
§ 31
a. Søfartsstyrelsen kan i sager om overtrædelse
af regler udstedt i medfør af § 3, nr. 3, der ikke
skønnes at ville medføre højere straf end
bøde, i et bødeforelæg tilkendegive, at sagen
kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået
overtrædelsen, erklærer sig skyldig i
overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en
nærmere angiven frist at betale en i
bødeforelægget angivet bøde. Fristen kan efter
anmodning forlænges af Søfartsstyrelsen. | | 24. I § 31 a, stk. 1, 1. pkt., ændres
»§ 3, nr. 3« til: »§ 3, nr.
4«. |
Stk. 2.
… | | |
| | |
| | 25.§ 32, stk. 1, affattes
således: |
§ 32.Ved
straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende
omstændighed, at der | | »Ved straffens udmåling skal
det betragtes som en skærpende omstændighed, at
der |
1) ved overtrædelsen er sket skade
på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, | | 1) ved overtrædelsen er sket skade
på liv eller helbred eller fremkaldt fare herfor, uden at
forholdet er omfattet af § 31, stk. 2, |
2) tidligere er afgivet forbud eller
påbud for samme eller tilsvarende forhold eller | | 2) tidligere er afgivet forbud eller
påbud for samme eller tilsvarende forhold, eller |
3) ved overtrædelsen er opnået
eller tilsigtet en økonomisk fordel for den
pågældende selv eller andre. | | 3) ved overtrædelsen er opnået
eller tilsigtet en økonomisk fordel for den
pågældende selv eller andre.« |
… | | |
Stk. 9. Der
kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. | | |
| | 26.§ 32 indsættes efter stk. 9 som
nyt stykke: |
| | »Stk.
10. Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 9
anses personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord
på skibet af andre end rederen, tillige for at være
knyttet til rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i
henhold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold
til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person, anses skibsføreren og de
søfarende tillige for at være knyttet til den, som
dokumentet er udstedt til.« |
| | Stk. 10 bliver herefter stk. 11. |
Stk. 10. En
juridisk person, som godtgør at have gjort alt, som er
nødvendigt for at sikre et godt og sikkert
arbejdsmiljø, kan dog ikke straffes i tilfælde, hvor
en ansat overtræder § 12 eller bestemmelser fastsat
i medfør af § 3, nr. 5, og stk. 8, hvis
overtrædelsen vedrører anvendelse af personlige
værnemidler, udsugningsforanstaltninger, beskyttelsesudstyr
eller sikkerhedsforanstaltninger, der alene tjener til beskyttelse
af den pågældende selv. | | 27. I § 32, stk. 10, der bliver stk. 11,
ændres »§ 3, nr. 5« til: »§ 3,
nr. 6« |
| | |
| | 28.§ 36 affattes således: |
§ 36. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, men
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for disse landsdele med de ændringer, der følger af de
særlige færøske og grønlandske
forhold. | | »§ 36. Loven gælder ikke
for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Grønland med de ændringer, som følger af de
grønlandske forhold.« |
| | |
| | § 2. I
sømandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 18.
juli 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 547 af 8. juni
2006, § 14 i lov nr. 1563 af 20. december 2006, § 2 i lov
nr. 349 af 18. april 2007 og § 1 i lov nr. 511 af 17. juni
2008, foretages følgende ændringer: |
| | |
| | 1. Som fodnote
til lovens titel indsættes: |
| | »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af: Rådets direktiv 2009/13/EF af 16.
februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50).« |
| | |
| | 2.Lovens titel affattes således: |
| | »Lov om
søfarendes ansættelsesforhold
m.v.«. |
| | |
| | 3. Overalt i
lovenændres
»sømand« til: »søfarende«,
»sømands« til: »søfarendes«,
»sømanden« til: »den
søfarende«, »Sømanden« til:
»Den søfarende«, »sømandens«
til: »den søfarendes« og
»Sømandens« til: »Den
søfarendes«. |
| | |
| | 4.§ 1, stk. 1, affattes
således: |
§ 1.
Udtrykket sømand omfatter i denne lov enhver person, bortset
fra skibsføreren, der er ansat af rederen til
udførelse af skibstjeneste om bord i et skib i
søen. | | »Udtrykket søfarende omfatter
i denne lov enhver person, bortset fra skibsføreren, der er
ansat, forhyret eller arbejder om bord på et dansk skib, og
som ikke udelukkende arbejder om bord, mens skibet ligger i havn.
For skibsføreren finder § 49 anvendelse.« |
| | 5. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt
stykke: |
| | »Stk. 2.
I tilfælde af tvivl om, hvorvidt en personkategori skal
betragtes som søfarende efter loven, afgøres
spørgsmålet af Søfartsstyrelsen efter
høring af de organisationer for redere og søfarende,
som spørgsmålet vedrører.
Søfartsstyrelsens afgørelse kan indbringes for
domstolene.« |
Stk. 2. Ved
tidsbegrænsede tjenesteaftaler forstås aftaler, hvor
tidspunktet for ansættelsesforholdets udløb er fastsat
ud fra objektive kriterier såsom en bestemt dato,
fuldførelsen af en bestemt opgave, herunder en bestemt
rejse, eller indtrædelsen af en bestemt begivenhed. | | Stk. 2 bliver herefter stk. 3. |
| | |
| | 6. Efter §
1 indsættes: |
| | Ȥ 1
a. Rederen skal sikre, at reglerne i denne lov og regler
udstedt i medfør af loven, herunder regler om
ansættelsesforholdet, overholdes.
Rederen skal ligeledes sikre, at den søfarendes rettigheder
efter ansættelseskontrakten opfyldes. Rederen skal tillige
sørge for, at skibsføreren har mulighed for at
opfylde de forpligtelser, der påhviler denne. Forpligtelserne
efter 1.-3. pkt. påhviler rederen, uanset om andre
organisationer, virksomheder eller personer varetager visse af
opgaverne eller pligterne på rederens vegne. |
| | Stk. 2. Stk. 1
finder anvendelse, selvom en anden end rederen er arbejdsgiver. I
disse tilfælde påhviler forpligtelserne efter
ansættelseskontrakten, jf. § 3, og de bestemmelser i
loven, som regulerer ansættelsesforholdet, tillige
arbejdsgiveren. |
| | Stk. 3. Har
rederen helt eller delvis overladt sine pligter og
ansvarsområder i henhold til denne lov eller
ansættelseskontrakten til en anden person eller organisation,
finder stk. 1 tillige anvendelse for den pågældende for
så vidt angår de overtagne pligter og
ansvarsområder. |
| | Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om forpligtelserne efter stk.
1-3.« |
| | |
§ 2.
På personer, der er ansat af rederen til at udføre
andet arbejde om bord end skibstjeneste, samt på personer,
der er ansat om bord af andre end rederen, finder følgende
bestemmelser anvendelse: | | 7.§ 2 ophæves. |
1) § 3 stk. 1 og 3, om oprettelse af
skriftlig ansættelseskontrakt m.v., | | |
2) § 4 om mindstealder,
lægeundersøgelse m.v., | | |
3) § 9 om ret til afsked og hjemrejse
i tilfælde af graviditet, | | |
4) § 18 d om søfarendes ret
til tjenestefrihed som følge af tvingende
familiemæssige årsager, | | |
5) § 19, stk. 2 og 3, om hyre,
hjemrejse m.m. i tilfælde af skibets forlis m.v., | | |
6) § 27 om omsorgspligt m.v., | | |
7) § 30, stk. 5, om statens
overtagelse af udgifterne til pleje og hjemrejse i tilfælde
af kønssygdom eller tuberkulose, | | |
8) § 31 om statens dækning af
visse udgifter til syg eller skadet sømand, | | |
9) § 32 om skibsførerens pligt
til at sørge for begravelse m.v., | | |
10) § 34, stk. 2 og 3, om statens
dækning af udgifterne ved begravelse, | | |
11) § 53, stk. 1 og 3, om pligten til
at efterkomme ordrer og erstatte skade, | | |
12) § 55 om kost- og
sundhedsforhold, | | |
13) § 57 om hviletid, | | |
14) § 59 om adgangen til at medtage
gods m.v., | | |
15) § 60 om ejendele, der efterlades
om bord, | | |
16) § 62 om magtmidler, | | |
17) § 63 om skibsførerens
pligter i tilfælde af en grovere forbrydelse og | | |
18) § 67, stk. 1, nr. 1, og stk. 2,
om straf for visse forseelser. | | |
Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter indhentet udtalelse
fra de berørte rederes og søfarendes organisationer
fastsætte regler om, at kun de bestemmelser, der er
nævnt i stk. 1, skal anvendes på restaurationspersonale
og andet personale, der er ansat i et passagerskib til betjening af
passagererne. | | |
Stk. 3. De
personer, der er nævnt i stk. 1 og 2, skal udføre det
arbejde, som skibsføreren finder nødvendigt for
skibets sikkerhed. | | |
Stk. 4.
På personer, der medtages om bord i medfør af
sølovens § 70 1 , finder stk. 1 og 3 anvendelse. | | |
| | |
§ 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om arbejdsgiverens pligt til at oprette
skriftlig aftale med den ansatte, herunder om udfærdigelse af
hyre- og ansættelseskontrakt, og om arbejdsgiverens pligt til
at underrette den ansatte om vilkårene for arbejdsaftalen og
arbejdsvilkårene. Formen og indholdet af hyre- og
ansættelseskontrakterne fastsættes efter indhentet
udtalelse fra Skibstilsynsrådet. | | 8. I § 3, stk. 1,
ændres to steder »arbejdsgiverens« til:
»rederens eller arbejdsgiverens«. |
Stk. 2.
… | | |
| | 9. I § 3 indsættes efterstk. 2 som nyt
stykke: |
| | »Stk. 3.
Den søfarende skal, inden en ansættelsesaftale
underskrives, have mulighed for at gennemgå den og
søge råd vedrørende dens
vilkår.« |
Stk. 3.
Fornyelsen af flere på hinanden følgende
tidsbegrænsede tjenesteaftaler kan kun ske, hvis
betingelserne i § 5, stk. 1, i lov om tidsbegrænset
ansættelse er opfyldt. | | Stk. 3 bliver herefter stk. 4. |
| | |
§ 6.
… | | |
Stk. 4.
Såfremt en søfarende med en tidsbegrænset
tjenesteaftale forbliver i tjenesten efter, at aftalen er
udløbet, og uden at ny aftale om fratrædelseshavn er
indgået, finder stk. 1 og 2 anvendelse. | | |
| | 10. I § 6 indsættes som stk. 5: |
| | »Stk. 5.
Fratræder den søfarende efter rederens opsigelse eller
ved udløbet af en tidsbegrænset tjenesteaftale i en
havn, som skibet anløber uden for den søfarendes
hjemland, har den søfarende ret til rejse med underhold til
sin bopæl for rederens regning.« |
| | |
§ 7.
… | | |
| | 11. I § 7, stk. 2, indsættes som 3. pkt.: |
Stk. 2.
Sømanden kan skriftligt samtykke i, at nye frister på
indtil 6 måneder ad gangen kan begynde at løbe.
Samtykke kan dog ikke gives tidligere end 1 måned før
udløbet af en frist. | | »Den søfarende kan dog
højst gøre tjeneste i en sammenhængende periode
på samme skib eller på skibe tilhørende samme
reder i 12 måneder.« |
| | |
§ 8.
… | | |
| | 12. Efter §
8 indsættes: |
| | »1a. Forhyring
og formidling for søfarende |
| | § 8 a.
Private forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende,
hvis primære formål er at forhyre eller formidle
arbejde til søfarende, eller som forhyrer eller formidler
arbejde til et betydeligt antal søfarende, kan kun drives
inden for Danmarks grænser, hvis de er certificerede hertil
af Søfartsstyrelsen. |
| | Stk. 2. En
reder, som anvender en dansk privat forhyrings- og
formidlingstjeneste for søfarende, skal sikre sig, at den
pågældende tjeneste har et gyldigt certifikat efter
stk. 1. |
| | |
| | § 8 b.
Ved forhyring og formidling for søfarende i Danmark
gælder: |
| | 1) At certificeringen gives for en
tidsbegrænset periode og kan tilbagekaldes i tilfælde
af overtrædelse af certificeringens vilkår eller af
regler fastsat i medfør af denne lov. |
| | 2) At den søfarende under enhver
forhandling om forhyring skal have ret til frit at vælge
skib, ligesom reder eller en skibsfører skal have ret til
frit at vælge sit mandskab. |
| | 3) At det af hyre- og
ansættelseskontrakten skal fremgå, at der er
tilvejebragt sikkerhed for, at alle interesserede parter beskyttes,
og at der gives den søfarende tilstrækkelig lejlighed
til at sætte sig ind i aftalen. |
| | Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler
for forhyring og formidling for søfarende i Danmark. |
| | |
| | § 8 c.
Redere, der anvender private forhyrings- og formidlingstjenester
for søfarende i lande, der har ratificeret ILO's konvention
om søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179
om forhyring og formidling for søfolk (1996), skal sikre, at
de pågældende tjenester har et certifikat eller en
licens, der dokumenterer, at de drives i overensstemmelse med
kravene i den pågældende konvention. Udsteder det
pågældende land ikke sådanne certifikater eller
licenser til private forhyrings- og formidlingstjenester, skal
rederen sikre sig en anden form for officiel bekræftelse
på, at de pågældende tjenester drives i
overensstemmelse med kravene i en af de nævnte
konventioner. |
| | Stk. 2.
Redere, der anvender private forhyrings- og formidlingstjenester
for søfarende i lande, der ikke har ratificeret ILO's
konvention om søfarendes arbejdsforhold eller ILO's
konvention nr. 179 om forhyring og formidling for søfolk
(1996), skal kunne dokumentere, at de pågældende
tjenester overholder de krav til forhyrings- og
formidlingstjenester, der følger af de
pågældende konventioner. |
| | Stk. 3.
Søfartsstyrelsen kan godkende, at en reder anvender en
privat forhyrings- og formidlingstjenester for søfarende i
et land, der ikke har ratificeret ILO's konvention om
søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179 om
forhyring og formidling for søfolk (1996), og opkræve
betaling til dækning af udgifterne i forbindelse med
godkendelsen. Godkendelsen gives for en tidsbegrænset periode
og kan tilbagekaldes. |
| | Stk. 4.
Søfartsstyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der
anvendes forhyrings- og formidlingstjenester i nærmere
angivne lande, hvis forhyrings- og formidlingstjenesterne i de
pågældende lande på væsentlige punkter ikke
lever op til de krav, som følger af ILO's konvention om
søfarendes arbejdsforhold eller ILO's konvention nr. 179 om
forhyring og formidling for søfolk (1996). |
| | |
| | § 8 d.
Klager over danske private forhyrings- og formidlingstjenester
eller private forhyrings- og formidlingstjenester, der er godkendt
efter § 8 c, stk. 3, kan indgives til
Søfartsstyrelsen. |
| | |
| | § 8 e.
Det står enhver reder frit for, under iagttagelse af regler
udstedt i medfør af § 8 b, at tilvejebringe mandskab
til sit skib gennem skibets officerer eller det i rederiets faste
tjeneste stående kontorpersonale, men der kan ikke stilles
krav om, at den søfarende betaler vederlag for
ydelsen. |
| | |
| | § 8 f.
Søfartsstyrelsen kan formidle praktikpladser til elever
på søfartsuddannelser.« |
| | |
2. Sømandens
ret til at kræve afsked | | |
| | |
§ 10. En
sømand kan kræve afsked, hvis han efter forhyringen
får underretning om, at han på andet skib kan få
stilling af højere grad end den, han har, eller anden
stilling af væsentlig betydning for ham, eller om andre
omstændigheder, som gør det til en velfærdssag
for ham at kunne fratræde. Bliver skibet derved
usødygtigt, kan sømanden dog kun kræve afsked
efter 1. pkt., hvis en kvalificeret mand kan skaffes i hans
sted. | | |
Stk. 2.
Sømanden skal erstatte rederen udgifterne ved at skaffe en
ny mand efter stk. 1. Erstatningen kan nedsættes eller
bortfalde under hensyn til sømandens resterende tjenestetid
og omstændighederne i øvrigt. | | |
| | 13. I § 10 indsættes som stk. 3: |
| | »Stk. 3.
Den søfarende kan kræve afsked, når der
foreligger en ansættelsessituation, der kan henføres
til reglen i § 1, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes
Garantifond, eller når rederen væsentligt har
misligholdt den søfarendes ansættelseskontrakt, og den
søfarende ikke har ret til at kræve afsked efter andre
bestemmelser i loven. Rederen betaler herefter den
søfarendes rejse med underhold til hjemstedet.« |
| | |
§ 12.
… | | |
| | 14.§ 12, stk. 4, affattes
således: |
Stk. 4.
Fratræder sømanden, betaler rederen tre fjerdedele og
sømanden en fjerdedel af udgifterne til rejse med underhold
til hjemstedet eller efter rederens bestemmelse til
forhyringsstedet. Staten refunderer en tredjedel af det
beløb, som rederen har betalt til sømandens udgifter
til rejse med underhold til hjemstedet eller til
forhyringsstedet. | | »Stk. 4.
Fratræder den søfarende, betaler rederen udgifterne
til den søfarendes rejse med underhold til hjemstedet eller
efter rederens bestemmelse til forhyringsstedet, og staten
refunderer rederen 25 pct. af udgifterne.« |
| | |
§ 17.
Skibsføreren kan afskedige en sømand, hvis han:
… | | |
7) i strid med § 64 indbringer en
tvist om tjenesteforholdet for udenlandsk myndighed. | | 15. I § 17, stk. 1, nr. 7, ændres »myndighed« til:
»domstol«. |
| | |
| | |
§ 18 b.
… | | |
Stk. 2.
Opsiges tjenesteforholdet i medfør af stk. 1, betaler
rederen 65 pct., staten 25 pct. og sømanden 10 pct. af
udgifterne til rejse med underhold til hjemstedet eller efter
rederens bestemmelse til forhyringsstedet. Rederen udlægger
statens andel, der refunderes af Søfartsstyrelsen. | | 16. I§ 18 b, stk. 2, ændres »65 pct.,« til:
»75 pct. og«. |
| | |
| | 17. I§ 18 b, stk. 2, udgår »og sømanden 10
pct.« |
| | |
| | 18.§ 24 affattes således: |
§ 24. En
sømand kan kun kræve hyre udbetalt, når skibet
ligger i havn, og i samme land ikke oftere end hver syvende
dag. | | Ȥ 24. Hyre skal udbetales med
højst 1 måneds mellemrum. |
Stk. 2. Hyre
udbetales kontant, medmindre sømanden forlanger anvisning
på rederen. Udbetaling kan kræves i stedets mønt
efter dagens kurs. | | Stk. 2. En
søfarende kan kun kræve hyre udbetalt, når
skibet ligger i havn, og i samme land ikke oftere end hver syvende
dag. |
Stk. 3. En
sømand kan kræve hyre udbetalt i form af
månedlige træk til en bestemt person i Danmark eller
indsat i dansk pengeinstitut. Han kan dog ikke kræve
udbetaling efter flere end tre sideløbende
træksedler. | | Stk. 3. Hyre
udbetales kontant, medmindre den søfarende forlanger
anvisning på rederen. Udbetaling kan kræves i lokal
valuta efter dagens kurs. |
Stk. 4. En
sømand kan uden udgift sende hyre fra udlandet til Danmark
gennem dansk konsul. Forsendelsen sker på statens regning og
risiko. | | Stk. 4. En
søfarende kan kræve hyre udbetalt i form af
månedlige træk til en bestemt person. Der kan dog ikke
kræves udbetaling efter flere end tre sideløbende
træksedler. |
| | Stk. 5. En
søfarende kan kræve hele eller en del af sin hyre
overført til et eller flere pengeinstitutter.« |
§ 25. Uden
sømandens samtykke kan der foruden for sådanne
beløb, som det i henhold til særlig lovbestemmelse er
pålagt rederen at tilbageholde, kun gøres fradrag i
hyren for beløb til dækning af erstatningsansvar, som
en sømand har pådraget sig i tjenesten. Fradrag skal
ske i hyre, der udbetales sømanden, fremfor i hyre, der
udbetales som træk, medmindre sømanden bestemmer
andet. | | |
| | 19. I § 25 indsættes som stk. 2 og 3: |
| | »Stk.
2.Rederen må ikke kræve, at den søfarende
ved indgåelsen af ansættelseskontrakten eller i
forbindelse med tiltrædelsen af tjenesten skal betale et
forskud til dækning af udgifter
til sin hjemrejse. |
| | Stk. 3.Rederen
må kun foretage fradrag i den søfarendes
hyre m.v. for hjemrejseudgifter efter afsked efter § 17,
hvis rederen har konstateret, at den søfarende
væsentligt har misligholdt sine forpligtelser efter
ansættelsesforholdet.« |
§ 27.
… | | |
Stk. 6. Kan en
syg eller tilskadekommet sømand ikke selv tage vare på
sine ejendele, skal skibsføreren drage omsorg for dem. | | 20. I § 27, stk. 6, indsættes efter »dem«:
» og sende dem til den søfarende eller den
søfarendes nærmeste slægtning«. |
| | |
§ 29.
… | | 21.§ 29, stk. 2, affattes
således: |
Stk. 2. Er
sømanden syg eller skadet ved tjenestens ophør,
løber hyren videre, så længe han er
uarbejdsdygtig, dog højst 2 måneder. Er bestemte tegn
på sygdom eller legemsskade ikke påvist, har han dog
ikke ret til hyre i flere dage, end han har været i
tjenesten. Skyldes uarbejdsdygtigheden kønssygdom, betales
hyren af staten. | | »Stk. 2.
For en søfarende, der er syg eller skadet ved
skibstjenestens ophør, gælder følgende: |
| | 1) Sygehyren løber videre, så
længe den pågældende er uarbejdsdygtig, dog
højst i 16 uger, uanset om den søfarendes
ansættelsesforhold ophører, inden der er
forløbet 16 uger regnet fra skibstjenestens
ophør. |
| | 2) Ophører
ansættelsesforholdet efter, at der er forløbet mere
end 16 uger regnet fra skibstjenestens ophør, løber
sygehyren videre til ansættelsesforholdets
ophør. |
| | 3) Er den ansatte søfarende blevet
uarbejdsdygtig på et tidspunkt, hvor den
pågældende ikke var i tjeneste på et af rederiets
skibe, regnes de 16 uger fra det tidspunkt, hvor
uarbejdsdygtigheden indtrådte.« |
| | |
| | 22. I § 29 indsættes efter stk. 2 som
nyt stykke: |
| | »Stk. 3.
Er bestemte tegn på sygdom eller legemsskade ikke
påvist, har den søfarende dog ikke ret til hyre i
flere dage, end den pågældende har været i
tjenesten. Skyldes uarbejdsdygtigheden kønssygdom, betales
hyren af staten.« |
| | Stk. 3 bliver herefter stk. 4. |
§ 30.
… | | |
Stk. 2. Er
sømanden syg eller skadet ved tjenestens ophør, har
han med de i stk. 4-6 anførte undtagelser ret til pleje for
rederens regning i indtil 12 uger, dog ikke ud over 2 uger efter,
at han er ankommet til det land, hvor han har bopæl. Tiden
regnes fra fratrædelsesdagen eller, hvis han ikke
afmønstres, fra den dag, da skibet afsejler. | | 23. I § 30, stk. 2, og35,
stk. 2, ændres »12
uger« til: »16 uger«. |
| | |
§ 32.
… | | |
| | 24.§ 32, stk. 2, 3. og 4. pkt., ophæves, og i stedet
indsættes: |
Stk. 2.
Skibsføreren skal snarest muligt lade optage en fortegnelse
over, hvad den afdøde har efterladt om bord. Fortegnelsens
rigtighed skal bekræftes af 2 personer. Indtræffer
dødsfaldet i udlandet, skal skibsføreren aflevere
fortegnelsen til nærmeste danske konsul. Kan de efterladte
ejendele ikke uden ulempe beholdes om bord, skal de overgives til
konsulen. | | »Skibsføreren skal sende
fortegnelsen og de efterladte ejendele til den afdødes
nærmeste slægtning.« |
| | |
§ 35.
… | | |
Stk. 2. Retten
til pleje omfatte dog alene pleje uden for hjemlandet i indtil 12
uger efter, at sygdommen eller skaden er indtrådt. § 29
finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor sygdommen
indtræder under graviditets- og/eller barselorlov. | | |
| | 25.§ 40 affattes således: |
§ 40. Var
tjenesteforholdet opsagt, da skibsofficeren blev uarbejdsdygtig,
eller opsiges det herefter, finder § 29, stk. 2, jf. §
35, om ret til sygehyre efter tjenesteforholdets ophør kun
anvendelse, hvis opsigelsesfristen udløber, inden 2
måneder er forløbet, efter at han fratrådte
tjenesten om bord. Retten til sygehyre ophører i så
fald 2 måneder efter fratrædelsen. Er skibsofficeren
blevet uarbejdsdygtig på et tidspunkt, da han ikke var i
tjeneste på et af rederiets skibe, regnes de 2 måneder
fra det tidspunkt, uarbejdsdygtigheden indtrådte. | | »§ 40. Var tjenesteforholdet
opsagt, da skibsofficeren blev uarbejdsdygtig, eller opsiges det
herefter, finder § 29, stk. 2 og 3, jf. § 35, om ret til
sygehyre tilsvarende anvendelse, jf. dog § 44.« |
| | |
| | 26.§ 49 affattes således: |
§ 49. For
skibsføreren gælder med de fornødne
lempelser: | | »§ 49. For skibsføreren
finder følgende bestemmelser tilsvarende anvendelse: |
1) § 4, stk. 2, om
lægeundersøgelse, | | 1) § 1, stk. 2, |
2) § 6, stk. 1, om
fratrædelsessted, | | 2) § 3, stk. 3 og 4, |
3) § 7, stk. 1, jf. § 39, om
fratrædelse efter 6 måneder, hvis ikke andet er
aftalt, | | 3) § 4, stk. 2, |
4) § 8 om fri hjemrejse efter 6
måneders tjeneste, | | 4) § 6, |
5) § 14, stk. 1, jf. stk. 3, om ret
til at kræve afsked, hvis skibet mister retten til at
føre dansk flag, | | 5) § 7, stk. 1, jf. § 39, |
| | 6) § 7, stk. 2, 3. pkt., |
6) § 18 c om søfarendes
graviditet og barsel, | | 7) § 8, |
7) § 18 d om søfarendes ret
til tjenestefrihed som følge af tvingende
familiemæssige årsager, | | 8) §§ 8 a - 8 e, |
8) §§ 29 og 30, jf. §§
35, 40 og 41, om hyre, pleje og fri rejse i tilfælde af
sygdom eller legemsskade, | | 9) § 10, stk. 3, |
9) § 31 om rederens adgang til af
staten at få erstattet visse udgifter, | | 10) § 14, stk. 1, jf. stk. 3, |
10) §§ 32 og 34 om begravelse
eller ligbrænding og om behandling af efterladenskaber, | | 11) § 15, |
11) § 33, stk. 3, jf. §§ 35
og 41, om efterhyre ved død, | | 12) § 18 a, stk. 1, og § 18
b, |
12) § 57 om hviletid, og | | 13) § 18 c, |
13) § 61 om erstatning for tab af
ejendele. | | 14) § 18 d, |
| | 15) §§ 21-22 og §§
24-26, |
| | 16) §§ 27-30, jf. §§
35, 40 og 41, |
| | 17) § 31, |
| | 18) §§ 32 og 34, |
| | 19) § 33, jf. §§ 35 og
41, |
| | 20) § 55, stk. 1, og 2, |
| | 21) § 57, |
| | 22) § 61 og |
| | 23) § 73 a.« |
| | |
| | 27. I § 55, stk. 1, affattes
således: |
§ 55.
Skibsføreren skal sørge for, at mandskabet får
god og tilstrækkelig kost. Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte regler herom. | | »Skibsføreren skal
sørge for, at mandskabet får god og
tilstrækkelig kost. Kosten om bord skal være gratis for
den søfarende under udmønstringsperioden.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om
1. og 2. pkt.« |
| | |
| | |
Kapitel 4 | | 28.Overskriften til kapitel
4 affattes således: |
Tvist om
tjenesteforholdet | | »Tvist om
tjenesteforholdet og klagebehandling om bord« |
| | |
| | 29.§ 64 affattes således: |
§ 64.
En sømand kan indbringe skibsførerens afregning for
Søfartsstyrelsen. | | »§ 64. En søfarende har
ret til at klage til rederen over afregningen, skibstjenesten,
ansættelsesforholdet eller forholdene om bord. Rederen har
pligt til at sørge for, at klager bliver
tilstrækkeligt undersøgt og til at udarbejde og
gennemføre procedurer om bord for en retfærdig,
effektiv og hurtig behandling af klager. Økonomi- og
erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om
klage m.v. |
Stk. 2.
Opstår der, mens skibet er uden for Danmark, tvist mellem
skibsføreren og en sømand om afregningen eller
tjenesteforholdet i øvrigt, kan sagen forelægges dansk
konsul. Tvisten må ikke indbringes for fremmed
myndighed. | | Stk. 2.
Tvister over afregningen, skibstjenesten,
ansættelsesforholdet eller forholdene om bord må ikke
indbringes for fremmed domstol. Har den søfarende ikke andet
værneting i Danmark, kan sag mod den søfarende
anlægges ved den ret, i hvis kreds skibet har hjemsted. |
Stk. 3.
Søfartsstyrelsen eller konsulen træffer den endelige
administrative afgørelse. Har sømanden ikke andet
værneting i Danmark, kan sag mod ham anlægges ved den
ret, i hvis kreds skibet har hjemsted. | | Stk. 3. Stk. 2
gælder ikke, hvis andet følger af Bruxelles
I-forordningen eller af regler udstedt i medfør af denne
lov.« |
Stk. 4.
Gælder afgørelsen betaling af et beløb over 500
kr., kan konsulen, hvis omstændighederne taler derfor,
bestemme, at beløbet eller en del deraf skal deponeres hos
ham. Et deponeret beløb skal sammen med udskrift af
konsulens afgørelse indsendes til Søfartsstyrelsen.
Beløbet kan kræves udbetalt efter 6 måneders
forløb, medmindre tvisten forinden er indbragt for
retten. | | |
Stk. 5. Stk. 2
og 3 gælder ikke, hvis andet følger af Bruxelles
I-forordningen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i
medfør af denne lov. | | |
| | |
§ 64 a.
… | | |
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen fører kontrol med mønstring
og med, at lovgivningens forskrifter om skibes besætning
overholdes. | | 30.§ 64 a, stk. 2, ophæves. |
Stk. 3.
Skibsføreren skal ved mønstringen påse, at
lovgivningens forskrifter for den pågældende
søfarende er opfyldt, herunder navnlig de
aldersmæssige, helbredsmæssige og
uddannelsesmæssige krav. | | Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og
3. |
Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan efter aftale med
vedkommende minister beslutte, at Søfartsstyrelsens
beføjelser efter stk. 2 udøves af andre offentlige
myndigheder og kan fastsætte regler herom. | | |
| | |
| | 31.§ 65 affattes således: |
§ 65.
Tilsidesætter rederen sine pligter efter § 46, §
49, nr. 1 og 12, og § 64 b, stk. 1, straffes han med
bøde. | | »§ 65. Tilsidesætter
rederen sine pligter efter § 55 eller § 73 a, eller sin
forpligtelse efter § 1 a til at sikre overholdelse af §
12, stk. 2 og 3, § 18 a, stk. 1-4, § 18 b, stk. 4 og 5,
§ 27, § 49, nr. 16 for så vidt angår §
27, nr. 20 eller nr. 23, eller § 55 straffes den
pågældende med bøde eller fængsel indtil 1
år. Tilsidesætter rederen sine pligter efter § 4,
stk. 1 og 2, § 8 a, stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2, § 8
e, § 46, § 49, nr. 3 eller nr. 21, § 57 eller §
64 b, stk. 1, straffes den pågældende med
bøde. |
Stk. 2. Der
kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel | | Stk. 2. Den,
der i øvrigt tilsidesætter sin forpligtelse efter
§ 1 a til at sikre overholdelse af 12, stk. 2 og 3, § 18
a, stk. 1-4, § 18 b, stk. 4 og 5, § 27, eller § 55
straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år,
mens den der i øvrigt tilsidesætter sin forpligtelse
efter § 1 a til at sikre overholdelse af § 4, stk. 1 og
2, § 8 a stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2, § 8 e, §
32, 56, stk. 1, 2 og 4, § 57, § 60, § 64 a, stk. 2,
§ 64 b, stk. 1, § 74 eller regler fastsat i medfør
af § 73, straffes med bøde. Tilsvarende straffes den,
som ikke opfylder sine forpligtelser efter § 1 a til at sikre,
at skibsføreren har mulighed for at opfylde de
forpligtelser, der påhviler denne. |
| | Stk. 3. Den,
som udfører privat forhyring eller formidling for
søfarende i Danmark uden gyldigt certifikat, eller som
kræver vederlag fra de søfarende for sådanne
ydelser, kan straffes med bøde. |
| | Stk. 4. Der
kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. |
| | Stk. 5. Ved
pålæggelse af strafansvar efter stk. 4 anses personer,
som er ansat til at udføre arbejde om bord på skibet
af andre end rederen, tillige for at være knyttet til
rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til
koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold til
konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person, anses skibsføreren og de
søfarende tillige for at være knyttet til den, som
dokumentet er udstedt til.« |
| | |
§ 66.
Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning,
straffes skibsføreren eller den, der er trådt i
skibsførerens sted, | | |
1) med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder, hvis han | | |
a) forsætligt eller groft uagtsomt
anvender videregående magtmidler end tilladt efter
§§ 62 og 63, stk. 2, eller | | |
b) tilsidesætter sine pligter efter
§ 12, stk. 2 og 3, § 18a, stk. 1-4, § 18b, stk. 4 og
5, §§ 27 og 55, | | |
2) med bøde, hvis han | | |
a) anvender nogen til arbejde i strid med
§§ 4 eller 57, eller | | |
| | 32.§ 66, nr. 2, litra b, affattes
således: |
b) tilsidesætter sine pligter efter
§ 32, § 56, stk. 1, 2 og 4, § 60, § 63, stk. 3
og 4, § 64 a, stk. 3, § 64 b, stk. 1, og § 74. | | »b) tilsidesætter sin
forpligtelse efter § 8 a stk. 2, § 8 c, stk. 1 og 2,
§ 8 e, § 32, 56, stk. 1, 2 og 4, § 60, § 63,
stk. 3 og 4, § 64 a, stk. 2, § 64 b, stk. 1, § 74
eller regler fastsat i medfør af § 73.« |
| | |
Kapitel 6 | | |
Særlige
bestemmelser | | |
| | 33. Efter §
71 indsættes i kapitel 6: |
| | Ȥ 71
a.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det. |
| | Stk.
2.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af
dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et
dokument med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter
1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser,
der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med angivelse af
Søfartsstyrelsen som afsender.« |
| | |
§ 73.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om sådan ret til pleje i tilfælde
af sygdom eller tilskadekomst, til fri rejse med underhold i visse
tilfælde og til hjemsendelse af hyremidler på statens
regning og risiko samt om sådan pligt til at sørge for
begravelse eller ligbrænding, som denne lov
fastslår. | | 34. I § 73 udgår », til fri rejse
med underhold i visse tilfælde og til hjemsendelse af
hyremidler på statens regning og risiko«. |
| | 35. Efter §
73 indsættes: |
| | Ȥ 73
a. Skibets reder har pligt til at stille finansiel sikkerhed
til dækning af hjemrejseudgifter m.v. der er omfattet af
reglerne i §§ 6, stk. 5, 8, stk. 1, 10, stk. 3, 11-14,
18, stk. 2, 18 b, 19, 30, 48, stk. 2, og 49. |
| | Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om fri hjemrejse med underhold efter de
bestemmelser, der er nævnt i stk. 1, og om den finansielle
sikkerhed. |
| | |
| | § 73
b. Søfartstyrelsen sikrer gratis telemedicinsk
rådgivning til handelsskibe.« |
§ 74.
… | | |
| | 36. Efter §
74 indsættes: |
| | Ȥ 74
a. Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i
lov om sikkerhed til søs føre tilsyn med
overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i
medfør heraf. |
| | Stk. 2.
Søfartsstyrelsen varetager i henhold til § 20 b i lov
om sikkerhed til søs udstedelsen af fornødne
certifikater og anden dokumentation efter denne lov. |
| | § 74
b. Skibe, der anvendes erhvervsmæssigt, som er optaget
i et dansk skibsregister, og som har en bruttotonnage på 500
eller derover, må ikke sejle i international fart, medmindre
de har et certifikat og en overensstemmelseserklæring
vedrørende søfarendes arbejdsforhold.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om hvilke
forhold, som certifikatet og overensstemmelseserklæringen
skal omfatte. |
| | Stk. 2. Hvis
skibet er certificeret i henhold til den kode om sikker skibsdrift,
som er fastsat af FN's Internationale Maritime Organisation, kan
det i stk. 1 nævnte certifikat og
overensstemmelseserklæring alene udstedes til den, som
overensstemmelsesdokument i henhold til koden om sikker skibsdrift
er udstedt til. Søfartsstyrelsen kan i særlige
tilfælde give dispensation fra 1. pkt. |
| | Stk. 3.
Certifikatet og overensstemmelseserklæringen
vedrørende søfarendes arbejdsforhold skal opbevares
om bord og på forlangende forevises myndighederne. |
| | Stk. 4. Stk.
1-3 gælder ikke for fiskeskibe.« |
| | |
| | § 3. I lov
nr. 15 af 13. januar 1997 om skibes besætning, som
ændret senest ved § 40 i lov nr. 538 af 8. juni 2006,
foretages følgende ændringer: |
| | |
| | 1. Som fodnote
til lovens titel indsættes: |
| | »1) Loven indeholder bestemmelser,
der gennemfører dele af: Rådets direktiv 2009/13/EF af 16.
februar 2009 om iværksættelse af den aftale, der er
indgået mellem European Community Shipowners' Associations
(ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF) om
konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50).« |
| | |
| | 2.§ 8 affattes således: |
§ 8. En
foreskreven kok skal have sønæringsbevis som
skibskok. | | Ȥ 8. En kok, der er
foreskrevet i et skibs besætningsfastsættelse, skal
have et dansk bevis som skibskok. Ingen under 18 år må
gøre tjeneste som skibskok. |
Stk. 2. I
skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister kan bevis
som skibskok erstattes af en læretid i kokkefaget på 48
måneder, heraf mindst 24 måneder i
søgående skibe. | | Stk. 2. I
skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister kræves
ikke dansk bevis som skibskok. Personer kan gøre tjeneste i
foreskrevne stillinger som skibskok, hvis de kan dokumentere |
| | 1) en læretid i kokkefaget på
48 måneder, heraf mindst 24 måneder i
søgående skibe, eller |
| | 2) en tilfredsstillende
gennemførelse af en kokkeuddannelse med relevant indhold fra
en anerkendt skole suppleret med kokketjeneste om bord i et
søgående skib i mindst 5 måneder. |
| | Stk. 3.
Dokumentationen efter stk. 2 skal være ledsaget af en af
Søfartsstyrelsen udfærdiget påtegning, der
bekræfter, at indehaveren kan gøre tjeneste som
foreskreven skibskok. Søfartsstyrelsen udsteder
nærmere regler herom. |
| | Stk. 4.
Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om
uddannelseskrav for personer, der tilbereder eller hjælper
med at tilberede fødevarer om bord på et
skib.« |
| | |
§ 18.
Søfartsstyrelsen fastsætter under iagttagelse af
bindende internationalt vedtagne bestemmelser og efter samråd
med redernes og de søfarendes organisationer uddannelses-,
kvalifikations- og beviskrav for | | |
1) dæks-, maskin- og
enhedsmandskab, | | |
2) sygdomsbehandlere i handels- og
fiskeskibe, | | |
| | 3.§ 18, stk. 1, nr. 3 og 4, ophæves, og i stedet
indsættes: |
3) besætninger i passagerskibe
og | | »3) besætninger i
passagerskibe, |
4) officerer og mandskab i olie-,
kemikalie- og gastankskibe. | | 4) officerer og mandskab i olie-,
kemikalie- og gastankskibe, og |
| | 5) kokke, cateringpersonale og andet
personale, der håndterer og tilbereder fødevarer om
bord.« |
| | |
Kapitel 8 | | |
Rederens og
skibsførerens ansvar | | |
§ 25.
… | | |
| | 4.§ 25, stk. 2, ophæves og i stedet
indsættes: |
Stk. 2.
Søfartsstyrelsen kan udfærdige nærmere
forskrifter om de i stk. 1 omhandlede bestemmelser og herunder
foreskrive særlige kommunikations- og sprogkrav. | | »Stk. 2.
Stk. 1 gælder, uanset om andre organisationer, virksomheder
eller personer opfylder visse af opgaverne eller pligterne på
rederens eller skibsførerens vegne. |
| | Stk. 3. Er der
udstedt overensstemmelsesdokument i henhold til den kode om sikker
skibsdrift, som er fastsat af FN's Internationale Maritime
Organisation, eller certifikat i henhold til konventionen om
søfarendes arbejdsforhold til en anden organisation,
virksomhed eller person, finder stk. 1 tillige anvendelse for den
pågældende organisation, virksomhed eller person. |
| | Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om forpligtelserne efter stk. 1-3, og kan
herunder foreskrive særlige kommunikations- og
sprogkrav.« |
| | |
Kapitel 9 | | 5.Overskriften til kapitel
9 affattes således: |
Henlæggelse af
beføjelser | | »Tilsyn og
henlæggelse af beføjelser« |
| | |
| | 6. Efter §
25 indsættes i kapitel 9: |
| | Ȥ 25
a. Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i
lov om sikkerhed til søs føre tilsyn med
overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i
medfør heraf. |
| | |
| | § 25
b.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det. |
| | Stk.
2.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af
dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et
dokument med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter
1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser,
der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med angivelse af
Søfartsstyrelsen som afsender.« |
| | |
§ 27. Med
bøde straffes den, der overtræder § 3, § 4,
stk. 1, § 6, stk. 1, 2 eller 4, § 7, § 8, § 9,
stk. 1 eller 3, § 10, stk. 1 eller 3, § 11, 2. eller 3.
pkt., § 17 eller § 25, stk. 1, nr. 1 eller 2, eller
overtræder de i medfør af loven foretagne
besætningsfastsættelser. | | |
| | 7. I § 27 indsættes efter stk. 1 som
nyt stykke: |
| | »Stk. 2.
Hvis rederen helt eller delvis har overladt sine forpligtelser
efter § 25, stk. 1, nr. 1 eller 2, til andre organisationer,
virksomheder eller personer finder stk. 1 tilsvarende anvendelse
for disse organisationer, virksomheder eller personer, hvis
forpligtelserne ikke opfyldes.« |
| | Stk. 2 bliver herefter stk. 3. |
| | |
Stk. 2. I
forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde, jf. dog § 28, stk.
4. | | 8. I § 27, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres
»§ 28, stk. 4« til: »§ 28, stk.
5«. |
| | |
§ 28. Med
bøde eller fængsel indtil 1 år straffes den, der
overtræder § 25, stk. 1, nr. 3, 4 eller 5. | | |
Stk. 2.
Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis
overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov
uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er | | |
1) voldt skade på unge mennesker
under 18 år eller fremkaldt fare herfor eller | | |
2) opnået eller tilsigtet en
økonomisk fordel for den pågældende selv eller
andre, herunder ved besparelse. | | |
Stk. 3. Sker
der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved
overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde,
herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til
størrelsen af en opnået eller tilsigtet
økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2. | | 9. I § 28 indsættes efter stk. 3 som
nyt stykke: |
| | »Stk. 4.
Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse, hvis andre organisationer
eller personer opfylder visse af opgaverne eller pligterne på
rederens eller skibsførerens vegne, jf. § 25, stk. 2 og
3.« |
Stk. 4. I
forskrifter, der udstedes i medfør af § 25, stk. 2, i
henhold til § 25, stk. 1, nr. 3-5, kan der fastsættes
straf af bøde eller fængsel i indtil 1 år. Det
kan endvidere bestemmes, at straffen kan stige til fængsel i
indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som
anført i stk. 2. | | Stk. 4 bliver herefter stk. 5. |
| | 10. I § 28, stk. 4,1.
pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »§
25, stk. 2« til: »§ 25, stk. 4«. |
| | |
§ 29. Der
kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. | | |
| | 11. I § 29 indsættes som stk. 2: |
| | »Stk. 2.
Ved pålæggelse af strafansvar efter stk. 1 anses
personer, som er ansat til at udføre arbejde om bord
på skibet af andre end rederen, tillige for at være
knyttet til rederen. Er der udstedt overensstemmelsesdokument i
henhold til koden om sikker skibsdrift eller certifikat i henhold
til konventionen om søfarendes arbejdsforhold til en anden
organisation eller person end rederen, anses skibsføreren og
de søfarende tillige for at være knyttet til den, som
dokumentet er udstedt til.« |
| | |
| | § 4. I lov
om skibsmåling, jf. lovbekendtgørelse nr. 43 af 2.
februar 1993, som ændret ved § 6 i lov nr. 1173 af 19.
december 2003, foretages følgende ændringer: |
| | |
| | 1. I § 7 indsættes før stk.
1: |
| | »Søfartsstyrelsen kan i
henhold til § 20 a i lov om sikkerhed til søs
føre tilsyn med overholdelsen af denne lov og de regler, der
udstedes i medfør af heraf.« |
§ 7.
Søfartsstyrelsen har ret til at gå om bord i ethvert
dansk skib og skib under bygning for dansk regning samt i ethvert
udenlandsk skib, der anløber dansk havn, for at foretage
kontrolmålinger og for at kontrollere, at skibet er forsynet
med foreskrevet målebrev. Det påhviler skibets reder og
fører samt enhver, der handler på deres vegne, at yde
Søfartsstyrelsen nødvendig bistand ved dens arbejde
og at give enhver nødvendig oplysning, som afkræves
dem. | | Stk. 1 bliver herefter stk. 2. |
| | |
§ 10 a.
… | | |
| | 2. Efter §
10 a indsættes: |
| | Ȥ 10
b.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det. |
| | Stk.
2.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af
dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et
dokument med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter
1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser,
der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med angivelse af
Søfartsstyrelsen som afsender.« |
| | |
| | § 5. I
søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni
2004, som senest ændret ved § 14 i lov nr. 507 af 17.
juni 2008, foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 186.
Den registrerede ejer af et dansk skib, hvis tonnage overstiger
1.000 brt, skal have en godkendt forsikring eller anden garanti til
dækning af ansvar som nævnt i § 183 og inden for
den ansvarsgrænse, der er anført i § 175. Der
skal udstedes certifikat, som bekræfter, at der foreligger en
sådan forsikring eller garanti. Uden gyldigt certifikat
må skibet ikke benyttes. | | 1. I § 186, stk. 1, ændres: »,
hvis tonnage overstiger 1.000 brt,« til: »med en
bruttotonnage på 1.000 eller derover«. |
| | 2.§ 186, stk. 2, 1. pkt., affattes
således: |
Stk. 2.
Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på skibe,
der ikke er hjemmehørende her i riget, og som anløber
eller forlader dansk havn eller andet laste- eller lossested i
Danmark eller på den danske kontinentalsokkel, såfremt
disse skibes tonnage overstiger 1.000 brt. Skibe, der er
registreret i en stat, som har tilsluttet sig bunkerkonventionen,
skal have det i konventionen fastsatte certifikat, som viser, at
der foreligger forsikring eller anden garanti. | | »Stk. 1 finder tilsvarende
anvendelse på skibe, der ikke er hjemmehørende her i
riget, og som anløber eller forlader dansk havn eller andet
laste- eller lossested i Danmark eller på den danske
kontinentalsokkel eller ønsker at udføre opgaver
på dansk søterritorium, hvis disse skibe har en
bruttotonnage på 1.000 eller derover.« |
Stk. 3.
… | | |
| | |
§ 187.
Såfremt et skib ikke har den i § 186 påbudte
forsikring eller garanti eller det påbudte certifikat, kan
Søfartsstyrelsen eller andre myndigheder, som af
økonomi- og erhvervsministeren er bemyndiget hertil,
nægte skibet adgang til eller forbyde det at forlade dansk
havn eller andet laste- og lossested i Danmark eller på den
danske kontinentalsokkel samt foretage, hvad der skønnes
nødvendigt for at forhindre forureningsskade. | | 3. I § 187 indsættes efter
»kontinentalsokkel«: » eller at udføre
opgaver på dansk søterritorium«. |
| | |
§ 198.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter i
overensstemmelse med 1992-ansvarskonventionen de nærmere
regler om forsikring og garanti, herunder om, hvilke krav
forsikringen eller garantien skal opfylde, for at den kan
godkendes, samt om certifikatet, dets form, indhold, udstedelse og
gyldighed. Økonomi- og erhvervsministeren kan overlade
udstedelsen af certifikater til andre, herunder private. | | |
Stk. 2.
Økonomi- og erhvervsministeren kan udstede certifikat til et
skib, som er ejerregistreret i Danmark, men som er
bareboatregistreret i et fremmed lands register. | | |
Stk. 3.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om brug af elektroniske registre i forbindelse
med de i denne bestemmelse omhandlede certifikater. | | |
| | 4. I § 198 indsættes som stk. 4: |
| | »Stk. 4.
Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
nærmere regler om gebyr for udstedelse af
certifikat.« |
| | |
| | 5.§ 514, stk. 1, affattes
således: |
§ 514.
Overtrædelse af § 10, stk. 1, § 12,
stk. 1, § 13, § 14, § 16,
stk. 1, § 19 eller § 25, stk. 1 eller
2, straffes med bøde. | | »Overtrædelse af § 10,
stk. 1, § 12, stk. 1, § 13, § 14, § 16, stk. 1,
§ 19, § 25, stk. 1-2, § 186, stk. 1-3, eller §
197 straffes med bøde. En bareboatbefragter, som i strid med
§ 229 a, stk. 2, undlader at påse, at pligten til at
have en godkendt forsikring eller anden garanti er opfyldt,
straffes med bøde.« |
Stk. 2.
… | | |
| | |
Kapitel 22 | | |
Om lovens
område og ikrafttræden | | |
| | 6. Efter §
515 a indsættes i kapitel
22: |
| | Ȥ 515
b. Søfartsstyrelsen kan i henhold til § 20 a i
lov om sikkerhed til søs føre tilsyn med
overholdelsen af §§ 186, 197, 198 og 471 i denne lov og
de regler, der udstedes i medfør af heraf.« |
| | |
| | § 6. I lov
nr. 226 af 22. april 2002 om maritime uddannelser, som ændret
ved § 5 i lov nr. 364 af 13. maj 2009, foretages
følgende ændring: |
| | |
§ 23.
… | | |
| | 1. Efter §
23 indsættes: |
| | Ȥ 23
a.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at indberetninger og andre meddelelser, som skal afgives
efter loven, skal indberettes digitalt, og at kommunikation mellem
Søfartsstyrelsen og virksomheden i forbindelse hermed skal
foregå digitalt. Ministeren kan herunder fastsætte
regler om overgang til digital indberetning og om anvendelse af
bestemte IT-systemer, særlige digitale formater og digital
signatur. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, at
Søfartsstyrelsen kan undtage en virksomhed fra digital
indberetning og digital kommunikation, når ganske
særlige omstændigheder taler for det. |
| | Stk.
2.Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte
regler om, at Søfartsstyrelsen kan udstede visse typer af
dokumenter uden underskrift eller med maskinelt gengivet
underskrift eller på tilsvarende måde, således at
sådanne dokumenter i retlig henseende sidestilles med et
dokument med personlig underskrift. I de regler, der udstedes efter
1. pkt., kan det også fastsættes, at afgørelser,
der udelukkende er truffet på grundlag af elektronisk
databehandling, kan udstedes alene med angivelse af
Søfartsstyrelsen som afsender.« |
| | |
| | § 7. |
| | Stk. 1.
Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet
for lovens ikrafttræden. Ministeren kan fastsætte, at
dele af loven træder i kraft på et andet
tidspunkt. |
| | Stk. 2.
Personer, der i medfør af § 8, stk. 2, i lov nr. 15 af
13. januar 1997 om skibes besætning inden lovens
ikrafttræden har erhvervet ret til at arbejde som foreskreven
kok i danske skibe, bevarer denne ret. |
| | |
| | § 8. Lov om
forhyring af skibsmandskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 589 af
29. september 1988, ophæves. |
| | |
| | § 9. |
| | Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2 og 3. |
| | Stk. 2. §
5 kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger. |
| | Stk. 3.
§§ 1, 3, 4 og 5 kan ved kongelig anordning helt eller
delvis sættes i kraft for Grønland med de
ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. |
Officielle noter
1) Lovforslaget indeholder
bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv
2009/13/EF af 16. februar 2009 om iværksættelse af den
aftale, der er indgået mellem European Community Shipowners'
Associations (ECSA) og European Transport Workers' Federation (ETF)
om konventionen om søfarendes arbejdsforhold af 2006 og om
ændring af direktiv 1999/63/EF (EU-Tidende nr. L 124 af 20.
maj 2009, side 30-50), dele af Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/17/EF af 23. april 2009 om ændring af direktiv
2002/59/EF om oprettelse af et trafikovervågnings- og
trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet
(EU-Tidende nr. L 131 af 28. maj 2009, side 101-113) samt dele af
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/21/EF af 23.
april 2009 om opfyldelse af kravene til flagstater (EU-Tidende nr.
L 131 af 28. maj 2009, side 132-135).